I forlængelse af koens horn

MICHAEL SVENNEVIG

FORFATTERFORLAGET

9 788775

284986

I forlængelse af koens horn

Jeg ville ikke hjem, og alligevel vuggede toget mig til ro. Det var som om rytmen hviskede: -Du kommer jo tilbage. Faktisk kan du slet ikke tage af sted, og gør du det alligevel, så vil du huske mig. Du kommer tilbage…Huske alle mine mange ansigter. Du vil huske gråden i din hals, da toget kørte ud fra perronen. Du kommer tilbage…Du vil huske alle de smil, der har velsignet dig, du fremmede.

Jeg, en fremmed, der aldrig havde følt mig mere hjemme noget sted.

-Du kommer tilbage...du kommer jo tilbage...

ISBN 87-7528-498-7

ATTIKA

MICHAEL

SVENNEVIG

I forlængelse af koens horn

INDISKE OPLEVELSER

A T T I K A

I forlĂŚngelse af koens horn

1

Af samme forfatter: Lyspletter, roman, 2002

Michael Svennevig

I forlĂŚngelse af koens horn INDISKE OPLEVELSER

Rejseroman

ATTIKA

I FORLÆNGELSE AF KOENS HORN INDISKE OPLEVELSER

© Michael Svennevig Forfatterforlaget Attika Sat med Book Antiqua Trykt hos BookPartner, København Omslag og layout: Irene Schwarz Poulsen Fotos: Vipin Kumar Astwal, Heidi Tordrup og Michael Svennevig Printed in Denmark 2004 ISBN 87-7528-498-7

I

1

Jeg må have sovet. Da jeg vågner, er det stadig mørkt udenfor.

Snarere gråt. Tåge. Vi holder stille, og jeg er alene i bilen. Den er uopvarmet og kold. Jeg sætter mig op, stikker fødderne i sandalerne og går ud. Jeg kan høre stemmer fra de andre biler. Et sted oplyses et ansigt i tågen, da en smøg tændes. De snakker sammen. Nogle griner. Mørket og tågen har lagt sig som en kappe omkring mig. Jeg skutter mig. Chaufføren er ikke særlig høj og har en chaufførjakke på. Det får mig til at tænke på den britiske kolonitid.

-Hvorfor holder vi her?

Det forklarer han omstændeligt, men jeg forstår ikke et ord af det og smiler og nikker. Jeg kan kun se 2-3 meter frem i tågen.

Vi holder der i en uendelighed. Det er godt, at chaufføren ikke får timebetaling, men blot betaling for at skulle levere mig til en by – til Jaipur, der ligger godt 300 km syd for Delhi i delstaten Rajasthan. Jeg ved end ikke, hvor lang tid turen tager, men forstod på bureauet mellem fem og ti timer. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har kørt. Tågen dæmper alle lyde. Det er kun indernes stemmer, der trænger svagt igennem. Tågen er sluppet med ind i bilen. Jeg døser hen og mærker ikke, at vi kører videre.

9

Udenfor er det hvidt og lyst. Den asfalterede vej fører igennem noget, der ligner ørken og er ikke bredere end at to biler akkurat kan passere hinanden. Langs vejen ligger væltede lastbiler. Som om de var væltede brikker i et dominospil med overskriften: Vælt en lastbil og se, om du kan komme videre.

Omkring flere af dem står et par indere. Et sted har nogen stukket en træstamme ind under et forhjul og forsøger at vippe den op. Som myrer der forsøger at vække en sovende elefant.

-Vil du have te?

Vi kører ind til siden. Ørkenen bliver hist og her afbrudt af nogle lave bebyggelser langs vejen. Det ligner autoværksteder. Chaufføren vinker til et par mænd. De rejser sig søvndrukne og kommer over mod os. Alt som de nærmer sig, bliver de stadig yngre og viser sig da også at være ynglinge. En af dem har snoet en klud rundt om hovedet som en turban. De går indhyllet i tæpper. De er barbenede. Både de og tæpperne er snavsede. De plirrer med øjnene. Tøvende. Jeg smiler. Det får dem til at kigge væk.

Prøvende smiler de igen.

Jeg er begyndt at ryste. Chaufføren låner mig sin jakke. Hans fine jakke. Jeg tager den om skuldrene. En af ynglingene henter en sovepose. De tænder bål for mig ved at hælde noget spildolie ud på sandet og stikke et par pinde i. Det oser kraftigt over i hovedet på mig. De kommer med teen serveret i et lille glas. Den er så varm, at jeg må nøjes med at nippe. Jeg har fået en stol at sidde på, mens de fem andre sidder på jorden tæt ved bålet, nær hinanden. Som dyreunger i et fælles værn mod kulden.

10

Jeg kan høre en bil rulle forbi ude på vejen. Jeg ser en kamel trække en kærre med en sovende mand. Enten kender kamelen vejen, eller også går den bare ligeud. Dyret bevæger sig i sin vuggende gangart: tre skridt frem og et tilbage.

Efterhånden som varmen breder sig i kroppen, bliver jeg stadig bedre tilpas og slapper af. De smukke unge mennesker over for mig sidder og kigger på mig gennem bålet. Lidt i smug kigger de rundt på mig og lader deres øjne gå på opdagelse i alt det fremmede. Mens de kigger på min hvide hud, lyse øjne, kortklippede frisure og mit tøj, nyder jeg deres livsduelighed.

Jeg undrer mig over deres imødekommenhed. Af den måde de sidder på kan jeg se, at de har det godt og er veltilpasse. Deres skyhed skyldes mig. Vi udveksler håndbevægelser og smil.

Jeg fornemmer at være velkommen. Accepteret. Bag deres tilbageholdenhed er der noget andet - værdighed. De ved, hvem de selv er.

Der er stadig hvidt omkring os, men højt oppe er der et lysende punkt i tågen, hvor solen forsøger at trænge igennem.

Langsomt letter tågen. En af drengene rejser sig og henter endnu en kop te til mig og hælder noget mere på bålet. Der er kun lyden af ilden og en forbiskramlende bil.

Jeg sidder og falder på plads inde i mig selv. Jeg giver dem hånd og smiler til dem. Deres håndtryk er bløde. De virker lidt forlegne og står lidt uden at vide, hvad der nu skal ske. De er også beærede. Jeg har brudt reglerne for, hvordan anonyme

11

fremmede gebærder sig – og har tabt min anonymitet. Det hvide i øjnene lyser, og tænderne gnistrer mod mig. Da vi kører videre, er jeg blevet venner med drengene – og med Indien. I bagruden ser jeg, at de bliver ved med at vinke, indtil de svinder ind til en lille prik bag os.

Vejen skærer sig tværs igennem ørknen. Tågen er gledet af bilen, og solen tager over. Det bliver hurtigt varmt.

Oppe i bjergene passerer vi et prægtigt beliggende fort. Der er elefanter og kameler på vejen.

Lidt efter har vi lagt bjergene bag os. Ude midt i en sø spejler et palads sig i det blå vand. Der er palmer langs vejen. Palmer og støv. Bebyggelserne bliver tættere. Der er boder, fodgængere, cyklister og bilister imellem hinanden. Lidt efter holder bilen stille. Chaufføren kigger om på mig og slår ud med hånden: -Jaipur!

Mit blik løber hen over menneskemængden. Jeg nikker til chaufføren, siger tak for turen og giver ham hånden. Et øjeblik er jeg i tvivl, om jeg skal give ham drikkepenge – han har været en fin chauffør – men hans kontor har allerede plukket mig rigeligt, så jeg lader være. Jeg bliver stående med hånden på døren, mens jeg træder lidt fra den ene fod til den anden. Idet jeg smækker døren, er jeg ude af den beskyttende metalliske hinde og hæver hånden til hilsen. Chaufføren vinker ud ad vinduet. Jeg følger bilen med øjnene. Da jeg vender mig bort og ser frem for mig, er jeg definitivt ankommet og har startet min rejse.

12

1 Landet startede en syndflod i mig. Jeg blev trukket ned i vandet.

Dybere og dybere. Længere og længere ind i mig selv. Ind mod et midtpunkt, der ikke længere eksisterede. Jeg huskede igen, hvad andre havde fortalt om vesterlændinge, der flakkede rundt. De var blevet fremmede for sig selv. Landet havde gjort noget ved dem.

Den sortplettede hvide sommerfugl, der fløj ned igennem den hedt duftende gade. Sengen under et par træer langs vejen.

Dynen, der var erstattet af et par groftvævede jutesække.

Menneskevrimlen, der myldrede rundt om mig. Indeni mig.

Gik i ét med mig. Deres øjne, der slikkede hen over min fremmedhed og nærmest fortærede mig. Måske var det dèt.

Måske var jeg blevet fortæret af deres interesse og umættelige nysgerrighed. Det var nu, at jeg følte mig levende. Spirende.

Lykkelig. Det var nu, at jeg stod foran indgangen til et tempel, hvor der stod: ”Du er ikke længere”.

Hvis jeg gik ind og kiggede på templet, lagde jeg mig selv bag mig - jeg ophævede mig selv. Jeg blev ikke bare en anden.

Jeg blev ingen. Jeg blev min egen kerne. For at vinde mig selv måtte jeg opgive min individualitet, som jeg havde stræbt efter at holde fast i og konstant udvide. Var det virkelig dèn jeg smed væk? Deres smil blev siddende på min krop og føltes som kærtegn. De kendte mig ikke engang. Jo, de kendte mig måske. De så, at det smil jeg sendte dem var ærligt, og derfor smilte de igen.

13

1 Et par mænd sad på skamler midt i mylderet og drak uforstyrret deres te. En dreng med en bakke og et par glas var på vej med en servering over vejen. En frugthandler skubbede sin bod forbi mig. Bagved traskede en kamel med en kærre. Dens hoved ragede op over menneskene. Nogle var barhovedet, mens andre havde slynget et stykke stof rundt om som en turban. Jeg så ud til at være et hoved højere end de fleste. De så spinkle ud. De var mørklødede og smukke. Langt de fleste var mænd. Nogle var barfodede. Deres glade øjne fejede hen over mig, standsede, smilede og kiggede overrasket på min hvidhed midt i det farverige mylder, der som en flod bruste imod mig og fejede mig med sig. Jeg begyndte at gå, satte af fra gaden og lod mig føre videre med strømmen…

Langs vejen var der et ubegribeligt antal boder og værksteder.

En smed stod over sin ambolt. En skomager var ved at tage mål til en sko. Døren stod åben ind til en frisør. Kunden havde netop fået skægget sæbet ind og var klar til barbering, mens barberen sleb sin ragekniv.

Rickshaws kørte ind og ud igennem mylderet foran mig.

En tilsløret kvinde i gul sari lod sig transportere igennem menneskemængden. Chaufføren båttede uafbrudt. Kvinden kiggede lige frem og var upåvirket af larmen. Af og til blev hun rystet fra side til side, når rickshawen behændigt undgik at kollidere med andre rickshaws. Det var påfaldende så få

14

kvinder, der færdedes på gaden. Børn i skoleuniform dukkede frem af mængden og hagede sig fast i mig.

-Pen! Pen!!

Jeg rystede på hovedet og smilede til dem, inden mængden førte mig videre. De vinkede til mig.

Jeg drejede væk fra den store vej og ned ad en smal basargade.

Larmen fra trafikken tog af, og jeg bevægede mig igennem et tætvævet stemmekor af handlende, diskuterende, arbejdende og råbende indere. Boderne var blevet til butikker, hvor ejeren og resten af familien - i hvert fald de mandlige medlemmer - halvt sovende havde placeret sig på strømpesokker på madrasserne på gulvet, som om hver forretning bare var én stor seng. Så snart jeg stillede mig hen til deres varer råbte de mig an, og hvis jeg rørte ved noget, satte de sig op og bredte armene ud og bød mig velkommen – eller også daskede de bare til en flue, som de på forhånd havde opgivet at ramme og gled tilbage på madrassen. Nogle mænd drak te. Jeg nikkede til dem. De nikkede igen og var tilsyneladende så optaget af deres diskussion, at jeg uantastet kunne gå videre. En kat krydsede over vejen, mens en hund med krybende øjne kiggede på mig.

Da jeg fik øje på den, logrede den med halen. En stor hvid ko med måneformede, bemalede horn stod lidt derfra og tyggede sig igennem skrald. En ged brægede inde fra et af husene. Et par våde, halvnøgne mænd med et stykke ternet stof om livet kiggede søvnigt ud på mig fra hvad der måtte være en badstue.

Jeg nikkede til dem, og de brød ud i store smil og tilråb som jeg ikke forstod, men som fik mig til at føle mig let om hjertet.

15

MICHAEL SVENNEVIG

FORFATTERFORLAGET

9 788775

284986

I forlængelse af koens horn

Jeg ville ikke hjem, og alligevel vuggede toget mig til ro. Det var som om rytmen hviskede: -Du kommer jo tilbage. Faktisk kan du slet ikke tage af sted, og gør du det alligevel, så vil du huske mig. Du kommer tilbage…Huske alle mine mange ansigter. Du vil huske gråden i din hals, da toget kørte ud fra perronen. Du kommer tilbage…Du vil huske alle de smil, der har velsignet dig, du fremmede.

Jeg, en fremmed, der aldrig havde følt mig mere hjemme noget sted.

-Du kommer tilbage...du kommer jo tilbage...

ISBN 87-7528-498-7

ATTIKA

MICHAEL

SVENNEVIG

I forlængelse af koens horn

INDISKE OPLEVELSER

A T T I K A