Borgerlig Offentlighed

Jürgen Habermas

Borgerlig offentlighed

Borgerlig offentlighed

Jürgen Habermas (1929-) er tysk filosof og sociolog. Tilhører Frankfurterskolens 2. generation og er dermed arvtager til den kritiske teori, som den blev udformet af bl.a. Max Horkheimer og Theodor W. Adorno. Er i dag blandt Europas mest toneangivende nulevende filosoffer og er kendt for sit stærke engagement i samfundsdebatten på såvel nationalt som internationalt plan.

Jürgen Habermas

I dette værk, som for længst har opnået klassikerstatus, viser Jürgen Habermas i konkrete historiske og sociologiske analyser den nære forbindelse mellem kapitalismens udvikling og opløsningen af den borgerlige offentlighed, der oprindelig varetog en kritisk kontrol af statens virksomhed. I storindustriens epoke fortrænges det politisk ræsonnerende publikum af store interesseorganisationer og politiske partier, der smelter sammen med statsorganerne og etablerer sig over den offentlighed, som de oprindeligt var et instrument for. Magtudøvelse og magtkamp udspilles direkte mellem massive bureaukratiske organisationer, mens publikum gradvis forvandles til en "afpolitiseret masse", bliver passive tilskuere til magtens kredsløb. Borgerlig offentlighed er en kritisk analyse af de demokratiske værdiers skæbne, men rejser samtidig spørgsmålet om demokratiets muligheder i det radikalt ændrede civilsamfund efter Anden Verdenskrig.

Informations Forlag

Borgerlig offentlighed riflet2.indd 1

0901803 12.23.26

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

Indhold Forord til det nye oplag 1990 Forord til første oplag

7

45

I Indledning: Indledende afgrænsning af typen borgerlig offentlighed 49 § 1 Udgangsspørgsmålet 49 § 2 Om typen repræsentativ offentlighed 53 Ekskurs: Den repræsentative offentligheds afslutning, illustreret ved eksemplet Wilhelm Meister 62 § 3 Den borgerlige offentligheds genese 64 II Offentlighedens sociale strukturer 79 § 4 Grundrids 79 § 5 Offentlighedens institutioner 83 § 6 Den borgerlige familie og institutionaliseringena af den publikumsrelaterede privathed 99 § 7 Den litterære offentligheds forhold til den politiske offentlighed 108 III Offentlighedens politiske funktioner 115 § 8 Den engelske udvikling som mønstereksempel 115 § 9 De kontinentale varianter 126 § 10 Det borgerlige samfund som sfære for privat autonomi: privatretten og det liberaliserede marked 134 § 11 Den modsigelsesfulde institutionalisering af offentligheden i den borgerlige retsstat 140 IV Borgerlig offentlighed – idé og ideologi 153 § 12 Public opinion – opinion publique – offentlig mening: om dette topos’ forhistorie 153

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

§ 13 Publicitet som princip for formidlingen mellem politik og moral (Kant) 171 § 14 Om offentlighedens dialektik (Hegel og Marx) 188 § 15 Den ambivalente opfattelse af offentlighed i liberalismens teori (John Stuart Mill og Alexis de Toqueville) 202 V Den sociale strukturændring af offentligheden 217 § 16 Den offentlige sfæres tendentielle sammenvoksningmed det private område 217 § 17 Polarisering mellem social- og intimsfære 230 § 18 Fra det kulturræsonnerende publikum til det kulturkonsumerende publikum 239 § 19 Det udviskede grundrids: udviklingslinjer i den borgerlige offentligheds forfald 257 VI Den politiske funktionsændring af offentligheden 265 § 20 Fra private litteraters journalistiktil massemediernes offentlige tjenesteydelser – reklame som funktion af offentligheden 265 § 21 Publicitetsprincippets funktionsændring 282 § 22 Frembragt offentlighed og ikke-offentlig mening: befolkningens vælgeradfærd 301 § 23 Den politiske offentlighed og den liberale retsstats transformationsproces til socialstat 314 VII Om begrebet offentlig mening 331 § 24 Offentlig mening som statsretlig fiktion – og den socialpsykologiske opløsning af begrebet 331 § 25 Et sociologisk forsøg på klarlæggelse 340 Litteraturhenvisninger

349

Ord- og begrebsforklaringer Navneregister

363

361

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

Forord til det nye oplag 1990

Spørgsmålet om et nyt oplag har en ydre årsag. Salget af Luchterhand Verlag, som på en prisværdig måde havde støttet mine første bøger, gjorde det nødvendigt at skifte forlag.

Jo mere jeg var fristet til at ændre, stryge og komplettere bogen efter den første genlæsning efter næsten 30 år, jo mere blev jeg klar over det uigennemførlige i noget sådant: Det første indgreb i bogen havde tvunget mig til at forklare, hvorfor jeg ikke lavede en ny version. Det ville imidlertid overstige forfatterens kræfter, idet han i mellemtiden har vendt sig mod andre ting og ikke har fulgt med i den omfattende forskningslitteratur. Allerede dengang var undersøgelsen en syntese af en næsten uoverstigelig mængde af bidrag inden for flere discipliner.

Beslutningen om et uændret optryk af det udsolgte 17. oplag kan måske retfærdiggøres af to grunde. For det første den stadige efterspørgsel efter en publikation, der har vundet indpas som en slags lærebog inden for forskellige studieretninger; for det andet den aktualitet, som den forsømte revolution i Mellem- og Østeuropa, der udspillede sig lige foran vore øjne, har givet strukturændringen af offentligheden.1 For dette emnes aktualitet – og en perspektivrig behandling af det – taler også modtagelsen af bogen i USA, hvor en engelsk oversættelse2 først udkom i det forgangne år.3

1. J. Habermas: Die nachholende Revolution, Frankfurt am Main, 1990.

2. J. Habermas: The Structural Tranformation of the Public Sphere, Mit Press, Boston 1989.

3. I denne anledning fandt en konference sted i september 1989 på University of North Carolina, som var meget livlig og overordentlig lærerig for mig, og hvor der ud over

7

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

I anledning af det nye oplag vil gerne jeg benytte lejligheden til nogle kommentarer, der ikke så meget skal slå bro over afstanden på en menneskealder, men snarere tydeliggøre den. Forskningen og teoretiske problemstillinger har helt banalt ændret sig siden værkets tilblivelse i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne; hvad der også har ændret sig siden slutningen af Adenauer-regimets epoke, er den udenomsvidenskabelige erfaringshorisont, som også socialvidenskabelige undersøgelser får sine perspektiver fra; hvad der endeligt også har ændret sig, er min egen teori, nok mindre i grundtrækkene end i graden af kompleksitet. Efter at jeg har skabt mig et første, givetvis kun overfladisk indtryk af relevante emneområder, vil jeg gerne – i det mindste som illustration og til inspiration for videre studier – erindre om disse ændringer. Her følger jeg bogens opbygning, for så vidt jeg først giver mig i kast med den borgerlige offentligheds historiske oprindelse og begreb (kapitel I til III), dernæst med strukturændringen af offentligheden ud fra to synspunkter, nemlig socialstatens transformation af kommunikationsstrukturerne og massemediernes forandring af dem (kapitel V og VI). I tilknytning hertil vil jeg drøfte de teoretiske perspektiver i fremstillingen og deres normative implikationer (kapitel IV og VII); her vil jeg beskæftige mig med det bidrag, som den foreliggende undersøgelse kan yde til de spørgsmål omkring demokratiteorien, som er blevet relevante igen i dag. Det er frem for alt ud fra dette perspektiv, at bogen er blevet recipieret, ikke så meget da den udkom første gang, men i sammenhæng med studenteroprøret og den neokonservative reaktion, det udløste. I den sammenhæng er bogen lejlighedsvist, i samme grad fra venstre og højre, blevet behandlet polemisk.4

sociologer, politologer og filosoffer også deltog historikere, litteraturvidenskabsfolk, kommunikationsforskere og antropologer. Jeg vil gerne takke deltagerne for den inspiration, jeg modtog her.

4. W. Jäger: Öffentlichkeit und Parlamentarismus. Eine Kritik an Jürgen Habermas, Stuttgart 1973; om anmeldelserne, se R. Götzen & J. Habermas: Eine Bibliographie seiner Schriften und der Sekundärliteratur 1952-1981, Frankfurt am Main 1981, s. 24 f.

8

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

I. Den borgerlige offentligheds oprindelse og begreb (1). Som man kan se i forordet til første oplag, havde jeg først sat mig det mål at udvikle idealtypen borgerlig offentlighed ud fra de historiske kontekster i den engelske, franske og tyske udvikling i det 18. og tidlige 19. århundrede. Udarbejdelsen af et epokespecifikt begreb kræver en stiliserende fremhævelse af karakteristiske kendetegn ud fra en langt mere kompliceret samfundsmæssig realitet. Som det er tilfældet ved enhver sociologisk generalisering, er udvalg, statistisk relevans og vægtning af historiske trends og eksempler et problem, der frem for alt rummer store risici, hvis man ikke som historikeren går tilbage til kilderne, men snarere støtter sig til sekundærlitteratur. Fra historikerside har man med rette beskyldt mig for “empiriske mangler”. Der var dog en vis trøst at hente i Geoffrey Eleys venlige dom i hans udførlige og detaljerede bidrag på den ovennævnte konference: “Når man genlæser bogen ... er det slående at se, hvor sikkert og fantasifuldt argumentet er historisk funderet, når man tager i betragtning, hvor beskeden litteraturen dengang var.”5 H.U. Wehlers sammenfattende fremstilling, der er baseret på en bred litteratur, bekræfter grundtrækkene i min analyse. I Tyskland havde der frem til slutningen af det 18. århundrede dannet sig “en lille, men kritisk diskuterende offentlighed”.6 Med et alment læsepublikum, som frem for alt var sammensat af byborgere og borgerlige og større end “de lærdes republik”, og som ikke længere blev ved med at læse få standardværker intensivt, men derimod havde indrettet sine læsevaner på løbende nyudgivelser, opstod der så at sige ud fra privatsfærens midte et relativt tæt offentligt kommunikationsnet. Det pludseligt stigende antal læsere korresponderer med en stærkt udvidet produktion af bøger, tidsskrifter og aviser, et voksende antal forfattere, forlag og boghandler, oprettelsen af lejebiblioteker og læsekabinetter og frem for alt læseselskaber som sociale knudepunkter for den nye

5. G. Eley: Nations, Public, and Political Cultures. Placing Habermas in Nineteenth Century, Massachusetts, 1989.

6. H.U. Wehler: Deutsche Gesellschaftsgeschichte, bd. 1, München 1987, s. 303-331.

9

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

læsekultur. Accepteret er i mellemtiden også relevansen af det foreningsvæsen, der opstod i den tyske oplysnings sene fase; det fik en fremadrettet betydning, som mere skyldtes dets organisationsform end dets manifeste funktioner.7 Oplysningsselskaber, dannelsesforeninger, frimurernes hemmelige selskaber og illuminatordenerne var sammenslutninger, der konstituerede sig via frie, dvs. private beslutninger hos de stiftende medlemmer, de blev rekrutteret fra frivillige medlemmer og praktiserede inden for egne rammer egalitære samkvemsformer, diskussionsfrihed, flertalsbeslutninger osv. Inden for disse sammensatte societeter, der givetvis stadigvæk var eksklusivt borgerlige, kunne man indøve et fremtidigt samfunds politiske lighedsnormer.8 Den Franske Revolution udløste derpå en politiseringsbølge inden for en først og fremmest litterært og kunstkritisk præget offentlighed.

Dette skete ikke blot i Frankrig,9 men også i Tyskland. En “politisering af samfundslivet”, fremkomsten af en meningspresse, kampen mod censur og for meningsfrihed karakteriserede funktionsændringen af det ekspanderende offentlige kommunikationsnet frem til slutningen af det 19. århundrede.10 Den censurpolitik, som staterne i Det Tyske Forbund førte for at forsvare sig imod institutionaliseringen af den politiske offentlighed, som blev forsinket indtil 1848, trak så meget desto mere sikkert litteratur og kritik ind i politiseringens malstrøm.

Peter U. Hohendahl benytter mit offentlighedsbegreb til at følge denne proces i detaljer; i den mislykkede revolution i 1848 ser han imidlertid et markant indsnit i den begyndende strukturændring af den tidlige liberale offentlighed.11 G. Eley gør opmærksom på den nyere forskning omkring engelsk

7. R. v. Dülmen: Die Gesellschaft der Aufklärer, Frankfurt am Main 1986.

8. K. Eder: Geschichte als Lernprozeß?, Frankfurt am Main 1985, s. 123 ff.

9. Sml. Etienne François, Jack Censer og Pierre Rétats bidrag i R. Koselleck & R. Reichardt (udg.): Die französische Revolution als Bruch des gesellschaftlichen Bewußtseins, München 1988, s. 117 ff.

10. H.U. Wehler: Deutsche Gesellschaftsgeschichte, bd. 2, München 1987, s. 520-546.

11. P.U. Hohendahl: Literarische Kultur im Zeitalter des Liberalismus 1830-1870, München 1985, især kap. II og III.

10

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

socialhistorie, og den føjer sig godt ind i den foreslåede teoretiske ramme for offentlighedsanalysen, eftersom den undersøger de processer, der finder sted inden for klassedannelsen, urbaniseringen, den kulturelle mobilisering og fremkomsten af de nye offentlige kommunikationsstrukturer på linje med de voluntary associations, der konstituerede sig i det 18. århundrede,12 og ved hjælp af popular liberalism i det 19. århundredes England.13 Hvad angår den til at begynde med dannelsesborgerligt og litterært definerede, kulturræsonnerende offentligheds transformation til en sfære, der er behersket af massemedier og massekultur, er frem for alt Raymond Williams kommunikationssociologiske undersøgelser oplysende.14 Eley gentager og begrunder også den indvending, at min overstilisering af den borgerlige offentlighed fører til en uberettiget idealisering, og vel at mærke ikke kun til en fortegning af de rationelle aspekter i en offentlig kommunikation, der er formidlet gennem læsning og fokuseret i samtaler. Selv om man går ud fra en vis homogenitet hos det borgerlige publikum, som trods partistridigheder kunne se grundlaget for en i det mindste opnåelig konsensus i den – om end fraktionerede, men i sidste ende – fælles klasseinteresse, er det forkert at tale om publikum i singularis. Bortset fra de differentieringer inden for det borgerlige publikum, som man kan foretage ved at ændre den optiske afstand også inden for min model, opstår der et andet billede, hvis man fra begyndelsen regner med konkurrerende offentligheder og her tager hensyn til dynamikken i de kommunikationsprocesser, der er udelukket fra den dominerende offentlighed.

(2). Der kan være tale om “udelukkelse” i Foucaults forstand, når det drejer sig om grupper, hvis rolle er konstitutiv for dannelsen af en bestemt offentlighed. “Udelukkelse” får en anden, mindre radikal betydning, hvis der inden for de samme kommunikationsstrukturer dannes flere arenaer samtidig, hvor der ved siden af den hegemoniale

12. J. Plumb: “The Public, Literature and the Arts in the Eighteenth Century”, i: M.R. Marrus (udg.): The Emergence of Leisure, New York 1974.

13. Patricia Hollis (udg.): Pressure from without, London 1974.

14. R. Williams: The Long Revolution, London 1961, d.s.: Communications, London 1962.

11

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

borgerlige offentlighed optræder andre subkulturelle eller klassespecifikke offentligheder med egne præmisser, der ikke uden videre er villige til at indgå et kompromis. Det første tilfælde har jeg i sin tid slet ikke taget hensyn til, det andet tilfælde har jeg ganske vist nævnt i forordet, men ikke behandlet.

Med henblik på den jakobinske fase i Den Franske Revolution og chartistbevægelsen har jeg talt om tilløb til en “plebejisk” offentlighed og ment, at jeg kunne se bort fra denne som en undertrykt variant af den borgerlige offentlighed i den historiske proces. Men som følge af E. Thompsons banebrydende værk Making of the English Working Class15 er der udkommet en lang række undersøgelser om de franske og engelske jakobinere, Robert Owen og de tidlige socialisters praksis, chartisterne og også om venstrepopulismen i det tidlige 19. århundredes Frankrig, der giver et andet perspektiv på den politiske mobilisering af underklasserne på landet og af byernes arbejderbefolkning. I direkte diskussion med mit offentlighedsbegreb har Günter Lottes undersøgt den engelske radikalismes teori og praksis i det sene 18. århundrede med de londonske jakobinere som eksempel. Han viser, hvordan den traditionelle folkekultur udviklede en ny politisk kultur med egne organisationsformer og praktikker under indflydelse af den radikale intelligens og de moderne kommunikationsbetingelser: “Den plebejiske offentligheds fremkomst karakteriserer derfor en specifik fase i den historiske udvikling af småborgerlige og underklasseborgerlige lags livssammenhæng. Den er på den ene side en variant af den borgerlige offentlighed, fordi den orienterer sig efter denne som forbillede. På den anden side er den plebejiske offentlighed mere end det, fordi den får den borgerlige offentligheds emancipatoriske materiale til at udfolde sig i en ny social kontekst. Den plebejiske offentlighed er på en vis måde en borgerlig offentlighed, hvis sociale forudsætninger er ophævet.”16 Udelukkelsen af de nederste lag, som var blevet kulturelt og politisk mobile, medførte en pluralisering af den offentlighed, der

15. E. Thompson: Making of the English Working Class, London 1963.

16. G. Lottes: Politische Aufklärung und plebejisches Publikum, München 1979, s. 100; sml. også O. Negt & A. Kluge: Erfahrung und Öffentlichkeit. Zur Organisationsanalyse bürgerlicher

12

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

netop var ved at opstå. Ved siden af den hegemoniale offentlighed, og i tilknytning til denne, dannedes en plebejisk offentlighed.

Udelukkelsen af folket i den repræsentative offentligheds traditionelle former fungerede på en anden måde. Her dannede folket den kulisse, foran hvilken de herskende stænder, adelen, kirkens standspersoner, konger osv. fremstillede sig selv og deres status. Folket hørte til konstitutionsbetingelserne for denne repræsentative offentlighed, idet det var udelukket fra det repræsenterede herredømme.

Jeg mener nu som før, at denne (i § 2 blot skitserede) offentlighedstype danner den historiske baggrund for den offentlige kommunikations moderne former. Denne kontrastering kunne have sparet Richard Sennet for at orientere sin diagnose af den borgerlige offentligheds forfald ved hjælp af en forkert model. Sennet overfører nemlig træk fra den repræsentative offentlighed til den klassisk borgerlige offentlighed; han undervurderer den specifikt borgerlige dialektik mellem inderlighed og offentlighed, som også får litterær betydning i det 18. århundrede med den publikumsorienterede privathed, der karakteriserer den borgerlige intimsfære. Da han ikke skelner tilstrækkeligt mellem de to typer af offentlighed, mener han, at han kan bevise den diagnosticerede afslutning af den “offentlige kultur” med det æstetiske rollespils formforfald i en distanceret upersonlig og ceremonialiseret selvfremstilling. Den maskerede optræden, der unddrager private følelser, det subjektive overhovedet, for folks blik tilhører imidlertid den højt stiliserede ramme i en repræsentativ offentlighed, hvis konventioner bryder sammen allerede i det 18. århundrede, da de borgerlige privatfolk omdannes til publikum og dermed til bærer af en ny type offentlighed.17 Men det er først Mikhail Bakhtins store værk Rabelais und seine Welt,18 der har åbnet mine øjne for den indre dynamik i folkekulturen.

und proletarischer Öffentlichkeit, Frankfurt am Main 1972. [Norsk oversættelse: Offentlighet og erfaring: til organisasjonsanalysen av borgerlig og proletarisk offentlighet, Århus 1974] 17. R. Sennett: The Fall of Public Man, New York 1977.

18. M. Bakhtin: Rabelais und seine Welt, Frankfurt 1987. [Et udvalg af dette værk findes i: Karneval og latterkultur, København 2001. Engelsk udgave: Rabelais and His World, Cambridge Mass. 1971].

13

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

Denne var øjensynligt ikke kun kulisse, altså en passiv ramme for den herskende kultur, men en modkulturs periodiske tilbagevendende, undertrykt-voldsomme revolte mod herredømmets hierarkiske verden med dens officielle fester og hverdagsdiscipliner.19 Først dette stereoskopiske blik lader erkende, hvordan en udelukkelsesmekanisme, som udgrænser og undertrykker, samtidig fremkalder modreaktioner, der ikke kan neutraliseres. Hvis vi retter det samme blik mod den borgerlige offentlighed, foregår udelukkelsen af kvinder fra denne (igen) af mænd beherskede verden anderledes, end jeg så den i sin tid.

(3). Der herskede ingen tvivl om den patriarkalske karakter i kernefamilien, der både udgjorde kernen i det borgerlige samfunds privatsfære og kilden til de nye psykologiske erfaringer i en subjektivitet, der var rettet mod sig selv. Den voksende feministiske litteratur har imidlertid skærpet vores iagttagelse af den patriarkalske karakter i selve offentligheden – en offentlighed, der snart voksede ud over det læsepublikum, kvinderne havde været med til at præge, og som også overtog politiske funktioner.20 Man kan spørge, om kvinder blev udelukket på den samme måde som arbejdere, bønder og “pøbel”, altså de “uselvstændige” mænd, fra den borgerlige offentlighed.

Begge kategorier blev nægtet den ligeberettigede deltagelse i den politiske menings- og viljesdannelse. Under klassesamfundets betingelser havner det borgerlige demokrati således fra begyndelsen i en modsigelse til væsentlige præmisser i sin egen selvforståelse. Denne dialektik kunne stadigvæk forstås med den marxistiske herredømmeog ideologikritiks begreber. Ud fra dette perspektiv undersøgte jeg, hvordan forholdet mellem offentlighed og privatsfære forandrede sig som følge af udvidelsen af de demokratiske deltagerrettigheder og den socialstatslige kompensation for klassespecifikke forskelsbehandlin-

19. N.Z. Davis: Humanismus, Narrenherrschaft und Riten der Gewalt, Frankfurt am Main 1987, især kap. 4; om traditionerne i de modkulturelle fester, der rækker langt bag om renæssancen sml. J. Heers: Vom Mummenschanz zum Machttheater, Frankfurt am Main 1986.

20. C. Hall: “Private Persons Versus Public Someones: Class, Gender and Politics in England 1780-1850”, i: C. Steedman, C. Urwin, V. Walkerdine (udg.): Language, Gender and Childhood, London 1985, s. 10 ff.; J.B. Landes: Women and the Public Sphere in the Age of the French Revolution, Ithaca 1988.

14

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

ger. Denne strukturændring af den politiske offentlighed er imidlertid forløbet uden at anfægte det patriarkalsk prægede samfund som helhed. Den ligestilling som statsborger, som de hidtil underprivilegerede kvinder endeligt opnåede i det 20. århundrede, har nok skabt muligheder for at tilkæmpe en forbedring af deres samfundsmæssige status.

Men for kvinder, som via den politiske ligeberettigelse også kunne tænke sig at få del i socialstatslige forbedringer, har det eo ipso ikke ændret ved den underprivilegering, der klæber til den askriptive kønsforskel.

Den emancipationsbølge, der i mellemtiden har udviklet sig på bred basis, og som feminismen har kæmpet for i to århundreder, ligger ligesom de lønafhængige arbejderes sociale frigørelse på linje med en universalisering af borgerrettigheder. Men til forskel fra institutionaliseringen af klassekonflikten griber ændringerne i kønnenes forhold ikke blot ind i det økonomiske system, men ind i kernefamiliens centrale private område og indre rum. Her viser det sig, at eksklusionen af kvinderne har været konstitutiv for den politiske offentlighed, også i den forstand at denne ikke blot blev behersket af mændene på kontingent vis, men at dens struktur og dens forhold har været defineret kønsspecifikt til privatsfæren. Eksklusionen af kvinder havde til forskel fra udelukkelsen af de underprivilegerede mænd en strukturerende kraft.

Denne tese har Carol Pateman fremsat i en indflydelsesrig artikel, der udkom første gang i 1983. Hun dekonstruerer de kontraktteoretiske begrundelser for den demokratiske retsstat for at påvise, at fornuftsretten kun kritiserer den paternalistiske herredømmeudøvelse med det formål at modernisere patriarkatet til en form for broderherredømme: “Patriarkalismen har to dimensioner: den paternalistiske (fader/søn) og den maskuline (ægtemand/kone). Politiske teoretikere kan fremstille resultatet af den teoretiske kamp som en sejr for kontraktteorien, for de fortier de kønsmæssige eller konjugale aspekter ved patriarkatet, som fremtræder som ikke-politisk eller naturlig.”21 C. Pateman er skep-

21. C. Pateman: “The Fraternal Social Contract”, i: J. Keane (udg.): Civil Society and the State, London 1988, s. 105; se også A.W. Gouldner: The Dialectic of Ideology and Technology,

15

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

tisk over for en ligeberettiget integration af kvinder i en politisk offentlighed, hvis strukturer frem til i dag er bundet til de patriarkalske strukturer i en privatsfære, der er unddraget en offentlig tematisering: “Nu hvor den feministiske kamp har nået et punkt, hvor kvinder er næsten formelt lige som borgere, er modsætningen mellem den lighed, som er skabt i mandens billede, og kvindernes virkelige sociale stilling som kvinder rykket i forgrunden.” (s. 122).

Denne indlysende overvejelse dementerer ganske vist ikke de rettigheder til uindskrænket inklusion og lighed, der er indbygget i den liberale offentligheds selvforståelse, men gør krav på dem. Foucault forstår formationsreglerne i en magthavende diskurs som udelukkelsesmekanismer, der altid konstituerer den “anden”. I disse tilfælde findes ingen kommunikation mellem indenfor og udenfor. Der findes intet fælles sprog mellem dem, der deltager i diskursen, og de protesterende andre. På denne måde kan man forstå det forhold, som det traditionelle herredømmes repræsentative offentlighed har til folkets afviste modkultur: Folket var nødt til at bevæge sig og udtrykke sig i et andet univers. Det gjorde, at kultur og modkultur var så tæt bundet til hinanden, at den ene bukkede under sammen med den anden. Den borgerlige kultur artikulerer sig derimod i diskurser, som ikke blot arbejderbevægelsen, men også den udelukkede “anden”, altså den feministiske bevægelse, kunne tilslutte sig med det formål at transformere denne – og strukturerne i offentligheden selv – indefra. Den borgerlige offentligheds universalistiske diskurser var fra begyndelsen underlagt selvreferentielle præmisser; de var ikke immune over for en kritik indefra, eftersom de adskiller sig fra diskurser af Foucaults type ved at besidde et potentiale for selvtransformation.

(4). De to mangler, som G. Eley har påvist, har følger for den idealtypiske forståelse af den borgerlige offentlighedsmodel: Hvis den moderne offentlighed omfatter forskellige arenaer for en mere eller New York 1976, s. 103: “Integrationen af det patriarkalske familiesystem i et system med privat ejendom var den fundamentale forankring af det private; en sfære, der ikke var nødt til vanemæssigt at aflægge regnskab om sig selv, hverken ved at yde informationer om sin måde at fungere på eller med hensyn til at retfærdiggøre det. Privatejendom og patriarkat var således indirekte fundamentet for offentligheden.”

16

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

mindre diskursiv ført meningsudveksling, der er formidlet via trykte materialer, altså dannelse, information og samtale, hvor ikke blot forskellige parter, bestående af løst associerede privatfolk, konkurrerer med hinanden, men hvor et dominerende borgerligt publikum fra begyndelsen møder et plebejisk, hvis man fortsat tager den feministiske dynamik i den udelukkede anden alvorligt, så er den (i § 11 udviklede) model for den modsigelsesfyldte institutionalisering af offentligheden i den borgerlige retsstat for stift udformet. De spændinger, der brød frem i den liberale offentlighed, burde være trådt tydeligere frem som potentiale for selvtransformationen. Så havde også kontrasten mellem den tidlige liberale offentlighed frem til midten af det 19. århundrede og en magtliggjort offentlighed i de socialstatslige massedemokratier kunnet miste noget af sin modsætning som en alt for idealistisk fortid og kulturkritisk forvansket nutid. Denne implicit normative forskel har generet mange kritikere. Den skyldes ikke blot, hvilket jeg vil komme tilbage til, den ideologikritiske tilgang som sådan, men også udelukkelsen af aspekter, som jeg ganske vist har nævnt, men hvis vægt jeg har undervurderet. En forkert vægtning falsificerer imidlertid ikke de store linjer i den transformationsproces, jeg har fremstillet.

II. Strukturændringen af offentligheden – tre revisioner Strukturændringen af offentligheden er indlejret i transformationen af stat og økonomi. Denne transformation konciperede jeg dengang i en teoretisk ramme, der var skitseret i Hegels retsfilosofi, udarbejdet af den unge Marx, og som efter Lorenz von Stein fik sin specifikke form i den tyske statsretstradition.

Den statsretlige konstruktion af forholdet mellem en offentlig myndighed, der garanterer frihed, og det privatretligt organiserede erhvervsliv, skyldes på den ene side den liberale grundretsteori, der blev formuleret i Vormärz, og som med klar politisk intention stod fast på en klar adskillelse af offentlig og privat ret, på den anden side følgerne af den mislykkede “tyske dobbelt-revolution 1848/49” (Wehler), dvs. en retsstatsudvikling uden demokrati. Denne forsinkelse, der er speci17

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

fik for Tyskland, og den gradvise etablering af statsborgerlig lighed har E.W. Böckenförde karakteriseret på følgende måde: “Udviklingen af modsætningen mellem ’stat’ og ’samfund’ resulterer i problemet, hvilken andel samfundet har i den statslige beslutningsmagt og udøvelsen af denne ... Staten giver individerne og samfundet den borgerlige frihed, staten opretholdt denne ved at skabe og garantere den nye almene retsorden, men den enkelte og samfundet fik ingen politisk frihed, dvs. ingen andel i den beslutningsmagt, der var koncentreret i staten, og ikke nogen institutionaliseret mulighed for at øve aktiv indflydelse på den. Staten som herredømmeorganisation hvilede så at sige i sig selv, dvs. sociologisk båret af kongedømme, embedsstand og hær, delvis også af adelen, og var som sådan organisatorisk og institutionelt ’adskilt’ fra det samfund, som var repræsenteret af borgerskabet.”22 Denne historiske baggrund danner også konteksten for den særlige interesse i en offentlighed, der først blev politisk funktionsdygtig, efterhånden som den satte erhvervsborgerne som statsborgere i stand til at udligne deres interesser, hhv. generalisere og gennemføre dem så effektivt, at statsmagten fortættes til et medium for samfundets selvorganisering. Det mente den unge Marx med ideen om statens tilbageførsel til et samfund, der var blevet politisk af sig selv. Ideen om en selvorganisering, der kanaliseres via den offentlige kommunikation mellem frit associerede samfundsmedlemmer, kræver (i første omgang) overvindelsen af den “adskillelse” mellem stat og samfund, som Böckenförde har skitseret.

Til denne statsretligt konstruerede adskillelse knytter der sig en anden, mere almen betydning, nemlig uddifferentieringen af den markedsstyrede økonomi fra det politiske herredømmes førmoderne orden, en uddifferentiering, der siden begyndelsen af det 15. århundrede har ledsaget den gradvise gennemførelse af den kapitalistiske produktionsmåde og dannelsen af de moderne statsbureaukratier. Disse udviklinger finder, ud fra liberalismens retrospektiv, sit flugtpunkt i det

22. E.W. Böckenförde: “Die Bedeutung der Unterscheidung von Staat und Gesellschaft im demokratischen Sozialstaat der Gegenwart”, i: d. s.: Staat, Gesellschaft, Freiheit, Frankfurt am Main 1976, s. 190 f.

18

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

“borgerlige samfunds” autonomi i Hegels og Marx’ forstand, dvs. i det økonomisk selvstyrende samfund, der er privatretligt organiseret og retsstatsligt garanteret. Denne model for en kontinuerlig adskillelse af stat og samfund, der ikke mere kun reagerer på de specifikke udviklinger i de tyske stater i det 19. århundrede, men snarere kan aflæses af den prototypiske engelske udvikling, dannede den baggrund, jeg har brugt til at analysere det trendskifte, der satte ind i det sene 19. århundrede. Denne sammenvoksning af stat og økonomi fjerner nemlig grundlaget for den borgerlige privatrets og den liberale grundretsforståelses sociale model.23 Den faktiske ophævelse af en tendentiel adskillelse af stat og samfund har jeg ved hjælp af dens juridiske afspejling på den ene side konciperet som en neokorporativistisk “samfundsmæssiggørelse af staten”, på den anden side som en “statsliggørelse af samfundet”, der indfinder sig som følge af en nu aktiv stats interventionistiske politik.

Alt dette er i mellemtiden blevet undersøgt langt mere grundigt.

Her vil jeg kun minde om det teoretiske perspektiv, der dannes, hvis man undersøger den normative betydning af selvorganiseringen i et samfund, der radikaldemokratisk ophæver adskillelsen af stat og erhvervssamfund, ved hjælp af den faktisk indtrådte sammenvoksning af de to systemer. Jeg har ladet mig lede af forestillingen om det potentiale for samfundsmæssig selvorganisering, der er et iboende element i den politiske offentlighed, og jeg var interesseret i den tilbagevirkende kraft, som de komplekse udviklinger frem mod socialstaten og den organiserede kapital har haft i samfund af vestlig type, og vel at mærke den tilbagevirkende kraft: – på privatsfæren og de samfundsmæssige grundlag for privat autonomi (2): – på offentlighedens struktur såvel som på publikums sammensætning og adfærd (3) og endelig – på legitimeringsprocessen i massedemokratiet selv (4).

23. D. Grimm: Recht und Staat der bürgerlichen Gesellschaft, Frankfurt am Main 1987.

19

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

Disse tre aspekter peger på de svagheder, som findes i min fremstilling i kapitlerne V til VII. (2). Det borgerlige samfund (civil society) er ikke blot i de moderne naturretskonceptioner, men også i de skotske moralfilosoffers samfundslære altid blevet stillet over for den offentlige myndighed eller regeringen (government) som en privat sfære som helhed.24 Ifølge den selvforståelse, der karakteriserede det erhvervsstandsmæssigt stratificerede tidlige moderne borgerlige samfund, kunne varesamkvemmets og det samfundsmæssige arbejdes sfære såvel som hus og familie, der var befriet for produktive funktioner, uden forskel regnes til det “borgerlige samfunds” private sfære. Begge var struktureret på samme måde. De private ejendomsbesidderes stilling og dispositionsspillerum i produktionsprocessen dannede grundlag for en privatautonomi, der så at sige havde sin psykologiske bagside i kernefamiliens intimsfære.

Denne tætte strukturelle sammenhæng har aldrig eksisteret for de økonomisk afhængige klasser. Men det var først med de lavere sociale lags begyndende sociale frigørelse og den enorme politisering af klassemodsætninger i det 19. århundrede, at man også i de borgerlige sociale lags livsverden blev klar over den modsatrettede strukturering af de to områder: den familiære intimsfære og beskæftigelsessystemet.

Det, man senere har forstået som bevægelsen hen mod “organisationssamfundet”, som organisationsniveauets selvstændiggørelse over for netværket af simple interaktioner, har jeg beskrevet i § 17 som “polariseringen mellem social- og intimsfæren”. Det private livsområde, der er defineret af familie, nabokontakter, selskabeligt samvær, af uformelle relationer overhovedet, uddifferentieres ikke blot, men forandres samtidig socialspecifikt som en følge af langfristede tendenser som urbanisering, bureaukratisering, erhvervsmæssig koncentration og endelig af den omstilling til massekommunikation, der skyldes den vok-

24. J. Habermas: “Den klassiske lære om politik og dens forhold til socialfilosofi”, i d.s.: Teorier om samfund og sprog, København 1981, s. 26 ff., og “Naturrecht und Revolution”, i d.s.: Theorie und Praxis (1963), Frankfurt am Main, s. 89 ff.; J. Keane: “Despotism and Democrazy. The Origins of the Distinction between Civil Society and the State 17501850”, i d.s: Civil Society and the State, London 1988, s. 35 ff.

20

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

sende arbejdsfri tid. Men det var ikke de suppleringskrævende empiriske aspekter ved omstruktureringen af erfaringsverdener, der havde min interesse her, men det teoretiske synspunkt, ud fra hvilket jeg i sin tid har fremstillet statusændringen af privatsfæren.

Efter universaliseringen af de statsborgerlige lighedsrettigheder kunne massernes private autonomi ikke længere finde en samfundsmæssig basis i dispositionen over privat ejendom ligesom de privatfolk, der havde sluttet sig sammen i den borgerlige offentligheds sammenslutninger til et publikum af statsborgere. De kulturelt og politisk mobiliserede masser i en ekspanderende offentlighed havde været nødt til at gøre effektivt krav på deres kommunikations- og deltagerrettigheder, hvis noget sådant skulle frisættes inden for dette præsumptive potentiale af samfundsmæssig selvorganisering. Men selv under idealt gunstige kommunikationsbetingelser havde man af økonomisk uselvstændige masser kun kunnet forvente et bidrag til den spontane menings- og viljesdannelse i samme grad, som de havde erhvervet en ækvivalent til privatejendomsbesiddernes samfundsmæssige uafhængighed. De ejendomsløse masser kunne jo ikke få greb om de sociale betingelser for deres egen eksistens ved at deltage i et privatretligt organiseret vare- og kapitalsamkvem. Sikringen af deres privatautonomi var afhængig af socialstatens statusgarantier. Denne afledte privatautonomi havde imidlertid kun kunnet skabe en ækvivalent til den privatautonomi, der oprindeligt var funderet via privatejendom, efterhånden som borgerne i deres egenskab af klienter i velfærdsstaten fik del i de statusgarantier, som de selv havde tildelt sig som demokratiske statsborgere. Dette forekom mig dengang til gengæld kun muligt, hvis den demokratiske kontrol blev udvidet til også at omfatte den økonomiske proces som helhed.

Denne overvejelse var præget af konteksten i en omfattende statsretlig kontrovers i 50’erne, hvis eksponenter var Ernst Forsthof og Wolfgang Abendroth. Hvad det retsdogmatiske aspekt angår, drejede striden sig om tilpasningen af socialstatsprincippet til retsstatens over-

21

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

leverede arkitektur.25 Mens Carl Schmitt-skolen26 mente, at man kun kunne bevare retsstatens struktur, hvis garantien for de klassiske frihedsrettigheder havde absolut prioritet over for kravene på socialstatslige ydelser, forstod Abendroth socialstatsprincippet både som det højest prioriterede fortolkningsprincip og som gestaltningsprincip for de politiske lovgivere. Socialstatstanken skulle tjene som løftestang for en radikaldemokratisk reformisme, som i det mindste holdt perspektivet åbent for en overgang til den demokratiske socialisme. Forbundsrepublikken Tysklands grundlov var, som Abendroth mente, lagt an på “at udvide demokratiets materielle retsstatstanke, altså frem for alt lighedssætningen og lighedssætningens forbindelse med deltagertanken, til også at omfatte selvbestemmelsestanken inden for den økonomiske og sociale orden” (s. 330 forneden). Ud fra dette perspektiv skrumper den politiske offentlighed imidlertid ind og bliver en forgård for en teoretisk og forfatningsretligt præjudiceret lovgiver, som på forhånd ved, på hvilken måde den demokratiske stat skal følge sit kald til den “indholdsmæssige udformning af den sociale orden”, nemlig ved “statens indgriben i den ejendom ... der muliggør privat dispositionsret over store produktionsmidler og derved herredømmet over økonomiske og sociale magtpositioner, der ikke kan legitimeres”.27 Lige så lidt som fastholdelsen af den liberale retsstatsdogmatik ydede de ændrede sociale forhold retfærdighed, lige så meget afslørede Abendroths fascinerende program også svaghederne ved den hegelmarxistiske tænkning i totalitetsbegreber. Selv om min distance til denne tilgang er blevet større i mellemtiden, kan dette ikke mindske den intellektuelle og personlige forpligtelse over for Wolfgang Abendroth, der er udtrykt i dedikationen til ham. Jeg kan kun konstatere, at et funktionelt uddifferentieret samfund unddrager sig holistiske samfundskonceptioner. Statssocialismens bankerot, som vi i dag iagttager,

25. E. Forsthof (udg.): Rechtsstaatlichkeit und Sozialstaatlichkeit, Darmstadt 1968.

26. E. Forsthof: “Begriff und Wesen des sozialen Rechtstaates”; E.R. Huber: “Rechtsstaat und Sozialstaat in der modernen Industriegesellschaft”, begge i Forsthof (1968), s. 165 ff. og 589 ff.

27. W. Abendroth: “Zum Begriff des demokratischen und sozialen Rechtstaates”, i: Forsthof (1968), s. 123 f.

22

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

har endnu en gang bekræftet, at et moderne, markedsstyret økonomisk system ikke vilkårligt kan omlægges fra penge til administrativ magt og demokratisk viljesdannelse, uden at dets ydeevne bliver bragt i fare.

Derudover har erfaringerne med en socialstat, der er stødt mod sine grænser, gjort os følsomme over for bureaukratiserings- og retliggørelsesfænomener. Disse patologiske effekter optræder som følge af statslige inventioner på handlingsområder, der er således struktureret, at de modsætter sig den retligt-administrative reguleringsmodus.28 (3.) Et centralt tema i den anden halvdel af bogen er den strukturændring af offentligheden selv, der er indlejret i integrationen mellem stat og samfund. Offentlighedens infrastruktur ændrede sig med organisationsformerne, distributionen og forbruget i en bogproduktion, der blev udvidet, professionaliseret og indrettet efter nye lag af læsere, og med en avis- og tidsskriftpresse, hvis indhold var ændret. Infrastrukturen ændrede sig endnu en gang med fremkomsten af elektroniske massemedier, med reklamens nye betydning, med den voksende fusion mellem underholdning og information, med den øgede centralisering af alle områder, det liberale foreningsvæsens forfald, overskuelige fælles offentligheder osv. Disse tendenser er nok rigtigt forstået, selv om der er fremkommet detaljerede undersøgelser i mellemtiden.29 Med kommercialiseringen og koncentrationen af kommunikationsnettet og med de publicistiske institutioners voksende kapitalomkostninger og stigende organisationsgrad blev kommunikationsvejene stærkere kanaliseret og adgangsmulighederne til den offentlige kommunikation udsat for et stadigt stærkere pres til at træffe valg. Dermed opstod en ny kategori for indflydelse, nemlig en mediemagt, som, brugt manipulerende, berøvede publiciteten dens uskyld. Den offentlighed, der både er forstruktureret og behersket af massemedierne, udviklede sig til en magtliggjort arena, hvor man ikke blot, med emner

28. E. Kübler (udg.): Verrechtlichung von Wirtschaft, Arbeit und sozialer Solidarität, BadenBaden 1984; J. Habermas: “Law and Morality”, i: The Tanner Lectures, vol. VIII, Cambridge, Massachusetts, 1988, s. 217-280.

29. R. Williams: Televison: Technology and Cultural Form, London 1974, d.s.: Keywords: A Vocabulary of Culture and Society, London 1983; D. Prokop (udg.): Medienforschung, bd. 1, Konzerne, Macher, Kontrolleure, Frankfurt am Main 1985.

23

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

og bidrag, kæmper om indflydelse, men om en styring af adfærdspåvirkende kommunikationsindflydelse, hvis strategiske intentioner så vidt muligt er skjult.

En realistisk beskrivelse og analyse af den magtliggjorte offentlighed tillader givetvis ikke en ukontrolleret indblanding af vurderende synspunkter; men den bør heller ikke købes med en empirisk udjævning af vigtige forskelle. Derfor sondredes der mellem de kritiske funktioner i selvstyrende, også horisontalt sammenknyttede, inklusive og mere eller mindre diskurslignende kommunikationsprocesser på den ene side og på den anden side de funktioner, der handler om at øve indflydelse på forbrugere, vælgere og klienter fra organisationer, der intervenerer i den massemediale offentlighed for at mobilisere købekraft, loyalitet eller god opførsel. Disse ekstraherende indgreb i en offentlighed, der kun forstås som omverden for et specifikt system, støder sammen med en offentlig kommunikation, der regenereres spontant fra livsverdenens kilder.30 Det var indholdet i den tese, der sagde “at den offentlighed, der fungerer under socialstatens betingelser, skal forstås som en selvskabelsesproces: Den må først gradvist indrette sig i konkurrencen med den anden tendens, der i den enormt udvidede offentlighedssfære vender offentlighedsprincippet mod sig selv, og reducerer dets kritiske funktion.” (se s. 326) Mens jeg i det store og hele vil holde fast ved beskrivelsen af den ændrede infrastruktur i en magtliggjort offentlighed, er det på sin plads at revidere analysen af den ændrede publikumsadfærd og frem alt for min vurdering af den. Jeg ser retrospektivt forskellige grunde til dette.

Sociologien om vælgeradfærd var, i det mindste i Tyskland, dengang i sin vorden. Jeg havde dengang bearbejdet mine primære erfaringer fra de første valgkampe, der blev ført efter marketingstrategier på grundlag af opinionsundersøgelser. Befolkningen i DDR må have gjort lignende chokerende erfaringer for kort tid siden med vestpartiernes indtrængen på deres territorium. Fjernsynet i Forbundsrepublikken var også

30. Sml. W.R. Langenbucher (udg.): Zur Theorie der politischen Kommunikation, München 1974.

24

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

lige begyndt at få fodfæste; jeg lærte det først at kende mange år senere i USA, jeg kunne altså ikke kontrollere min læsning med førstehåndserfaringer. Det er heller ikke svært at se indflydelsen fra Adornos teori om massekultur. De deprimerende resultater i de dengang netop afsluttede empiriske undersøgelser i Student und Politik31 kan også have været en yderligere grund til at undervurdere den kritikfremmende, kulturelt mobiliserende indflydelse fra den formelle skoleuddannelse, især hvad de højere uddannelser angår; den proces, Parsons senere kaldte uddannelsesrevolutionen, var endnu ikke kommet i gang i Forbundsrepublikken. Endeligt var det også påfaldende, at der mangler en dimension med hensyn til alt det, der senere har fået stor opmærksomhed under betegnelsen “politisk kultur”. G. A. Almond og S. Verba forsøgte stadig i 1963 at forstå “civic culture” ved hjælp af få indstillingsvariabler.32 Det gjaldt også den værdiændringsforskning, som havde fået et bredere grundlag og gik tilbage til Ronald Inglehardts The Silent Revolution (Princeton 1977). Den omfattede endnu ikke helt de politiske mentaliteter, der er stivnet til de kulturelle selvfølgeligheder, som et massepublikums reaktionspotentiale er historisk rodfæstet i.33 Kort og godt: Min diagnose om en lineær udvikling af det politisk aktive publikum til et privatistisk publikum “fra det kulturræsonnerende publikum til det kulturforbrugende publikum” var ikke tilstrækkelig. Jeg havde i sin tid foretaget en alt for pessimistisk bedømmelse af modstandsevnen og frem for alt det kritiske potentiale hos et pluralistisk, indadtil meget differentieret massepublikum, som havde opgivet de kulturelle vaner, klassegrænserne havde pålagt det. Men normerne for bedømmelsen har selv forandret sig i og med den ambivalente åbenhed, der karakteriserer grænserne mellem trivial- og højkultur og en “ny intimitet mellem kultur og politik”, der er lige så tvetydig og ikke kun assimilerer information til underholdning.

Hvad den meget omfattende litteratur om politisk adfærdssociologi

31. J. Habermas; L. v. Friedeburg, Chr. Oehler, F. Weltz: Student und Politik, Neuwied 1961.

32. G.A. Almond & S. Verba: The Civic Culture: Political Attitudes and Democrazy in Five Nations, Princeton, 1963; sml. d.s.: The Civic Culture Revisited, Boston 1980.

33. Sml. derimod R.N. Bellah et al: Habits of the Heart, Berkeley 1985.

25

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

angår, kan jeg ikke engang komme med henvisninger, eftersom jeg kun har fulgt den sporadisk.34 Lige så vigtig for strukturændringen af offentligheden er medieforskningen, i særdeleshed de kommunikationssociologiske undersøgelser af tv’s sociale virkninger.35 Jeg var dengang afhængig af resultater fra den forskningstradition,36 som Lazarfeld havde etableret, og som blev heftigt kritiseret i 70’erne på grund sin individualistisk-adfærdsvidenskabelige tilgang, der var begrænset til mindre gruppers psykologi.37 Den ideologikritiske tilgang er imidlertid blevet videreført med stærke empiriske accenter38 og har på den ene side henledt kommunikationsforskningens opmærksomhed på mediernes institutionelle kontekst,39 og på den anden side receptionens kulturelle kontekst.40 Stuart Halls sondring mellem tre forskellige fortolkningsstrategier hos tilskuerne – enten underkaster de sig tilbuddets struktur, opponerer imod det eller syntetiserer tilbuddet med egne fortolkninger – demonstrerer på en god måde perspektivskiftet over for de ældre forklaringsmodeller, der stadigvæk regnede med lineære årsag-virkningskæder.

(4.) I bogens sidste kapitel gjorde jeg forsøg på at føre begge linjer sammen: den empiriske diagnose af den liberale offentligheds forfald og det normative synspunkt i en radikaldemokratisk indhentning og indfrielse af en objektiv, funktionel sammenknytning af stat og sam34. Z.B. S.H. Barnes & M. Kaase (udg.): Political Action – Mass Participation in Western Democracies, Beverly Hills 1979.

35. Sml. jubilæumshæftet: “Ferment in the Field”, Journal of Communication, vol. 33, 1983.

For litteraturhenvisningerne vil jeg gerne takke Rolf Meyersohn, der har arbejdet i årtier med massemediernes og massekulturens sociologi.

36. Sammenfatende J.T. Klapper: The Effects of Mass Communication, Glencoe 1960.

37. T. Gitlin: Media Sociology: “The dominant Paradigm”, i: Theory and Society, vol. 6, 1978, s. 205-253; sml. hertil E. Katz’ forsvar: “Communication Research since Lazarfeld”, i: Public Opion. Quarterly, vinter 1987, s. 25-45.

38. C. Lodziak: The Power of Television, London 1986.

39. T. Gitlin: The Whole World is Watching, Berkeley 1983; H. Gans: Deciding What’s News.

New York 1979; et overblik findes i: G. Tuckmann: “Mass Media Institutions”, i: N. Smelser (udg.): Handbook of Sociology, New York 1988, s. 601-625. Ud fra et totalsamfundsmæssigt perspektiv er følgende titel lærerig: C. Calhoun: “Populist Politics, Communications Media and Large Scale Societal Integration”, i: Social Theory, vol. 6., 1988, s. 219-241.

40. St. Hall: “Encoding and Decoding in the TV-Divourse”, i: d.s. (udg.): Culture, Media, Language, London 1980, s. 128-138; D. Morley: Family Television, London 1988.

26

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

fund, der så at sige foregår hen over hovederne på de berørte. Disse to aspekter spejler sig hver for sig i modsatrettede konceptualiseringer af den “offentlige mening”. Som statsretlig fiktion i den normative demokratiteori bibeholder den offentlige mening sin enhed som kontrafaktisk størrelse; i medieforskningens og kommunikationssociologiens empiriske undersøgelser er denne enhed for længst blevet opløst.

Man må imidlertid tage hensyn til begge aspekter, hvis man vil forstå den legitimeringsmodus, som rent faktisk har vundet hævd i det socialstatslige massedemokrati uden at opgive sondringen mellem autoktone og magtliggjorte processer i den offentlige kommunikation.

Ud fra denne intention kan man forklare den i slutningen af bogen provisorisk skitserede model for en arena, der er behersket af massemedier, hvor modsatrettede tendenser møder hinanden. Graden af magtliggørelse skulle måles ved, hvor meget de uformelle, ikke-offentlige meninger, dvs. de kulturelle selvfølgeligheder, som danner konteksten i livsverdenen og fundamentet for den offentlige kommunikation, kortsluttes med kredsløbet i de formelle kvasioffentlige meninger, der frembringes af massemedierne, og som økonomi og stat forsøger at indvirke på som hændelser fra systemomverdenen, eller i hvilket omfang de to områder formidles gennem en kritisk publicitet.

I sin tid kunne jeg kun forestille mig internt demokratiserede sammenslutninger og partier som bærere af en kritisk publicitet. Partiinterne og organisations-interne offentligheder forekom mig som virtuelle knudepunkter i en offentlig kommunikation, der stadigvæk kunne regenereres. Denne konsekvens skyldtes tendensen hen mod et organisationssamfund, hvor det ikke længere er associerede individer, men derimod medlemmerne af organiserede kollektiver, der konkurrerer både med hinanden og frem for alt med et massivt kompleks af statslige bureaukratier i en polycentrisk offentlighed om de passive massers samtykke med henblik på udligning af magt og interesser. Ud fra de samme præmisser har f.eks. Norberto Bobbio skitseret sin demokratiteori i 1980’erne.41

41. N. Bobbio: The Future of Democrazy, Oxford 1987. [Ital. original: Il futuro della democrazia, Rom 1984].

27

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

Med denne model kom den pluralisme af uforsonlige interesser imidlertid atter i spil, som allerede havde fået de liberale teoretikere til at fremsætte indvendinger mod “flertalstyranniet”. Toqueville og J. St. Mill havde måske alligevel ikke uret, når de i den tidlige liberale forestilling om en diskursiv menings- og viljesdannelse kun mente at kunne genkende majoritetens tilslørede magt; ud fra normative synspunkter ville de højst tillade den offentlige mening som magtbegrænsende instans, på ingen måde som et medium for en mulig rationalisering af magt overhovedet. Hvis det rent faktisk forholdt sig således, at “en interesseantagonisme, som ikke kan ophæves, ville sætte snævre grænser for de kritiske funktioner i en offentlighed” (se s. 328), var det i hvert fald ikke tilstrækkeligt at udnævne den liberale teori, sådan som jeg har gjort i § 15, til at have en ambivalent opfattelse af offentlighed.

III. En ændret teoretisk ramme Jeg vil imidlertid nu som før holde fast ved den intention, der styrede denne undersøgelse som helhed. De socialstatslige massedemokratier kan ifølge deres normative selvforståelse kun betragte sig selv i overensstemmelse med den liberale retsstats grundsætninger, så længe de tager påbuddet om en politisk fungerende offentlighed alvorligt. Men så må man også vise, hvordan det er muligt i samfund af vores type, at “det publikum, som er mediatiseret af organisationer, skal sætte gang i en kritisk offentlig kommunikationsproces gennem disse organisationer selv.” (se s. 325) Denne problemstilling har i slutningen af bogen kastet mig tilbage til et problem, som jeg ganske vist har berørt, men ikke har behandlet på en fyldestgørende måde. Det bidrag, jeg har ydet med Borgerlig offentlighed til en nutidig demokratiteori, ville komme til at stå i et tvelys, hvis den “ikke ophævede pluralisme af konkurrerende interesser ... gør det tvivlsomt, om der nogensinde kan opstå en almeninteresse ud fra den på en sådan måde, at den offentlige mening kunne finde en målestok ved hjælp af den.” (se s. 327 f.) Dette problem kunne jeg ikke løse med de teoretiske midler, jeg dengang havde til rådighed. For at etablere den teoretiske ramme, inden for hvilken jeg kan reformulere spørgsmålet i dag og i det mindste skitsere et svar, var 28

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

det nødvendigt at gå nogle skridt videre. Jeg vil med nogle stikord gerne erindre om etaperne på denne vej.

(1) Det er kun ved et første øjekast, at Borgerlig offentlighed kunne være skrevet i stil med en deskriptiv samfundshistorie, der orienterer sig ved hjælp af Max Weber; dialektikken i den borgerlige offentlighed, der bestemmer bogens opbygning, afslører samtidig den ideologikritiske tilgang. Den borgerlige humanismes idealer, der præger selvforståelsen om intimsfære og offentlighed og artikuleres i nøglebegreberne subjektivitet og selvvirkeliggørelse, rationel menings- og viljesdannelse såvel som personlig selvbestemmelse, har gennemsyret forfatningsstatens institutioner, for så vidt de som utopisk materiale også peger ud over den forfatningsvirkelighed, der samtidig dementerer dem. Dynamikken i den historiske virkelighed skulle også næres af denne spænding mellem idé og virkelighed.

Denne tankefigur fører imidlertid ikke blot til en idealisering af den borgerlige offentlighed, som overskrider den metodologiske idealisering, der præger den idealtypiske begrebsdannelse: Den støtter sig også, i det mindste implicit, til historiefilosofiske baggrundsantagelser, der om ikke før er blevet modbevist af civilisationens barbarier i det 20. århundrede. Hvis de borgerlige idealer sløjfes, hvis bevidstheden bliver kynisk, forfalder de normer og værdiorienteringer, som ideologikritikken må forudsætte enighed om, hvis den vil appellere til den.42 Jeg har derfor foreslået at lægge de normative grundlag for den kritiske samfundsteori et lag dybere.43 Teorien om den kommunikative handlen skal frilægge et fornuftspotentiale, der er anlagt i selve den kommunikative hverdagspraksis. Dermed jævner den også vejen for en socialvidenskab, der går rekonstruktivt til værks, og som identificerer kulturelle og samfundsmæssige rationaliseringsprocesser i hele deres bredde og også sporer disse længere tilbage end tærsklen til det moderne samfund; så behøver man ikke længere kun at lede efter normative potentialer i en offentlighed, der optræder i en epokespecifik formati-

42. En kritik af Marx’ ideologibegreb findes i J. Keane: Democrazy and Civil Society. On Predicaments of European Socialism, London 1988, s. 231 ff.

43. S. Benhabib: Norm, Critique, Utopia, New York 1987.

29

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

on.44 Tvangen til at stilisere enkelte prototypiske udformninger af en institutionelt legemliggjort kommunikativ rationalitet bortfalder til fordel for en empirisk tilgang, som opløser den spænding, der består i den abstrakte modsætning mellem norm og virkelighed. Til forskel fra den historiske materialismes klassiske antagelser kommer også de kulturelle fortolkningssystemers og overleveringers strukturelle egensindighed og interne historie til syne.45 (2) Det demokratiteoretiske perspektiv, ud fra hvilket jeg undersøgte strukturændringen af offentligheden, var forpligtet over for Abendroths begreb om en videreudvikling af den demokratiske og sociale retsstat til et socialistisk demokrati; det var generelt bundet til et totalitetsbegreb om samfundet og for samfundsmæssig selvorganisering, som er blevet problematisk i mellemtiden. Det selvforvaltende samfund, der programmerer alle livsområder, inklusive dets økonomiske reproduktion, skulle integreres af det suveræne folks politiske vilje ved hjælp af en planlæggende lovgivning. Men forudsætningen om, at samfundet i sin helhed kan forestilles som en sammenslutning i stor skala, der virker ind på sig selv via ret og politisk magt som medier, har mistet enhver plausibilitet over for den kompleksitetsgrad, der karakteriserer funktionelt differentierede samfund. Især den holistiske forestilling om et samfundsmæssigt hele, som de samfundsmæssiggjorte individer tilhører som medlemmer af en omfattende organisation, preller af på realiteterne i et markedsstyret økonomisk system og et magtstyret forvaltningssystem. I Teknik og videnskab som ideologi (1968)46 forsøgte jeg stadigvæk at afgrænse handlingssystemerne stat og økonomi handlingsteoretisk fra hinanden, og vel at mærke efter den formålsrationelle eller resultatorienterede handlen på den ene side og den kommunikative handlen på den anden side. Denne kortsluttede parallelisering mellem handlingssystemer og handlingstyper førte til

44. J. Habermas: Teorien om den kommunikative handlen, Aalborg 1996, s. 477 ff.

45. J. Habermas: “Historischer Materialismus und die Entwicklung normativer Strukturen”, i: Zur Rekonstruktion des historische Materialismus, 1976, s. 9-48.

46. J. Habermas: Teknik og videnskab som ideologi, København 2005.

30

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 31 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

urimeligheder.47 Dette gjorde, at jeg allerede i Legitimationsproblemer i senkapitalismen følte mig foranlediget til at sammenføre livsverdensbegrebet med begrebet om det grænsebevarende system. Det resulterede i Teorien om den kommunikative handlen (1981) med et begreb i to trin for samfundet som livsverden og som system.48 Dette havde til syvende og sidst afgørende følger for demokratibegrebet.

Siden da har jeg betragtet økonomi og statsapparat som systemisk integrerede handlingsområder, der ikke længere kan omdannes demokratisk indefra, dvs. kan omstilles til en politisk integrationsmodus, uden at deres systemiske selvstændighed beskadiges og deres funktionsdygtighed dermed ødelægges. Statssocialismens bankerot har bekræftet dette. Den retning, den radikale demokratisering nu er slået ind på, er snarere kendetegnet af en forskydning af kræfterne inden for en principielt opretholdt “magtdeling”. Her skal der imidlertid ikke frembringes en ny ligevægt mellem statsmyndigheder, men mellem forskellige resurser for samfundsmæssig integration. Målet er ikke længere blot “ophævelsen” af et kapitalistisk selvstændiggjort økonomisk system og et bureaukratisk selvstændiggjort herredømmesystem, men den demokratiske inddæmning af de overgreb, som systemimperativer foretager koloniserende på områder inden for livsverdenen. Det betyder også en afsked med den praksisfilosofiske forestilling om fremmedgørelsen og tilegnelsen af objektiverede væsenskræfter. En radikaldemokratisk forandring af legitimeringsprocessen sigter på en ny balance mellem magterne for samfundsmæssig integration, således at solidaritetens socialintegrerende kraft – “kommunikationens produktivkraft“49 – kan hævde og gennemføre livsverdenens krav, der er orienteret omkring brugsværdi, over for “magtinstanserne” i de to andre styringsresurser, penge og administrativ magt.

(3) Den kommunikative handlens socialintegrerende kraft er i første omgang situeret i de partikulære livsformer og livsverdener, der er

47. A. Honneth: Kritik der Macht, Frankfurt am Main, s. 265 ff.

48. Om indvendinger mod dette sml. mit “svar” i: A. Honneth & H. Joas: Kommunikatives Handeln, Frankfurt am Main 1986, s. 377. ff.

49. Sml. mit interview med H.P. Krüger i: J. Habermas (1990), s. 82 ff.

31

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 32 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

flettet ind i de konkrete overleveringer og interesser – ifølge Hegels ord i “sædelighedens sfære”. Men de solidaritetsskabende energier i disse livssammenhænge kan ikke overføres uformidlet til det politiske niveau, der omfatter de demokratiske procedurer for magt- og interesseudligning. Det er især ikke tilfældet i posttraditionelle samfund, hvor man ikke kan forudsætte homogene baggrundsoverbevisninger, og hvor en præsumptiv fælles klasseinteresse er blevet erstattet af den uoverskuelige pluralisme, der karakteriserer ligeberettigede konkurrerende livsformer. De sædvanlige konnotationer mellem enhed og helhed bortfalder givetvis allerede i den intersubjektivistiske forståelse af det solidaritetsbegreb, der knytter forståelse til kritiserbare gyldighedskrav og dermed til det, at individuerede og tilregnelige subjekter kan sige nej. Men heller ikke i denne abstrakte version må udtrykket “solidaritet” suggerere den forkerte model, man kan finde i Rousseaus viljesdannelse, som søgte at fastlægge betingelserne for, hvordan de enkelte borgeres empiriske vilje kunne forvandles umiddelbart til den moralske statsborgers fornuftige vilje, der orienterer sig om almenvellet.

Rousseau støtter dette (allerede illusoriske) dydskrav på en rollefordeling mellem bourgeois og citoyen, der gjorde økonomisk uafhængighed og lige muligheder til forudsætning for en autonom status som statsborger. Socialstaten dementerer denne rolledeling: “I de moderne vestlige demokratier er dette forhold blevet vendt om: Demokratisk viljesdannelse bliver et instrument til at fremme social lighed, i den forstand at der sker en så ligelig fordeling af socialproduktet som muligt.”50 U. Preuss betoner med rette, at statsborgerens offentlige rolle i dagens politiske proces er tæt knyttet til klientens private rolle i velfærdsstatens bureaukratier: “Velfærdsstatens massedemokrati har frembragt den paradoksale kategori det ’samfundsmæssiggjorte privatmenneske’, som vi almindeligvis betegner som klienter, og som smelter sammen med statsborgerrollen, efterhånden som den bliver uni-

50. U. Preuss: “Was heißt radikale Demokratie heute”? i: Forum für Philosophie Bad Homburg (udg.): Die Ideen von 1789 in der deutschen Rezeption, Frankfurt am Main 1989, s.

37-67.

32

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 33 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

versaliseret samfundsmæssigt.” (ibid. s. 48). Den demokratiske universalisme slår om i en “almengjort partikularisme”.

I § 12 kritiserede jeg Rousseaus “demokrati af ikke-offentlig mening”, eftersom denne snarere forstår almenviljen som “hjertets end som argumenternes konsensus”. I stedet for må den moral, som Rousseau kræver af statsborgerne, og som han anbringer i den enkeltes motiver og dyder, forankres i selve den offentlige kommunikationsproces. Denne pointe har B. Manin bragt på begreb: “Det er nødvendigt at foretage en radikal ændring af det perspektiv, der er fælles for både de liberale teorier og den demokratiske tænkning: Legitimeringskilden er ikke individernes prædeterminerede vilje, men snarere frembringelsesprocessen, det vil sige selve deliberationen ... En legitim beslutning repræsenterer ikke alles vilje, men én, der er et resultat af alles deliberation. Det er processen, hvor hver enkelt persons vilje dannes, der skaber dens legitimitet med hensyn til resultatet, snarere end summen af allerede dannede viljer. Det deliberative princip er både individualistisk og demokratisk ... Vi må bekræfte, med risiko for at modsige en lang tradition, at legitim lov er et resultat af almen deliberation og ikke udtryk for en almen vilje.”51 (4) “Politisk offentlighed” er – som indbegreb af de kommunikationsbetingelser, hvorunder en diskursiv menings- og viljesdannelse hos et publikum af statsborgere kan tilvejebringes – derfor egnet til at være et grundbegreb for en normativ anlagt demokratiteori. I denne forstand definerer J. Cohen begrebet “deliberativt demokrati” på følgende måde: “Forestillingen om deliberativt demokrati er funderet i det intuitive ideal om en demokratisk sammenslutning, hvor begrundelsen for betingelserne for sammenslutningen foregår via offentlig diskussion og argumentation blandt lige borgere. Borgere i en sådan sammenslutning har en forpligtelse til at løse problemer af kollektiv natur via offentlig diskussion og argumentation og betragte deres grundlæggende institutioner som legitime, for så vidt de skaber en ramme for fri

51. B. Manin: “On Legitimacy and Political Deliberation”, i: Political Theory, vol. 15, 1987, s.

351 f.: Manin forholder sig ikke eksplicit til “strukturændring”, men til “legitimeringsproblemer”, jf. fodnote 35, s. 367.

33

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 34 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

offentlig deliberation.”52 Dette diskursbegreb for demokrati sætter sin lid til den politiske mobilisering og udnyttelse af produktivkraften kommunikation. Men så må man for det første vise, at konfliktfyldte samfundsmaterier overhovedet kan reguleres rationelt, dvs. i de berørtes fælles interesse; og for det andet må man forklare, hvorfor mediet offentlig argumentation og forhandlinger egner sig til denne fornuftige viljesdannelse. Ellers ville den liberalistiske model få ret i sin præmis om, at “udligningen” af interesser, der er uforsonlige over for hinanden, ikke kan bestå i andet end resultatet af en kamp, der er ført strategisk.

I de seneste to årtier har John Rawls og Ronald Dworkin, Bruce Ackermann, Paul Lorenzen og K.O. Apel imidlertid fremført argumenter for, hvorledes praktisk-politiske spørgsmål, for så vidt de er af moralsk natur, kan afgøres rationelt. Disse forfattere har forklaret det “moralske synspunkt”, ud fra hvilket man kan bedømme upartisk, hvad der til enhver tid er i den almene interesse. Hvordan de end har formuleret universaliseringsgrundsætninger og moralprincipper, turde det være blevet klart i disse omfattende diskussioner, at man kan støtte en interessegeneralisering – og en passende anvendelse af normer, der legemliggør sådanne almene interesser53 – på gode grunde.

Desuden har jeg sammen med K.O. Apel54 udviklet en diskursteoretisk ansats,55 der fremhæver argumentationer som en egnet procedure til at løse moralsk-praktiske spørgsmål. Dermed besvares også det sidste af de to nævnte spørgsmål. Diskursetikken gør ikke kun krav på at kunne udlede et alment moralprincip ud fra det normative indhold i de nødvendige pragmatiske argumentationsforudsætninger overhovedet. Dette princip selv refererer tværtimod til den diskursive indfrielse af normative gyldighedskrav; det binder nemlig normernes gyldighed

52. J. Cohen: “Deliberation and Democratic Legitimacy”, i: A. Hamlin & Ph. Pettit (udg.): The Good Polity, Oxford 1989, s. 12-34; heller ikke Cohen refererer til Borgerlig offentlighed, men til tre senere (engelske) publikationer, se fodnote 12, p. 33.

53. K. Günther: Der Sinn für Angemessenheit, Frankfurt am Main 1987.

54. Sml. nu: K.O. Apel: Diskurs und Verantwortung, Frankfurt am Main 1988.

55. J. Habermas: Legitimationsproblemer i senkapitalismen, København 1975, s. 139 ff.; d.s.: Moralbewußtsein und kommunikatives Handeln, Frankfurt am Main 1983.

34

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 35 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

til muligheden for et begrundet samtykke fra alle muligvis berørte, for så vidt disse overtager rollen som argumentationsdeltagere. Ifølge denne udlægning er afklaringen af politiske spørgsmål, for så vidt det berører deres moralske kerne, afhængig af etableringen en offentlig argumentationspraksis.

Selv om politiske principspørgsmål næsten altid berører moralske aspekter, er ikke alle de spørgsmål, som ifølge institutionelle definitioner kræver at blive afgjort af politiske instanser, af politisk natur.

Politiske kontroverser gælder ofte empiriske spørgsmål, fortolkningen af sagsforhold, forklaringer, prognoser osv. På den anden side handler problemer med stor rækkevidde, såkaldte eksistensspørgsmål, ofte slet ikke om retfærdighed, men berører, som spørgsmål om det gode liv, den etisk-politiske selvforståelse – hvad enten det drejer sig om samfundet som helhed eller enkelte subkulturer. De fleste konflikter udspringer i sidste ende af kollisionen mellem gruppeinteresser og vedrører fordelingsproblemer, der kun kan løses ved at indgå kompromiser. Men denne differentiering inden for området med beslutningskrævende problemstillinger taler hverken mod moralske overvejelsers forrang eller mod den politiske kommunikations argumentative form som helhed. Empiriske spørgsmål kan ofte ikke skilles fra evalueringsspørgsmål og kræver selvfølgelig en argumentativ bearbejdelse.56 Den etisk-politiske selvforståelse om, hvorledes vi ønsker at leve som medlemmer af et bestemt kollektiv, må i det mindste være i samklang med moralske normer. Forhandlinger må basere sig på at udveksle argumenter; om de fører til fair kompromiser, afhænger væsentligt af procedurebetingelser, der skal bedømmes moralsk.

Den diskursteoretiske ansats har den fordel, at den kan specificere de kommunikationsforudsætninger, der skal være opfyldt i forskellige former for argumentation og forhandlinger, hvis resultaterne af sådanne diskurser skal kunne formodes at have en vis fornuft. Denne tilgang åbner dermed mulighed for, at normative overvejelser kan blive tilgængelige for empirisk-sociologiske aspekter.

56. J. Habermas: “Towards a Communication Concept of Rational Will-Formation”, i: Ratio Juris, vol. 2, juli 1989, s. 144-154.

35

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 36 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

(5) Eftersom diskursbegrebet for demokrati først må klarlægges og gøres plausibel inden for rammen af en normativ teori, er det et åbent spørgsmål, hvordan en diskursiv menings- og viljesdannelse under de socialstatslige massedemokratiers betingelser kan etableres på en sådan måde, at man kan slå en bro over kløften mellem oplyst selvinteresse og orientering mod almenvellet, mellem klientens rolle og statsborgerens. I de kommunikationsforudsætninger, der gælder for enhver argumentationspraksis, er der jo indbygget kravet om upartiskhed og forventningen om, at deltagerne sætter spørgsmålstegn ved deres medbragte præferencer og transcenderer dem; opfyldelsen af de to forudsætninger må oven i købet gøres til rutine. Den moderne naturrets svar på dette problem var indførelsen af legitim retlig tvang.

Og følgeproblemet, nemlig hvordan den politiske magt, som var krævet til at gennemføre retstvangen, kunne tøjles politisk, har Kant besvaret med ideen om retsstaten. Den diskursteoretiske udfoldelse af denne idé munder så ud i forestillingen om, at ret kan anvendes endnu en gang på sig selv: Den må desuden garantere den diskursive måde, ifølge hvilken frembringelsen og anvendelsen af retsprogrammer kan gennemføres under argumentative betingelser. Det indebærer institutionalisering af retlige procedurer, der sikrer en tilnærmelsesvis opfyldelse af de krævende kommunikationsforudsætninger for fair forhandlinger og tvangfri argumentationer. Disse idealiserende forudsætninger kræver den fulde inklusion af alle muligvis berørte parter, ligeberettigelse mellem parterne, tvangfri interaktion, åbenhed for emner og bidrag, at resultaterne kan revideres osv. I denne sammenhæng tjener de retlige procedurer til, at den selektionstvang af rumlig, tidslig og saglig art, der optræder i det reale samfund, kan virke inden for et idealt forudsat kommunikationsfællesskab.57 Således kan man eksempelvis forstå flertalsreglen som et arrangement, der gør en om muligt diskursiv, i sidste ende sandhedsorienteret meningsdannelse kompatibel med tvangen til en tidsmæssigt bestemt viljesdannelse. Ifølge den diskursteoretiske udlægning må flertalsafgø-

57. Sml. mine Tanner-Lectures (1988), s. 246 ff.

36

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 37 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

relsen opretholde en indre relation til den argumentationspraksis, der så resulterer i videre institutionelle foranstaltninger (som f.eks. begrundelsestvang, regler for fordeling af bevisbyrde, gentagne behandlinger af lovforslag osv.). En flertalsafgørelse må kun træffes på en sådan måde, at dens indhold kan gælde som det rationelt motiverede, men fallible resultat af en under beslutningspres foreløbigt afsluttet diskussion om den rigtige løsning af et problem. Ud fra det samme synspunkt om en retlig institutionalisering af almene kommunikationsbetingelser for en diskursiv viljesdannelse kan man også forstå andre institutioner, f.eks. reglerne for sammensætningen af og arbejdsmåden for parlamentariske grupper, for de valgte repræsentanters ansvar og immunitet, flerpartisystemets politiske pluralisme, folkepartiernes tvang til at samle forskellige interesser under samme program osv.

Den diskursteoretiske afkodning af bestående institutioners normative betydning åbner desuden et perspektiv for indførelsen og afprøvningen af nye institutionelle arrangementer, der kunne modvirke klientgørelsen af statsborgerne. De må aftrappe afstanden mellem de to roller, idet de afbryder det kortsluttede kredsløb mellem egne, umiddelbare præferencer og den almengjorte partikularisme, som kendetegner interesser, der er organiseret i sammenslutninger. Dertil hører også den originale idé med at forbinde multiple preference ordering med vælgernes votum.58 Sådanne forslag må basere sig på analysen af de sædelige normer, som er indbygget i de bestående arrangementer, der konditionerer statsborgerne til upolitisk følgagtighed og hindrer dem i at tænke refleksivt ud over iagttagelsen af deres egne kortsigtede egeninteresser. Med andre ord: Den diskursteoretiske afkodning af retsstatslige institutioners demokratiske betydning må suppleres med en kritisk undersøgelse af de mekanismer, der er på spil i de socialstats-

58. På basis af R.E. Goodin: “Laudering Preference”, i: J. Elster & A. Hylland (udg.): Foundations of Social Choice Theory, Cambridge 1986, s. 75-101, udvikler C. Offe sin idérige artikel: “Bindung, Fessel, Bremse. Die Unübersichtlichkeit von Selbstbeschränkungsformeln”, i: A. Honneth, Th. McCarthy, A. Wellmer: Zwischenbetrachtungen, Frankfurt am Main 1989, s. 739-775.

37

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 38 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

lige massedemokratier, og som fremmedgør borgeren fra den politiske proces.59 (6) Det normative indhold i et demokratibegreb, der refererer til diskursprægede værdi- og normdannelsesprocesser i offentlige kommunikationer, udtømmes imidlertid ikke i egnede institutionelle arrangementer på den demokratiske retsstats niveau. Det peger tværtimod ud over de formelt affattede kommunikations- og beslutningsprocesser. Den meningsdannelse, som er organiseret i sammenslutninger, og som fører til ansvarlige beslutninger, kan kun opfylde målet for kooperativ sandhedssøgning, hvis den er åben for og omgivet af frit flydende værdier, emner, bidrag og argumenter i en politisk kommunikation. Denne kommunikation må gøres mulig som grundret, men den kan ikke organiseres som helhed. Den diskursteoretisk begrundede forventning om fornuftige resultater baserer sig snarere på sammenspillet mellem den institutionelt affattede politiske viljesdannelse og de spontane, ikke magtliggjorte kommunikationsstrømme i en ikkeorganiseret offentlighed, som i den forstand ikke er programmeret til beslutningstagning, men til opdagelse og problemløsning. Hvis ideen om folkesuverænitet skal finde anvendelse i højkomplekse samfund, må den frigøres fra en konkretistisk fortolkning, nemlig at den er legemliggørelsen af et kollektivs fysisk nærværende, participerende og medbestemmende medlemmer.

Under visse omstændigheder fører en direkte udvidelse af formelle medbestemmelses- og participationsmuligheder kun til intensivering af den “almengjorte partikularisme”, dvs. til den privilegerede gennemførelse af lokale og gruppespecifikke særinteresser, som har leveret argumenter til en demokratisk elitisme fra Burke frem til Weber og Schumpeter og vor tids neokonservative. Det kan en procedural forståelse af folkesuveræniteten forebygge, eftersom den er indbegrebet af de betingelser, der skal muliggøre en diskurspræget offentlig kommunikationsproces. Den totalt spredte folkesuverænitet kan kun “le-

59. C. Offe & U. Preuss: Can Democratic Institutions Make Efficient Use of Moral Resources?

Massachusetts 1989.

38

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 39 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

gemliggøres” i de subjektløse, ganske vist krævende kommunikationsformer, der regulerer strømmen af politisk menings- og viljesdannelse, således at dens fallible resultater giver formodning om, at de har en vis fornuft.60 Den kommunikativt flydende suverænitet får gyldighed i den magt, som de offentlige diskurser har, hvor de opdager emner af relevans for hele samfundet, fortolker værdier, laver bidrag til problemløsning, producerer gode grunde og devaluerer dårlige. Disse meninger må ganske vist antage form af beslutninger, som er truffet i demokratisk affattede sammenslutninger, eftersom ansvaret for beslutninger, der får praktisk konsekvens, kræver en institutionel tilskrivning. Diskurser hersker ikke. De skaber en kommunikativ magt, der ikke kan erstatte den administrative magt, men kun øve indflydelse på den. Denne indflydelse begrænser sig til at skabe og fratage legitimering. Den kommunikative magt kan ikke erstatte den systemiske egensindighed i de offentlige bureaukratier, men påvirke dem ved at “belejre dem”. Hvis folkesuverænitet opløses i procedurer på en sådan måde, bliver også magtens symbolske sted, som efter 1789, altså siden den revolutionære afskaffelse af de paternalistiske herredømmeformer, tom, og den danner et vakuum og bliver ikke, som U. Rödel siger i tilslutning til Claude Lefort, besat med nye identitetsskabende symboliseringer som folk og nation.61

IV. Civilsamfund eller politisk offentlighed Under de således præciserede og forandrede præmisser kan vi til slut vende tilbage til beskrivelsen af en politisk offentlighed, hvor mindst to processer krydser hinanden – den kommunikative frembringelse af legitim magt på den ene side og den manipulerende udnyttelse af mediemagt til at skabe masseloyalitet, efterspørgsel og “complience” over for systemiske imperativer på den anden side. Det uløste spørgs-

60. J. Habermas: “Volksuveränitet als Verfahren. Ein normativer begriff der Öffentlichkeit”, i: Die Ideen von 1789, 1989, s. 7-36.

61. U. Rödel, G. Frankenberg, H. Dubiel: Die demokratische Frage, Frankfurt am Main 1989, kap. IV.

39

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 40 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

mål om basis og kilder for en uformel meningsdannelse i autonome offentligheder kan ikke længere besvares med henvisningen til socialstatslige statusgarantier og med det holistiske krav om en politisk selvorganisering af samfundet. Her sluttes tværtimod kredsen mellem strukturændringen af offentligheden og de langsigtede trends, der forstår teorien om den kommunikative handlen som en rationalisering af livsverdenen. En politisk fungerende offentlighed har ikke blot brug for garantien fra retsstatslige institutioner, den er også afhængig af, at den imødekommes af kulturelle overleveringer og socialisationsmønstre og af den politiske kultur hos en befolkning, der er vænnet til frihed.

Den centrale problemstilling i bogen bliver i dag forstået under overskriften “Genopdagelsen af civilsamfundet”. Den generelle henvisning til “imødekommenhed” fra uddifferentierede livsverdener og deres refleksionspotentiale er ikke tilstrækkelig. Den har brug for at blive konkretiseret ikke blot med henblik på socialisationsmønstre og kulturelle overleveringer. En liberal politisk kultur, der er inspireret af motiver og værdiorienteringer, skaber helt givet et godt grundlag for spontane offentlige kommunikationer. Men endnu vigtigere er samkvems- og organisationsformerne og institutionaliseringerne af bærerne i en ikke-magtliggjort politisk offentlighed. Dette udgangspunkt har de seneste analyser af C. Offe, der anvender begrebet “sammenslutningsforhold” med en hensigt om at “konfrontere de globale kategorier livsform og livsverden, der skal sikre diskursetikken et fundament i det sociale, med nærmest sociologiske kategorier”.62 Det vage begreb sammenslutningsforhold knytter ikke uden grund an til det “foreningsvæsen”, som engang dannede det sociale stratum for den borgerlige offentlighed. Det minder også om den i mellemtiden gængse betydning af udtrykket “civilsamfund”, som til forskel fra den siden Hegel og Marx benyttede oversættelse af societas civilis til “borgerligt samfund”, ikke længere omfatter den økonomiske sfære, der er

62. Offe i: Honneth et al. (1989), s. 755.

40

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 41 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

styret via arbejds-, kapital- og varemarkeder. I de relevante publikationer søger man forgæves efter klare definitioner. Den institutionelle kerne i “civilsamfundet” dannes i hvert fald af ikke-statslige og ikkeøkonomiske sammenslutninger på frivillig basis, som, blot for usystematisk at nævne nogle eksempler, spænder fra kirker, kulturelle foreninger og akademier over uafhængige medier, sports- og fritidsklubber, diskussionsklubber, borgerfora og græsrodsbevægelser, til politiske partier, fagforeninger og alternative institutioner.

J. Keane tillægger disse sammenslutninger følgende opgave og funktion, nemlig at “bevare og redefinere grænserne mellem civilsamfundet og staten ved hjælp af to indbyrdes afhængige og samtidige processer: udvidelsen af social lighed og frihed og rekonstruktionen og demokratiseringen af staten”.63 Det drejer sig altså om meningsdannende sammenslutninger. De tilhører ikke det administrative system ligesom de i høj grad statsliggjorte politiske partier, men opnår via publicistisk påvirkning politisk indflydelse, fordi de enten deltager direkte i den offentlige kommunikation, eller de yder, f.eks. med alternative projekter, på grund af deres eksempel og deres programmatiske karakter et implicit bidrag til den offentlige diskussion. Offe tillægger på samme måde sammenslutningsforholdene den funktion, at de skaber egnede kontekster for en politisk kommunikation, som med tilstrækkeligt gode argumenter disponerer statsborgerne til at handle ansvarligt: “At handle ansvarligt betyder, at den handlende metodisk indtager et forsøgsperspektiv over for sine egne handlinger både i egenskab af ekspert, den generaliserede anden og det egne selv i futurum exactum og på denne måde validerer sine handlingskriterier sagligt, social og tidsligt.”64 Den konjunktur, som begrebet civilsamfund har, skyldes den kritik af det totalitære samfunds ødelæggelse af politiske offentligheder, som

63. J. Keane: Democrazy and Civil Society, 1988, s. 14.

64. C. Offe i: Honneth et al., 1989, s. 758.

41

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 42 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

frem for alt dissidenter fra de statssocialistiske samfund har fremført.65 Det kommunikationsteoretiske begreb totalitarisme, som Hannah Arendt har udviklet, spiller en vigtig rolle her. På denne baggrund bliver det forståeligt, hvorfor civilsamfundets meningsdannende sammenslutninger, som de autonome offentligheder kan krystallisere sig omkring, indtager en fremtrædende stilling. Det totalitære herredømme underkaster netop borgernes kommunikative praksis de hemmelige tjenesters kontrol. De revolutionære forandringer i Øst- og Mellemeuropa har bekræftet disse analyser. Det var ikke noget tilfælde, at de blev udløst af en reformpolitik, der skrev “glasnost” på sine faner.

Herredømmeapparatet er blevet revolutioneret eksemplarisk i DDR, ligesom i et stort anlagt samfundsvidenskabeligt eksperiment, af det voksende pres fra fredeligt opererende borgerretsbevægelser. Og disse dannede først infrastrukturen i den ny orden, der allerede aftegnede sig i statssocialismens ruiner. Frontløbere for revolutionen var de frivillige sammenslutninger i kirkerne, menneskerettighedsgrupperne, de oppositionelle grupper med økologiske og feministiske mål, hvis latente indflydelse den totalitære offentlighed hele tiden måtte stabilisere sig imod med voldelige midler.

Det forholder sig anderledes i samfund af vestlig type. Her dannes frivillige sammenslutninger inden for den demokratiske retsstats institutionelle rammer. Og her rejses et andet spørgsmål, som ikke kan besvares uden en betydelig empirisk indsats: Om og i hvilket omfang man i en offentlighed, der er behersket af massemedier, indrømmer civilsamfundets bærere mulighed for at konkurrere med held mod de politiske og økonomiske invasorers mediemagt, altså at forandre, innovativt begrænse og kritisk filtrere spektret af de værdier, emner og grunde, der er kanaliseret af indflydelsen udefra. Hvad behandlingen af dette problem angår, forekommer det mig, at det begreb om den politisk fungerende offentlighed, der er udviklet i Borgerlig offentlighed, stadigvæk tilbyder et passende analytisk perspektiv. Af den grund

65. Sml. J. Rupnik, M. Vajda og Z.A. Pelczynskis bidrag til Keane (udg.): Civil Society and the State (1988), del tre.

42

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 43 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

knytter A. Arato og Jean Cohen deres forsøg på at gøre begrebet civilsamfund frugtbart for en moderne samfundsteori an til den arkitektur om “system og livsverden”, der er udformet i teorien om den kommunikative handlen.66 Jeg vil afslutte med at henvise til en original undersøgelse, hvis emne er de elektroniske mediers virkning på omstruktureringen af simple interaktioner. Titlen No Sense of Place henviser til den påstand, at de strukturer, hvor de samfundsmæssiggjorte individer hidtil har perciperet og lokaliseret deres sociale positioner, er blevet flydende.

Denne gang kommer tilmed de sociale grænser i bevægelse, der har dannet livsverdenens elementære koordinater i rum og historisk tid: “Mange af de karakteristiske træk i vor ’informationsalder’ får os til at ligne den mest primitive sociale og politiske form: jæger- og samlersamfundet. Nomader, jægere og samlere har ikke noget loyalt forhold til territoriet. De har også en beskeden ’stedsans’, specifikke aktiviteter er ikke tæt knyttet til specifikke fysiske rammer. Manglen på grænser, når man jager og samler, og manglen på grænser i de elektroniske samfund fører til mange slående paralleller. Blandt alle kendte samfundstyper før vor egen har jæger- og samlersamfundet tenderet imod at være det mest egalitære med hensyn til de roller, mænd og kvinder, børn og voksne, ledere og tilhængere indtager. Vanskeligheden ved at opretholde mange forskellige steder eller specifikke sociale sfærer tenderer til at involvere alle i alles aktiviteter.”67 De revolutionære omvæltninger i 1989 er endnu en gang en uforudset bekræftelse af denne markante tese. Omvæltningerne i DDR, Tjekkoslovakiet og Rumænien skabte en kædereaktion, som ikke kun var et historisk forløb, der blev transmitteret i tv, men selv blev fuldbyrdet i form af en tv-transmission. Massemedierne var ikke blot afgørende for den globale sprednings smittevirkninger. De demonstrerende massers fysiske nærvær på pladser og gader har, til forskel fra det 19. og tidlige 20. århundrede,

66. A. Arato & J. Cohen: “Civil Society and Social Theory”, Thesis Eleven, nr. 21, 1988 (særnummer om ‘Civil Society versus The State’) s. 40-67; d.s.: “Politics and the Reconstruction and the Concept of Civil Society”, i: Honnet et al.

67. J. Meyrowitz: No Sense of Place, Oxford 1985.

43

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 44 SESS: 13 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009 /first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

kun kunnet udfolde revolutionær magt, fordi fjernsynet transformerede den til et allestedsnærværende nærvær.

Hvad normaliteten i vestlige samfund angår, er den tese, som J. Meyrowitz hævder om massemediernes fjernelse af socialt definerede grænser, imidlertid for lineær. Indvendinger ligger lige for hånden.

Den afdifferentiering og afstrukturering, der er sket i vores livsverden med begivenhedernes elektronisk fremstillede allestedsnærværelse og synkroniseringen af usamtidigheder, har givetvis betydelige følger for den sociale selviagttagelse. Denne fjernelse af grænser går imidlertid hånd i hånd med en samtidig forøgelse af specificerede roller, pluraliseringen af livsformer og individualiseringen af livsudkast. Rodløsheden optræder sammen med konstruktionen af ens eget kommunitære tilhørsforhold og oprindelse, egaliseringen sammen med afmagten over for en ikke gennemskuet systemisk kompleksitet. Det er snarere komplementære udviklinger, der griber ind i hinanden. Massemedierne har således også modsatrettede effekter med hensyn til andre dimensioner. Meget taler for, at det demokratiske potentiale i en offentlighed, hvis infrastruktur er præget af den voksende selektionstvang i den elektroniske massekommunikation, er ambivalent.

Dermed vil jeg sige, at hvis jeg i dag skulle give mig i kast med en undersøgelse af strukturændringen i offentligheden, ville jeg ikke vide, hvilket resultat det ville få for en demokratiteori – måske et, der ville give anledning til en mindre pessimistisk vurdering og for et mindre trodsigt, kun postulerende udblik end dengang.

Frankfurt am Main, i marts 1990

44

J.H.

Jürgen Habermas

Borgerlig offentlighed

Borgerlig offentlighed

Jürgen Habermas (1929-) er tysk filosof og sociolog. Tilhører Frankfurterskolens 2. generation og er dermed arvtager til den kritiske teori, som den blev udformet af bl.a. Max Horkheimer og Theodor W. Adorno. Er i dag blandt Europas mest toneangivende nulevende filosoffer og er kendt for sit stærke engagement i samfundsdebatten på såvel nationalt som internationalt plan.

Jürgen Habermas

I dette værk, som for længst har opnået klassikerstatus, viser Jürgen Habermas i konkrete historiske og sociologiske analyser den nære forbindelse mellem kapitalismens udvikling og opløsningen af den borgerlige offentlighed, der oprindelig varetog en kritisk kontrol af statens virksomhed. I storindustriens epoke fortrænges det politisk ræsonnerende publikum af store interesseorganisationer og politiske partier, der smelter sammen med statsorganerne og etablerer sig over den offentlighed, som de oprindeligt var et instrument for. Magtudøvelse og magtkamp udspilles direkte mellem massive bureaukratiske organisationer, mens publikum gradvis forvandles til en "afpolitiseret masse", bliver passive tilskuere til magtens kredsløb. Borgerlig offentlighed er en kritisk analyse af de demokratiske værdiers skæbne, men rejser samtidig spørgsmålet om demokratiets muligheder i det radikalt ændrede civilsamfund efter Anden Verdenskrig.

Informations Forlag

Borgerlig offentlighed riflet2.indd 1

0901803 12.23.26