![](https://static.isu.pub/fe/default-story-images/news.jpg?width=720&quality=85%2C50)
3 minute read
LEDER: Øget opmærksomhed med den nuværende sikkerhedspolitiske situation
LEDER:
Øget opmærksomhed med den nuværende sikkerhedspolitiske situation
Verden er et nyt sted. Krigen i Ukraine trækker i langdrag, og vi ser lige nu en ophedning af situationen på grænsen mellem Serbien og Kosovo. Meldinger fra NATO tyder på en markant øget NATO-tilstedeværelse ved Europas østlige grænser, hvor op mod 300.000 NATO-soldater skal udstationeres.
Mens dette kan virke som noget, der foregår langt væk, skal vi ikke undervurdere den betydning, det kan have for Danmark og dermed også for Hjemmeværnet. Blandt andet ser vi lige nu en omfattende ”informationskrig” udfolde sig på internettet, og her er det vigtigt, at vi alle hjælper til med en kildekritisk tilgang og fokus på ikke at sprede falske nyheder. Det kan du læse om her i magasinet.
Vi har i år allerede på nuværende tidspunkt også løst flere Host Nation Support-opgaver end nogensinde før, og med den førnævnte udmelding fra NATO skal vi forvente, at denne opgave i fremtiden kun vil vokse. Det er en udvikling, vi som organisation bliver nødt til at forberede os på, for netop den opgaveløsning er vigtig for NATO’s evne til at flytte styrker samt gennemføre operationer og krisestyring. Vi har vist, at Hjemmeværnet har evne og kapacitet til at planlægge, koordinere og udføre de mange opgaver, der følger af Host Nation Support. Vi ved, at vi allerede har trukket meget på mange af jer for at få løst opgaverne – og her vil vi gerne benytte
muligheden for at sende en stor tak for den ekstra indsats, der er ydet.
Også tak til alle jer, der stillede op til støtte for Tour de France, da ryttere, karavanen og andre i juli rullede igennem landet. Omkring 1.000 hjemmeværnssoldater var indsat til at sørge for en sikker og problemfri gennemførelse af løbet, og der blev ydet en meget dygtig og værdsat indsats af alle jer, der deltog.
Vi er nu kommet igennem en sommer, hvor det har braget derudad med uddannelsesaktiviteter: De traditionsrige større aktiviteter, herunder Hjemmeværnsskolens ”Sommerskole” og ”Musiksommerskolen” samt uddannelsesugerne på Slipshavn, er endnu en gang blevet afholdt, og vi har ved selvsyn oplevet det gode engagement fra de mange deltagere og instruktører, som har bidraget til gode aktiviteter og til fællesskabet.
Vi går nu et spændende efterår i møde med flere indsættelser, øvelser og uddannelse. Vi ser frem til nogle rigtig gode aktiviteter, der kan understøtte, at Hjemmeværnet står skarpt i forhold til den sikkerhedspolitiske virkelighed, som vi aktuelt befinder os i.
Tak for indsatsen – vi håber at møde jer i forbindelse med efterårets mange spændende aktiviteter.
Tak, fordi I stiller op. Hjemmeværnsledelsen