![](https://assets.isu.pub/entity-article/user-assets/42701820/01ec353051e6c3add8d8c53ef0e0dad04aa664831705354654592.png?crop=1324%2C993%2Cx89%2Cy0&originalHeight=993&originalWidth=1503&zoom=1&width=720&quality=85%2C50)
6 minute read
Da 160 svarede på kaldet fra Lillebælt
Stadig flere skarpe indsættelser kalder på flere frivillige. Derfor har Hjemmeværnsflotille 125 Syd – Maritime Force Protection i Fredericia søsat en målrettet rekruttering. Ankerpunktet var en åbent hus-weekend under navnet ”Lillebælt kalder”, hvor 160 engagerede gæster fik en forsmag på fritidslivet i en hurtig gummibåd.
// Af Frank Rasmussen / Foto: Kevin Sigvartsen
Solen brændte for første gang i ugevis hul i skyerne på en råkold lørdag i november, da Hjemmeværnsflotille 125 Syd – Maritime Force Protection (MFP) åbnede teltdugen for nysgerrige borgere fra Fredericia og omegn.
”Folk her er dybt interesserede og har forberedt sig på, hvad de kommer ind til. Det er mega positivt. Det gør vores indsats meget nemmere. Vi skal fokusere meget mindre på at forklare, hvad MFP er. De er allerede varmet op, og så skal vi bare sweettalke dem til at blive medlemmer,” siger Jesper Salling med et lunt smil.
Han er delingsfører i delingen, som hører under MFP-flotillen i Randers, og har sammen med sin enhed i månedsvis varmet op til netop denne weekend. Her skal det vise sig, om droner, feltrationer, våben og et par hurtige både kan trække folk af huse.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240115205159-42a41de18527faefa5232ec9c747cbe2/v1/02509769d876c62d0c206f6858be2c93.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)
Ud af de 270 tilmeldte er 160 dukket op over de to dage. En af dem er 23-årige Kasper Møllested fra Vejen.
”Jeg er kommet her i dag for at høre mere om at komme ind i militærets verden som civil. Den måde, de har gjort det på, er meget oplysende, og det har i hvert fald trukket mig ind. Jeg synes, det er en god oplevelse, og jeg har allerede søgt om at komme til samtale.”
Skræddersyet pilotprojekt
Flere skarpe indsættelser i regi af Host Nation Support har længe kaldt på flere frivillige til at løfte ansvaret i landets fire MFP-flotiller. Derfor er delingen med udsigt til Lillebælt fokuspunktet for et nøje tilrettelagt rekrutteringsforløb med start i efteråret og endt uddannelse til sommer.
Pilotprojektet, som omfatter en målrettet kampagne på sociale medier og i bybilledet, en fokuseret åbent hus-weekend, hurtig sagsbehandling af ansøgninger og et fast track-uddannelsesforløb, tegner stregerne til en umiddelbar succes i Fredericias Gammel Havn. Det er dog ikke tilfældigt, at flotillen i Randers og delingen i Fredericia er udpeget til pilotprojektet, som strækker sig over trekvart års intensiv indsats.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240115205159-42a41de18527faefa5232ec9c747cbe2/v1/43b83115445fd1008744d78bb73cdaae.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)
”Dette projekt kræver, at man har en organisation bag sig, som er villig til at være med til at løfte det. Vi har orienteringssamtaler allerede fra i morgen og tre dage frem. Vi er tre-fire stykker i flotillen, der har uddannelsen til at køre disse samtaler. Det er jo et kæmpe projekt, og det er ikke noget, man bare går ud og gør. Det kræver, at man har en enhed, der er gearet til det,” siger Jesper Salling, som har været en del af Hjemmeværnet i 13 år.
Ikke længere gråmalede fiskekuttere
En anden, som har været med i Hjemmeværnet i årtier, er 46-årige Kristoffer Eriksen fra Skærbæk. Han har været passivt medlem i de fleste af årene, men den massive kampagne i Fredericia og omegn har vakt en gammel kærlighed til en skarp fritid til live.
”Jeg kan huske Marinehjemmeværnet, fra dengang jeg var ung, og det var gråmalede fiskekuttere. Nu kan jeg så se, at de har fået lidt større både og er blevet til lidt mere. Og det hjælper på min interesse, at det er reelle forsvarsopgaver og ikke bare civile støtteopgaver. Især når man hører om det der med amerikanske skibe, der er på vej videre. Det er jo den virkelige verden, det er vores virkelige allierede, der skal ind og ud af vores farvande.”
En af naboerne til et dansk farvand er 40-årige Karen Brage, som bor lige ned til Lillebælt. Hun har tilmeldt sig arrangementet sammen med sin mand, da de begge længe har snakket om at melde sig ind i Hjemmeværnet.
”Jeg har set det på Facebook, og jeg syntes, det lød fedt. Jeg har lige taget speedbådscertifikat og har ingen båd. Jeg havde ikke hørt om MFP før, men vi bor lige ned til Lillebælt, så det føles bare perfekt. Det lyder megaspændende.”
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240115205159-42a41de18527faefa5232ec9c747cbe2/v1/dcd26175ce3d6ef07437066c161a57ba.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)
Weekenden på den gamle havn er kun starten
Én ting er at markedsføre, planlægge og udføre et arrangement som ”Lillebælt kalder” i Fredericia. Det har kastet over 64 orienteringssamtaler og dernæst 38 ansøgninger af sig. Det giver en umiskendelig indikation på, at der ligger et stort efterfølgende arbejde i at iklæde og uddanne nye medlemmer på rekordtid.
Det er Jesper Salling og holdet bag ham udmærket klar over, men det kan ikke tage pusten fra dem i den weekend, hvor de har bestræbt sig på at gøre sig allermest attraktive over for de engagerede gæster.
”Jeg synes, det har været en kæmpe succes. Vi startede med 270 tilmeldte, og efter arrangementet her i weekenden vil jeg gætte på, at vi i hvert fald har set halvdelen af dem,” siger Jesper Salling midt på sidstedagen.
Et ikke helt skævt gæt fra delingsføreren, skal det vise sig. Den endelige optælling viser, at knap 60 procent af de tilmeldte har lagt vejen forbi HVF 125 Syd – Maritime Force Protections telt i weekenden.
Hverken kulde om lørdagen eller sjaskvådt vejr om søndagen var altså en stopklods for at prøvesmage feltrationer, høre om Host Nation Support eller få blæst hoved og krop godt igennem i speedbåden med Lillebæltsbroen som kulisse. ■
Fra gaden til MFP-soldat på rekordtid
September-november 2023: Reklamekampagne i Fredericia og omegn
18.-19. november 2023: Åbent hus i Fredericia Gammel Havn
20.-23. november 2023: Orienteringssamtaler
Primo december 2023: Distriktsudvalg godkender (ikke)
Medio december 2023: Iklædning af nye medlemmer
11. januar – 30. juni 2024: Fast track-uddannelse.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240115205159-42a41de18527faefa5232ec9c747cbe2/v1/1a7fa07893b55df2766255302076b887.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)
Jeg har lige taget speedbådscertifikat og har ingen båd. Jeg havde ikke hørt om MFP før, men vi bor lige ned til Lillebælt, så det føles bare perfekt. Det lyder megaspændende.
Karen Brage, Skærbæk
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240115205159-42a41de18527faefa5232ec9c747cbe2/v1/d1ef40a2b9ea1724859682446155d371.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)
Jeg synes, det er en god oplevelse, og jeg har allerede søgt om at komme til samtale.
Kasper Møllested, Vejen
![](https://assets.isu.pub/entity-article/user-assets/42701820/2fc639e1c6217ac6d7bacdfe797cca151a8ed9f41705354853270.png?width=2160&quality=85%2C50)
Jeg kan huske Marinehjemmeværnet, fra dengang jeg var ung, og det var gråmalede fiskekuttere.
Kristoffer Eriksen, Skærbæk