4 minute read

Derfor er uddannelsen til bevogtningsassistent så attraktiv

Som bevogtningsassistent i Flyverhjemmeværnet arbejder man tæt sammen med Flyvevåbnet. Derfor bliver der også stillet høje krav til professionalisme og seriøsitet hos de frivillige bevogtningsassistenter.

// Tekst og foto: Magnus Terp

Flyverhjemmeværnet har mange grene, og en af dem er bevogtningsassistenterne. Som bevogtningsassistent er man med til at hjælpe med bevogtningen af de danske flyvestationer. Derfor arbejder de også tæt sammen med de fastansatte soldater på flyvestationerne. Det stiller krav til både én selv som frivillig soldat og den undervisning, der skal til, for at man kan kalde sig bevogtningsassistent.

Seniorsergent Steen Poulsen er uddannelsesbefalingsmand i Flyverhjemmeværnets faste stab og uddannelsesleder for bevogtningsassistentsuddannelsen.

”Det er en attraktiv uddannelse, og der er også mange, der gerne vil deltage, men det er desværre ikke alle, der kan. Der er en del krav for at kunne gennemføre uddannelsen, hvilket også gør, at barren er sat højt,” forklarer Steen Poulsen.

Tæt samarbejde med Flyvevåbnet

Som bevogtningsassistent er man fuldt ombyttelig med Forsvarets faste bevogtningsassistenter. Det betyder, at man får den samme uddannelse som bevogtningsassistenter i Forsvaret, og at der derfor også bliver stillet de samme krav til Hjemmeværnets bevogtningsassistenter, som der gør til Forsvarets bevogtningsassistenter.

Sådan bliver du bevogtningsassistent

• Forsvarets fysiske basistest. Du skal bestå basistesten, hvor du skal løbe en distance, der afhænger af din alder. Testen omfatter også fysiske øvelser. Læs mere om testen: kortlink.dk/2khzr

• Pistolskydning: Da bevogtningsassistenter er bevæbnet med en pistol, skal du også igennem en pistolskydning, så du kan vise, at du kan håndtere en pistol under en bevogtning.

• On the job training: Som en del af uddannelsen skal du på jobtræning 6-8 gange på en af de tre flyvestationer. Jobtræningen varer 12 timer hver gang, og der er tale om en form for sidemandsoplæring, hvor du indgår på lige fod med de fastansatte bevogtningsassistenter.

Flyverhjemmeværnets bevogtningsassistenter samles flere gange årligt til træning. Her kommer de igennem Forsvarets basistest, pistolskydning og handlebaner.

”Vi uddanner primært folk, som bliver en del af bevogtningen til Flyvevåbnets etablissementer. Her står man for den fysiske sikkerhed ved lufthavne og diverse midlertidige militære områder. I de seneste år har vi blandt andet ydet støtte til Host Nation Support-opgaver og til bevogtning ved flyvestationerne i Aalborg, Karup og Skrydstrup,” fortæller Steen Poulsen om bevogtningsassistenternes opgaver.

Under træningssamlingen blev bevogtningsassistenterne udfordret med forskellige momentindspil. Blandt andet forsøger en fuld bilist at stikke af efter at være blevet udspurgt.

Som en del af uddannelsen skal man gennemføre praktisk jobtræning på en af de tre flyvestationer, hvilket Steen Poulsen mener er vigtigt for at nå et højt niveau. Træningen består i 12-timers vagter og er en form for sidemandsoplæring.

”Under jobtræningen indgår du på lige fod med de fastansatte bevogtningsassistenter, og du kommer helt tæt på opgaverne, så du får en god fornemmelse af jobbet,” siger Steen Poulsen.

Efter endt uddannelse får man tjeneste på den flyvestation, hvor man har været på jobtræning. Nogle gange fører jobtræningen også til egentlig fastansættelse – det skete eksempelvis for Jonas Nyberg fra Flyverhjemmeværnet –læs om ham på side 62. ■

Formen skal holdes ved lige for at bestå den obligatoriske fysiske test.

”Vi laver det samme som de fastansatte”

To bevogtningsassistenter fortæller, hvorfor de er stolte over at være bevogtningsassistenter.

Thomas Wolek er korporal og bevogtningsassistent i Flyverhjemmeværnet. Til daglig arbejder han bag et skrivebord, så han er derfor glad for at komme ud som bevogtningsassistent og lave noget andet, end hvad han plejer at gøre i hverdagen:

”Det nyder jeg virkelig. Vi får lov til at handle på egen hånd, og når vi er på vagt, indgår vi i den faste bevogtning og laver det samme som de fastansatte. Vi er udstyret med det samme udstyr: pistol, håndjern og andre magtmidler, så det gør også opgaven superspændende.”

Det er også noget, som Jakob Østergaard er enig i. Han er ligesom Thomas Wolek korporal og bevogtningsassistent, og for ham betyder det specielt noget, at han som bevogtningsassistent kommer tæt på at arbejde sammen med de fastansatte i Forsvaret.

Fedt med samarbejde på tværs

”Jeg synes, det fungerer rigtig godt, når man tager de ting, som Forsvaret og Hjemmeværnet hver især kan bidrage med og virkelig smelter dem sammen, så man på bedst mulige måde kan få opgaverne løst i samarbejde. Det virker meget motiverende,” siger Jakob Østergaard.

Han er også skydelærer og del af en Security Force-gruppe i Flyverhjemmeværnet, og for ham kan opgaven som bevogtningsassistent noget særligt, som han ikke mener, man kan få specielt mange andre steder i Hjemmeværnet:

”Jeg oplever et fællesskab med Flyvevåbnet, som man ikke møder ret mange andre steder. Det mener jeg også, man med fordel kunne lære noget af i flere andre sammenhænge. For hvis man kan smelte de ressourcer og kompetencer, som man finder i Hjemmeværnet, sammen andre steder i Forsvaret, så tror jeg virkelig, man ville lære meget mere og få mere ud af hinanden, herunder en smartere opgaveløsning,” mener Jakob Østergaard. ■

This article is from: