Den nordiske femikrimi by Irene Schwarz Poulsen

omslag_03.indd 1

ISBN 978-87-90184-57-5

9 788790 184575

Frank Egholm Andersen

Frank Egholm Andersen (f. 1950) er forfatter og uddannet som lærer fra Haslev Seminarium i 1975. Cand. mag. i samfundsfag og dansk fra Roskilde Universitetscenter i 1981 med afsluttende speciale om ”Døden, sandheden og kroppen i kriminalromanen”. Han har arbejdet som dansk lektor ved universiteter i Texas og Minnesota og var i 1990´erne direktør i en it-virksomhed. Herefter vendte han tilbage til undervisning og skriveri. Han har skrevet tidsskriftsartikler om kultur, pædagogik, litteratur og kulturhistorie. Og han har fra 2003 været ene-forfatter til biografiserien ”Store danske forfattere som unge” med foreløbig 8 bind om H.C. Andersen, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg, Karen Blixen, Steen St. Blicher, Herman Bang, Hans Scherfig og Martin Andersen Nexø. Han er medlem af styrelsen for den faglitterære gruppe i Dansk Forfatterforening.

”Femikrimien og dens forfattere fylder for tiden i mediebilledet. Femikrimien sælger i millionoplag, den filmatiseres og danner grundlag for tv-serier. Forlagene elsker den på grund af dens salgstal og forsvarer den overfor højlitterære angreb”. — ”Spørgsmålet må være, om de nye femikrimiforfattere kan omdefinere genren, så den kan fungere som fuldgode tekster for det nye årtusindes kvinders behov for at spejle deres rumsteren med kønsroller, identitet, karriere, børn og parforhold”. — ”De nye femikrimier har, når de er bedst, en nordisk, melankolsk tone af desperation og vedholdende energi, der viser, at de på forsvarlig vis har formået at vriste sig løs fra deres mødrene ophav, de amerikanske femikrimier”. — ”Det ulmer af indre glød og brager af kraft i den unge genre for at afprøve ikke alene krimiens grænser, men også efter det første tiår at afprøve femikrimiens egne afstukne grænser”. — ”Når femikrimien har smidt fødselsskjorten fra sig, vil vi se den udfylde større og større skjorter. Inddrage dokumentarisme, neorealisme og samfundsdebat, blive mere og mere skønlitterær, i andre varianter også mere og mere politisk, bedre og bedre som kriminalromaner”. — ”Kriminalromanen har haft godt af at blive fornyet af de nordiske femikrimiforfattere. Og de mandlige forfattere, der har opnået himmelstormende salgstal, fordi de har skrevet femikrimier uden at vide det, burde være glade og sige tak til”.

Frank Egholm Andersen

Læbestiftslitteratur eller fornyelse af en genre

Den nordiske femikrimi handler om bøger af bl.a. følgende forfattere: Karin Alvtegen Ann Bilde Ditte Birkemose Sara Blædel Elsebeth Egholm Kerstin Ekman Karin Fossum Inger Frimansson Synne Garff Anna Grue Gretelise Holm Kirsten Holst Anne Holt Anna Jansson Birgitte Jørkov Tove Klackenberg Camilla Läckberg Åsa Larsson Unni Lindell Liza Marklund Pia Martin Vibeke Marx Liv Mørk Åsa Nilsonne Kim Småge Susanne Staun Aino Trosell Helene Tursten Lis Wagner Og nogle mandlige forfattere, bl.a. Dan Brown Arne Dahl Jan Guillou Peter Høeg Stieg Larsson

16-03-2008 21:52:44

Den nordiske femikrimi

Frank Egholm Andersen

Den nordiske femikrimi LĂŚbestiftslitteratur eller fornyelse af en genre

Den nordiske femikrimi

Læbestiftslitteratur eller fornyelse af en genre © Frank Egholm Andersen Forlagsredaktion: Jens-Emil Nielsen Layout: Irene Schwarz Poulsen Tryk: AKA-PRINT A/S ISBN 978-87-90184-57-5 1. udgave, 1. oplag, 2008 Bogforlaget HER&NU Stockflethsvej 36 2000 Frederiksberg Tlf. og fax 38 10 54 84 bogforlagetherognu@mail.dk

www.bogherognu.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. UDGIVET MED STØTTE FRA AUTORKONTOEN

Forside: Forfatteren Elsebeth Egholm stråler og vibrerer. Hun er både forfatteren og femidetektiven, der presser sig ud i kampen mod den kriminelle verden. Samtidig er hun den opslugte, kvindelige læser, der ikke helmer, før femikrimiens sidste blad er vendt. FOTO: KAMILLA BRYNDUM.

