Det er ikke nok at betragte demokratiet som en rettighed. Vi må først og fremmest betragte det som en forpligtelse – en forpligtelse til at forholde os til hinanden som politisk ligeværdige.
I Den politiske forpligtelse tager Kai Sørlander demokratiets fundament under rationel behandling. Hvordan sikrer man, at et demokratisk flertal ikke omstyrter demokratiet? For at demokratiet kan være en konsistent samfundsorden er det nødvendigt, at vi alle – som rationelt tænkende individer – er underlagt en indre etisk fordring, som forpligter os i forhold til hinanden, en elementær forestilling om borgernes politiske ligeværdighed, som vi bør opbygge samfundet på basis af. Men findes en sådan rationel etik, som rummer de demokratiske værdier? Hvis ikke, er demokratiet ikke en rationel politisk orden!