Kuppet i Chile

Kuppet i Chile © Morten Lassen og Informations Forlag, 2015 Grafisk tilrettelæggelse: Klahr | Grafisk Design Omslag: Jesse Jacob/iBureauet Trykt af Special-Trykkeriet Viborg A/S 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-4914 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag Store Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

INDHOLDSFORTEGNELSE

INDLEDNING 7 1 FOR YOUR EYES ONLY 15 2 VÍA CHILENA 37 3 GENERALERNES TIME 83 4 ET UNDERTRYKT FOLK HAR ALTID RET 139 5 KAN VI STEMME OS TIL MAGTEN? 181 6 DEN LANDSFORVISTE KAMP 209 7 TIL TE HOS PINOCHET 237 8 SAGEN GENÅBNET 299 9 KAMPEN OM 11. SEPTEMBER 337 EPILOG 361 TAK 377 LITTERATURLISTE 379 NOTER 389 NAVNEREGISTER 425

INDLEDNING

Den 9. september 1973 sad den unge og ærgerrige CIA-agent Jack Devine midt i frokosten på den italienske restaurant Da Carla i Santiago, da en kollega sætter sig ved bordet og hvisker ham i øret, at han skal ringe hjem til sin kone. Øjeblikkeligt.1 Devine havde været udstationeret i Chile siden 1971. Siden Salvador Allende var tiltrådt som præsident den 4. november 1970, havde det politiske klima været kaotisk. Sabotageaktioner og svirrende kuprygter var dagens orden. Det var det perfekte opholdssted for en nyuddannet CIA-agent.

Devine begav sig straks tilbage til hovedkvarteret for at foretage et sikkert opkald til sin kone: »Din ven ringede fra lufthavnen,« sagde hun. »Han forlader landet. Han bad mig fortælle, at militæret har besluttet at handle. Det vil ske den 11. september, og det er marinen, der fører an.« Devines »ven« var en forretningsmand og tidligere officer i den chilenske hær – og nu på CIA’s lønningsliste. En anden kilde, ligeledes en indflydelsesrig forretningsmand med kontakter til militæret, kunne samme aften bekræfte, at militærkuppet ville finde sted klokken 07.00 om morgenen. På baggrund af disse samtaler sendte Devine et hastetelegram direkte til præsident Richard Nixon:

7

Et kupforsøg vil blive indledt den 11. september. Alle militærets tre grene samt politiet er involveret i aktionen. En erklæring vil blive læst højt i Radio Agricultura klokken 07.00 den 11. september. Politiet anholder præsident Salvador Allende.2 

Myten om CIA’s involvering i det blodig militærkup, der væltede den demokratisk valgte præsident, socialisten Salvador Allende, og førte til hans død, har, siden de dramatiske begivenheder udspillede sig 11. september 1973, været særdeles sejlivet. Regeringen i Washington vidste imidlertid intet om kuppet, før de modtog Jack Devines hastetelegram. USA og CIA stod med andre ord ikke direkte bag det kup, som skulle blive indledningen på general Augusto Pinochets højreorienterede diktatur. »Dette bærer ikke vores fingeraftryk,«3 var Nixons kommentar til den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger dagen efter kuppet. Ikke desto mindre bliver CIA igen og igen beskyldt for at stå bag kuppet, senest da DR’s P1 i 2014 bragte radiodokumentaren Kuppet der knuste demokratiet.4 I det hele taget har myter, rygter og falske påstande forpestet diskussionen af kuppet i Chile lige siden. Diskussionen har været politiseret i en grad, så »sandheden« om begivenhederne i høj grad har været betinget af ideologisk ståsted. Hvis man groft sagt hævder, at Allende begik selvmord, da han indså, at slaget var tabt, er man automatisk en højreorienteret fascist, mens man, hvis man mener, at han blev skudt, da kupmagerne havde tiltvunget sig adgang til præsidentpaladset, er en venstreorienteret ekstremist. Måske er det nu på mere end 40 års afstand muligt at kaste et mere nøgternt blik tilbage på de skelsættende begivenheder, som udspillede sig i det fjerntliggende land, klemt inde mellem Stillehavet og Andesbjergene, afgrænset af Atacama-ørkenen i nord og Antarktis i syd. I løbet af ganske få år gennemlevede Chile nogle mildest talt radikale samfundseksperimenter: Allendes chilenske vej – la vía chilena – var det første forsøg i verdenshistorien på at skabe en fredelig overgang 8

til socialismen. Kuppet satte imidlertid et brutalt punktum for disse bestræbelser. Hvad befolkningen ikke kunne vide, var, at der forude ventede andre, men ikke mindre omfattende samfundsmæssige eksperimenter: Milton Friedmans økonomiske chokkur, der forvandlede Chile til et laboratorium for et af verdens mest radikale økonomiske eksperimenter, og Operation Condor, efterretningstjenesten DINA’s terror og brutale forfølgelse af venstreorienterede i samarbejde med kontinentets andre højreorienterede diktaturer. Hvis dele af den chilenske befolkning havde opfattet Allendes la vía chilena som et brud på landets mangeårige demokratiske traditioner, så var det en mild brise i forhold til de storme, Pinochet skulle lade feje hen over landet i de næste sytten år.

I Chile er kuppet fortsat et åbent sår. Var det en ubehagelig om end nødvendig handling for at redde demokratiet fra en ekstrem venstrefløj, eller var der tale om en illegitim handling fra en højrefløj, som mente sine interesser truet? Hvert år omkring 11. september blusser uenighederne op igen og indtager som et tilbagevendende traume avisernes forsider. I 2011 blev Allendes lig gravet op for at undersøge, om han virkelig begik selvmord, sådan som militæret havde hævdet. Også digteren og kommunisten Pablo Ne­ rudas lig er blevet gravet op flere gange for at blive undersøgt, senest i 2013 da det pludselig blev påstået, at hans død i dagene efter kuppet ikke skyldtes sygdom, men at han var blevet forgiftet. Og sådan fortsætter fortiden med at vende tilbage. Da Pinochet blev arresteret i London i 1998, fik omverdenen for alvor øjnene op for de voldsomme menneskerettighedskrænkelser, som havde fundet sted i kølvandet på kuppet og under Pinochets diktatur. USA fordømte imidlertid arrestationen. International lov skal ikke kunne trumfe national, amerikansk lovgivning, mente man. Alligevel frigav præsident Clinton i 1999 – måske som en slags aflad – cirka 28.000 tidligere hemmeligstemplede dokumenter fra efterretningstjenesterne under det såkaldte Chile Declassification Project. Disse dokumenter giver indblik i Nixons, Kissingers og CIA’s udenrigspolitiske metoder og er artig læsning, selv om de er stærkt redigerede. Frigivelsen 9

af dokumenterne har sat skub i en hel bølge af litteratur om emnet.

Nærværende bog trækker på denne forskning, som primært er amerikansk, og er den første samlede fortælling på dansk om de mange jordrystelser, som ramte Chile i tiden fra 1970 og frem til dønningerne efter diktaturets fald i 1990. 

Kuppet i Chile skulle også få stor betydning for den danske venstrefløj. For mange unge venstreorienterede blev kuppet i 1973 deres politiske vækkelse, deres Vietnam. I antologien Erfaringen fra Chile udgivet af Gyldendal i 1974 forestiller redaktørerne Ellen Brun, Jacques Hersh og Jens Lohmann sig helt alvorligt, hvad der ville ske, hvis en »venstreorienteret demokratisk socialisme kom til magten i Danmark«, og deres svar er: borgerligt militærkup og borgerkrig.

Spørgsmålet om en fredelig eller væbnet overgang til socialisme fik fornyet liv med kuppet og er et tilbagevendende tema i Informations og Politisk Revys spalter.

I debatten om arven fra 68-generationen har de politiske utopier og fantasier fyldt meget, mens man i forsvindende grad har beskæftiget sig med det frivillige og ulønnede solidaritetsarbejde. Kuppet i Chile i 1973 var et politisk jordskælv på den anden side af jordkloden, som gav anledning til en ophedet diskussion af alle mulige alternative samfundsmodeller – sjældent er en udenrigspolitisk begivenhed dumpet mere belejligt ned i nogle teoretiske diskussioner om verdens beskaffenhed – men også til det omfangsrige solidaritetsarbejde, som Chilekomiteen og Komiteen Salvador Allende udførte. Det sidste er et stykke danmarkshistorie, som kun sjældent er blevet fortalt.

Solidaritetsarbejdet i de to komiteer fik en saltvandsindsprøjtning i takt med, at Danmark åbnede sine grænser for politiske flygtninge på flugt fra Pinochets dødspatruljer. Under pres fra komiteerne satte den borgerlige Hartling-regering flygtningekvoterne op, og i det hele taget var Chile blevet lidt af en folkesag: »Det er svært at gen10

kalde sig nogen begivenhed i historien, som i den grad har appelleret til det nordiske folks sympati og solidaritet som det chilenske folks nuværende skæbne,« udtalte den tidligere udenrigsminister K.B. Andersen. Siden den spanske borgerkrig har der ikke været en sag, der kunne optage og samle Danmark – og ikke mindst over så lang tid. Dansk Flygtningehjælp var slet ikke gearet til at håndtere de mange flygtninge fra Chile. Men det var den danske venstrefløj til gengæld, i en grad, så eksilchilenere fortsat mindes den første tid som »helt fantastisk«. »Alle danskere var nysgerrige efter at høre om os« og »vi var stjerner«, udtaler mange af dem i dag. De folkevalgte politikere åbnede de danske grænser for cirka 800 chilenere på flugt (1973-80), fordi »offentligheden« krævede det. Det er en arv, den udskældte 68’er-generation godt kan være bekendt. Rystelserne oven på kuppet fortsatte mange år fremover, og det kan ikke udelukkes, at arrestationen af Pinochet i London i 1998 havde sit udspring i de inter­nationale oplysningskampagner, demonstrationer og boykot­ aktioner, som skabte stor opmærksomhed om det chilenske diktatur.

Kuppet i Chile bygger på en lang række interviews med nogle af de mennesker, som fik historien tæt ind på livet. Jeg har talt med nogle af de danske aktivister og intellektuelle, som satte studierne på standby for at hellige sig solidaritetsarbejdet døgnet rundt. Mennesker, som åbnede dørene til deres hjem og altid havde en eksilchilener boende. Som i sytten år hver måned gav et par procent af deres løn til Chilesagen. Som lørdag efter lørdag stod foran Daells Varehus og samlede penge ind til kampagner for de politiske fanger eller deltog i boykotaktioner mod Irma, som solgte chilensk vin.

Som skrev artikler og bøger om, hvorledes Danmark kunne lade sig inspirere af Allendes chilenske eksperiment, hvordan vi kunne lære af kuppet, hvordan overgangen til socialismen skulle finde sted. Som ikke kunne enes og derfor måtte have to solidaritetskomiteer. Som tog af sted til Chile for personligt at arbejde for den socialistiske revolution, men som blev arresteret af juntaen og udsat for fingerede henrettelser. Jeg har også talt med eksilchilenere, som flygtede til Danmark efter kuppet, og som i årene 1970-73 kæmpede for et 11

mere retfærdigt Chile: som organiserede arbejderne, som besatte fabrikker og byggede huse til fattige, som modtog våbentræning for at forberede sig på den væbnede revolution, som gik under jorden, da kuppet kom, blev arresteret, tortureret og sendt i eksil. Og som i Danmark fortsatte det politiske arbejde, samtidig med, at de drømte om at vende tilbage. Nogle pakkede aldrig kufferten ud. En af dem fik en militæruddannelse på Cuba og kæmpede i Nicaragua mod contraerne for at forberede sig på det væbnede opgør med diktaturet i Chile.

Jeg har også talt med nogle af de eksilchilenere, som i midten af 1980’erne rejste tilbage til Chile og måtte kæmpe med frygten for den chilenske efterretningstjeneste. Mange af dem blev behandlet som forrædere af dem, som var blevet, og det Chile, der mødte dem, var fuldstændig uigenkendeligt. I Chile har jeg desuden interviewet nogle af de mennesker, som havde diktaturet helt inde på livet i hverdagen, som havde sunget patriotiske sange i skolegården og følt frygten for efterretningstjenestens lange arme på arbejdspladsen, og jeg har mødtes med ledende personer fra modstandsgruppen Frente Patriótico Manuel Rodríguez, som i 1986 dræbte fem af Pinochets bodyguards i et attentat på diktatoren. Jeg har talt med chilenske lærere, museumsfolk og forskere om Chiles problematiske forhold til fortiden, og sidst men ikke mindst har jeg travet Santiago tyndt i jagten på mindesmærker og erindringssteder. Bogen afsluttes med et kapitel om Chiles Vergangenheitsbewältigung, altså hvordan man i dag fortolker og forholder sig til Allende og Pinochet. Kuppet og diktaturet er som nævnt fortsat et følsomt emne, og man overraskes over, hvor mange chilenere som fortsat opfatter militærkuppet som et »nødvendigt onde«.5 »Du har stukket hånden ind i et hvepsebo,« sagde en eksilchilener til mig, da vi under et interview kom ind på forholdet mellem eksilchilenerne i dag. »Mange af fortidens konflikter lever videre, ikke alt er tilgivet eller diskuteret til ende.« Ikke desto mindre er mit ønske med denne bog at gå så tæt som muligt på de dramatiske begivenheder, som fandt sted for ikke så længe siden. Dengang talte man 12

om »erfaringen fra Chile«, og hvis der er en erfaring, jeg har gjort mig i løbet af dette arbejde, så er det, at folk gerne vil fortælle deres historie, gerne vil til bunds og nå frem til en forståelse af fortiden.

Mange har taget et selvopgør og fortryder fortidens ekstremisme, andre er fortsat parat til voldsomme politiske aktioner. 1970’erne var en ekstremt polariseret tid, retorikken var alt eller intet, og når man i dag ser tilbage på de rystelser, som ramte Chile, så er det svært ikke at se størstedelen af befolkningen som en slags gidsel for et ideologisk vanvid, der snart kom fra venstre, snart fra højre. Det har været bevægende at være vidne til disse vigtige kapitler af både Chiles og Danmarks nyeste historie, og jeg vil gerne takke de mange mennesker, som har delt deres historie med mig. Bogen er tilegnet dem.

Jeg har ingen aktier i hverken Allende eller Pinochets eksperimenter, men læseren vil ikke være i tvivl om, hvor min sympati ligger.

Konklusioner og analyser har jeg overladt til faghistorikerne, og i stedet har jeg valgt at lade parterne komme til orde med deres egne stemmer.

Læseren skal nok vide selv at drage sine konklusioner.

Morten Lassen, august 2015

No matter how paranoid you are, what the government is really doing is worse than you could possible imagine.

Magasinet The Rolling Stone 19736

1 FOR YOUR EYES ONLY

Da den marxistiske Salvador Allende vinder præsidentvalget i Chile, forsøger Nixon og Kissinger med alle midler at forhindre hans indsættelse i embedet. Via hemmelige agenter samarbejder CIA med chilenske højreradikale i forsøget på at anstifte et militærkup, der kan bremse en socialistisk magtovertagelse i Chile. Forsøget mislykkes.

I tiden op til det chilenske valg den 4. september 1970 befinder den amerikanske ambassade i Santiago sig i en tilstand af forbløffelse og panik. Hvad ingen havde forventet, ser nu ud til at ske: For første gang i verdenshistorien vil en erklæret marxist blive demokratisk valgt som præsident. Det er fjerde gang, at socialisternes leder, Salvador Allende Gossen, stiller op til præsidentvalg i Chile, og denne gang ser det ud til at lykkes. Siden valgkampen blev skudt i gang i januar 1970, har fronterne imidlertid været trukket hårdt op, og gadekampe, strejker og demonstrationer har tegnet billedet af en splittet nation. Den CIA-støttede konservative avis El Mercurio sammenligner Allende med Castro og opstiller et skræmmescenario, i fald Allende vinder valget: Et kommunistisk diktatur vil afløse Chi15

les mangeårige demokratiske traditioner, og sovjetiske kampvogne og cubanske dødspatruljer vil husere i gaderne. Time Magazines forside er prydet af et knaldrødt portræt af Allende. Hen over ansigtet står skrevet: »Marxist Threat In The Americas«, og i den ledende artikel kan man læse, at nu er det slut med frie valg i Chile.7 Samme opfattelse af en Allende-sejr gør sig gældende i Washington, hvor Nixon-administrationen i forvejen har travlt med at bekæmpe kommunismen verden over. Nixons sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger lægger ikke fingrene imellem: »Valget af Allende stiller os over for en af de alvorligste udfordringer, vi nogensinde har stået over for i vores del af verden,«8 eftersom en folkevalgt marxistisk regering kan komme til at »danne præcedens for andre dele af verden, og her navnlig Italien«. Allerede Kennedy havde i 1963 advaret om konsekvenserne af en Allende-sejr: »Det vil være et kæmpe tilbageskridt for os, hvis kommunisterne vinder et valg i et demokratisk land, når vi nu har sagt, at kommunismen kun kan sejre ved at bygge en mur.«9 Nixon fortæller i de berømte Frost/Nixon-interviews om en italiensk forretningsmand, der havde sagt til ham, at et socialistisk Chile i syd og et socialistisk Cuba i nord truer med at forvandle hele Latinamerika til en »rød sandwich«.10 En måbende David Frost svarer igen: »Chile og Cuba? To små lande i periferien?

Skulle de kunne true fx Brasilien?«11 CIA-direktøren Richard Helms advarer Nixon med samme argumentation: »Jeg frygter, at den latinamerikanske bølge vil ramme meget snart.«12 Dominoteorien, forestillingen om, at ét omvendt kommunistisk land kan »vælte« nabolande i samme retning, spiller tilsyneladende en afgørende rolle i Nixon-regeringens forståelse af sikkerhedspolitik anno 1970.13 Var Chile den brik, der kunne få hele kontinentet til at vælte og vælge USA-fjendtlige, marxistiske regeringer? Information skrev dagen efter valget, at amerikanske embedsmænd havde udtrykt »stille forfærdelse« over valget af Allende. Det var en underdrivelse.14 Nixon havde i et helt årti anklaget Kennedy-regeringen for at have ladet stå til i tilfældet Cuba, og nu stod USA, kort efter Nixons tiltrædelse, pludselig over for en lignende ydmygelse. »Truman tabte 16

Kina, Kennedy Cuba, og Nixon var ved at tabe Chile,« skrev Helms senere.15 Stillet over for den fastlåste situation i Vietnam var Nixon nærmest besat af tanken om en udenrigspolitisk sejr.16 I et tilbageblik skriver Kissinger, at Nixons vilje til at gøre hvad som helst for at spærre Allende vejen til magten, skal findes i Nixons frustration over at efterfølge Kennedy og fremstå som en svag præsident.17 »Jeg kan ikke se, hvorfor vi bare skal stå og se til, når et land [Chile] bliver kommunistisk på grund af en uansvarlig befolkning,«18 lyder Kissingers berømte og berygtede statement på et møde den 25. marts – mere end et halvt år før valget – i den for offentligheden ukendte The 40 Committee. Komiteen bestod af regeringsmedlemmer, som skulle godkende og vurdere større efterretningsoperationer. Hensigten var klar: En Allende-regering var uacceptabel. Men med hvilke midler skulle den stoppes? Komiteens opgave var at koordinere hemmelige CIA-operationer i udlandet, og den blev snart midtpunkt i et sort kapitel af amerikansk udenrigspolitik.

Tidligere fortroligstemplede referater fra The 40 Committee afslører, at CIA længe inden valget var i gang med at analysere fordele og ulemper ved et amerikansk-støttet militærkup.19 Fælles for disse planer er, at et eventuelt kup skal komme indefra, altså fra det chilenske militærs egne rækker. USA’s rolle er blot at støtte og opmuntre. CIA advarede dog om, at blev USA’s indblanding afsløret, kunne det få »alvorlige konsekvenser for vort forhold til Chile og til de andre lande i regionen samt hjemme i USA og andre steder i verden«.20 Den 5. august modtog den amerikanske ambassadør i Santiago, Edward Korry, et telegram fra CIA, hvor han blev bedt om at vurdere mulighederne for et militærkup i tilfælde af en Allende-sejr.

Korry var ikke mindre Allende-fjendtlig, og han abonnerede også på dominoteorien, men han afviste, at det ville kunne lade sig gøre at anstifte et militærkup. Ud over Chiles demokratiske traditioner havde de også en hærchef, general René Schneider, der ved flere lejligheder åbent havde bekendtgjort, at militæret ville være loyale over for Chiles konstitutionelle forfatning. Korry kaldte denne holdning for »Schneider-doktrinen«.21 Som vi senere skal se, er det bruddet 17

med denne doktrin, der bliver det altafgørende mål i CIA’s forsøg på at forhindre Allendes vej til magten.

På selve valgdagen den 4. september 1970 hersker der en unaturlig ro i Santiago. Væk er de gigantiske demonstrationer af Allende-tilhængere, som skråler kampsangen Venceremos (vi vil sejre), væk er limousinerne med hornet i bund, der tuder for højrefløjens kandidat Jorge Alessandri. Væk er Las miristas, medlemmerne af den militante venstreorienterede gruppe MIR (Movimiento de Izquirda Revolucionaria), der går ind for væbnet kamp i omvæltningen af det borgerlige samfund til fordel for et rendyrket kommunistisk, og væk er medlemmerne af forskellige halvfascistiske organisationer, hvoraf den berygtede Patria y Libertad (Fædreland og Frihed) senere skal opstå i 1971. Væk er altså de to radikale yderfløje, som på foruroligende vis illustrerer landets splittelse – og som ikke går af vejen for at slå hinanden til blods i gaderne. Ved samtlige valgsteder er der udkommanderet soldater, men de har på selve valgdagen intet at lave.

Samtidig med at radioen melder om tæt løb mellem Salvador Allende og Jorge Alessandri, er ambassadør Edward Korry travlt optaget af at holde Washington opdateret. 18 telegrammer når han at sende, inden det står klart, at Allende har vundet med 36,3 % af stemmerne over Alessandris 34,9 %. 39.000 stemmer skilte dem ad.

Den tredje kandidat, Kristendemokraternes Radomiro Tomic, fik 27,8 %. Der er kun én runde i et præsidentvalg i Chile, og i tilfælde af at ingen kandidat opnår flertal, udpeger kongressen den med flest stemmer som vinder. Med Allendes og Folkeenhedens (Unidad Popular) valgsejr tog Chile således et skridt til venstre, men faktum er, at cirka 64 % af stemmerne gik til andre partier end Folkeenheden.

