Mød tre unge, der synes, det er fedt at være i Flyverhjemmeværnet

Tre unge medlemmer af Flyverhjemmeværnet fortæller her, hvordan de oplever at være ung i det frivillige forsvar, og hvad der har motiveret dem til at yde en indsats som frivillige soldater.

// Af Vanessa Alexandra Kjær / Foto: Vanessa Alexandra Kjær, Lærke Weensgaard og Kolorit Media

Muligheder for uddannelse og selvudvikling tiltrak Ela

Ela Vitkauskaite, 22 år, gruppefører i Security Force ved Hjemmeværnseskadrille 223 Værløse.

Ela Vitkauskaite, som i øjeblikket er ved at aftjene sin værnepligt hos Ingeniørregimentet på Skive Kaserne, har været en del af Flyverhjemmeværnet i 4½ år. Hendes far introducerede både hende og hendes lillebror til Hjemmeværnseskadrille 223 Værløse.

”I starten troede jeg ikke, at Hjemmeværnet lavede særlig meget, ligesom man ofte ser det på diverse videoer på YouTube og TikTok. Men så blev jeg introduceret for Security Force, hvor der var mange skarpe opgaver, og så blev jeg bidt,” siger hun.

Ela Vitkauskaite så nogle unikke muligheder for at udvikle sig både professionelt og personligt i Flyverhjemmeværnet og meldte sig derfor ind.

”Jeg gik stadig i gymnasiet, så jeg kunne ikke melde mig ind i Forsvaret. Men hos Flyverhjemmeværnet kunne jeg prøve det militære af og se, om det var en vej, jeg havde lyst til at gå. Jeg kunne ligesom se, hvad der ville blive forventet af mig,” siger hun.

Flyverhjemmeværnet tilbyder mange forskellige uddannelser og kurser, så man kan få en del relevant erfaring, hvis man vil søge ind i Forsvaret. Dette var én af de mest attraktive ting for Ela Vitkauskaite. Men selvudvikling var også en stor grund til, at hun søgte ind i Flyverhjemmeværnet, og hun har i den forbindelse fået ledelseserfaring i form af sin rolle som sergent.

Godt sammenhold trods aldersforskel

Eskadrillen byder også på et godt sammenhold: ”Jeg er havnet i en god eskadrille, som min far også er en del af, hvor der er et godt sammenhold på trods af aldersforskelle. Og så samarbejder vi meget med andre eskadriller, hvor der er mange andre unge, heriblandt Hjemmeværnseskadrille 240 i Odense,” siger hun.

Jeg er havnet i en god eskadrille, som min far også er en del af, hvor der er et godt sammenhold på trods af aldersforskelle.

Ela Vitkauskaite, gruppefører

Når Ela Vitkauskaite som ung kvinde i et mandsdomineret felt til tider skal sætte sig i respekt over for omverdenen, tænker hun tilbage på de hold, hun har undervist på Hjemmeværnsskolen.

”Jeg har stadig kontakt til to hold, som jeg har undervist på Hjemmeværnsskolen. Når jeg fortæller dem om mine udfordringer, så siger de: ”Du er så god, vi har set, hvad du kan,” og det motiverer mig til at fortsætte,” siger hun.

Selvom hun til tider oplever udfordringer på sin arbejdsplads, så tager hun det i stiv arm, for hun elsker sit arbejde meget højt og kan ikke forestille sig at skulle lave noget andet.

For Ela Vitkauskaite er det ikke drømmen om at blive pilot, der motiverer hende til at fortsætte i Flyverhjemmeværnet, men at kunne løse skarpe opgaver og være med til at gøre en forskel den vej. Og måske en drøm om at blive flymekaniker. ”Jeg er faktisk rigtig bange for højder, men jeg elsker at flyve,” siger hun.

Fællesskabet er den største motivation

Jacob Bolding, 23 år, rekrutteringsspecialist og soldat i Security Force ved Hjemmeværnseskadrille 240 Odense.

De seneste otte måneder har Jacob Bolding i kraft af sin rolle som rekrutteringsspecialist lagt mange kræfter i at rekruttere flere folk til sin eskadrille. Det gør han samtidig med sit engagement i eskadrillens Security Force-gruppe og et liv som travl medicinstuderende. Han gør dog intet halvt og brugte sidste år i nærheden af 1.000 timer som frivillig i Flyverhjemmeværnet.

Når hverdagen går for meget op i anatomi og eksamenslæsning, er det rart for ham at have denne forbindelse til noget militært, som adskiller sig fra resten af hans civile liv.

”Det er faktisk meget rart med et afbræk, når studiet bliver træls,” siger han.

Jacob Bolding er glad for sin funktion som rekrutteringsspecialist, især på grund af den kommunikationsplan, som de kører i hans enhed. Kommunikationsplanen, der blev lagt for tre år siden af eskadrillechefen, har i den grad medvirket til at hverve folk. Eskadrillen er gået fra tre til 40 medlemmer og har nu en gennemsnitsalder på 36 år. Det glæder Jacob Bolding, for det er det hele værd at lægge så meget tid og energi i noget, når han ser det lykkes.

”Jo flere vi er i eskadrillen, jo flere fede øvelser kan vi lave,” siger han.

Jeg kan virkelig godt lide selve infanteridelen og det at bevogte flyvestationer.

Jacob Bolding, rekrutteringsspecialist

Loyal over for flyverne

Da han i sin tid blev medlem af Flyverhjemmeværnet, meldte han sig ind, fordi han havde afsluttet sin værnepligt hos Flyvevåbnet på Flyvestation Karup og havde en vis loyalitet over for at være flyver.

”Jeg kan virkelig godt lide selve infanteridelen og det at bevogte flyvestationer. Og så er det også bare fedt at få lov til at være på flyvestationerne og at være en del af et anderledes miljø,” siger han.

Han fortæller desuden, at det er attraktivt for ham, at der i Flyverhjemmeværnet er mulighed for at være med i så mange skarpe opgaver sammen med Flyvevåbnet.

”Der er en rigtig stor tilknytning til moderværnet, som man ikke ser så mange andre steder,” siger han.

Fordi Jacob Bolding læser medicin, som er et fag, der kræver en del formidling og pædagogik, bruger han den læring, han får fra Flyverhjemmeværnet, i sin dagligdag.

”Jeg skal til at tage et gruppeførerkursus, som jeg tænker vil gavne mig i min fremtidige civile karriere,” siger han.

Hans største motivation for at være soldat i Hjemmeværnseskadrille 240 står dog klart for ham: Fællesskabet.

”Jeg er heldig at være havnet i en eskadrille med samme ambitionsniveau, som jeg har,” siger han.

Og så går han stadig med en spinkel drøm om en dag at blive uddannet officer mellem hans bachelor og kandidat bare for at lave noget helt andet end medicin. ”Jeg har ikke helt givet slip på det militære endnu,” siger han med et smil.

Meldte sig ind for at styrke cv’et

Sandra Halager, 25 år, Hjemmeværnseskadrille 274 Østjylland

Til daglig læser Sandra Halager til bygningskonstruktør og er lige nu i praktik som projektleder ved et privat firma. Da hun for to år siden søgte ind i Flyverhjemmeværnet, tænkte hun, at det ville styrke hendes cv og samtidig gavne hendes karriere.

”Jeg tænkte, at det var en god mulighed for at få både noget lederuddannelse og erfaring, som jeg vil kunne implementere i min hverdag som projektleder senere,” siger hun.

Sandra Halager har ingen erhvervsmæssig baggrund og ville derfor gerne have noget andet, der skilte hende ud på cv’et, end at hun er ung kvinde. Hendes fag er meget mandsdomineret, men hun ville ikke have, at det var det eneste, der skilte hende ud.

”På min uddannelse kommer man direkte ud i en lederstilling, så jeg ville gerne have andet end gymnasiet som erfaring,” siger hun.

Nye kammerater holder hende til ilden

For Sandra Halager er en god leder en, der går forrest og kan håndtere alle slags konflikter professionelt. Det var muligheden for at blive en sådan leder, som i første omgang trak Sandra Halager ind i Flyverhjemmeværnet. Hun så en reklame for Flyverhjemmeværnet og meldte sig til efter en samtale med eskadrillen.

På min uddannelse kommer man direkte ud i en lederstilling, så jeg ville gerne have andet end gymnasiet som erfaring.

Sandra Halager, menig

”Efter at jeg havde gennemført Hjemmeværnets basisuddannelse, syntes jeg bare, at det var for fedt! Jeg var på et hold med en del andre på min alder, og det gav en god dynamik,” siger hun.

Det er også et stort plus for Sandra Halager, at mange af opgaverne foregår om aftenen og i weekenden, så man kan have en hverdag uden for Flyverhjemmeværnet. Ifølge Sandra Halager er Flyverhjemmeværnet det mest attraktive værn for hende på grund af de skarpe opgaver. ”Jeg tror, at jeg ville komme til at kede mig et andet sted,” siger hun og griner.

Grunden til, at hun stadig er aktivt medlem i eskadrillen, er dog menneskene, som hun har mødt i eskadrillen.

”Der er et godt sammenhold imellem os i eskadrillen. Vi har ikke så stor aldersforskel, og det føles, som om alle er på lige fod med hinanden. Jeg kom egentlig mest for at få noget ledererfaring, men jeg er blevet, fordi jeg synes, det er fedt,” siger hun. ■