4 minute read
Airshow
40.000 biler gelejdet på plads ved
Da Flyvevåbnet slog portene op til Danish Air Show i juni, havde Flyverhjemmeværnet til opgave at sørge for parkeringen af 40.000 biler. Selvom parkering sjældent rimer på militært, blev opgaven grebet an med de samme værktøjer som en militær operation.
Til daglig huser Flyvestation Karup omtrent 3.500 personer. En travl søndag i juni steg det tal til 120.000. For langt om længe kunne Flyvevåbnet byde nysgerrige besøgende indenfor til Danish Air Show 2022. Med så stort et antal besøgende fulgte også en kompleks opgave med parkering af de besøgendes 40.000 biler, der skulle findes plads til på flyvestationen.
Flyverhjemmeværnet varetog hele parkeringsopgaven fra den indledende planlægning et halvt år før airshowet og helt frem til, at den sidste bil havde forladt flyvestationen, og den sidste minestrimmel var ryddet op på p-pladserne. Parkeringsopgaver finder sjældent vej til Flyverhjemmeværnet, men da Flyvevåbnet var arrangør af den store begivenhed, blev parkeringen løftet af den lyseblå hjemmeværnsgren. Flyverhjemmeværnet gennemførte opgaven, som var det en militær operation, da det gav anledning til at træne de værktøjer, som bruges under andre store indsættelser.
”Mens vi løste parkeringsopgaven, fik vi trænet jævnfør vores plankompleks. Plankomplekset er detaljerede beskrivelser af Flyverhjemmeværnets procedurer
og planer for at blive indsat i en skarp situation. Principperne er de samme, ligegyldigt om vi arbejder med en af vores store, militære øvelser, eller vi som her planlægger parkeringer. Det giver os værdifuld erfaring, til næste gang vi skal i gang med en militær operation,” siger kaptajn Tonny Bjerregaard, der var hovedansvarlig for Flyverhjemmeværnets indsættelse under Danish Air Show.
Flyverhjemmeværnets operationspost
En af måderne, hvorpå plankomplekset blev taget i brug, var ved at oprette Flyverhjemmeværnets operationspost (FOP). FOP’en er et hovedkvarter, hvorfra Flyverhjemmeværnets indsatte personel bliver styret. Samtidig er det bindeled mellem Flyverhjemmeværnet og dets samarbejdspartnere. Under airshowet var FOP’en centrum for overblikket over hele parkeringsopgaven og de knap 200 frivillige soldater, der var involveret i den. Fra FOP’en arbejdede den fastansatte stab og frivillige eskadrillechefer tæt sammen for at få trafikken og parkering af de 40.000 biler til at glide.
Én af dem var eskadrillechef for Hjemmeværnseskadrille 272 Vestjylland John Svendsen, der var ansvarlig for halvdelen af airshowets parkeringspladser.
”Baseret på de meldinger, vi fik ude fra førerne på de enkelte p-pladser, koordinerede vi, hvornår der eksempelvis var behov for at lede besøgende over på nye parkeringspladser, hvornår det var nødvendigt at få bestilt materiel eller sende ekstra hjælp til nogle af de besøgende. Det var lærerigt at have så tæt et samarbejde med den faste stab – og særligt at opgaven ikke bare var et øvelsesscenarie,” siger John Svendsen.
Arbejdet i FOP’en kørte på højtryk under hele airshowet, da trafikken og parkeringen hele tiden var i gang:
”Jeg havde ikke et roligt øjeblik fra klokken 5.50 om morgenen, da vi startede, og indtil klokken 21.15, da jeg kørte hjem. Så det var virkelig en intens og lang dag, men det blev en spændende og lærerig opgave,” siger John Svendsen.
Terrænbord på p-pladsen
Beslutningerne i FOP’en var dybt afhængige af de meldinger, som kom ind fra soldaterne ude på parkeringspladserne. Her
havde en fører ansvaret for hver af de enkelte parkeringspladser, og én af dem var Joachim Christiansen, der er uddannelses- og støtteofficer i Hjemmeværnseskadrille 277 Karup. På baggrund af briefinger fra indsættelsens ledelse skrev han en befaling for opgaven i hans ansvarsområde:
”Jeg kørte det som en befaling med terrænbord og ordrer til enkeltmand. Det kunne lige så godt have været en kampstilling. Fagligt giver det en del læring i forhold til befaling og at få vores folk motiveret,” fortæller Joachim Christiansen.
Planen holder som bekendt kun til første møde med fjenden, så på trods af god forberedelse opstod der også uforudsete opgaver undervejs:
”Jeg havde nogle rigtig gode folk, så når vi havde problemer, bød de ind med gode løsningsforslag. Så var de besøgende også meget taknemmelige for vores arbejde. Jeg har ikke tidligere oplevet så mange, der har rullet vinduet ned og sagt tak for indsatsen. Det gør jo, at vi også har lyst til at stille op næste gang.” ■