Aldrig mere krig – Loyalitet og modstand 1914-1918 by Informations Forlag

100 mm

158 mm

F 235 mm

@ Spark Media

ørste Verdenskrig står som historiens måske mest menings løse og uforståelige blodbad. Aldrig mere krig er en bog om krigens forløb og om dens kulturelle samtid, om den tidsånd, der herskede i starten af det 20. århundrede og om det moralske kollaps, som krigen medførte – og som fik vidtrækkende konsekvenser for fremtiden.

Adam Hochschild (f. 1942): amerikansk journalist og prisbelønnet forfatter til flere historiske bøger, der alle kredser om historiske kampe for retfærdighed: fra ofrene for Stalins gulag i The Unquiet Ghost (2003) til det verdensomspændende imperiale slaveri i Bury the Chains (2005). For et dansk publikum er han mest kendt for sin bestseller Kong Leopolds arv (2002), som indbragte ham den prestigefulde Duff Cooper Prize. Adam Hochschild underviser i journalistik på Berkeley University i San Francisco.

Adam Hochschild tegner en række portrætter af betydningsfulde mænd og kvinder i krigstidens England. Vi følger blandt andet den senere nobelpristager og glødende pacifist Bertrand Russell, kvinderettighedsforkæmperne i familien Pankhurst, drivkræfterne bag fredsbevægelsen, militærnægterne, de ansvarlige generaler og politikere og ikke mindst de unge mænd på slagmarken – a rbejder sønner og overklassedrenge. Gennem disse personers skæbner væver han en levende fortælling om patriotisme og krigsiver, om modstand og pacifisme.

ADA M HOCHSCHILD

Christopher Hitchens i New York Times

ALDRIG MERE KRIG

”En bog, der vækker dybe og smertelige følelser og virkelig får en til at tænke”

41 mm

100 mm

158 mm

”

ADA M HOCHSCHILD

ALDRIG MERE KRIG Loyalitet og modstand 1914-1918

Da britiske tropper spejdede hen over et afsnit af den tyske skyttegravslinje, opdagede de, at der var blevet rejst et træskilt med ordene ”You no fight, we no fight.” Fra en anden skyttegrav længere henne ad linjen dukkede en tysk officer frem med et hvidt flag. På den britiske side klatrede nogle soldater fra Queen’s Westminster Rifles op af deres skyttegrav, vinkede og sprang derpå ned i den igen. Da der ikke blev affyret skud, kom de op en gang til og begyndte forsigtigt at bevæge sig ud i ingenmandsland, uden våben. ”Pludselig kunne vi høre glade råb fra fjenden”, skrev en tysk soldat til en socialistisk avis i Berlin, ”og overraskede kom vi frem fra vores musehuller og så englænderne komme imod os … De bar ingen geværer, og derfor vidste vi, at det kun kunne være for at hilse på.” Snart efter slæbte en tysk underofficer et juletræ ud i ingenmandsland. Adam Hochschild om den berømte julefred på Vestfronten, 1914

I N F O R M AT I O N S F O R L A G

Aldrig_mere_krig_smuds161213-41mm.indd 1

16/12/13 15.01

INDHOLD

Et sammenstød mellem drømme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

I Dramaets personer

1. Søskende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. En mand uden illusioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. En præstedatter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Hellige krigere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. En minearbejderdreng . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. På tærskelen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

19 33 45 59 74 86

II 1914

7. Et mærkeligt lys . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 8. Frisk ud i dybet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 9. Retfærdighedens gud vil våge over kampen . . . . . . . . . 141

III 1915

10. Det her er ikke krig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 11. I kampens hede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 12. Intet nyt fra Jack . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192

IV 1916

13. Vi fortryder intet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 14. Åh, Gud, åh, Gud, hvor er resten af drengene? . . . . . . . 236 15. At smide våbnene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252

V 1917

16. I løvens gab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17. Verden er mit land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18. Druknedøden på land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19. Du må ikke dø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20. Med ryggen mod muren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21. Der er flere døde end levende nu . . . . . . . . . . . . . . .

279 296 316 331 349 371

VI Tæppefald

22. Djævelens egen hånd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 389 23. En tænkt kirkegård . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 404

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Liste over fotografier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kildenoter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Oversætterens noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

423 426 427 448 449 459

KORT De rivaliserende parter ved krigsudbruddet . . . . . . . . . . . . Vejen til krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vestfronten, august-september 1914 . . . . . . . . . . . . . . . . . Østfronten og Balkan, 1915 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vestfronten 1915-1916 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den tyske offensiv i 1918 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Det britiske imperiums tab i krigen . . . . . . . . . . . . . . . . .

116 117 137 190 191 364 391

Indledning

ET SAMMENSTØD MELLEM DRØMME

ER ER EN SNERT af tidligt efterår i luften, mens den sene eftermiddags gyldne skær falder hen over det bølgende nordfranske landskab. Lavningerne mellem de svagt skrå nende bakker ligger allerede i skygge. Markerne er spækket med mandshøje maskinpressede baller med årets sidste høst af hø. Vældige traktorer kører af sted med kartofler eller korn hakket op til foder i vognlæs så store som godsvogne. Oppe ad en lav bakke skærmer en klynge træer for vidnesbyrdet om en anden høstmands arbejde, der fandt sted her for snart hundrede år siden. På hver af gravstenene på den lille kirkegård står et navn, en grad og et nummer. Der er kors på 162 af dem og en davidsstjerne på en enkelt. Også mandens alder er indgraveret i stenen i de tilfælde, hvor den er kendt: 19, 22, 23, 26, 34, 21, 20. På ti af gravstenene står der blot: ”Soldat i Den Store Krig, kendt af Gud.” Næsten alle de døde er fra det britiske Devonshire-regiment, og datoen på deres gravsten er 1. juli 1916, den første dag i slaget ved Somme. De fleste faldt for et enkelt tysk maskingevær placeret flere hundrede meter herfra og blev begravet her, i en afdeling af den skyttegrav, som de var klatret op fra samme morgen. Kaptajn Duncan Martin, der var kompagnichef og kunstner i det civile liv, havde lavet en model i ler af den slagmark, briterne planlagde at angribe hen over. For sine officerskolleger forudsagde han, nøjagtigt hvor han og hans mænd ville komme under beskydning fra det nærliggende tyske maskingevær, idet de dukkede frem på en udsat bakkeskråning. Også han

Indledning

ligger begravet her som en af de omtrent 21.000 britiske soldater, der blev dræbt eller dødeligt såret på dagen for det største blodbad nogensinde i deres lands militære historie. En mindeplade af sten ved siden af gravene bærer de ord, regimentets overlevende skar i et træskilt, da de begravede deres døde. DEVONSHIRE-REGIMENTET

HOLDT DENNE SKYTTEGRAVSSTILLING DEVONSHIRE-REGIMENTET HOLDER DEN ENDNU

Næsten alle kommentarer i kirkegårdens gæstebog er fra England: fra Bournemouth, London, Hampshire, Devon. ”Ærede 3 af vores bysbørn.” ”Hvil trygt, drenge.” ”Vi må aldrig glemme”. ”Tak, gutter.” ”Tak, grandonkel. Hvil i fred.” Hvorfor er det, jeg får en klump i halsen ved at læse ord som sov, hvil og offer, når jeg nu er her på grund af min overbevisning om, at denne krig var et unødvendigt, meningsløst vanvid. Kun en enkelt besøgende slår en anden tone an: ”Aldrig igen.” På enkelte sider er blækket, som navnene og kommentarerne er skrevet med, opløst af regndråber – eller er det tårer? Alene i Somme-området, en halvmåneformet strækning på mindre end 32 kilometer, ligger der soldater fra det britiske imperium på 400 kirkegårde – men gravene er ikke det eneste præg, krigen har sat på landskabet. Her og der har et stykke jord, der er blevet udhulet af tusindvis af granatkratere, fået lov at ligge uberørt. Årtiers erosion har glattet arrene noget ud, men det, der engang var en flad mark, ligner i dag forrevne sandbanker med græsbevoksning. På de marker, som er blevet udjævnet igen – som dem rundt om Devonshire-soldaternes kirkegård – kører en del af traktorerne med pansring under førersædet, fordi høstmaskinerne ikke kan skelne mellem kartofler, sukkerroer og forsagere. Der blev affyret mere end 700 millioner artilleri- og mortérgranater på Vestfronten mellem 1914 og 1918, og af dem skønnes 15 procent ikke at være eksploderet. Hvert år slår efterladte granater mennesker ihjel – alene i 1991 blev 36 dræbt, da Frankrig anlagde sporene til en ny højhastighedstogforbindelse. Rundt omkring i området ligger små stykker skov eller bevoksning omgivet af gule skilte på fransk og engelsk, der advarer vandrere om at holde sig væk. Den franske stat

Et sammenstød mellem drømme

har flere hold démineurs ansat, specialister i bomberydning, som rykker ud, når landsbyboere finder granater. De indsamler og destruerer 900 tons ueksploderet ammunition om året. Mere end 630 franske démineurs er omkommet i tjenesten siden 1946. Ganske som disse granater er Første Verdenskrig selv forblevet i vores liv, lige under overfladen, for vi lever i en verden, der i den grad blev formet af den og af den type industrialiseret totalkrig, som den introducerede. Selvom jeg blev født længe efter, krigen sluttede har jeg altid kunnet fornemme dens tilstedeværelse i vores familie. Min mor fortalte mig om massernes vilde jubel, da USA – endelig! – sluttede sig til de allierede. En fætter, som hun holdt meget af, marcherede af sted til disse jubelråb, blot for at blive slået ihjel i krigens sidste uger. Hun glemte aldrig følelsen af chok og desillusion. Og der var ikke nogen i min fars familie, der kunne se noget absurd i, at to af hans slægtninge havde kæmpet på hver deres side i Første Verdenskrig, én i den franske hær, én i den tyske. Hvis ens land kaldte, så trådte man til. Min faster blev gift med en mand, som kæmpede for Rusland i selvsamme krig, og det var en af dens følgevirkninger, som bragte ham ind i vores liv: Den Russiske Revolution og den bitre borgerkrig, der kom bagefter – ved hvis afslutning han befandt sig på den tabende side og rejste til Amerika. Vi delte sommerhus med denne faster og onkel, og de havde regelmæssigt besøg af nogle af hans venner, som også var veteraner fra krigen 1914-1918. Jeg har et knivskarpt minde om, hvordan jeg engang som dreng stod ved siden af en af dem – vi havde alle sammen svømmetøj på og skulle ud at bade – kiggede ned og fik øje på mandens fod: Alle hans tæer var blevet taget af kuglen fra et tysk maskingevær et eller andet sted på Østfronten. Krigen levede også videre i de illustrerede spændingshistorier, som mine britiske slægtninge sendte mig til jul. Her fulgte man unge Tim, Tom eller Trevor, der, selvom han ikke var andet end en teen agedreng, som obersten havde erklæret for ung til at kæmpe, tappert undveg fygende granatsplinter for at bringe selvsamme, sårede oberst i sikkerhed, efter at regimentet til fuld sækkepibemusik havde indledt et angreb ud i ingenmandsland. I senere historier lykkedes det ham altid – som spion eller pilot eller ved ren og skær dristighed – at finde en måde at omgå skyttegravskrigens dødvande på. Efterhånden som jeg blev ældre og fik mere historisk viden, blev

Indledning

selve dette dødvande genstand for min fascination. I mere end tre år kom armeerne på Vestfronten bogstaveligt ikke ud af stedet, men sad fast, hvor de var: i skyttegrave med dækningsrum helt op til 12 meter under jorden, som de kun kom op af fra tid til anden for at udkæmpe forfærdelige slag, der i bedste fald vandt dem nogle få kilometer mudret og granathærget ødemark. Endnu den dag i dag virker omfanget af ødelæggelsen i disse slag helt ufatteligt. Foruden dem, der døde, blev 36.000 britiske soldater såret på den første dag i Somme-offensiven. Det samlede omfang af myrderierne i løbet af krigen overgik alt, hvad man i Europa tidligere havde oplevet: For eksempel blev mere end 35 procent af alle tyske mænd, der ved kamphandlingernes begyndelse var mellem 19 og 22 år gamle, dræbt i løbet af de næste fire et halvt år, og en stor del af de resterende blev hårdt såret. For Frankrig var tabene proportionelt set endnu større. Halvdelen af alle franske mænd, der ved udbruddet af krigen var mellem 20 og 32, var døde, da den var forbi. ”Den Store Krig strækker sig som en stribe afsvedet jord mellem den tid og vores”, skrev historikeren Barbara Tuchman. I Belgien var britiske stenhuggere stadigvæk i gang med at udhugge mindesmærker med navnene på deres lands savnede, da tyskerne invaderede i den næste krig mere end 20 år senere. Store og små byer blev reduceret til ruinhobe, hvor armeerne drog forbi, skove og gårde til forkullede dynger. ”Det her er ikke en krig,” skrev en såret soldat fra Storbritanniens indiske tropper. ”Det er verdens undergang.” Når vi ser på nutidens konflikter – hvad enten de sårede og døde er børnesoldater i Afrika eller provinsbyamerikanere fra arbejderklassen i Irak eller Afghanistan – er vi vant til, at de fattige udgør en uforholdsmæssigt stor del af de døde. I modsætning hertil var krigen fra 1914 til 1918 forbavsende dødbringende for de herskende klasser, uanset hvilket af de deltagende lande vi taler om. På begge sider var officererne i langt større fare for at blive slået ihjel end de mænd, de ledte over skyttegravenes brystværn og ud i maskingeværilden, og de stammede ofte fra de højeste samfundslag. Eksempelvis blev 12 procent af alle de britiske soldater, som deltog i krigen, slået ihjel, mens tallet for adelige i uniform var 19 procent. Ud af de mænd, der dimitterede fra Oxford University i 1913, blev 31 procent dræbt. Den tyske kansler, Theobald von Bethmann-Holweg, mistede sin ældste søn. Det samme gjorde den britiske premierminister, Herbert Asquith. Den se-

Et sammenstød mellem drømme

nere britiske premierminister Andrew Bonar Law mistede to sønner ligesom avisfyrsten viscount Rothermere, der var minister for flyvevåbnet under krigen. Nøgleskikkelsen blandt de tyske generaler, Erich Ludendorff, mistede to stedsønner og måtte personligt foretage identificeringen af den enes halvopløste legeme, efter at det var blevet gravet op af en grav på slagmarken. Herbert Lawrence, der var chef for den britiske generalstab på Vestfronten, mistede to sønner. Hans modstykke i den franske hær, Noël de Castelnau, mistede tre. Barnebarnet til en af Englands rigeste mænd, Hertugen af Westminster, fik en kugle gennem hovedet tre dage efter, at han til sin mor havde skrevet: ”Send mig sokker og chokolade: de to mest uundværlige ting her i livet.” Det dragende ved denne krig er således til dels den måde, hvorpå den for altid knuste det selvsikre, solbeskinnede Europa – et Europa med husarer og dragoner med fjerbusk i hjelmen og kejsere, der vinkede fra åbne, hestetrukne kareter. Som digteren og soldaten Edmund Blunden udtrykte det i en beskrivelse af den dødbringende første dag i slaget ved Somme, var der ingen af de to sider, der ”havde vundet, endsige kunne vinde, Krigen. Det var Krigen, der havde vundet.” To imperier – det østrig-ungarske og det osmanniske – kollapsede fuldstændig under byrden fra de uendelige myrderier, den tyske kejser mistede sin trone, og den russiske zar og hele hans fotogene familie – med sønnen i matrostøj og døtrene i hvide kjoler – mistede livet. Selv sejrherrerne led nederlag: Tilsammen stod Storbritannien og Frankrig ved krigens afslutning med mere end to millioner døde og en kolossal gæld. Et større udsnit af Nordfrankrig blev lagt i aske, og i de britiske kolonier satte hjemvendte veteraner gang i protester, der blev begyndelsen til den langsomme optrævling af imperiet. Den fire et halvt år lange stormflod af ødelæggelse formørkede vores verdenssyn for bestandig. ”Menneskeheden?” spurgte den russiske digter Alexander Blok nogle få år senere. ”Er der virkelig nogen, der kan tro på menneskehedens fornuft efter den sidste krig og med nye, uundgåelige og mere grusomme krige i horisonten?” Og de lå ganske rigtigt i horisonten. ”Det kan ikke være rigtigt, at to millioner tyskere er faldet forgæves,” rasede Adolf Hitler mindre end fire år efter krigens afslutning.“… Nej, vi tilgiver ikke, vi kræver … hævn!” Tysklands nederlag, og de allieredes hævngerrighed i den efterfølgende fredsaftale, satte uigenkaldeligt skub i nazismens frem-

Indledning

march og bevægelsen hen imod en endnu mere ødelæggende krig 20 år senere – og imod Holocaust. Første Verdenskrig bidrog som bekendt også til, at et regime kom til magten i Rusland, hvis henrettelsespelotoner og gulag af arktiske og sibiriske fangelejre i fredstid spredte død og rædsel i en målestok, der overgik mange krige. Ligesom min onkels ven, der ingen tæer havde på den ene fod, levede mange af krigens mere end 21 millioner sårede videre i mange år. Engang i 1960’erne besøgte jeg en regulær stenfæstning af et sindssygehospital i Nordfrankrig, og nogle af de aldrende mænd, jeg så sidde som statuer på bænkene i gården med tomme ansigter, var ofre for granatchok i skyttegravene. Millioner af veteraner, forkrøblede på krop og sjæl, fyldte den slags anstalter i årtier. Krigens skygge strakte sig også ind over millioner og atter millioner af mennesker, der blev født, efter den sluttede – de overlevendes børn. Jeg interviewede engang den britiske forfatter John Berger, der blev født i London i 1926, men som fortalte mig, at han nogle gange havde det, som om ”jeg blev født i nærheden af Ypres på Vestfronten i 1917. Det første, jeg rigtigt kan huske om [min far], var, hvordan han vågnede skrigende op midt om natten efter et af sine tilbagevendende mareridt om krigen.” Hvorfor fascineres vi stadig af denne krig, der foregik for så lang tid siden? En af grundene er uden tvivl den skærende kontrast mellem det, folk troede, de kæmpede for, og så den sønderknuste, forbitrede verden, krigen faktisk skabte. På begge sider følte deltagerne, at de havde gode grunde til at gå i krig, og på de allieredes side var der gode grunde. Når alt kommer til alt, invaderede tyske tropper uberettiget Frankrig og marcherede tillige ind i Belgien, hvorved de brød en traktat, der garanterede landets neutralitet. I andre lande, som England, så folk det forståeligt nok som en ædel sag at komme invasionens ofre til undsætning. Og havde Frankrig og Belgien ikke ret til at forsvare sig? Selv de af os, som var imod krigene i Vietnam eller Irak, skynder os tit at tilføje, at vi da ville forsvare vores land, hvis det blev angrebet. Og så alligevel: Mon lederne af de europæiske lande ville have været lige så ivrige efter at sende deres soldater af sted i krig i 1914, hvis de havde kunnet kigge frem i tiden og se konsekvenserne i deres helhed? Hvad konger og regeringsledere ikke forudså, var der mange mere fremsynede borgere, der gjorde. Lige fra begyndelsen var der i titusindvis af mennesker på begge sider, der indså, hvilken katastrofe krigen var.

Et sammenstød mellem drømme

De mente ikke, den var de uundgåelige blodige omkostninger værd; nogle imødeså med tragisk klarsyn i hvert fald en del af det mareridt, der ville opsluge Europa som følge af den, og de lod deres mening høre. De gjorde det til og med på et tidspunkt, da det krævede stort mod, fordi atmosfæren var gennemsyret af en brændende nationalisme og en foragt for anderledes tænkende, der ofte slog ud i vold. En håndfuld tyske parlamentarikere stemte tappert imod krigsbevillinger, og venstreradikale som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht gik senere i fængsel – ligesom den amerikanske socialistleder Eugene V. Debs. Men mere end noget andet sted var det i Storbritannien, et betydeligt antal uforfærdede krigsmodstandere handlede ud fra deres overbevisning og betalte prisen for det. Ved konfliktens afslutning havde over 20.000 britiske mænd i værnepligtsalderen nægtet at gøre militærtjeneste. Mange nægtede også de alternative tjenestemuligheder som nonkombattant, og mere end 6.000 måtte afsone fængselsstraffe under barske vilkår: hårdt arbejde, smalkost og et strengt ”tavshedspåbud” som forbød dem at tale med hinanden. Før det stod klart, hvor mange briter der ville nægte at kæmpe, blev godt 50 nægtere indrulleret i hæren med tvang og transporteret over Den Engelske Kanal til Frankrig – nogle i håndjern. Få uger før hin berømte første dag ved Somme fandt et mindre kendt optrin sted i en britisk militærlejr ikke langt derfra, inden for hørevidde af artilleribeskydningen ved fronten. Gruppen af krigsmodstandere fik at vide, at de ville blive dømt til døden, hvis de blev ved med at nægte at adlyde ordrer. I en opvisning af stort kollektivt mod, der giver genlyd gennem historien, var der ikke én mand, der vaklede; og det var kun i sidste øjeblik, at deres liv, takket være hektisk lobbyarbejde i London, blev reddet. Disse nægtere og deres kammerater kom ikke i nærheden af at standse krigen og har ikke vundet en plads i de ordinære historiebøger, men styrken af deres overbevisning vil altid stå som et lysende øjeblik i en mørk tid. Blandt dem, der kom i fængsel for deres modstand mod krigen, var ikke kun unge mænd, der nægtede at gøre militærtjeneste, men også ældre mænd – og nogle få kvinder. Hvis vi kunne rejse tilbage i tiden og ind i de britiske fængsler i slutningen af 1917 og begyndelsen af 1918, ville vi møde en række usædvanlige skikkelser, heriblandt nationens førende undersøgende journalist, en senere nobelpristager, mere end en håndfuld fremtidige parlamentsmedlemmer, én senere kabi-

Indledning

netsminister og en tidligere avisredaktør, som udgav en hemmelig avis for sine medindsatte på toiletpapir. Det ville være svært nogensinde at finde en mere prominent forsamling bag tremmer i noget vestligt land. Denne bog er til dels historien om nogle af disse krigsmodstandere og det eksempel til efterfølgelse, de blev – hvis ikke for deres egen tid, så måske for fremtiden. Jeg ville ønske, deres historie var en sejrrig én, men det er den ikke. I modsætning til for eksempel heksebrænding, slaveri og apartheid, som engang blev taget for givet og nu officielt er erklæret ulovligt, er krigen her endnu. Uniformer, parader og marchmusik lokker fortsat, og dertil er kommet den avancerede teknologi og dens tiltrækningskraft. Overalt i verden drømmer drenge og mænd stadigvæk i lige så høj grad om militær storhed som for hundrede år siden. Og derfor handler bogen først og fremmest om dem, der rent faktisk udkæmpede krigen fra 1914 til 1918, og for hvem kampen med dens magnetiske tiltrækning eller i det mindste troen på, at den var patriotisk og nødvendig, viste sig så meget stærkere end en menneskelig afsky over for massedød eller en hvilken som helst erkendelse af, at uanset hvordan krigen faldt ud, ville den forandre verden til det værre. Hvor vi i dag ser meningsløse myrderier, var der mange af dem, der ledede krigens slag, der kun så ære og heltemod. ”De marcherede frem geled efter geled, ” lød en britisk generals optegnelse om sine mænd, da de var i aktion ved Somme den skæbnesvangre 1. juli 1916, nedfældet i den opstyltede tredjepersonsform, som man brugte i officielle rapporter, ”… og ikke én mand krympede sig for at gå igennem den ekstremt voldsomme spærreild, eller veg for de skudsalver fra geværer og maskingeværer, der endte med at udslette dem. Han så geledderne, der marcherede frem i så beundringsværdig orden, smuldre under beskydningen. Men alligevel var der ikke en eneste, der vaklede, brød ud af rækken eller forsøgte at komme tilbage igen. Han har aldrig set, og kunne ikke have forestillet sig, så storslået en opvisning i tapperhed, disciplin og beslutsomhed. Rapporterne, han har modtaget af de meget få overlevende efter denne prægtige fremrykning, bekræfter det, han så med egne øjne, nemlig at der stort set ikke var nogen af vores mænd, som nåede frem til de forreste tyske linjer.” Hvad tænkte de på, disse generaler? Hvordan kunne de se sådan en massakre som beundringsværdig eller storslået – som værende mere værd end deres egne sønners liv? Vi kan stille samme spørgsmål

Et sammenstød mellem drømme

til dem, der er hurtige til at anbefale militær konfrontation i dag, hvor krige præcis som i 1914 så ofte har utilsigtede konsekvenser. En krig beskrives sædvanligvis som en kamp mellem to parter. Jeg har i stedet forsøgt at vække Første Verdenskrig til live gennem historier fra ét land, Storbritannien; historier om nogle af de mænd og kvinder ud af det store flertal, der lidenskabeligt mente, at det var en krig, som var værd at kæmpe, og om nogle af dem, der var lige så overbeviste om, at den slet ikke burde udkæmpes. I en vis forstand er dette altså en historie om loyalitetsfølelse. Hvad bør et menneske være mest loyalt over for? Fædrelandet? Den militære pligt? Eller idealet om internationalt broderskab? Og hvad sker der med loyaliteten inden for en familie, hvis nogle medlemmer, som det skete i adskillige af familierne i denne bog, går ind i krigen, mens en bror, en søster eller en søn indtager krigsmodstanderens position, en position, som offentligheden betragter som kujonagtig eller kriminel? Det er også en historie om drømme, der støder sammen. For nogle af de mennesker, jeg følger her i bogen, var drømmen, at krigen ville forynge og styrke nationens sjæl og imperiets bånd; at den ville være kortvarig; at Storbritannien ville vinde ved hjælp af de hævdvundne midler, der altid havde bragt sejr i krig: modet, disciplinen og rytteriangrebet. For krigsmodstanderne var drømmen, at Europas arbejdere aldrig ville slås mod hinanden, eller at soldaterne på begge sider, når krigen begyndte, ville indse dens vanvid og nægte at kæmpe videre; eller endelig at Den Russiske Revolution med sin udtrykte vilje til at forkaste krig og udbytning for altid, udgjorde et lysende eksempel, som andre nationer snart ville følge. Da jeg forsøgte at få rede på, hvorfor disse to meget forskellige grupper mennesker handlede, som de gjorde, i krigens smeltedigel, indså jeg, at jeg var nødt til at forstå deres liv i årene frem til krigen, hvor de tit stod over for lignende afgørelser om loyalitet. Og således begynder denne krig om den moderne tidsalders første store krig ikke i august 1914, men flere årtier tidligere, i et England, som var meget forskelligt fra det fredelige, idylliske land, vi kender så godt fra utallige stykker tv-dramatik og film, med dets godser og store weekendselskaber på landet. I en del af denne førkrigsepoke udkæmpede Storbritannien faktisk en anden krig, som frembragte sin egen energiske oppositionsbevægelse. Og derhjemme var landet låst fast i en langtrukken

Indledning

og vred kamp om, hvem der skulle have stemmeret, en konflikt, der gav sig udslag i vældige demonstrationer, adskillige dødsfald, massefængslinger og mere hærværk, end man havde været vidne til i det meste af et århundrede. Historien, der følger her, er på ingen måde en sammenfattende historie om Første Verdenskrig og tiden før, for jeg har udeladt mange kendte slag, episoder og ledere. Den omhandler heller ikke mennesker, der normalt opfattes som en gruppe, som f.eks. The War Poets eller Bloomsbury-gruppen; generelt har jeg søgt at undgå de mest velkendte skikkelser og konstellationer. Hvor nær de end havde stået hinanden, blev nogle af dem, hvis liv jeg følger her, så bittert uenige om krigen, at de afbrød al kontakt med hinanden, og havde de været i live i dag, ville de være blevet forfærdede over at se, at de befandt sig side om side i den samme bog. Men hver eneste af dem var i begyndelsen knyttet til en eller flere af de andre gennem familie- eller venskabsbånd, gennem en fælles tro eller i mange tilfælde gennem en forbudt kærlighed. Og de var alle sammen borgere i et land, der gennemgik en voldsom omvæltningsperiode, hvor krigens traume endte med at drukne alt andet. De mænd og kvinder, vi skal møde på de følgende sider, udgør et persongalleri, jeg har opbygget langsomt hen over årene, efterhånden som jeg faldt over mennesker, der i deres liv legemliggjorde de meget forskellige svar på de valg, man stod over for i en tid, da verden stod i flammer. Iblandt dem er der generaler, frontfigurer i arbejdskampen, feminister, agents provocateurs, en forfatter, som blev propagandist, en løvetæmmer, der blev revolutionær, en kabinetsminister, en arbejderklassejournalist med en mission, tre soldater, der blev stillet for en henrettelsespeloton ved daggry, og en ung idealist fra Midtengland, som, længe efter hans kamp imod krigen var forbi, blev myrdet af det sovjetiske hemmelige politi. Ved at følge en udvalgt gruppe mennesker gennem en tumultarisk tid kan bogen i sin form virke mere beslægtet med fiktion end med et stykke traditionel historieskrivning. (Faktisk er en af de omtalte kvinders livshistorie udgangspunkt for en af de bedste af de senere års romaner om krigen). Men alt, hvad der står i den, har fundet sted. For når man ser nærmere på historien, kan den altid levere mennesker, begivenheder og moralske afprøvningsområder med mere at sige os, og mere vi kan drage erfaring af, end noget nogen romanforfatter – bortset fra de allerstørste af slagsen – kunne have fundet på.

100 mm

158 mm

F 235 mm

@ Spark Media

ADA M HOCHSCHILD

Christopher Hitchens i New York Times

ALDRIG MERE KRIG

”En bog, der vækker dybe og smertelige følelser og virkelig får en til at tænke”

41 mm

100 mm

158 mm

”

ADA M HOCHSCHILD

ALDRIG MERE KRIG Loyalitet og modstand 1914-1918

I N F O R M AT I O N S F O R L A G

Aldrig_mere_krig_smuds161213-41mm.indd 1

16/12/13 15.01