Asbest – Magisk mineral og dræberstøv

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Indledning: Asbest – Magisk mineral og dræberstøv . . . . 9

1. Dansk Eternit-Fabrik – Ny fabrik til Aalborg . . . . . . . . . . 19 2. Eternit, asbestose og lungekræft . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 3. Den store fortielse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 4. ”The corporate cover-up” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 5. Støvbegrænsning og grænseværdier . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 6. Slut på fortielserne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 7. Grænseværdier og indsats mod asbeststøvet . . . . . . . . . . 119 8. Kræftfare og asbestforbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 9. Dansk forbud mod asbest . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 10. Juridisk efterspil og sundhedsmæssige konsekvenser . . 165 11. Asbestens konsekvenser på Cypern . . . . . . . . . . . . . . . . . 181

Efterskrift: Har vi lært noget? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197

Litteratur og kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207

Forord

I november 1960 mødte 63 arbejdere på Dansk Eternit-Fabrik i Aalborg op på den lokale tuberkulosestation for at få røntgenfotograferet deres lunger, så det kunne kontrolleres, om de led af den invaliderende og i værste fald dødelige sygdom asbes­ tose. Undersøgelserne viste, at 10 arbejdere havde sikker, og 6 begyndende asbestose, mens 6 udviste abnormiteter, uden der kunne stilles en sikker diagnose. Resten var uden symptomer.

Det betød, at 22 ud af 63 undersøgte arbejdere – svarende til 34 procent – havde asbestose eller var under mistanke for at have pådraget sig sygdommen.

Ingen af de syge medarbejdere blev informeret om, at de var syge, men blev holdt i uvidenhed om, at de led af en potentielt dødelig sygdom. Sygdomstilfældene blev heller ikke indberettet til Direktoratet for Ulykkesforsikringen, sådan som det krævedes i lovgivningen. Hermed fratog man de ramte arbejdere muligheden for økonomisk kompensation for deres sygdom.

Derimod fik Eternit-Fabrikkens ledelse klar besked, idet over­ læge Aage Grut i Arbejdstilsynet anbefalede, at tre af de asbestoseramte arbejdere blev flyttet til andet arbejde, så de ikke var udsat for asbeststøv. Resten kunne fortsætte deres arbejde, da de var oppe i årene eller tidligere var blevet flyttet.

Røntgenundersøgelserne af de 63 arbejdere er kun én af flere kulminationer på, hvad der er blevet kaldt danmarkshistoriens største arbejdsmiljøskandale. Det var ikke første gang, resultaterne af røntgenundersøgelserne blev forvaltet på denne måde – og heller ikke sidste. I det hele taget er historien om Dansk Eternit-Fabrik én lang beretning om forretningsmæssig kynisme, hvor virksomhedens ledelse lod omsætning og overskud stå over hensynet til medarbejdernes liv og helbred. Og om myndighedssvigt, da læger og et Arbejdstilsyn, der skulle beskytte arbejderne mod ulykkes- og sundhedsfarer, lod stå til af hensyn til fabrikkens drift og samfundsøkonomien.

Det er den historie, der fortælles i denne bog.

Kurt Jacobsen, januar 2012.

8

Kapitel 1

Dansk Eternit-Fabrik Ny fabrik til Aalborg

Søndag 5. februar 1928 bragte Aalborg Stiftstidende en notits om dannelsen af et nyt aktieselskab, Dansk Eternit-Fabrik, der var tilmeldt aktieselskabsregistret med hjemsted i Nr. Tranders.

Selskabets formål var bredt defineret som værende ”at drive Handel, Ingeniør-, Fabriks- og Rederivirksomhed i og udenfor Danmark”, men som navnet angav, kom dets virksomhed næsten udelukkende til at bestå i fremstilling af Eternit-produkter.

Stifterne af selskabet var ingeniør Poul Larsen, direktør Axel Bock Hansen og Ingeniør C.A. Møller, der udgjorde bestyrelsen sammen med direktør K.P. Christensen, Aalborg. Direktør for selskabet blev ingeniør Frederik Læssøe Smidth.9 Det nye selskab var blevet stiftet 8. december 1927 og tilmeldt Aktieselskabsregistret 30. januar 1928. Stifterne var alle centralt placerede i den danske ingeniør-, maskin- og cementvirksomhed, F.L. Smidth & Co., med Poul Larsen som den absolutte nøgleperson som både administrerende chef-direktør, bestyrelsesformand og hovedaktionær med 88 procent af aktierne. Han havde i 1887 sammen med Frederik Læssøe Smidth og Alexander Foss været medstifter af F.L. Smidth & Co., der siden havde udviklet sig til en verdensomspændende koncern.

Det nye selskabs personforbindelser til moderkoncernen var

yderligere manifesteret gennem direktøren, der var søn af Frederik Læssøe Smidth, der siden 1922 havde været adm. direktør for cementfabrikken Danmark, som Dansk Eternit-Fabrik blev etableret i tilknytning til.

Det var med andre ord en af dansk erhvervslivs absolutte kronjuveler, der stod bag det nye nordjyske selskab. Af aktiekapitalen på 500.000 kroner havde F.L. Smidth & Co. indskudt 200.000 kroner, mens datterselskabet Aalborg Portland-Cement havde bidraget med 93.750 kroner, og resten var fordelt på fire andre danske cementfabrikker, som F.L. Smidth & Co. også kontrollerede.10 Teknologien i den nye fabrik byggede på et verdensomspændende patent på produktion af asbestcement, udtaget af østrigeren Ludvig Hatscheck i 1900, hvorefter 10 procent asbestfibre og 90 procent cement blandedes til en våd masse, der blev formpresset i lange baner og efterfølgende skåret ud til anvendelse som tagplader og facadedækning. Samtidig havde Hatscheck registreret varemærket ”Eternit” efter det latinske Aeternitas, der betyder evig som et udtryk for det nye materiales holdbarhed og styrke.

F.L. Smidth & Co. havde i forvejen interesser i Eternit-produktion. I 1906 havde man således medvirket ved oprettelsen af Skandinaviska Eternitaktiebolaget i Lomma, Sverige, og indskudt halvdelen af aktiekapitalen. For 25.000 østrigske kroner købte fabrikken eneretten for hele Skandinavien på det østrigske patent, idet Poul Larsen betingede sig, at F.L. Smidth & Co. fik ret til at opføre en Eternit-fabrik i Danmark. Den rettighed skulle nu udnyttes, uden man opgav sine svenske interesser.11 Med sin kontrol over den danske cementindustri og erfaringerne fra Sverige lå det lige for, at F.L. Smidt & Co. indledte en produktion af Eternit, men formentlig var det mere eller mindre en række tilfældigheder, der gjorde udslaget. Som den eneste af de danske cementfabrikker lå cementfabrikken Danmark ikke direkte ud til en udskibningshavn, men et stykke inde i landet, og selvom der blev anlagt en direkte skinneforbindelse til fabrik-

20

ken, kneb det med konkurrenceevnen. Med et voksende marked for bygningsmaterialer i Danmark, herunder Eternit-produkter især fra Belgien, besluttedes det derfor at forsøge at fremstille Eternit på fabrikken, som lå tæt på store forekomster af råstoffer til cementfremstilling.

I forvejen havde man i F.L. Smidth & Co. teknologisk know how og erfaring med produktionsprocesserne fra Eternit-fabrikken i Lomma, og i firmaets maskinfabrik i Valby stod tre komplette produktionsanlæg opmagasineret. Anlæggene var bestilt helt tilbage i 1910 til levering i Rusland, men udbruddet af verdenskrigen i 1914 og den russiske revolution i 1917 betød, at afskibningen aldrig fandt sted. Nu blev det ene anlæg sendt til Aalborg og opstillet på cementfabrikken Danmarks område, mens et andet blev solgt til Skandinaviske Eternit Aktiebolaget i Sverige. Det sidste anlæg blev opbevaret i Valby som en art reservedelslager. En aftale blev indgået mellem de svenske og danske Eternit-producenter om ikke at konkurrere på hinandens hjemmemarkeder, og efter opstillingen af det russiske produktionsanlæg kunne produktionen i Aalborg påbegyndes allerede i april 1928 – blot fire måneder efter, at fabrikken var blevet stiftet.12

Voksende produktion og øget import af asbest

I Aalborg blev den nye fabrik modtaget med glæde. Byen havde som resten af Nordjylland en høj arbejdsløshed, og Eternit-produktionen gav nye arbejdspladser. Med den økonomiske verdenskrises gennemslag i begyndelsen af 1930erne styrkedes denne betydning, og paradoksalt nok blev netop krisen årsag til en betydelig vækst for Dansk Eternit-Fabrik.

Fabrikkens første år var trængte med en hård konkurrence påtvunget af de belgiske eternit-producenter, der med en målrettet priskrig forsøgte at slå den danske opkomling af banen, inden den endnu var slået igennem med sine produkter, der bestod af bølgeplader, planplader og skifer. I de første fem år fra 1928 til 1932 kørte fabrikken derfor med underskud, og andelen af det

21

danske hjemmemarked nåede kun op ca. 20 procent, men herefter vendte det, og i 1933 gav fabrikken for første gang overskud.13 Årsagen var oprettelsen af Valutacentralen i 1932, der skulle hæmme importen af færdigvarer for at øge beskæftigelsen i den indenlandske industri. Ydermere afholdtes i 1933 en storstilet landsudstilling i Aalborg, hvor fabrikken gennemførte et kraftigt fremstød, der blev fulgt op at en massiv markedsføringskampagne for at udnytte, at de belgiske konkurrenter blev holdt ude af det danske marked. Som konsekvens voksede Eternit-fabrikkens andel af det danske marked hurtigt, og i 1934 udvidedes kapaciteten med et nyt produktionsanlæg, og i 1937 kom et tredje til, så fabrikken var i stand til at dække hele hjemmemarkedets behov. Produktion og afsætning mere end 10-dobledes fra 4.000 tons i 1933 til ca.

44.000 tons i 1938. Samme år tilføjedes en helt ny produktionslinje for fremstilling af trykrør til vand og gas samt faldstammer.14 Med den voksende produktion voksede også importen af asbest. I 1928 indkøbtes godt 17 tons og i 1929 knap 33 tons. I begyndelsen af 1930erne voksede importen til knap 260 tons, hvorefter forbruget eksploderede til et årligt forbrug på op mod 3.000 tons i slutningen af 1930erne. Samtidig skete der et skift i importens oprindelse, idet man i begyndelsen købte asbest i en række lande, herunder Canada, Rhodesia og især Rusland. I 1935 kom der imidlertid et skift, så asbesten overvejende blev importeret fra Cypern, der fremover blev fabrikkens absolutte hovedleverandør af asbest, mens man selv udvandt kalk og ler til cementblandingen.15 Det var formentlig usikkerhed om fortsatte asbestleverancer fra det stalinistiske Rusland, der fik Dansk Eternit-Fabrik til at skifte leverandør, men samtidig oprettede F.L. Smidth & Co. to nye Eternit-fabrikker i henholdsvis England og Irland. Efter forholdsvist passivt at have været involveret i Eternit-produktion i Skandinaviske Eternit Aktiebolaget siden 1906, og efter den mere nationalt betingede oprettelse i 1927 af Dansk Eternit-Fabrik, indledte moderselskabet nu en bevidst satsning på produktion af Eternit-produkter, som i stigende grad udviste store muligheder.

22

Satsningen faldt sammen med et skifte i koncernens allerøverste ledelse. Poul Larsen døde 10. maj 1935, og sønnen, Gunnar Larsen, kom hjem fra USA for at overtage ledelsen af koncernen, hvor han foruden bestyrelsesformand og adm. direktør i F.L. Smidth & Co. blev bestyrelsesformand for Dansk Eternit-Fabrik samt de to nye Eternit-fabrikker i England og Irland. Den ene af disse, Tunnel Asbestos-Cement Company Ltd. ved London, havde desuden til formål at eje og drive en asbestmine på Cypern, som firmaet købte i 1936. Formålet var at sikre asbestleverancerne til de nu tre eternitfabrikker, som F.L. Smidth & Co. kontrollerede, samt den delvist ejede Skandinaviska Eternit Aktiebolaget. Amiandos, som minen hed, da navnet på græsk betyder asbest, blev Dansk Eternit-Fabriks absolutte hovedleverandør af asbest de næste 50 år og forblev i hele perioden under F.L. Smidth & Co.s kontrol.16 Det samme gjorde Dansk EternitFabrik, selvom Aalborg Portland i 1938 blev eneaktionær i forbindelse med en omlægning af koncernens cementdivision.

Advarsel mod asbeststøv

Fremgangen og de løbende udvidelser af produktionen og dermed beskæftigelsen betød, at Dansk Eternit-Fabrik blev en populær og eftertragtet arbejdsplads i Aalborg. Imidlertid blev det efterhånden klart, at produktionen og anvendelsen af asbest udgjorde en mulig sundhedsfare for arbejderne. Den engelske undersøgelse af arbejdere i asbest-tekstilindustrien, der blev gennemført samtidig med, at Dansk Eternit-Fabrik blev opført og sat i drift, var kendt i det danske Arbejdstilsyn, og det samme var den efterfølgende britiske lovgivning om sundhedsforholdene i asbest-tekstilindustrien og anerkendelse af asbestose som en erstatningsberettiget erhvervssygdom. Det var dog først i 1934, Arbejdstilsynet første gang advarede mod de mulige sundhedsfarer ved at arbejde med asbest, efter man havde fået tilknyttet en stab af arbejdslæger.

I 1931 havde Arbejdstilsynet oprettet ”Direktoratets erhvervshygiejniske Undersøgelser” og på honorarbasis ansat den is-

23

landskfødte læge, dr. med. Skúli Gudjónsson, til bl.a. gennemføre medicinske undersøgelser af sundhedsfarerne i en række brancher. I 1933 udvidedes enheden med ansættelse af endnu en arbejdslæge, mens Gudjónsson blev forfremmet til Arbejdstilsynets overlæge, og de følgende år udvidedes staben gentagne gange baseret på både faste statslige bevillinger over finansloven og private donationer.17 Fra begyndelsen blev indsatsen mod støvfremkaldte sundhedsfarer og især lungesygdommen silikose, eller stenlunger, et hovedområde for fabrikslægernes undersøgelser, da silikose er en kronisk og uhelbredelig sygdom, der var udbredt i en række brancher. Fabrikslægernes undersøgelser omfattede en række industrier og enkeltvirksomheder, herunder asbestvare- og cementfabrikker, og det er utvivlsomt i denne forbindelse, man er blevet opmærksomme på asbestfaren på Dansk-Eternit Fabrik.

I en intern meddelelse i 1934 til fabriksinspektørerne landet over advarede Direktoratet for Arbejdstilsynet således om, at ”som bekendt kan Asbeststøv fremkalde samme Beskadigelse som ved Silicose”. Direktoratet bad derfor de tilsynsførende om at indberette virksomheder, hvor der blev arbejdet med asbest, så de berørte arbejdere kunne blive undersøgt. Særskilt blev det fremhævet, at asbest blev anvendt i produktionen af Eternit-plader, og da Dansk Eternit-Fabrik var den eneste fabrik af sin art i Danmark, var Arbejdstilsynet i hvert fald fra dette tidspunkt opmærksom på sikkerheds- og sundhedsforholdene på den aalborgensiske virksomhed.18 Advarslen blev gentaget i Arbejdstilsynets Årsberetning, der bl.a. var beregnet for Socialministeriet og hele det sociale system omfattende bl.a. Direktoratet for Ulykkesforsikringen, men også Sundhedsstyrelsen, hvis direktør havde medvirket til oprettelsen af de erhvervshygiejniske undersøgelser. Også i disse kredse kendte man således fra midten af 1930erne til asbestfaren på Dansk Eternit-Fabrik og generelt.19 At myndighederne var opmærksomme på den nyopdagede sundhedsfare, fremgår af, at ved en ændring af loven om ulykkes­

24

forsikring i 1938 udvidedes listen over godkendte erhvervssygdomme, så den også omfattede lungesygdomme opstået ved arbejde i cementindustrien. Uden det var specificeret, var bestemmelsen især rettet mod forekomsten af asbestose i asbest­ cementindustrien, der alene bestod af Dansk Eternit-Fabrik.20

Påbud og røntgenundersøgelser

Danske isoleringsarbejdere havde arbejdet med asbest siden århundredeskiftet, og efterhånden bredte anvendelsen af mineralet sig til andre brancher. I 1934 begyndte Roulunds fabrikker ved Odense således at anvende asbest til fremstilling af bremsebelægninger, og op gennem 1930erne gennemførte Arbejdstilsynets læger en række undersøgelser af asbestosefaren i forskellige virksomheder, men opmærksomheden rettedes hovedsageligt mod Dansk Eternit-Fabrik, der stod for 90 procent af den samlede danske import og anvendelse af asbest.

I 1937 udstedte den lokale fabriksinspektør således det første påbud til ledelsen på Dansk Eternit-Fabrik om forebyggende foranstaltninger for at beskytte arbejderne mod sundhedsfaren fra asbeststøvet: ”Afsugningen fra Eternitskæremaskinen maa forbedres, saaledes at der finder Afsugning sted over Bordet”, hed det. Påbuddet var standardprocedure for virksomheder, hvor der var støvudvikling i forbindelse med afskæring eller gennemsavning af støvende materiale, men det var ekstraordinært, at fabriksinspektøren yderligere henstillede til, ”at Asbestarbejderne inden længe undersøges af Læge (Røntgenundersøgelse) for mulig tilstedeværende Asbestsygdom i Lungerne”.21 Umiddelbart havde Arbejdstilsynet ikke mulighed for selv at udføre røntgenundersøgelser, og røntgenapparatur var dyrt i både anskaffelse og anvendelse. Dansk Eternit-Fabrik organiserede imidlertid, at en gruppe arbejdere på virksomhedens regning fik røntgenfotograferet deres lunger på tuberkulosestationen i Aalborg, og at billederne blev oversendt til Direktoratet for Arbejdstilsynet i København med henblik på diagnosticering.

25

Arbejdstilsynets nyudnævnte overlæge, Poul Bonnevie, var imidlertid betænkelig over proceduren, da billederne ”passerer saavel Fabriksledelsen som Fabriksinspektøren, inden de gennem Direktoratet naar os i hænde”, og i begyndelsen af juli 1939 anmodede han om, at der blev etableret en anden fremgangsmåde.22 Arbejdstilsynets tidligere overlæge, Skúli Gudjónsson var enig. Han var i september 1938 blev udnævnt til professor i hygiejne ved Aarhus Universitet, men havde bevaret en tilknytning til Arbejdstilsynet. Baseret på en tilsynsrapport fra den lokale fabriksinspektør skrev han 23. januar 1940 til Direktoratet, at der som ved tidligere inspektioner var ”betydelige Støvdannelser” i flere faser af fabrikkens produktion, og om røntgenundersøgelserne skrev han, at det var ”uholdbart”, som det foregik, da man hverken vidste, hvem eller hvor mange arbejdere der blev røntgenfotograferet, eller hvad resultaterne var:23 Det eneste rigtige var, at Arbejderne Aarlig blev røntgenfotograferet, og Filmene sendt til Overlægen ved Fabriksdirektoratet, hvorpaa saa Inspektøren fik Meddelelse om Resultatet. Dette kan blive vanskeligt, saa længe Arbejderne undersøges paa Fabrikkens Bekostning og Initiativ. Man har heller ingen Garanti for, at alle de Arbejdere undersøges, som netop er mest udsatte.

Fabrikslægernes betænkeligheder førte til, at der blev indgået en aftale med virksomheden om en ændret procedure, der fulgte Skúli Gudjónssons anvisninger, og at alle arbejdere, der var udsat for asbeststøv, skulle undersøges.

”Manifest Asbestosefare i Eternit-Fabrikken”

I marts 1940 fik 21 eternitarbejdere med fra ét til 12 års ansættelse på fabrikken røntgenfotograferet deres lunger efter den nye procedure, og 7. april 1941 opgjorde Poul Bonnevie resultatet: ”4 har maaske begyndende Asbestose, 4 intet sikkert abnormt og

26

13 intet abnormt”. Taget på ordet var det en meget vag konklusion, hvilket hang sammen med ukendskabet til den nye sygdom og dens symptomer og forskellen fra ordinær silikose.24 Ydermere var Poul Bonnevie ikke lungespecialist, men diagnoserne blev stillet sammen med overlægen på røntgenafdelingen på Rigshospitalet, og konklusionen var altså, at fire arbejdere havde sikre abnormiteter i lungerne, som ”måske” var begyndende asbes­ tose, mens der hos fire andre var usikkerhed. Kun 13 arbejdere blev helt frikendt, hvilket betød, at der var begrundet mistanke om asbestose eller en anden lungelidelse hos mere end 35 procent af de undersøgte. Poul Bonnevies var da heller ikke i tvivl: ”Der er saaledes en Manifest Asbestosefare i Eternitfabrikken. Det henstilles, at Støvfaren bekæmpes”.25 Uanset, om lungeforandringerne var begyndende asbestose eller ordinær silikose, var antallet af sygdomsramte arbejdere så højt, at bekæmpelse af støvfaren under alle omstændigheder ville være på dagsordenen. Utvivlsomt fordi der efter alt at dømme var tale om asbestose, blev det ydermere aftalt, at Poul Bonnevie skulle inspicere fabrikken for med egne øjne at besigtige arbejdsforholdene. Om han besøgte fabrikken i denne omgang, er ikke oplyst, men en røntgenundersøgelse i 1941 af 30 eternitarbejdere bekræftede hans påstand om en alvorlig asbestfare på fabrikken:26 Ingen af 17 mand med hidtil 4 Aars Arbejde viste noget sikkert abnormt, men én af 6 arbejdere med 5-6 Aars Ansættelsestid, og 3 af 7 Arbejdere med 11-12 Aars Ansættelsestid viste Forandringer, der – med det Forbehold, som vort manglende Kendskab til denne nye Lidelse gør det rigtigt at tage – maa antages at være begyndende Asbestose.

Udover, at asbestose var en ny sygdom med lungeforandringer, der ”ikke svarer helt til Silikosen”, var den i især de begyndende stadier ”endnu vanskeligere at diagnosticere” end silikose. Det fordrede derfor ”stor Erfaring i Bedømmelse af Støvlunge-Fotogra-

27

fier”, skrev Poul Bonnevie i Direktoratets Årsberetning for 1941.

Selv var han dog ikke i tvivl, ligesom undersøgelsen dokumenterede asbestosefarens sammenhæng med længden af arbejdernes ansættelsesperiode og dermed påvirkningen af asbeststøv.27 Foruden resultaterne af røntgenundersøgelsen af Eternit-arbejderne i Aalborg henviste Poul Bonnevie også til, at der ”fra Udlandet bringes stadig hyppigere Meddelelser” om forekomst af asbestose, og at udenlandske erfaringer ydermere viste, at lidelsen efter at være opstået hyppigt havde ”et relativt hurtigt dødeligt Forløb”, ligesom den ”synes at begunstige Opstaaen af Lungekræft”.28 Sammenhængen mellem asbestose og lungekræft havde været undersøgt af læger i en række lande siden begyndelsen af 1930erne, og i 1938 blev det i Tyskland første gang erklæret, at lungekræft var en erhvervssygdom knyttet til asbestindustrien.

I 1943 anerkendte den tyske regering således som den første i verden asbest-relateret lungekræft som en erhvervssygdom med ret til økonomisk kompensation.29 I Danmark kendte fabrikslægerne utvivlsomt til udviklingen i Tyskland – i hvert fald var de informeret om kræftfaren fra en artikel i Nordisk Medicin i 1940, hvori den norske læge Aage Wolff sammenfattede den hidtidige forskning om emnet. I et brev gjorde Poul Bonnevie 1. april 1940 Direktoratet for Arbejdstilsynet opmærksom på artiklen og dens indhold, og han fandt altså også, at der var tilstrækkelig dokumentation til at fremhæve sammenhængen i Arbejdstilsynets årsberetning.30

Cembrit: Eternit uden asbest

Det var med andre ord en uhyre farlig og dødbringende sygdom, man havde med at gøre, men i hvert fald for en periode drev faren over. Årsagen var den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940, der afbrød importen af asbest fra både Cypern og Canada.

Endnu i april 1941 blev det forsøgt at opnå leverancer fra Rusland, men efter Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni samme år var også den mulighed udtømt. Forhandlinger

28

om medvirken i et tysk kontrolleret europæisk eternitkartel med en fælles udnyttelse af de tilgængelige asbestressourcer i Italien og Jugoslavien samt på Korsika faldt ligeledes på gulvet.31 Alligevel fortsatte fabrikkens produktion i fuldt omfang baseret på et tysk patent, den såkaldte Schless-metode, hvor asbestfibrene var erstattet af cellulose. Allerede i slutningen af 1940 blev de første asbestfri eternitplader markedsført under navnet Cembrit, og ved udgangen af 1943 var der solgt op mod 3 millioner kvadratmeter til tag- og vægbeklædning: ”Cembrit er næsten ikke til at skelne fra Eternit, ligesom dens fortrinlige Egenskaber ogsaa kun afviger meget lidt fra Eternittens”, reklamerede Dansk Eternit-Fabrik selv for det nye produkt. Ydermere skulle pladen være mere elastisk, ”hvorved Risikoen for, at den skulle knække, er stærkt formindsket.32 Ifølge fabrikken var Danmark det første land, hvor Schlessmetoden blev anvendt til fremstilling af Eternit-lignende plader, ligesom Cembrit i det hele taget var ”det første Materiale af den Slags, der er kommet i Anvendelse ved Byggeri.” Fra den tyske besættelsesmagt gav man over for Gunnar Larsen udtryk for, at man var glade for, at fabrikken havde ”taget denne Opgave op” og med så godt et resultat, idet den tyske industri ikke havde været villig til at indføre Schless-metoden.33

Tilbage til asbesten – nu med egen asbestmine

Med Cembrit havde Dansk Eternit-Fabrik udviklet et Eternitlignende fibercementprodukt, som man imidlertid ikke måtte kalde Eternit, fordi dette var et registreret varemærke. Ikke desto mindre var det et materiale med et stort potentiale både i Danmark og internationalt – og uden fare for medarbejderne i form af asbestose og mulig lungekræft. I stedet for at udnytte sin fordel af at være først på det danske og internationale marked genoptog fabrikken den traditionelle Eternit-produktion efter verdenskrigens og den tyske besættelses ophør i 1945, da det igen blev muligt at importere asbest.

29

For så vidt var det en naturlig disposition, idet Cembrit var et erstatningsprodukt, mens Eternit både nationalt og international fremstod som det ’rigtige’ produkt, som ydermere blev markedsført af Eternit-Fabrikkens udenlandske konkurrenter. Og så levede Cembrit måske ikke helt op til lovprisningerne i fabrikkens salgsmateriale. Mange år senere fortalte fabrikkens tekniske direktør William Johnsen således, at han som nyansat ingeniør havde været med i arbejdet med Cembrit, og at tilfredsheden kun var ”betinget”, da cellulosen ikke havde asbestens styrke og bindeegenskaber.34 Formentlig for at sikre leverancerne af asbest – under en stærk trussel i England om nationalisering af hele cementindustrien, herunder produktionen af asbestcement – blev Dansk Eternit-Fabrik i 1947 medejer af asbestminen på Cypern, som F.L. Smidth & Co. havde købt i 1936. F.L. Smidth spredte nu ejerskabet af minen ved, at den hidtidige eneejer, Tunnel AsbestosCement Company solgte minen og overdrog alle rettigheder og licenser til et nyoprettet cypriotisk registreret aktieselskab, Cyprus Mining Company Ltd. Dette var igen ejet af fire selskaber i fire forskellige lande med hver en fjerdedel af aktierne.35 Tre af selskaberne var fuldt kontrolleret af F.L. Smidth: Tunnel Asbestos-Cement Company i England og Asbestos-Cement Company i Irland og Dansk Eternit-Fabrik, hvortil kom Skandinaviska Eternit Aktiebolaget i Sverige, hvor F.L. Smidth ejede halvdelen. Den fortsatte danske kontrol over mineselskabet blev manifesteret ved indsættelsen af Dansk Eternit-Fabriks adm. direktør – og siden 1940 bestyrelsesformand – Frederik Læssøe Smidth som formand for det nye mineselskabs bestyrelse.36 Leverancerne af asbest var således sikret, så Eternit-Fabrikken i Aalborg blev i stand til at følge med efterkrigsårenes hastigt voksende efterspørgsel på asbestcement. I 1948 opstilledes således et helt nyt produktionsanlæg baseret på et andet patent end Hatschecks, det såkaldte magnaniprincip opkaldt efter opfinderen, italieneren Allessandro Magnani. På Magnani-anlægget blev slamblandingen af cement og asbest lagt direkte ud på en

30

bølgeform og støbt til en bølgeplade, men i en grovere kvalitet end på Hatschek-anlæggene. Hele den forudgående proces var imidlertid identisk for begge typer af anlæg – og det samme var støvudviklingen og dermed asbestose-faren.

31