HRN_01_2009 by Hæren

Hæren Nr. 1 | 2009 | 19. Årgang

Side 20

Jægerne på dybt vand Det er ikke for børn at hænge under en helikopter midt ude i Kattegat med et lille patruljeskib fra søværnet 25 meter under sig – det er for jægersoldater!

Side 12

Det giver ro, når støtten er på plads Mød batterichef Jan Haick, som havde kommandoen over de støttevåben, som skabte sikkerhed i Helmand.

Indhold

Side 12

En hær i balance – og vejen dertil..... side

Pengene skal hen, hvor opgaverne er............................... side

Kort nyt................................................ side

– sådan mener socialdemokraternes forsvarsordfører og medlem af Forsvarskommissionen, John Dyrby Paulsen

Godt at få læsset af efter ildkamp med Taleban.......................... side 10 Det giver ro, når støtten er på plads....................... side 12 FAC i absolut jordhøjde....................... side 14

– tag med Rasmus Knudsen, oversergent og Forward Air Controller, til fronten i Afghanistan

Side 10

Royal begejstring over realismen...... side 16 – forberedelser og udsendelser af danske soldater til internationale missioner

Et skarpt job at være politimand i forsvaret......................... side 18 Jægerne på dybt vand......................... side 20

Det er ikke for børn at hænge under en helikopter – det er for jægersoldater!

Side 16

Danskere i felthospitalet................... side 22 Vigtigt med hærfolk ved bordet når der planlægges flystøtte.............. side 24 Et hektisk år venter på det nationale plan............................... side 26 Hæren har egen udgave af ”Gentlemen of the Press“.................. side 28

Side 6

Fra skolebænk til slagmark................ side 30

Gymnasieelever fra hele landet smed blyant og viskelæder og drog på eventyr med Hærens Officersskole

Side 14

Besøg HOK’s hjemmeside på:

www.forsvaret.dk/hok eller www.hok.dk Kommentarer eller idéer til Hæren samt evt. forsendelse kan rettes til redaktionen på 97 10 15 50, lok. 7035 eller på e-mail til hok-presse@mil.dk

Redaktion Ansvarhavende redaktør: Oberstløjtnant Steen Møller Petersen Ledelsessekretariatet Hærens Operative Kommando Redaktionsgruppe: Journalist Kaj-Ivan Bæk Tlf. 97 10 15 50 tast 7038 Major Poul-Erik E. Andersen Tlf. 97 10 15 50 tast 7031 Presseofficer Hans Vedholm Tlf. 97 10 15 50 tast 7034

Hæren nr. 1 | 2009

Abonnement: Seniorsergent/Red.sekr. Ole Nielsen, tlf. 97 10 15 50 tast 7035

Layout | produktion GB Grafisk

Foto

ISSN 1902-5734

Hvor fotografens navn ikke er angivet, tilhører ophavsretten forfatteren eller redaktionen.

Oplag | Udgivelser Udkommer seks gang årligt - oplag 20.000 stk. Årsabonnement kr. 125,Bladets artikler må gengives, når kilden angives.

Tryk CS Grafisk

Hærens Operative Kommando Presse- og Informationssektionen www.forsvaret.dk/hok e-mail: hok-presse@mil.dk

Hæren

LEDER

Brug den sunde fornuft Af Niels H. Bundsgaard, generalmajor Chef for Hærens Operative Kommando

- Det er med stolthed – men også ydmyghed – at jeg overtager kommandoen over Hærens Operative Kommando. Sådan siger den nytiltrådte chef for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels H. Bundsgaard. - Min ydmyghed skyldes først og fremmest den store opgave, det bliver at lede hæren i en tid, hvor vores udsendte enheder deltager i de hårdeste kampe i nyere tid, samtidigt med at vi prøver at forberede hæren til fremtidens opgaver. Men samtidigt er jeg meget stolt over at skulle være chef for en hær, der gennem de seneste år har vist, at den kan løse alle de opgaver, som det kræver at være en moderne landstyrke. - Du overtager hæren midt i de skarpeste operationer i næsten 150 år. Hvordan har du det med det? - Jeg tror på den opgave, vi er sat til at løse – også selvom prisen kan være høj. Og jeg kan til fulde stå inde for de soldater, vi sender ud. De får en rigtig god uddannelse og medbringer noget af det bedste materiel, der kan købes for penge. Ofte betydeligt bedre end det materiel, vores allierede benytter. Derfor er jeg også klar til at påtage mig det ansvar. - Hvad er dit indtryk af den hær, du nu har overtaget ansvaret for? - Vores udsendte soldater udfører et fremragende stykke arbejde, ofte under særdeles vanskelige betingelser. Men der er heller ingen tvivl om, at den intense indsats har tæret hårdt på både vores personel og materiel. Det har medført, at vi har mistet en betydelig del af vores erfarne personel, og samtidigt mangler vi væsentlige materielgenstande. Derfor er det også vigtigt, at der bringes balance i hæren både på personel- og materielsiden. Sagt med andre ord, hvis ikke vi får de nødvendige midler til at opretholde det nuværende engagement, ja så må ambitionsniveauet sænkes, så der igen kommer balance i tingene. - Der har været en del kritik ude i hæren af de vilkår og rammer, den daglige uddannelse sker under. Hvad kan gøres bedre? - Jeg forstår udmærket kritikken af de vilkår, der arbejdes under flere steder i hæren ikke mindst i betragtning af vores mangel

på både hænder og materiel. Det er også utilfredsstillende. Men det er vigtigt at huske, at kritikken oftest er et udtryk for, at man gerne vil løse opgaven bedre og dermed et udtryk for en stor loyalitet over for opgaven – at producere de bedst mulige enheder til hæren. Derfor er det også afgørende, at vi får rettet op på forholdene hurtigst muligt. Vi har allerede startet en øget produktion af samtlige personelgrupper, og det skulle gerne betyde, at vi ganske snart bliver flere til at løse opgaverne. Det er også vigtigt, at vi får det nødvendige materiel hurtigst muligt, så vi dermed kan skabe bedre vilkår under uddannelsen. Det skulle gerne bringe ro og arbejdsglæde tilbage i enhederne. På lidt længere sigt handler det om næste forsvarsforlig, hvor nøgleordet for hæren er balance. Det drejer sig – for mig at se – ikke om, hvor stor hæren skal være, eller om vi nu skal have kampfly eller ej. Det er op til politikkerne at vælge de kapaciteter, som de ønsker at råde over om 10-20 år, hvor ingen af os i virkeligheden ved, hvad der vil være brug for. - Hvad vil du lægge vægt på som chef for Hærens Operative Kommando? - Jeg vil først og fremmest lægge op til, at vi bruger vores sunde fornuft. Eller sagt på en anden måde – at vi behandler tingene som om, det var vores egen forretning. Vi lever i en verden, hvor der er meget fokus på, hvad vi gør, og hvordan vi gør det. Derfor skal vi naturligvis gøre tingene ordentligt, men det må samtidigt ikke betyde, at uhensigtsmæssige regler hindrer os i at bruge vores sunde fornuft. - Et nøgleord for mig er gensidig respekt. Vi er alle sammen en del af den samlede opgaveløsning. Både konstablen, oversergenten og generalen, som alle løser en vigtig opgave. Samtidig tror jeg meget på at delegere og inddrage medarbejderne i arbejdet. Dermed udnytter vi alles ressourcer og skaber samtidig mere arbejdsglæde for alle. Jeg lægger vægt på evnen til at samarbejde, og at alle tager et medansvar for den samlede opgaveløsning. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi ledere er rollemodeller og fremstår som det personlige eksempel for vores soldater, både hvad angår personlig fremtræden, færdigheder og ansvarsfølelse. Kun derved kan man vise vejen for sine ansatte. - Og sidst, men ikke mindst, bliver det vigtigt for mig at fokusere på kommunikation. Medarbejderne skal forstå, hvad vi gør, og jeg skal forstå, hvordan deres hverdag er. I den kommende tid tager jeg derfor rundt og besøger hærens tjenesteder, og der vil det være vigtigt for mig at få en god dialog med alle grupper af medarbejdere. Jeg glæder mig til opgaven.

Hæren nr. 1 | 2009

En hær i

BALANCE

En hær i balance – og vejen dertil Af Christian Arildsen, oberst, chef for Udviklingsdivisionen, HOK Sidste år i Hæren nr. 2 havde jeg et indlæg under overskriften ”Den røde tråd i MVS”. Det var min vurdering, at hæren næppe har været mere klar til at bidrage til forligsprocessen. Baggrunden for min vurdering var arbejdet med at udarbejde delkoncept for hæren og delstudier for hærens tjenestegrene (kamptjeneste, ildstøtte, ingeniørtjeneste, logistik, føringsstøtte osv.). Den interaktive proces, hvor HOK, de operative myndigheder og skolerne gensidigt bidrager til udviklingsarbejdet, er garant for en meget høj kvalitet og bred forankring i hæren. Processen er siden mit sidste indlæg fortsat med udarbejdelse af hærens oplæg til kommende forlig. Udviklingen af hærens oplæg til det kommende forlig er stadig i gang – men hovedindholdet ligger fast. Det altoverskyggende mål med hærens udvikling i kommende forlig er: En hær i balance! Og hvad betyder det så med en hær i balance? Det kan siges meget enkelt. Der skal være sammenhæng mellem de opgaver, hæren skal løse, og de ressourcer der stilles til rådighed. Men virkeligheden er mere nuanceret end som så, hvilket erfaringerne i indeværende forlig med al tydelighed har vist. Under overskriften ”En Hær i Balance” vil jeg pege på de områder, der skal bringes i balance og hvordan.

Hæren nr. 1 | 2009

Vi skal udsende enheder til de internationale missioner med de nødvendige nationale kapaciteter, der gør, at de kan løse opgaverne. Der skal ikke være tvivl om, at vi udsender enhederne med det bedst mulige materiel, vi kan give dem. Sagt med andre ord: Hæren vil udsende robuste enheder, der kan løse opgaver i operationer, hvor situationen konstant ændres. Det skal opnås gennem den bedst mulige uddannelse og udrustning af enhederne. Skal løse opgaver i det fulde spektrum Når vi kigger tilbage på udviklingen i de senere år, er der én ting, vi med sikkerhed kan sige: Vi vil heller ikke i fremtiden med et langt varsel kunne forudsige udviklingen i de internationale missioner. Hverken når det kommer til udviklingen i den aktuelle mission eller i hvilke fremtidige opgaver, hæren stilles overfor. Der er altså et helt grundlæggende behov for, at hærens enheder kan løse opgaver i det fulde spektrum af operationer. Tilsvarende er der et grundlæggende behov for en bred vifte af virkemidler. Billedligt talt skal vi være i stand til at ramme både krop og sjæl hos dem, vi står overfor i missionen. Modstanderens vilje og evne til at kæmpe skal undermineres. Samtidig skal den civile befolknings oplevelse og opfattelse af en forbedret sikkerhedssituation understøttes. Hærens bidrag til de internationale operationer skal til stadighed afpas-

ses den aktuelle kapacitet ikke mindst den aktuelle bemandingssituation og materielinddækningen i enhederne. Det betyder helt konkret, at hærens bidrag til internationale operationer (INTOPS) vil stige i takt med opbygningen af enheder og kapaciteter i forligsperioden. I denne forligsperiode ”toppede” vi længe før, strukturen var på plads og opbygget. Det har slidt hårdt på enhederne og personellet og ikke mindst på vores specialister, der har måttet leve med hyppige udsendelser. Hvis ikke bemandingen følger med den planlagte opbygning, må ambitionsniveauet tilpasses. Flere ”hænder” Hæren skal sikres en bedre bemanding, og vilkårene for rekruttering og fastholdelse skal forbedres. Dette vil ske blandt andet gennem en betydelig forøgelse af ”produktionen” af officerer, reserveofficerer og befalingsmænd ved hærens officersskole, hærens sergentskole og hærens kampskole. Formålet er at sikre enhederne de bedst mulige betingelser for styrkeproduktionen – uddannelsen af soldater og enheder. Samtidigt vil vi sikre, at antallet af specialister øges. Der oprettes flere stillinger, og der vil ske en målrettet indsats for at bemande disse blandt andet gennem et øget antal militære lærlinge. Målet er, at den enkelte skal opleve en tilfredsstillende hverdag, hvor der er ”hænder” nok til at tage fat.

En hær i

BALANCE

Samtidig betyder dette, at målet om tre år mellem udsendelserne bliver realistisk. Store materieltab På materielområdet er hæren nødlidende! Materielanskaffelserne i indeværende forlig har været utilstrækkelige til at dække behovet ved både indsatte enheder og uddannelsen herhjemme. Samtidigt har indsættelsen i først Irak og nu Afghanistan medført en meget voldsom nedslidning af materiel og køretøjer. Alene i 2008 mistede hæren køretøjer for ca. 300 mio. kr. i Afghanistan! Konsekvenserne er, at enhederne, der er i gang med uddannelsen herhjemme, ikke har rådighed over den rette mængde materiel og ofte ikke i den rigtige kvalitet. Det giver vanskelige vilkår for uddannelsen og helt naturligt og forståeligt frustration blandt personellet. Hærens oplæg til det kommende forsvarsforlig indeholder en betydelig og nødvendig forøgelse af materielinvesteringer til blandt andet køb af køretøjer, herunder flere nye pansrede køretøjer, kommunikationsmateriel, våben og personlig udrustning. Hurtig omstilling Den nødvendige fleksibilitet i forhold til udviklingen i missionerne tilvejebringes igennem hærens styrkeproduktion. Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse (HRU) har i den forbindelse vist sig særdeles effektiv og fleksibel. Produktionen kan i princippet med godt et halvt års varsel ændres i forhold til indsættelsesområde og/eller opgavekompleks. Dette så vi eksempelvis i forbindelse med overgangen fra Irak til Afghanistan. I det kommende forlig er det vores oplæg at kombinere HRU med de gode erfaringer, vi har med den Stående Reaktionsstyrke (SRS) – enheder bemandet med fastansat personel. I disse enheder er det muligt at opnå et meget højt professionelt niveau blandt andet inden for anvendelse af komplicerede våbensystemer og køretøjer. Fremadrettet vil vi nyttiggøre det bedste af både HRU og SRS i flere af enhederne eksempelvis i infanterienhederne. Her er det hensigten, at cirka halvdelen af funk-

tionerne, primært de meget uddannelseskrævende, besættes af fastansat personel, og halvdelen besættes med personel, der er rekrutteret fra de værnepligtige i Hærens Basisuddannelse (HBU). Hærens fremtidige struktur Samtidig med, at hæren bringes i balance indenfor de områder, jeg har nævnt tidligere, er der behov for at tilpasse hærens struktur i forhold til vores primære opgave: Bidragene til de internationale missioner med udgangspunkt i bataljonskampgruppen. Den nødvendige fleksibilitet i forhold til styrkeproduktionen understøttes ved at etablere to mere ens brigader. 1. og 2. Brigade sammensættes med hver et antal kampbataljoner baseret på en kombination af SRS og HRU, der opstilles og uddannes målrettet mod udsendelse som robuste bataljonskampgrupper til Afghanistan. I begge brigader indgår kampbataljoner, der med et større islæt af HRU uddannes og opstilles med henblik på udsendelse til Kosovo. For begge typer af bataljoner gælder, at den endelige sammensætning som bataljonskampgruppe vil ske cirka tre måneder forud for udsendelsen. Bataljonskampgrupperne består af en bred vifte af enheder og kapaciteter. Disse kapaciteter (eksempelvis ildstøtte, CIMIC (civilt-militært samarbejde), ingeniør, logistik og føringsstøtte) uddannes og opstilles af de fremtidige tjenestegrenscentre. De eksisterende tjenestegrensskoler (undtagen Hærens Kampskole) sammenlægges med de operative enheder indenfor tjenestegrenen. Det, vi ønsker at opnå med de nye tjenestegrenscentre, er at optimere den allerede tætte interaktion mellem skolevirksomhed og tjenestegrenens operative enheder i nye operative kapaciteter. Det vil forbedre mulighederne for en effektiv koordination af tjenestegrenens samlede muligheder og kapacitet. Samtidig vil vi forbedre mulighederne for geografisk stabilitet for tjenestegrenens personel under samtidig fortsat kompetenceudvikling for den enkelte.

Selvom vores fokus rettes mod bataljonskampgruppen og de kontinuerlige bidrag, opretholder vi evnen til at virke på de højere føringsniveauer. Vi ønsker at styrke evnen til at udsende føringskapacitet på brigadeniveauet, hvor det er hensigten, at de to brigader på skift skal gennem en målrettet uddannelsescyklus afsluttende med en periode, hvor brigadestaben skal kunne udsendes med et kortere varsel. Det er samtidigt fundamentet for at kunne udsende en brigadestruktur med bidrag fra alle tjenestegrene. Hovedkvarterskapacitet er en efterspurgt ressource internationalt, og det er samtidig en forudsætning for at sikre den nødvendige kvalitative uddannelsesramme for bataljonskampgrupper. Uddannelsen af brigadestabene vil ske i rammen af Hærens Føringscenter, der oprettes med udgangspunkt i staben ved Danske Division, efter at den har været gennem NRF-14 som Land Component hovedkvarter. Transformationen af hovedkvarterskapaciteten nyttiggøres i en mindre stab, der ud over uddannelsesog inspektionsopgaver vil sikre hærens evne til at bidrage med stabsofficerer og stabselementer på divisionsniveauet og højere. Endelig vil Hærens Føringscenter forankre hærens kapacitet til deltagelse i militær kapacitetsopbygning, som det for eksempel er tilfældet med Danish Advisory and Training Staff (DATS) i Baltikum. Hæren skal i balance Jeg har i mit indlæg forsøgt at fremhæve de væsentligste hovedpunkter i hærens oplæg til det kommende forsvarsforlig. Hæren står efter min vurdering med det bedst tænkelige oplæg til den ”nye” hær. Det skyldes et grundigt forarbejde i samarbejde med alle hærens myndigheder, der jo startede med formuleringen af hærens MVS. Men lad mig slå fast. Et forsvarsforlig – og dermed også hærens kommende struktur og ambitionsniveau – er og bliver en politisk beslutning. Sådan er det – og sådan bør det være. Der er dog ingen tvivl om hærens målsætning: En hær i balance!

Hæren nr. 1 | 2009

til Står det ternes a r k o m e sociald lem r og med e r ø f d r o forsvars sionen, is m m o k rs af Forsva en, kan ls u a P y b at John Dyr begynde t d o g t forsvare g efter in n k n æ t ny øve sig i mende det kom forlig .

Socialdemokraternes forsvarsordfører:

Pengene skal hen, hvor opgaverne er Af Kaj-Ivan Bæk, journalist (tekst og foto) Står det til socialdemokraternes forsvarsordfører og medlem af Forsvarskommissionen, John Dyrby Paulsen, kan forsvaret godt begynde at øve sig i nytænkning efter det kommende forlig. John Dyrby Paulsen er nemlig klar til at sætte sving i en omstillingsproces, der som hovedpunkter har en langt større gennemsigtighed med forsvarets budgetter, en omfordeling af midler, så pengene decideret følger opgaverne, en ny struktur i toppen af forsvaret, vægt på ”boots on the ground”, et langt mere solidt net

Hæren nr. 1 | 2009

Vi skal tænke fremad og ikke nødvendigvis i de rammer, vi hidtil har brugt. Internettet – måske især kontrollen med det – vil få en større plads i dagligdagen – også i hæren.

under pårørende til udsendte samt udvikling og uddannelse. - Jeg er af den opfattelse, at vi langsigtet skal sende gode penge efter gode penge i de opgaver, hvor der virkelig er brug for ressourcer, siger John Dyrby Paulsen. Det, jeg mener, er, at vi ikke skal binde penge i projekter, vi ikke umiddelbart kan se et mål med. Lad mig give et eksempel: - Danmark har et overvågnings- og redningsansvar omkring Grønland. Nu kan man sejle gennem Nordvestpassagen, og det ville være helt uoverkommeligt for os – om vi så sejlede og fløj med alt, hvad vi har – at overskue og redde måske 3000 skibbrudne i det kæmpestore område. Her må vi satse på over-

vorisering, fa n e m o le ta r e , at der - Jeg mener ikke gen naturlov, in jo r e r e D r. e v af opga men prioritering skal have en n io it d a tr r. p e ll a der siger, at gen. holde materiellet kørende i de internalige stor del af ka vågning fra satellitter og så pålægge krydstogtskibe kun at sejle dér to og to sammen som minimum. Her kan vi spare ressourcer. - Har du eksempler, der kan pege den anden vej? - Der er ingen tvivl om, at hæren lige nu trækker det tungeste læs med de to missioner i Afghanistan og Kosovo som de mest belastende. Her skal der måske tilføres yderligere ressourcer i en periode, indtil presset løsnes. Til gengæld skal hæren så være klar til at afgive ressourcer, hvis opgaverne ikke mere ”trækker tænder ud”. Så kan pengene sandsynligvis bruges bedre et andet sted i forsvaret. - Hvordan tror du, at de tre værn ser på en ”tidsbestemt favorisering” af det enkelte værn? - Jeg mener ikke, at der er tale om en favorisering, men prioritering af opgaver. Der er jo ingen naturlov, der siger, at alle pr. tradition skal have en lige stor del af kagen. Lad mig gentage: Pengene skal derhen, hvor opgaverne er, og hvor de gør mest nytte! - Er det, hvad du forstår ved et forsvar i balance? - Det er en del af det, ja! Men det er ikke alene opgaverne, der er med til at danne balancen. Der skal være en større gennemsigtighed i forsvarets brug af penge. Vi fik ved sidste forlig en række centrale tjenester, og som noget helt nyt har det naturligvis været svært at finde de rette ben at stå på. Jeg siger ikke, at der er brugt unødige penge i omstillingsprocessen, men det forekommer dog betænkeligt, at forsvaret genererer et betydeligt underskud og så har svært ved at pege direkte på, hvor pengene er gået hen. En del kan helt sikkert forklares med, at der bruges betydeligt flere ressourcer på at

tionale missioner, hvor det har vist sig, at forbrug og nedslidning er langt større, end nogen havde regnet med. Men vi må stadig kræve, at der kan gøres rede for de mange milliarder, som skatteborgerne udstyrer forsvarets forvaltere med. - Fremadrettet står vi over for at skulle tage stilling til fornyelse af flyvevåbnets kampfly. Under alle omstændigheder et meget dyrt projekt. Jeg er af den opfattelse, at også her må vi tage ”balance-stangen” til hjælp. Der er flere flytyper i spil her, men hvem siger, at Danmark behøver 48 nye kampfly til måske godt to milliarder kroner stykket? Har vi opgaver til dem? Hvis nej, så kunne man jo forestille sig, at vi kunne nøjes med et mindre antal og måske endda til en lavere stykpris. Det er den måde, jeg mener, at vi skal holde øje med både balance og pengeforbrug.

- Jeg hører og ser ind imellem, at almindelige folk via medierne har det indtryk, at Danmark er ved at tabe krigen i Afghanistan, og at vores indsats ikke nytter noget. Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke er ved at tabe krigen, fordi vi ikke er i krig i teknisk forstand, og at indsatsen helt afgjort virker. - For det første er vi en del af den koalition, der under betegnelsen International Security and Assistance Force (ISAF) hjælper det afghanske folk med at få styr på deres land. Afghanistan har et lovligt valgt styre, og så har det en oprørsgruppe, Taleban, der forsøger at bombe landet 600 år tilbage i tiden. Vi er altså ikke i krig med Afghanistan, men vi gør alt for at holde Taleban uden for indflydelse, samtidig med at vi forsøger >> Jeg mener, at den danske ungdom skal have chancen for at opleve forsvaret og de muligheder, der ligger her.

Train as you fight John Dyrby Paulsen ser meget gerne, at der i et kommende forlig tages hensyn til materielindkøb, så de styrker, der skal sendes ud, får mulighed for at træne med det materiel, de skal bruge i deres skarpe mission. - Vi skylder simpelthen de unge mennesker, der vælger at drage ud med det danske forsvar, at de har det bedste materiel både i missionsområdet og i træningssituationen. Vi bruger gerne udtrykket ”train as you fight”, men det giver ikke for alvor mening, hvis ikke materiellet er til stede i Danmark. Nu skal vi politikere tage os sammen og bede forsvaret om realistiske bud på, hvad man skal bruge, og så må vi se, hvordan vi løser den opgave. Men jeg kan godt afsløre, at der også her bliver tale om prioritering og fleksibilitet for at få midlerne ført hen til opgaverne. - Hvordan ser du vores opgave i for eksempel Afghanistan?

Hæren nr. 1 | 2009

J o h n D y r b y Pa u l s e n

arbejde for, g je il v ig rl fo e d - I det kommen erkendelse n a re e rk æ st t g n s til en la at der bliver plad i har gjort hidtil. v d n e , e rn te a ld af so jo på den måde, at vi vinder ”hearts and minds” hos afghanerne: At de kan se, at det nytter noget, at vi er der, og at de får kloaker, gadelys, asfalt og skoler. - Genopbygning kræver, at de erobrede og sikrede områder forbliver sikre. Derfor skal vi have soldater på jorden til at beskytte disse områder, og derfor er det så vigtigt, at de danske soldaters uddannelse bliver den bedst mulige.

at genopbygge de dele af landet, hvor det rent sikkerhedsmæssigt kan lade sig gøre. I det danske område er det ganske mange steder for eksempel omkring den største by, Gereshk, som på grund af danske soldaters indsats faktisk kan betegnes som sikker nu. - Vores opgave er altså tosidet, nemlig at opretholde sikkerhed og samtidig assistere den afghanske hær og det afghanske politi med uddannelse, så landets egne sikkerhedsstyrker kan overtage opgaverne. Faktisk er det allerede sket en del steder, hvor danskerne kun har været til stede for at overvåge. - Der, hvor vi kunne ønske en større indsats, er på genopbygningsområdet. Indtil for kort tid siden har man kunnet sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden visse steder, og det har betydet, at Udenrigsministeriet (UM) ikke har kunnet sende genopbygningsfolk ud. Men UM har mange penge til formålet, og så synes jeg, at de burde overføre penge til forsvaret, så det kan gå i gang med genopbygning, hvis Udenrigsministeriet ikke selv føler at kunne skaffe den fornødne kapacitet. Vi har i forvejen et velfungerende civiltmilitært samarbejde (CIMIC), og det kunne sagtens sætte gang i en række projekter, hvor der er skabt sikkerhed. Det er

Hæren nr. 1 | 2009

Giv dem anerkendelse John Dyrby Paulsen har selv besøgt de danske soldater flere gange, og han er fuld af beundring for dem og den indsats, de yder langt hjemmefra. - I det kommende forlig vil jeg arbejde for, at der bliver plads til en langt stærkere anerkendelse af dem, end vi har gjort hidtil. Herhjemme er vi lidt lunkne med anerkendelse, men du skulle bare høre britiske og amerikanske kolleger, når de taler om dansker-indsatsen. Det er næsten pinligt, så højt de vurderer de danske soldater. Som håndværkere er de blandt verdens elite, og det kunne klæde de danske medier, der ikke selv har været ude on location, at lytte lidt til dem, der med egne øjne har set, hvilken forskel vore piger og drenge gør. Vi har planer om at indføre en modtagelse – en dag på Christiansborg – for soldaterne for at vise en officiel anerkendelse, og jeg ved, at man nu er gået i gang med at lave regulære hjemkomstparader ude i garnisonsbyerne uden for kasernernes mure, så også den almindelige borger kan deltage i hyldesten. - Vi har yderligere et område, der skal styrkes, nemlig tiden efter hjemtagningen og forholdet til de pårørende både under og efter udsendelsen. Vi skal bevare muligheden for, at soldaterne kan få tid til at geare ned, sådan som et hold ved Livgarden allerede har vist som en fremragende idé. Det viste sig jo, at det ikke

var psykologhjælp, langt de fleste havde brug for, men blot det at være sammen og få Afghanistan på afstand. Det er jo en kendsgerning, at det er et absolut fåtal, der kommer hjem med nerverne uden på tøjet. Jeg vil gå videre og lave en regulær kontaktordning, hvor en oberst, en delingsfører eller for den sags skyld den menige gruppefører tager rundt til sine kammerater og spørger, hvordan det går og får en snak om sagerne. Jeg vil have weekend-lejre med samvær, storskærme og direkte link til missionerne for de pårørende under udsendelserne. Vi skal have slået fast, at de, der eventuelt måtte have brug for støtte, ikke skal trække på familien. Det skal forsvaret klare, og også hjemsendte skal kunne trække på den hjælp. Det skylder vi dem simpelthen. - Hvor ser du forsvaret placeret om fem til otte år? - Jeg ser stadig opgaver, der ligger uden for landets grænser. Jeg ser også en tættere integration i toppen af forsvaret, og jeg ser en større integration mellem værnene, uden at man derved visker særprægene ud. Jeg tror mere på, at man skal bevare det bedste af det bestående og så sikre, at vi bevæger os mere hen mod en specialist-uddannelse – principielt på alle niveauer – der kaste noget merit af sig. Endelig ser jeg også værnepligten bevaret i en eller anden form, men med betydelig vægt på at ingen skal tvinges til at aftjene værnepligt. Jeg synes, at forsvaret har rigtig meget at byde på, og det er vigtigt at kunne tilbyde den danske ungdom på tværs af uddannelse, geografi og etnisk oprindelse den oplevelse, det er at møde forsvaret, måske på frivillig basis. Så kan man selv tage stilling til, om det er noget for én. - Hvis jeg nu kom med to milliarder ekstra til dig, hvad skulle du så bruge dem på? - Uddannelse og udvikling. Så ubetinget!

Kort

NYT

Beredskabsøvelse Det nationale beredskab blev sidste uge i februar testet i en landsdækkende beredskabsøvelse, som blev iværksat af Forsvarskommandoen (FKO) og kontrolleret fra Operationsrum 2 ved Hærens Operative Kommando (HOK). - Øvelsen gik i korthed ud på, at Forsvarskommandoen sendte nogle ordrer om ændringer i det nationale beredskab til HOK og alle HOK´s underlagte myndigheder. Disse svarede så tilbage til HOK, når ændringerne var modtaget og sat i værk, hvorefter HOK meldte tilbage til FKO. På den måde er ringen sluttet, og vi kan se, om vi lever op til kravene om hurtigt svar, siger lederen af Nationale Operationer i HOK, oberstløjtnant Kim Astrup Jensen.

Hæren ud seks gange Fra og med dette nummer vil du modtage Hæren seks gange om året. Hidtil er det udkommet fire gange årligt. Årsagen til den hyppigere udgivelse er et klart gensidigt ønske om mere aktuelt at nå flest mulig ansatte i hæren samt deres meget store bagland i form af pårørende, venner og andre med interesser i hærens arbejde og opgaver.

Nye jobs Oberst, midlertidig brigadegeneral, Mogens Bech beordres 1. februar uden ansøgning til midlertidig tjeneste som chef for Totalforsvarsregion Syd- og Sønderjylland. Oberst Leo Keller Birch Nielsen beordres 1. februar uden ansøgning til varig tjeneste som stabschef ved Danske Division.

Til ære for faldne danske soldater I starten af februar blev en mindesten sat op i Camp Bastion i Afghanistan som en sidste hilsen til de danske soldater, der har mistet livet i Helmand. Stenen får påsat guldplader med navnene på de faldne. Under indvielsen af stenen blev der holdt et minuts stilhed for at mindes de faldne kammerater. En lignende mindesten er sat op i Main Operation Base, Price.

Højeste antal kvindelige soldater i Afghanistan Knap fem procent af de danske soldater på hold 7 i Helmand i Afghanistan er kvinder. De nyeste tal fra Forsvarets Personeltjeneste (FPT) fortæller, at ud af de 734 danske soldater, som udgør hold 7, er der 34 kvinder. Det er den hidtil største andel af kvindelige soldater på et dansk ISAF-hold.

Klappet gennem byen De hjemvendte soldater fra ISAF hold 6 fik en modtagelse, som bragte tårerne frem i øjenkrogene både hos de deltagende soldater, de mange pårørende og Holstebro bys borgere, der sammen med omkring 1700 pårørende i stort tal var mødt frem for at hylde og give anerkendelse til de cirka 600 hjemvendte fra Afghanistan. Det kom blandt andet til udtryk ved, at soldaterne rent faktisk blev hyldet

med spontane klapsalver på deres march gennem byen. Hele byen var pyntet op med flag, bybusserne havde fået flagudsmykning og i byens gågade var butikker, handlende og børn i alle aldre klar. En lignende parade fandt sted nogle dage tidligere i Aalborg, hvor det var soldaterne fra KFOR (Kosovo), der blev hyldet.

Foto: Tommy Bruhn.

Hæren nr. 1 | 2009

Godt at få

LÆSSET AF

Godt at få læsset af efter ildkamp med Taleban eside om, at danske soldater mm hje ’s OK H r lle tæ for en ug om Flere gange notits om nogle timer rt ko En d. an elm H i d ste et mp ka har været i der var i det. der for altid ændrer de mennesker, Af Christina Jo Larsen, journalist Dagen startede som så mange andre dage i Helmand. Den kolde ørkenvind gik gennem marv og ben, himlen er blå som på en dansk sommerdag, og der er ørken, så langt øjet rækker. Tidligt om morgenen var de gået ud gennem porten. Ikke lang tid efter kom de første meldinger. Taleban havde indsigt på den danske patrulje, og de planlagde et baghold. Patruljen er klar over det. De forsætter deres patrulje, lader det ikke påvirke deres dialog med de lokale. Imens gør Taleban klar. Ændringer i terrænet, civile der forsvinder, skærpet opmærksomhed. Alt sammen med til at gøre patruljen klar på det, der er under opsejling. Da patruljen drejer op mod Armadillolejren – de kan se lejrens vagttårne og det store Dannebrog oppe på high ground – går det løs. Som altid er det Taleban, der lægger ud. Patruljen har fået et varsel og ligger allerede ned. Den ene gruppe er fanget ude på den åbne mark – enhver infanterists mareridt. Mens de trykker sig, gør kampvognene sig klar til at hjælpe kollegaerne nede i zonen. Den daglige tale for Green Zone. Oppe i Armadillo beordres folk ind i bunkerne. Der sidder man så, mens den britiske kanonlinie og de danske mortérer

Hæren nr. 1 | 2009

Det, soldaterne oplever hernede, kan aldrig tages fra dem. Både det gode og det knap så gode er noget, de må tage med hjem og bære indtil den sidste dag. Alligevel brokker de sig ikke.

skyder ud i området. Tiden bliver et vidt begreb. For dem på marken er et minut som en time, for dem på kanonlinien ophører tiden, for dem, der ser på hjemmesiden, er det et klik, og så er det væk. Patruljen derude har prøvet det før. De har været der før. De er kommet hele fra det. Det gør de også denne dag. I overraskende højt humør kommer de ind. Adrenalinen pumper rundt i kroppen. Selv timerne efter. En af dem henvender sig til mig for at fortælle. - Jeg ramte en, fortæller han mig. Meget detaljeret beskriver han, hvordan det foregik. Så med et bliver han stille, kigger væk og siger – måske til mig, måske til sig selv: - De skal fandeme bare væk, de Taleban.

Senere på dagen samles patruljen for at evaluere dagens begivenheder. Det hele har lagt sig. Når man spørger dem, hvordan det var derude, svarer de, at der var gang i den. Det er militærsprog for frygt og mandsmod, der hånd i hånd har ligget derude sammen med drengene. Rummet er tykt af cigaretrøg. Rundt omkring sidder de med trætte øjne. 11 kilometer og dagens kamp har trættet dem, og det ses nu ti en halv time efter, de gik ud gennem porten. Alligevel har de overskud til jokes. Som ham, der midt i det hele havde overhalet sine kammerater, da der skulle løbes. - Jeg havde ikke regnet med at se dig der, lyder det fra en. - Det er fordi, jeg kører på knækbrød og remoulade, lyder svaret med et stort grin.

Godt at få

LÆSSET AF

Delingsføreren maner til ro med alvorlig mine. Han går i gang med at gennemgå kampen et trin ad gangen. Hvor lå grupperne, da det brød løs? Hvad gjorde de? Hvor blev de beskudt fra? Hvordan kom de derfra? Hvad skød Taleban med? Fyrre hjerner tænker bedre end en, og på den hvide tavle bag delingsføreren tegner der sig langsomt men sikkert et billede af dagens begivenheder. På tavlen ligner det en taktik-time på en af forsvarets skoler. Men dette er ikke teori. Det er virkeligheden. - Ramte du ham, der lå her? Spørger delingsføreren den ene af sine soldater. - Det håber jeg, lyder svaret. Det er ikke et spørgsmål om at tage menneskeliv. Det er et spørgsmål om at overleve, at kæmpe for alt, hvad du har kært. Alt det derhjemme, så langt herfra. Hvordan vil de nogensinde kunne forstå? Kun øjet der så gennem sigtet ved, hvad der egentlig skete. Hvad der egentlig skete dernede, ved kun de, der var der. Vi andre må leve med deres overleveringer

og fortællinger, hvor de selv bestemmer, hvad vi skal vide. Alvoren rammer igen, da det kommer til Talebans stillinger. Han skød blandt civile. Gemte sig blandt civile. Tvang de danske soldater til at rette deres våben i den retning, hvor de netop havde set et søskendepar – en bror og søster på ikke mange år – der havde vinket til de danske soldater. Det er første gang, delingen oplevede, at Taleban gemmer sig der. - Jeg var tæt på at pelse dem, da de åbnede døren, fortæller en med henvisning til søskendeparret. Hvorfor var de børn der, spørger flere. Måske nåede de ikke ud. Måske var deres far en af dem, der skød. Ingen ved det. Men lettelsen var stor, da de danske soldater vendte tilbage til stedet, efter Taleban havde trukket sig, og de to børn stadig stod der og vinkede, fortsatte legen, hvor de slap. Der er skulderklap til alle efter dagens indsats. Men også alvorlige ord fra delingsføreren, der påpeger, at dels har

heldet været med dem, dels kan de takke kampvogne, kanoner og mortérer for, at de alle kom hjem. Delingsføreren påpeger desuden, at man ikke skal skyde vildt omkring sig, men tænke sig om. Det er en påmindelse, for alle tænkte sig om denne dag. Dagen er ved at gå på hæld, det samme med den fælles evaluering. Et kort øjebliks stilhed, så spørger en: - Hvad skete der med ham den gamle mand og hans hundehvalp, der stod oppe på high ground, da vi kom tilbage? - Det var en sød hundehvalp, siger en anden. Ikke et egentlig svar, mere en konstatering. - Den skulle vi have taget med. Derhjemme tikker en meddelelse ud på hjemmesiden, om en dansk patrulje, der har været i kamp. Det tager et klik at se den, et klik at få den til at gå væk. For andre kommer dagen til at tage et helt liv om at gå væk.

Så langt hjemmefra.

Lettelsen var stor, da de danske er soldater vendte tilbage til stedet, eft børn Taleban havde trukket sig, og de to tte stadig stod der og vinkede og fortsa legen, hvor de slap.

Hæren nr. 1 | 2009

Det giver ro, når støt t e n e r på plads

Det giver ro, når støtten er på plads

Af Kaj-Ivan Bæk, journalist Hello OL40 this is OL61 Fire Mission 3 guns, over. 41R PR 6275 3262 Direction 0815 Taliban Firing Point 10 Rounds Proximity, Fire For Effect, over.

Sådan har det lydt utallige gange i den såkaldte Joint Fires Cell (fælles skydecentral) i Price-lejren i Helmand-provinsen det sidste halve år. Hver gang danske eller britiske soldater på patrulje i ørkenen eller i Green Zone har mødt en fjende, har de kunnet trække på støtte fra det artilleri, som de britiske styrker stiller til rådighed og deler med danskerne. Fra august i fjor til februar i år var det en dansk batterichef (BC), der var chef

Jan Haick jn a t p a K om åneder s m s k e s ver havde i ndoen o a m m o k ef batterich er kunne d , n e b å tøttev i alle de s en Zone e r G i d skyde in ed sine m e t b a k og s Helmand ikkerhed s r e m e t s våbensy ne på for folke jorden

for skydecentralen. Det var kaptajn Jan Haick, 32 år, og med tjenestested ved Danske Artilleriregiment i Varde. Han var den tredje batterichef, der har været deployeret, men den anden med et fuldt ildstøttedetachement i ryggen. Hans umiddelbare kommentar til jobbet: ”Det var en fed tjans, hvor jeg fik lov at bruge alt det, jeg har uddannet mig til.” Og det kan man umiddelbart godt forstå, når man hører ham fortælle, hvad han rent faktisk havde til sin rådighed til støtte for soldaterne på jorden: - Først og fremmest havde vi et halvbatteri (tre styk) 105 millimeter haubitsere (kanoner) i Armadillo-lejren, som vi primært brugte til støtte for de danske styrker, som var inden for kanonernes rækkevidde. Derudover havde jeg to artilleriobservatørhold, to TACP-hold (Tactical Air Control Party med blandt andet en FAC (Forward Air Controller – leder fly ind mod mål på jorden),

to UAS-hold (ubemandede droner) med hver tre droner af Raven-typen samt artilleripejleradaren ARTHUR. Eksternt kunne vi trække på raketkastere, der kunne skyde ud til ca. 60 kilometer med en nøjagtighed på to-tre meter samt forskellige typer af jager- og bombefly. Så der var masser at vælge mellem i ”værktøjskassen”. Internt skal man heller ikke glemme de danske Leopard-kampvogne, der leverer glimrende ildstøtte, når de er i stilling. - Hvorfor er det så vigtigt at have alle disse strenge at spille på? - Lad mig udtrykke mig billedligt. Nogle gange skal der kun slås små søm i med en lille håndhammer, mens vi andre gange skal hamre kæmpe spir ned med

en forhammer. Altså, jeg kan variere den ildkraft, jeg disponerer til den enkelte opgave. Kompagnierne har selv 60 og 81 millimeter mortérer og kan i et vist omfang støtte med dem. Især de små 60 millimeter mortérer har vist sig særdeles nyttige. Men ind imellem har jeg brug for at flytte ilden hurtigt over større afstande, og så er det rart at kunne trække en tungere hammer frem. Betyder sikkerhed Tilstedeværelsen af støttevåben er af meget stor betydning for moralen hos de danske soldater, der arbejder ude på jorden. Det har Jan Haick fået bekræftet mange gange. - I min tid som BC skød vi ca. 2300 105 mm brisantgranater, 20 GMLRS-raketter og kastede 40 flybomber i mere end 100 kampfølinger. Det er set fra dansk side en ganske betragtelig størrelse, men hver eneste granat har været givet godt ud. Soldaterne på jorden føler sig langt sikrere, når de ved, at vi står klar ved rørene. En præcis og tilstrækkelig ildstøtte inden for et til to minutter betyder, at vore soldater kan bevæge sig på kamppladsen, den binder fjenden i hans stillinger, hvor vi kan nedkæmpe ham, hvilket medvirker til en hurtigere afslutning på kampen, hvilket igen betyder, at vi redder danske eller britiske liv. Vi har endda oplevet, at Taleban er holdt op med at skyde, så snart den første granat er faldet i nærheden af dem, og så er formålet jo

opnået, nemlig at få Taleban til at lade være med at skyde på os. Fly er også legal støtte - Det er nogle gange blevet sagt, at der mangler flystøtte i Afghanistan. Du havde mulighed for at rekvirere fly. Gjorde du ikke det? - Jo, bestemt. Men for at diskutere problemet, er man nødt til at forstå følgende: Når der planlægges operationer, får de altid en prioritet. Hvis en operation er afhængig af flystøtte, får den tildelt fly ubetinget, idet den placeres i ”den højest prioriterede gruppe” (”KEY”), altså en nøgleoperation, hvor flystøtten vurderes at være kampafgørende. Andre missioner får lavere prioriteter i to niveauer, hvor der tildeles flystøtte ”på kald” fra fly, der allerede er i luften i kampområdet eller står på et hangarskib i vandet syd for Pakistan. Jeg har aldrig været ude for, at vi ikke fik flystøtte, når vi har bedt om det, så systemet virker, uanset om du er en højest prioriteret eller placeret i en af de andre prioriteringer. Som du kan se af statistikken, fik vi faktisk leveret ildstøtte fra fly i mere end 40 tilfælde i min periode. En vigtig ting at forstå er dog, at man i tilfælde af kampføling med fjenden, hvor man ikke har tildelt fly på forhånd, får tildelt støtte fra fly, som er bestilt af andre enheder. Disse enheder må så undvære ”fly i luften”, så længe de ikke selv er i kampføling. - Taleban har hævdet, at flybomber dræber massevis af civile. Har du ikke betænkeligheder ved at bruge disse bomber? - Nej, for Taleban bruger i nogle tilfælde flybomber til anti-ISAF propaganda. Vi ved med 100 procents sikkerhed, at de som oftest lyver om det, som på de kanter kaldes ”Collateral Damage”. For det første kan vi se på de civile afghanere, når der er Taleban i nærheden af eller i deres compound (beboelsesområde, ofte med en lermur omkring). Så siver de ganske enkelt væk fra området. Hvis vi så har behov for at bruge en flybombe, så er vi næsten sikre på, at der ikke er civile ofre. For det andet kan vi konstatere, at Talebans forsøg på at skræmme afgha-

GMLRS raketterne blev brugt i tilfælde, hvor afstanden var for stor for de mere fladt skydende våben. GMLRS rammer inden for to-tre meters præcision på op til godt 60 kilometers afstand.

nerne bygger på løgn og psykologisk krigsførelse. Et eksempel: Taleban gik ud med to enslydende historier om, at vi havde dræbt ”mange civile, herunder et stort antal børn” ved bombardementer mod områder ved henholdsvis Armadillo og Gereshk. Vi fører naturligvis log over alt, hvad vi foretager os og kunne se, at vi slet ikke havde skudt mod de nævnte områder. For det andet havde vi deres begravelsespladser under observation, fordi muslimerne begraver deres døde inden for 24 timer. Der var absolut ingen aktivitet. Så den påstand kunne vi tilbagevise med en effekt, der gjorde, at vi ikke hørte mere om den påståede bombning. Men sådan arbejder Taleban, og det har desværre en vis virkning over for den uoplyste afghaner. - Hvad ville du ønske dig, hvis du skal af sted igen? - Vi har områder, hvor vi ikke umiddelbart kan dække med artilleri. Så derfor kunne jeg godt bruge noget mere rørartilleri til gavn for infanteristerne. Artilleriet har jo den fordel, at det ikke er afhængigt af vejret, der er stor leveringssikkerhed, vi kan flytte ilden over store afstande på kort tid, og så er kanonerne ikke direkte konfronteret med fjenden. Gutterne ude i ”plutten” fortjener den bedste støtte, vi kan give dem. Det kan vi med lidt mere artilleri.

Jan Haick hjemme i Varde, hvor kanonen ved indgangsporten ikke helt lever op til den standard, han arbejdede med i Afghanistan.

Hæren nr. 1 | 2009

FAC i absolut

JORDHØJDE

FAC i absolut jordhøjde Han gled ned ad den mudrede brink og var ikke klar over, om det var vand eller bundløst mudder, som han om lidt ville lande i. Men blikket fra Rich havde ikke efterladt nogen tvivl. På den smalle jordsti var de ”sitting ducks”. Tag med Rasmus Knudsen, oversergent og Forward Air Controller, til fronten i Afghanistan. Af Jon Detlefsen, journalist, HOK Hvem skyder? Selvom Rasmus ikke er nogen vandhund, nød han fornemmelsen af det mudrede vand, der nåede ham til brystet. Det sivede gennem uniformen og gav en svalende fornemmelse. Men glæden varede kort. Han indså, at mistede han balancen og faldt, ville han aldrig komme op igen. De 35 kilo udrustning, han slæbte rundt på, sugede vand som en svamp og blev mange kilo tungere. Tankerne blev afbrudt af en hvislen i luften. Han kiggede spørgende på de andre, som stod ved siden af ham, men hverken hans to danske kolleger, Gurkha-soldaten eller den bri14

Hæren nr. 1 | 2009

tiske sanitets-soldat var klar over, hvor lyden kom fra. Måske var det egne mortérer, som skød mod Talebans stillinger 300 meter længere sydpå? Eller måske var det Taleban, som skød med RPG’ere? På højre side lå en mark med tre meter høje majs, som dækkede for alt udsyn. På venstre side stod de brune lerklinede mure fra en compound, hvor ANA-soldaterne havde søgt skjul. Det var umuligt at se, hvor granaterne blev affyret fra. Længere fremme var kamplarmen meget voldsom. Briterne mødte hård modstand fra Taleban.

Forward Air Controller: Flyenes øjne på jorden ANA: Afghan National Army Der er noget i luften… Det irriterede Rasmus, at han ikke havde styr på, hvor briterne og resten af ANA-soldaterne var. Han kunne tydeligt høre skyderiet længere fremme, men han vidste ikke nøjagtigt, hvor hans venner befandt sig, og hvor Taleban lå. Flystøtten var på vej, og han bandede af Rich, som havde efterladt dem der i kanalen. - Bliv her i sikkerhed, havde den britiske kompagnichef sagt, inden han var løbet frem til delingerne, som var i kamp. Men det var jo Rich, som skulle fortælle Rasmus, hvor deres egne enheder befandt sig, så han ikke kom til at kaste flybomber i hovedet på dem. Nu tog den hvislende lyd til, og de blev klar over, at det var RPG-granater, der susede forbi lige over deres hoveder. Der var flere og flere, og de kom tættere og tættere på. Det var kun et spørgsmål om tid, før Taleban havde skudt sig ind på dem. Kaos Forgæves forsøgte han at klatre op ad den stejle brink. Det var umuligt. Han gled i mudderet, og den tunge udrustning trak ham tilbage i vandet med en kraft, han ikke kunne modstå. En ubehagelig følelse af ikke at have kontrol over situationen blandede sig med barndommens skræk for det mørke vand. Netop da panikken bredte sig fra maven og ud i hele kroppen, greb beslutsomme hænder fat i ham, og trak ham i sikkerhed på land. De afghanske soldater hjalp også de andre med at komme op af kanalen. De blev ikke længere beskudt af RPG’ere. Kort forinden var Rich kommet løbende for at hente dem med frem. Langt over deres hoveder cirklede de to amerikanske A10’ere, som langt om længe var kommet for at støtte dem mod Taleban. Rasmus havde radiokontakt med den amerikanske pilot i førerflyet, og han prøvede at spore sig selv og A10’erne ind på, hvor Taleban lå i stilling. Efter 200 meter nåede de en compound mere, og der var de. Lige på den anden side af en høstet majsmark, 75 meter væk, så han mundingsglimtene fra talebanernes geværer.

Rasmus Knudsen på vej frem mod den compound, hvor han lidt senere skulle lede to amerikanske A-10 bombere ind mod Taleban.

De britiske og afghanske delinger lå 75 meter til højre for ham. Skyderiet var voldsomt, og larmen så overvældende, at han havde svært ved at høre, hvad amerikaneren i A10’eren sagde til ham gennem radioen. Han kiggede grundigt på sit kort. Der var ikke langt hen til Taleban, og amerikanerne skulle ikke ramme ret meget ved siden af, før de ramte de forkerte. Han gentog instrukserne til flyene. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Han kiggede efter briternes chef, Rich, for at få den endelige godkendelse til at lade flyene angribe. Et sug bevægede sig fra maven og helt ud i fingerspidserne. Et øjeblik flimrede det for hans øjne, men så kunne han se klart igen. De andre havde glemt ham. De var løbet hen til resten af enheden, og han havde været så optaget af sit kort, at han ikke havde hørt Richs: ”Vi rykker”! Nu stod han alene tilbage bag en mur med en flok vrede Taleban-krigere næsten lige på den anden side. ”Good strike”! Selvom Rasmus løb, alt hvad han kunne, stod verden omkring ham stille. For et par sekunder siden havde han forladt den trygge dækning bag lermuren, og mellem ham og Taleban var der nu kun 75 meter flad, nyhøstet majsmark blottet for mulig dækning. Han kunne høre de karakteristiske smæld fra projektilerne, når de brød lydmuren over hans hoved, og han kunne fornemme opsprøjt fra

A10: Amerikansk bombefly Compound: Samling af bygninger RPG: Rocket Propelled Grenade

jord og kviste omkring ham, når de ramte ved siden af deres mål. Nu ærgrede han sig over, at han ikke havde løbetrænet noget mere derhjemme. Men han nåede uskadt frem og tumlede ned blandt de andre. Han tjekkede kort og koordinater igen og kiggede på Rich, som med et nik sagde ”skyd”! - Cleared hot, hørte Rasmus sig selv sige og havde dermed givet flyene lov til at angribe. Det var nu, han skulle bevise, at han mestrede sit job. Taleban skød ikke mere. Et ubeskriveligt brøl flængede luften over dem. Flyenes maskinkanoner forvandlede Talebans stillinger til et inferno af jord og støv. Da alle var kommet sig over forskrækkelsen over den voldsomme lyd fra maskinkanonerne, grinte og hujede de til hinanden. Rasmus mærkede en varme brede sig i kroppen. Taleban var sandsynligvis stukket af, inden flyene angreb, men det var lige meget. Slaget var ovre, og han havde klaret det. Med et smil på læberne gav han den sidste melding til piloterne: - Good strike!

Royal begejstring

Royal begejstring over realismen Af Kaj-Ivan Bæk, journalist, HOK ”Business as usual” kunne man fristes til at sige, når det drejer sig om forberedelser og udsendelser af danske soldater til internationale missioner. Men det er ikke ganske rigtigt, for forberedelserne bliver stedse mere intensive og missionsrettede, da man uhæmmet gafler til sig af den erfaring, som 19 foregående hold i Kosovo og syv hold i Afghanistan har genereret. Det fik Hold 20 KFOR bekræftet med royalt skulderklap, da Prins Joachim besøgte den afsluttende missionsorienterede uddannelse i Oksbøl, herunder Brikby. - Det er helt utroligt så realistisk, soldaterne træner, kommenterede prinsen,

Hæren nr. 1 | 2009

alt mens hans kongelige højhed måtte springe for at undgå en væltende bil, som ”serbiske demonstranter” tonsede rundt for at vise deres utilfredshed med en afgørelse, der gik ”mindretallet” imod. De mange figuranter, der var indspillere for KFOR hold 20, gik da virkelig også op i deres skuespil. Mange erfaringer fra oplevelser ”on location” bliver brugt til at skabe nogle rammer, der trods fravær af bjerge, brusende floder og broer, giver et indtryk af, hvordan lokalbefolkningen reagerer. Så må man drømme sig til de mere eksotiske dyrearter, der færdes ude ved de blå bjerge. I hvert tilfælde på februar-holdene. Vores billedkavalkade har indfanget nogle af de situationer, hvor der var arrangeret demonstration på Torvet.

FotoS: Jørgen Kølle og Kaj-Ivan Bæk.

gt så realistisk, li o tr u lt e h r e t e -D ommenterede k r, e n æ tr e rn te a sold ans kongelige h s n e m lt a , im h c Prins Joa nge for at undgå ri sp e tt å m d e jh ø h . en væltende bil ..

Hæren nr. 1 | 2009

Po l i t i m a n d i f o r s v a r e t

Et skarpt job at være politimand i forsvaret , tæt på døden et liv af n te n ka r på MP ’erne arbejde de kendte. og sammen med Redigeret af Jon Detlefsen, journalist, HOK Da Casper var færdig med HF, vidste han ikke rigtigt, hvad han skulle give sig til. For at få tiden til at gå, meldte han sig frivilligt som soldat. Det betyder, at han nu har et arbejde, hvor han dagligt beskæftiger sig med liv og død, og hvor han blandt andet har haft til opgave at beskytte Kronprinsen, statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Livvagt for statsministeren - Da statsministeren var i Afghanistan, var min sektionsfører og jeg med til at dække ham hele vejen rundt. Han havde ganske vist sine egne livvagter med fra PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.), men det var vigtigt, at vi også var med, for vi kendte forholdene der, siger 24-årige Casper, der er sergent i militærpolitiet. Hans chef i Afghanistan var Claus, som er major. - Casper og de andre militærpolitifolk har den samme grundlæggende uddannelse som livvagterne i det civile politi. Desuden har de lært mange ting gennem deres militære uddannelse, som de også kan bruge under livvagtsopgaver, fortæller Claus, og fortsætter: - Vi arbejder tæt sammen med PET. Vi har det samme indhold og procedure på vore uddannelser, og vi har i stor udstrækning det samme udstyr, så vi altid kan supplere hinanden, når vi skal beskytte civile VIP’er (betydningsfulde personer). Chefen for MP’erne på hold 6 i Afghanistan fortæller også, at det er en forholdsvis kort uddannelse at blive militærpolitimand. Men der stilles store krav for at komme ind, og i dag er det en væsentlig del at komme på missioner i udlandet efter endt uddannelse. - Når vi er på arbejde, er det vores opgave at sørge for, at den person, vi er sat til at passe på, ikke kommer til skade. Vi kan skyde og optage kampen, men vores primære opgave er

Fotos: Jørgen Kølle og Kaj-Ivan Bæk

Hæren nr. 1 | 2009

at sørge for at få VIP’en i sikkerhed, og eventuelt lade andre soldater tage kampen op. Springbræt til politiet Casper er netop kommet hjem fra Afghanistan, hvor han var udstationeret i Helmand-provinsen sammen med 13 andre MP’ere. Og nu har Casper fundet ud af, hvad han vil bruge sin HF-eksamen til. Han vil ind til det civile politi. Det bliver måske nu, når han er kommet hjem fra Afghanistan, men helt sikker er Casper ikke. Der kunne jo komme nye spændende udfordringer indenfor forsvaret. - Jeg valgte bare at tage min værnepligt efter HF for at bruge tiden til noget fornuftigt. Men der fik jeg jo tilbuddet om at blive uddannet til kampsoldat og komme med til Kosovo, og det var en kæmpe oplevelse, fortæller Casper og fortsætter: - Efter Kosovo fik jeg lyst til at prøve nye udfordringer i forsvaret. Men jeg havde også lyst til at komme hjem til Aalborg. Og jeg havde også fået en drøm om engang at blive politibetjent, så det var oplagt at tage chancen og komme ind til militærpolitiet. Den grundlæggende uddannelse som MP’er tager otte måneder, efter man har gennemført fire måneders værnepligt.

Liv og død - Opgaven som livvagt er ikke det eneste, militærpolitiet beskæftiger sig med. Det er vidt forskellige opgaver afhængig af, hvor man arbejder henne. Hjemme i Danmark ligner vores opgaver meget ordens- og færdselspolitiets. I Kosovo er det også meget med at lave trafikkontrol og så videre blandt soldaterne. I Afghanistan havde jeg til opgave at lave ligsyn sammen med lægen, når danske soldater omkom. Det har jeg desværre prøvet nogle gange, siger major Claus. Han fortæller, at når det ulykkelige sker, at en dansk soldat omkommer, så er det også militærpolitiets opgave at registrere og pakke afdødes personlige ejendele og sende dem hjem til familien - Det er bestemt ikke nogen rar opgave. Man sidder hele tiden og tænker på fa-

milierne, som har modtaget de forfærdelige nyheder, siger Claus. Ved en sag om en død eller såret dansk soldat bliver det ofte til rapporter på 130 til 160 sider. Det er rapporter, der bliver sendt til forsvarets auditører. Ud fra militærpolitiets efterforskning skal man her vurdere, om nogen kan drages til ansvar, eller om der er sket procedurefejl. Derfor skal militærpolitiet være neutralt og ikke være underlagt lokale enheder. - Det er sådan set klassisk efterforskning, som man også laver i det civile politi. Forskellen er bare, at vi i mange tilfælde ikke har mulighed for at vende tilbage til gerningsstedet. Derfor forsøger vi i vid udstrækning at være så tæt på, at vi kan beskrive, hvad vi selv har set. Det kræver så, at vi forsøger mest muligt at være sammen med soldaterne ude i den skarpe ende, siger major Claus. Casper har ikke fortrudt, at han søgte ind til MP’erne: - Militærpolitiet er slet ikke som det øvrige i forsvaret. For eksempel er disciplinen meget mere hård hos os. Træningen er også meget hård. Men så er der også nogle meget spændende opgaver bagefter. Det er der, man virkelig føler, at det ikke var forgæves med alle de prøvelser, man har været igennem, slutter den 24-årige MP-sergent.

Der bliver også rigeligt tid til et ”holdbillede”, men tiden i lejren bruges også på intens træning.

Hæren nr. 1 | 2009

Derefter gør man tjeneste i et militærpolitikompagni i et år, inden man bliver udsendt. Typisk bliver man ved MP’erne i to til tre år, efter man har været udsendt. En del af MP’erne søger videre til det civile politi eller til et af forsvarets specialkorps. Det er primært unge mænd, der er i militærpolitiet. Der er kvinder, der søger, men få klarer det. Der er kun et par stykker, der er kommet igennem i de godt 61 år, som militærpolitiet har eksisteret.

Jægerne på dybt vand

Jægerne på dybt vand der en helikopter midt Det er ikke for børn at hænge un meter ude i Kattegat med et lille patruljeskib fra søværnet 25 under sig – det er for jægersoldater! Af Jon Detlefsen, journalist Der går en rystelse gennem skroget. En usynlig næve rusker helikopteren fra side til side, som er det et stykke legetøj og ikke flyvevåbnets nye kæmpe, EH101 Merlin. Piloten kæmper for at holde helikopteren stille i luften. På havoverfladen, 25 meter under helikopteren, ligger søværnets patruljeskib, Havkatten, og krænger i bølgerne. En stiv kuling blæser toppene af bølgerne og går gennem marv og ben på soldaterne, som klamrer sig til hinanden og til en tynd line i loftet i helikopterens kabine. De står på rad og række og venter på at kaste sig ud af den åbne sideluge. For første gang nogensinde skal soldater fra Jægerkorpset fastrope (fire sig ned ad en line) fra den store EH101’er. Krævende træning - Danmark vil kunne indsætte specialstyrker med helikopter over hele verden

Hæren nr. 1 | 2009

og støtte danske soldater eller andre danske statsborgere, som måtte komme i knibe, når Jægerkorpset og flyvevåbnets helikopterbesætninger har trænet mere samarbejde, siger Flemming Brøndum, kaptajn og presse- og informationsofficer ved Jægerkorpset. Men det er ikke nogen let opgave at træne indsættelse af specialstyrker med helikopter: - Det stiller store krav til piloterne at arbejde sammen med SOF-enhederne (Special Operations Forces, red.), fortæller Flemming Brøndum og fortsætter: - Briterne har deres egne helikoptere og SOF-piloter, men det har vi ikke, så vi skal træne med flyvevåbnet. Det kræver en del specialtræning af piloterne, for ét er at træne fastroping på et skib, noget andet er at gøre det, hvis man for eksempel samtidig bliver beskudt. Presse- og informationsofficeren mener, at det er vigtigt, at det danske forsvar selv

kan indsætte specialstyrker med helikoptere: - Da jeg sad i ISAF’s specialstyrkers hovedkvarter i Afghanistan, fortalte chefen for ISAF mig, at der var brug for, at de allierede lande kunne levere helstøbte kapaciteter. Det kan vi levere, når vi har fået trænet vores specialstyrker og helikopterbesætninger sammen, siger han. Flemming Brønddum fortæller, at Jægerkorpset sammen med EH101 er klar til at støtte omkring sikkerheden ved topmøder og lignende store begivenheder i Danmark. At hænge vandret over et hustag Jægersoldaterne står i kø. De venter på, at det skal blive deres tur til at stige

Fotos: Jon detlefsen, hok og henning kristensen, flyvevåbnets fototjeneste

og fødder. Men de er rutinerede, og de firer sig roligt ned uden problemer. - Når vi fastroper fra Chinooken (stor helikopter med to store rotorer), presser rotorerne så meget, at vi nogle gange hænger vandret i tovet, råber en jægersoldat. Han er netop blevet hejst tilbage i kabinen efter at have fastropet fra EH101’eren for første gang, og han fortæller om den britiske Chinook-helikopter. Jægerkorpset har firet sig ned fra store helikoptere masser af gange før, men de er altid blevet stillet til rådighed af allierede kolleger fra blandt andre Storbritannien. Soldatens stemme drukner næsten i motorlarmen, men han råber grinende videre: - Hvis man så skal fire sig ned på et højhus og pludselig hænger vandret ud over husets kant, er der meget langt ned! Men der er næsten ingen blæst fra rotoren under EH101’eren, så det er meget behageligt.

ud gennem den åbne sideluge og fire sig gennem kuling og skumsprøjt ned på Havkattens dæk. Én efter én forsvinder de ud over kanten og ud af syne. Den kraftige blæst skaber turbulens, som engang imellem får helikopteren til at hoppe og krænge fra side til side. Et par af soldaterne i køen mister fodfæstet, men bliver holdt oppe af kammeraten bagved. Det eneste som holder soldaterne fast på tovet, når de hænger under helikopteren, er deres egne hænder

Verdens bedste Alle soldaterne er tilbage i helikopteren, og piloten vender næsen tilbage mod land. Mens soldaterne slænger sig i de vægophængte stofsæder, griner de til hinanden og viser med håndtegn, at dagens øvelse var en succes. De ligner en flok kåde drenge, som har haft en rigtig sjov arbejdsdag. En dag som ville være højst usædvanlig og grænseoverskridende for de fleste ”normale” mennesker, men jægersoldater er ikke helt normale. Jægerkorpsets presse- og informationsofficer, Flemming Brøndum, tvivler ikke på de danske specialstyrkers evner: - Vi har verdens bedste soldater og en af verdens bedste helikoptere. Når de arbejder sammen, kan Danmark levere en af de bedste SOF-kapaciteter i verden, slutter han.

0 danske 0 1 g in r Omk rsker og je le p e g e læger, sy bemand r å i l a k sere s mp sygepas pital i Ca s o h lt e f ke det britis er fra juli d e n å m i tre Bastion og er 2009, b o t k o il t og rberedte o f t d o g de er løse klar til at e opgavern

Chefen

Danskere i felthospitalet

Chefen: Jens Tingleff, 50 år, gift, stabslæge-2, chef for felthospitalet ved DANILOG siden 2007 og med en karriere som officer af reserven ved Danske Livregiment og Den Kongelige Livgarde. Har senest arbejdet på Gentofte Sygehus som overlæge inden for hjerte- og lungekirurgien. Sideløbende hermed har han været formand for lægerne i Region Hovedstaden. Det er således en rutineret læge, officer af reserven og organisationsmand, der står i spidsen for de danskere, der skal bemande det britiske felthospital. - Det har været spændende at være med til at samle og uddanne det hold, der nu forbereder sig til at blive udsendt. Der hersker ingen tvivl om, at vore læger og sygeplejersker på det faglige område er fuldt på højde med dem, som vi skal afløse i tre måneder. Udfordringen for os er naturligvis, at vi skal kunne arbejde sammen i en organisation, der skal kunne virke under ekstreme forhold, og det har vi trænet både i Danmark og under øvelser i England. I juli – umiddelbart før vores udsendelse – skal vi igen på øvelse i England, og den vil være en form for eksamen, der certificerer os til udsendelsen. - Det er en stor tillidserklæring til det danske personel, at briterne vil lade os bemande deres felthospital i tre måneder, og vi vil naturligvis gøre alt for at leve op til den tillid, de har vist os, siger Jens Tingleff.

Fotos: jørgen kølle

Hæren nr. 1 | 2009

Danskere i felt-

HOSPITAL

Sygeplejersken: Monika Schulz, 35 år, single, specialuddannet, arbejder på intensivafdelingen på Gentofte Sygehus. Monika Schulz startede som sundhedshjælper og har gennem årene uddannet sig til social- og sundhedsassistent, sygeplejerske og nu som specialuddannet intensivsygeplejerske. Hun var fra april 2008 udsendt til og arbejdede på det britiske felthospital i Camp Bastion. - Det var gennem en veninde, at jeg hørte om tjeneste i internationale missioner, og pludselig var chancen der. I begyndelsen af 2008 gennemførte jeg basisuddannelsen på Jægersborg Kaserne, og umiddelbart efter fik jeg tilbuddet om at gøre tre måneders tjeneste på det engelske felthospital i Camp Bastion. Det var en god oplevelse, og da jeg var kommet hjem, hørte jeg, at danskerne skulle bemande det engelske felthospital i tre måneder i 2009. Det kunne kun lade sig gøre, fordi min arbejdsgiver er utrolig fleksibel, og mine kolleger er meget forstående og støtter, at vi er nogle, der tager en tørn ude i missionerne. - Jeg glæder mig til at være med på et dansk hold og dele ud af mine erfaringer, og jeg er sikker på, at vi kan gøre det mindst lige så godt som briterne, siger Monika Schulz.

Sygepasseren

Sygeplejersken

Overlægen Overlægen: Steen-Erik Christensen, 60 år, gift, ortopædkirurg, arbejder til daglig på Hørsholm Sygehus, hvor han opererer skuldre og albuer. Steen-Erik Christensen har aldrig været soldat, men har kendt lægerne i forsvaret i mange år, og i 2008 blev han trykket så meget på maven, at han ikke kunne sige nej til en udsendelse. Han har arbejdet i Grønland og var udsendt for Beredskabsstyrelsen til Indonesien i 2005 under Tsunamien. - Jeg tager til felthospitalet på Kandahar Air Field i otte uger fra den 25. februar, og det er en virkelig god forberedelse til felthospitalet i Camp Bastion. Her vil jeg være fra september og de sidste syv til otte uger af vores udsendelsesperiode. Han ønsker nemlig at være hjemme i august, for da kommer hans ældste søn hjem fra Afghanistan efter seks måneder på Hold 7. - Jeg har nogle kvalifikationer, som jeg gerne vil bidrage med, og når andre kan, så kan jeg også. Det bliver selvfølgelig en stor oplevelse, men det er svært over for familien, siger SteenErik Christensen.

Sygepasseren: Peter Henrik Rimestad, 20 år, med en kæreste i forsvaret, startede på Hærens Basisuddannelse i februar 2008 og har gennemført sygepasseruddannelsen. Peter Henrik Rimestad kommer fra Bjerringbro og har boet på Nørrebro og i Tyskland. Han har prøvet gymnasiet og HF, men sprang fra og søgte ind i forsvaret for at aftjene sin værnepligt. - Da jeg hørte om muligheden for at få en sygepasseruddannelse og en senere udsendelse til Afghanistan, slog jeg til. Under uddannelsen har jeg været i praktik på Varde Infirmeri og Viborg Sygehus, og jeg har gennemført et kursus ved Forsvarets Sundhedstjeneste på Jægersborg Kaserne og bestået eksamen. Det har alt sammen været både lærerigt og interessant, og jobbet som sygepasser giver mening. - Jeg kan godt lide kammeratskabet i forsvaret og tror, jeg bliver mere moden af uddannelsen og den kommende udsendelse, og så ser jeg frem til nogle oplevelser og at få prøvet nogle grænser af. Jeg har en kontrakt frem til 35 år, og jeg kunne godt tænke mig en uddannelse, så jeg kunne blive redder eller noget tilsvarende, siger Peter Henrik Rimestad.

Hæren nr. 1 | 2009

Bunkeren i

FINDERUP

lk o f r æ h d e Vigtigt m r e d r å n t ved borde e t t ø t s y fl s e g g æ l n a pl Fra NATO-bunkeren ved Finderup overvåger flyvere luftrummet over Skandinavien og Nordatlanten. Men her er også hærfolk ansat, for samarbejdet mellem landstyrker og fly er vigtigt. Vi tog med på øvelse 17 meter under jorden Af Niels Toftegaard, journalist, FTK, (tekst og foto) - Did the pilot eject? spørger italieneren, og ja, det gjorde han. Et af NATOs jagerfly er blevet skudt ned, og nu skal piloten findes. Tre projektorer kaster landkort op på lærrederne, hvor prikker og linjer indikerer fly og grænser – ikke-eksisterende grænser mellem fiktive lande og en til lejligheden designet geografi. Combined Air Operations Center 1 (CAOC) ligger i øvelsesterrænet ved Finderup. Det er et af fire NATO-centre, hvorfra al militær flyvning i Europa bliver overvåget og kontrolleret.

