7 minute read

UPDATE

Foto: Scanpix/Ritzau

KLAR, PARAT, START

Den forsvarende Tour-vinder Tadej Pogacar er klar. Danmarks egen bjergged Jonas Vingegaard er klar. Og de danske landeveje og værtsbyer er i den grad klar. En af verdens allerstørste idrætsbegivenheder kommer til Danmark i form af cykelløbet Tour de France. Tre etaper afvikles i perioden 1.-3. juli. ”At Tour de France kommer til Danmark er resultatet af mange års hårdt arbejde bag kulisserne af Sport Event Danmark og andre gode folk og organisationer. Jeg ser virkelig meget frem til de tre etaper. Begivenheden passer perfekt til en cykelnation som Danmark. Danskerne kommer til at flokkes ved ruten, og vores land bliver vist frem i hele verden,” siger formand for DIF, Hans Natorp. Første etape er en enkeltstart i København, mens anden etape begynder i Roskilde og slutter i Nyborg efter en tur over Storebæltsbroen. Tredje og sidste etape i Danmark bugter sig mellem Vejle og Sønderborg.

Kammeratlig hilsen ved Tour de France 2021 mellem sidste års vinder Tadej Pogacar og nummer to Jonas Vingegaard. De to cykelstjerner kommer givet vis igen til at kæmpe hårdt mod hinanden på landevejene ved dette års Tour de France.

UPDATE 2.228.776...

…medlemmer. Så mange dyrker lige nu idræt i de danske idrætsforeninger under DIF og DGI. Samlet set er det en fremgang på 12.101 medlemmer sammenlignet med sidste år. ”Først og fremmest glæder vi os over, at frafald er vendt til fremgang trods endnu et år med corona. Der er stadig tabt terræn at genvinde i forhold til 2019-tallene, men vi er på rette vej. Her må vi igen sende en stor tak til de mange frivillige, som har gjort en stor forskel og et fantastisk arbejde ude i landets idrætsforeninger,” siger DIF’s formand, Hans Natorp.

Tjek alle medlemstal i din idrætsgren såvel lokalt som nationalt på dif.dk.

NATIONALPARKER BEKYMRER

Danmark kan se frem til i alt 15 nye naturnationalparker fordelt over hele landet. Det står klart, efter regeringen i foråret offentliggjorde placeringen af 10 kommende naturnationalparker i Danmark, efter de første fem blev udpeget sidste år.

DIF støtter ønsket om øget biodiversitet i Danmark. Men forundringen og bekymringen over flere af de offentliggjorte placeringer af Danmarks kommende naturnationalparker, er stor. ”Desværre må vi konstatere, at vores klare anbefalinger om at bevare outdooridrættens frie adgang til specifikke nøglearealer ikke er blevet fulgt, hvilket både undrer, skuffer og bekymrer os. Som vi hele tiden har sagt, ønsker vi at bidrage til øget biodiversitet i Danmark, men vi mener ikke, det behøver at være på bekostning af danskernes motionsmuligheder i naturen,” siger Thomas Bach, næstformand i DIF.”

DIF vil nu nøje følge de lokale opfølgninger på udvælgelsen af Danmarks i alt 15 naturnationalparker samt etablere en dialog, der vil kunne tilgodese alle interessenter.

Foto. Arkivfoto: Lars Møller

ROYAL REKORD

Danskerne er vilde med Royal Run. Med over 90.000 deltagende motionister fordelt på de på de fem værtsbyer Aarhus, Aalborg, Næstved, Kolding og København slår dette års Royal Run alle tidligere deltagerrekorder. Det populære event, slår også rekord i antallet af deltagere og i antallet af førstegangsløbere, der for første gang nogensinde deltager i et motionsevent: ”Jeg glæder mig over, at budskabet nu er nået frem til danskerne om, at motionsløb selvfølgelig er for alle. Og med Royal Run siger vi endda, det er ok at gå, og det er ok at tage børnene og de ældre med. Vi har plads til alle,” lyder det Morten Mølholm, administrerende direktør i DIF.

Foto. Jan Sommer

SPECIALFORBUND MED FART PÅ

Dansk Automobil Sports Union (DASU) er blevet kåret til Årets Specialforbund 2022.

DASU modtager den prestigefyldte pris, fordi unionen i 2022 har ydet en ekstraordinær samfundsindsats, været innovativ på miljøfronten og udviklet esportsområdet markant.

Vinderen blev fundet på DIF’s årsmøde 2022 via en afstemning blandt DIF’s 62 forbund, og her distancerede DASU de to øvrige nominerede, Dansk Boldspil-Union (DBU) og Dansk Golf Union (DGU). ”Vi ser det som en anerkendelse af det arbejde, vi har lavet de seneste 4-5 år, hvor vi har lagt rigtig mange kræfter i vores samfundsindsats” lød det fra DASU’s formand, Henrik Møller-Nielsen, efter kåringen.

DELTAG I DANMARKS MOTIONSUGE

Sæt kryds i kalenderen i uge 41. Hvad enten du er borger med mod på nye aktiviteter - eller en del af en idrætsforening, som vil åbne dørene og vise din idræt frem, så er motionsugen noget for dig.

Sidste år så Danmarks Motionsuge dagens lys, hvor DIF og de største af idrættens øvrige organisationer gik sammen med DR for at inspirere den danske befolkning til at bevæge sig mere. Det resulterede i et stort 'tag-selvbord' med tusindvis af gratis aktiviteter og bevægelsestilbud over hele landet.

Hvis man som idrætsforening ønsker at holde ’åbent hus’ i uge 41 og være en del af bevægelsesfesten, så kan man allerede nu melde sig til på danmarksmotionsuge.dk.

VÆRDIKOMPAS I IDRÆTTEN

DIF og Team Danmark har revideret deres fælles etiske kodeks, som henvender sig til atleter, trænere, ledere, dommere – og som noget nyt også til forældre. Det er bygget op med korte råd, der skal sikre god opførsel, fairplay og respekt for hinanden i konkurrenceidrætten.

Det etiske kodeks giver ikke svar på alt, men det udstikker linjerne for, hvordan alle kan få gode oplevelser i idrætten, og understreger, at mennesker sættes over medaljer.

Du finder det etiske kodeks på dif.dk.

1000 GODE FORSLAG

I slutningen af 2021 iværksatte DIF initiativet ’Danmark Mangler’. En online platform med et interaktivt danmarkskort, hvor alle danskere kunne foreslå en ny idrætsfacilitet eller opdatering af en eksisterende i deres nærområde.

DIF har nu samlet op på forslagene, som blandt andet tæller et hav af ønsker om nye svømmehaller, fodboldbaner og faciliteter til outdooraktiviteter. Men også en lang række ønsker om udbygning og modernisering af eksisterende faciliteter og bedre rammer for skating og andre urbane idrætter. ”De konkrete forslag til for eksempel renovering af idrætsanlæg, nye klubfaciliteter eller udvikling af støttepunkter i naturen kan supplere kommunernes langsigtede og strategiske beslutninger”, siger DIF-konsulent Lasse Lyck.

Alle borgerforslag kan findes på www.danmarkmangler.dif.dk, og kommuner kan med henvendelse til DIF få kontaktinfo på konkrete forslag.

UKRAINEPULJE TIL FORENINGERNE

Danmark har i år modtaget et stort antal flygtninge fra Ukraine. Idrætsforeninger kan i den forbindelse søge en særlig pulje, så de får økonomisk overskud til at byde disse flygtninge velkomne i de lokale foreninger. Foreningerne kan blandt andet søge støtte til kontingentbetaling, beklædning/udstyr, sociale aktiviteter, stævnedeltagelse osv.

Midlerne til puljen kommer fra Grundfos Fonden, der har doneret fem millioner kroner til idrætsforeningers arbejde med flygtninge. En del af midlerne bliver desuden brugt til at sikre, at ukrainske børn kan komme på fodboldskoler i sommerferien. Foreningerne kan søge ’Ukraine-puljen’ via et ansøgningsskema, som kan downloades på DIF’s hjemmeside.

Citatet:

”Sport skal ikke bruges til, at diktatorer pynter sig med lånte fjer. I stedet for skal sporten give befolkningen vinger og skabe fællesskaber på tværs af kulturer og sociale lag.”

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på DIF’s årsmøde om tidens store udfordringer med sportswashing.

TRÆNERE TIL FREMTIDEN

DBU lancerer nu indsatsen ’Fremtidens Trænere’, som har til mål at uddanne 240 flere unge trænere om året indtil 2025.

Projektet er målrettet unge piger og drenge i alderen 13 til 20 år, som kommer gennem et etårigt forløb, hvor de skal gennemføre både UEFA C1 og UEFA C2-træneruddannelserne.

Samtidigt får de unge trænere helt unikke oplevelser i form af besøg i både herre- og kvindelandsholdslejrene.

Der bliver desuden oprettet lokale netværksgrupper for de unge trænere, der skal sikre, at alle bliver en del af et socialt fællesskab med mulighed for at hygge sig og sparre med ligesindede.

BLIV FRIVILLIG TIL OL

Til OL i Paris 2024 er der brug for 45.000 frivillige fra hele verden. De skal hjælpe med alt fra transport-, catering- og medie-opgaver til de lidt mere ’eksotiske’ opgaver som for eksempel at hjælpe amerikanske basketball-stjerner til rette i hallen og bære atletikudøveres udstyr på atletikstadion.

Du kan ansøge nu om at blive OL-frivillig, og er du blandt de mest motiverede og begejstrede ansøgere, så kan du se frem til en olympisk sommer i Paris.

Læs mere og ansøg på dif.dk.

ET VILDT ÅR I IDRÆTTEN

Det forgangne år bød på coronanedlukninger og boykot af Rusland, som gav DIF-idrætten en masse udfordringer. Men året bød også på idrættens mange glæder i form af en samlet medlemsfremgang, OL- og PL-medaljer og fejring af DIF's 125-års jubilæum.

Danmarks Idrætsforbund har nu i sin årsberetning 'DIF '21' samlet mange af de bedste billeder, de mest fremtrædende citater og de vigtigste tal, som tilsammen beskriver det forgangne år.

’DIF21’ kan downloades på dif.dk.

This article is from: