Blikskift – Tre essays om filosofisk iagttagelse

»Mesterlig filosofihistorie ...

Som introduktion og levende filosofihistorie er den superb.«

BL IK SKIF T Ole Thyssen

BL IK SKIF T

Pressen skrev

Hvad kendetegner det filosofiske blik? Hvad er forskellen mellem det filosofiske og det religiøse blik? Kan man iagt­tage med flere blikke samtidigt? Med kærlighed og kynisme på én gang? I tre essays undersøger professor Ole Thyssen, hvad filosofisk iagttagelse er. I centrum står blikket og de fordomme, som altid er aktive, når vi iagttager verden, de andre og os selv.

O le T hy sse n

»Når man først får øje på blikket, ser man det overalt – ser hvordan alt, hvad der siges og gøres, er vinklet og sker udfra en særlig position.«

Tre essays om filosofisk iagttagelse

Ole Thyssen (f. 1944), dr. phil, professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, Copenhagen Business School, hvor han underviser i filosofi og samfundsvidenskabelig teori. Han har skrevet talrige bøger om filosofi, ledelse og kommu-



nikation, f.eks. Det filosofiske blik (2012), Verdens­

samfundet (2009), Iagttagelse og blindhed (2000) og

Henrik Gade Jensen, Jyllands-Posten

Krigeren, borgeren og taberen (2006) sammen med

»Afløseren for Sløks idehistorie.«

Henrik Dahl.



Niels Houkjær, Berlingske

»Han har givet os en ny selvstændig filosofihistorie på dansk ... et væsentligt og værdifuldt arbejde.«

Kai Sørlander, Weekendavisen

»Overbevisende og original.«

Asger Brandt, Kristeligt Dagblad

Informations Forlag

Indhold

Forord_______________________________________________ 9

I · Det filosofiske blik_________________________________ 15 II · Det filosofiske og det religiøse blik____________________ 45 III · Kærlighed og kynisme____________________________ 73

Afslutning________________________________________ 101

pørger man, hvad filosoffer gør, lyder svaret, at de iagt-

15

kalder filosoffer eller spekulative personer, og hvis arbejde ikke består i at fremstille noget, men i at bemærke alting.«* Her skal »bemærke« forstås som »iagttage«. Men alle andre iagttager også, fordi »at gøre« indbefatter »at iagttage«. Så næste spørgsmål er, hvad der kendetegner den filosofiske iagttagelse.

Her er tesen, at filosofisk iagttagelse giver ord til en position, som jeg vil kalde for et blik. Men hvad er et blik? Det spørgsmål kan besvares både teoretisk og historisk.

I Det filosofiske blik** har jeg givet et historisk svar ved, dråbe­ vist, at følge, hvordan europæiske mestertænkere i en kædedans har installeret forskellige blikke, som ikke er opstået tilfældigt, men har fået gennemslagskraft dels ved at få succes i en filosofisk tradition, dels ved at indgå i en dominerende

Det filosofiske blik

S tager verden. Adam Smith taler om »de mennesker, man

* Adam Smith, Nationernes velstand, bd. I-II, København: Informations Forlag, 2013, s. 50. ** Informations Forlag, 2012

Det filosofiske blik

16

livsform, så de bærer samfundets institutioner og kæder teori sammen med praksis. Hvad man siger, det gør man, måske også uden at vide præcis hvorfor man siger, som man gør, eller overhovedet at kunne sige det. Som børn lærer vi uden at kunne sætte spørgsmålstegn ved det, vi lærer. Vi overtager et blik, og selv om vi kan gøre op med det senere, forfølger det os resten af livet. Ligesom et menneske kan være indsunket i et blik, kan et blik synke ned i kulturens og den tavse videns kældre, hvorfra det underjordisk styrer både ord og handling. Det er det sprog, »man« taler, og som tales i parlamenter, domstole, skoler og massemedier.

Her vil jeg give et teoretisk svar på, hvad et blik er. Mens vi til dagligt iagttager verden med et praktisk sigte, optaget af at løse og koordinere hverdagens opgaver gnidningsfrit, rummer et filosofisk blik et begær efter at forstå, ikke blot dagen og vejen, men hele verden i system eller i mangel på system. Det er i første omgang en upraktisk opgave, rettet mod forståelse mere end mod handling. Men i næste omgang kan det være en særdeles praktisk opgave. Et nyt blik åbner for nye handlinger og begrundelser. Al filosofi er praktisk, uanset hvor teoretisk den tager sig ud. Al filosofi er politisk. Igennem filosoffernes knastørre abstraktioner tager et samfund form.

Filosoffer kritiserer deres kolleger ved at afsløre deres forståelseshorisont og gøre det usynlige synligt, og de konstruerer en ny forståelseshorisont. De vil ikke blot forstå, men finde forståelsens grundlag og altså »forstå forståelsen«. Det er en storhedsvanvittig og umulig og alligevel fristende opgave, som ikke kun filosoffer påtager sig at løfte. Også videnskab og religion og kunst har det ærinde. Men hvordan kan man, som en del af verden og lukket inde i den, forstå verden som helhed?

Hvem kan se med guds øje?

Blikket

Et blik rummer en dobbelt treklang. Det leverer 1. e n ramme af grundbegreber og temaer, som tilsammen udgør det forråd af fortolkninger, som vi kalder kultur, 2. skemaer for, hvordan der skabes sammenhæng og dermed mening, så ting får identitet, normalitet og værdi. Og 3. fremgangsmåder for at fortsætte, hvad man er begyndt på.

17 Det filosofiske blik

At iagttage er at håndtere en forskel med henblik på at betegne den ene, og ikke den anden, side af forskellen. Og når der siges »betegnes«, siges der også sprog. Iagttagelse er sansning, som er programmeret med sprog. Det indebærer et dobbelt fravalg: først vælges fokus ved at fravælge andre mulige forskelle, dernæst fravælges den umarkerede side af forskellen, og endelig sættes iagttagelsen i sammenhæng med andre iagttagelser.

Iagttagelse sker ud fra en position, som vil blive kaldt et blik.

Det er valgt, bevidst eller ubevidst, og det bestemmer, hvad der kan og ikke kan iagttages. Det giver ikke noget svar, men leder tanken på vej ved at åbne for verden med ledeforskelle og ledebilleder – de forskelle og modeller, som organiserer sansning og erfaring. Kun i et særligt lys og med stærke forenklinger kan verden iagttages. Verden som helhed eller »som den er« kan ikke iagttages.

Sådan som jeg bruger ordet, er et blik på én gang et view og et point of view, både en operation og den position, hvorfra operationen foregår. Et blik er noget man kaster eller anlægger. Heri ligger, at det er omgivet af alternativer. Der er ingen pointe i at kaste et blik, hvis ikke der er tale om et valg. Så kaster man ikke, men er allerede kastet – sådan som vi som mennesker er kastet ud i en verden af fysiske ting, styret af en tyngdelov, som er ens til alle tider.

Hermed gør et blik også noget andet. Det

1. forenkler, så man ved, hvad man skal fokusere på.

2. motiverer, så man kan forvente, at modparten vil knytte an, og 3. måler succes og fiasko, dvs. vellykket og mislykket kommunikation.

Det filosofiske blik

18

Med et fælles blik er det let at kommunikere, fordi man deler fordomme og kan tage mange ting for givet. Med forskellige blikke må man være forsigtig; man må fornemme og tøve for ikke at træde ved siden af, fornærme eller misse pointen. Og med et nyt blik må man forvente afvisning og misforståelse.

Det er en erhvervssygdom hos filosoffer at klage over manglende forståelse og anerkendelse.

Sansning og iagttagelse At iagttage er forskelligt fra at sanse. Sansning er rigere end ord; den er fuld og udelukker intet. Iagttagelse bruger ord; den ser verden i lyset af en enkelt forskel, hvis to sider begge er kendte, og den udelukker alt andet. Når man sanser, er man umiddelbart i en verden, som opstår ud af intet og som man ikke kan komme bag. Man kan ikke følge sansningen længere end til de ting, man sanser. Når man iagttager, er man derimod på afstand og kan lyve og simulere. Også det fraværende er nærværende – man kan iagttage, men ikke sanse, at noget ikke er til stede. Der er, helt bogstaveligt, ingenting at se.

Mennesker iagttager noget andet, end de ser. De iagttager, at der kører en bil, skønt de kun ser to lys i mørket. De sanser side om side uden at vide, hvad de andre iagttager. »Du ser, men du iagttager ikke,« siger den skarpe Sherlock Holmes til den knap

1. en iagttager, som kan sanse, 2. et sprog, som organiserer sansningen, 3. en forskel, som styrer sansningen, 4. andre mulige forskelle, som kunne aktiveres, 5. en fysisk og social verden, som er fælles.

Iagttagelse bygger på forskellen mellem Jeg, Du og Det, men også på deres enhed. De tre spidser i iagttagelsens trekant viser hen til hinanden og bærer hinanden oppe. Iagttagelse for-

19 Det filosofiske blik

så skarpe dr. Watson i En skandale i Bøhmen. De to gentlemen ser det samme, men er ikke opmærksomme på det samme og drager forskellige slutninger.

Sansning kommer før iagttagelse, fordi både ordene og det, som de henviser til, må sanses for at kunne genkendes. Men da sanserummet er uendeligt og uudtømmeligt, må vi forenkle det for at gøre det håndterbart og meddeleligt. Det sker med sprog, og hermed dør sansningens uskyld. Den formes af sproget og bliver social og, ganske upåfaldende, ideologisk. Dyr, babyer og demente kan nok sanse, men ikke iagttage. Og sproget er ikke blot passive navne på ting, som foreligger for sanserne. Med sproget bliver verden social og ideologisk. Empiri og værdi blander sig uhjælpeligt.

Når sansning programmeres med sprog, lægges den til rette for kommunikation. Selv om sansning er ubodelig privat, kan vi meddele, hvad vi sanser, ved hjælp af ord, så vi koordinerer vor sansning, og vi bestyrker hinanden i, at vi sanser det samme. Det blik, som styrer iagttagelsen, er ikke neutralt, men indgår i en livsform, hvis medlemmer ikke blot benævner, men også omgås ting og mennesker på en særlig måde. Mand og kvinde, rig og fattig, gammel og ung – alt har sine regler og sin betydning. Det sker i en ordnet verden med

Det filosofiske blik

20

udsætter hukommelse, for kan man ikke huske, kan man ingenting. Og den forudsætter en bevidsthed, som kan springe, spontant eller villet, fra ét fænomen til et andet, så den kan kæde iagttagelser sammen og sætte dem i sammenhæng. Låses bevidstheden fast i en trance, fader sansningen ud. Der kan ikke kun være én iagttagelse og ikke kun én iagttager.

Mennesker fødes med sansning, men ikke med iagttagelse.

Den må læres. Og har man lært at iagttage, er der ingen vej tilbage. Man har altid et blik og altid en filosofi – og man har ikke uendelig mange, selv om der findes mange blikke i verden. Der er intet view from nowhere, men altid mulighed for blikskift, for refleksion og hermed forandring. Man kan f.eks. springe fra at bemærke hvad der siges, til at se på måden, det sagte siges på, man kan change the subject eller undlade at svare.

Verden kan kun iagttages, fordi iagttageren ikke er i kontakt med den. Var han, kunne han ikke iagttage den. Viden om verden er kompensation for kontaktløshed. Det skaber den paradoksale sløjfe, som er iagttagelsens evige anstødssten: at den ydre verden både er årsag til og virkning af den indre verden. Den ydre verden er kun tilgængelig i kraft af den indre, og den konstrueres og kortlægges i det psykiske system, samtidig med at den har sin egen realitet, adskilt fra psyken. Trods kontaktløshed er verden ikke iagttagerens produkt. Den er ikke et tilfældigt og privat produkt og kan ikke konstrueres hver mand for sig. Det psykiske system – bevidstheden – er nok lukket om sig selv, men ikke alene i verden. Vi kan kun være ensomme, fordi vi er sammen, og vi kan kun være sammen, fordi vi er i samme verden.

Det filosofiske blik

Tre afgrænsninger Filosofi er en udlægning af verden. Argumentet er dens våben og møntfod, fornuften dens medium. Det adskiller den fra videnskab, religion og kunst.

At filosofi betjener sig af fornuft og argumenter, gør den ikke til videnskab. Dens genstand er tankens former, som ikke bestemmer, hvad der iagttages, men hvordan. Et filosofisk blik er ikke et videnskabeligt paradigme, men vil omfatte viden­

21 Det filosofiske blik

At filosofere er at konstruere et blik – en måde at iagttage på, ikke en detail, men in toto. Det kan ske konservativt, når man giver ord og nuancer til et blik, som allerede praktiseres. Og det kan ske revolutionært, når man lancerer et nyt blik. En filosof vil gøre sit blik gældende og erobre modelmagt. Han går radikalt til værks, til roden og til grunden. Den bevægelse sker ikke forudsætningsløst. Al iagttagelse udspringer af en blindhed, et uigennemsigtigt mørke af krop og kultur, som frister til forstærket refleksion.

Her består den filosofiske refleksion i et stadigt frastød, et nej til blot at være i verden og ikke gennemskue verden. Men grunden er nået, når videre begrundelser hører op, og tanken går i ring uden at kunne trænge bag sig selv. Her stopper tilbagegangen og erstattes af et fremskridt, et kast ud i fremtiden, hvor det bærende blik nok hviler på sand, men alligevel er med til at forme verden og gøre den fortrolig. Et blik får substans i kraft af sin egen indsats.

Filosofi er forslag til, hvordan verden kan ses i et nyt lys. Hvis den kan ændre det blik, som styrer ord og handling, bliver den en social kraft. Det sker i en proces med stor tabskvote. Mange føler sig kaldede, få er udvalgte. Dem kalder vi mestertænkere.

Det filosofiske blik

22

skaben og forklare dens plads i verden. Når det forklarer, hvorfor vi til særlige formål bruger videnskab, er det ikke bundet til videnskabens beskrivende sprog med matematik, love og data. Trods videnskabens uendelige raffinementer, som kun er tilgængelige for specialister, er det filosofiske blik mere omfattende.

At filosofi udlægger verden, gør den ikke til religion. Mens religionen bruger personer og fortællinger til at forklare verden, undlader filosofien at appellere til guder. Religion sætter grænse for forståelsen og kalder alt det, som befinder sig på grænsens yderside, for gud – det, som ikke kan vides, og som afklares med autoritet og hellige tekster. Teologi er ikke-viden forklædt som filosofi og gør en anden tanke til en forkert tanke.

Filosofien sætter sandheden til offentlig diskussion, måske den paradoksale sandhed, at der ingen sandhed findes. Forbydes den frie diskussion om sandt og falsk, forsvinder filosofien.

At filosofi er konstruktiv og kreativ i sin udformning af nye blikke, gør den ikke til kunst. Mens kunst fremstilles for at iagttages og henvender sig til iagttagerens frihed, søger filosofien ned til hans ufrihed: tankens uundgåelige former. At hver enkelt filosof føler sig overbevist om at have nået grunden, er foreneligt med, at filosofien, som institution, er ubodeligt pluralistisk. Der er altid et andet blik, selv om hver enkelt filosof hæger om sit eget. Filosofien kender til krig, men ikke til kætteri. Et andet blik er ikke moralsk forkert, selv om en filosof kan hævde, at en anden filosof går fejl af, hvad moral er.

Selvfølgelig kan et filosofisk blik, dogmatisk, lukke sig om sig selv og afvise andre blikke. Det kan hævde at have nået grunden, så der ikke er mere at diskutere. Den slags manøvrer er blot aldrig lykkedes. Og uanset hvad, så vil et filosofisk blik altid, refleksivt, være et blik for andre blikke, inklusive sit eget.

Det er altid omgivet af andre blikke.

Tradition og fornyelse

23 Det filosofiske blik

Når filosofien iagttager verdens grund, møder den to problemer.

Først at verden er for rig til at udtømmes med et enkelt blik, så iagttagelse hviler på blindhed, dernæst at bevægelsen mod tankens og verdens grund sker som tænkning i verden.

Et brud med fordomme må betjene sig af fordomme. Tømt for fordomme fører fornuft og refleksion ikke til sandhed, men til usikkerhed og lammelse. Fordomme er uundgåelige og nødvendige. De begrænser og muliggør på samme tid, ligesom tyngdeloven nok begrænser, men derfor også muliggør handling. Fornuft og refleksion er selv fordomme om, hvordan der skal iagttages. For at finde en ny grund må filosofien starte med traditionens grunde, en levet praksis, som går forud for teorien. Uden grund har man hverken grunde eller afsæt, men mister sit greb og begreb.

Derfor er filosofiske gennembrud plumrede og fyldt med kompromiser. Nye og gamle blikke blander sig uundgåeligt.

Da Descartes ville befri sig for skolastikkens begrebsverden og stole på tankens intuitive sikkerhed, gik han omvejen over et skolastisk bevis om guds eksistens og blev altså trukket ned i den sump, han ville ud af.

Blikskift er ikke radikale, fordi hverdagen er træg. Den bæres af en fond af tavs viden og fælles forventninger, som ikke kan fjernes med et hug. Ord skifter langsomt, og et nyt blik må forklare sig med gamle ord, ligesom når en falden magthavers soldater stiller sig til rådighed for den nye magthaver. Nogle ord er så kompromitterede, at de glider ud af hverdagen, ud i periferien og ind i historien, måske som sproglige klicheer.

Når vi siger »substans« eller »i og for sig«, tænker vi hverken på Aristoteles eller Hegel.

En filosof skal sige noget nyt. Ellers har han ingen berettigelse. Hans mål er at forandre menneskers måde at tænke

Det filosofiske blik

24

på. Men fornyelse er altid fortsættelse. Når han vellystigt afslører fordomme, tror han, at han er hinsides fordomme, og glemmer, at han befinder sig inde i den labyrint, han vil forstå udefra, som helhed. Han fristes til at sætte sig i guds stol og iagttage det, som ikke kan iagttages. Han fantaserer om at afslutte filosofien og historien og levere en endegyldig beskrivelse. Selv når han kritiserer døde og levende kolleger og altså ved, at hans blik er omgivet af andre blikke, vil han gøre sit blik tvingende, som udsprang det spontant af verden selv, selv hvis hans tese er, at verden ikke tvinger iagttagelsen. Så er det tvingende.

Et filosofisk blik er altid på gyngende grund og må bruge vold for at gøre sig gældende. Den arbejder med stærke forenklinger og kæmper for sit overblik ved at afvise andre blikke.

At se er mest at se bort fra, at huske er mest at glemme.

Intet blik kan være ude af sig selv og se sig selv restløst i øjnene. Vi har alle stået foran spejlet og fortabt os i at se ind i det øje, som ser. For øjet gemmer altid på en hemmelighed: den forskel, som øjet bruger til at se, og som det måske kan se bagefter, men kun ved at installere en ny blindhed.

Hvad sker der inde i øjet? Vi kan se øjet og kan, selvfølgelig, se, hvad øjet ser. Men vi kan også se, at vi ikke kan se, hvordan vi ser, og hvad der sker inde bag det lille sorte hul i øjet. Vi må se lidt nøjere på begyndelsens problem.

Begyndelsens problem Selv om filosoffer står på ryggen af hinanden, har de en erhvervsbetonet trang til at søge ned til grunden og påtage sig det yderste blik. Men hvordan kan man begrunde et blik filosofisk, til forskel fra ganske enkelt at påtage sig det eller følge dets fremkomst historisk? Hegel beskæftiger sig med begyn-

* G.W.F. Hegel, Logik I-II, Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1965. ** Og sådan som det må være ambitionen for enhver filosofi. For selv den filosofi, som skeptisk tager afstand fra sandheden, fanges af sandhedens list. Er der ikke sandhed, er det sandt, at der ikke er sandhed. Og så er vi tilbage på sporet igen.

25 Det filosofiske blik

delsens problem i fortalen til sin Logik.* Han starter med at bemærke, at en begyndelse må være uvilkårlig. Er den vilkårlig, i betydningen »betinget«, er den ingen begyndelse. Og skal den føre til sand viden, sådan som det er Hegels ambition,** må den være befriet for subjektiv vilkårlighed. Samtidig må den have noget bekendt over sig. Har den ikke det, kan den ikke bruges til at udløse den verden, vi kender.

Så hvad kan tjene som begyndelse? Det må være »noget«, men kan ikke være »noget bestemt«. Hegels spørgsmål er ikke, hvem der iagttog begyndelsen – det spørgsmål giver ingen mening – men hvordan man kan iagttage begyndelsen efter The Big Bang. Det handler ikke om empirisk, men om filosofisk iagttagelse. Det ubestemte »noget« må være den rene væren, som er enheden af subjekt og objekt – eller, som vi vil sige, iagttager og iagttaget. Da væren er ubestemt, kan der intet siges om den. Men da det handler om begyndelsen, kan væren ikke stå stille. Den må udfolde sig i tid. Det sker ved, at den inddrager negationen eller tilintetgørelsen, så væren og intet falder sammen. Hermed gøres der forskel, ikke blot i tid, men også i rum. Den ubestemte væren bestemmes og brydes op.

Hegel fordeler væren og tid til hver sin dimension – og alligevel ikke. Hvordan iagttageren og det iagttagne forholder sig til hinanden over tid overlades til teorien om, hvordan væren fremtræder – fænomenologien – mens logikken tager sig af de rene begreber. Men også logikken har tiden i sig, fordi den føl-

Det filosofiske blik

26

ger overgangen fra væren til tilbliven. En teori om begyndelsen må være dynamisk.

Men hvorfor starter Hegel med den rene væren – Det – og ikke det rene Jeg? Hvorfor skal det iagttagne og ikke iagttageren have forret? Her kunne Hegel svare, at både Det og Jeg må være. Men det svar gentager blot, at væren er grundbegrebet.

Hans argument er, at det rene Jeg er for langt fra det empiriske jeg til at opfylde kravet om bekendthed. Vi kan ikke forestille os det rene Jeg. Men gælder det samme ikke den rene væren?

Også Det er fjernt fra hverdagens ting, især hvis Det omfatter både iagttager og iagttaget. Hertil kommer to andre ting.

Den væren, som vi kan anskueliggøre os, er afgrænset, altså bestemt og altså ikke ren. Og når vi tænker os væren, gør vi forskel mellem os selv og den væren, som vi iagttager.

Så hvordan kommer vi videre? Hegel undersøger, om det er muligt at frigøre sig fra væren og gøre tilblivelsen, som proces, til begyndelse. Men også her opstår der vanskeligheder.

En proces må være en proces af »noget«. En ren proces er en uting. Og så er vi tilbage ved væren, som bliver Hegels start.

Hegels problem er ikke, at han vil udvikle en tidløs teori om tiden. Heller ikke, at væren skal omfatte subjekt og objekt. Og heller ikke, at begyndelsen må være bekendt. Anstødsstenen er, at han vil give den rene væren en indre og altså naturlig dynamik, som samtidig åbner for en åndelig proces, som igen hverken er blot fysisk eller blot psykisk, men verdenshistorisk.

Hegel accepterer, at viden om verden er styret af fordomme.

Den har et sigte. Men den filosofiske viden skulle gerne inddrage og altså unddrage sig fordomme. Han vil, som filosof, trænge helt ud i verdens yderste blinde plet og ikke selv iagttage ud fra en blind plet. Han vil hinsides historien for at opspore dens dynamik og erobre en absolut viden om det empiriske.

27 Det filosofiske blik

Men når han vil finde det punkt, hvorfra historien flyder, ender han som et konkret og tidsbundet individ med at blive suget ind i og skyllet af sted af historiens strøm. Hverken politisk eller filosofisk lader historien sig tvinge.

Hegel vil starte med en tom og alligevel bekendt væren. Han vil sætte den i bevægelse ved at fylde den med intet og med tid. Men bevægelsen må ikke være blind. Den må ikke blot være en naturkraft, men skal ske «med ånd» – og ånden er andet og mere end det psykiske. Dens første indsats er negation og altså frastød. Nu sker der noget. Men hvad der sker, er stadig ubestemt. Skal bevægelsen bestemmes, må iagttageren inddrages, og det ønsker Hegel ikke, fordi vi så er ovre i det blot empiriske. Iagttageren er ikke det enkelte individ, men et superindivid, som kan kaldes for ånden, verdenshistorien eller gud.

Herved er vi hinsides det empiriske. Men uden det empiriske kan bevægelsen ikke få den bekendthed, som Hegel kræver. Hvis ikke begyndelsen har noget fortroligt over sig, er den blind og overgår til gud eller naturen, sådan som det sker hos Spinoza. Uden iagttager er væren tom og blind, fordi forskellen mellem iagttager og iagttaget klapper sammen. Iagttageren er helt ude af sig selv og helt inde i væren. Derfor må iagttageren forskydes op i det absolutte. Men hvordan kan Hegel iagttage totaliteten? Dilemmaet er, at enten iagttager han med fordomme, og så falder hans soufflé sammen, eller også iagttager han fordomsfrit og bliver i stand til at iagttage gud – natur, verdenshistorie – og altså være hinsides den gud, som omfatter alt.

Enheden af iagttager og iagttaget er udgangspunktet. Men ligesom mystikerens enhed med verden er det en umulig grænseposition. At smelte sammen med verden er at dø. Og hvordan kan den døde enhed være bekendt? For Hegel kom-

Det filosofiske blik

28

mer det bekendte fra alt det, som går forud for tankens bevægelse og som på én gang er det, som fylder tanken, og det, som tanken abstraherer sig bort fra. Men det betyder jo, at når tanken starter sin flugt mod det ubestemte, er den allerede bestemt af det, som går forud. Når begyndelsen skal tænkes, er den uundgåeligt fortid, så tanken om begyndelsen er tankens memoirer. Så Hegels radikale abstraktion, den rene væren, viser sig ved nærmere eftersyn at være en pseudo-abstraktion.

For at yde det ønskede kræver den i det skjulte et supplement af alt det, som den har udrenset for at opnå sin renhed.

Det er paradokset, som Hegel ikke vil anerkende. Han kritiserer Kant for at abstrahere sig ud i tomme og almene begreber. Han selv vil være konkret og skabe hængsler mellem empiri og begreb. Men når han gør det, styres han af de fordomme, som han vil styre uden om og op over.

Hegel følger historien og sætter den på begreb. Men han sætter sig ikke ud over den og undslipper den ikke. Den rene tanke findes ikke, og historien stopper ikke med ham. Hegels blik, med dets ambition om at være et blik for alle tider og alle blikke, synker ned i geleddet og bliver et blik blandt andre.

Det er filosofiens sædvanlige historie og viser blot, at et blik er kontingent. Et blik kan være et andet blik, og intet blik er gennemsigtigt for sig selv. Det fortaber sig i sin kultur og sin krop og må tage sin vilkårlighed og sine fordomme på sig, springe ud i det og se, hvad der sker, når det udfolder sin indre logik, støder sammen med andre blikke og vinder sin plads i samfundet.

Tre niveauer Det filosofiske blik er rettet mod hele verden, herunder sin egen verden. Filosoffer iagttager, hvordan andre filosoffer iagt-

* Sartre, Jean-Paul. Eksistentialisme og marxisme, København: Gyldendal, 1969, s. 13

29 Det filosofiske blik

tager, og de er aldrig tilfredse, fordi de vil leve i en verden, de kan genkende og anerkende.

Et blik på verden udtømmer ikke verden og frister til modsigelse. Derfor er der filosofisk krig på tre niveauer. Først det teoretiske niveau, hvor filosoffer tester hinandens argumenter.

Det kan være et nørdet spil, mest for specialister. Dernæst det sociale niveau, hvor filosoffer med forskellig livsform har hver sit blik. Slaver tænker og drømmer anderledes end frie mænd, aristokrater lever i ærens verden, borgere i pengenes. Og endelig det historiske niveau, hvor ny erfaring ikke forløses af et gammelt blik, så social forandring ledsages af et blikskift.

Sartre* hævdede, at enhver epoke har sin dominerende filosofi. Det er ikke helt rigtigt. I enhver periode er der sociale konflikter både mellem grupper og inden for grupper, og begge kan udfolde sig som filosofiske konflikter. Hver gruppe udlægger verden på sin egen måde, og filosofi vinder langsomt klarhed og kraft ved at hævde sig over for andre filosofier, både vennernes og fjendernes. Kritik kan føre til små justeringer eller radikale blikskift.

I denne kamp er der tilbagevendende temaer, og ord kan skifte position og bevæge sig fra periferi til centrum og omvendt. Det tog »demokratiet« mere end 2.000 år at komme sig over sit nederlag i antikken og igen at blive et ord med gennemslagskraft.

I nogle perioder har én filosofi været dominerende på den måde, at den har fået statsmonopol og ret til at bekæmpe andre filosofier som statsfjendtlige. Man kan diskutere, om det er filosofiens kulmination eller død.

Refleksion, som kritik og selvkritik, driver filosofien frem. I rolige perioder sker det med små justeringer. I urolige perioder bliver blikket uroligt, og filosoffer går op i det høje gear og

Det filosofiske blik

30

konkurrerer om at udforme det blik, som giver ord og sammenhæng til en ny tids erfaring. Ordene kastes i historiens smeltedigel, indtil et nyt blik krystalliserer sig. Der er en dyb trang til at leve i en beboelig og forståelig verden, hvor ens ord passer og ens handlinger er legitime.

Når den ene filosof iagttager den anden – som kan være ham selv tidligere – kan han se de fordomme, som usynligt styrer den andens tanke. Det filosofiske pulsslag dunker i takt med de slagsmål, som opstår, når et filosofisk blik med en struktur af ord åbner for den nye verden, det er født af. Renæssancens elite opdagede verdener hinsides havene, de udforskede naturens og magtens hemmeligheder, opfandt maskiner og affærdigede religionen. Den kunne ikke genkende sig i det feudale billede af mennesket som bundet til sin stand og hærget af arvesynd.

Filosofi og livsform Filosoffer nøjes ikke med at tage hinanden i hånden i en dødedans op gennem historien. De slås med både forgængere og samtidige i en livsdans, hvor de giver ord og legitimitet til den livsform, som har formet deres erfaring.

Hvad der er naturligt og unaturligt, nødvendigt og tilfældigt, muligt og umuligt, rigtigt og forkert, ændrer sig fra tid til anden. Gamle livsformer bryder sammen – nomadesamfundet, slavesamfundet, bondesamfundet, enevoldssamfundet, industrisamfundet – og erstattes af nye. Hver livsform finder sine egne ord, som forløser dens erfaring, indsætter den i verdens centrum og gør dens magtkrav acceptable.

Selv om det er et filosofisk ideal, at tanken kommer stadig nærmere til en evig sandhed, er filosofien ikke en ubrudt tilnærmelse til Sandheden med stort S. Den er ikke en logisk be-

31 Det filosofiske blik

arbejdelse af sanseindtryk, som er ens til alle tider, sådan som de logiske positivister troede. Dens centrale ord er dybt mærket af en tid og en livsform – hvad et menneske er, hvordan universet er indrettet, hvordan politisk magt skal begrundes, og hvad sandhed, godhed og skønhed er.

Et filosofisk system er ikke en neutral afspejling af verden, men et bud på, hvordan verden kan beskrives og leves – en persons, en klasses og et samfunds selvbeskrivelse, hvor de kaster sig ud i en verden, som de løbende skaber som en selvopfyldende profeti. De anlægger et blik, ser hvad de kan se og hvad de gerne vil se og gør sig blinde for – eller afviser – andre muligheder. Beskriver man mennesker som slaver, som syndige eller som aggressive, opstår disse egenskaber som et ekko af ordene, især hvis ordene har institutionernes magt bag sig.

Når et blik ikke blot bruges til at iagttage, men også iagttager sig selv, er dets selvbeskrivelse samtidig dets memoirer. En livsform gennemskuer først sig selv, når den har udtømt sine muligheder.

Ingen filosofi hænger lydefrit sammen. Alle filosofier hviler på ubegrundede antagelser og kan afvises med et hug. Ingen har givet tvingende svar på verdens oprindelse, kroppens forhold til bevidstheden eller livets mening. Romernes tanker sprængte den græske bystats tanker ved at indsætte individet i en kosmisk orden, som verdensborger, renæssancens tanker punkterede den feudale tanke om det bundne menneske, merkantilismen rendyrkede det økonomiske blik, oplysningens filosoffer tænkte ud over enevældens hierarkier, ind i en lys fremtid, demokratiets blik tillod alle at komme til orde, og velfærdens blik gjorde menneskers erfaring betinget af sociale årsager.

Filosofi er en livsform sat på begreb. Den forældes, når den livsform, som den udspringer af og artikulerer, synker bagud

Det filosofiske blik

32

i historien. Det sker aldrig af sig selv. Filosofien lever af krig, og destruktion er starten til konstruktionen af et nyt blik. Den er en kampform: ord mod ord, argument mod argument, tese mod tese – og nogle gange politi mod kættere. Men det er en civiliseret krig, som kun er en krig om ord, ikke om kroppens liv og død, selv om kampen om ord kan have konsekvenser for kampen om kroppene.

Selv da kritik var forbudt, maskerede fornyelse sig som fortolkning af det gamle. Op gennem historien kan man følge en kamp mellem blikke. Et døende blik, eller et dæmrende blik, kan ikke mobilisere den selvfølgelighed eller det raseri, som et dominerende blik råder over. Det har ikke modelmagt og kan hverken appellere til et »sådan er det bare« eller tilkalde inkvisition og politi.

Men hvordan kan en filosofi både være en livsform sat på begreb og alligevel appellere på tværs af livsformer? Svaret findes i den filosofiske tradition, som er et uudtømmeligt reservoir af argumenter og tankefigurer, som ikke får lov til at synke i glemsel, men tages op til stadig fornyet overvejelse. Et nyt blik opstår ved at bryde og altså samtale med et gammelt, og det får identitet i sin kontrast til andre blikke, fortidige og nutidige. Identitet kræver et blik udefra, og selv afvisning og foragt rummer en slags anerkendelse. Der er små filosoffer, som kun huskes, fordi de blev kritiseret af de store.

Selv om enhver filosofi er bundet af sin tid, er nogle filosofier også hævet over den. De giver svar på spørgsmål, som er evige i den forstand, at de stilles i ethvert udviklet samfund – forholdet mellem Jeg, som iagttager, Du, som også iagttager, og Det, som både Jeg og Du iagttager. Altså den subjektive, sociale og fysiske virkelighed. Alle sprog kan oversættes til hinanden, også filosofiens, og hvert sprog giver et svar på, hvad det vil sige at være menneske. I modsætning til teknologi og læge-

Når blik møder blik Filosofien opstod på samme tid som demokratiet og pengene.

Det er formentlig ingen tilfældighed. Med penge udveksler man varer, og med demokrati og filosofi udveksler man ord.

33 Det filosofiske blik

kunst afkaster filosofien ikke sin fortid. Den nyder sin fortid, som aldrig kommer igen, ligesom man kan nyde sin barndom.

Den stærkeste filosofi trænger ned til grundvilkår, som nye generationer kan spejle sig i, selv om ordene og deres livsform er blevet fremmed. Livets spektrum udvides, og vi får øje på andre måder at være menneske på, ligesom det sker i litteratur og billedkunst. Den finder de dybe og strømførende lag, som giver energi til alle tider. Den omspænder øjeblikkets nærvær og verdens orden. Filosofiens historie viser også et fællesskab på tværs af tid og rum.

I filosofiens blikskift møder vi verdens historie. Men det er ikke givet, at en epoke har sin mestertænker, som sætter ord på dens blik. Der er blikke, der diffust samler sig og sætter sig igennem som et Juggernaut-hjul, drevet af mange øjne og ord, uden at nogen synlig aktør lægger navn til. Merkantilismen, som i 1600-tallet ændrede Europas behovsstruktur, har ingen enkelt stemme. Den byggede på en plumret og dobbeltmoralsk alliance mellem stat og erhverv og egnede sig ikke til skarp filosofi. Naturvidenskaben har heller ikke en mestertænker, selv om navne som Newton og Einstein let melder sig. Også 1900-tallets velfærdssamfund ændrede menneskers måde at beskrive sig selv. Heller ikke her har en mestertænker givet en samlet fremstilling af velfærdens filosofi. Velfærden er ikke opstået efter en samlet plan, men i små og spredte nøk, der langsomt samlede sig til et blik fuldt af omsorg og undskyldning og kompensation.

Det filosofiske blik

34

Forskellen mellem politik og filosofi er, at den demokratiske diskussion handler om magt, mens den filosofiske diskussion handler om sandhed. Der er forskel på at få ret og at have ret.

For begge gælder, at den voldelige krig på liv og død er afløst af ordenes krig.

Hvis et filosofisk blik betragtes som blot et »udtryk« – »sådan tænker medlemmer af livsform X« – bliver spørgsmålet om sandhed sat i parentes. I det lys er sandheden relativ, afhængig af en persons og en livsforms måde at forstå verden.

Andre livsformer anlægger et andet blik. I det lys er filosofi ikke forpligtende. Argumenter overbeviser kun i en periode, og nogle af filosofiens problemer bliver løst på den måde, at ingen finder dem værd at diskutere.

Livsformer kan ikke overbevise hinanden. Selv om det er svært at løbe fra en selvmodsigelse, er det sjældent, at filosoffer giver hinanden ret. Det skyldes ikke kun, at deres intuitioner om rigtigt og forkert er forskellige, baseret på forskellige erfaringer. Det skyldes også, at en filosofi er det, som Sartre kalder for et »udkast«. Den kaster sig ud i fremtiden som et livsprojekt, en utopi, som dens ophavsmand og hans tilhængere forsvarer med – og som – deres liv. De sætter en verden på ord og bidrager hermed til at styrke den. For uden ord får ingen livsform legitimitet.

Når en filosof kritiseres, finder han smuthuller, gør sine argumenter mere indviklede, og kritiserer kritikerne for at misforstå. Han »lægger sig fast« på et blik og nægter at opgive det, uanset strid modvind. Han betragter fiasko som forsinket succes og ser sig selv som foregangsmand for en verden, ingen andre endnu har set. At han samtidig kan revidere, nuancere og forfine, siger sig selv. Her kan filosofi blive til filigran, et utilgængeligt og nørdet socialt spil, som undrer udenforstående.

Tænk at de gider!

35 Det filosofiske blik

Ses filosofi blot som en gruppes selvbeskrivelse, er en filosofisk diskussion pseudo. Hvis et synspunkt blot udtrykker, hvad en gruppe eller en person synes, er der intet at diskutere. Jeg synes ét, du noget andet, og så er vi klogere på hinanden, men ikke på mere. En filosofisk diskussion må åbne for den mulighed, at en fælles sandhed viser sig. Ellers er den en religiøs diskussion, hvor sandheden er givet og ikke kan fraviges, kun gentages og måske nuanceres, eller en politisk diskussion, hvor målet er succes – at overbevise et flertal, at få ret og gøre sig gældende – uanset om det sker ved at appellere til logos, etos eller patos.

Hvis ikke argumenter tages alvorligt, forsvinder forskellen mellem retorik og filosofi, mellem at overtale og at overbevise.

Konsekvensen er relativisme. Men at argumenter tages alvorligt, betyder ikke andet end at man tager ordene og deres konsekvenser alvorligt, både hos sig selv og andre. Under evighedens synsvinkel er enhver filosofi slået med vilkårlighed.

Sandheden findes ikke, verden kan ikke iagttages som den er. Afgørende er derfor en filosofis sociale gennemslagskraft, dens succes med at anlægge et blik og sætte en dagsorden, som styrer beslutninger i parlament, skole, retssal, familie og kirke.

I antikken påtog sofisterne sig at lære Athens overklasse, hvordan den kunne begå sig i det demokrati, som var resultatet af et klassesamarbejde mellem aristokrati og tredje stand.

De var skeptiske og verdenskloge og fremførte påstande såsom at ret er magt, at mennesket er altings målestok, og at livet handler om nydelse.

Fremsætter man en påstand, er man forpligtet til at begrunde den. Ellers er den intet værd. Argumentet blev filosofiens møntfod og kampform, og en filosofisk påstand blev en opfordring til en dans på argumenter. Bortset fra Thales står alle

Det filosofiske blik

36

filosoffer i en polemisk situation, hvor positioner »prøver« hinanden, og den kritiske holdning er så indgroet, at filosoffer ofte skaber et barsk miljø for sig selv. Med filosofien kommer også skænderiet og nedsablingen og foragten.

I en demokratisk stat udkæmpes en civiliseret krig mellem mange livsformer, hver med deres fordomme. Når én siger ja, siger en anden nej, og et nej er ikke kætteri og oprør. Ingen ejer samtalen, ingen har monopol på afgørelsen, alle kan komme til orde. De er uenige om samtalens indhold, enige om dens form.

Man kan ikke være fundamentalist og filosof.

Samme kløft mellem form og indhold findes på det økonomiske marked. Også her er der en fælles interesse i at udveksle, som – ideelt – undgår vold, selv om den græske gud for handel, Hermes, også var tyvenes gud. Filosofi, demokrati og markedsøkonomi er beslægtede. De bygger på fri udveksling, og hos alle tre råder markedets logik. Men den logik fandt Platon pervers. Han hadede demokrati og retorik, fordi de tillod mange »sandheder« at leve side om side uden mulighed for definitiv afklaring. Han ville kun vide af den filosofiske kamp om sandhed, og han troede på, at den kunne vindes – at sandhed er en saglig sag, hvis den testes i fri dialog. Som aristokrat ville han forsvare traditionen over for Athens tredje stand, bestående af købmænd, håndværkere og bønder.

I en politisk konflikt kan der ske mange ting. Hvis den ikke fører til krig, men nøjes med diskussion, kan hver part 1. afvise de andre og acceptere sig selv, hvilket er en dogmatisk holdning, 2. acceptere de andre og afvise sig selv, hvilket er en ekstrem tolerant og i sidste ende selvødelæggende holdning,

3. afvise de andre og afvise sig selv, hvilket er en ekstrem skeptisk holdning, som i sidste ende er selvødelæggende, og 4. acceptere de andre og acceptere sig selv, hvilket åbner for, at parterne på baggrund af en vis gensidig respekt kan indlede en demokratisk diskussion om, hvordan de skal forpligte sig over for hinanden.

DIALOGTYPER

Accept af sig selv

Afvisning af sig selv

Accept af andre

Demokrati

Ekstrem tolerance

Afvisning af andre

Dogmatik

Ekstrem skepsis

37 Det filosofiske blik

I sammenstødet mellem livsformer lægges alle intuitioner om sandt og rigtigt i et syrebad af refleksion. Man tvinges til at »tænke sig om«, altså forandre sig, når man ikke kan forvise, udstøde eller dræbe sin modstander.

Sproglig og økonomisk udveksling forstærker både ens egen og modpartens identitet. Når man iagttager andre, og bliver iagttaget af dem, opdager man sig selv og sin blinde plet. Man ser, at verden kan beskrives på andre måder, og at ens eget blik er kontingent – et kunstord, som rummer tre negationer: ikke vilkårlig, ikke umulig, ikke nødvendig. Men er det muligt at finde et fast ståsted i disse kredsløb af livsformer, som iagttager hinanden? Kan en livsform hævde – og have ret i – at dens måde at iagttage verden på er sandere end de andres?

Filosoffer lægger sig fast på et blik og insisterer på dets sandhed. Men historien spotter deres sikkerhed og lader det ene blik følge det andet. Er den yderste sandhed så, at der ingen sandhed findes, og er det sandhedens hævn – at den finder sig selv i sit fravær?

Sandhed og succes

Det filosofiske blik

38

Mennesker lever og handler, før de tænker og taler. Før de kan gøre, som de siger, må de kunne sige, hvad de gør. Forud for teorien går en praksis, hvor mennesker lever med deres krop, håndterer ting og meddeler sig til andre. Der er et ekstremt misforhold mellem en toårigs kropslige kompetence og verbale armod.

Der kan være magt i et filosofisk blik. Født af en praksis giver det teori til den praksis, det er født af, og bidrager til at befæste den. Før teorien kom praksis, rigere, mere plumret og smidigere end sin teori. Efter teorien kommer en forvandlet praksis med andre ord. Filosoffer som Luhmann og Foucault har opsporet, hvordan ord skifter mening over tid og indgår i helt forskellige livsformer og sprogformer, og hvordan der i samfundets praksis – dets love og domstole, opdragelse og arbejde – gemmer sig stiltiende blikke, som tages for givet i en bestemt periode. Så længe de er gældende, leverer de fordomme, som de fleste går ud fra, og former de gensidige forventninger, som leverer uiagttagne præmisser for iagttagelsen.

Den massive træghed i disse systemer af forventning betyder, at de ikke opgives, blot fordi de trækkes frem i lyset, gennemskues og kritiseres.

Hinsides spørgsmålet om en filosofis sandhed står dens succes. Et blik er aldrig ubetinget sandt eller falsk. Men det kan blive sandt og gøres sandt, når det bærer en tidsånd og overtages af dens magthavere. Hvad der senere afsløres som illusioner, kan have virkelige virkninger og på den måde være virkeligt. Skønt der ikke findes hekse, er kvinder blevet brændt som hekse, jo mere skyldige, jo mere de bedyrede deres uskyld. »Heks« var et virkeligt begreb, et begreb i virkeligheden. Illusioner skabt af massemedier og dygtigere retorikere kan slå rod, vinde modelmagt og blive en social realitet.

Blikkets dybdehistorie Vi kender verden og os selv, fordi vi kan iagttage. Uden iagttagelse er der ikke engang intet. Selv om iagttagelse i sin nøgne form er identisk til alle de tider, hvor der har eksisteret mennesker, er den i sit indhold uundgåeligt formet af en historisk position, som vi har kaldt for et blik. Op gennem historien kan man følge en serie af blikke, hvert med særlige programmer til at iagttage. At et nyt blik afløser et gammelt, betyder ikke, at det gamle tilintetgøres. Det lever videre, men uden at sætte samfundets dagsorden. Det er, på tysk, ein konsequenzloser

39 Det filosofiske blik

Mestertænkere har succes med at give ord til de grupper, som for en tid sætter samfundets dagsorden – ikke fuldstændigt og konsekvent, normalt delvist og med kompromiser, når filosofiens simple modeller skal omsættes til en kompleks praksis, hvor mange hensyn og loyaliteter støder sammen. Det filosofiske blik bliver politisk, når det overtages af magthavere og får om ikke monopol på sandhed, så dog dominans i institutionernes praksis, hvor dets sprog tages for givet og dets ord vejer tungere end andre. Der er ikke kun symbolsk vold i det filosofiske blik, men måske også politisk vold efter det, når andre blikke forfølges som forkerte og perverse blikke.

En bedre filosofi erstatter ikke en dårligere, fordi filosofi, som søger ned til grundlaget, af den grund ikke råder over en stærk bevislogik. Et grundlag kan ikke begrundes – kunne det, var det ikke grundlag. Filosofiens historie er både dens memoirer og dens forråd af temaer og tankeprogrammer, som kan justeres og genbruges. I kæden af filosofiske blikke øjner man den store verdenstids epoker, den mellemstore samfundstids stridigheder og den lille hverdagstid, hvor Sokrates vandrer rundt i gaderne og Descartes sidder foran ilden i sin slåbrok.

Det filosofiske blik

40

Privatblick, som dog er med til at give forståelsen historisk dybde og tyngde.

Førsokratikerne iagttog naturen ud fra et blik om udveksling, som handlede om forholdet mellem konstans og variation.

Hvad forandrer sig ikke, når verden forandrer sig? Det blev efterfulgt af et blik om form, hvor Aristoteles ændrer Platons forskel mellem flygtig sansning og usynlige ideer til en forskel mellem tingen og dens egenskaber. I kriseperioden efter den romerske republiks fald og kejserdømmets indførelse konstruerede stoikerne et blik om kosmos, hvor alle mennesker var frie og lige borgere i et verdenssamfund. Middelalderens blik havde gud som centrum. Det blev langsomt trukket ned på jorden, først af rationalismen, som gjorde subjektet og dets intuitive evidens til garant for viden, senere af empirismen, som ryddede bordet med et blik om et direkte forhold mellem subjekt og objekt, både som sansning og som arbejde. Men empirismens skema underminerer sig selv og banede vej for oplysningstidens blik, som gjorde fornuften til gud. Da den rene fornuft blamerede sig under Den Franske Revolution, satte 1800-tallets blik om historie ind. Her drukner subjektet i historiens syrebad hos Hegel, Marx og Nietzsche, blot for at genopstå i eksistentialisme og fænomenologi. 1900-tallets tekniske revolutioner gjorde det anstrengt at søge sandheden om individet i dets forhold til naturen. I stedet udvikles et blik om kommunikation, som indvendigt og nødvendigt, ikke blot udvendigt og tilfældigt, inddrager samspillet mellem blikke og bliver et blik af anden orden. Her er intet privilegeret blik, og ingen ejer den samtale, som filosoffer med hver sit blik fører med hinanden.

Iagttagelsen er iagttagelsens eget tema.

Så mens filosofien startede som refleksion over naturens udveksling, er den foreløbig endt som refleksion over menneskers udveksling.

41 Det filosofiske blik

Det moderne blik opgiver filosofiens klassiske ambition om den faste grund og iagttager ikke blot, hvordan verden styrer blikket, men også hvordan blikket styrer verden, og hvordan der er kamp mellem blikke, så verden bliver et blikspil. Det handler ikke om, hvad verden er, men hvordan den iagttages.

Det handler ikke blot om sandhed, men også om hvordan forskellige blikke op gennem historien har kunnet gøre sig gældende og for en tid været sande.

En filosof iagttager med et blik og iagttages af andre filosoffer med et andet blik. Også forholdet mellem filosoffer kan iagttages og kommenteres, så resultatet er iagttagelse af første, anden, tredje og n’te orden. Men uanset hvilken orden iagttagelsen befinder sig i, er den altid iagttagelse af første orden: A iagttager X. Filosofien undersøger, hvad der dybest set er på spil her, så filosofiens historie er blikkets dybdehistorie – de bærende tanker.

»Mesterlig filosofihistorie ...

Som introduktion og levende filosofihistorie er den superb.«

BL IK SKIF T Ole Thyssen

BL IK SKIF T

Pressen skrev

Hvad kendetegner det filosofiske blik? Hvad er forskellen mellem det filosofiske og det religiøse blik? Kan man iagt­tage med flere blikke samtidigt? Med kærlighed og kynisme på én gang? I tre essays undersøger professor Ole Thyssen, hvad filosofisk iagttagelse er. I centrum står blikket og de fordomme, som altid er aktive, når vi iagttager verden, de andre og os selv.

O le T hy sse n

»Når man først får øje på blikket, ser man det overalt – ser hvordan alt, hvad der siges og gøres, er vinklet og sker udfra en særlig position.«

Tre essays om filosofisk iagttagelse

Ole Thyssen (f. 1944), dr. phil, professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, Copenhagen Business School, hvor han underviser i filosofi og samfundsvidenskabelig teori. Han har skrevet talrige bøger om filosofi, ledelse og kommu-



nikation, f.eks. Det filosofiske blik (2012), Verdens­

samfundet (2009), Iagttagelse og blindhed (2000) og

Henrik Gade Jensen, Jyllands-Posten

Krigeren, borgeren og taberen (2006) sammen med

»Afløseren for Sløks idehistorie.«

Henrik Dahl.



Niels Houkjær, Berlingske

»Han har givet os en ny selvstændig filosofihistorie på dansk ... et væsentligt og værdifuldt arbejde.«

Kai Sørlander, Weekendavisen

»Overbevisende og original.«

Asger Brandt, Kristeligt Dagblad

Informations Forlag