Lykke

LY K K E ALT HVAD DU BØR VIDE OM DEN, OG HVORFOR DEN IKKE ER DET VIGTIGSTE I LIVET

WILHELM SCHMID OVERSAT AF HANS CHRI STIAN FINK

INTRODUCERET AF JOHANNES MØLLEHAVE

INFORMATIONS FORL AG

J OH A N N E S M Ø L L E H AV E

ENH V ER ER SI N EGE N LY K K E S SM E D – OF T E E N GROVSM E D Da jeg fik manuskriptet til Wilhelm Schmids lille bog om lykke, som Informations Forlag bad mig skrive et forord til, må jeg indrømme, at jeg frygtede det værste.

Det, jeg var bange for, var, at det var endnu en kommerciel udgivelse af populær art om lykken.

Men jeg blev vildt positivt overrasket. Det er det stik modsatte af en ugebladsartikel om, hvordan De finder lykken. Det er en yderst begavet analyse af de vrangforestillinger, vi i Vesteuropa og USA har fået banket ind om succes. Lykke er at gøre lykke.

5

Schmid, som er filosof og har været professor i Tyskland, har et imponerende overblik over lykkebegrebet mere end 2000 år tilbage i tiden og ikke nok med det, han har den enestående evne til at sige alt det svære på en forbilledlig enkel og let måde.

Han kan gøre Platon, Aristoteles og Seneca ligeså letlæselige som en pixiebog, ligeså vel som han kan vise springet fra Senecas ord ‘Alle søger lykken' til oplysningstidens tanker og videre til den franske revolutions tanker og de amerikanske menneskerettigheders hævdelse af, at 'Alle har ret til lykken'.

Bogen består af ti kapitler, som alle er mættede minikronikker. Første kapitel handler om lykken som tilfælde. Schmid minder om, at lykkens gudinde hed Fortuna på latin, men på fransk er det blevet til Fortune, på engelsk Fortune. Pointen er, at fortune i dag betyder både held og formue. Der er derfor lidt tilfældighed i lykkebegrebet. For eksempel når man taler om en lykkeridder eller et lykketræf. Der er forskel på at sige, ‘det var min lykke, at jeg traf dig’, eller at sige ‘lykketræf’. Det sidste ord kommer fra terningekastet, hvor det er et lykketræf at få en sekser.

Andet kapitel handler om lykken ved velvære, på

6

engelsk happiness og på fransk bonheur. Lykke er den størst mulige stræben efter lyst og modvilje mod lidelse. Schmid mener, at fejlen er, at alle vil maksimere sig ind i lykken i stedet for at optimere.

Hvis jeg i et forord må komme med en indvending – jeg er i øvrigt snydefornøjet ved at læse bogen.

Indvendingen er, at han som suveræn kender af filosofihistorien ikke har nævnt én eneste eksistensfilosof. Hverken Søren Kierkegaard, Heidegger, Jaspers eller Sartre. Det undrer mig særdeles, fordi samtlige ti kapitler bevæger sig ind på eksistentænkernes område. Søren Kierkegaard taler for eksempel i et af sine hovedskrifter om, at man ikke kan kvantitere sig ind i kvaliteten. Hvilket er det samme som, at man ikke kan maksimere sig ind i lykken.

Schmid taler om, at vi i dag jager efter nye stimuli i en sådan grad, at vi i det mere eller mindre risikofrie samfund løber flere risici end nogensinde før (jeg tænker blandt andet på Göteborg-ulykken, hvor mange i en forlystelse betalte for noget, de blev invalide af).

Det var i øvrigt Søren Kierkegaard, der sagde i sin bog Gentagelsen: 'Kun den, som lærer at elske gentagelsen, bliver lykkelig'. I øvrigt er Schmid i

7

kapitel 7 'Mening der føles dybt i sjælen' og kapitel 8 'Mening der skal tænkes i ånden' og kapitel 10 'Moderne spørgen efter mening' igen inde på emner, som for eksempel Sartre har afhandlet på fransk, forholdet mellem væren i sig selv og væren i forhold til sig selv, 'Etre en soi' og 'Etre pour soi'.

Man kan ikke gå hen og banke et egetræ på barken og sige: 'Nu skal du være dig selv' – for egetræet er sig selv dag og nat, det hviler i sig selv (hvad Schmid synes, at vi andre kunne lære af). Derimod kan en ægtefælle sige til sin samlever: 'jeg synes ikke, at du er dig selv, og det har du ikke været det sidste stykke tid'. Sartre er her inde på grundbetydningen af fænomenerne essens og eksistens, der oprindeligt på græsk deles ek-sistens. 'Ek' betyder udenfor, 'sisto' betyder ståen, altså stående udenfor. Forskellen på et egetræ og et menneske er, at egetræet er, hvad det skal være. Mennesket derimod er altid på vej til at blive det, det skal være. Kierkegaard sagde, at det ikke var alles opgave at blive læge, smed, sølvsmed, guldsmed, lykkesmed eller grovsmed. Det var derimod alle menneskers opgave at blive et menneske.

På gammel dansk 'At vorde'. Mennesket er ikke færdigt med livet, før livet er færdigt med mennesket.

8

Som dansker kan man, trods den kongeniale oversættelse ved Hans Christian Fink, glæde sig over, at man genkender flere af de i øvrigt berigende formuleringer, at man genkender ideerne. For eksempel vækstfilosofien fra både Kierkegaard og Grundtvig.

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår, og blomsterfloret i den høje sommer, da modenhed i møde planten går, og fryder med sin frugt, når høsten kommer.

(Bemærk at der står høsten og ikke døden) I øvrigt nævnes Shakespeare ikke med et ord, skønt Hamlets motto er Readiness is all, og King Lears motto Modenhed er alt. Er det ikke det samme som det engelske ordsprog, der citeres her i bogen og siges at være inspireret af Seneca; Luck is where opportunity meets preparation – Er forberedelsesarbejdet præsteret, så kræves der kun tålmodighed og evnen til at vente på det gunstige øjeblik.

Personligt er jeg særligt optaget af Schmids opmærksomhed på, at vi i vore dage betragter nederlag, smerte og modgang som noget, vi helst vil udelukke i stedet for at indoptage det. Det latinske

9

ord er passion, det græske ord patos, det danske ord lidenskab. Det er tankevækkende, at man i Danmark ikke kan sige ‘ham eller hende kan jeg godt lide’, uden at vi kan være sikre på, at det kommer du også til at lide for.

2.

LYKKEN VED VELVÆRE Når mennesker i moderne tid søger lykken, er det, de i reglen forstår derved, at det går dem godt, at de er sunde og raske, føler sig godt tilpas, har det sjovt, oplever noget behageligt, føler lyst, har succes, kort sagt: at de oplever alt det, der regnes for positivt. Mennesker søger fortrinsvis lykken i "den gode stemning", og når de så alligevel ender med at være forstemte, må de straks befri sig fra denne irriterende forstyrrelse. Ved siden af lykketræffet er der altså tale om en lykke, som man kunne kalde lykken ved velvære, happiness på engelsk, bonheur på fransk, mens der på tysk kun findes ét ord for lykke, Glück, en ejendommelig sparsommelighed hos det ellers så rige og differentierede sprog som kunne få én til at

20

slutte, at dette nok skyldes en historisk mangel på interesse. Længe drejede det sig udelukkende om pligt og ikke om lykke. Lykken ved velvære er vel allerede med som en bitone i det græske begreb makariótes og i det latinske udtryk felicitas. I moderne tid defineres begrebet derimod næsten udelukkende som følelsen af velvære. Som regel uden at vide det følger moderne mennesker dermed en definition, som første gang blev foretaget i 1690 af John Locke, en førende repræsentant for den engelske empirisme, en definition som tager udgangspunkt i påstanden om, at naturen i mennesket har implanteret en "stræben efter lykke" (persuit of happiness) og en "modvilje mod lidelse". Lykke er dermed "den størst mulige lyst" (Essay Concerning Human Understanding II, 21, 42). Derpå fulgte i det 18. århundrede, oplysningens århundrede, en altovervældende diskurs om lykken, og der opstod en veritabel lykkevidenskab, som skulle tjene den systematiske produktion af lyst. I den franske Encyklopædi, som begyndte at udkomme i 1751, bliver der i artiklen om lykke (bonheur) rejst det spørgsmål, om ikke enhver ligefrem har "ret" til at være lykkelig helt i overensstemmelse med sin egen forestilling. Og faktisk vandt retten til

21

stræben efter lykke, senere ofte forkortet til retten til lykke, indpas i den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776. I England præciserede Jeremy Bentham, grundlæggeren af den filosofiske utilitariske skole, hvad der skulle forstås ved lykke. Det er formentlig ham, Friedrich Nietzsche forholder sig spottende til, når han i Gudernes Ragnarok siger: "Menneskene stræber ikke efter lykke; det gør kun englænderne." Lykke er ifølge Benthams Indføring i principperne for moral og lovgivning, som udkom i 1789, samme år som den franske revolution, en maksimering af lyst samt en minimering eller ligefrem eliminering af smerte.

Næppe nogen anden filosofisk forestilling har i den grad sat sig igennem som denne moderne lykkeformel. Det moderne fornøjelses- og oplevelsessamfund ville have været utænkeligt uden stræben efter lykke i denne forstand. Ikke fordi det på nogen måde skulle være forkasteligt at føle lyst og være fri for smerte. Problemet er blot: denne form for lykke holder aldrig i længden. Den har sin tid, sin happy hour, sin bonheur, den holder lykkelige øjeblikke parat, som den enkelte må holde sig åben overfor,

22

og som han også selv kan præparere; øjeblikke der lader sig søge og finde, og som er så smukke, at man kunne ønske, at de ville "vare ved". Der er virkelig meget, der lader sig gøre for denne lykke, den er praktisabel, i den udstrækning den ikke bare giver sig af sig selv. Med lidt erfaring kan et menneske lære dens ingredienser at kende og arbejde på, at den stiller sig til disposition, dag for dag. Sådan et øjeblik af lykke er en aromatisk duftende, velsmagende kop kaffe. Eller en skøn film, der vækker begejstring, og som man måske tilbringer en hel aften i biografen for at opleve. Eller den fortrolige samtale, i hvilken elskende og venner til tider saligt fortaber sig, for den andens opmærksomhed er så velgørende, at man næsten ikke kan blive mæt. Eller den wellness, man kan nyde i saunaen, i spabadet eller hvorsomhelst. Chokoladen ikke at forglemme, helst med et højt kakaoindhold for at minimere risici og bivirkninger. Også den udfordring, som man er i stand til at honorere, den nye erkendelse, den nye erfaring, den ukendte vej, de uvante omgivelser, den afvekslende aktivitet, så længe den byder på nyhedens pirring. Og ikke at forglemme forventningens glæde, længslen og begæret efter den, som ofte for-

23

midler mere lykke end selve nydelsen, og dertil en nydelse som holder meget længere.

Denne lykkes aktuelle vandstand er noget, neurobiologer kan måle. Der er tale om endorfiner, en sproglig kortform for endogene morfiner, det vil sige kroppens egne rusmidler, som fås billigt, men giver de samme problemer som alle de andre rusmidler: For hyppig brug afsvækker virkningen, hvorfor ens dosis må sættes op; for stor regelmæssighed befordrer afhængighed. Forskellige "lykkehormoner" som serotonin og dopamin bliver sprøjtet ind i hjernens "belønningscentre" og befordrer den animerede kommunikation mellem nervecellerne. Heraf udleder lykkeforskerne deres påstand, at lykke er, når kemien i hjernen stemmer. Når der i daglig tale er tale om "at gøre sin lykke", menes der i endnu større udstrækning etableringen af mere gunstige og behagelige livsomstændigheder. Man kan føle sig veltilpas, når noget lykkes, når man har succes, og denne nydes i endnu større grad, hvis der er gået store anstrengelser forud; hvis den ikke har kostet møje og besvær, kommer kontrasterfaringen derimod til at mangle. Ved ihærdig øvelse, ved asketisk anstren-

24

gelse lader forudsætningerne for lykken ved velværet sig forbedre. Den bestandige gentagelse, som er et væsentlig element ved øvelsen, forfiner kunsten i den enkelte lykkedisciplin, så man til sidst vil kunne nå det excellente, som formidler en dyb tilfredsstillelse og på den måde lover varig lykke: at tilberede et excellent måltid, at elske excellent, at udøve et erhverv excellent osv.

Der er ingen tvivl om, at denne lykke har sin betydning, og det er i høj grad meningsfuldt at benytte sig af den og ikke spare på den. Men det er den filosofiske livskunst, der kan bevare et menneske mod at forveksle hele livet med én eneste følelse af velvære.

I tide indstiller den ham på, at der også vil komme andre tider, at ikke alt kan være lystfyldt hele tiden, og at fuldkommen fysisk og psykisk smertefrihed aldrig vil kunne opnås. Hvordan det forholder sig med lystens maksimering, kan enhver dybest set erfare hver eneste dag: Man har måske en yndlingsret, der smager særlig godt? Efter den tredje portion forvandles veltilpasheden til utilpashed. Årgangsvinen er fremragende? Men nydelsen vokser ingenlunde med antallet af glas. Samtalen er spændende? Men

25

på et eller andet tidspunkt breder trætheden sig.

Det. der for lidt siden forekom så lystfyldt, mister pludselig sin tiltrækningskraft. Maksimeringen af lysten virker kontraproduktiv, for oven på den følger maksimeringen af ulysten. Robbie Williams, popverdenens superstar, som altid blev opkvikket af en espresso, endte, for at gøre den fantastiske fornemmelse permanent, med at drikke 36 kopper om dagen, inden han måtte ty til professionel hjælp. Prisen for at opnå den permanente rus er den fuldkomne udmattelse. Meningsfuld er derfor ikke maksimeringen, det højeste mål, men optimeringen, at finde det bedste mål, som findes i hvert enkelt tilfælde, men som er forskelligt for hver enkelt, og som kun findes ved at forsøge sig frem og lære af sine fejltagelser. Der kan aldrig blive tale om en vedvarende lyst. At søge lykken i en slags permanent lyst synes ligefrem at være den sikreste vej til at blive ulykkelig, for lysten kan partout ikke vare ved. Lysten ved at spise, ved at drikke, og også lysten i sengen er et skønt øjeblik, en rus, en salig erfaring, men den varer ikke ved, det hører til dens væsen.

26

Hvad med øjeblikkene bagefter, med tiden ind imellem? Moderne mennesker er ikke forberedt på, at disse "udtider" findes, disse dødvande; de har det svært med de triste, grå, dagligdags tider, hvor lysten må komme til hægterne igen. Hos alle andre synes livet at være ét stort brøl, især de smukke, rige og berømte synes at have forpagtet den permanente følelse af velvære, den eneste, det ikke lykkes for, er én selv. I virkeligheden udvikler mange et mesterskab i at skjule de andre tider for det fremmede blik, så godt det nu lader sig gøre. I stedet for at acceptere dem som en meningsfuld bestanddel af livet, som regenererer sig, forsøger man så hurtigt som muligt at opspore nye anledninger til lyst, at øge sin dosis, man søger måske ligefrem smerten og påfører sig selv den, hvis det er den eneste udsigt til endnu et "kick", dvs. endorfiner. Og hvis intet af dette nytter, så er "livet ikke længere værd at leve". At komme til rette med de almindelige perioder i livet er bestemt ikke så ligetil. Den vigtigste forudsætning er dog at anerkende disse perioder i deres egen ret for at kunne arbejde på kunsten at omgås dem. Et problem med lykken ved velvære er de alt for høje forventninger.

