Hate speech – Fra hadetale til hadesyn by Informations Forlag

145

Ursula Owen Engelsk chefredaktør, forfatter, medgrundlægger af kvindeforlaget Virago Press, kulturpolitisk rådgiver for Labour i 1990erne, 1993-2006 chefredaktør for verdens vigtigste tidsskrift om ytringsfrihed, Index on Censorship, medgrundlægger af og bestyrelsesmedlem i Free Word, center for litteratur og ytringsfrihed, i London.

Niels Bjerre-Poulsen Ph.d i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, lektor ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Har skrevet en lang række bøger og artikler om historie og samfundsforhold i USA og er en flittigt anvendt kommentator i de danske medier.

Ole Reitov Projektchef og medstifter af Freemuse, som arbejder for musikeres ytringsfrihed. Mangeårig journalist og redaktør i Danmarks Radio og rådgiver for bl.a. Center for Kultur og Udvikling, UNESCO, SIDA og DANICOM. Foredragsholder og redaktør af flere rapporter om musikeres forhold i bl.a. USA, Afghanistan, Sydafrika, Hviderusland. Har arbejdet i Mali, Indien, Botswana, Gabon og Bhutan som medie-og musikkonsulent.

Svensk journalist og forfatter. Modtager af flere litteraturpriser og æresdoktor ved Göteborgs Universitet. Har frem til 2013 haft sit eget tv-program i TV4 News, og er desuden vært i programmet ”God morgon världen” i Sveriges Radio P1. Modtog i 2012 den svenske Augustpris for bedste skønlitterære bog Et kort ophold på vejen fra Auschwitz.

Mikael Rothstein Mag.art. og Ph.d i religionshistorie, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Forfatter og redaktør til en lang række artikler og bøger, på dansk bl.a.: Gud er blå (1991), Bomben i turbanen: profeten, provokationen, protesten, pressen, perspektivet (m. Klaus Rothstein, 2006) og Gyldendals religionshistorie (medredaktør, 2011).

Klaus Slavensky Forfatter, redaktør og foredragsholder. Informationschef og redaktør i Institut for Menneskerettigheder 1991-2013. Tidligere indvandrerkonsulent i Københavns Amt, forlagsredaktør i Dansklærerforeningen og redaktør i Mellemfolkeligt Samvirke. Bestyrelsesmedlem og medstifter af Freemuse samt bestyrelsesmedlem i dansk PEN.

Birte Weiss Journalist og litteraturanmelder ved Weekendavisen. Hun har arbejdet som korrespondent bl.a. i Bosnien og har en lang fortid i politik som folketingsmedlem, hvor hun har bestridt flere ministerposter. Forfatter til en række artikler og bøger, bl.a. Vanviddets vidner (m. Karsten Fledelius, 2000) og Krigens arvinger (2008).

Hatespeech omslag.indd 1

Denne bog sætter fokus på den såkaldte hadetale, der bl.a. florerer i den politiske debat, hvor især minoriteter står for skud. Det kan være seksuelle, etniske eller religiøse mindretal. Bogens essays trækker på synspunkter fra det litterære parnas, vurderinger af refleksioner fra det politiske overdrev og endelig præsenteres analyser fra det akademiske udsigtstårn. Det er kort sagt en antologi med fokus på hadetale, ytringsfrihed, demokrati, menneskerettigheder og humanisme. Bidrag af Klaus Slavensky – Thomas Brudholm – Ursula Owen Cecilie Banke – Rune Engelbreth Larsen – Mikael Rothstein Ole Reitov – Jens Lohmann – Rikke Frank Jørgensen Niels Bjerre Poulsen – Birte Weiss – Malene Fenger Grøndahl Lynda Gilfillan – Göran Rosenberg

145

Redigeret af Rune Engelbreth Larsen, Jens Lohmann og Klaus Slavensky

Fra hadetale til hadesyn

220

Göran Rosenberg

I dæmoniseringen af sårbare mindretal støder ytringsfriheden på sin farligste grænse. Fra holocaust til Rwanda og Anders Behring Breivik viser historien, at etnisk udrensning, politiske mord, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab først bliver mulige gennem intensiv ”hate speech”: Hadetale kan føre til hadesyn. En pen dyppet i had er forudsætningen for, at sværdet kan dræbe.

Hate speech

100

Hate speech Fra hadetale til hadesyn

100

Bidragydere Cecilie Felicia Stokholm Banke Ph.d i historie; cand.mag. historie & sociologi. Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Fra 2009-2013 koordinator af indsatsområdet Holocaust og folkedrab, DIIS. Forfatter til flere bøger og bl.a. medlem af bestyrelser med relation til dette forskningsemne.

Thomas Brudholm Ph.d. i filosofi, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Forfatter til flere bøger og artikler om bl.a. folkedrab og vredens, tilgivelsens og forsoningens etik. Forsker i begrebet had i filosofien og er aktiv i debatter om hadforbrydelser, hadetale, folkedrab og forsoning.

Malene Fenger-Grøndahl Journalist og forfatter til en lang række rejse- fag-, børne- og debatbøger, bl.a. Sigøjnere – 1000 år på kanten af Europa (m. Carsten Fenger-Grøndahl, 2006), Tyrkiet – en del af Europa? (2007) og 11. september – verdens tilstand ti år efter (red., 2011).

Lynda Gilfillan Sydafrikansk forfatter, forlagsredaktør for skønlitteratur, anmelder, tidligere universitetslektor, medlem af det sydafrikanske radio-tv klagenævn Broadcasting Complaints Commmittee of South Africa. Medforfatter (sm. JM Coetzee & Otakara Hulec) til Fallen walls: Prisoners of conscience in South Africa and Czechoslovakia (2002).

Rikke Frank Jørgensen Specialkonsulent, ph.d i forskningsafdelingen på Institut for Menneskerettigheder. Tidligere rådgiver for flere ministerier, medlem af Europarådets ekspertkomité for internet og rettigheder. Forfatter til bøger om bl.a. internet, ytringsfrihed, og beskyttelse af privatliv.

Rune Engelbreth Larsen Klummeskribent ved Politiken, idéhistoriker, forfatter og digter. Har bl.a. skrevet Renæssancen og humanismens rødder (2006), Frihed og retfærdighed – arv og aktualitet (2011) og digtsamlingen Cirklen og tangenten (2012). Medlem af bestyrelsen i Dansk PEN.

Jens Lohmann Journalist, forfatter, konsulent og underviser, udlands- og kulturmedarbejder ved Information 1978-94, freelance ved flere medier, specialiseret i latinamerikanske forhold, samt udvikling og korruption. Medstifter og medarbejder ved Den2Radio. Har skrevet adskillige bøger, bl.a. Noget for noget. En håndbog om korruption (2005), Narkokrigen i Latinamerika (1989). Medlem af bestyrelsen i Dansk PEN.

18/07/13 14.43

Redigeret af Rune Engelbreth Larsen, Jens Lohmann og Klaus Slavensky

HATE SPEECH Fra hadetale til hadesyn

INFORMATIONS FORLAG

Dansk PEN

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Klaus Slavensky: Har vi ret til at hade? . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Thomas Brudholm: Om had og hadetale . . . . . . . . . . . . . . . 31 Ursula Owen: Dræbende tale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Cecilie Banke: ”Jødespørgsmålet” i 1930ernes Danmark – fra undren til bekymring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Rune Engelbreth Larsen: Paralleller mellem antisemitisk og antimuslimsk retorik. . . 79 Billeder: Hadefuld eller harmløs billedtale? . . . . . . . . . . . . . 1 11 Mikael Rothstein: Et par høviske ord om religion . . . . . . . . 119 Ole Reitov: Hadets sange. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 35 Jens Lohmann: Hvornår er litteratur hadefuld– og hvem bestemmer det?. . . 1 43 Rikke Frank Jørgensen: Hadetale og ytringsfrihed i en internettid . . . . . . . . . . . . . . . 1 63 Niels Bjerre Poulsen: Det amerikanske paradoks . . . . . . . . 1 81 Birte Weiss: Hadetalens smitteveje. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 97 Malene Fenger Grøndahl: Europas ”sorte jøder” er stadig lagt for had . . . . . . . . . . . . . . 2 11 Lynda Gilfillan: Ytringsfrihed og hadetale i Sydafrika . . . . 2 29 Göran Rosenberg: Ytringsfrihedens betingelser og begrænsninger. . . . . . . . . . 2 47 PENs Charter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 55

Rune Engelbreth Larsen

Paralleller mellem antisemitisk og antimuslimsk retorik Den 22. juli 2011 ramte det hidtil største terrorangreb i Skandinaviens nyere historie. Anders Behring Breivik sprængte en bombe i regeringskvarteret i Oslo og begav sig dernæst ud på den lille ø Utøya, hvor det med håndvåben lykkedes ham at dræbe 69 medlemmer af Arbeiderpartiets Ungdoms Front, før politiet nåede frem og afvæbnede ham. I alt 77 nordmænd blev dræbt med få timers mellemrum i de to terroraktioner. I kølvandet på massakren er det blevet diskuteret, 1) hvilken sammenhæng eller mangel på samme der er mellem de af Breiviks islamkritiske synspunkter, som han deler med en række lovlige højreradikale bevægelser og partier i Europa såvel som ulovlige militante grupperinger, og den konkrete terror, han udførte; og om der 2) er nogen skyld eller noget medansvar for terroraktionerne blandt den ikke-voldelige del af den islamkritiske bevægelse, i den udstrækning det ideologiske univers er sammenfaldende. Det andet spørgsmål er lettere at besvare entydigt og kort(ere) end det første. Så længe vi insisterer på den uundgåelige grundpille i retsstaten, at det enkelte menneske opfattes som et selvstændigt og ansvarligt individ, kan vi således ikke med redeligheden og retsstaten i behold tale om kollektiv skyld. Ingen

er medskyldig i andres personlige handlinger – med den eneste undtagelse, hvor andre direkte opfordrer (eller tvinger) nogen til at handle på en særlig måde. Den, der f.eks. har den holdning, at kommunisme, nazisme, islam, jødedom eller en helt femte anskuelse bør forbydes eller bekæmpes, kan derfor ikke kendes skyldig i en anden persons handling, der har til hensigt at udvirke noget sådant med vold eller på anden kriminel vis. Svaret på det første spørgsmål er mindre entydigt. Almindeligvis er der ganske vist en intuitivt indlysende sammenhæng mellem holdninger og handlinger, men hvad den sammenhæng konkret indebærer, er et mere åbent spørgsmål. Der ligger ofte antivestlige synspunkter til grund for f.eks. den islamistiske terrorists motiver, ligesom der ligger antimuslimske synspunkter til grund for Breiviks terror. Det betyder som nævnt ikke, at islamister med antivestlige holdninger eller islamkritikere med antimuslimske holdninger er meddelagtige i eller medansvarlige for terrorhandlinger, de ikke selv direkte har deltaget i eller opfordret til. Men det betyder, at de dele af det almene tankeunivers og den specifikke verdensanskuelse, som deles af den ikke-voldelige og den voldelige meningsfælle, naturligvis er et vigtigt studium værd – at en afdækning af det fælles tankegods måske kan pege i retning af, hvilke tanker og tendenser det er vigtigt at imødegå, hvis vi vil minimere sandsynligheden for vold. Dette essay beskæftiger sig med et lille hjørne af denne omfattende problemstilling og forsøger at identificere og eksemplificere hovedtræk i antisemitiske anskuelser, retorik og metaforik, der historisk har haft voldelige, undertrykkende og konfronterende konsekvenser og peger på problematiske paralleller til

den aktuelle antimuslimske retorik og metaforik. Ærindet er ikke at hævde nogen én-til-én-årsagssammenhæng mellem konsekvenserne af antisemitiske og antimuslimske tendenser på tværs af historie og kontekst. Ærindet er for det første at anskueliggøre, at proportionsforvrængning og generalisering går igen i den mest stigmatiserende og konfronterende retorik, hvad enten jøder eller muslimer (og formodentlig en række andre etniske eller religiøse minoriteter) er genstand for trussels- og fjendebillederne, og for det andet at det er den mest virkelighedsfjerne, ukonkrete, unuancerede og dermed paradoksalt nok lettest gendrivelige propaganda, der tilsyneladende har størst og farligst gennemslagskraft. Afslutningsvis skal vi vende tilbage til og uddybe dette paradoks, der muligvis er en af mange grunde til, at propaganda i en række tilfælde negligeres eller bagatelliseres i sit udspring, fordi den i kraft af en ofte iøjnefaldende usaglig karakter er vanskelig at tage seriøs, før den netop har opnået et så meget desto mere overraskende og overvældende momentum – hvorefter den til gengæld kan være uhyre vanskelig at dæmme op for.

Fra historisk jødehad til nazistisk og islamistisk antisemitisme

Selve begrebet antisemitisme stammer fra slutningen af det 19. århundrede, men omfattende jødehad er udbredt gennem hele kirkehistorien, hvor jøder er blevet undertrykt, forfulgt og dræbt – fordi de var jøder, slet og ret. Bortset fra romaerne har intet andet folk i verdenshistorien været genstand for så langstrakt, tilbagevendende og systematisk forfølgelse, og intet andet folk er i samme udstrækning blevet tilskrevet de laveste motiver og mistænkeliggjort på baggrund af etnicitet og religiøsitet.

Centralt i dette forløb står den tilbagevendende beskyldning om, at jøderne bærer et kollektivt slægtsansvar for Kristi død ud fra en rodfæstet kirkehistorisk opfattelse, der holder jøderne ansvarlige for korsfæstelsen. I Det Nye Testamente er der endvidere talrige vers, som er mistænkeliggørende, negative eller fjendtlige over for jøder, f.eks. Johannesevangeliets ord om, at jøderne er ”Djævelens børn”.1 Det betyder naturligvis ikke, at Det Nye Testamente som helhed er en antijudaistisk bog, men det betyder, at fortolkere har kunnet trække en ahistorisk legitimering af antisemitismen ud af skriftsteder, der afbilder jøder i et fjendtligt lys. I den tidlige kirkehistorie blev antipatien mod jødedommen hurtigt almindelig udbredt, og såkaldte Adversos Judaeos-skrifter (mod jøderne) var en udbredt genre. Biskop Ambrosius (ca. 340-397) mente f.eks., at afbrændinger af synagoger kunne betragtes som syndfrie gerninger på grund af jødernes Kristusfornægtelse, og Krysostomus (ca. 347-407) tordnede mod jøderne i otte udgivne prædikener, der bl.a. beskyldte dem for ”kannibalisme”. På det store kirkemøde i Rom i 1215 (det fjerde Laterankoncil) cementeres og formaliseres en række antijødiske tiltag yderligere, idet man her foregriber flere juridiske indgreb, som nazisterne reaktualiserer mere end otte århundreder senere. Filosofihistorikeren Aksel Haaning skriver sammenfattende: ”Det blev blandt andet besluttet, at jøderne skulle fra tages en række erhverv; kristne måtte ikke tage imod ansættelse hos jøder, og det var de kristne forbudt overhovedet på nogen måde at gå i jødernes tjeneste, forbuddet gjaldt også sygeplejersker og jordemødre; kristne måtte heller ikke længere bo i jødernes kreds,

og senere i århundredet fulgte egentlige og lovbestemte ghettodannelser. Men det blev også bestemt, at ’Jøder, om mænd eller kvinder, skal i alle kristne lande på offentlige steder altid adskille sig fra den øvrige befolkning ved en slags klædedragt.’ (...) Andre ydmygende bestemmelser satte ind de følgende år: Galgen blev ofte rejst på jødernes begravelsesplads, ved kristne højtider som Påske og Pinse skulle jøderne offentligt lade sig bespytte, modtage lussinger, og blev fortrængt fra offentlige bade. I Rom skulle udvalgte jøder én gang om året løbe rituelt gennem byen for bedende på knæ at tigge om tilladelse til at få lov at blive boende et år mere.”2 Allerede i det 13. århundrede opstår med andre ord den formaliserede, kirkelige stigmatisering af jøderne i form af særlige mærker og kendetegn, der skulle bæres synligt. Jøder er af det onde, og ondet kan kun holdes nede med hård hånd – brutale fordrivelser, drab, massakrer, bogbrændinger, ghettoisering og marginalisering bliver konsekvensen adskillige steder i Europa i de følgende århundreder. Jødehadet er imidlertid langtfra begrænset til katolicismen og kommer ligeledes til udtryk hos den protestantiske reformator, Martin Luther, der i 1543 udgiver skriftet Von den Juden und Iren Lügen (Om jøderne og deres løgne). I dette skrift følger en lang række tilbagevendende ringeagtsytringer, kollektive beskyldninger og dæmoniserende udfald mod jøder og jødedommen: ”Et mere blodtørstigt og hævngerrigt folk har solen aldrig skinnet på,”3 skriver reformatoren og kalder jøderne for ”giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker

og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst”.4 Luthers modtræk lyder: ”For det første foreslår jeg, at man sætter ild på deres synagoge eller skole og dækker det, som ikke kan brænde, med jord, så at intet menneske nogen sinde ser en sten eller slagge deraf.”5 Det er et af historiens mest berygtede antijødiske bøger og er ikke at finde blandt de udvalgte skrifter, som er oversat i værkform til dansk. I Danmark udkom det først så sent som i 1938 i en forkortet udgave af nazisten Olga Eggers, en tidligere socialdemokratisk kvindesagsforkæmper. I 1972 blev det gen udgivet i et fotografisk optryk af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom, og i 1999 blev det for første gang nyoversat i sin helhed og udgivet af Tidehverv sammen med to anti-islamiske Luther-tekster under fællestitlen Mod tyrken og jøden. Jødehadet har altså et solidt og omfattende fodfæste i kirkehistorien, men selv om der er flere eksempler på kritik af jødehadet i renæssancen og oplysningstiden, trives det også uden for kirkelige cirkler; f.eks. kalder oplysningshøvdingen Voltaire jøderne for ”dette lavtstående, overtroiske, uvidende folk”.6 I Rusland følger antisemitismen i kølvandet på ortodoks østeuropæisk middelalder-kristendom, og pogromer breder sig i flere tilfælde i det 18. og 19. århundrede, til tider direkte tilskyndet af zaren. I 1881 blusser jødehadet for alvor op, da zar Alexander II bliver dræbt, og rygter beskylder jøderne for at være meddelagtige i mordet. Forfølgelser og lemfældig vold er resultatet, og under zar Alexander III gennemføres antisemitiske særlove, og man hylder et Rusland for russerne med det formål at tvinge jøder ud af landet – eller assimilere dem ud af jødedommen.

Da nazisterne kaster ved på det antisemitiske bål, er det med andre ord i direkte forlængelse af en solid og velkonsolideret europæisk tradition. Det er langtfra historisk nytænkning, når Adolf Hitler beskylder jøderne for at være ”skyld i alt”, og han overtager også konspirationsteorien om et globalt komplot. Jøderne planlægger tilsyneladende at overtage verdensherredømmet, og den vordende diktator ser heri en ”forløsende formel” til forståelse af hele verdenshistoriens gang. Der er ikke tale om et isoleret fænomen i marginale politiske enklaver i Tyskland, men den nazistiske antisemitisme gennemtrængte stort set hele det tyske folk, hævder historikeren Daniel Goldhagen.7 Det gør ikke tyskerne til en særlig negativ undtagelse, som i kraft af deres natur skulle være ekstraordinært modtagelige over for antisemitisme. Nazisterne giver ganske vist jødehadet fornyet styrke, men i begyndelsen af det 20. århundrede er det også udbredt langt ud over Tysklands grænser, ikke mindst i Rusland og USA. Hitler opfinder med andre ord ikke antisemitismen, der er en del af tidsånden, men inkarnerer og målretter den med hidtil uset kynisme. Selv efter holocaust og seks millioner dræbte jøder kunne man måske have forventet, at propagandaens blodige konsekvenser i det mindste ville få den gavnlige effekt, at antisemitismen endelig gik i graven. Det er som bekendt ingenlunde tilfældet. Generaliserende og mistænkeliggørende propaganda i både ord og tegning er siden fortsat ad de samme spor, som den nazistiske antisemitisme rendyrkede, og som ikke mindst propagandaskriftet Der Stürmer leverede til Hitlers udelte begejstring. I første omgang er det i Sovjetunionen, at konspirationsteorier om et jødisk verdensherredømme såvel som en

almen propaganda om jødens krigeriske og magtliderlige natur florerer under Den Kolde Krig, og i anden halvdel af det 20. århundrede er en lignende propaganda i stigende grad blevet udbredt i den islamiske verden. Historisk har der været betydeligt færre jødeforfølgelser i den islamiske verden end i den kristne, og muslimer anlægger ikke i samme grad som de kristne et teologisk begrundet universelt modsætningsforhold til jøderne; men i anden halvdel af det 20. århundrede spredes Holocaust-benægtelse både af neonazister og islamister. Den moderne islamistiske antisemitisme blev udfærdiget af Det Muslimske Broderskabs daværende hovedideolog, Sayyid Qutb (1906-1966). Om denne del af hans forfatterskab bemærker lektor i hebraisk ved Carsten Niebuhr Instituttet, Judith Winther, at der ikke er blevet tilføjet meget til ”den islamistiske forestilling om jøderne” siden da: ”Kernen i Qutbs budskab er klar. Zionismen forkastes ikke på grund af dens politik eller adfærd, men på grund af den jødiske naturs nederdrægtighed, som er blevet åbenbaret gennem historien. Når Qutb beskriver zionismen og den jødiske fare, jødisk/zionistisk konspiratorisk magt, står hans formuleringer tæt ved Zions Vises Protokoller.”8 Qutb legitimerer antisemitismen historisk ved at fastslå, at jøderne brød deres pagt med Muhammed, hvorfor de per natur er utroværdige. Hamas’ Charter fra 1988 er i pagt med denne opfattelse og understreger, at ”ikke en krig er brudt ud uden deres [jøder-

nes] fingeraftryk.” Her hedder det også: ”Profeten, velsignelse og fred være over ham, sagde: Tiden (dommedagen) vil ikke oprinde, førend muslimer bekæmper jøderne og dræber dem; førend jøderne skjuler sig bag klipper og træer, som råber: Oh muslimer, Guds tjenere! En jøde skjuler sig bag mig, kom og dræb ham.”9 I Danmark blev Fadi Abdullatif, daværende talsmand for organisationen Hizb-ut-Tahrir, f.eks. dømt for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf for i 2002 at have uddelt en løbeseddel med ordlyden: ”Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer. (...) Jøderne er et bagvaskende folk, og de er et folk, der forråder og bryder aftaler og pagter, og de opdigter løgne og fordrejer ord fra deres rette sammenhæng, og de fratager uretfærdigt rettighederne, og de har dræbt profeter og dræber uskyldige, og de er voldsommest i fjendskab til muslimerne, og Alla (swt) har forbudt os at tage dem til loyale venner.”10 Fra islamistisk side stammer den mest udbredte antisemitisme i dag, men en række kernetræk ved den målrettede stigmatisering, der kendetegner nazismens antisemitisme, er også blevet fast ingrediens i propaganda mod muslimerne, hvilket vi især har set brede sig i højreradikale partier og bevægelser i Vesten siden begyndelsen af 1990erne. I det følgende skal vi se nærmere på paralleller mellem den historiske antisemitisme af nazistisk observans og den antimuslimske retorik, som kommer til udtryk i dele af den danske debat, eksemplificeret gennem tre gennemgående fællestræk: 1) dehumanisering og barbarisering, 2) diabolisering og militarisering – og endelig modtrækket i form af 3) en radikal ”problemløsning”.

1. Dehumanisering og barbarisering

Dehumaniseringen af modstandere eller syndebukke er et velkendt træk i den nazistiske antisemitisme. ”Jeg er overbevist om, at ikke blot for vort folk, men for alle folk er dette et spørgsmål om liv og død. For Juda er verdenspesten,” forsikrer Hitler eksempelvis i 1924.11 Hermann Esser udgiver i 1939 bogen Die Jüdische Weltpest (Den jødiske verdenspest), og lederen af Deutsche Arbeitsfront (Tysk Arbejdsfront), Robert Ley, udgiver i 1944 bogen Pesthauch der Welt (Verdens pest-ånde), hvis titler ikke lader nogen tvivl tilbage om ”jødetruslens” karakter. Af Essers bog fremgår det f.eks., at jøderne blot fik, hvad de havde fortjent under Krystalnatten i 1938, og at jøderne igennem hele historien har været et ”fremmedlegeme”, en ”ødelægger af ægte og ideale værdier, en fornægter af ethvert fremskridt, en pest for krop og sjæl”.12 Pest-metaforen er ligeledes gangbar, når vi betragter den danske debat, hvor Søren Krarup udtaler: ”Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa.”13 På Christiansborg bedyrer også Jesper Langballe, at islam er ”en pest over Europa”.14 Det er kutyme i den anti-islamiske polemik at sammenligne islam med nazismen, hvorved udfaldene mod islam og muslimer hævder at være beslægtet med kampen mod nazismen. Det er således også med henvisning til Hartvig Frischs udtryk om nazisterne, at Langballe kalder islam for en ”pest” – men det gør det ikke mindre beslægtet med en karakteristik af jøderne som sygdomsfremkaldende smittebærere. Folketingskandidat for Dansk Folkeparti Nicolai Sennels vinkler anderledes i sin patologisering af muslimer, når han i

en tv-debat gør sig til talsmand for den forestilling, at ”mishandling af børn, vold mod børn, i øvrigt også mødre, er en naturlig del af muslimsk kultur”.15 Ved gentagne lejligheder har han ”psykologiseret” muslimerne i tilbagevendende negative generaliseringer: ”Når man arbejder psykologisk med muslimer, bliver det klart, at man ikke kan opfordre en muslim til at lægge sin vrede fra sig. Det ville svare til at bede en cowboy om at lægge pistolerne hjemme på kommoden, inden han skal ud og duellere: det virker absurd i hans øjne. (...) Det ligger således meget dybt i os vesterlændinge, at vi selv har ansvar for vores forstyrrende følelser. Det er et psykologisk mønster, som dyrkes i vores kultur, allerede fra vi bliver født. Denne refleksionsproces er netop det, som udgør den største psykologiske forskel mellem vesterlændinge og folk, som er vokset op i muslimske familier.”16 Da Asmaa Abdol-Hamid blev folketingskandidat for Enhedslisten protesterede Mogens Camre imod, at en kvinde med hovedtørklæde skulle kunne blive medlem af Folketinget: ”Det er en syg idé og helt naturstridigt, at en fundamentalist med tørklæde skal være medlem af vores demokratiske parlament. Hun trænger til psykiatrisk behandling. Man må jo behandle den slags mennesker.”17 Udtalelsen blev dog trukket tilbage efter at have mødt voldsom kritik. Et andet, men dybest set beslægtet træk, er barbariseringen af religion og kultur. Den nazistiske jødehader og redaktør af Der Stürmer, Julius

Streicher, skrev f.eks.: ”[Talmud] indeholder jødiske leveregler og normbud, som tillader og sågar påbyder det, der er forbudt for ikke-jøden på grund af hans kristne tro. Jøden må brede sig, bedrage, sværge falsk, og når det er formålstjenligt, så må han sågar slå mennesker ihjel.”18 Lignende beskyldninger går igen i moderne antimuslimsk polemik, hvor muslimer beskyldes for generel løgnagtighed, som det f.eks. hedder i Den Danske Forenings medlemsblad: ”I Koranen er Moses blot ikke en jødisk, men en islamisk profet, der ligesom Muhammed modtager ’åbenbaringer’ fra Allah. Af de ti bud gengives de syv i fordrejet form. Kun muslimer må ikke slås ihjel, kun muslimers ejendom må ikke begæres, og buddet om ikke at lyve mangler, erstattet af pligten til at forstille sig og føre de vantro bag lyset, taqija.”19 I lighed hermed og parallelt med Streicher hævder også Pia Kjærsgaard i et ugebrev i marts 2000: ”Muslimer får at vide i Koranen, at de gerne må lyve og bedrage, snyde og svindle alt det, de vil – så længe det ikke går ud over andre muslimer.”20 Dette fremgår imidlertid intetsteds af Koranen. Lars Hedegaard, der er formand for den stærkt islamkritiske forening Trykkefrihedsselskabet, påstår, at muslimer er blottet for samvittighed, ikke af biologiske, men af religiøst-kulturelle grunde, der manifesterer sig kollektivt i den muslimske opdragelse: ”En muslim kan gøre alt, hvad han vil. Du kan aldrig være sikker på, at han siger sandheden. Selvfølgelig, når det er den basale kultur, er det meget alvorligt for os, for i en kristen kultur prøver vi på at opdrage vores børn til at sige sandheden. Det betyder ikke, at de altid gør det –

vi gør det ikke altid – men når vi lyver, ved vi, at vi har begået noget forkert. Det er simpelthen ikke tilfældet i islam. De har simpelthen ikke det. Man har ikke dårlig samvittighed, hvis man lyver.”21 Dæmoniserende fremstillinger af den rituelle slagtemåde (det være sig schæchtning eller halalslagtning), som en særlig grusom form for dyremishandling, er ligeledes et tilbagevendende træk i barbariseringen. I den antisemitiske børnebog Der Giftpilz fra 1938 (Gift svampen) afbildes en sådan slagtning, og dyrets langsomme (underforstået: pinefulde) død fremhæves. I Fritz Hippers nazistiske propagandafilm Der ewige Jude (1940), som blev skabt på foranledning af Joseph Goebbels, fortælles det bl.a., at jødernes sogenannte Religion (såkaldte religion) byder dem at spise schæchtet kød, og de derfor lader deres dyr ”forbløde i levende live” – altså klar dyremishandling i modsætning til ”tyskernes velkendte dyrekærlighed”. Julius Streicher skriver: ”Men den største grusomhed – schæchtning – foregår fortsat i Nürnberger Schlachthof [slagteri]. Den tyske slagter er forpligtet til at bedøve det dyr, som skal slagtes, med slag, før blodårerne åbnes. For jødeslagteren gælder denne lovpligtige tvang ikke. Den, der har stærke nerver, burde engang betragte, hvorledes jødeslagteren skærer halsen over på okser og kalve, og således ubarmhjertigt lader de ’schæchtede’ dyr forbløde ved fuld bevidsthed.”22

Dansk Folkeparti har også øje for rituel slagtning, fortrinsvis den islamiske variant, som her i Pia Kjærsgaards ræsonnement: ”Det fremgår faktisk af en bekendtgørelse fra justits ministeren af 14. december 1994, at slagterierne kan foretage disse aflivninger uden bedøvelse, når slagtningen foretages efter jødisk eller muslimsk ritus. NV-OX i Slagelse har altså fået dispensation fra dyreværnsloven til netop at foretage rituelle slagtninger uden først at bedøve dyrene, og jeg – som har oplevet det ved selvsyn – kan forsikre, at det var en på alle måder forfærdelig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Den gjorde mig endnu mere overbevist om, at den formodning, jeg havde haft om, at det døende dyr lider, holdt stik. Jeg kan ganske enkelt ikke acceptere, at der går op til flere minutter fra en ko får snittet halspulsåren, til den er død.”23 Kenneth Kristensen Berth, tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom kritiserer både jødisk og muslimsk slagtning: ”Det er tilladt at skære halsen over på et dyr og lade det forbløde til døde. Det ville under normale omstændigheder indbringe en dom for dyremishandling, men når muslimer og jøder siger, at det er et religiøst krav, at de kun må spise kød slagtet på denne måde, så er det pludselig i orden.”24 Dansk Folkepartis Ungdom ønsker et forbud for al schæcht ning og halalslagtning og et forbud mod al import af halalslagtet og schæchtet kød.

2. Diabolisering og militarisering

Et yndet antisemitisk træk består i at reaktualisere en kirke historisk hovedanke: den diabolske dimension. ”Jøden er djævelens billede,” fastslår Hitler således i 1923,25 og Hermann Esser fremhæver siden, at jøderne ifølge Det Nye Testamente er ”sønner af Djævelen”.26 Herfra er der ikke langt til at se jødedommen som en kosmisk trussel. I artiklen ”Der heilige Hass” (Det hellige had) finder Streicher angiveligt et citat, ifølge hvilket ”enhver jøde er forpligtet til at sikre, at kristne kirker bliver brændt ned og jævnet med jorden”, og konkluderer: ”Et dybt og bundløst had er et essentielt karaktertræk ved jødedommen.”27 Søren Krarup skriver over 60 år senere: ”Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker.”28 John Hørbo fra Islamkritisk Netværk associerer islam med Djævelen: ”Den, som ikke er med Jesus, er imod. Den, som ikke samler med ham, spreder. Men elsk denne fjende, siger Jesus. Hvorledes gør vi det? Det gør vi ved at gå i dialog med fjenden. Hvorledes foregår denne dialog? Den foregår således: Kære muslim, du dyrker djævelen uden at vide det. Omvend dig til kristendommen.”29 Kristendom og islam er som Gud og Djævelen, fastslår ligeledes Jesper Langballe: ”Jakob Knudsen har et sted fortalt, at han og hans broder som børn kom op at skændes om, hvorvidt 2 var et godt eller et dårligt tal. De spurgte så deres far, præsten Jens Lassen Knudsen. Og han sagde, at tallet to er det værste tal, der findes. For to – det er ja og nej, Fandens tale. Og det er måske

den inderste kerne i en biskoppelig bekendelse, der vil give plads til både evangeliet og Koranen. Det er ja og nej – Fandens tale.”30 Diaboliseringen er blandt dehumaniseringens yderste kategorier – den, der bevidst eller ubevidst står i ledtog med det Absolutte Onde, er fraskrevet enhver sammenlignelig menneskelighed og udgør en ultimativ trussel. Ikke nok med, at jøderne i nazisternes øjne står i ledtog med diabolske kræfter, der ønsker verdensherredømme, de er også i fuld gang med at konspirere og lægge planer, der skal realisere dette forehavende. Forfalskningen Zions vises protokoller fra slutningen af 1800-tallet skulle overbevise verden om, at jøderne planlagde en global magtovertagelse under en jødisk konge af Davids slægt, der ville afskaffe alle andre religioner. De forbryderiske metoder skulle bestå i indførelsen af demokrati, liberalisme og socialisme, som imidlertid blot skulle skabe kaos for at bane vejen for et totalitært, jødisk regime. The Times forkastede allerede i 1921 protokollerne som en sjusket forfalskning, der havde plagieret store dele af et politisk skrift mod Napoleon III fra 1860erne, men ikke desto mindre er det både før og siden blevet brugt som ”bevis” på den jødiske konspiration af bl.a. nazister, kommunister og islamister. Så sent som i 1980erne udkom der over 50 udgaver af skriftet alene i Japan – én udgave blev solgt i 600.000 eksemplarer på et år – men ingen redelig historiker er i dag den mindste smule i tvivl om, at Zions vises protokoller er en forfalskning. Das jüdische Komplott hedder det beslægtet hermed på en karikatur fra nazisternes Parole der Woche (1941), som på overskuelig vis demonstrerer jødiske forbindelseslinjer verden over, bl.a. involverende Roosevelt, Churchill og Stalin. Trods de

globalt set forsvindende få jøder, lykkes det at fremstille denne lille befolkningsgruppe som faretruende verdenserobrere. Krig er nødvendig, ja påført af jøderne, hævder Goebbels: ”Denne krig er en racekrig. Jøderne indledte den, og de styrer den. Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans,” skriver han i artiklen ”Krigen og jøderne” (1943).31 En trængt minoritetsgruppe konverteres til en militaristisk hærenhed og tikkende bombe. Det ”forklares” derfor, at truslen i første omgang er ”skjult” – det begynder ikke med en åbenlys magtovertagelse. F.eks. skriver den nazistiske propagandist Hermann Esser: ”De kommer som ’udlændinge’, som ’tiggere’, snigende og krybende, med falsk ydmyghed og uærlig respekt. Så snart de har svindlet sig igennem til et eller andet, bliver de tyve og blodsugere, hvad enten det sker i det åbne eller det skjulte.”32 Mogens Camre udtrykker samme tankegang om muslimer over et halvt århundrede senere: ”Muslimer kommer med tiggerstaven i hånden, og så snart de er inde i varmen bliver den til en stok, der skal banke os på plads.”33 Eller som han skriver i sit talepapir op til Dansk Folkepartis årsmøde i september 2001: ”Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne – nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.” På talerstolen ændrer han ”slå os ihjel” til ”få os fjernet”. Ole Hyltoft, Dansk Folkepartis repræsentant og næstformand i Danmarks Radios bestyrelse siden 2007, hævder, at danskerne ifølge Koranen bør udryddes: ”Det vigtigste er, at muslimerne – alle muslimerne – bekender sig til et skrift, der siger, at danskerne er urene og bør udryddes. (...) Det er umuligt at bygge et godt samfund, hvis hver tiende borger tror på en

hellig skrift, der siger, at han kommer i paradiset, hvis han slår de ni andre for panden.”34 Daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Louise Frevert, tilskriver muslimerne elaborate konspiratoriske planer i sin bog Kort og godt (2004), der er uddelt gratis i 10.000 eksemplarer: ”Fremmarchen er ægte nok. Den kan måles. Men de muslimske midler til at nå målet for den igangværende 3. hellige krig (3. jihad) er hemmelige. De kendes kun af en meget lille kreds af de herboende muslimer, der er dansktalende. Deres opgave er at rekruttere nye tilhængere i Danmark blandt 2. generations-indvandrere – og det er ikke svært, også ægte danskere ser dette som en mulighed for endelig at få magt over det samfund, hvis ledere de hader eller foragter.”35 Lars Hedegaard ligger på samme linje: ”Vi må forestille os, at der findes en – muligvis stiltiende – forståelse mellem de ’progressive’ muslimer og de alt andet end progressive imamer: De fremstormende unge, der gerne vil gøre politisk karriere, kan få lov at spille kritiske, uden at imamerne vil true dem med fysisk overlast, så længe de lover at bekæmpe alle konkrete forsøg på at begrænse imamernes magt.”36 Endnu mere detaljeret opruller Hedegaard her et forventet krigsscenario i den nærmeste fremtid: ”Medmindre dansk politik ændrer afgørende retning, vil fremtiden – og jeg taler om den umiddelbart forestående fremtid – blive præget af kampe om den territo-

rielle kontrol. Konkret kommer kampen til at dreje sig om, hvem der omringer hvem, og hvem der kan kontrollere den fysiske kommunikation mellem de vigtigste befolkningscentre. Dele af den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed end at konvertere til islam – fordi alternativet vil være endnu værre. Det er sådan, jeg ser den danske – og i øvrigt europæiske – fremtid.”37 Ved andre lejligheder har Hedegaard i udlandet opfordret til militæranalyser og forberedelser til modstandskamp. På en konference i Bruxelles i oktober 2007 siger han, at man nu er ”nødt til at gå fra fakta-indsamling og udbredelsen af ideer til aktiv modstand”, og han fastslår behovet for at studere ”den islamiske strategi og taktik,” som var det ”fjendens manøvrer på slagmarken”.38 Under en tale i Canada i oktober 2010 slår han til lyd for retten til at bevæbne borgerne og hævder, at vi står foran ”evig krig” med islam.39 Nicolai Sennels opruller et krigsscenario, der er parallelt med Freverts og Hedegaards, og profeterer i 2009, at det vil være en realitet inden 2014: ”Inden fem år vil vi have reel guerilla-krig i vores storbyer med skudvekslinger mellem muslimske grupper og vestlige autoriteter. Vi vil se fronte og barrikader, døde politimænd, hævnangreb med selvmordsbomber, hæren griber ind, voldelig[e] selvtægtsgrupper på begge sider og vi vil få vores egne Gaza-striber hvor stadigt mere permanente undtagelsestilstande er en reali-

tet. Tryghed, velfærdssamfundet, økonomi og håb for fremtiden vil være skudt i sænk. Samtidigt vil mere eller mindre officielle organisationer i den muslimske verden støtte deres ’brødre’ med viden, våben, mandskab og politisk og økonomisk pres.”40 For Mogens Camre handler det om at afværge muslimsk verdensdominans: ”I den islamiske magtfilosofi skal islam underlægge sig hele Jorden og udrydde andre kulturer.”41 Hedegaard udtrykker omtrent det samme: ”Indtil islam er reformeret, er jeg bange for, at jeg er nødt til at sige, at det bliver evig krig, indtil én af os vinder. Eller indtil vi overgiver os.”42 Fælles for disse forestillinger i den islamkritiske bevægelse er ”de fremmedes” kollektivt militante trussel mod samfundets homogenitet og den ganske verdens stabilitet og sammenhængskraft, og som uundgåeligt må føre til forberedelse til væbnede kampe og regulær borgerkrig i Europa.

3. En radikal ”problemløsning”

Når nazisten bekæmper de dæmoniserede jøder sker det ud fra en selvforståelse om, at det foregår i defensivt øjemed, eftersom det handler om at forhindre jøderne i at bedrage, forføre, undertrykke eller ligefrem udrydde folket i almindelighed. SS-lederen Heinrich Himmler forklarer f.eks. denne tankegang i oktober 1943: ”Vi havde en moralsk forpligtelse over for vort folk, pligten til at eksterminere dette folk, der ønskede at udslette os.”43 Den type ekstremer ligger Dansk Folkeparti fjernt. Her består ”problemløsningen” af bevidst diskrimination og landsforvisning. F.eks. fastslår Søren Krarup: ” ... vi skal begynde at diskriminere, når vi modtager flygtninge. Det vil sige at forskels

behandle. Det er fuldstændig vanvittigt, at folk fra Somalia, Sri Lanka og det Fjerne Østen skal kunne kalde sig flygtninge i Danmark. Det er jo ensbetydende med, at enhver mulighed for integration er sat ud af kraft. Så selvfølgelig skal vi diskriminere.”44 Eller som Pia Kjærsgaard bemærker: ”Ja, vi diskriminerer, men vi gør det, fordi det er til vores eget bedste. (...) Vi har før skubbet til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.”45 Dele af det islamkritiske miljø holder sig dog ikke tilbage fra mere radikale ”løsninger” på ”muslimproblemet”, om end ingen foreslår noget så ekstremt som nazisternes løsning på ”jødeprobemet” – det handler med andre ord ikke om masseudryddelse, men om masseudvisning. Daværende næstformand for Den Danske Forening, Poul Vinther Jensen, gør her en patologiserende fremstilling af muslimer til begrundelse for landsforvisning: ”Den eneste løsning på muslim-invasionen er kort sagt en lov, der tilsigter en generel hjemsendelse af mennesker fra muslimske lande. Så længe der ikke er opfundet et apparat, der ved grænsen kan gennemlyse folk og opklare deres tro og hensigter, må vi for at standse udbredelsen af nutidens pest over Europa simpelthen generelt holde mulige smittebærere ude.”46 Kollektiv landsforvisning er også en tilbagevendende tanke hos Dansk Folkepartis Europaparlamentsmedlem Mogens Camre: ”Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund. Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne.”47 På Dansk Folkepartis landsmøde i september 2004 udtrykker han sig således: ”Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo

i muslimland – og det er ikke her.” Udtalelsen får landsmødets største bifald. Fire år senere fastslår han, atter fra landsmødets talerstol: ”Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa.” De retoriske paralleller er til at få øje på. Der blev f.eks. ikke lagt skjul på pointen bag antisemitismen i Nazityskland: Die Juden sind unser Unglück (jøderne er vores ulykke), som det hed nederst på forsiden af propagandaskriftet Der Stürmer. ”Jøden har intet at skulle sige omkring tyske spørgsmål. Han er en udlænding, en fremmed, som kun nyder gæstens rettigheder, rettigheder, som han altid misbruger,” skriver Goebbels i essayet ”Der Jude” (Der Angriff, 21. januar 1929).48 På dette punkt er Camre imidlertid ikke meget mindre alarmistisk og kalder muslimerne i Danmark for ”besættere”, der ønsker at erobre landet: ”Ja, naturligvis, vi skal bare give muslimerne Nørrebro, Centrum, Vesterbro, dele af Århus og Odense. Danskerfrit område er vel et rimeligt krav fra vore besættere. I dag Kosovo, i morgen Danmark. Få synes at spørge, hvorfor alle disse fremmede egentlig er i Danmark. Den altovervejende del af dem ønsker ikke vore værdier eller vor levevis – de ønsker at overtage vort land. De er her, fordi ekspansion ind i og undertvingelse af Vesten er på islams dagsorden, og vi oplever nu fortroppen.”49

Paralleller og forskelle

Det kan ikke benægtes, at der er iøjnefaldende fællestræk mellem nazismens antisemitiske propaganda i første halvdel

100

af det 20. århundrede og den antimuslimske retorik i begyndelsen af det 21. århundrede. Men udover de åbenlyse forskelle på detaljer i de ideologiske perspektiver, er der selvsagt også en afgørende forskel på den historiske kontekst, hvori antisemitisk propaganda blev udbasuneret af et enerådende nazistisk regeringsparti, der i 12 år sad tungt på et totalitært magt- og propagandaapparat med udbredt censur, og så rækken af selvstændige islamkritiske foreninger, bevægelser og partier, der tager del i debatten i samtidens vestlige retsstater, og som også selv er genstand for kritik og modstand. Derfor er der også en væsentlig afstand mellem effekten af den antimuslimske hadetale, der er udbredt i visse dele af det politiske spektrum i samtidens Vesten, og så den antisemitisme, der i en årrække var så godt som enerådende i hele Nazityskland. I den totalitære stat er der ingen tvivl om, at gentagen uimodsagt propaganda over tid kan forandre hadetale imod specifikke befolkningsgrupper til, hvad man kunne kalde hadesyn. I en stat, hvor det er en integreret og uimodsagt del af samfundets medie virkelighed, satire, kultur og politik, at den og den befolkningsgruppe består af seksuelt aggressive og entydigt ondskabsfulde undermennesker, der er sammenlignelige med dødbringende pest og planlægger en brutal og skånselsløs magtovertagelse, vil større dele af den brede befolkning også uundgåeligt fortolke og opleve virkeligheden omkring sig i overensstemmelse med den propagandavirkelighed, der er blevet fremmanet. Efter massiv antisemitisk indoktrinering vil flere og flere ikke længere blot se et menneske af en specifik oprindelse eller tro, når de ser en jøde i gadebilledet, men derimod en eksponent for noget truende og latent grusomt, som man bør undgå, vare sig for og bekæmpe, før vedkommendes amoralske tilbøjelighe-

101

der og suspekte planer føres ud i livet. Og over for en dehumaniseret befolkningsgruppe er der få umenneskelige gerninger, man viger tilbage fra, så længe man er overbevist om, at det trods alt handler om selvforsvar for at imødegå en diabolsk fare. Indgroede fordomme og massiv antisemitisk propaganda skabte ikke blot frit-i-luften-svævende fjendebilleder, men formede ganske enkelt, hvordan mange tyskere oplevede og tænkte verden i Nazityskland. Så vidt betydningen af den antisemitiske bastion i den totalitære kontekst, der er en ganske anden end betydningen af den antimuslimske position i retssamfundet. Forskellen i magtposition og gennemslagskraft bliver ganske vist mindre, når man sammenligner de islamkritiske bevægelsers aktuelle indflydelse med den periode, der forløb fra fremlæggelsen af nazistpartiets 25 punkts-program i februar 1920, til Adolf Hitler blev Tysklands kansler i januar 1933. I lighed med samtidens antimuslimske polemik stod datidens antisemitiske propaganda heller ikke uimodsagt, men til gengæld har erfaringerne fra holocaust dog også bidraget til menneskerettigheder og minoritetsbeskyttelse samt en kritisk bevågenhed over for racisme og etnisk betinget forskelsbehandling. De oplagte forskelle på den antisemitiske propagandas favorable vilkår i 1930ernes Nazityskland og den antimuslimske retorik og metaforik, der virker under retssamfundets almene vilkår i den europæiske debat i begyndelsen af det 21. århundrede, betyder dog ikke, at de grundlæggende fællestræk er spor irrelevante. Nok er det kun i meget sjældne tilfælde, at den dehumaniserende ”debatform” ligefrem bliver led i en bevidst strategi, der helt utilsløret har etnisk eller religiøst betinget udrensning som mål, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i Den Danske For-

102

enings medlemsblad, hvor redaktionsmedlem Peter Neerup Buhl uden omsvøb skriver: ”Eksistentielt, territorielt og materielt er de masser, som i dag indstrømmer fra de muhamedanske lande, vore fjender, og frihedskampen består i dag nøgternt set i at dehumanisere dem verbalt, før det kan blive politisk legitimt at fjerne dem fysisk fra vort område. Sådan har etniske kampe altid fungeret.”50 Hvis en totalitær propagandamaskines tilbagevendende dæmonisering af en jødisk befolkningsgruppe over en årrække kan konvertere antijødisk propaganda til antijødiske gerninger af historisk blodigt omfang, er der også en betydelig risiko for, at en tilbagevendende dæmonisering af en muslimsk befolkningsgruppe fra en politisk bevægelse med en vis magt og indflydelse over en årrække kan konvertere antimuslimsk retorik til antimuslimske gerninger i radikale miljøer. Som det er fremgået, springer visse indholdsmæssige fællestræk mellem det antisemitiske og det antimuslimske tankeunivers i øjnene: For det første den bemærkelsesværdige proportionsforvrængning og ublu generalisering, der er tilbagevendende ingredienser, og for det andet det paradoks, at en række af de bærende påstande ikke blot er diskutable i lighed med så mange andre politiske perspektiver, men at de i så forbavsende grad ofte savner et minimum af substans og saglighed på grund af deres ualmindelig kategoriske karakter. I store dele af den antimuslimske og antisemitiske retorik er det kendetegnende, at det ikke er enkelte jøder eller muslimer, der er problemet, men mere eller mindre alle sammen. Det er ligeledes kendetegnende, at der måske nok er elementer i religionen eller kulturen, der er genstand for større kritik end andre, men det er og bliver hele religionen eller hele kulturen som sådan, der er en trussel af samfundsomstyrtende dimensioner.

103

I det historiske tilbageblik og på afstand af antisemitismens effekt er det let at se absurditeten. Når vi således i dag står på lang afstand af antisemitismens indflydelse i Nazityskland, er det næsten ubegribeligt, hvor virkelighedsfjerne visse gangbare forestillinger kunne være, eksempelvis når Heinrich Himmler i 1943 hævdede: ”Vi havde en moralsk forpligtelse over for vort folk, pligten til at eksterminere dette folk, der ønskede at udslette os.” I dag tænker vi ikke, at dette vel er et lige lovligt ”kontant” eller ”kontroversielt” synspunkt, men konstaterer derimod, at det selvfølgelig er en vanvittig og helt urimelig propagandaløgn. Selvfølgelig ønskede det jødiske folk ikke at udslette det tyske folk. Påstanden kunne vanskeligt være mere åbenlyst ukorrekt. Ikke desto mindre er faktum, at også visse antimuslimske forestillinger og påstande, der igen og igen kommer til udtryk i den løbende debat i vor egen samtid, er næsten lige så blottede for saglige proportioner, for ikke at sige et minimum af fakta. Når f.eks. Mogens Camre kan give udtryk for, at muslimerne venter på at slå den øvrige del af befolkningen i Danmark ihjel, eller når Lars Hedegaard kan hævde, at muslimer simpelthen ikke har nogen ”samvittighed”, er dette heller ikke blot ”kontroversielle” eller ”kontante” indlæg i en ”islamkritisk debat”, men derimod virkelighedsfjern propaganda. Som vi har set, gælder dette en række hyppige påstande fra den såkaldt islamkritiske fløj, at de fra et elementært og nøgternt perspektiv er lige så åbenlyst ukorrekte som nogle af de vrangforestillinger, der bærer den nazistiske antisemitisme. Det er ikke den ”bramfri” tone, der er problemet, men indholdets udtalte overdrivelser og klare absurditeter. Et andet eksempel stammer fra et af Pia Kjærsgaards uge-

104

breve, hvor hun skriver, at ”store bydele i København og andre danske storbyer” er ”befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning – og blodhævn”. Hun præciserer tilmed, hvor mange der er omfattet af hendes karakteristik, der tydeligvis er møntet på muslimer, eftersom halalslagtning er en muslimsk skik: ”Det er nemlig lige præcis det, der er sket. At titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 – i stedet for i 2005 – er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.”51 Først må man spørge: Hvor mange er ”titusindvis og atter titusindvis”? Det kan næppe dreje sig om mindre end 100.000, men det kan udmærket være møntet på betydeligt flere, hvormed Kjærsgaard med andre ord skriver om en meget stor andel, hvis ikke reelt samtlige af landets ca. 200.000 muslimer. Men er det sandt, at ”titusindvis og atter titusindvis” muslimer i Danmark lever i middelalderen? Nej, det er selvfølgelig usandt. Men måske mente hun det ikke helt så ”firkantet”? Måske mente hun blot, at der er eksempler på ”æresdrab” og ”blodhævn”, og at der er nogle muslimer, som (hun synes) lever i ”middelalderen”? Så var det måske dét, hun skulle give udtryk for i stedet. Adspurgt om sandfærdigheden af ugebrevet, fastholder både Søren Espersen og Pia Kjærsgaard imidlertid påstanden om, at muslimske indvandrere er ”mennesker på et lavere civilisationstrin”. Jyllands-Posten spørger, om det ikke er ”nedsættende”, hvortil Espersen svarer: ”Det er da et fuldstændig korrekt udsagn – hvis man åndeligt talt lever i en middelal-

105

derverden, det er da meget udannet, det er da ikke ordentlig optræden.” Og Kjærsgaard istemmer: ”Det er en kendsgerning, og der kan føres sandhedsbevis for, at det hænger sådan sammen.”52 Et sådant ”sandhedsbevis” er dog aldrig blevet ført, og det kan af indlysende grunde heller aldrig føres, for der er hverken tale om nogen faglig eller saglig karakteristik, men en kategorisk generaliserende stigmatisering. Et andet eksempel på en påstand uden sandhedsværdi, og som gentages igen og igen, er påstanden om, at ”gruppevoldtægter” – eller det mere sensationalistiske begreb ”massevoldtægter” – er et helt nyt fænomen, der pludselig er dukket op sammen med indvandringen. Men i virkeligheden var andelen af gruppevoldtægter procentvist højere i 1950erne end i 1990erne, oplyser professor i kriminologi, Flemming Balvig, der bakkes op af professor i strafferet Vagn Greve. Sidstnævnte fastslår: ”Vi har i årevis haft det samme antal gruppevoldtægter. Gennemsnitligt en hver anden uge, og det har ikke ændret sig i mange år.”53 Ikke desto mindre fremstiller adskillige islamkritiske debattører og politikere fra Dansk Folkeparti ”gruppevoldtægter” som et fænomen, der nu er blevet en del af samfundet i kølvandet på indvandringen. Kristian Thulesen Dahl hævder således, at ”hidtil ukendte discipliner som massevoldtægter har gjort deres indtog i vort engang så fredelige og ordentlige Danmark”,54 og Pia Kjærsgaard gentager, at ”problemet først er kommet med de mange asociale andengenerationsindvandreres hærgen”.55 Men det er altså i klar modstrid med fakta. Når påstanden alligevel gentages, er der imidlertid uundgåeligt dele af befolkningen, der til sidst lader sig overbevise og dermed også ople-

106

ver muslimer i samfundet som en aktuel eller potentiel trussel. Hver gang en nyhedshistorie handler om en voldtægtsforbrydelse med dømte eller blot mistænkte gerningsmænd af ikkedansk etnisk herkomst, er det ”bevis” for påstanden. Og hver gang en kriminel gerningsmand med ikke-dansk etnisk herkomst omtales i pressen, bliver det noteret og kommenteret i antimuslimske blogs og internetfora som ”eksempel” på islams eller muslimernes skadelige indflydelse. Individer reduceres til en ensformig kollektiv trussel, der tilskrives tilbøjeligheder fra de værste enkeltpersoners misgerninger, mens eksempler på etniske danskere, der begår voldtægt eller anden kriminalitet, f.eks. voldelige hooligans, hårdkogte bandemedlemmer eller pædofile ikke tilsvarende noteres og samles i en mental bunke, der tegner et kollektivt forbryderalbum af majoritetsbefolkningen. Således får flere og flere et fortegnet billede af muslimerne og ”muslimproblemet”. Hadetale bliver til hadesyn, og selv om omfanget og gennemslagskraften selvfølgelig langtfra er af den størrelsesorden, der historisk har kendetegnet antisemitismen, er effekten også i mindre og marginale dele af befolkningen problematisk nok – og skygger samtidig for en saglig debat af reelle og konkrete problemer, der er relateret til indvandring. Den grundlæggende fremstillingsform, hvormed en befolkningsgruppe stigmatiseres og ekskluderes, er altså i virkeligheden uhyre simpel: Man fremstiller sjældent ildesete minoritetsgrupper som en gruppe med visse problematiske eller besværlige enkeltindivider, men derimod som en målrettet og kollektiv trussel, der skyldes en specifikt ildevarslende natur eller kultur. Ved at tilskrive en særlig befolkningsgruppe suspekte motiver og gerninger, der ikke er belæg for (eller generalisere pro-

107

blemer, der eksisterer i marginal målestok), er der ikke langt fra den mere almindelige polemik til regelret propaganda. Og ligesom yderligtgående muslimer kan fanges ind af en konfrontatorisk og propagandistisk islamistisk retorik og erstatte politisk debat og kritik med trusler, propaganda og terrorsympatier, kan yderligtgående nationalister naturligvis ligeledes inspireres af en konfrontatorisk og propagandistisk retorik til voldelige og væbnede aktioner. Arthur Koestler skriver i en essaysamling fra 1945: ”Jøderne advarede mod Racehad, fordi de vidste, at det, der begynder med Øgenavne, ender med Lynchning og Massakre, ligegyldigt om det er Calcutta, Warszawa eller Detroit.”56 Victor Klemperer skriver i 1947: ”Ord kan virke som små bitte doser arsenik. De sluges umærkeligt, de synes ikke at have megen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”57 Begge skriver ud fra smertelige personlige erfaringer med det totalitære regimers fuldbyrdede propagandavirkelighed, Koestler den kommunistiske og Klemperer den nazistiske. Som antydet begynder propagandaen sjældent med en velsmurt og magtfuld propagandamaskine, men opstår gerne i det små og etableres i reglen først langt uden for magtens cirkler, hvor den gradvis ændrer status fra tillokkende ”synspunkt” til ubetvivlelig ”sandhed”, hvorfor den også bør imødegås så tidligt i sit udspring som muligt – ord for ord.

Litteratur Bilde, Per (2003): En religion bliver til – en undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110, Forlaget Anis. Esser: Die Jüdische Weltpest – Judendämmerung auf dem Erdball (1939; online-version: www. archive.org) Fischer/Hügli/Ischi/Schärer: Der Nationalsozialismus. 12 dunkle Jahre deutscher Geschichte (1979)

108

Frevert, Louise (2004): Kort og godt. Goldhagen, Daniel (1996): Hitler’s Willing Executioners – Ordinary Germans and the Holocaust, Abacus. Haaning, Aksel (2005): Den dobbelte arv, C.A. Reitzels Forlag. Hitler, Adolf (1966): Min kamp (oversat af Sven Henningsen), Jørgen Paludans Forlag. Jensen, Michael Irving (red.) (2001): På tærsklen til fred? – Al-Aqsa intifadaen og fredsprocessen i Mellemøsten, Gyldendal. Klemperer, Victor (2010): LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog – En filologs notesbog (oversat af Henning Vangsgaard), Tekst og Tale. Luther, Martin (1999): Mod tyrken og jøden, tre udvalgte skrifter (oversat af Chr. Truelsen), Tidehverv. Voltaire (1968): Om Gud og mennesker (oversat af Hans Nygaard), Steen Hasselbalchs Forlag.

Noter 1 Joh. 8.44 2 Haaning: Den dobbelte arv, 2005, s. 288 3 Luther: Mod tyrken og jøden, s. 106 4 Luther: Mod tyrken og jøden, s. 203 5 Luther: Mod tyrken og jøden, s. 196 6 Voltaire: Om Gud og mennesker, s. 37 7 Goldhagen: Hitler’s Willing Executioners, 1996, s. 31f 8 Citeret efter Jensen (red.): På tærsklen til fred? s. 165 9 Citeret efter Jensen: På tærsklen til fred?, s. 170f 10 Citeret efter www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=117728 11 Citeret efter Fest: Hitler, bd. 1, s. 197 12 Esser: Die Jüdische Weltpest 13 B.T., 23.3.2002 14 Fra Folketingets talerstol, 31.5.2002 15 DR2 Deadline, 7.2.2009 16 www.snaphanen.dk (online-citat 11.6.2008) 17 Nyhedsavisen, 20.4.2007 18 Der Stürmer nr. 22/1925 19 Danskeren nr. 1/2003 20 Citeret efter Jyllands-Posten, 27.4.2000 21 Videointerview med Lars Hedegaard af Asger Trier Engberg, december 2009 22 Der Stürmer nr. 32/1924 23 Ekstra Bladet, 17.9.1999 24 Dansk Folkepartis Ungdoms ugebrev, 18.10.2005 25 Jf. Fest: Hitler, bd. 1, s. 197 26 Esser: Die Jüdische Weltpest 27 Der Stürmer nr. 18/1943 28 Berlingske Tidende, 2.2.2005 29 Jyllands-Posten, 9.7.2006 30 Berlingske Tidende, 20.6.2006 31 Citeret efter German Propaganda Archive: http://www.calvin.edu/academic/cas/gpa/ goeb37.htm

109

32 Esser: Die Jüdische Weltpest 33 Information, 24.8.1999 34 Politiken, 8.10.2005 35 Frevert: Kort og godt, s. 37-38 36 Berlingske Tidende, 25.9.2002 37 Tidehverv 2004, s. 206f 38 http://www.sappho.dk/the-resilience-of-the-commoners.htm 39 Videooptagelse fra konferencen: http://www.youtube.com/watch?v=CYikIeb3oKc 40 Bloggen ’Kulturkløften’; JP.dk, 22.11.2009 41 Information, 24.8.1999 42 Tale til ”International Free Speech Society”, 3.10.2010 43 Jf. www.nationalsocialismus.de, Dokumente: Posener Rede vom 4.10.1943 44 Berlingske Tidende, 16.11.2001 45 B.T., 31.7.2010 46 Citeret efter Politiken, 20.3.2002 47 Grundlovstale: Rhododendronparken, Brønderslev, 5.6.2006 48 Citeret efter German Propaganda Archive: http://www.calvin.edu/academic/cas/gpa/ angrif03.htm 49 Jyllands-Posten, 16.2.2008 50 Danskeren nr. 1/2004 51 Pia Kjærsgaards Ugebrev, 13.6.2005 52 Jyllands-Posten, 9.10.2005 53 Information, 22.11.2000 54 Dansk Folkeblad nr. 2/2001 55 Pia Kjærsgaards Ugebrev, 25.2.2002 56 Koestler: Yogien og Kommissæren 57 Klemperer: LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog

145

Hatespeech omslag.indd 1

145

Redigeret af Rune Engelbreth Larsen, Jens Lohmann og Klaus Slavensky

Fra hadetale til hadesyn

220

Göran Rosenberg

Hate speech

100

Hate speech Fra hadetale til hadesyn

100

18/07/13 14.43