Afghanistan – Kampen om demokratiet by Informations Forlag

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

INFORMATIONS FORLAG

AFGHANISTAN

– KAMPEN OM DEMOKRATIET Ole Jessen og Malene Fenger-Grøndahl

VERDENNU VERDEN

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

AFGHANISTAN

– KAMPEN OM DEMOKRATIET

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Afghanistan – Kampen om demokratiet © 2013 iBureauet og Informations Forlag Kopiering af denne bog er kun tilladt ifølge aftale med Copy-Dan   Redaktør: Søren Heuseler/iBureauet  Art Direction og omslag: Jesse Jacob & Rasmus Fly Filbert/iBureauet  Sats: Graphorama.dk Forsidefoto: Nicolai Howalt © Scanpix Korrektur: Anne Vindum, Ida Winther-Jensen og Ester Skibsted Holm 1. oplag 2013  ISBN 978-87-7514-361-0   Tryk: Pozkal, Polen   Bogen er sat med: Baskerville og Berthold Akzidenz Condensed Redaktionen er afsluttet marts 2013   Produktionen har modtaget støtte fra Danidas Oplysningsbevilling og er en del af projektet Det Nye Afghanistan: www.dr.dk/Undervisning/Gymnasium/Detnyeafghanistan Informations Forlag · St. Kongensgade 40 C · 1264 Kbh. K · www.informationsforlag.dk

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

AFGHANISTAN

– KAMPEN OM DEMOKRATIET Ole Jessen og Malene Fenger-Grøndahl

INFORMATIONS FORLAG VERDEN

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

U SB E K IS TA N T URK ME NI S T A N Jowzjan B a lk h

Far yab

Sa m S ar - e Po l

Badghis B a miy a

Herat

A F G H A N I S TA N

Ghowr Day Ku n d i

Or uzgan

Far ah

Zabol

IRAN Helmand N imr uz

K andahar

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

N TADSJIKISTAN K IN A Kunduz

man g a n

Bad akh sh an

Ta kh ar

Baghl an P an j sh i r

Gh a z n i

P arvan

N u ri stan

K ap i sa Lag h m an

Kon ar

K abul

Var dak

N an g arh ar L owgar P akti a

Kh ost

Pakti ka

P AKI S T A N

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FORORD AFGHANISTAN – OG DEN SVÆRE KAMP FOR demokratiet

“Tålmodighed er bitter, men dens frugter er søde.” Sådan lyder en afghansk talemåde, og selv om lignende talemåder sikkert findes i andre lande, passer den unægtelig godt på Afghanistan. For afghanerne må være tålmodige ud over det sædvanlige, hvis deres drømme om fred skal gå i opfyldelse.    Afghanerne har allerede ventet længe, for afghanernes land, som først i midten af 1700-tallet blev samlet i en egentlig stat, har været hærget af konflikter og krige mellem lokale stammer og fremmede magter i årtusinder. Senest, da en USA-ledet international koalition i 2001 angreb Afghanistan i jagten på Osama bin Laden og hans al-Qaida-netværk, som havde fået ‘husly’ af det brutale islamistiske Talibanstyre. Talibanstyret faldt, og også Osama bin Laden blev dræbt, om end der gik ti år, før det lykkedes USA at finde ham. I mellemtiden har kampsoldater fra over 50 lande, herunder Danmark, været udstationeret i det bjergrige land for at føre krig mod Talibangrupper og andre oprørsmilitser og bidrage til genopbygningen af det nedslidte land. Kampsoldaterne forlader Afghanistan ved udgangen af 2014. Så ganske snart står afghanerne med det fulde sikkerhedsmæssige ansvar for deres land, som efter knap 30 års næsten uafbrudt krig er et af verdens fattigste og mest forarmede. Der venter afghanerne enorme udfordringer: Med bekæmpelse af korruption og bestikkelse. Med at sørge for reel retssikkerhed, så ældgamle stammetraditioner ikke overtrumfer moderne love. Med at udvikle økonomien, så afghanerne ikke skal ty til illegal opiumproduktion for at overleve. Med at sikre børn skolegang. Og med at udvikle sundhedssystemet så Afghanistan ikke længere skal være verdens farligste sted at blive mor. Samtidig ønsker afghanerne ikke uden grund at holde fast i deres stolte traditioner for udstrakt gæstfrihed og lokal selvbestemmelse. Udviklingen kommer til at afhænge af, hvordan det internationale samfund og regionale aktører som Pakistan og Kina agerer. Men udviklingen står og falder med, hvorvidt den afghanske regering og de afghanske sikkerhedsstyrker formår at skabe bedre forhold for almindelige afghanere. Det er nødvendigt, hvis Taliban skal miste sit rekrutteringsgrundlag. For Talibanmedlemmerne er som andre afghanere vant til at være tålmodige. En Talibantalemåde lyder: “I har uret, men vi har tiden”. Talemåden forklarer, hvorfor amerikanerne – eller andre fremmede magter – efter Talibans opfattelse aldrig kan vinde magten over

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

landet. Det er der en vis sandhed i. Afghanerne må selv vinde freden. Denne bog handler om Afghanistans historie, dets nutid og perspektiverne for landets fremtid. Første del beskriver i forholdsvis korte træk Afghanistans historie fra Djengis Khans tid frem til Talibans fald i 2001. Anden del handler om det nye Afghanistan, som det har udviklet sig fra 2001 og frem til i dag – med fokus på både det formelle demokratis udvikling, sikkerhedssituationen, de civile ofre og Talibans modstand mod den internationale tilstedeværelse og mod den regering, de anser for at være USA’s forlængede arm. I denne del er der også et kapitel om Danmarks indsats i krigen i Afghanistan og danske ngo’eres arbejde i det fattige land. Tredje del beskriver de største udfordringer og dilemmaer, Afghanistan står over for i nær fremtid, når de udenlandske styrker trækkes ud af landet. Fjerde del går tæt på en enkelt afghansk families skæbne og fremtidsdrømme og viser, hvad de historiske begivenheder har betydet for det afghanske folk.

God fornøjelse med læsningen.  Forfatterne, Aarhus, marts 2013

_10

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_11

_12

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

INDHOLD

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_13

INDHOLD DEL I AFGHANISTAN – BAGGRUND OG HISTORIE

KAPITEL 1 AFGHANISTANS FØDSEL – FRA DJENGIS KHAN TIL DAOUD KHAN

S. 020

Om Afghanistans historie fra Alexander den Stores erobring i 300-tallet f.Kr. over den mongolske besættelse omkring år 1200 til Storbritannien og Ruslands kamp om Centralasien i 1800-tallet. Om Afghanistans uafhængighed i 1919 og forsøg med forfatning og demokrati frem til kuppet i 1973.

KAPITEL 2 KUP OG KOMMUNISME – FRA KONGERIGE TIL REPUBLIK

S. 026

Om Daoud Khans kup i 1973. Om kampen mellem kommunister og militante islamister. Om den blodige ‘Saur’-revolution i 1978, mujahedinernes oprør og Sovjetunionens invasion i 1979.

KAPITEL 3 RUSSISK BESÆTTELSE – BJØRNEN FARER VILD I BJERGENE

S. 032

Om Sovjetunionens besættelse. Om mujahedingruppernes oprør og den udenlandske støtte til dem. Om den høje pris, som landbefolkningen betalte for kampen mellem kommunister og mujahedin.

_14

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

INDHOLD

KAPITEL 4 BLODIG BORGERKRIG – KAMPEN MELLEM KOMMUNISTER OG KRIGSHERRER

S. 038

Om en international aftale, som ikke bringer fred, men kun kaos. Om kampe mellem rivaliserende krigsherrer og om et land præget af fattigdom og kaos.

KAPITEL 5 SHARIA, SULT OG SIKKERHED – TALIBAN TAGER MAGTEN

S. 044

Om mullah Omar og Talibans etablering i Pakistan. Om Talibans indtrængen i Afghanistan, den hårde kamp om magten og Talibans sejr. Om indførelse af strenge shariaregler, som især rammer kvinderne, og om den stabilitet og sikkerhed, der følger med Talibans magtovertagelse.

KAPITEL 6 EFTER 11. SEPTEMBER 2001 – JAGTEN PÅ OSAMA BIN LADEN

S. 052

Om al-Qaidas opståen og USA’s støtte til Osama bin Laden. Om al-Qaidas terrorangreb i 1990’erne og om angrebet på USA 11. september 2001. Om Talibans beskyttelse af Osama bin Laden, det USA-ledede angreb på Afghanistan og den fortsatte jagt på bin Laden.

DEL II DET NYE AFGHANISTAN – KAMPEN FOR FREDEN

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 7 STORE FREDSFORVENTNINGER – BRISTEDE DRØMME

_15

S. 060

Om Talibans kollaps, etableringen af den internationale sikkerhedsstyrke ISAF og håbet om en fredelig fremtid for Afghanistan. Om fortsat jagt på Osama bin Laden, tortur af afghanske fanger og angreb med droner.

KAPITEL 8 DANMARK I KRIG – TALIBANJAGT OG SKOLEBYGGERI

S. 066

Om Danmarks deltagelse i krigen og indsatsen i den uroplagede Helmandprovins. Om de danske soldater, der blev dræbt, og om forsøget på at kombinere den militære og civile indsats. Om danske ngo’ers arbejde med skolebyggeri og landbrugsstøtte. Om en blandet evaluering af den danske indsats.

KAPITEL 9 DEN SVÆRE GENOPBYGNING – MAGTKAMPE OG MANGEL PÅ PENGE

S. 072

Om problemerne med at genopbygge landet med både militær og civil indsats. Om Talibans krav om bestikkelse og om præsident Karzais begrænsede magt uden for Kabul. Om kvindefjendske mandlige magthavere og kampen om en ny forfatning.

KAPITEL 10 DE FØRSTE VALG – KARZAI OG KRIGSHERRERNE VINDER

S. 078

Om præsidentvalget i oktober 2004, hvor millioner af afghanere stemte trods Talibans trusler, og Hamid Karzai blev præsident. Om parlamentsvalget året efter, som også blev kaldt en succes. Om valgene i 2009 og 2010, som var præget af bestikkelse, svindel og kandidater med blakket fortid. Om over en million kasserede stemmesedler og en svær fremtid for demokratiet.

INDHOLD

_16

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

INDHOLD

KAPITEL 11 FREM MOD 2014 – AFGHANISTAN TRUET AF SPLITTELSE

S. 083

Om en ny Afghanistanstrategi fra USA’s præsident Obama. Om træning af afghansk militær og politi og om Taliban, der infiltrerer militæret. Om truslen fra pakistansk Taliban og risikoen for et splittet Afghanistan.

DEL III AFGHANISTAN - DILEMMAER FOR UDVIKLING

KAPITEL 12 S. 092 KRIGSHERREALLIANCER OG KONSERVATIVE DOMMERE – KAN DEMOKRATIET OVERLEVE? Om krigsherrernes fortsatte indflydelse på afghansk politik. Om almindelige afghaneres ønske om reelle retsopgør med forbryderne. Om en forfatning med indbyggede modsætninger og en konvertit, der blev truet med dødsstraf.

KAPITEL 13 BESTIKKELSE OG BANKSKANDALER – KAN KORRUPTIONEN BREMSES?

S. 098

Om årlig bestikkelse for 2,5 milliarder dollars. Om en bankskandale med præsidentens bror i en pinlig rolle og om fortsat korruption på regeringsplan.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 14 OPIUM, BISTAND OG MINEDRIFT – HVAD SKAL AFGHANERNE LEVE AF?

_17

S. 102

Om fattigdommen, som er størst blandt de 80 % af afghanerne, der lever på landet. Om bønder, der dyrker opium i stedet for hvede, og om Talibans og regeringens afhængighed af narko. Om et mineeventyr, der måske venter forude.

KAPITEL 15 S. 110 SKOLEGANG, SIKKERHED OG SUNDHED – HVORDAN SKAL KVINDER OG BØRN KLARE SIG? Om krigens mange civile ofre. Om hvorfor Afghanistan er verdens farligste land at være mor i – og hvorfor kvinderne frygter, at Taliban igen går magten. Om millioner af børn, der stadig ikke går i skole – eller gør det med livet som indsats.

DEL IV EN ALMINDELIG AFGHANSK FAMILIE

KAPITEL 16 FLUGT, FRYGT OG FREMTIDSDRØMME – MØD FAMILIEN ASLAMI

S. 118

Om familien Aslami, hvis skæbne er formet af Afghanistans barske og blodige historie. Om krig og om livet som flygtninge i Pakistan og Iran. Om at vende tilbage til Afghanistan og kæmpe for et bedre liv.

INDHOLD

_18

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

”VI BEHØVER BLOT AT KASTE ET BLIK PÅ AFGHANISTANS HISTORIE FOR AT FÅ EN IDÉ OM, HVAD VI KAN FORVENTE AF LANDET I FREMTIDEN. OG DET ER IKKE ET VESTLIGT DEMOKRATI.” Marco Vincenzino, amerikansk Afghanistan-ekspert, i Kristeligt Dagblad, den 13. marts 2010.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

DEL I AFGHANISTAN – BAGGRUND OG HISTORIE

_19

_20

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 1

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_21

KAPITEL 1 AFGHANISTANS FØDSEL – FRA DJENGIS KHAN TIL DAOUD KHAN

1.1 Alexander den Store og de andre erobrere “En lille nisse rejste” hedder en gammel dansk børnesang, hvor nissen begiver sig ud i verden for at møde verdens største mand. I et af versene kommer han til “stormogulen”, som dog ikke beskrives mere præcist. Men der er faktisk tale om lederen af mogulernes rige, der fra 1500-tallet til 1700-tallet omfattede det meste af det nuværende Afghanistan, Pakistan og Indien. Navnet stammer fra Mogulistan, altså de mongolske stepper, hvor mongolerne levede, og hvorfra besætterne Djengis Khan (ca. 1162-1227) og siden Timur Lenk (1336-1405) kom. Mogulernes imperium var muslimsk og stærkt påvirket af persisk kultur. (se FIG. 1.1) Grundlæggeren af Mogulimperiet var Babur, efterkommer af Djengis Khan. I 1504 indtog han Kabul og derefter hele Indien. Mogulen Babur er på sin vis stadig synlig i Kabul i dag. I byen er der nemlig et yndet udflugtsmål ‘Gardens of Babur’, hvor Babur er begravet. Parken, der er omgivet af en mur, blev anlagt af Babur på en bjergside med udsigt ud over

ISLAM Islam er en af verdens store religioner, og omkring 1,5 milliarder mennesker bekender sig til islam og er muslimer. Islam betyder på arabisk ‘underkastelse’ eller ‘hengivelse’, nemlig under den ene sande Gud, der har skabt verden og ved, hvornår den skal gå til grunde. Islam er altså ligesom jødedom og kristendom en monoteistisk religion. Islam opstod på Den Arabiske Halvø i 600-tallet, da profeten Muhammed modtog en række åbenbaringer fra Gud via ærkeenglen Gabriel. Disse åbenbaringer er gengivet i muslimernes hellige bog, Koranen.  Islam bredte sig hurtigt til store dele af Mellemøsten og Nordafrika og via handelsforbindelser også til resten af Afrika, Asien og Europa. I dag er der muslimer over store dele af verden, og kun 20 % af verdens muslimer bor i den arabisktalende del af verden, mens 60 % bor i Sydøstasien. Islam praktiseres meget forskelligt rundt omkring i verden, og religionsudøvel-

FIG. 1.1 sen har ofte taget farve af før-islamisk kultur. Et eksempel er brugen af burka, som var udbredt i Afghanistan allerede inden islams ankomst hertil. Muslimer deler dog troen på én gud, på arabisk Allah, hans profeter – med Muhammed som den sidste og endelige – og på Koranen som Guds åbenbarede ord. Islam indeholder fem ‘søjler’, der opfattes som bærende elementer: 1. Trosbekendelsen (der findes ingen gud foruden Gud, og Muhammed er hans profet) 2. Tidebønnen (fem daglige bønner) 3. Faste (i den islamiske måned ramadan) 4. Almisse 5. Pilgrimsfærd til Mekka Islams centrum er Den Hellige Moské i den saudiarabiske by Mekka, Muhammeds fødeby, med den sorte, firkantede Kaba i midten. Hertil tager mere end en million muslimer hvert år på pilgrimsrejse. Kabaen er angiveligt

opført af Abraham, jøders, muslimers og kristnes fælles stamfader og den første monoteist. Muslimer over hele verden vender sig mod Mekka, når de beder. Islam har sin egen tidsregning, som begynder i år 622 e.Kr., da Muhammed og hans tilhængere forlod Mekka, fordi de blev forfulgt. De rejste til Medina, hvor de etablerede det første muslimske samfund. I 630 vendte Muhammed og hans tilhængere tilbage til Mekka, indtog byen og ‘rensede’ Kabaen for afgudsbilleder, som byens polyteister havde anbragt der. I 632 døde Muhammed, og der opstod uenighed om, hvem der skulle være hans efterfølger som leder af det muslimske samfund. Uenigheden resulterede i, at islam blev splittet i to hovedretninger, sunnismen (som 80-90 % af alle muslimer tilhører) og shiismen (som 10-20 % tilhører). De fleste afghanere er sunnimuslimer.

_22

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Loya jirga er en stor forsamling af førende personligheder i landet, som nedsættes for at drøfte afgørende forhold inden for politik, økonomi og lign. Det er en gammel afghansk tradition, som er blevet videreført også efter Talibans fald. Der har f.eks. været arrangeret en loya jirga i forbindelse med udarbejdelse af en ny forfatning for Afghanistan. Der har f.eks. været arrangeret en loya jirga i forbindelse med udarbejdelse af en ny forfatning for Afghanistan.

byen. I 2002 gik den store asiatiske udviklingsfond Aga Khan Foundation i gang med at renovere parken, der ligesom store dele af Kabul var ødelagt af borgerkrigen. Det gav anledning til en vis kritik fra beboere i Kabul, at der blev brugt penge på at restaurere parken og mindesmærket, mens der var sult og masser af hjemløse mennesker, som kun med nød og næppe overlevede i byens ruiner. Men i det mindste gav det arbejde til en del afghanere. Nu kommer der årligt flere hundredetusinder besøgende i ‘Gardens of Babur’. Babur var dog langtfra den første, der erobrede Afghanistan og gjorde det til en del af et imperium. Allerede omkring 334. f.Kr. kom den makedonske hærfører Aleksander den Store fra Grækenland til det område, der i dag er kendt som Afghanistan. Han passerede Afghanistan på vej fra Persien (det nuværende Iran) mod Indien, og det siges, at flere af stammerne i Afghanistan gjorde kraftig modstand mod hans hær. Aleksander fandt sin første kone, Roxana, i Afghanistan. Efter Aleksander den Stores styre var der bl.a. en buddhistisk periode, før araberne med deres erobring omkring år 700 gjorde området, der var opdelt i mange småstater, muslimsk. Omkring år 1200 blev Afghanistan så besat af mongolerne med Djengis Khan i spidsen, siden efterfulgt af Timur Lenk og Babur.

1.2 Kampen om Durand-linjen Efter Mogul-imperiets sammenbrud blev den første moderne afghanske stat i 1747 samlet af kong Ahmad Shah Durrani. I 1800-tallet kom Afghanistan under stærkt pres fra to sider, fra nordvest af Rusland og fra sydøst af Storbritannien (fra dets koloni Indien). Hermed indledtes det, der blev kendt som “The Great Game”. (se FIG. 1.2) Briterne forsøgte flere gange at erobre Afghanistan, men uden held. I 1839 udbrød den første britisk-afghanske krig, der i 1842 endte med et katastrofalt britisk nederlag, hvor hærens tilbagetrækning blev en veritabel dødsmarch fra Kabul i den værste vinterkulde. Denne sejr over den britiske hær bliver husket og ofte refereret til i Afghanistan. Den anden britisk-afghanske krig rasede i 1878-80. Udgangspunktet var britisk bekymring over russiske fremstød samt afghanernes afslag på briternes ønske om at få en fast repræsentation i Kabul. Krigen endte med, at briterne fik større indflydelse i Afghanistan og fuld kontrol over landets udenrigspolitik. I 1893 blev der trukket en vigtig linje på et kort. Linjen gik gennem bjergene øst for Kabul og vest for Peshawar. Storbritannien fastlagde linjen, der skulle markere grænsen mellem britisk og afghansk indflydelse. Stregen på kortet blev kaldt Durandlinjen efter den

FIG. 1.2

THE GREAT GAME Betegnelsen “The Great Game” (det store spil) bruges om den kamp om herredømmet i Centralasien, som udspillede sig mellem Storbritannien og Rusland i 1800-tallet. Briterne havde magten over store dele af Asien, med ‘kronjuvelen’ Indien som det vigtigste område, og briterne frygtede, at Rusland gennem overherredømme eller afgørende indflydelse i Afghanistan skulle få mod på derfra at invadere Indien. Denne frygt var baggrunden for, at briterne flere gange i 1800-tallet – forgæves – forsøgte at erobre Afghanistan.

Som en udløber heraf blev Durandlinjen etableret i 1893 som grænsen mellem Afghanistan og Britisk Indien, det nuværende Pakistan, og the Great Game blev i første omgang afsluttet i 1907 med en aftale mellem Storbritannien og Rusland. Men efter Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 blev rivaliseringen og kampen om at underlægge sig Afghanistan genoptaget. I 1960’erne og 1970’erne fik russerne øget indflydelse i Afghanistan for til sidst i 1979 at invadere landet. Det førte til, at man fra Vesten, især USA, støttede de afghanske

mujahedinoprøreres kamp mod Sovjetunionens besættelse. De seneste år har man talt om “The New Great Game”, der beskriver stormagternes nye spil om Centralasien. Denne gang er udgangspunktet de store oliefund i Kasakhstan og andre centralasiatiske lande, og spillet drejer sig om kontrollen over de olieledninger, som skal anlægges, for at olien kan transporteres til enten USA og Europa, Rusland eller Kina.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_23

FIG. 1.3

AFGHANISTANS ETNISKE MOSAIK Det anslås, at den afghanske befolkning udgør 31 millioner, når man inkluderer de tre millioner flygtninge, der bor i Pakistan og Iran. De fordeler sig på adskillige etniske grupper, hvoraf pashtunerne er den klart største. Magtforholdet mellem de etniske grupper har haft – og har stadig – stor betydning for landets udvikling. (Derfor præsenteres personerne i det historiske afsnit med deres etniske baggrund).  · Pashtuner (også kaldet pathan): Udgør ca. 42 % af befolkningen (nogle mener, at de udgør op mod 50 %), taler deres eget sprog, pashtun, og lever i det bjergrige område mellem Hindu Kush-bjergene i Afghanistan og Indusfloden i Pakistan. Området er delt af Durand-linjen. I Afghanistan bebor pashtunerne især den sydøstlige del og nogle af landets centrale dele og er dominerende i landets næststørste by, Kandahar. I Pakistan bor pashtunerne hovedsageligt i den nordvestlige grænseprovins, heraf nogle i de såkaldte ‘stammeområder’, der til en vis grad er uden for den pakistanske regerings kontrol (se

s. 85, 88). Pashtunerne beskrives ofte som et krigerisk folk, der ikke for nogen pris vil underlægge sig andres herredømme. De er delt i forskellige stammer, muligvis op mod 400. Pashtunerne er sunnimuslimer og lever traditionelt efter ‘pashtunwali’ (se FIG. 5.2, s. xx). · Tadsjiker: Den næststørste etniske gruppe med omkring 27 % af befolkningen. Taler dari, en dialekt af persisk, og er sunnimuslimer. I Tadsjikistan, nordøst for Afghanistan, er tadsjiker den dominerende etniske gruppe, og der bor desuden tadsjiker i Pakistan og i flere centralasiatiske lande. I Afghanistan bor de især i de nordlige og vestlige dele af landet og er dominerende i byer som Kabul, Herat, Mazar-e Sharif og Ghazni. De er ikke på samme måde som pashtunerne organiseret i stammer, men refererer til de byer og provinser, de stammer fra. · Hazaraer: Landets tredjestørste etniske gruppe med knap 10 % af befolkningen. Hazaraerne er shiitter, taler en persisk dia-

lekt og har traditionelt haft gode forbindelser til Iran, hvor flertallet er shiitter og taler farsi (persisk). Det menes, at hazaraerne er efterkommere af Djengis Khans hær, der invaderede Afghanistan i 1100-tallet. Hazaraerne har gennem historien været forfulgt af pashtunere og har søgt tilflugt i Hazarajat, som det centrale Afghanistan kaldes. Det pashtun-dominerede Talibanstyre stod bag flere massakrer på denne befolkningsgruppe. · Usbekere: Er et oprindelig tyrkisk folk, der lever spredt over Centralasien og er den dominerende befolkningsgruppe i Usbekistan. I Afghanistan udgør de cirka 9 % af befolkningen. Usbekerne er sunnimuslimer. · Andre: Ca. 13 % af befolkningen udgøres af andre etniske grupper, hvoraf de største er aimaker, turkmenere, baluchier og nuristanier. Kilde: CIA World Factbook

daværende udenrigsminister i Britisk Indien, Henry Mortimer Durand. Efter to britiske krige mod Afghanistan var afghanerne så afgjort den svage part ved forhandlingsbordet, og det siges, at briterne tvang afghanerne til at indgå aftalen. Durandlinjen er 2.640 km lang. Hovedparten af den går gennem et uvejsomt bjerglandskab, og desuden går en mindre del i syd gennem et ørkenområde. Men det mest afgørende ved Durand-linjen er, at den går lige midt ned gennem pashtunernes område. (se FIG. 1.3) Stregen delte pashtunerne i to grupper, de der kom til at bo i Afghanistan, og de der kom til at bo i det nuværende Pakistan. Især derfor har Durandlinjen, lige siden aftalen om den blev indgået, været omstridt. Mange pashtunere anerkender simpelthen ikke linjen som en grænse og taler om et samlet “Pashtunistan”, der omfatter områder på begge sider af Durandlinjen. Mange steder langs grænsen er det også helt almindeligt, at folk krydser den uden at tænke på, at det er en grænse – for at besøge slægtninge, tage på arbejde eller handle. På samme vis færdedes pashtunske mujahedinkrigere under modstandskampen mod den sovjetiske besættelse hen over Durand-linjen, som om den ikke fandtes. I 1949 blev Durand-linjen erklæret ulovlig fra afghanernes side. De henviste til, at aftalen var indgået med Britisk Indien, som ikke længere eksisterede, og Afghanistan har aldrig anerkendt Durand-linjen som grænse til Pakistan. Alligevel regnes linjen for den internationalt anerkendte grænse mellem de to lande.

1.3 Uafhængighed og spirende kvindefrigørelse Afghanistan forholdt sig neutralt under Første Verdenskrig. Efter at emiren Habibullah blev dræbt af et skud under en jagtudflugt i februar 1919, overtog hans bror Amanullah tronen,

“Vi behøver blot at kaste et blik på Afghanistans historie for at få en idé om, hvad vi kan forvente af landet i fremtiden. og det er ikke et vestligt demokrati.” Marco Vincenzino, amerikansk Afghanistan-ekspert, i Kristeligt Dagblad, den 13. marts 2010.

_24

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

”Skal demokratiet have en chance i Afghanistan, forudsætter det en oplevelse blandt afghanerne af fælles historie og fælles skæbne. Dette er en stor udfordring, fordi landets befolkning består af mange forskellige etniske grupper.” Johs. Bertelsen, formand for MMMC – Mobile Mini Circus for Children, i kronik i Politiken, den 7. oktober 2004.

og kaldte sig siden konge. Samme år provokerede han briterne til at gå ind i den tredje britisk-afghanske krig. Den medførte, at Afghanistan i august 1919 blev et uafhængigt land. Afghanistan indgik som det første land en venskabstraktat med Sovjetunionen, der var blevet skabt efter Oktoberrevolutionen i 1917. Kong Amanullah ville modernisere Afghanistan, hvilket mødte modstand fra flere stammer. Han tog på en lang rejse til hovedstæder i Europa, men modstanden mod ham voksede derhjemme. Det blev anset som en skandale, at han talte om frihed for kvinder og lod dronning Soraya optræde offentligt uden slør. I 1929 måtte Amanullah flygte, og Bacha Saqa satte sig som den første tadsjikiske leder af Afghanistan på kongetronen. Mindre end et år senere blev han imidlertid kuppet og dræbt af general Nadir Khan, som nu blev konge. Den nye konge var pashtun, og han rullede mange af Amanullahs moderne reformer tilbage. I 1933 blev Nadir Khan dræbt ved et skud affyret som hævn for en henrettelse, kongen havde beordret. Hans søn, den kun 19-årige Zahir Shah, overtog kongetitlen. Under hans styre blev Afghanistan langsomt moderniseret. En del af arbejdet med at modernisere og udvikle Afghanistan blev forestået af kongens fætter og svoger, Daoud Khan, mens han var ministerpræsident i årene 1953-1963. Daoud Khan stod i spidsen for reformer på det sociale område og ikke mindst med hensyn til kvindernes frigørelse – først ved, at han gjorde det valgfrit, om en kvinde ville gå med slør eller ej, og siden ved at kvinder fik mulighed for at uddanne sig og arbejde.  Forud for dette havde Daoud Khan været guvernør, militærchef i Kabul, forsvarsminister og indenrigsminister. Han arbejdede for tættere forbindelser til Sovjetunionen, men han sørgede også for at have gode forbindelser til USA, hvorfra Afghanistan fik hjælp til anlæg af veje og til byggeri af en stor dæmning i Helmand (ved det grønne område). Derimod fremprovokerede han et større uvenskab med Pakistan. Forhistorien for striden var, at Afghanistan ved Pakistans dannelse i 1947 forsøgte at få dette lands nordvestlige provins gjort til pashtunsk selvstyreområde med håbet om, at pashtunerne siden kunne forenes i et større Afghanistan. I 1961 havde Daoud stået bag lukning af grænsen til Pakistan som endnu et forsøg på at få Durand-linjen erklæret ugyldig. Afghanistan afbrød de diplomatiske forbindelser med Pakistan. Pakistan svarede igen med en transportboykot, som ramte Afghanistan hårdt, da rigtig mange varer blev transporteret til landet gennem Pakistan. I 1963 blev Daoud Khan afskediget af kong Zahir Shah, og Afghanistan og Pakistan genoptog de diplomatiske forbindelser.

TIDSLINJE 300-tallet f.kr.

Erobret af Alexander den Store

100-tallet f.Kr.

600-tallet e.Kr

977-1186 e.Kr.

En del af Del af KushanErobret af Ghaznavideimperiet muslimerne, blev vasalstat under det imperiet, som også kom til at omfatte islamisk-arabiske Punjab kalifat

1219 e.Kr

Erobret af Djengis Khan og mongolerne

1227 – ca. 1500 e.Kr.

Djengis Khan dør, og imperiet opløses i lokale fyrstedømmer, indtil det samles af Timur Lenk i slutningen af 1400-tallet

1500-1747 e.Kr

Det persiske safavide-imperium og det indiske mogul-imperium konkurrerer om kontrol med Afghanistan

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_25

1.4 Demokrati i støbeskeen I 1964 blev der vedtaget en ny forfatning, hvor et delvist folkevalgt parlament med to kamre for første gang fik indflydelse på landets lovgivning og styre. Forfatningen var vedtaget af en såkaldt Loya Jirga, en stor forsamling af førende personligheder i landet. Forfatningen gjorde – i hvert fald på papiret – Afghanistan til et konstitutionelt kongedømme og et moderne demokrati med frie valg til parlamentet og civile rettigheder, også for kvinder. I 1965 blev der vedtaget en lov om pressefrihed i Afghanistan, og op gennem 1960’erne skete der en vældig udvikling og modernisering i landets største byer, især i hovedstaden Kabul. I landområderne gik udviklingen meget langsommere, og der opstod efterhånden et stort svælg mellem land og by. På landet foregik tingene i høj grad, som de havde gjort det i hundredvis af år. Afghanistan har altid haft udpræget selvstyre i provinser, byer og landområder, og lokale jordejere, krigsherrer og mullaher har som regel haft mere at sige og større indflydelse på befolkningens hverdag end de skiftende magthavere i Kabul. En sommerdag i 1973 afsatte Daoud Khan, som var blevet afskediget af kongen ti år tidligere, selvsamme konge ved et kup og tog nu magten som præsident.

1747

Afghanistan bliver et selvstændigt rige med navnet Afghanistan, ’afghanernes land’

1842-1919

1879

Afghanistans Storbritannien forsøger gennem udenrigspolitik tre krige at vinde bliver underlagt britisk kontrol kontrol med Afghanistan via Indien, bl.a. for at forhindre russerne i at få øget indflydelse

1893

Durand-linjen etableres som grænse mellem Afghanistan og Britisk Indien, det nuværende Pakistan

1919

Den britiskafghanske konflikt slutter, Afghanistan får fuld uafhængighed

1919-1923

1933-1973

1973

Kongen afsættes, Kong Amanullah Afghanistans et kommunistisk sidste konge, sætter reformer i støttet styre Mohammad gang for at gøre overtager magten Zahir Shah, Afghanistan til sidder på tronen og gør Afghanistan en moderne til republik nationalstat efter europæisk forbillede

_26

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 2

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 2 KUP OG KOMMUNISME – FRA KONGERIGE TIL REPUBLIK

2.1 Stemplerne fortæller historien To stempler i et gammelt pas beskriver meget godt Afghanistans moderne historie, der de seneste 40 år har været meget omskiftelig og uforudsigelig. Det er den 16. juli 1973, og den turbanklædte mand i det kongelige afghanske konsulat i Mashhad i det østlige Iran har travlt med at svinge sine mange stempler over det grønne danske pas. “Royal Afghan General Consulat” står der på det sidste runde stempel, han smækker i passet som kronen på værket, hvorefter han skriver noget uforståeligt henover, formentlig hans underskrift. Så skal der betales, og passet indeholder nu et visum til at besøge og rejse i Kongeriget Afghanistan. Allerede næste dag bliver det netop indkøbte visum imidlertid ugyldigt for evigt. Den 17. juli 1973 bliver grænsen til Afghanistan nemlig lukket, og indrejse i landet bliver umulig i et stykke tid. Der er et statskup i gang i Afghanistan. Kong Zahir Shah (pashtun), der har siddet på tronen i Afghanistans hovedstad Kabul i 40 år, er på en rejse til Italien. Kongens fætter Daoud Khan (pashtun) benytter lejligheden til at iværksætte et ublodigt statskup. Med militær magt overtager han ved hjælp af nogle få hundrede soldater kongepaladset midt i Kabul. Dermed er Zahir Shah stødt fra tronen, og Afghanistan er ikke længere et kongedømme. Daoud Khan udnævner sig selv til præsident i det, der nu hedder Republikken Afghanistan. Navnet fremgår af det andet stempel i det gamle danske pas. Det indeholder nemlig et visum til Republikken Afghanistan, og det er fra august 1973, hvor der igen er blevet åbnet for indrejse til landet. “Ambassade de la Republique d’Afghanistan” står der på dette visumstempel.

2.2 Kommunister og islamister Kuppet var en kulmination på en ideologisk polarisering, der havde præget Afghanistan op igennem 1960’erne. I dette årti udviklede der sig i Afghanistan to strømninger, eller rettere politiske ideologier, som skulle få afgørende indflydelse på landets udvikling, nemlig kommunisme (se FIG. 2.1) og en mere radikal og til dels militant islamisme (se FIG. 2.2). Daoud Khan støttede sig til kommunismen, og hans overtagelse af magten i 1973 var i begyndelsen støttet af Afghanistans Kommunistparti (PDPA), der fik opbakning fra moderpartiet i Sovjetunionen. Daoud Khan, der altså blev landets første præsident uden at være valgt til det, lovede ægte demokrati. Men sådan kom det ikke til at gå. Parlamentet blev ikke indkaldt, og domstolene blev fuldstændig underlagt justitsministeriet. Daoud Khan fik i stigende grad det afgørende ord i alle vigtige afgørelser. Kommunistpartiet havde i et stykke tid været splittet i to fløje, Khalq (Folket) og Parcham (Flaget). Men under Daoud Khans styre blev de forenet i opposition til hans styre. Der var et fælles ønske om et opgør med præsidentens reelle et-parti-styre, med ham selv i spidsen. Samtidig begyndte islamisterne at røre på sig, blandt andet med udgangspunkt i universitetet i Kabul. De vigtigste personer blandt dem var teologiprofessoren Burhanuddin

_27

_28

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Rabbani (1940-2011) (tadsjik), den ingeniørstuderende Gulbuddin Hekmatyar (pashtun) og den ingeniørstuderende Ahmad Shah Massoud (1953-2001) (tadsjik). Disse tre mænd skulle siden komme til at spille afgørende roller i Afghanistans nyere historie. Men kun den ene, Hekmatyar, lever endnu. Rabbani var leder af organisationen Jamiat-i-Islami (Det Islamiske Samfund), og Massoud tilhørte denne organisations studenterorganisation. I 1975/76 blev bevægelsen splittet, og Hekmatyar – der var kendt for som ung at smide syre på kvindelige studerende, som efter hans mening ikke var tækkeligt klædt – dannede det mere ekstremistiske Hezb-i-Islami (Det Islamiske Parti), mens Massoud holdt sig til den mere moderate Rabbani.

2.3 Kommunisternes blodige kup “Saur-revolutionen” (April-revolutionen) er navnet på det blodige kup, som det afghanske kommunistparti, People’s Democratic Parti of Afghanistgan (PDPA) gennemførte i april 1978. Den 27. april stormede soldater præsidentpaladset i Kabul, hvor de dræbte præsident Daoud Khan og hans familie samt medlemmer af regeringen, i alt cirka 30 personer. Noor Mohammed Taraki (pashtun), leder af Khalq, kommunistpartiets ene fløj, udråbte sig selv til præsident for et revolutionært marxistisk regime. Baggrunden for kuppet var, at der i vinteren 1977-78 var mangel på fødevarer i Afghanistan. Dette havde i begyndelsen af 1978 ført til uroligheder i Kabul. Samtidig var der en retssag i gang mod personer, der var anklaget for at ville myrde præsidenten. Der havde været store demonstrationer i Kabul, og præsidenten havde sat kommunistpartiets ledere i husarrest. Konflikterne kulminerede med April-kuppet, som var planlagt af kommunistpartiet og blev udført af officerer og soldater fra hæren og flyvevåbnet. De nedkæmpede den talmæssigt større styrke, der holdt vagt ved præsidentpaladset midt i Kabul. Omkring 1.000 mennesker blev angiveligt slået ihjel ved kampene. Taraki og hans folk udråbte Den Demokratiske Republik Afghanistan og lancerede derefter planer for en hurtig modernisering af landet. Men ude i landet var der ikke udbredt begejstring for de nye magthavere. Her blev den senere så stærke mujahedinbevægelse dannet for at gøre modstand mod kommunisterne. (se FIG. 2.3) Kommunistpartiet var egentlig kun et lille parti med få tusinde medlemmer, og de havde kun støtte blandt nogle af landets veluddannede, som heller ikke udgjorde nogen stor gruppe. Samtidig udbrød der splittelse mellem de to dele af partiet, Khalq og Parcham.

2.4 Kløfterne graves dybere Et revolutionsråd med Noor Mohammed Taraki i spidsen regerede nu Afghanistan enerå-

AFGHANISTAN OG KOMMUNISMEN Den første magtovertagelse i verden af et parti, der kaldte sig kommunistisk, fandt sted i Rusland i 1917, og efterfølgende blev de ledende ideer kopieret af kommunistiske partier overalt på kloden. I 1965 fik Afghanistan sit eget kommunistiske parti, Peoples Democratic Parti of Afghanistan (PDPA), som var medspiller i Daoud Khans magtovertagelse i 1973 og selv overtog magten ved den såkaldte Saurrevolution i 1978.

Efter kuppet gennemførte den kommunistiske regering jordreformer, gav kvinder stemmeret, indførte forbud mod tvangs ægteskaber og erstattede islamiske love med sekulære, marxistiske love. Det skete uden lokalbefolkningens medbestemmelse, og den politiske undertrykkelse kombineret med voksende sovjetiske indflydelse førte til oprør mod det marxistiske styre. Den 25. december 1979 marcherede Sovjets røde hær ind i Kabul og besatte landet.

FIG. 2.1 I 1990 skiftede PDPA navn til Watan (Hjemlandet), muligvis for at signalere større solidaritet med det afghanske folk og mindre loyalitet over for Sovjet. I dag eksisterer partiet stort set ikke længere bortset fra, at det har en hjemmeside, og mange vil nok også mene, at kommunisme er en ‘fremmed plante’, der var dømt til ikke at kunne gro i afghansk jord.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_29

FIG. 2.2

Islamisme Islamisme er politisk virke eller politisk ideologi, som er formuleret med islam som grundlag. Nogle bruger også begrebet ‘politisk islam’. Islamister – altså tilhængere af islamisme – er principielt enige om et langsigtet politisk mål, nemlig etableringen af en islamisk stat. Men hvilke midler, man skal anvende for at nå sit mål, er de ikke enige om. Nogle islamister er fortalere for væbnet kamp mod eksisterende regimer i den islamiske verden, som de opfatter

som u-islamiske; andre mener, at en legitim islamisk stat kun kan skabes gennem demokratiske valg.  Islamister henter deres idealer for samfundets opbygning, lovgivning, retsvæsen osv. i islams primære kilder, Koranen og sunna (profeten Muhammeds sædvane), og typisk også i fortolkninger af en af de største islamiske retsskoler. Nogle islamister mener, at der skal indføres et islamisk retssystem med straffe som dødsstraf, afhugning af hænder og

piskning. De fleste er dog mere optaget af, at samfundet skal bygges på social ansvarlighed og ledes af folk, som forpligter sig på at følge Guds ord, som det er åbenbaret i Koranen. Denne opfattelse bringer islamismen i opposition til det klassiske liberale demokrati, hvor love og regler alene besluttes af mennesker. En del islamister mener dog, at der inden for den ramme, der stilles op af Gud via Koranen, er plads til stor fortolkning og demokratiske beslutninger.

digt. Formelt havde Taraki titel af præsident, men reelt var det i kraft af sin rolle som leder af kommunistpartiet, at han havde sin magt. Forfatningen fra 1973 blev suspenderet, og indtil en ny forfatning kunne træde i kraft, blev der regeret via dekreter. Befolkningen blev ikke spurgt, og var de blevet spurgt, havde et flertal formodentlig takket nej til de fleste af de reformer, Taraki og kommunistpartiet besluttede at gennemføre. Reformerne brød nemlig for størstedelens vedkommende med de traditionelle værdier i det afghanske samfund og havde som mål at ændre på den sociale orden og den herskende magtfordeling. Kommunistpartiet satte f.eks. gang i en landreform, som skulle sikre, at flere småbønder fik del i den jord, som de store jordejere havde råderet over. Der blev desuden indført forbud mod børneægteskaber, og der blev sat en overgrænse for brudeprisen. Hvor brudeprisen typisk havde svaret til 1.000 dollars, måtte den nu højst være, hvad der svarede til knap 10 dollars. Det blev desuden muligt at søge skilsmisse, og minimumsalderen for indgåelse af ægteskab blev sat til 16 år for kvinder og 18 år for mænd. Kommunisterne satte en kampagne i gang mod mullahernes (de islamiske lærdes) og jordbesiddernes store indflydelse i samfundet, og forgældede småbønder fik mulighed for at søge om gældssanering. Ideen bag dekreterne om jordreform og gældssanering var, at de skulle sikre de mange millioner fattige afghanere, der levede i landdistrikterne, bedre levevilkår. Ud af den daværende befolkning på ca. 15 millioner var omkring 12 millioner småbønder, landarbejdere og nomader, og ifølge den kommunistiske ideologi var de især disse grupper, som en samfundsomvæltning skulle komme til gode. Dekreterne blev imidlertid ikke mødt med begejstring blandt de fattige på landet. Tværtimod. Så kommunisternes forsøg på at modernisere landet og bygge bro over den store kløft, mellem den forholdsvis moderne hovedstad Kabul og de mere tilbagestående landområder, mislykkedes. Kløften blev snarere gjort dybere og bredere.

2.5 Tvungen undervisning af piger Et af kommunistregimets mest omstridte tiltag var beslutningen om at bekæmpe analfabetismen. Det er en beslutning, der endnu i dag trækker sine spor i kampen mellem den afghanske regering og Taliban. Den kommunistiske regering indførte skolepligt for piger. Desuden fik alle voksne, også kvinder, pligt til at modtage undervisning. Målet var, at analfabetismen i løbet af fem år skulle være udryddet. Unge engagerede kommunister blev fra

_30

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 2.3

Mujahedin Begrebet kommer af det arabiske mujahid, ‘kæmpende’, af jahada, ‘kæmp’, mujahid, person, der udøver jihad (hellig krig). I den muslimske verden er ordet mujahedin ofte blevet brugt til at betegne folk, som var aktive i national modstandskamp mod euro-

pæiske kolonimagter. Siden har politiskislamiske grupper brugt ordet som en del af deres navn, f.eks. Mujahedin-i Islam, ‘islams krigere’, der blev dannet i 1945 i Iran for at bekæmpe shah-styret. Under den sovjetiske besættelse af Afghanistan 1979-89 blev

ordet brugt om muslimer, der var aktive i kampen mod sovjettropperne. En del grupper rundt om i verden, som udøver terror i islams navn, kalder også deres medlemmer mujahedin. Kilde: www.denstoredanske.dk

Kabul og de store byer sendt ud på landet for at undervise landsbyboerne, heriblandt piger som aldrig før havde haft mulighed for at gå i skole. Ældre mænd følte det ydmygende at skulle modtage undervisning af unge mennesker, og især undervisningen af pigerne stødte på modstand. Da der var mangel på kvindelige lærere, blev undervisningen ofte foretaget af mænd, og det gav anledning til stor opstandelse. Den tvungne undervisning blev flere steder ligefrem anledning til væbnet oprør mod det kommunistiske styre. Også kommunisternes gældssanering til fattige småbønder stødte på modstand blandt visse af mullaherne, der hævede, at annullering af gæld var tyveri og derfor i modstrid med islam. Samtidig blev den nye lavt fastsatte brudepris set som en fornærmende devaluering af døtrene i familien.

2.6 Væbnet opstand slået ned Modstanden mod kommunistpartiets ledelse af Afghanistan var samlet i mujahedinbevægelsen, der bestod af mange forskellige og ofte uenige grupper. I løbet af 1978-79 kom det til væbnet oprør flere steder i landet. Det mest dramatiske fandt sted i marts 1979 i Herat, landets tredjestørste by, tæt ved grænsen til Iran. Noget af det, der især havde bragt sindene i kog, var tilsyneladende, at kvinderne blev tvunget til at lære at læse og skrive. Der er forskellige beskrivelser af kampene, men nogle af dem beretter om så mange som 10.000 dræbte under nedkæmpelsen af opstanden, og at store dele af byen blev lagt i ruiner. Mange af kommuniststyrets modstandere blev fængslet, torteret og dræbt. Allerede under Daoud Khans styre var militante islamister blevet sendt i fangenskab i det berygtede Pul-i-Charkhi-fængsel i Kabul, og under kommunisternes styre blev mange af disse fanger simpelthen dræbt. Også på det symbolske plan satte det kommunistiske styre sig markant igennem. Det afghanske flag havde traditionelt været i tre farver: sort, rød og grøn. Mens kommunistpartiet var ved magten, blev flaget ændret til at være helt rødt med kommunistpartiets mærke i hjørnet. Det var et flag, som til manges store utilfredshed lignede Sovjetunionens flag til forveksling. Utilfredsheden blev forstærket af, at Sovjetunionen i perioden under kommunistpartiets ledelse af Afghanistan havde fået afgørende indflydelse på udviklingen i landet. I december 1978 indgik Afghanistan og Sovjetunionen en “Venskabs- og Samarbejdsaftale”, og aftalens indhold blev året efter brugt som begrundelse for, at Sovjetunionen kunne invadere Afghanistan. Internt i kommunistpartiet var der fortsat stridigheder mellem de to fløje, Khalq og Parcham. Den 16. september 1979 blev Khalq-lederen Noor Mohammed Taraki skudt i sit palads, og Parcham-lederen Hafizullah Amin (pashtun), der indtil nu havde været ministerpræsident, overtog magten i partiet samt præsidentposten.

2.7 Sovjet invaderer Afghanistan Hafizullah Amins styre holdt imidlertid ikke længe. Den 27. december 1979 indledte Sov-

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_31

jetunionen en invasion af Afghanistan for at komme det trængte regime i Kabul til undsætning. Samme dag blev Amin skudt i sit palads af sovjetiske specialtropper, og en tidligere Parcham-leder, Babrak Karmal, blev indsat som landets nye præsident. Efter et opgør mellem kommunistpartiets to fraktioner var han blevet sendt ud af landet til en post som Afghanistans ambassadør i Tjekkoslovakiet. Men han blev nu fløjet hjem til Kabul, og det blev oplyst, at det var ham, som i sin egenskab af landets nye præsident havde bedt om militær assistance fra Sovjetunionen og Den Røde Hær. Dette skulle begrunde den sovjetiske invasion og give den et skær af legitimitet. Der blev henvist til venskabs- og samarbejdsaftalen fra 1978, men andre bestrider, at denne aftale skulle give ret til invasion. I virkeligheden var den russiske besættelse af landet nok snarere et træk i magtspillet mellem de to supermagter, Sovjetunionen og USA, under Den Kolde Krig. Tidligere på året havde USA formuleret en ny offensiv atomvåbenstrategi, og et par uger før invasionen havde NATO netop vedtaget et nyt omfattende raketprogram, som kunne give en vestlig overlegenhed i forhold til Warszawapagten. Da omkring 100.000 sovjetiske soldater rullede ind over grænsen til Afghanistan kort før årsskiftet 1979/80, indledtes en periode på mere end 30 års stort set uafbrudt krig i Afghanistan. Alle afghanske børn født efter 1980 har aldrig oplevet andet end, at deres land har været i krig.

TIDSLINJE AFGHANISTANS HISTORIE FRA 1973: KOMMUNISME OG KRIGE 1978

1979

Sovjet invaderer Præsident Daoud Khan Afghanistan, bliver dræbt ved et hvilket forværrer blodigt kup, hvor det forholdet mellem kommunistiske parti Sovjetunionen og tager magten. Den nye USA. Afghanistan regering gennemfører bliver et omdrejningsjordreformer, punkt i Den Kolde indfører stemmeret Krig til kvinder, forbyder tvangsægteskaber m.m. Reformerne er med til at fremprovokere oprør blandt militante islamistiske grupper på landet

1980

USA begynder skjulte operationer i Afghanistan til støtte for militante og islamistiske oprørsstyrker, som kæmper imod Sovjetunionen

1988-1989

1996

2001

Sovjet trækker sine tropper ud af Afghanistan

Talibanbevægelsen bliver verdenskendt, da den erobrer magten i Afghanistan og indfører en ekstremt yderligtgående udgave af islam med straffeformer som bl.a. stening og håndsafhugning og voldsom begrænsning af kvinders frihed

Terrorangreb i New York og Washington 11. september. Osama bin Laden og hans al-Qaidanetværk vurderes at stå bag. USA og en ‘koalition af villige’ indleder krig mod terror, bl.a. ved at angribe Afghanistan og vælte Talibanstyret

(Kilde: ”Det nye Afghanistan”: www.dr.dk/Undervisning/Gymnasium/Detnyeafghanistan)

_32

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 3

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_33

KAPITEL 3 Russisk besættelse – Bjørnen farer vild i bjergene

3.1 Sovjet regerer om dagen, mujahedin om natten Med sovjetiske tanks i front og med deltagelse af mindst 200.000 soldater besatte Den Røde Hær Kabul og hovedparten af landets større byer. Men det var ikke muligt for de russiske tropper at opnå kontrol med hele landet, da det mange steder består af uvejsomme bjergområder og ørken. Omverdenen fordømte besættelsen i skarpe vendinger, der i høj grad afspejlede retorikken under Den Kolde Krig (se FIG. 3.1), hvor de to forsvarsalliancer, NATO og Warszawapagten, udfordrede hinanden med militært isenkram og muskelkraft. Den 1. januar 1980 fordømte den amerikanske præsident Jimmy Carter den sovjetiske invasion af Afghanistan som den alvorligste trussel mod verdensfreden siden Anden Verdenskrig. Carter bad USA’s Kongres om at udsætte godkendelsen af SALT II-aftalen mellem USA og Sovjetunionen om begrænsning af de strategiske atomvåben samtidig med, at han annoncerede en kraftig beskæring af USA’s samhandel med Sovjetunionen. Og som en symbolsk protest boykottede USA og andre lande De Olympiske Lege i Moskva sommeren 1980. Danmark gik ikke med på en fælles vestlig boykot af OL, men den danske statsminister Anker Jørgensen udtrykte officielt bekymring for de forringede muligheder for international afspænding. I Afghanistan begyndte mujahedingrupperne at organisere en væbnet modstand mod den sovjetiske besættelse. I løbet af 1980 var der gentagne gange optøjer, strejker og demonstrationer i Kabul, organiseret af forskellige mujahedingrupper, men de blev slået hårdt ned af besættelsesmagten. Situationen udviklede sig til en tilstand af usikkerhed, hvor sovjettropperne måske nok styrede de centrale dele af landet om dagen, men hvor det mange steder var mujahedin, der regerede om natten. Noget, der i alarmerende grad kan minde om den nuværende situation, hvor USA’s og NATO’s tropper har nogenlunde kontrol om dagen, mens Taliban mange steder er aktive om natten.

FIG. 3.1

Den Kolde Krig Efter Anden Verdenskrig indledte USA og Sovjetunionen et våbenkapløb, der bl.a. handlede om at have flest atombevæbnede raketter, som kunne udslette fjenden. Desuden indledtes en kamp om at have den afgørende indflydelse rundt om i verden, f.eks. i det olierige Mellemøsten, hvor USA og Sovjetunionen aktivt støttede hver deres

lande, der ofte var indbyrdes i strid med hinanden. USA og Sovjetunionen brugte lande rundt om i verden som slagmarker for styrkeprøver og magtkampe. Det gjaldt f.eks. i Afghanistan. Her støttede USA’ forskellige mujahedingrupper i deres kamp mod den sovjetiske besættelsesmagt, ikke

fordi USA var interesseret i Afghanistan i sig selv, men fordi USA ønskede at forhindre Sovjet i at udvide sit dominansområde. Da de sovjetiske tropper forlod Afghanistan i 1989, forduftede USA’s interesse for det krigshærgede land derfor også – og blev først for alvor genvakt efter terrorangrebet 11. september 2001.

_34

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 3.2

Nato NATO (North Atlantic Treaty Organization) blev dannet i 1949 af 12 lande, deriblandt Danmark. Det er en forsvarsorganisation, hvis medlemslande har forpligtet sig til at forsvare hinanden, hvis et af landene bliver angrebet. NATO laver også mili-

tærøvelser for medlemslandene og sender soldater i krig – f.eks. i Afghanistan. I 1999 bombede NATO i Serbien for at stoppe den serbiske hærs angreb på det albanske mindretal i Kosovo. Det var første gang, NATO gik i krig. I dag er 28 lande med-

lem af NATO. Siden april 2009 har den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen været NATO’s generalsekretær.  Kilde: www.denstoredanske.dk

3.2 Udlandet støtter de radikale oprørere Den afghanske modstandsbevægelse, der bekæmpede den sovjetiske besættelsesmagt, bestod af flere grupper, hvoraf nogle var temmelig uenige om det endelige mål for landet. Nogle af lederne – bl.a. Burhanuddin Rabbani (tadsjik) – flyttede til den pakistanske by Peshawar tæt på grænsen til Afghanistan. I gamle dage tjente Peshawar som vinterhovedstad for de afghanske regenter, fordi klimaet nede i lavlandet omkring Peshawar er meget mildere om vinteren end i Kabul, som ligger i 1800 meters højde. Flere millioner afghanere gik i mujahedinledernes fodspor, da de flygtede fra krigen til Peshawar-området. Andre af oprørslederne blev derimod i Afghanistan og udfordrede besættelsestropperne med militære aktioner. Blandt de vigtigste ledere af den væbnede modstand i Afghanistan var Gulbuddin Hekmatyar (pashtun) og Ahmad Shah Massoud (tadsjik). Ret hurtigt besluttede den amerikanske regering at støtte den afghanske opstand mod Sovjetunionens besættelse. Tilsvarende støttede også Saudi-Arabien oprørerne, og støtten blev kanaliseret via den mest magtfulde af de pakistanske efterretningstjenester, ISI, der ofte har optrådt som en stat i staten. (1) I Pakistan var hæren og efterretningstjenesterne blevet radikalt islamiseret under militærdiktator Zia ul-Haq (regerede 1977-88), og gennem ISI blev penge og våben nu især givet til de mest radikale islamistiske afghanske modstandsgrupper, f.eks. Gulbuddin Hekmatyars organisation Hezb-e Islami (Islams Parti). Hekmatyar beskrives derfor ofte som “Pakistans mand”, og Zia ul Haq er citeret for at sige om ham: “Det var Pakistan, der gjorde ham til en afghansk leder, og det er Pakistan, som på samme måde kan ødelægge ham, hvis han bliver ved med at opføre sig forkert”. De mere moderate bevægelser, der også var islamiske, fik kun en mindre del af støtten fra ISI. At det var de mest radikale islamistiske bevægelser, der modtog størst støtte udefra, blev afgørende for den senere udvikling og har stor betydning for den nuværende situation i Afghanistan. Før Sovjets invasion var radikal, militant islam nemlig ikke særlig udbredt i Afghanistan, på trods af, at gamle skikke, som især trivedes ude på landet, kunne forveksles

FIG. 3.3

Warszawapagten Warszawapagten var en kommunistisk militæralliance, der eksisterende fra 1955 til 1991. Den er opkaldt efter Polens hovedstad, hvor den blev oprettet af Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR, Ungarn, Polen og Rumænien. I 1991 blev pagten opløst som en konsekvens af kommunismens sammenbrud i

Østeuropa. Via Warszawapagten fik Sovjetunionen en militær styrke, der gjorde det jævnbyrdigt med USA og gav det status som den ene part i Den Kolde Krig. War szawapagtens ledende organer var placeret i Moskva og reelt underlagt den sovjetiske politiske og militære ledelse. I tilfælde af krig skulle den operative kommando overgå

til den sovjetiske generalstab, ligesom de fleste af pagtens fælles offensive styrker var sovjetiske.  Kilde: www.denstoredanske.dk

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_35

FIG. 3.4

Wahhabisme Wahhabisme er en striks og radikal fortolkning af islam, som ligger tæt op ad salafismen. Wahhabisterne i Saudi-Arabien har bl.a. gennem al-Qaida-netværket støttet muslimer i krig i lande som Tjetjenien og Bosnien og også i Afghanistan. Wahhabismen stammer fra Saudi-Arabien, hvor den

er den gældende retning af islam. Den er opkaldt efter en teolog fra det 18. århundrede, Muhammad ibn Abd al-Wahhab. Ifølge al-Wahhab var det den politiske leders pligt at sikre, at islams forskrifter blev efterlevet i det offentlige rum, og det er årsagen til, at der i Saudi-Arabien er meget strenge regler

for påklædning og for kvinders færden, f.eks. må kvinder ikke køre bil. Al-Wahhabs islamtolkning var et forsøg på at ‘rense’ islam fra de laster, som mange islamiske teologer på den tid mente, at muslimer havde taget til sig, bl.a. under påvirkning af europæiske normer.

med dette, f.eks. kvinders tilsløring i burka, børneægteskaber, mænds dominans osv. Men den massive støtte med penge til våben til folk som Hekmatyar og hans ligesindede førte til en forskydning af magtbalancen. De militante i Hekmatyars parti brugte meget af deres tid og deres våben på at “holde orden” i de tæt befolkede afghanske flygtningelejre ved Peshawar i Pakistan, hvor de især slog hårdt ned på kvinder, som efter deres mening ikke opførte sig sømmeligt. Hekmatyars Hezb e-Islami havde ligefrem fængsler og torturkamre i både Afghanistan og Pakistan. En anden af de radikale islamistiske ledere var Abdul Rasul Sayyaf (pashtun), hvis gruppe også fik betydelig støtte gennem ISI, bl.a. fra Saudi-Arabien. Han var uddannet på det betydningsfulde islamiske Al Azhar Universitet i Cairo og var en af de afghanske ledere, som stod for at få arabere fra Mellemøsten og Nordafrika sluset ind i den afghanske modstandskamp. Sayyaf havde i mange år haft gode forbindelser til Saudi-Arabien og var en svoren tilhænger af den wahhabistiske udlægning af islam. (se FIG. 3.4 og FIG. 3.5)

3.3 Landbefolkningen betalte prisen Mens lederne i eksil havde travlt med deres gøremål i de pakistanske byer Peshawar og Quetta, eskalerede modstandskampen hjemme i Afghanistan. Det sovjetiske militær var dog overlegent, især fordi det benyttede sig af svært bevæbnede helikoptere, der var pansrede og derfor næsten umulige at beskadige med almindelige håndvåben. De kunne affyre raketter og smide bomber, f.eks. napalmbomber, og de havde et tungt og hurtigt skydende maskingevær. Russernes luftstyrke var stærkt overlegen, men det ændrede sig drastisk i 1986, da USA begyndte at forsyne modstandsbevægelsen med avancerede håndbårne Stinger-missiler. Med disse jord-til-luft-raketter kunne mujahedinerne skyde de sovjetiske helikoptere ned. Ifølge ISI blev der i løbet af sommeren 1987 i gennemsnit skudt 12 sovjetiske helikoptere ned om måneden. Dette ændrede afgørende krigsførelsen og styrkeforholdet mellem de to parter. Situationen i Afghanistan kan beskrives således, at verdens to daværende supermagter, Sovjetunionen og USA, brugte Afghanistan som slagmark for deres modsætningsfyldte inte-

FIG. 3.5

Salafisme Salafisme er en islamisk retning, som udviklede sig ud fra wahhabismen. Den forsøger at føre islam tilbage til sit ‘rene’ udgangspunkt, ‘den oprindelige islam’. Salafisme kommer af det arabiske ord ‘salaf ’, der betyder ‘forfader’, og det henviser til de første tre generationer af muslimer. Ifølge en tradition udtalte profeten Muhammed

nemlig, at de bedste mennesker var dem fra hans egen generation og de to generationer herefter, og derfor mener salafisterne, at muslimer til alle tider bør praktisere den form for islam, som blev praktiseret af Muhammed og de to efterfølgende generationer af muslimer. Derfor forsøger salafister ofte at efterligne Muhammed i de mindste

detaljer, også i påklædning og personlig hygiejne. De afviser typisk vestlig kultur, som de anklager for at være materialistisk og dekadent. Nogle salafister mener, at militær kamp for at etablere et islamisk herredømme er tilladt eller ligefrem påkrævet. De kaldes jihadi-salafister. Al-Qaida-netværket hører til gruppen af jihadi-salafister.

_36

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

resser. Den Kolde Krig rasede stadig, selvom der var tegn på forandringer i Sovjetunionen. Soldaterne i Den Røde Hær sloges mod, hvad man kunne kalde “Vestens stormtropper” – en blanding af afghanske mujahedinkrigere og militante arabere, bevæbnet med våben fra USA og forsynet med penge fra Saudi-Arabien, alt sammen forsøgt sat i system fra Pakistan. Krigen havde tragiske konsekvenser i Afghanistan. Især gik det ud over landdistrikterne, hvor langt de fleste afghanere boede – og stadig bor. FN rapporterede i februar 1986 om en rystende brutalitet, hvormed sovjettropperne og regeringen i Kabul behandlede landbefolkningen. Rapporten beskriver massakrer på civilbefolkningen, heftige bombardementer af landsbyer og tortur af fanger. (2) For at komme modstandsbevægelsen til livs fordrev den russiske besættelsesmagt store dele af landbefolkningen, og samtidig blev deres marker og boliger ødelagt.

3.4 Sovjetunionens sidste krampetrækninger I 1986 blev den afghanske præsident, Babrak Karmal, afsat som generalsekretær for Afghanistans kommunistparti, PDPA, og samme år måtte han opgive præsidentposten. Sovjetunionen troede ikke længere på, at han var den rette mand til at løse problemerne i Afghanistan. Den nye stærke mand i Kabul, holdt ved magten af sovjetiske soldater, var Mohammed Najibullah (pashtun). Han var ligesom Karmal fra Parcham-fraktionen af PDPA (se s. 27-31), og siden 1980 havde han været leder af Afghanistans hemmelige politi, KHAD. Najibullah beskrives som en meget brutal mand, og under hans ledelse af KHAD blev titusindvis af afghanere arresteret, torteret og dræbt. Det siges, at Najibullah nogle gange personligt henrettede fanger i Pul-i-Charkhi-fængslet i Kabul. Najibullah forsøgte dog på overfladen at fremstå som en reformvenlig og demokratisk leder, der tilmed respekterede de afghanske traditioner. Han indkaldte f.eks. til en Loya Jirga, en storforsamling af betydende folk, og lovede frie valg til en folkeforsamling. Men i realiteten sad Najibullah og hans regering tungt og enerådigt på magten. Da han inviterede til national forsoning, afviste mujahedinbevægelsen da også at indgå i en sådan forsoningsproces. I Sovjetunionen var den nye leder, Mikhail Gorbatjov, i gang med at ændre samfundet med indførelse af glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering). Samtidig kom der signaler om en snarlig tilbagetrækning af Den Røde Hær fra Afghanistan. Denne retræte blev meddelt af Gorbatjov i 1988 og skulle være afsluttet i løbet af 1989. Næsten 10 års militær besættelse af Afghanistan og den medfølgende krig havde kostet op mod 15.000 sovjetiske soldater livet, og samtidig var mere end 1½ millioner afghanere blevet dræbt. Desuden var 5-6 millioner civile afghanere flygtet fra krigen og besættelsen.

Gamle venner, nye fjender Danmarks senere statsminister Lars Løkke Rasmussen står med et AK47-automatgevær (også kaldet Kalashnikov) i hænderne. Han har en pakol (afghansk hat) på hovedet, er iført traditionelt afghansk tøj og står sammen med andre mænd, der er klædt på samme måde. Billedet er taget i august 1988, og det er i de senere år blevet trykt adskillige gange i forskellige medier. Sammen med billedet har der været artikler, hvor politikere fra den danske venstrefløj kritiserer Lars Løkke Rasmussen for at have støttet Talibans forgængere i Afghanistan – og dermed været med til at skabe det

‘uhyre’, som danske soldater er i Afghanistan for at bekæmpe. Kritikken mod Lars Løkke Rasmussen afspejler de politiske hvirvelvinde, der har præget Afghanistans historie de seneste årtier. Da billedet blev taget, var Afghanistan besat af Sovjetunionen, og en udmattende krig mellem sovjettropperne og den kommunistiske regerings styrker på den ene side og forskellige islamisk baserede modstandsgrupper på den anden havde varet ni år og kostet mere end 1½ millioner afghanere livet. Den Kolde Krig prægede på det tids-

punkt det politiske liv i Danmark, og det var et internt opgør mellem danske politiske ungdomsorganisationer, der førte til, at Lars Løkke Rasmussen endte i Afghanistan med en AK47 over skulderen. I slutningen af 1980’erne var danske gymnasieelever via organisationen Operation Dagsværk begyndt at samle ind til forskellige ulandsprojekter. Organisationen var præget af aktivister fra Danmarks Kommunistiske Ungdom, som generelt var meget Sovjettro og derfor ikke kritiserede Sovjets fremfærd i Afghanistan. Som et modtræk mod Operation Dagsværk besluttede repræsentanter

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_37

“Borgerkrigen, som strakte sig fra 1988-1994, forårsagede dybere ar i den kollektive afghanske bevidsthed end den sovjetiske invasion. Det, som overraskede afghanerne, og som knækkede noget vigtigt i den afghanske folkesjæl, var, at afghanerne kunne behandle hinanden så brutalt. Troen på æresprincipper, fædrelandet og moralske værdier brød sammen på få år.”  Nagieb Khaja, i ”Historien, der ikke bliver fortalt” (Gyldendal, 2011) Foto: Jørn Stjerneklar

for Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom (VU) sammen med Dansk-Afghansk Venskabsforening at lave en alternativ indsamling, der skulle gå til skoler i Afghanistan. For at forberede indsamlingen og finde frem til relevante modtagere af de indsamlede midler rejste en delegation til Afghanistan. Blandt deltagerne var formanden for VU, Lars Løkke Rasmussen, og formanden for Dansk-Afghansk Venskabsforening, Asmat Mojaddedi. En lokal mujahedin hjalp gruppen med at komme frem til en landsby, hvor de skulle inspicere en skole. Vel hjemme i Danmark igen lyk-

kedes det gruppen at samle 600.000 kroner ind, som gik til bøger, bygninger, tavler og kridt. Billedet, som siden blev brugt til at anklage Løkke Rasmussen for terror-støtte, blev taget af fotograf Jørn Stjerneklar, der var med på turen for at samle billeddokumentation. Det blev taget på opfordring af de lokale mujahediner, der gerne ville have et minde om Løkke Rasmussens og Mojaddedis besøg. (se FIG. 4.2) Knap 23 år senere rejste Lars Løkke Rasmussen igen til Afghanistan. Denne gang i sin egenskab af statsminister og for

at besøge de danske soldater i Camp Price. Med sig havde han en plan for tilbagetrækning af soldaterne inden udgangen af 2014. Målet er, at Afghanistans militær og politi fra det tidspunkt selv kan sørge for sikkerheden i et land, hvor sovjettropperne for længst er væk, men hvor mujahediner til gengæld gør livet usikkert. Spørgsmålet er: Hvem er venner, og hvem er fjender? Og er mine fjenders fjender virkelig mine venner? Der er ikke noget enkelt svar på det spørgsmål – slet ikke i Afghanistan.

_38

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 4

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_39

KAPITEL 4 Blodig borgerkrig – Kampen mellem kommunister og krigsherrer

4.1 En splittet mujahedin-bevægelse Efter seks års forhandlinger nåede USA, Sovjetunionen, Afghanistan og Pakistan i 1988 frem til en aftale, som skulle afslutte krigen i Afghanistan og sikre freden fremover. Aftalen bestod blandt andet af et dokument om den fremtidige sameksistens mellem Afghanistan og Pakistan, herunder muligheden for at millioner af flygtninge kunne vende tilbage. Et andet dokument, undertegnet af Afghanistan og Sovjetunionen, fastlagde betingelserne for sovjettroppernes tilbagetrækning. Den 15. maj 1988 begyndte tilbagetrækningen af de sovjetiske tropper, og i februar 1989 forlod de sidste soldater Afghanistan. Desuden fremgik det af aftalen, at der skulle dannes en afghansk regering bestående af både mujahedinmodstandsbevægelsen og kommunistpartiet. Men sådan en regering blev aldrig en realitet. Mujahedinbevægelsen var nemlig overbevist om, at Mohammed Najibullahs styre ville kollapse, så snart de sovjetiske tropper var ude af landet og så derfor ikke nogen interesse i at samarbejde. Mujahedinerne havde dog forregnet sig, for Najibullah holdt fast på magten i hele tre år, efter at Sovjet havde trukket sig ud. Imens rasede krigen mellem regeringens styrker og modstandsbevægelsen. For at forstå den senere udvikling og fortsatte borgerkrig er det vigtigt at holde sig for øje, at mujahedinbevægelsen på dette tidspunkt var splittet mellem forskellige partier og fraktioner. Der var ingen samlet ledelse, og blandt de forskellige ledere var der stor uenighed om den politiske linje. I Peshawar var det stadig de landflygtige politikere, der bestemte. Det var dels de tre tidligere nævnte Burhanuddin Rabbani, Abdul Rasul Sayyaf og Gulbuddin Hekmatyar, dels Sibghatullah Mojaddedi (pashtun), der senere i en årrække boede i Danmark. Han var leder af en mindre gruppe ved navn Den Afghanske Nationale Befrielsesfront.

4.2 Et kaos af krigsherrer I Afghanistan var det i stigende grad de såkaldte krigsherrer (engelsk: warlords), som kom til at tegne modstandsbevægelsens grupperinger og hære, og de opererede i høj grad uafhængigt af hinanden og spillede på hver deres heste. (se FIG. 4.1) En karismatisk skikkelse blandt krigsherrerne var Ahmad Shah Massoud (tadsjik), kaldet ‘Løven fra Pansjir’. Han var oprindeligt tilknyttet Jamaiat-e-Islami (JIA, Det Islamiske Samfund), hvis leder, Burhanuddin Rabbani, havde base i Peshawar. Men han skabte gradvist en selvstændig magtplatform og optrådte efterhånden som uafhængig leder. Med Massoud som frontfigur fik JIA omfattende indflydelse i store dele af Afghanistan. Det modsatte skete med Hekmatyars Hezb-e-Islami (HIH), hvis radikale islamisme ikke havde rødder i det afghanske samfund, hvor man traditionelt har værdsat personlig frihed og lokalt selvstyre. En anden kendt lederskikkelse i modstandskampen var Ismael Khan (tadsjik) fra Herat i det vestlige Afghanistan, ofte kaldet ‘Løven fra Herat’. Ligesom Massoud var han tilknyttet

Løven fra Pansjir, Ahmad Shah Massoud, var en af de mest karismatiske mujahedin-kommandanter i krigen mod Sovjetunionen. Under Talibanstyret holdt han stand i det nordøstlige hjørne af Afghanistan. Her blev han dræbt, formentlig af al-Qaida, to dage før terrorangrebene mod USA d. 11. september 2001.

_40

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 4.1

Bushkazi “Ingen forstår Afghanistan, før de har set bushkazi,” lyder et afghansk mundheld. Bushkazi er Afghanistans nationalsport, og den er helt speciel. To hold til hest dyster mod hinanden på en grusbane på størrelse med en fodboldbane. Der spilles ikke med bold, men med en hovedløs død kalv eller ged. Kadaveret placeres i den ene ende af banen. Begge hold forsøger at gribe det fra hesteryggen, ride med den til den anden ende af banen, rundt om en pæl og tilbage igen, hvor det smides ind i en cirkel. Sådan scores points.

Det lyder umiddelbart ret simpelt, men er utroligt forvirrende at se på. Rytterne på deres fyrige heste er klædt i farverige dragter, og for en tilskuer uden større kendskab til sporten, er det umuligt at se, hvilke af rytterne der er på hvilket hold. Bushkazi kan derfor siges at være et billede på de kaotiske tilstande under Afghanistans borgerkrig. Ligesom rytterne tilsyneladende hele tiden skifter alliancer, har borgerkrigen i Afghanistan været præget af konstant skiftende ‘holddannelser’. Flere af

krigsherrerne har skiftet side i krigen adskillige gange, og det har mest af alt virket, som om krigsherrerne havde travlt med at flå den hovedløse kalv eller ged til sig uden tanke for andre. Under Taliban-styret var bushkazi forbudt. Nu dyrkes sporten igen i vinterhalvåret (om sommeren er det for varmt for hestene), især i det nordlige Afghanistan, og tiltrækker en del tilskuere, dog udelukkende mænd.

JIA, og de to krigsherrer, Khan og Massoud, kom efterhånden mere og mere i modstrid med JIA’s formelle leder, Rabbani, fordi de havde et mere liberalt syn på en række spørgsmål. I modsætning til Rabbani gik Khan og Massoud ind for frie valg, kvinders rettigheder og ytringsfrihed. En tredje afgørende krigsherre var Abdul Rashid Dostum (usbeker) fra det nordlige Afghanistan, som er kendt for at have skiftet side utallige gange og på den måde have klaret sig igennem krigene med magten i behold. Afghansk politik er i høj grad et magtspil mellem de mange aktører, der har deltaget i kampene om landet i adskillige årtier, og som selv efter mange år i eksil stadig ønsker at sætte deres tydelige aftryk på udviklingen.

4.3 Spillet om magten I 1989 mødtes ledere af flere forskellige mujahedinfraktioner i den pakistanske by Rawalpindi og dannede en afghansk eksilregering. De to centrale krigsherrer i modstandskampen, Ahmad Shah Massoud og Ismael Khan, deltog ikke i mødet, og dermed var vejen banet for, at mindre magtfulde krigsherrer kunne få del i de fine titler. Det kom Sibghatullah Mojaddedi til gode. Han var leder af den militært set svage gruppe Den Afghanske Nationale Befrielsesfront, men på trods af sin gruppes begrænsede militære muskler blev han ved mødet udnævnt til præsident, altså i eksil. Abdul Rasul Sayyaf (se s. 36, 39) fik posten som ministerpræsident, og Gulbuddin Hekmatyar (se s. 27, 28) blev udenrigsminister. Eksilregeringen, der fik sæde i Peshawar, også i Pakistan, var ikke nogen stærk regering. Der var stadig splittelse mellem to vigtige grupper, Hezb-e-Islami, ledet af Hekmatyar, på den ene side, og Jamiat-e-Islami (JIA), ledet af Rabbani, på den anden. Der var også det problem, at de krigsherrer, der ledede kampene i Afghanistan, efterhånden blev set som de naturlige frontfigurer i modstandskampen. I 1990 besluttede flere af krigsherrerne i Afghanistan at danne et fælles råd til koordinering af krigsindsatsen. Det var især Massoud og Ismael Khan, der stod bag dette initiativ. Eksilledere som Hekmatyar og Sayyaf boykottede koordineringen, da de anså det for en trussel mod deres egen position. Også det pakistanske ISI modarbejdede direkte det nyoprettede råd, hvilket havde stor betydning, da ISI stadig stod for en stor del af våbenleverancerne til modstandskampen. Desuden var Saudi-Arabiens efterretningsvæsen nervøse for, at krigsherrerne med det nye råd ville blive for svære at kontrollere.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_41

4.4 Den Islamiske Stat Afghanistan På trods af det komplicerede spil om magten i kulissen rykkede de forskellige mujahedingrupper efterhånden frem og erobrede flere og flere områder af Afghanistan fra Najibullahregeringens styrker. I foråret 1992 stod flere oprørsgrupper uden for Kabul – nord for hovedstaden Massoud og hans folk, nu støttet af Dostum og hans krigere, syd for byen Hekmatyar og hans krigere. Massoud og Dostum var først til at indtage Kabul. Najibullah prøvede at flygte til Indien, men blev stoppet i lufthavnen i Kabul. Derefter søgte Najibullah tilflugt i FN’s hovedkvarter i Kabul, hvor han opholdt sig de næste fire år frem til sin død (s. 27, 36). Det fortælles, at Massoud, da han indtog Kabul, af andre militære ledere blev opfordret til at overtage magten. Det var tanken, at han derefter skulle konsolidere sin position i landet, før eksillederne fra Pakistan kom hjem. Men Massoud var loyal over for eksilregeringen i Peshawar, som han kontaktede. Massoud var nervøs for rivalisering og blodsudgydelse mellem de forskellige etniske grupperinger og stammer i Afghanistan og for at undgå det, mente han, at alle, der havde deltaget i modstandskampen, burde være med i dannelsen af en ny regering. Lederne fra Pakistan vendte da også hjem og dannede en ny regering i det, der nu officielt kom til at hedde Den Islamiske Stat Afghanistan. Det blev aftalt, at eksilpræsidenten Sibghatullah Mojaddedi skulle være præsident i to måneder, hvorefter Rabbani skulle overtage posten i fire måneder. Massoud fik til gengæld titlen som forsvarsminister.

4.5 Kampen om Kabul Samtidig med, at aftalerne om den nye regering blev indgået, blev Kabul imidlertid besat af mange forskellige bevæbnede grupper, som styrede og kontrollerede hver deres del af byen. Hekmatyar gik ikke med i regeringen og betegnede den som illegitim. Han var rasende over, at Massoud havde fået posten som forsvarsminister. Situationen udviklede sig til, at der udbrød regulære kampe mellem de forskellige grupper i Kabul. Især mellem Hekmatyars tropper på den ene side og Massouds og Dostums på den anden. Men der var også sammenstød mellem andre grupperinger og militser. Kabul blev bombarderet, især af Hekmatyars styrker, og op mod en tredjedel af byen blev lagt i ruiner i løbet af kampene i 1992-94. Mange civile blev dræbt og mange måtte flygte fra hovedstaden. I januar 1994 skiftede Dostum endnu en gang hest og gik fra Massouds side til Hekmatyars og deltog i hans forsøg på at erobre Kabul, i første omgang ved heftige bombardementer. Mojaddedi overlod efter to måneder præsidentposten til Rabbani, som til gengæld ikke overholdt aftalen om, at han skulle gå af som præsident efter fire måneder. Rabbani fortsatte på posten, som han formelt beholdt i flere år, også under det efterfølgende Talibanstyre. I

FIG. 4.2

Asmat Mojaddedi “Min far var præsident i Afghanistan”. Sådan præsenterede en høj mørkhåret mand sig, når han talte ved møder om Afghanistan, i Danmark i begyndelsen af 2000-tallet. Det var i den periode, hvor Taliban styrede Afghanistan, og landets fremtid så mørk ud. Manden, der præsenterede sig som søn af en tidligere præsident, gjorde det faktisk med rette. Hans navn er Asmat Mojaddedi, og hans far var mujahedin-lederen Sibghatullah

Mojaddedi, der i nogle år boede i Danmark. Mojaddedi havde i en periode titlen som eksilpræsident, og desuden var han i 1992 præsident i Kabul i to måneder. Hans søn, Asmat, var derfor som barn og ung ganske tæt på nogle af mujahedin-bevægelsens vigtigste figurer. Han var i øvrigt også med på det berygtede “Lars Løkke-foto”, der blev taget i Afghanistan i 1988. På billedet står han på Lars Løkke Rasmussens højre side,

bærer briller og er ligesom den danske politiker iklædt traditionelt afghansk tøj. Asmat Mojaddedi blev født i Afghanistan i 1955 og kom til Danmark som flygtning i 1974, 19 år gammel. Han blev uddannet læge og er i dag formand for paraplyorganisationen Muslimernes Fællesråd (MFR). Som repræsentant for MFR deltager Asmat Mojaddedi jævnligt i dialogarrangementer med muslimske og kristne ledere i Danmark.

_42

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

slutningen af 1993 var Afghanistan delt i mange dele, hver kontrolleret af sin bevæbnede gruppe med en krigsherre i spidsen. Der var ingen tegn på forening af landet under en fælles regering. I Kabul og det nordøstlige Afghanistan var præsident Rabbani (tadsjik) politisk leder med Massoud (tadsjik) som militær leder. Dostum (usbeker) styrede den nordlige del af landet. Ismail Khan (tadsjik) regerede i Herat og den vestlige del af landet, mens den sydlige del blev styret af forskellige grupper under ledelse af bl.a. pashtunerne Mawlawi Jalauddin Haqani og Hekmatyar. Den østlige del af landet blev styret af en shura (et råd), ledet af Haji Abdul Qadir (pashtun) med base i byen Jalalabad. Det centrale Afghanistan blev styret af hazaraerne. Ind i mellem disse områder var ‘lommer’, som blev kontrolleret af mindre betydende krigsherrer.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_43

_44

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 5

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_45

KAPITEL 5 Sharia, sult og sikkerhed – Taliban tager magten

5.1 Mullah Omar og transportmafiaen I juli 1994 blev det, der skulle blive kendt som Talibanbevægelsen, etableret. En gruppe mullaher, under ledelse af den enøjede Mohammed Omar (pashtun), var angiveligt rasende over de begivenheder, der havde fundet sted i en lille by nær Afghanistans næststørste by Kandahar, hvor en brutal krigsherre efter sigende havde fanget og voldtaget nogle unge piger og drenge. Mullaherne samlede studerende fra en koranskole (madrasa) og udstyrede dem med nogle få rifler, og så blev de sendt ud for at finde krigsherren og hænge ham. De studerende (Taliban betyder studerende på arabisk) gjorde, som de fik besked på, og derefter fortsatte de med at rydde vejen til den pakistanske grænse for krigsherrer, der opkrævede told. Og endelig befriede de Kandahar. (1) Sådan lyder Talibans egen fortælling om bevægelsens tilblivelse. Bag myten gemmer sig en historie om den pakistanske efterretningstjeneste ISI’s støtte og iværksættelse af begivenhederne. ISI havde investeret ganske meget i krigsherren Gulbuddin Hekmatyar men syntes ikke længere, at han kunne bruges. De var derfor på udkig efter en anden pashtun-leder, og her dukkede mullah Omar og Taliban så op. (se FIG. 5.1) I Pakistan var den magtfulde transportmafia med base i den pakistanske by Quetta træt af de mange kontrolposter på vejen mellem Quetta og den vigtige handelsby Kandahar i det sydlige Afghanistan. Langs ruten var der et utal af krigsherrer, som opkrævede høje afgifter for at køre på vejen. Transportmafiaen smuglede varer fra Pakistan til Iran og Turkmenistan, og de mange dyre kontrolposter ødelagde deres forretning. ISI hjalp Taliban med at erobre et våbenlager ved grænsen og gav Taliban-krigerne træning. Derefter sørgede Taliban for at rydde vejen for krigsherrer – ved hjælp af våben og penge fra ISI selv og fra Saudi-Arabien med ISI som forbindelseskanal. Herefter kunne den pakistanske transportmafia nemmere benytte vejene til deres ulovlige aktiviteter. Det var stadig mod betaling, men nu kun til Taliban. Siden indtog Taliban byen Kandahar, Afghanistans næststørste by. Det skete i november 1994 med betydelig hjælp fra Pakistan. Dermed havde en helt ny magtfuld gruppe på ganske kort tid gjort sig alvorligt og opsigtsvækkende gældende i den langvarige, opslidende og ødelæggende borgerkrig.

FIG. 5.1

Mullah Omar Mullah Mohammed Omar - også kaldet Mullah Omar - var en lederskikkelse, der var omgærdet af stor mystik. Det siges, at han blev født i en fattig bondefamilie nær Kandar, og at han som ung deltog i mujahedin-kampene mod den sovjetiske besættelsesmagt og siden mod Najibullahs styre.

Under kampene blev han såret flere gange, og han mistede sit ene øje i slutningen af 1980’erne. Derefter tog han formentlig sin islamiske uddannelse i en madrasa (koranskole) i Pakistan. Det var også i Pakistan, at han blev introduceret for al-Qaidas senere leder Osama bin Laden. Relationen mel-

lem disse to er dog aldrig blevet helt klar, og mullah Omar var i modsætning til bin Laden meget sky og var primært optaget af afghanske forhold.

_46

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

5.2 Taliban rykker ind Taliban fik med økonomisk støtte fra Saudi-Arabien en stor sending japanske pickup-biler med åbent lad, og fra Pakistan fik de en leverance af våben. Hermed var de rustet til at indtage byer og landsbyer i Afghanistan, og de omrejsende grupper af sortklædte mænd, der sad samlet på ladet af en pickup med våben i hænderne, blev hurtigt et velkendt fænomen over hele landet. I tusindvis af studerende, nogle siger 20.000, fra koranskoler i det pakistanske grænse område til Afghanistan, rejste ind i landet og sluttede sig til Taliban. Mange af dem var afghanere, der var vokset op i flygtningelejre i Pakistan og havde fået mad og tag over hovedet i koranskolerne – og her var blevet påvirket af en ekstrem og militant fortolkning af islam, der passede som fod i hose med Talibans ideologi. I februar 1995 rykkede Taliban nærmere Kabul, og i marts gik de mod Herat i vest, hvor Ismael Khan styrede. I løbet af de tre måneder, der var gået siden indtagelsen af Kandahar, havde Taliban overtaget kontrollen med 12 af landets 31 provinser. Nogle krigsherrer blev overvundet militært, mens andre forhandlede, overgav sig eller simpelthen blev betalt for at slutte sig til Taliban. De penge, som Taliban gav krigsherrerne for at underlægge sig deres styre, kom fra opiumshandel og vejtold samt fra Pakistan og Saudi-Arabien. Taliban kontrollerede nu mange af de veje, som tidligere blev blokeret af talrige krigsherrer, og for lokalbefolkningen betød Talibans magtovertagelse i første omgang, at deres nærmiljø blev mere fredeligt og sikkert at færdes i. Især i det pashtun-dominerede sydlige Afghanistan så store dele af befolkningen Taliban som garant for, at de endelig kunne leve et liv i fred og uden krig, og de bød derfor Talibans succes på slagmarken velkommen.

5.3 Hård kamp om Herat Men så vendte krigslykken. Taliban blev slået tilbage fra Herat og fra Kabul, og de mistede kontrollen over fire af de 12 provinser, de havde opnået kontrol med. Ismael Khan, der styrede Herat, var overbevist om, at Taliban nu var ved at gå i opløsning. Han angreb og trængte Talibans styrker tilbage mod Kandahar. Men samtidig lykkedes det Taliban at få en aftale i stand med Dostum i Mazar-e Sharif om hjælp til at opbygge en luftstyrke med istandsatte sovjetiske flyvemaskiner og helikoptere. Samtidig begyndte Dostum selv med sit eget luftvåben at bombe Herat. (2) Taliban mobiliserede yderligere tusindvis af studerende fra koranskoler i Pakistans bjergområder og rykkede igen mod Herat. I september 1995 flygtede Ismael Khan fra Herat, som Taliban erobrede. Taliban satte sine egne pashtun-folk ind for at styre Herat, der regnes for kulturens vugge i Afghanistan. Den sofistikerede befolkning i byen blev nu styret

FIG. 5.2

Sharia Sharia er et arabisk ord, der kun optræder ganske få gange i muslimernes hellige bog, Koranen. Det betyder ‘vejen’, i betydningen ‘den rette vej’ eller ‘vejen til vandingsstedet’ og betegner i sin bredeste betydning alle Koranens – og dermed Guds – anvisninger på, hvordan muslimen bør leve og praktisere. Sharialov er de love og den retspraksis, som muslimer har udviklet med udgangspunkt i Koranen og overleveringerne om profeten Muhammeds sædvane.

Sharia er altså ikke blot islamisk jura/ retslære, på arabisk fiqh, men langt bredere end det. Sharia handler altså ikke kun om strafferet, og der findes ikke én nedskrevet sharia-lov, som anerkendes af alle muslimer. Der findes til gengæld en lang række fortolkninger af sharia, også inden for strafferet, og i nogle lande danner en sådan fortolkning grundlag for retssystemet. Det gælder bl.a. i Saudi-Arabien, Iran, dele af Nigeria og Sudan. I Saudi-Arabien

og Sudan praktiseres f.eks. et af de mest berygtede eksempler på sharialovgivning, afhugning af hænder som straf for tyveri, og i Iran kan utroskab straffes med dødsstraf ved stening. Det var også tilfældet i Afghanistan under Taliban.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_47

med hård hånd og med meget strikse shariaregler. (se FIG. 5.2) Overtagelsen af Herat var en symbolsk vigtig begivenhed, ikke mindst fordi befolkningen i Herat nu var underlagt en gruppe militante islamister, som de anså for at mangle kulturel dannelse og finesse. Talibans primitive magt havde sat sig tungt på Afghanistan, og deres ideologi levnede ikke plads til respekt for landets mangfoldige kulturarv. (3)

5.4 Kabul falder til Taliban I begyndelsen af 1996 sad Massoud og Rabbani på magten i Kabul, Dostum styrede det nordlige af landet fra Mazar-e Sharif, mens Taliban havde kontrol over det meste af det øvrige Afghanistan. Situationen virkede fastlåst. Massoud kunne ikke indtage Kandahar, mens Taliban ikke kunne indtage Kabul. Det pashtunske Taliban stod over for tadsjikerne Rabbani og Massoud, med usbekiske Dostum som dark horse. Desuden var der stadig en del mindre områder rundt om i landet, som var under kontrol af lokale krigsherrer. I april 1996 blev der holdt et stort møde i Kandahar, hvor der deltog stammeledere og religiøse ledere fra forskellige dele af Afghanistan samt en del folk fra Pakistan, bl.a. fra den pakistanske efterretningstjeneste, ISI. Under mødet stod Talibanlederen mullah Omar frem på et tag iført en kappe, som ifølge overleveringen havde tilhørt profeten Muhammed, islams grundlægger. Med kappen blafrende omkring sig stod mullah Omar højt oppe over de forsamlede ledere, som hyldede ham med tilråbet ‘Amir-ul Momineen’ (’øverstbefalende for de trofaste’). Hermed var den enøjede mullah udråbt som leder af den jihad (hellige krig), som de forsamlede ledere samtidig besluttede at føre mod Rabbanistyret i Kabul. Det pakistanske ISI forsøgte at få mullah Omar og hans Taliban til at alliere sig med Dostum og Hekmatyar samt en gruppe andre krigsherrer, bl.a. flere hazaraer således at de samlet kunne indtage Kabul. Men Taliban ville ikke samarbejde med de øvrige. I løbet af foråret 1996 nåede Talibans tropper tæt på Kabul og affyrede massevis af raketter ind over byen, hvis indbyggere genoplevede de bombardementer, som Hekmatyar havde stået bag i 1993-95. Hekmatyar skiftede nu side, og i maj kom nogle af hans tropper til Kabul for at støtte Rabbani-regeringen og Massouds tropper i deres kamp for at holde stand mod Taliban. Hekmatyar selv kom til Kabul i juni, for første gang i 15 år, hvorefter han blev indsat som ministerpræsident. Pakistan og Saudi-Arabien stod stadig bag leverancer af våben og udstyr til Taliban, som i august 1996 indtog den vigtige by Jalalabad øst for Kabul. I september rykkede Taliban videre mod Kabul, og Massoud opgav at forsvare byen. Han var klar over, at hovedstaden ikke længere kunne holdes uden, at det ville koste store tab for den civile befolkning. Han flygtede igen nordpå til Pansjir-dalen, hvor han oprindeligt var kommet fra og havde opbygget sit ry som succesrig mujahedinleder. Taliban indtog Kabul i september 1996, og deres brutale fremfærd indvarslede nye barske vilkår for hovedstadens indbyggere. Taliban stormede også FN’s hovedkvarter i Kabul, og ud fra bygningerne hev de den tidligere kommunistiske præsident Najibullah. De kastrerede ham og trak ham efter en jeep gennem Kabuls gader, hvorefter de skød ham. Så hængte de hans lemlæstede lig op til offentlig beskuelse. I den nordlige del af landet ved Mazar e-Sharif lykkedes det Dostum sammen med de 50.000 mand, han på det tidspunkt havde under våben, at skabe sig et uafhængigt område, som han styrede med hård hånd. Han fik trykt egne penge og oprettede eget luftfartsselskab, der bl.a. smuglede varer ind fra Dubai. Mens resten af Afghanistan var i mere eller mindre kaos, var der nogenlunde fredeligt i det Dostumstyrede område. Sundheds- og undervisningsvæsnet fungerede, kvinder kunne gå uden slør, alkohol kunne frit sælges, og der blev vist indiske film i biograferne. En stærk kontrast til de Talibankontrollerede områder. Men efter et forræderi fra sin næstkommanderende mistede Dostum magten over Mazar e-Sharif til Taliban, og han måtte i 1997 flygte til Tyrkiet.

”Islamisk lov kommer fra Allah og kan derfor ikke ændres.” Wakil Ahmad Muttawakil, Talibanstyrets udenrigsminister, januar 2000. Foto: Ole Jessen

_48

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 5.3

Pashtunwali Pashtunwali betyder løst oversat ‘pashtunernes måde’ og det er de uskrevne moralske grundregler for traditionel livsstil, som de indfødte pashtunske folk fra Afghanistan og Pakistan følger. Pashtunwali stammer formodentlig fra før-islamisk tid, men er ikke i modstrid med den lokale fortolkning af islam. Grundlæggende kan indholdet i pash tunwali beskrives med tre ord: ære, gæstfrihed og hævn. Disse værdier giver sig udslag i en række adfærdsregler, som har til formål at beskytte stammens integritet, en integritet som bygger på ‘de tre z’er’, ‘zan, zar, zameen’, kvinde, guld og jord. Hvis en udenforstående ikke respekterer grænserne omkring disse tre ting, har patriarken i en pashtunsk familie i sidste ende ret til badal,

hævn.  Kommunismen, med sine ideer om fælleseje og klassekamp, krænkede de pashtunske traditioner, og det var medvirkende til at mobilisere pashtunerne til mujahedin-bevægelsen imod sovjettropperne og den kommunistiske regering. Så pashtunwali kan aktivere hævn og væbnet kamp. Men helt centralt i pashtunernes værdisæt er også næsten ubegrænset gæstfrihed over for alle, der blot ikke krænker de centrale værdier hos pashtunen, eller overtræder reglerne for purdah. Purdah-reglerne deler kønnene i to livssfærer, en mandeverden og en kvindeverden. Mændene er de udfarende, der socialiserer med andre mænd i basaren, på arbejdet, på slagmarken, i de besluttende råd osv. Kvindernes domæne er hjemmet, hvor de

tager sig af børn og husholdning. Purdah fortolkes forskelligt, bl.a. i forhold til hvor meget en kvinde skal være tilsløret. Men det er almindeligt, at der i afghanske hjem er flere gæsteværelser, som gør det lettere at overholde reglerne om, at fremmede mænd ikke sidder sammen med familiens kvinder. Kilde: “Historien, der ikke bliver fortalt” (Gyldendal, 2011)

5.5 Strenge regler og religiøst politi Da Taliban havde overtaget magten, omdøbte de landet til Det Islamiske Emirat Afghanistan. De etablerede sig i Kabul, hvorfra de gik i gang med at ‘islamisere’ hele Afghanistan, bl.a. ved at sætte voldsomme begrænsninger for kvinders muligheder og indføre straffeformer som håndsafhugning, stening og piskning. Pigeskoler blev lukket og forbudt, og kvinder blev påbudt at gå i den heldækkende burka. Mændene gik heller ikke fri af de nye regler; de skulle gro langt skæg og møde op til daglige bønner i moskeen. For nogle kvinder i Afghanistan var forskellen på tiden før og under Taliban alt i alt ikke så stor i deres daglige liv. Deres bevægelsesfrihed og de normer, de var underlagt, var i det store og hele de samme som tidligere. En del af Talibans regler udsprang nemlig af gamle pashtunske skikke, samlet kaldet ‘pasthunwali’ (se FIG. 5.3), og var således ikke nødvendigvis i modstrid med afghansk kultur, som de kendte den. Taliban strammede således reglerne temmelig meget, men ofte var det i rimelig overensstemmelse med de normer, som landbefolkningen levede efter. I de større byer, især i Kabul, var der imidlertid tale om en enorm forskel. Her havde livet før Taliban været præget af langt friere omgangsformer end ude på landet, og ikke mindst kvinderne havde i Kabul og andre store byer vænnet sig til en større grad af frihed end den, deres medsøstre på landet havde. De havde nydt godt af de rettigheder til kvinder, der blev indføjet i forfatningen i begyndelsen af 1970’erne, og de var i stigende grad begyndt at arbejde uden for hjemmet bl.a. som læger og ingeniører. I Kabul gik en del kvinder fra 1970’erne og frem uden slør og i moderne europæisk tøj, endda nogle gange i lårkorte kjoler. Men ude på landet gik kvinderne stadigvæk tilslørede, som regel i burka, i hvert fald når de færdedes offentligt. Tilbage i 1977 havde en gruppe kvinder i Kabul stiftet “Revolutionary Association of the Women of Afghanistan” (RAWA), der havde som mål at sikre alle afghanske kvinder reel frihed og lighed. Organisationen reagerede på Talibanstyrets voldsomme begrænsning af kvinders frihed ved at organisere hemmelige hjemmeskoler for piger og illegale sundhedsklinikker for piger og kvinder. (se FIG. 5.4) Men Taliban satte håndhævelsen af shariareglerne effektivt i system og udøvede dem

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Talibanregler for kvinder

_49

FIG. 5.4

Taliban indførte en lang række forbud, der især gjaldt kvinder, bl.a. blev det forbudt for kvinder at: • arbejde uden for hjemmet – også for lærere, læger og ingeniører • gå uden for hjemmet eller køre i taxa uden ledsagelse af en mahram (mandlig værge/ledsager, f.eks. far, bror eller søn) • tale med eller give hånd til mænd, der ikke er mahram • køre på cykel og motorcykel, også med en mahram • handle med mandlige butiksejere, blive behandlet af mandlige læger, få taget mål/syet tøj af mandlige skræddere • modtage undervisning på skole, universitet eller anden uddannelsesinstitution • bruge make-up, gå med højhælede sko eller bære stærkt farvet tøj • grine højlydt (ingen fremmed mand må høre en kvindes stemme) • optræde i radio, tv og sammenkomster af enhver art • dyrke sport eller befinde sig i et sportscenter • samles ved festlige lejligheder, såsom eid (religiøs højtid, f.eks. ved fastemånedens afslutning), eller til rekreative formål • vaske tøj ved floder og på offentlige steder • vise sig på altaner ved deres lejlighed eller hus • benytte offentlige badeanstalter Straffene for at overtræde disse regler var f.eks.: • en kvinde, der ikke bar burka eller ikke dækkede sine ankler, kunne straffes med mundtlig irettesættelse eller piskeslag. Samme straf ramte kvinder, der færdedes offentligt uden mahram • en kvinde, der dyrkede sex uden for ægteskab, kunne straffes med stening til døden • en kvinde, der brugte neglelak, risikerede at få fingrene amputeret Taliban gennemførte desuden tiltag for at ‘beskytte’ kvinder mod overgreb og synd: • stednavne med ordet ‘kvinde’ ændredes, f.eks. ‘Kvindehaven’ til ‘Forårshaven’  • lavt siddende vinduer blev overmalet, så kvinder ikke kunne ses udefra • offentlige busser blev delt op i busser for mænd og for kvinder • det blev forbudt at trykke foto af kvinder i aviser og bøger og hænge foto af kvinder op i hjemmet Kilde: RAWA, www.rawa.org

med hård hånd. De organiserede et ‘religiøst politi’ under “Ministry for the Promotion of Virtue and Punishment of Vice” (Ministeriet for Fremme af Dyd og Straf af Laster), som bestod af mænd med langt skæg og sorte turbaner, der kørte rundt i pickups med åbne lad, hvorfra de overvågede, at befolkningen gjorde som foreskrevet. Hvis ikke skred ministeriets mænd hurtigt ind med fysisk afstraffelse, f.eks. slag med køller. Desuden lagde Taliban omfattende begrænsninger på det kulturelle liv. Musik blev bandlyst, tv-apparater smadret, fotografering, sportsarrangementer og andre fritidsaktiviteter forbudt. Taliban indførte sågar et forbud mod drageflyvning, en meget populær aktivitet i Afghanistan. Traditionen for drageflyvning er i øvrigt et tema i den prisbelønnede film “Drageløberen”, som er baseret på succesforfatteren Khaled Hosseinis roman af samme navn.

5.6 Sikkerhed, stabilitet – og sult For mange afghanere var Talibans magtovertagelse imidlertid ikke kun et spørgsmål om nye religiøse regler, men om at de umiddelbart oplevede større sikkerhed og stabilitet i deres dagligdag. Før Taliban overtog magten i det meste af Afghanistan, var landet delt i små enklaver, styret af hver sin krigsherre. Krigsherrerne havde kæmpet mod hinanden i en uoverskuelig serie af alliancer, forræderier og blodsudgydelser. Disse rivaliseringer satte Taliban en stop-

_50

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Tørklæde, burka … og turban “Sig til de troende kvinder, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring…” (Sura 24, vers 31, Koranen. Oversat af Ellen Wulff. Forlaget Vandkunsten, 2006). Det er bl.a. dette Koranvers, som mange muslimer tolker sådan, at kvinder bør dække deres hår. Andre tolker det sådan, at

Pashtunerne er som regnsået hvede: De blev alle ti den samme dag; de er alle af det samme. Men hovedårsagen til, at jeg elsker en pashtun, er, at han vasker sit ansigt, olierer sit skæg, parfumerer sine lokker og tager sit bedste tøj på, når han skal ud og kæmpe og dø. Ghani Khan, digter (1914-1996)

kvinder bør være helt tildækket, mens andre igen mener, at det alene handler om at klæde sig anstændigt. Muslimske kvinders klædedragt er desuden påvirket af lokale traditioner, som de deler med ikke-muslimer, og som ofte kan spores tilbage til tiden før islam.  Burkaen er et lokalt afghansk fænomen, som mange kvinder har båret både før og efter Taliban-styret. Den oprindelse kan spores helt tilbage til tiden før islam, så

FIG. 5.5 tildækning af kvinden i det offentlige rum er altså en lang tradition i Afghanistan.  Det samme gælder mandlig hoved beklædning, f.eks. turbanen, der i sin sorte udgave er blevet kendt som Talibans kendetegn, men i realiteten er udbredt blandt mange afghanske mænd, som ikke har nogen tilknytning til Taliban.

per for, og i de områder, som bevægelsen befriede, blev om ikke Taliban, så dog den mere stabile situation hilst med begejstring. Den lange periode med krig havde også medført, at der stort set ikke herskede lov og ret, altså bortset fra den stærkeste krigsherres ret. Talibans regime varslede også, hvad dette angik, mere orden. Taliban indførte som nævnt en meget striks fortolkning af sharialoven, som ramte især kvinderne hårdt. Men samtidig oplevede befolkningen mange steder, at der trods alt under Taliban var en vis sammenhæng mellem regler og praksis, og at de i hvert fald vidste, hvordan reglerne var. Det totale kaos under krigen var afløst af en streng, men lidt mere gennemskuelig orden. Taliban brugte altså mange kræfter på at sikre lov og orden. De brugte knap så mange kræfter på at sørge for, at befolkningen ikke sultede. I perioder var halvdelen af landets befolkning afhængig af fødevarehjælp udefra. Men det huede ikke Taliban at være nødsaget til at modtage hjælp fra det ‘amoralske’ Vesten. På et tidspunkt forbød Taliban f.eks. FN’s World Food Program at udlevere brød til fattige familier fra bagerier i Kabul, fordi der var kvinder ansat i nogle af bagerierne. Sulten, nøden og undertrykkelsen i Afghanistan under Taliban fik kun meget begrænset opmærksomhed i den vestlige verden. Først da Taliban i marts 2001 sprængte to kæmpestore Buddha-statuer i luften i Bamiyan i det centrale Afghanistan, blev Talibanstyret for alvor et hot politisk tema i Vesten. Statuerne, der var henholdsvis 37 og 55 meter høje, var skåret ud direkte i sandstensklipperne i 5-600-tallet. Taliban sprængte dem i stykker med den begrundelse, at de var udtryk for afgudsdyrkelse og derfor imod islam. Sprængningen blev fordømt over hele verden. Efter Talibans fald blev det diskuteret, om de to Buddhastatuer skulle genopbygges, men ved en Unesco-konference i Paris i 2011 blev et hold internationale eksperter enige med et hold afghanske delegerede om, at man ikke vil genrejse statuerne. Resterne af dem er i for dårlig stand til, at det kan lade sig gøre at genopbygge dem præcist nok. Desuden vurderede eksperterne, at der også kan være en pointe i, at ødelæggelsen er synlig for eftertiden, fordi den fortæller en historie om tiden under Taliban. Planen er nu, at den mindste figur skal samles delvist, mens hulrummet i klippesiden, hvor den største Buddha-figur stod, skal stå som minde om det kulturelle overgreb, som Taliban gjorde sig skyldig i. (4)

5.7 Nordalliancens sidste bastioner Under Talibanstyret fik de såkaldte ‘arabere’ fra modstandskampen mod de sovjetiske tropper en øget betydning og indflydelse. Organiseret i al-Qaida blev de brugt som regimets villige soldater mod befolkningen. Nord for Kabul, på Shomali-sletten, blev al-Qaidas tropper sat ind, og med megen brutalitet ryddede de området for mennesker. Landsbyerne på

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

den frugtbare slette har traditionelt været hovedleverandører af fødevarer til Kabul. Men under Taliban blev beboerne fordrevet, vandingsanlæg blev ødelagt, og mange af husene og markerne blev mineret, så det var livsfarligt at færdes der. Ødelæggelserne sætter stadig sit præg på Afghanistan, og en del af genopbygningsindsatsen består i at reparere de ødelagte vandingsanlæg, ikke kun på Shomali-sletten, men over hele landet (se s. 73, 105). Shomalisletten blev ryddet, fordi den lå i frontlinjen mellem Taliban og styrets sidste modstander, Nordalliancen. I nord støder sletten op til Pansjir-dalen, hvor Nordalliancen ledet af Massoud holdt stand. Som årene gik, blev Nordalliancen dog trængt længere og længere væk fra Kabul, langt op i det bjergrige område i det nordøstlige hjørne af Afghanistan. Under hele Talibans regeringstid i Afghanistan (1996-2001) beholdt Rabbani titlen som præsident og var internationalt anerkendt som sådan, også selvom han opholdt sig i det lille nordøstlige område af landet, som Taliban endnu ikke havde indtaget.

5.8 En nation af flygtninge Mens det internationale samfund især bekymrede sig for, om uroen i Afghanistan ville få konsekvenser for sikkerheden i resten af verden, levede millioner af afghanere som flygtninge uden for deres fødeland – uden udsigt til at kunne vende tilbage. Det gjaldt f.eks. i Akora Khattak-flygtningelejren i Pakistan, en times kørsel fra Peshawar. Her boede der omkring årtusindskiftet cirka 20.000 mennesker stuvet tæt sammen i små lerklinede huse. Hver måned ankom 30-40 nye familier til lejren, og de blev i første omgang indkvarteret i telte. Nogle fik arbejde i lejren, f.eks. med at bygge huse til andre flygtninge, men andre var arbejdsløse og havde intet andet end de få ejendele, de havde fået med sig på flugten, typisk nogle tæpper og lidt køkkengrej. Mange af flygtningene var frustrerede over at gå ledige og syntes, at den daglige brødration, der blev udleveret, var for lille. For de arbejdsløse var det desuden svært at benytte sig af de indkøbsmuligheder, der faktisk var i lejren; de havde simpelthen ikke penge til at købe noget i de små butikker, der fandtes langs lejrens hovedgade. I lejrens fødeklinik var der til gengæld rigeligt at gøre for de flygtninge, der havde en uddannelse som læger eller sygeplejersker med i bagagen, og for nogle af kvinderne i lejren var det en chance for igen at virke inden for deres fag efter gennem flere år at have været tvunget ind i en passiv tilværelse bag hjemmets fire vægge. Talibans regler (se FIG. 5.4) betød, at kvindelige læger og sygeplejersker fik forbud mod at arbejde. Men i flygtningelejren kunne de igen gøre brug af deres erfaring i den lille klinik, som blot udgjordes af et simpelt rum med en briks, et bord, en stol og en blodtryksmåler. Syv-otte kvinder fødte her hver måned. De cirka 20.000 afghanere i Akora Khattaklejren delte skæbne med adskillige millioner afghanere, som siden Sovjets invasion af deres hjemland i 1979 var blevet tvunget på flugt. Da antallet af flygtninge var højest omkring 1990, levede ca. seks millioner afghanere som flygtninge uden for deres eget land. De fleste fik i første omgang beskyttelse i Iran eller Pakistan, og i Pakistan i områderne omkring Peshawar og Quetta blev flygtningene generel modtaget som brødre. Det skyldtes i høj grad, at pashtunerne lever på begge sider af Afghanistan/Pakistan grænsen, kaldet Durandlinjen (se s. 22-23). Mange boede i årevis i flygtningelejre, som nogle af mujahedin-grupperne var med til at administrere. Andre fik efterhånden arbejde og kunne bosætte sig i Peshawar, Quetta eller andre byer. I begyndelsen af 2000 havde flygtningene ingen anelse om, at et terrorangreb på USA mindre end to år senere ville føre til Talibans fald.

_51

_52

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 6

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_53

KAPITEL 6 Efter 11. september 2001 – Jagten på Osama bin Laden

6.1 Osama og den amerikanske forbindelse Talibanstyret blev kun anerkendt af tre lande, nemlig Pakistan, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. På et tidspunkt støttede den amerikanske regering dog angiveligt forhandlinger mellem Taliban og et amerikansk firma om at bygge en olie- og gasledning gennem Afghanistan. Den amerikanske regerings engagement er blevet set som et tegn på, at USA var villig til at anerkende Taliban under én eller anden form. Det kan skyldes, at Taliban var svoren modstander af det iranske styre, som USA i mange år har set som én af sine største fjender. En afgørende forhindring for, at USA kunne anerkende Talibanstyret, var dog Talibans relation til al-Qaida og organisationens leder Osama bin Laden. Paradoksalt nok var det netop USA i en alliance med Pakistan og Saudi-Arabien, der havde været med til at støtte Osama bin Laden i skabelsen af al-Qaida. I et forsøg på at vinde endnu en front i Den Kolde Krig (se FIG. 3.1, s. 33) mod det kommunistiske Sovjetunionen støttede USA Osama bin Laden og en række andre arabere, da de i 1980’erne tog til Peshawar i Pakistan for at deltage i ‘den hellige krig’ (jihad) mod besætterne af Afghanistan. Som mange andre blev Osama bin Laden budt velkommen til Peshawar af Abdullah Azam, den lokale leder af Det Muslimske Broderskab. Azam, der var palæstinenser, havde tætte forbindelser til flere islamistiske mujahedin-ledere, og hans organisation modtog penge fra den saudiske efterretningstjeneste, Saudi-Arabiens Røde Halvmåne, The World Muslim League (som især Saudi-Arabien står bag) samt private donorer, heriblandt flere saudiske prinser. Abdullah Azam blev dræbt ved en bombeeksplosion i Peshawar i 1989, og derefter overtog Osama bin Laden organisationen og opbyggede sammen med egypteren Ayman alZawahiri al-Qaida (Basen). Det foregik også med hjælp fra USA, som bl.a. var med til at indrette hulekomplekset i Tora Bora-bjergene ved grænsen mellem Afghanistan og Pakistan.

FIG. 6.1

Jihad Jihad betyder ‘anstrengelse’ og henviser til den indsats, den enkelte muslim bør gøre sig for at leve efter islams anvisninger. Ordet oversættes dog også til ‘hellig krig’. I nogle af Koranens vers opfordres muslimer til at føre Jihad, i betydningen væbnet kamp, mod en bestemt stamme i Mekka, fordi den forsøgte at forhindre, at islam blev etableret. I islamisk teologi skelner man typisk mellem ‘den store Jihad’, som er den kamp, den en-

kelte muslim fører imod sit eget ego og sine tilbøjeligheder til ikke at efterleve islam, og ‘den lille Jihad’, som er den væbnede kamp for at sikre islams overlevelse. Hvornår man som muslim har ret til at udføre den lille Jihad, er der stor uenighed om. De fleste muslimer mener, at det kun gælder, når muslimer ellers er helt udelukket fra at praktisere deres religion. Visse islamistiske grupper mener imidlertid, at Jihad som væbnet kamp

– også i form af drab på civile – er legitim, så længe ikke-muslimer kulturelt, politisk, økonomisk og militært dominerer på globalt plan. Blandt tilhængerne af denne tolkning er al-Qaida. En del af de Taliban-relaterede oprørere i Afghanistan mener, at deres væbnede modstand mod de udenlandske styrker og disses samarbejdspartnere (herunder den afghanske regering) er en legitim form for Jihad.

_54

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Al-Qaida blev samlingspunkt for arabere, som deltog i kampene i Afghanistan, og organisationen bistod med at rekruttere, finansiere, transportere og træne sunnitiske arabere til den afghanske modstandsbevægelse. Al-Qaida var dog ikke populær blandt de øvrige modstandsgrupper, og i 1990 rejste Osama bin Laden hjem til Saudi-Arabien, desillusioneret over rivaliseringen mellem de forskellige mujahedingrupper. I 1992 tog han til Sudan for at tage del i den islamiske revolution der, og i 1994 blev han på grund af sin mangeårige kritik af den saudiske kongemagt frataget sit saudiske statsborgerskab. Fire år efter, i 1996, rejste bin Laden tilbage til Afghanistan med koner og børn, og samme år udstedte han sin første deklaration om ‘hellig krig’ (jihad) mod USA, som han beskyldte for at have besat Saudi-Arabien. I 1997 lavede han en aftale med Talibanlederen mullah Omar og flyttede til Kandahar, hvor han stillede nogle af sine tropper til rådighed for Taliban i krigen mod Nordalliancen. Året efter stod al-Qaida bag bombninger af USA’s ambassader i Kenya og Tanzania, hvor 220 mennesker blev dræbt. (se FIG. 6.1)

6.2 Forhandlinger mellem Taliban og USA Ved flere lejligheder forlangte USA, at Taliban skulle udlevere Osama bin Laden til retsforfølgelse i USA, fordi al-Qaida var mistænkt for at stå bag terrorangreb mod amerikanske mål i Afrika og Mellemøsten. Men Taliban nægtede at udlevere bin Laden og henviste til, at de ikke ville smide deres gæst på porten. Realiteterne bag dette var, at al-Qaidas tropper bidrog til at holde Taliban ved magten. Desuden håbede Talibanledelsen i et stykke tid at kunne slå en handel af med USA: Hvis USA ville anerkende Talibanstyret, ville Taliban til gengæld udlevere Osama bin Laden. Der blev ført hemmelige forhandlinger mellem de to parter, som dog aldrig nåede til enighed om en aftale. (1) I august 1998 bombede USA en af al-Qaidas træningslejre i Afghanistan. Samtidig destruerede man i Sudan, hvad der blev beskrevet som en fabrik, der lavede kemiske våben og tilhørte al-Qaida. Bombningerne foregik med raketter affyret fra amerikanske krigsskibe i Det Indiske Ocean. Begge steder døde flere mennesker, men Osama bin Laden blev ikke ramt. I USA og i Europa så man med stigende bekymring på udviklingen i Afghanistan, hvorfra al-Qaida og Osama bin Laden under Talibans beskyttelse langsomt, men sikkert oprustede i terrorkrigen mod USA og den vestlige verden.

6.3 Terrorangrebet ændrede alt Alt blev forandret den 11. september 2001, hvor Osama bin Laden og al-Qaida stod bag verdens mest kendte terrorangreb, rettet mod World Trade Center i New York samt Det Hvide Hus og Pentagon i Washington. (2) Da de to tvillingetårne sank i grus på Manhattan, blev der åbnet for en helt ny udvikling i Afghanistan. Knap en måned senere, den 7. oktober 2001, angreb de første krigsfly Afghanistan, hvorefter bomber og missiler regnede ned over landet. Flere mujahedinledere forsøgte nu fra Pakistan at trænge ind i Afghanistan og få især pashtunerne til at rejse sig militært mod Taliban. En af dem var Hamid Karzai (pashtun), men det endte med, at amerikanerne måtte hjælpe ham med at komme ud af landet igen. En anden var Abdul Haq (pashtun), kendt kommandør fra krigen mod Sovjetunionens besættelse og bror til Abdul Qadir, der var guvernør i provinsen Nangarhar, før Taliban fordrev ham i 1996. Abdul Haq var stærk modstander af amerikansk invasion i Afghanistan, og han forsøgte at mobilisere en afghansk opstand mod Taliban. Han var desuden en af de få mujahedin-ledere, som formåede at forene flere etniske grupper. Sammen med en gruppe mænd blev Abdul Haq i slutningen af oktober 2001 taget til fange af Taliban i Afghanistan, hvorefter Taliban henrettede ham. Der verserer rygter om, at CIA var involveret i dette, muligvis i samarbejde med den pakistanske efterretningstjeneste ISI. (3)

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Hverken Taliban eller al-Qaida kunne stille noget op over for USA’s militære overmagt, og ret hurtigt faldt Talibanstyret sammen. Herefter blev store dele af Afghanistan befriet af Nordalliancen eller af lokale krigsherrer. Først til at indtage Kabul var Nordalliancen. Efter magtovertagelsen blev Burhanuddin Rabbani formelt præsident igen, men han overlod hurtigt posten til en midlertidig præsident, Hamid Karzai, der blev udpeget ved et internationalt møde i Bonn i Tyskland i december 2001. Landet kom nu til at hedde Den Islamiske Republik Afghanistan.

6.4 Taliban og al-Qaida på flugt Inden det amerikanske angreb på Afghanistan havde Osama bin Laden søgt tilflugt i nogle grotteanlæg i Tora Bora-bjergene, som USA i øvrigt havde hjulpet med at udbygge. Men i oktober 2001 måtte bin Laden tage flugten, formodentlig til Pakistan. Muligvis opholdt han sig i Pakistan i de næste 10 år. Det var i hvert fald her, amerikanerne til sidst opsporede og dræbte ham i maj 2011. Også Talibans grundlægger, mullah Omar, stak halen mellem benene efter amerikanernes bombardementer og flygtede til Pakistan sammen med adskillige andre ledere og krigere fra Taliban og al-Qaida. Han opholder sig formentlig stadig i de pashtunske stammeområder i Pakistan, muligvis under beskyttelse af den pakistanske efterretningstjeneste ISI. Efter Talibanstyrets fald i 2001 voksede en afdeling af Taliban frem i de pashtun-dominerede stammeområder i Pakistan (se s. 85), hvor de ligesom andre islamistiske bevægelser fandt et fristed. USA har lige siden presset Pakistan til at bekæmpe de terroristiske grupper på sit territorium, men dels har det pakistanske militær og den pakistanske regering begrænset kontrol med områderne; dels er det uklart, hvorvidt Pakistans regering reelt har viljen til at sætte ind over for Taliban. USA har derfor også forsøgt at tage sagen i egen hånd, blandt andet ved at sende førerløse droner med raketter mod formodede opholdssteder for Talibanledere, både i grænseregionerne og i selve Afghanistan.

_55

_56

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

TIDSLINJE Afghanistan efter Taliban 13. november 2001

Nordalliancen indtager Kabul

22. december 2001

December 2001

Med mandat fra Afghanistans FN skabes og overgangs indsættes den regering internationale under ledelse af militære Hamid styrke ISAF Karzai indsættes (International Security Assistance Force), med bl.a. dansk deltagelse, til at sørge for fred og sikkerhed i Kabul og omegn

August 2003

Oktober 2003

NATO overtager styringen af ISAF’s operationer

ISAF’s mandat udvides til at gælde hele Afghanistan

Januar 2004

7. december 2004

Afghanistans Hamid Karzai grundlovs tages i ed som givende forsam- Afghanistans ling, Loya Jirga, første bliver enig om folkevalgte ny forfatning præsident

18. september 2005

Første valg til parlamentet og provinsrådene

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_57

8. december 2005

10. december 2007

27. marts 2009

4. april 2009

20. juli 2010

NATO beslutter at udvide ISAF’s ope rationsområde til også at omfatte den sydlige og østlige del af Afghanistan

Efter flere dages hårde kampe erobrer britiske og amerikanske styrker sammen med afghanske enheder den omstridte by Musa Qala i Helmandprovinsen

Præsident Obama sender yderligere 4.000 soldater af sted for at træne det afghanske mili tær. Det bringer den samlede ISAF-styrke op på ca. 90.000 soldater

Anders Fogh Rasmussen vælges som ny generalsekretær for NATO og overtager dermed et hovedansvar for krigen i Afghanistan

Afghanistan skal stå på egne ben inden for fire år. Det bliver 60 udenrigsministre enige om på en stor, international konference i Kabul

2. maj 2011

Osama bin Laden er dræbt: al-Qaida-lederen Osama bin Laden er blevet dræbt af amerikanske soldater under en aktion mod hans skjulested nær Pakistans hovedstad, Islamabad

19. juni 2011

Præsident Hamid Karzai bekræfter for første gang, at Taliban og USA er i forhandlinger om en afslutning på krigen i Afghanistan. FN’s Sikkerhedsråd har ligeledes besluttet at skelne mellem Talibanere og al-Qaida-medlemmer, så FN-sanktioner kun omfatter al-Qaida

Kilder: “Det nye Afghanistan”: www.dr.dk/Undervisning/Gymnasium/Detnyeafghanistan, www.jp.dk, www.pol.dk, www.isafnato.int

_58

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

”Man skal dog heller ikke glemme, at de lokale afghanere blot ønsker at overleve. Og efter 25 år med krig kan man vel ikke forvente andet, end at de holder med den stærkeste part.” Thomas Larsen, udsendt som officer til Afghanistan i 2006, i ”Dagbog fra Afghanistan” (Borgen, 2008)

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

DEL II Det nye AFGHANISTAN Afghanistan – KAMPEN Kampen for FOR freden FREDEN

_59

_60

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 7

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_61

KAPITEL 7 Store fredsforventninger – Bristede drømme

7.1 Kampen for freden begynder Da Talibanstyret kollapsede i november 2001, var krigen formelt set vundet. Det tændte en stor optimisme hos mange afghanere, både i selve Afghanistan og i de tæt befolkede flygtningelejre. Nu skulle landet rejse sig igen efter årtiers uafbrudt krig og kaos. De smadrede veje og udbombede byer skulle genopbygges, og der skulle indføres demokrati og menneskerettigheder. Samtidig var der et stort håb om bedre sundhed og uddannelse, ja i det hele taget bedre levevilkår. Krigen mod Talibanstyret var vundet i løbet af kort tid; nu gjaldt det kampen for freden. Først og fremmest var der brug for bedre sikkerhed. Som en udløber af Bonn-konferencen vedtog FN’s Sikkerhedsråd den 20. december 2001 resolution 1386, der betød oprettelse af en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan, International Security Assistance Force (ISAF). (se FIG. 7.1) Briterne tilbød at lede ISAF. Men amerikanerne modsatte sig, at sikkerhedsstyrkerne skulle sættes ind i hele Afghanistan, så ISAF fik kun mandat til at operere i Kabul og nærmeste omegn. Det amerikanske militær havde stadigvæk travlt med at lede efter al-Qaida- og Talibanfolk i resten af landet, og det ville de ikke forstyrres i. Hermed blev der fra start skabt to ikke koordinerede militære strukturer, som stadigvæk er opretholdt: det amerikanske militær, som er på terroristjagt, og ISAF, som skal sørge for sikkerhed. Danske soldater deltog fra begyndelsen i begge dele (se kapitel 8).

7.2 Gyldne håb I januar 2002 blev der afholdt en konference i Tokyo, hvor repræsentanter fra flere end 60 lande og 20 internationale hjælpeorganisationer deltog. Her lovede deltagerne samlet at donere 4,5 milliarder US$ over fem år til genopbygningen af Afghanistan.

Udenlandske soldater i Afghanistan I alt var der i starten af 2012 omkring 130.000 udenlandske soldater i Afghanistan, heraf 89.000 fra USA. Planen er, at alle internationale kampstyrker skal være ude af landet med udgangen af 2014. I ISAF-styrken har der deltaget soldater fra over 50 lande, herunder alle 28 NATOlande. USA har stillet med klart flest soldater. I begyndelsen satte amerikanerne dog

kun nogle få tusinde soldater ind i krigen i Afghanistan, og antallet steg kun langsomt til ca. 10.000. I slutningen af 2003 blev antallet så sat yderligere i vejret, hvorefter det nåede op på 25.000-35.000 i årene 2007 og 2008. Herefter steg det dramatisk til omkring 100.000 i 2010, hvorefter det fra slutningen af 2011 er faldet. I januar 2012 var der

FIG. 7.1 89.000 amerikanske soldater tilbage i Afghanistan; i januar 2013 var tallet omkring 66.000 ud af de i alt ca. 100.000 internationale styrker.  USA’s engagement i Afghanistan har således været i mindre skala end i Irak, hvor antallet af soldater fra begyndelsen var i størrelsesordenen 150.000. Kilder: New York Times & Brookings Institute

_62

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 7.2

Afghanistan tur-retur Lige efter Talibanstyrets fald i slutningen af 2001 var der ifølge UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat) 3,7 mio. afghanske flygtninge i Pakistan og Iran og 1,2 mio. internt fordrevne i Afghanistan. To år senere var ca. 2 mio. af disse flygtninge vendt tilbage til Afghanistan, og omkring 750.000 internt fordrevne var flyttet tilbage til deres oprindelige levested.  Året efter, i december 2004, var flygtningestrømmen imidlertid

vendt igen, så antallet af afghanere, der flygtede fra Afghanistan, var højere end det antal, der vendte tilbage. I Iran og Pakistan var der 285.000 flere afghanske flygtninge end et år tidligere. I oktober 2006 var sikkerhedssituationen i det sydlige Afghanistan så dårlig, at antallet af internt fordrevne i landet igen steg. I slutningen af 2011 var i alt 5,7 millioner flygtninge dog vendt tilbage til Afghani-

stan siden Talibans fald. Men 40 % af dem boede i lejre eller på gaden under en presenning. Det fik lederen af FN’s flygtningeprogram i Afghanistan, Peter Nicolaus, til at kalde UNHCR’s strategi i landet for “den største fejltagelse, UNHCR nogensinde har begået”, og han kaldte flygtningeprogrammet “en stor fiasko”.

Mange af de hundrede tusinder af flygtninge begyndte også at vende tilbage til landet fra de flygtningelejre, hvor mange af dem havde opholdt sig i årtier. (se FIG. 7.2) Et halvt år efter blev der i Kabul afholdt en Loya Jirga (et stort rådsmøde), hvor der deltog cirka 2.000 repræsentanter fra hele Afghanistan, heriblandt adskillige af de krigsherrer, som i starten af 1990’erne sloges om magten i landet og var med til at lægge Kabul i ruiner. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch blev flere af aftalerne på mødet reelt indgået mellem nogle af de mest betydende krigsherrer, hvoraf nogle deltog, uden at de var blevet udpeget som delegerede. For første gang i Afghanistans historie deltog også nogle kvinder i Loya Jirga. Hamid Karzai blev af deltagerne i Loya Jirga’en valgt som midlertidig præsident i to år. (se FIG. 7.3) Den tidligere konge, 87-årige Zahir Shah, der siden kuppet mod ham i 1973 (se s. 25, 27) havde boet i Rom, var kommet til Afghanistan, og flere delegerede ønskede, at han skulle være landets overhoved. Men efter pres fra FN og USA, bl.a. den særlige rådgiver Zalmay Khalilzad, stillede han ikke op. I stedet for fik han den ærefulde titel “Nationens Fader”. En midlertidig regering blev valgt og fik til opgave at udarbejde en ny forfatning. En

FIG. 7.3

Hamid Karzai Pashtunske Hamid Karzai (f. 1957) blev set som den store redning for Afghanistan, da han blev udnævnt som præsident på Bonnkonferencen i december 2001. Som etnisk pashtun fra en anset familie i Kandahar havde han mulighed for at få opbakning hos landets største etniske gruppe, som havde udgjort kernen i Taliban. I lang tid blev han set som USA’s darling. I 2007 blev han af modemagasinet Esquire udpeget som nr. 10 på magasinet over verdens bedst klædte mænd. Men han blev samtidig af mange lidt hånligt kaldt “Borgmesteren i Kabul” og “USA’s hånddukke”, fordi hans magt stort set kun rakte til Kabul og omegn, og

fordi han i høj grad var præsident på USA’s nåde og ikke havde den store folkelige opbakning, man havde håbet på. I 2002 blev han valgt som midlertidig præsident ved Loya Jirga i Kabul. I 2004 var der præsidentvalg med afstemning i hele landet, og her blev han valgt som præsident for fem år. I 2009 blev han genvalgt ved et valg, der blev kritiseret for massiv valgsvindel.  Især efter valget i 2009 har Karzai mistet en del af opbakningen fra USA. Vestlige kritikere har beskyldt Karzai for svag ledelse, for at indgå aftaler med krigsherrer, tolerere narkosmuglere og ignorere omsiggribende korruption, som

har skabt grobund for oprøret mod hans egen regering. Obama-administrationen i USA har gjort det til et vigtigt politisk mål at bekæmpe korruptionen i den afghanske regering, og forholdet mellem præsident Obama og præsident Karzai er ikke det bedste. Amerikanske embedsmænd erkender dog, at der ikke er oplagte alternativer til Karzai. Kilder: New York Times, bl.a.: http://topics. nytimes.com/top/reference/timestopics/ people/k/hamid_karzai/index.html www.nytimes.com/2012/03/18/world/ asia/gulf-widens-between-us-and-an-increasingly-hostile-karzai.html

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_63

FIG. 7.4

Guantánamo Guantánamo er en amerikansk militærbase på sydøst-spidsen af Cuba, på et stykke land, som USA’s militær har haft kontrol med siden 1903 og har en 99-årig lejekontrakt på fra 1934. På initiativ af den daværende amerikanske præsident George W. Bush blev der i 2002 etableret en fangelejr på basens område. En lejr, hvor krigsfanger fra Afghanistan (og siden Irak) kunne interneres. Fangerne blev kategoriseret som “illegal enemy combatants” – “ulovlige fjendtlige kombattanter”. Her blev fangerne iklædt orange kedeldragter og fik lænker om fødderne og sad i udendørs bure, mens solen bagte ned på dem. Uden for burene patruljerede vagter med våben og hunde. Den amerikanske regering havde den holdning, at eftersom Guantánamo ikke er

en del af USA, så gælder landets love ikke dér. Det betød, at fangerne i Guantánamo ikke fik den form for beskyttelse, som det kræves ifølge Genèvekonventionen, selv om USA har tilsluttet sig konventionen. De blev afhørt om deres viden om al-Qaida og Taliban og deres forbindelser hertil uden, at der var rejst sigtelse imod dem, og uden at de blev stillet for en dommer. En enkelt dansker, Slimane Hadj Abderrahmane, har siddet i Guantánamo. Han blev fanget i Afghanistan/Pakistan i december 2001 og fløjet til Guantánamo i februar 2002. I februar 2004 blev han løsladt og fløjet til Danmark. I alt har USA siden 2002 anbragt 770 fanger i Guantánamo-lejren; heraf er ni døde i lejren, mens 604 er blevet løsladt,

langt de fleste uden at der er rejst tiltale mod dem. 166 holdes stadig fanget i Guantánamo ifølge tal fra New York Times fra januar 2013. Mange af fangerne har været udsat for tortur i lejren, f.eks. i form af “waterboarding”, vedvarende isolation, søvnmangel og langvarig udsættelse for kulde. I januar 2009 udtalte den nyvalgte amerikanske præsident Barack Obama, at Guantánamo-lejren skulle lukkes i løbet af et år. Det er dog fortsat ikke sket.   New York Times har en hjemmeside, der giver oversigt over fanger i Guantánamolejren: projects.nytimes.com/guantanamo Se også temaartiklen “Guantanámo” på www.faktalink.dk

af de nyvalgte vicepræsidenter, Haji Abdul Qadir, blev i juli samme år skudt og dræbt ved et attentat i Kabul. Der var også senere på året et mislykket attentat mod Hamid Karzai. Det var tydeligt, at kampen for freden langtfra var vundet.

7.3 Amerikanernes terrorkrig Mange afghanere opfattede i begyndelsen de amerikanske styrker som befriere, der havde gjort dem fri af Talibans undertrykkelse. Den amerikanske indsats havde dog især ét hovedformål: at finde og tilfangetage eller dræbe formodede terrorister fra al-Qaida og Taliban. Det var en direkte konsekvens af, at den daværende amerikanske præsident George W. Bush den 20. september 2001 havde erklæret “War on terror” (“Krig mod terror”) efter terrorangrebet mod bl.a. World Trade Center i New York 11. september. Målsætningen for den amerikanske indsats betød, at freden havde svært ved at indfinde sig i Afghanistan. Og der gik heller ikke længe, før der blev rejst kritik af de amerikanske soldaters fremfærd over for civile afghanere, bl.a. deres natlige razziaer i afghanske huse, hvor flere civile blev dræbt, og hvor soldaterne ofte ikke respekterede samfundsnormerne omkring, at kvinder f.eks. ikke må eksponeres over for fremmede mænd. (1) Internationalt blev der rejst kritik af, at USA fragtede formodede terrorister, pågrebet i Afghanistan eller Pakistan, til fangelejren Guantánamo (se FIG. 7.4) på Cuba, hvor de blev holdt lænket hver for sig klædt i orange fangedragter som “illegal enemy combatants” “ulovlige fjendtlige kombattanter”. (2) Amerikanerne havde som nævnt besluttet, at ISAF ikke skulle operere uden for Kabul. I stedet indgik de aftaler med et antal krigsherrer rundt om i landet om, at de skulle stå for sikkerheden, og det medførte i flere tilfælde store problemer, fordi civile blev bombet og dræbt. Ved flere lejligheder angreb amerikanerne bryllupsselskaber, hvor gæsterne fejrede begivenheden ved at skyde op i luften. Amerikanerne troede fejlagtigt, at der var tale om skydning fra Talibankrigere. Den 1. juli 2002 blev sådan et bryllupsselskab i Uruzganprovinsen nord for Kandahar bombet, og ifølge CNN blev mindst 40 af festdeltagerne dræbt. Tre dage senere samledes omkring 200 mænd og kvinder på gaden i Kabul i den første anti-amerikanske demonstration siden befrielsen fra Taliban året før. (3)

“Når to tredjedele af afghanerne frygter fremtiden, er det med god grund. Risikoen for et rigtig grimt kompromis, hvor en af verdens mest ekstremistiske bevægelser i praksis vender tilbage til magten i store dele af landet, er overhængende. Hvis det bliver enden på 10 års krigsindsats, kan man virkelig tale om en fiasko.”  Charlotte Aagaard, journalist og Afghanistan-ekspert, i Dagbladet Information, 13. marts 2012

_64

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

7.4 Tortur af afghanske fanger “Vi havde alt i Pakistan. Her i Afghanistan er der ikke vand i hanerne og der mangler mange ting. I skolen bliver jeg drillet af mine klassekammerater, fordi jeg ikke taler perfekt dari. Læreren skælder mig ud nogle gange, fordi mit slør ikke er langt nok.” Bahar, afghansk teenagepige, født og opvokset i Pakistans hovedstad Islamabad som barn af afghanske flygtninge

I Afghanistan blev der også rejst kritik af, at USA havde iværksat tortur af fanger på den amerikanske militære base Bagram nord for Kabul. Fra januar 2003 nåede kritikken ud i internationale medier, men amerikanske diplomater i Afghanistan afviste påstandene. “USA torturerer ikke sine fanger. Det gør vi bare ikke”, sagde den amerikanske vice-ambassadør i Afghanistan, William B. Taylor Jr., til en gruppe danske journalister ved et møde på den amerikanske ambassade i Kabul den 1. februar 2003. Siden blev det imidlertid dokumenteret, at der havde fundet tortur sted på Bagrambasen. I marts 2005 skrev The New York Times om torturen: “To afghanske fanger, som døde i amerikansk forvaring i Afghanistan i december 2002, blev lænket til loftet, sparket og slået af amerikanske soldater i vedvarende overfald, som forårsagede deres død, står der i hærens kriminelle efterforskningsrapporter, der endnu ikke er offentliggjort.” (4) Amerikanske soldater blev anklaget for dette og andre overgreb, og enkelte soldater fik få måneders fængselsstraf. Men som The New York Times skrev i en leder i maj 2005: “Den efterforskningsmæssige sagsmappe på Bagram, opsnappet af The New York Times, viste, at mishandlingen af fanger var rutine: lænkning og ophængning af dem i loftet i deres celle, det at fratage dem søvn, sparke og slå dem, seksuelt ydmyge dem og true dem med vagthunde – den selv samme adfærd, senere gentaget i Irak.” (5) Det var efter, at amerikanske soldaters fangemishandling og tortur i Abu Ghraib-fængslet i Irak var kommet for dagens lys via en række hårrejsende billeder. “Forbedrede forhørsmetoder” (“Enhanced interrogation techniques”) kaldte Bush-administrationen de metoder, som CIA og amerikanske soldater blev bemyndiget til at anvende ved afhøring af fanger i “krigen mod terror”. Andre beskrev nogle af metoderne som decideret tortur. De godkendte metoder var bl.a. afhøring i 20 timer i træk, stresspositioner, hvor fangen står lænket fast i samme stilling i mere end 40 timer, trusler med hunde, høje råb, høj musik, berøvelse af søvn, nedkøling af nøgne fanger med koldt vand i en celle på 10 grader og endelig det omstridte “waterboarding”, hvor der tvinges vand ned i lungerne på fangen i en slags kontrolleret kvælning. (6)

7.5 Droneangreb Et andet fænomen, som har skabt mistillid mellem de amerikanske styrker på den ene side og almindelige afghanere på den anden, er de mange angreb med de såkaldte “droner”. Dronerne er små førerløse fly, som kan fjernstyres til at ramme mulige fjender, men ofte koster droneangrebene mange civile afghanere livet. Foruden at observere med kameraer kan dronerne også affyre missiler, og de kan krydse suveræne landegrænser. I januar 2013 advarede den pensionerede amerikanske general Stanley McChrystal, der har stået bag USA’s strategi mod oprørere i Afghanistan, mod at bruge dronerne alt for meget. Han forudså, at fortsat brug af droneangreb kunne føre til vrede og voldelige demonstrationer blandt afghanerne, ligesom det har gjort i Pakistan. Samtidig erklærede FN, at organisationen var gået i gang med at undersøge i alt 25 droneangreb under antiterroroperationer. Angrebene havde fundet sted i Afghanistan, Pakistan, Somalia og Yemen, de fleste udført af USA, men enkelte også af Israel og Storbritannien. I sin bog “Historien der ikke bliver fortalt” beskriver den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja sit møde med hundredvis af civile afghanere i bl.a. Helmandprovinsen, hvor de danske styrker har arbejdet, og generelt nærer de stor mistillid til de udenlandske styrker. Mange af de afghanere, Khaja taler med, beskriver, hvordan civile er blevet dræbt, og de efterladte behandles med manglende respekt: En far, hvis søn er blevet dræbt af amerikanske soldater under et angreb på en landsby nær Kandahar, konfronterer amerikanerne med drabet. Han får svaret “Wo bakshe”, “tilgiv mig”, på pashtu. Et svar, mange andre efterladte har fået, hvilket giver anledning til vittig heder i Afghanistan om amerikanernes “Wo bakshe-tilgang”; de undskylder, men følger

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

ikke op med handling. En mand, der har mistet flere familiemedlemmer på grund af de internationale styrkers angreb, herunder danske soldaters, citeres i bogen for følgende: “De siger, at de vil indføre demokrati, men de har dræbt så mange, at der ikke er nogen tilbage til deres demokrati. Jeg hader de udenlandske soldater, fordi jeg ser, hvordan mine små stakkels børn forskanser sig som kyllinger i et hjørne af huset og skræmmes fra vid og sans, hver gang de er i nærheden.” (7) Også den danske officer Thomas Larsen, der var udsendt til Kandahar i 2006, nævner de civile ofre som et stort problem og beskriver, hvordan canadiske soldater åbner ild mod alle, der er ude efter mørkets frembrud, uden at vide, om der er tale om oprørere. “Det er jo ikke ligefrem den fremfærd, man skal anvende, hvis man vil vinde befolkningens tillid. Så bliver det snarere en besættelse, hvilket Sovjetunionen har forsøgt tidligere, uden held.” (8)

_65

“Jeg har drømt om at vende tilbage til mit hjem hver dag i 22 år. Jeg har altid haft Afghanistan i mine tanker. Vi har lært vores børn om Afghanistan og om den afghanske kultur. Vi har altid fortalt dem, at de er afghanere.” Kvinde, der flygtede fra Afghanistan efter Sovjetunionens invasion i 1979 og vendte tilbage efter Talibans fald i 2001. I mellemtiden levede familien i Islamabad i Pakistan

_66

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 8

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_67

KAPITEL 8 Danmark i krig – Talibanjagt og skolebyggeri

8.1 Jægersoldater og F-16-fly  Den 14. december 2001 vedtog et politisk flertal i Folketinget (V, K, DF, S og R), at Danmark skulle støtte den militære indsats i Afghanistan og deltage sammen med amerikanerne og briterne i “Operation Enduring Freedom” (“Operation Vedvarende Frihed”). Mindre end en måned senere, den 11. januar 2002, besluttede Folketinget, at danske soldater også skulle deltage i ISAF’s indsats for at skabe større tryghed og sikkerhed i Afghanistan. En indsats, som indtil oktober 2003 kun foregik i og omkring Kabul. Siden har Folketinget gentagne gange besluttet at fortsætte og desuden udvide den danske deltagelse i ISAF, som i august 2003 kom under NATO’s kommando. Dansk militær har desuden støttet såkaldte Provincial Reconstruction Teams (PRT) flere steder i landet (se s. 73-74). Folketingets beslutning om at sende soldater til Afghanistan blev begyndelsen på en dansk militær tilstedeværelse i Afghanistan, som kommer til at vare 13 år – frem til udgangen af 2014 – og som foreløbig har kostet 43 danske soldater livet (tal fra marts 2013). Som et led i “Operation Enduring Freedom” blev der i 2002 sendt danske specialstyrker af sted til Afghanistan. Her skulle de deltage i forsøget på at opspore og dræbe al-Qaida og Talibankrigere. Det drejede sig om ca. 100 soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset, der blev indsat i det sydlige og østlige Afghanistan. Denne del af den danske militære indsats foregik indtil sommeren 2002. I oktober 2002 sendte Danmark seks danske F-16-fly til Kirgisistan nord for Afghanistan. Det var samtidig med, at Norge og Holland sendte tilsvarende fly. Indtil september 2003 foretog de danske F-16-jagere daglige flyvninger over Afghanistan for at støtte tropperne på landjorden.

8.2 Kampen om Helmand Den 2. februar 2006 besluttede Folketinget at sende soldater til den meget urolige Helmandprovins, som flere andre europæiske lande vægrede sig ved at sende soldater til. De danske soldater blev i juli samme år sat ind som afløsning af britiske soldater i ørkenbyen Musa Qala efter, at de britiske soldater i et stykke tid havde været udsat for næsten daglige angreb fra Taliban, og flere britiske soldater var blevet dræbt. De danske soldater fik det ligeledes hedt med gentagne heftige angreb fra Taliban gennem fem uger, indtil danskerne i august blev afløst af nye britiske soldater. Ingen danske soldater blev dræbt under dette slag om Musa Qala, men 10 blev såret, heraf én alvorligt. I Danmark kom det som en stor overraskelse for mange, at de danske soldater ikke bare skulle gå patruljer blandt civilbefolkningen og hjælpe med at bygge skoler. Den voldsomme og blodige krig mod Taliban blev af nogle udlagt, som om de danske soldater var for dårligt uddannede mens andre spåede, at NATO var på vej til at lide nederlag til Taliban. Ifølge officer Thomas Larsen, der var udsendt til Kandahar i 2006, var den barske virkelighed, som de udsendte soldater mødte i Afghanistan, formodentlig ikke for alvor gået op for de danske politikere, som tog beslutningen om at sende dem af sted. Det fremgår af den dagbog, han førte under sit ophold i Afghanistan, og som siden blev udgivet i bogform: “Desværre er jeg

Dræbte danske soldater Siden januar 2002 er foreløbig 43 danske soldater blevet dræbt i Afghanistan. De senere år er dødsfaldene oftere sket pga. vejsidebomber end i ildkamp. I hele 2012 var der ingen danske tab i Afghanistan, men onsdag den 2. januar 2013 døde en dansk jægersoldat under en patrulje i Helmandprovinsen. Det var første gang, at en soldat fra en dansk specialstyrke mistede livet på en international mission. På hjemmesiden www.mindet.dk/de-faldne-soldater er der mindesider for de døde soldater og deres pårørende. Morgenavisen Jyllands-Posten har også en hjemmeside om danske soldater dræbt i Afghanistan: http://jp.dk/fakta/article1984497. ece?page=1

_68

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

ikke sikker på at man fra politisk hold er klar over hvordan situationen er hernede. Politisk er der ikke tale om krig, men om en Peace Support Operation (fredsstøttende operation). Men for enhederne hernede er der tale om krig. Og det handler om at nedkæmpe fjenden inden han når at nedkæmpe dig.” (1) Thomas Larsen forudså også, at det kun var et spørgsmål om tid, før den første danske soldat ville miste livet. Det skete et års tid efter hans udsendelse, da den 24-årige premierløjtnant Steen Rønn Sørensen som den første danske soldat døde under en egentlig kamphandling i Afghanistan. Under voldsom beskydning fra Taliban ved Helmandfloden blev han skudt i nakken, og han døde på Rigshospitalet i Danmark den 2. maj 2007.

8.3 Flere soldater bliver dræbt I efteråret 2007 gik det endnu mere voldsomt til, da de danske soldater på det såkaldte Hold 4 i august blev sat ind i Helmand-provinsen under britisk ledelse som en del af ISAF’s styrke. Den danske styrke i Helmand var da oppe på flere end 600 soldater. Danskerne blev sammen med britiske soldater inddraget i en ‘junglekrig’ i “Den Grønne Zone” langs Helmandfloden, et frugtbart og fugtigt område midt i et ørkenlandskab. Da de danske soldater ankom, havde Taliban godt fodfæste i store dele af området, som var svært at overskue på grund af bevoksning, f.eks. majsplanter i op til tre meters højde. Området var også svært fremkommeligt på grund af floden og et stort net af vandingskanaler. Danskerne blev sat ind i kampene med udgangspunkt i basen Camp Bastion, og ret hurtigt blev de første to soldater dræbt – de blev ved en tragisk fejltagelse dræbt af “venlig ild” fra britiske styrker.  I løbet af efteråret udkæmpede danskerne flere slag mod Talibankrigere, som ofte havde den fordel, at de kunne gå i et med omgivelserne og ligne civile afghanere. Omvendt betyder det også, at civile afghanere risikerer at blive antaget for Talibankrigere og blive dræbt af ISAF-styrkerne. De danske og de britiske soldater rykkede langsomt frem i “Den Grønne Zone”, ofte under heftig ildkamp. I løbet af oktober og november blev yderligere tre danske soldater dræbt i kamp, og flere soldater blev såret. I oktober 2007 besluttede Folketinget, efter ønske fra soldaterne i Afghanistan, at indsætte danske kampvogne til støtte for soldaternes fremrykning.

Dansk støtte i Afghanistan – vandpumper og cirkus Vandpumper, børnecirkus, støtte til hjemvendte flygtninge, minerydning. Rundt omkring i Afghanistan er der projekter og tiltag med dansk aftryk, som har forbedret livet for afghanske børn, kvinder og mænd. Det gælder dels projekter, som er iværksat direkte af den danske stat via Danida (Danmarks udviklingssamarbejde, under Udenrigsministeriet) eller forskellige FNorganisationer, dels støtte som er udført af danske ngo’er med økonomisk støtte fra Danida. Blandt disse ngo’er er:  DACAAR (The Danish Committee for Aid to Afghan Refugees) har arbejdet med humanitær hjælp til Afghanistan i omkring 25 år. Bag DACAAR står Dansk Folkehjælp og Dansk Flygtningehjælp. Pengene til arbejdet kommer fra bl.a. Danida og

EU. DACAAR arbejder bl.a. med kapacitetsopbygning på landet, uddannelse af faglærte, uddannelse af kvinder og effektiv udnyttelse af naturressourcerne, f.eks. via dyrkning af safran. Læs mere: www.dacaar.org  Den Danske Afghanistan Komité (DAC) blev etableret i 1984 for “at yde aktiv humanitær hjælp til ofrene for krigshandlingerne i Afghanistan og til landets genopbygning”. DAC arbejder i tre distrikter i Herat-provinsen på at forbedre sundhedssystemet og befolkningens sundhedstilstand via Læs mere: www. afghan.dk Afghan Mobile Mini Cirkus for Children (MMCC) blev etableret i dansk regi, men har udviklet sig til en international ngo. Den har arbejdet i Afghanistan

FIG. 8.1 siden 2002 med at lave opdragende og oplysende underholdning for børn. Afghanske børn lærer at optræde i cirkusforestillinger, som MMCC turnerer med. Siden 2003 har MMCC stået for masser af pædagogiske, underholdende forestillinger, workshops og lærertræning og er nået ud til over en halv million børn og lærere i 16 provinser. Nye undervisningsmetoder bliver løbende udviklet i MMCC’s børnekulturhus i Kabul. Læs mere: www.afghanmmcc.org  Danish Demining Group Dansk Flygtningehjælp har været med til at sørge for, at 132.000 km² afghansk jord er blevet ryddet for landminer, og at mange tusinde afghanere er blevet uddannet i minerydning.   Læs mere www.danishdemininggroup.dk

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_69

8.4 Hjælp til civilbefolkningen De danske soldaters indsats foregår dog ikke kun med våben i hånd. Mellem de voldsomme ildkampe med Taliban har soldaterne udført en civil indsats for at støtte genopbygning og udvikling af området til gavn for civilbefolkningen. Der er blevet opført broer over kanalerne, bygget en moské, givet sundhedshjælp og meget andet. (se FIG. 8.1) Det er dog løbende blevet diskuteret, hvorvidt det er en god idé at kombinere eller ‘sammenblande’ den civile og militære indsats på denne måde. At det i praksis kan være svært at holde tingene adskilt, vidner en udtalelse fra generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, om: “Der er forskel på aktiviteter, som handler om udvikling, og aktiviteter der understøtter den militære indsats. Man skal sørge for, at sikkerhed er en ting, og genopbygning er en anden ting – selvom de også er hinandens forudsætninger. Sammenblanding er farlig, for det er blevet et legitimt mål for Taliban at angribe alt, der lugter af regering. Det er med til at skabe usikkerhed, og det betyder, at befolkningen bevæbner sig.” (1) En reportage fra Helmands “Grønne Zone” i november 2007 beskriver også problemet med at sammentænke, men samtidig adskille militær indsats og civil genopbygningshjælp. Journalist Charlotte Aagaard fra Dagbladet Information er på patrulje med den danske spejdereskadron blot halvanden kilometer fra fronten. Hun følges bl.a. med Kristian Skyldahl, der har til opgave at holde kontakt til lokalbefolkningen og iværksætte forskellige projekter, der kan være til gavn for både de lokale og øge soldaternes sikkerhed. Danskerne har f.eks. bygget broer over vandløb og overdækket brønde, så hverken børn eller patruljerende soldater dratter ned i dem. Til gengæld får de danske soldater stadig flere oplysninger om Taliban fra lokalbefolkningen. Undervejs på patruljen møder de en købmand, som byder Skyldahl på te: “Købmanden fortæller, at han støtter ISAF og håber, at de bliver i området, så Taliban ikke vender tilbage. Sandsynlig siger han det modsatte, når han ser en Talibanleder, men generelt bliver de danske soldater modtaget med åbne arme af lokalbefolkningen, fortæller CIMIC-folkene senere (CIMIC: civil-militært samarbejde, red). Længere henne ad hjulsporet møder vi en fattig mand, som beder de danske soldater om hjælp til at klare vinteren. Kristian fortæller, at han er ved at skaffe tæpper til vinteren, og at manden nok skal få nogle af dem til sin familie, når det lykkes. Landsbybeboerne viser også Kristian en lille bro, som danske soldater angiveligt har ødelagt under en patrulje. Kristian fortæller dem, hvordan de kan lave en ny af to stolper og en plade. De to mænd nikker og siger, at den kan de godt selv lave.” (2)

8.5 Succes eller fiasko? I august 2012 vurderede udviklingsminister Christian Friis Bach (R), at indbyggerne i Helmandprovinsen ikke havde fået meget ud af syv års forsøg på at kombinere danske soldaters kampindsats med hjælp til udvikling via den såkaldte CIMIC-indsats. “Det civil-militære samarbejde har været præget af nødløsninger, vi helst havde været foruden, og som med sikkerhed i nogle tilfælde er slået fejl. Det har ikke været effektivt, og det har med sikkerhed været for dyrt, bøvlet og besværligt,” udtalte udviklingsministeren. (3) Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og forsvarsminister Nick Hækkerup (S) mente dog, at det var umuligt at vurdere, før der var lavet en grundig evaluering af indsatsen i Helmandprovinsen.  Omtrent samtidig med udviklingsministerens udtalelse offentliggjordes tre rapporter (4), som evaluerede den samlede danske udviklingsbistand til Afghanistan fra 2002-2012, dog med meget lille vægt på indsatsen i Helmand. Rapporterne fremhævede støtten til uddannelsessektoren som en succes. Den danske støtte har ifølge rapporten været medvirkende til, at over syv millioner børn nu går i skole, og at 37 % af disse er piger. I perioden er 10.000 skoler taget i brug, 93.000 nye lærere uddannet og millioner af skolebøger blevet trykt. Den danske støtte til flygtninge, der vender tilbage, og til de fattigste på landet har til gengæld ikke haft så stor effekt som håbet, og korruption og sikkerhedsproblemer har gjort arbejdet meget vanskeligt.

Skateboardskole scorer højt Ngo’en Skateistan har siden 2007 lavet gratis skateboardundervisning for 5-17-årige drenge og piger i Afghanistans hovedstad Kabul. I 2013 blev Skateistan nr. 85 på en international liste over de 100 bedste ngo’er i verden. Skateistan har fået støtte fra Danida siden 2009.

_70

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

“Vestlige styrker er på nippet til at trække sig ud af Afghanistan og overlevere både det praktiske og etiske ansvar, men spørgsmålet er, hvad vi efterlader til afghanerne udover et fængselssystem med gigantiske problemer. Er det en vilje til at konfrontere menneskeretslige problemer – eller til at kigge den anden vej?” Journalist Tobias Havmand, i leder i Dagbladet Information den 22. januar 2013

“Med dansk bistand har man bygget helt vildt mange skoler, og det er vi jo meget stolte af, men vi har bare glemt at uddanne lærere. Så nu mangler der 11.000 lærere og mange skoler står tomme.” Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, i Politiken, 13. marts 2012

Bl.a. derfor er målet om at opbygge en troværdig afghansk stat langtfra nået, fremgik det af rapporterne. Udviklingsminister Christian Friis Bach konkluderede på baggrund af rapporterne: “I lyset af, hvor svært det er at arbejde i Afghanistan, så er den samlede indsats efter min mening godkendt.” (5) Selv om udviklingsministeren altså var kritisk over for resultaterne i Helmand-provinsen, var han alt i alt tilfreds den danske indsats i Afghanistan.

8.6 Armadillo og ‘jordskælvet’ I januar 2008 lykkedes det danskerne efter hårde kampe at etablere en primitiv base tæt ved Helmandfloden. Basen fik navnet Armadillo, en hæder til den dræbte major Anders Storrud. Armadillo’en (et amerikansk bæltedyr) indgik nemlig i det mærke, hans kompagni anvendte. Armadillo er desuden navnet på en dokumentarfilm om de danske soldaters krigsindsats i Helmand – en film, som for alvor fik debatten om den danske indsats til at blusse op. Filmen blev lavet af instruktør Janus Metz og fotograf Lars Skree, der fulgte det danske Hold 7 under deres udsendelse til Armadillo-lejren i første halvår af 2009. Filmen følger bl.a., hvordan danske soldater under en ildkamp med Taliban dræber fem Talibanere, der beskyder danskerne fra en grøft. Efterfølgende smykker soldaterne sig med fjendens våben og fejrer drabene. Den danske forfatter og debattør Carsten Jensen, der har været en fremtrædende kritiker af den danske indsats i Afghanistan, så som en af de første filmen og udtalte til Politiken: “I grunden er den en helt nøgtern, ukommenteret skildring af krig sådan som krig nu engang er, fuld af kedsommelig venten, ængstelse, angst, voldsomme, ukontrollerbare følelsesudladninger, mod, menneskeforagt, invalidering, drab, først og fremmest drab.” Men pressen havde ifølge Carsten Jensen ikke for alvor dokumenteret krigens virkelighed for danskerne, før Janus Metz gjorde det. Carsten Jensen forudså derfor, at filmen ville blive “et jordskælv i en nations selvforståelse” og fortsatte “I næsten 150 år har vi troet, at vi som danskere inkarnerede godhedens princip, at vi i næsten genetisk forstand var født til at være fredsommelige, hjælpsomme, uden morderiske tilbøjeligheder. Den illusion er nu taget fra os. Og det er godt det samme.” (6)

8.7 Krigen deler danskerne Armadillo, som siden skiftede navn til Budwan, er nu lukket, men der er stadig danske soldater ved Helmandfloden. Tiltroen til, at de danske soldater gør en positiv forskel, har dog været dalende de seneste år. I efteråret 2010 – kort efter offentliggørelsen af filmen Armadillo – viste en meningsmåling foretaget af Wilke blandt 538 danskere, at omkring halvdelen ikke troede på, at krigen i Afghanistan havde haft en positiv effekt på den afghanske befolknings levevilkår. Til spørgsmålet “Hvad mener du, at krigen i Afghanistan har betydet for den afghanske befolkning?” svarede 48,7 % “Den har det bedre nu, end før krigen begyndte”, 10,6 % svarede “Den har det værre nu, end før krigen begyndte”, mens 40,6 % mente, at krigen ingenting havde ændret Året efter, i november 2011, viste en meningsmåling foretaget af Voxmeter, at 46 % af danskerne fortsat støttede den danske krigsdeltagelse, mens 43 % var imod. 60 % mente ikke, at resultatet af krigen stod mål med de 42 dræbte danske soldater og de milliarder af kroner, som missionen havde kostet på det tidspunkt. Kun 21 % mente, at missionen havde været prisen værd. På det tidspunkt var der 720 danske soldater i Afghanistan, hvilket i løbet af 2012 faldt til 650. I en kommentar til undersøgelsen fra november 2011 sagde forsvarsminister Nick Hækkerup (S), at selv om prisen var høj, mente han, at den stod mål med resultaterne, som bl.a. bestod i, at der var uddannet afghanske soldater og politifolk, som efterhånden varetog en større og større del af sikkerhed i deres eget land. Professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet, der er ekspert i sikker-

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

hedspolitik, vurderede, at Taliban trods den internationale (herunder danske) indsats fortsat vil være en magtfaktor, når de danske soldater er trukket hjem. Det sker efter planen i sidste halvdel af 2013, hvor afghanske soldater og politifolk skal overtage magten i Helmand. Det er målet, at alle udenlandske kampsoldater skal være ude af landet i 2014, hvorefter udenlandske rådgivere skal give støtte til bl.a. uddannelse af soldater og sikkerhedsstyrker. I slutningen af 2012 var der forlydender om, at USA ikke ville have nogen som helst tilstedeværelse i Afghanistan efter udgangen af 2014, men det vurderede internationale iagttagere som løse rygter, der formodentlig var sat i omløb af amerikanerne for at presse afghanerne til selv at påtage sig så stort et ansvar som muligt.  ISAF’s chef, den amerikanske general John Allen, har foreslået, at der fra januar 2015 skal være mellem 6.000 og 15.000 udenlandske soldater i Afghanistan, og kilder i Det Hvide Hus har nævnt et antal på 3.000-9.000 amerikanske udsendte. Ifølge forsvarsminister Nick Hækkerup er det usandsynligt, at amerikanerne eller briterne helt forlader Afghanistan med udgangen af 2014. Men samtidig understreger han, at Danmarks aktiviteter i Afghanistan bliver koordineret tæt og tillidsfuldt med både briterne, amerikanerne og NATO. Danmark vil under ingen omstændigheder blive alene i landet, understregede han i januar 2013. Til Ritzau udtalte han den 12. januar 2013: “Vores tilstedeværelse er helt afhængig af USA’s og briternes tilstedeværelse. Vi passer ind sammen med de andre i en fælles indsats. Det bliver aldrig sådan, at Danmark bliver “last man standing”.”

8.8 Danske ngo’er bliver Udover de militære rådgivere, som Danmark vil stille med efter 2014, vil der formodentlig mange år frem i tiden være danske eller dansk finansierede hjælpearbejdere til stede i Afghanistan for at yde forskellige former for udviklingsbistand. Det kan være danske ngo’er, som med støtte fra Danida leverer sundhedsydelser, driver cirkusskole, arbejder med minerydning eller udvikler erhvervsprojekter for kvinder. (se FIG. 8.1) I alt modtager Afghanistan i 2013 hjælp fra den danske stat for næsten 600 millioner kroner og bliver dermed det land, der modtager mest dansk udviklingshjælp. Derudover vil der også være projekter finansieret og organiseret uden dansk statsstøtte. Det gælder f.eks. hjælp fra den danske ngo Danish Muslim Aid, der har arbejdet i Afghanistan både før og under krigen. Organisationen arbejder primært i lande med muslimsk befolkningsflertal, og en af fordelene ved at være en religiøst baseret organisation er ifølge formanden, imam Abdul Wahid Pedersen, at det gør det lettere at opbygge et tillidsforhold til de lokale aktører, som skal sørge for, at pengene bliver brugt til gavn for dem, der har mest brug for det. Danish Muslim Aid lægger desuden vægt på at arbejde uden fordyrende mellemled. Så langt de fleste af de penge, som de danske bidragydere – overvejende muslimer – giver til organisationen, går til brønde, skolebygninger, sponsorering af forældreløse børns skolegang, mad og tøj, hønsehold, et festmåltid ved afslutningen af den muslimske fastemåned eller vintertøj til sindslidende. Danish Muslim Aid har arbejdet i Afghanistan siden begyndelsen af 1990’erne via lokale partnere. Ofte har de mulighed for at forhandle med lokale oprørere og Talibanfolk, og det er en af grundene til, at organisationen har kunnet holde flere skoler åbne under skiftende regimer. I begyndelsen af 1990’erne stod Danish Muslim Aid således bag åbningen af en skole i et øde område af Afghanistan. I begyndelsen var skolen kun for drenge, men kort efter blev der også opført et lokale til piger. Lige siden har både drenge og piger fået undervisning på skolen. Mens mange andre skoler blev lukket under Talibanstyret og først genåbnet efter Talibans fald, har skolen i Kunarprovinsen været åben i hele perioden. Det er lykkedes uden nogensinde at betale penge til Taliban, da organisationen på ingen måde vil bruge bestikkelse. (7)

_71

De danske soldater forlader Afghanistan De sidste danske kampsoldater vil forlade Afghanistan i løbet af 2014. Det fremgår af den plan, som den danske regering i januar 2013 har aftalt med et stort flertal i Folketinget. I løbet af 2014 nedtrappes den danske militære indsats i landet gradvist. De danske kampvogne trækkes ud, og antallet af soldater reduceres fra 650 til 150. De tilbageblevne soldater skal hjælpe med træning af det afghanske militær. Muligvis vil Danmark sende F-16 fly og transporthelikoptere til Afghanistan. Men efter udgangen af 2014 fokuseres mere på civile indsatser. Det bliver især med henblik på udvikling, god regeringsførelse, økonomisk vækst og opbygning af sikkerhedsstyrker. Den danske militære indsats i Afghanistan har ved starten af 2013, over en periode på 11 år, samlet kostet 9,8 milliarder kroner, mens Danmark samtidig har ydet udviklingsbistand på 3,3 milliarder kroner. 43 danske soldater har mistet livet i Afghanistan (tal fra januar 2013).

_72

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 9

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 9 Den svære genopbygning – Magtkampe og mangel på penge

9.1 Udviklingen halter Genopbygningen af Afghanistan havde fra begyndelsen svære kår. Dels kom der knap så mange penge til indsatsen, som mange havde håbet på, og som det blev lovet på konferencen i Tokyo i 2002; dels var situationen stadigvæk usikker mange steder i landet, bl.a. med rivalisering mellem lokale krigsherrer samt en øget modstand fra det fordrevne Taliban. Regeringen i Kabul havde reelt ikke kontrol over meget mere end hovedstaden og dens omegn, og den nye afghanske hær var stadigvæk blot under opbygning. Så mange steder i landet var det simpelthen farligt for ngo’er at arbejde med udvikling og genopbygning. Amerikanerne iværksatte derfor en ny måde at få genopbygningen i gang ude i landet, båret frem af bevæbnet militær. Man etablerede såkaldte “Provincial Reconstruction Teams” (PRT) (Provinsgenopbygningshold). Det første af disse blev indsat i Gardez i Paktiaprovinsen, hvor det kom rigtigt i gang i februar 2003. Det var fra begyndelsen hovedsageligt bemandet med soldater og kun få civile. Målet med PRT var at styrke provinsregeringens folkelige legitimitet ved at udvikle dens evne til at gennemføre genopbygning samt yde effektiv regeringsførelse. PRT’erne blev fra første færd voldsomt kritiseret for at sammenblande militære opgaver med genopbygning, som normalt foretages af statslige myndigheder og ngo’er. Kritikken gik ud på, at PRT’erne var styret af militær logik og politiske hensyn, mens en genopbygning bør tage afsæt i det civile samfunds behov. Desuden var der frygt for, at denne sammenblanding ville medføre angreb på soldater, og at folk fra ngo’er også ville blive udsat for angreb, fordi befolkningen ville have svært ved at se forskel på, hvem der var hvem, eller fordi de opfattede de civile medarbejdere som i direkte ledtog med militære styrker. Endelig blev det kritiseret, at PRT’erne med udgangspunkt i de militære behov ville få en anden dagsorden og retning for deres arbejde end den genopbygning, som planlægges af den afghanske regering, ngo’er og FN. Trods kritikken blev der oprettet flere PRT’er rundt om i Afghanistan, men deres folkelige legitimitet var begrænset, og de havde svært ved reelt at operere selvstændigt. Det er således blevet beskrevet, at PRT i Helmand betalte 25 % af beløbet til Taliban, hver gang der blev brugt 4.000 dollars på genopbygning af veje, vandingskanaler og brønde. (1)

9.2 Irak tager fokus fra Afghanistan I marts 2003 indledte USA og flere andre lande, heriblandt Danmark, en krig mod Irak, som havde til formål at vælte den irakiske diktator Saddam Hussein. Begrundelsen fra præsident Bush var, at Saddam Hussein truede den vestlige verden med masseødelæggelsesvåben, og at han havde forbindelse til al-Qaida. Begge dele viste sig siden ikke at passe. USA’s engagement i endnu en krig fik voldsom indflydelse på udviklingen i Afghanistan, da det amerikanske militærs engagement i Irak optog så meget af dets opmærksomhed og ressourcer, at indsatsen i Afghanistan blev svækket. I begyndelsen af 2003, inden invasionen af Irak, havde USA knap 10.000 soldater i Afghanistan. I Irak indsatte USA fra begyndel-

_73

_74

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

sen op mod 150.000 soldater. Først efter 2009, hvor Barack Obama blev præsident, indsatte USA væsentligt flere soldater i Afghanistan, fra 2010 omkring 100.000 soldater. (2) I august 2003 overtog NATO ledelsen af ISAF, og i oktober 2003 besluttede FN, at ISAF skulle udvide sit ansvarsområde til at gælde hele Afghanistan. Derefter begyndte oprettelse og overtagelse af militære baser over hele landet, hvilket var tilendebragt i oktober 2006. I december 2003 overtog ISAF også ledelsen af PRT i Kunduz i det nordøstlige Afghanistan, og siden har ISAF overtaget ledelsen af flere PRT’er, mens andre fortsat er ledet af det amerikanske militær som et led i operation “Enduring Freedom”.

9.3 To kvinder svarer til én mand Den 14. december 2003 indledtes i Kabul en Loya Jirga om Afghanistans nye forfatning (se FIG. 9.1) med ca. 500 delegerede, heraf 100 kvinder. Formand for rådsmødet var Sibghatullah Mojaddedi, der havde været præsident for Afghanistan i en kort periode i 1992. Siden 1970’erne har Mojaddedi været aktiv i afghansk politik, som modstander af det kommunistiske styre og leder af en mindre mujahedingruppe. Fra 1974-1978 var han bosat i Danmark, hvor han oprettede og var leder af et islamisk kulturcenter i København, og under Talibanstyret boede Mojaddedi igen i Danmark i et par år. I december 2003 var Sibghatullah Mojaddedi imidlertid tilbage i Afghanistan og fik den betydningsfulde rolle som formand for Loya Jirga (storrådsmøde) om landets nye forfatning. Hans deltagelse i mødet blev meget omtalt, da der ved mødets begyndelse skulle vælges viceformænd, og Mojaddedi

Afghanistans nye forfatning

FIG. 9.1

Uddrag fra Afghanistans nye forfatning fra 2004 – oversat fra den engelske version: Artikel 1: “Afghanistan er en islamisk republik, en uafhængig, forenet og udelelig stat.” Artikel 2: “Religionen i Den Islamiske Republik Afghanistan er den hellige religion islam. Tilhængere af andre religioner kan frit udøve deres tro og udføre deres religiøse ritualer inden for rammerne af lovgivningens bestemmelser.” Artikel 3: “I Afghanistan kan ingen lov være i strid med troen og bestemmelserne i den hellige religion islam.” Artikel 4: Nævner landets etniske grupper og fastslår, at “afghaner” er enhver borger i Afghanistan. De nævnte etniske grupper er: “pashtun, tadsjiker, hazara, usbek, turkmen, baluchi, pashai, nuristani, aymaq, araber, qirghiz, qizilbash, gujur, brahwui og andre.” Artikel 6: “Staten er forpligtet til at skabe et velstående og progressivt samfund baseret på social retfærdighed, beskyttelse af menneskelig værdighed, beskyttelse af menneskerettighederne, realisering af demokratiet, og skal sikre den nationale enhed og lighed blandt alle etniske grupper og stammer, samt sørge for en afbalanceret udvikling i alle områder af landet.” Artikel 7: “Staten skal overholde FN-pagten, internationale traktater, internationale konventioner, som Afghanistan har underskrevet, og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.”  ”Staten skal forhindre alle former for terroraktiviteter, produktion og forbrug af rusmidler samt produktion og smugling af narkotika.” Artikel 10: “Staten fremmer og beskytter private kapitalinvesteringer og virksomheder baseret på markedsøkonomi og sikrer deres beskyttelse i overensstemmelse med bestemmelserne i loven.” Artikel 16: Slår fast, at pashtu og dari er landets to officielle sprog. Landets andre sprog anerkendes også, ligesom det er tilladt at sende radio og tv og udgive publikationer på alle sprogene. Artikel 17: “Staten skal træffe de fornødne foranstaltninger til fremme af uddannelse på alle niveauer, udvikling af religiøs uddannelse, organisering og forbedring af betingelserne for moskeer, madrasaer (koranskoler) og religiøse centre.” Artikel 22: “Enhver form for diskrimination og forskelsbehandling af borgerne i Afghanistan er forbudt.” “Borgerne i Afghanistan – hvad enten mand eller kvinde – har lige rettigheder og pligter for loven.” Artikel 24: Heri står: “Staten har pligt til at respektere og beskytte frihed og menneskelig værdighed.” Artikel 29: Heri står: “Tortur af mennesker er forbudt.” Artikel 33: “Borgerne i Afghanistan har ret til at vælge og blive valgt. Loven regulerer betingelser og midler til at udøve denne ret.” Artikel 34: Heri står: “Ytringsfriheden er ukrænkelig.” Artikel 48: Heri står: “Arbejde er en rettighed for enhver afghaner.” Artikel 49: Heri står: “Tvangsarbejde er forbudt. Børn skal ikke udsættes for tvangsarbejde.” Artikel 54: Heri står: “Familien er en grundlæggende enhed i samfundet og er støttet af staten.”

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

irettesatte nogle kvinder med ordene: “Forsøg ikke at sætte jer selv på niveau med mænd. Selv Gud har ikke givet jer lige rettigheder, fordi, ifølge hans beslutning, tæller to kvinder som svarende til én mand.” (3) Med sin udtalelse var Mojaddedi mod sin vilje med til at skabe stor opmærksomhed omkring de deltagende kvinder. Især én kvinde blev kendt efter sin deltagelse i Loya Jirga. Det var 25-årige Malalai Joya, der er født i Afghanistan, men har levet en del af sin barndom og ungdom som flygtning i Iran og Pakistan. I 1998 vendte hun tilbage til sit fødeland og var med til at organisere hemmelig undervisning af piger og etablere sundhedsklinikker for kvinder uden Talibans vidende. Siden blev hun leder af en kvindeorganisation i Herat. Under Loya Jirga i 2003 rejste hun sig og holdt en tale, hvor hun anklagede mange af mændene for at være forbryderiske krigsherrer, som havde deltaget i ødelæggelsen af Afghanistan. Hun opfordrede til, at krigsherrerne blev stillet for en international domstol. Desuden beskyldte hun de tilstedeværende mænd for at være kvindefjendske. Under hendes tale blev mikrofonen afbrudt, og Mojaddedi kaldte hende “vantro” og “kommunist”, mens flere mænd rejste sig for at gå løs på hende. Hun måtte forlade mødet og søge beskyttelse hos FN, og de følgende dage blev der rettet flere dødstrusler mod hende. Malalai Joya gav dog ikke op, men fortsatte sit politiske engagement og blev valgt til det afghanske parlament, Wolesi Jirga, i 2005. Her fortsatte hun sin kritik af krigsherrerne, som i stort antal var blevet valgt til parlamentet. “Krigsherrerne er korrupte krigsforbrydere, som skal stilles for retten, og de er uforbederlige narkohandlere, som bragte landet i knæ. Krigsherrer skulle ikke have lov til at gemme sig bag en maske af demokrati,” udtalte hun i marts 2006. (4) Hendes kritik fik flere gange andre parlamentsmedlemmer til at udslynge dødstrusler mod hende og smide plastikflasker efter hende i parlamentet. I 2007 blev hun suspenderet fra parlamentet med henvisning til en regel om, at parlamentsmedlemmer ikke må tale nedsættende om hinanden. Ved valget i 2010 genopstillede hun ikke.

9.4 Forfatning med forhindringer Det lykkedes Malalai Joya at sætte kvindernes rolle i det politiske liv højt på dagsordenen under Loya Jirga i 2003. Ved denne Loya Jirga var der desuden heftige diskussioner om, hvorvidt Afghanistan skulle have et stærkt præsidentstyre i stil med det amerikanske og franske, eller om parlamentet skulle have større indflydelse. Det endte med det første, som Hamid Karzai anbefalede. Karzai blev dog efter afstemningen beskyldt for at have “købt” stemmer for sit forslag ved at love betydningsfulde ministerposter til delegerede til gengæld for, at de stemte for et stærkt præsidentstyre. Han blev også kritiseret for, at de afgørende beslutninger blev taget af en mindre forsamling af krigsherrer og partiledere samt internationale repræsentanter. Trods kritikken fik Afghanistan en ny forfatning, som i hvert fald på papiret sikrer kvinder ligestilling. Før forfatningens principper kan omsættes til praksis, kræver det dog en ændring af kvindesynet blandt mange afghanere. Og den slags tager tid. Mojaddedis udtalelser om kvinders underordnede position fik da heller ingen politiske konsekvenser for ham; han sidder nu i det afghanske parlaments overhus som formand for “Den Nationale Kommission for Fred i Afghanistan.”

9.5 Ismail Khan bliver fjernet Hamid Karzai blev af mange ofte lidt hånligt kaldt “Borgmesteren i Kabul”, fordi hans magt i virkeligheden ikke strakte sig ret langt ud i landet, hvor de magtfulde krigsherrer i stedet regerede, flere af dem som guvernører. En af de mest magtfulde var Ismail Khan, guvernøren i Herat. Han ledede Heratprovinsen meget selvstændigt og var på kollisionskurs med styret i Kabul. Som guvernør i Herat opkrævede han told og skat fra trafikken mellem

_75

Malalai Joya er Afghanistans Jeanne d’Arc. Ifølge myten kastede en ung pige ved navn Malalai sig ind i et slag i krigen mod briterne i 1880. Afghanerne var ved at tabe slaget, men Malalais indsats vendte stemningen og afghanerne vandt. Malalai blev dræbt, mens hun holdt fanen og sang om fædrelandet.

_76

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Afghanistan og Iran, og det gav årlige millionindkomster. Til stor ærgrelse for regeringen i Kabul beholdt Ismail Khan selv de fleste af disse penge, angiveligt omkring 100 mio. US dollars om året (1/5 af nationalbudgettet) (5), i Herat. Guvernøren investerede en del af pengene i udvikling af provinsen, og generelt var Herat et af de mest sikre steder i landet. Ismail Khans egensindighed irriterede Karzai, og da den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld i 2003 besøgte Kabul, bad Karzai ham om hjælp til at fjerne Khan fra posten som guvernør. (6) Rumsfeld ønskede Karzai held og lykke, men afslog at hjælpe. Til gengæld var der året efter enighed i CIA om, at Khans indflydelse skulle mindskes. I Kabul havde amerikanerne i november 2003 fået en ny ambassadør, Zalmay Khalilzad, der er pashtun og født og opvokset i Afghanistan, universitetsuddannet ved Det Amerikanske Universitet i Beirut og i USA. Han var guvernør i Kabul indtil juni 2005, og i den periode havde han stor indflydelse på Hamid Karzai og dennes beslutninger. Karzai er ligefrem af Afghanistankendere og politiske kommentatorer blevet beskrevet som Khalilzads hånddukke. (7) Om amerikanerne stod bag, var medvidende om det, eller bare så til fra sidelinjen, er svært at få klarhed over. Men faktum er, at Ismail Khan, som havde været en del af Nordalliancen og samarbejdet med de amerikanske tropper om at befri Afghanistan, blev fjernet som guvernør efter nogle mystiske hændelser. I slutningen af marts 2004 blev Ismail Khans søn, Mirwais Sadeq, skudt i Herat af soldater fra den afghanske hær. Sadeq var minister for civil flytrafik og turisme i Karzais regering, og han havde deltaget i Bonn-konferencen. Drabet på ham havde formodentlig forbindelse med en strid mellem Ismail Khan og hæren om kontrol af militæret i Herat. Midt i august blev Herat og Ismail Khans styrker angrebet af krigsherrer fra tre naboprovinser. Den ene var Amanullah Khan, der er pashtun, og dermed blussede de etniske stridigheder op igen, da Ismail Khan er tadsjiker. Den afghanske hær greb ind og var med til at standse kampene. Efter dette var Ismail Khan svækket og blev til sidst nødt til at tage imod et tilbud om at blive minister for minedrift og industri i regeringen i Kabul, hvorefter Karzai udnævnte en ny guvernør i Herat. Ismail Khans afskedigelse som guvernør betød, at der udbrød voldsomme optøjer og kampe i Herat, hvor der bl.a. blev sat ild til flere FN-kontorer. Fjernelsen af Ismail Khan som guvernør blev af flere set som Hamid Karzais forsøg på at stå stærkere ved det snarlige præsidentvalg.

9.6 Flere krigsherrer truer Karzai To andre mægtige krigsherrer og ledere af Nordalliancen kunne også skabe problemer. Den ene var Mohammed Fahim, der havde været forsvarsminister i overgangsregeringen efter Talibans fald og fra juni 2002 vicepræsident under Karzai. I oktober 2003 rådede Fahim ifølge amerikanske medier (8) stadig over sin egen hær på 50.000 mand samt nye russiske tanks og raketter. Antallet af militsfolk er omstridt, men der var i hvert fald både våben og militsgrupper i Pansjir-dalen nord for Kabul, hvor Nordalliancen traditionelt har stået stærkest. I Kabul blev der talt om magtkamp mellem Fahim og Karzai, men Fahim forsøgte at nedtone dette: “Som forsvarsminister i Afghanistan kan jeg forsikre, at jeg ikke har nogen privat milits. Alle våben, jeg har, tilhører forsvarsministeriet, de bliver bare opbevaret i Pansjir for sikkerhedens skyld,” sagde Fahim. (9) Den afghanske hær bestod på det tidspunkt af omkring 7.000 mand, og den skulle opbygges som en multietnisk styrke for at undgå beskyldninger om, at bestemte af landets etniske grupper blev favoriseret. Derfor var alene antallet af Fahims tadsjikiske militsfolk et problem. Blev 50.000 tadsjikiske soldater sat ind mod det pashtundominerede Taliban, var der risiko for, at det ville udvikle sig til en etnisk defineret borgerkrig En anden stor udfordring var usbekeren Abdul Rashid Dostum, som igennem årene havde skiftet side utallige gange og i den midlertidige regering var blevet udnævnt til vice-

ring mv. Analfabetisme, ringe uddannelse, dårlig boligstandard, ringe sanitære forhold, politisk passivitet

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

forsvarsminister. I marts 2003 indførte han – meget imod Karzais vilje – sin egen “nordlige Kilde: FN zone” i sit område omkring Mazar-e Sharif. Samtidig havde Dostum og hans krigere jævnligt militære sammenstød med en tadsjikisk krigsherre om magten over Mazar-e Sharif. I maj 2003 blev Dostum af Karzai udnævnt til stabschef i den afghanske hær.  I optakten til det afghanske præsidentvalg så det ud, som om Hamid Karzai forsøgte at holde nogle af sine største rivaler tæt ind til sig, for at de ikke åbent skulle udfordre ham. Det kneb dog gevaldigt med sammenholdet. I april 2004 angreb Dostums milits hovedstaden i Faryabprovinsen i det nordlige Afghanistan og afsatte guvernøren, som var indsat af Karzai. Dostum hævdede bagefter, at guvernøren var involveret i opiums- og heroinhandel, og at det var baggrunden for angrebet.

DET POLITISKE SYSTEM

2 Præsidenten

§ Mesrano Jirga (De Ældstes Hus) 102 udpegede medlemmer

Præsidentens beføjelser:

Wolesi Jirga (Folkets Hus) 249 folkevalgte medlemmer

• Øverstkommanderende for de væbnede styrker • Vetoret over for alle parlamentets lovforslag • Ret til at styre per dekret • Ret til at udpege: To vicepræsidenter / Samtlige ministre / 1/3 af Ældstehusets medlemmer / Samtlige 34 provinsguvernører / Samtlige 398 distriksguvernører / Samtlige ti dommere i Højesteret / Statsanklageren / Nationalbankdirektøren

_77

_78

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 10

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 10 De første valg – Karzai og krigsherrerne vinder

10.1 Det første præsidentvalg I oktober 2004 var der præsidentvalg i Afghanistan. Det var det første direkte præsidentvalg i landets historie, og i månederne op til valgdagen havde UNAMA (United Nations Assistance Mission in Afghanistan – FN’s bistandsmission i Afghanistan) brugt mange kræfter på at registrere vælgere, selv i de fjerneste landsbyer og blandt flygtninge i Pakistan og Iran. Næsten 12 millioner vælgere blev registreret. Af dem mødte ca. otte millioner op ved valg stederne og kunne efter afstemningen gå derfra med hver sin blækblå finger. Det svarede til en stemmeprocent omkring 70. Selvom der blev registreret nogen valgsvindel, blev valget godkendt og stemmerne talt op. Ikke overraskende fik Hamid Karzai (pashtun) over halvtreds procent af stemmerne. (se FIG. 10.1) Taliban havde truet med at sabotere valget, men det lykkedes ikke bevægelsen at forhindre, at valget blev gennemført og blev betegnet som en succes for det spæde demokrati. Samtidig understregede valgresultatet imidlertid landets etniske mangfoldighed og den splittelse, som denne mangfoldighed medfører. Mange af vælgerne stemte formodentlig på en kandidat, der havde samme etniske baggrund som dem selv, uden særlig skelen til vedkommendes politiske profil. Gennem det moderne Afghanistans historie har pashtunerne for det meste siddet på regeringsmagten i Kabul, og pashtunerne har haft den opfattelse, at dette er deres ret. Kong Zahir Shah, der regerede fra 1933 til 1973, var den sidste i en række pashtun-konger, og hans efterfølger som præsident, fætteren Daoud, var ligeledes pashtun. De kommunistiske ledere Noor Mohammed Taraki, Hafizullah Amin og Najibullah var pashtuner, mens Babrak Karmal siges at være tadsjiker, der udgav sig for at være pashtun. Blandt mujahedinlederne var der både pashtuner og tadsjiker samt enkelte usbekere. Under Talibanstyret blev Nordalliancen, som bestod af en gruppe af Talibans modstandere, domineret af tadsjikere, og det var dem, der var først til at indtage Kabul efter USA’s bombninger i efteråret 2001. Den kamp om magten, der har fundet sted i Afghanistan siden – både med demokratiske og udemokratiske metoder – har for en stor dels vedkommende handlet om modsætnings- og styrkeforhold mellem forskellige etniske grupper.

10.2 Parlamentsvalg med Talibankandidat Året efter landets første præsidentvalg blev der afholdt valg til Afghanistans parlament og til provinsrådene. Det skete den 18. september 2005. Tidligere krigsherrer og deres medløbere fik flertal i både parlamentets underhus og i provinsrådene, som vælger medlemmerne af parlamentets overhus. Stemmeprocenten var kun på 50, så valgdeltagelsen var altså væsentligt lavere end ved præsidentvalget året før. Afghanistans nye forfatning (se FIG. 9.1) slår fast, at mindst 25 % af pladserne i parlamentet skal besættes med kvinder, men ved valget fik kvinder 28 % af pladserne.  En af de absolutte topfigurer i Taliban, Wakil Ahmad Muttawakil, Talibans udenrigsminister, stillede op ved valget. Det kan virke overraskende, at en Talibantopfigur på denne måde forsøgte sig inden for det nye afghanske demokrati. Hans

_79

_80

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 10.1

Det første valg

I oktober 2004 blev der afholdt det første direkte præsidentvalg i Afghanistans historie: • Hamid Karzai (pashtun) vandt med 55,4 % af stemmerne • Yunus Qanuni (tadsjiker) fik 16,3 % • Mohammad Mohaqiq (hazara) fik 11,7 % • Abdul Rashid Dostum (usbek) fik 10,0 % • En enkelt kvinde, Massouda Jalal (tadsjiker), stillede op ved valget, men fik blot 1,1 % af stemmerne, selvom 40 % af de registrerede vælgere var kvinder.

kandidatur skal dog ses på baggrund af hans evne til at læse begivenhedernes gang og skifte side på det rigtige tidspunkt. Flere medier har fortalt, at Muttawakil før den 11. september 2001 advarede USA om det forestående terrorangreb. Grunden skulle være, at han var bange for, at USA efterfølgende ville angribe Afghanistan. Det siges også, at da USA som en reaktion på 11. septemberangrebet indledte en krig mod Talibanstyret, forsøgte han fra Pakistan at forhandle med USA med et tilbud om, at han ville hjælpe med at udlevere Osama bin Laden til amerikanerne mod, at USA til gengæld skulle standse bombardementerne af Afghanistan. Flere tv-stationer, bl.a. BBC og CBC, oplyste, at Muttawakil i februar 2002 overgav sig til amerikanerne. Herefter blev han holdt indespærret på den amerikanske militærbase Bagram ved Kabul (se s. 64, 87), hvor han formentlig blev grundigt udspurgt især om, hvor Mullah Omar og Osama bin Laden opholdt sig. Nogle mente, at han ville blive sendt til Guantánamo (se FIG. 7.4), ligesom mange formodede Talibanfolk var blevet det. Men i stedet blev han i oktober 2003 løsladt fra Bagrambasen og vendte hjem til sin familie i Kandahar, hvor han blev sat i husarrest. I mellemtiden var han blevet udstødt af Taliban.  I september 2005 stillede han så op til parlamentsvalget, og i forbindelse med valget udtalte han i et interview med BBC, at han nu gik ind for, at piger skulle have uddannelse, så længe det foregik inden for rammerne af afghansk kultur.

10.3 Skandaleramt valg I august 2009 blev der igen afholdt præsidentvalg og samtidig valg til provinsrådene. Valget udviklede sig denne gang til en langtrukken skandale med flere måneders beskyldninger om valgsvindel og uregelmæssigheder, før resultatet endelig lå klart. Der var i alt 41 kandidater ved præsidentvalget, hvoraf to var kvinder. Præsident Hamid Karzai stillede op igen. Hans mest markante modkandidat var Abdullah Abdullah (tadsjiker/pashtun), som var udenrigsminister i Karzais første regering 2001-2005 og havde været en meget betydende person i Nordalliancen. Ved det samtidige valg til provinsrådene i landets 34 provinser var der omkring 3.000 kandidater til de lidt over 400 pladser. Provinsrådet rådgiver og arbejder sammen med guvernøren, som er udpeget af præsidenten. En kommission, der behandlede klager vedrørende valget, havde på forhånd udelukket 54 kandidater fra provinsvalgene, fordi de havde forbindelse til “illegale væbnede grupper”. Men ifølge oplysninger indsamlet af en gruppe menneskerettighedsorganisationer havde yderligere ca. 70 kandidater lignende forbindelser og burde have været udelukket. Alligevel fik de lov at stille op. Det vakte forargelse i Vesten især i de lande, der havde postet millioner af dollars i valget i form af støtte til valgobservatører, sikkerhedsforanstaltninger m.m. Den udenlandske støtte til valget beløb sig ifølge en canadisk avis til 250 mio. dollars, hvoraf de 35 millioner kom fra Canada. “Der er ikke noget, der forhindrer krigsherrer, narkobagmænd eller menneskerettighedskrænkere i at blive valgt,” konkluderede avisen på baggrund af oplysninger fra en konsulent med fem måneders udstationering i FN’s bistandsmission i Afghanistan (UNAMA) bag sig. (1) I det nuværende parlament og i flere af provinsrådene sidder da også adskillige personer,

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

som er kendt for at have blod på hænderne. Flere af dem er egentlige krigsherrer, som blot er smuttet uden om valglovens bestemmelser ved at registrere deres milits som et privat sikkerhedsfirma. Andre har formodentlig klaret paragrafferne ved at benytte sig af politiske forbindelser på højeste plan. (2) Sikkerheden ved valget var også et problem. Afghanistans indenrigsministerium vurderede inden valget, at 12 ud af de 34 provinser var “højrisikoområder”. Det vil sige, at regeringens kontrol med provinserne var begrænset eller ikke eksisterende. Den største trussel mod valget kom fra Taliban, men også militsgrupper og sikkerhedsstyrker med forbindelse til bestemte kandidater skabte utryghed. Desuden blev kvindelige kandidater truet, nogle endda af deres egne familiemedlemmer, som anså det for moralsk forkert, at de som kvinder engagerede sig i politik. (3)

10.4 Tvivlsomme kandidater og svindel med valgkort Flere af kandidaterne ved præsidentvalget i 2009 blev også anklaget for at have en brutal fortid som krigsherrer og narkobaroner. Det drejede sig især om Hamid Karzais (pashtun) to vicepræsidentkandidater: Mohammed Fahim (tadsjiker) og Karim Khalili (hazara). Udpegningen af Fahim som vicepræsidentkandidat blev fordømt af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, som i sin World Report for 2010 (udgivet efter valget) beskyldte Fahim for at være involveret i narkohandel, have væbnede militser og være ansvarlig for en række krænkelser af menneskerettighederne: “Menneskerettighedskrænkere fortsatte med at nyde næsten fuldstændig straffrihed. Præsident Karzai forsøgte at sikre sit genvalg i 2009 gennem en række aftaler med tidligere krigsherrer fra alle de største etniske grupper. Valget af Mohammed Fahim som Karzais vicepræsidentkandidat var kendetegnende for denne tendens. Fahim har længe været impliceret i mulige krigsforbrydelser fra 1990’erne, og han opfattes i vid udstrækning af mange afghanere, som én der har forbindelse til kriminelle bander”, stod der i rapporten. (4) Efter Talibans fald i 2001 blev Fahim udpeget som forsvarsminister under præsident Karzai. Samtidig med, at han var forsvarsminister, opretholdt han sin egen milits, og han blev af mange anset som mere magtfuld end præsidenten. Efter præsidentvalget i 2004 blev han ikke genudnævnt som forsvarsminister, men Karzai udnævnte ham til “marshal” for livstid. I 2006 blev han desuden ansat som rådgiver for regeringen, og ved præsidentvalget i 2009 førte hans vicepræsidentkandidatur til, at han fik titlen som første vicepræsident under Karzai. Også Karzais anden vicepræsidentkandidat, Karim Khalili, blev af Human Rights Watch udpeget som medskyldig i menneskerettighedskrænkelser og drab på uskyldige civile under borgerkrigen i 1990’erne. Det samme gjaldt Abdul Rashid Dostum (usbek), der tre dage før valget dukkede uventet op fra sit eksil i Tyrkiet for at støtte Karzai. Hamid Karzai er pashtun og regnede formentlig med, at han ville få en stor del af stemmerne fra denne etniske gruppe. Derudover sikrede han sig med valget af vicepræsidentkandidater og med støtten fra Dostum en del stemmer fra de tre andre store etniske grupper, tadsjiker, hazaraer og usbekere. Karzais febrilske forsøg på at blive genvalgt ved at indgå aftaler med krigsherrerne medførte imidlertid, at han både i Afghanistan og internationalt tabte meget i troværdighed. Heller ikke valgkampen og selve valghandlingen scorede høje karakterer i troværdighed. En afghansk valgkommission konstaterede, at den statsejede afghanske radio- og tv-station i perioden op til valget havde brugt 71 % af tiden i deres vigtigste nyhedsudsendelser til omtale af Karzai. På selve valgdagen var der problemer med sikkerheden mange steder, og omkring 800 af de ca. 7.000 valgsteder åbnede slet ikke. ISAF rapporterede senere, at der havde været over 400 militære angreb på valgdagen, hvilket gjorde det til en af de mest voldsprægede dage i Afghanistan siden 2001. Den afghanske regering oplyste, at 26 personer blev dræbt

_81

_82

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

på valgdagen heraf otte afghanske soldater, ni politifolk og ni civile. Desuden blev to britiske og én amerikansk soldat dræbt. I perioden før valget blev der i medierne berettet om omfattende svindel med registrering af vælgere. Det blev nævnt, at man kunne købe sig til vælger-id-kort. En afghansk BBC-medarbejder blev på gaden i Kabul tilbudt 1.000 vælger-id-kort til 10 dollar stykket. Kortene var gyldige med navn og foto. BBC kunne desuden fortælle, at et stort antal personer, som reelt ikke eksisterede, var registreret som vælgere. BBC oplyste også, at lokale ledere påvirkede folk til at stemme på bestemte kandidater – vel at mærke efter, at disse ledere blev tilbudt bestikkelse i størrelsesordenen 10.000-20.000 dollars fra de to ledende kandidater, Hamid Karzai og Abdullah Abdullah.

10.5 Spænding om stemmetal Efter præsidentvalget var der uklarhed om, hvor mange vælgere der havde afgivet deres stemme. Nogle aviser vurderede, at stemmeprocenten var helt nede på 5-10 i provinser som Helmand og Kandahar, hvor Taliban stod stærkest, og i provinser, hvor pashtunerne udgjorde et flertal. (5) Den endelige opgørelse viste, at samlet havde kun 30-33 % af de registrerede vælgere stemt, og kvinder havde stemt i et meget mindre antal end ved tidligere valg. Tallene blev fremlagt i en fælles udtalelse fra FN og den afghanske menneskerettighedskommission i oktober 2009.  Der kom i tusindvis af klager over valget, og der kom løbende nye resultater af optællingen, fordi der var strid om, hvilke stemmer der kunne tælles med. Op mod en million stemmer på Karzai blev kasseret på grund af ugyldighed, oplyste BBC News, og spændingen steg om, hvorvidt det blev nødvendigt med en anden valgrunde. Valgloven slår nemlig fast, at hvis ingen af kandidaterne får over 50 % af stemmerne i første runde, skal der gennemføres en ny valgrunde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer. Det endelige resultat blev lagt på bordet den 21. oktober. Det viste, at Hamid Karzai havde fået 49,67 % af stemmerne, mens Abdullah Abdullah havde fået 30,59 %. Der skulle altså afholdes en ny valgrunde. Men Abdullah trak sig efter at have kritiseret hele valghandlingen i stærke vendinger, og en svækket Hamid Karzai var nu genvalgt som præsident for fem år sammen med sine to stærkt kritiserede vicepræsidenter i et perforeret afghansk demokrati.

10.6 Over en million stemmesedler kasseret  Året efter, den 18. september 2010, var der valg igen, denne gang til det afghanske parlament, Wolesi Jirga. Den uafhængige valgkommission diskvalificerede 36 kandidater, fordi de havde forbindelse til ulovlige private militser. Men Sima Samar, leder af Afghanistans Uafhængige Menneskerettighedskommission, vurderede forud for valget, at der stadig var krigsforbrydere på kandidatlisterne: “Der er endnu en gang nogle af kandidaterne, som tidligere har krænket menneskerettighederne,” sagde Sima Samar til Institute for War and Peace Reporting. (6) Sima Simars frustration over krigsforbrydernes deltagelse i valget var desto større, fordi hun selv i 2002 blev udpeget til minister for kvindeanliggender og herefter gjorde en stor indsats for at forbedre menneskerettighedsforholdene i landet. Hun satte spørgsmålstegn ved konservative islamiske love og sharialove, og det gjorde hende upopulær i dele af befolkningen. Hun blev udsat for dødstrusler og blev i 2003 tvunget til at forlade ministerposten, men fortsatte sit arbejde for kvinders forhold og menneskerettigheder, bl.a. som leder af Afghanistans Uafhængige Menneskerettighedskommission. Hendes arbejde har fået stor anerkendelse internationalt, og der blev da også lyttet til hendes kritik af valget. Belært af problemerne ved præsidentvalget året før forsøgte de afghanske myndigheder med støtte fra USA og NATO at styrke sikkerheden omkring valget og minimere muligheden for valgsvindel. Men resultatet af anstrengelserne var ikke opløftende: På valgdagen

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_83

blev mindst 14 mennesker dræbt, og af de 5,6 millioner afgivne stemmer blev 1,3 millioner kasseret på grund af valgsvindel. (7) Man endte altså med 4,3 millioner gyldige stemmer fra ca. 10 millioner registrerede vælgere. “Disse valg vil kun gøre lidt for at ændre Afghanistans system af nepotisme i politik, og de vil helt sikkert ikke ændre magtbalancen,” vurderede en anonym vestlig valgembedsmand, der beskrev parlamentsvalget med følgende ord: “Politik som sædvanlig, lige så korrupt og lige så voldeligt som sidste år.” (8) Hermed var der lagt op til en svær fremtid for det afghanske demokrati – ikke mindst fordi Taliban, Pakistan og det internationale samfund også på hver sin måde spillede – og spiller – deres roller i det komplicerede magtspil.

‘En løftet pegefinger’ Kvindernes deltagelse i samfundslivet har været en af de parametre, det internationale samfund har målt udviklingen i Afghanistan på. Det har derfor skabt glæde, at millioner af afghanske kvinder har deltaget ved præsident-, parlaments- og lokalvalg. Ligesom de mandlige vælgere får kvinderne deres finger farvet med blæk, når de har stemt, så de ikke kan stemme flere gange.

_84

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 11

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_85

KAPITEL 11 Frem mod 2014 – Afghanistan truet af splittelse 11.1 Ny strategi fra Obama I januar 2009 blev USA’s nye præsident, Barack Obama, indsat, og han lancerede kort efter en ny strategi for indsatsen i Afghanistan. Målet var, at den nationale afghanske hær og de afghanske politienheder i højere grad selv skulle tage sig af at skabe sikkerhed i landet. Det betød, at den internationale styrke i højere grad skulle stå for at træne og uddanne afghanerne til sikkerhedsopgaverne, mens afghanerne skulle stå for at løse dem. I første omgang skulle der dog sættes flere tropper ind for at styrke Hamid Karzais trængte regering i kampen mod Taliban. Mens mange af kræfterne i Afghanistan blev brugt på at afholde præsident- og parlamentsvalg, havde Taliban nemlig udnyttet tiden til at samle kræfter, bl.a. ved at trække sig tilbage til Pakistan, i grænseområderne til Afghanistan, hvorfra bevægelsen langsomt optrappede den militære kamp mod den nye regering og de udenlandske tropper. Der tales i dag om en særskilt pakistansk udgave af Taliban, som har fundet et fristed i de pakistanske pashtun-stammeområder (“Federally Administered Tribal Areas”, Føderalt administrerede stammeområder, eller blot FATA), hvor også andre islamistiske bevægelser holder til. Det samme gør sig gældende i Nordvestgrænseprovinsen (Northwest Frontier Province), også kaldet Khyber Pakhtunkhwa-provinsen, hvor mere end to tredjedele af befolkningen er pashtuner. Disse stammeområder har en særlig status som semiautonomt område, hvor den pakistanske regering i Islamabad aldrig har haft meget at skulle have sagt. Her bor 3-4 millioner mennesker, der for hovedpartens vedkommende har en identitet som pashtuner frem for som pakistanere. I FATA-områderne har Pakistans parlament ingen indflydelse og domstolene har ingen jurisdiktion. Her gælder andre regler som f.eks. kollektiv straf for enkeltpersoners forbrydelser og fængselsstraffe uden retssager eller appelmuligheder. Disse regler betyder, at det i høj grad er pashtunske stammeråd og stammeledere, som bestemmer, fortolker loven og afgør stridigheder. Styreformen i FATA blev indført af Storbritannien i kolonitiden. Hvert år støtter USA det pakistanske militær og samfund med milliarder af dollars, og under pres fra USA har den pakistanske hær forsøgt at bekæmpe de militante grupperinger i FATA og provinsen Khyber-Pakhtunkhwa. Det er imidlertid ikke lykkedes den pakistanske hær at nedkæmpe militserne, og nogle iagttagere vurderer, at den pakistanske regering ikke for alvor gør en indsats for at bekæmpe Taliban og dens allierede, og at de derfor udgør en fortsat trussel mod udviklingen i Afghanistan. For at imødegå Talibans offensiv besluttede den amerikanske præsident Barack Obama i december 2009 at sende 30.000 ekstra soldater til Afghanistan. Samtidig annoncerede han, at USA ville begynde at trække sine tropper ud af landet i sommeren 2011, og at tilbagetrækningen af kampsoldater skulle være afsluttet ved udgangen af 2014.   Fra december 2009 oprustede USA således med flere soldater og forsøgte sideløbende at lægge flere opgaver over til det afghanske politi og militær. Imens forberedte Taliban sig på at generobre magten. Bevægelsen havde etableret en omfattende skyggeregering af guvernører, politichefer, distriktsadministratorer og dommere, der mange steder i landet

“I har uret, men vi har tiden”.   Taliban-talemåde om, hvorfor amerikanerne efter Talibans opfattelse aldrig kan vinde over de afghanske oprørere

_86

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

“Vi bliver nødt til at have Taliban med i forhandlinger om at løse konflikten. Taliban er også en del af det afghanske folk.” Zitara, 18 år, gymnasieelev i Helmandprovinsen, i magasinet Zapp jorden rundt, nr. 1/2010

efterhånden havde større indflydelse på afghanernes liv, end den formelle regering havde. “Disse mennesker i skyggeregeringen kører landet nu. De er en vigtig del af kaos,” udtalte Khalid Pashtoon, parlamentsmedlem fra Kandaharprovinsen i slutningen af 2009. (1)

11.2 Amnesti for krigsforbrydere I september 2010 blev der igen afholdt valg til parlamentet. Taliban udstedte trusler mod alle, som deltog i valget. 36 kandidater fra 17 provinser blev af den officielle valgklagekommission nægtet at stille op, fordi de havde forbindelser til “forbudte bevæbnede militser”. Der blev i den forbindelse rejst kraftig kritik af en lov, som det afghanske parlament havde vedtaget i 2007. Loven gav immunitet mod retsforfølgelse til kombattanter, der havde deltaget i krigen mod den sovjetiske besættelse i 1980’erne, i den blodige borgerkrig i 1990’erne eller i kampen mod Talibanstyret indtil dets fald i 2001. Alle, der havde deltaget i disse kampe gennem de seneste 30 år, var altså sikret mod at blive retsforfulgt. Selv krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder massakrer, voldtægt, tortur og offentlige henrettelser, var omfattet af amnestien. Afghanske og internationale menneskerettighedsorganisationer protesterede mod loven, og det var formodentlig derfor, præsident Karzai ikke satte sin underskrift på den, efter at den var blevet vedtaget. Det er ellers almindelig praksis, at præsidenten underskriver alle nye love, når de er blevet vedtaget i parlamentet, og når de har præsidentens signatur, er de gyldige. Hvad så med loven om immunitet til kombattanter – var den gyldig eller ej? Det stod hen i det uvisse, indtil præsidentens kontor i september 2010 officielt gav besked om, at loven var gældende også uden Karzais underskrift. (2) Denne meddelelse fik 24 afghanske organisationer til at opfordre til, at loven skulle ophæves. Disse grupper krævede “ansvarlighed, ikke hukommelsestab” for tidligere og nuværende forbrydelser som en forudsætning for ægte forsoning og fred i Afghanistan. Men loven står stadig ved magt, og der er næppe udsigt til, at den bliver ophævet, så længe et flertal af parlamentets medlemmer har en helt personlig interesse i at være omfattet af amnestien.

11.3 Sikkerhed som privat forretning En anden udfordring er det stigende antal ansatte i de private sikkerhedsfirmaer, som står for en del af den internationale indsats i Afghanistan. En amerikansk kongresrapport fra januar 2010 viste, at private firmaer udgjorde mellem 22 og 30 % af de amerikanske væbnede styrker i Afghanistan. Antallet var steget voldsomt fra midt i 2009, altså efter at præsident Barack Obama havde præsenteret sin nye strategi for USA’s indsats. Tal fra analyseinstituttet Brookings Institute (3) afslører, at private sikkerhedsfirmaer i 2010 og 2011 beskæftigede omkring 19.000 personer – vel at mærke kun til deciderede sikkerhedsopgaver, hvor de ansatte er bevæbnede, bl.a. personlig beskyttelse af præsident Karzai. Op mod 90 % af de ansatte i disse firmaer er i øvrigt afghanere. Samlet set er der flere end 100.000 ansatte i sikkerhedsfirmaerne, som også udfører opgaver som byggeri og madlavning. Ifølge det amerikanske forsvarsministeriums regler må private sikkerhedsfirmaer ikke deltage i “offensive operationer”. Men disse regler bliver tilsyneladende ikke overholdt, fremgår det af kongresrapporten: “Mange analytikere mener, at bevæbnede sikkerhedsfirmaer deltager i kampoperationer, med det argument, at international ret ikke sondrer mellem den offensive eller defensive karakter af deltagelse i kamp,” fastslår rapporten. (4) I 2010 annoncerede præsident Karzai, at alle private sikkerhedsfirmaer skulle forlade Afghanistan i løbet af fire måneder. Siden er tidsfristen dog blevet forlænget flere gange.

11.4 Taliban infiltrerer hæren USA’s og NATO’s overordnede strategi om at lade den afghanske hær selv overtage sikkerheden er også stødt på flere vanskeligheder. En af dem er Talibans voksende infiltration af hæren, hvor de udfører det, der er blevet kaldt “insiderangreb”. (se FIG. 11.1) Ved flere

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_87

FIG. 11.1

Insiderangreb Insiderangreb – også kaldet “green on blue” – betegner de situationer, hvor uniformerede afghanere vender deres våben mod medlemmer af den internationale ISAF-styrke. Der har de seneste år været en klar stigning i antallet af dødsofre for insiderangreb i Afghanistan: • 2007: 2 • 2008: 2 • 2009: 10 • 2010: 20 • 2011: 35 • 2012: 62

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) deler problemet op i to: 1. De ideologisk betingede angreb, hvor Taliban infiltrerer og får folk optaget (i de afghanske sikkerhedsstyrker, red.) eller truer/presser nogle af de soldater, der allerede er der, til at skyde på de allierede soldater. 2. De mere kulturelt betingede angreb, hvor der (fra ISAF-soldaternes side, red.) bliver sagt nogle ting og handlet på en måde, der bliver opfattet som krænkende eller fornærmende, og som så fører til, at der bliver grebet til våben.

Den store forskel er, at det ene er båret af politisk uvilje mod at have de internationale styrker i Afghanistan, mens det andet er båret mere af personlige motiver, forklarer Hækkerup. Kilde: Ritzau 11-01-2013.

lejligheder har afghanske soldater skudt og dræbt vestlige soldater, hvorefter Taliban har oplyst, at den afghanske soldat var rekrutteret af Taliban. I 2012 var der mindst 45 insiderangreb, som kostede 62 døde soldater. I januar 2012 skød en afghansk soldat f.eks. fire franske soldater. Det førte omgående til trusler fra den franske præsident om, at han ville trække sine soldater hjem fra Afghanistan hurtigere end ellers planlagt. Den afghanske soldat, der udførte drabene, forklarede senere, at han havde skudt de franske soldater, fordi han havde set en video med en gruppe amerikanske soldater, som tissede på nogle døde Talibankrigere. (5) Også andre gange er almindelige afghanere blevet vrede og oprørte over det, de har opfattet som krænkende og respektløs adfærd fra udenlandske styrkers side. Da der i februar 2012 blev fundet forkullede rester af Koraner på den amerikanske Bagram-base nord for Kabul, førte det f.eks. til omfattende og voldelige demonstrationer med adskillige dræbte til følge. To amerikanske soldater blev desuden dræbt af skud fra en soldat fra den afghanske hær, som ville hævne den formodede Koranafbrænding på Bagrambasen. Den amerikanske hærchef og præsident Obama undskyldte offentligt for Koranafbrændingen, men det kunne ikke for alvor dæmpe vreden blandt afghanerne. I marts 2012 dræbte en amerikansk soldat 17 civile afghanere, heraf ni børn og tre kvinder, i en massakre på to landsbyer, angiveligt som hævn for en vejsidebombe, som amerikanske soldater var kørt på tidligere på dagen. Drabene på de 17 civile førte til endnu flere demonstrationer mod USA’s og NATO’s soldater, og præsident Karzai forlangte, at de udenlandske tropper skulle fjernes fra alle landdistrikter i Afghanistan. Dermed er problemet imidlertid ikke løst, for når de udenlandske tropper trækker sig ud, skal ANA – Afghan National Army – være i stand til selv at stå for sikkerheden. Planen er, at ANA skal ende med at være på 240.000 mand. Det mål er langtfra nået endnu, og desuden er mange af soldaterne dårligt uddannede. Nogle lader sig indskrive i hæren for at tjene penge, deserterer så og lader sig i nogle tilfælde hyre af Taliban, som ofte betaler bedre end ANA. Nogle vender dog tilbage til ANA, primært for at få penge for igen at lade sig indskrive. Ifølge en FN-rapport fra januar 2010 er ni ud af ti soldater i den afghanske hær analfabeter, tre ud af ti er narkomaner, og en fjerdedel deserterer hvert år medbringende de våben, de har fået udleveret.

11.5 Forsøg på forhandlinger med Taliban Tilbage står, at mens de udenlandske styrker trækker sig ud – med det mål, at alle kampstyrker skal være ude af landet i slutningen af 2014 – er Talibans indflydelse fortsat stor, og Karzai og hans regering får sværere og sværere ved at holde fast i visionen om et fremtidigt

“Tålmodighed er bitter, men dens frugter er søde.”   Afghansk talemåde

_88

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 11.2

Taliban truer sikkerheden Sikkerhed er stadig et stort problem i Afghanistan. Det amerikanske Brookings Institute laver et Afghanistan Index, som i tal og grafer fortæller om udviklingen, bl.a. antallet af angreb fra oprørerne uge for uge fra 2004. Antallet af angreb pr. uge har udviklet sig således: • Begyndelsen af 2004: 40-50

“Navnlig Pakistan har altid været og vil efter alt at dømme forblive en del af den afghanske ligning. Spiller de ikke konstruktivt med, går ligningen ganske enkelt ikke op. Derfor må Nato rumme det næsten ubærlige paradoks, at samarbejdet med Pakistan skal fungere, også selv om eksemplerne på pakistansk støtte til Taliban er mange.”  Bo Lidegaard, chefredaktør, historiker, i leder i Politiken, den 28. november 2011

• • •

Sommer-efterår 2007: ca. 250 August-september 2009: 600-900  August-september 2010-primo 2011: 600-1100

afghanske soldater, der mistede livet i tjenesten, det højeste antal siden Taliban indledte sit væbnede oprør mod myndighederne. Kilde: www.brookings.edu/topics/afghanistan.aspx

Ifølge den afghanske regering rammer Talibans angreb i stigende grad afghanske soldater. I 2012 mistede flere end 1000

demokratisk Afghanistan uden Taliban. Tværtimod ser det ud til, at Taliban må ‘tages i ed’, hvis der skal opnås fred og stabilitet i Afghanistan fremover. Med andre ord: Karzai og hans regering kommer ikke udenom at forhandle med Taliban. Det har USA tilsyneladende også indset, for i januar 2012 åbnede Taliban et kontor i Qatar i Den Arabiske Golf – med godkendelse fra USA. Formålet var, at USA og Taliban her skulle forhandle om Afghanistans fremtid. I første omgang så det ud til, at USA var gået bag om ryggen på præsident Karzai, som reagerede ved at trække sin ambassadør i Qatar hjem. Men det var muligvis mest af alt spil for galleriet og et forsøg på ikke at tabe ansigt og popularitet i den afghanske befolkning. For mange afghanere er det nok forventeligt, men ikke desto mindre bittert, at den afghanske regering må bøje sig for Talibans magt og forhandle med bevægelsen efter at have bekæmpet den i en blodig krig i mere end ti år. Siden åbningen af det USA-støttede Talibankontor i Qatar har præsident Karzai selv forsøgt at få gang i direkte forhandlinger med Taliban. Indtil videre har Taliban dog afslået og har heller ikke vist sig villig til at forhandle direkte med USA. Taliban har ladet forstå, at bevægelsen først vil indgå i direkte forhandlinger, hvis nogle af deres topfolk bliver løsladt fra Guantánamobasen (se FIG. 7.4, s. 63), hvor de har siddet indespærret i årevis. Midt i marts 2012 afbrød Taliban kontakten med USA, hvorefter amerikanerne erklærede, at de ønskede at genoptage den. Barack Obama udtalte så sent som i januar 2013, at der ingen mulighed er for forsoning i Afghanistan mellem regeringen og oprørerne i Taliban, med mindre Taliban “opgiver deres terroraktioner”. En ny åbning viste sig dog omkring årsskiftet 2012/2013, da der fandt et møde sted nær Paris, hvor to fremtrædende Talibanrepræsentanter sad til bords med afghanske regeringsrepræsentanter, oppositionsmedlemmer og folk fra Nordalliancen. Talibanrepræsentanterne meddelte, at gruppen er parat til at deltage i en afghansk samlingsregering, hvis alle afghanere bliver repræsenteret i en sådan. De lovede også at arbejde for fred og politisk tolerance, men krævede til gengæld at der blev udarbejdet en ny, islamistisk forfatning for Afghanistan. Den nuværende regering håber, at de kan overtale Talibanbevægelsen til at lægge våbnene og fremover alene fungere som en ikke-militant politisk bevægelse. Sker der, vil det såkaldte Haqqaninetværk, der fører guerillakrig mod regeringen fra området ved den afghansk-pakistanske grænse måske også tilslutte sig fredsprocessen, vurderer forhandlere fra den afghanske regering.

11.6 Et delt Afghanistan? USA’s og den afghanske regerings udstrakte vilje til at forhandle med Taliban må ses som et udtryk for, at det ikke er lykkedes at nedkæmpe Taliban militært, og at der ikke er udsigt til, at det kan lade sig gøre inden for en overskuelig fremtid. Spørgsmålet er, hvem der har mest at vinde ved forhandlingerne, og hvem der har tid til at vente. Taliban har tidligere vist, at bevægelsen har tiden på sin side forstået på den måde, at dens folk er parate til at vente længe på, at fjenden mister tålmodigheden for så igen at sætte sig på magten. Når USA og

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

NATO trækker deres styrker ud, vil Taliban rent militært kun stå over for den afghanske hær, som stadig er præget af manglende professionalisme. Storbritanniens tidligere ambassadør i Afghanistan, Sir Sherard Cowper-Coles, mener, at den afghanske regeringshær under ingen omstændigheder vil være i stand til at føre krig og forsvare de områder, som ISAF-styrkerne nu holder stand i. Han har været den britiske regerings særlige udsending i Afghanistan og Pakistan og skrev på baggrund heraf bogen “Cables from Kabul: The Inside Story of the West’s Afghanistan Campaign”. I bogen vurderer han, at det mest sandsynlige er, at Afghanistan bliver delt midt over, når de vestlige styrker forlader landet. (6) Det vil betyde, at Taliban kommer til at regere over den sydlige og østlige del af landet, hvor hovedparten af befolkningen er pashtuner, og hvor Taliban står stærkest. Den nuværende regering kan så muligvis opretholde kontrollen i den nordlige og vestlige del af landet, som etnisk set er mere sammensat.  Hvis Taliban opretter en pashtunsk stat i en del sydlige og østlige del af Afghanistan, kan den gamle tanke om et samlet Pashtunistan på tværs af Durandlinjen (se s. 22-23) igen blive aktuel, især hvis det pashtunske flertal i den pakistanske provins Khyber-Pakhtunkhwa og i stammeområderne bakker op om ideen ved at kræve løsrivelse fra Pakistan. Sker det, risikerer ikke blot Afghanistan, men også den pakistanske stat at blive opløst.  Under alle omstændigheder er det et faktum, at afghanerne næppe vil være i stand til at løse sikkerhedsopgaverne i landet selv, når de udenlandske kampsoldater, herunder de danske, trækkes ud. I januar 2013 udtalte et medlem af det afghanske parlament, Naeem Lalai, valgt i Talibans ‘højborg’ Kandahar: “Hvis amerikanerne trækker alle soldater hjem uden en plan, vil borgerkrigen fra 1990 gentage sig.” (7)  Det har også den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), erkendt: “Den tanke, at nogle af de hårdt tilkæmpede resultater kan gå tabt, kommer vi simpelthen ikke uden om at vænne os til. Vi må allerede nu se i øjnene, at et fredeligt, stabilt og demokratisk Afghanistan med et styre, der respekterer det enkelte menneskes rettigheder, vil tage mange år,” udtalte udenrigsministeren i marts 2012. (8) Den vurdering deles af journalist og Afghanistankender Nagieb Khaja: “Afghanistan vil have brug for bistand efter 2014, både civilt og militært. Ellers risikerer man, at den nye afghanske hær braser sammen, ligesom det skete, da russerne forlod landet i 1989. Det bedste, Vesten kan gøre, er at støtte det civile samfund, som forsvarer befolkningens rettigheder og så stille betingelser for den bistand, vi giver til regeringen. Vi skal kræve, at myndighederne behandler borgerne ordentligt, at ligestillingen øges osv. Hvis udviklingen går i den forkerte retning, skal det have konsekvenser. Men det er en balancegang. Hvis vi stiller for skrappe krav, risikerer vi at afghanerne isolerer sig og vælger talebanerne i stedet.” (9)

_89

Man er nødt til at tage Taleban alvorligt i det politiske spil, som går i gang, når NATO er væk. Men samtidig tror jeg, at de tunge drenge i Taleban har lært, at de ikke kan vinde militært. Så for mig at se, bliver Taleban også nødt til at søge en forhandlingsløsning med det regime, der sidder i Kabul, når ISAF er væk.”  Peter Viggo Jakobsen, lektor i international politik, i magasinet RÆSON, 2011

_90

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

”Badet i amerikanske penge og NATO-penge er Mr. Karzais regering bredt anerkendt som en af de mest korrupte i verden.” New York Times, 31. januar 2012

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

DEL III AFGHANISTAN – Dilemmaer for udvikling

_91

_92

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 12

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 12 Krigsherrealliancer og konservative dommere – Kan demokratiet overleve? 12.1 De almindelige afghaneres Afghanistan Da præsidentvalget i Afghanistan i oktober 2004 var vel overstået, fandt statsledere fra en række vestlige lande de store ord og klapsalver frem. Nu var et vigtigt skridt taget i den proces, der ifølge den amerikanske præsident Bush og hans allierede i kampen mod terror skulle føre Afghanistan fra undertrykkelse under Taliban til demokrati og frihed med et folkevalgt styre. Det var uhyre vigtigt for Bushadministrationen, at valget var blevet gennemført uden de helt store problemer, selvom det blev udsat et par gange, og det var selvfølgelig ekstra glædeligt for amerikanerne, at USA’s foretrukne kandidat, Hamid Karzai, var blevet valgt. Desuden så det internationale samfund det som en sejr, at Talibans trusler om at forstyrre valget ikke i særlig stor grad var blevet omsat til virkelighed. 70 % af de registrerede vælgere stemte ved valget – på trods af en ikke ubetydelig sikkerhedsrisiko. I overskrifter så udviklingen i Afghanistan på dette tidspunkt ud til at gå i den rigtige retning. Men som beskrevet i de foregående kapitler, varede det ikke ved. Det planlagte parlamentsvalg, der skulle være afholdt samtidig med det første frie præsidentvalg, måtte udskydes til året efter, og ved dette valg, i september 2005, blev det tydeligt, at Afghanistan fortsat sloges med store problemer, når det gælder afvikling af valg – problemer, som fortsat ikke er løst. Bestikkelse, korruption og politiske studehandler førte til, at Afghanistans krigsherrer og deres støtter satte sig tungt på magten i parlamentet, og deres legitimitet var begrænset af, at valgdeltagelsen var nede på sølle 50 % af de registrerede vælgere. Forskellen på de to valg og udviklingen siden har gjort det klart, at Afghanistan står over for en enorm udfordring med at sikre det institutionelle demokrati. Spørgsmål, der trænger sig på, er: • Er det muligt at fravriste krigsherrer og korrupte stammeledere den magt, som de gennem årtiers krig og ufred er blevet så dygtige til at fastholde?   • Kan og vil regeringen holde sig fri af korruption og bestikkelse og hjælpe den almindelige afghaner i stedet for sine gamle alliancepartnere?  • Kan man forene et traditionelt stammesamfund med normer for moderne demokrati?

12.2 Forfatning med problemer  Hverdagen i Afghanistan er fyldt med symptomer på en sygdom, der plager mange lande verden over: bestikkelse, korruption og manglende retssikkerhed. Også når det gælder de individuelle frihedsrettigheder, står det slemt til i Afghanistan, og det skyldes ikke kun, at lovgivningen ikke altid overholdes, men også at forfatningen i sig selv er uklar og rummer problematiske modsætninger. Det viser bl.a. en sag fra 2006, hvor den 41-årige Abdul Rahman (tadsjik) fra Kabul blev fængslet og truet med dødsstraf, fordi han var konverteret fra islam til kristendommen. Det blev en sag, der gav genlyd verden over. I begyndelsen af 1990’erne arbejdede Abdul Rahman i Peshawar i Pakistan for en katolsk organisation, der hjalp afghanske flygtninge i lejrene. I forbindelse med dette blev han katolik. Siden boede

_93

_94

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

“Badet i amerikanske penge og NATO-penge er Mr. Karzais regering bredt anerkendt som en af de mest korrupte i verden.” New York Times, 31. januar 2012

han nogle år i Europa, men i 2002 vendte han tilbage til Afghanistan. Hans kone, der var muslim, havde i mellemtiden ladet sig skille fra ham på grund af hans religionsskifte. Da han vendte tilbage til sit befriede hjemland, nægtede hans forældre at give ham adgang til deres hus, og i februar 2006 meldte nogle af hans familiemedlemmer ham til politiet. Da politiet kort efter ransagede Abdul Rahmans hjem og fandt en bibel der, blev han arresteret. Op til retssagen mod ham i marts 2006, kunne han ikke finde en advokat, som ville forsvare ham. Anklageren krævede dødsstraf. At det overhovedet kunne komme på tale at kræve dødsstraf mod en mand, der var konverteret fra islam til kristendom, kan forklares med en række modsætninger og paradokser i Afghanistans forfatning fra 2004. (se s. 74-75) På den ene side garanterer den religionsfrihed:  Artikel 2: “Religionen i Den Islamiske Republik Afghanistan er den hellige religion islam. Tilhængere af andre religioner kan frit udøve deres tro og udføre deres religiøse ritualer inden for rammerne af lovgivningens bestemmelser.”  På den anden side erklærer forfatningen, at islam står over alt andet i lovgivningen:  Artikel 3: “I Afghanistan kan ingen lov være i strid med troen og bestemmelserne i den hellige religion islam.  Der er desuden en artikel i forfatningen, som i et vist omfang giver mulighed for at se bort fra forfatningen og i stedet konsultere religiøs retspraksis:  Artikel 130: “Når der ikke er nogen bestemmelse i forfatningen eller andre love, vedrørende afgørelse af en sag, skal domstolsafgørelser være inden for rammerne af denne forfatning i overensstemmelse med Hanafi retspraksis og på en måde, så det tjener retfærdigheden på den bedst mulige måde.” Hanafi er en af de fire såkaldte lovskoler inden for sunniislam. Lovreglerne og retspraksis i dette system, som altså er sharialov, bygger først og fremmest på Koranen og Profeten Muhammeds overleverede leveregler.  Under retssagen mod Abdul Rahman udtalte den ene af dommerne: “Profeten Muhammed har sagt flere gange, at de, der konverterer fra islam, skal dræbes, hvis de nægter at vende tilbage.” Og om den anklagede sagde han: “Vi vil spørge ham, om han har skiftet mening. Hvis han har det, vil vi tilgive ham.” (1) Selv om Abdul Rahman risikerede dødsstraf, fastholdt han under retssagen, at han var og ville vedblive at være kristen. Retssagen blev kraftigt fordømt i den vestlige og kristne verden. Fra USA blev der lagt stort pres på præsident Karzai, og fra europæisk side lød der trusler om, at Afghanistan ville miste penge til genopbygningen af landet, hvis sagen endte med dødsdom. Karzai var samtidig under stærkt pres hjemme, hvor han ofte blev beskyldt for at være for eftergivende over for USA og Vesten. Det kom frem, at Karzai desperat forsøgte at finde en måde at få retssagen aflyst. En måde var at sende Abdul Rahman til psykologisk undersøgelse med det mål at få ham erklæret sindssyg og derfor ude af stand til at klare en retssag. (2)  I slutningen af marts 2006 blev Abdul Rahman løsladt, og ifølge nyhedsbureauet AFP var præsident Karzai personligt involveret i beslutningen om at løslade ham. Løsladelsen førte til demonstrationer i Afghanistan, hvor folkemængden råbte: “Død over Bush. Død over Amerika. Død over Khalilzad” (USA’s daværende særlige udsending i Afghanistan).  Efter løsladelsen fik Abdul Rahman asyl i Italien. (3)

12.3 Mirakuløs forvandling venter ikke forude Hermed var sagen om Abdul Rahman afsluttet uden fatale konsekvenser, og den internationale bevågenhed omkring den afghanske forfatnings paradokser lettede. Men dermed er de grundlæggende problemer ikke forsvundet. Retssagen mod Abdul Rahman var en øjenåbner i Vesten i forhold til den retsusikkerhed, som uklarhederne i forfatningen medfører. Islam og sharialove har stadigvæk afgørende betydning i landet og tolkes i en del tilfælde

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

ikke i overensstemmelse med FN’s menneskerettigheder. Abdul Rahman blev løsladt efter hårdt pres fra USA og Vesten. Men hvis hans sag ikke var blevet omtalt verden over i mange medier, kunne han være blevet hængt med afsæt i love og bestemmelser i forfatningen. Omvendt kan international indblanding få fronterne til at stå skarpere og gøre forsoning mellem de forskellige parter i Afghanistan sværere. Så længe Vesten anses for at udgøre en fjende mod afghansk selvbestemmelse og afghanske traditioner, må det internationale samfund derfor – hvis det ønsker en positiv udvikling i Afghanistan på langt sigt – agere forsigtigt og diplomatisk, lød det i en leder i Dagbladet Information den 25. juli 2007: “Trusler om tilbagetrækning, hvis afghanerne ikke parerer ordre, er ikke ligefrem et godt eksempel på demokratisk adfærd i den internationale arena. Her bør principperne om dialog og gensidig respekt mellem stater gælde. Intet Nato-land med styrker i Afghanistan skal forvente en mirakuløs forvandling af religiøse love og kulturnormer i løbet af nul komma fem.” (4)

12.4 Dommer på linje med Taliban Retssikkerhed er en svær størrelse i Afghanistan og vil formentlig være det i lang tid fremover. Det skyldes især, at retsvæsnet igennem de mange års krig er blevet ineffektivt, korrupt og modtageligt for trusler fra væbnede grupper. Hvis man har de rigtige forbindelser til magthaverne, eller hvis man har penge nok, har man gode chancer for at slippe for straf. Blandt andet derfor stoler mange afghanere ikke på retsvæsnet som sådan, men sætter i stedet deres lid til deres stammeledere, landsbyledere eller andre allierede fra samme etniske gruppe som dem selv. I mange landsbyer fungerer det desuden stadig sådan, at man holder jirga (rådsmøde) for at løse konflikter og sone eller straffe forbrydelser. Sådanne rådsmåder tager udgangspunkt i, at de ældste mænd sammen afgør tvister og uenigheder, og afgørelserne følger gamle normer og regler for det sociale liv i et patriarkalsk stammebaseret samfund. Ofte er der modstrid mellem de lokale rådsafgørelser på den ene side og den nationale lovgivning på den anden side, og det er spørgsmålet, om disse to retssystemer kan fungere sideordnet, eller om det er nødvendigt at udrydde praksissen med at afholde jirga? Inden for det formelle retssystem er der imidlertid også eksempler på, at dommerne fortolker lovgivningen meget konservativt og i overensstemmelse med gamle stammeregler eller strikse udgaver af islamisk sharia i stedet for i tråd med den mere liberale ånd i Afghanistans formelle gældende love. En sag fra august 2002 eksemplificerer dette. På det tidspunkt besluttede den statslige tv- og radiostation, at kvinder ikke måtte synge i radioen, og at der ikke måtte vises indiske film i fjernsynet. Denne beslutning blev efterfølgende bakket op af Afghanistans Højesteret. Lederen af Højesteretten frem til 2006, Fazal Hadi Shinwari, var her tilsyneladende mere på linje med Taliban end med moderne lovgivning. Ikke kun i denne sag, men i en lang række tilfælde forsvarede han sharialovgivning og argumenterede for, at sharia-lovene ikke var i modstrid med afghansk lov. I 2002 udtalte han f.eks., at homoseksuelle stadig kunne straffes ved at blive smidt ud fra høje steder eller ved at få en mur væltet ned over sig. Taliban benyttede sig af samme form for straf under deres regeringsperiode. Shinwari mente dog ikke, at sammenligningen med Taliban var relevant, idet disse former for dødsstraf under Karzais styre kun blev eksekveret efter grundig retsbehandling. “Vi er ikke som Taliban,” sagde han og henviste til, at Taliban kun holdt en summarisk høring uden vidner eller forsvarer, før de anklagede blev dømt og derefter ført til stening på et stadion. (5) Shinwari fokuserede altså på selve retsprocessen, som han mente, var langt mere retfærdig end under Taliban i modsætning til straffene, som kunne være identiske med Talibans.  I 2006 udnævnte præsident Hamid Karzai nogle mere moderate højesteretsdommere, men ønskede at genudnævne Shinwari som leder af Højesteret. Denne udnævnelse blev dog afvist af parlamentet, og Karzai udnævnte derefter i stedet en mere moderat dommer, der

_95

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.” Carsten Jensen, forfatter, i Politiken, den 16. august 2010

_96

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

har været professor ved et universitet i USA. Der er altså tilsyneladende en bevægelse i gang i retning af mere moderate dommere. Men Karzais noget vægelsindede udnævnelser viser også, hvordan han som præsident konstant må gå en svær balancegang for at tækkes forskellige grupper i det afghanske samfund, hvis han ønsker at bevare magten. Der er fortsat i nogle områder af landet et ønske om hurtige domme og strenge straffe, fordi befolkningens erfaring fra tiden under Taliban var, at der trods alt var mere stabilitet og sikkerhed end tidligere. De fleste afghanere er formodentlig også i dag mere optaget af, at de korrupte krigsherrer og narkobagmænd bliver retsforfulgt, end om konvertitter og homoseksuelle får en fair behandling i henhold til FN’s menneskerettigheder. Men tiltroen til det afghanske retssystem er ikke stor blandt afghanerne.

12.5 Demokrati uden retssikkerhed I 2004/2005 gennemførte Afghanistans Uafhængige Menneskerettighedskommission (AIHRC) en national meningsmåling om tiltroen til det juridiske system. Ifølge målingen havde 65 % af de adspurgte “kun lidt eller ingen tillid til det nuværende retssystem med domstole bemandet med utrænede eller korrupte dommere, der ofte handler efter ordrer fra krigsherrer.” (6) AIHRC’s formand, Sima Samar, refererede i forbindelse med offentliggørelsen af målingen historien om midaldrende mand, Haji, fra Nangarharprovinsen, som havde henvendt sig til menneskerettighedskommissionen. Baggrunden for hans henvendelse var, at hans kone, sønner og døtre i 1995 blev dræbt for øjnene af ham. Motivet til drabene var ifølge Haji, at han havde nægtet en lokal krigsherre at gifte sig med hans 16-årige datter. Nogle af krigsherrens håndlangere dræbte mandens familie og torterede Haji i en underjordisk celle. Manden havde fortalt kommissionen, at krigsherren nu havde en magtfuld politisk position i Afghanistan og arbejdede sammen med det amerikanske militær i krigen mod terror. ”Ligesom mange afghanere er jeg taknemmelig for de amerikansk-ledede bestræbelser på at skabe demokrati og genopbygge landet. Men hvis USA ønsker at bevare det afghanske folks tro på indsatsen, bør det handle øjeblikkeligt for at hjælpe folk som Haji med at opnå retfærdighed for tidligere forbrydelser og for at beskytte dem mod fremtidige,” skrev Dr. Sima Samar i The New York Times i februar 2005 og konkluderede: “Nogle siger, at selv om retfærdighed og menneskerettigheder er af afgørende betydning, må afghanerne vente, indtil landet er mere sikkert, og en demokratisk valgt centralregering dannes. Men tre fjerdedele af dem, der reagerede på vores meningsmåling, mener, at hvis man får overtrædere af menneskerettighederne for domstolene, vil det styrke fred, stabilitet og sikkerhed. Afghanere mener, at demokrati og frihed er meningsløst uden retfærdighed og retssikkerhed.” (7)

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_97

_98

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 13

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 13 Bestikkelse og bankskandaler – Kan korruptionen bremses? 13.1 Bestikkelse bekymrer Den manglende retssikkerhed er tæt forbundet med den udbredte korruption og bestikkelse, og det er netop korruptionen, som er blandt afghanernes største bekymringer, når de skal vurdere situationen og udviklingen i deres land. Det viser en undersøgelse fra 2010, foretaget af United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC). (1) Af de adspurgte svarede 59 %, at de var bekymrede over korruption, 54 % var bekymrede over livsfarlig usikkerhed og 52 % var bekymrede for arbejdsløshed. Mange gav udtryk for, at de oplevede det som et problem i hverdagen, at det var nødvendigt at smøre det offentlige system med bestikkelse. For de unge, som er vokset op i et land med brutal undertrykkelse og blodig borgerkrig, handler det om sikkerhed, tryghed og indflydelse på deres eget liv i dagligdagen. Som den 13-årige Mujib Sher Mohammad, der er elev på en skole for gadebørn i Kabul og tjener penge som skopudser udtrykte det for få år siden: “Situationen er blevet bedre her i Kabul, og de afghanske soldater er virkelig gode. Men politibetjentene generer os hver dag. Vi må f.eks. nogle gange betale bestikkelse til politiet for at få lov til at arbejde i fred på gaden.” (2) Mujib er blot en af de millioner af afghanere, der tilsammen årligt betaler i alt 2,5 milliarder dollars i bestikkelse; svarende til ca. 25 % af BNP. Bestikkelse bliver betalt i kontanter, og gennemsnitsbeløbet er 158 dollars per bestikkelsessituation, men med forskel på land og by. På landet er gennemsnittet 166 dollars, i byerne 139 dollars. Voldsomme beløb for de mange afghanere, der lever for ca. 1 dollar om dagen. I løbet af et år betalte 850.000 mennesker i byerne i gennemsnit bestikkelse 5,2 gange, på landet betalte 2,5 mio. mennesker i gennemsnit bestikkelse 4,5 gange. Samlet betalte 3,35 millioner afghanere altså 2,5 milliarders dollar i bestikkelse i løbet af ét år. (3)  Spørgsmålet er:   • Hvordan kan korruptionen bekæmpes, når milliarder af dollars flyder ind i landet i form af bistandsmidler fra det internationale samfund, og den gennemsnitlige indkomst samtidig er omkring 3.000 kroner om året? Eller: • Hvordan skaffer man sig af med korruptionen, når den er blevet en integreret del af den måde, den politiske og økonomiske elite agerer på?

13.2 Afghanistans egen bankskandale Der er adskillige eksempler på, at korruptionen foregår i de højeste økonomiske og politiske sfærer i det afghanske samfund og omfatter svimlende millionbeløb. Et eksempel er Kabul Bank-skandalen, som udspillede sig i 2010-2011. Skandalen drejede sig om enorme pengebeløb og om højtstående personer i landets politiske system. Det fremgår af en rapport, som NATO’s amerikanskbaserede analysecenter Civil-Military Fusion Centre (CFC) offentliggjorde i december 2011. (4) CFC’s rapport giver følgende billede af skandalens baggrund og forløb: Kabul Bank var den største private finansielle institution i Afghanistan. Dette skal ses på baggrund af, at de færreste afghanere har en bankkonto. Kabul Bank havde i nogle år, på vegne af den

_99

_100

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

“Det er lidt sent i spillet at bekymret sig om antikorruptions-tiltag, for hvad i alverden skal alternativet være? Hvis du finder folk, som ikke er korrupte, er det i høj grad, fordi de ikke har haft mulighed for det.”  Anthony H. Cordesman, militæranalytiker fra Center for Strategic and International Studies in Washington, i The New York Times 7. marts 2012 – om den amerikanske regerings nye planer om at bekæmpe korruptionen i Afghanistan, inden de amerikanske styrker trækkes ud af landet.

afghanske regering, udbetalt løn til hundredtusindvis af offentligt ansatte. I 2011 kom det frem i medierne, at Kabul Bank havde foretaget nogle meget risikofyldte investeringer, bl.a. i Dubai, og der opstod så stor usikkerhed om bankens likviditet, at der i løbet af en uge blev trukket mindst 300 millioner dollars ud af banken. Den tredjestørste aktieejer i Kabul Bank var Mahmoud Karzai, præsident Hamid Karzais bror, der ifølge rapporten havde fået penge af banken til at købe aktier i den. En anden involveret var Abdul Hassin Fahim, bror til Afghanistans tidligere og nuværende vicepræsident Mohammed Fahim. Abdul Hassin Fahim var også aktieejer samt en af bankens største låntagere. Formanden for Kabul Bank, Sherkhan Farnood, var i 2009 en af de store donorer af midler til Hamid Karzais valgkampagne. Det er blevet anslået, at Kabul Bank ved sine risikofyldte investeringer tabte omkring en milliard dollars, og det blev afsløret, at direktører og aktieejere i banken – ofte sammenfaldende – havde lånt sig selv hundredevis af millioner dollars fra banken. Lånene var ikke udstedt formelt af banken; pengene var bare trukket ud og brugt til investeringer i fast ejendom, tilskud til flyselskaber og gaver til ledende afghanske embedsmænd. Afsløringerne fik International Monetary Fund (IMF) (Den Internationale Valutafond) til at kræve, at Kabul Bank skulle gå i betalingsstandsning og derefter lukkes eller sælges. Men den afghanske regering og Afghanistans Centralbank håbede at få banken på fode igen og derefter sælge den. Så de modsatte sig IMF’s ønske. Resultatet blev i første omgang, at Kabul Bank blev delt i to dele. Den ene var lånedelen, hvor der var betydelige tab, og den anden var udbetalingsdelen. Fra IMF og andre donorer opstod der bekymring for, at penge doneret til genopbygning af Afghanistan ville blive brugt til at redde Kabul Bank, og IMF og andre donorer truede med at tilbageholde lån. Det ville betyde, at den afghanske regering ville få problemer med at udbetale løn til offentligt ansatte som lærere og sikkerhedsfolk. Det offentlige system risikerede simpelthen at løbe tør for kontanter, hvis donorerne gjorde alvor af truslen. Så regeringen trak i land og lovede at gøre, som IMF krævede. I kølvandet på Kabul Bank-sagen oplyste den afghanske vicestatsadvokat i juni 2011, at lederen af Afghanistans Centralbank ville blive anklaget i forbindelse med sagen, fordi han havde undladt at gøre opmærksom på forsømmelighederne i Kabul Bank. Centralbanken havde lavet en rapport, der påpegede 18 overtrædelser af landets banklove, og blandt lovovertræderne var præsident Karzais bror, Mahmoud Karzai, og vicepræsident Fahims bror, Abdul Hasin Fahim. Rapporten fik præsident Karzai til at nedsætte en undersøgelseskommission. Kommissionen frikendte præsidentens bror og vicepræsident Fahims bror. I stedet blev centralbanken udpeget som skyldig. Der blev siden efter pres fra USA rejst anklage mod Kabul Banks to direktører og samtidig største aktieejere. Trods anklagen har de fået lov at færdes ude og bo i et lejet hus i Kabul, og der synes ikke at være hastværk med at få dem for retten. (5) Presset på de afghanske myndigheder for at stille de ansvarlige til regnskab voksede dog betydeligt, da The New York Times i november 2012 offentliggjorde oplysninger fra en meget kritisk revisorrapport lavet af det internationale revisorfirma Kroll på bestilling af internationale donorer. Trods modstand fra Karzai-regeringen havde Kroll undersøgt, hvordan midlerne i Kabul Bank var blevet brugt, og konklusionen var klar: Helt fra begyndelsen var Kabul Bank “et godt skjult Ponzi-projekt”. Et Ponzi-projekt er en slags pyramidespil, hvor alle indskud i systemet (her i form af opsparinger fra afghanere i alle samfundslag) holder systemet flydende, fordi de bliver udlånt med det samme igen. Udlånsdelen af virksomheden har ingen egentlige indtægter. En meget stor del af indlånene blev ifølge Kroll udbetalt som lån uden sikkerhed til 19 navngivne personer fra Afghanistans økonomiske og politiske elite, heriblandt førnævnte Mahmoud Karzai og Abdul Hasin Fahim. Revisorerne vurderer, at redningsaktionen, der skulle sikre bankkundernes indskud, har kostet den afghanske statskasse mindst 825 millioner dollars, penge som stort set alle kom-

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

mer fra internationale donorer, da næsten 100 % af det afghanske statsbudget er finansieret af udenlandske donorer. (6) Frygten for, at donorpenge til landets genopbygning var gået til at fylde hullet efter Kabul Bank-skandalen, viste sig altså være velbegrundet. Nu afventer det internationale samfund Karzai-styrets reaktion.

13.3 Generalen lod sine soldater dø Kabul Bank-skandalen er uden tvivl den største offentligt kendte sag om korruption på højt plan i Afghanistan. Derudover er en række mindre omfattende sager om korruption blevet afsløret og omtalt i bl.a. The New York Times, hvorfra denne historie stammer: En afghansk general blev i december 2010 suspenderet, fordi NATO-folk havde fundet ud af, at han havde stjålet medicin og lægemidler til en værdi af et tocifret millionbeløb i dollars fra landets største militærhospital, som han var leder af. Det var et hospital, hvor afghanske soldater ofte døde af simple infektioner, blot fordi de ikke havde råd til at bestikke læger og sygeplejersker til at behandle dem. Udgifterne til hospitalet såvel som til det meste af den afghanske hær blev dækket af USA.  Det viste sig, at den suspenderede general havde gode politiske forbindelser i den afghanske regering, og NATO-officerer lod forstå, at man ikke regnede med at få noget ud af at forfølge sagen. NATO vil tilsyneladende meget nødigt sætte forholdet til regeringen og den afghanske hær på spil så kort tid før, at ansvaret for sikkerheden skal overlades til afghanerne selv. Ifølge The New York Times har politikerne i USA mere eller mindre indstillet sig på, at det er for sent at gøre noget alvorligt ved korruptionsproblemet. Skrider man hårdt ind nu, risikerer man at skubbe Karzai-regeringen endnu længere fra sig, og det ønsker man ikke, da man anser den for at være det nærmeste, man kan komme en garant for en demokratisk udvikling af det afghanske samfund. Også i forhold til et andet afgørende problem, den store illegale opiumsproduktion og -handel ser det internationale samfunds indsats ud til at have haft begrænset effekt.

_101

_102

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 14

Mesrano Jirga A F G H A N I S T A N (De Ældstes Hus)

- K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

102 udpegede medlemmer

Wolesi Jirga (Folkets Hus) 249 folkevalgte medlemmer

Præsidentens beføjelser:

KAPITEL 14 Opium, bistand og minedrift – Hvad skal afghanerne leve af?

14.1 Afhængig af penge udefra Ligesom udenlandsk militærbistand i flere år har været afgørende vigtig i Afghanistan, er økonomisk hjælp og lån fra andre lande afgørende for udviklingen af økonomien. Siden Talibanstyrets fald i 2001 har stater og andre donorer investeret milliarder af dollars i landet. En del af pengene bliver formidlet gennem uafhængige ngo’er, som kører deres egne programmer. Dette har været kritiseret, idet pengestrømmen derved går udenom den afghanske regering og myndighederne. Men temmelig mange penge bliver nu også kanaliseret via regeringen, gennem Afghanistan Reconstruction Trust Fund (ARTF), som administreres af Verdensbanken. ARTF blev oprettet i maj 2002 for at yde støtte til den afghanske regerings faste omkostninger, såsom lønninger til lærere, sundhedspersonale, civilt personale i ministerier og provinser, drifts- og vedligeholdelse-udgifter og storindkøb af vigtige varer til regeringen samt til investeringsprojekter, kapacitetsopbygning, faglig bistand og tilbagevenden af afghanere i eksil.  I perioden fra 2002 og ti år frem har ARTF rejst mere end 4,3 milliarder dollars i støtte til kapacitetsopbygning og lign. og over 2 milliarder dollars til aflønning af offentligt ansatte i Afghanistan (tal fra aug. 2011). Dermed har fonden været afgørende for genrejsningen af landets økonomi og for, at det offentlige apparat i landet overhovedet kan fungere. Tørrer pengestrømmen ud eller bliver forsinket, løber det offentlige system tør for penge. Udover de penge, som rejses af ARTF, har Verdensbanken fra 2002-2011 ydet mere end 2,3 milliarder dollars til udviklings- og akutte genopbygningsprojekter, heraf er 1,9

BNP PER INDBYGGER 2010 47.200$

50 tusinde $ 35.700$

36.600$

Tyskland

Danmark

18.800$

900$

2.500$

Afghanistan

Pakistan

Kilde: CIA World Factbook

Polen

USA

_103

_104

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

milliarder dollars givet som tilskud, resten som lån. (1) Desuden har afghanere, som bor i udlandet, hjulpet med at styrke økonomien. Ifølge en FN-opgørelse fra 2007 modtog landet i 2006 mere end 3,3 milliarder dollars i pengeoverførsler fra afghanere, der lever andre steder i verden. Alligevel er Afghanistan stadig et af verdens fattigste og mindst udviklede lande med en ekstremt dårlig økonomi. Der er kæmpestor arbejdsløshed, og omkring en tredjedel af landets befolkning lever under den internationalt fastsatte fattigdomsgrænse, som svarer til en indkomst på 1,25 dollar (ca. 7 kr.) om dagen. I 2011 var Afghanistans bruttonationalprodukt (BNP) på 17,9 milliarder dollars (heri er ikke indregnet opiums-økonomien). Væksten i BNP i 2011 var på 7,1 %. Men her skal man tænke på, at udgangspunktet var meget lavt, og at rigtig meget af væksten kommer fra de mange penge, der tilflyder Afghanistan fra udlandet. Desuden ser vækstraten ud til at flade noget ud. I 2010 var den på 8,2 %, i 2009 var den på 20,9 %.  BNP pr. indbygger ligger på under 1.000 dollars, et af de absolut laveste i verden, kun undergået af afrikanske lande som Somalia og Sierra Leone og nogle få andre lande. Den afghanske regering har derfor en stor udfordring i at gøre den afghanske økonomi større, stærkere og mere uafhængig. Sætter regeringen ikke effektivt ind for at forbedre økonomien, risikerer der ifølge Verdensbankens beregninger at mangle 40 milliarder kroner i den afghanske statskasse om ti år.

14.2 Paralleløkonomi og fattige bønder Selv om bistanden har betydet positive forandringer, har strømmen af penge udefra som tidligere nævnt også skabt problemer, bl.a. med bestikkelse og korruption. Desuden er det tydeligt for enhver, der besøger forskellige dele af Afghanistan, at de mange midler langtfra er blevet ligeligt fordelt og derfor langtfra er kommet alle afghanere til gode. Tværtimod ser det ud til, at pengene er blevet koncentreret i hovedstaden Kabul og blandt folk med gode forbindelser til regeringen. Den forandring, de mange penge udefra havde skabt i Kabul i løbet af få år, beskrives således af journalist og forfatter Nagieb Khaja: “Kabul var blevet forvandlet til et klondike for udenlandske firmaer, vestlige eventyrere og tidligere afghanske krigsherrer. FN-bilerne var symbolet på toppen af fødekæden. Afghanere, som var ansat i FN og andre store organisationer, skummede fløden af de ressourcer, som strømmede til Afghanistan. Uddannede afghanere droppede deres læge-, ingeniør- og lærerjob for at arbejde som tolke for vestlige organisationer og firmaer, som betalte på et lønniveau, som lå helt op til ti gange gennemsnitsindkomsten i deres respektive brancher (…) Den kunstige paralleløkonomi havde skabt prisstigninger på de fleste varer og gjorde det tæt på umuligt for fattige familier at opretholde en anstændig levestandard i hovedstaden.” (2) Den kunstige paralleløkonomi står i stærk kontrast til den økonomi, de fleste afghanere lever indenfor. Afghanistan er som nævnt fortsat et af verdens fattigste lande, og det ændrer sig næppe foreløbig, bl.a. fordi omstillingen fra landbrugs- til industri- eller servicesamfund går meget langsomt. En tredjedel af afghanerne er afhængige af fødevarehjælp fra FN for at overleve, og de fleste af dem bor på landet. For mange af de fattigste afghanere er de mest oplagte muligheder for at tjene penge derfor enten at dyrke opium eller at lade sig rekruttere af Taliban som en form for lejesoldater. Så spørgsmålet er: • Hvordan sikres en udvikling af Afghanistans økonomi, der ikke alene baserer sig på opium og udenlandsk bistand? • Hertil knytter sig spørgsmål som:  • Kan landbruget udvikles i bæredygtig retning, som sikrer økonomisk fremgang? • Kan opiumsbønderne tilbydes attraktive alternativer, og kan narkobagmændene stoppes? • Kan industrien udvikles på en måde, så indtægterne kommer afghanerne selv til gode?

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_105

14.3 Vand, jord og hvede Omkring 80 % af Afghanistans befolkning bor på landet, de fleste lever i stor fattigdom. Det skyldes blandt andet, at de mange års krig har ødelagt de vandingssystemer, dæmninger, brønde osv., som er nødvendige for, at landbefolkningen kan dyrke jorden og skaffe foder og vand til deres husdyr. Folk flygtede fra landområderne under krigene, og da de år eller årtier senere vendte tilbage, havde oversvømmelser, krigshandlinger og almindeligt forfald ødelagt vandingskanaler og brønde. Desuden er den yngre generation af de tilbagevendende typisk vokset op i flygtningelejre eller større byer i Iran, Pakistan eller Vesten og har ikke nogen erfaring med landbrugsarbejde. For at bekæmpe fattigdommen på landet og sikre et bedre høstudbytte af især hvede, som er den væsentligste afgrøde i Afghanistan, har FAO, FN’s fødevare- og landbrugsorganisation derfor siden 2004 gennemført et projekt med at gen opbygge vandingssystemerne og uddanne landbefolkningen i brug og vedligeholdelse af dem. (3) Håbet er, at man på den måde kan øge fødevaresikkerheden og indkomsten for landbefolkningen. I perioden fra 2004-2011 er 778.000 hektar landbrugsjord blevet genetableret, og hvedeproduktionen i projektområderne er steget med mere end 50 %. Et nyt projekt, som løber fra 2012 og seks år frem, bygger videre på de gode erfaringer og skal komme op til 230.000 husholdninger til gode. En mulig forhindring for projektet er dog, at bønderne fortsat kan tjene op til ti gange så mange penge på at dyrke opiumsvalmuer som på at dyrke hvede.

14.4 Opium har finansieret krigene Traditionelt er blomster symbol på fred og bliver ofte brugt til at illustrere modsætningen til krig og ufred. De fleste har set symbolske billeder af soldater, der skifter geværet ud med en blomst, eller krigsmodstandere, der rækker blomster frem mod brutale militærfolk for at vise deres vilje til fred og appellere til soldaternes sans for det skrøbelige, men smukke liv. Men i Afghanistan er blomster snarere et symbol på krigen og dens ubønhørlige logik, der er tæt forbundet med sort økonomi, korruption og politiske magtkampe. Det gælder i hvert fald opiumsvalmuen. Dyrkning af valmuer til udvinding af opium, som senere raffineres til heroin, har i mange år været en vigtig indtægtskilde for krigsherrer i Afghanistan. Det begyndte for alvor under Sovjetunionens besættelse, hvor krigsherrer brugte indtægter fra opiumsdyrkningen til at finansiere våbenkøb og krigsførelse. USA så gennem fingre med, hvordan krigsherrerne finansierede deres kamp mod de sovjetiske besættelsestropper, og under den sovjetiske besættelse udviklede der sig en stor sort økonomi omkring opiumsdyrkningen. Da Sovjettropperne forlod landet i 1989, og den vestlige støtte forsvandt, blev krigsherrerne blot mere afhængige af indtægter fra opium.  Også Taliban finansierede en del af sin krigsførelse med opiumsdyrkning, og mens Taliban var ved magten, boomede produktionen af opium. I 2000 erklærede Taliban det imidlertid for u-islamisk at dyrke valmuer til udvinding af opium, og det satte stort set en stopper for dyrkningen. Efter Talibanstyrets fald i 2001 og indsættelse af amerikanske styrker og NATO-styrker har opiumsproduktionen i Afghanistan igen været i voldsom vækst, og i flere år har produktionen været væsentlig større end under Taliban. Afghanistan står for 90 % af opiumsproduktionen i verden, og en stor del af den afghanske landbrugsjord bruges til at dyrke opiumsvalmuer; i 2011 blev 31.000 hektar brugt til at dyrke opium, hvilket var 7 % mere end i 2010. Mængden af produceret opium steg i samme periode med 61 %. (4) At udviklingen heller ikke siden da har været opmuntrende viser “Afghanistans Opium Undersøgelse for 2011”, offentliggjort af det afghanske ministerium for narkotikabekæmpelse og United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) i januar 2012. (5)  Undersøgelsen viste, at bøndernes indkomst fra dyrkning af opiumsvalmuer var steget med 133 % sammenlignet med 2010. Denne værdi var i 2011 samlet på 1,4 milliarder dollars, svarende til 9 % af bruttonationalproduktet (BNP). Endnu mere slående var den

“Med andre ord, og dette er chokerende: Narkotika og bestikkelse er de to største indkomstgeneratorer i Afghanistan. Tilsammen udgør de omkring halvdelen af landets (ulovlige) BNP. Antonio Maria Costa, administrerende direktør for UNODC (United Nations Office on Drugs and Crime), i rapporten “Corruption in Afghanistan. Bribery as Reported by Victims”, januar 2010.

_106

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Opiumsvalmuer pløjes ned Afghanistans regering har iværksat en kampagne for at bekæmpe dyrkning af valmuer til fremstilling af opium. I løbet af 2013 er det planen, at 15.000 hektar marker med opiumsvalmuer skal ødelægges. Valmuerne bliver pløjet ned med traktor eller bliver jævnet med jorden af grupper af mænd, som går gennem markerne. Kampagnen foregår i det sydlive og vestlige Afghanistan i provinserne Kandahar, Helmand, Farah og Nimroz. Indsatsen er ikke ufarlig, da markerne og valmuerne flere steder beskyttes af landminer eller af snigskytter. Flere politifolk og soldater er blevet dræbt. Afghanistan står for 90 procent af verdens produktion af opium. I 2012 advarede FN om, at det dyrkede areal var stigende. Bønder, der dyrker opiumsvalmuer, betaler afgifter til Taliban.

potentielle indkomst fra opiumsproduktionen: Indtjening på eksport af opium anslås til at være ca. 2,4 milliarder dollars, svarende til 15 % af BNP. Det er beløb i en størrelsesorden, som ikke så let lader sig erstatte af indtægter fra andre økonomiske aktiviteter: “Opium er derfor en væsentlig del af den afghanske økonomi, det giver en betydelig økonomisk støtte til oprøret og er brændsel for korruption,” vurderede UNODC’s administrerende direktør, Yury Fedotov. (6) Hans udtalelse peger på, at de gigantiske beløb fra opiumshandlen går til begge sider i krigen. En del af pengene er økonomisk grundlag for Talibans fortsatte krig mod regeringen og de vestlige soldater. Samtidig går en anden del af pengene til den udbredte korruption, der er en fast bestanddel af det politiske system under den afghanske regering. Afghanske bønder og mellemhandlere har i flere år været hovedleverandør af heroin til Europa. Det anslås, at halvdelen af den heroin, der sælges i Vesteuropa, har sin oprindelse i Afghanistan, og at opium og heroin fra landet hvert år slår 100.000 mennesker ihjel på verdensplan. (7)

14.5 Halvhjertede forsøg  Men hvad kan – og vil – det internationale samfund og de afghanske myndigheder så stille op over for opiumsproduktionen? Det har der været stor uenighed om siden Talibans fald i 2001, og uenigheden er formodentlig en væsentlig del af baggrunden for, at det ikke for alvor er lykkedes at formindske produktionen. Helt fra 2001 var det en beslutning i det amerikanske militær, at opiumsproduktionen ikke var en sag, militæret skulle blande sig i. Den beslutning er siden blevet bedømt som en strategisk fejl, som kunne have været undgået. En del Afghanistankendere gjorde opmærksom på problemet fra begyndelsen, ligesom flere udsendte soldater berettede om de halvhjertede forsøg på at bekæmpe opiumsproduktionen. En af dem var den danske officer Thomas Larsen, der gjorde tjeneste i Kandahar i 2006: “Det er vigtigt, at vi tilbyder afghanerne et reelt alternativ til at dyrke opiumsvalmuer da bønderne ellers vil være tvunget til at kæmpe for Taleban, eftersom det er den eneste måde hvorpå de kan skaffe smør på brødet til deres familier. På den ene side sidder bønderne og kan se deres eksistensgrundlag blive truet, og på den anden side sidder Taliban og ser deres vigtigste indtægtskilde blive lukket. Så det er en kamp uden de store vindere på kort sigt”. (8) Billedet bekræftedes af journalist Kim Hundevadt i bogen “I morgen angriber vi igen – Danmarks krig i Afghanistan”, hvor han beskriver situationen i Helmand i slutningen af 2007: “På et enkelt vigtigt punkt vurderede danskerne, at de for en stund var nødt til at vende det blinde øje til afghanernes økonomiske foretagsomhed: dyrkningen af opium.” (9) Han beskriver, hvordan de ulovlige aktiviteter foregik utilsløret, uden at de danske soldater greb ind, og citerer bataljonschef Kim Kristensen for følgende: “Vi har én stor fjende, og det er Taleban. Hvis vi begynder at fjerne livsgrundlaget for de lokale, kan vi risikere, at de vender sig imod os. Så får vi krig på to fronter. Og så har vi ikke en chance for at fjerne Taleban.” Samtidig gik det op for danskerne, at de afghanere, som arbejdede på opiumsvalmuemarkerne, typisk var daglejere, mens markernes ejere var store jordbesiddere, der ofte befandt sig i Pakistan, mens jorden blev tilset og bevogtet af håndlangere og mellemmænd.

14.6 Kabul-regeringen afhængig af opium? Desuden har det vist sig, at ikke kun Taliban, men også den afghanske regering er involveret i opiumshandlen. I 2008 beskrev USA’s koordinator for indsatsen mod narkotika og for retsreformen i Afghanistan, Thomas Schweich, hvordan den afghanske regering var involveret i at beskytte opiumhandlen: “Problemet er, at det ikke er sandsynligt, at krigen ender, så længe Taliban kan finansiere sig selv gennem opium, og så længe Kabul-regeringen er afhængig af opium til at opretholde sit eget greb om magten,” skrev han. (10)

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_107

ANLSÅET OPIUM PRODUKTION I AGHANISTAN (1994-2007) 8.000

tons

0 1994

2001

2007

Kilde: UNOC Annual Opium Survey

Den amerikanske indsats mod opiumproduktionen blev dengang som nu ledet af Drug Enforcement Administration (DEA) under det amerikanske justitsministerium. DEA har stået for at træne og uddanne afghanske embedsmænd og politifolk, så de selv kan bekæmpe opiumsproduktionen. Men fra den politiske top i Afghanistan har der ikke været stor interesse for at gøre noget ved sagen. Argumentet har været, at opiummen dyrkes af fattige bønder, der ikke har andre muligheder for at overleve. Det er dog blevet afvist af Schweich, som har påpeget, at en stor del af opiumsvalmuerne dyrkes på landbrug af industristørrelse, nogle ejet af regeringsstøtter, andre af Talibansympatisører. På et tidspunkt faldt opiumsproduktionen sågar i fattige landområder, mens den steg i rigere områder. Schweich beskriver situationen vedrørende opium og præsident Karzais rolle således: “Karzai spillede os som en violin: USA ville bruge milliarder af dollars på infrastrukturforbedringer, USA og dets allierede ville bekæmpe Taliban, Karzais venner kunne blive rige af narkohandlen, han kunne give Vesten skylden for sine problemer, og i 2009 ville han blive valgt til en ny periode (som præsident)”. (11) Afghanistans præsident Hamid Karzai har flere gange sagt nej til internationale forslag om at sprøjte mod opiumsvalmuer fra luften. Han har henvist til, at mange afghanere vil se det som et forsøg på at forgifte dem. Andre mener, at det snarere skyldes regeringens interesse i, at produktionen fortsætter. Bl.a. er præsident Hamid Karzais halvbror, Ahmed Wali Karzai, blevet beskyldt for at være nøglefigur i den ulovlige opiumshandel og desuden være på CIA’s lønningsliste som efterretningsagent. En tidligere topembedsmand i det afghanske indenrigsministerium fortalte i et interview i The New York Times den 28. oktober 2009 (12), at Ahmed Wali Karzais indflydelse på opiumshandlen skyldtes hans kontrol over nogle vigtige broer, der krydser Helmandfloden på opiumsruten mellem Helmand og Kandahar. Via sin kontrol med broerne var han i stand til at opkræve store beløb fra lastbilchauffører, der passerede broerne med vogne fyldt med opium. I juli 2011 blev Ahmed Wali Karzai dræbt i sit hjem i Kandahar, og siden drabet har der ikke været udsigt til, at anklagerne mod præsidentens halvbror vil blive prøvet ved en domstol.

Talibans narkovåben “Ja, vi sælger narko for at finansiere vores krig imod udlændingene, og vi ser intet problem i det. Det er legitimt for os at sælge det til de lande, der har besat os. Det er en måde at bekæmpe dem på.” Taliban-oprører, citeret i Nagieb Khajas bog “Historien, der ikke bliver fortalt” (Gyldendal, 2011)

_108

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Ifølge den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er opium bestemt et stort problem, men hun siger: “Vi er aldrig gået ind i Afghanistan for at stoppe opiumsproduktionen, vi er gået ind fra start for at stoppe terrorismen”. (13)

14.7 Et mineeventyr Afghanistan er stadig et landbrugssamfund. Størstedelen af befolkningen arbejder i landbruget, men produktiviteten er lav, og de forskellige donorlande og den afghanske regering er enige om, at Afghanistan bør udvikle sin industri, bl.a. ved udvinding af naturressourcer som naturgas, olie, kul og sjældne metaller som litium. For at det kan lade sig gøre, skal den dårlige infrastruktur (dårlige veje, intet jernbanenet osv.) imidlertid udbygges væsentligt, og der skal skaffes investorer, som tør satse på, at udviklingen i Afghanistan på sigt vil være stabil. Ser udviklingen for usikker ud, vil de færreste investorer sætte penge i noget så dyrt og langsommeligt som opstart af minedrift. De potentielle indtægter fra minedriften er til

FATTIGDOMSCIRKLEN

Lav indkomst pr. indbygger

Ringe effektivitet i produktion

Fastholdelse af forældet produktionsapparat

Ingen opsparing alt går til forbrug

Ingen investeringer i teknologi, infrastruktur uddannelse, sundhed mv.

Dårlig sundhedstilstand, underernæring mv. Analfabetisme, ringe uddannelse, dårlig boligstandard, ringe sanitære forhold, politisk passivitet

Kilde: FN

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

gengæld gigantiske: Alene en stor kobbermine i byen Aynak 40 kilometer syd for Kabul menes at indeholde kobber til en værdi af 450 milliarder kroner. (14) For at afghanerne skal få del i milliarderne, forsøger den afghanske regering at lave aftaler med de udenlandske mineselskaber om, at de til gengæld for rettigheder til minedrift skal stå for at opføre skoler, moskeer, veje og jernbaner.  Et eventuelt mineeventyr har dog uden tvivl lange udsigter. Det viser udviklingen omkring førnævnte kobbermine. Den kinesiske regering har forhandlet sig frem til rettighederne til minedrift ved Aynak, og det kan blive en fordel for afghanerne, fordi kinesiske investorer i udviklingslande er kendt for at levere deres infrastrukturelementer hurtigt. I det hele taget vil det være en fordel for den økonomiske udvikling i Afghanistan, hvis Kina påtager sig en større økonomiske rolle i landet, vurderer Andrew Small, som er forsker ved den amerikanske tænketank The German Marshall Fund og ekspert i kinesisk udenrigspolitik (15): “Hvis Kina tog en væsentligt større økonomisk rolle på sig i Afghanistan, ville fordelene langt overstige omkostningerne for Afghanistan, så spørgsmålet er om de er villige til det. Hertil kommer, at kineserne er opmærksomme på nødvendigheden af at behandle den lokale afghanske mentalitet med nænsomhed, hvis de økonomiske projekter skal have nogen succes.” Af samme interview fremgår det, at Aynak-investeringen er stødt på problemer, fordi kineserne ikke ønsker at gøre brug af lokal arbejdskraft. Det kan vare mange år, før kinesernes investering bliver til gavn for den afghanske økonomi, vurderer Andrew Small: “Det er helt sikkert en investering, som skal ses snarere som et strategisk træk end noget, der forventes at give afkast på kort sigt. Kineserne har simpelthen følt sig usikre på hvilket Afghanistan, de kunne forvente, og derfor vil de ikke forsætte, før de har større klarhed over den politiske og sikkerhedsmæssige udvikling. Hertil kommer, at kineserne ikke ønsker at amerikanerne drager nogen fordele af projektet (…) Jeg tror, det kinesiske ønske om at udvikle projektet er reelt nok – de vil bare gerne have timingen rigtig.”

_109

Ulovlig olieimport? I perioden 20072012 har den afghanske hær købt olie i Iran for 6,3 mia. kr., og den amerikanske regering frygter, at en del af olien er købt for penge, som USA har givet til Afghanistan som udviklingsbistand. Det vil være i strid med de sanktioner, som USA har sat i værk over for Iran, fordi den iranske regering hævder at være i gang med at fremstille en atombombe.

_110

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 15

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 15 Skolegang, sikkerhed og sundhed – Hvordan skal kvinder og børn klare sig? 15.1 Kvinder og børn rammes hårdt Skolegang, sikkerhed og sundhed er nogle af de basale ting, der skal være på plads, hvis et samfund skal kunne udvikle sig. Er de ikke på plads, bremser det udviklingen på lang sigt, og det går typisk særligt hårdt ud over børn og kvinder. Det ses tydeligt i Afghanistan, hvor kvinder og børn lider under, at uddannelsessystemet og sundhedssektoren er præget af store mangler, og den dårlige sikkerhedssituation gør situationen værre. Den seneste årsrapport fra Afghanistans Uafhængige Menneskerettigheds Kommission (Afghanistan Independent Human Rights Commission, AIHRC) giver et indblik i, hvordan de forskellige faktorer kan spille negativt sammen og forværre situationen – og dermed også hvordan en forbedring af forholdene kræver, at der sættes ind på flere fronter samtidig: “Forringelse af sikkerhed, øget antal af civile tilskadekomne, korruption (…), konkrete tilfælde af voldtægt udført af det lokale politi, trafficking af kvinder og børn, parlamentsvalget og dets problematiske resultater, (…) overvægt på militære aspekter af forandringen som overskygger det civile aspekt.” Der står desuden: “De ovenfor nævnte problemer har en direkte negativ indvirkning på den samlede situation for menneskerettighederne.” (1) AIHRC er især bekymret over situationen for kvinders og børns rettigheder. Spørgsmålet er, hvordan sikkerheden for civile afghanere kan blive bedre, og hvordan kvinder og børn kan sikres bedre sundhedsforhold og reel adgang til uddannelse?

15.2 Hvad er et afghansk barn værd? “Hvad skal jeg bruge demokrati og pigeskoler til, når mine børn risikerer at få en kugle i hovedet, mens de leger udenfor? Vi afghanere vil have sikkerhed lige nu, og det kan de ikke bringe. Det er på tide, at de indser det og pakker deres ting og rejser.” Udtalelsen stammer fra en afghansk chauffør, der giver sin mening til kende om de vestlige landes engagement i Afghanistan. (2) Ligesom mange andre afghanere er han frustreret over det høje antal dræbte civile, der fortsat er i landet. Antallet af civile ofre har været jævnt stigende siden krigens begyndelse, og AIHRC, vurderede i rapporter i 2011, at 2010 var det blodigste år for civile i Afghanistan. AIHRC’s tal for 2010 viste, at 2.459 civile blev dræbt, og 70 % af drabene var forårsaget af den væbnede modstand mod regeringen, 20 % af de internationale styrker. Brookings Institute har også lavet en oversigt over civile drab, som viser en stigende tendens: I 2007 blev der i gennemsnit dræbt ca. 125 civile om måneden. I 2010 var det steget til 231 i gennemsnit pr. måned, hvilket for hele året giver 2.777 dræbte civile. Det betyder, at der i Afghanistan bliver dræbt 7-8 civile personer hver eneste dag året rundt som en følge af krigstilstanden. (3) Der er udbredt enighed om, at det høje antal civile ofre er et enormt problem, ikke mindst fordi almindelige afghanere får en oplevelse af, at deres liv ikke regnes for ret meget af de udenlandske styrker. Der har været rejst kritik af, at de udenlandske styrker ikke gør nok for at forebygge drab på civile og heller ikke efterforsker sager om civile dødsfald

_111

_112

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

grundigt nok, om overhovedet. Desuden har der flere gange været sager i medierne om, at afghanere, der har søgt om erstatning for dræbte familiemedlemmer, er blevet afvist eller kun har fået udbetalt meget små beløb. Et eksempel nævnes i den danske officer Thomas Larsens “Dagbog fra Afghanistan”. Han beretter om en episode i december 2006, hvor en britisk patrulje affyrede et varselsskud, da et afghansk køretøj kom for tæt på. Projektilet fra varselsskuddet ramte et afghansk barn, der blev dræbt på stedet. Afghansk politi og britisk militærpoliti efterforskede episoden. Dagen efter drabet skriver Thomas Larsen i sin dagbog: “Efterforskningen af gårsdagens nedskydning af et barn fortsatte i dag, og man er nået til enighed med de pårørende om hvor meget erstatningen skal lyde på. Der er aftalt et beløb på 1.200 dollars for tabt liv og 400 dollars for det ødelagte materiel. (…) Jeg skal tilstå at jeg bliver lidt led og ked af det hele ved tanken om at prisen på et menneskeliv tilsyneladende er 1.200 dollars. Jeg kan næsten se min egen søn ligge under et ligklæde med et prisskilt på 1.200 dollars hængende på den ene tå. (…) Det er selvfølgelig mange penge for en afghansk familie, men det er lidt kvalmende at vi blot betaler os fra ansvaret.” (4)

15.3 Verdens farligste land at være mor i “Min mor begyndte at skrige højere og højere, mens vi alle sad ved siden af hende. Hun holdt først op med at skrige, lige før hun døde. Så begyndte vi at græde. Vi græd i fem dage, fordi vi mistede den kæreste person i vores liv.” 12-årige Mehdi fortæller om den dag, hans mor døde under en fødsel. Familien bor i en afsides liggende landsby i det centrale Afghanistan, og den dag, moren døde, var vejene dækket af sne, så det var umuligt for dem at komme hen til den nærmeste sundhedsklinik. “Min mor døde, fordi vi ikke har en læge i vores landsby – og fordi sneen var for dyb til at komme igennem. Jeg hader sne. Hver gang der falder sne, bliver jeg mindet om min mors død.” (5)  Mehdis historie er barsk, men ikke usædvanlig, for efter mere end 30 års krig er Afghanistans sundhedsvæsen stort set brudt sammen. Under Sovjetunionens besættelse af Afghanistan forlod store dele af sundhedspersonalet landet, og strømmen fortsatte under borgerkrigen i 1990’erne. FN og flere ngo’er har i alle årene forsøgt at gøre en indsats for at forbedre sundheden, men opgaven synes næsten uoverkommelig. WHO beskrev i 2011 sundhedsforholdene i Afghanistan således: “Underudvikling og lav økonomisk status er de vigtigste årsager til dårligt helbred, og der er brug for massiv støtte fra det internationale samfund. Fattigdom er udbredt, og halvdelen af befolkningen på landet har ikke råd til at spise de 2100 kalorier om dagen, som er et minimum.” (6) Den manglende infrastruktur (boliger, skoler, veje i landdistrikterne, kommunikation, elektricitet og andre forsyninger) gør det vanskeligt at forbedre sundhedstilstanden. Også kvinders lave status, manglende vandforsyning og sanitetsdækning, dårlig hygiejne samt miljømæssige mangler gør livet farligt at leve i Afghanistan og er årsag til, at mange afghanere rammes af infektioner, diarré og malaria og ofte dør af disse sygdomme. Tallene taler deres eget uhyggelige sprog: For hver 100.000 fødsler dør 1.400 kvinder af forhold relateret til fødslen (det er den højeste moderdødelighed i verden). Spædbørnsdødeligheden er på 122 døde for hver 1.000 fødsler, også en af de højeste i verden. (7)  Også for de børn, der overlever de første år, er risikoen for en tidlig død stor. 39 % af alle afghanske børn under fem år er undervægtige. Desuden er der i Afghanistan kun 0,21 læger pr. 1.000 indbyggere (mod 3,42 læger pr. 1.000 indbyggere i Danmark, og samtidig gør den ringe infrastruktur det meget vanskeligt for afghanerne at nå frem til de få læger. Endvidere må afghanerne nøjes med 0,4 hospitalssenge for hver 1.000 indbyggere mod 3,57 i Danmark. Så alt i alt er Afghanistan et af de lande i verden, hvor muligheden for at få behandling er dårligst. Det afspejler sig i den forventede levealder, som er den 5. laveste i verden – 48.5 år for mænd, 51 år for kvinder.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Så der er mange ting, der skal sættes ind over for, hvis Mehdi skal leve længe nok til at få børn, og hvis han ikke skal leve i frygt for, at hans kone dør under fødslen, eller at hans børn dør som små. Et eksempel på en indsats, som tager fat ved noget helt grundlæggende, er et program, UNICEF har kørt siden 2007. Programmet går ud på at hjælpe de afghanske kvinder ved at støtte dem i at amme allerede på sygehuset efter fødslen og forklare dem om risikoen for, at barnet dør, hvis det får modermælkserstatning blandet op med forurenet vand – en udbredt dødsårsag blandt afghanske spædbørn. Hvis den slags programmer skal fortsætte, kræver det imidlertid, at sundhedsarbejderne kan komme i kontakt med kvinderne, og at kvindernes bevægelsesfrihed sikres. Og også her er der problemer og farer forude.

15.4 Kvinder frygter Talibans tilbagevenden “Hvordan vil livet være for os om 10 år? Allerede nu er livet blevet sværere for afghanske kvinder. Afghanske kvinder vil have fred, ikke en lappeløsning, der vil spærre os inde i vores hjem igen.” (8) Udtalelsen kommer fra den afghanske menneskerettighedsaktivist Orzala Ashraf Nemat, der citeres i en rapport fra nødhjælpsorganisationen Oxfam i oktober 2011. Rapporten konkluderer, at kvinder i Afghanistan har fået bedre forhold de seneste ti år. Der er især sket positive forandringer, hvad angår kvinders adgang til uddannelse og deres mulighed for at deltage i det politiske liv. Men samtidig frygter organisationen, at fremskridtene vil blive rullet tilbage, når de udenlandske styrker forlader landet, fordi regeringen så muligvis vil “ofre kvinders rettigheder for at sikre en politisk aftale med Taliban og andre væbnede oppositionsgrupper”. I en anden rapport fremkommer organisationen ActionAid med samme bekymring. Af rapporten fremgår det, at ud af 1.000 adspurgte afghanske kvinder mener 72 %, at deres tilværelse er bedre nu end for ti år siden, og 86 % er bekymret for, at Taliban vender tilbage til magten. 37 % frygter en dårligere udvikling, når de udenlandske tropper trækkes ud. (9)  Udgangspunktet er i forvejen barskt for de afghanske kvinder. Ifølge førnævnte Oxfamrapport har 87 % af de afghanske kvinder oplevet fysisk, seksuel eller psykisk vold eller tvangsægteskab, og meget tyder på, at det kræver mange års arbejde at ændre statistikken. En lov fra 2009, som skal beskytte kvinder mod vold, har hidtil kun givet få konkrete resultater. Loven var to år efter vedtagelsen kun blevet anvendt i lidt over 100 sager. Samtidig rapporteres der om, at kvinder fortsat smides i fængsel, hvis de er blevet udsat for voldtægt og nægter at gifte sig med voldtægtsmanden. I en sag, som fik international bevågenhed i slutningen af 2011, fik en 21-årig kvinde valget mellem at gifte sig med sin voldtægtsmand eller afsone 12 års fængsel. Kvinden var blevet gravid efter voldtægten, og da hun nægtede at gifte sig med gerningsmanden, blev hun fængslet og fødte sit barn i fængslet. Efter internationalt pres greb præsident Karzai ind og benådede kvinden angiveligt på betingelse af, at hun alligevel giftede sig med voldtægtsmanden. Med eller uden Taliban ser det således ud til, at piger og kvinder bliver de første ofre for tilbageslag i retssikkerheden og den demokratiske udvikling.

15.5 Barnebrude og børnearbejde “Vi burde hellere spørge os selv om, hvordan det kan være, at der trods den massive militære tilstedeværelse og store indsprøjtning af penge og midler i landet stadig er 5 millioner børn, der ifølge FN ikke går i skole, enten fordi de bor i fjerne områder uden for de udenlandske styrkers kontrol, eller fordi – og det er nok så interessant – forældrene holder dem tilbage. I Afghanistan er skolepolitik også borgerkrig, og skolerne betragtes af mange som indoktrinering i udenlandske værdier.” (10) Nagieb Khaja, journalist, forfatter og Afghanistankender, sætter fingeren på et af de ømme punkter i Afghanistan: Fremtiden ser sort ud, hvis ikke flere børn får adgang til god

_113

“Med andre ord, og dette er chokerende: Narkotika og bestikkelse er de to største indkomstgeneratorer i Afghanistan. Tilsammen udgør de omkring halvdelen af landets Antonio Maria Costa, administrerende direktør for UNODC (United Nations Office on Drugs and Crime), i rapporten “Corruption in Afghanistan. Bribery as Reported by Victims”, januar 2010.

_114

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

uddannelse, og selv om der er gjort meget siden 2001, er der lang vej igen, før alle afghanske børn har mulighed for blot at lære at læse og skrive. Efter Talibans fald var det afghanske uddannelsessystem brudt sammen, og det var nødvendigt at genopbygge og udvikle det stort set fra grunden. Den opgave påtog International Institute for Educational Planning, under UNESCO, sig at forsøge at løse i samarbejde med Afghanistans undervisningsministerium. Blandt de mest presserende opgaver var at bygge skoler, uddanne lærere og lave uddannelsesplaner på de to hovedsprog (pashtun og dari). Efter ti års arbejde kunne International Institute for Educational Planning (IIEP) i en rapport fra 2011 nævne en række tal, som viser, at indsatsen har haft effekt: “I 2001 var kun 1 million børn indskrevet i grundskolen, hvoraf pigerne tegnede sig for en lille brøkdel. I 2008 var 6 millioner børn i skole, heraf 2,3 millioner piger. Antallet af klasseværelser i landet er tredoblet, og rekruttering af lærere er steget.” (11)  Men der er langt igen: “42 % af skolebørnene er stadig ikke i skole, og kvaliteten af uddannelsen er stadig et stort problem. Relevant kvalitetsuddannelse vil være uundværlig for at skabe en fremtidig med fred i landet. Dette vil kræve massive vedvarende investeringer i udvikling af kapaciteten i Afghanistans uddannelsessystem.” (12) Næsten halvdelen af de afghanske børn går stadig ikke i skole, og mange af de børn, der møder op i skolen, gør det med livet som indsats. Det samme gælder lærerne. Der er eksempler på, at både lærere og elever er blevet slået ihjel af ekstremister, der mener, at uddannelse – især af piger og med støtte fra vestlige donorer – er i strid med afghanske værdier og islamiske regler. Det er også baggrunden for, at der flere gange er blevet smidt syre i hovedet på skolepiger.  Desuden er manglen på kvindelige lærere et problem, fordi mange forældre ikke vil lade deres døtre blive undervist af mandlige lærere. Ifølge en talsmand for det afghanske undervisningsministerium mangler der kvindelige lærere i over 200 af landets 364 skoledistrikter. (13) Tal fra 2010 viste, at kun 7 ud af 12 millioner børn i skolealderen reelt gik i skole. Lidt bedre så det ifølge Afghanistans undervisningsminister ud i marts 2012. På det tidspunkt gik 8,4 millioner børn ifølge ministeren i skole, heraf var 39 % piger. 4,2 millioner børn havde dog stadig ikke adgang til en skole, primært på grund af sikkerhedsproblemer. Millioner af børn bidrager i stedet til familiens overlevelse ved at arbejde. UNICEF anslår i en rapport fra 2009, at 24 % af alle afghanske børn i grundskolealderen (7-14 år) udfører en eller anden form for arbejde. Børnearbejde er mest udbredt på landet, og flest piger arbejder. (14) Desuden bliver mange piger giftet bort i en ung alder, hvilket også forhindrer dem i at få en uddannelse. Tal fra UNICEF viser, at over 50 % af de afghanske piger bliver gift, før de fylder 16 år, og det er almindeligt, at piger helt ned til 10-12-årsalderen bliver gift med langt ældre mænd. (15) Under Taliban-styret var det lovligt, at piger blev gift som niårige; i dag er minimumalderen for indgåelse af ægteskab 16 år for kvinder og 18 år for mænd. Men lovgivning er én ting, praksis noget andet. En af de store udfordringer for Afghanistan er, hvordan nye love omsættes til praksis.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_115

HDI-INDEX FRA 1990 TIL 2010 Danmark

USA

Pakistan

Polen

Afghanistan

1.0 0.9 0.8 0.7 0.6 0.5 0.4 0.3 0.2 0.1 1990

1995

2000

2005

2010

Kilde: UNDP

ANLSÅET OPIUM PRODUKTION I AGHANISTAN (1994-2007) 8.000

tons

0 1994 Kilde: UNOC Annual Opium Survey

2001

2007

_116

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

”Det er mit største ønske at rejse tilbage for at arbejde og hjælpe mit hjemland. Jeg tror, at Afghanistan har brug for mig. På den anden side: Hvis fremtiden i Afghanistan bliver som nutiden, vil det blive hårdt for mig at vende hjem. Det er især svært med den dårlige sikkerhedssituation og med kvindernes forhold.” Frishta Aslami, 23-årig afghansk kvinde, opvokset i Afghanistan og Pakistan, studerer i USA

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

DEL IV EN ALMINDELIG AFGHANSK FAMILIE

_117

_118

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 16

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

KAPITEL 16 Flugt, frygt og fremtidsdrømme – Mød familien Aslami   Familien Aslami er en afghansk familie, som bogens ene forfatter (OJ) mødte første gang i Pakistan i 2000, og som han har fulgt siden. Familiens liv siden årtusindskiftet er en føljeton, som på mange måder afspejler de ændringer og voldsomme begivenheder, som Afghanistan og det afghanske folk har gennemgået i samme periode. En beretning om deres skæbne følger her (1):

Januar 2000, Akora Khattak, i nærheden af Peshawar, Pakistan   På dette tidspunkt styrer Taliban det meste af Afghanistan med hård hånd, og det er baggrunden for, at familien Aslami har forladt deres hjem i Kabul til fordel for en usikker fremtid i nabolandet Pakistan. De bor i byen Akora Khattak. Tæt på byen ligger en stor lejr for afghanske flygtninge, og familiens ældste datter Laila arbejder i lejrens spartanske fødeklinik (se s. 51). En anden af familiens ni børn, Khadija, underviser på en af lejrens skoler.   Familien har en drøm om at vende tilbage til Afghanistan, hvis eller når forholdene bliver bedre. Men der er ingen udsigt til, at forholdene for alvor vil ændre sig foreløbig, og familiens medlemmer diskuterer derfor, om skal sælge deres hus i Kabul og opgive tanken om at vende tilbage.  Da Taliban i 1996 overtog magten i hovedstaden, forsøgte familien at få livet til at fungere under de nye vilkår. Men i længden blev det uudholdeligt, og de besluttede at flygte. Lillesøster Frishta var kun syv år, da Taliban tog magten i Kabul, men husker tydeligt den bratte forandring, som magtovertagelsen medførte: “Alting ændrede sig og blev meget usikkert. Tv-stationerne og aviserne lukkede. Men det mest forfærdelig for mig var, at dørene til uddannelse blev lukket for piger og kvinder, og at kvinder ikke længere kunne arbejde uden for hjemmet.” Frishta havde meget kort hår med drengefrisure og gik med drengetøj, fordi hun gerne ville ligne en dreng. Hun gik ud i byen på indkøb sammen med sin mor, der gik med burka. Men som pige måtte Frishta ikke gå i skole. Familien overvejede, om Frishta kunne udgive sig for at være en dreng og på den måde få adgang til skolegang. Men forældrene turde ikke løbe risikoen for, at hun blev afsløret og straffet.

Borte i Iran Sammen med flere af sine ældre søskende begav Frishta sig i stedet for ud på en flugt til Iran. Undervejs blev hun og hendes yngste bror Omar skilt fra de ældre søskende. Frishta fortæller: “Min bror Omar og jeg var sammen med andre drenge og piger og med en mand, der smuglede folk over grænsen til Iran og kendte vejen over bjergene. Det var virkelig en hård tur. Da vi kom væk fra mine ældre søskende, var jeg ikke bange i starten. For jeg regnede med, at jeg skulle se dem igen dagen efter. Men det var bare en drøm.”   I flere dage var Frishta og Omar uden kontakt til de ældre søskende. “En dag var vi ude i en skov, og det var meget varmt om dagen og meget koldt om natten. Vi var i skoven hele dagen, og vi havde ikke noget vand. Vi sov i skoven i nogle få timer og fortsatte så turen. Næste dag var det endnu værre. Der var ikke nogen sti, og vi gik gennem bjergene fra tidligt om morgenen indtil midnat. Vi fik ikke noget at spise hele dagen, og da vi stoppede om aftenen, var vi helt udmattede. Jeg glemmer aldrig den nat, hvor vi brugte sten som hovedpuder.

_119

_120

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Natten var mørk, men også klar, og jeg så stjerner. Det var helt stille, jeg kunne høre mit åndedræt. Jeg følte noget i mit hjerte, og jeg lå og tænkte. Den nat ændrede fuldstændig mit liv.”  Laila og de andre større søskende var kommet over grænsen til Iran. De var panikslagne over at have mistet Frishta og Omar. Efter en uges tid i uvished og frygt blev de genforenet og var lykkelige over at være nået til Iran og igen være sammen.  Tilværelsen i Iran viste sig dog at være barsk. De mindre søskende måtte ikke gå i skole, og Laila kunne ikke få arbejde. De rejste derfor tilbage til Kabul, mens to af de større brødre blev i Iran. Men hjemme i Kabul var livet ikke blevet lettere. Så Aslami-familien besluttede at flygte til Pakistan. Først tog døtrene af sted; siden fulgte resten af familien efter. De lejede deres hus i Kabul ud til en anden familie og tog af sted. Frishta fortæller: “Mens vi boede i Pakistan, arbejdede jeg med at væve tæpper for at kunne betale for min skolegang. Jeg hadede den måde, jeg levede på. For det var meget hårdt at væve tæpper.” Som flygtninge i Pakistan handler det i januar 2000 for familien Aslami mest af alt om at overleve. Udsigterne for fremtiden er dystre, og flere af familiens voksne børn mener, at familien skal sælge deres hus i Kabul. Faren, der har arbejdet som flymekaniker i Kabul, siger dog nej. Han vil ikke sælge huset. Og det bliver hele familien sidenhen glade for.

“Vi skal alle sammen dø”  Storesøster Laila blev som 17-årig giftet bort af sine forældre uden, at de spurgte hende til råds. Det var i 1988. Hun flyttede ind hos sin mands familie og fortsatte sin skolegang. En måned efter brylluppet blev hendes mand dræbt ved en ulykke, og hun var pludselig enke. Ifølge traditionen skulle hun da giftes med sin afdøde mands bror. Han var meget ældre end Laila og havde i forvejen en kone og fem børn. Til stor forfærdelse for familien sagde Laila derfor nej til at gifte sig med sin svoger, og hun holdt fast ved sin beslutning, selvom familien pressede på for at få hende til at følge traditionen. I et år boede hun fortsat hos svigerforældrene, hvorefter hun flyttede tilbage til sine egne forældre.  Hun ville hjem for at hjælpe sine mindre søskende til en bedre fremtid, end den hun selv havde udsigt til. Efter at have afsluttet sine 12 års skolegang begyndte hun at studere på universitetet i Kabul. Samtidig forsøgte hendes mor flere gange at gifte hende bort igen, hvilket dog ikke lykkedes.  Imens rasede borgerkrigen, og rivaliserende krigsherrer sendte raketter, bomber og granater ind over Kabul. Frishta var kun tre-fire år, da bombardementerne af Kabul begyndte: “Jeg husker stadig lyden af raketter og bomber, der ramte området, hvor vi boede. Mange gange om dagen kom der flyvemaskiner og smed bomber, og vi løb ned i kælderen og blev der i timevis, nogle gange hele natten.”  En dag kom døden tæt på: “Jeg husker stadig den dag, hvor en raket ramte nabohuset. Jeg holdt om min mor, mens jeg græd og skreg, at vi alle sammen skulle dø. Alle vinduerne i vores hus blev knust, og en time senere kom der en flyver og kastede bomber i kvarteret.”  Frishta mindes, hvordan folk i kvarteret efterhånden vænnede sig til en dagligdag med bombardementer. “Hver gang en flyvemaskine kom og smed bomber, løb alle, også børn, op på hustaget for at se, hvor bomberne blev smidt, og hvor raketterne ramte. Folk er blevet så vant til skyderier og bombardementer, at det nærmest er blevet et normalt liv for afghanerne,” siger hun.

Forår 2004, Kabul, Afghanistan:   I foråret 2004 besøger denne bogs ene forfatter (OJ) igen Aslami-familien, denne gang i Kabul. Optimismen hos dem er i top, og drømmene for fremtiden lysende. Det er en forholdsvis rolig periode i Kabul, hvor ISAF-styrkerne sørger for sikkerheden. Kun af og til

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

bliver der skudt raketter af mod militærbaserne fra bjergene rundt om byen, men de rammer aldrig deres mål. Ligesom hundredtusinder af andre flygtninge havde familien efter Talibanstyrets fald i december 2001 besluttet at vende hjem. Talibans fald fra magten havde tændt et håb for afghanerne om en bedre fremtid i deres eget land. I Aslami-familien var der enighed om at vende tilbage til Kabul, og alle i familien var lykkelige for, at faren havde sagt nej til at sælge deres hus. For da udenlandsk militær og utallige ngo’er rykkede ind i Kabul, skød huspriserne i vejret, og store dele af byen lå stadig i ruiner. Frishta husker hjemkomsten til Kabul: “I begyndelsen syntes alt at være så fredeligt. Jeg følte fred alle steder og i alting. Samtidig føltes det forbløffende at være tilbage i sit eget hjem, hvor jeg kunne snakke mit eget sprog, når jeg gik ud. Jeg kunne gå i mit traditionelle tøj, når vi skulle til et bryllup, og vi kunne spise vores traditionelle mad.”  Frishta var 13 år, og hun begyndte igen i skole, iklædt den sorte og hvide skoleuniform. Hun var lykkelig for at kunne lære på sit modersmål, dari, i et klasseværelse med 50 andre børn. Hun oplevede, at alting ændrede sig i positiv retning. Ingen var længere bange for at gå ud. Piger kunne gå i skole, og kvinder kunne gå på arbejde. Og langsomt lagde flere og flere kvinder burkaen: “I begyndelsen kunne jeg hver dag efter skole se alle pigerne dækket af en burka. Af 1000 studerende var der kun omkring 20, som gik med almindeligt tørklæde. Men efter to år var der kun 20-30 studerende med burka ud af 1.000. Tingene ændrede sig, og man kunne se håb og nye drømme i folks øjne,” husker Frishta.

Et enfamiliehus med plads til 11  Faren i familien er imidlertid blevet gammel og syg og kan ikke gå ud. Han ligger på en madras på gulvet i den stue, hvor fjernsynet står. Her samles familien om aftenen for at se på den enlige afghanske tv-kanal (siden er der kommet 70-80 kanaler til, heraf adskillige kommercielle). Under Taliban var det forbudt at se tv og lytte til musik, men i Kabul i 2004 er det største problem, at elektriciteten forsvinder flere gange hver aften, så man må tænde for petroleumslamperne, og så går snakken i stedet i halvmørket.  Familiens hus har fire rum i stueetagen og ét på første sal. I den fine stue er der sofaer, lænestole og et sofabord. Indretningen af de øvrige rum er traditionelt afghansk med tæpper på gulvet, smalle madrasser langs væggene til at sidde på, puder som rygstød, og ikke andet. Madrasserne bliver også brugt til at sove på om natten, og man sover flere i samme rum, brødre og søstre hver for sig. I det spartansk indrettede køkken på første sal går Laila i gang med at lave mad, siddende på hug ved et gasblus. I rummet ved siden af køkkenet bredes en voksdug ud på gulvtæppet, og på den bliver skålene med mad sat frem. Man spiser, mens man sidder på madrasserne eller på gulvtæppet rundt om voksdugen. Til den lækre pastaret med grøntsager får vi afghansk fladbrød, som familien spiser til alle måltider. Kvinderne skiftes til at lave dejen, men da køkkenet ikke har nogen ovn, bliver brødet bagt hos bageren i nærheden. Traditionelt spiser man på den måde, at man brækker et stykke brød af og skraber noget mad op med det. Hos familien Aslami spiser man dog lige så tit med ske. De drikker ikke noget til maden, men bagefter bliver der serveret grøn te samt mangofrugter og kager.  Familien består af far og mor samt ni børn i alderen 15 til 33 år. To af brødrene, 21-årige Anwar og 28-årige Azam, bor i Iran. Storesøster Laila, der er 33 år, arbejder med rehabilitering af narkomaner for en tysk ngo. Hun er ansat for et halvt år ad gangen til en løn, der svarer til 500 dollars om måneden, en virkelig god løn i et land, hvor mange arbejder for 1-2 dollar om dagen. Laila overvejer, om hun skal begynde forfra på en uddannelse, men er glad for at have et arbejde, så hun kan være med til at forsørge familien. Ved siden af arbejdet går hun i perioder til engelskundervisning om eftermiddagen. Hun har gennemtrumfet, at ingen af hendes fire yngre søstre skal giftes mod deres vilje. Modsat hende skal de selv vælge

_121

_122

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

deres mand, hvilket ingen af dem dog har gjort endnu. De har tilsyneladende for travlt med uddannelse, arbejde og karriere.

Demokratiets frontsoldat  Dagen begynder tidligt hos Aslami-familien i Kabul, hvor 25-årige Akram står op klokken halv fem. Han tapper vand fra beholderen i badeværelset over i en spand og sætter en dypkoger i vandet. Når vandet er blevet varmt, bader han ved at øse vand over sig, siddende på en plastikskammel på det kolde cementgulv. Ligesom badeværelset er toilettet ganske enkelt: et “pedallokum” i et skur i haven, hvor man sætter sig på hug og skyller ud med vand fra en spand. Men det er rent og propert, hvilket i øvrigt gælder hele huset. Klokken seks bliver Akram hentet i bil af nogle arbejdskammerater, og så er der en times transport til arbejde.  Akram er blevet en af det nye demokratis frontsoldater; han arbejder for den FN-organisation, der registrerer vælgere til det kommende præsidentvalg og er glad for at kunne gøre noget for sit land. Han tager ud til landsbyerne og taler med folk om de id-kort, de skal have for at kunne stemme. Den slags har de aldrig haft brug for før. Først taler han med landsbyens ældste og mest betydningsfulde mænd. Han forklarer dem, at hvis kun få mennesker i området lader sig registrere, vil regeringen nok ikke have lyst til at bygge hospitaler og skoler eller anlægge veje og sørge for rent vand og elektricitet i området. Hvis der omvendt bliver registreret mange vælgere, vil regeringen være mere indstillet på at udvikle området. Den slags gør som regel indtryk. Akram kommer sent hjem om aftenen efter lange arbejdsdage. En aften fortæller han, at han i en landsby har fået overtalt en meget konservativ mand til, at både han selv og alle kvinderne i hans hus skal have id-kort. Manden er kendt for aldrig at lade sine kvinder komme ud af huset, så hans tilsagn fik andre mænd i landsbyen til også at acceptere, at deres familier får et id-kort.

Mobiltelefoner og mikrofinansiering Khadija er 27 år og arbejder for Afghan Wireless, mobiltelefonselskabet som blev etableret i 2002 som det første i det nye Afghanistan. Hun begyndte med at besvare henvendelser i firmaets call-center for en løn svarende til 120 dollars om måneden. Siden er hun blevet leder af en afdeling og har for nylig fået firmaets årlige pris for godt lederskab. Prisen indbragte hende 100 dollars og en plakette, som står til skue på reolen i den fine stue.  Khadija møder tidligt på arbejde og kommer sent hjem, og som de fleste i Afghanistan arbejder hun seks dage om ugen. Det sker endda jævnligt, at hun også må tage på arbejde på sin ugentlige fridag, fredag. Antallet af mobiltelefoner i Kabul er nemlig eksploderet fra nulpunktet for et par år siden. Nu kan man under en taxatur opleve, at chaufføren stikker hånden i lommen og hiver sin mobiltelefon frem for at svare på et opkald. Udviklingen har fået et konkurrerende selskab til at melde sig på markedet, og der er store reklamer for de to selskaber rundt om i byen.  26-årige Humira var i foråret på en måneds kursus i mikrofinansiering. Det foregik i Italien, et land hun altid havde drømt om at besøge, men ikke troede, at hun nogensinde skulle få lov at opleve. Især ikke, eftersom hun for et par år siden levede som flygtning i Pakistan. Humira arbejder i Arbejds- og Socialministeriet til en løn, der svarer til 30 dollar om måneden, hvilket er helt normalt for embedsmænd i ministerierne og andre offentligt ansatte. Lærere, ingeniører og andre veluddannede skifter derfor ofte til bedre betalt arbejde som chauffører eller lignende. for en af de mange ngo’er, der er kommet til Kabul i forbindelse med genopbygningsarbejdet. Den højere løn betyder mere end jobbets indhold.

Pilotdrømme og husarbejde  En morgen står den nu 15-årige Frishta tidligt op. Siddende på hug i køkkenet går hun i gang med at tilberede pommes frites og nogle frikadelleagtige boller af kød og grøntsager.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Hun skal have maden med i skole til den årlige “Lærernes dag”, hvor eleverne i år har besluttet at komme med mad til lærerne.  Frishta er glad for at gå i skole, og hjemme skriver hun digte på sit modersmål dari i en lille bog med hængelås på. Hun fortæller, at hun skriver om Gud og om livet. Hun har også et hæfte med en lang rapport, hun har skrevet om Afghanistans historie, hvor hun har klistret avisbilleder ind som illustrationer. Bagerst i hæftet ligger nogle billeder af nationalhelten Ahmad Shah Massoud, også kaldet “Løven fra Pansjir” (se s. 28, 39, 40, 46-47), da han i mange år havde en stærk militær tilstedeværelse i Pansjir-dalen nordøst for Kabul. Frishta og mange andre afghanere anser Massoud for at være en national helt, fordi det lykkedes ham og hans folk at holde stand mod Taliban i Pansjirdalen helt frem til Talibans fald i 2001. I 2001 tog Massoud på en rundrejse til Europa, hvor han advarede om, at et angreb fra al-Qaida mod USA var under opsejling. Den 9. september 2001, to dage før al-Qaida rent faktisk angreb USA, blev Massoud dræbt af to selvmordsbombere, der formodentlig havde forbindelse til al-Qaida. Han blev begravet i Pansjirdalen, og der blev rejst et mausoleum på stedet. Kort efter blev Massoud officielt udnævnt som “Den afghanske nations helt”, og det er sådan Frishta ser på ham.  I den optimistiske stemning, der råder i Kabul, har den unge kvinde store drømme for sit liv. Lidt genert fortæller hun om dem, især om én stor drøm: Hun vil være pilot. Den drøm har hun haft, siden hun var ganske lille, fortæller hun. Hun husker, at hun som lille råbte til sin mor, hver gang hun så en flyvemaskine oppe i luften: “Mor, mor kig op i himlen. Kan du se, der er en flyvemaskine. Den er så højt oppe. Mor, en dag vil du se en flyvemaskine krydse over huset, og du kan fortælle alle, at det er din lille Frishta, der flyver den.” Siden blegnede pilotdrømmen, men Frishta holder den stadig i live, ligesom hun holder fast i minderne om sin barndom: “Hver aften tænkte jeg på et nyt ønske, før jeg lagde mig til at sove. Så ventede jeg på solopgangen og en ny dag med et nyt liv. Men dagene gik altid på samme måde. Indtil jeg var syv år, og Taliban overtog magten. Da ændrede alting sig.”  Sediqa på 24 år tilbringer meget tid derhjemme. Hun går til engelsk men har svært ved at finde arbejde. Derfor er det ofte hende, der står med opvasken sent om aftenen, når familien har spist. Hun synes, at husarbejdet hænger for meget på hende, men hendes søskende forsvarer sig med, at de jo arbejder eller går i skole.  Khadija forklarer, at det før i tiden mest var deres mor, der stod for husarbejdet. Men på et tidspunkt foreslog Khadija, at de skulle deles om det, og så lavede de en plan for, hvem der skulle lave hvad. Og der er nok at lave med indkøb og madlavning til ni mennesker samt rengøring og tøjvask. Det sidste foregår siddende på hug på gulvet i badeværelset, da vaskemaskinen, som de havde med tilbage fra Pakistan, ikke duer mere. Familien køber vand fra en tankbil, der kører rundt i kvarteret med jævne mellemrum. Vandet opbevares i en underjordisk tank i husets forgård. Derfra bliver det pumpet til vandtanke i køkkenet og badeværelset samt ud i haven ved hjælp af en elektrisk pumpe og en lang slange.

Højt hår og langt skæg Moren i familien Aslami hedder Rabia. Hun er vokset op i en landsby nord for Kabul og følger traditionerne derfra. Derfor går hun stadig med burka, når hun bevæger sig uden for huset. Det er en skik, som er svær at lægge fra sig, forklarer hun. Men så snart hun kommer inden for døren, hænger hun den lyseblå burka på en knage i gangen.  Da familien for et par år siden kom tilbage til Kabul efter flere år som flygtninge i Pakistan, var haven en sørgelig affære. Men Rabia har fået planterne til at gro igen, og der er både vin- og mandeltræer samt blomster i den lille gårdhave.  En aften finder Akram et fotoalbum frem og viser billeder fra familiens liv. Indholdet i albummet adskiller sig ikke væsentligt fra et fotoalbum, som en dansk familie kan hive ned

_123

Taliban “Hver aften tænkte jeg på et nyt ønske, før jeg lagde mig til at sove. Så ventede jeg på solopgangen og en ny dag med et nyt liv. Men dagene gik altid på samme måde. Indtil jeg var syv år, og Taliban overtog magten. Da ændrede alting sig. (…) Alting blev meget usikkert. Tv-stationerne og aviserne lukkede. Men det mest forfærdelig for mig var, at dørene til uddannelse blev lukket for piger og kvinder, og at kvinder ikke længere kunne arbejde uden for hjemmet.”  Efter Taliban  ”I begyndelsen kunne jeg hver dag efter skole se alle pigerne dækket af en burka. Af 1000 studerende var der kun omkring 20, som gik med almindeligt tørklæde. Men efter to år var der kun 20-30 studerende med burka ud af 1000. Tingene ændrede sig, og man kunne se håb og nye drømme i folks øjne.” Fremtiden “Det er mit største ønske at rejse tilbage for at arbejde og hjælpe mit hjemland. Jeg tror, at Afghanistan har brug for mig. På den anden side: Hvis fremtiden i Afghanistan bliver som nutiden, vil det blive hårdt for mig at vende hjem. Det er især svært med den dårlige sikkerhedssituation og med kvindernes forhold.” Frishta Aslami, 23-årig afghansk kvinde, opvokset i Afghanistan og Pakistan, studerer i USA

_124

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

fra hylden. På billederne er der ingen spor af krigen og nøden i Afghanistan, og ikke på et eneste billede ses en kvinde i burka. Taliban har kun sat sig spor i albummet ved, at familiefaren i en afgrænset periode har udskiftet sin glatbarberede hage med langt skæg, som det var påbudt under Talibanstyret (se s. 48). Der er billeder af de mange søskende som små. og af Laila og hendes søstre som teenagere, hvor de skifter hårstil i én uendelighed. Der er hår til siden, højt hår, kort hår, krøllet hår og meget mere spræl af mange slags. Albummet rummer også billeder fra dengang, Azam blev gift i Kabul. Det var, mens Taliban regerede, og musik og fest var strengt forbudt. Men familien trodsede forbuddet, for fest skulle der være, selvom det var vanskeligt at holde et ordentligt bryllup under de omstændigheder. De tog oven i købet billeder af festen, selvom Taliban havde forbudt fotografering. (se s. 49)

Forår 2012, Afghanistan, Tyskland, England, Iran og USA:  I 2004 var optimismen altså stor hos familien Aslami. Siden udviklede Afghanistan sig anderledes, end de og mange andre havde troet og håbet. Taliban var godt nok slået tilbage, men ikke slået ud, og efterhånden blev det mere og mere usikkert at færdes i Kabul. Der kom bombeangreb, raketangreb og skyderier, og flere civile blev dræbt. Livet har formet sig anderledes for familien Aslami, end de forestillede sig i 2004:  ‘Demokratiets frontsoldat’ fra præsidentvalget i 2004, Akram, rejste til Indien, hvor han studerede. Men i foråret 2011 vendte han alvorligt syg hjem til Kabul, hvor han efter kort tid døde på hospitalet. Det var et chok, og sorgen er svær at komme over især for hans søskende Laila og Anwar, som var hos ham på hospitalet, da han døde. Senere samme år slog døden til igen i familien. Familiefaren, der var blevet mere og mere syg efter hjemkomsten til Kabul knap ti år tidligere, døde i efteråret 2011.  Storesøster Laila er blevet gift igen. Hendes mand arbejder for en provinsregering i det nordlige Afghanistan, og han har også en lejlighed i Tyskland, hvor Laila har boet i en periode. Hun er ved at lære tysk, men forestiller sig ikke at flytte permanent til Tyskland. Hun vil ikke uden videre opgive sit fødeland. “Det er fint for mig at bo i Kabul,” siger hun.  Khadija er gift, men bor stadig hos sin familie. Hun har født sit andet barn og er efter tre måneders barselsorlov tilbage i sit job hos Afghan Wireless. Hendes mand bor i London og forsøger at finde et arbejde dér, så Khadija også kan komme dertil. Hvis det lykkes, vil hun meget gerne finde et job i London, for hun holder meget af at arbejde.  Sediqa arbejder også i Afghan Wireless og går til engelsk. Hun bor hjemme og er ikke gift. Humeira er blevet gift, har fået to børn og bor hos sin mands familie. Hun arbejder ikke længere i ministeriet, men søger andet arbejde.  Anwar har en butik, hvor han sælger kvindetøj, og om aftenen studerer han samfundsvidenskab på universitetet. Han er ikke gift og bor hjemme.  Azam bor og arbejder stadigvæk i Iran. Han er gift og har to børn.  Omar driver et rejsebureau i Kabul. Han er ugift og bor hjemme.  Lillesøster Frishta fik studentereksamen i 2006 og søgte ind på universitetet, men fik afslag. Til gengæld blev hun optaget på et årskursus kun for piger i “business administration”. Derfra søgte hun ind på United World College (UWC), en international gymnasial uddannelse. 1000 søgte ind, kun fire blev optaget. Frishta var en af dem. Hun fik et stipendium til at studere på UWC i Costa Rica og begyndte som 19-årig i 2007. Det blev en hård tid med store sproglige udfordringer i et fremmed land med en helt anden kultur og et anderledes undervisningssystem. Hun savnede sin familie, der var tusindvis af kilometer væk i et land præget af borgerkrigslignende tilstande. Men hun holdt ud og vendte efter to år hjem til Kabul med en international studentereksamen og mange erfaringer i bagagen: “Selvom det ikke var så interessant at tage den samme uddannelse om igen, lærte jeg rigtigt meget. Jeg lærte at klare mig selv og forstå forskellige kulturer. Det gjorde mig til en anden person,” siger Frishta. Fra UWC søgte hun ind på otte private universiteter i USA. Hun blev optaget

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

på de fleste af dem og valgte Westminster College i Missouri, hvor hun begyndte i 2009. Her studerer hun nu “international business”, økonomi og ledelse. Hendes legat dækker udgifter til undervisning og ophold, men hun skal selv betale sygeforsikring, skat, bøger og personlige udgifter. For at få råd til det, arbejder hun ved siden af studierne som kontormedhjælper på universitetet.

Større kløft mellem rig og fattig  Frishta er nu 23 år og har store drømme for sin fremtid. Hun vil have en højere uddannelse, hvilket hun er godt i gang med, og så vil hun hjælpe andre. “Jeg vil gerne have min egen virksomhed, eje et selskab, bygge et hjem til forældreløse børn og bygge skoler. Jeg vil også skabe projekter inden for sundhed, uddannelse, kvinders udvikling, forældres opdragelse af deres børn og miljøbeskyttelse. Jeg vil være et symbol på positive forandringer i folks liv,” siger hun. Frishta vil gerne giftes og være en god kone for sin mand og en god mor for de børn, hun håber at få, samtidig med at hun vil være en aktiv kvinde i samfundet: “Man kan udrette store ting i samfundet og få succes, men der er tomhed i ens liv, hvis man ikke er sammen med andre. Jeg har altid følt mig heldig, at jeg har en fantastisk familie, som aldrig har tvunget mig og mine søskende til noget.”  Frishta er muslim, tror på Gud og har respekt for hele menneskeheden. “Allah har skabt os til at lære af hinanden og ikke til at dømme hinanden, hvad enten vi tror på Gud eller ej. Gud giver os liv. Derfor er det ikke vigtigt for mig, om jeg hjælper nogle, som har en anden religion og kultur eller et andet sprog end mig, blot det er mennesker, som har brug for hjælp.” Og i Afghanistan er der masser af mennesker, der har brug for hjælp, kan Frishta konstatere. Hun kan ganske vist få øje på visse forbedringer: bedre veje og anden infrastruktur, bedre mulighed for at dyrke sport, oprettelse af private skoler, mulighed og lyst til at udtrykke sig kreativt, hvilket kan ses på den måde, folk går klædt og udsmykker deres huse. Men der er også ting, der går den forkerte vej, påpeger hun: “Kløften mellem rige og fattige bliver større og større. Frygten er stigende i hele landet på grund af jævnlige bombesprængninger. Vi har en afghansk hær, og NATO og ISAF-styrkerne er her stadig, men de er alle sammen ineffektive.” Frishta tænker meget på, om hun kan skabe sig en tilværelse i sit fødeland, når hun har afsluttet sine universitetsstudier: “Det er mit største ønske at rejse tilbage for at arbejde og hjælpe mit hjemland. Jeg tror, at Afghanistan har brug for mig. På den anden side: Hvis fremtiden i Afghanistan bliver som nutiden, vil det blive hårdt for mig at vende hjem. Det er især svært med den dårlige sikkerhedssituation og med kvindernes forhold.”

_125

_126

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

”Jeg vil gerne være et symbol på positive forandringer i folks liv,” siger Frishta Aslami.

Grøn te, brød og lidt kage til eftermiddagshygge for nogle af de mange søskende hos familien Aslami i Kabul i 2004. Fra venstre er det Frishta, Laila, Omar og Khadija.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_127

En morgen står 15-årige Frishta tidligt op og sætter sig på hug i køkkenet, hvor hun laver mad til sine skolelærere på den årlige ”Lærernes dag”. Storesøster Khadija varmer mælk til morgenmaden, som hun spiser, inden hun går på arbejde.

Akram med det blide smil er en af det nye demokratis frontsoldater. Han arbejder i 2004 for den FNorganisation, der registrerer vælgere til det kommende præsidentvalg i Afghanistan.

Hos Aslami-familien serveres maden på en voksdug på gulvet, og man spiser siddende på en madras eller på gulvtæppet. Fra højre er det Akram, Humira og deres mor Rabia.

_128

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Kildeliste

Udover de nedenfor anførte kilder baserer bogen sig på den ene forfatters (OJ) interviews og oplevelser under rejser til Afghanistan og Pakistan i 1973, 2000, 2001, 2003 og 2004, samt herunder interviews og samtaler med FN-organisationer, ngo’er, projekter og lign. i Afghanistan og Pakistan og Europa og forskellige konferencer om udviklingen i Afghanistan efter 2001. Desuden har vi som baggrund for bogens beskrivelser af både historiske og aktuelle udviklinger og problemstillinger anvendt en lang række rapporter, fagbøger og artikler, hvoraf en del er nævnt på litteraturlisten nedenfor.

Kapitel 3 (1) Waldman, Matt: “The Sun in the Sky. The relationship between Pakistan’s ISI and Afghan insurgents”. Carr Center for Human Rights Policy, Kennedy School of Government, Harvard University, June 2010. http://image.guardian.co.uk/sys-files/Guardian/documents/2010/06/13/SISFINAL.pdf. (2) UN Commission on Human Rights: Report on the situation of human rights in Afghanistan, 17-02-1986: www.unhcr.org/refworld/docid/482996d02.html

Kapitel 5 (1) Khaja, Nagieb: “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan”. Gyldendal, 2011, s. 66. (2) Rashid, Ahmed: “Taleban”. Pan Books, 2001, s. 39. (3) Rashid, Ahmed: “Taleban”. Pan Books, 2001, s. 40. (4) Stockmann, Camilla: “Unesco opgiver genopbygning af afghanske buddha-statuer”. Politiken, 05-08-2011.

Kapitel 6 (1) Kilde: Rashid, Ahmed: “Taleban”. Pan Books, 2001, s. 139. (2) se f.eks.: www.faktalink.dk: “11. september 2001”. Af journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. (3) Khaja, Nagieb: “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan”. Gyldendal, 2011.

Kapitel 7 (1) Khaja, Nagieb: “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan”. Gyldendal, 2011. (2) se f.eks.: www.faktalink: “Guantánamo”. Af journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information, 2008.   (3) http://edition.cnn.com/2002/WORLD/asiapcf/central/07/04/afghanistan.bombing/ (4) New York Times, 12-03-2005. (5) New York Times, 23-05-2005, se også: http://topics.nytimes.com/top/reference/

_129

_130

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

timestopics/subjects/b/bagram_air_base_afghanistan/index.html (6) Griswold, Eliza: “Black Hole; The other Guantanamo”. The New Republic, 07-05-2007: www.tnr.com/article/black-hole-the-other-guantanamo (7) Khaja, Nagieb: “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan”. Gyldendal, 2011. (8) Larsen, Thomas: “Dagbog fra Afghanistan”. Borgen, 2008.

Kapitel 8 (1) Ladekarl, Anders: generalsekretær for Dansk Røde Kors, i “Verden ifølge Gram”, Danmarks Radio, P1, 23-08-2011. (2) Aagaard, Charlotte: En idealist i krig. Dagbladet Information, 30-11-2007. (3) Svendsen, Jacob: Ministen: Hjælpen i Helmand er slået fejl. Politiken, 21-08-2012. (4) Rapporterne kan downloades fra http://um.dk/da/danida/resultater/eval. (5) Svendsen, Jacob: Ministen: Hjælpen i Helmand er slået fejl. Politiken, 21-08-2012. (6) Benner, Torben: Carsten Jensen: ‘Armadillo’ er et jordskælv. Politiken, 03-05-2010. (7) Interview med formand for Danish Muslim Aid, Abdul Wahid Pedersen, marts 2012 + info fra www.dmaid.dk.

Kapitel 9 (1) Khaja, Nagieb: “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan”. Gyldendal, 2011, s. 295-298. (2) New York Times Interactive. (3) refereret i The New York Times, 16-12-2003. (4) Washington Post, 17-03-2006. (5) ifølge New York Timesm, 28-03-2004. (6) The New Yorker, 12-04-2004. (7) se f.eks.: Bo Gunnarsson: Afghanistans valg ligner et teater. Dagbladet Information, 07-10-2004. http://www.information.dk/98282. (8) The Christian Science Monitor, 17-10-2003. (9) The Christian Science Monitor, 17-10-2003.

Kapitel 10 (1) (2) (3) (4) (5) (6)

Globe and Mail (canadisk avis), 17-08-2009. Globe and Mail (canadisk avis), 17-08-2009. Globe and Mail (canadisk avis), 17-08-2009. Human Rights Watch: “World Report 2010”. www.hrw.org/world-report-2010 The Telegraph, 27-08-2009 og The New York Times, 21-08-2009. http://iwpr.net/report-news/afghan-voters-angry-%E2%80%9Cwarlord% E2%80%9D-candidates  (7) www.aljazeera.com, 20-10-2010. (8) www.aljazeera.com, 20-10-2010.

Kapitel 11 (1) The Washington Post, 08-12-2009. (2) CRSR for Congress, The Department of Defense’s Use of Private Security Contractors in Iraq and Afghanistan, den 22. juni 2010: http://fpc.state.gov/documents/ organization/145576.pdf (3): Brookings Afghanistan Index: www.brookings.edu/~/media/Files/Programs/FP/ afghanistan%20index/index.pdf

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

(4) CRSR for Congress, The Department of Defense’s Use of Private Security Contractors in Iraq and Afghanistan, 22-06-2010: http://fpc.state.gov/documents/organization/145576.pdf (5) www.guardian.co.uk/world/2012/jan/21/afghan-soldier-killed-french-taliban (6) Weekendavisen, 16-03-2012. (7) Ritzau/Reuters: Afghanske politikere frygter kaos efter 2014, 20-01-2013. (8) Ritzau: Afghansk nedtur efter dansk exit. Politiken, 13-03-2012. (9) Aagaard, Charlotte: ‘Vi driver afghanerne i armene på Taleban’. Dagbladet Information, 01-11-2011.

Kapitel 12 (1) Ifølge BBC News, 24-03-2006. (2) Aagaard, Charlotte: “Afghanistan søger kompromis i dødsstrafsag”. Information, 2707-2007. www.information.dk/121608  (3) “Afghan convert ‘arrives in Italy’”. BBC, 29-03-2006. http://news.bbc.co.uk/2/ hi/4856748.stm (4) “En betændt sag om Rahman”. Leder i Dagbladet Information, 25-07-2007. (5) Associated Press (AP), april 2002. (6) AIHRC-rapporten “A Call for Justice”: www.aihrc.org.af/media/files/Reports/Thematic%20reports/rep29_1_05call4justice.pdf (7) Artikel i The New York Times, 03-02-2005, indlæg af Sima Samar og Nader Nadery, AIHRC.

Kapitel 13 (1) “Corruption in Afghanistan. Bribery as Reported by Victims”. UNODC, januar 2010. www.unodc.org/documents/afghanistan/Anti-Corruption/Corruption_in_ Afghanistan_Bribery_Reported_by_Victims_2010-Eng.pdf (2) Magasinet Zapp jorden rundt nr. 1/2010 (temanummer om børn og unge i Afghanistan). (3) “Corruption in Afghanistan. Bribery as Reported by Victims”. UNODC, januar 2010. www.unodc.org/documents/afghanistan/Anti-Corruption/Corruption_in_Afghanistan_Bribery_Reported_by_Victims_2010-Eng.pdf (4) “Civil Military Fusion Center: Special Report on Economic Development in Afghanistan The Kabul Bank Crisis”, 10. september 2011: www.cimicweb.org/Documents/ CFC AFG Economic Stabilization Archive/Econ_Dev_Monthly_Rpt_Sep2010_ Kabul_Bank_Crisis_FINAL.pdf   (5) Filkins, Dexter; “Troubles at Afghan Bank Jolt Financial System”. New York Times, den 31. august 2010. www.nytimes.com/2010/09/01/world/asia/01kabul.html  (6) www.bistandsaktuelt.no/nyheter-og-reportasjer/arkiv-nyheter-og-reportasjer/nyrevisorrapport-milliardsvindel-i-kabul-bank

Kapitel 14 (1) Verdensbanken – World Bank – Afghanistan Ressource Trust Fund (ARTF): http:// web.worldbank.org/WBSITE/EXTERNAL/COUNTRIES/SOUTHASIAEXT/ AFGHANISTANEXTN/0,,menuPK:305990~pagePK:141159~piPK:141110~ theSitePK:305985,00.html (2) Khaja, Nagieb i “Historien, der ikke bliver fortalt”. Gyldendal, 2011. (3) FAO Representation in Afghanistan: http://coin.fao.org/cms/world/afghanistan/ en/Home.html.

_131

_132

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

(4) “Afghanistan Opium Survey 2011”. United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) & Islamic Republic of Afghanistan Ministry of Counter Narcotics, December 2011. (5) “Afghanistan Opium Survey 2011”. United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) & Islamic Republic of Afghanistan Ministry of Counter Narcotics, December 2011. www.unodc.org/documents/crop-monitoring/Afghanistan/Afghanistan_opium_survey_2011_web.pdf). (6) “Afghanistan Opium Survey 2011”. United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) & Islamic Republic of Afghanistan Ministry of Counter Narcotics, December 2011. www.unodc.org/documents/crop-monitoring/Afghanistan/Afghanistan_opium_survey_2011_web.pdf). (7) Nissen, Signe Grejsen, Martin Aagaard, Gitte Rønberg og Simi Jan: “Taleban tjener millioner på heroin”. Politiken, 26-07-2010. (8) Larsen, Thomas: “Dagbog fra Afghanistan”. Borgen, 2008. (9) Hundevadt, Kim: “I morgen angriber vi igen. Danmarks krig i Afghanistan”. Jyllands-Postens Forlag. 2009. (10) The New York Times, 27-07-2008. (11) The New York Times, 27-07-2008. (12) The New York Times, 28-10-2009. (13) http://politiken.dk/udland/ECE1515635/produktionen-af-opium-eksploderer-naerde-danske-baser/ (14) Det Nye Afghanistan. DR Undervisning: http://www.dr.dk/Undervisning/Gymnasium/Detnyeafghanistan/Oekonomi/%C3%98konomiskedilemmaer.htm (15) Andersen, Christiana Bjerglund: “Afghanistan: Vesten trækker sig, Kina bliver.” Ræson – Danmarks internationale nyhedsmagasin, 28-12-2011. http://raeson.dk/2011/afghanistan-vesten-tr%C3%A6kker-sig-kina-bliver/

Kapitel 15  (1) se www.aihrc.org.af/ og www.brookings.edu/topics/afghanistan.aspx (2) citatet stamme fra: Khaja, Nagieb: “Historien, der ikke bliver fortalt”. Gyldendal, 2011. (3) se www.aihrc.org.af/ og www.brookings.edu/topics/afghanistan.aspx (4) Larsen, Thomas: “Dagbog fra Afghanistan”. Borgen, 2008.  (5) citatet stammer fra magasinet Zapp jorden rundt, nr. 1/2010. (6) World Health Organization: www.who.int/countryfocus/cooperation_strategy/ccsbrief_afg_en.pdf (7) Kilde: CIA – The World Factbook: https://www.cia.gov/library/publications/theworld-factbook/index.html (8) Hancock, Louise & Orzala Ashram Nemat: “A Place at the Table. Safeguarding Women’s Rights in Afghanistan.” Oxfam, October 2011.www.oxfam.org/en/policy/ place-table-safeguarding-women-rights-afghanistan (9) Kwatra, Anjali: “A just peace? The legacy of war for the women of Afghanistan”. ActionAid, October 2011. http://actionaidusa.org/assets/pdfs/a_just_peace.pdf   (10) Khaja, Nagieb: “Den afghanske tragedie.” Politiken, 09-01-2012. Kronik. (11) “On the Road to Resilience. Capacity development with the Ministry of Education in Afghanistan”. Edited by Morten Sigsgaard. UNESCO, International Institute for Educational Planning (IIEP), 2011. www.iiep.unesco.org/fileadmin/user_upload/ Info_Services_Publications/pdf/2011/Afghanistan_Resilience.pdf (12) “On the Road to Resilience. Capacity development with the Ministry of Education in Afghanistan”. Edited by Morten Sigsgaard. UNESCO, International Institute for

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Educational Planning (IIEP), 2011. www.iiep.unesco.org/fileadmin/user_upload/ Info_Services_Publications/pdf/2011/Afghanistan_Resilience.pdf (13) Reuters, 2011. (14) www.rawa.org/temp/runews/2009/06/07/unicef-24-percent-of-afghan-childrenaged-7-14-are-in-employment.html (15) Tal fra UNICEF, FN’s børnefond.

Kapitel 16 (1) Kapitlet om familien Aslami er skrevet på baggrund af OJ’s møde med medlemmer af familien Aslami i og omkring Peshawar i januar 2000 og februar 2001. Forfatteren har endvidere besøgt og boet hos familien Aslami i Kabul i januar 2003 og maj 2004. Desuden har forfatteren haft jævnlig brev-, e-mail og sms-korrespondance samt telefonsamtaler med medlemmer af familien siden 2000. Mødet med familien Aslami er tidligere beskrevet i avisartikler af Ole Jessen i Århus Stiftstidende: 05-03-2000, 13-10-2001 og 19-09-2004.

_133

_134

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Uddybende materiale om Afghanistan Rapporter, undersøgelser og lignende:  “Helmand-planen 2011-2012 samt afrapportering for den danske indsats i Afghanistan i 2010”. Udenrigsministeriet, 2011. Dueholm, Pernille: “Afghanistan – hvorfor, hvordan og hvor længe?”. Udenrigsministeriet & Forsvarsministeriet, 2010. Schmidt, Søren: Afghanistan. Organizing Danish Civil-Military Relations. DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier, 2009. www.diis.dk/graphics/Publications/Reports2009/DIIS_Report_2009_15_Afghanistan_web.pdf

Magasiner: “Afghanistan – kaos med en vis orden”. ZAPP jorden rundt, nr. 1/2010, maj 2010. Kan downloades fra: http://danida-publikationer.dk/upload/microsites/um/ebooks/zapp_netpdf_2.pdf   “Sammen – Dansk Flygtningehjælps frivilligblad”. Nr. 3/2005: Tema om Afghanistan, afghanske flygtninge og ungdomskultur i Kabul (af: Rikke D. Andersen, Norma J. Martinez og Mutya Koudal): http://flygtning.dk/viden-fakta/publikationer/blade/bladetfrivillig/?eID=dam_frontend_push&docID=937 Ræson – Danmarks internationale nyhedsmagasin – arkiv over Afghanistan-relaterede artikler: http://raeson.dk/sektioner/afghanistan/

Faglitterære bøger og personlige beretninger: Andersen, Puk Damsgård: “Ulvehjerter – en familiekrønike. Politikens Forlag, 2011. Khaja, Nagieb: “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan”. Gyldendal, 2011. Rasmussen, Mikkel Vedby: “Den gode krig? Danmark i Afghanistan 2006-2010”. Gyldendal, 2011. Sadeed, Suraya & Damien Lewis: “Den forbudte pigeskole. En kvindes modige kamp for Afghanistans børn”. Gad, 2011. Tinning, Morten & Signe Lund (red.): “Den fjerne krig. 17 perspektiver på Afghanistan”. Statens Forsvarshistoriske Museum, 2011.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Riebnitzsky, Anne-Cathrine: “Kvindernes krig”. Politiken, 2010. Joya, Malalai: “Min lykkes fjender”. Verve, 2010. Barth, Fredrik: “Afghanistan og Taleban”. Hovedland, 2010 Hundevadt, Kim: “I morgen angriber vi igen. Danmarks krig i Afghanistan”. JyllandsPostens Forlag. 2009. Larsen, Thomas: “Dagbog fra Afghanistan”. Borgen, 2008. Rodriguez, Deborah Lynn: “Kvinderne i Kabul. Beretninger fra Kabul Beauty School”. Lindhardt & Ringhof, 2008. Andersen, Puk Damsgård og Marie Grundtvig Buss: Mellem Taleban og fremtiden. En fortælling om de unge i Kabul. Tiderne Skifter, 2006. Reportagebog, der beskriver livet i Kabul efter Talibans fald, fortalt gennem to unge afghaneres oplevelser med karriere, kærlighed og frihed og ufrihed.

Skønlitterære bøger: Geda, Fabio: “I havet er der krokodiller. Enaitollah Akbaris historie”. People’s Press, 2011. Khadra, Yasmina: “Svalerne i Kabul”. Thaning & Appel, 2010. Busfield, Andrea: “Født i skyggernes tid”. Gyldendal, 2009. Rahimi, Atiq: “Den tålmodige sten”. Tiderne skifter, 2009. Hosseini, Khaled: “Under en strålende sol”. Cicero, 2008. Hosseini, Khaled: “Drageløberen”. Cicero, 2004. Seierstad, Åsne: “Boghandleren i Kabul”. Gyldendal, 2002. Rahimi, Atiq: “Aske og Jord”. Tiderne Skifter, 2002. Latifa: “Mit stjålne ansigt”. Høst og Søn, 2002.

Links: Baggrundsmateriale på dansk: “Det nye Afghanistan”: www.dr.dk/Undervisning/Gymnasium/Detnyeafghanistan (Multimedie-materiale udarbejdet af DR Undervisning, iBureauet/Dagbladet Information)  “Den fjerne krig” – Jyllands-Posten: http://denfjernekrig.dk/emneord/afghanskhistorie

_135

_136

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

“Krigen i Afghanistan” – Dagbladet Information: www.information.dk/emne/krigen-iafghanistan

Temaartikler på Faktalink.dk: ”11. september 2001”. Af journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.  “Krigen i Afghanistan”. Af journalist Charlotte Aagaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl. 2011. “Taleban”. Af journalist Charlotte Aagaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl. 2011.   “Terrornetværket al-Qaeda”. Af journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.   “Muhammed-krisen”. Af journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. “Guantánamo”. Af journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.

Afghanske organisationer og myndigheder:  Afghan Government – Afghan News: www.afghangovernment.com/news.htm Afghan Independent Human Rights Commission (AIHRC): www.aihrc.org.af/ Afghan Women’s Network: www.afghanwomennetwork.af Civil Society and Human Rights Network (CSHRN): www.cshrn.af/ Integrity Watch Afghanistan: www.iwaweb.org/ Kabul Beauty School: www.kabulbeautyschool.com/ Kabul Center for Strategic Studies: www.kabulcenter.org PEN International – Afghanistan: www.pen-international.org/centres/afghan-centre/ Revolutionary Association of the Women of Afghanistan (RAWA): www.rawa.org

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

Internationale organisationer og myndigheder:   Amnesty International: www.amnesty.org Brookings Institute – rapporter om Afghanistan: www.brookings.edu/topics/afghanistan.aspx  FAO – Food and Agriculture Organization of the United Nations – Afghanistan: www.fao. org/countryprofiles/index.asp?lang=en&ISO3=AFG Human Rights Watch: www.hrw.org  Institute for War and Peace Reporting – IWPR: http://iwpr.net/ ISAF – International Security Assistance Force: www.isaf.nato.int/ UNAMA (United Nations Assistance Mission in Afghanistan – FN’s bistandsmission i Afghanistan): http://unama.unmissions.org/   UNHCR (the UN Refugee Agency): www.unhcr.org/cgi-bin/texis/vtx/home  United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC): www.unodc.org/ UN Women – the United Nations Entity for Gender Equality and the Empowerment of Women: www.unwomen.org

Danske organisationer og myndigheder:   Afghan Mobile Mini Cirkus for Children (MMCC): www.afghanmmcc.org  DAC – Den Danske Afghanistan Komité: www.afghan.dk DACAAR – The Danish Committee for Aid to Afghan Refugees: www.dacaar.org Danish Demining Group: www.danishdemininggroup.dk/ Danish Muslim Aid: www.dmaid.dk/ Dansk Flygtningehjælp: www.flygtning.dk Danish Center for Culture and Development (DCCD) – Culture program Afghanistan: www.dccd.dk/en/culture-and-development-aid/culture-strategy-afghanistan/ Denmark in Afghanistan: http://afghanistan.um.dk/en/ Institut for Menneskerettigheder: www.menneskeret.dk

Nyheds- og baggrundssider:  Afghan Scene Magazine: www.afghanscene.com Afghanistan Online: www.afghan-web.com

_137

_138

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

BBC News Asia: www.bbc.co.uk/news/world/asia/ Good Morning Afghanistan (public service radio): www.gma.com.af IRIN News – nyhedsservice fra UN Office for the Coordination of Humanitarian Affairs: www.irinnews.org/ Pashtun Resources: http://khyber.org/ Warlords of Afghanistan: http://warlordsofafghanistan.com/

Radioindslag:  “Orientering”, Danmarks Radio, P1 – diverse indslag og artikler om Afghanistan: www.dr.dk/P1/orientering/Kort/Lande+A-H/Afghanistan.htm  “Verden ifølge Gram”, Danmarks Radio, P1, flere indslag om Afghanistan, Pakistan m.m.: www.dr.dk/P1/Gram/

Tv-indslag og film: “Horisont”, DR1, www.dr.dk/horisont, se f.eks. “Afghanistan efter exit” – sendt 19-032012. hwww.dr.dk/dr1/horisont#/36809  Nagieb Khaja: Mit Afghanistan – livet i den forbudte zone. Danmark, 2012. Dokumentarfilm baseret på optagelser af hverdagsliv i Afghanistan, lavet af 30 afghanere. “Afghanistan bag fronten. 3 film om civil genopbygning i Afghanistan”. Kamera og tilrettelæggelse: Jens Pedersen. Pedersen & co., 2011.   “Armadillo”. Instruktør: Januz Metz. Nordisk Film, 2011.   “Osama”. Manuskript og instruktion: Siddiq Barmak. Angel, Skandinavia, 2011. (Originalfilm: Swipe Films, 2003).   “Shabnam og Shabana – børn i et minefelt. Ide & produktion: Ivan Bæhr. Dansk Flygtningehjælp. 2011. Adgang via internet:Andre der har lånt denne har også lånt: Andre der har lånt denne har også lånt: http://flygtning.dk/internationalt/danish-demining-group/ shabnam-og-shabana-boern-i-et-minefelt/   “Danmark i Afghanistan”. Forsvarets Mediecenter, 2010. “Afghan Star”. DR2, 2009 (Dokumania).   “Drageløberen”. (baseret på roman af Khaled Hosseini). Instruktør: Marc Forster. Sandrew Metronome, 2008.

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

“Vores lykkes fjender”. Af Eva Mulvad. Medinstruktør: Anja Al-Erhayem. Producer: Helle Faber. Det Danske Filminstitut, 2007.   “Afghan muscles”. Instruktør: Andreas M. Dalsgaard. Producere: Jesper Morthorst, Michael Haslund-Christensen. Nimbus Film, Det Danske Filminstitut, 2007.   “Kabul skønhed”. Instruktion: Erna Andersen og Esben Hansen. Produceret gennem Danida’s Verdensbilledlegat, 2005.

Billedliste:  Forside: Nicolai Howalt © Scanpix Side 32 og 37: Jørn Stjerneklar © Mayday Press Side 39: Ahmad Masood, Reuters © Scanpix Side 44: Romeo Gacad © Scanpix Side 52: Paul J. Richards © Scanpix Side 60: Vasily Fedosenko © Scanpix Side 66: Henning Bagger © Scanpix Side 72: Joel Robine © Scanpix Side 78: Jalil Rezayee © Scanpix Side 83: Oliver Matthys © Scanpix Side 84: Jewel Samad © Scanpix Side 92: Massoud Hossaini © Scanpix Side 98: Omar Sobhani © Scanpix Side 102: Ahmad Masood © Scanpix Side 110: S. Sabawoon © Scanpix Side 118-126-127: © Ole Jessen  Al infografik ved iBureauet (Gürcin Altinkaya og Jesse Jacob)

_139

_140

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

U SBEK IS TAN T U R KM ENI STA N

A F G H A N I STA N

IRA N

KA ND A H A R

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_141

TA D SJI KI STA N KI NA

KABUL Durandlinien

PA KI STA N

Hazaraer Tadsjiker Pashtuner Usbekere Turkmenere Nuristanier Baluchier

_142

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_143

_144

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

AFGHANISTAN – KAMPEN OM DEMOKRATIET

Ole Jessen og Malene Fenger-Grøndahl I 2014 trækker Danmark, USA og en række allierede lande de sidste kampsoldater ud af Afghanistan. Herefter skal afghanerne selv overtage ansvaret for deres fattige land og forsvare det mod Talibanoprørere, kriminelle krigsherrer og korrupte politikere.   Undervisningsbogen Afghanistan – Kampen for demokratiet fortæller landets omtumlede historie fra Djengis Khan og frem til i dag. Den beskriver den vanskelige demokratiske, økonomiske og sociale genopbygning, som lige nu er i gang og diskuterer nogle af de voldsomme dilemmaer, som Afghanistan står over for. Bogen fortæller også om almindelige afghaneres kamp for en bedre fremtid for sig selv og deres familie.   Afghanistan – Kampen for demokratiet udkommer i bogserien VerdenNu.    OLE JESSEN (f. 1952) er prisbelønnet journalist (DJ). Han har i mange år skrevet i dagspressen om integration, udsatte boligområder, religionsmøder og racisme. Derudover har han rejst en del i Mellemøsten og i Afghanistan, hvor han har boet hos en afghansk familie og har beskæftiget sig med konflikterne i landet i flere årtier.   MALENE FENGER-GRØNDAHL (f. 1976) er journalist (DJ), forfatter og foredragsholder med speciale i etniske minoriteter, integration, religion og Mellemøsten. Hun har skrevet og bidraget til en række faglitterære bøger om disse og beslægtede emner og har bidraget med flere bøger til VerdenNu-serien.