Balling ­ Hans liv og film

Erik Ballings værk tæller 39 film, fra Adam og Eva i 1953 over Olsen-banden-filmene i 1970’erne til Midt om natten i 1984, foruden tv-serier som Matador og Huset på Christianshavn.

Til sammen udgør de en krønike over det 20. århundredes Danmark: Kærlig og humoristisk, med blik for selvtilstræk­ kelighed, storhedsvanvid og jantelov; for klassekamp, kønskamp og generationskløfter – hele den danske folkesjæl.

Christian Monggaard

Balling fortæller historien om instruktørens film, om Nordisk Film, som han arbejdede for i næsten 40 år, og om den danske filmverden i samme periode. Men først og fremmest fortæller bogen historien om en dybt professionel og meget privat mand, der med sit humanistiske menneskesyn har sat et varigt aftryk på dansk kultur.

Christian Monggaard, f. 1972. Kritiker og filmredaktør på Dagbladet Information.

Redaktør på filmtidsskriftet Levende Billeder i 1995-97. Forfatter til flere quizbøger (m. Morten Piil og Jacob Wendt Jensen), til Så er der kronhjort, Kurt om instruktørparret Wikke & Rasmussen, samt til en bog om tilblivelsen af Flammen & Citronen, desuden bidrag til forskellige filmleksika.

Forsidefotos © Rolf Konow, Allan Moe/Scanpix, Det Danske Filminstitut, Flemming Arnholm/Nordisk Film

balling omslag.indd 6

hans liv og film

236 mm

43,5

Balling

158 mm

158 mm

Christian Monggaard

Balling hans liv og film

INFORMATIONS FORLAG

14/10/11 16.17

Indhold

1 2 3 4 5 6 7 8

9

10 11 12 13 14 15 16

17

18 19

Indledning 7 Drengen, der blev ved med at lege: Barndom og tidlig ungdom 11 På rette hylde: De første år på Nordisk Film 25 Et skelsættende år: Israel-film, teatersucces og ægteskab 41 Kontraster på Nordisk Film: Askepot og Mordkommissionen 71 Troldmandens lærling: Rost debut i skyggen af en tragedie 79 De første tre film: To pletskud og et flop 101 Folkekomediens filosofi: Film får det publikum, de fortjener 127 Tour de force-produktionen Kispus: Den første farvefilm bliver en succes 145 Den nordiske trilogi: Qivitoq, Tro, håb og trolddom og Pigen Gogo 157 Lun idyl og mild satire: Poeten og Lillemor 189 Funktionsdygtig til enhver tid: 1960’ernes slingrekurs 211 Fra Frede til Martha: Olsen-banden spøger i horisonten 251 Forsøg på fornyelse: To eventyr med Klaus Rifbjerg 273 En skabelon, der virker: Olsen-banden bliver ved og ved 291 Reddet af tv: Huset på Christianshavn 325 Revolutionsfilm og forsøg på international spænding: to dyre fiaskoer 345 Borgerskabets diskrete charme: Med Balling og Nørgaard i Korsbæk 359 Den sidste film: Det hårde arbejdsliv har sat sine spor 391 Erik Balling og hans arv 419 Appendiks: De urealiserede projekter 433 Filmografi 439 Billedliste 450 Register 451

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

et var sidst på eftermiddagen, og dagens arbejde var stort set forbi. Det var ved at blive mørkt, og jeg var på vej fra kontorbygningen nedover pladsen, da jeg standsede. Det var ud for Svend Poulsens værksted på den ene side og tæppeskuret på den anden side. Jeg standsede, fordi jeg pludselig blev grebet af en dyb og inderlig følelse af lykke, så stærk som nogen jeg har oplevet siden. Det stod mig klart, at det, jeg nu var i gang med, det var godt at have med at gøre. Jeg var sikker på, at jeg ville trives med det, og at jeg ville kunne klare det.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var kommet på min rette hylde. Jeg synes selv, at jeg siden kom til at føre en på mange måder ret privilegeret tilværelse. Et af de største privilegier var måske at få det signal så kraftigt igennem i en alder af 21 år.« Erik Balling havde været ansat på Nordisk Film i tre-fire uger, da han fik denne åbenbaring, som står i hans erindringsbog. Og er der noget, som står klart, når man dykker ned i Ballings liv og karriere, så er det, at han fandt sig et hjem i Nordisk Films studier i Valby, der dengang, i 1946, havde 40 år på bagen. I de fleste henseender var Balling og Nordisk Film som skabt for hinanden, og selv da Balling 40 år senere holdt op med at instruere og trak sig tilbage som direktør, beholdt han sin tilknytning til

25

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

selskabet, der var med til at fejre hans 80 års fødselsdag i 2005, mindre end et år inden han døde.

I de fleste af årene havde han et kontor på første sal i en af de gamle bygninger med udsigt over den plads, der er studieområdets hjerte – da han trak sig tilbage, havde han indtil sin død kontor i en Nordisk Film-ejet villa i Nordsjælland, men spiste hver uge frokost i Valby – og i erindringsbogen fortæller Balling, hvordan han ved at holde øje med aktiviteterne på pladsen kunne aflæse, hvordan tingene gik rundt om i studierne; om han skulle gribe ind eller holde sig væk. »Pladsens signaler er store og små og mangfoldige. De kan variere efter opgavernes art, men studiets grundrytme er den samme, og de elementære signaler er ens, hvad enten det er en af vore egne spillefilm, der arbejdes på, en amerikansk indlejning eller et tv-program (…) Jeg skal ikke være der i mange minutter, og jeg behøver ikke at tale med nogen for at finde ud af, om der er optagelser i gang, og om det, der er i gang, kører godt eller har problemer. Om der er harper i luften eller ugler i mosen.« Meget nåede at ændre sig fra 1946 til 2005, men i de 30 år, hvor Nordisk Film i høj grad var lig med Erik Balling – han blev udnævnt til produktionschef i 1954 og direktør i 1957 – skabte han sig sit eget lille kongedømme på Mosedalvej i Valby. »Oplyst enevælde,« siger Bo Christensen, der i mange år var Ballings produktionsleder og senere selv blev direktør i Nordisk Film. »Han var kejser, ikke konge,« siger Henning Sprogøe, Ove Sprogøes søn og assistent for Balling på flere Olsen-banden-film og på Matador.

Gøngehøvdingen – det første manuskript I 1944 havde Bjørn Watt-Boolsen, der tog afgang fra Det Kongelige Teaters elevskole i 1944, fået gang i sin egen karriere og medvirkede under krigen i flere film. På det tidspunkt var Balling stadig dyrlægestuderende på Landbohøjskolen, men studiet interesserede ham mindre og mindre.

Det var hans fars ønske, ikke hans eget. Balling og Watt-Boolsen gik meget i biografen og lærte sig filmene og skuespillerne at kende. Og med Befrielsen var der igen engelske og amerikanske film i biografen, og de så film af både Noel Coward, Leslie Howard og franske eksilinstruktører som René Clair og Julien Duvivier.

26

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

»Lidt senere kom Ernst Lubitschs To Be or Not to Be om et polsk skuespillerensembles meritter i Warszawa under krigen, en elegant og henrivende farce, som den dag i dag er min yndlingsfilm,« skriver Balling, der fik lyst til at skrive et filmmanuskript.

Faktisk blev det en besættelse for ham – som dukketeatret havde været det for ham tidligere – og i stedet for at læse anatomi, skrev han med Watt-Boolsen på sidelinjen et manuskript baseret på Carit Etlars to berømmede historiske romaner Gøngehøvdingen (1853) og Dronningens Vagtmester (1855). Bøgerne, der tydeligvis er inspireret af Alexandre Dumas den ældres ramasjangfortællinger De tre musketerer og Greven af Monte Cristo, handler om de gæve sydsjællandske gønger, som under Svenskekrigene i 1650’ernes Danmark gør livet svært for de invaderende og deres brutale tyske lejesoldater.

I Ballings udgave af Gøngehøvdingen, der ikke fylder mere end 80 manuskriptsider, har den unge aspirerende filmmager uden skrupler taget elementer fra begge bøger og blandet dem sammen til en ganske underholdende og hæsblæsende, men også overfladisk affære. Hovedvægten er på action og fremdrift, og det volder ikke hovedpersonerne, Svend Gønge og hans ven og tro væbner, Ib, det store besvær at overvinde den onde heks, Kulsoen – som i øvrigt er Ibs mor – og den tyske general, som forfølger dem gennem det meste af historien, fordi de to gønger er i besiddelse af 50.000 rigsdaler, som skal overbringes den danske konge.

Som Balling formulerer det i Som barn var jeg voldsomt hidsig, var Bjørn og han ganske tilfredse med resultatet; faktisk mente de i al beskedenhed, at deres udgave af historien var bedre end originalen. Det skortede ikke på ungdommeligt overmod – Balling var 20, Watt-Boolsen 21 – og Watt-Boolsen forsøgte faktisk også at afsætte manuskriptet til ASA Studierne i Lyngby, hvor han havde medvirket i Alice O’Fredericks’ modstandsfilm De røde enge (1945). Hun læste manuskriptet, men syntes, at Balling havde lavet for meget om i forhold til forlægget. Desuden var historiske film for dyre og dermed for risikable at lave.

I et interview med B.T. den 8. april 1953 fortalte Balling også om sit manuskript Gøngehøvdingen, med et glimt i øjet: »Det var meget bedre end Carit Etlar, og alene af den grund kunne det jo ikke bruges. Jeg sendte det ind til et af filmselskaberne og fik det tilbage med den besked,

27

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

at det var udmærket, og det ville have været helt godt, hvis det havde mindet om Gøngehøvdingen.« Bjørn Watt-Boolsen medvirkede i 1944 i Emanuel Gregers’ Det bødes der for, der blev produceret af Nordisk Film og var en af tidens populære problemfilm om kønssygdomme. På den film mødte den unge skuespiller den jævnaldrende instruktørassistent Jørgen Bagger, som havde været ansat på Nordisk Film siden 1941, hvor han blev student. Watt-Boolsen kom godt ud af det med Bagger, og han fik den idé, at han måske kunne skaffe sin ven, Erik, ind på Nordisk Film, hvis Bagger fik øjnene op for Ballings fortræffeligheder som manuskriptforfatter. Balling skriver i sine erindringer, at det første møde med Jørgen Bagger fandt sted i december 1945, men ifølge Bagger selv var det allerede i januar 1945, at han troppede op på de værelser, Balling og Bjørn Watt-Boolsen okkuperede øverst i Stevnsgade Skole, hvor Watt-Boolsens far var inspektør, og familien havde en lejlighed.

Bagger havde også fungeret som assistent for Bodil Ipsen på de fire film, den både frygtede og respekterede skuespiller og instruktør lavede hos Nordisk Film, lystspillet En herre i kjole og hvidt (1942), dramaerne Drama på slottet (1943) og Besættelse (1944) og kriminalfilmen Mordets melodi (1944). Så trods Baggers unge alder var det altså en erfaren herre, som Balling og Watt-Boolsen fik besøg af. »Vi mødtes klokken 11 om aftenen, fordi Bjørn spillede på Folketeatret dengang, og Balling var altså dyrlægestuderende, så derfor kunne det ikke blive før,« siger Jørgen Bagger, der husker det første møde med Erik Balling ganske tydeligt. Bagger er i dag 88 år gammel, og han har ført dagbog siden midt i 1930’erne. »Så begyndte Balling at opføre sit manuskript til Gøngehøvdingen, og vi var først færdige ved totiden om natten. Så sagde han, ’hvad mener De?’ Så måtte jeg for det første sige det, Balling også skriver i sine erindringer, at Nordisk Film ikke var meget for historiske film, fordi de kostede en masse penge. Men jeg sagde også, og det skriver han ikke, at ’må jeg lige spørge om en ting? Denne her bog, Gøngehøvdingen, er skrevet af Carit Etlar.’ Han havde på det tidspunkt ikke været død i 70 år, så den var ikke fri, og det spurgte jeg ham om. Havde han gjort sig nogen tanker om rettighederne? Så sagde han, ’næh.’ Og det havde han nok ikke kunnet lide at fortælle i sine erindringer.«

28

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

Ballings filmversion af Gøngehøvdingen blev ikke til noget, men Bagger kunne se et potentiale i den unge mand – som kun var to år yngre end Bagger selv – og inden han sagde farvel til Balling og Watt-Boolsen, spurgte han Balling, om han eventuelt ville være interesseret i et andet arbejde på Nordisk Film, skulle det blive aktuelt. Det svarede Balling ja til.

I januar 1946 kontaktede Jørgen igen Balling. Bagger skulle aftjene sin værnepligt, og den afløser, Nordisk Film selv havde fundet, havde åbenbart fået mavesår, allerede inden han overhovedet var begyndt på arbejdet. Selskabets direktør, Holger Brøndum, havde således tiltro til, at Bagger nu kunne finde sin egen afløser, og Bagger kom til at tænke på Erik Balling.

Foden indenfor Dengang var en assistentstilling i filmbranchen noget ganske andet end i dag. I dag er det f.eks. instruktørassistentens arbejde at hjælpe instruktøren, sætte optagelserne i gang, styre statisterne og i det hele taget holde filmholdet og skuespillerne til ilden, så man ikke spilder tiden. Men i 1940’erne var en assistent – som det blot hed – ofte også indspilningsleder, produktionsleder, rekvisitørassistent, produktionsassistent, runner og scripter. Det var en regulær blækspruttetjans, som krævede overblik og overskud, og måske var det derfor, at Jørgen Baggers oprindelige afløser meldte forfald så tidligt; han kunne simpelthen ikke overskue det store arbejde, der ventede ham.

Den slags bekymringer havde Erik Balling ikke. Han sagde ja på stedet, da Bagger spurgte ham, om han ville være hans afløser. Godt nok skulle han ikke skrive manuskripter, men nu havde han da fået en fod indenfor i branchen. Først skulle han dog aflægge en prøve og til samtale hos Holger Brøndum. Bagger gav Balling manuskriptet til den første film, Nordisk Film skulle lave efter krigen, Ole Palsbos debutspillefilm, Diskret ophold, og bad ham om at lave et såkaldt ’udtræk’, som sammen med ’skuespillerlisten’ – der viste, hvornår de enkelte skuespillere skulle lave hvad på filmen – var et af produktionsholdets vigtigste stykker værktøj under selve optagelserne. »Vi sidder på Bjørns værelse, og Jørgen er sød, ivrig og omhyggelig,« skriver Balling.

29

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

»Han forklarer mig grundigt, hvad det går ud på. Et udtræk (…) består af en liste over samtlige scener i manuskriptet og de deri forekommende rollehavende, ordnet efter dekorationer og andre former for optagesteder og siden delt op i studieoptagelser og exteriører. Det er vigtigt, at udtrækket er omhyggeligt og pålideligt, så man kan regne med, at når man har lavet det, der står i udtrækket, så er man færdig med det pågældende optagested.« Balling lavede udtrækket og viste det til Bagger, der var så tilfreds med Ballings indsats, at han to dage senere tog ham med ud til Frihavnen, hvor Nordisk Films laboratorium, Nordisk Films Teknik, holdt til, og Holger Brøndum havde sit kontor. Et lille og spartansk indrettet et af slagsen, forklarer Balling også, hvilket sammen med Brøndums magre person ikke ligefrem »kunne give næring til romantiske forestillinger om filmens verden«.

Brøndum må have kunnet lide, hvad han så – og stolet på Jørgen Bagger – for han tilbød Erik Balling en prøveperiode som assistent med en advarsel om, at han ikke ville kunne leve af de 40 kroner, han ville få i løn om ugen. Det svarer til ca. 790 kroner i dag, hvilket bestemt også vil være umuligt at leve af. Men så var det jo godt, at man havde en far og en kassekredit i Hobro Bank: »Jeg sendte en venlig tanke til den bankkredit, far lige havde kautioneret for med henblik på studierne og svarede uden at blinke, at det spillede ingen rolle. Brøndum var tilfreds og erklærede, at så kunne jeg begynde med det samme på atelieret i Valby.« Ballings filmskole Erik Balling var kun 21 år gammel, og selv om det var en stor mundfuld for en ung mand, der aldrig tidligere havde haft med filmbranchen at gøre, kastede han sig over opgaven med virkelyst og videbegærlighed.

Med stillingen som assistent, som han bestred i de kommende år, blev grunden lagt til hans mangeårige virke som instruktør og producent. Det var Ballings filmskole, og han var kommet i lære hos nogle af de bedste i den danske filmbranche. »Det var sgu vældig stimulerende og starten på nogle gode læreår, hvor jeg var assistent for næsten alt, hvad der kunne krybe og gå af instruktører på det tidspunkt – Palsbo, Bjarne og Astrid Henning-Jensen,

30

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

Svend Methling, Johan Jacobsen, Lau Lauritzen …,« siger Erik Balling til Ib Lindberg i Samtale med Erik Balling.

Den første spillefilm, Balling var assistent på, Diskret ophold, var også Ole Palsbos første spillefilm som instruktør og havde manuskript af Nordisk Films to residerende manuskriptforfattere, Leck Fischer og Fleming Lynge. Faktisk var Diskret ophold mange menneskers første film, fortæller Balling i sin erindringsbog, og på grund af den nys overståede krig måtte Nordisk Film på flere måder begynde forfra.

Vekselerer Carl Bauder havde ejet aktiemajoriteten i Nordisk Film siden 1926, men ledede selskabet fra sin menige bestyrelsespost. I 1928 gik Nordisk Film i betalingsstandsning, og året efter rekonstruerede Bauder selskabet som tonefilmselskab. Han investerede i patentet til lydpionererne Petersen og Poulsens danske tonefilmsystem, som også udenlandske selskaber måtte betale for, ville de vise deres film i Danmark, og det tjente han mange penge på. Desuden ejede han hovedparten af sæbe- og vaskepulverproducenten A/S Danske Oliemøller og Sæbefabrikker, der havde dybe lommer, når det øvrige rige fattedes penge.

Anden Verdenskrig betød flere solgte biografbilletter – folk havde ikke meget andet at bruge deres penge til og hungrede samtidig efter underholdning – og i øvrigt også mindre konkurrence for de danske film, fordi tyskerne forbød import af britiske og amerikanske film. Ifølge Edvin Kau og Niels Jørgen Dinnesens og Filmen i Danmark fra 1983 steg det samlede billetsalg i danske biografer fra 28,2 mio. i 1939 til 41,4 mio. i 1944, hvilket næsten var ti billetter per indbygger. Filmproduktionen steg i samme periode – fra ni danske film om året i 1939 til 19 i 1944.

Til sammenligning blev der i 2010 solgt ca. 13 mio. billetter i alt i danske biografer, hvoraf 22 procent blev solgt af de 22 danske spillefilm, der havde premiere.

Men i begyndelsen af 1944 blev flere københavnske biografer og forlystelsesetablissementer schalburgteret, dvs. sprængt i luften af danskere i tysk tjeneste som hævn for modstandsbevægelsens sabotageoperationer, og den 7. februar gik det hårdt ud over studierne i Valby. Det skulle dog vise sig at være held i uheld, fortæller Jørgen Bagger, der var assistent på Nordisk Film dengang. »Det morsomme var, at det var en tyskorienteret bande anført af en mand, der også hed Brøndum, der smadrede det hele. Det var skidt, men

31

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

det blev godt for Nordisk Film. Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor det skete om natten. Jeg gik ned ad Mosedalvej, og der var glasskår alle vegne.

De havde blæst to studier i luften, to af de gamle studier, hvor vægge og lofter var lavet af glas, for at der kunne komme sol ind. Det var glas fra stumfilmens dage, og så havde man smækket noget af det gamle Celotex (en slags isoleringsmateriale, red.), der var noget skidt, udenpå. Der stod en helt ny tonevogn på Scene 2, hvor der nu er en slags museum. Det var helt usædvanligt at have sådan én, men den havde de ikke rørt. De havde heller ikke rørt tonerummet. Al teknikken var uskadt. De havde faktisk gjort Nordisk Film en tjeneste. Man fik tilladelse til at købe træ til at opbygge studierne igen, hvilket var helt usædvanligt. Lidt senere røg Kinopalæet i luften, og nu blev Brøndum bange.« Bagger fortæller, at man valgte ikke at sige noget om filmstudiets og biografens ødelæggelse til Carl Bauder, der døde i maj måned 1944. Det ville have knust ham, siger Bagger, der både arrangerede Bauders statsmandslignende begravelse og hjalp Holger Brøndum med at få styr på resterne af Bauders imperium. Vekselereren efterlod sig nemlig en betydelig ubetalt skatteregning, der var ved at vælte selskabet, og Brøndum, der ligesom Bauder havde været børshandler og blev ansat som administrerende direktør i Nordisk Film i 1936, reddede økonomien ved at lave en fordelagtig aftale med skattevæsenet. En aftale, som aldrig er blevet offentliggjort, men som viste Brøndums effektivitet.

Samtidig ryddede Brøndum op i den vildtvoksende koncern, der bestod af talrige selskaber, og lavede en aftale med Bauders enke, som blandt andet sikrede, at Bauders søn, Carl Bauder jr., nok fik aktier og bestyrelsesposter, men ingen reel magt. Ifølge senere direktør på Nordisk Film, Ove Sevel, der selv begyndte på selskabet i 1946 og fortæller om sine oplevelser i bogen Nordisk Film … set indefra, havde Bauder engang selv direkte sagt til Brøndum: »Sørg for, at Carl aldrig får noget at skulle have sagt, hverken på Oliemøllen eller i Nordisk Film. Det egner han sig slet ikke til!« »Bauder var væk, og Brøndum var den direktør i koncernen, der bestemte. Han var sagomelme fornuftig og dygtig,« siger Jørgen Bagger.

Nordisk Film producerede slet ingen film i 1945, og selv om flere projekter var linet op, var der endnu ikke kommet gang i filmproduktionen, da Erik Balling begyndte sin prøvetid i januar 1946. I stedet blev han sam-

32

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

men med studiets øvrige ansatte sat til at rydde op og rette søm ud. »Der var mangel på alting dengang,« siger Bagger.

Nordisk Films nye modenhed Tiden lige før og efter Befrielsen bød på andre omvæltninger for Nordisk Film. De instruktører, som under Bauders auspicier – og beskyttelse – havde domineret selskabets spillefilmproduktion fra stumfilmtiden og op gennem 1930’erne og første halvdel af 1940’erne, George Schneevoigt, Emanuel Gregers og Benjamin Christensen, stoppede enten med at lave film eller fortsatte hos andre selskaber. Bodil Ipsen vendte tilbage til ASA Studierne og samarbejdet med Lau Lauritzen jr., men i krigsårene havde hun dog været med til at bane vej for en ny modenhed og en mere realistisk og alvorlig tone i dansk film og på Nordisk Film. Her producerede hun tre film, der alle handlede om det ikke ufarlige begær, Drama på slottet, Besættelse og Mordets melodi. Og således blev førkrigstidens lystspil og musikalske komedier afløst af mere mørke fortællinger, der indirekte skildrede Besættelsestidens modløshed og forvirring.

Selskabets filmproduktion steg faktisk. I alt blev der produceret 21 film på Nordisk Film i løbet af krigen, og der blev også plads til enkelte lystspil, patriotiske kostumedramaer og socialrealistiske problemfilm om alt fra uønsket graviditet og ulovlig abort til skilsmisser og kønssygdomme.

I jubilæumsbogen 100 Years of Nordisk Film, som Det Danske Filminstitut udgav i anledning af Nordisk Films 100-årsdag i 2006, skriver filmhistoriker Casper Tybjerg blandt andet om Bodil Ipsens film, at de »fanger den undertrykkende følelse af magtesløshed, som den hurtige og næsten helt uimodsagte besættelse af landet af en ondsindet fremmed magt må have fremkaldt i mange danskere (…) Modstand var farlig og forstyrrede de danske myndigheders forsøg på at bevare den offentlige orden og en illusion om normalitet, og den tvetydige fremstilling af erotisk passion i Ipsens film afspejler dette rigtig godt.« Erotisk passion er der ikke så meget af i Ole Palsbos Diskret ophold og Bjarne og Astrid Henning-Jensens Ditte Menneskebarn, der var de to første film, Nordisk Film producerede efter krigen. Men en i forhold til dansk film nyfunden realisme, både fysisk og psykologisk, i skildringen af menneskeskæbner og deres verden var noget, de to film havde tilfælles

33

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

med Bodil Ipsens film, hvilket ikke mindst skyldtes, at både Palsbo og ægteparret Henning-Jensen havde en række dokumentarfilm om hverdagen i Danmark bag sig, da de begyndte at lave spillefilm. Og for en (kort) tid var det hos Nordisk Film, at man brød ny grund i dansk film. Lidt overraskende taget i betragtning, at selskabet stort set altid har holdt sig til at producere brede underholdningsfilm for et stort publikum.

