TINGEN V20: Helte og antihelte

Idéhistorie som paradoks af Lucas Mygind Geertsen Trods sceneriet – fuldt udstyret til én aftens forestilling, fremstående udtryksfuld givet en række former, en bestemt dikotomi mellem skillevæggene, vertikale grænser, kontrasterende nuancer bag kulisserne placeret nøjsomt side om side på polerede gulve, beregnet til dybsindig udfoldelse af horisonter og således tidsligt og på forskellig vis sagligt forankret ... så sker der nu alligevel noget, når først sceneperspektivet tilføjes to individer, som begge skiller sig ud fra hele landskabet ved at ændre omverdenens forventning til forestillingens saglige grænser, om så bevidst eller ej. Antag nu, at skuespillerne på scenen – i rollerne som hhv. Alter og Ego – begynder at skændes om, hvem af hvem publikum synes ’er bedst’, hverken bare i disse roller eller i dette stykke, men som et generelt spørgsmål for fuld belysning på en mere eller mindre overbooket aften! Salen bliver ivrig, så halvt forarget, nogle nok mere nysgerrige end andre: alle mere eller mindre reflekterende over situationen. – Hvordan tror de dog, ’De’ kan tillade sig at opføre...? Strømmer det igennem folks hoveder. Men pludselig! – antager vi nu igen – synes skuespillerne enige om noget. – Det står velnok klart som dagen, at set fra hinandens perspektiver kan vi kaldes lige gode om at fremlægge vores ’rygrad’ til offentlig skue, at vi, for egne øjne her på scenen og med vores tale alene, formår at smuldre betingelserne for den, hvis vi fortsætter, og at vi begge er bedre skuespillere end Jer! Udbryder Ego rimelig panisk. – Så kom dog videre! Hvad skulle noget af dét til for!? Råber et par publikummer raskt tilbage; og dermed falder sondringen mellem en mest besynderlig problemstilling og ligeså mærkværdig løsning til jorden uden helt at forlade omverdenen... Skal ’u-stykket’ eventuelt illustrere mere?

Det er formentlig ikke alle, som forventer deres aften i teateret afbrudt så hysterisk. Som et spørgsmål om to forskellige sagsforhold dog: dels mellem publikum og skuespillere, og dels mellem skuespillere og teaterstykket, bliver det interessant at spørge, hvad hver sag især ’er’ i forhold til den anden, 48