Hvis øvelsen også havde omfattet flådestyrker, ville et antal sømænd koordinere samarbejdet med skibe og eventuelt fly fra hangarskibe. Til Northern Wind-øvelsen var fokus imidlertid lagt på samspillet mellem hær og flyvevåben.

Lige nu diskuteres der på italiensk, engelsk og dansk over kort og computerskærme. Øvelsen Northern Wind er i fuld gang. Et slags realistisk computerspil inspireret af situationen i Kosovo: En massiv NATO-luftoperation styret fra Finderup udspiller sig i den lille udbrydernation Nopono, der undertrykkes af den onde storebror Vulpecula. NATO er gået ind i krigen på Noponos side. I går blev fjendens flybaser bombet, og i dag skal flyene yde støtte til soldaterne på jorden. Vigtig koordination mellem hær og fly Bunkeren er nemlig ikke et fristed for flyverjakker og blå striber. En så stor

operation, som den der styres fra operationsrummet, kræver deltagelse fra alle tre værn. Folk med baggrund i Flyvevåbnet har ikke nødvendigvis den samme opfattelse af, hvordan en realistisk operation vil foregå på land, forklarer Lars Karmann Andersen, der er chef for logistiksektionen i CAOC’en. I et rum ved siden af efterretningsfolkene hænger et væg-til-væg landkort med detaljerede terrænangivelser. Herindefra giver en håndfuld hærfolk deres vurderinger af, hvordan flyene kan støtte landtropperne bedst muligt. En af dem er Julian McDonnell, helikopterpilot i den britiske hær.

ger ligger ta e e tr s n re e k n u B rden, indkapslet jo r e d n u r te e m 17 ykt beton. i armeret, metert

Hæren nr. 1 | 2009

Bunkeren i

FINDERUP

Fakta om bunkeren i Finderup Finderup-bunkeren stod færdig i 1985, men virker i dag som et gammelt monument fra en svunden tid, hvor Danmarks fjende var verdens største land. Britiske Julian McDonnell har netop været i Afghanistan, og hans danske kollega, Søren Høst, skal snart derned. De er begge hærfolk og koordinerer samspillet mellem soldater på jorden og piloter i luften.

- Meningen er at integrationen mellem land- og luftoperationer er så optimal som overhovedet muligt, fortæller han. Han skal arbejde i bunkeren de næste totre år og kommer fra en lignende stilling i Afghanistan. - Der er lidt over halvtreds hærfolk i Afghanistan, og de skal koordinere samspillet mellem land- og luftstyrker, og dernede fungerer det rigtig godt, siger Julian McDonnell Fjenden lurer rundt om hjørnet Fra kortbordet i det store operationsrum fortæller den britiske næstkommanderende for øvelsen, at Vulpeculas landtropper rykker længere ind i Nopono via nogle vigtige broer. Derfor har NATO besluttet at bombe disse broer. Men rundt om hjørnet i et mindre rum er der lige så hektisk aktivitet. Her styrer oberstløjtnant Jannik Skov fjenden og lægger planen for, hvilke hændelser der skal ske i den simulerede øvelse. - For hver mand, der er med i øvelsen, sidder der et modstykke, der holder øvelsen i live, siger han og konfererer med en hollandsk kollega. Efter en kort

samtale bliver de enige om, at Vulpeculas soldater har ’human shields’ – civile gidsler – på de broer, NATO vil bombe. Dermed spilles bolden over til folkene i operationsrummet, for vil de så stadig bombe broerne? - Det handler om at få trænet sådan nogle situationer og få dem grundigt diskuteret, siger Jannik Skov. CAOC’en overvåger luftrummet over Skandinavien, de britiske øer og det meste af Nordatlanten, og en bro-situation som i øvelsen er måske urealistisk i det område. Men ligesom Julian McDonnell har flere af folkene i bunkeren været i eller skal til Afghanistan og Kosovo. - Vi kan virkelig få noget ud af den her øvelse, og erfaringerne, vi gør os, er meget værdifulde, siger briten, mens han forklarer, hvad der skal ske med broerne i Nopono. - Lige nu er truslen fra nord den mest alvorlige, så vi vil gerne forsinke fjendens styrker fra den retning mest muligt. Derfor har vi anmodet flystyrkerne om hjælp, og så vil vi få vores Forward Air Controller til at guide bomberne til broerne, siger Julian McDonnell. Øvelsen fortsætter...

Bunkerens tre etager ligger 17 meter under jorden, indkapslet i armeret, metertykt beton. Trappeskakten derned slår knæk flere steder, så man kan dække sig i tilfælde af ildkamp med fjenden. Mellem ydermurene og den omgivende jord ligger et lag af Leca-nødder – små, brune kugler, som i den civile verden kan ses i blomsterkummer. Udover at fugt- og varmeisolere beskytter nødderne mod underjordiske trykbølger fra atombombeeksplosioner. Fordi bunkeren ligger så dybt under jorden, skal grundvandet holdes kunstigt nede, så den ikke ”drukner”. Derudover gør varmen fra jorden, at bunkerens indre året rundt skal afkøles. Planen er dog, at CAOC’en fra 2012 skal flytte ind i Bunker 1137 på Flyvestation Karup, hvor medarbejderne vil komme til sidde side om side med Air Control Wing, der overvåger det danske luftrum. Hvad der skal ske med bunkeren i Finderup, er endnu uvist.

Hæren nr. 1 | 2009

Et hektisk år venter

set i Danmark, venter! er e er lig tid e ikk r de ng Udfordringer af et omfa år står for døren. Et intenst og spændende

Et hektisk år venter på det nationale plan Af Kim Astrup, oberstløjtnant, chef for National Operationsafdeling Udfordringer af et omfang, der ikke tidligere er set i Danmark, venter samtidig med et spændende øvelsesprogram, der skal holde stabe og enheder skarpe og tusinder af mindre nationale indsættelser lurer lige om hjørnet. Et intenst og spændende år står for døren. Klimatopmøde Årets nationale klimaks bliver FN klimatopmødet i december 2009. Det absolut største internationale møde gennemført på dansk jord til dato. Flere hundrede statsoverhoveder med delegationer venter på at indtage København og beslaglægge byens mange hoteller. Bella Centeret vil udgøre rammen om møder om verdens klima i godt 14 dage. Sikkerheden om arrangementet bliver det største set i Danmark. Dansk politi vil ressourcemæssigt blive belastet i hidtil uset omfang. Forsvarets mange specialkapaciteter skal i større eller mindre omfang støtte politiet i luften, i Østersøen og på landjorden.

Hæren nr. 1 | 2009

Hærens Operative Kommando koordinerer de landmilitære aktiviteter, der vil involvere en styrke på omkring 1000 soldater. Opgaverne spænder lige fra chauffører, koordination af transport for delegationer på vegne af Udenrigsministeriet, ”sweeping-teams” og til observations poster til kemisk-biologisk beredskab. Øvelse gør mester Forsvarskommandoen har afprøvet hærens kommando- og kommunikationssystemer gennem en national beredskabsøvelse i februar. Øvelsen følges op af en studieperiode for totalforsvarsregionerne, hvor der fokuseres på flere samtidige større hændelser i Danmark. Fokus vil være koncentreret om føringsvirksomheden og derigennem bidrage til en sikkert virkende national kommandostruktur. Studieperioden danner efterfølgende grundlag for chefen for Hærens Operative Kommandos stabsøvelser, én for hver totalforsvarsregion i perioden juni-november. Øvelser, der ikke alene fokuserer på operationer, men sammenhængende indsættelser, der omfatter en føringsvirksomhed i bredeste forstand blandt andet omfattende grundige efterretningsmæssige overvejelser, logistiske og militær-

juridiske forhold samt kommunikationsbehovet og -virket i forbindelse med nationale operationer. Den nationale føringskapacitet vil således være i topform i sidste kvartal af 2009. Daglige indsættelser Sideløbende med forberedelserne vil totalforsvarsregionerne fortsat støtte samfundet med en række mindre indsættelser – formentligt op mod et par tusinde. Hærens ammunitionsryddere vil assistere politiet i gennemsnit op til tre gange om dagen. Hærens operative myndigheder vil bestride vagten ved landets kaserner, og Den Kongelige Livgarde vil bevogte de kongelige slotte og palæer. Med en hær, der mangler personel, med rigtig mange soldater i internationale missioner og oveni forestår opbygning af et landmilitært hovedkvarter til NATO Response Force 14 (NRF 14), synes det vanskeligt at forestille sig, at det vil være muligt at løfte flere opgaver i 2009. Sneberedskab Men det landsdækkende sneberedskab skal fortsat være klar i perioden fra 1. november 2009 til 31. marts 2010. Et

Major Knud Nielsen Ansvarlig for styrkeindsættelser

Oberstløjtnant Kim Astrup Jensen Chef for National Operationsafdeling

Major Claus E. Andersen Ansvarlig for planlægningsopgaverne

beredskab der samlet set omfatter ca. 280 terrængående køretøjer med besætninger.

niveau. Med baggrund i videnindsamling ved studieperiode og stabsøvelser med videre gennemføres kurset i november 2009.

Bagmændene Veluddannede og velmotiverede soldater er opskriften på at kunne løse ekstraordinært mange og store opgaver. Behovene er store, og der bliver brug for alt fra den dygtige hjemmeværnssoldat til den rutinerede fører for at opnå succes i 2009. De grå eminencer, der samler trådene ved Hærens Operative Kommando, har allerede taget det ”bløde” aftræk, og de mange planer, øvelser, møder begynder at tage form.

Nationalt operativt efterretningsberedskab Overvejelsesmetodik for efterretningsvirksomheden nationalt er kompleks, idet en potentiel modstander er uforudsigelige og kan bestå af alt fra en konventionel modstander til en forhøjet vandstand. Det er en vanskelig disciplin, hvor øvelse ikke gør det alene. Derfor udvikler Hærens Officersskole i løbet af 2009 et kursus målrettet mod efterretningsvirksomheden på det regionale

Generalprøven Den Internationale Olympiske Komite (IOC) gennemfører møde i København i oktober 2009. Der ventes deltagelse af et antal statsoverhoveder og dermed også behovet for ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger. Det er en kærkommen lejlighed til at afprøve forberedelserne til klimatopmødet.

Kontakt hæren Hærens Operative Kommando (HOK)

Tlf. 9962 4970

www.hok.dk /hok@mil.dk

HOK Telefonavis

Tlf. 7010 1071

DANILOG Postadresse til udsendte samt oplysninger om rotationsflyvninger m.m.

Tlf. 5535 7200. På hjemmesiden findes oplysninger om samtlige missioner, hvori der indgår dansk personel, herunder postadresse til soldaterne samt oplysninger om rotationsflyvninger.

www.danilog.dk www.forsvaret.dk/danilog

Forsvarets Psykologer Krisevagttelefon

Tlf. 3915 1900 (9-15) Tlf. 4078 7730 (uden for normal arbejdstid ma-fr 19-21 og weekend/helligdage 13-15)

Imp@fak.dk

Socialrådgivning (Vagthavende Psykolog)

Tlf. 3915 1300 (DAG) Uden for normal arbejdstid (ma-fre 1900-2100 og weekend/helligdage 1300-1500)

Kammeratstøttelinien (De Blå Baretter)

Tlf. 8060 8030

www.80608030.dk

Familienetværket / pårørende. (Hærens Konstabel- og Korporalforening)

Tlf. til kontaktpersoner på hjemmesiden.

www.hkkf.dk

Lægefaglig støtte

Henvendelse til tjenestestedets infirmeri

Gejstlig støtte

Henvendelse til det pågældende værns provst eller den tilknyttede garnisonspræst

Hæren nr. 1 | 2009

Gentlemen of

THE PRESS

Hæren har egen udgave af ”Gentlemen of the Press” Af Kaj-Ivan Bæk, journalist Ved starten af indeværende forsvarsforlig forsvandt stort set alt personel af reserven ud af uniformen. Der var tilsyneladende ikke mere behov for reservisterne, men en lille håndfuld fik alligevel lov at overleve, fordi der åbenlyst var brug for dem. Den lille flok på godt 50 mand udgør i dag stadig det, som kaldes Press and Information Centre, i daglig tale blot PIC, samt Visitors and Observers Bureau, VOB.

