DET UKRAINSKE HJEMMEVÆRN: Forbilledet mod øst

De frivillige ukrainske styrker følges med beundring overalt i den vestlige verden og har understreget relevansen af det folkelige forsvar. Det konkrete kendskab til effekten af Territorialforsvarsstyrkernes indsats er dog begrænset, siger eksperter.

Krigen i Ukraine har gjort alle forventninger til skamme om, at Rusland ville løbe nabolandet over ende på kort tid. Nu da krigen er gået ind i sin tredje måned, udspiller forbitrede kampe sig i Donbas-regionen, hvis udfald endnu ikke tegner sig. Territorialforsvarsstyrkerne, det vil sige landets nyoprettede hjemmeværn, spiller en væsentlig rolle i forsvarsstrategien sammen med Nationalgarden, der også oprindeligt bestod af frivillige soldater.

Den danske forsvarsattaché i Ukraine, kommandør Felix Ebbestad, er normalt manden med fingeren på pulsen. Men han kan kun sige lidt om, hvilken betydning Territorialforsvarsstyrkerne har haft.

”Men enheder er blandt andet placeret forskellige steder i Kyiv. Af en af mine medarbejdere har jeg fået oplyst, at en gruppe slog sig ned i en boligblok. Det er uheldigt, at militære placeres i en civil beboelse, men de skal jo operere fra et eller andet sted,” beretter Felix Ebbestad om styrkerne, der følges med intens opmærksomhed i hjemmeværnene i adskillige lande, blandt andet Danmark.

Bredt ønske om at deltage

Forsvarsattachéens erfaringer ”fra marken” er to måneder gamle.

”Jeg overværede lige ved krigsudbruddet en øvelse i Rivne i Vestukraine og rejste til Lviv og oprettede et kontor, der skulle være støttepunkt, mens vi fandt ud af, hvordan det ville gå. Vi er siden sammen med den danske ambassadør og hans stab blevet flyttet til Rzeszów i Sydøstpolen.”

De ukrainske territorialforsvarsstyrker har et planlagt omfang på 130.000 frivillige, der skal uddannes af 10.000 officerer. Styrkerne er åbne for alle mellem 18 og 60 år, der ikke er straffede for alvorlige forhold. Det er efter Felix Ebbestads opfattelse udtryk for et bredt ønske om at bidrage til landets eksistenskamp.

”Ukraines myndigheder oprettede styrkerne for at øge personelstyrken, og man tillod, at befolkningen i landsbyerne oprettede bevæbnede vagtværn. Hvis ikke Territorialforsvarsstyrkerne var blevet etableret, ville folket have fundet en anden måde at mobilisere sig selv på. Borgmester Vitalij Klitsjko i Kyiv er sammen med sin bror, Vladimir, blevet effektive reklamesøjler for tilmelding med deres fysiske udstråling som tidligere verdensmestre i sværvægtsboksning.”

Felix Ebbestad drager en parallel til Østukraine i 2014/15, hvor frivilligbataljoners kamp mod løsrivelsesstyrkerne i Lugansk og Donetsk i høj grad var med til at redde landet.

Særlig appel til kvinderne

Imidlertid er det ifølge studielektor Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet et spørgsmål, hvor meget man reelt har været i stand til at opnå med hjemmeværnet. Det blev først officielt etableret per 1. januar 2022 – altså for knap fem måneder siden.

”Jeg har kun få konkrete oplysninger, og det er måske bevidst, at Ukraines myndigheder kun har oplyst meget lidt. Men jeg kan ikke forestille mig, at man har kunnet organisere væbnede styrker i noget større omfang på den korte tid,” vurderer Claus Mathiesen, reserveofficer og forsvarsattaché i Ukraine i perioden 1999-2007.

”Territorialforsvaret har en vigtig funktion for moralen, men de strukturer, der har eksisteret tilbage fra sovjettiden, har været ganske passive. Opbygningen er foregået med stor iver, men med meget store regionale forskelle.”

Uanset at billederne af frivillige med attrapgeværer af træ er gået verdenspressen rundt, mangler hjemmeværnet næppe våben i betragtning af de løbende forsyninger fra udlandet.

”De har typisk brug for håndvåben eller i hvert fald enmandsbetjente våben, og når det gælder håndvåben, er der næppe nogen mangel. Der er kæmpe lagre tilbage fra sovjettiden,” siger Claus Mathiesen.

”Man har gjort meget ud af at appellere til kvindelige frivillige – ikke mindst som sanitetspersonel. Der har været meget opmærksomhed om tilslutning fra profiler som for eksempel ældre kvinder. Uanset hvilken militær signifikans det har, er det noget, der viser vilje.”

Et markant eksempel viste avisen New York Post den 7. februar i en reportage med den 59-årige bedstemor Rumia, der tog opstilling med et trægevær på artiklens bærende billede.

Hjemmeværnet er en klassisk organisation med en territorialforsvarsbrigade i hver af de 25 administrative enheder, Ukraine er delt op i. Brigaderne er hver især underlagt en af de fire operative kommandoer, og brigaderne består typisk af seks bataljoner, der hver har cirka 600 medlemmer. En brigadegeneral er øverste chef.

”Territorialforsvarsstyrkerne har givetvis været med, og i Kharkiv og Kyiv har der været oplysninger om, at de har stået for kontrolposter og lignende,” forklarer Claus Mathiesen. På billedet ses frivillige ved et kontrolpunkt i Kyiv.

Drop of Light, Shutterstock

Skal erstatte grænsestyrker

En konkret funktion, Territorialforsvarsstyrkerne har fået, er at udgøre bevogtningskompagnier ved de lokale militærkontorer.

”De er primært hvervekontorer, og derudover har de den vitale funktion at være bindeleddet mellem den civile og militære verden,” siger Claus Mathiesen.

Det er hensigten, at hjemmeværnet også skal deltage i grænsebevogtningen som erstatning for de tab, som den særlige grænsestyrke har lidt.

”Grænsevagterne tog det første stød ved det russiske angreb, og jeg har hørt forlydender – dog ubekræftede – om, at man har mistet 30 procent af styrken. Det gælder både mandskab og materiel,” siger Felix Ebbestad.

Kontrolposter i Kharkiv og Kyiv

Håndfaste oplysninger om deltagelse i kamphandlinger er med andre ord få.

”I Mariupol, hvor der har været hårde bykampe, har Territorialforsvarsstyrkerne givetvis været med, og i Kharkiv og Kyiv har der været oplysninger om, at de har stået for kontrolposter og lignende,” siger Claus Mathiesen.

Direkte forespurgt vil han ikke udelukke, at hjemmeværnsstyrker kan have medvirket til at stoppe den 60 kilometer lange transportkolonne nordfra under den russiske opmarch mod Kyiv.

”Det afhænger af, om man har kunnet nå at danne de nødvendige enheder. Det kræver en vis uddannelse at kunne gennemføre de ”hit and run”-aktioner, der er relevante i den forbindelse,” vurderer lektoren fra Forsvarsakademiet.

”Hvis ikke Territorialforsvarsstyrkerne var blevet etableret, ville folket have fundet en anden måde at mobilisere sig selv på,” vurderer forsvarsattaché Felix Ebbestad, der p.t. er evakueret til den sydøstpolske by Rzeszów sammen med blandt andre den danske ambassadør.

Drop of Light, Shutterstock

De mandbårne raketvåben

Et afgørende spørgsmål er, hvad man kan afse af ressourcer til at udruste og uddanne enhederne.

”Territorialforsvarsstyrkerne mangler ordentlig udrustning, ikke mindst hjelme og andet personligt beskyttelsesudstyr. Og med hensyn til tildelinger var de regulære hærstyrker og Nationalgarden fra begyndelsen i fokus,” beretter Felix Ebbestad.

”For nylig ændrede man loven, så lokale militser må få panserværnsvåben. Ikke mindst de britiske/svenske panserværnsvåben NLAW (Next-generation Light Antitank Weapons) er blevet brugt i stor stil. Missilerne har en flyveprofil, så de – hvis man sigter cirka en meter over en kampvogn – flyver i en bue og rammer den fra toppen, hvorved man kommer uden om de stærkest pansrede dele.”

Der er også blevet åbnet for, at militserne kan forsynes med mandbåret antiluftskyts såsom det amerikanske ”Stinger”-missil og det russiske ”Strela”-missil, som Ukraine og andre nationer fra den tidligere Østblok har på lager fra sovjettiden.

”De bruges mod droner, som russerne anvender til både rekognoscering og fremføring af våben,” påpeger Felix Ebbestad.

Rolle i undergrundskamp

Ifølge Claus Mathiesen er en vigtig grund til, at Territorialforsvarsstyrkerne først blev dannet ved indgangen til 2022, at tanken slet ikke blev tænkt i forbindelse med Krim-anneksionen og Donbas-krigen i 2014-15. Det blev ikke anset for relevant. Nu er spørgsmålet, om hjemmeværnet tiltænkes en rolle i en undergrundskamp i russisk besatte områder.

”I Østukraine har der været et antal terrorhandlinger. For eksempel blev Aleksandr Sakhartjenko, den 42-årige leder af Folkerepublikken Donetsk, i august 2018 dræbt på en café af formodede proukrainske guerillaer,” fortæller Claus Mathiesen.

”Jeg har ikke set tegn på, at territorialforsvarsenheder er med i nogen undergrundskamp i de prorussiske udbryderrepublikker, men det kan godt tænkes, at de skal være med til at etablere en modstandsbevægelse – også i Donetsk og Lugansk.”

Han mener, at hjemmeværnet nemt kan vokse i betydning, når det gælder opbygning af

modstandsvirksomhed i russisk besatte områder, i takt med at krigen trækker længere og længere ud. Han nævner havnebyen Kherson, den første større by, som den russiske hær erobrede efter krigsudbruddet den 24. februar. Herfra har der været meldinger om guerillaaktivitet.

Claus Mathiesen vurderer, at Territorialforsvarsstyrkerne nu omfatter over 100.000 aktive, men at det ikke nogen sinde vil lykkes at få hele den planlagte styrke fuldt uddannet, opstillet og bevæbnet.

”Men man vil få nogle erfaringer om, hvad de kan bruges til, så man ikke kaster dem ud i opgaver, de ikke kan magte, med unødvendige tab til følge. Generelt er bevæbning næppe noget større problem. De knappe ressourcer er uddannelse og organisering,” siger han. ■