Ikke det mest overbevisende folkelige mandat, hvilket Kissinger da også gang på gang fremhæver i sine erindringer.

Nixon ønsker hævn Klokken 06.30 næste morgen i CIA’s hovedkvarter i Langley løber direktør Richard Helms med sine assistenter i hælene ind i operati18

on center for at danne sig et overblik over valgresultatet. Hvad der lykkedes for Kennedy- og for Johnson-regeringen – at forhindre socialisten Allende i at komme til magten – mislykkedes for Nixon.

Reaktionen er trods, vrede og et ønske om hævn. Valget af Allende var et særdeles hårdt slag mod CIA’s stolthed. Ifølge en tidligere medarbejder blev Allende nu genstand for en personlig vendetta for Helms.22 Det er ingen uvigtig iagttagelse, for Helms viser sig særdeles ivrig efter at effektuere de moralsk diskutable dessiner, der det næste stykke tid udstikkes direkte fra Det Hvide Hus. I et af sine telegrammer den 4. september skriver Korry: Chile stemte stille og roligt for en marxistisk-leninistisk stat, som den første nation i verden til at foretage dette valg frivilligt og bevidst (…) Der er ingen grund til at tro, at den chilenske hær vil iværksætte en borgerkrig, eller at et andet intervenerende mirakel vil forhindre denne sejr. (…) Det vil have den mest dybtgående effekt på Latinamerika og udenfor; vi har lidt et alvorligt nederlag. Konsekvenserne vil være både hjemlige og internationale.23 De kursiverede sætninger angiver Nixons understregninger, da Kissinger næste morgen forelagde ham telegrammet. Det er værd at bemærke, at Nixon ikke understregede, at den chilenske hær næppe ville foretage sig noget i tilfælde af en Allende-sejr. Det var ikke en information, Nixon ønskede sig, og samme aften måtte han ovenikøbet lægge øre til, at hærchefen Schneider i en tale ved et offentligt møde bekendtgjorde sin støtte til den demokratiske proces og definerede de væbnede styrkers rolle som den at opretholde forfatningen.24 Ifølge Kissinger var Nixon »ude af sig selv«,25 og han rasede mod Helms, Udenrigsministeriet og Korry over, at det var kommet så vidt. Korry omtalte han som et »bløddyr«, og det gjorde det ikke bedre, at han i sin tid var udpeget af Kennedy, hvilket i Nixons verden var meget slemt. CIA havde ved valget i 1964 hjulpet Frei og 19

hans moderate midterparti Kristendemokraterne til magten gennem en tre-milliondollar anti-Allende kampagne, men op til dette valg havde CIA og Udenrigsministeriet stolet på valgprognoser, der gav højrefløjens kandidat, Alessandri, en sikker sejr. Kun små beløb – i alt cirka 300.000 dollars – og ovenikøbet meget sent i valgkampen, var blevet brugt på kampagner mod Allende.26 Nixon følte sig svigtet af the establishment, og Kissinger indrømmer senere i sine erindringer, at dels besad han selv en utilstrækkelig viden om Latinamerika, dels havde CIA sovet i timen.27 Det er omdiskuteret, om Nixon virkelig ville gøre alt for at forhindre Allende i at tiltræde som præsident den 4. november 1970, men en tidligere medarbejder i National Security Council (Sikkerhedsrådet), Yeoman Charles E. Radford, som havde Kissingers fulde fortrolighed, har siden fortalt, at »alle muligheder var på bordet«, herunder også at myrde Allende. Et options paper – som var udarbejdet for Nixon – »diskuterede forskellige måder at gøre det på (…) enten får vi nogen i landet til at gøre det, eller også gør vi det selv.«28 »Ven af Fidel Castro vandt valget i Chile« »Ven af Fidel Castro vandt valget i Chile« er overskriften i Politiken den 6. september, mens Jyllands-Posten nøgternt konstaterer, at »Chile har valgt en marxistisk præsident«. Navnet Allende er endnu ikke blevet folkeeje i de store aviser. Information dækker valget grundigt med tre artikler og en leder, som kalder Allende for en »en rigtig marxist« og opfordrer til, at man holder »øje med Chile og Allendes eksperiment i den kommende tid«. Men vil USA tillade, at kobberminerne nationaliseres, spørges der? Jyllands-Posten finder det næppe sandsynligt, at »konservative kræfter kan samle militær støtte til et kup for at styrte Allende, inden han overhovedet er tiltrådt.« Det kunne blive gnisten til en borgerkrig. Dagen efter har Allende holdt sin første pressekonference, og Jyllands-Posten refererer, at Allende ikke »veg en tomme fra sit nationaliseringsprogram«: Kobberet skal nationaliseres, bankerne og meget af det private erhvervsliv skal nationaliseres, og jordreformerne skal fortsætte.29 Også Berlingske Tiden20

de hæfter sig ved en »Marxistisk sejr i Chile« og antyder, at Allendes plan med Chile er at skabe et nyt Cuba, hvilket Allende i øvrigt klart tilbageviste på pressekonferencen. Land og Folk har som den eneste avis valget på forsiden: »Socialistisk sejr i Chile!« I lederen anerkendes Allendes anti-imperialisme, men Folkeenheden kan altså ikke anklages for at være marxistisk, beklager lederen.30 Eftersom ingen af de tre præsidentkandidater fik mere end 50 % af stemmerne, er det op til kongressen at udpege den nye præsident.

I Chiles parlamentariske historie har det altid været en formalitet: Kongressen vælger den kandidat, som fik flest stemmer. At Allende vandt med en margen på 1 %, spiller ingen rolle. Eller bør ikke spille nogen rolle. Kongressen skal stemme den 24. oktober, og den 4. november skal den nye præsident indsættes i embedet. Berlingske Tidende er langtfra sikre på, at kongressen vil vælge Allende: »Chile går en usikker og farlig tid i møde. Afgørelsen om, hvem der skal styre landet i de kommende seks år, skal falde inden 30 dage. Måske vil Chiles demokratiske system ikke overleve denne periode.« Og skulle kongressen vælge Allende, jamen, så vil der alligevel være »alvorlig fare for, at de stærkt højreorienterede kræfter med militærets hjælp vil gennemføre et kup.«31 Land og Folk sætter også spørgsmålstegn ved, om Kongressen vil udpege valgets vinder. USA har straks »trukket kniplen frem,« konkluderer avisen.32 De følgende uger bringer Information en række ildevarslende rapporter fra Chile: »Allende advarer mod kup« (den 11. sept.), »Chile driver mod borgerkrig« (19.-20. sept.) og »Chile i revolutionær situation – terror og pres mod Allende« (23. sept.). Mens resten af dagspressen for længst har forladt valget i Chile og vendt blikket mod en dramatisk gidselaffære, som udspillede sig i Jordan med den smukke flykaprer Leila Khaled i en hovedrolle, samt en truende koppeepidemi på hjemmefronten, beskriver Information Chile som »en kedel der er lige ved at sprænges.«33 Rygterne svirrer, og alle forventer, at der »vil ske noget«: Er det rigtigt, at børn kidnappes og deporteres til Sovjetunionen? Er det rigtigt, at USA har sendt tropper til chilenske baser?

Vil borgerskabet acceptere en fredelig overgang til socialismen?

21

»Noget må der gøres« Henry Kissinger er klar over, at tiden er knap. Der skal handles nu!