Hæren nr. 1 | 2009

For der kan ikke ske ret meget i hæren i dag uden, at det har mediernes interesse, og så er det rart at have nogle fagfolk at trække på, når de civile ”gents of the press” bliver for pågående eller på anden vis ustyrlige. PIC og VOB er nemlig hyldevarer, som kan tages frem, støves lidt af og bruges i den konfiguration, som den mediemæssige situation kræver det. Enhederne består i hovedsagen af civilt uddannede mediefolk, der dækker hele spektret fra freelance skribenter og do fotografer over dagbladsjournalister og til radio- og

tv-reportere samt eskortefolk, briefere og folk, der har styr på protokollen, hvis der skulle komme standspersoner. - Vi har været at finde ved stort set alle de begivenheder, hvor pressen i øvrigt har vist interesse, og for den sags skyld også nogle, som den ikke har interesseret sig for, fortæller lederen af pressecentret under den missionsorienterede uddannelse af KFOR hold 20 i februar, major Jens Riis Andersen (af reserven, forstås). - Vi er så heldige at vores lille butik fik status som uundværlig, og det har vist sig at være rigtigt set. Vi har hidtil kunnet

Gentlemen of

THE PRESS

frigøre journalister, fotografer, administrativt personel og chefer til alle de missionsorienterede uddannelser, der er kørt de seneste mange år. Vi har flere roller i dette, men vi lægger vægt på at give det næste missionshold så godt et billede af de vilkår, de kan komme til at møde medierne på. Det sker gennem medietræning af chefer og eventuelle talsmænd samt rollespil under feltdelen på den afsluttende uddannelse. Samtidig leverer vi dagligt stof til HOK´s hjemmeside, medierne og vores egen feltavis, og jeg må sige, at vi nyder at gøre det, for det er en skøn udfordring hver gang, når denne sammenbragte civile udgave af pressens gentlemen samles. Vi hygger os, gør vi, men vi får også en masse fra hånden. Det tør jeg godt sige, for tilbagemeldinger fra de forskellige hold har været stort set enslydende – med en pil opad, siger Jens Riis med et svedent grin i mundvigen. Også med når det er alvor PIC og VOB´s fleksibilitet betyder, at man kan stille med én mand eller 35.

Det er opgaven, der afgør hvor meget, der skal aktiveres. Desværre har der været bud efter PIC- og VOB-medarbejdere i flere tilfælde, hvor Danmark har måttet tage imod døde eller sårede soldater. Her er hovedopgaven oftest at sørge for, at pressen ikke generer de pårørende, hvis de har frabedt sig kontakt med medierne i den svære situation. Til gengæld skal den aktive PIC-medarbejder sørge for, at alt relevant materiale omkring hændelsen er til stede. Det sker i snævert samarbejde med presseelementet i Hærens Operative Kommando. - Men ellers kunne man tænke sig deltagelse i næsten alle militære begivenheder, og langt de fleste af dem er da også af den mere muntre slags, siger Jens Riis Andersen. - Vi har deltaget på større øvelser med et internationalt pressecenter, vi har deltaget ved regimenters jubilæer, pressedage og større promotion arrangementer, og vi har mødt en pokkers masse betydningsfulde personer, hvoraf mange på en eller anden måde har en særlig forkærlighed for vores lille pressecenter.

- Derfor er der også altid varm kaffe eller en blød vand til rådighed, dagens aviser er lagt frem, og for nogle år siden havde vi altid en skål slik stående. Men det var åbenbart for godt for nogle af vores egne folk, så en af vore kvindelige journalister fik betænkeligheder vedrørende kalorieindholdet i mixen. - Så nu har vi chokoladekiks i stedet, alle er glade igen, og vi har et godt team. - Det vil vi i øvrigt gerne dele med dig, der måtte stå som arrangør af et militært arrangement, hvor pressen formodes at have interesse. Hvis du vil have hjælp fra PIC eller VOB, så send et par ord om arrangementet til hok-presse@mil.dk, så rykker vi nogle af drengene og pigerne ned fra hylderne og gør dit arrangement til en mediesucces, siger Jens Riis Andersen.

Fotograf Jørgen Kølle og kaptajn Bjarke Bobek (diskret i baggrunden som altid) var naturligvis med, da Hans Kongelige Højhed Prins Joachim besøgte Hærens Kampskole og blev briefet om hærens nye infanterikampkøretøj.

været bud efter Desværre har der , ere i flere tilfælde jd e rb a d e -m B O PIC- og V t tage imod døde e tt å m r a h rk a m Medieovervågning er en del af dagens opgaver, hvor Dan og den udføres både på gammeldags manér i aviserne og elektronisk. r. te a ld eller sårede so Hæren nr. 1 | 2009

Fra skolebænk til

slagmark

Fra skolebænk til slagmark Af Jon Detlefsen, journalist (tekst og foto) Skal jeg være civil bankmand eller Action Man i hæren? Det var et spørgsmål, som 120 gymnasie-, HF-, og HTXelever fra hele landet kunne stille sig selv, da de deltog i Hærens Officersskoles (HO) arrangement, ”Stud Kriger” den 23. og 24. februar. I to dage blev eleverne indkvarteret på Sjælsmark kaserne i Nordsjælland og udsat for ekcersits, stueeftersyn og morgen-FUT. Men de skulle ikke bare lege værnepligtige under deres korte ophold i statens tjeneste. De håbefulde unge skoleelever fik lov til at snuse til det alsidige liv som officer i den danske hær, og de fik lov til at opleve hvor store krav, der stilles til delingsførere og kompagnichefer, når krigen raser og kuglerne flyver om ørerne.

Hæren nr. 1 | 2009

lever Gymnasiee det smed fra hele lan iskelæder blyant og v eventyr og drog på s med Hæren le Officerssko

Et særdeles livagtigt kampscenarium blev opført i Livgardens øvelsesterræn ved Høvelte med udsigt til den smukke natur omkring Sjælsø. Kampvogne, Piranhaer, PMV’ere, infanterikampkøretøjer, selvkørende haubitsere og Livgardens krigere fra ISAF hold 4 indtog øvelsesterrænet for øjnene af de måbende studerne og efterlod ingen tvivl om, at jobbet som officer kræver, at man holder tungen lige i munden, og at man evner at beherske kaos. Stud Kriger-arrangementet sluttede af med et besøg på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot, hvor de måske kommende aspiranter fik et indtryk af dagliglivet på officersskolen. Der er ansøgningsfrist til officersuddannelsen den 15. marts 2009. Uddannelsen begynder i august 2009.

Fra skolebænk til

slagmark

Rune Andersen

Der var mulighed for at nærstudere flere af hærens køretøjer.

- Jeg er fascineret af venskabet med kollegerne og det primitive liv som soldat, siger den 22-årige HF-elev fra København, Rune Andersen. Han værdsætter den personlige udvikling højt og overvejer, om det er som officer, han skal bruge sin fremtid. - Jeg har tidligere været konstabelelev ved Livgarden, men måtte stoppe før tid på grund af sygdom i familien, fortæller Rune og fortsætter: - Men jeg vil gerne være soldat igen og udsendes til Afghanistan, og jeg er her i dag for at undersøge, om det skal foregå som officer.

Michael Mott Og takten blev holdt – næsten.

- Jeg har altid været fascineret af militæret, og min far var soldat, så det skal jeg også være, siger Michael Mott, som er 18 år og læser på HTX i Horsens. Han tvivler ikke et sekund på, at fremtiden skal foregå i hæren, og han har høje ambitioner: - Faktisk er min drøm at komme i Jægerkorpset, men først vil jeg gå officersvejen.

Katrine Hougaard Katrine Hougaard er 17 år og går i 2. G i Nyborg. Hun har helt rationelle grunde til at vælge hæren som fremtidig arbejdsplads: - Jeg er ordblind, og derfor bliver jeg nødt til at vælge et mere praktisk fag, siger hun. Men Katrine har endnu ikke haft nærmere overvejelser om udsigten til at blive udsendt: - Måske vil jeg først søge ind som værnepligtig og derefter se, om jeg kan komme videre på HO, men jeg ved ikke endnu, om jeg kunne tænke mig at komme i krig, siger hun og slutter: - Det er venskabet og det store samarbejde, man har i hæren, som tiltrækker mig.

Tidligere chef for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou sammen med de ni legatmodtagere, der mødte op til overrækkelse af legater fra Hærens Regimenters Hjælpefond ved Hærens Operative Kommando i december 2008.

Om fonden Legatet uddeles en gang årligt for at sikre, at ansøgningerne/indstillingerne bliver vurderet i forhold til hinanden og i forhold til de penge, der er til rådighed. Legatet tildeles efter ansøgning og/eller indstilling. Hærens Regimenters Hjælpefond blev oprettet 1. januar 1995 efter sammenlægning af tre legater, der tilgik Slesvigske Fodregiment fra det tidligere Kongens Jyske Fodregiment i forbindelse med regimentssammenlægningen.

• At understøtte fastansatte, der er invaliderede i forbindelse med tilskadekomst i tjenesten eller til understøttelse af efterladte, der har mistet en forsørger i forbindelse med ulykker i tjenestetiden. • At belønne fastansat personel, der i særlig grad har udmærket sig i tjenesten ved redningsindsats, hvor menneskeliv eller værdier har været i fare, også selvom indsatsen ikke lykkedes. • At belønne fastansat personel, der har varetaget opgaver i udlandet, herunder personel udsendt til udlandet med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Distribueres via PortoService ApS Fabriksvej 6 9490 Pandrup

Fondens formål er

Afsender: Hærens Operative Kommando Postboks 59 7470 Karup J

Den danske indsats i blandt andet Afghanistan, har desværre betydet tilskadekomster og dødsfald. Det har medført, at støtten til de pårørende har været større, end det årlige afkast i Hærens Regimenters Hjælpefond har kunnet honorere. I december 2008 blev der uddelt i alt 125.000 kr. fordelt med 100.000 kr. til seks soldater, der var kommet til skade i Afghanistan og Irak og 25.000 kr. til fem soldater, der havde lavet modig redningsindsats i Afghanistan. Hærens Regimenters Hjælpefond har en kapital på ca. 575.000 kr., hvilket giver et årligt afkast på ca. 22.000 kr., der udelukkende anvendes til legatuddelinger. Der anvendes således ikke midler fra fonden til administration. I løbet af 2008 har der heldigvis meldt sig donorer, som har gjort det muligt at uddele flere midler de kommende år. Således har Rindsholm Kro ved Viborg doneret over 10.000 postkort. Foruden at kroen selv gør en stor indsats for at sælge disse postkort, skal postkortene sælges via forsvarets tjenestesteder, messer, soldaterhjem, ved diverse arrangementer, møder og lign. for 10 kroner stykket. Indtægterne fra salget vil udelukkende gå til legatuddeling. I 2008 til 2012 donerer en anonym giver hvert år 100.000 kr. som økonomisk støtte til hjælpearbejdet blandt soldater såret i kamp i Irak og Afghanistan. Der vil således være ca. 122.000 kr. til uddeling de kommende fire år foruden de indtægter, salget af postkort vil kunne indbringe. Men der er fortsat et stort behov for at skaffe flere midler til fonden. Og der er flere muligheder for at støtte fonden. For hver 100.000 kr. der doneres til fonden vil det ved investering give et årligt afkast på cirka 4- 5000 kroner. For at støtte fonden her og nu, kan der doneres penge til uddeling. Der kan også laves en kombination, hvor nogle penge investeres med henblik på senere udbetaling og andre udbetales Såfremt du har idéer til at skaffe flere penge, får kendskab til overskud fra diverse arrangementer, hvorfra der kan doneres penge til fonden eller i øvrigt får henvendelser om donationer, der falder ind under Hærens Regimenters Hjælpefonds formål, kan de henvises til overassistent Iben L. Kjærgaard, hok-hr26@mil.dk, FIIN-adr. hok-hr26 eller 4132 0526.

ID-nr. 42627

Hjælp med at samle penge til sårede danske soldater