1 minute read
LÆS, KLIK OG HØR …
Vi Er Gog
Har du ikke allerede set den fascinerende håndbolddokumentar ’Vi er GOG’, så er chancen der stadig.
’Vi er GOG’ er historien om, hvordan ildsjæle i det danske landsbyog foreningsliv på Sydfyn skabte en klub, der har fostret nogle af Danmarks og verdens bedste håndboldspillere. Alt sammen i kraft af vilje, sammenhold og en helt speciel kultur.
I dokumentaren medvirker en perlerække af stjerner, lokale ildsjæle og andre nøglepersoner fra GOG, som fortæller om klubbens op- og nedture gennem snart 50 år.
’Vi er GOG’ kan streames på TV2 Play.
Tyvstart
DR er på banen med en ny sportspodcast, som i hver episode dykker ned i én stærk historie fra sportens fascinerende verden.
’Tyvstart’ er sportens pendant til DR’s populære nyhedspodcast ’Genstart’ og giver dig dit daglige sportsfix på cirka 15 minutter gennem levende fortællinger om de største stjerner, vildeste overraskelser og store danske bedrifter.
Værten, Emil Schiønning, giver sammen med atleter og korrespondenter aktualitet og perspektiv på dagens historie, så du får de bedste kort på hånden, når du skal lyde klogere end dine venner eller kolleger under sportssnakken i frokostpausen.
’Tyvstart’ er en podcastserie, som udkommer alle hverdage kl. 5.00 på DR Lyd.
Danmarks olympiske fakkelløb
I 1952 fik dansk idræt en stor opgave med kort varsel. Den olympiske ild skulle på rundtur i Danmark inden De Olympiske Lege i Helsinki samme år. 70 år efter kaster Per Leon Jørgensen fra Danmarks Idrætsforbund museum og bibliotek lys over fakkelløbet i sin nye bog ’Det olympiske fakkelløb gennem Danmark i 1952’.
Som læser bliver du taget med på faklens rejse igennem 1950’ernes idrætsdanmark, og du får et levende indblik i, hvordan klubber, foreninger og lokalbefolkninger banede vejen for fakkelløbet med fest og farver.
’Det olympiske fakkelløb gennem Danmark i 1952’ er skrevet af Per Leon Jørgensen og udgivet af Danmarks Idrætsforbund. Bogen er gratis og kan erhverves ved henvendelse til DIF Museum på plj@dif.dk. Der skal dog betales 120 kroner for ekspedition og forsendelse.
Full Swing
Netflix har i de seneste år høst stor succes med serier inden for sportsdokumentargenren. Serier som ’Drive to Survive’, der går tæt på stjernerne i Formel 1 og ’Break Point’, som følger de bedste tennisspillere i verden, har opnået kæmpe popularitet verden over.
Nu er turen kommet til golfsporten. Med ‘Full Swing’ kombineres realitygenren nok engang med sport i verdensklasse, når der sættes spotlight på en broget flok af talenter, superstjerner og fallerede golfspillere på golfens PGA Tour.
Er man ikke til golf i forvejen, så er der god chance for, man kommer det – om ikke andet så for fascinationskraften af de store personligheder i den internationale golfelite.
Full Swing sæson 1 (otte episoder) kan streames på Netflix.