Hærnyt På sporet af the real stuff CIMIC arbejder under besværlige og ofte farlige forhold. Men hvor der er vilje, er der en vej – for eksempel i Feyzabad, hvor succesen er til at tage og føle på. Side 12.
Familienetværket er nok den største ikkemilitære støtte for pårørende til udsendte soldater, der findes. Bare det, at det er der, betyder noget, siger de pårørende. Side 6.
2006
4
Side 15
Redaktionen ønsker læsere, forfattere, fotografer og andre forbindelser en rigtig glædelig jul og et godt nytår! Vi ses til nye udfordringer i 2007. Redaktion: Ansvarhavende redaktør: Oberstløjtnant S. G. S. Skov Hærens Operative Kommando
Foto: Hvor fotografens navn ikke er angivet, tilhører ophavsretten forfatteren eller redaktionen.
Redaktionsgruppe: Kaj-Ivan Bæk, DJ, red. chef Major P.-E. E. Andersen, HOK Seniorsergent Ole Nielsen, HOK
Oplag: 6000. Hærnyt udkommer fire gange årligt. Årsabonnement kr. 125,-.
Red. tlf. 9710 1550 - tast 7029 Layout/Pre-press: HOK Presse
Bladets artikler må gengives, når kilden angives. ISSN 0901 - 2540
Side 2
Tryk: Scanprint a/s. Vegetabilske farver på Cyclus Print. Svanemærke licens nummer 241 055.
Hærnyt udgives af Hærens Operative Kommando Postboks 59, 7470 Karup J Hærens Materielkommando Arsenalvej 55, 9800 Hjørring
HÆRNYT 4-2006
Nummer 4
2006
December
Kosovo går stille og roligt og venter på sin fremtid. Det samme gør KFOR, Hold 15, der har en hverdag med mange kontakter til den lokale befolkning. Stor foto-reportage på side 18 og 19.
HOK har i løbet af 2006 besøgt fire af de fem totalforsvarsregioner for at se, hvordan stabens arbejde kører. Der er uddelt ros og vejledninger, og konklusionen er, at HOK har nogle kompetente medspillere i den operative struktur. Side 4.
Læs inde i bladet: Kommentaren: Hvor er vi på vej hen? . . . . . . . 4 Krig er helvede! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Mange melder sig til regional tjeneste . . . . . 10 Dansk luftværn på toppen . . . . . . . . . . . . . . . 20 Ny fane og ny estandart . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Genbegravelse af ekskejserinde . . . . . . . . . . 24 Nyanskaffelser til hæren . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Sergentskole fylder 80 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Rokader i hærens top . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Regioner trimmet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Nye bøger / Anders Lassen legat . . . . . . . . . 30 HÆRNYT 4-2006
Besøg HOK’s hjemmeside på Internettet på: www.forsvaret.dk/hok eller www.hok.dk Kommentarer eller ideer til Hærnyt samt evt. forsendelse kan rettes til redaktionen på 9710 1550 - lok. 7029 eller på email til hok-presse@mil.dk
Side 3
Rekruttering og fastholdelse:
Hvor er vi på vej hen? Af Poul Kiærskou generalmajor, chef for Hærens Operative Kommando et går faktisk bedre i hæren, end det lige nu tager sig ud i medierne. Vi er den seneste tid blevet tæppebombet med historier om, hvor vanskeligt det er at udføre opgaverne i blandt andet de internationale missioner. Men er det hele virkeligheden? Situationen i Irak er velkendt. Hvad færre måske tænker over er, at de danske soldaters indsats fortsat er værdsat af de fleste lokale irakere, og at deres tilstedeværelse gør en forskel. I Afghanistan har især indsættelsen af 1. Lette Opklaringseskadron i Helmand Provinsen hen over sommeren optaget medierne. Efter indledningsvis påstand om evakuering af de danske soldater, kan alle efterhånden forstå, at de danske soldater gjorde en flot indsats under meget vanskelige betingelser. Mange glemmer, at det danske kontingent i Kosovo fortsat bidrager til at skabe fredeligere vilkår for albanere og serbere i et område, der i mange år har været plaget af uforsonlig konflikt. I det hjemlige er der flere kritiske røster, som melder om manglende ressourcer. Det tager vi naturligvis meget alvorligt og arbejder løbende på at ændre situationen inden for de givne rammer. Vi skal dog holde fast i, at de udsendte enheder i både Afghanistan og Irak melder om, at de kan se, at den hjemlige uddannelse er god og robust, og at den virker i det usikre miljø. Vi når med andre ord de nødvendige mål. Men den udtrykte skepsis er alligevel til at forstå. Vi står midt i en kolossal ændring af hæren, hvor bemanding og enheder flyttes rundt, og mange enheder er under opbygning. Det må naturligvis give visse problemer. Billedet tegnes ikke bedre af, at der ud over personelmanglerne i de hjemlige enheder er mellem 1200 og 1300 mand udsendt i international tjeneste, hvilket på nuværende tidspunkt er noget mere end planlagt. Så hæren har travlt og er samtidig under forandring.
D
Men det er ikke så galt endda! Der er blandt andet på personelfronten flere positive tegn, som begynder at pege mod bedre tider. Værnepligten udgør en unik rekrutteringsbase. Det er blandt andet lykkedes at etablere, og fra hold til hold forbedre, et læringsforløb, der ansporer til gode resultater og giver de værnepligtige et godt grundlag. Samtidig motiverer det til beslutning om kontrakttegning. Disse og andre forhold er nævnt i Forsvarsakademiets evaluering af de første fire uddannelseshold. I rapportens tal dokumenteres, at der er sket tydelige forbedringer fra det første hold og til nu. Der er selvsagt fortsat basis for at optimere uddannelsen, men
Side 4
langt over 50 procent finder, at uddannelsen er spændende og indholdsrig. Der er flere, som har set, at hærens uddannelse er helt unik. Som soldat bliver du udfordret. Du bliver bragt i situationer, som flytter dine personlige grænser. Når du har taget en uniform på, så er det lige meget, hvor du kommer fra. Gennem den militære uddannelse får du et ganske særligt socialt fællesskab. Uanset, om du ender som general eller menig, gennemgår du den samme grundlæggende uddannelse. Du møder alle sociale klasser, og du lærer at samarbejde med alle. Der er plads til alle, uanset køn, farve og religion. Uddannelsen er med andre ord alle tiders integrationsplatform, hvor alle behandles lige. En soldat, som måske ikke er helt så god til det rent boglige, viser sit værd på øvelser, når de praktiske ting skal gøres. Der er bogstavelig talt plads til alle, som er egnede. Den grundlæggende militære uddannelse kan du udnytte som springbræt til videre uddannelse og karriere, hvis du blot lægger dig i selen. På det netop afsluttede værnepligtshold har over 30 procent – eller over 700 soldater – meldt sig til den videre frivillige tjeneste enten som sergentelev eller som konstabelelev. Det må da være godkendt! Der kan sikkert være nogen, som fra sidelinien alligevel vil dryppe lidt malurt i bægeret og hævde, at afgangen under den videre uddannelse er høj! Det er både rigtigt og forkert. Afgangen under sergentuddannelsen har været og er fortsat meget lav. Afgangen er normalt ganske få procent. Vi har rent faktisk optaget 155 egnede soldater til den grundlæggende sergentuddannelse, der indledtes i Sønderborg i november. Der er optaget omkring 30 elever mere end hidtil. Der er 43 ansøgere til sergentuddannelsen i januar for fast personel i Stående Reaktionsstyrke og 35 elever til militærpolitiets sergentuddannelse. Produktionen af sergenter er med andre ord sat i gear. Afgangen under reaktionsstyrkeuddannelsen er generelt høj. Sidste efterår var afgangen på 33 procent. På forårsholdet var afgangen reduceret til 22 procent. På det igangværende reaktionsstyrkehold vil
Den bedste og billigste rekruttering er fastholdelse. God ledelse, en ordentlig mandskabsbehandling og et behageligt arbejdsklima virker alt sammen positivt i forhold til fastholdelse.
HÆRNYT 4-2006
vi lande på omkring 20 procent. Det går med andre ord fortsat i den rigtige retning. Det skyldes, at instruktører og andre med job i enhederne gør en fortsat stor indsats. Det skyldes også en ændret information af soldater og pårørende. På sigt må det være målet, at vi rammer en afgang på højst 10-15 procent. Det indebærer, at vi fortsat skal søge at forbedre vores information til soldater og pårørende under uddannelsen. Ordentlig og redelig information kombineret med en god uddannelse med et højt aktivitetsniveau er vejen frem, hvilket understreges af, at ca. 50 procent af de værnepligtige, der ønsker at tegne kontrakt, først beslutter sig under de fire måneders værnepligt. Der er ikke tidligere rekrutteret så mange frivillige soldater til reaktionsstyrkeuddannelsen, som på næste hold. Det skyldes, at vi nu ikke længere sætter en grænse for antallet af reaktionsstyrkesoldater i forhold til behovet for soldater til de internationale enheder. Nu afbalanceres antallet kun i forhold til de rådige instruktører. Hvad så med Stående Reaktionsstyrke? Vi har behov for at opbygge Stående Reaktionsstyrke i et højere tempo, så det aktuelt høje ambitionsniveau kan honoreres. Lige nu er belastningen høj og bemandingen for lav. Vi har derfor skudt en konstabelelevuddannelse i gang, rettet direkte mod de ledige stillinger i Stående Reaktionsstyrke. Det første hold blev indkaldt 1. november. Er denne uddannelse en konkurrent til reaktionsstyrkeuddannelsen, vil nogen sikkert spørge? Nej, er det klare svar. Der er derimod tale om, at de to uddannelser supplerer hinanden. Reaktionsstyrkeuddannelsen er i første omgang rettet direkte mod de internationale opgaver, mens konstabelelevuddannelsen sigter mod at opbygge Stående Reaktionsstyrke. Hvor mange er så hvervet til konstabelelevuddannelsen? I de første tre uger af hvervekampagnen er det lykkedes at rekruttere 120 unge mennesker til uddannelsen, som startede 1. november. Det er flere end oprindeligt forventet. Hvervekampagnen vil fortsætte frem til jul, idet vi påbegynder nye hold henholdsvis 1. februar og 1. marts. Senere i 2007 regner vi med at starte flere hold og også involvere divisionstropperne. Forsvarets Personeltjeneste har i oktober sendt brev til ca. 25.000 tidligere ansatte for at informere om mulighederne for at blive ansat. Over 350 har 10. november afgivet positive svar om at komme tilbage til hæren. Kampagnen er ikke færdig. Vi har fortsat brug for alle egnede, som kunne tænke sig at være med til at opbygge hæren.
