Frivillige stod for forplejningen under stor brigadeøvelse i tyskland

I 27 døgn i træk tilberedte frivillige fra Hjemmeværnet dagens tre måltider for de knap 500 danske soldater, der i foråret var med på 1. Brigades øvelse, Allied Spirit 2024, i Hohenfels i Tyskland. Mormormad, smil og gåpåmod affødte bunkevis af rosende ord og ”thumps up” fra de danske soldater.

// Tekst og foto: Morten Fredslund

”Jeg har alle dage syntes, at det er helt perfekt, hvis man kan bruge sin civile uddannelse og kompetencer til gavn for Hjemmeværnet og Forsvaret. Selvfølgelig kan du blive bevogtningskriger eller maskingeværskytte, men kan du også trække på folks civile uddannelse til gavn for Forsvaret, er det perfekt. Det er det, Hjemmeværnet kan, og som ingen andre kan. Det synes jeg er fedt at bidrage til.”

Det fortæller kokken Paw Dalmose, der var en af de cirka 20 frivillige fra Hjemmeværnet, som sørgede for forplejningen under en månedlang brigadeøvelse på den amerikanske base i Hohenfels i Tyskland.

Paw Dalmose har været i Hjemmeværnet i 24 år og blev efter en periode som menig, gruppefører og informationsbefalingsmand ”highjacket” til at lave mad under de første større øvelser, hvor soldater fra Baltikum kom til Danmark og fik militær træning.

”Det var en stor mand, Jørgen Holm Jensen, der startede de her forplejningsgrupper op. Efter at have hjulpet til sagde jeg ja til, at han blot kunne ringe en anden gang. Og det gjorde han så, og lige siden har jeg stort set kun lavet mad,” siger Paw Dalmose.

Højt aldersgennemsnit

Med sine 49 år er han med til at trække aldersgennemsnittet ned i Forplejningssektionen, der er knyttet til Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland.

”Hovedparten af de frivillige er over 60 år, og et par stykker er 78 år, mens kun et par stykker er under 40. Så det er ikke erfaring, det skorter på. Det afspejler sig måske også i menuen, som mange nok vil betegne som mormormad.

Men det betyder mindre, når blot soldaterne kan lide det, vi serverer – og det tyder tilbagemeldingerne på, at de kan,” siger kaptajn Henrik Guldager fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland.

Han står i spidsen for Forplejningssektionen, som er knyttet til Stabskompagniet ved distriktet, og han var dermed også chef for de 20 frivillige, som var med på øvelsen.

Blandt de frivillige i køkkenet var der tre kokke og en slagter. Men mange har været tilknyttet Hjemmeværnets Forplejningsgruppe som messe- eller gå-til-hånde-folk i adskillige år.

”Nogle har været med i mere end 10 år. Vi har før leveret mad til danske enheder på øvelser i Polen, Grafenwöhr og Sennelager, men det var første gang, vi var i Hohenfels. Det var også første gang, vi var ude i en så lang periode. 27 døgn var vi i gang, og heldigvis blev vi indkvarteret på et hostel i stedet for i store telte eller på 12-mandsstuer, som ellers er standard. Det betyder meget for motivationen. Det samme gør ethvert ”tak for mad”, smil og ”thumps op” fra soldaterne – det tog hjemmeværnsfolkene til sig som et kæmpe skulderklap,” siger Henrik Guldager, som ved øvelsens afslutning også fik et fint brev med ros og tak fra brigadechefen.

”Det læste jeg højt for sektionen – det gjorde indtryk,” siger han.

Det sociale sammenhold trækker

75-årige Frank Larsen og 78-årige Poul Erik Christensen har begge været tilknyttet forplejningsgrupper i en halv snes år eller mere, mens medlemskabet af Hjemmeværnet er henholdsvis tæt på eller har overskredet 40 år. De er enige op, at oplevelser og det sociale sammenhold er det, der driver dem til at melde sig til den frivillige køkkentjans.

”Selv om vi går og stikker til hinanden, har vi det rigtig, rigtig fint sammen. Jeg har mistet både min hustru og min hund, så for mig er det helt afgjort det sociale, som trækker. Det er godt at komme ud blandt andre,” siger Poul Erik Christensen, der er tidligere kompagnichef i Hjemmeværnskompagni Hvidsten.

Paw Dalmose, tv., blev udlært kok i 1997 og har tidligere været både gruppefører og informationsbefalingsmand i Hjemmeværnet. De seneste snes år har han været tilknyttet Hjemmeværnets forplejningsgrupper.

Ud over de tre hovedmåltider tilberedte de frivillige hjemmeværnsfolk også natmad og madpakker til soldaterne, ligesom de – når tiden tillod det – også var leveringsdygtige i forskellige former for kage til fødselsdage med videre.

”Uden de ældre pensionister kunne vi ikke løse opgaven. Jeg har kone og to børn og et fuldtidsjob som kok, så der skal både styr på hjemmefronten og søges orlov, når jeg skal af sted i så lang tid,” siger Paw Dalmose og tilføjer:

”Men vi har jo efterhånden opbygget et godt kammeratskab, og hver gang vi er af sted på store øvelser, lærer man nogle nye mennesker at kende, og vi kommer nye steder hen. På en måde er det bare horisontudvidende at gøre de her ting. Og det lyder måske lidt patriotisk, men jeg har også den her fædrelandstankegang, at jeg gerne vil bidrage til Forsvarets opgaver – det har jeg det godt med. Så det er også en del af det – det her med at sige, at nu går jeg ind og bidrager med det, som jeg ligesom kan. Og så ligger der også en forpligtelse i det – det er ikke kun for fornøjelsens skyld, for jeg føler mig også en smule forpligtet til at tage af sted. Jeg ved ikke, om andre har det sådan med deres hjemmeværnstjeneste, men det har jeg.” ■

Jeg har mistet både min hustru og min hund, så for mig er det helt afgjort det sociale, som trækker. Det er godt at komme ud blandt andre.

Poul Erik Christensen, forsyningshjælper