Cubakrisen by Informations Forlag

Michael Dobbs

Cubakrisen Kennedy, Khrusjtjov og Castro p책 R anden af A tomkrig

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

INFORMATIONS FORLAG

Indhold

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kapitel 1

Amerikanere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 2

Russere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

Kapitel 3

Cubanere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83

Kapitel 4

“Ansigt til Ansigt” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

Kapitel 5

“Indtil helvede fryser til” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145

Kapitel 6

Efterretninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171

Kapitel 7

Atombombe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199

Kapitel 8

Slå først . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 227

Kapitel 9

Jagten på Groznij . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253

Kapitel 10

Nedskydning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279

Kapitel 11

”En eller anden idiot” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 307

Kapitel 12

”Væk i en helvedes fart” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 331

Kapitel 13

Kattens leg med musen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 355

Kapitel 14

”Pak og vend tilbage” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 383

Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 409 Forfatterens bemærkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 423 Forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 435 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 437 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 465

– Kapitel 1 –

Amerikanere

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER 1962: 11.50

CIA’s førende fotoanalytiker stod lænet ind over præsidentens skulder. Arthur Lundahl holdt en pegepind i hånden, parat til at afsløre en hemmelighed, der skulle bringe verden på randen af en atomkrig. Hemmeligheden lå i de tre sort-hvide fotografier, der var hæftet fast til oversigtsbriefingerne i en stor, sort mappe. Fotografierne var taget fra en betragtelig højde, men med meget kraftige zoomlinser. Overfladisk betragtet virkede de grynede billeder af marker, skove og snoede landeveje ganske uskyldige, nærmest landligt idylliske. Et af de åbne områder fremviste rørformede objekter, andre ovale, hvide prikker side om side. John F. Kennedy skulle senere bemærke, at det til forveksling lignede ”en fodboldbane”. Efter at have set på fotografierne tidligere samme morgen havde hans bror, Bobby, ikke bemærket andet og mere end ”en rydning til opførelse af en bondegård eller et fundament”. For at hjælpe præsidenten til en bedre forståelse af fotografierne havde Lundahl mærket dem med pile, der pegede på prikkerne og klatterne, forsynet med ordene ”AFFYRINGSRAMPEUDSTYR”, ”MISSILTRANSPORTVOGNE” og ”TELTE”. Han skulle netop til at gennemgå oversigtsbriefingerne, da der opstod røre uden for døren. En fireårig pige kom stormende ind i et af de skarpest bevogtede rum i Det Hvide Hus. USA’s fjorten mest magtfulde mænd vendte sig mod døren, idet Caroline Kennedy løb hen imod sin far, mens hun ophidset råbte: ”Far, far, de vil ikke lade min kammerat komme ind.”

Amerikanere

De alvorligt udseende mænd i de mørke jakkesæt var vant til den slags afbrydelser. Deres panderynker opløstes i smil, idet præsidenten rejste sig fra sin læderbetrukne stol og fulgte sin datter tilbage til døren ind til The Cabinet Room – kabinetslokalet. ”Caroline, har du spist slik?” Intet svar. Præsidenten smilede. ”Svar mig. Ja, nej eller måske.” Far og datter forsvandt et øjeblik. Kennedy med armen om pigens skuldre. Da han vendte tilbage, så han atter alvorlig ud. Han indtog sin plads midt for det lange bord under præsidentemblemet med ryggen til rosenhaven. På den ene side af ham sad hans udenrigsminister og på den anden side forsvarsministeren. Lige over for ham sad hans bror samt vicepræsidenten og hans nationale sikkerhedsrådgiver. Bag ham stod busten af Abraham Lincoln, flankeret af nogle modelsejlskibe. Over pejsen til højre hang Gilbert Stuarts berømte portræt af George Washington iført pudderparyk. USA’s 35. præsident satte atter mødet i gang. Kennedy virkede bemærkelsesværdigt rolig, mens han lyttede til beviserne for Kremls forræderi. Mens de offentligt bedyrede, at de aldrig ville kunne finde på sådan noget, havde sovjetlederne installeret jord-til-jord atommissiler på Cuba, under halvanden hundrede kilometer fra amerikansk jord. Ifølge CIA havde missilerne en rækkevidde på 1.889 kilometer og kunne dermed ramme mål på det meste af østkysten. Fra og med det øjeblik, raketterne var armeret, kunne de slå ned i Washington i løbet af tretten minutter og lægge hovedstaden øde. Lundahl tog oversigtsbillederne ud af sin mappe og lagde dem på bordet. Han brugte sin pegepind til at henlede præsidentens opmærksomhed på den overdækkede missiltransportvogn, der holdt ved siden af en afskydningsrampe. I nærheden sås endnu syv missiltransportvogne. “Hvordan kan I vide, at det er et ballistisk mellemdistance-missil?” spurgte præsidenten. Hans anspændte og afmålte stemme forrådte den sydende vrede under den tilsyneladende rolige overflade. “Længden, sir.” “Hvad for noget? Længden?” “Ja, længden.”

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER 1962: 11.50

CIA-eksperter havde brugt de sidste seksogtredive timer på at gennemgå tusindvis af rekognosceringsfotos af bakker og dale i det vestlige Cuba. De havde opdaget mistænkelige kabler fra et af de rørformede objekter til den ovale plet ved siden af og havde brugt en revolutionerende ny datamat, som fyldte halvdelen af lokalet – Mann Model 621 – til at måle længden. Rørene viste sig at være tyve meter lange. Fotos af missiler af netop denne længde fra militærparader på Den Røde Plads i Moskva fandtes allerede. Præsidenten stillede det spørgsmål, der trængte sig på hos alle de tilstedeværende: Hvornår ville missilerne kunne affyres? Eksperterne var ikke helt sikre. Det kom an på, hvor hurtigt missilerne kunne udstyres med atomsprænghoveder. Så snart de var på plads, ville de kunne affyres i løbet af ganske få timer. Men endnu var der intet, der tydede på, at russerne havde transporteret sprænghovederne til missilopstillingerne. Hvis sprænghovederne var der, ville man forvente at finde en eller anden form for sikrede lagerfaciliteter på billederne, men der var ingen at se. “Der er grund til at tro, at sprænghovederne endnu ikke er der, og at de følgelig ikke er klare til affyring,” sagde forsvarsminister Robert S. McNamara. Den højtbegavede tidligere leder af Ford Motor Company overvejede desperat sandsynligheden for et overraskelsesangreb. Han var overbevist om, at præsidenten endnu havde lidt tid at løbe på. Generalstabschefen var uenig. Under Anden Verdenskrig var general Maxwell Taylor blevet kastet ned med faldskærm over Normandiet og havde siden haft kommandoen over de allierede styrker i Berlin og Korea. Det faldt i hans lod at gøre opmærksom på risikoen ved at tøve. Russerne kunne “meget snart” være klar til at affyre deres missiler. Det meste af infrastrukturen var allerede på plads. “Det er ikke et spørgsmål om, at der først skal opføres betonplatforme eller lignende.” Præsidentens rådgivere var allerede ved at dele sig i duer og høge. Kennedy var tidligere på morgenen blevet briefet om situationens foreløbige status. Hans nationale sikkerhedsrådgiver, McGeorge Bundy, havde banket på døren til hans soveværelse på første etage i Det Hvide Hus lidt over otte. Præsidenten sad i pyjamas og morgen-

Amerikanere

kåbe i sengen og læste aviserne. Som så ofte før var han blevet irriteret over en forsideoverskrift i The New York Times. Netop denne morgen rettede hans irritation sig imod hans forgænger i embedet, Dwight D. Eisenhower, som havde brudt den uskrevne regel om, at tidligere præsidenter ikke kritiserer den siddende præsident offentligt. EISENHOWER KALDER PRÆSIDENTEN UDENRIGSPOLITISK SVAG — Kritiserer ”trist rekord” og bestrider Kennedys påståede resultater — HAN SKADER USA Mens Bundy beskrev den seneste U-2-mission over Cuba, blev Kennedys irritation over Ike erstattet af en indædt vrede mod hans koldkrigsnemesis. I to år havde han og Nikita Khrusjtjov offentligt konkurreret om at være den stærkeste atommagt. Kennedy troede, at han havde en aftale med den iltre sovjetiske leder. Khrusjtjov havde via mellemmænd ladet forstå, at han ikke agtede at bringe den amerikanske præsident i politisk forlegenhed forud for midtvejsvalget, som lå nøjagtig tre uger ude i fremtiden. Nyheden om, at russerne opførte missilbaser på Cuba kunne dårligt være kommet på et værre tidspunkt. Under præsidentvalget i 1960 havde Kennedy slået republikanerne i hovedet med Cuba og anklaget Eisenhower for ikke at foretage sig noget for at forhindre Fidel Castro i at forvandle øen til ”en fjendtlig, militant, kommunistisk satellit”. Nu hvor demokraterne var ved magten, var de politiske roller vendt om. De republikanske politikere greb rapporterne om sovjetisk militæroprustning på Cuba med kyshånd og brugte dem til at anklage Kennedy for svaghed og inkompetence. Kun to dage tidligere havde Kennedy sendt Bundy i marken for på nationalt tv at tilbagevise New Yorks republikanske senator, Kenneth B. Keatings, påstande om, at russerne snart ville være i stand til at ”sende raketter ind over amerikansk jord” fra deres caribiske forpost. Kennedys umiddelbare reaktion på Bundys besked om, at Khrusjtjov havde snydt ham, var at sprutte: ”Det kan han ikke gøre

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER 1962: 11.50

imod mig.” En time senere trådte han ind på sin mødesekretær, Kenny O’Donnells, kontor med ordene: ”Ken Keating bliver sandsynligvis USA’s næste præsident.” Fast besluttet på at holde oplysningen hemmelig så længe som muligt besluttede Kennedy at holde sig til sit planlagte program og lade som ingenting. Han viste Carolines pony, Macaroni, frem for en nyligt hjemvendt astronauts familie, sludrede venskabeligt med et demokratisk kongresmedlem i en halv time og præsiderede en konference om mental retardering. Først ved middagstid lykkedes det ham at løsrive sig fra sine pligter og mødes med sine ledende udenrigspolitiske rådgivere. Kennedy indrømmede, at han var dybt forundret over Khrusj tjov. Den forhenværende metalarbejder, nu stormagtsleder, der var skiftevis indsmigrende og ubehøvlet, venlig og truende, lignede ikke nogen anden politiker, han nogensinde havde mødt. Deres eneste topmøde – i Wien i juni 1961 – havde været en brutal oplevelse for Kennedy. Khrusjtjov havde behandlet ham som en lille dreng, belært ham om Amerikas ugerninger, truet med at overtage Vestberlin og brovtet med kommunismens uundgåelige sejr. Og hvad der var mest chokerende, syntes Khrusjtjov ikke at dele hans bekymring for risikoen for atomkrig, og hvordan den kunne udløses af menneskelige fejl på begge sider. Han talte om atomvåben på en skødesløs, lemfældig måde, som blot endnu et element i supermagternes indbyrdes konkurrence. Hvis USA ønskede krig, bralrede han, ”så lad den begynde nu”. ”Det var det værste, jeg har været ude for,” fortalte Kennedy James Reston fra The New York Times, da det var overstået. ”Jeg er fuldstændig mørbanket.” Vicepræsident Lyndon B. Johnson havde kun foragt tilovers for sin chefs optræden. ”Khrusjtjov skræmte livet af den lille stakkel,” fortalte han sine venner. Den britiske premierminister, Harold Macmillan, som mødtes med Kennedy, kort tid efter at han havde forladt Wien, viste ikke mere medfølelse. Han mente, at præsidenten var blevet ”fuldstændig overvældet af den russiske leders barbariske brutalitet”. For første gang i sit liv havde Kennedy mødt en mand, som ”var uimodtagelig for hans charme”, noterede Macmillan senere. ”Det mindede mig om lord Halifax eller Neville Chamberlain, der forsøgte at konversere med Herr Hitler.”

Amerikanere

Kennedy var til dels selv skyld i situationen på grund af sine fejltagelser som præsident. Den største fejltagelse var Svinebugtaffæren. I april 1961, fire måneder efter at han var blevet præsident, havde han givet grønt lys for en invasion af Cuba med femtenhundrede CIAuddannede eksilcubanere. Men operationen var en katastrofe både som plan og i udførelsen. Castro iværksatte et storstilet modangreb og fangede eksilcubanerne på en strandbred uden flugtmuligheder. Kennedy, som var opsat på at skjule USA’s engagement for offentligheden, nægtede at beordre de amerikanske skibe og fly, der befandt sig ud for kysten, til de overmandede invasionsstyrkers undsætning, hvorfor de fleste af dem endte i Castros fængsler. Kennedy indrømmede senere over for Reston, at hans supermagtsrival sikkert havde konkluderet, at: ”Jeg er uerfaren, dum og – værst af alt – et skvat.” Indtrykket af en uerfaren leder uden mod og handlekraft var noget, han havde kæmpet for at rette op på lige siden. Nyheden fra Cuba understøttede Kennedys indtryk af Khrusj tjov som en ”forpulet løgnhals”. Han beklagede sig til sin bror over, at sovjetlederen havde opført sig som ”en amoralsk gangster … ikke en statsmand, ikke en ansvarlig person”. Spørgsmålet var, hvordan man skulle reagere. Naturligvis ville U-2-spionflyvingerne over øen blive intensiverede. De militære handlingsmuligheder strakte sig fra et luftangreb udelukkende mod missilbaserne til en total invasion af Cuba. General Taylor advarede om, at det formentlig ikke ville være muligt at destruere samtlige missiler ved et enkelt angreb. “Det kan aldrig blive hundrede procent, hr. præsident.” Enhver militær indgriben risikerede hurtigt at eskalere til en invasion. Invasionsplanen krævede, at man kunne landsætte hundredeoghalvtreds tusind mand på Cuba inden for en uge efter de indledende luftangreb. I mellemtiden ville russerne måske blive i stand til at affyre et eller to atommissiler mod USA. “Vi er nødt til at vælge den første løsning,” sagde Kennedy til sine rådgivere med henvisning til luftangrebet. “Vi udraderer de missiler.” TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 14.30

Robert Kennedy havde stadig et vredt glimt i øjet, da han senere samme eftermiddag mødtes med de mænd, der stod i spidsen for

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 14.30

Amerikas hemmelige krig mod Fidel Castro, i sit store, hvælvede justitsministerkontor. Han var fast besluttet på at gøre dem det forståeligt, hvor stor en “skuffelse”, Operation Mongoose havde været for præsidenten. Operationen havde været under forberedelse i et år, men hidtil uden resultater. Adskillige sabotageplaner var løbet ud i sandet. Fidel og hans skæggede revolutionære var stadig ved magten og ydmygede dagligt USA. Repræsentanter for CIA, Pentagon og udenrigsministeriet sad i en halvcirkel foran justitsministeren. På væggene hang hans børns nyeste mesterværker side om side med de sædvanlige officielle kunstværker. Et af dokumenterne på det rodede skrivebord, der flød med papirer, var et tosides memorandum, hvorpå der stod: “FORTROLIGT, MONGOOSE”. Dokumentet indeholdt de seneste forslag til ansporing til oprør på Cuba. Det var CIA’s svar på Kennedy-brødrenes anmodning om at være mere “aggressive”. Robert Kennedy nikkede bifaldende, mens han hurtigt skimmede listen: Ødelæggelse af jernbanebro i Pinar del Río-provinsen. Granatangreb på den kinesiske, kommunistiske ambassade i Havana. l Minering af indsejlingen til cubanske havne. l Ildspåsættelse af en olietanker ud for Havana eller Matanzas. l Angreb på olieraffinaderier i Havana og Santiago med brandbomber. l

Titlen som justitsminister dækkede over Bobbys virkelige rolle i regeringen snarere mindede om vicepræsidentens. Blandt de opgaver, som lå uden for hans egentlige ansvarsområde, kan nævnes stillingen som leder af en hemmelig komité, kendt som Specialgruppen, hvis mål var at “skille sig af med” Castro og “befri” Cuba fra kommunistisk dominans. Præsidentens brors stilling i gruppen var en understregning af dens betydningsfuldhed over for resten af bureaukratiet. Kort tid efter at have overtaget ledelsen af Operation Mongoose i november 1961 havde Bobby dekreteret, at “det cubanske problem har topprioritet i regeringen, og der vil hverken blive sparet på tid, penge eller mandskab”. Ved et tilfælde havde han,

Amerikanere

netop samme dag som de sovjetiske missiler blev opdaget på øen, et længe planlagt møde om hemmelige aktionsplaner imod Cuba. Bobby valgte sine ord med omhu, da han henvendte sig til Specialgruppen. Halvdelen af de tilstedeværende i lokalet var uvidende om den seneste udvikling, og præsidenten havde understreget nødvendigheden af absolut fortrolighed. Men han havde svært ved at skjule sin vrede, da han talte om “stemningsændringen i den amerikanske regering i løbet af de seneste fireogtyve timer”. Frustreret over manglen på “fremdrift” i iværksættelsen af konkrete sabotagehandlinger annoncerede han, at han agtede at øge “sin personlige bevågenhed”. I den anledning ønskede han at mødes med Mongooses operationsgruppe hver morgen klokken halv ti fra nu af. For Bobby var tilstedeværelsen af sovjetiske missiler på den vestlige halvkugle ikke bare en politisk krænkelse; det var en personlig fornærmelse. Han var familiens følelsesmenneske, lige så intens og impulsiv, som hans bror var rolig og velovervejet. John F. Kennedy var endnu en gang blevet ydmyget af Castro og Khrusjtjov, og Bobby var fast besluttet på at give ham æresoprejsning. Han var ekstremt konkurrenceorienteret – selv efter den konkurrenceorienterede Kennedy-klans normer – og han bar nag. “Alle i min familie tilgiver,” havde familieoverhovedet, Joseph Kennedy, sr. engang bemærket. “Undtagen Bobby.” Han havde hørt om missilerne tidligt samme morgen, da hans bror ringede til ham. “Vi har alvorlige problemer,” havde præsidenten sagt til ham. Kort efter stod Bobby i Bundys kontor i Det Hvide Hus og studerede rekognosceringsbillederne. “Åh, lort, lort, lort,” stønnede han og bankede sin knytnæve ned i håndfladen. “De forbandede russere.” Mens Jack reagerede på dårlige nyheder ved at blive iskold og trække sig ind i sig selv, travede Bobby op og ned ad gulvet og bandede og fægtede med armene, som om han var parat til at slå nogen ned. Bobby var rasende på Khrusjtjov. Men han var også rasende på det slappe amerikanske bureaukrati, der evig og altid talte om at genindføre friheden på Cuba, men aldrig løftede en finger. Og han var rasende på sig selv, fordi han havde stolet på russernes forsikringer om, at de ikke var ved at opbygge missilbaser på Cuba, trods utallige rapporter fra cubanske Castro-modstandere og hemmelige

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 14.30

CIA-agenter om missilrelateret aktivitet på øen. Som han senere skrev: “Den dominerende følelse var chokeret vantro. Vi var blevet ført bag lyset af Khrusjtjov, men vi havde også narret os selv.” I løbet af det seneste år havde Kennedy’erne forsøgt alt for at blive af med Castro, med undtagelse af en regulær invasion af Cuba. “Mit forslag er at skabe uro på øen ved hjælp af spionage, sabotage, generelle optøjer, alt sammen udført af cubanerne selv,” skrev Bobby i et notat i november 1961. “Jeg ved ikke, om vi får held til at vælte Castro, men vi har ikke noget at tabe, så vidt jeg kan skønne.” Ingen midler blev anset for at være for beskidte eller overdrevne i bestræbelsen på at nå det ønskede mål. Udenrigsministeriet lagde planer for sabotage af den cubanske økonomi; Pentagon kom med en plan om en række bombninger i Miami og Washington, som skulle tilskrives Castro; CIA landsatte Castro-modstandere på Cuba og forsynede dem med våben for at hjælpe oprøret på vej. Der var talløse CIA-støttede mordplaner mod Castro, herunder gentagne forsøg på at bruge mafiaen til at smugle våben og giftpiller ind i Cuba for at bringe “el lider máximo” til fald. I baghånden havde man den mulighed at bruge kemikalier til at ødelægge Castros skæg, så han ville blive til grin i den cubanske befolkning. Bobby fulgte lidenskabeligt med i alle facetter af anti-Castrokampagnen. Han inviterede Castro-modstandere til sit hjem i Hickory Kill i Virginia og diskuterede under afslappede former forskellige måder at vælte diktatoren på, mens børnene legede med tog på gulvet. Han ringede direkte til sine kontakter i det cubanske eksilmiljø for at undgå de normale bureaukratiske kanaler. Han havde sågar sin egen fuldtidsansatte forbindelsesofficer i CIA, som opererede uafhængigt af resten af organisationen og påtog sig hemmelige missioner for justitsministeren uden at informere sine overordnede. Kennedy-årenes officielle kronikør, Arthur M. Schlesinger, jr., beskriver Operation Mongoose som “Robert Kennedys mest bemærkelsesværdige dårskab”. Men det var ikke bare Bobbys dårskab. Selvom han helt sikkert var Kennedy-administrationens mest lidenskabelige fortaler for at vælte Castro, havde han præsidentens fulde støtte. Det var der ingen, der deltog i Specialgruppens møder, der var i tvivl om. Bobby plejede at “sidde og tygge tyggegummi med løsnet slips, fødderne oppe på bordet og udfordre enhver, der vo-

Amerikanere

vede at modsige ham”, erindrede Thomas Parrott, den officielle referent for Det Hvide Hus ved møderne. “Han var en lille skiderik, men han var præsidentens bror, den udvalgte, og man var nødt til at lytte til ham. Alle vidste, at han ville sladre til storebror, hvis man ikke rettede sig efter hans forslag”. Der var noget Dr. Jekyll og Mr. Hyde over de to brødre. Den plagede, nervøse Bobby var en mørkere, mere vulgær udgave af den roligere, mere afslappede ældre bror. Efter at have iagttaget de to brødres samkvem indgående var en anden repræsentant for Det Hvide Hus, Richard Goodwin, overbevist om, at Bobbys aggressive, polemiske tone “afspejlede præsidentens egne båndlagte følelser, som i al fortrolighed var blevet meddelt ved en tidligere samtale mellem de to … [Der] var en indre hårdhed, en ofte uforudsigelig vrede under John F. Kennedys udadtil venlige, betænksomme og velkontrollerede facon”. Jack var femogfyrre, da han blev kastet ud i Den Kolde Krigs alvorligste krise, to år efter at han var blevet valgt som den yngste præsident i Amerikas historie. Bobby var kun seksogtredive. Kennedy-brødrenes redskab til at gennemtrumfe deres vilje i Cuba var en nydelig officer ved navn Edward Lansdale, som nu sad lige over for justitsministeren og ivrigt tog noter. Med sit velplejede overskæg, filmstjernesmil og morakkerudtryk lignede Lansdale en tresserversion af Clark Gable. Han udstrålede en handlekraftig selvtillid, som appellerede til Bobby og Jack. Officielt havde han titel af “leder for Cuba-projektet”. Som tidligere reklamemand og specialist i “sort” propaganda, udbredelsen af forfalskede eller camouflerede budskaber havde Lansdale opnået et vist ry i Sydøstasien, hvor han havde hjulpet den filippinske regering med at undertrykke et kommunistisk oprør. Han havde også tjent som amerikansk militærrådgiver i Sydvietnam. Der var dem, der mente, at han inspirerede til den ærlige, men naive helt i Graham Greenes roman Den stilfærdige amerikaner, som laver ravage, hvor end han kommer, i sin enøjede iver efter at indføre demokrati efter amerikansk forbillede i den asiatiske jungle. Fra januar 1962 flød en lind strøm af direktiver og planer for at vælte Castro fra Lansdale – nydeligt organiseret under forskel-

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 14.30

lige overskrifter såsom “Psykologisk støtte”, “Militær støtte” og “Sabotage-støtte”. Det planlagte tidspunkt for “Slutspillet” var fastsat til midten af oktober, et tidspunkt, der var valgt for at appellere til Kennedy-brødrenes politiske instinkter – kun et par uger inden det amerikanske midtvejsvalg. Et tophemmeligt Lansdale-notat fra 20. februar indeholdt en tidsplan: 1. fase: Anslag – marts 1962. Projektstart. l 2. fase: Opbygning – april-juli 1962. Iværksættelse af de nødvendige, revolutionære operationer på Cuba og sikring af den nødvendige politiske, økonomiske og militære støtte udefra. l 3. fase: Kampberedskab – 1. august 1962. Endelig beslutning angående strategi og taktik. l 4. fase: Modstand – august-september 1962. Guerillakrig. l 5. fase: Revolte – de første to uger af oktober 1962. Åbent oprør og omstyrtning af det kommunistiske regime. l 6. fase: Finale – oktober 1962. Etablering af ny regering.

Men Lansdale var en general uden hær. Han havde stort set ingen aktiver på Cuba. Han kontrollerede end ikke det uregerlige amerikanske bureaukrati, som var opdelt i autonome enheder. Mongoosefolkene i CIA, som skulle forestille at være under ham, havde kun foragt tilovers for hans ”urealistiske, uigennemtænkte” planer. De døbte ham ”feltmarskallen” eller ”den store amerikanske guerillakriger” og afskrev ham som en ”galning”, ”en vildmand” og som ”slet og ret skrupskør”. De fandt det vanskeligt at forstå den nærmest ”mystiske” magt, han tilsyneladende havde over Kennedybrødrene. For George McManus, assistent for CIA-direktøren John McCone, ”gav Lansdales projekter simpelthen blot indtryk af handlekraft”, som en hvirvelvind af aktivitet uden nogen substans. Efterhånden, som hans egne tidsfrister for det cubanske oprør kom og gik, uden at der skete noget, opfandt Lansdale stadig mere bizarre planer for at vælte Castro. Hans seneste plan fra 15. oktober gik ud på at sende en ubåd til Havana, hvor den skulle dukke op midt om natten og affyre lysbomber mod kysten. Lysbomberne skulle oplyse nattehimlen. I mellemtiden skulle CIA-agenter have udspredt det rygte på

Amerikanere

Cuba, at Castro var Antikrist, og at lysene forkyndte Kristi genkomst. Lansdale foreslog, at operationen skulle times, så den faldt sammen med allesjælesdag, så den kunne ”læne sig op ad den cubanske overtro”. CIA-skeptikere døbte planen: ”Eliminering ved illuminering.” Et andet af Lansdales yndlingsprojekter var forslaget om at markedsføre den cubanske modstandsbevægelse under sloganet ”gusano libre”. Den officielle, cubanske propaganda kaldte Castromodstanderne for ”orme” (”gusanos”). Lansdale ønskede at vende denne retorik mod Castro og opmuntre dissidenterne til at opfatte sig selv som ”frie orme”, der undergravede den cubanske økonomi og det politiske system indefra gennem mindre sabotageaktioner. Men kampagnen var et flop. Cubanernes stolthed og machoideal forbød dem at identificere sig selv med orme, frie eller ej. Lansdales idéer om at rejse en Castro-fjendtlig revolte gennem mindre guerillaoperationer, støttet af nøje udtænkt propaganda, var inspirerede af Castros egen succes med at vælte sin USA-støttede forgænger, Fulgencio Batista. Castro var selv startet som studenteroprører, havde siddet i fængsel i to år, hvorefter han havde levet i eksil i Mexico, indtil han vendte tilbage til Cuba med båd i december 1956, ledsaget af enogfirs letbevæbnede tilhængere. Fra deres skjulesteder i Sierra Maestra-bjergene på det østlige Cuba havde disse barbudos (de skæggede) startet et bondeoprør imod Batistas halvtredstusind mand store hær. Ved udgangen af 1958 var diktatoren flygtet, og Fidel var Cubas ubestridte leder. Uheldigvis for Kennedy-administrationen var der en del forskelle mellem Castros revolution og den, Lansdale forsøgte at sætte i scene. Fidels sejr havde været hurtig og spektakulær, men den byggede på en lang og grundig forberedelse. Allerede inden, han rejste til Mexico, havde Castro minutiøst lagt grunden til oprøret, idet han udnyttede den almindelige utilfredshed med Batista og angreb hærens kaserner i Santiago de Cuba, Cubas næststørste by, og brugte sin egen retssag som en platform for Batista-kritisk propaganda. Energien og drivkraften bag Fidelista-revolutionen kom fra Cuba selv, ikke udefra. Yderligere vidste Fidel som succesfuld revolutionær, hvordan han skulle beskytte sit regime imod folk som ham selv. Efter at han var kommet til magten, havde han forvandlet Cuba til en politistat, fuld af stikkere og revolutionære kontrolkomitéer.

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 14.30

Og så var der de begrænsninger, Kennedy’erne pålagde sig selv. De ønskede en troværdig revolution, de kunne lægge afstand til, og som ikke kunne spores tilbage til Det Hvide Hus. Det var fatale og uforenelige krav. Igen og igen mødte Bobby op til Mongoose-møderne og krævede mere ”larm og ballade” på Cuba, samtidig med at han beklagede sig over ”støjniveauet” fra de tidligere operationer. Hvad Kennedy’erne i sidste ende opnåede, var en papirrevolution, komplet med iscenesættelse, omhyggeligt dækkede spor, datoer for realisering af de forskellige delmål og en uendelig strøm af fortroligtstemplede notater. I oktober stod det klart for alle, at Lansdale og hans Mongoose-folk ikke havde den fjerneste idé om, hvordan man igangsatte en revolution. I modsætning til Castro, som havde kæmpet i junglen uden mad i månedsvis, var de bureaukrater, ikke revolutionære. Ånden i hele foretagendet fremgår af et notat fra 11. september 1962 til regeringskontorerne fra lederen af “Cuba-projektet”, der udbeder sig information om deres behov for “sikre kommunikationslinjer” og “arkivplads” i Pentagons krigsrum “i tilfælde af alvorlige begivenheder” på Cuba. Med militær effektivitet giver Lansdale udenrigsministeriet en uges svarfrist. Udenrigsministeriets svar er karakteristisk: en sikkerhedsklassificeret telefon og et aflåst arkivskab ”vil være tilstrækkeligt til at tilgodese vore behov”. Havde Operation Mongoose blot været en øvelse i selvbedrag – ”en psykologisk kompensation for inaktivitet”, som Bundy senere beskrev den – så havde den været relativ harmløs. Men i virkeligheden var den den værst tænkelige udenrigspolitiske kombination: aggressiv, højrøstet og ineffektiv. Det var klart for alle, der gad lytte til rygterne, der var lækket til den amerikanske presse og det cubanske eksilmiljø, at Kennedy’erne var ude efter Castro. Der var substans nok i Mongoose til at provokere Castro og hans sovjetiske venner til at tage deres modforholdsregler – men ikke nok til at true hans magtposition. Det lod til, at Kennedy allerede var ved at glemme det løfte, han havde givet sin forgænger efter katastrofen med Svinebugtaffæren. ”Der er kun ét at gøre, når man kaster sig ud i den slags,” havde Eisenhower belært ham om i april 1961. ”Sørg for, at det bliver en succes.” Hvortil Kennedy havde svaret: ”Jeg forsikrer Dem, at hvis vi atter skulle kaste os ud i den slags, så bliver det en succes.”

Amerikanere

Ved udgangen af Operation Mongooses første år tegnede den til at blive en fuldendt fiasko. TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 16.35

Jack Kennedy havde forberedt sig på en konfrontation med Sovjetunionen, lige siden han aflagde sin præsidented og offentligt erklærede, at ”en ny generation af amerikanere” ville ”ofre, hvad det skulle være, og løfte de tungeste byrder, lide alle afsavn, støtte alle venner, bekæmpe alle fjender for at sikre frihedens fortsatte overlevelse og sejr”. Han gik altid rundt med en seddel med et citat af Abraham Lincoln på sig: Jeg ved, at der er en Gud – og jeg ser en storm forude. Hvis han har brug for mig, er jeg rede. Stormen havde længe virket mest truende over det delte Berlin, dybt inde i det kommunistiske Østtyskland. Året forinden havde russerne opført en mur for at dæmme op for strømmen af flygtninge ud af Østberlin, og amerikanske og russiske tanks havde stået direkte over for hinanden ved den snævre passage, ”Checkpoint Charlie”. Russerne var militært overlegne i Berlin, og der var ikke meget, USA kunne have gjort for at forhindre en eventuel magtovertagelse af byen, bortset fra at true med at bruge atomvåben. Men i stedet var stormen brudt ud over Cuba. Aldrig havde Kennedy følt sig så alene, som han gjorde nu. Allerede inden Cubakrisen, var han besat af at beregne risikoen for en atomkrig, som en bookmaker, der regnede på oddsene ved et hestevæddeløb. Ved et middagsselskab samme aften forskrækkede han gæsterne ved at annoncere, at ”der er halvtreds procents risiko for en atombombekrig inden for ti år”. Kun en lille håndfuld af hans nærmeste medarbejdere vidste, hvor meget tættere dette mareridt var rykket i løbet af de sidste fireogtyve timer. Tidligere havde han ment, at oddsene for en atomkrig var ”en til fem”. Han skulle optræde offentligt samme eftermiddag ved en udenrigspolitisk konference for avis- og tv-redaktører i udenrigsministeriet. Hans tale var usædvanlig trist. Den største udfordring for ham, sagde han til pressen, var at sikre ”vort lands overlevelse … uden at

TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 18.30

kaste os ud i den tredje og måske sidste verdenskrig”. Dernæst trak han en seddel op af lommen og reciterede et vers, som afspejlede hans ensomme, beslutsomme sindstilstand: Tyrefægterkritikere på geled Til den gigantiske arenatyr Men der er kun én, der ved Og han skal kæmpe mod det vrede dyr. TIRSDAG DEN 16. OKTOBER: 18.30

Vel tilbage i Det Hvide Hus havde præsidenten aftenmøde med sine rådgivere. Fra sin plads midt for bordet i kabinetslokalet trykkede han på knappen til det hemmelige optageudstyr. Skjulte mikrofoner i væggen bag hans stol overførte alt, hvad der blev sagt i lokalet, til båndoptagere i kælderen. Bortset fra Kennedy, Bobby og de efterretningsfolk, der betjente det sofistikerede udstyr, var der ingen, der kendte til dette. Khrusjtjovs motiver for at fremprovokere en konfrontation på supermagtsniveau var ”et forbandet mysterium” for Kennedy. ”Hvorfor sætter han os i denne situation?” spurgte han sine rådgivere. ”Hvad opnår han ved det? Det ville svare til, at vi begyndte at anbringe offensive våben i Tyrkiet. Det ville også være forbandet farligt, går jeg ud fra.” ”Jamen, det har vi faktisk gjort, hr. præsident,” påpegede Bundy. Kennedy fejede Bundy til side. I hans bevidsthed var der væsentlige forskelle mellem Cuba og Tyrkiet. USA havde i 1957 lovet at forsyne Tyrkiet med ballistiske mellemdistancemissiler svarende til de russiske R-12’ere, der nu blev opstillet på Cuba. De var blevet færdigmonteret tidligere på året. Den langtrukne, offentlige debat mellem NATO-landene omkring disse missiler stod i skarp kontrast til det hemmelighedskræmmeri, der omgav de sovjetiske missiler på Cuba. Ikke desto mindre var sammenligningen med Tyrkiet ubehagelig for Kennedy og hans rådgivere. Det var muligt, at Khrusjtjov handlede ud fra dybtliggende, psykologiske motiver. Han ønskede at lade amerikanerne smage deres egen medicin. Det var et åbent spørgsmål, hvorvidt sovjetiske missiler på Cuba afgørende ændrede magtbalancen. Joint Chiefs of Staff havde understreget risikoen for et overraskelsesangreb. Men præsidenten var

Amerikanere

tilbøjelig til at give McNamara ret i, at Khrusjtjov endnu var meget langt fra at være i stand til at kunne gennemføre et sådant angreb. ”Geografi ændrer ikke så meget,” grublede Kennedy. Hvad var egentlig forskellen på at blive bombet af et missil affyret fra Cuba og et interkontinentalt, ballistisk missil affyret fra Sovjetunionen? Det virkelige problem, mente han, var ”psykologisk” og ”politisk” snarere end militært. At forholde sig passivt ville være at give efter for afpresning. I et koldkrigsspil om atomar overlegenhed handlede det først og fremmest om at gøre indtryk. Hvis Khrusjtjov vandt spillet om Cuba, ville han føle sig opmuntret til at benytte en lignende taktik i Berlin, Sydøstasien eller andre koldkrigsskuepladser. Presset af republikanerne for sin passivitet vedrørende Cuba havde præsidenten den 4. september offentligt advaret russerne om, at ”det ville få alvorlige konsekvenser”, hvis de udviklede en ”signifikant angrebskapacitet” på Cuba. Han havde trukket en streg i sandet og var nu tvunget til at forsvare den. ”Forrige måned ville jeg have sagt, at vi var ligeglade,” sagde Kennedy tankefuldt ud i luften. ”Men når vi har sagt, at vi ikke er det, og de så gør det alligevel, og vi så intet gør …” Hans stemme døde hen. At være ligeglad var ikke længere muligt. Fra sin plads lige over for præsidenten argumenterede Bobby for at give Moskva et aggressivt modsvar. Justitsministeren var mere krigerisk, end han var veltalende. Hvis Khrusjtjov ønskede krig, så måtte man hellere ”se at få det overstået … og tage vores tab”. Det skulle ikke være så svært at komme på gode grunde til at invadere Cuba. Bobby tænkte tilbage til Den Spansk-Amerikanske Krig i 1898. Påskuddet for den krig havde været sænkningen af et amerikansk slagskib, USS Maine, i Havanas havn ved en mystisk eksplosion. USA havde givet Spanien skylden som kolonimagt, men det virkelige ansvar blev aldrig placeret. Måske ”er der en anden måde, vi kan blive involveret i dette”, grublede Bobby. ”Vi kunne måske sænke Maine igen eller sådan noget …” Man diskuterede de sabotageforslag imod Cuba, som var blevet fremsat af Specialgruppen tidligere på dagen. “Jeg går ud fra, at De går ind for sabotage,” sagde Bundy raskt til præsidenten, idet han rakte ham listen. Det eneste punkt, Kennedy fandt problematisk, var mineringen

ONSDAG DEN 17. OKTOBER: VED MIDDAGSTID

af cubanske havne – en krigshandling, der ramte vilkårligt, og som kunne resultere i tilintetgørelsen af fremmede skibe, foruden cubanske og sovjetiske fartøjer. Den følgende dag sendte Det Hvide Hus et notat til Mongoose-gruppen, hvori den “højere autoritet” – kodeord for præsidenten – formelt godkendte de otte andre sabotagemål, herunder granatangrebet på den kinesiske ambassade. ONSDAG DEN 17. OKTOBER: VED MIDDAGSTID

I Caribien nærmede orkansæsonen sig. Over fyrre amerikanske krigsskibe var på vej til den puertoricanske ø Vieques til en øvelse, der reelt var en forberedelse til en invasion af Cuba. Da vinden fra orkanen Ella blæste med 80 knob i timen, skiftede flådeenheden kurs for at undgå den. Planerne for amfibielandsætning af firetusind marinesoldater blev midlertidigt afblæst. Pentagon havde døbt øvelsen Operation ORTSAC, Castro stavet bagfra. Når flådeenheden nåede Vieques, skulle marinesoldaterne storme kysten, afsætte en imaginær diktator og indføre demokrati på øen. Om alt gik vel, ville hele operationen ikke tage mere end to uger. De fem Joint Chiefs of Staff (de øverste værnschefer) havde presset på for en invasion af Cuba i månedsvis. De var meget skeptiske over for Operation Mongoose og mente ikke, at der var “udsigt til en hurtig succes” ved at opmuntre til et oprør mod Castro indefra på Cuba. I april havde de advaret præsidenten: “USA kan ikke tolerere den permanente tilstedeværelse af et kommunistisk styre på den vestlige halvkugle.” Hvis Castro fik lov til at forblive ved magten, risikerede andre lande i Latinamerika hurtigt at komme under kommunistisk dominans. Moskva kunne blive fristet til at ”etablere militærbaser på Cuba i lighed med de amerikanske anlæg”, der befandt sig rundt om Sovjetunionen. Den eneste sikre vej til at vælte Castro var gennem direkte ”militær intervention fra amerikansk side”. Forud for opdagelsen af de sovjetiske missiler på Cuba havde hovedproblemet for Joint Chiefs of Staff været, hvordan man kunne retfærdiggøre et angreb på en langt svagere nation. Et notat fra den 8. august skitserede forskellige idéer til en iscenesat provokation, der kunne tilskrives Castro, i stil med det “Maine”-scenario, der foresvævede Bobby Kennedy:

Amerikanere

Vi kunne sprænge et amerikansk skib i Guantánamobugten i luften og give Cuba skylden. Vi kunne udvikle en kommunistisk, cubansk terrorkampagne i Miami eller andre byer i Florida eller sågar i Washington. Man kunne iværksætte ”cubansk baseret, Castro-støttet” pirateri mod et caribisk naboland. Det er muligt at arrangere en hændelse, der overbevisende vil tyde på, at et cubansk fly har angrebet og nedskudt et civilt passagerfly.

Joint Chiefs of Staff havde fuld tillid til, at de kunne organisere en invasion af Cuba uden at risikere en “mere omfattende krig” med Sovjetunionen. Amerikanske styrker var stærke nok til at sikre “hurtig kontrol” med øen, selvom “det ville kræve en vedholdende indsats”. En enkelt infanteridivision, omkring femtentusind mand, ville være nok til at besætte øen efter den indledende invasion. Den eneste modstand kom fra marineinfanteriet, som var uenige i, at den cubanske modstand så hurtigt ville kunne knækkes. “Øens størrelse (110.860 km²) og befolkning (6.743.000) taget i betragtning, samt dens lange tradition for politisk ustabilitet og for vedholdende og omfattende guerillakrig og terroristisk modstand over for indsatte styrer, synes estimatet om, at der kun kræves en styrke på én division efter angrebsfasen, at være beskedent,” blev det konstateret i et notat. Ifølge marineinfanteriet skulle der bruges mindst tre infanteridivisioner for at undertvinge landet, og det ville tage “adskillige år” at installere et stabilt regime i kølvandet på Fidel Castro. Marineinfanteriet havde god grund til at advare om komplikationer i forbindelse med en invasion af Cuba. Historien havde vist, at det var en hel del lettere at sende tropper til Cuba end at få dem ud igen. Der var gået fire år, før marineinfanteriet havde kunnet trække sig ud af Cuba efter Den Spansk-Amerikanske Krig. Fire år senere var marineinfanteriet til præsident Theodore Roosevelts store mishag atter tilbage på Cuba. Hans politiske karriere havde fået et ordentligt skub på Cuba, da han førte sine Rough Riders op ad San Juan-højen. “Jeg er så vred på den infernalske, lille cubanske republik, at jeg har lyst til at udradere dem fra jordens overflade,” snerrede helten fra 1898 til en ven. “Det eneste, vi krævede af dem, var, at de opførte sig

ONSDAG DEN 17. OKTOBER: VED MIDDAGSTID

ordentligt, trivedes og var lykkelige, så vi ikke skulle blive nødt til at gribe ind.” Marineinfanteriet havde været på Cuba med afbrydelser indtil 1923, kun tre år inden Fidel Castros fødsel. Og selv derefter havde de beholdt et fodfæste på øen i Guantánamo. Fra et amerikansk perspektiv var Cuba en naturlig forlængelse af USA. Den krokodilleformede ø var som en sluse ind til Den Mexicanske Golf, der kontrollerede vandvejene mellem Mississippi-floden og Atlanterhavet. I 1823 tillagde udenrigsministeren, John Quincy Adams, Cuba “en betydning for vores nationale interesser, som ikke kan sammenlignes med noget andet fremmed territoriums”. Ifølge Adams var USA’s annektering af Cuba stort set uundgåelig og en følge af “den politiske tyngdelov”. Med sin beliggenhed kun tredive kilometer fra Key West spøgte Cuba til stadighed i amerikanernes fantasi, længe efter at marineinfanteriet havde trukket sig ud. I trediverne, fyrrerne og halvtredserne var øen blevet en sandkasse for rige amerikanere, der fløj dertil for at slikke sol, spille og gå på bordel. Amerikansk valuta strømmede ind i kasinoerne og hotellerne i Havana, sukkerplantagerne i Oriente og kobberminerne i Pinar del Río. I halvtredserne blev store dele af den cubanske økonomi – herunder 90 procent af mineindustrien og 80 procent af de offentligt tilgængelige aktier – kontrolleret af amerikanske virksomheder. Tiltrækningen var ikke blot geografisk og økonomisk; den var også personlig. Umiddelbart inden revolutionen havde Ernest Hemingway, Amerikas mest berømte forfatter, slået sig ned ved Finca Vigia, på en bakketop med udsigt over Havana. Mafiabossen Meyer Lansky havde bygget et tyveetages hotel ved navn Riviera på Malecón og rådgav Batista vedrørende en spillereform. Nat King Cole sang i Tropicana-natklubben. Og en ung amerikansk senator ved navn John F. Kennedy besøgte ofte Havana som den Batista-venlige, amerikanske ambassadørs gæst.

Amerikanere TORSDAG DEN 18. OKTOBER: 9.30

Bobby Kennedy havde allerede problemer med at holde det løfte, han havde givet tirsdag eftermiddag, om at holde Mongoose-briefinger dagligt på sit kontor. Han havde ikke kunnet komme til mødet onsdag på grund af et vigtigt møde i Det Hvide Hus. Men torsdag lykkedes det ham at presse en halv time ind sammen med Mongoose-folkene, herunder Lansdale og Bill Harvey, lederen af CIA’s antiCastro-gruppe. Den studse, bøse Harvey havde til opgave at forsøge at få Ed Landsdales laviner af papirudkast til at give mening. De to mænd var som ild og vand. Den visionære Lansdale boblede over af stadig nye idéer til at ramme Castro, blot for at se dem blive skudt ned af den metodiske Harvey. I Harveys verden krævede den slags operationer flere måneders omhyggelig planlægning, inden de kunne iværksættes. På krisens tredje dag genovervejede Bobby sin holdning til, hvordan man burde svare Khrusjtjov. Hans oprindelige raseri over det sovjetiske forræderi var veget for mere sober analyse. En af hans biografister mente senere at kunne se et mønster: “et umiddelbart udbrud af krigerisk uforsonlighed, efterfulgt af lydhørhed og vilje til at skifte standpunkt”. Han var nu imod et overraskelsesangreb på missil-anlæggene, som han betragtede som uamerikansk – en slags omvendt Pearl Harbor. “Min bror har ikke tænkt sig at optræde som 60’ernes Tojo,” sagde han på et møde i Det Hvide Hus onsdag. Bobby hældte nu mere til en blokade af Cuba, kombineret med et ultimatum til Moskva – en idé, McNamara havde introduceret. Bobbys pludselige anfald af moralisme strakte sig imidlertid ikke til at stille Operation Mongoose i bero. Ifølge Harveys referat af mødet torsdag den 18. oktober lagde justitsministeren stadig vægt på “fremskyndelsen af sabotageaktioner” og bad om at modtage en liste over CIA’s planlagte sabotageoperationer. Det mest realistiske mål var i Harveys øjne en kobbermine i Pinar del Río-provinsen på det vestlige Cuba. CIA havde i månedsvis forsøgt at standse produktionen i Matahambre-minen, og man havde studeret terrænet udførligt, men var blevet forfulgt af en række uheld. Den første operation i august mislykkedes, fordi sabotørerne fór vild i mangrovesumpen. Det andet forsøg blev afblæst, da radio-

FREDAG DEN 19. OKTOBER: 9.45

operatøren faldt og brækkede nogle ribben. Tredje gang var sabotageholdet blevet standset en kilometer fra målet af en militærpatrulje og var blevet tvunget til at trække sig tilbage efter en skudveksling. Til trods for disse uheld stod Matahambre stadig øverst på Harveys “huskeseddel”. Han informerede Bobby og Lansdale om, at han ville “genstarte” operationen, så snart omstændighederne tillod det. FREDAG DEN 19. OKTOBER: 9.45

Præsidenten var netop i færd med at gennemgå de seneste efterretningsrapporter, da generalerne strømmede ind i kabinetslokalet. Nyhederne fra Cuba blev værre og værre dag for dag. Foruden de oprindelige missilstillinger i Pinar del Río havde U-2-spionfly opdaget endnu en række missilstillinger midt på øen. De nye anlæg omfattede faciliteter til IRBM’er (Intermedium-Range Ballistic Missile) – jord-til-jord-missiler med en omtrentlig rækkevidde på fireethalvttusind km, eller mere end dobbelt så lang rækkevidde som de MRBM’er (Medium-Range Balistic Missile), der var blevet opdaget den 14. oktober. Der var stadig ingen tegn på, at de store missiler var ankommet til Cuba, så truslen var ikke overhængende. Men arbejdet på de første missilstillinger skred hurtigt frem. CIA havde identificeret tre forskellige mellemdistancemissilregimenter på øen, med otte affyringsramper hver, altså fireogtyve i alt. “Lad os se,” sagde Kennedy og læste højt fra efterretningsrapporterne. “To af missilerne er operationelle nu … missiler kan affyres inden for atten timer efter beslutning om affyring … i den nedre ende af megatonkalaen.” Han havde frygtet dette møde, men han vidste, at han var nødt til at gøre gode miner til slet spil og i det mindste lade, som om han rådførte sig med Joint Chiefs of Staff. Han følte, at generalerne havde vildledt ham i forbindelse med Svinebugtaffæren og presset ham til at støtte en dårligt forberedt invasion af Cuba med anti-Castro-eksilcubanere. Han var særlig skeptisk over for flyvevåbenets øverstbefalende, general Curtis LeMay, en cigartyggende helt fra Anden Verdenskrig med tretusind atombomber under sin kommando. “Jeg

Amerikanere

ønsker ikke at se den mand for mine øjne igen,” havde Kennedy sagt efter at have lyttet til en af LeMays horrorbriefinger om at bombe USA’s fjender tilbage til “stenalderen”. Med sin profant barske og brutalt effektive facon var LeMay manden, man ville ønske at have ved sin side, når kampen startede, men ikke typen, som burde træffe beslutninger om krig og fred. LeMay kunne dårligt styre sig, da præsidenten ytrede sin frygt for en omfattende atomkrig. Idet han forsøgte at leve sig ind i Khrusjtjovs situation, forudså Kennedy, at et amerikansk angreb på Cuba uundgåeligt ville blive efterfulgt af et sovjetisk angreb på Berlin. “Hvilket kun efterlader mig ét alternativ, nemlig at bruge vores atomvåben – hvilket er et helvedes alternativ.” Nonsens, svarede LeMay langsomt, som om han talte til en småtbegavet elev. Det var lige omvendt. Ikke at reagere med en fast hånd på Cuba ville bare opmuntre russerne til at gå videre med Berlin. En flådeblokade af Cuba, som nogle af Kennedys rådgivere havde foreslået, ville være et skæbnesvangert svaghedstegn. “Det vil uundgåeligt føre til krig. Det er næsten lige så slemt som appeasementaftalen i München.” Der var en chokeret tavshed rundt om bordet. LeMays bemærkning var en uhørt fornærmende reference til præsidentens far, Joseph P. Kennedy, sr., som, mens han var amerikansk ambassadør i London, havde gjort sig til talsmand for, at man skulle forhandle med Hitler. LeMay antydede, at JFK, hvis politiske karriere var blevet skudt i gang med anti-appeasementbogen Hvorfor England sov, fulgte i sin fars fodspor. LeMays strategi over for den rivaliserende supermagt var baseret på en simpel logik. USA var Sovjetunionen atommæssigt overlegen. Hvor meget Khrusjtjov end truede og buldrede, så havde han ingen interesse i at fremprovokere en atomkrig, som han efter al sandsynlighed ville tabe. Takket være SAC (Strategic Air Command) havde den stærkeste militærmagt i verdenshistorien, USA, et stramt greb om “den russiske bjørns” testikler. “Nu vi har ham i fælden, så lad os hugge benene af ham helt op til testiklerne,” sagde han til sine kollegaer. “Nej, for resten, lad os tage testiklerne også.” Kennedys logik var meget anderledes. USA havde måske nok langt flere atombomber end modstanderen, men det gav ikke mening

FREDAG DEN 19. OKTOBER: 9.45

at tale om at “vinde en atomkrig”. Op imod 70 millioner amerikanere risikerede at dø i en atomkrig mod Sovjetunionen. “Vi taler om ødelæggelsen af et land,” sagde han til Joint Chiefs of Staff. Han ønskede at undgå at provokere Khrusjtjov til, hvad McNamara kaldte en “ufrivillig refleks”, som ville resultere i en udveksling af atombomber. Den øverstbefalende var chokeret over luftværnsgeneralens uforskammethed. Da LeMay sagde: “De står i lort til halsen,” troede Kennedy ikke sine egne ører. “Hvad sagde De?” “De står i lort til halsen,” svarede LeMay roligt med sin tunge midtvestenaccent. “Nå, jamen De står der sammen med mig. Personligt.” Svaret udløste en anspændt latter omkring bordet. Nogle minutter senere forsikrede LeMay præsidenten om, at luftvåbenet kunne være “parat til angreb ved daggry” søndag, selvom det optimale ville være den følgende tirsdag. Kort efter forlod Kennedy lokalet. Da præsidenten var gået, blev debatten mellem generalerne livligere. De skjulte båndoptagere kørte stadig. “Der trak De rigtig tæppet væk under ham,” sagde chefen for marinekorpset, general David M. Shoup, til LeMay. “Det var satans, hvad helvede mener De med det?” svarede chefen for flyvevåbenet, ivrig efter ros. Problemet med politikere, sagde Shoup, var, at de altid ville tage “små skridt”. Som militærmand ville han foretrække at ordne sagen med “den lille lorteø” en gang for alle. “Hvis vi går ind og nosser rundt med missilerne, bliver det noget lort. Hvis vi går ind og nosser rundt med noget andet, bliver det også noget lort.” “Sandt nok.” “Lort, lort, lort.” Da han senere befandt sig uforstyrret på sit kontor, dissekerede præsidenten sine generalers opførsel. Han var forbløffet over LeMays ubekymrede tiltro til, at Khrusjtjov ville undlade at reagere på en bombning af missilstillingerne og hundredvis af russeres død. ”De har én stor fordel,” sagde han til sin personlige assistent og gode ven, Dave Powers. ”Hvis vi lytter til dem og gør, som de siger, vil der ikke være nogen i live bagefter til at fortælle dem, at de tog fejl.”

Amerikanere FREDAG DEN 19. OKTOBER: AFTEN

Jack Kennedy havde en god forståelse for historiens luner. Hans erfaringer fra tiden som løjtnant på en patruljebåd i Stillehavet under Anden Verdenskrig og fra Svinebugtaffæren havde lært ham at nære mistillid til de militære autoriteters forsikringer. Han vidste, at der kunne være et skrigende misforhold mellem præsidentens ønsker og den måde, hvorpå hans ordrer blev udført i felten. Noget af det vigtigste, han havde lært under Anden Verdenskrig, var, at ”militæret altid forkludrer alting”. De følgende dages begivenheder tjente kun til at befæste JFK’s opfattelse af historien som en kaotisk proces, som nu og da kan skubbes i en ønsket retning, men aldrig helt kontrolleres. Når alt kommer til alt, består historien af tusindvis af individers handlinger, nogle berømte, andre ukendte; nogle med stor autoritet, andre, der ønsker at underminere enhver autoritet; nogle, der kæmper hårdt for at placere sig i en position, hvorfra de kan påvirke begivenhederne; andre, der tumler ind på den politiske scene nærmest ved et tilfælde. Denne historie, der senere skulle blive kendt som Cubakrisen, er fuld af tilfældige personer, hvis rolle i historien ofte overses: piloter og ubådsmandskab, spioner og missilmandskab, bureaukrater og propagandister, radaroperatører og sabotører. Mens præsidenten brød sit hoved med, hvad han skulle stille op med missilstillingerne, var to sådanne ydmyge koldkrigere i færd med at navigere deres gummibåd gennem det vestlige Cubas mangrovesumpe. Miguel Orozco og Pedro Vera havde malet sig sorte i hovederne og var iført camouflageregnslag. Deres rygsække indeholdt sprængstof, tændsnor, radioudstyr, et M-3-gevær, et par pistoler og mad og vand til en uge. Motoren på deres RB-12-gummibåd var udstyret med lyddæmper. Det lille fartøj lavede stort set ingen støj, mens det drev gennem den snoede kanal. De havde kendt hinanden i årevis og havde kæmpet sammen mod barbudos’erne i Sierra Maestra. Orozco, der var større og mere senet end sin kammerat, havde tjent som løjtnant i Batistas hær. Vera var tidligere sergent. Efter det succesfulde Fidelista-oprør var begge mænd flygtet og havde sluttet sig til den CIA-uddannede anti-Castro -guerillahær, kendt som Brigade 2506. Orozco havde hjulpet med at

FREDAG DEN 19. OKTOBER: AFTEN

transportere brigademedlemmer til Svinebugten til den dødsdømte invasion. Vera havde deltaget i et faldskærmsangreb på en vej, der førte til den isolerede Zapata-halvø, inden den kaotiske tilbagetrækning, da Castros tropper gik til modangreb. Han havde været heldig og var sluppet fra det med livet i behold, men han havde tilbragt over en uge på havet i en lille redningsflåde, inden han blev reddet af den amerikanske kystvagt. De var på vej sydover op ad Malas Aguas-floden med retning mod forløberne for de lave bjerge, der rejser sig langs den nordlige Pinar del Río-kystlinje. Deres mål – en svævebane, der forbandt Matahambrekobberminen med havnen i Santa Lucia – befandt sig under tyve kilometer væk i fugleflugtslinje. Men terrænet var ufremkommeligt: en blanding af sump, giftige planter og uigennemtrængelig skov. Det ville tage dem endnu tre eller fire dage, inden de nåede deres destination. Hele operationen var nøje planlagt. CIA havde indhentet detaljerede tegninger over kobberminen fra dens tidligere amerikanske ejere, hvis ejendom var blevet konfiskeret som følge af revolutionen. Man havde brugt disse tegninger til at lade opføre en 1:1-rekonstruktion af stedet på ”The Farm” – en træningslejr midt i skoven ved York-floden over for Williamsburg, Virginias gamle kolonihovedstad. I august var Orozco blevet fløjet dertil for at øve sig i at sprænge svævebanen og den nærliggende kraftstation i luften. Hans overordnede mente, at det var sikrere end at angribe selve minen, som med sikkerhed var bedre beskyttet. Hvis det lykkedes sabotørerne at sprænge svævebanen i luften, ville det effektivt standse kobberudvindingen. En CIA-undersøgelse anslog mulighederne for succes som ”glimrende”. ”Enten gennemfører I det,” knurrede deres overordnede, Rip Robertson, da han gav sabotørerne deres endelige briefing på en hemmelig adresse i Summerland Key nær Key West. ”Eller også skal I ikke bryde jer om at vende levende tilbage.” Et 45 meter langt ”moderskib” tilhørende en hemmelig CIA-flåde ud for det sydlige Florida færgede sabotørerne halvvejs over det halvandenhundrede kilometer brede stræde. På denne del af turen havde de selskab af fire cubanere, som skulle smugle femhundrede kilo våben og sprængstoffer ind i landet til anti-Castro-guerillaerne. Da de bevægede sig ind på cubansk territorialfarvand, skiltes de. Mindre og hurtigere speedbåde skulle bringe dem resten af vejen i ly af mørket.

Amerikanere

Orozco og Vera gik om bord i Ree Fee, en slank, ni meter lang cabin cruiser, der var i stand til at spore og agtersejle et hvilket som helst cubansk kystvagtsfartøj i området. Nogle kilometer fra kysten skiftede de til gummibåden. Da de omsider måtte opgive at komme videre med gummibåden, trak de den op på land, lukkede luften ud og camouflerede den under nogle grene. Orozco, som var lederen, tjekkede kortene og kompassene, som han havde bragt med sig fra Florida, og udstak kursen imod bjergene. Fotografier taget fra U-2-observationsfly viste en hundrede og tyve meter høj bakkekam, der rejste sig over sumpen omkring fem kilometer inde i landet på den anden side af en grusvej. Deres CIA-overordnede havde forsikret dem om, at området, de skulle passere, var sparsomt befolket, og at de næppe ville møde nogen. Men for alle tilfældes skyld var de blevet forsynet med falske cubanske identitetspapirer og tøj fra Cuba. Alt, hvad de havde på, fra deres sko til deres ponchoer stammede fra cubanske flygtninge. Det var overskyet og fugtigt, da de trak i deres tykke gummistøvler, spændte rygsækkene og begyndte at vade gennem mangrovesumpen. De mørke skygger foran dem stod i tydelig silhuet op imod månen. LØRDAG DEN 20. OKTOBER: MORGEN

”Hvis amerikanerne ser os, bliver de helt sikkert meget bange,” grinede Aleksandr Malakhov, leder af den kommunistiske ungdomsgruppe ved 79. missilregiment, som var udstationeret i nærheden af Sagua la Grande, en lille provinsby midt på Cuba. Han stod på et interimistisk podium – en stor jordbunke, knap en meter høj. Men det var ikke en hvilken som helst jordbunke. Denne jord var blevet transporteret i sække den halve klode rundt fra Rusland som et minde om deres rodina – ”moderlandet”. Som prikken over i’et havde Komsomol-sekretæren fundet en lang træstav og malet den rød og hvid, så den lignede en grænsepæl, og anbragt den foran præsidiet. På staven var monteret et skilt, hvorpå der stod: USSR-TERRITORIUM. VI VIL FORSVARE CUBA SOM VORT MODERLAND, proklamerede et banner lidt derfra.

LØRDAG DEN 20. OKTOBER: MORGEN

Flere hundrede officerer og menige var samlet på engen foran podiet. Selvom de stod på række og geled, var der ikke megen militær anstand over dem. De var iført et underligt sammensurium af tøj: ternede skjorter, militærbukser, som var klippet af over knæene, overskårne, tunge russiske støvler med ventilationshuller i til den tropiske hede. Nogle af soldaterne havde nøgne overkroppe, andre lignede ifølge Malakhov ”fugleskræmsler”. Han havde indkaldt til mødet for at markere en særlig begivenhed: 79. missilregiment havde netop som den første sovjetiske missilenhed på Cuba meldt ”klar til kamp”. De otte missilraketter stod klar ved siden af de store betonaffyringsramper, alle rettede mod nord, mod den imperialistiske fjende. Tæt ved holdt de kanvasoverdækkede anhængervogne med de lange, tynde R-12-raketter, der lignede overdimensionerede blyanter. Lastvogne med brændstof og iltningsmidler stod ligeledes klar. Sprænghovederne var stadig ikke nået frem til anlægget, men de kunne transporteres til stedet på under et døgn. ”Vi har nået vores mål for første fase,” sagde Malakhov i sin peptalk til mandskabet. ”En sovjetisk soldat er altid trofast over for sin faneed. Vi er parate til at lide heltedøden. Vi vil ikke svigte det cubanske folk og overgive dem til tortur og lidelse i imperialisternes hænder.” Klapsalver, piften og en maskingeværsalve hilste Komsomollederen. ”Rodina ili smert. Patria o muerte”. (”Moderland eller død.”) ”Venceremos”. Officererne og soldaterne fra 79. missilregiment lignede måske nok fugleskræmsler, men de havde udført en ekstraordinær, logistisk bedrift. Aldrig tidligere havde en russisk hær været så langt fra moderlandet, for slet ikke at tale om en hær udstyret med våben, der var i stand til at udslette mange millioner mennesker. Og dertil kom, at de havde gjort det i al hemmelighed. De første sovjetiske missiler var ankommet til Cuba i begyndelsen af september, men blev først opdaget af de amerikanske spionfly over en måned senere. Og selv nu var der meget, Washington ikke vidste om de fjendtlige styrker, der pludselig var dukket op i deres baghave. Det havde taget dem næsten tre måneder at blive kampklare. Regimentets øverstbefalende, oberst Ivan Sidorov, havde fået overdra-

Amerikanere

get en særlig ”opgave for regeringen” i slutningen af juli. Det meste af august var gået med at pakke missiludstyret: raketter, lastvogne, bulldozere, kraner, præfabrikerede barakker – i alt ellevetusind tons udstyr. Regimentet havde brugt nitten særtog for at nå frem til havnebyen Sevastopol på Krim-halvøen fra basen i det vestlige Rusland. I Sevastopol skiftede regimentet til fem lastskibe og et passagerskib. Alt dette var imidlertid kun én del af en langt større armada. For at kunne transportere halvtredstusind mand og tohundredeogtredivetusinde tons materiel over oceanet havde de sovjetiske militære planlæggere samlet en flåde på femogfirs skibe, hvoraf en del gjorde rejsen til Cuba og tilbage igen både to og tre gange. Der var i alt fem missilregimenter, tre udstyret med mellemdistance-R-12’ere og to med længererækkende R-14’ere. Derudover var der fire maskingeværregimenter til at beskytte missilerne, tre krydsermissilregimenter, et regiment med MiG-21-kampfly, otteogfyrre lette Ilyushin-28 -bombefly, et helikopterregiment, en missilpatruljebådsbrigade, en ubådseskadre og to luftværnsdivisioner. Som alle andre havde Sidorovs mænd ingen anelse om, hvor de skulle hen eller hvorfor. For at forvirre fjenden havde operationen fået kodenavnet Operation Anadyr efter en by på Sibiriens yderste spids. Der blev læsset ski og valenki – tunge støvler – på transportskibene for at narre eventuelle amerikanske spioner ved havnen til at tro, at flåden havde kurs mod det iskolde nord. Al kommunikation med familien var forbudt. “Moderlandet vil ikke glemme jer,” bedyrede en repræsentant for generalstaben over for tropperne inden afsejlingen. Det 10.825 tons tunge skib Omsk afsejlede som det første den 25. august. Den japansk konstruerede fragtbåd sejlede normalt med tømmer og havde luger, der var store nok til, at missilerne kunne lastes. De tyve meter lange R-12-raketter måtte opbevares på skrå, lænet op ad væggen. Der var så lidt plads, at kun Sidorov og hans befalingsmænd sov i kahytter. De menige var stuvet sammen på mellemdækket under broen, der normalt tjente til opbevaringsrum. Alt i alt måtte 264 mand deles om knap firehundrede kvadratmeter eller lidt under halvanden kvadratmeter per mand, kun lige nok til at ligge ned. Instruktionerne om ruten var forseglet i en stribe kuverter, der skulle åbnes i fællesskab af regimentets øverstbefalende, kaptajnen

LØRDAG DEN 20. OKTOBER: MORGEN

og den øverste KGB-repræsentant. Det første sæt instruktioner beordrede dem til at “sejle til Bosporusstrædet”; det andet til at “fortsætte til Gibraltar”. Det var først, efter at Omsk havde passeret Middelhavet og var ude på Atlanterhavet, at de åbnede det tredje sæt instruktioner, der beordrede dem til at “fortsætte til Cuba”. Luften under dæk var kvælende. Solen brændte ned på de tunge metalluger, og til tider var temperaturen helt oppe på over 48 grader, og luftfugtigheden på 95 procent. Lugerne blev holdt lukkede, når der var fremmede skibe i farvandet, eller når de var tæt på land, som i Bos porusstrædet eller Gibraltarstrædet. Mindre grupper af mandskabet fik lov til at komme op på dækket for at trække frisk luft om natten – et med iver imødeset privilegium. Underholdningen bestod i endeløse gentagelser af Stille flyder Don, den seneste sovjetiske blockbuster. Søsyge var et forfærdeligt problem. Skibet lå højt i vandet på grund af missilernes relativt lette vægt og blev derfor kastet rundt på bølgerne, da det løb ind i en alvorlig storm midt ude på Atlanterhavet. Militærstatistikere anslog senere, at tre ud af fire passagerer var alvorligt søsyge. Den gennemsnitlige soldat tabte elleve kilo under rejsen. Knap en tredjedel af mandskabet var ude af stand til at udføre fysisk arbejde de første par dage efter ankomsten, og fire procent i over en uge. Efterhånden som Omsk nærmede sig Cuba, begyndte fly fra det amerikanske flyvevåben at cirkle hen over dem og fotografere dækslasten. En nat blev Sidorov vækket af en kraftig lyskaster, der skinnede ind i hans kahyt. Han skyndte sig op på broen, hvor han fik øje på et amerikansk krigsskib helt tæt på til styrbord side. Ved morgengry den 9. september, da fragtbåden passerede Guantánamo-flådebasen, kom der patruljebåde ud for at inspicere den. Et par jetjagere drønede ovenover, men der gik mange uger, inden Washington fandt ud af, hvad Omsk fragtede. Ud fra opsnappede sovjetiske meddelelser konkluderede den nationale sikkerhedstjeneste den 31. august, at lasten bestod af “tønder med gasolie”. Resten af Sidorovs regiment fulgte tre uger senere efter på passagerbåden Admiral Nakhimov. Over totusind soldater – i den sovjetiske presse beskrevet som “landarbejdere og studenter” – blev stuvet sammen i et fartøj, der var bygget til højst nihundrede turister. Da skibet lagde til kaj i Havana, var det første, de syge og udmattede

Amerikanere

soldater lagde mærke til, røgen fra et bål inde på land. Et sovjetisk infanteriregiment var i gang med at brænde alt deres unødvendige skiudstyr af. Omfanget af den sovjetiske troppeindsættelse oversteg CIA’s værste mareridt. Da McNamara briefede præsidenten lørdag den 20. oktober om eftermiddagen, anslog han den sovjetiske troppestyrke på Cuba til “mellem seks- og ottetusind”. CIA-analytikere var nået frem til denne vurdering ved at observere antallet af sovjetiske skibe, der krydsede Atlanten, og regne på den ledige dækskapacitet. Der manglede bare ét element i deres beregninger: den russiske soldats evne til at affinde sig med forhold, som amerikanske soldater aldrig ville tolerere. Den 20. oktober var der ankommet mere end fyrretusind sovjetiske tropper til Cuba. Efter at missilerne var ankommet til øen, skulle de transporteres til affyringsstillingerne ad lange, snoede bjergveje. Observationspatruljer havde brugt uger på at afstikke ruter, bygge veje og broer og fjerne forhindringer. Postkasser, telegrafpæle, ja, selv hele huse blev revet ned, for at de femogtyve meter lange lastvogne kunne passere. “I revolutionens tjeneste” lød standardsvaret til de fordrevne indbyggere fra de cubanske forbindelsesofficerer, der fulgte de sovjetiske konvojer. Det tog to nætter at losse Omsk, som havde lagt til kaj i Casilda, en lille fiskerhavn på den sydlige cubanske kyst, der kun havde kapacitet til et mellemstort skib. Faciliteterne var så primitive, at det halvandethundrede meter lange Omsk måtte flyttes rundt flere gange, for at man kunne få adgang til alle lugerne. Missilerne blev losset af skibet i fuldstændigt mørke under overvågning af halvfjerds mand fra Castros personlige livgarde fra Sierra Maestra. Patruljebåde forhindrede fiskerbåde i at nærme sig havnen, og dykkere inspicerede skibets skrog hver anden time for at sikre sig imod sabotageforsøg. For at begrænse antallet af øjenvidner blev transporten af missilerne indskrænket til timerne mellem midnat og klokken fem om morgenen. Inden, konvojen kørte, afspærrede politiet vejen under henvisning til en “trafikulykke”. Konvojen blev anført af politibetjente på motorcykler, efterfulgt af sovjetiske jeeps og amerikanske

LØRDAG DEN 20. OKTOBER: MORGEN

Cadillac’er og de skrumplende missillastvogne. Kraner og ekstra lastvogne udgjorde bagtroppen, efterfulgt af flere motorcykler. Andre konvojer blev sendt ud i andre retninger for at aflede opmærksomheden. Det var forbudt at tale russisk offentligt og specielt over radioen. De sovjetiske soldater, der fulgte med konvojen, bar cubanske uniformer og kommunikerede med hinanden på spansk med talordene fra et til ti. Cuatro, cuatro betød “stands konvojen”, dos, tres betød “kysten er klar” og så videre. Systemet virkede enkelt nok, men det skabte endeløse misforståelser. I anspændte situationer slog soldaterne over i russiske eder. Officererne spøgte med, at “vi har muligvis ikke forvirret det amerikanske efterretningssystem, men vi har da i hvert fald forvirret os selv”. Fem kilometer nord for Casilda nåede konvojen Trinidad, en arkitektonisk perle fra det attende århundrede opført af sukkerbaroner og slaveejere. Eftersom missilerne umuligt kunne komme igennem de gamle gader, havde sovjetiske og cubanske tropper konstrueret en vej uden om byen. Konvojen kørte langs kanten af de sydlige udløbere af Escambray-bjergene, Castro-modstandernes guerillahøjborg, og bevægede sig siden nordpå mod sletterne midt på Cuba. Ved daggry standsede konvojen for at holde pause i en skov uden for Palmira. Den følgende nat, da konvojen gjorde klar til at bryde op igen, modtog man en meddelelse om, at en bro forude var blevet skyllet væk af et tropisk uvejr. Det affødte en forsinkelse på fireogtyve timer, mens hele regionens mandlige befolkning blev udkommanderet for at genopbygge broen. Den tohundredeogfemogtyve kilometer lange tur tog i alt tre nætter. Det sted, der var blevet udvalgt til Sidorovs hovedkvarter, var gemt af vejen bag en række lave bakker mellem en sukkerplantage og et stenbrud. Landskabet var prydet med palmetræer, men snart efter var ingeniørtropperne i fuld gang med at rydde grunden til et batteri med fire affyringsramper. Yderligere fire affyringsramper var placeret tyve kilometer mod nordvest, tættere på Sagua la Grande. Sidorov, som var en høj, statelig mand, var meget klar i mælet omkring, hvem der havde kommandoen. “I skal bare huske én ting,” fortalte obersten de nyankomne i sin velkomsttale, mens han svedte voldsomt i den intense cubanske hede. “Det er mig, der er chef her.

Amerikanere

Det betyder, at jeg repræsenterer den sovjetiske statsmagt – jeg er anklager, forsvarer og dommer i én og samme person. Så kom i gang.” LØRDAG DEN 20. OKTOBER: 14.30

JFK var i gang med andendagen af en længe planlagt kampagnetur gennem Midtvesten. I forsøget på at aflede opmærksomheden fra den internationale krise, der lurede i kulisserne, havde han gjort sig megen umage med at overholde sine aftaler, indtil han modtog en opringning fra Bobby: Man behøvede hans tilstedeværelse i Washington. Hans bror bad ham indtrængende om at vende tilbage til Det Hvide Hus for at løse op for situationen, der var gået i hårdknude blandt hans rådgivere. Det var nødvendigt at træffe en afgørelse. Reporterne var netop i færd med at stige på busserne uden for Hotel Sheraton-Blackstone i Chicago for at køre til det næste politiske møde, da de hørte, at det var blevet aflyst. “Præsidenten er forkølet og må vende tilbage til Washington,” annoncerede Det Hvide Hus’ pressesekretær, Pierre Salinger, uden yderligere forklaring. Da de var kommet om bord på Air Force One, spurgte Salinger præsidenten, hvad der egentlig foregik. Kennedy havde ikke lyst til at fortælle ham noget, ikke endnu i hvert fald. I stedet for drillede han ham: “Når du kommer tilbage til Washington, skal du nok finde ud af det. Og når du gør, så gælder det om at kridte skoene og stå fast.” Efter fire dages kvalfulde diskussioner var mulighederne kogt ned til to: luftangreb eller blokade. Begge muligheder havde fordele og ulemper. Et overraskelsesangreb fra luften ville reducere den cubanske trussel betragteligt og umiddelbart. På den anden side var det muligvis ikke 100 procent effektivt, og det kunne provokere Khrusj tjov til at affyre de resterende missiler mod USA eller indlede aktioner andetsteds. De ottehundrede individuelle militærudfald, som Pentagon havde planlagt, risikerede at resultere i et sådant kaos på Cuba, at en invasion ville blive uundgåelig. En blokade ville kunne bane vejen for forhandlinger, men gav på den anden side russerne mulighed for at trække tiden ud, mens de i al hast færdiggjorde arbejdet på missilstillingerne. Luftangrebet var kendt som “Bundy-planen” efter dens førende talsmand, som blev støttet af militæret. CIA-direktøren McCone og

LØRDAG DEN 20. OKTOBER: 14.30

finansminister Douglas Dillon gik også ind for luftangreb, men ønskede at give russerne et ultimatum om at fjerne missilerne inden for tooghalvfjerds timer, inden man indledte bombningerne. McNamara, udenrigsminister Dean Rusk, FN-ambassadør Adlai Stevenson og præsidentens taleskriver, Theodore Sorensen, gik alle ind for en blokade. Bobby havde i sidste instans besluttet sig for at gå ind på blokadeløsningen, men frygtede samtidig, at dette måske var “den sidste chance, vi får for at ødelægge Castro og de sovjetiske missiler på Cuba”. “Mine herrer! I dag skal vi vise, hvad vi er værd,” sagde Kennedy, da han sluttede sig til sine rådgivere i det ovale kontor på anden sal i Det Hvide Hus. “I bør alle ønske, at det ikke er jeres plan, der bliver antaget.” Gennem de seneste par dage havde der i Det Hvide Hus cirkuleret to rivaliserende udkast til præsidentens tale til nationen, hvori han bekendtgjorde opdagelsen af de sovjetiske missiler. Et af de to udkast – “luftangrebs”-talen, som Bundy forelagde for præsidenten – skulle forblive under lås og slå i fyrre år: Kære amerikanske medborgere Det er med tungt hjerte og under skyldig hensyntagen til min embedsed, at jeg har beordret – og det amerikanske luftvåben har udført – militæroperationer udelukkende med konventionelle våben for at eliminere en stor atomvåbenstyrke på cubansk jord … Ethvert andet skridt risikerede at medføre en fuldstændig uacceptabel udsættelse og forvirring uden at indebære udsigten til virkelige fremskridt med hensyn til elimineringen af denne uacceptable kommunistiske indtrængen på de amerikanske kontinenter … Længerevarende udsættelse ville have betydet stærkt forøget fare, og forudgående advarsel ville have medført stærkt forøgede tab af menneskeliv på begge sider. Det var min pligt at handle. Ligesom Bobby var præsidenten mest for en blokade efter oprindeligt at have været tilhænger af et luftangreb. Han var imidlertid stadig ikke helt sikker i sin sag. Blokaden syntes at være den sikre vej,

Amerikanere

men den indebar også store risici, herunder en konfrontation mellem de to supermagters flåder. Efter mødet tog han Bobby og Ted Sorensen med ud på Truman-balkonen i Det Hvide Hus, der havde udsigt til Washington-monumentet. “Vi står på randen af en krig,” meddelte han dem alvorligt, inden han tog luften ud af ballonen med sit bidende, irske vid. “Og der er ikke plads i Det Hvide Hus’ beskyttelsesrum til os alle sammen.”