Kunsten at være en opfindsom plage

“Det bedste udgangspunkt for opgaven er, at du sikrer dig at tage fejl af din hustrus karakter, roser hende, hvor hun ikke fortjener det, og ignorerer samtlige de gode egenskaber, hun rent faktisk besidder.“ ...

“Når engang dine børn er blevet voksne, aflægger du den sidste antydning af overbærenhed, og så snart de har fundet glæde ved en af denne verdens fornøjelser, tøjler du dem med hård hånd. Lad dem også høre for din tidligere mildhed – beklag dig over, at din eftergivenhed førhen, da de var børn, har gjort dem utaknemmelige, og kald dem for din alderdoms sorg og kvide.”

K

En underfundig lille bog om manerer – eller mangel på samme – og en både humoristisk og skarp social satire fra en tid, hvor etikette betød alt.

3

KUNSTEN AT VÆRE EN OPFINDSOM PLAGE

...

unsten at være en opfindsom plage er en munter og veloplagt lille håndbog fra 1753 for alle hverdagstyranner og andre, der gerne vil have indsigt i, hvordan man bedst og i videst muligt omfang generer alt og alle omkring sig – uden nogensinde selv at stå for skud, naturligvis.

JANE COLLIER ·

“Hvordan kan en kvinde bedre vise egen vilje end ved at være uforskammet og genstridig? For lærer I ikke allerede i vuggen, at underkastelse og føjelighed er simpelt og ikke sømmer sig for en viljestærk kvinde?

Du kan altså godt krænke din mand regelmæssigt med ord som pligt og lydighed, så længe du bare aldrig er simpel nok til leve op til dem.”

Kunsten at være være en Kunsten en opfindsom plage opfindsom plage Jane Collier Collier

Jane Collier (1715-55), engelsk forfatterinde, der ud over Kunsten at være en opfindsom plage har udgivet den dramatiske fabel The Cry i 1754. Tjente til dagen og vejen som guvernante som mange andre af datidens ugifte, veluddannede kvinder.

Jane Collier

Kunsten at være en opfindsom plage Oversættelse og indledning ved Hans-Jørgen Birkmose

Informations Forlag

6 indhold 8

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Bemærkning til læseren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Kunsten at være en opfindsom plage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 første del . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 1. Anvisninger til herrer og fruer vedrørende tjenestefolk . . . 37 2. Til protektricer for fattige selskabsdamer . . . . . . . . . . . . . . . 49 3. Til forældre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 4. Til ægtemanden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 anden del . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 1. Til kærester . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 2. Til hustruen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 3. Til vennen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 4 Til gode mennesker – et tillæg til det foregående kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 Generelle regler for at tyrannisere din omgangskreds – med en beskrivelse af en udflugt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 Essayets afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 En fabel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175

Indledning Af Hans-Jørgen Birkmose

D

er er noget mystisk ved denne lille bog: Det

er ikke bare, fordi Jane Collier kun skrev denne ene bog, og det skyldes heller ikke alene, at historien har begravet omstændig­ hederne omkring både hende og bogen under flere hundrede års uigennemtrængeligt mørke. Det er hørt før. Nej, der er noget andet, noget som får en til at studse og tænke, at det var da godt nok underligt …

Søger man på Jane Collier i alle opslagsværkers moder, Encyclopedia Britannica, får man lige nøjagtig ét resultat. Det henviser til en bisætning i en artikel om hendes veninde Sarah Fielding. Kunsten at være en opfindsom plage er slet ikke omtalt.

Det mønster gentager sig mere eller mindre tydeligt i selv større litteraturleksika, og uden at ville gøre mig til ekspert på området, så forekommer det efter selv ret ihærdige søgninger i litteratur specifikt om kvindelige forfattere, som om man heller ikke fra den vinkel har fået øjnene op for hende. Jeg håber inder7

ligt, at jeg nu vil blive straffet for min slappe research og overdænget med eksempler på, at der er masser af steder, hvor Jane Colliers bidrag til litteraturen bliver taget under alvorlig, omfattende og kyndig behandling og i det mindste sat ind i en større sammenhæng; men mit indtryk er altså, at det er store ting, når hun får et par linjer i et litteraturleksikon hist og pist. Det er med andre ord omtrent umuligt at finde oplysninger om både Jane Collier og bogen her nogen af de steder, der ellers skulle være det tryggeste habitat for viden, der er truet af udryddelse.

Selvom det i sig selv lyder som noget mærkeligt noget, så kunne sagkundskabens ret stedmoderlige behandling af bogen på den anden side få en og anden til at tænke, at vores forsømte og forpjuskede lille ven her nok ikke er videre interessant, kun moderat god og absolut intet relevant har at sige moderne mennesker.

Men! Kunsten at være en opfindsom plage bliver altså, på trods af den øredøvende tavshed, der omgiver den, stadig genoptrykt her mere end 250 år efter udgivelsen, og i en verden, hvor kvalitet ellers som oftest bliver målt på mængden af omtale, og hvor den offentlige menings negligering af et værk plejer at være ensbetydende med dets øjeblikkelige død og begravelse, må det betyde, at der i dette tilfælde er noget ganske særligt på færde.

Og her er det så, at det for alvor bliver mystisk. For samtidig med at bogen forbigås med flid af dem, der 8

skulle beskytte den, findes der faktisk en udmærket og nogenlunde grundig artikel om Jane Collier på Wikipedia. Det hverken kan, skal eller bør tolkes sådan, at Wikipedia, alle fænomenets velsignelser ufortalt, er bedre end Encyclopedia Britannica eller omhyggeligt udarbejdede litteraturleksika, for det er ikke tilfældet. Og så er der faktisk kun én rimelig forklaring tilbage: Kunsten at … betyder så meget for folk ude i sofaerne, at de rejser sig af hynderne og sætter sig til computeren for at beskytte den kostelige skat mod sagkundskabens uvane med bevidstløst at skrive af efter hinanden og på den måde gøre deres til, at bogen lever videre også i næste generation.

Kunsten at … har altså efter alt at dømme fået den sjældne (ja, nærmest uhørte) ære at blive folkeligt overleveret – det ser ud til, at det er læserne, der stædigt, trofast og stik imod kanon har holdt Jane Collier og hendes lille bog på hylderne indtil nu. Det giver begrebet sofavælgere en helt ny og mere positiv betydning, og da vi er et mere begejstret end bittert folkefærd, vil vi naturligvis gerne dele vores kæreste ejendele med andre og håber stadig her et kvart årtusind efter udgivelsen, at sagkundskaben også en skønne dag vil være med.

Det meste af den frustrerende sporadiske viden, vi har om Jane Collier, er andenhånds snak eller oplysninger i indskudte sætninger i bøger eller breve, der faktisk handler om noget andet, og det lyder som følger.

9

Hun blev døbt i januar 1715 og havde tre søskende, en søster og to brødre.

Hendes far Arthur Collier var præst og filosof og fik udgivet et par bøger. Han var idealist og hævdede, at man aldrig kunne være sikker på, at den verden, man så omkring sig, rent faktisk fandtes og ikke bare var noget, man forestillede sig. Hans kreditorer var ikke nær så mistroiske, så familien endte i beskedne kår i Salisbury.

Hendes mor hed Margaret, og om hende antydes det mere prosaisk, at hun levede over evne og bar en betydelig del af ansvaret for, at familien kom i økonomiske vanskeligheder.

Man må gå ud fra, at pengeproblemerne har præget Janes barndom – de blev i hvert fald påtrængende, da faren døde i 1732 uden at efterlade hende andet end kendskab til græsk og latin, som han havde lært hende.

Jane var da omkring 18 år. Det er uklart (eller kun løseligt bekendt), hvor hun har befundet sig de næste mange år, men som kvinde uden formue har hun haft begrænsede muligheder for at leve det, der i samtiden var normen for et godt liv. Der er således god grund til at tro, at hun i lange perioder (sandsynligvis for det meste) har levet på nådsensbrød i andres hjem, og det er da også kendt, at hun blandt andet har boet hos den ene af sine brødre og hos veninden Sarah Fielding i London i 1740’erne.

10

Sarah Fielding var i samme situation som Jane Collier; familien havde ingen penge til hende, og da formue var det vedtagne middel til at foretage kvindebevægelsen fra barn til brud – fra farens hus til ægtemandens hus – befandt hun sig ligesom Jane i tomrummet mellem de to eneste sikre og socialt helt acceptable tilværelser, der var borgerskabets kvinder beskåret.

Fielding blev forfatter (Collier refererer i bogen her flere gange til hendes i datiden uhyre populære roman David Simple) og var søster til den i dag langt mere kendte Henry Fielding, forfatteren til Tom Jones og Joseph Andrews.

Janes søster Margaret var guvernante hos netop Henry Fielding, og Jane selv blev guvernante i huset hos en anden af samtidens største forfattere Samuel Richardson. Det er lidt af en prøvelse at finde hans romaner på dansk – det er en større prøvelse at læse dem – men måske har man set BBC’s flotte tv-serie baseret på hans roman Clarissa, ellers er den hermed anbefalet.

De tætte forbindelser til Londons litterære miljø og måske også farens forfattervirksomhed kan have været medvirkende til, at Jane Collier forsøgte sig med skriveriet. Det er også muligt, at hun simpelthen så det som en udvej for at tjene sine egne penge og ad den vej prøve at få et selvstændigt liv. Det var det, Sarah Fielding gjorde (så længe det gik – hun døde fattig og afhængig af andre).

11

Richardson hjalp Collier med at få Kunsten at … udgivet i 1752, og noget tyder på, at både han og Sarah Fielding hjalp til med råd og vejledning undervejs. Hun skrev også et skuespil sammen med Sarah Fielding – The Cry (1754) – som er det lidet mindeværdige værk, der trods alt har skaffet hende en forbipasserende omtale i Encyclopedia Britannica. Der siges derudover at eksistere en smule tilløb til litterær kritik fra hendes hånd.

Hun døde omkring 40 år gammel i 1755, hvilket gør fodnoten s. 150 og hendes forord til andenudgaven her, der begge dele er skrevet i 1757, til en rigtig uhyggelig historie, medmindre nogen – Sarah Fielding? – i al stilfærdighed, men meget stilsikkert, har vækket hendes sprogtone til live og føjet et par syle til arsenalet, der ellers er pænt stort i forvejen.

Jane Collier minder både i stofvalg og tematik ikke så lidt om Jane Austen – hendes domæne er den nærmeste omgangskreds, og hun har Austens blik for slåfejl og smuttere i det borgerlige hverdagslivs ellers så nydeligt opsatte tekst – og biografisk har hun også visse træk til fælles med hende. Ingen af dem blev gift (de økonomiske vilkår kom også i Austens tilfælde før kærligheden), og som privatpersoner har de for eftertiden begge to haft en udpræget tendens til at gå i et med tapetet.

Da Claire Tomalin skrev sin fremragende biografi om Austen (der ville have været perfekt, hvis hun 12

havde nævnt Collier bare én gang), løste hun det problem ved at biografere Austens familie og ad den vej trække de flygtige konturer op, vi har af forfatteren.

Tager vi – for i meget mindre skala at gøre noget tilsvarende – Jane Collier som centrum og trækker en cirkel omkring hende med en passer, må man sige, at hun i det mindste litterært set var godt polstret.

Søskendeparret Fielding og Samuel Richardson, der alle sympatiserede med hende, hørte til samtidens litterære giganter, og hun kan også, som allerede antydet, set i en lidt længere historisk sammenhæng bryste sig af et par imponerende åndelige slægtninge.

Hun angiver selv i Kunsten at … Jonathan Swift og hans grovkornede manual for tjenestefolk Directions to Servants som en inspirationskilde (et par af hans mange fortrinlige anvisninger lyder noget i retning af: Hvis din næse løber, så tør den af i dugen, det sparer på dit eget linned – Hvis du er barneplejerske og taber barnet, så hold din mund af alle kræfter, med lidt held dør barnet, og så er der jo ingen skade sket), og senere sendte førnævnte Jane Austen en hilsen til sin søster i ånden i Northanger Abbey (1818). Vi er i hvert fald nogle glade Collier-fans, der kan tælle til, hvor påfaldende mange gange Austen en overgang bruger det forkætrede ord torment – seks gange på 16 linjer (fem sætninger) er fem gange for mange til, at os i menigheden kan tolke det som andet end en slet skjult reference til vores yndling.

13

Med et litterært kompas, hvor Jonathan Swift, Jane Austen, Samuel Richardson og Henry Fielding repræsenterer de fire verdenshjørner, er det lidt nemmere at orientere sig i Jane Colliers verden. Med Richardson som kontravægt sætter de alle sammen, på hver deres måde, spørgsmålstegn ved de værdier, der var ved at bundfælde sig som ideal i oplysningstidens engelske borgerskab.

Perioden var præget af normativ litteratur, bøger der indimellem nærmest i opskriftsform angav korrekt opførsel og den rette moralske handlemåde. Richardson var den fremmeste repræsentant for denne tendens og formulerede i romanform tidens tanker om dyd og udyd. Mest kendt er Pamela (1740), hvor heltinden bevarer sin konstant truede dyd og, det kunne lige passe andet, bliver belønnet for det ved at blive gift med den mand, der, det skal guderne vide, har gjort alt, hvad han kunne finde på for at få sin vilje uden at betale tilnærmelsesvist så høj en pris for det, men som altså under indtryk af hendes smukke eksempel kommer på bedre tanker. Det er alt sammen meget opbyggeligt.

Det tjener menneskeheden til ære, at den kun tåler så og så meget moral, inden den får nok og begynder at protestere – i dette tilfælde gennem en lang perlerække af satirikere fra Swift via Fielding til Jane Austen (og med dem en hel del flere).

De var ikke aggressive eller vrede (okay, Swift kunne godt indimellem få et anfald) og forstod udmærket, at 14

det værdisæt, der var ved at udvikle sig, i sin nyttige form ikke bare havde til formål, men rent faktisk også tjente til at beskytte eksempelvis kvinder inden for den eksisterende orden. Langt fra at være revolutio­nære samfundsstormere brugte de altså snarere satiren til at holde samfundets stofskifte i orden og forhindre de moralske normer i at fedme til i selvgodhed.

Det var her, Jane Collier valgte at placere sin bog i billedet.

Kunsten at … tager et gevaldigt opgør med den menneskelige natur i almindelighed og aspekter af den herskende moral i særdeleshed. Collier lyser af mentalt overskud og røber et længe opstemmet potentiale, der brænder for at blive brugt, og hun boltrer sig utvungent i det polemisk frugtbare område mellem fiktion og nonfiktion, hvor udsagn er sande (i den forstand at vi alle sammen nikker genkendende til dem), selvom de ikke er kendsgerninger. Når man står over for sådan en kraftudladning og vil prøve at afkode hensigten bag den, retter opmærksomheden sig både nemt og naturligt mod forfatteren.

Den slags er selvfølgelig en utidig sammenblanding af tekstforhold og forfatter, men der er tale om et essay, ikke en roman; hvor mange fiktionsmidler Collier end bruger, så er bogen en form for nonfiktion, og så kan det bestemt være legitimt at lede efter pejlemærker til 15

forståelsen i forfatterens baggrund i bredeste forstand.

Det gælder især, når teksten har nået en, skal vi sige, moden alder, eller når forfatteren er ukendt, for så kan vi ikke trække på den viden, vi eventuelt har fra andre tekster om for eksempel en samtidig forfatters overordnede livssyn.

Og så legede hun altså selv med ilden, når hun lagde bogen så tæt op ad sine personlige omstændigheder.

Ganske vist udkom bogen (efter datidens sædvane) anonymt, hvilket i første omgang sørgede for at holde fokus på sagen. Men folk var også nysgerrige dengang, så forfattere bevarede sjældent deres anonymitet særlig længe, og det må hun have vidst. Hvis det kort sagt var vigtigt for hende at gardere sig mod vores geskæftige snagen i hendes følelsesliv, skulle hun have holdt en anden distance.

Hun bemærker eksempelvis på et tidspunkt, at vordende tyranner med fordel kan vælge deres ofre blandt fattige døtre af “de utallige familier inden for kirken og hæren, der overlever sig selv og går i forfald” (s. 52).

Så længe hun forblev anonym, var det bare en tør hentydning til en ret almindelig hovedpine for de bedrestillede familier (nemlig at den formue, der var betingelsen for en uafhængig tilværelse, kunne blive smurt noget tyndt ud, når den skulle fordeles på en stor børneflok, og at netop kirken og hæren ofte var løsningen for de børn, der stod bagerst i køen). Collier har jo ikke 16

endevendt hele huset for at finde de eksempler. Hun kom selv af fattig præsteslægt. Og Sarah Fieldings far var militær­mand.

Den slags er gefundenes fressen for litteraturlidenskabs­ folk som os, der holder mere af at deltage i læsningen end at distancere os fra den, og når Collier skildrer det rige spektrum af mulige fælder, livet som udenforstående ekstraperson i andres hjem rummer, er det, i dag hvor vi kender hendes navn og (trods alt) ved en lille smule om hende, nemmere at mindes, at Collier selv levede hele sit voksenliv på den måde, end det er at lade være. Hun var gæst på åremål og havde som sådan fuld adgang til familiens hverdag og selskabelighed fysisk og socialt, men ikke psykisk og følelsesmæssigt.

Alle, der som gæst (eller for den sags skyld vært) i selv korte perioder har prøvet, hvordan det er at holde balancen mellem fremmedgørelse og fællesbad, er undskyldt, hvis de sidder og tygger på, om Collier monstro selv har deltaget i de skærmydsler, der opstår, når alle er slidt trætte af høfligheden, og den ene bliver giftig og den anden grov i munden.

Det er tilsvarende svært at få hendes egen private situation ud af hovedet, når hun flere gange nævner, at man kan få ram på en dannet kvinde ved at kalde hende en ’klogemadamme’ eller lignende. Hun var selv meget belæst – det fremgår tydeligt af bogen – også mere end det var almindeligt og måske ønskværdigt for en kvin17

de efter gældende standard. Samuel Richardson noterede sig i hvert fald overrasket og fascineret som en videnskabsmand, der har iagttaget en interessant afvigelse fra det forventede, at hendes græsk- og latinkundskaber på ingen måde forhindrede hende i at passe sine huslige pligter. Men blot fordi han kunne leve med det, kræver det ikke den store fantasi at tænke, at hun selv har prøvet at få en lektion i god opdragelse, hvis hun på et tidspunkt har forivret sig og er kommet for skade at vise mere indsigt, end resten af selskabet besad.

Når man har moret sig bogen igennem med at hoppe frem og tilbage over grænsen mellem tekst og forfatter og undervejs måske også har piftet det hele op med en personlig erindring, der ligger så langt borte i tid og sted, at den er blevet til at grine ad, kommer man til den afsluttende dyrefabel, og så får legen en anden lyd – eller hvad det nu hedder – for her falder der en skygge over helheden, som man, om man har lyst eller ej, bliver nødt til at tage stilling til.

Læst med samtidens tankegang (hvis vi kan det) er fablen en morale, der appellerer direkte til læserens medfølelse med de(n) svage. Sarah Fielding havde for vane at mane til eftertanke med et par kloge ord til slut, og det er måske hende, der har inspireret Collier til at gøre noget lignende.

Den slags er vi simpelthen nødt til at tage afstand fra i dag, for det er faretruende nær ved at efterlade et 18

indtryk af, at forfatteren angler efter vores medlidenhed. Hvis lammet er den eneste, der kan beskrive lidelse, må forfatteren her jo næsten selv have været et stakkels offer for rovdyrene, og det negerer tilsyneladende de fornøjeligt ondskabsfulde svadaer, vi lige har siddet og frydet os over. Det kan i hvert fald godt for os se ud, som om man får vittigheden forklaret – hvilket er usjovt – eller som om forfatteren bliver nervøs for sit ry og rygte og derfor slutter med at forsikre, at det ikke var så slemt ment, det hele, hvilket er temmelig unødvendigt. Hvis man ikke selv for længst har opdaget, hvor Colliers sympati ligger, bør man holde op med at læse bøger.

Fra et moderne synspunkt er det derfor langt mindre ekskluderende at læse de to stilistisk og indholdsmæssigt ret uforenelige størrelser ikke som en negation af, men som et supplement til hinanden. Ironien, der er et grundvilkår ved alt andet i bogen end den afsluttende fabel, bliver modstillet fablens bastante entydighed, og åbner for en ny dynamik. Sagt på en anden måde er det muligt, hvis man ønsker det, at se det bratte stilbrud mere som en pointe, der som alle gode pointer vender alt, hvad man har læst, mindst en halv gang, end som en morale, man ikke kan gøre meget andet end at nikke bifaldende til. Sondringen er mere end ordkløveri, den er et signal om, at vores syn på det meste i dag på godt og ondt kræver plads til at vælge.

19

Bogen er tidløs nok til, at den har overlevet udviklingen i generationernes gang. Det kan sagtens være en af grundene til, at den stadig er iblandt os. Men der er ét valg, den ikke giver os, uanset hvordan man betragter bruddet mellem bogens to dele, og som den heller ikke gav sin samtids læsere: Den kan ikke læses som en kvindes lidelseshistorie.

Vi kan sagtens tage udgangspunkt i forfatterens samfundsmæssige stilling (den dobbelte marginalisering som både ugift og begavet), og så kan bogen godt minde lidt om en flaskepost, en forlist sømand har sendt fra en øde ø – et brev, der er smidt i det store hav i håb om, at der vil ske et mirakel i form af kontakt med verden udenfor.

Vi kan også nøjes med som tidligere at spekulere i det konkrete forhold mellem Collier og teksten, og det kan endda være, der i begge tilfælde er noget om snakken; men så må vi også sige, at hvis dette er et katalog over de stød og slag, Collier har taget i tidens løb, så tyder hendes spændstige reaktion på, at modgangen først og fremmest har været motiverende, for hun går jo løs på sit stof med en kampånd og fremdrift, så man må tænke, at hvis hun er et offer, så Gud nåde og trøste bødlen.

Kunsten at … er ikke et overset mesterværk, men den ligger himmelhøjt over gennemsnittet. Collier er lidt ude at svømme et par gange, tilsyneladende (og formentlig) 20

fordi hun skriver om ting, hun enten ikke forstår sig på, eller som ikke rigtig interesserer hende. Når hun for eksempel beskriver troskyldige mennesker, der bliver bragt til tiggerstaven af andres ondskab og svigt, minder det lidt for meget om romanintriger (det er det faktisk), og hun skynder sig da heldigvis også med en bemærkning om, at det er for tunge emner til hendes formål, videre til bogens kulmination, skildringen af rejsekammeraten fra Helvede, der uden blusel kan gøre krav på en plads blandt den komiske litteraturs mesterstykker.

Tilsvarende klinger det (igen måske mest i moderne ører) en smule tvungent, når hun sidst i bogen påkalder sig royale eksempler på al godhed og dyd (for dem, der synes, den slags er vigtigt, så er det prinsesse Augusta af Wales, hun sigter til – og ikke fordi det kommer sagen ved, men der er der da vist stof til en stor historisk kvinderoman). Gør hun det imidlertid, fordi hun prøver at snige sig til en bevilling fra hoffet (det ville ikke være den første næsegruse hyldest, der blev skrevet med det formål for øje), skal det være hende tilgivet – især fordi hyldesten er så tvetydig, at det næppe har imponeret prinsessen, men i stedet kommer til at stå som en rune over en kunstner, der hellere vil risikere at sætte levebrødet over styr, end hun vil bryde stilen.

Os, der holder af bogen, betragter de få og små udfald som de eneste spor af en svunden tid i en bog, som i øvrigt har holdt sig i forbløffende god form, og 21

vi tager det med godt humør. For bogen er, selv efter den 117. læsning, baskende fuld af de litterære ænder, der så mange andre steder bliver fodret alt for lidt: nerve, nærvær og nødvendighed. Og når den så oven i købet er fejlbarlig, bliver den da helt uimodståelig. Det er jo de fire ingredienser, der i rette blandingsforhold skaber sand litteratur, og pokker tage den mand (eller kvinde), der kan stå for det.

“Det bedste udgangspunkt for opgaven er, at du sikrer dig at tage fejl af din hustrus karakter, roser hende, hvor hun ikke fortjener det, og ignorerer samtlige de gode egenskaber, hun rent faktisk besidder.“ ...

“Når engang dine børn er blevet voksne, aflægger du den sidste antydning af overbærenhed, og så snart de har fundet glæde ved en af denne verdens fornøjelser, tøjler du dem med hård hånd. Lad dem også høre for din tidligere mildhed – beklag dig over, at din eftergivenhed førhen, da de var børn, har gjort dem utaknemmelige, og kald dem for din alderdoms sorg og kvide.”

K

En underfundig lille bog om manerer – eller mangel på samme – og en både humoristisk og skarp social satire fra en tid, hvor etikette betød alt.

3

KUNSTEN AT VÆRE EN OPFINDSOM PLAGE

...

unsten at være en opfindsom plage er en munter og veloplagt lille håndbog fra 1753 for alle hverdagstyranner og andre, der gerne vil have indsigt i, hvordan man bedst og i videst muligt omfang generer alt og alle omkring sig – uden nogensinde selv at stå for skud, naturligvis.

JANE COLLIER ·

“Hvordan kan en kvinde bedre vise egen vilje end ved at være uforskammet og genstridig? For lærer I ikke allerede i vuggen, at underkastelse og føjelighed er simpelt og ikke sømmer sig for en viljestærk kvinde?

Du kan altså godt krænke din mand regelmæssigt med ord som pligt og lydighed, så længe du bare aldrig er simpel nok til leve op til dem.”

Kunsten at være være en Kunsten en opfindsom plage opfindsom plage Jane Collier Collier

Jane Collier (1715-55), engelsk forfatterinde, der ud over Kunsten at være en opfindsom plage har udgivet den dramatiske fabel The Cry i 1754. Tjente til dagen og vejen som guvernante som mange andre af datidens ugifte, veluddannede kvinder.