Mellem Bjergene

bettina howitz mellem bjergene

Lyt, lyt, kan du høre dem, lyt!

En stilhed der høres som tusinde stemmer, der istemmer sangen om tankens frihed.

De mødes og samles både nat og dag, for i koncentration og med skjulte røster, og århundreders eftertænksomhed, at meddele os, ’Vi kommer igen, vi kommer igen’.

Som vingeslag høres deres lette fodslag mod hårde klippers grund, klip, klap, klip klap, klip, klap.

bettina howitz

MELLEM BJERGENE

fra ”Montségur”, s. 61

9 788775 285525

attika

ISBN 87-7528-552-5

forfatterforlaget attika

mellem bjergene

af samme forfatter: Moments of Truth, digte, New York 1991 Anna’s Song, digte, New York 1993 Støv, noveller, København 1995 The Thought Collector, digte, prosa, New York 1997

bettina howitz

MELLEM BJERGENE

forfatterforlaget attika

mellem bjergene Š Bettina Howitz 2005 Forfatterforlaget Attika Bogen er sat med Caslon og trykt hos BookPartner A/S, København Omslag og layout: Irene Schwarz Poulsen Printed in Denmark 2005 ISBN 87-7528-552-5

mellem bjergene Index

bjerge Når Bjergene kalder Bjergenes Ånd Menneskebjerget

9 11 13

dale Vilde Blomster Fred Lyd Bark Under Bladene Muldvarp

19 20 21 22 23 23

landskaber Eventyr I dag Du er gået ind i mit blod Måske Hva’ ved jeg!

Den afsked To Vinger Uden navn Hvisken om Evigheden Hun havde tabt sit hjerte

27 29 31 34 34 35 36 37 38 39

Morgensalme Basale Maskepi Du Fra Drømmen Heltinde og Kujon Fugletræet

40 41 42 43 44 44 45

sletter Frans af assisi ’Il Campo’ Udsigten til alhambra Hasta Luego

49 51 54 57

bjerget montségur Montségur

61

Epilog

69

bjerge

når bjergene kalder Når bjergene kalder og trangen for højder får overtaget, dernede i dalen hvor luften er fyldt af støv og varme og hundeglammen så stiger en luftstrøm mellem brostenenes flader og trækker din tanke til skjulte steder, hvor fløjelstemmen lyder både dag og nat.

Et suk mellem stråene omklamret af jord dernede i dalen.

I Tidens vugge.

De klipper deroppe så stærke så rå har flader som den gamle bark.

De husker - og ser alt dét der kommer, og hine steder er et ansigt indprentet lige dér hvor en tanke blev tænkt.

Og tiden den er en anden for dem de måler måske med andre mål?

Et åndedrag er et sekel hernede.

9

Vi mente at vi vidste det hele - en klippe er en klippe - og en sten er en sten.

Måske er vi støv på klippens hænder?

Er snavs den nødig vil påmindes om.

Så derfor puster den vildt i epoker.

For at gøre hånden ren Der kom en vind deroppefra, den gled bare forbi din hånd og rakte dig intet andet end det En påmindelse fra en klippetop.

10

bjergenes ånd De frihedskæmpene søger op i bjergene.

Friheden udkæmpes fra bjerge. De søger ly i deres huler og dybe furer.

Og bjergene skjuler glad og gerne deres brændende ånde.

Dér skjuler de sig nu og samler mod, med blikkene vendt mod højere magter, højere bjerge, for at få kraft til kampen mod martyrhelte, der udkæmper deres magt ved blankpolerede borde i flotte sale for at bekæmpe og dræbe frihedens glade smil.

Men de bliver, de tapre få. Til våben de samler, og skulder ved skulder de stå, som magre beviser på bjergets magt.

Lad os slutte op om dem og råbe, Vel an, vi kommer, vi vil intet andet!

Der findes jo også flade lande. Kun med bakker besmykket.

Dér bliver ånden så tit forringet, for bjergene kalder jo ikke her!

Men bjerge kan vokse som en åndens tinde i selv det fladeste land, og trænge sig ind i et åbent rum som visioner dér, hvor der er rigelig plads: I sjælebrønden.

De er så få, lad os smykke dem, thi de er vores Bjerg, vores håb!

11

Selvskabte bjerge rundt omkring, byggede af menneskehånd, deraf er Pyramider skabte. De skjuler en åndens skat indeni, og rejser sig imod Gudernes hvælv, deroppe: De vil ikke nøjes med sand!

Og rum på rum i stedet for furer, der lagde de en kraft, vi har svært ved at nå.

Der ligger de så, som spidse symboler – på Hånd og Ånd.

12

menneskebjerget Der er et postyr, en råben og en skrigen.

En lyd, der fylder det åbne Rum som en organisk masse.

Et Ragnarok.

Nogle bevæger sig, som prøver de at danse.

Og andre griber fat i den nærmeste krop, for at få kontakt med en arm, en fod, en hofte, en hånd.

Et Ragnarok.

Hver aften det samme på den store Plads: En sammenstimlen af noget levende, der vil danse og med åbne munde udstøder lyde.

Men alle taler de forskelligt sprog.

13

Og dansen, der aldrig bliver en dans, skaber dissonans, som møder den hele tiden sin modpol og frastøder den med grådkvalte ryk.

Et Ragnarok.

De er som halte, blinde, døve, der bevæger sig, men ikke kan gå, som vil se, men intet ser, som lytter, men intet forstår.

Hver aften vokser skaren af de, der vil danse, og som derved trodser vilkårenes forstandighed.

En enkelt modstår nu stødene fra sidemanden og tvinger sig op på et par skuldre, for at komme væk fra stanken af de andres ånde.

Eller fra tanken om sig selv?

14

Et Ragnarok.

Med ét begynder de alle at kravle op ad hinanden.

De udstøder gryntende uforståelige lyde og river i hinandens hår.

For nu er det eneste de vil, op, op på ryggen af hinanden.

Det er et menneskebjerg, der vokser i bredde og højde, af levende vækster, der vil væk fra jorden.

En hensynsløs kradsen af grådige fingre, og ben og hæle, der hårdt sætter af og planter sig på rystende lemmer, lige meget hvor.

15

bettina howitz mellem bjergene

Lyt, lyt, kan du høre dem, lyt!

En stilhed der høres som tusinde stemmer, der istemmer sangen om tankens frihed.

De mødes og samles både nat og dag, for i koncentration og med skjulte røster, og århundreders eftertænksomhed, at meddele os, ’Vi kommer igen, vi kommer igen’.

Som vingeslag høres deres lette fodslag mod hårde klippers grund, klip, klap, klip klap, klip, klap.

bettina howitz

MELLEM BJERGENE

fra ”Montségur”, s. 61

9 788775 285525

attika

ISBN 87-7528-552-5

forfatterforlaget attika