Hærnyt Slaget ved Sankelmark 5. februar 1864 var en demonstration af »Max Müller Taktik« i bajonetkamp. Ebbe JuulHeider fortæller historien fra side 12.
Larm fra våben, motorer og bælter er langsomt, men sikkert med til at nedbryde hørelsen hos besætningerne. Nu er der – effektiv – hjælp på vej. Side 20.
2003
4
Det danske kontingent i Irak arbejder hårdt på at gøre en varm irakisk vinter koldere. Det går bedre for hver dag. Side 16.
De fem lokalforsvarsregioner indgår i Hærens Operative Kommandos operative struktur, og det er tanken, at de alle skal igennem en øvelse af denne karakter. Den første øvelse var med Lokalforsvarsregion København, og den fandt sted i slutningen af oktober. Side 24.
Den Danske Internationale Brigade har for nylig haft lejlighed til at genopfriske samarbejdet med 1 (UK) DIV. Via et computersystem skulle DIB føre egne enheder mod fjenden. Computeren afregnede kontant og realistisk, når der var truffet en beslutning. Side 8.
Redaktion: Ansvarhavende redaktør: Oberstløjtnant Jens Kofoed Hærens Operative Kommando Redaktionsgruppe: Kaj-Ivan Bæk, DJ, red. chef Major Jan Brinck, PIO/HOK Seniorsergent Ole Nielsen, HOK Helene Gregersen, HMAK Layout/Pre-press: ComPress, Holstebro
Foto: Hvor fotografens navn ikke er angivet tilhører ophavsretten forfatteren eller redaktionen. Hærnyt udkommer fire gange årligt. Årsabonnement kr. 125,-. Bladets artikler må gengives, når kilden angives. Navngivne artikler udtrykker ikke nødvendigvis Hærnyts mening. ISSN 0901 - 2540
Side 2
Tryk: Scanprint a/s. Vegetabilske farver på Cyclus Print. Svanemærke licens nummer 241 055. Oplag: 6500. Hærnyt udgives af Hærens Operative Kommando Postboks 59, 7470 Karup J Hærens Materielkommando Arsenalvej 55, 9800 Hjørring
HÆRNYT 4-2003
NATO har med NATO Response Force (NRF) skabt et nyt koncept for reaktionsstyrker. Hvor der tidligere var tale om en pulje af enheder på et varieret beredskab, der kunne sammensættes når et behov (krise) opstod, så skal NRF enhederne i en kontinuerlig proces opstilles, trænes og samarbejdes før et behov opstår. Side 5.
Nummer 4
2003
December
Redaktionen ønsker alle vore forfattere, idémagere og trofaste læsere er rigtigt
GODT NYTÅR OG PÅ GENSYN I 2004!
Læs inde i bladet: CH/HMAK’s leder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Omvæltninger venter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Nyt i Feltreglement I . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Håndværket skal læres fra bunden . . . . . . . 18 Varmt bly til hårde drenge . . . . . . . . . . . . . . 22 Slaget om Kursk - en boganmeldelse . . . . . . 26 Nyt om navne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Afghanistanstyrke fordobles . . . . . . . . . . . . . 28 HÆRNYT 4-2003
Besøg HOK’s hjemmeside på Internettet på: www.hok.dk Kommentarer eller ideer til Hærnyt samt evt. forsendelse kan rettes til redaktionen på 9710 1550 - lok. 7029 eller på email til hok-presse@mil.dk. Se også HMAK’s hjemmeside på www.hmak.dk Artikler bragt under navn er ikke nødvendigvis udtryk for HOK officielle mening.
Side 3
»At gøre det rigtige« – materielmæssige udfordringer
Af generalmajor Henrik Dam Chef for Hærens Materielkommando
Efter fire spændende år i NATOs regionale hovedkvarter for Nordeuropa er det rart at være hjemme igen og mindst lige så spændende. Dernede var vi meget optaget af at udvikle NATOs kommandostruktur til at blive langt mere operativt fokuseret end tidligere, og begreber som »deployability«, »robustness« og »sustainability« blev daglig tale. Det var glædeligt at Alliancens ledere på Prag-topmødet for et år siden vedtog en udvidelse og en transformation til at imødegå det 21. århundredes sikkerhedspolitiske udfordringer. Lige så glædeligt var det at konstatere, at man herhjemme var på forkant af udviklingen. De offentliggjorte interne oplæg til transformation af dansk forsvar lægger afgørende vægt på internationalt deployérbare militære kapaciteter og på totalforsvaret. Der varsles store ændringer ikke mindst for hærens vedkommende, og der er behov for et væsentligt ændret materielindhold i hæren med deraf følgende behov for betydelige materielinvesteringer over mange år. Den totale transformation vil blandt andet som følge af økonomiske begrænsninger nødvendigvis strække sig over en længere overgangsperiode, hvor den relevante del af materielarven fortsat skal holdes i drift og i nogen udstrækning endda modificeres. Så selv om der skal satses meget på nye anskaffelser, vil den daglige materieldriftsopgave stadigt fylde en stor del af den samlede materielvirksomhed. Da der ikke bliver flere personelressourcer til rådighed – snarere tværtimod – bliver det fremover ekstra nødvendigt at strømline den samlede materielvirksomhed og fokusere på kerneprodukterne, nemlig at tilvejebringe den materielle del af de operative kapaciteSide 4
ter og at holde dem i drift på et operativt og økonomisk forsvarligt niveau. Alt dette bringer mig til, at det aldrig har været mere vigtigt, at vi anskaffer det rigtige materiel til hæren, og at det kun lykkes i et perfekt samspil mellem Hærens Operative Kommando og Hærens Materielkommando samt naturligvis Forsvarskommandoen, hvor alle trækker i samme retning ud fra det helhedssynspunkt, at det drejer sig om de samlede operative kapaciteter, og hvor der ikke er plads til suboptimering. Heldigvis har jeg kunnet konstatere et velfungerende samarbejde på alle niveauer ofte baseret på tætte personlige kontakter på tværs af organisatoriske skillelinier. Det varsler godt for fremtiden – så bliv ved med det! Men det er ikke nok at gøre det rigtige. Vi skal også mestre at gøre det rigtigt, og dermed mener jeg ikke, at vi skal være bureaukratiske, tværtimod. Men hensynet til materiel- og ammunitionssikkerhed, til en række juridiske krav og ikke mindst at vi opererer med meget store dele af skatteborgernes penge i de enkelte anskaffelser, gør at vi skal kunne levere kvalitet i vort arbejde, og at der er en nedre grænse for kvalitetsniveauet. Vi skal altså både gøre det rigtige og gøre det rigtigt. Det er op til det videre arbejde med transformationen af dansk forsvar at definere det nødvendige og tilstrækkelige ressourceforbrug til materielvirksomheden. Det er mit klare indtryk, at hvordan vi end måtte strukturere os, så er grundlaget for et godt resultat til stede i form af veluddannede, loyale og forandringsberedte medarbejdere. Velkommen til det videre arbejde med at give hæren det rette materielindhold.
HÆRNYT 4-2003
NATO Response Force
Klar før behov opstår Af Peter Bartram oberstløjtnant, chef for Studie- og Udviklingssektionen i stab HOK NATO har med NATO Response Force (NRF) skabt et nyt koncept for reaktionsstyrker. Hvor der tidligere var tale om en pulje af enheder på et varieret beredskab, der kunne sammensættes når et behov (krise) opstod, så skal NRF enhederne i en kontinuerlig proces opstilles, trænes og samarbejdes før et behov opstår. Konkret er der tale om en værnsfælles styrke, hvor hærdelen forventes organiseret i en Land Component Command (LCC) med bl. a. to brigader samt et antal selvstændige enheder. NRF udgøres ikke af én styrke, men af en række NRF’er (omtales som NRF 1, NRF 2, NRF 3 o.s.v.), idet hver NRF alene er i beredskab i et halvt år. Forud herfor har de enkelte landes bidrag gennemgået ét års national øvelsesvirksomhed og et halvt års NRF-samvirke uddannelse. Forberedelserne og beredskabsperioden strækker sig således over i alt to år for hver NRF styrke. NRF skal med 5-30 dages beredskab kunne indsættes i hele opgavespektret fra kamp til operationer, der ikke omfatter kamp, hvorfor uddannelseskravene og materielkravene vil være meget høje. Et forhold der forstærkes af, at NRF tillige skal kunne indsættes globalt (det er imidlertid forventningen, at enheder vil kunne tilmeldes med
visse klimamæssige begrænsninger). Hærens Operative Kommando har iværksat overvejelser vedrørende indholdet af den nationale uddannelse og de kontrolforanstaltninger der skal indgå, ligesom nødvendige materielmæssige tiltag behandles. Af indlysende årsager bliver evnen til at løse operationer i et multinationalt miljø af særdeles stor betydning. NRF tjener to formål. For det første tilvejebringes en fleksibel, kompetent og multinational reaktionsstyrke, for det andet introduceres et koncept, der skal medvirke i transformationen af NATO landenes militære forsvar. Den udvikling det danske forsvar (især hæren) undergår, er ikke enestående. Mange NATO-lande har iværksat en lignende proces med henblik på at sammensætte de militære kapaciteter, så de bedre afspejler fremtidens behov. NRF’s vægtning af høj-professionelle enheder, der hurtigt kan deployeres og indgå i en NATO ramme, får selvsagt stor betydning og bliver på mange områder dimensionerende. Da de nationale enheder »roterer« ind og ud af NRF, må de forventes at få en vis katalysatoreffekt i retning af at udvikle og fastholde de ønskede færdigheder på nationalt plan.
NRF konceptet vil være under opbygning frem til oktober 2006, men NATO har alligevel valgt at iværksætte etableringen af de første NRF’er (med visse modifikationer) for at fastholde momentum i udviklingen. NRF 1, der p.t. er i beredskab, råder bl. a. over to patruljer fra Jægerkorpset. Det er HOK’s policy, at de danske tilmeldinger fra hæren skal være substantielle bidrag. Af hensyn til den ønskede transformationseffekt samt muligheden for at opnå en afbalanceret byrdefordeling bør alle tjenestegrene over tid bidrage med enheder af op til afdelingsværdi. Mulige bidrag kunne endvidere omfatte en brigadestab med tilhørende føringsstøtte, en Task Group fra Jægerkorpset samt på sigt andre enheder sammensat efter behov, for eksempel kunne en ISTAR kapacitet etableres. I konsekvens vil der være nogle perioder hvor hæren ikke bidrager til NRF (tilfældet for NRF 2 og 3). Det er vurderingen, at hæren maksimalt vil kunne tilmelde en brigadeværdi til NRF. For at koordinere værnenes bidrag, herunder udnytte delkapaciteter på tværs af værnene, har Forsvarskommandoen nedsat en arbejdsgruppe (Task Force NRF). Arbejdet er iværksat og tegner godt for fremtiden.
NATO Response Force 1 har p.t. tilmelding af to patruljer fra Jægerkorpset. Foto: B. S. Kristiansen. HÆRNYT 4-2003
Side 5
Den fremtidige logistik vil støtte den operative struktur ved hjælp af den mest moderne teknologi.
u og i fremtiden er det logistikkens første og største opgave at støtte den operative struktur. Men den måde, som opgaven bliver løst på, vil gennemgå en markant udvikling i de kommende år. Hærens Materielkommando har sammen med Forsvarets øvrige materielkommandoer arbejdet tæt sammen for at støtte den struktur som Forsvaret og Hæren har i dag. Som eksempler kan nævnes implementeringen af forsvarsforliget 2000-2004, indførelsen af DeMars og Forsvarets logistiske udvikling. Resultatet af dette arbejde er, at vi nu står med velfungerende værksteder, depoter, produktions- og planlægningsfaciliteter, der kan støtte de operative strukturer på bedste vis i forhold til de ressourcer, der nu en gang er til rådighed. Men som det efterhånden er almindeligt kendt, arbejdes der lige nu på højtryk med at opstille en ny struktur for fremtidens forsvar til løsning af fremtidens opgaver. Og her skal logistikken selvfølgelig følge med, så vi fortsat kan støtte de operative enheder i ind- og udland. I skrivende stund er detaljerne i dette arbejde stadig uafklarede og desuden også fordelt meget restriktivt, men nogle overordnede tendenser for den fremtidige logistiske struktur tegner der sig dog. For det første lægges der meget vægt på at tage udgangspunkt i de operative enheders behov. Vi kender efterhånden til hudløshed det gamle mantra om, at »mål og midler skal passe sammen«, og der er sikkert flere af dette blads læsere, som af erfaring er temmelig skeptiske over for den slags paroler. Og sandt er det
N
Side 6
Af Jens J. Mølvig major, Hærens Materielkommandos Centralledelse
selvfølgelig også, at den logistiske struktur hverken i dag eller i fremtiden kan påregne at lægge beslag på flere ressourcer, end der netop skal til for at løse opgaven. Men ikke desto mindre er dette en ledestjerne for de igangværende overvejelser, og samtidig fokuseres der meget på kapaciteter frem for »kasser og vandrør«. Allerhelst så vi en struktur og en procedure, hvor den operative struktur slet ikke skal bekymre sig om, hvor materiellet kommer fra – det er der bare på det sted, det tidspunkt og i den stand, som enheden skal bruge det. Det er selvfølgelig en vision, der næppe nogensinde kan opfyldes 100 %, men ved fælles hjælp kan vi komme ganske langt. Imidlertid må det også stå klart, at den logistiske struktur ikke kan løse denne opgave helt på egen hånd, så også i de operative strukturer bliver det i fremtiden nødvendigt, at disciplinerne logistisk indsigt og logistisk planlægning bliver højere prioriteret, end de har været i de seneste år. For det andet kan der ikke være tvivl om, at den udvikling mod værnsfælles samarbejde i den logistiske struktur, som blev igangsat ved implementeringen HÆRNYT 4-2003
Markant udvikling i vente for fremtidens logistiske støtte af det nuværende forsvarsforlig, vil fortsætte. Præcis hvor vi ender, er det endnu for tidligt at sige, men der er ingen tvivl om, at der er et stort potentiale for effektiviseringer, hvis vi bliver bedre til at hjælpe hinanden. Skal alle tre værn f. eks. have hver sit radarværksted? Eksemplerne er mange, og det samme er mulighederne for i værnsfælles regi at gøre tingene både bedre og billigere end i dag. Igen skal vi holde fokus rettet mod de operative enheders behov, men hvis en underafdelingschef i en uddannelsesenhed eller en udsendt mission skal bruge en materielgenstand – f. eks. en motor – så er han nok også mere interesseret i, hvor hurtigt han får den, end hvilken uniformsfarve der sidder på den, som leverer motoren eller reservedelen. For det tredje må vi forvente, at endnu flere opgaver vil blive udliciteret i fremtiden. Vi skal ikke længere kunne gøre alting selv, hvis andre kan gøre det bedre, billigere eller hurtigere. Men vi skal udlicitere med åbne øjne og hele tiden huske på, at civile udbydere har deres begrænsninger i Mellemøstens ørkensand, i Afrikas jungle eller på steder, hvor maskingeværsalver hører til dagens orden i byens gader. For det fjerde vil moderne logistiske fænomener som »Supply Chain Management« og »Just in Time« snige sig ind – ikke bare i sprogbruget, men også i praksis. De kommer ikke, bare fordi de lyder smarte, men fordi de repræsenterer en moderne og mere effektiv tilgang til logistikken. Den tid, hvor hvert enkelt led i forsyningskæden rekvirerede ved næsthøjere led for at være klar til at kunne levere til næstlavere led er snart forbi. I fremtiden skal vi lære at forholde os til den samlede forsyningskæde fra fabrik til soldat, og vi skal være mere fleksible til at kunne sende opgaven hen, hvor der er kapacitet til at løse den. Dette har store perspektiver i retning af at udnytte ressourcerne bedst muligt – og f. eks. undgå, at en materielgenstand er i »restordre« i den ene ende af landet, mens den findes til overflod i den anden ende af landet. Vi er allerede kommet godt i gang med DeMars, men vi kan blive bedre endnu. Det vil fordre, at en del af den logistiske struktur – for at sige det lige ud – skal blive dygtigere end i dag. Men det vil også kræve, at forbrugerne ude i »de spidse ender« bliver bedre til at planlægge deres forbrug, og at hvert enkelt led i forsyningskæden dropper egoismen og fokuserer på at få helheden til at virke frem for blot at sørge for, at man selv har, hvad man skal bruge. Hvis man ude i enhederne forvalter »Just-in-Time« som »Just-in-Case«, så får vi en sub-optimering, der kun kan resultere i, at HÆRNYT 4-2003
dem, der virkelig har brug for ressourcerne, ikke kan få dem. Det her vil medføre et krav om uddannelse og ændrede procedurer, men visse steder vil det også blive nødvendigt med en justering i den herskende kultur. Endelig skal vi opbløde Hærens traditionelle logistiske opdeling i fem echelonner (ECH). Dette system har tjent os godt i strukturen op igennem den kolde krig. Men for det første er opgaverne i dag af en anden karakter end før, for det andet vil den tidligere nævnte værnsfælles tilgang kræve en værnsfælles procedure i både fred, krise og krig, og for det tredje er mange materielsystemer i dag så avancerede, at vi udskifter komponenter på stedet frem for at reparere. Fremtiden kalder derfor på et system, der er både mere enkelt og mere smidigt, så en mekaniker, der står med en defekt materielgenstand, og har det rigtige værktøj til at få den til at virke, også har lov til det. Alt dette tegner tilsammen et billede af en fremtidig udvikling i den logistiske struktur, som har spændende perspektiver for at støtte fremtidens forsvar på både kort og længere sigt. Men nogle af udviklingstendenserne vil medføre omfattende ændringer af vores måde både at tænke og at arbejde på, og det er derfor vigtigt, at såvel den logistiske som den operative struktur går ind til dette med et åbent sind og et ikke alt for blødt hjerte. Den logistiske struktur kan ikke stampe ressourcer op af den bare jord, men opgaven bliver – som den i øvrigt altid har været – at få de rådige ressourcer forvaltet til mest mulig gavn for de operative enheder. Ved HMAK er vi i fuld gang med at tilpasse os til fremtidens udfordringer, men vi har fortsat brug for medspil fra vores »kunder«.
Side 7
ST/DIB i Ex ARRCADE FUSION:
STRIKE AND DEFEAT Af Jesper Egendal oberstløjtnant, Den Danske Internationale Brigade
»MISSION Danish Reaction Brigade (DRB) will advance to seize Objective BUCKET on the ridge towards Objective GOLD. Be prepared to strike to defeat 8 (Zagros) Infantry Division«.
Side 8
HÆRNYT 4-2003
Ordrer til DIB blev givet på traditionel vis, men indspil fra DIB til dispositionsenheder blev registreret i computersystemet ABACUS, og herefter fik man et billede af styrkeforhold og simuleret effekt (se modstående side). Herover ses denne artikels forfatter længst til venstre med baret samt brigadegeneral Agner Rokos, mens en engelsk officer diskuterer detaljer på bordkortet.
Sådan lød ordren til Den Danske Internationale Brigade, DIB, under en fase af stabsøvelse ARRCADE FUSION i Tyskland i november. Ordren blev givet af 1. Britiske Panserdivision (1 (UK) DIV), hvori DIB indgår i en af brigadens indsættelsesoptioner. Samarbejdet mellem DIB og 1 (UK) DIV har generelt været stillet i bero i det forgangne år på grund af divisionens deltagelse i operationerne i Irak. Øvelse ARRCADE FUSION var derfor en god lejlighed til at genoptage samarbejdet med 1 (UK) DIV. Sammen med øvrige divisioner og brigader gennemførte 1 (UK) DIV, og herunder DIB, indspil til korpshovedkvarteret gennem operationsplanlægning, rapportering og føring af operationerne. Sidstnævnte baserede sig på et computersystem; ABACUS (Advanced Battlefield Computer Simulation System), hvor DIB indtastede kommandoer til egne bataljoner med videre, der som ikoner på skærmen mødtes med de fjendtlige enheder. Computeren bestemte så udfaldet af kampene. Der var med andre ord kontant afregning, hvilket bidrog til realismen. Øvelsen blev gennemført på kasernen Sennelager ved Paderborn i Tyskland. Scenariet Det udpegede mål var et bjergpas i grænseområdet mellem to fiktive stater kaldet Zagros og Calaban. Scenariet byggede dog på reel geografi, infrastruktur, kliHÆRNYT 4-2003
ma med mere i et nærmere afgrænset område i Mellemøsten tilført en fiktiv historisk og politisk baggrund. Opbygningen af udgangssituationen bestod derudover af elementer fra eksisterende globale kriser og konflikter. Scenen var således sat for udvikling af en regional konflikt indeholdende en vekslen mellem fredstøttende operationer og kampoperationer. Scenariet var konstrueret og udbygget gennem en række øvelser gennemført af det multinationale korpshovedkvarter HQ ARRC (Allied Central Command Rapid Reaction Corps), der er ét af NATO’s High Readiness Force hovedkvarterer. Formålet med øvelsen var at øve staben ved korpset og underlagte hovedkvarterer og enheder i løsning af en bred vifte af militære opgaver omfattende såvel kampoperationer som fredsstøttende operationer. For Stab/DIB forekom scenariet meget realistisk og relevant set i lyset af de senere års begivenheder i verden. Kendt konfliktstof Med baggrund i en etnisk konflikt havde situationen udviklet sig over tid til en krise, hvor FN havde søgt at stabilisere situationen gennem indsættelse af bl. a. en FN-styrke. Denne var organiseret med baggrund i NATO’s nye styrke Response Force (Land) – en brigadestørrelse. Zagros eskalerede krisen med besættelse af dele af Calaban inklusive flere oliefelter. Med afsæt i
Side 9
Fra venstre diskuterer COMMARRC med kaptajn Lasse Nilsson, EO, major Bjarne Poulsen, CH/E og major Lars Sørensen, CH/O.
nye FN resolutioner var konflikten ved øvelsens start nået dertil, at man var nødsaget til at anvende de nødvendige magtmidler for at hævde Calabans integritet og bekæmpe og fjerne Zagros’ militære styrker. Dette var muligt efter en større styrkeopbygning med land-, flåde- og flystyrker ledet af NATO. HQ ARRC rådede således her over flere divisioner og brigader m.v. De landmilitære operationer Gennem en vekslen mellem fremrykning, fastholdelse, afskæring af forsyningslinier og angreb skulle de landmilitære styrker bekæmpe aggressorens styrker og befri Calaban. For 1 (UK) DIV og DIB indebar opgaverne fremrykning og angreb over flere hundrede kilometer fra et udgangsområde over en ørken- eller stenslette og gennem pas i højderygge og bjerge ad få og smalle veje. Terrænet og klimaet var naturligvis en særligt udfordrende faktor, hvor den spinkle infrastruktur, sandstorme med mere på realistisk måde lagde begrænsninger på manøvrer og logistisk formåen. 1 (UK) DIV bestod under denne øvelse ud over DIB af en række britiske enheder; 4. og 7. Panserbrigade, 16. Luftlande Brigade og 19. Panserinfanteribrigade. Divisionen rådede tillige over den italienske Friuli Opklaringsbrigade og dertil egne divisionstropper med opklaring, artilleri, ingeniører, logistik med mere. Det var således en stærk enhed, der havde en central rolle i korpsets manøvrer. DIB var frontbrigade en stor del i øvelsen, hvorved chef og stab havde udmærkede muligheder for at afprøve egen taktik og procedurer. Fight in the valley – og hvad så? Den afsluttende opgave for DIB var en uvant situation,
Side 10
hvor opgaven indledningsvis var at angribe og nedkæmpe en motoriseret brigade i en bjergdal. Da DIB rykkede frem på den sidste bjergkam med udsigt ned over målet, overgav den fjendtlige brigade sig! Opgaven var nu at organisere denne overgivelse; herunder at tilvejebringe den nødvendige logistiske støtte i medfør af krigsfangers konventionssikrede rettigheder. Et andet forhold var, at det er den tilfangetagende stats ansvar, at Røde Kors modtager personlige oplysninger på alle krigsfanger, samt at konventionerne overholdes. Det betyder, at det er nødvendigt at have en dansk repræsentant, som følger fangerne, hvis de overdrages til en anden stat. Efter denne opgave fik DIB til opgave at fastholde det vundne terræn og afvente udfaldet af politiske forhandlinger, som varede indtil ENDEX. Afslutning Ved afslutningen på kamphandlingerne skiftede fokus fra at anvende alle rådige magtmidler til en overgang til fredsstøttende opgaver, hvor der i stigende grad blev pålagt restriktioner i anvendelsen af våbenmagt med henblik på at tillade tilbagetrækning af Zagros’ enheder og genskabe stabiliteten i regionen. ARRCADE FUSION var en spændende, veltilrettelagt og velgennemført øvelse. Med et realistisk og relevant øvelsesscenarie i et område langt fra Danmark og den hastige vekslen mellem kamp- og fredsstøttende opgaver peger denne øvelse i retning af, hvad danske enheder forventeligt skal kunne i rammen af NATO Response Forces i fremtiden. HÆRNYT 4-2003
Nyt kapitel i feltreglement:
Mellemfaldende faser Af P. H. Lund oberstløjtnant, chef for Operations- og Føringsuddannelse/FAK Der er udarbejdet et nyt 6. kapitel til Feltreglement I (FR I) omhandlende »Mellemfaldende faser«. Kapitlet fastlægger principperne for troppeenhedens indsættelse i én kampform eller overgang mellem to kampformer. Kapitlet beskriver retningslinierne for beredskabsområde, march, mødekamp, overtagelse af kampopgaver, opslutningsoperationer og afbrydelse af kampen. Under udarbejdelsen af 6. kapitel blev det besluttet at samle forhold vedrørende »Andre kamphandlinger« og »Kamp under særlige vilkår« i 7. kapitel med titlen »Operationer under særlige vilkår«. Videre udarbejdes et nyt kapitel (8) eller afsnit vedrørende operationer mod irregulære styrker. Endelig er det besluttet, at feltreglement I fortsat skal dække brigade- og divisionsniveauet, mens korpsniveauet udgår. Dette afpasses tidsmæssigt med NATOs doktrinudvikling, hvor der p.t. arbejdes på ét dokument dækkende Landkomponent-niveauet; »Allied Joint Publication 3.2 (AJP 3.2)« og ét dokument dækkende troppeenhedsniveauet; »Allied Tactical Publication 3.2.1 (ATP-3.2.1.)«. Den nuværende detaljeringsgrad af FR I fastholdes for nærværende, idet en eventuel anden detaljeringsgrad vil blive drøftet efter afsluttet revision i 2005. Vedrørende FR I 7. kapitel »Operationer under særlige vilkår« er planlagt følgende indhold: * Operationer i bebyggede områder, skov- og bjergområder. * Operationer i ørkenområder og ekstremt kolde områder * Imødegåelse af sø- og/eller luftlandsætninger. * Indesluttede styrkers kamp. * Passage af vandhindringer. Som det var tilfældet med 6. kapitel, er kunsten også i dette kapitel at sikre balance til de øvrige kapitler. Emnerne og de tilgængelige kilder er oftest fokuseret på de lavere taktiske niveauer og beHÆRNYT 4-2003
handlet meget detaljeret. Emnerne kan hver for sig behandles meget indgående, hvilket ville give en ubalance i forhold til beskrivelsen af hovedkampformerne og fredsstøttende operationer. Udkastet til 7. kapitel sendes i høring ved myndigheder og skoler fra december 2003 til medio januar 2004. Derefter fremlægges et koordineret forslag for HOKs studie- og udviklingsforum medio marts 2004. Med udsendelse af FR I, 7. kapitel, vil HRN 010-2 »Foreløbige direktiver med videre i tilslutning til feltreglementer« udgå, da alle de tilbageværende direktiver er indarbejdet i FR I samt øvrige reglementer. Kapitlet eller afsnittet »Operationer mod irregulære styrker« planlægges udsendt i 2005. Der tages udgangspunkt i blandt andet det tyske »Heeres Dienst Vorschrift 100/100«, der i 25. kapitel glimrende beskriver nogle grundlæggende principper for kamp mod irregulære styrker.
Med 8. kapitel i 2005 vil FR I således foreligge opdateret i forhold til NATO publikationerne »Land Operations« samt »Peace Support Operations«. Der vil dog være behov for at indlede en ny revisionsrunde for blandt andet at opbløde FR I nuværende skel mellem kamp- og ikke-kampoperationer til i højere grad at se på retningslinier for indsættelse i det fulde spektrum. Derudover er der behov for at afklare, hvorledes udviklingen af operationsmiljøet, blandt andet netværksbaserede operationer, øgede værnsfælles operationer på lavere niveauer, opblødning af skellene mellem våbenarter/tjenestegrene samt ny teknologi med øget effekt og præcision, influerer på den fremtidige landdoktrin. FR I vil således også fremover være et levende dokument, der afspejler hærens transformation til de fremtidige operationer.
Det nye kapitel 6 i Feltreglement I beskriver retningslinierne for beredskabsområde, march, mødekamp, overtagelse af kampopgaver, opslutningsoperationer og afbrydelse af kampen. (Arkivfoto. Erik Johansen).
Side 11
S A N K E L M A R K Af Ebbe Juul-Heider Oberstløjtnant Lektor, cand mag. Da det trak op til krig mellem Danmark og Det Tyske Forbund i slutningen af 1863, påbegyndtes mobiliseringen af den danske hær 1. november og fuldendtes ved indkaldelsen af otte hjemsendte årgange den 1. december. Der blev opstillet 42 bataljoner – plus Livgarden – á ca. 750 mand, hertil kom naturligvis artilleri, rytteri, ingeniørkompagnier, trainenheder, feltlazaretter, forplejningsinstitutioner, vognpark m.v. En nyhed var oprettelsen af regimenterne, idet bataljonen blev »fordoblet« ved mobilisering, således at det nye regiment altså bestod af to bataljoner. Fordelen skulle være, at mandskab, befalingsmænd og i nogen grad officerer forblev ved deres »egen« enhed, idet regimentet jo blot var en udvidelse af stambataljonen. Men regimentet var en uprøvet størrelse – både taktisk og administrativt – hvortil kom, at det faktisk var overflødigt, idet brigaden netop kom til at bestå af to regimenter, altså fire bataljoner, hvorfor regimentsche-
Side 12
fen (som aldrig havde oplevet et regiment) var et overflødigt led i kommandokæden. Inddelingen blev pr. 1. december 1864: 1. division (infanteri) Generalløjtnant Gerlach 2. division (infanteri) Generalmajor du Plat 3. division (infanteri) generalmajor Steinmann 4. division (rytteri) generalløjtnant Hegermann-Lindencrone Infanteridivision bestod af tre brigader, som altså hver indeholdt to regimenter, der atter hver bestod af to bataljoner. Hertil rummede divisionen naturligvis også artilleri, rytteri og diverse faglige led. Heroverfor de allierede: 1. Preussiske armeekorps General, Prins Friederich Carl 2. Østrigske armeekorps Feltmarskalløjtnant, Baron Gablenz 3. Preussiske gardedivision Generalløjtnant von der Mülbe I alt 56.373 mand og 158 kanoner. Den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarcks politiske mål var at samle de mange store og små tyske selvstændige stater til ét land – én forbundsstat – under preussisk ledelse og her blev en HÆRNYT 4-2003
General Steinmann havde allerede i 1861 forestillet sig, hvorledes en kamp ved Sankelmark kunne foregå: nemlig at tage opstilling på højderne øst og sydøst for Sankelmark sø – med venstre fløj støttet til Ågård pas ved Træsø og højre fløj til Sankelmark sø, hvor denne når vejen.
ubehændig dansk politik til en brik i et stort europæisk spil. At Østrig gik med Preussen mód Danmark, skyldtes ønsket om også at spille en stormagtsrolle - også at være en markant stormagt indenfor det Tyske Forbund. Og den danske hær tog opstilling ved Danevirke under kommando af Generalløjtnant Christian Julius de Meza. Regeringes instruks til overkommandoen var klar: hærens eksistens må ikke sættes på spil og Danevirke må forlades før en afgørende kamp kommer på tale. Efter en inspektion den 4. februar 1864 indkaldte de Meza krigsråd i sit kvarter i Slesvig by nemlig Prinsens Palæ. Her besluttedes at opgive Danevirkestillingen, trække hæren ud og lade den gå tilbage til Dybbøl. Ialt 38.826 soldater og 9.345 heste. 132 kanoner skulle efterlades - naturligvis ubrugliggjorte. I løbet af den følgende dag – den 5. februar – påbegyndtes tilbagegangen og den 6. februar klokken 0400 blev det klart for fjenden – østrigerne – at den danske hær havde forladt sine stillinger. De østrigske tropper optog straks forfølgelsen mod nord. Lad os gøre et kort tilbageblik. HÆRNYT 4-2003
I 1861 havde danskerne rekognoceret Danevirkestillingerne og tilbagegangsveje herfra mod nord og general Steinmann havde allerede dengang forestillet sig, hvorledes en kamp her kunne foregå: nemlig at tage opstilling på højderne øst og sydøst for Sankelmark sø – med venstre fløj støttet til Ågård pas ved Træsø og højre fløj til Sankelmark sø, hvor denne når vejen. Her er frit skud og der er gode muligheder for at gå
Side 13
tilbage og indtage stillingen Bilskov - Munkvolstrup. Det var ikke tanken, at der ved Sankelmark skulle udkæmpes noget afgørende slag, men her skulle en enhed opholde en forfølgende fjende, således at hovedstyrken kunne komme i mod – i sikkerhed – til Flensburg. Og frem til 1864 – til virkelighedens verden. Den 6. februar klokken 1530 beordrede general Steinmann – chef/3. division – en af sine enheder – 7. brigade – til at opholde den østrigske forfølgning ved Sankelmark, indtil resten af divisionen var nået til Flensburg. Brigadechefen, oberst Max Müller, var en energisk og meget velanskreven officer i den danske hær. Han havde været en særdeles effektiv chef for 1. bataljon (københavnerne) i Rendsburg. Han var en fremragende uddanner – myndig, afholdt og viljefast. Og han havde en urokkelig tro på, at det var angrebet, som altid bragte afgørelsen – og – at angreb betød bajonetangreb. Dette var den såkaldte »Max Müller Taktik«. Med sin overlegne, dominerende og overbevisende personlighed indpodede han denne »Max Müller Taktik« langt ind i sine egne rækker. En af hans officerer, Løjtnant Carl Irminger skrev i Rendsburg: »…vi er alle her enige om, at denne skydning ikke har noget videre at betyde i en fægtning. Vi nærmer os fjenden på 300 til 350 alens afstand og så i løb lige på løs på ham med bajonetten. Alle hans kugler går lige over hovedet på os.« Der var altså en udbredt tro på, at der faktisk var plads til en fremstormende mand under den fjendtli-
ge skudbane ! Også som brigadechef udøvede den karismatiske Max Müller sin store indflydelse på sine underordnede. 7. brigade bestod af 1. regiment (københavnere og nordsjællandske kulsviere) samt af 11. regiment (nordjyder og vendelboere). Regimenterne blev ført af henholdsvis oberstløjtant Beck og major Rist. Müller stillede brigaden op i to linier - eller træfninger, nemlig: 1. regiment: på begge sider af Flensburg-vejen med godt blik mod Oversø – højre flanke med Sankelmark sø i ryggen 11. regiment: bagved omkring nordøst spids af Sankelmark sø og godt dækket og uindset. Af ildstøtte rådede brigaden kun over to firepunds kanoner. Og af rytteri – intet. Omkring klokken 1430 var en østrigsk brigade nået frem til Oversø. Denne var 7. brigade (2750 mand) overlegen: dobbelt styrke samt et ridende feltbatteri og fem rytterieskadroner. Klokken ca. 1530 åbnede østrigske kanoner fra Oversø ild. Virkningen på 7. brigade var ringe – men naturligvis var belastningen stor. Adjudanten ved 1. regiment blev såret og regimentschefen fulgte ham personligt til forbindspladsen ved Bilskov kro. Regiment var såleds under kamp uden sin chef ! Herefter fulgte østrigske rytterangreb, som også havde til formål at tvinge danskerne til at formere firkanter – karreér – altså en bajonetstrittende pindsvinefirkant, som skulle og kunne være et effektivt middel mod rytteriangreb – men som jo samtidig samlede infanteriet til kompakte og lønnende mål for artilleribeskydning. Østrigsk infanteri var nået op – sad af de trukne vogne og gik til angreb. Klokken er nu 1600 og oberst Müller kan gå ud fra, at resten af divisionen er nået til Flensburg, så hans opgave er løst og 7. brigade kan begynde at frigøre sig. Mørket ville også snart falde og kampene ville afbrydes. Max Müller beordrede 11. regiment tilbage i en optagestilling og 1. regiment var således nærmest henvist til at klare sin egen frigørelse og tilbagegang. Tro mod »Max Müller Taktik« beordredes ll/bataljon af 1. regiment frem til bajonetangreb – også 2. kompagni af l/bataljon gik frem i et bajonetangreb. Disse brød sammen. Resterne af 1. regiment trak mod nord, ud af kampen. 11. regiment beordres til bajonetangreb – avancerede – og blev standset på højde med Bilskov kro. Her indtraf en episode i forvirringen – nemlig, at major Rist observerede tropper i sin venste flanke og besluttede at imødegå den. »Fjenden« var imidlertid danske enheder af 17. regiment omkrig Munkvolstrup. Denne disposition svækkede naturligt 11. regiments stilling. Kanondelingen, som skulle havde leveret den nød-
De danske styrker var opstillet i passet mellem Sankelmark Sø og Aagaard, et godt sted at kanalisere fjenden. Sådan var situationen kl. ca. 15 om eftermiddagen. Omkring halvanden time senere trak danskerne sig tilbage mod Flensburg.
Side 14
HÆRNYT 4-2003
11. Infanteriregiment afslår et rytterriangreb af »Lichtensteinhusarer« under slaget ved Sankelmark 5. februar 1864.
vendige ildstøtte gik på grund af misforståelser tilbage til Flensburg og deltog således stort set ikke i 7. brigades kamp. Klokken 1700 var det mørkt – Bilskov kro på østrigske hænder og kampene hørte op. De danske tab var 210 døde og sårede, mens østrigernes var 680 døde og sårede. Både 1. og 11. regiment havde gjort deres pligt – og lidt til. Chefen for 1. regiment havde svigtet og hans færd under kampene blev dysset ned. 7. brigade havde løst sin opgave: sikre at resten af den danske hær kunne hvile uforstyret – at holde vejen til Flensburg lukket for fjenden, samt at tilføje østrigerne så store tab som muligt. Brigadechefen, Oberst Max Müller, viste overalt sej kraft og energi. Set i bakspejlets klare lys begik han naturligvis fejl, men kampen blev overalt og hele tiden ført uden tanke for at give op. Året efter – altså i 1865- skrev han i »Tidsskrift for Krigsvæsen« = Militært Tidsskrift en artikel, hvori han fastholdt bajonettens afgørende udslag for kampen: »Mere i anledning af Bajonettens anvendelse under fægtninger«. Sankelmark – Dybbøl – og især 1. regiment/ 5. kompagnis bajonetangreb den 3. juli 1864 ved Lundby syd for Ålborg havde klart demonstreret det modsatte. Ved Lundby angreb 5. kompagni – i øvrigt beordret af regimentschefen fra Sankelmark, oberstløjtnant Beck – med 184 mand. 86 kom tilbage – 32 faldt – resten såredes eller blev taget til fange. Når læserens vej går gennem Kongeporten i Kastellet falder blikket automatisk på Fortunstoks sydgavl til højre – lige efter den grå bygning. Og her hænger to HÆRNYT 4-2003
mindeplader – begge opsat i 1935 af 1. regiments soldaterforening. Én for General Olaf Rye – og den anden for Max Müller, hvis navn med ære er knyttettil Sankelmark.
Litteratur: - Hæren ved Danevirke 1864. Udgivet af generalstaben. København 1938 - Kastellet gennem 300 år. Herluf Krabbe. 1964 - Danske Livregiments historie 1763- 1963. 1963. - Den dansk-tydske krig 1864. Udgivet af generalstaben 1. del. København 1890 - Carl Th. Sørensen: Den anden slesvigske krig. Første del. 1863 - Kaptajn E.Jenssen Tusch: 11. Batajlon. 1897 - K. Rasmussen: General de Meza og den dansktyske krig. Odense Universitetsforlag 1997. - E.Juul-Heider: General Christian Julius de Meza. Portræt af en trediegenerations indvandrer. »Hærnyt« nr. 1, 2001. Tak til Det kongelige Garnisionsbibliotet, Kastellet, for altid optimal støtte og service.
Side 15
En varm vinter
Soldater undersøger det store antal konfiskerede våben foran militærpolitistationen i Camp Eden.
Af Kim Vibe Michelsen Presseofficer, DIB
Generelt kunne det måske se ud som om, at de danske soldater i Irak går en meget varm vinter i møde, men selvom sikkerhedssituationen i landet generelt set er blevet værre, efter at hold to overtog kommandoen i oktober, er det danske område stadig en oase af fred og sikkerhed. Når de danske soldater afpatruljerer vejene mellem Qurnah og Mahdina, kan det være svært at få øje på, at situationen er skærpet i Irak. Overalt mødes de af vinkende børn og venlige voksne. Af og til kan børnene finde på at kaste med sten, men generelt er forholdet til befolkningen godt. Tilrejsende, der har besøgt andre områder af landet, er da også ofte forbavsede over kontrasten mellem det urolige Nordirak og det mere fredelige Sydirak. Selvom man gerne som dansker vil tilskrive de danske soldaters fintfølende tilgang til den irakiske kultur æren, er det jo nok kun en del af sandheden, hvis man skal tage de objektive briller på. Befolkningen i det sydlige Irak er hovedsageligt shiamuslimer. De blev forfulgt af Saddam og forfordelt i forhold til sunnimuslimerne i Nordirak. Indbyggerne i den danske batal-
Side 16
jons område blev ydermere betragtet som marskarabere af befolkningen i Basra, så de har været dobbelt forfulgt. Når styret i Baghdad undtagelsesvis gav penge til provinsregeringen i Basra, var det helt sikkert, at de ikke blev brugt i Qurnah og omegn. Derfor er indbyggerne i dag de fattigste i hele Irak inklusive Kurdistan, og krigen og den efterfølgende besættelse af danske soldater er sandsynligvis det bedste, der er sket for dem de sidste 20-30 år. Den danske model Erfaringerne fra andre fredsstøttende operationer som Bosnien og Kosovo er dog også kommet de danske soldater til gode, og man kan tale om, at der i det danske område er opstået en unik dansk model. Den danske bataljon har siden ankomsten for fem måneder siden fokuseret lige så meget på demokratiopbygning og irakisk medansvar som på den aktive sikkerhed. Som det eneste sted i Irak er de lokale byråd blevet valgt af irakerne frem for at blive indsat af koalitionsstyrken. Da landet stadig er uden grundlov, har valgene måske nok ikke levet helt op til de fineste vestlige standarder, men det har dog betydet, at byrådene har fået en væsentlig større legitimitet, end de udpegede råd. I starten var den danske oberst formand for de lokale råd. I dag er oberst Henrik Højris Friis kun medformand. Der sidder derfor en iraker for bordenden, når byrådene samles. Det har givet irakerne en større HÆRNYT 4-2003
Soldater gør sig klar til at rykke ud af Camp Eden. De små 100 ekstra mand hold 2 havde med ned, betyder at bataljonen nu kan lave større operationer.
medbestemmelse og et større ansvar, både hvad angår sikkerhed og genopbygning. At den danske model har virket, er der i dag ingen tvivl om. Både koalitionens hovedkvarter i Baghdad og FN i New York har interesseret sig voldsomt for den måde, tingene er blevet skruet sammen på i Qurnah og Mahdina. Slut med stammefejder Dialog og gode intentioner er dog ikke altid nok. Med små 100 mand ekstra har den danske bataljon nu en styrke, der gør, at den for alvor kan sætte ind overfor kriminalitet og stammefejder, der ubetinget har været områdets største problem siden krigen sluttede. Efter en række spektakulære operationer med kobbersmelterier nord for Mahdinah, hvor tonsvis af elkabler blev konfiskeret, er bataljonen nu i gang med at sætte en stopper for landevejsrøverier langs hovedvejene. De danske soldater patruljerer flittigt på vejene og kriminaliteten er dalende. Et andet problem, bataljonen står overfor, er stammefejder. To stammer kan komme op at slås over retten til jorden eller et mislykket giftermål. Kampene, der kan involvere flere hundrede mand på hver side, bølger så henover marker og veje til fare for den almene sikkerhed. Danske soldater bliver normalt ikke involveret i selve kampene, men det er dog sket, at patruljer er blevet beskudt. For at stoppe uvæsenet går danskerne i dialog med de to stammer og får andre indflydelsesrige sheiker til at mægle. Hvis det ikke hjælper, kører soldaterne simpelthen ud og ransager landsbyerne i det pågældende område for våben. Da våben nærmest er en menneskeret i Irak, er det en sanktion, irakerne kan forstå, og på den måde er det indtil videre lykkedes at stoppe stammefejder, der før kunne tage måneder og år, på få dage.
gen af det italienske politihovedkvarter i Nasiryah viste tydeligt, at terroristerne ikke kun går efter amerikanske eller engelske styrker. Indtil videre er det ikke lykkedes dem at nå deres hovedmål, nemlig at få koalitionen til at forlade landet, men deres kampagne mod FN og nødhjælpsorganisationerne har været en succes, og man kan frygte, at det næste mål bliver at teste de mindre koalitionspartneres, herunder Danmarks, beslutsomhed i besættelsen af Irak. Under indtryk af denne trussel har bataljonen valgt at forstærke de danske lejre. Camp Eden får flere vagttårne, så man kan få et bedre overblik over det omkringliggende område, men ellers virker lejren som nærmest umulig at angribe, da man kan se flere kilometer på alle sider. Ved CIMIC-huset i Qurnah, der er en hjørnesten i samarbejdet med de lokale myndigheder, er oversigtsforholdene dårligere. Til gengæld har soldaterne gravet en tre meter bred pansergrav hele vejen rundt om huset i en afstand af 70 meter for at stoppe eventuelle angreb af selvmordsbombere i biler. Da forholdet til lokalbefolkningen er godt, har terroristerne svært ved at arbejde i det danske område, men det kan ikke udelukkes, at de kan komme ind udefra. Derfor er vagten i lejrene generelt blevet forstærket, og de danske patruljer kører mere massivt i området. Sikkerheden for vores egne soldater har bataljonens absolutte førsteprioritet, og der bliver ikke gået på kompromis. De danske soldater i Irak arbejder hårdt og målrettet hver dag på at gøre en potentiel varm vinter kold.
Stadig trusler Selvom situationen i det danskkontrollerede område måske kan virke lyserød, er soldaterne dog fuldt ud klar over, at indsatsen i Irak også kan komme til at koste flere danske soldater livet. Bombesprængnin-
Oberst Henrik Højris Friis og en flok stabsofficerer til middag hos en af områdets større sheiker. Samarbejdet med de lokale er prioriteret højt ved bataljonen. HÆRNYT 4-2003
Side 17
Artillerister skal kunne håndværket fra bunden Af Torben Sørensen journalist PIC/HOK
POSITIVT MENNESKESYN, STORE KRAV, KONSEKVENS OG SAMARBEJDE ER NØGLEORD PÅ HÆRENS ARTILLERISKOLE En kanon skal pege i den rigtige retning, og så skal manden ved røret have store overarme, så han kan løfte granaten. Simpelt og lige til og ingen hokus pokus i det. Og så alligevel, for artilleri er mere end at putte en granat i kanonen, stikke fingrene i ørerne og trække i aftrækkeren. Artillerister skal helt enkelt besidde en omfattende vifte af kundskaber og færdigheder spændende fra meteorologi til teknik, slår Hærens Artilleriskole i Varde fast med syvtommersøm. Viden er styrke, lyder skolens motto, og det motto bliver taget meget alvorligt, fortæller fungerende skolechef oberstløjtnant Klaus D. Yttesen. - Vi er en visionær skole og et godt arbejdssted, siger Klaus D. Yttesen. Artilleriet er nemlig en særdeles krævende våbenart, hvor der stilles store krav til personel på alle niveauer. Hærens Artilleriskole er strikket sammen til at kunne udvikle artilleriet både doktrin-, organisations, materiel- og uddannelsesmæssigt. Hærens Artilleriskole rummer således fire afdelinger og beskæftiger 72 militære og 13 civilt ansatte. Den mandskabsmæssigt største gren er Uddannelsesafdelingen med ansvar for sergentskole, løjtnantsskole, våbenkurser og efteruddannelseskurser. Berøringsangst forbudt Chefen for Uddannelsesafdelingen oberstløjtnant Claus Dixen Møller er helt i tråd med skolens motto. - Viden, færdigheder og holdninger er vi meget opmærksomme på. Den håndværksmæssige metier er meget vigtig, siger Claus Dixen. Møller.
Side 18
Vore officerer og befalingsmænd skal ikke være bange for at rette fejl, når de finder dem, siger Claus Dixen Møller.
Det betyder, at alle de elever, som skolen har, bliver uddannet meget nøje i, hvordan materiellet virker, og hvordan det skal betjenes. - Vi kan ikke have officerer og befalingsmænd, som er berøringsangste og ikke kan gå hen og rette en fejl, hvis de står ude ved en pjece, nævner Claus Dixen Møller som eksempel. Noget af det allermest vigtige er samarbejdet i enheder, for kommende befalingsmænd og officerer skal være virkelig gode til at samarbejde. - Vi prøver at lære dem at have et godt menneskesyn, for vi skal passe på hinanden. Hvis enheden ikke er ordentlig samarbejdet, så har det konsekvenser, siHÆRNYT 4-2003
ger uddannelseschefen, som sammen med afdelingens lærerstab hele tiden har for øje, at eleverne for manges vedkommende kommer ud i missionsområder, hvor kravene til dem er ganske store, og hvor fejl og svigt kan have alvorlige konsekvenser. Det betyder, at sergentskolen er meget konsekvent, hvis eleverne ikke vurderes egnede til at blive befalingsmænd. På forårsholdene har der således de seneste år været et frafald på omkring en tredjedel. Fleksible systemer Viden og færdigheder er også med i tankerne i Feltartilleriafdelingen, hvor man arbejder i de to sektioner for henholdsvis taktik og organisation samt system og uddannelse. I den almindelige soldats bevidsthed, så er feltartilleri de velkendte M/109 og de nye raketkastere MLRS. Fungerende chef for afdelingen er major Karsten Jørgensen. - Vi arbejder hen mod nogle meget fleksible systemer, fortæller Karsten Jørgensen. - Fleksible systemer vil sige, at artilleripjecer eller lignende hurtigt kan gå i stilling, gennemføre et engagement og hurtigt forlade stillingen igen. Nato har således en tese om, at tre minutter efter at et batteri har afgivet skud, så skal det være væk igen for ikke at blive ramt af kontra-batteriskydninger. Intelligent ammunition, som kan begrænse ammunitionsforbruget væsentlig, er også en del af tankerne om fremtidens ildstøtte. Beregninger viser, at hvor der tidligere skulle bruges 3000 brisantgranater til at ødelægge et artilleribatteri, så kan man med ICM begrænse forbruget til 300 granater. Endnu mere udviklede granattyper, som bliver styret hele vejen frem til målet og i den sidste fase har en søgefunktion i selve målområdet, kan begrænse granatforbruget til 30 eller færre granater. Det samme gælder for andre granattyper. Fleksibiliteten betyder også, at våbensystemerne skal betjenes af færre folk, og at det skal kunne bruges på større afstande. Fra Nato til legetøj Det samme gælder for Luftværnsafdelingen, som fak-
tisk kigger ud på afstande på 1000 kilometer via den såkaldte Joint Link Converter, som sætter luftværnsfolkene i stand til at få informationer via fly og overvågningssystemer langt udenfor det område, hvor Stingermissilerne befinder sig. I det hele taget arbejder både Luftværnsafdelingen og Feltartilleriafdelingen meget med fremtidens kampplads og de opgaver, som danske enheder kan tænkes at få. I det arbejde læner man sig også op af Hærens Artilleriskoles fjerde afdeling. Det er den tekniske afdeling, som har det tekniske ansvar for udvikling af artilleriet. Afdelingen består af 20 medarbejdere, hvoraf halvdelen er civile, blandt andet fem ingeniører. Chefen for afdelingen er også civil, for det er afdelingsingeniør Birger Rhe Hansen. Afdelingen er netop i gang med at skrive de sidste rapporter til en større Nato-test om meteorologiens betydning for skydning på større afstande. Altså hvad blæsevejret betyder for en granat i luften, og hvordan man bedre beregner skudbanerne. - Vi skød 560 skud og målte skudbanerne, fortæller Birger Rhe Hansen om arbejdet. - Afdelingen er blandt de ypperste eksperter i ballistik, og det har blandt andet også politiet benyttet sig af. Af mere kuriøse indslag er, at afdelingen har målt, hvor farlig en legetøjspistol med plastickugler rent faktisk er. Altså hvor hårdt plastickuglerne kommer ud, og om de kunne skade et øje eller lignende. Bygget for 200 mio. At Forsvaret netop nu er inde i en periode, hvor tingene ændrer sig hele tiden er også med i overvejelserne, fortæller oberstløjtnant Klaus D. Yttesen. - Vi bevæger os mod, at kurserne får et mere internationalt tilsnit, siger Klaus D. Yttesen, som også de seneste år har set skolen udvikle sig bygnings- og lokalemæssigt. Faktisk er der bygget moderne faciliteter for omkring 200 millioner kroner. Den investering kommer eleverne på alle kursustyper til gode fra sergenteleverne til eleverne på våbenkurser.
Der bliver stillet strenge krav til eleverne på HAS. På sergentskolen har man på de seneste forårshold oplevet et frafald på ca. 30 procent. - De skal være gode til at samarbejde og passe på sig selv og hinanden, siger Claus Dixen Møller. HÆRNYT 4-2003
Side 19
Projekt Hørebevarende Indsats
Bose telehjelm. Mikrofonen er den foretrukne type fra brugerafprøvningerne.
Af Hans I. Petersen major, Kommunikationsteknisk Sektion ved Hærens Materielkommando »I gamle dage« var kobbersmede og gamle artillerister berygtede for at være svært tunghøre; dette var en naturlig følge af den larm, som smedearbejdet og omgangen med det store skyts indebar. At høretab blot er noget man må finde sig i, som en uundgåelig følge af at udøve et erhverv, er heldigvis ikke længere god latin , heller ikke ved forsvaret. Forsvaret har erkendt betydningen af beskyttelsen mod støj og er derfor meget engageret i udviklingen indenfor værnemidler. Udstyr – indtil nu Forsvaret har i mange år udleveret ørepropper til brug under skydning og lignende, støjende aktiviteter. Den
nuværende model, den gule øreprop EAR, har en rigtig god beskyttelseseffekt – af forsvaret endog målt til at være bedre end opgivet af fabrikanten. Fordi den er elastisk, kan den tilpasses enhver øregang og bevare sin virkning under brugen. Forudsætningen for at den ønskede dæmpning opnås er, at den anvendes hver gang, og at den anbringes korrekt i øregangen. Ulempen er, at både støj og nyttesignaler – tale og lignende – dæmpes lige meget. Man beskyttes, men er svært hæmmet i sin forbindelse med omverdenen. I støjbelastede pansrede køretøjer er det samtidig nødvendigt at kommunikere. Her har hæren gennem tiden anvendt forskellige modeller af samtaleanlæg med radiotilslutning (INTERCOM) samt telehjelme, der dels beskytter hovedet og dæmper stø-jen, dels giver mulighed for intern og ekstern kommunikation. Projektets baggrund På trods af disse foranstaltninger er det blevet konstateret, at personel i hæren stadig får nedsat hørelse i løbet af den militære tjeneste. Som følge heraf er projekt »Hørebevarende Indsats« blevet iværksat. Formålet med projektet er at skaffe overblik over problemets omfang, samt at iværksætte forebyggende tiltag. Et måleprogram fastslog, at de overordentligt høje støjniveauer ved kørsel og skydning med pansrede køretøjer ikke blev dæmpet tilstrækkeligt af de nuHjertet i anlægget, (t.v.) centralenheden CMSU (Central Multi-Media Switching Unit), som styrer radioer og brugerterminaler. Brugerterminal, (t.h.) AUS (Advanced User Station). Det er her, telehjelmen tilsluttes og valg af radio m.m. finder sted.
Side 20
HÆRNYT 4-2003
værende telehjelme til at eliminere risiko for høreskader. Derimod er passagerer i køretøjerne med korrekt anbragte ørepropper tilstrækkeligt beskyttede. Det blev også fastslået, at det ikke ville være muligt at forbedre de eksisterende hjelme tilstrækkeligt. Den rent passive virkning af hjelmenes hovedtelefoner er ikke tilstrækkelig; en aktiv, elektronisk undertrykkelse af støjen direkte ved øret er nødvendig. Systemet betegnes Active Noise Reduction (ANR) og virker ved at støjkomponenten opfanges og udsendes i modfase i hovedtelefonen. Herved elimineres den støj øret udsættes for – delvis. På det civile marked findes der en lang række høreværn af denne type, som typisk strømforsynes af indbyggede batterier. Dette er mindre praktisk i køretøjer (udbrændte batterier i det afgørende øjeblik!) hvorfor INTERCOM, der leverer strøm til hjelmene, er nødvendig. Blandt andet af denne grund er det nødvendigt at udskifte det nuværende anlæg. Nyt INTERCOM og telehjelme Som en midlertidig hasteforanstaltning er der blevet indbygget et svensk INTERCOM med tilhørende ANRtelehjelme i de mest støjbelastede køretøjer: brovogn Leopard samt pansret mandskabsvogn til flystøtte. Desuden er de nuværende telehjelme ændret for at forbedre støjdæmpningen. Sideløbende er der gennemført udbud og afprøvninger af INTERCOM og telehjelme. Afprøvningerne har omfattet målinger og en længerevarende brugerafprøvning, der foregik ved Dronningens Artilleriregiment og Jydske Dragonregiment. To typer INTERCOM og fire typer telehjelme blev afprøvet. Både tekniske, økonomiske og brugermæssige forhold har entydigt udpeget de produkter, som nu anskaffes. Hærens Materielkommando har tegnet kontrakter om levering af INTERCOM af fabrikat Thales Communications B. V. til 1000 køretøjer, samt 2500 telehjelme af fabrikat Bose (også kendt fra Hi-fi-verdenen!). Implementering Fra november 2003 indledte Hærens Hovedværksted indbygningen af INTERCOM, der foretages lokalt. De første myndigheder, der får de nye anlæg, er Den Kgl. Livgarde og Kongens Artilleriregiment. Herefter fortsættes indtil samtlige aktiverede pansrede køretøjer i hæren har anlægget indbygget, forventeligt ved
HÆRNYT 4-2003
udgangen af 2005. Telehjelmene leveres fra årsskiftet 2003/04. Egenskaber Hvad er det så vi får? INTERCOM er digitalt opbygget, hvilket muliggør en lang række finesser, der kun vanskeligt kan realiseres på anden vis. Anlægget med de tilhørende telehjelme opleves som en markant forbedring i forhold til det gamle. Taleforståeligheden er væsentlig bedre, og baggrundsstøjen er dramatisk lavere end tidligere. Desuden har anlægget indbygget automatik, som spærrer mikrofonen, når der ikke tales, således at vind-, bælte- og motorstøj ikke høres i anlægget. Summa summarum vil anlægget for-mindske besætningernes stress. Betjeningen af anlægget foregår fra betjeningskasser, der i modsætning til de gamle omskifterbokse har et baggrundsbelyst display. Indstillingen er menustyret (på dansk) og indeholder væsentligt flere muligheder end tidligere. Efter at de indledende indstillinger er foretaget, er betjening i blinde også mulig. For de fleste vil telehjelmen kunne tilpasses, så den er komfortabel at bære. Den hårde skal er af kevlar og giver en ballistisk beskyttelse, der er sammenlignelig med infanterihjelmens. Ulemper: med ANR aktiveret er det umuligt at høre, hvad der foregår udenfor anlægget, hvad enten det er tale eller motorstøj. Nye perspektiver Anlægget som nu leveres fra Thales indeholder meget mere end de grundlæggende INTERCOM-funktioner. Som nævnt er signalbehandlingen digital, og anlægget har potentiale til at overføre audio-, video- og datatrafik. Der kan opbygges lokalnetværk (LAN), både under anvendelse af kobber- og lyslederkabler. I samarbejde med Hærens Signalskole vil Hærens Materielkommando i nær fremtid udforske udnyttelsen af disse muligheder. Med indførelsen af det nye udstyr, som er blandt det bedste på verdensmarkedet, bringes forholdene for de pansrede køretøjers faste besætninger et stort skridt fremad. I fremtiden vil beskyttelse af hørelsen også kunne kombineres med kommunikation, evt. trådløs. På dette felt er der særdeles interessant materiel under udvikling. Dette er dog endnu ikke færdigudviklet og modnet til militær anvendelse. Udviklingen følges nøje.
Side 21
Miljøet rykker ind i ammunitionen:
Varmt bly til hårde drenge er en saga blott Af Birger Rasmussen Afdelingsingeniør, Chef for produktionsafdelingen ved Ammunitionsarsenalet. I takt med miljødebatten i resten af samfundet er Ammunitionsarsenalet (AMA) nord for Frederikshavn også begyndt at tænke i miljørigtige baner. Miljøbevidsthed og ammunition er måske ikke det første, mange vil kombinere, men mange vil kunne huske debatten om det miljøskadelige bly i jagthagl for et par år siden. Men der er mange tiltag, man kan gøre for at gøre ammunition mere miljøvenligt, og denne innovative tankegang har været med til at gøre Ammunitionsarsenalet konkurrencedygtig og interessant langt ud over forsvarets og landets grænser. Salonpatron AMA arbejder i øjeblikket på at udvikle en miljøvenlig salonpatron. Ideen til salonpatronen startede som en spøg, idet forsvaret har fået lukket nogle skydebaner på grund af støjklager fra naboer. En eller anden sagde på et tidspunkt: »Kan I ikke bare fremstille en salonpatron, som ikke støjer så meget.« Det blev starten til et forsøg med et bioplast projektil, som indtil nu har vist positive tendenser. Når der
skydes med bioplast projektiler viser lydmålingerne ca. 110 decibel (db) lige ved skytten, og når der skydes med de normalt anvendte salonpatroner er lydniveauet 138 db i en afstand af 10 m fra skytten. Tilsvarende er lydniveauet for en skarppatron målt til ca. 144 db. 5,56 mm miljøpatron. AMA har gennemført flere forsøg samt et enkelt projekt med henblik på at udvikle en 5,56 mm miljøpatron, som ikke indeholder andet bly, end det der findes i fænghættesatsen. Også dette kan erstattes af et andet materiale, men det kræver nogle flere udviklingsaktiviteter. AMA samarbejder således i øjeblikket med et udenlandsk firma om fremstilling af en miljøpatron. Patronen har samme størrelse og vægt som en NATO patron, og den kan NATO kvalificeres, hvilket er vigtigt for internationale opgaver. Projektilet er lidt længere end det hidtil anvendte, idet erstatningsmaterialets vægtfylde er mindre end blys vægtfylde. Dette kompenseres ved at gøre projektilkernen længere. Pyroknaldpatron Flyvevåbnet spurgte, om AMA kunne fremstille en pyroknaldpatron med røgsvagt krudt som drivladning, da man ikke kunne opdrive en sådan på markedet. Patronen skulle samtidig være lidt mere stabil med hensyn til funktionering. Årsagen til ønsket om at anvende røgsvagt krudt til drivladningen var at undgå den tilsmudsning af våb-
Øverst pyroknaldpatronen, som blandt andet civile lufthavne er interesseret i at få. Nederst den nye miljøpatron, der ikke indeholder andet bly end det, der er i fænghætten. Selv dette kan erstattes af et andet materiale. Fotos: HMAK.
Side 22
HÆRNYT 4-2003
net, som man får med de nuværende typer, hvor der er anvendt sortkrudt som drivladning. Pyroknaldpatronen, kaldet skræmmeskud, anvendes til at jage fugle væk fra start- og landingsbanerne således, at fuglene ikke udgør en fare for flysikkerheden. AMA har derfor udviklet et skræmmeskud med røgsvagt krudt som drivladning. En sidegevinst har været, at civile lufthavne også har vist interesse for produktet. Skræmmeskuddet består af et jagtpatronhylster med en drivladning og »et flyvende kanonslag«. Det er kanonslaget, der skal jage fuglene væk. Selve kanonslagets hylster er fremstillet i en biologisk opløselig plast, som består af stivelse og polymérer, der formulder, når den kommer i kontakt med jord og fugt. Polyméren er den samme som anvendes til indkapsling af hovedpinetabletter. Med en godstykkelse på op til to mm er opløsningstiden ca. én måned. Almindeligt kanonslag Til erstatning for det kendte kanonslag M/66 (blå lyn)
har AMA udviklet et miljørigtigt kanonslag, hvor »knalddelen« fra ovennævnte skræmmeskud anvendes i stedet for det nuværende plastikhylster med sats. Samtidig er lydstyrken i kanonslaget reduceret til under 120 dB, hvilket er et krav fra vores kunder, som har fået et påbud fra arbejdstilsynet om at reducere lydniveauet på kanonslaget. Endvidere er lukkeproppen i kanonslaget (det der holder lunten) fremstillet i samme nedbrydelige materiale som hylsteret. Sikkerhedsmæssigt er det nedbrydelige materiale i kanonslaget en gevinst, idet en forsager, som ikke samles op, bliver uskadeliggjort af naturen efter forholdsvis kort tid i modsætning til kanonslag M/66, som er aktivt i meget lang tid (typisk op til et år). Ammunitionsarsenalet er således på forkant med udviklingen og er konkurrencedygtige på pris, kvalitet og nu også miljøbevidsthed. Disse tiltag vil forhåbentlig være med til at fremtidssikre Ammunitionsarsenalet som leverandør til det danske forsvar og andre aktører indenfor NATO.
Øverst det gamle kanonslag. Nederst det biologisk nedbrydelige nye kanonslag.
HÆRNYT 4-2003
Side 23
Staben i gang med sine overvejelser. Fra venstre er det efterretningschefen major Karsten Thomassen, chefen oberst Leif Pedersen, logistikchefen major Marcus Mathiesen (knælende), operationschefen major Tommy V. Petersen og yderst til højre stabschefen oberstløjtnant Dan Banja. Foto: Erik Johansen.
Lokalforsvarsregion Sjælland og Lolland-Falster:
Vi vil gerne øves oftere og mere Af Hans Vedholm,
onen.
oberstløjtnant, CH/PIC/HOK - Det har været en meget positiv oplevelse. Vi vil gerne øves noget tiere, for træning kan man aldrig få nok af. Sådan sagde chefen for Lokalforsvarsregion Sjælland og Lolland-Falster, oberst Leif Pedersen, da han opsummerede sine erfaringer fra et døgns øvelse på Ringsted Kaserne. Øvelsen var ledet af Hærens Operative Kommando, og øvelsestager var chef og stab ved lokalforsvarsregi-
Side 24
Alle skal med De fem lokalforsvarsregioner indgår i Hærens Operative Kommandos operative struktur, og det er tanken, at de alle skal igennem en øvelse af denne karakter. Den første øvelse var med Lokalforsvarsregion København, og den fandt sted i slutningen af oktober. - Det regionale samarbejde har en stigende betydning i fredstid, siger oberst Niels-Jørgen Kvist, chef for Operationsafdelingens i Hærens Operative Kommando, og lokalforsvarsregionens stab skal naturligvis træHÆRNYT 4-2003
Her er scenariet for øvelsen med lokalforsvarsregionerne: Der er problemer i Riverland, der trues af Hostilia og Flagland. Woodland er neutralt. Resten tilhører Blå Alliance, der vil overføre DIB til Riverland for at undgå at urolighederne breder sig. I Danmark vurderes det, at Hostilia og Flagland ved terroraktioner eller gennem indsættelse af mindre specialstyrker vil hindre, at DIB overføres til Riverland.
nes i de opgaver, som den kan komme ud for. På denne øvelse koncentrerer vi os om de interne stabsprocedurer og udfærdigelse af en operationsbefaling. Senere må vi så se på, hvordan vi i samarbejde med de øvrige totalforsvarskomponenter og i rammen af den Regionale Koordinerende Stab, der ledes af Regionspolitilederen, kan udbygge uddannelsen. Grundlaget Til denne øvelse er der opbygget et nyt scenarie, der er helt frigjort fra den gamle kold-krigs opfattelse, og som derfor kan være baggrund for nogle relevante og realistiske opgaver for lokalforsvarsregionen. I den givne situation skal Hærens Operative Kommando fortsætte overvågningen af dansk landterritorium og trinvist formere felthæren og sikre udskibningshavne, veje og togstrækninger, så Den Danske Internationale Brigade (DIB) kan sendes ud af landet. Bevogtningsopgaverne skal fortsat løses, og der skal samtidig ydes værtsnations-støtte til udenlandske styrker, der skal passere igennem eller tage midlertidigt ophold i Danmark. Mange opgaver Lokalforsvarsregionen kan blive pålagt mange opgaver i en sådan situation. Den skal fortsætte overvågningen af hele regionens område og bevogte udpegede objekter. Det nye er så, at lokalforsvarsregionen også skal støtte DIB, så den kan forskydes sikkert gennem området og udskibe sit materiel og sine køretøjer fra en havn og sende personellet til en lufthavn. Det kræver en plan, og hovedsigtet med øvelsen er netop at øve lokalforsvarsregionens chef og stab i at udarbejde en sådan plan. Procedurer Stabsarbejdet – arbejdet i operations-, efterretningsog logistiksektionen og ikke mindst samarbejdet mellem dem – er velkendt stof fra Feltreglement III, men de beskrevne procedurer skal naturligvis tilpasses de lokale forhold og muligheder, og derfor har lokalforsvarsregionen udarbejdet et sæt Blivende Bestemmelser, som man kan følge. HÆRNYT 4-2003
I Ringsted havde staben valgt at indrette et plancenter i ét rum, der havde plads til alle sektioner samt den militærjuridiske rådgiver og stabschefen. Informationschefen virkede fra sit normale kontor. Det lettede i høj grad samarbejdet og koordinationen, at alle kunne være repræsenteret i plancentret. Den ajourførte udgave af Blivende Bestemmelser var et godt grundlag for, at staben kunne gennemføre sine overvejelser og nå frem til en holdbar løsning af opgaverne. Den første test på, om en plan er brugbar, får man, når der foreligger en operationsbefaling. Hvis den giver mening, og hvis den kan forstås af dem, der modtager befalingen, så er man kommet et langt stykke. Det kræver nogen øvelse at få sammenskrevet en befaling i rette tid, men det lykkedes på udmærket vis for staben i dette tilfælde. Indspil Stabsarbejdet blev tæt fulgt af en række kontrolofficerer, som samtidig virkede som rådgivere og sparringspartnere. Blandt andet på baggrund af deres observationer kunne chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, der fulgte øvelsen fra start til slut, give en meget detaljeret øvelseskritik, som lokalforsvarsregionen kan anvende i det fortsatte arbejde med at afprøve, tilpasse og forbedre procedurerne for stabsarbejdet. Der blev også lejlighed til at indspille nogle situationer, som lokalforsvarsregionens stab skulle reagere på, og med planen og befalingen i hånden er det så op til staben på hurtigste måde at anbefale en løsning til chefen. Til gavn - Vi er øvelsesledelse, når vi øver vore hjemmeværnsdistrikter, siger oberst Leif Pedersen. Det giver os selvfølgelig en vis rutine i at samarbejde. Men det er ikke så tit, vi selv bliver øvet. Og som denne øvelse viser, så har vi også behov for øvelse og træning, og øvelsen viser jo også, at der er ting, som vi med fordel kan tage op og få slebet af. På logistik-området har vi specielt haft stor gavn af øvelsen, og alt i alt har det været en meget positiv oplevelse.
Side 25
Boganmeldelse:
»Slaget om Kursk – historiens største panserslag« Af Henrik Lyhne major, LESEK/ST/HOK Anden Verdenskrig udgør et efterhånden velbeskrevet og gennemanalyseret kapitel i historiens og litteraturens verden, men giver ikke desto mindre fortsat næring til nye bøger, der enten ønsker at spænde over hele forløbet eller – som det er tilfældet i »Slaget om Kursk« – at fokusere på udvalgte dele heraf. I historiens største panserslag stødte flere tusinde sovjetiske og tyske kampvogne sammen ved Kursk i sommeren 1943. Det var tyskernes sidste chance for at genvinde initiativet på østfronten efter nederlaget ved Stalingrad. På trods af store tab lykkedes det de sovjetiske styrker at besejre feltmarskal von Manstein, Hitler gav ordre til tilbagetrækning, og den Røde Hær indledte den lange march mod Nazi-tysklands hovedstad, Berlin. »Slaget om Kursk« er skrevet af Niklas Zetterling, forsker på den svenske Militärhögskolan, og Anders Frankson, redaktør, der af forlaget præsenteres som to af verdens fremmeste eksperter på området. De to forfattere har tidligere på engelsk udgivet »Kursk 1943 – A Statistical Analysis«. Bogen spænder fra det militær-strategiske niveau over det operative til det taktiske niveau og omfatter såvel tiden og forberedelserne op til som selve slaget, der beskrives dag for dag med en imponerende høj detaljerigdom, herunder gengivelse af udvalgte ordvekslinger mellem de deltagende førere. Som læser fornemmer man igennem hele bogen tydeligt Hitlers og Stalins tunge skygger og altdominerende indflydelse på tingenes tilstand og udvikling, men fokus er fra forfatternes side helt bevidst lagt primært på de underliggende niveauer helt ned til enkeltmandsniveauet, hvor man gives et indblik i de tyske og sovjetiske
Side 26
soldaters liv i felten. Hele forløbet – spændende fra de indledningsvise overvejelser til slagets afslutning – præsenteres med detaljerede beskrivelser af de involverede militære førere, deres enheder og det tilhørende militære isenkram. De militære førere på begge sider beskrives efterhånden som de træder ind på scenen og læseren gives et grundigt og for læsning af bogen interessant indblik i disse officerers militære baggrund og erfaringer op til slaget. På tilsvarende vis beskrives de involverede styrker og enheders antal, organisation, situation og bevægelser dag for dag som slaget skred frem. Hertil kommer grundige og relevante beskrivelser af de to parters pansrede køretøjer og øvrigt kampafgørende materiel samt ikke mindst, hvilken indflydelse disse forhold havde på kampenes og slagets endelige udfald. Bogen giver et interessant og velskrevet indblik i et af Anden Verdenskrigs store slag, der samtidigt udgjorde et markant vendepunkt. Den henvender sig til læsere med interesse for Anden Verdenskrig i almindelighed og til læsere med interesse for slaget ved Kursk, herunder det sovjetiske og tyske panservåben, i særdeleshed. Set i lyset af, at bogen nok primært vil blive læst af læsere med en vis indsigt i og interesse for kampvogne og anvendelse af panserstyrker i historisk perspektiv, skæmmes helhedsindtrykket enkelte steder af udtryk, der næppe ville falde i god jord hos hverken datidens eller nutidens kampvognsfolk. Eksempelvis ville anvendelse af udtryk som »bånd« og »larvefødder« til beskrivelse af kampvognens bælter sandsynligvis giver anledning til nogen moro ligesom de færreste kamp-
HÆRNYT 4-2003
Nye navne
Oberst Ib Johannes Bager er pr. 1. oktober 2003 tiltrådt som chef for Telegrafregimentet i Fredericia
Oberst Anders Olesen, tidligere chef Kongens Artilleriregiment, tiltræder 1. februar 2004 som chef for Hærens Artilleriskole i Varde.
Oberst Mogens Andersen, p. t. HQ AFNORTH, Brunssum i Holland tiltræder 1. februar 2004 som chef for Kongens Artilleriregiment i Sjælsmark. HÆRNYT 4-2003
Side 27
DCMKMP nye transportable SATCOM station fotograferet hos »storebror« i Munklinde. Foto: Seniorsergent P. J. Petersen.
Dansk Afghanistan-styrke fordobles Danmarks militære bidrag til den internationale militærstyrke i Afghanistan, ISAF, bliver nu fordoblet fra de nuværende godt 40 til cirka 100 danske soldater Af Morten Fredslund Interforce News Den 10. november oplyste Udenrigsministeriet, at regeringen udvider det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF, International Security Assistance Force, i Afghanistan med cirka 50 personer. Det er en anmodning fra NATO, der nu betyder en fordobling af det danske militære bidrag til indsatsen i Afghanistan, hvor danske soldater har været indsat siden januar 2002. De nuværende cirka 40 danske soldater i ISAF er det fjerde hold. De ankom til Kabul i juli 2003. Udvidelsen omfatter blandt andet en dansk kommunikations- og informationsenhed på cirka 40 soldater, som udstationeres fra januar 2004 til marts 2004. Soldaterne kommer fra Telegrafregimentet i Fredericia.
Observatører Danmark sender også et militært observatørhold på seks personer til den bjergrige Samargan-provins i det nordlige Afghanistan. Observatørernes opgaver vil blandt andet bestå i overvågning af sikkerhedssituationen i Samargan. De danske observatører tilknyttes det britisk ledede Provincial Reconstruction Team i Mazar-e-Sharif. Forøgelsen af det danske styrkebidrag betyder samlet, at der i en periode vil være næsten 100 danske soldater i Afghanistan. Ny regering i 2004 ISAF-styrken har til formål at etablere en sikker og stabil situation sammen med de lokale myndigheder i hovedstaden Kabul, således at den midlertidige overgangsregering har de bedst mulige betingelser for i løbet af 2004 at danne en ny regering og senere iværksætte de første demokratiske valg i Afghanistan. ISAF har soldater fra mere end 30 nationer tilknyttet og består af ca. 4000 mand. Det danske kontingent, DANCON, er knyttet til den multinationale brigade, som med sine cirka 3000 mand udgør den største del af ISAF.