![](https://assets.isu.pub/entity-article/user-assets/49333302/42cbf426464a3950c572bbdbada3884fb3d846f41716675433000.png?crop=1023%2C767%2Cx10%2Cy0&originalHeight=767&originalWidth=1042&zoom=1&width=720&quality=85%2C50)
6 minute read
FLYVERHJEMMEVÆRNET: Meget mere end bare en hobby
For en del af Flyverhjemmeværnets soldater er den militære verden både en del af deres arbejde og deres fritid. Aktiviteten som frivillig soldat er for dem en investering i fremtiden, en opbygning af karrieren, en vedligeholdelse af kompetencer, og det er en følelse af at gøre en forskel for Danmark – også selvom de til dagligt er ansat i Forsvaret. Vi har talt med tre soldater for at høre, hvad det betyder for dem at være frivillig i Flyverhjemmeværnet.
// Af Vanessa Alexandra Kjær / Foto: Vanessa Alexandra Kjær og privat
![](https://assets.isu.pub/entity-article/user-assets/49333302/42cbf426464a3950c572bbdbada3884fb3d846f41716675433000.png?width=2160&quality=85%2C50)
Har altid drømt om at blive ansat i Flyvevåbnet
Stephanie Faaborg Ruostesaari er 36 år og ansat på Skive Kaserne. I sin fritid er hun uddannelsesstøtteofficer ved Stabseskadrille 200 i Flyverhjemmeværnet, hvor hun har været aktiv i lidt over fire år.
Hvorfor blev du en del af Flyverhjemmeværnet?
”Jeg havde engang en drøm om at komme ind i Flyvevåbnet. Jeg meldte mig ind i Flyverhjemmeværnet med håbet om, at jeg ville få nogle kompetencer, som ville gøre mig attraktiv til en stilling i Flyvevåbnet. Jeg har en beredskabsuddannelse fra før i tiden, så det var ikke en kæmpe omvæltning for mig. Jeg fik senere hen en stilling i Forsvaret, og de kompetencer og uddannelser, som jeg har fået i Flyverhjemmeværnet, har været med til at gøre denne rejse mulig.”
Hvad betyder det for dig at være en del af Flyverhjemmeværnet?
”Jeg synes, at det er virkelig hyggeligt i Flyverhjemmeværnet. Meget af det, vi laver i Flyverhjemmeværnet og på mit arbejde i Forsvaret, minder om hinanden, men at være en del af Flyverhjemmeværnet giver mig mulighed for at undervise på Hjemmeværnsskolen, hvilket er meget anderledes end min hverdag på Skive Kaserne. Der er også så mange fede internationale øvelser, man kan komme med på i samarbejde med Flyvevåbnet. Jeg har for eksempel været i Norge. Jeg tror virkelig, at der er noget for alle i Flyverhjemmeværnet.”
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240525185544-20e9a26d5560ec6d0040b12c49e764dc/v1/de58ba667ec7bf8386761a72031a5f2d.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)
Flyvning er hendes store interesse
IWA er 30 år og arbejder som sergent i Flyvevåbnets Helicopter Wing, der har base på Flyvestation Karup. I sin fritid er hun systemoperatør i Flyverhjemmeværnets flyvende enhed i Hjemmeværnseskadrille 270. Hun blev optaget i eskadrillen i 2021, men var først fuldt operativ på Britten-Norman Defender-flyet i december 2022.
Hvorfor blev du en del af Flyverhjemmeværnet?
”Jeg blev ansat i Flyvevåbnet, før jeg søgte ind i Flyverhjemmeværnet, og her arbejder jeg med at planlægge flyvende aktiviteter. Jeg har altid haft en stor interesse for flyvning, så da min kollega fra Flyvevåbnet en dag spurgte, om jeg ikke ville være systemoperatør i Flyverhjemmeværnets flyvende eskadrille, så tænkte jeg, at det kunne være rigtig spændende. Jeg ved ikke, om jeg en dag skal have et job som flyvende besætningsmedlem i Flyvevåbnet, men mit job som systemoperatør kan give mig nogle værktøjer og noget erfaring, hvis det bliver aktuelt. Derudover giver min rolle som systemoperatør mig indsigt i flyoperative færdigheder, som jeg kan bruge i mit daglige job i Flyvevåbnet.”
Hvad betyder det for dig at være en del af Flyverhjemmeværnet?
”At kunne gøre en forskel. Det er virkelig et buzzword for mig. De folk, som er en del af Flyverhjemmeværnet, har en stor passion for at være der, og det giver et helt specielt sammenhold. I Flyverhjemmeværnet er der gode muligheder for, at man kan udvikle sig i alle mulige retninger, og man kan egentlig selv være med til at bane sin egen vej. Jeg har selv haft nogle virkelig fede oplevelser og har blandt andet været udsendt til Sicilien på mission for Frontex, som er Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning. Der kan man virkelig mærke, at man er med til at gøre en forskel. Det føles godt, når man kan se, at man yder støtte til Flyvevåbnet, så de kan blive bedre til deres job. Jeg er stolt over at være en del af Hjemmeværnseskadrille 270 og være en del af noget større.”
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240525185544-20e9a26d5560ec6d0040b12c49e764dc/v1/59367bfd0e90f16afbd2af91a74cd807.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)
Blev aktiv i Flyverhjemmeværnet ved en tilfældighed
Henrik Jensen er 64 år og civilt ansat ved Flyvevåbnets Air Control Wing på Flyvestation Karup. I sin fritid er han eskadrillechef hos Hjemmeværnseskadrille 266 Aalborg. Han har været aktiv i Hjemmeværnet i 16 år, de seneste otte i Flyverhjemmeværnet.
Hvorfor blev du en del af Flyverhjemmeværnet?
”Det var lidt en tilfældighed. Jeg blev bedt om at aflægge en test til en pilotoptagelse. Det ville jeg gerne, ikke fordi jeg troede, at jeg ville bestå, men så kunne jeg i det mindste se, om jeg var blevet dement. Jeg regnede stærkt med, at det var gået dårligt, men til min store overraskelse var prøven faktisk gået rigtig godt. Vi var kun tre ud af 30, som bestod prøven. Så jeg blev bagsædepilot ved den flyvende enhed med det samme. Der blev jeg så, indtil jeg fik at vide, at jeg kunne indgå som næstkommanderende i Hjemmeværnseskadrille 266 Aalborg, hvor jeg nu er eskadrillechef. Jeg elsker at være eskadrillechef og regner med at fortsætte, indtil jeg ikke kan mere. Min plan er at opbygge en stærk og selvkørende eskadrille.”
Hvad betyder det for dig at være en del af Flyverhjemmeværnet?
”Der er mange gode muligheder i Flyverhjemmeværnet, men det vigtigste for mig er at passe på det, vi har. I Flyverhjemmeværnet kan jeg mærke, at jeg gør en stor forskel og er med til at passe på Danmark. Det giver en rar følelse, når man kan mærke, at man har været med til at gøre en forskel. Derudover er der gode muligheder for at uddanne sig, og man kan både vedligeholde og videreudvikle sine kompetencer. Man får også mulighed for at komme med ud på skydebanen, hvilket jeg synes er fedt. Man får i det hele taget lov til at være med til mange spændende ting, både her og i udlandet. Og så kan man vedligeholde sin førstehjælpsevner, hvilket alle mennesker, også i det civile, bør gøre.” ■
10 gode grunde til at melde sig ind i Flyverhjemmeværnet
1. Du kan være med til at gøre en reel forskel for Danmark.
2. Du kan støtte Flyvevåbnet på spændende opgaver.
3. Du kan deltage i såvel nationale som internationale missioner med Flyvevåbnet.
4. Du får mulighed for at vedligeholde dine førstehjælpsevner.
5. Du får mulighed for at kickstarte din karriere i Forsvaret.
6. Du kan komme op at flyve i et militærfly.
7. Du bliver en del af et fedt og sammentømret hold.
8. Du kan styrke dit CV med attraktive lederuddannelser og andre kompetencer.
9. Du bliver god til at skyde.
10. Du kan være med til at værne om Danmarks værdier og dem, du holder af.