På det netop afsluttede værnepligtshold har over 30 procent – eller over 700 soldater – meldt sig til den videre frivillige tjeneste enten som sergentelev eller som konstabelelev. Det er da godkendt! Uddannelsen af mekanikerlærlinge er også ved at blive sat på skaft. Hvad så med fastholdelse af mekanikerne og yngre officerer? Hvad med tolke og sprogofficerer? Og hvad med mulighederne for at få 60 års kontrakter og kompetencetillæg? Det kan du læse om på HOK hjemmeside – www.hok.dk – som løbende vil have information om de forskellige initiativer for at rekruttere og fastholde personel. Nye initiativer er på vej. Trods tegningen af et skidt mediebillede og interne kritiske røster, er der mange positive ting at glæde sig over. De fleste initiativer vil begynde at få effekt i løbet af det kommende år. Den bedste og billigste rekruttering er fastholdelse. God ledelse, en ordentlig mandskabsbehandling og et behageligt arbejdsklima virker alt sammen positivt i forhold til fastholdelse. Vi har alle et ansvar for at bidrage hertil, og jeg glæder mig over den indsats, der gøres.
Hvad er der ellers sket? Især manglen på oversergenter har i år været i fokus. Deres lønefterslæb er der gjort en indsats for. Vi har endvidere holdt to ekstra oversergentkurser i år for at søge at uddanne os ud af den nuværende mangelsituation. Næste år har vi planlagt i alt tre videreuddannelseskurser. Det går bedre i hæren, end det umiddelbart tager sig ud i medierne lige nu. Uanset retning, må vi konstatere, at det er »den rigtige vej«. HÆRNYT 4-2006
Side 5
Ingen er bedre til at være pårørende Af John Kreiner tekst og foto
Familienetværket, der begyndte som en græsrodsbevægelse blandt pårørende til udsendte soldater, er blevet en faktor, man regner med overalt i forsvaret. Hver gang én dansk soldat bliver sendt ud i internationale operationer efterlader han eller hun tre, fire, fem pårørende bag sig, som sidder tilbage med bekymringer, usikkerhed og ikke mindst en række ubesvarede spørgsmål. Med flere end 60.000 danske soldater udsendt for NATO eller FN i de seneste år, og med udsigten til, at det danske internationale engagement vil betyde op imod 4000 udsendte soldater hvert år, er det simpel matematik at regne sig frem til, hvor mange pårørende, der berøres. Det kan være ægtefæller, kærester, børn, forældre eller søskende, der sidder tilbage med bekymringer og tunge tanker i det, der burde være familiens trygge ramme.
Pårørende, der alle kan komme til at føle sig meget alene med bekymringer og uløste opgaver, der kan udvikle sig til uovervindelige problemer. Derfor tog en række pårørende initiativ til, at der blev oprettet et netværk, hvor disse tilbageblevne familiemedlemmer kunne mødes – eller bare ringe sammen – og få en snak med ligestillede. Den overordnede idé var, at disse pårørende skulle kunne snakke sammen om problemerne ud fra en fælles referenceramme, nemlig det at være pårørende til en udsendt soldat. Alene det, at man ikke hver gang skulle forklare sine tanker, for tilhøreren kendte det på sin egen krop. Efter en tid som »græsrodsbevægelse« henvendte initiativtagerne sig til nogle af personelorganisationerne i håb om at kunne etablere en eller anden form for samarbejde, og i 2001 gik Hærens Konstabel- og Korporalforening – HKKF – med i dette samarbejde for at støtte netværket primært på det administrative område. Der er altså ingen organisatoriske bånd mellem Pårørendenetværket – som det oprindelig blev kaldt – og HKKF.
Dette samarbejde er det, der i dag har udviklet sig til Familienetværket. I dag kan det fastslås, at ideen med Familienetværket har været en succes, og at det stadig fungerer godt – takket være indsatsen fra de mange pårørende, der har lagt frivilligt arbejde i netværket. Indsatsen er blevet yderligere styrket ved, at netværket i dag er en integreret del af Kammeratstøtteordningen, og på den måde får del i de midler, der i forsvarsbudgettet er afsat til støtteordninger. Senest har et seminar i november i Familienetværket vist, at også andre aktører, der har med udsendt personel og dettes pårørende at gøre, kan bruge Familienetværket – og omvendt. Kan noget forsvaret ikke kan Det er næppe nogen militær hemmelighed, at forsvaret i de første år med de mere alvorlige udsendelser, der blandt andet kostede danske soldater livet, ikke magtede ret meget andet end at påtage sig de operative dispositioner. Forsvarets aktiviteter var centreret
En af Familienetværkets kontaktpersoner, Kirsten Leuenhagen, præsenterede et udsnit af netværkets kontaktpersoner og fortalte lidt om de erfaringer, der allerede var indsamlet.
Side 6
HÆRNYT 4-2006
Overkonstabel af 1. grad, Bjarke Jensen og hans kone, Rikke Hess, gav et meget beskrivende billede af, hvordan det er at være en familie, når den ene er udsendt i internationale operationer gang på gang.
omkring uddannelse og udsendelse af soldaterne. Hvordan soldaterne havde det, når de kom hjem, var der ingen, der rigtigt vidste noget om, og – ret beset – vel heller ikke rigtigt nogen, der spekulerede på det. Og hvordan de udsendtes familier havde det, blev slet ikke anset for et anliggende, der kom forsvaret ved. At forsvaret er blevet rigtig god til at tage soldaterne hjem fra missionsområder er almindelig kendt i dag, men det afholdte seminar viste også, at man også i forsvarets øverste ledelse er opmærksom på problemet. Ikke mindst, fordi man er opmærksom på, at familiernes holdninger er væsentlige faktorer, når talen falder på rekruttering og fastholdelse. Derfor var chefen for Forsvarsstaben, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, også den første indleder, der roste initiativet til skyerne. - Familienetværket kan noget, som forsvaret aldrig kommer til at kunne, sagde han blandt andet. De kan være pårørende…! Fra flere sider blev det fremhævet, at soldaterne havde det bedre i missionsområderne, når de følte sig sikre på, at der var nogen til at tage sig af de pårørende, hvis det var nødvendigt. Hærprovst Ole Brehm Jensen opfordrede ligefrem til et mere formelt samarbejde mellem de udsendte feltpræster og Familienetværket. Han mente, at en række problemer kunne løses i fællesskab, dels før de blev for store og dels uden indblanding af mere officielle instanser. Det virkelige »blå stempel« fik Familienetværket, da en pårørende, Rikke Hess, hvis mand, overkonstabel af 1. grad Bjarke »Skywalker« Jensen har adskillige udsendelser bag sig, blandt andet sagde: HÆRNYT 4-2006
- Jeg har aldrig selv benyttet mig af Familienetværket, men for mig har det været en kolossal styrke bare at vide, at netværket er der, hvis jeg skulle få brug for det. Hvorfor et netværk? Dette spørgsmål lader sig ikke besvare entydigt, for netværket vil altid være tilpasset den aktuelle situation og de aktuelle behov. Derfor behøver et netværk det ene sted i landet ikke at ligne eller at være opbygget på samme måde som et tilsvarende netværk et andet sted. Men det gør ikke det ene netværk bedre end det andet. Ganske kort fortalt, så kan man i en netværksgruppe udveksle erfaringer og tale med mennesker, der forstår ens situation, fordi de enten har befundet sig eller befinder sig i den samme situation. Netværket er for pårørende til udsendte fra alle personelkategorier. Bekymringer skeler ikke til, om den udsendte er officer eller konstabel, sergent eller civil. At problemerne ikke bliver mindre, hvis der er børn involveret, synes indlysende. Her kan selv tilsyneladende små problemer synes uovervindelige. Det er ingen nem sag at være pårørende, men bestemt heller ikke let at være den, som den pårørende skal kunne læne hovedet imod, når det kniber. Meget ofte bliver det familien eller den nærmeste omgangskreds, der må lægge skulder til.
På et tidspunkt bliver det ofte et spørgsmål om, hvem der først mister interessen. Omgivelserne, der skal høre om de samme problemer igen og igen, eller den, der føler sig alene, som gang på gang skal lægge øren til de samme mere eller – måske især – mindre engagerede svar. God støtte kræver ofte mere end blot en skulder, det kræver, at personen kender til situationen på sin egen krop, og derfor forstår betydningen af, at nogen lytter aktivt. Det er her Familienetværket har sin kvalitet – her behøver man ikke at føle sig til besvær eller føle, at man belemrer andre. Netværket består ikke af behandlere, for netværkets vigtigste rolle er at være lyttere – og at være det på lige fod med den, der føler verden smuldre i ensomheden. I et netværk er der blandt andet mulighed for at støtte hinanden, når problemerne hober sig op, at yde hjælp til selvhjælp, at udveksle erfaringer, at genopbygge sit selvværd, der har været tæt på at smuldre, fordi man har følt sig hjælpeløs og at have samvær med ligestillede og fælles oplevelser. Det er vigtigt at understrege, at netværket ikke består af psykologer, socialrådgivere eller andre professionelle behandlere, men alene af andre pårørende, der »taler samme sprog«.
Side 7
Feltpræst Lone Anette Hvejsel er ikke i tvivl om definitionen på krig. Hun vendte i oktober hjem fra Afghanistan til sit vante job som sognepræst i Visby sogn i Thy. Kontrasten mellem en støvet teltlejr i Helmand provinsen og den rummelige præstegård i Thy kunne ikke være større. På spisebordet i stuen står det Monica Ritterbanddesignede Musicastel fra Royal Copenhagen, mens Lone Hvejsel som det naturligste fortæller om sine oplevelser som feltpræst for Hold I i Camp Bastion, Kabul, Kandahar og Chaghcharan. - Arbejdsforholdene er gode og udfordrende. Det er en god måde at være præst på: At man skal ar-
Side 8
bejde med det man kender, under udfordrende vilkår, man ikke kender. At være præst for soldater, hvor vi alle er under fremmede forhold og under pres, det synes jeg er en utrolig stor udfordring. Det var også en af grundende til, at jeg valgte at blive feltpræst i sin tid, fortæller Lone Hvejsel. Udfordringer og hårde arbejdsopgaver er der nok af i Afghanistan. Feltpræsten oplevede blandt andet de danske soldaters rotation til Musa Qala. - Det var helt tydeligt, at inden de skulle af sted til Musa Qala, da ville de gerne snakke. Alle vidste, hvad Musa Qala var for et sted, at det var farligt. Alle prognoser der oppe fra fortalte det. De vidste
godt, hvad de gik ind til. Det var helt tydeligt, at der var nogle ting, mange af dem skulle have ryddet op i, inden de skulle af sted, siger feltpræsten. Lone Hvejsel brugte et par uger i Afghanistan til at blive fortrolig med mandskabet. Den gensidige tillid skinner igennem hendes fortællinger om den prøvelse danske soldater blev udsat for i Musa Qala. - Det var stolte mænd, der kom hjem (fra Musa Qala). Det var tydeligt, at det var soldater, der havde lært deres håndværk og kom hjem med en stolthed. De havde vist, at: »Det her kunne vi. Vi overlevede alle sammen.« - Det var også det, vi sagde til dem: »Dæleme godt gået, altså!« HÆRNYT 4-2006
Krig er helvede
Tekst & foto: Jesper Rømer
Efter at have fortalt animeret om stoltheden over »drengenes« flotte opførsel i Musa Qala, bliver feltpræst Lone Hvejsel nærmest eftertænksom. Ordene flyder fast og afslører, at denne præst ikke svarer til befolkningens opfattelse af prototypen på en dansk sognepræst. - Vi skal se i øjnene, hvad et er for et håndværk, I har lært. I er soldater, og I kan et håndværk – det er beskidt, men et legalt håndværk. Det er ikke altid, politikerne er klar over det, men det er altså det, det er jeres håndværk og det, I bliver sendt ud med. I bliver ikke sendt ud med små blomster – I bliver sendt ud for om nødvendigt at slå ihjel, og det er det, krig går ud på. Det er jeg ikke altid sikker på, at vores politikere ved, forklarer Lone Hvejsel. Efter rotationen fra Musa Qala var forsvaret gearet til den helt store støtteopgave for at bakke om soldaterne, men det blev der ikke brug for, fortæller Lone Hvejsel med et smil. - Hæren havde sendt to psykologer ned og psykologerne og jeg, sygeplejerske og lægen stod jo parate alle sammen, fordi uhha, nu havde de været oppe og slå ihjel, men de havde bare ikke brug for nogen af os. De danske soldater havde bearbejdet oplevelsen på rejsen fra Musa Qala. Der blev fortalt en masse historier, fortæller feltpræsten, men mandskabet havde slet ikke brug for en sjælesørger som sådan. Tilbage i lejren blev indtrykkene yderligere bearbejdet gennem uformelle samtaler med kollegerne og feltpræsten. - Psykologerne tog hjem efter tre dage. De var dybt frustrerede over, at der ikke var brug for dem. Det hjalp selvfølgelig også, at soldaterne hurtigt fik travlt med at forberede sig på at skulle af sted igen, men den her stolthed over at det håndværk vi har lært, det holder altså, mener Lone Hvejsel.
HÆRNYT 4-2006
Sognepræsten vil gerne endnu engang skifte præstekjolen ud med uniformen. Det skal bare ikke lige være det første år. Familien bakker op om præstens udlængsel, og i mellemtiden kan Lone Hvejsel se tilbage på et ophold i Afghanistan, der var fyldt med spændende oplevelser. Programmet i Afghanistan er ikke at sammenligne med pligterne i Thy. I Kabul blev det til en vielse mellem to soldater (altså en pige og en dreng, smiler Lone Hvejsel) og en dåb af en soldat, blev det også til. Bortset fra uniformen adskiller en anden ting også den danske feltpræst fra både civile danske kolleger og de andre landes uniformerede præster i Afghanistan. - Jeg bærer pistol og de danske feltpræster er faktisk de eneste feltpræster, der bærer våben. Jeg skal kunne tage vare på mig selv. Alle de kolleger jeg mødte, altså hollandske, belgiske, franske, britiske og amerikanske præster, bar ikke våben. Jeg har det fint med at være bevæbnet, jeg er jo vant til at skulle tage vare på mig selv. Ifølge Genèvekonventionen har man lov til at forsvare sig selv. I Afghanistan er det skyd, eller du bliver selv skudt. Feltpræst og sognepræst i Thy Lone Anette Hvejsel får det sidse ord. - Krig er en del af den politik, der bliver ført her i landet, og jeg har det udmærket med, at vores soldater bliver sendt ned på den opgave. Grunden til, at jeg blev feltpræst i sin tid, var netop det der med, at krig er helvede, og jeg synes, at der ind i det her helvede skal lyde nogle andre ord eller en anden tolkning af tilværelsen. Ikke fordi jeg skal omvende nogen, men der skal være en anden tolkningsmulighed, hvis man har lyst til at høre om det. Det var ikke for at sætte spørgsmålstegn ved krig som sådan, at jeg blev feltpræst. Hvis jeg havde haft svært ved det, havde jeg holdt mig væk.
Side 9
Et godt tilbud tegner til at blive en succes Af Morten Fredslund journalist
Totalforsvarsregionernes jagt på 900 soldater fra forsvarets reserve er kommet særdeles fint fra start. Indtil nu har 600 tidligere soldater skrevet kontrakt for at indgå i den ny regionale føringsstruktur. For få år siden blev forsvarets reserve erklæret for en død sild, men nu er der igen rift efter reservepersonel. Totalforsvarsregionerne har fået et akut behov for at tiltrække reservepersonel til den nye regionale føringsstruktur. På landsplan skal der bruges ca. 900 soldater på rådighedskontrakt. Efter en intensiv hvervekampagne i eftersommeren står man med 600 underskrevne kontrakter på reservepersonel af stort set alle grader. De
skal føre de tusindvis af hjemsendte værnepligtige, der indgår i Totalforsvarsstyrken i tre år efter deres hjemsendelse fra den fire måneders basisuddannelse, for hærens vedkommende kaldet HBU. De hjemsendte soldater er forpligtiget til at forrette tre måneders tjeneste i Totalforsvarsstyrken i løbet af de tre år. Hvis der vel og mærke bliver brug for dem i forbindelse med større ulykker, naturkatastrofer eller terroranslag på dansk grund. - I region Midtjylland skal den regionale føringsstruktur bestå af cirka 180 officerer, befalingsmænd og konstabler af reserven, som for hovedpartens vedkommende skal stå i spidsen for de cirka 1200 nyligt hjemsendte værnepligtige, der nu indgår i Totalforsvarsstyrken, siger chefen for Totalforsvarsregion Midtjylland, oberst Kurt Koch. Dyne Larsens valgsprog Et af de orienteringsmøder, der blev holdt i de nye regioner, fandt sted ved Hærhjemmeværnsdistrikt Østjyllands hovedsæde i Århus. Dyne Larsens velkendte re-
klameslogan om et godt tilbud klingede fint i ørerne hos de mange fremmødte. Mange havde netop mistet deres rådighedskontrakt – og dermed deres tilknytning til forsvaret – som konsekvens af det seneste forsvarsforligs prioritering af fastansat personel på bekostning af reserven. - Til de unge og sprøde kan jeg tilbyde en funktion i geleddet i en af de ni underafdelingskadrer, som der er 45 af på landsplan. Og selv om der ikke optræder oversergenter eller seniorsergenter i organisationsskemaet, har jeg altid plads til en frisk mand med nogle geniale talenter, siger Kurt Koch. - Det mere modne publikum kan jeg tilbyde funktioner i regionsstaben, i et af de to lokalforsvarsafsnit eller i regionens forbindelsesofficerspulje. Skal ikke føre hjemmeværnssoldater Med udgangspunkt i hjemmeværnets opgaver i forbindelse med eftersøgninger, trafikregulering ved større arrangementer, afspærring og evakuering i forbindelse med
Ved orienteringsmødet i Århus mødte omkring 60 soldater af reserven op for at høre om deres muligheder.
Side 10
HÆRNYT 4-2006
Århus Universitet. Men det afholder ham ikke fra årligt at bruge de 500-600 timer, som en tilknytning til patruljeelementet kræver. - Da jeg ikke kunne få forlænget mit tilhørsforhold til forsvaret, var hjemmeværnet den eneste mulighed. Jeg håber da også, at der er mulighed for at stå til rådighed for begge styrker. Det er to forskellige størrelser, og det, jeg kommer til at lave som reservemand, er noget helt nyt og anderledes. Desuden har forsvaret lidt mere spændende »legetøj« til rådighed – og så får man jo også betaling for den tid, man bruger, når man er indkaldt. Det tæller også med, og jeg har allerede besluttet mig. Jeg melder mig helt sikkert, siger Mark Ellekilde.
Regionschef, oberst Kurt Koch, havde succes med sit orienteringsmøde i Århus. På landsplan har omkring 600 soldater af reserven meldt sig til at blive en del af Totalforsvarsregionerne. Fotos: Morten Fredslund.
naturkatastrofer samt bevogtning eller beskyttelse i tilknytning til trusler om terroranslag fik tilhørerne eksempler på opgaver, som reservepersonellet kan blive sat til at løse under en indkommandering. - Totalforsvarsregionerne, distrikterne og de frivillige underafdelinger i Hærhjemmeværnet indsættes allerede nu jævnligt for at løse opgaver af den karakter. Man skal blot gange de hændelser op eller forstille sig, at de sker samtidig eller se dem vokse i størrelse og omfang, for at en aktivering af dele af den regionale føringsstruktur kan komme på tale, siger Kurt Kock og tilføjer: - Men jeg vil gerne slå fast, at det frivillige hjemmeværn og den regionale føringsstruktur er to forskellige størrelser, selv om de begge organisatoriske er underlagt Totalforsvarsregionen. I hjemmeværnet tegner man kontrakt om frivillig tjeneste uden egentlig aflønning. I den regionale føringsstruktur tegner man også kontrakt, men bliver aflønnet under uddannelse og tjeneste. Alene af den grund er der helt principielle årsager til, at der skelnes relativt firkantet mellem frivilligt personel i hjemmeværnet og HÆRNYT 4-2006
personel af reserven i den regionale føringsstruktur. Lad mig gøre det klinkende klart. Som personel af reserven i den regionale føringsstruktur skal man ikke føre enheder fra hjemmeværnet, ligesom personel i hjemmeværnet heller ikke skal føre enheder i den regionale føringsstruktur. Der er tale om to forskellige størrelser. Patruljemand tog hurtig beslutning En de mange fremmødte, som allerede under mødet besluttede sig for at melde sig under fanerne som reservesoldat i den regionale føringsstruktur, er Mark Ellekilde. Han har i en årrække været medlem af hjemmeværnet og er tilknyttet det særlige patruljeelement ved Hærhjemmeværnskompagni Østjylland. - Efter min tid i forsvaret tegnede jeg DIB-kontrakt i to omgange. Jeg har været udstationeret i både Bosnien og Kosovo. Egentlig ville jeg gerne have fortsat efter min kontrakt udløb, men det var der ikke mulighed for, fortæller Mark Ellekilde. Han er i fuld gang med at skrive sit speciale på jurastudiet ved
Mark Ellekilde har besluttet sig for at blive en del af Totalforsvarsregionens føringsstruktur. Men han vil også holde fast i patruljeelementet.
Side 11
Disse afghanere har ikke noget imod, at vi er i deres land… Af Nicolas T. Veicherts oberstløjtnant, PRT FEY De danske Mobile Observer Teams – eller MOT-hold, der er en del af det tysk ledede Provincial Reconstruction Team Feyzabad (PRT FEY) – løser mange opgaver, når de patruljerer i Afghanistans nordøstlige provins Badakhshan. Holdene fungerer blandt andet som ISAF’s øjne og ører i provinsen, der er kendetegnet ved at have få, utrolig dårlige veje, ingen aviser og kun
Side 12
en lille radiostation tæt på hovedbyen Feyzabad. Af disse grunde er Badakhshan, der er på størrelse med Danmark, om end med bjerge op til 7000 meter, en af Afghanistans fattigste provinser og befolkningen meget uvidende. CIMIC Udover at monitere situationen i provinsen og rådgive den lokale regering løser PRT FEY også CIMIC (civilt-militært samarbejde) og samtænkningsopgaver. De danske CI-
MIC-midler (ca. 150.000 kr.) prioriteres fortrinsvis til gavn for soldaternes egen sikkerhed. Eksempelvis betaler vi for at få fyldt de største huller i vejene op med grus og for at få stabiliseret de værste broer. Efter to ildoverfald på MOThold, der patruljerer med seks mand i to biler i op til en uge af gangen, har vi også besluttet os for at bruge CIMIC-midler på at skabe faste patruljebaser. På baserne, der typisk er politistationer eller skoler, går der eksempelvis penge til at HÆRNYT 4-2006
indrette et særligt rum til patruljerne, men også til goodwill. Det kan være bøger eller møbler til en skole eller nye vinduer og operationskort til en politistation. Herudover bruger vi CIMIC-midler til at gennemføre mindre projekter, der har en umiddelbar positiv indflydelse i det landsbysamfund, som vi besøger på vore patruljer. Det kan være en ny vandhane, reservedele til en generator, reparation af utætte vinduer på en skole, cement til en bro med videre. Sidstnævnte opgaver løses typisk på stedet af MOT-holdene, der, efter en kort telefonsamtale med CIMIC-elementet i lejren, straks kan sætte et projekt i gang. Et eksempel er drengeskolen i byen Ragh, som vi ønskede at anvende som base, når vi patruljerer i distriktet Yawan. Skolen har 1060 elever, og børnene sidder i klasselokalerne på jorden eller på store sten, hvilket selvfølgelig øger risikoen for dårlige knæ og andre sygdomme. Hertil kom, at vi helt klart havde fornemmelsen af ikke at være velkomne i byen. Vi besluttede derfor at bestille 209 tre-mandsbænke hos den lokale håndværker og aftalte med
den lokale skolechef, at han dels skulle overvåge fabrikationen og dels sikre, at skolen fik alle møblerne til tiden. Det er den normale procedure, eftersom der kan være mange uger imellem, at vi passerer de samme steder – og endnu har vi ikke oplevet, at nogen har snydt os. Projektet kostede godt 20.000 kroner og har både skabt arbejde og tilfredshed med ISAF i Ragh og glæde blandt elever og lærere på skolen. Og vi har fået en velfungerende patruljebase. Samtænkning De danske midler til samtænkning er betydeligt større. Indtil nu har vi, i samarbejde med udenrigsministeriets repræsentant, Otto Sørensen, brugt godt 800.000 kr. på forskellige projekter. Fordelingen af disse midler sker dog efter nogle helt andre præmisser end CIMIC-midlerne. Hvor CIMIC i høj grad er med til at sikre, at vi kan løse de militære opgaver, handler samtænkning om at opfylde afghanernes behov. Når man tænker på, at Afghanistan er verdens syvende fattigste land, er der meget at gå i gang med, og selvfølgelig betydeligt mere end
hvad 800.000 kr. pr. halvår kan klare. Som eksempel kan det nævnes, at USAID netop har doneret over 100 mio. $ til vejbyggerier. Kombineret med de næsten tre mio. kr. pr. år, som udenrigsministeriet selv anvender herude, er der dog nok at lave for de fire MOT-hold, de fire CIMIC-folk og for »Mr. Otto«, som udenrigsministeriets repræsentant hedder herude. Helt overordnet prioriteres samtænkningsmidlerne til gavn for rent vand i landsbyerne og bedre inventar på skolerne i området. Samtidig er det en regel kun at påbegynde projekter, som lokalregeringen i Feyzabad har anmodet om eller, som minimum, har godkendt. Det sker i princippet efter den Provincial Development Plan (genopbygningsplan), som lokalregeringen selv har udarbejdet – men som næsten udelukkende består af relativt dyre projekter. Vi er derfor gået ind i et samarbejde med regeringen med henblik på at skabe udviklingsplaner, der fokuserer på projekter i 4080.000 kr. klassen. Vi laver dog også projekter baseret på vores egne patruljers indhentning af op-
Nu skal børnene ikke mere sidde på gulvet, når de er i skole. 209 tre-mands bænke har gjort skoletiden mere behagelig for de 1060 elever i skolen i Ragh. HÆRNYT 4-2006
Side 13
Alt i alt er det dog vores opfattelse, at vi ikke går de civile organisationer i bedene, og at der er en positiv udvikling i provinsen. Det er dog tydeligt, at de helt store donationer går til de krigshærgede provinser i det sydlige og østlige Afghanistan samt til hovedstaden Kabul. Afghanistan og især Badakhshan er ekstremt fattigt og underviklet. Derfor vil der også mange år frem være behov for nødhjælp og udviklingshjælp. Om der fortsat vil være behov for CIMIC og samtænkningsmidler, afhænger dog alene af behovet for militær tilstedeværelse. Lige nu er den militære tilstedeværelse en betingelse for, at der overhovedet sker en udvikling i området. Af samme grund er der også behov for soldater, der ved noget om nødhjælp og udvikling. De skal dog først og fremmest være soldater, hvilket har vist sig nødvendigt et antal gange – og med et godt resultat. I sommer blev flere patruljer ramt af mindre vejsidebomber uden danske tab. I oktober måtte en dansk patrulje, støttet af kampfly, afvise et angreb i distriktet Wardoj, og i september blev en dansk soldat såret i låret under en ildkamp i distriktet Baharak. Også dette angreb blev afvist, og soldaten er fortsat i tjeneste herude. Der er nok at se til for PRT Feyzabad. Med hjælp fra lokale håndværkere blev der etableret en vandledning på små to kilometer til byen Tough-Dara.
lysninger og på baggrund af de forespørgsler, som vi jævnlig modtager fra landsbyældste m.fl. Et eksempel på anvendelse af samtænkningsmidlerne er drikkevandsprojektet i landsbyen ToughDara. Byens ældste afleverede en ansøgning i vores lejr, Camp Feyzabad, hvorefter CIMIC og udenrigsministeriets repræsentant tog ud for at vurdere effekten af et sådant projekt. Landsbyen har cirka 400 indbyggere, der, før projektet, drak vand af den nærliggende bæk, der også blev anvendt af dyr. Af samme grund blev især børn syge. Landsbyen kunne hente rent drikkevand små to kilometer væk, men ikke om vinteren, og kun efter en særdeles strabadserende tur op i bjergene. Ved hjælp af afghanske entre-
Side 14
prenører fra Feyzabad og lokal arbejdskraft blev det etableret et rørsystem fra kilden og ned til byen, hvor rent vand blev opsamlet i et reservoir. Herfra blev vandet fordelt til fire aftapningssteder i byen. Prisen blev godt 60.000 kr., svarende til 150 kr. pr. indbygger, der nu har rent vand fremover. Fremtiden For at undgå at vi – dvs. tyskere, tjekker og danske – giver os i kast med projekter som Badakhshanregeringen eller civile organisationer ønsker at lave, forsøger PRT FEY at skabe overblik over, hvem der gør hvad. En til tider noget svær opgave. Både på grund af afghansk sendrægtighed i regeringsapparatet og fordi ikke alle hjælpeorganisationer er lige gode til at orientere om deres projekter.
De 41 danske soldater i Feyzabad fordeler sig på et stabog kommandoelement på 13 mand, et CIMIC-element på fire mand og fire MOT-hold hver med 6 mand. Siden missionens start i 2005 har de danske styrker, fraregnet udenrigsministeriets egne projekter, været involveret i projekter, der på forskellig vis har hjulpet mere end 100.000 mennesker. Hold 4 har siden august alene støttet mere end 12.000 skoleelever med bedre vilkår og 7700 mennesker med adgang til rent vand. HÆRNYT 4-2006
Der blev arbejdet med »the real stuff« i et miljø, hvor det var så realistisk som muligt. Det betød, at frygt for CBRN-midler blev afløst af respekt.
Danskere på oplevelser mellem gas og stråling Af Jimmy Mogensen kaptajn, Jydske Dragonregiment Live Chemical Agent Training (LCAT) i Canada. Bag denne lidt kryptiske overskrift gemmer der sig en helt speciel oplevelse. I juli drog et dansk hold sammensat af Chemical, Biological, Radiological and Nuclear (CBRN)personel fra Forsvarets skoler og centre, samt en kaptajn fra 3 Ingeniørbataljon og undertegnede fra 1 Brigade af sted til en helt speciel uddannelsesoplevelse i Suffield Canada. Uddannelsen er tiltænkt uddannede CBRN-hold, og vores deltagelse var kommet på plads via møder i NATO’s CBRN-arbejdsgruppe, hvor Hærens Ingeniør- og ABC-skole (HIAS) repræsenterer Danmark. HÆRNYT 4-2006
Suffield huser, ud over det canadiske Counter Terrorism Technology Centre, også British Army Training Unit Suffield (BATUS), og briterne har en permanent stab med ansvar for briternes øvelsesaktiviteter herovre. Vi var således i Suffield samtidigt med en britisk brigade, der skulle gennemføre uddannelse i området i en måned! Suffield øvelsesområde består hovedsageligt af prærie og er det største af sin art i den vestlige verden; området kan uden problemer rumme både Bergen Hohne, Grafenwöhr, Drawsko Pomorski og Salisbury Plains, og så vil der stadig være rigeligt med plads udenom! Briterne anvender da også området til at gennemføre skarpskydning med en brigade ad gangen – det illustrerer vist meget godt områdets størrelse. Området ligger ca.
150 kilometer fra den amerikanske grænse og cirka midt imellem Stillehavs- og Atlanterhavskysten og kun 45 minutters kørsel fra byen Medicine Hat, hvor den danske delegation var indkvarteret. De øvrige deltagerlande var Canada, Belgien og Frankrig. Tyskland deltog med et lægehold, og England deltog med deres Joint CBRN Regiment, der indgik som en del af øvelsesledelsen som instruktører/tilbagemeldere på mange af uddannelsesstationerne. Tilvænning til "the real stuff" Den canadiske CBRN-uddannelse har en varighed af to uger, og inden afgang til Canada var den danske delegation samlet til to dages træning ved HIAS for at kontrollere den enkeltes færdigheder indenfor CBRN området. Grundlaget skal
Side 15
som bekendt være på plads. Efter at være kommet på plads skulle vi den første dag blandt andet igennem en række tilvænningsøvelser forud for arbejdet med de skarpe gasser. Det foregik i et laboratorium, hvor vi, uden maske, sad med hænderne iført handsker inde i et undertrykskammer. Opgaven gik så ud på at dryppe en dråbe af en klar væske på sporepapiret, der straks gav henholdsvis sort og rødt udslag. For dem, der ikke helt kan huske farvekoderne, skal det oplyses, at det drejer sig om henholdsvis nerve- og blistergas i den helt skarpe udgave. Det var noget af en oplevelse at sidde uden maske og arbejde med en væske, der i ekstremt små doser kan slå et menneske ihjel. Sikkerheden var dog i top, og vi havde konstant kemikere omkring os, sikkerhedsbestemmelserne var gennemgået og masken var i højt beredskab. Herudover fik vi en række orienteringer vedrørende biologiske og radiologiske emner; alle leveret af canadiske videnskabsmand, der til dagligt arbejdede med de samme emner. Næste punkt på programmet var et antal forskellige stationer, hvor
Det er sjældent, at danske CBRN-folk øver sig med ægte nerve- og blistergas under så åbne forhold som her.
vi både arbejdede med attrapper og skarpe emner. Det var herunder specielt en stor oplevelse at arbejde med radiologiske emner. De canadiske attrapper gav straks udslag på vores måleinstrumenter og det i en grad, så vi ikke var i tvivl. Det gav også et godt indblik i, hvordan man blandt andet ved at dele strålingen samt flytte sig væk fra kilden kan nedsætte strålingsfaren/-mængden. Vi var også med, da de færdiguddannede hold var indsat på et postkontor for at tage prøver efter fund af miltbrandpartikler (Thorax). Danmark har for tiden ikke udstyr til at samle disse prøver, så vi oplevede på nærmeste hold, hvordan andre lande gennemfører denne eksercits. På besøg i terrorist-rede Det blev også til en tur ned i en hule gravet på øvelsespladsen; hulen skulle give sig ud for at være et primitivt laboratorium, hvor ukendte terrorrister fremstillede gas. Vi anvendte vores sporeinstrumenter og fik udslag på disse allerede ved indgangen til hulen, hvorfor vi allerede her var iklædt fuld beskyttelsesudrustning inklusiv maske. Det var en kontant og tillidvækkende understregning af,
at vores beskyttelsesudrustning yder fuld beskyttelse mod disse kampstoffer. Hertil skal tilføjes, at samtlige uddannelsesdage i Suffolk begyndte med en tæthedsprøve af vores gasmaske. Vi skulle således tage masken på og gå ind i en lille skurvogn. Herinde blev der sprøjtet bananlikør ud i luften, og kunne man så meget som fornemme lugten af banan i masken, skulle man foretage en fornyet tæthedskontrol, inden man igen skulle ind til testen – meget betryggende. Udflugt og klar til indsats Da første uge var overstået, blev weekenden fordrevet med en tur i retning af The Rockies, den canadiske del af Rocky Mountains, hvor vi kastede os ud i white water rafting og besøgte verdens største museum for dinosaurer i Drumheller. Området omkring byen er én stor udgravning, hvor der er fundet rigtigt mange dele af disse kæmper, som så bliver samlet på museet. For at komme rundt i landet – det tog fire timer at komme fra Medicine Hat til Calgary, som ligger lige i kanten af The Rockies – havde vi fået trucks stillet til rådighed. Det var ikke mange japanske biler, vi så på vejene. Den canadiske øst/-
Der er god plads i det canadiske øvelsesområde, hvor man blandt andet holder CBRN-øvelser og skyder skarpt med en brigade.
Side 16
HÆRNYT 4-2006
vestgående hovedvej er hverken særligt spændende eller oplevelsesrig. Ligegyldigt hvor vi kiggede hen, kunne vi udelukkende se den tilsyneladende endeløse prærie og ikke andet; det var meget rammende beskrevet på et postkort med ordene: »I drove the Trans Canadian Highway – and I saw nothing«. Anden uge fortsatte med de sidste indledende øvelser, inden alle holdene skulle indsættes i en 24 timers øvelse, hvor vi indgik som et hold med ansvar for at gennemføre en indledende opklaring af forholdene, inden indsamlingsholdene blev indsat. »Øvelse Gris« Forinden var ugens højdepunkt dog »Øvelse gris«. Scenariet til denne øvelse var en fingeret ulykke med en bus, der var kørt ind i to personbiler, hvorefter man havde mistet kontakten til de forulykkede. Der var mange omkomne og sårede på stedet, hvorfor man ville indsætte hold i beskyttelsesudrustning for at afklare situationen. Vi blev indsat som de første og skulle gennemføre den indledende opklaring. Herefter skulle vi melde tilbage til hovedkvarteret, så de relevante ressourcer kunne indsættes. Vi kom hurtigt frem til bussen og iværksatte straks måling med de medbragte instrumenter. Ret hur-
tigt fik vi udslag for flygtig nervegas, og da vi kom frem til døren på den forulykkede bus, fandt vi en gris med fråde om munden og synlige tegn på nervegasforgiftning i pupillerne. Det skal her understreges, at grisen var blevet grundigt bedøvet, inden den blev udsat for gassen, og hele momentet, herunder grisens tilstand, blev overvåget af en dyrlæge. Vi rapporterede vores fund, og et belgisk indsamlingshold suppleret med de tyske læger kom frem til stedet. De tyske læger indledte straks behandlingen med atropin og fik grisene igennem dekontaminationslinien (DECON), inden de behandlede dem yderligere i deres operationstelt, der var opstillet bag DECON. Igen en stor oplevelse at opleve på nærmeste hold, at vores modforanstaltninger mod forgiftning virker særdeles effektivt. Gode attrapper Herefter gik vi i gang med selve øvelsen. Vi blev indsat mod et såkaldt »dirty lab«, hvor man ved hjælp af noget radioaktivt materiale havde forsøgt at fremstille en »dirty bomb«. Vi skulle identificere og fastslå kilderne, inden et indsamlingshold skulle indsamle dem. Igen var deres attrapper ikke til at kimse ad, og vi var således ikke et øjeblik i tvivl om, at der var andet og mere end rosenduft i luften
14 dages arbejde med "the real stuff" gav respekt for CBRN-våben, men også viden om, at vores materiel til håndtering af ulykker med de farlige stoffer, er tilstrækkeligt og effektivt.
her. Færdig med øvelsen var det tid til oprydning og aflevering af materiel, hvorefter vi var inviteret på BBQ i messen. Der var også tid de obligatoriske taler og uddeling af gaver. Samlet set var disse fjorten dage en meget stor samt udbytte- og lærerig oplevelse, og jeg kan derfor også kun anbefale, at også de danske CBRN-specialister deltager i denne udfordrende uddannelsesaktivitet. Personligt er min tidligere »frygt« for CBRN nu erstattet af respekt, der bunder i visheden om, at den uddannelse, vi modtager, og det materiel, vi råder over, er tilstrækkeligt og effektivt, når det drejer sig om omgang med disse livsfarlige masseødelæggelsesvåben. Inden vi rejste hjem igen, var der lige tid til at opleve et vaskeægte US Rodeo i Canada. Ikke overraskende, at det indledtes med den amerikanske nationalmelodi før den canadiske.
Her foregik øvelsen med den forulykkede bus og de nervegasforgiftede grise. Hvad jetflyet gør lige der i nærheden af »en landevej« vides ikke, men det er jo nok med i en anden øvelse. Fotos: Jimmy Mogensen med flere. HÆRNYT 4-2006
Side 17
Situationen i det danske bataljons ansvarsområde i Kosovo er rolig, men spændt. De politiske drøftelser om Kosovos fremtidige status er sat på »stand by«, indtil det serbiske parlamentsvalg er overstået i januar 2007. Der er således ikke udsigt til, at der vil forekomme markante ændringer i det politiske billede, så længe Hold 15 er indsat i missionen. De serbiske og albanske politikeres farverige retorik afstedkommer ikke de store reaktioner blandt de almindelige borgere, idet man er mere fokuseret på vinterens komme med deraf følgende udfordringer med at skaffe til dagen og vejen.
Mens vi venter på fr
remtiden for Kosovo
Affyringen af dette Stinger-missil kunne være initieret af et radarbillede leveret af for eksempel et AWAC-fly. Ny software betyder, at dansk luftværn er helt fremme i skoene – og nu vil man gerne vise, at man kan bruge det nye grej.
Ny software ruster artilleriet til internationale missioner Af Morten Fredslund journalist, tekst og foto
Luftværnsmissilafdelingen under Danske Division har fået nyt software, der i grove træk linker Stinger-skytten op på informationer fra AWAC-fly, skibe og afdelingens radarer. Med to fuldtræffere mod opskudte målraketter i Oksbøl skydeterræn markerede Stinger-skytter den 21. november indledningen til en ny æra for Luftværnsmissilafdelingen ved Danske Division.
Side 20
Skarpskydningen var den første efter en spritny, omfattende opdatering af enhedens software fik det blå stempel i uge 45. - Med det nye system kan vi ud over informationerne, som vores egne radarer henter ned, nu også hente informationer om bevægelser i luftrummet fra AWAC-fly, skibe og radarer i andre enheder. Det giver et mere præcis billed af, hvad der flyver rundt deroppe. Samtidig betyder opdateringen, at alle tilkoblede monitorer i afdelingens enheder får nøjagtig samme billede. - I princippet flyder informationer fra eksempelvis et AWAC-fly nu direkte ud til luftværnsgrupperne, hvor Stinger-skytterne er placeret, fortæller premierløjtnant Simon H. Petersen, mens han viser rundt,
inden skarpskydningen. Simon H. Petersen er tjenestgørende ved Hærens Ildstøtteskole og ankermand på det nye software, der har været under udvikling siden 2002 og er leveret af Terma i Lystrup nær Århus. - Nyudviklingen er mest omfattende på kommunikationssiden og på netværksdelen. Det betyder, at alle afdelingens enheder nu taler samme sprog og kan se det samme radarbillede. Systemet er blevet Windows-baseret og dermed mere brugervenligt. Undervejs er en række mindre features også blevet forbedret – helt ned til små detaljer som hvilken farve en lille lampe skal lyse, og at et bestemt symbol på monitoren skulle se ud som et jagerfly, fortæller Simon H. Petersen og tilHÆRNYT 4-2006
føjer: - Men det betyder allermest, at vores luftværnskontrolsystem nu er blevet meget, meget anvendeligt i internationale missioner, fordi vi nu kan »tale sammen« med eksempelvis AWAC-fly og skibe. Med eller uden våben Oberstløjtnant Vagn Søgaard Petersen, der er chef for Luftværnsafdelingen ved Hærens Ildstøtteskole, som har haft ansvaret for udviklingen af det nye kommando- og kontrolsystem i samarbejde med Hærens Materielkommando og Terma, peger også på selve opkoblingen til systemet som en af de væsentligste forbedringer. - Vi har fået et netværksbaseret system, hvor de enkelte komponenter og enheder kan kobles sammen via DEOS 2000 over lange afstande. Det betyder, at vi ikke længere udelukkende er afhængig af traditionelle kabelforbindelser og VHF-radioer. Nu kan allierede enheder i eksempelvis internationale missioner også koble sig på vores kontrol- og varslingssystem. Det eneste der kræves er, at allierede enheder overholder internationale standarder. Og det øger vores anvendelighed i internationale missioner betydeligt, siger Vagn Søgaard Petersen, og tilføjer: - Især fordi vi nu også har kapaciteten til at udføre effektiv kontrol af luftrummet. I Afghanistan og Irak er der ikke så mange fjendtlige fly at holde styr på, men der er jo masser af allierede fly i luften, som vi kan hjælpe med at identificere, så de ikke bliver skudt ned af egne styrker eller støder sammen, hvis eksempelvis et jagerfly og en helikopter går i luften på samme tid. Samtidig kan vi løse mange af de andre militære opgaver som for eksempel uddannelse af sikkerhedsstyrker, transportopgaver og vagttjeneste, når der ikke er brug for kontrol af luftrummet. Så systemet er såvel meget fleksibelt som modulært, og det er brugbart i internationale missioner såvel med som uden våben. Længes efter udstationering Netop reelle opgaver i forsvarets internationale missioner er noget, personellet ved artilleriet har sukket efter i årevis. - Det vil være helt super, hvis vi snart fik en opgave i en af de internationale missioner og dermed noHÆRNYT 4-2006
get skarp træning. Missilgrupperne har været klar siden ’93, da man gik ud og købte udstyr for netop at kunne bistå ude i missionerne. Det er jo også det, som danske soldater skal kunne i dag, og opdateringen her betyder helt klart, at chancerne for en udstationering er blevet større, siger oversergent Mikkel A. Pedersen, der er kryptobefalingsmand ved Kontrol- og Varslingsbatteriet fra Luftværnsmissilafdelingen ved Danske Division. Ud over opgaven ved kryptoudstyret er han også stillingsansvarlig i forhold til opstilling af radarer, antenner, ydre signalforbindelser, sløring og sikring, ligesom han også bistår personellet på luftværnscentralen, hvor man har det forkromede overblik over alle bevægelser i luftrummet i et givet
ansvarsområde. Det er her, slagets gang styres, og herfra der gives ordre til Stingermissilgruppen om at åbne ild mod et fly eller missil i ansvarsområdet. Færre stopskilte - Det nye system er meget fleksibelt og brugervenligt. Og så er der ikke så mange stopskilte, som vi oplevede med det gamle, der havde tendens til at stå af, når det blev hårdt belastet. Husk på, at luftvarslingscentralen også er central for alle signalforbindelser mellem enhederne, og her er der også sket væsentlige forbedringer. Så alt i alt har vi fået et system, som alle vi, der arbejder med det, er meget tilfredse med. Og det må jo være det vigtigste, at brugerne af systemet er tilfredse, siger Mikkel
Premierløjtnant Simon H. Petersen har bidraget væsentligt til den ny software med ikke færre end 150 ændringsforslag, der har medvirket til at gøre systemet bedre, end det var i første udgave.
Side 21
A. Pedersen og tilføjer: - Hidtil er personel fra enheden blevet udsendt i helt andre funktioner end dem, vi er uddannet til. Det er OK at være kører i Kosovo – men vi vil hellere arbejde i de funktioner, som vi er uddannet til og virkelig er gode til. Så det ser vi frem til, siger Mikkel A. Pedersen. Brugervenligt system Det samme gør chefen for de 122 soldater i Kontrol- og Varslingsbatteriet, kaptajn Kasper Hovgaard, der netop er vendt hjem fra seks måneders udstationering i Kosovo. - Vi håber meget, at chancerne nu er blevet større for, at vi bliver udstationeret sammen med det materiel, vi er uddannet på. Det har længe været et stort ønske blandt alle i enheden, siger Kasper Hovgaard. - På trods af, at vores område er meget teknisk, er det fremover forholdsvis let at sætte nye folk ind i, hvordan systemet fungerer. Og med den interesse, som de unge i dag har for computere og IT, tror jeg bestemt ikke, at det i fremtiden bliver svært at motivere folk til at prøve kræfter med et job ved kontrol- og varsling. 190 ændringsforslag Simon H. Petersen har været involveret i udviklingen af det nye system, der blev indledt i 2002 og varede frem til 2004, hvorefter man gik i gang med testfasen og tilpasninger, der har stået på frem til uge 45. - Da vi fik opgaven at komme med input, var der en del ting, hvor man da tænkte, at det her kunne man altså godt lave noget smartere. Så jeg indsendte ti A-4 sider med 190 forslag til ændringer. Og siden har jeg rejst i pendulfart mellem Varde og Terma for at kvalitetssikre og udvikle systemet. Og ikke mindst teste, teste og teste. Nogle har endda spurgt, om jeg havde fast tjenestested hos Terma, så meget jeg var væk, siger Simon H. Petersen med et bredt smil.
såkaldte Joint Link Converter. Det er her, en del af informationerne til enhedens samlede luftbillede indhentes fra forskellige eksterne radarer, AWAC-fly, skibe og andre allierede enheder. Informationerne danner, sammen med luftværnsmissilafdelingens egne radarer, et oversigtsbillede over, hvor mange og hvilke fly, der befinder sig i det danske luftrum eller i luftrummet i et bestemt ansvarsområde. - Du kan se prikken med betegnelsen 0001. Det er et AWAC-fly, som i øjeblikket flyver over Danmark. Og den blå dér med betegnelsen 6251 er en civil airliner, forklarer Simon ivrigt, mens han peger på symbolerne på den skarpttegnende monitorskærm, hvor der ud over selve oversigtskortet også er en bar i højre side, hvor oplysninger om de konkrete fly kan studeres nærmere. Den civile airliner er døbt »friendly«, mens to grønne symboler oppe i Sverige er døbt »Zombi«", der er betegnelsen for fly fra neutrale lande. - Man kan holde meget lange foredrag om, hvordan man identificerer fly i luftrummet. Men alle fly udsender en kode, så man kan identificere dem. Så de fly, der slukker for den sender, der viser koden, er i princippet fjender, mens de øvrige er venner, fortæller
Simon H. Petersen. Blandt verdens bedste Han er for nylig vendt hjem fra en messe med forsvarsmateriel i Paris. Men selv om udbudet var stort, var der ikke noget, der umiddelbart kunne tåle sammenligning med det system, som Danske Division råder over i dag. - Både de briter, amerikanere og tyskere, der fik demonstreret vores system var meget, meget imponerede. Og lige nu råder vi utvivlsomt over et af verdens bedste kommando- og kontrolsystemer til luftforsvar. Det er så effektivt, at det også kan bruges til luftrumsovervågning af eksempelvis en »No Flight Zone« i eksempelvis Afghanistan eller grænseområdet mellem Israel og Libanon. En opgave, der hidtil har været forbeholdt personel fra flyvevåbnet. Men i stedet for at have et F-16 fly på vingerne til 50.000 kr. i timen, er et batteri fra kontrol- og varsling i dag ligeså egnet til den opgave for langt færre midler, når Simon H. Petersen at fortælle, inden to Stinger-skytter fra 1. Luftværnsmissilbatteri indleder den ny æra for Luftværnsmissilafdelingen med to fuldtræffere mod flyvende mål i skydeterrænet ved Oksbøl.
Svenske zombies Omkring 150 af Simon H. Petersens forslag er i dag ført ud i livet i det nye kommando- og kontrolsystem, CWS-Flex, hvis hjerne er luftværnscentralen. Et af de køretøjer, der kan kobles på luftværnscentralen, er den
Side 22
HÆRNYT 4-2006
Ny fane til DAR og ny estandart til JDR
Kongehuset har i oktober været ude med en ny fane og en ny estandart. Danske Artilleriregiment fik sin nye fane overrakt af Hendes Majestæt Dronningen, mens Jydske Dragonregiment fik sin estandart overrakt af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Samtidig blev Dronningens Artilleriregiments og Kongens Artilleriregiments faner tildækket, og i Holstebro markerede estandartoverrækkelsen den endelige sammenlægning mellem Jydske Dragonregiment og Prinsens Livregiment. Foto: Tommy Bruhn og DAR. HÆRNYT 4-2006
Side 23
Genbegravelse af Enkekejserinde Dagmar Af H. Schirrmacher kaptajn, Den Kongelige Livgarde Genbegravelsen af Enkekejserinden var på mange måder mere end blot en ceremoniel begivenhed i rammen af den blå tjeneste ved Den Kongelige Livgarde. Det var også en begivenhed med et element af værnsfælles samarbejde mellem Hæren og Søværnet. Den fjerne dundrende lyd af kanonsalutterne fra sixtus batteriet på Holmen, blandede sig svagt med tonerne fra »I Danmark er jeg født«, da det fleksible støtteskib, Esbern Snare, majestætisk satte sig i bevægelse og dermed indledte sidste del af Enkekejserinde Dagmar rejse mod hendes elskede Rusland. Kistebæreholdet, bestående af fem officerer fra den Russiske Præsidentgarde og fem Livgardeofficerer, står på dækket med front mod Gardehusarregimentets hesteskorte, Livgardens musikkorps og æreskompagniet. Fornemmer man mon historiens vingesus? Det kunne vi i hvert tilfælde. Da vi var nået ud i rum sø og var gået under dæk, blev vi alle enige om, at nakkehårene rejste sig, og man havde da også haft en lille klump i halsen. En fuldendt afslutning på dagens begivenheder, hvor nervøsiteten og nerverne praktisk talt
havde siddet uden på uniformen hele formiddagen. Op til selve ceremonien i Roskilde Domkirke havde vi på bedste militær vis gennemført rekognoscering, indøvelse og atter indøvelse indtil alle greb, løft og marchtrit sad på rygraden. Det foregik i gymnastiksalen på Høvelte kaserne. God oplevelse til søs Ud over den fantastiske oplevelse, det har været at være med ved sådan en begivenhed, var det en udmærket måde at stifte bekendtskab med Søværnet, som på bedste vis sikrede os et super godt ophold om bord. Desuden gav det god indsigt i de fremtidige værnsfælles muligheder, som støtteskibskonceptet rummer. Opgaven som kistebærer eller andre ceremonielle opgaver i rammen af den blå tjeneste står på mange måder i skarp kontrast til dagligdagen som officer ved Den Kongelige Livgarde, men det er også udtryk for den alsidighed, som tjenesten indebærer. Den ene dag bevæger du dig rundt ude i felten iført fuld feltmæssig, og dagen efter kan du være vagthavende officer på eksempelvis Amalienborg, hvor kampuniformen er skiftet ud med bjørneskindshue, sabel og små sko.
Der lå flere dages øvelse forud for selve afskibningen af enkekejserinden. Livgarden var til lejligheden i »blå«, mens gardehusarerne vanen tro var til hest i galla.
Side 24
HÆRNYT 4-2006
Nyt materiel på vej ind i hæren EAGLE IV, multifunktionskøretøj er på vej ind i Hæren her i 2006. 21 stk. leveres i år og efterfølgende vil Hærens Materielkommando modtage seks stk. pr. måned. Den endelige udleveringsplan er pt. ikke udarbejdet, men forventes tilendebragt inden jul. Udlevering af det nye køretøj vil ske i prioritetsorden Internationale operationer, NATO Response Force (NRF) og øvrige. Det påregnes, at udleveringen af
EAGLE IV vil ske sammen med tilgangen af Overhead Weapons Station (OHW), hvor der er anskaffet over 100 stk. med levering i 2007 til blandt andre Piranha og Pansret Patruljekøretøj. Arbejdet vedrørende fordeling heraf vil ske med i tæt samarbejde med de operative myndigheder og
skoler. Det skal bemærkes, at OHW kan flyttes fra køretøj til køretøj. Det er Hærens Operative Kommandos hensigt at disse løbende tages i brug i 2007. Det er dog HOK vurdering, at EAGLE IV med OHW først er fuldt ud deployérbar fra primo 2008.
Den megen tale om nyanskaffelser til hæren er nu ved at blive omsat til praksis. I hvert tilfælde er der både nye køretøjer, våbensystemer og ubemandede fly lige på trapperne. Øverst Infanterikampkøretøjet CV 9035 og til venstre Eagle IV, der netop nu ruller ind hos Hærens Materielkommando med udlevering for øje straks i det nye år.
Ubemandet fly snart operativt HOK har købt 12 stk. systemer UAS (ubemandede fly) af typen Raven, som fordeles med tre stk. til Jægerkorpset og resten som troppeforsøg ved Hærens Ildstøtteskole. Det er hensigten, at troppeforsøget gennemføres ved udsendte enheder. Herved får enhederne en kapacitet, der umiddelbart kan indsættes. Troppeforsøget har ingen strukturelle konsekvenser. Det vil sige, at der er tale om materiel, som anvendes i den eksisterende organisation. HÆRNYT 4-2006
Den samlede pris er ca. 19 mio. kr., hvoraf de 15 mio. kr. inddækkes via materielanskaffelsesplanen for 2006. Systemet er mandbårent, og transporteres i en kuffert og/eller i en rygsæk. RAVEN er et velafprøvet system, der indgår i UA Army i Irak og Afghanistan på bataljonsniveau. US Army har bestilt 3000 sæt. Raven kommer til Danmark i januar eller februar og kan umiddelbart udleveres til enhederne.
Side 25
Sergentskolens chef, oberstløjtnant Viggo Ravn, inspicerer sin parade ved sergentskolens fødselsdag 1. oktober. Foto: Thomas Jensen, HSGS.
80 år i Sønderborg:
Sergentskolen producerer folk, der får ting til at virke 1. oktober var det 80 år siden, at Fodfolkets Sergentskole flyttede ind på kasernen i Sønderborg. Siden da er byen og skolen vokset sammen i en sådan grad, at sønderborgenserne i daglig tale siger »vores sergentskole«. Det er skolen selvfølgelig både glad for og lidt stolt over, fordi det betyder accept af såvel skole som det produkt, der kommer ud af den. Skolens kerneprodukt og det, som alting fokuseres på, er uddannelsen af sergenter, som er helt afgørende for hærens virksomhed. Det er måske ikke sergentgruppen, der træffer de største og mest omfattende beslutninger om hærens fremtid, men det er til gengæld dem, der får tingene til at virke i dagligdagen. - Det er gruppeføreren, der i kampsituationer på stedet skal træffe beslutninger, det er oversergenten, der gennem sit faglærervirke skaber forudsætninger for, at delingens personel er i stand til at løse de opgaver, den bliver pålagt, og det er seniorsergenten, der inden for administration, uddannelse eller andre specialer løser et utal af opgaver, som er helt nød-
Side 26
vendige for at holde hjulene i sving, siger skolechef, oberstløjtnant Viggo Ravn. Du husker altid »sergent Hvas« En ting, man aldrig glemmer, er den første dag i forsvaret, som står mejslet ind i alles erindring, på grund af den enorme kulturforandring, man blev udsat for. Blandt de første stærke indtryk er oplevelsen af ens stuekommandør, sergent et-eller-andet – for lidt ældre soldater muligvis »sergent Hvas«. En anden ting man heller aldrig glemmer, er de lærere, man havde på sergentskolen. Det er personer, som bevidst eller ubevidst er kommet til at virke som rollemodeller for ens egen fremtidige virke som befalingsmand. På Sergentskole Sønderborg er der netop en sådan stab af velkvalificerede og erfarne lærere, som på fremragende vis varetager det ansvar, de har for at præge eleverne, og som samtidig har det privilegium, at der er en stor gruppe mennesker, som vil huske dem til deres dages ende.
Opstod efter genforeningen Historisk set startede skolen på bakken som hjemsted for Sønderjydske Kommando, der rykkede ind i maj 1920. Den indrettede sig sammen med en bataljon i den sydlige del af kasernen. Senere blev det til et regiment og en bataljon i den del af kasernen, som i dag kaldes Regimentskasernen. Den nordlige del af kasernen blev i 1920 indrettet til skole og behandlingssted for krigsinvalider fra 1. Verdenskrig. Det blev så besluttet, at 1. oktober 1926 skulle Fodfolkets Sergentskole flytte ind på den nordlige del af kasernen i Sønderborg, det der i dag kaldes Skolekasernen. De 80 år er ikke gået upåagtet hen over bygninger og lokaler, men en bevidst vedligeholdelse gennem årene har betydet, at kasernen i dag er så god, som den nogensinde har været og en ypperlig repræsentant for regeringens ønske om at blive længere på arbejdsmarkedet.
HÆRNYT 4-2006
Chefrokader
Det har været skiftedag for flere chefer i hæren henholdsvis 29. november og 1. december. I Hærens Operative Kommando overtog oberst Christian Arildsen (øverst til venstre) posten som chef for Udviklingsdivisionen efter oberst Peter Bartram, der samtidig overtog kommandoen over 1. Brigade (her over). Ved samme lejlighed modtog den ny brigadechef en embedsfane, der blev overrakt af chefen for forstarsstaben, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen. Den tidligere chef for 1. Brigade, brigadegeneral Agner Rokos, blev udnævnt til generalmajor og overtog posten som chef for NATO´s træningscenter i Bydgoszcz. Her afløste han generalmajor Peter Kühnel, der i stedet blev chef for Danske Division (til venstre). Kühnel afløste generalmajor Knud Bartels som divisionschef, idet Bartels, som nu er dansk repræsentant ved NATO´s hovedkvarter i Bruxelles. HÆRNYT 4-2006
Side 27
Regioner trimmet med øvelsesbesøg fra HOK Hærens Operative Kommandos »rejsehold« har testet stabsprocedurer i regionsstabe i forbindelse med en mulig skarp opgave relateret til NRF 10 Hektoliter kaffe, sodavand og læssevis af sandwiches og frisk frugt har holdt maven i ro og hovedet i orden hos fire totalforsvarsregioner, der gennem 2006 har haft besøg af et kontrolstabhold fra Hærens Operative Kommando (HOK). Formålet har været at se, hvor den enkelte region stod i forhold til HOK opgavekompleks. Der har været vist god indleven og gode planer, selv om der også har været plads til et drillende: - Jeg synes nu godt, at situationen kunne være ridset op via en »Anders And-tegning« (en meget enkel tegnet skitse) støttet af en bedre udnyttelse af en tidslinie.
For omtrent sådan har det også lydt fire gange, når enten chefen for Hærens Operative Kommando eller chefen for Operationsdivisionen har givet umiddelbar feed back til chef og stab ved fire af de fem totalforsvarsregioner. De hører under HOK i den operative struktur, og med fire ens opgaver har Totalforsvarsregion (TFR) København, TFR Sjælland, TFR Fyn, Sydog Sønderjylland samt TFR Nord fået testet deres indleven i HOK opgavekompleks. Den sidste TFR, Midt, er under implementering og der sættes først lup på midtjyderne i løbet af 2007. Bortset fra den særlige forkær-
lighed for Anders-And skitser har der været mest ros til de regionale stabes arbejde. Opgaven har i alle tilfælde været relateret til en udsendelse af NATO Response Force (NRF) til et uro-område, i dette tilfælde Afrika. I den forbindelse opereres der dels med forskudt udsendelse (forkommando og hovedstyrke) og dels transport ad søvejen med materiel og fly med personel. Nu er det så heldigt, at alle totalforsvarsregioner har både en havn (Sea Port of Embarkation) samt adgang til en lufthavn (Air Port of Embarkation), og derfor kan lokalkendskabet udnyttes fuldt ud. Og det bliver det helt igennem fra chef til yderste led over Trafikkontor til Trafikkontrolposterne. Det eneste, der ikke har været prøvet i en fremtrædende rolle er CBRNspillet (opgaver med kemiske, biologiske, radioaktive og nucleare midler), idet spillet foregår i et fredeligt miljø, hvor der højst optræder nogle herboende (mulige) aggressive beboere fra de uro-ramte lande. Opgave med overraskelser Opgaven gives som en HOK-befaling til den aktuelle TFR, der så har et antal timer til at holde stabsmøder, udarbejde befaling og træffe de forberedelser, der måtte være nødvendige. For at sikre, at opgaven er løst tilfredsstillende, kører der på dag to en række situationsspil, hvor kontrolstaben fra HOK konfronterer sta-
Totalforsvarsregion Nords chef, oberst Bjørn Bruun, afstikker retningslinierne for stabsarbejdet i forbindelse med udskibning af NRF fra havnen i Frederikshavn. Fotos: K.-I. Bæk
Side 28
HÆRNYT 4-2006
O-gruppen afleverer deres overvejelser til stabschefen. Fra venstre chef O, major Søren G. Jacobsen, Militærjuridisk rådgiver, Allan Sørensen, OO kaptajn Dion Wesenberg og ingeniørofficeren, major Michael Heide Jørgensen.
ben med mulige svagheder i dens plan. Et af de springende punkter har for hovedparten af regionerne været, at man har forudsat, at man kunne aktivere et antal hjemmeværnskompagnier, men så let går det ikke. Når situationsspillet skal gå i gang, får staben den ubehagelige kendsgerning serveret, at opgaven ikke kan løses med aktiverede, men skal baseres på brug af de folk, der kan skaffes fra de forskellige distrikter og kompagnier her og nu (internt kaldet »frivillige-frivillige«). Det betyder ofte betydelige justeringer til den udgivne befaling. Desuden har problemer med logistik og bevogtning samt antydninger i pressen om forestående begivenheder, der vil lægge beslag på store styrker fra politiet (og dermed muligvis hjemmeværnet) givet ekstra liv til situationsspillene med »opdukkende mål«, når det nu lige var ved at gå godt. Ud over den rent militære operation trænes regionernes informationschefer. I en situation, hvor der skal bruges »frivillige-frivillige«, er det vigtigt, at der ligger en plan for, hvordan man hurtigst muligt får informeret regionens frivillige om behovet for, at de møder op, men
også en stor opgave i at motivere og få arbejdsgivere til at forstå og acceptere, at nogle af deres ansatte måske har brug for nogle få fridage til at yde en indsats for landet. Også den del af spillet kører fornuftigt. Vi kommer igen For Hærens Operative Kommando ligger der også et udbytte af disse besøg hos regionerne. - Vi udbygger det personlige kendskab og sikrer, at de arbejdsprocedurer, som den enkelte region anvender, er i overensstemmelse med de bestemmelser, som HOK har udgivet, siger chefen for Operationsdivisionen ved HOK, oberst Henrik R. Sommer. - Gennem vore besøg og opgaver til regionerne sikrer vi kvalitet i arbejdet, og at regionerne kan løse opgaver og håndtere situationer, der ligger ud over det daglige, hurtigt og korrekt. Det kan for eksempel være hjælp til politiet eller andre myndigheder. Det gælder altså om at kunne leve sig ind i de opgaver, som HOK giver, både når det gælder hjælp mod en stormflod eller en situation, der kræver en forøgelse af beredskabet i Danmark. HOK´s besøg ved regionerne er
sat i system og gennemføres én gang årligt. - Vi skal sikre, at det nationale beredskab er på plads og de nødvendige kapaciteter er til stede. - Derfor kommer vi også på besøg i 2007. Hvad opgaverne da vil være, kan jeg ikke røbe på nuværende tidspunkt. Men de skal nok blive interessante, siger Henrik Sommer.
Regionschef, oberst Bjørn Bruun, lytter til fremlægningen efter stabsmøde 2. HÆRNYT 4-2006
Side 29
Et kontinent i krig Europas historie gennem 1000 år Et kontinent i krig fortæller den dramatiske historie om de talrige indre magtkampe i Europa gennem de seneste 1000 år og analyserer, hvorfor de europæiske stormagter aldrig har kunnet udslette hinanden, men derimod havde succes med at etablere et europæisk verdensherredømme. Vi følger Europas historie gennem de mange krige, nye landes opståen, religiøse konflikter og fra den første altomfattende europæiske storkrig, Trediveårskrigen fra 1618-48 og op til 2. verdenskrig. Lars Hovbakke Sørensen Forlag: Ascehoug ISBN: 87-11-11840-7 248 sider, Indbundet, Vejl. kr. 299,00
Dræbt i krig Den 1. oktober 2005 om formiddagen blev premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand dræbt af en vejsidebombe ved Al Harta i Sydirak. Han blev 21 år. Bjarke var delingsfører i et panserinfanterikompagni, der kom til Basraområdet som hold 6 den 12. august samme år. Den ulykkelige hændelse har hans far, Johan Kirkmand, skrevet en bog om. 64 sider, illusteret Cirka kr. 129,00 indbundet ISBN 87-91345-72-3 Forlaget Documentas Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste har som seneste udgivelse i en lang række tema-hæfter udgivet »Krigens teknologi«, skrevet af den tidligere major og tv-kommentator, Svend Bergstein. Bogen indeholder blandt andet afsnit vedrørende militære operationer og organisationer, begrebet kampevne, våbensystemer, effektbaserede operationer og meget mere. I samme serie er tidligere udkommet hæfter, der omhandler dansk sikkerhedspolitik udført gennem missioner rundt om i verden. Hæfterne kan mod betaling af forsendelsesomkostninger rekvireres ved Forsvarets Mediecenter Daneskiold-Samsøes Allé 1. Holmen 1434 Kbh. K
Side 30
HÆRNYT 4-2006
Udsendinge for fred For tusinder af danske mænd og kvinder er Gaza, Congo, Cypern, Bosnien, Kroatien, Eritrea, Afghanistan og Irak ikke blot navne på verdenskortet. Det er steder, hvor de har investeret en del af deres liv for at gøre en aktiv indsats for freden. Både menige og officerer i forsvaret bidrager til at tegne billedet af, hvordan det er at være dansk soldat ude i verden. Ole Luk Sørensen, Kasper Søegaard og K. G. H. Hillingsø Udsendinge for fred 208 sider, illustreret, Cirka kr. 299,00 indbundet ISBN 87-91345-69-3 Forlaget Documentas
I krig for freden Folk&Forsvar har udgivet bogen »I krig for freden«. Bogudgivelsen medvirker til markeringen af, at det 7. november var 50 år siden, man oprettede det første danske FN-kommando. »I krig for freden« rummer en lang række faktuelle oplevelser og holdninger fra danskere, som på et personligt og menneskeligt plan netop kan sætte Danmarks FN-arbejde i fokus. Claus Arboe-Rasmussen Folk&Forsvar ISB: N87-987619-3-5 – 192 sider Bogen tilsendes omkostningsfrit mod dækning af porto, forsendelsesemballage og ekspedition, 100 kroner. Folk&Forsvar, Trommesalen 3, 1614 Kbh. V.
Legater fra Anders Lassen Fonden Der blev uddelt tre legatportioner i forbindelse med Anders Lassen Fondens ti-års jubilæum først i november. To til personlige modtagere og en legatportion til et socialt netværk. Det var Hans Kongelige Højhed, Kronprins Frederik, der sammen med kronprinsesse Mary delte legatportionerne ud ved en middag på et hotel i København. Premierløjtnant af reserven, Jakob Hou Larsen, som blev såret i Irak i august i år modtog 25.000 kroner, Jægerkorpsets Sociale Netværk fik 50.000 kroner, mens en tjenstgørende jægersoldat modtog 25.000 kroner. Ud over dagens legatmodtagere var alle tidligere modtagere til stede med undtagelse af én, som på tidspunktet gjorde tjeneste i Afghanistan. Anders Lassen Fonden blev oprettet i 1996 på initiativ af jægersoldat Nicolai Moltke-Leth og har siden HÆRNYT 4-2006
1998 uddelt i alt 17 legatportioner. Fondens opgave er blandt andet at belønne betydningsfuld militær indsats samt at støtte og opmuntre tilskadekommet dansk personel. Det er Jægerkorpset, der administrerer fonden, som har navn efter major Anders Lassen. Under anden verdenskrig gjorde Anders Lassen tjeneste som frivillig ved Special Boat Service, det legendariske, britiske specialkorps, som blandt andet opererede i Middelhavet. Major Anders Lassen blev dræbt den 9. april 1945 ved Comacchio i Italien i en operation, hvor han ene mand nedkæmpede en tysk maskingeværstilling. Den 24-årige major blev dødeligt såret, me insisterede på at blive efterladt for at sikre, at resten af patruljen kunne slippe væk. For den indsats modtog han posthumt Viktoriakorset – den højeste militære hædersbevisning for britiske soldater.
Side 31