Jo højere forventningerne er til et "positivt" liv, desto

27

sværere bliver det at kunne leve med en "negativ" realitet. Og et decideret uløseligt problem er den forventning, som nærmest automatisk følger oven på en velvære-erfaring: At den skulle kunne lade sig gentage på præcis samme måde, altså identisk. Men netop dét er aldrig tilfældet, for identiske gentagelser findes ikke. Den samme mad, den samme vin, den samme situation om aftenen osv. – og dog er det aldrig det samme.

Så meget om lystens maksimering. Det andet problem med lykken ved velvære er minimeringen af smerte, som resulterer i forsøget på at eliminere den: Smerter bør slet ikke forekomme, de skal forsvinde ud af menneskelivet. At ville udelukke dem kan imidlertid ikke blot føre til tab af den kontrasterfaring, som først for alvor gør lysten til noget, der kan føles, men til det fuldkomne tab af orientering i livet. At smerten kan have denne mening for livet, er vel grunden til, at det trods umådelige anstrengelser med videnskabelige og tekniske midler gennem hele den moderne tid endnu ikke er lykkedes at besejre den endegyldigt. For smerten er den torn, som stedse på ny tvinger til eftertanke over livet i sin helhed;

28

smerter fremtvinger den bekymring, som formår at etablere et selv. Det kan lysten desværre ikke præstere, det gør snarere lidelsespresset. Smerter kan føles legemligt, sjæleligt og åndeligt, men også på den del af selvet, som synes gennemsyret af følsomme nerver: på pengepungen. Der må være noget, der gør ondt, før mennesker hensættes i uro, ikke blot privat, men også samfundsmæssigt: Lystfyldt kunne det moderne menneske forlængst have lært noget om økologiske sammenhænge og på den måde have fundet en løsning på, hvordan dets eget liv kunne lykkes, og i hvad retning den tekniske udvikling i så fald burde forløbe. Men det skete først i det øjeblik, ødelæggelsen af disse sammenhænge begyndte at virke tilbage på den enkeltes befindende.

At livet kender til højder og dybder, at der oven på ethvert party følger en chill-out, det ved også det moderne menneske, men i dets øjne er det egentlig kun højderne, der har ret til at eksistere, den ret har dybderne forskærtset, de trues af det modernes strengeste straf, at blive afskaffet og bortskaffet.

Lader angstanfald, tristhed, depressioner og andre anledninger til dybder sig ikke fortrænge, må der

29

ifølge moderne menneskers opfattelse gøres alt for igen at komme ud af dybden – helst, eftersom det haster, ved hjælp af hurtigtvirkende medikamenter.

Manglende lykke kan i det moderne opfattes som en slags sygdom; diagnosen hedder anhedonia, et fravær af lyst, som må helbredes med alle midler, ellers truer døden, først og fremmest den sociale død, for mennesker, der "ikke er oplagte", ønsker ingen at omgive sig med. Det er imidlertid muligt, at det netop er denne opfattelse af lykke, der gør ulykkelig, ja ligefrem syg. Mennesker kan ikke blot blive syge på grund af indre eller ydre årsager, men på grund af begreber, der fastlægger så høj en målestok for livet, at livet kun kan komme til kort. Det moderne begreb om lykke er netop en sådan høj målestok, som systematisk driver mennesker i ulykke. Hvor kan vi være lykkelige for, at der også findes andre opfattelser af, hvad lykke er!