At arbejde som gymnasielærer med en forskeruddannelse

At arbejde som gymnasielærer med en forskeruddannelse Af Ulrik Ishøj Søndergaard Jeg tror ikke på drømmejobbet. Et vellønnet job, hvor man dagligt bliver udfordret fagligt, og hvor variationen får én til at flyve op af sengen hver morgen i utæmmet ekstase over de spændende opgaver, der ligger og venter én. Et job, hvor man har stor fleksibilitet, men aldrig grubler over arbejdet, når man er hjemme hos familien. Det findes ikke – i hvert fald ikke for mig. Man skal gøre det klart for sig selv, hvad man prioriterer højest, og hvilke ting der spiller en mindre væsentlig rolle.

Vejen til jobbet

gymnasielærer-

Var jeg så den vise mand, der foretog velovervejede, kalkulerede valg hele vejen igennem? Nej. Faktisk har jeg langt hen ad vejen bare ladet mig flyde med strømmen.

Da jeg startede på Syddansk Universitet i 2005, havde jeg ellers et klart mål.

Jeg ville være gymnasielærer i matematik og kemi.

Mit møde med universitetets mange muligheder for faglig fordybelse fik imidlertid taget al form for retning fra mine akademiske aktiviteter.

Jeg ville alt. Jeg var som et barn i bland-selv-slikafdelingen. Biologi, fysik, nano, kemi…. Det hele var 94

Hjerneblod l

6/2016

godt. Jeg endte med at lave en individuel studieretning under navnet fysik-biofysik, hvor jeg kunne gå og fordybe mig i alt mellem himmel og jord. Hen mod slutningen af min bacheloruddannelse begyndte fysikken imidlertid at betyde mere for mig end de øvrige fag. Det var fysikken, der gav mig flest aha-oplevelser. Omkring dette tidspunkt begyndte højenergifysikken at rumstere på SDU, og jeg kunne ikke stå for det. Partikelfysikken var svær, men jeg kastede mig sultent over den i min iver efter det næste aha-fix. Man kan sige, at jeg nu havde en retning, men denne retning blev ikke valgt efter

lang tids grubleri. Den blev valgt, fordi jeg fulgte min sult efter nye erkendelser.

Det emne, gitterfeltteori, som jeg skrev ph.d. i, blev valgt på baggrund af ca. 10 sekunders febrilsk bladren i en fysikbog. Selvfølgelig kunne jeg have skiftet retning inden jeg havde brugt 3 år på det, men det gjorde jeg ikke. Jeg lod mig bare flyde med.

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg næsten ingen kontakt havde til meget af min familie. Mine hobbyer dyrkede jeg stort set ikke mere, og faktisk blev der også længere mellem de aha-oplevelser, der tidligere holdt mig i gang. Det var, da min datter kom til verden, at mine prioriteter begyndte at stå mere klart.

Det er en klassiker. Jeg måtte have mere tid og nærvær med min familie. Ikke den der slags tid, hvor man er der, men hele tiden tænker på arbejdet. Det gik også op for mig, at jeg ikke brænder for forskning. Mine drifter er mere egoistiske. Så længe noget er nyt for mig, er jeg tilfreds. Det behøver ikke at være nyt for menneskeheden.

Ca. et år før afleveringsdagen for min ph.d.-afhandling sendte jeg en jobansøgning til Slagelse Gymnasium, og

blev kort efter ansat som matematik- og fysiklærer.

Jeg afleverede min afhandling den dag jeg startede i jobbet. Det er nu tre år siden.

Gymnasielærer med forskeruddannelse

Gymnasie-verdenen tog overraskende godt imod mig. Jeg kom som teoretisk fysiker med en god portion fysiker-arrogance, men mine kolleger mødte mig alligevel med stor nysgerrighed og tålmodighed.

Mange har nok hørt hvisken i krogene om, at gymnasielærere er folk, der ikke kunne drive det til mere. Det er nok sandt for nogle lærere og med sikkerhed løgn for andre. Uanset hvad der har drevet mine kolleger til at blive gymnasielærere, så kan man mærke på dem, at de går enormt meget op i at lave god undervisning og se eleverne udvikle sig. Begejstringen kan ikke skjules, når en kollega kommer til frokost efter at have gennemført et godt undervisningsmodul. Og jeg kender følelsen. Det er blevet mit nye fix: At tilrettelægge og gennemføre et interessant undervisningsforløb. Hele processen fra man får idéen, til man begynder litteratursøgningen, går i laboratoriet og skriver noter og opgaver til eleverne. Det hele afsluttes Ø 95

med, at forløbet gennemføres i klassen. Når man kan se, at eleverne har haft et godt og lærerigt modul, så sejler man derfra i en kæmpe dopamin-rus. Samme tilfredsstillelse opnår jeg ved at vejlede elever i forbindelse med deres studieretningsprojekter. Et eksempel på, hvad man kan drive det til, er beskrevet i artiklen ”Kan man blande enhver farve med tre grundfarver?”, der også findes i dette nummer af Hjerneblod.

Kan man så bruge sin ph.d.træning til noget som gymnasielærer? Det er fuldstændigt tilstrækkelig at have en kandidatgrad eller tilsvarende, men det har været

komfortabelt at have et stort fagligt overskud. Det giver selvtillid, og det kan eleverne mærke. De ting, som jeg konkret har beskæftiget mig med i mine ph.d.-studier, er imidlertid ikke så relevante, men man siger jo nogle gange, at dannelse er det, der er tilbage, når man har glemt, hvad man har lært.

Ph.d.-dannelsen må i så fald indebære evnen til at bringe nogle abstrakte idéer ned på et konkret plan, som man kan undersøge gennem f.eks. beregninger eller eksperimenter. Dertil kommer en stor mængde intuition og en god bullshit-alarm. Det sidste er måske det vigtigste. o

Billede: Ulrik under fysikundervisning 96

Hjerneblod l

6/2016

Billeder: Øverst: Sissel Albrecht Kahr. Nederst: Ulrik Ishøj Søndergaard

97