De
t
e g il g
e n r e n e g i r
De fleste kender lidt til genetik og ved, at det dækker over bl.a. opbygning, funktion og videreførelse af arvemateriale – DNA. Eksempelvis har jeg blå øjne, og det har jeg fordi mit DNA, eller min genotype, som er blevet nedarvet fra mine forældre til mig, koder for lige netop fænotypen blå øjne. De fleste har også før hørt, hvis ikke de selv har brugt sætningen; ”det ligger i generne”. Men hvordan kan det være, når alle cellerne i ens krop udspringer fra én zygote (et befrugtet æg), og DNA’et derfor burde være ens, at de forskellige typer celler ved, hvad de skal blive til? Sådan at cellerne i ens øjne ikke i stedet blev til fx hudceller? For at forklare at alle somatiske celler (alle kroppens andre celler end kønsceller) indeholder identisk DNA, men alligevel kan differentieres til mange forskellige celletyper, blev begrebet ”epigenetik” introduceret i 1940’erne. Dette begreb dækker over, når en ændring i miljøet har biologiske konsekvenser uden at have ændret den grundlæggende DNA-sekvens. Det drejer sig her ikke om mutationer (ændringer i selve arvematerialet), men om modifikationer, der ændrer måden, gener bliver tændt eller slukket på, og dermed får indflydelse på i hvor høj en grad, generne bliver udtrykt. 18
Hjerneblod l
6/2016