IDÉHISTORIEN SOM PARADOKS Lucas Mygind Geertsen

Idéhistorie som paradoks

af Lucas Mygind Geertsen

Trods sceneriet – fuldt udstyret til én aftens forestilling, fremstående udtryksfuld givet en række former, en bestemt dikotomi mellem skillevæggene, vertikale grænser, kontrasterende nuancer bag kulisserne placeret nøjsomt side om side på polerede gulve, beregnet til dybsindig udfoldelse af horisonter og således tidsligt og på forskellig vis sagligt forankret ... så sker der nu alligevel noget, når først sceneperspektivet tilføjes to individer, som begge skiller sig ud fra hele landskabet ved at ændre omverdenens forventning til forestillingens saglige grænser, om så bevidst eller ej. Antag nu, at skuespillerne på scenen – i rollerne som hhv. Alter og Ego – begynder at skændes om, hvem af hvem publikum synes ’er bedst’, hverken bare i disse roller eller i dette stykke, men som et generelt spørgsmål for fuld belysning på en mere eller mindre overbooket aften! Salen bliver ivrig, så halvt forarget, nogle nok mere nysgerrige end andre: alle mere eller mindre reflekterende over situationen. – Hvordan tror de dog, ’De’ kan tillade sig at opføre...? Strømmer det igennem folks hoveder. Men pludselig! – antager vi nu igen – synes skuespillerne enige om noget. – Det står velnok klart som dagen, at set fra hinandens perspektiver kan vi kaldes lige gode om at fremlægge vores ’rygrad’ til offentlig skue, at vi, for egne øjne her på scenen og med vores tale alene, formår at smuldre betingelserne for den, hvis vi fortsætter, og at vi begge er bedre skuespillere end Jer! Udbryder Ego rimelig panisk. – Så kom dog videre! Hvad skulle noget af dét til for!? Råber et par publikummer raskt tilbage; og dermed falder sondringen mellem en mest besynderlig problemstilling og ligeså mærkværdig løsning til jorden uden helt at forlade omverdenen... Skal ’u-stykket’ eventuelt illustrere mere? Det er formentlig ikke alle, som forventer deres aften i teateret afbrudt så hysterisk. Som et spørgsmål om to forskellige sagsforhold dog: dels mellem publikum og skuespillere, og dels mellem skuespillere og teaterstykket, bliver det interessant at spørge, hvad hver sag især ’er’ i forhold til den anden,

og hvad der kunne stå bag. For hvor sagsforholdet mellem publikum og skuespillere fra publikums side forudsætter adskillige kontingente forventninger om et ’helt’ teaterstykke, som så undervejs ’rystes’, er det uklart, hvad der fra skuespillernes side lægger op til denne ’rysten’? Omvendt kan vi sige, at sagsforholdet mellem skuespillere og teaterstykket forudsætter diskretion omkring publikums kontingente forventninger i og for muligheden for tilknytning til en planlagt progression, som ’rystes’ i det, disse bringes til diskussion på scenen.

Pludselig fremstår publikums ’omverdensrolle’ forskudt til et sagsforhold, som i forholdet mellem publikum og skuespillere, set fra dette blik umuligt kunne have været forventeligt. (Det skal siges, at diskussionen altså mest for ’underholdningen’s skyld koblede sagsforhold op på hinanden trods deres forskellige tematikker; hvorfor skuespillerne så at sige tvinges ind i en uløselig cirkel og sfære pga. problemets dobbeltsidighed. Med ’underholdning’ menes helt klart ikke sagen set fra skuespillernes side af det såkaldt ’underholdende’, men at illustrationen menes at ’underholde’ og ikke analysere i form af en dialogisk udvikling af forskellige forhold. Således kan det også menes, at denne selv-referentielle ’underholdning’ kun skiller sig ud som underholdning frem for eksempelvis analyse derved, at den betragtes i forhold til analysen af denne ’underholdning’, således at analysen ikke nu ses blot som et forsøg på ’underholdning’.) Den fatale konsekvens af ’Ego’s udbrud har altså intet at gøre med bestemte kontingente forventninger, publikum kunne have om, hvorvidt skuespillere deltagende i et teaterstykke, som endnu ikke kendes, skulle være ’bedre skuespillere end dem selv’, men i beslutningen fra skuespillernes side om at fiksere den kontingente ’forventning’ foran publikum, således at den indtil da ubestemte dobbeltkontingens med hensyn til skuespillernes rolle udover deres roller blev ’behandlet blindt’. Fatalt altså fordi, disse publikummer – antageligvis – kunne have haft deres kontingente forventninger mødt af mange andre forhold, scener, samtaler, oplysninger, udviklinger, genkendeligheder o.s.v. følgende teaterstykkers ’reelle’ udvikling, men behandlet blindt ikke kun med hensyn til, hvad eller hvordan der frit kunne fortolkes ud fra et stykkes progression (da dette højst sandsynlig ville følge af den ’reelle’ udvikling), men simpelthen en blindhed over for det, at hver enkelt publikummer fandt skuespillerne deltagende i ét stykke.