4 minute read

Vand haven med klimavenlig teknologi

Vores drikkevand er en kostbar ressource. Men det giver faktisk god klimamening også at give haven en tår vand, hvis du bruger din fornuft og den seneste vandingsteknologi.

Du har tegnet haveplanen, anlagt bede og terrasser, valgt de smukkeste planter og brugt tid og kræfter på at grave stauder, buske og træer ned. Men vejret driller, for enten vælter regnen ned og oversvømmer det hele, eller også byder sommeren på månedlang tørke. Og det kan dine planter ikke lide.

Klimaforandringerne sker også lige uden for din terrassedør. DMI siger, at tørkeperioderne fremover bliver længere, og at regnen kommer sjældnere, men i større mængder på én gang.

De af os, der nørder have, er nødt til at tænke klimatilpasning ind, hvis haven fortsat skal give os og dyrelivet glæde. Her er vanding en vigtig brik.

Tænk, før du vander

Du kan gøre meget for at hjælpe din have igennem de mere ekstreme somre. Følg det gamle haveråd om at vælge den rette plante til det rette sted, så du ikke skal kæmpe mod naturen. Brug jorddække som bark eller kompost i dine bede, så jorden kan holde på fugten. Lad være med at vande græsplænen, for græsset skal nok komme igen. Og drop plænen, og anlæg en tørketålende blomstereng i stedet, hvis du virkelig vil hjælpe naturen på vej.

Der er dog planter, som du er nødt til at vande. Køkkenhavens afgrøder vokser ikke uden tilført vand, og alle nyplantede buske og træer skal vandes i de første år, ligesom stauder skal hjælpes i gang med ekstra vand den første sommer. Én kvadratmeter nyanlagt staudebed skal i de tørre højsommermåneder vandes med 40 liter vand flere gange om ugen. Et etableret bed kan ‘nøjes’ med 20 liter per kvadratmeter, når du vander i de allertørreste perioder.

Måske føler du en snigende klimaskam ved tanken om at vande din have. Men husk på, at det er dyrt både økonomisk og klimamæssigt at købe planter, der dør af vandmangel og skal udskiftes med nye. De dyrkes ofte udenlands og skal pakkes og så transporteres hele vejen til dit lokale havecenter.

Vand de rigtige planter

Til gengæld kræver klimatilpasset vanding lidt mere planlægning og præcision, end de fleste af os er vant til.

Tænder du for haveslangen og fordeler vandet jævnt ud over bedet med en vandingspistol eller sprinkler, vander du alle planterne – også dem, der sagtens kan klare sig uden vanding, og det ukrudt, du helst vil være foruden.

Undrer du dig over, at ukrudtet tit ser sundere ud end dine nøje udvalgte haveplanter, så er forklaringen enkel: Ukrudt er planter, der spirer frem og vokser lige nøjagtig der, hvor de er bedst tilpasset til at leve. Det gør dem i stand til snildt at udkonkurrere vores fine haveplanter, for det, vi sår eller køber på planteskolen, er nemlig oftest højt forædlede versioner af tropiske eller subtropiske planter, som ikke naturligt ville findes i hverken Hadsund eller Helsinge. Derfor kræver de opmærksomhed for at overleve i kampen mod ukrudtet og en sommer med ustabilt dansk vejr. Og derfor bør du skræddersy din vanding så detaljeret, at vandet fordeles korrekt til hver enkelt plante. Målet er at bruge så lidt vand som muligt med så godt et resultat som muligt –og der findes selvfølgelig højteknologiske løsninger på den udfordring. For relativt få penge kan du investere i et vandingssystem, der holder i mange år, og som sparer dig for udgifter til vandspild og nyindkøb af planter, der bukker under på grund af manglende vanding, eller som bliver kvalt af ukrudt.

Vand rødderne, ikke bladene

Den enkleste løsning er et system med mikrodyser. For få hundrede kroner får du et startsæt med en fordelingsslange, som du tilslutter haveslangen, og som har spyd med små dyser, der enten drypper eller sprayer vandet ud. Spyddene stikker du så i jorden under dine udvalgte planter. Du kan også købe en version med løse spyd, som du selv sætter i slangen, så du tilpasser placeringen af dyserne helt præcist til netop dit bed. Et mere permanent vandingssystem har slanger, du graver ned i jorden, når du anlægger nye bede eller måske endda tilplanter en helt nydesignet have. Du slipper for synlige slanger i bedene, men løsningen passer bedst til dig, der nyder at planlægge haven i detaljer og ikke spontant ændrer på designet hvert år. Begge løsninger har den fordel, at du retter vandet mod planternes rødder, som optager og fordeler vandet til de forskellige plantedele. Det giver mindre fordampning, og du slipper for at spilde vand, som alligevel ikke har nogen effekt. Ifølge haveredskabsvirksomheden Gardena kan et vandingssystem spare op til 70 procent vand sammenlignet med traditionel vanding. Planterne bliver også mere hårdføre, fordi rødderne søger længere ned i jorden mod vandet.

Udnyt naturens eget vand

På et minut kommer der cirka 12 liter vand ud af en haveslange, så det koster i øjeblikket omkring 40 kroner i timen at have vandslangen tændt. Samtidig kæmper vi for at håndtere de store mængder regnvand, som ender i kloak- ken ved skybrud. Det gælder altså om at udnytte regnvandet i stedet for at bruge vand fra hanen til at vande haven med. Mange opsamler allerede regnvand i tønder eller tanke, men det nye er, at du for under 1.000 kroner kan få en elektrisk pumpe, der sender vandet ud i din haveslange med et fornuftigt tryk. Dermed kan regnvandet bruges i dit vandingssystem, hvis du sørger for at rense vandet for snavs, jord og sand med et filter, før det ender i regnvandstønden.

En tank af en vis størrelse giver dig mere fleksibilitet, når regnvandet fremover kommer sjældnere, men i større mængder. Måske kan du skjule en tank bag carporten eller grave den ned?

Når du har sparet penge på både planter og vand, kan du jo supplere dit vandingsanlæg med havens svar på en sportsvogn: en elektronisk vandingscomputer. Den simple version, der tænder og slukker for vandet på bestemte tidspunkter, koster fra et par hundrede kroner og opefter. Investerer du lidt mere, kan du kombinere computeren med en fugtmåler, der nøjagtigt afgør, hvornår jorden trænger til vand. Og er du til en rigtig luksusmodel, så køb en vandingscomputer, der i en app viser dig, hvad den har travlt med, mens du selv ligger på terrassen med en kølig drink. Dét giver da god mening! •

This article is from: