DIF MENER
Niels Nygaard Formand, Danmarks Idrætsforbund
SAVNET EFTER EN NORMAL IDRÆTSVERDEN Hvornår kommer vi næste gang til at deltage i et stort motionsløb med tusindvis af andre løbere? Og hvornår kommer vi igen til at sidde i et udsolgt Parken og nyde den øredøvende jubel, når det danske landshold scorer? Det er spørgsmål, som jeg stiller mig selv igen og igen, men jeg kender ikke svaret. Det danske samfund arbejder fortsat på at holde coronasmitten i skak, og forbud mod store forsamlinger var det første våben, som blev fundet frem i marts, og det er sandsynligvis også det sidste, der bliver lagt tilbage i våbenskabet. Det er et våben, som måske er effektivt, men det er også forbundet med mange omkostninger. Det koster klubberne dyrt, når de ikke må fylde tilskuerrækkerne op, og det er et tab af livskvalitet, når de hundredtusindvis af danskere, som deltager i store motionsevents, ikke længere har mulighed for at gøre det. Disse store motionsevents fungerer desuden som en ledestjerne for rigtig mange danskere og motiverer dem til at træne frem mod et mål. Der er således også en sundhedsmæssig omkostning ved, at de ikke kan afvikles. Endelig så er hele det fint forgrenede økonomiske kredsløb i forbindelse med tilskuer- og deltagerevents ødelagt. Når der er mange tilskuere på Brøndby Stadion, så betyder det
DIF’s formand, Niels Nygaard, glæder sig til blandt andet at nyde synet af tusindvis af motionsløbere på en solbeskinnet eftermiddag – som her ved Royal Run i Esbjerg 2018. Foto: DIF
6
IDRÆTSLIV SEPTEMBER 2020
ikke kun penge i kassen til Superligaklubben, men også til de mange foreninger, som sælger stadionpøler, rydder op og lignende. Og når der ikke afvikles DHL-stafet, så er der hundredvis af klubber, der normalt hjælper til med praktiske opgaver, som pludselig mister en livsvigtig indtægt. Det billede går igen over hele landet. Heldigvis har politikerne på Christiansborg vedtaget en række hjælpepuljer. De opvejer ikke hele tabet, og fra DIF’s side arbejder vi hele tiden på at sikre de bedste vilkår og kompensationsordninger til idrætten. Jeg håber, at langt de fleste foreninger slipper økonomisk helskindet igennem, men frem for alt håber jeg, at vi snart kan vende tilbage til den ’normale’ tilstand. Til en tid med syngende tilskuere arm i arm, og til en tid, hvor man kan nyde det smukke syn af tusindvis af løbere på en solbeskinnet eftermiddag i gang med at nå deres personlige mål. Det er ikke til at få et svar på, hvornår den tid kommer. Men jeg ved bare, at når det igen er muligt, så er jeg også på plads på stadion. Mine knæ tillader mig ikke længere at løbe maratonløb, men jeg vil troppe op og heppe på de mange løbere, når de igen kan mødes og dyrke de store fællesskaber.