Indhold

Kriminalromanen handler også om noget andet . . . . . . . . 7 Tilløbet: ”Det dur piger ikke til”. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Den enlige ulvinde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Den dårende dejlige, dumme privatdetektiv. . . . . . . . . . . 25 Femikrimi uden at vide det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Femikrimiens kurver – action og bleskift. . . . . . . . . . . . . . 35 Femidetektiven og hendes allierede . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Den skrøbelige femidetektiv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Den maltrakterede femidetektiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Femidetektivens indre panser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Den dobbelte femidetektiv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68 Femikrimi og politiroman . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Femidetektiv og korpsånd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88 Femikrimi og gammelfeminister. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Nøgne kvindekroppe, incest, pædofili og voldtægt. . . . . 97 Mandlige og kvindelige detektiver. . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Sandhed og realitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Når mænd skriver femikrimier. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 Flerstemmighed og jegfortæller. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122 Femikrimi og generationsroman. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130 Forbrydelsen og alt det andet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138 Tart noir og erkendelse af arven. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 Femikrimi og humor. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154 Forsoning og opdragelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 Fra håndværk til håndarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 Minileksikon. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kriminalforfattere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Anvendte kriminalromaner. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Litteratur om kriminalromanen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Personregister. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

168 171 188 193 196

Kriminalromanen handler også om noget andet

Femikrimien og dens forfattere fylder for tiden i mediebilledet. Femikrimien sælger i millionoplag, den filmatiseres og danner grundlag for tv-serier. Forlagene elsker den på grund af dens salgstal og forsvarer den overfor højlitterære angreb. Femikrimiforfatterne interviewes om deres syn på allehånde dagsaktuelle og for så vidt også rimeligt uaktuelle emner som alle andre kendte. Danske Elsebeth Egholm indrømmer til Nyhedsavisen, at når ingen andre kigger, kan hun finde på at se sig selv i spejlet lidt for tit og lægge mærke til, hvordan årene går. Svenske Liza Marklund udtaler sig i sine klummer om alt mellem himmel og jord og udtaler til det norske Dagbladets tillæg Magasinet, at hendes favoritprogram er Fawlty Towers, der ifølge Marklund er verdens bedste tv-serie. Danske Anna Grue skriver adventskrimi til Politikens Magasinet, hvor settingen er fastlagt til at være juletravlheden i Magasin du Nord. ”Ding-dong. Her er Magasins kundeinformation… En omhyggeligt indstuderet, sensuel stemme gjaldede ud over de sagesløse menneskemasser; afbrød enhver tankevirksomhed; fik kunder med lange huskesedler til at stoppe med et desorienteret udtryk; forvandlede gaveindkøbene fra en hyggelig juleforberedelse til et klaustrofobisk mareridt”. Sara Blædel tager over i næste uge og fortsætter, hvor Anna Grue slap efter at have taget over fra Susanne Staun. Og måske får vi i næste afsnit styr på, hvordan kundeinformationens neutrale stemme kan forvandle hyggelige juleforberedelser til et mareridt. En femikrimiforfatter for hver søndag i advent indtil alt er fuldbragt. Femikrimien styrer

