Kunsten altid at få ret

Arthur Schopenhauer

Kunsten altid at f책 ret 38 m책der at vinde en ellers tabt diskussion Oversat af Hans Christian Fink

Informations Forlag

Indhold Oversætterens forord........................................................ 7 § 1 Udvidelse................................................................ 9 § 2 Homonymier.......................................................... 12 § 3 Generalisér modstanderens argument..................... 15 § 4 Skjul dit spil............................................................ 17 § 5 Falske præmisser...................................................... 18 § 6 Postulér................................................................... 19 § 7 Forvir ved hjælp af spørgsmål.................................. 20 § 8 Gør modstanderen rasende..................................... 21 § 9 Forskyd spørgsmålenes rækkefølge......................... 22 § 10 Giv nejsigeren flere muligheder............................... 23 § 11 Induktion................................................................ 24 § 12 Vælg dine ord med omhu....................................... 25 § 13 Fremstil udsagnets modsætning grelt...................... 27 § 14 Konkludér på trods................................................. 28 § 15 Brug et rigtigt udsagn, som et bevis

for et forkert............................................................ 29 § 16 Fordrej modstanderens ord..................................... 30 § 17 Forsvar gennem distinktion.................................... 31 § 18 Afled disputten....................................................... 32 § 19 Tal udenom............................................................. 33 § 20 Drag selv konklusionen........................................... 34 § 21 Mød sofistiske argumenter med

sofistiske modargumenter....................................... 35

§ 22 Afvis indrømmelser................................................. 36 § 23 Få modstanderen til at overdrive............................. 37 § 24 Drag falske følgeslutninger...................................... 38 § 25 Find et modeksempel.............................................. 39 § 26 Vend argumentet.................................................... 40 § 27 Fasthold dit argument, hvis modstanderen

bliver rasende.......................................................... 41 § 28 Stil modstanderen i et latterligt skær....................... 42 § 29 Diversion................................................................ 44 § 30 Henvis til autoriteter............................................... 46 § 31 Erklær dig ude af stand til at forstå

modstanderens argumenter..................................... 51 § 32 Kategorisér modstanderens påstand........................ 53 § 33 I teorien sand, i praksis falsk................................... 54 § 34 Fasthold modstanderen........................................... 55 § 35 Påpeg at modstanderens mening strider

imod hans interesser................................................ 56 § 36 Fremfør dybsindigt vås............................................ 58 § 37 Udnyt modstanderens dårlige eksempel

til gendrivelse af materien....................................... 59 § 38 Den sidste udvej...................................................... 60 Eristisk dialektik eller Kunsten altid at få ret.................... 64 Basis for al dialektik......................................................... 75 Bilag I.............................................................................. 78 Bilag II............................................................................. 79

Oversætterens forord Arthur Schopenhauer (1788-1860) udarbejdede sit manuskript omkring 1830/31, i slutningen af sin Berlinerperiode.

Manuskriptet, der ikke har nogen overskrift, består af otte nummererede folioark samt halvandet ark bilag. ���������� Heftet befinder sig i Schopenhauers handschriftliche Nachlass (Karton XXIX, nr. 14). Det blev første gang offentliggjort af Julius Frauenstädt under titlen Dialektik. Det indgår endvidere i Arthur Hübschers kritiske udgave af Schopenhauers efterladte manuskripter: Der handschriftliche Nachlass, 5 bd., Kramer, Frankfurt am Main og Leipzig 1966-75, bd. III, s.

666-95. Det er denne version, der ligger til grund for Franco Volpis udgivelse (Insel Verlag, Frankfurt am Main og Leipzig 1995), som igen ligger til grund for den danske oversættelse.

Oversættelsen følger i videst muligt omfang originalen, så den danske læser kan danne sig et indtryk af Schopenhauers karakteristiske skrivemåde. Tekstens græske termer er dog enten oversat eller udeladt. Derimod er alle latinske termer bibeholdt med den danske oversættelse i skarp parentes, som det naturligvis står den klassisk dannede læser frit for at springe over. Desuden er de 38 gode råd, som Volpi kalder ”kunstgreb”, her forsynet med overskrifter, som ikke findes

7

i originalen. Endelig er disse 38 råd placeret forrest i bogen.

Det er sket af hensyn til den almindeligt interesserede læser, som kunne risikere at løbe sur i det ikke ukomplicerede forord ”Eristisk dialektik eller kunsten altid at få ret” og dermed aldrig nå frem til de gode råd eller beskidte tricks. At disse ikke er hentet ud af den blå luft, men i høj grad bygger på en skarpsindig analyse af den klassiske logik og dialektik, kan den interesserede læser forvisse sig om ved at læse Schopenhauers forord, der her er blevet til et efterord.

God læselyst!

Hans Christian Fink

8

§3

Generalisér modstanderens argument At opfatte en påstand, der er fremsat relativt, som om den var almen, simpliciter, absolut, eller i det mindste at opfatte den i en helt anden relation og derefter gendrive den i denne.

Aristoteles’ eksempel er: Mohren er sort, men i henseende til tænder er han hvid, altså er han på samme tid sort og ikke-sort. Dette er et tænkt eksempel, som ikke for alvor vil kunne narre nogen. Lad os derimod tage et eksempel fra den virkelige erfaring.

Eksempel 1.

I en samtale om filosofi indrømmede jeg, at mit system forsvarede og roste kvietisterne. Lige efter faldt talen på Hegel, og jeg hævdede, at han mestendels havde skrevet noget vås, eller i det mindste var mange steder i hans skrifter af en sådan art, at forfatteren sætter ordene, mens læseren må sætte meningen. Modstanderen påtog sig ikke at gendrive dette ad rem [i henhold til sagen], men nøjedes med at opstille det argument ad hominem [i relation til det menneske, med hvem man disputerer], at jeg netop havde rost kvietisterne, som ligeledes havde skrevet meget vås.

Det indrømmede jeg, men berigtigede ham deri, at jeg 15

ikke roste kvietisterne som filosoffer og forfattere, altså ikke for deres teoretiske præstationer, men blot som mennesker, på grund af deres dyder, udelukkende i praktisk henseende: Hos Hegel, derimod, var der tale om teoretiske præstationer.

Således var angrebet afpareret.

De tre første kunstgreb er beslægtede: de har det til fælles, at modstanderen egentlig taler om noget andet end det, der blev fremsat; man ville altså gøre sig skyld i et ignoratio elenchi [ukendskab til modbeviset], hvis man lod sig affærdige med det, for i alle de nævnte eksempler er det, modstanderen siger, sandt: men det står ikke i en virkelig modsætning til tesen, blot i en tilsyneladende; altså negerer den angrebne konsekvensen af konklusionen: nemlig den slutning at i og med at hans eget udsagn er sandt, må vores være falsk. Det er altså direkte gendrivelse af hans gendrivelse per negationem consequentiae [ved at bestride konklusionen].

Ikke at indrømme sande præmisser fordi man forudser konsekvensen. Imod dette følgende to midler, § 4 og § 5.

16

§4 Skjul dit spil Vil man drage en konklusion, bør man undgå, at samme kan forudanes, og i stedet ubemærket anføre præmisserne enkeltvis og spredt i løbet af samtalen, ellers vil modstanderen forsøge allehånde chikaner, eller hvis det er tvivlsomt, om modstanderen vil indrømme dem, så opstiller man præmisserne for disse præmisser; laver prosyllogismer; får modstanderen til at indrømme præmisserne for flere af disse i flæng, uden orden, det vil sige, at man skjuler sit spil, indtil dét er indrømmet, som man har brug for. Man nærmer sig altså sagen ad en lang omvej. Reglerne herfor giver Aristoteles, Topica, VIII, 1.

Her behøves ingen eksempler.

17

§5

Falske præmisser Man kan også bruge falske forudsætninger som bevis for sit udsagn, nemlig hvis modstanderen næppe ville indrømme de sande, enten fordi han ikke indser deres sandhed, eller fordi han indser, at tesen straks ville følge af disse: så kan man tage udsagn, som i sig selv er falske, men som er sande ad hominem, og argumentere ex concessis [på grundlag af modstanderens indrømmelser], ud fra modstanderens måde at tænke på. For det sande kan også være et resultat af falske præmisser: om end det falske aldrig kan være resultatet af sande præmisser.

Ligeså kan man gendrive modstanderens falske udsagn ved hjælp af andre falske udsagn, som han imidlertid holder for sande: for det er jo ham, man har med at gøre, og derfor må man benytte hans måde at tænke på. For eksempel er han tilhænger af en eller anden sekt, som vi ikke tilslutter os: så kan vi anvende udsagn fra denne sekt mod ham som principia. Aristoteles, Topica, VIII, 9.

18

§6

Postulér Man kan foretage en skjult petitio principii, idet man postulerer det, man skulle bevise, enten 1. under et andet navn, fx i stedet for ære ”det gode navn og rygte”, i stedet for jomfruelighed ”dyd” osv., også omskiftelige begreber: varmblodede dyr i stedet for hvirveldyr, 2. eller ved at fremføre det, der lader sig forsvare generelt, som dække for det, striden specielt står om, fx hævde medicinens usikkerhed ved at postulere usikkerheden ved al menneskelig viden, 3. hvis vice versa to ting følger af hinanden, og den ene skal bevises; så kan man postulere den anden, 4. hvis det almene skal bevises, kan man lade opponenten indrømme hver enkelt del.

(Det er det omvendte af § 2). (Aristoteles, Topica, VIII, 11).

Ud over øvelsen i dialektik rummer sidste kapitel af Aristoteles’ Topica gode regler.

19

§7

Forvir ved hjælp af spørgsmål Hvis disputten bliver ført lidt strengt og formelt, og man vil gøre sig virkelig tydeligt forståelig; så optræder den, der har fremsat påstanden og skal bevise denne, spørgende over for sin modstander for ud fra hans egne indrømmelser at slutte sig til påstandens sandhed. Denne erotematiske metode (også kaldet den sokratiske) anvendes især hos de gamle: på samme beror dette kunstgreb samt nogle af dem, som følger senere. (Alle er frit bearbejdede efter Aristoteles’ Liber de elenchis sophisticis, 15).

Man spørger meget og vidtløftigt for at skjule det, man egentlig vil have indrømmet. Til gengæld foredrager man hurtigt det argument, som følger af det indrømmede: de, der er langsomme i opfattelsen, kan ikke præcist følge og overskue de eventuelle fejl eller huller i bevisførelsen.

20

§8 Gør modstanderen rasende At gøre modstanderen rasende: for når han er rasende, er han ude af stand til at dømme rigtigt og iagttage sin fordel.

Man gør ham rasende ved uforblommet at gøre ham uret og ved at chikanere ham og i det hele taget være uforskammet.

21