Han beskriver stemningen i Washington som »frustreret«, men samtidig er alle enige om, at »noget må der gøres«. Deadline er den 24. oktober, inden da skal der være sket »et eller andet«, som forhindrer Allende i at tiltræde præsidentembedet.34 Kissinger indkalder til et møde i The 40 Committee den 8. september. Udenrigsministeriet foreslår på dette møde, at man accepterer nederlaget og arbejder på at styrke Kristendemokraterne til valget i 1976. Men det er uacceptabelt for Kissinger og Helms – Allende skal stoppes nu! Helms vurderer, at »et militærkup mod Allende ikke vil have mange chancer, medmindre det iværksættes med det samme.«35 Kissinger lufter ved dette møde den tanke, at der måske ikke kommer en chance i 1976. Med andre ord: Kommer Allende til magten nu, så er det slut med frie valg fremover.36 Referatet fra mødet viser, at Kissinger til slut foreslår, at man udbeder sig en »kølig« vurdering af ambassadør Edward Korry af følgende scenarier: 1. hvad taler for, og hvad taler imod – samt problemer og konsekvenser forbundet med et amerikansk-støttet chilensk militærkup, og 2. hvad taler for, og hvad taler imod – samt problemer og konsekvenser forbundet med en organisering af en effektiv, fremtidig chilensk opposition mod Allende.37 Korrys svar kommer prompte: »Vi betragter det nu som sikkert, at det chilenske militær ikke vil, gentager, ikke vil forsøge at forhindre Allendes tiltrædelse undtagen i tilfælde af den usandsynlige situation, at nationen skulle råde ud i kaos og vold.« Korrys svar røber også, at CIA-ansatte ved ambassaden allerede har haft kontakt med det chilenske militær med henblik på et eventuelt kup, men ud over en smule utilfredshed i geledderne synes ingen intervention mulig fra den kant. Telegrammet afslutter med følgende konklusion: »Det, vi siger med denne ’kølige’ vurdering, er, at den amerikanske rege22

rings muligheder for afgørende at handle med det chilenske militær er ikke-eksisterende«.38 Edward Korry skulle senere gentage konklusionen i endnu et telegram (den 25. september) til Kissinger: »Jeg er overbevist om, at vi ikke kan fremprovokere [et kup], og at vi ikke bør løbe risikoen for endnu en Svinebugt.«39 Dagen efter The 40 Committee-møde viste der sig imidlertid en ny mulighed. Den vragede kandidat Alessandri bekendtgør, at han, i tilfælde af at han vælges af kongressen den 24. oktober, vil gå af umiddelbart og dermed give plads til et nyt valg.40 Den siddende præsident, Eduardo Frei – som på grund af forfatningens indretning ikke må sidde to valgperioder i træk – kunne så stille op igen (for nu var hans embedsperiode jo blevet afbrudt af Alessandris valg til præsident). Sådan et scenarie ville være en gentagelse af valget i 1964 mellem Frei og Allende, men denne gang ville den chilenske midte og højrefløj nok have lært at stå sammen. Helt ny var denne situation imidlertid ikke, for allerede den 18. juni havde Korry foreslået The 40 Committee at sætte 250.000 dollars af til at bestikke kongresmedlemmer i tilfælde af en Allende-sejr. Denne plan, som med et begreb fra skakkens verden blev kaldt for »Frei-gambit«, gik altså ud på, at Kongressen den 24. oktober skulle vælge Alessandri til præsident. Denne skulle så træde tilbage og udskrive nyt valg.

En rask lille taktisk øvelse, der ville sende Allende ud i mørket igen, ovenikøbet uden at forfatningen var blevet krænket. Hvis man altså ser bort fra den foreslåede bestikkelse af kongresmedlemmer, for at forhindre en demokratisk valgt præsident i at tiltræde sit embede.

Pengene blev bevilget, men de kom aldrig til udbetaling. Det viste sig, at præsident Eduardo Frei ikke var villig til at sætte sin politiske troværdighed og almene agtelse på spil i denne gambit.

The 40 Committee – Track I De i Washington diskuterede og til dels realiserede strategier: bestikkelse af kongresmedlemmer, skræmmekampagner, gambitter og fremprovokation af økonomisk kaos blev af CIA under ét kaldt for Track I, og var blevet skudt i gang, så snart Allende havde annon23

ceret sit kandidatur i 1970. Eduardo Frei var hovedpersonen i dette spor, og Edward Korry var manden, der skulle skubbe ham i den rigtige retning. Denne såkaldte »parlamentariske løsning«41 mislykkedes imidlertid, og Track I fortsatte nu udelukkende med det formål at smadre økonomien. Kissinger indkaldte til endnu et møde i The 40 Committee den 14. september, hvor man besluttede at styrke anti-Allende-propagandaen. CIA sendte herefter 23 journalister fra ti forskellige lande til Chile udelukkende med den opgave for øje at beskrive det økonomiske kaos, som en Allende-regering ville medføre.

Kort sagt skulle en voldsom skræmmekampagne skabe panik i den finansielle sektor og blandt almindelige borgere. Over 700 artikler nåede journalisterne at skrive inden den 24. oktober. Valgresultatet den 4. september havde i forvejen ført til et stormløb mod bankerne, og flere velhavende chilenere havde solgt alt, hvad de ejede, og havde forladt Chile med det første fly. Pengeflugten forværrede den i forvejen skrantende økonomi, og skræmmekampagnerne endte med at blive en selvopfyldende profeti. Nixon havde haft hænderne fulde med den føromtalte kritiske situation i Jordan, men et besøg fra Chile den 15. september skulle medføre et langt mere aggressivt spor, kaldet Track II. Det Hvide Hus – Track II Få dage efter valget mødes den chilenske rigmand Augustín Edwards med ambassadør Korry i Santiago. Edwards tilhører det velhavende borgerskab i Chile, og eftersom han ejer den stærkt højreorienterede avis El Mercurio, som var CIA’s foretrukne medie i skræmmekampagnerne mod Allende, er han ikke i tvivl om, at med Allende ved roret vil han blive ruineret.42 Edwards rejser videre til Washington, hvor han opsøger flere ledende politikere og informerer dem om den økonomiske katastrofe, som en marxistisk præsident vil medføre for både chilenske og amerikanske investeringer. Han opsøger også forretningsmænd som Donald Kendall, der ikke bare er direktør for Pepsico, der har store investeringer i Chile, men som også er en nær ven og støtte af Nixon.43 Kendall mødes privat med Nixon 24

den 14. september, et møde, der ikke figurerer i Secret Services kalender for præsidenten, men som Kissinger nævner i sine erindringer.44 På Nixons foranledning spiser Kissinger næste dag morgenmad sammen med Kendall og Edwards. CIA’s direktør, Richard Helms, holder desuden senere samme dag et møde med Edwards og Kendall, hvor de kraftigt agiterer for, at Allende bremses. Det er Helms tydelige opfattelse, at det er samme budskab, de har leveret til Nixon.45 Nixon indkalder Kissinger og Helms til et møde samme aften. Dette møde varer kun 15 minutter, men det er her, at Track II igangsættes – det er nu, at Nixon trykker på knappen.

Det er blevet sagt om dette møde, at Nixon her giver CIA en blankocheck til at gøre alt, hvad de kan, for at forhindre Allende i at tiltræde præsidentembedet den 4. november.46 Kort efter mødet noterer Helms Nixons dessiner, blandt andet: • • • •

En chance måske med odds 1 til 10, men red Chile!

Værd at bruge penge på.

Undlad at involvere ambassaden.

10.000.000 dollars til rådighed, mere hvis det bliver nødvendigt.

• Få fat i de bedste mænd, vi har.

• Få økonomien til at skrige.

• En handlingsplan inden for de næste 48 timer.

Helms har senere fortalt, at han forlod Det Hvide Hus med det indtryk, at »præsidenten (…) ville have, at der skulle gøres noget, og at han var lidt ligeglad med, hvordan det blev gjort, at han var indstillet på at stille penge til rådighed (…) At det stort set var en all-inclusive-ordre.«47 I sine erindringer forsvarede Helms sig med, at det havde været mere effektivt at råbe ad et frembuldrende lokomotiv, end at tale præsidenten til fornuft.48 Helms håndskrevne noter vakte senere stor opstandelse, da de i 1975 kom frem i lyset i forbindelse med The Senate Intelligence Report on Chile.

Men spørgsmålet er, om han havde andet med, da han dagen efter 25

udlægger præsidentens ordre for en lille snæver kreds af CIA-folk.49 »Gjaldt ordren også likvidering af Allende?« bliver Helms direkte spurgt om ved senatsafhøringen i 1975. »Ikke, som jeg forstod det,« svarer Helms. Men ved en anden lejlighed fortæller Helms en betroet medarbejder ved CIA, at Nixon tydeligt havde givet ordre til, at »Allende skulle fjernes«, og at der ikke »var nogen tvivl om, hvad præsidenten mente med det«.50 Nixon har højst sansynligt ikke direkte sagt, at Allende skulle likvideres, men flere medarbejdere ved CIA har fortalt, at man godt vidste, hvad præsidenten egentlig mente, når han antydede, at en eller anden stod i vejen.51 Track II gav kort sagt CIA ordre til at spille en aktiv rolle i forsøget på at anstifte et coup d’etat i Chile. Helms fortæller næste dag nogle betroede CIA-agenter i den hastigt nedsatte Chile Task Force, som skulle operere i dybeste hemmelighed, at et Allende-regime i Chile er »uacceptabelt for USA«.52 Hverken Udenrigsministeriet, og herunder ambassadør Korry, Forsvarsministeriet eller sågar The 40 Committee måtte have kendskab til Track II. Helms skulle referere direkte til Kissinger. Track II afløste ikke Track I; i stedet kan man sige, at de smeltede sammen, for målet med dem begge var at skabe et kup-klima, som ville tvinge det chilenske militær til at reagere.

Snart stod det dog klart, at forudsætningen for at det kunne lade sig gøre, var, at general Schneider, manden bag Schneiderdoktrinen, forsvandt – eller hvad man nu skal kalde det.

Project FUBELT I spidsen for den nedsatte Chile Task Force stod Thomas Karamessines og William Broe, to garvede CIA-folk med stor erfaring fra (nogenlunde) lignende operationer. Den 17. september er de færdige med en Situation Report, med kodenavnet Project FUBELT, som Helms senere sender videre til Kissinger. Denne Situation Report blev i 2000 frigivet sammen med tusindvis af andre tidligere hemmeligstemplede dokumenter omhandlende USA’s engagement i Chile. Men inden dokumentet forlod CIA’s arkiver, blev der hældt godt med blæk ud over siderne. Hvad der trods censureringen allig26

vel kan læses, er følgende: »Hemmelige agenter skal sendes af sted«, »Chiles økonomi skal sættes under pres« og det allervigtigste: »find ud af, om general Viaux (…) vil handle således, at kommunisterne reagerer og dermed tvinger militæret til at gribe ind«.53 General Roberto Viaux, en pensioneret general, var den ekstreme højrefløjs mest prominente figur, men han var samtidig et noget usikkert kort.

Dels var han pensioneret og dermed ikke udstyret med tropper under sig, dels manglede han ganske ofte almindelig sund dømmekraft.

Men han var det eneste, man foreløbig havde at arbejde med.

Den nedsatte Chile Task Force mødtes dagligt og rapporterede (ligeledes dagligt) til Kissinger. En medarbejder har siden angivet, at de befandt sig under et »konstant, konstant, bare konstant pres (…) fra Det Hvide Hus«.54 Project FUBELT udmøntede sig i en tretrinsplan: 1) Find frem til potentielle kupmagere; 2) informer dem om, at USA vil støtte dem på enhver tænkelig måde (bortset fra at sende marinetropperne ind); 3) skab en »kupatmosfære gennem propaganda, misinformationer og terrorhandlinger«.55 Ingen af de involverede CIA-folk var særlig begejstrede for den tildelte opgave. Missionen forekom dem på forhånd umulig.56 Santiago meldte flere gange tilbage til hovedkvarteret om deres besværligheder med at løse opgaven og antydede, at den stillede opgave var urealistisk: »Vores muligheder for at handle er ekstremt begrænsede,« lød meldingen. Washingtons svar lød i al sin enkelhed: »Rapporten bør ikke indeholde analyse og argumentation, men blot forholde sig til handlinger.«57 Men også Kissinger var under et massivt pres for at fuldføre opgaven, hvilket han ikke undlod at gøre sine medarbejdere opmærksom på. Thomas Karamessines erindrer siden presset som det voldsomste, han nogen sinde har været ude for: »Det var ekstremt.«58 Rapporter fra Santiago fortalte, at der herskede nogenlunde ro og orden i Chile efter valget, at befolkningen havde accepteret Allendes sejr, og at militæret ville holde sig i ro, så længe Frei ikke foretog sig noget. Ganske vist forsøgte paramilitære grupper med forskellige terroraktioner – primært sabotage af infrastruktur – at skabe den 27

nødvendige kupatmosfære. Håbet var sandsynligvis at fremprovokere en modreaktion fra det ekstreme venstreparti MIR, og på den baggrund legitimere en militær undtagelsestilstand. Men Allende havde givet MIR strenge ordrer om at holde sig i ro. »Du kan spytte MIR-folkene i ansigtet på gaden, uden at de reagerer,« lød det blandt militærfolk.59 Kort sagt var det nu CIA’s utaknemlige opgave ud af denne tilsyneladende idyl at skabe en kupatmosfære. Tiden var kommet til, at CIA-folkene i Santiago måtte tage affære. »… er der noget, vi eller CIA kan gøre for at fjerne Schneider?« Sidst i september 1970 instruerer Chile Task Force oberst Paul Wimert, USA’s militærattaché på ambassaden i Santiago, i følgende opgave: Tag kontakt med overordnede officerer i hæren, og tilskynd dem til at lede et kup. Wimert får desuden at vide, at opgaven kommer fra »high authority«, hvilket kun kan betyde Det Hvide Hus.60 Wimert har – via sin interesse for heste – god kontakt til ledende officerer inden for det chilenske militær, og blandt disse også potentielle kupmagere.61 Korry får intet at vide – Wimert går konstant bag om hans ryg. CIA vurderer, at det er nødvendigt at supplere Wimert med nogle rutinerede hemmelige agenter. »Vi vil ingen muligheder forpasse,« hedder det i et telegram fra CIA.62 Fire spansktalende agenter – de såkaldte false flaggers63 – flyves sidst i september ind fra forskellige lande i Latinamerika. Deres opgave er at opsøge og viderebringe penge og informationer til eventuelle kupmagere.

Fra slutningen af september til slutningen af oktober tager Wimert og de fire hemmelige agenter kontakt til chilenske militærfolk cirka tyve gange. Beskeden til de chilenske officerer er, at Washington er villig til at støtte det chilenske militær på enhver tænkelig måde – bortset fra med tropper – i deres forsøg på at forhindre valget af Allende den 24. oktober.64 En anden besked til de chilenske officerer går på, at medmindre de anstifter et kup, vil USA opgive sin finansielle støtte til hæren øjeblikkeligt.65 CIA har på dette tidspunkt flere forskellige kupmagere i kikkerten.

