4 minute read

7 gode rekrutteringsråd fra praktikerne

Der er fuld gang i strategi og seminarer for at få flere hjemmeværnssoldater. Vi har sat to praktikere i det nordjyske stævne for at få deres gode råd til rekruttering og onboarding. Mød Michael Pedersen, informationsofficer i S9 Rekruttering, Aalborg Kaserner, og Alexander Mellon Kierkegaard, rekrutteringsspecialist i Hjemmeværnskompagni Aalborg Nordvest.

// Af Søren Frederiksen / Foto: Lars Horn/Baghuset

1. Ukraine-krigen trækker ikke i de unge

Alexander: ”Krigen i Ukraine boostede antallet af ansøgere, men det har stabiliseret sig nu. Det er mere de ældre end de yngre, der vil forsvare fædrelandet og så videre. De yngre vil gerne stille op, men det handler ikke nødvendigvis om at skyde med skarpt. Det appellerer mere til dem at udføre for eksempel bevogtning og hjælpe under en snestorm. Så vælg vinklen på at gøre en forskel efter ansøgernes alder.”

2. Skræddersy aktiviteten

Alexander: ”Sociale medier egner sig efter min erfaring bedre til kommunikation end rekruttering. Jeg tror mere på mødet ansigt til ansigt. Dér er uddannelsesstederne oplagte til at få unge i tale. Det er godt, hvis man sender unge ud til at tale med de unge. Men man skal også målrette rekrutteringen. Hvis det for eksempel er mekanikere på erhvervsuddannelserne, man er interesseret i, skal man tale teknik og have et køretøj med. På HTX med en robotlinje kan det være droner, som fanger interessen. På universitetet kan der være tilflyttere, som har brug for at få venner, ligesom man også kan italesætte perspektiverne i at få et værdifuldt netværk. Unge i dag har så mange forskellige fritidsmuligheder, at de hurtigt er videre, hvis det ikke fanger deres interesse.”

3. Sælg Hjemmeværnet – ikke kompagniet

Michael: ”Det er helt naturligt, at man taler om det nære, men fra et rekrutteringsperspektiv foretrækker jeg, at de frivillige på messer, til byfester og så videre ”sælger” Hjemmeværnet og ikke kompagniet. Hvis det for eksempel er en patruljeenhed, hvor det forventes, at man lægger 600 timer om året, kan det få en interesseret til at trække følehornene til sig. Men der kan jo sagtens være et andet kompagni, hvor 50 eller 100 timer om året er glimrende. Så hellere så et frø, så de går ind og tager testen på vistillerop. dk. Så skal vi nok tage dem derfra og finde kompagniet.”

Informationsofficer Michael Pedersen (forrest) og rekrutteringsspecialist Alexander Mellon Kierkegaard fra Nordjylland ses her ved et orienteringsmøde for potentielle nye medlemmer af Hjemmeværnet.

4. Udnyt synligheden under øvelser

Michael: ”Sidste år var små 100 hjemmeværnssoldater på øvelse på Læsø, hvor vi fulgte med som S9’ere for at finde folk til Kompagni Læsø, for de er ikke så mange derovre. Der var både en rekrutterings- og kommunikationsdel. Kommunikationen blev håndteret med Facebook-opslag og en feltavis, men derudover havde vi også en udstilling foran de lokale butikker fredag, lørdag og søndag. I øvrigt vinklede vi rekrutteringen på, at vi søgte folk til det lokale beredskab, som Hjemmeværnet er en del af på Læsø.”

5. Vær et skridt foran

Alexander: ”Det er ikke nødvendigvis store ting, men det kan være med til at holde kadencen – og fastholde interessen – under onboardingen. For eksempel tager vi mål til uniformen tidligt i processen – gerne i forbindelse med en kompagniaften – så den frivillige ikke skal vente, men hurtigt er i gang, når medlemskabet er godkendt. Senest har vi også eksperimenteret med, at nye frivillige kommer med ud og overværer skydning, inden de starter på Hjemmeværnets Grunduddannelse, for at snuse til det.”

6. Foretag en grundig overlevering

Alexander: ”Når jeg slipper en frivillig, udarbejder jeg et overleveringsark til delingsføreren med en kort intro. Det kan være lidt om personens familiære forhold, uddannelse, andre fritidsinteresser og eventuelle ambitioner i Hjemmeværnet. På den måde er delingsføreren klædt mere på til at give det nye medlem en god start.”

7. Ring inden – og aflys ikke

Michael: ”Det er enormt vigtigt at følge op i starten for at sikre sig, at folk bliver ved med at komme. Du kan ikke give en dato en måned ude i fremtiden og så regne med, at den frivillige husker at troppe op. Især med de yngre kan det anbefales at ringe inden. Det er bedre end at sende mail og sms. Og lad være med at aflyse aktiviteter. Gennemfør, nærmest uanset hvor få I er. Igen handler det om at holde de nye hjemmeværnssoldater til ilden. Desuden sender det et dårligt signal at aflyse.” ■

Det er helt naturligt, at man taler om det nære, men fra et rekrutteringsperspektiv foretrækker jeg, at de frivillige på messer og til byfester ”sælger” Hjemmeværnet og ikke kompagniet.

Michael Pedersen, informationsofficer

Michael og Alexander arbejder tæt sammen omkring rekruttering og fastholdelse.
This article is from: