Begejstring & brutalitet – En guide til anmelderens rolle

Begejstring og brutalitet er et portræt af anmelderens position i samtidens mediestrøm og kunstkritik og anmelderens forpligtelser over for kunstnere og læsere. Det er en bog om profileringen af kritikeren som smagsdommer og om nettets voksende betydning for kunstdebatten.

Forfatterens egne erfaringer som teateranmelder danner udgangspunktet, men eksempler og problematikker stammer i lige så høj grad fra litteratur-, film- og musikanmeldelser.

Det er også en lærebog i at skrive anmeldelser og en gennemgang af både stjernesystem og anmeldertyper. Samtidig viser bogen anmeldelsers historiske udvikling fra 1700-tallet til i dag beskrevet gennem 16 anmeldelser af Jeppe på Bjerget gennem tiderne.

”Enhver anmeldelse rummer en mulighed for at vurdere et kunstværk som et mesterværk. Og enhver anmeldelse risikerer at komme til at dræbe et kunstværk.”

En guide til anmelderens rolle

Foto © Jacob Stage

Forfatter til bl.a. balletbøgerne Sylfiden findes m. fotos af Jan Grarup, 2008 og Hvor danser Den Kongelige Ballet hen? 2002. Medforfatter til Dansen i Spejlet om John R. Johnsens dansefotos, med Erik Aschengreen, 2012.

Anne Middelboe Christensen

Anne Middelboe Christensen, født 1964.

Cand.mag. i dansk og teatervidenskab.

Ekstern lektor i Kulturjournalistik ved Københavns Universitet siden 1995. Teaterkritiker ved Dagbladet Information siden 1995 – og ved Børneteateravisen.dk siden 2004. Medlem af juryen bag Årets Reumert siden 2008.

”Man kan skrive hvad som helst i en anmeldelse. Men man har kun sin egen troværdighed at skrive op ad. Sin faglige integritet og sin årelange dedikation til kunsten. Man kan godt smiske sig frem i kunstverdenen det første stykke vej, men ikke det afgørende.

Ikke derind, hvor anmeldertroværdigheden ligger.” ”Langt de fleste nye kunstværker vurderes til tre-fire stjerner. Problemet er, at tre-fire stjerner ikke ligefrem lokker læseren til at læse hele anmeldelsen.” ”Som kritiker kan man ikke tvinge sig selv til at blive forelsket i et værk. Men man må omvendt heller ikke stritte imod, hvis man pludselig mærker, at værket drager én på en uimodståelig måde.”

Uddrag fra bogen

GUIDENS INDHOLD

TAK ANMELDERINDFALD

7 KRITIKERENS FORTRYDELSE

8

PROLOG 9

KRITIKERMONOLOGER ET PORTRÆT 12

Forargelsesmonolog Hvorfor kører anmeldere på cykel?

13

Fortrængningsmonolog Hvad fortæller anmelderen ikke?

27

Forundringsmonolog Hvorfor har vi brug for anmeldelser? 35

Forelskelsesmonolog Hvordan går man ind i et kunstværk – 61

og ud igen?

ANMELDERINSTRUKTION EN MANUAL 68

Anmeldermetode Anmeldelsens struktur 69

Kritikergreb Anmeldelsens temperamenter 77

Læsertilpasning Anmeldelsens modtagere 81 Vingefang Anmeldelsens sommerfuglegenre 86

Spejlbilleder De syv anmeldertyper 88

Karakterskala De seks stjerner 92

1

2

4

3

FRA PEN TIL MAC EN HISTORIE Styrtdyk i kritikhistorien Anmeldelsernes århundreder

I seng med jeppe

Anmeldelser af Jeppe på Bjerget

94 95 109

ANMELDERUDFALD ANMELDERENS HEMMELIGHED 134

EPILOG

135 EFTERSKRIFT

Nekrolog over en teateranmelder

137

LYSTLÆSNING

Anmelderlitteratur og kritikervidnesbyrd

141

5

ANMELDERINDFALD

8

PROLOG ”Du er altid så begejstret.” Sådan siger folk tit om mine anmeldelser. Venligt, men også nedsættende. For det er tydeligvis finest at være brutal i sin vurdering, når man er kritiker. I hvert fald set fra de læsere, der ikke selv har prøvet at blive anmeldt.

Al kritik skyldes kritikerens begejstring. Man kan næppe være kritiker uden at elske sin kunst. Man kan måske heller ikke være kunstner uden at hade sin kritiker – i hvert fald af og til. Og man kan nok ikke være læser uden at nyde det allermest, når kritikeren hader kunsten.

Kritikkredsløbet har sine egne love. I 2010erne raser kritikerkampen. Kampen mellem kunstnere og anmeldere, men også mellem kritikere og redaktører – og mellem papiranmeldelser og anmeldelser på nettet.

Denne bog handler om kampen for anmeldelserne. Om anmeldernes kamp og om kunstnernes kamp. Den kan læses som et personligt indspark i debatten om anmeldelserne – og som en opfordring til at lade debatten blusse endnu hedere og mere engageret. Helst inden anmeldelserne helt er sparket ud af papiraviserne og over på nettets urskov af sites og blogs.

I min optik er anmeldelserne afgørende for kunstdebatten i det offentlige rum og dermed for samfundets selvforståelse. Borgerne har brug for anmeldelserne – og det har kunstnerne også. Et demokrati kræver en kunstdebat, der er lige så kvalificeret som den udenrigspolitiske debat eller miljødebatten. Uden kvalificerede kunstvurderinger bliver kunsten betvivlet som samfundets spejl – og især den smalle kunst bliver henvist til at være luksusresort. Det er skrækscenariet.

Anmelderen er truet. Kunstnerne udtrykker i stigende grad lyst til at tæske løs på kritikerne eller i hvert fald hælde vand i hovedet på dem. Kløften og den hadefulde magtkamp mellem kunstnere og anmeldere bliver italesat så uskønt som aldrig før. ”Hvem myrder hvem først?” tænker man bare.

Anmeldelserne er også truet, fordi mængden af kunst vokser og vokser – og fordi dagbladene og tidsskrifterne prioriterer skarpere og skarpere, så mange anmeldelser skubbes over på nettet eller slet ikke bliver skrevet. Der kommer mere og mere kulturstof i flere og flere tillæg. Men kulturartiklerne er typisk interviews og features, ikke anmeldelser. I denne kultureks-

9

ploderende tid prioriterer aviserne stof om kunstnerne højt, ikke om selve kunstværket.

Kunstnernes bagland – forlagene, gallerierne, teatrene, filmselskaberne og spillestederne – nyder både succeserne og skandalerne i kølvandet på anmeldelserne. Men egentlig vil baglandet gerne nøjes med anmeldernes stjerner. I hvert fald hvis der er mange af dem.

Aviserne prøver at tage livet af anmelderne ved at tvinge dem til at skrive kortere og kortere – til uslere og uslere honorarer. Radio og tv forsøger at reducere kritikerne til gratis servicemedarbejdere i guideprogrammer. Den gamle universitetsprofessorkritiker er død, og den professionelle fuldtidskritiker er et faktum, ikke mindst i lyset af den nye semiprof-anmelder på nettet, hvor også amatøranmelderen boltrer sig.

Online-magasiner lokker anmelderne med ubegrænset plads, men også med nettets usynlighed. Blogs logrer med uhæmmet personprofilering blandt de indviede. Facebook-venner har travlt med at copy-paste i vildskab. Twitter-freaks kaster links ud uden at se sig tilbage. Politikerne dyrker kulturkanon og klassikere – og gør i øvrigt, hvad de kan for at kvæle kritikernes ekspertstatus. Og den almindelige befolkning følger efter med almindelige fordomme om kritikernes position som dommere.

Overlever anmelderen? Og overlever anmeldelsen? Egentlig kunne anmelderen sagtens gå hen og blive myrdet i stilhed. Af hævngerrige kunstnere – eller af en ikke-debatterende offentlighed, der er ligeglad. Men selve anmeldelsen kan samfundet ikke klare sig uden.

I denne bog fører anmelderen selv kniven. Skal det gøres, er det bedst at gøre det selv. Sådan tænker jeg i hvert fald efter mere end 25 år som balletanmelder og teateranmelder – tidligere ved Kalundborg Folkeblad og Weekendavisen og i skrivende stund ved Dagbladet Information og ved Børneteateravisen.dk.

Begejstring og brutalitet er en guide til anmelderens rolle – en indføring i anmeldelsens verden og kritikerens væsen. Og et portræt af medieverdenen, der tilsyneladende kun er interesseret i de allermest kontroversielle anmeldelser. Tilsyneladende.

10

Bogen er skrevet pĂĽ lige dele forundring, forargelse og forelskelse. Resten er fortrĂŚngning.

Anne Middelboe Christensen Hald i vintersol med forĂĽrsstrejf, 2012

11

KARAKTERSKALA

DE SEKS STJERNER

Kun én stjerne! Forfærdelsen, skrækken, kynismen, nedladenheden, bestyrtelsen, skadefryden – det hele vælter frem i tankerne ved synet af den ensomme stjerne. Dens spinkelhed får læseren til at suge hvert ord i anmeldelsen til sig – med skandalelyst og medfølelse i samme læsning. Godt-detikke-er-mig-følelsen vælter frem. Sammen med tankerne om den følelsesløse anmelder, båret af foragt eller beundring.

To stjerner forekommer kun sjældent.

Hvorfor give to, når man kan nøjes med én, lader de fleste anmeldere til at tænke.

Samtidig bliver der en særlig hørm af medlidenhed over de to stjerner. Som om anmelderen ikke har nænnet kun at give én og derfor prøver at glatte ud. Det gør faktisk de to stjerner ret utroværdige. Omtrent som ved en eksamen, hvor der dømmes ”dumpet” tilføjet det forklarende: ”misforstået opgave”.

92

Tre stjerner er måske den værste stjernetildeling, man kan få. Den stinker af middelmådighed på alle niveauer: Dårlig idé, dårligt håndværk, dårligt engagement. Øv. Problemet er, at middelmådigheden smitter af på anmeldelsen: For hvorfor læse om noget, som ikke er værd at bruge tid på – og som ikke engang er ringe nok til at skabe skandale?

At give tre stjerner er at bede om, at ens anmeldelse ikke bliver læst.

Fire stjerner er lidt ligesom et gammeldags 9-tal med pil opad. Eller som det nuværende 7-tal. Fint og øv på samme tid.

Fire stjerner signalerer noget kunst, der er prof og glimrende og sikkert med fine intentioner. Men de afliver håbet om det ekstraordinære og det sjældent sete. Fire stjerner er sådan, som livet er mest: Gentagende og uden de vigtigste højdepunkter. Driftssikkert og velafviklet.

Fem stjerner er en mærkelig nærvedog-næsten. De fem stjerner virker som anmelderens ”forsikringsvurdering”: ”Jeg gav ikke seks stjerner, for der var jo nogle problemer i krogene.” Fem stjerner har noget påholdende eller decideret nærigt eller køligt over sig, måske fordi de ofte uddeles uden synderlig argumentation.

Som om man godt vil klappe, men ikke rejse sig op og stampe af begejstring.

93

Seks stjerner er drømmen: Den rene hyldest, den uforbeholdne anerkendelse, genialitetens elefantorden. Hellere én seksstjernet anmeldelse end seks femstjernede. For kunstneren giver de seks stjerner en bekræftelse på, at de kunstneriske valg er lykkedes. For læseren giver stjernerne spontan lyst til fordybelse: For hvorfor opleves dette værk som optimalt?

Og hvad gør værket så anderledes end andre værker i tiden?

Begejstring og brutalitet er et portræt af anmelderens position i samtidens mediestrøm og kunstkritik og anmelderens forpligtelser over for kunstnere og læsere. Det er en bog om profileringen af kritikeren som smagsdommer og om nettets voksende betydning for kunstdebatten.

Forfatterens egne erfaringer som teateranmelder danner udgangspunktet, men eksempler og problematikker stammer i lige så høj grad fra litteratur-, film- og musikanmeldelser.

Det er også en lærebog i at skrive anmeldelser og en gennemgang af både stjernesystem og anmeldertyper. Samtidig viser bogen anmeldelsers historiske udvikling fra 1700-tallet til i dag beskrevet gennem 16 anmeldelser af Jeppe på Bjerget gennem tiderne.

”Enhver anmeldelse rummer en mulighed for at vurdere et kunstværk som et mesterværk. Og enhver anmeldelse risikerer at komme til at dræbe et kunstværk.”

En guide til anmelderens rolle

Foto © Jacob Stage

Forfatter til bl.a. balletbøgerne Sylfiden findes m. fotos af Jan Grarup, 2008 og Hvor danser Den Kongelige Ballet hen? 2002. Medforfatter til Dansen i Spejlet om John R. Johnsens dansefotos, med Erik Aschengreen, 2012.

Anne Middelboe Christensen

Anne Middelboe Christensen, født 1964.

Cand.mag. i dansk og teatervidenskab.

Ekstern lektor i Kulturjournalistik ved Københavns Universitet siden 1995. Teaterkritiker ved Dagbladet Information siden 1995 – og ved Børneteateravisen.dk siden 2004. Medlem af juryen bag Årets Reumert siden 2008.

”Man kan skrive hvad som helst i en anmeldelse. Men man har kun sin egen troværdighed at skrive op ad. Sin faglige integritet og sin årelange dedikation til kunsten. Man kan godt smiske sig frem i kunstverdenen det første stykke vej, men ikke det afgørende.

Ikke derind, hvor anmeldertroværdigheden ligger.” ”Langt de fleste nye kunstværker vurderes til tre-fire stjerner. Problemet er, at tre-fire stjerner ikke ligefrem lokker læseren til at læse hele anmeldelsen.” ”Som kritiker kan man ikke tvinge sig selv til at blive forelsket i et værk. Men man må omvendt heller ikke stritte imod, hvis man pludselig mærker, at værket drager én på en uimodståelig måde.”

Uddrag fra bogen