– den er ikke underlødig kiosklitteratur. Den er rykket frem i mediebilledet og skal på forunderlig vis tages alvorligt. Debatten har i de sidste par år været glødende af iver over at afklare, om de nye kvindelige femikrimiforfattere overhovedet kan skrive. Den svenske forfatter Björn Ranelid udtalte i sommeren 2007, at der er en million svenskere, der kan skrive som Liza Marklund, men kun én, der kan skrive som Björn Ranelid. Og en forfatterkollega, Ernst Brunner, meldte sig samme sommer under fanerne og udtalte, at de storsælgende krimidronninger mindede ham om de skarver, som ødelægger hans egen skærgårdsø. ”Skønlitteraturen vil gå under, hvis dette får lov til at fortsætte”, udtalte Brunner, og fortalte, at flere af hans kolleger – ham selv inklusive – havde overvejet helt at holde op med at skrive. Forlagene er kun interesseret i krimier og slankebøger og ikke i store romaner. En af de mandlige svenske krimiforfattere, Leif G. W. Persson, fulgte trop, og kritiserede svenske Camilla Läckbergs romaner, hvis plot han sammenlignede med en novelle i det romantiske ridemagasin ’Min hest’. Camilla Läckberg tog til genmæle og udtalte, at det er en gang pis fra ældre herrer, der virker, som om de føler sig snydt på en eller anden måde. Og den svenske litteraturdebattør, Linda Skugge, meldte sig som forsvarer for femidronningerne: ”Camilla Läckberg har fået en stor gave, og det er, at hun kan skrive så ekstremt mange vil læse det. Hemmeligheden staves R-E-L-A-T-I-O-N-E-R. Folk vil læse om hverdag og relationer. Selv elsker jeg at læse om, hvad Annika Bengtzon laver af mad til sine små børn. Så acceptér situationen, alle I fisefornemme forfattere, eller begynd at skrive lidt bedre, så folk køber jeres bøger”. De svenske litterære sind var i kog den sommer. Og midt i det hele blandede den svenske krimikonge Jan Guillou sig i debatten og prøvede at mægle. Han er ven med Leif G. W. Persson, og hans og bl.a. Liza Marklunds forlag Piratforlaget, udgiver Liza Marklunds bøger, så han følte, at han måtte gyde olie på vandene: ”Krimidronningerne er gode for den svenske kultur, gode for bogbranchen, gode for tilslutningen til læsning og i sidste ende gode for Brunner og Ranelid.

For takket være den øgede interesse for bøger interesserer flere mennesker sig for andre svenske forfattere end Liza Marklund og hendes elleve prinsesser. Krimidronningernes indsats også for den svenske litteratur er således meget større end Ranelids og Brunners.” Herhjemme blev forfatteren og kritikeren Leonora Christina Skov interviewet om den svenske debat og mente, at det alt andet lige var dejligt, ”at forfattergerningen langt om længe bliver glammet op her til lands, for kors, hvor har man skullet ligne en leverpostejmad rigtig længe, hvis man ville tages seriøst som forfatter. Det har heller ikke været spor okay at udtrykke, at man faktisk gerne vil sælge bøger, og at man har en stor læserskare i tankerne, mens man skriver. Men det skader altså ikke at tænke bøger som en vare, der skal sælges bedst muligt – både forlag og forfattere kan faktisk kun vinde på det. På den måde ser jeg femikrimierne som bogbranchens wake up call.” Hvis vi opsummerer de punkter, som den aktuelle debat om femikrimien har på dagsordenen, toner følgende sig frem af disen: Femikrimien er underholdning og behøver derfor ikke at tages seriøst som litteratur. Femikrimien viser, at der stadig læses og dermed købes bøger. Femikrimiens popularitet skubber måske andre bøger, der kunne være blevet solgt, i baggrunden. Femikrimiens popularitet skyldes, at den handler om det, som moderne mennesker vil læse om, relationerne mellem mennesker, det private, og hvordan dagligdagens bryderier håndteres. Millionoplagene må tages alvorligt. Hvad enten femikrimiforfatterne kan skrive eller ej, så kan de i hvert fald læses. Femikrimien må forstås som et moderne folkeeventyr, der gør nogle aktuelle eksistentielle livsforhold nemmere at holde ud. Men det handler også om alle de mystiske ting som begæret, kønnet, de lemlæstede kroppe, volden, mistanken, usikkerheden, skylden og skammen, tilgivelsen og renselsen. Eller hvordan femikrimien for tiden trænger sig på som afløser for de gamle helgenlegender eller som manualer for det nye årtusindes kvinder, der famler sig frem mellem karriere, familie, kærlighed og opofrelse.

Udgangspunktet er, at femikrimien anvender krimigenrens underholdende og faste mønstre (intrige, plot og tematik) til bearbejdelse og iscenesættelse af eksistentielle problematikker, der inddrager afprøvning af nye former for kønsbevidsthed og -identitet. Femikrimien kan muligvis sammenlignes med både den tyske forfatter Bert Brechts anvendelse af det traditionelle drama til at fremstilling af politiske temaer og med det svenske forfatterpar Sjöwall/ Wählöös anvendelse af politiromanen til samfundskritiske analyser med deres 10-binds værk Roman om en forbrydelse fra 70’erne. Spørgsmålet må være, om de nye femikrimiforfattere kan omdefinere genren, så den kan fungere som fuldgode tekster for det nye årtusindes kvinders behov for at spejle deres rumsteren med kønsroller, identitet, karriere, børn og parforhold. Eller om krimigenren er så bastant og rigid en størrelse, at den sluger alle følelsesmæssige og eksistentielle betroelser råt. Krimigenren lader blot alt det private og det kønspolitiske indgå i de nødvendige stille og ublodige sider op til næste spændingsfyldte klimaks, hvor den kvindelige detektiv så bare har ladet op til de action-spækkede stunts ved at pusle med livets følelsesmæssige aspekter sammen med veninderne over en café latte. Krimigenren yder i kraft af sine indbyggede mønstre modstand mod projektet. Er det ikke ligegyldigt, hvad en krimi handler om i de stille stunder op til forbrydelserne og de voldelige konfrontationer? Læseren ved, at nu er det tid til at trække vejret. Om pusterummet udfyldes med en privat eye’s afsnuppede udgydelser over den fjerde whisky på et snusket værtshus i Chicago – eller med venindernes forstående hjælp med at afklare parforholdet eller karrierevalget i en mandsdomineret verden på en udendørs café ved Århus Å – er for så vidt ligegyldigt. Kriminalromanen vil altid også handle om noget andet – og det andet er det, der står på de sider, hvor mordene ikke sker, og som man kan læse lidt let hen over for rigtig at være klar, når det igen bliver spændende.

Tilløbet: ”Det dur piger ikke til”

Kvinder har skrevet kriminalromaner før femikrimien. Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Maria Lang og P.D. James for bare at nævne en lille håndfuld af de vigtigste. Men disse kvindelige forfattere skriver om mandlige detektiver: Agatha Christie om Hercule Poirot, Dorothy L. Sayers om Lord Peter Wimsey, Maria Lang om kriminalkommissær Christer Wijk og P.D. James om kriminalkommissær Adam Dalgliesh. Ja, Agatha Christie skriver også om de kvindelige detektiver Miss Marple og Ariadne Oliver, men de to er mere en del af reglen end undtagelsen, fordi de er sådan nogle sære gamle tanter. Og der er i tilløbet til femikrimien også en lang række kvindelige kriminalforfattere, der har skrevet om kvindelige detektiver, uden at der derfor kommer femikrimier ud af det. Et af de første tilløb til femikrimien var den engelske detektivromanforfatter P.D. James´ roman An unsuitable Job for a woman fra 1972, på dansk Det dur piger ikke til (1978). Den kvindelige hovedperson i romanen, Cordelia Grey, arver et detektivbureau, da hendes chef og mentor, Bernie Pryde, efter en tid med en livstruende sygdom begår selvmord. I stedet for at sælge bureauet vælger den 22-årige Cordelia at drive det videre, selvom det ikke er ’et passende job for en kvinde’. Cordelia Grey figuren inspirerede de første angloamerikanske femikrimiforfattere som Sara Paretsky, Marcia Muller, Liza Cody og Sue Grafton. Figuren opnåede en form for verdensberømmelse, da der sidst i halvfemserne blev skabt en tv-serie med Cordelia Grey som hovedperson med samme titel som den oprindelige roman, An unsuitable job for a woman. TV-serien er ikke skrevet af P.D. James, og hun har senere udtalt, at hun aldrig vil skrive en roman mere om Cordelia Grey. Hun vil ikke udsætte sig for, at sådanne 11

uduelige skriverkarle skal ødelægge hendes romanpersoner. TV-serien med Helen Baxendale i hovedrollen vises stadig, også på danske kanaler. P.D. James’ roman er netop et første famlende forsøg på at skrive en kriminalroman med en kvindelig detektiv. Cordelia Grey er ung og læner sig hele tiden op af, hvad hun er blevet indprentet af sin tidligere læremester og partner, Bernie Pryde. Og alle Bernies læresætninger for en god og omhyggelig detektiv har han på sin side arvet efter sin tidligere chef i sin tid i kriminalpolitiet, kommissær Adam Dalgliesh, som er P.D. James´ hovedperson i hendes øvrige kriminalromaner. Cordelia slippes ikke løs i den detektiviske profession, uden at der er værdige mandlige mentorer til mentalt at holde hånden over hende. Og Cordelia gør sig umage. Hun lever helt og holdent for detektivopgaverne. Hun har ikke noget liv ved siden af detektivbureauet. På hendes første sag flytter hun ud i den hytte, hvor det formodede selvmord har fundet sted, for at kunne hengive sig fuldt og helt til opklaringen. Hun eksisterer ikke som kvinde ved siden af detektiv-identiteten. Og hun er en god og lærenem elev: ”Hun havde undersøgt huset i overensstemmelse med kommissærens instrukser. Hvad vidste hun nu om den afdøde unge mand? Hvad havde hun set? Hvad kunne hun udlede?” Cordelia staver sig gennem de svære faser af opklaringens arbejde. Cordelia Grey er en meget aparte kvinde og langt fra en kvindelig skønhed: ”Hendes ansigt i dag så ikke anderledes ud end i går; kraftigt lysebrunt hår omkring nogle ansigtstræk, der så ud som om en gigant havde lagt den ene hånd ovenpå hendes hoved, den anden under hagen, og derpå blidt havde presset ansigtet sammen; store øjne, brungrønne under det lange pandehår; brede kindben; en blid og barnlig mund. Et katteansigt, tænkte hun, men ganske dekorativt ...”. Hendes seksualitet er næsten ikke-tilstedeværende, og når den omtales, så er det for, at Cordelia kan påpege, at hun mener, at seksualitet er en stærkt overvurderet ting: ”Det var ikke til at holde ud at tænke på at disse ejendommelige gymnastiske øvelser måske en skønne dag ville være ble12

vet uundværlige. Det at gå i seng med hinanden var efter hendes mening overvurderet, ikke fordi det var noget ubehageligt, men mærkeligt var det alligevel”. Cordelia Grey er ikke beskrevet af P.D. James som et udpræget kønsvæsen. Men som en lærling af to mandlige detektiver. Hun viser sig at være dygtig i sin metier, selvom hun forunderligt nok er en kvinde. Og det, at hun er en kvinde, underspilles, for at læseren ikke skal lade sig forstyrre alt for meget af det. Når Cordelia slippes løs i den verden, hvor forbrydelserne ikke sker og ikke skal opklares – så tegnes hun mere op som et ubevidst legende barn end som en kvinde: ”Under spadsereturen tillod hun sig forskellige små fornøjelser. Hun købte en lærreds tedug med et billede af kirken i en bod ved vestdøren; hun lagde sig ned på maven i græsset ved King’s Bridge og lod det kolde vand strømme rundt om sine arme”. Cordelia vandrer ubekymret rundt, som om hun var i en barnlig drømmeverden. Når hun køber nyt tøj, tænker hun ikke på, om hun kommer til at se godt ud i det, men på praktiske ting som kølighed. Cordelia kan ikke få smeltet sin identitet som kvinde sammen med sin identitet som detektiv. Hun forbliver en kønsløs spejderpige, der har indlært sig nogle korpsritualer og er fascineret optaget af at vise, at hun behersker dem. Cordelia kanter sig ud og ind af sin sovepose i sin primitive, men romantiske spejderhytte, når forbryderne står på lur uden for hytten eller forsøger at snige sig ind på hende i mørket. Og så alligevel. P.D. James skriver bare så godt. Håndværket er upåklageligt udført. Læseren lever sig langsomt, men sikkert ind i den modige og handlekraftige Cordelia. Hun analyserer, kortlægger, bliver stædigt ved, udsættes for mordforsøg, kæmper sig tilbage til livet med det yderste af neglene – bogstaveligt talt. Romanen lykkes og bliver et ægte tilløb til de senere femikrimier, hvor den kvindelige detektiv opleves som et ægte menneske, der både kæmper mod forbrydere og for løsningen af egne eksistentielle problemer. Netop som en del af tilløbet, ufærdigt og famlende, men en roman, der har været med til at bane vejen for de 13

senere udgaver af femikrimien. Og Cordelia har følelser og etik. Hun udvikler sig gennem romanen fra at være styret af en tillært spejdermoral til at arbejde for egne etiske mål. Da hun sidder overfor morderen, den myrdede unge mands far, træder hun i karakter: ”Pludselig så han Cordelia lige ind i ansigtet. Han sagde skarpt: ”Hvad er der i vejen? Er De syg?”. ”Nej, jeg er ikke syg”. Jeg vidste dette måtte være rigtigt. Jeg vidste, at det, jeg havde tænkt mig til, måtte være sandt. Men jeg kan ikke tro på det. Jeg kan ikke tro på, at et menneskeligt væsen kan være så ond”. Cordelia er vokset med opgaven. Hun har konkluderet sig til tingenes sammenhæng og rækkefølge, men hendes uspolerede sind kan ikke kapere årsagen: griskheden og ondskaben. Og hun bruger sine nyvundne etiske kræfter til at udfordre morderen yderligere: ”Pludseligt kunne Cordelia ikke holde denne kyniske vekselsang ud længere. Hun råbte i lidenskabelig protest: ”Men hvad nytte er det til at gøre verden smukkere, hvis de mennesker, der bor i den, ikke kan nære kærlighed til hinanden?”. Det var omsider lykkedes hende at gøre ham vred”. Cordelias spejdermoral er endelig blevet løftet op på et højere niveau, og hun har inkorporeret den i sin identitet, så den ikke længere er placeret på sidelinjen i opklaringsarbejdet. Hun er afklaret som detektiv og er undervejs med at afklare sig som femidetektiv. Selv den øverste spejderchef indenfor belæringen og lærlingetiden, kriminalkommissær Dalgliesh, kommer til kort i bogens afsluttende kapitel og bliver en form for en reel partner og medvider i Cordelias rænkespil. Hun har solidariseret sig med den myrdede unge mands biologiske mor, der skyder og myrder faren, da det går op for hende, at han har myrdet deres fælles søn. Cordelia hjælper hende med at få mordet til at se ud som selvmord. Cordelia gør det i en form for beskyttelse af moderfølelsen og en form for kvindesolidaritet, og fordi hun er kommet til at nære varme følelser for den unge myrdede mand. Cordelia er også på vej til at afklare sig som kvinde og lader denne afklaring gå op i en højere enhed med både hendes 14

professionelle og eksistentielle afklaring. Som en ægte femidetektiv kan Cordelia gå ind og ud af rollerne. Moren, elskerinden, spejderpigen, søsteren og politikvinden. Hun er en ægte rollemodel for alle de nye yngre femidetektiver. Og som en rigtig rollemodel er Cordelia hele tiden på vej gennem romanen – arbejder med sig selv for at blive bedre til det hele – og bliver dermed en autentisk del af tilløbet til de nye femikrimier. P.D. James og hendes Cordelia Grey er børn af den engelske detektivroman, hvor intelligens og deduktion løser mysterierne, og hvor Arthur Conan Doyle og Agatha Christie har siddet for bordenden. Og selvom vi hos eksempelvis P.D. James kan se tidlige tilløb til de nye femikrimier indenfor den engelske tradition, så er tilløbet et massivt amerikansk fænomen. I 1980’erne var de nye hårdkogte femikrimiforfattere som Marcia Muller, Sue Grafton og Sara Paretsky de bedst sælgende amerikanske krimiforfattere. Marcia Mullers første roman med den kvindelige professionelle privatdetektiv, Sharon McCone, Edwin of the Iron Shoes, fra 1977 anses for den første femikrimi.

omslag_03.indd 1

ISBN 978-87-90184-57-5

9 788790 184575

Frank Egholm Andersen

Læbestiftslitteratur eller fornyelse af en genre

16-03-2008 21:52:44