En af dem er general Arturo Marshall, som åbent taler om at bombe 28

Santiago og likvidere Allende, men han er trods alt for ekstrem og bliver senere – efter at have modtaget mindre pengebeløb – kørt ud på et sidespor.66 Til sidst er der to grupper af kupmagere, som vurderes at have en realistisk chance. Den ene gruppe er ledet af general Camilo Valenzuela, som har kommandoen over en militærkaserne i Santiago; den anden gruppe ledes af den allerede omtalte Roberto Viaux. Valget falder på Viaux, som – på trods af de tidligere omtalte bekymringer, man også har om ham – ifølge CIA »synes at være den eneste leder, der er villig til at standse Allende«.67 De samtaler, man har med det chilenske militær, vidner for CIA godt nok om stærke anti-Allende-holdninger, men også om en historisk forankret respekt for forfatningen og landets love. En respekt for Schneiderdoktrinen, med andre ord. Den 7. oktober fortæller en chilensk officer Wimert, at den største barriere for et kup er øverstbefalende general René Schneider, og at man bør overveje at kidnappe ham.68 Wimert lader meldingen gå videre til Chile Task Force i Washington, som telegraferer tilbage: »Det gør det bare endnu mere vigtigt at fjerne ham og skabe en ny situation (…) Er der noget vi eller CIA kan gøre for at fjerne Schneider?«69 Viaux sætter farten op. Den 5. oktober anmoder han Wimert om flere hundrede tåregasgranater til et forestående kupforsøg den 9. oktober. Desuden kræver han en livsforsikring på 250.000 dollars, i tilfælde af at kuppet mislykkes. Hovedkvarteret i Washington afviser – i første omgang – anmodningen om granaterne, men accepterer kravet om en livsforsikring. Desuden beder de ham om at udskyde kuppet; det er endnu for tidligt. Viaux svarer, at han vil »forøge niveauet af terror i Santiago den følgende weekend«,70 og den 9. oktober lyder det fra Santiago, at de vil følge Viaux’ plan om »en elimineringsproces«.71 En af de hemmelige agenter informerer Wimert om Viaux’ planer: »Viaux forventer omkring 10.000 døde i Santiago, før den venstreorienterede pøbel er overvundet.« Santiago informerer videre Washington: »I har bedt os om med Viaux’ medvirken at forårsage kaos i Chile, og vi har nu etableret den form for kaos, som næppe kan undgå at koste blod.«72 29

Hovedkvarteret har tydeligvis sin tvivl, når det gælder Viaux’ chancer for succes. For det første taler vi om en general uden en hær. For det andet fremstår han som en afsikret håndgranat. Måske ikke det mest sikre kort i en så følsom og vanskelig operation. I første omgang forsøger man at vinde tid og håber, at Viaux kan samle flere folk omkring sig.

Efter en længere rundrejse i Europa med Nixon vender Kissinger tilbage til Washington den 5. oktober. »Der er kun 18 dage tilbage, og drastisk handlen er påkrævet, hvis et chok skal få chilenerne til at handle«, indleder Kissinger et møde den efterfølgende dag i The 40 Committee.73 Chile Task Force har læst skriften på væggen, og de sender omgående et glødende telegram til Santiago: »Kontakt militæret, og fortæl dem, at USA’s regering ønsker en løsning [slettet pasage] Anvend alle forhåndenværende midler (…) til i det mindste at skabe en slags kupatmosfære (…) Hver time tæller.«74 Den 13. oktober lader Viaux Santiago-folkene vide, at han »inden for de næste 24 timer vil kidnappe Schneider og Prats [Schneiders næstkommanderende] i forsøget på at igangsætte kuppet.«75 Viaux er desuden begyndt at samarbejde med general Valenzuela, og for første gang kan Santiago sende et mere opmuntrende telegram: »Vi begynder nu at se tegn på stigende kup-aktiviteter fra andre militære afdelinger.«76 Korry er ikke uvidende om, at der foregår ting og sager bag hans ryg. Kilder fortæller ham om rygter om et forestående amerikansk-støttet kupforsøg ledet af Viaux, og Korry advarer derfor gentagne gange Kissinger om, at USA risikerer en ny Svinebugt-affære i tilfælde af et mislykket kup. Desuden vil »militæret ikke udføre et kup for at overlade magten til Viaux.«77 Da Kissinger i første omgang vælger at ignorere Korry, rejser Korry selv til Washington for personligt at mødes med sikkerhedsrådgiveren. »Disse idioter i Udenrigsministeriet, hvorfor fanden advarede de os ikke tidligere om muligheden for, at Allende blev valgt,« raser Henry Kissinger, da han tager imod Edward Korry på sit kontor den 12. oktober. Korry lader Kissinger rase et stykke tid, men tager så 30

selv bladet fra munden: »Kun en sindssyg vil have noget at gøre med en mand som Viaux.«78 Korry kan også fortælle, at Viaux’ gruppe er infiltreret af Allende-folk, så USA risikerer at blive afsløret. »Vil du se præsidenten?«, afbryder Kissinger ham pludselig og følger abrupt den noget betuttede Korry (der er demokrat og Kennedy-mand) med ind i det ovale værelse til et møde med præsidenten, som meget taler for, på forhånd var arrangeret.79 I det samme de åbner døren, råber Nixon »Den store idiot! Den store idiot!« Korry ser måbende på Nixon, som straks forklarer: »Nej, ikke Dem, hr. ambassadør. Jeg ved godt, at det ikke er din skyld, og at du altid har fortalt tingene, som de er. Det er den skiderik til Allende. Vi vil smadre ham.« Nixon fortsætter med at redegøre for det økonomiske pres (Track I), som nok skal få Allende ned med nakken. Han er desuden omhyggelig med ikke at nævne noget, som har med Track II at gøre, og han slutter med et veltilfredst blik, som signalerer, at Korry bare skal svare »Yes, sir« – men det gør Korry ikke. I stedet svarer han præsidenten: »De kan ikke tage mere fejl.«80 Kissingers øjne lyner, men Korry fortsætter uanfægtet med at udbede sig bemyndigelse til at indlede samtaler med Allende, så snart han har tiltrådt præsidentposten – »hvilket intet i verden kunne forhindre«.81 Mens Kissinger er ved at koge over, følger Nixon Korry ud.

Efter dette møde kan det blive svært for Det Hvide Hus – i tilfælde af at det gik galt – at påstå, at de ikke var blevet advaret.

Korrys advarsel preller af på Nixon, som den følgende dag efter et møde trækker Thomas Karamessines til side for endnu en gang at indprente ham, at det er »absolut nødvendigt at forhindre Allende i at blive valgt.«82 Afblæser Kissinger kuppet?

Den 15. oktober mødes Kissinger, Karamessines og Nixons stabschef, Alexander Haig, for at diskutere Viaux’ chancer. Chancerne for succes er minimale, vurderer de.83 CIA bliver herefter instrueret i at give Viaux besked om, at chancerne for, at kuppet vil lykkes, er for små, og at det derfor er bedre at vente. Beskeden til Viaux slutter således: »Hold fast i dine aktiver. Vi holder kontakten. Tiden vil 31

komme, hvor du og dine venner kan gøre noget. Du vil fortsat have vores støtte.«84 Kissinger har siden i vidneskranken under senatsafhøringerne i 1975 hævdet, at han med denne besked afblæste alle videre planer om et kup, og at Track II dermed var afsluttet: »Det virkede håbløst. Jeg gav kontraordre. Intet er værre end et mislykket kup.«85 Et notat fra den 18. oktober til Nixon bekræfter rent faktisk Kissingers nye vurdering af Project FUBEL: »Vore muligheder for hurtigt at bevirke Allendes fjernelse fra magten har vist sig at være yderst begrænsede. Det forekommer nu sikkert, at Allende bliver Chiles præsident.«86 Ud over at beskeden til Viaux er temmelig tvetydig, så angiver referatet fra mødet også, at Kissinger ønskede, at CIA-folkene i Santiago skulle »fastholde presset på ethvert svagt punkt for Allende«.87 Og i notatet fra den 18. oktober foreslår Kissinger Nixon, at de snarest muligt mødes for at diskutere, hvorledes Allende kan væltes efter tiltrædelsen den 4. november.88 Hvis Kissinger på mødet den 15. oktober afblæste Track II, kan det undre, at Karamessines – som jo deltog i mødet – dagen efter sendte følgende besked til sine folk i Santiago: »Den faste strategi er fortsat, at Allende skal væltes af et kup.«89 Track II var tilsyneladende ikke afblæst. Kissinger forsvarer sig i sine erindringer med, at der var tale om en misforståelse. Når han gav ordre til at stoppe Viaux, så var det ensbetydende med, at alle kupplaner skulle ophøre.90 CIA så det imidlertid som en anledning til i stedet at koncentrere sig om en anden gruppe af kupmagere, ledet af general Valenzuela. Denne gruppe var fuldstændig ukendt for Det Hvide Hus, skriver Kissinger i sine erindringer.91 Men faktum er, at CIA indgår samarbejde med Valenzuelas gruppe og sender dem tre maskingeværer, som skal anvendes i bortførelsen af Schneider. Samtidig blæser Viaux på beskeden fra Washington og fortsætter med sine kupplaner.

Alt imens Kissinger og Nixon muligvis forsøger at forsone sig med tanken om, at Allende – til trods for alle deres anstrengelser – tiltræder som Chiles præsident, strammer det altså til i Santiago.

Diverse fraktioner bestående af forsmåede officerer, fascistiske rigmandssønner og hemmelige CIA-agenter er sat i bevægelse.

32

Mordet på general René Schneider Mens general Viaux’ gruppe fremstår som en samling desperados, der muligvis magter at skabe kaos, men nok ikke så meget mere, er der langt mere perspektiv i at støtte general Valenzuela. Dels er hans gruppe langt bedre organiseret end Viaux’, dels består den af officerer i tjeneste – herunder chefen for flåden, admiral Hugo Tirado. Hvis et kup skal gennemføres, kræver det mere end blot terror i gaderne. CIA skifter altså hest i sidste øjeblik. Nu skal Valenzuelas gruppe støttes, og den modtager senere både maskinpistoler og tåregasgranater sendt med diplomatpost fra USA. Om aftenen den 18. oktober viderebringer en af de hemmelige agenter Kissingers ordre til Viaux om at indstille sine kupplaner. Viaux’ svar er imidlertid, at første skridt i en række af begivenheder vil finde sted den efterfølgende dag.92 Samme aften i Santiago briefer Valenzuela militærattaché Wimert om et forestående kupforsøg og dets enkelte punkter. Valenzuela afslører, at general René Schneider den 19. oktober vil deltage i en festmiddag for højtstående officerer, og at han vil blive bortført, så snart han forlader festen. Valenzuela fortæller desuden, at hans egen gruppe samarbejder med Viaux’.93 Den 19. oktober telegraferer Wimert Valenzuelas plan til Washington, hvilket gør det vanskeligt at tro på Kissingers påstand om, at Washington intet kendskab havde til Valenzuela. Af dokumentet fremgår kupmagernes køreplan: 1. efter festen vil Schneider blive bortført.

2. derefter vil han blive sat på et ventende fly og fløjet til Argentina.

3. Valenzuela vil bekendtgøre, at Schneider er »forsvundet«.

4. militæret vil give venstrefløjen skylden for bortførelsen og i­gang­ sætte en eftersøgning, som i virkeligheden har til opgave at angribe kommunistiske grupper.

5. militærkommandoen vil give magten til kupmagerne.

6. Frei vil fratræde og forlade Chile.

33

7. en ny militærjunta, ledet af Admiral Hugo Tirado, vil blive »indsat«.

8. juntaen opløser kongressen.94 Valenzuela fortæller Wimert, at gruppen af bortførere har brug for 50.000 dollars; et beløb, Wimert med det samme får CIA’s bemyndigelse til at videreformidle.

Schneider forlader imidlertid ikke middagen i sin limousine, men i en civil bil, der er under politibevogtning. Denne fravigelse fra normen forvirrer gruppen af bortførere, som i stedet skubber den planlagte operation til den efterfølgende aften. Her går det også galt, eftersom Schneider bliver væk fra dem i Santiagos myldretid. Meget tyder på, at Kissingers vurdering af kupmagernes manglende professionalisme ikke er helt ved siden af. På trods af de fejlslagne forsøg anmoder CIA-hovedkvarteret folkene i Santiago om at forsikre »Valenzuela og dem, han er i kontakt med, om, at USA’s regering forsætter med at støtte anti-Allende-aktioner«.95 Klokken 02.00 om natten den 22. oktober modtager Valenzuelas gruppe de tre maskinpistoler til bortførelsen af Schneider, men de kommer aldrig i brug, for samme morgen slår Viaux’ gruppe til.

Klokken 08.00 om morgenen den 22. oktober tager Schneider af sted til arbejde i sin Mercedes, men snart efter kører fire biler op foran ham og blokerer vejen. En femte bil blokerer vejen bagfra. Otte bevæbnede mænd hopper ud af bilerne, den ene med en forhammer, som han anvender til at smadre ruderne i Schneiders bil med.

Schneider når at trække sin revolver, men rammes af tre skud fra tæt hold. Tre dage senere dør han. Fem af bortførerne, alle unge mænd fra velstående familier, forlader landet umiddelbart efter. Hvorledes planerne om en bortførelse kunne ende med drab, er fortsat en gåde.

Men det bekymrede ikke CIA. Wimert skynder sig at skrive til hovedkvarteret, at Schneiders død »giver militæret en sidste chance for at forhindre Allende i at blive valgt …«96 Broe telegraferer tilbage, at de har gjort »et fremragende stykke arbejde (…) under ekstremt vanskelige vilkår og delikate omstændigheder«.97 34

Havde kupmagerne forventet en kupatmosfære, må de være blevet skuffede. Præsident Frei erklærede øjeblikkelig undtagelsestilstand og udgangsforbud og satte hæren og politiet i højeste alarmberedskab. De skyldige blev hurtigt identificeret, mens det tog lidt tid, inden Viaux og Valenzuelas rolle var klarlagt. Landet var ganske vist kastet ud i en krise, men militæret og kongressen forblev på forfatningens side. To dage inden det mislykkede bortføringsforsøg havde Alessandri bedt sine støtter i kongressen om at stemme på Allende, så Allende kunne vælges som præsident i ro og fred.98 Hvilket da også skete, på trods af ihærdige forsøg på det modsatte.

Lørdag den 24. oktober trådte kongressen sammen og valgte Salvador Allende til Chiles præsident. 153 stemte for, 35 imod (Det Nationale Parti stemte ikke desto mindre fortsat for Alessandri), og syv undlod at stemme. Schneider døde dagen efter, og tre dages national sørgetid blev erklæret. Mens Wimert kørte 600 km for at kaste maskinpistolerne i Stillehavet – Valenzuela fik aldrig brugt dem – sendte Nixon et kondolencetelegram til Frei: »Det chokerende forsøg på at dræbe general Schneider er en skamplet på siderne i vor samtids historie. De skal vide, hvor ondt det gør mig, at denne modbydelige begivenhed har fundet sted i Deres land.«99