Nyrealismen gik da også i sig selv igen i 1950’erne, hvor folkekomedien blev Nordisk Films hovedfokus, og i 1960’erne, hvor den franske nybølge i små skvulp ramte Danmark, var Nordisk Films udflugter uden for mainstream små og sporadiske – Erik Balling stod for et par af dem sammen med Klaus Rifbjerg.

Assistent på Diskret ophold og Ditte Menneskebarn Inden optagelserne til Diskret ophold gik i gang, var Erik Balling med til at lave en »lille reklame- eller informationsfilm«, som han formulerer det i sin erindringsbog. Han kan ikke huske, hvad filmen gik ud på, men han husker tydeligt sin første opgave på en filmoptagelse. I scenen skal en redder og en patient køre i en ambulance, og derfor blev en ambulance kørt ind på Scene I, hvor Balling fik til opgave at »tage fat om ambulancens forskærm og vippe med karosseriet, så det så ud, som om den var i bevægelse. Og det har jeg sådan set gjort lige siden, for på en måde har opgaven jo hver gang handlet om at tage fat om noget og få det til at se ud, som om det bevægede sig.« Diskret ophold og Ballings næste assistentopgave, Ditte Menneskebarn, var lærerige oplevelser for den unge mand, ikke mindst fordi produktionsomstændighederne var så forskellige: Hvor Diskret ophold mestendels blev optaget på studiet i Valby i foråret 1946, rummede Ditte Menneskebarn mange ’udebilleder’, altså scener, der blev optaget uden for studiet, på location, med de udfordringer i forhold til vind, vejr, udstyr og skuespillere, det nu gav Balling og det øvrige filmhold i sommeren 1946. En svensk produktion havde samtidig lejet sig ind i studiet i Valby, og der var mangel på medarbejdere, hvorfor Balling måtte tage mere ansvar på sig. Blandt andet skulle han sørge for alles indkvartering, udbetaling af diæter, indkøb af rekvisitter – han skulle blandt andet skaffe en død hest, hvilket ikke var nemt – og køre de skuespillere, som om aftenen optrådte på teatret, frem og tilbage fra Asserbo, hvor optagelserne foregik.

34

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

Preben Lerdorff Rye, Ib Schønberg, Lily Broberg og Grethe Holmer har hovedrollerne i Ole Palsbos ’Diskret ophold’ (1946), der blev Erik Ballings første opgave som assistent på Nordisk Film.

Ove Sevel, der var kameraassistent på både Diskret ophold og Ditte Menneskebarn, skriver om arbejdet på den sidste i Nordisk Film … set indefra, og han var noget mindre diplomatisk og positiv end Balling. »Det var en træls omgang. Der er hverken nemt – eller formålstjenstligt – at have to instruktører på en film (Bjarne og Astrid Henning-Jensen, red.). Sommetider var de enige, andre gange fik vi én besked fra den ene, og en anden besked fra den anden. Det var måske den eneste fordel, der var ved at være fotografassistent: Når det begyndte at gå hedt til, og man ville undgå at blive viklet ind i stridighederne, så åbnede man for kamerakassen og gav sig til at pudse objektiver eller noget andet meget vigtigt.

Men ellers var det ikke nogen dans på roser (…) Filmen blev bedre end stemningen på holdet.« Men Balling lærte meget af arbejdet på de to film, ikke mindst værdien af at være forberedt, hvilket var essentielt for ham karrieren igen-

35

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

nem. Han var altid grundigt forberedt, når han skulle lave en film, og han forlangte det samme af sine medarbejdere. »Jobbet var meget omfattende, og jeg var selv siden med til at dele det op i mere overkommelige delfunktioner, men det skal ikke forlede nogen til at tro, at jeg havde noget at beklage mig over,« skriver han i sine erindringer: »Jeg havde det pragtfuldt, og jobbet var en enestående læreplads. Den eneste mulighed, jeg havde for at få styr på det og kompensere for den manglende autoritet, var at forsøge at få så meget som muligt at vide om instruktørens ideer og praktiske planer for filmens forløb i almindelighed og for dagens optagelser i særdeleshed. Jo mere jeg vidste, des bedre kunne jeg forsøge at rydde stenene af vejen på forhånd og prøve at forudse mulige problemer. Det tiltalte noget fundamentalt i min natur, og jeg udviklede ret hurtigt gode evner som tilrettelægger og problemløser især i det dejlige samarbejde, jeg fik med Ole Palsbo i de første år.« I godt Nordisk-selskab Erik Balling fik dog hurtigt mere og mere ansvar, og han skriver videre om sit arbejde på de spillefilm, der blev lavet i de første efterkrigsår – ud over Diskret ophold og Ditte Menneskebarn drejede det sig blandt andet om Ole Palsbos Ta’, hvad du vil ha’ og Familien Schmidt og Svend Methlings For frihed og ret: »Min opgave var primært at medvirke til, at der blev optaget så mange indstillinger som muligt hver dag. Antallet af indstillinger har altid været målet for, hvor meget arbejde der er blevet præsteret på en dag.

Jørgen Bagger indskærpede mig, at jeg i den sammenhæng måtte være firmaets mand over for instruktøren. Alt blev beregnet i dage, og den daglige produktionsmængde var afgørende for filmens økonomi, men det var ikke altid, instruktørerne havde tilstrækkeligt forståelse for det.

De kunne sommetider finde på at udsætte indstillinger til en anden dag, aflyse optagelser, ændre i programmet eller foretage lignende uansvarlige dispositioner. Det måtte jeg se som min pligt at prøve at forhindre, og bedst ville det være, hvis jeg oven i købet kunne lokke instruktøren til at tage en eller to indstillinger ud over dagens program.« I sine erindringer fortæller Balling også varmt og levende om de mennesker, han lærte at kende på Nordisk Film i den første tid, og som han

36

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

for nogles vedkommende kom til at arbejde tæt sammen med i de næste mange år, hvor han samlede sig et A-hold, der nød hans ubetingede tillid og var med på snart sagt alle hans produktioner.

Finmekanikeren Svend Poulsen, hvis opgave det var at vedligeholde filmstudiets tekniske apparatur; Joachim Nielsen, der sad på pengekassen og fordrede sparsommelighed af alle på studiet; Inger Bjarne, eller fru Bjarne, som hun blev kaldt, der var studiets kostumeansvarlige, og som sammen med Balling skulle sørge for at rekruttere statister blandt de lokale i Valby og omegn; rekvisitøren Helmuth Vittrup, belysningsmesteren Peter Olsen og alle de andre håndværkere på studiet. Dengang var der mange flere fastansatte teknikere på det gamle filmselskab, end der er i dag, og man var stort set selvforsynende med alt, hvad der måtte være brug for af udstyr, personale og ekspertise på en filmproduktion.

Man lavede egne film i studierne i Valby, og andre producenter lejede sig ind i studierne og fik hele pakken af udstyr og teknikere med i købet.

Blandt de mennesker, Erik Balling kom til at sætte højest, var tante Jette, der dengang styrede kantinen på Nordisk Film, marketenderiet, som det hed. »Hvad jeg fik at spise i de år stammede i alt væsentligt fra tante Jettes køkken. Jeg mødte om morgenen og fik min morgenmad, jeg spiste min frokost i kantinen med de andre, og sommetider vankede der også varm mad om aftenen, hvis der var overarbejde for holdet eller håndværkerne.« Man arbejdede også om lørdagen, og Balling fik en madpakke med hjem til aftensmaden lørdag og to til om søndagen. Til maden drak han lyse øl, fordi de var billigere end øl, og når det var lønningsdag – en gang om ugen – betalte han tante Jette det, han skyldte for mad og drikke, ud af sine 40 kroner.

Første møde med Ove Sprogøe – og venskabet med Helle Virkner Til at begynde med boede Erik Balling stadig i det ene loftsværelse i Stevnsgade, men da Bjørn Watt-Boolsen og hans kæreste, skuespilleren Lis Løwert, i 1947 giftede sig og flyttede i egen lejlighed, besluttede Balling sig også for at flytte. Han arbejdede snart sagt i døgndrift, og det varede ikke længe, før han indså det belejlige i at bo tæt på studierne i Valby. Han lejede et værelse hos en enlig mor, der hjalp til i kantinen på Nordisk Film, og da hendes have stødte op til studieområdet, kunne han blot skræve over hegnet, og så var han på arbejde.

37

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

Nemt nok, men samtidig forventedes det, at han stillede op når som helst på studiet, hvilket han da også gjorde.

En af de unge skuespillere, det var en del af Erik Ballings arbejde at hjælpe, var Ove Sprogøe, der spillede bager i Diskret ophold, og som siden blev en af Ballings nærmeste venner og mest brugte skuespillere.

I Karen Thisteds Erik Balling: Manden med de største succeser i dansk film fortæller Sprogøe denne lille historie om sit første møde med Balling: »Når vi skuespillere gik fra sminkning ude på Nordisk Film og over til studiet, så lagde jeg mærke til en meget tjenstvillig mand, der hele tiden kom efter os og spurgte, ’hvad vil du have nu? Hvad kan jeg gøre for dig?

Ja, men jeg skal nok hente noget til dig.’ Og det var altså Erik Balling, der var, hvad vi i smug kaldte ølslæber; det kaldte vi det dengang. I dag heddet det noget med assistent. Men det var altså Erik Ballings første arbejde på Nordisk Film.« En anden ung skuespiller, som lagde mærke til Erik Balling, var Helle Virkner, der i 1947 havde sin første hovedrolle i Ole Palsbos anden spillefilm, Ta’, hvad du vil ha’. Hun var i en alder af 22 så småt begyndt at gøre opmærksom på sig selv som en af dansk films kommende stjerner, og hun opførte sig derefter, fortæller hun i Karen Thisteds bog: »Jeg var forfærdelig. Jeg spillede den unge pige og mente, jeg kunne koste rundt med Balling på bedste vis. For eksempel ville jeg ikke gå nede fra sminkerummet og op i studierne om morgenen. Jeg havde sådan noget fint tøj på og fine fløjlssko. Så jeg måtte simpelthen bede om, at han ville komme ned og bære mig. Ja, bære mig i sine arme. Og det gjorde han så. Han kom hver morgen og bar mig op ad trappen, så mine fødder ikke blev snavsede.« Balling hentede også mad i kantinen til det selvbevidste stjernefrø, som ikke ville spise sammen med de andre, ligesom Helle Virkner hele tiden sendte ham i byen for at købe lakridskonfekt: »Han gjorde alt, hvad jeg sagde.« Ingen tvivl om, at Balling var betaget af den unge skuespiller, der kunne tage sig meget glamourøs og sexet ud foran et kamera, og der er blevet spekuleret i, at der var tale om ugengældt kærlighed fra hans side.

Det afviser Helle Virkner dog selv i Karen Thisteds bog: »Hvis jeg var begyndt at flirte med Balling dengang, så var han virkelig blevet forskrækket og havde troet, at jeg ikke var rigtig klog. Men det kan være, andre kvindelige skuespillere har haft held med sig. Jeg syntes

38

På rette hylde: De første år på Nordisk Film

egentlig ikke, der var så meget selskab i ham dengang. Han er ikke til de store fester, men han kan godt lide de små – meget små faktisk.« Tidligt i sin karriere søgte Helle Virkner støtte og opbakning hos nogle af tidens stærke og kloge mænd, blandt andet teaterkritikeren Frederik Schyberg og skuespilleren Ebbe Rode, som hun var gift med i en årrække – selv om de begge med hinandens vidende havde affærer med andre. Erik Balling var også en begavet og velovervejet mand, som hun kunne føle sig tryg i selskab med, og med tiden blev han hendes gode ven og fortrolige og endog gudfar for skuespillerens to børn med den senere statsminister Jens Otto Krag, Astrid Helene, kaldet Søsser, og Jens Christian.

I sine egne erindringer, Hils fra mig og kongen, fortæller Virkner varmt om venskabet med Balling, og i et lille brev stilet til ham skriver hun blandt andet, at »du har været der, når vi havde brug for det. Altid. En tryg og sikker borg, jeg kunne søge ly og trøst i, når et eller andet gik skævt (…) Selv om jeg ikke rettede mig efter dig, så kunne jeg aldrig drømme om at kaste mig ud i noget uden at spørge dig først. Igen denne indre tryghed, som har været så værdifuld. Og stadig er det. Vi overrender jo ikke hinanden, men vi har hinanden.«

39

Erik Ballings værk tæller 39 film, fra Adam og Eva i 1953 over Olsen-banden-filmene i 1970’erne til Midt om natten i 1984, foruden tv-serier som Matador og Huset på Christianshavn.

Til sammen udgør de en krønike over det 20. århundredes Danmark: Kærlig og humoristisk, med blik for selvtilstræk­ kelighed, storhedsvanvid og jantelov; for klassekamp, kønskamp og generationskløfter – hele den danske folkesjæl.

Christian Monggaard

Balling fortæller historien om instruktørens film, om Nordisk Film, som han arbejdede for i næsten 40 år, og om den danske filmverden i samme periode. Men først og fremmest fortæller bogen historien om en dybt professionel og meget privat mand, der med sit humanistiske menneskesyn har sat et varigt aftryk på dansk kultur.

Christian Monggaard, f. 1972. Kritiker og filmredaktør på Dagbladet Information.

Redaktør på filmtidsskriftet Levende Billeder i 1995-97. Forfatter til flere quizbøger (m. Morten Piil og Jacob Wendt Jensen), til Så er der kronhjort, Kurt om instruktørparret Wikke & Rasmussen, samt til en bog om tilblivelsen af Flammen & Citronen, desuden bidrag til forskellige filmleksika.

Forsidefotos © Rolf Konow, Allan Moe/Scanpix, Det Danske Filminstitut, Flemming Arnholm/Nordisk Film

balling omslag.indd 6

hans liv og film

236 mm

43,5

Balling

158 mm

158 mm

Christian Monggaard

Balling hans liv og film

INFORMATIONS FORLAG

14/10/11 16.17