4 minute read

Kammeratskabet blev styrket i pløret Sej Rygsæk

Tre dage med vådt tøj, 35 kilo på ryggen og meget lidt søvn i en våd sovepose. Det var vilkårene for soldaterne på øvelse Sej Rygsæk anno 2023. Men hvordan kommer man igennem sådan en tur? Nøgleordet er kammeratskab, siger dem, der var med.

// Af Mats Dustin Lykkegaard / Foto: Jacob Kongsmar

Dette års Sej Rygsæk foregik på idylliske Møn. Spørgsmålet er, om deltagerne husker deres tur som værende udpræget idyllisk. For øvelsen begyndte en fredag aften i silende regnvejr. Jord blev hurtigt til mudder, og mudderet satte sig på støvlerne, som kun blev tungere, for hver kilometer der blev gået. På skift blev den tunge radio båret, og natten bød kun på fire timers søvn. Det var den første halve dag.

Vi møder gruppen lørdag ved deres droppoint, og derfra skal vi følge dem frem til området, hvor de skal opstille deres beredskabsområde. Det er stoppet med at regne, men det blæser stadigvæk meget. Gruppens soldater ser trætte ud, de er gennemblødte, men humøret fejler intet. Inden vi går, bliver ruten frem til beredskabsområdet fastlagt. De skal uden om det område, hvor de senere på aftenen skal foretage et angreb, så de ikke bliver set af fjenden.

Soldaterne har hinandens ryg

Gruppeføreren kalder alle sammen, og vi er klar til at tage af sted mod beredskabsområdet. Soldaterne hjælper hinanden med at putte de 30-40 kilo tunge rygsække på hinandens ryg, og så starter vandreturen. For nogle er det her første gang, de er med. Det gælder Christian, som til daglig er arkitekt.

”Jeg er her for at lære mine kammerater bedre at kende. Det vigtigste er jo, at vi lærer at fungere som en gruppe. Og at vi er i stand til at løse opgaver sammen,” siger han.

Soldaterne har hinandens ryg på sådan en tur. Det foregår ikke nødvendigvis altid mundtligt, men blot ved at kigge rundt og fornemme, hvordan en kammerat har det.

Alle skulle igennem øvelsen. Derfor er et godt kammeratskab alfa og omega – for som de siger: ”Sharing is caring.”

Mie, der læser medicin, er også med for første gang. Hun understreger, at fællesskabet er vigtigt.

”Jeg er med, fordi det er hårdt og udfordrende, og jeg kan rigtig godt lide de her grønne oplevelser. Men jeg nyder også fællesskabet, hvor der virkelig er god opbakning. Jeg har lige været ret presset. Så siger jeg til gutterne, at jeg er lidt presset, og de siger, at det er o.k., og at vi nok skal komme igennem det sammen. Det er et kæmpe boost for mig, når jeg er kommet helt i mål,” siger Mie og lægger sig ind i sin sovepose.

Gruppefører: ”Det mentale er hårdest”

Magnus er gruppefører og arbejder til daglig i en medicinalvirksomhed.

”Min hovedopgave er at sikre, at gruppen får klaret alle sine opgaver til tiden. Når vi går patrulje, kan jeg snuse rundt og høre, hvordan folk har det. Prøve at få dem til at få et lille smil på læben. Det mentale er helt klart det hårdeste. Det er det der med lige at hanke op i sig selv og bare være omsorgsfuld og vise hensyn. Man får testet sig selv af på sådan en øvelse og får derigennem et unikt bånd.”

Det var en hård omgang for Mie, der var på sin første Øvelse Sej Rygsæk. Selv om hun var presset, så er hun tiltrukket af fællesskabet og de fede grønne oplevelser, som øvelsen tilbyder.

Da vi forlader delingen, er klokken blevet 17.00, og de skal alle hvile sig. Nogle har sat bivuakken op, andre har taget liggeunderlaget frem. Soveposen er lynet helt op til over hovedet, og den søvn, de ikke fik i nat, skal indhentes, før de udfører angrebet klokken 20.

Neutraliserer fjenden

Angrebet har til formål at hente en sensitiv genstand i et bevogtet område. Så delingerne ligger skjult i skoven rundt om målet og venter på at angribe. Med ét begynder skududvekslingen, og de forskellige delinger sætter i gang for at neutralisere fjenden.

Efter fem minutter kommer en gruppe på fem soldater bærende med den sensitive genstand – opgaven er udført. Delingerne bevæger sig videre ind i den mørke skov mod næste opgave med tung rygsæk og manglende søvn.

En ting er dog sikkert. De kommer igennem det sammen! ■

De mange kilometer kan give vabler. Så er det godt at have en god makker til at hjælpe.

Sej Rygsæk

Øvelse Sej Rygsæk, der foregik i starten af februar på Møn, har til formål at træne soldaterne i at bevæge sig og løse pålagte opgaver. De skal medbringe deres udleverede udrustning, herunder også deres rygsæk. Der lægges vægt på soldatens enkeltmandsfærdigheder.

På side 21 kan du læse mere om gruppefører Magnus’ ledelsesrolle på øvelsen.

This article is from: