Maos store hungersnød ­ Den største katastrofe i Kinas historie, 1958-62

152

8

36

8

152

VINDER AF THE BBC SAMUEL JOHNSON PRIZE 2011

I ÅRENE 1958-62 gennemlevede den kinesiske befolkning

231

et sandt helvede. Med sit reformprogram „Det Store Spring Fremad“, der havde som sit mål at bringe Kina på niveau med Storbritannien i løbet af blot 15 år, ledte Mao Zedong sit land ud i fattigdom, hungersnød og vanvid. Eksperimentet endte i et af de mest blodige massedrab i menneskehedens historie.

Mindst 45 millioner kinesere blev arbejdet, sultet eller tæsket ihjel.

FRANK DIKÖTTER

På baggrund af det kinesiske kommunistpartis hidtil lukkede arkiver beskriver Frank Dikötter det ondskabsfulde maskineri i magtens korridorer og giver manden på gaden og de mange ofre liv og stemme. Det er et banebrydende studie af Folkerepublikken Kina, grundigt researchet og gribende skrevet.

DEN STØRSTE KATASTROFE I KINAS HISTORIE, 1958-62 „Det mest omfattende og autoritative studie af den mest dødelige hungersnød i historien. En must-read“ JUNG CHANG, forfatter til De vilde svaner og Mao – den ukendte historie

FRANK DIKÖTTER

INDHOLD

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Kronologisk oversigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Første del: Jagten på Utopia Kapitel 1. To rivaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Kapitel 2. Buddene starter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Kapitel 3. Udrensning i geledderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Kapitel 4. Så blæses der til kamp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Kapitel 5. Opsendelsen af sputnikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Kapitel 6. Lad bombardementerne begynde . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Kapitel 7. Folkekommunerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Kapitel 8. Stålfeber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Anden del: Gennem dødens dal Kapitel 9. Blinkende advarselslamper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Kapitel 10. Den store indkøbstur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Kapitel 11. Svimmel af succes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 Kapitel 12. Sandhedens endeligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

Kapitel 13. Undertrykkelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 Kapitel 14. Bruddet mellem Kina og Sovjetunionen . . . . . . . 147 Kapitel 15. Kapitalistisk korn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 Kapitel 16. En vej ud af katastrofen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Tredje del: Ødelæggelse Kapitel 17. Landbrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 Kapitel 18. Industri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 Kapitel 19. Handel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 Kapitel 20. Boliger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217 Kapitel 21. Natur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229 Fjerde del: Overlevelse Kapitel 22. Hungersnød – så er der fest . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251 Kapitel 23. Tuskhandel og sorte markeder . . . . . . . . . . . . . . . 257 Kapitel 24. Dagdriveri og tyverier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 Kapitel 25. “Kære formand Mao” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 Kapitel 26. Røvere og rebeller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 Kapitel 27. Migration og flugt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293 Femte del: De udsatte Kapitel 28. Børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 311 Kapitel 29. Kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 323 Kapitel 30. De gamle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 Sjette del: Dødens mange ansigter Kapitel 31. Ulykker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 341 Kapitel 32. Sygdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 347

Kapitel 33. Arbejds- og genopdragelseslejre . . . . . . . . . . . . . . 363 Kapitel 34. Vold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369 Kapitel 35. Hjemsteder for gru og rĂŚdsel . . . . . . . . . . . . . . . . 385 Kapitel 36. Kannibalisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 401 Kapitel 37. Det endelige regnskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 407 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 419 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 423 Om kilderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 425 Udvalgt bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 435 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 445 Navneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 477

– Kapitel 8 –

Stålfeber

Stalin havde brugt midler på industrien på bekostning af landbruget, hvilket førte til, at tvangsafleveringen af fødevarer drænede landområderne for al velstand. I jagten på et alternativ til den sovjetiske model ønskede Mao i stedet at bringe industrien til landsbyerne.

Industriproduktionen i folkekommunerne kunne umiddelbart øges gennem implementeringen af ikke-omkostningskrævende innovation og gamle teknikker, der ikke krævede store investeringer, hvilket kunne føre til en øjeblikkelig produktionsstigning. Dette kunne igen opildne landsbyboerne til at opnå endnu større økonomiske mål: Her var nøglen til industrialiseringen af tilbagestående landområder uden store udenlandske investeringer. Borgerlige specialister blev skånselsløst stemplet som konservative, højreorienterede elementer, mens simple bønders jordbundne visdom i stedet blev hyldet. I Yunnan hånede partibossen Xie Fuzhi åbent de geologiske målinger og teknologiske undersøgelser, som russiske eksperter anbefalede, og tyede i stedet til massernes visdom i forbindelse med opførelsen af dæmninger og reservoirer.1 Intuitiv viden og lokal opfindsomhed og snilde ville – i modsætning til udenlandsk ekspertise – føre til billige og effektive innovationer, der ville få Kinas landsbyer til at overhale Sovjetunionen. Landområderne skulle mekaniseres ved hjælp af enkle apparater og anordninger, udviklet på forskningsinstitutter af almindelige landmænd og bønder. “De ydmyge er de klogeste, de overprivilegerede er de dummeste,” skrev Mao på en rapport, der viste, hvordan nogle arbejdere selv havde formået at bygge en trak-

94

Maos store hungersnød

tor.2 Eller som Xie Fuzhi formulerede det, idet han gentog formandens visdomsord: “Vi er overnaturlige. Måske er vi overnaturlige af anden orden. Måske er der på en anden planet mennesker, der er klogere, end vi er, i hvilket tilfælde vi er af anden orden, men hvis vi er klogere, end de er, er vi overnaturlige af første orden.”3 Forbilledlige og eksemplariske arbejdere befolkede partipropagandaen. He Ding, en fattig landmand fra Henan, der ikke havde gået i skole så meget som én eneste dag i løbet af sit liv, udtænkte et system til transport af jord, hvor trækasser blev trukket i tov over jorden. Systemet, der også var automatiseret, så trækasserne vendte tilbage til opgravningsstedet efter at have smidt sin last, reducerede den mængde arbejdskraft, som det krævede at bygge et reservoir, til en ottendedel.4 Transportbånd af træ, tærskemaskiner af træ og maskiner af træ til plantning af ris var alle opfindelser udført af jævne mænd, der blev udråbt som mirakler. I Shaanxi-provinsen byggede landsbyboere endda biler og lokomotiver, der udelukkende var lavet af træ.5 De fleste af disse innovationer var uskyldige nok, men spildet kunne antage enorme proportioner. I Diaofang Kommune i Guangdong blev 22.000 bjælker, tagspær og gulvbrædder fjernet fra folks huse fra den ene dag til den anden i bestræbelserne på at mekanisere kommunen. De kærrer, der blev fremstillet, var så vakkelvorne, at de gik i stykker, i det samme nogen forsøgte at bruge dem.6 Men det virkelige fikspunkt var stål. Her var et materiale, der var værdigt til at repræsentere socialismen – hårdt, skinnende, industrielt, moderne og arbejderklassepræget. ‘Stalin’ betød en mand af stål, der var villig til at slå revolutionens fjender til stumper og stykker. Rygende fabriksskorstene, brummende værktøjsmaskiner, fabriksfløjters tuden, kolossale højovne, der glødede dybrødt af ild: Dette var den socialistiske modernitets hellige billeder. Arbejderdigteren Aleksei Gastev skrev “Vi voksede ud af jern” som billede på, at mennesket smeltede sammen med jernet i en fusion, der indvarslede en verden, hvor maskinen blev menneske, og mennesket var en maskine. Stål blev den hellige ingrediens i socialismens alkymi. Mængden af produceret stål blev et magisk tal, der blev reciteret med religiøs passion i socialistiske lande. Stålproduktionen destillerede på magisk vis den menneskelige aktivitets komplekse dimensioner ned

Stålfeber

95

til et præcist tal, der indikerede, hvor et land befandt sig på evolutionens skala. Mao var muligvis ikke ekspert i industrielle forhold, men han syntes når som helst at være i stand til at lire så at sige hvert eneste stålproducerende lands stålproduktion af. Han var besat af stål, og kampen for at overhale Storbritannien blev i stigende grad ensbetydende med at overgå dets årlige stålproduktion. Stål var den primære drivkraft i eskaleringen af produktionsmål, og han pressede hårdt på for en øget stålproduktion. Den kinesiske stålproduktion var i 1957 på 5,35 millioner ton. Målet for 1958 blev i februar 1958 sat til 6,2 millioner ton, i maj blev det øget til 8,5 millioner ton, indtil Mao i juni besluttede, at der kunne produceres 10,7 millioner ton stål det år. Dette blev i september ændret til 12 millioner ton. Efterhånden som han jonglerede med tallene, blev han overbevist om, at Kina sidst i 1960 ville nå op på Sovjetunionens niveau, og at USA ville blive overhalet i 1962, når man i Kina ville være nået op på en årlig produktion på 100 millioner ton stål. Dernæst ville Kina trække fra og inden for få år nå op på 150 millioner ton om året. I 1975 ville der blive produceret 700 millioner ton stål om året, hvilket ville få Storbritannien til at halte langt bagefter.7 Maos fantasier fandt støtte hos nogle af hans tætteste allierede.

For eksempel erklærede Li Fuchun, at Kina takket være det socialistiske systems overlegenhed kunne udvikle sig med en hastighed, der endnu ikke var set mage til i menneskehedens historie: Storbritannien kunne være distanceret inden for mindre end syv år. Dernæst præsenterede han en ambitiøs plan om på mindre end tre år at overgå Storbritanniens jern- og stålproduktion og briternes produktion af andre industrivarer.8 I begyndelsen af juni 1958 lå Mao og slængede sig ved swimmingpoolen, da han spurgte ministeren for metallurgi, Wang Heshou, om stålproduktionen kunne fordobles.

Ministeren svarede resolut: “Uden problemer!”9 Ke Qingshi pralede af, at det østlige Kina alene kunne producere 8 millioner ton.10 Provinsledere som Wang Renzhong, Tao Zhu, Xie Fuzhi, Wu Zhipu og Li Jingquan kom alle med overdrevne løfter om stålproduktion og føjede således allesammen formanden i hans visionære griller.

Nøglen til succes var små højovne, der blev betjent af landsbyboere i folkekommunernes baggårde. Disse ovne, der var bygget af

96

Maos store hungersnød

sand, sten, ildfast ler eller teglsten, var relativt enkle og gjorde det muligt at mobilisere alle landsbyboere i bestræbelserne på at overhale Storbritannien. En typisk lokal højovn, en såkaldt ‘baggårdsovn’, var omkring tre-fire meter høj med en platform af træ foroven, understøttet af bjælker. En skrånende rampe gav adgang til højovnen – bønder pilede op og ned med sække med koks, malm og smeltemiddel på deres rygge eller med kurve på lange stænger. Der blev blæst luft ind forneden, og det smeltede jern og slagger blev taget ud gennem udtapningshuller. Af disse ovne, der var baseret på traditionelle metoder, var der sikkert nogle, der virkede, men mange var i realiteten ubrugelige, påtvunget kommunerne af kadrer i stålfeberens vold.

Fremstødet nåede et klimaks i sensommeren 1958. Partiplanlæggeren Chen Yun, der var faldet i unåde tidligere på året, blev sat i spidsen for bevægelsen og arbejdede hårdt for at blive taget til nåde igen. Den 21. august videregav han ordrer fra Mao om, at der ikke ville blive tolereret så meget som et ton under målet – manglende evne til at indfri målene ville blive straffet, spændende fra en advarsel til eksklusion af partiet.11 For at bevare momentum besøgte Mao i september Wuhan for at indvie et stort jern- og stålanlæg bygget med sovjetisk hjælp og så den første smeltede jern komme ud af smelteovnen. Samme dag blev der fra Beijing sendt et team bestående af 1.500 partiaktivister ud i landet for at skaffe støtte til stålkampagnen.12 Dernæst blev den 29. september udpeget til den dag, hvor man til fejring af nationaldagen skulle opnå et endnu højere mål. To uger forud for begivenheden bad ministeren for metallurgi, Wang Heshou, under en telefonkonference provinslederne om at tage udfordringen op. De tog tråden op og opildnede dagen efter telefonisk amternes ledere.13 I Yunnan udnævnte Xie Fuzhi alle til soldater i dette felttog og annoncerede to ugers uafbrudt arbejde, dag og nat, med det formål at øge produktionen.14 Partiaktivister spredte sig ud i oplandet om morgenen – nogle tog af sted lang tid før solopgang for at kunne nå ud til fjerntliggende landsbyer i god tid. I Dehong Amt blev 200.000 landsbyboere inddraget i kampagnen, og himlen antog en højrød farve fra skæret af tusindvis af højovne. Landsbyboere blev sendt ind i skovene i jagten på brænde, andre indsamlede kul, nogle gange

Stålfeber

97

ved at grave med hakke, spade og de bare hænder i det åbne land.

I kampen for at nå målene skete der mange ulykker. Træer blev vilkårligt fældet og faldt ned over folk; eksplosiver, der blev anvendt af uerfarne arbejdere til at åbne miner, krævede også menneskeliv.15 Xie Fuzhi ringede regelmæssigt for at få de seneste resultater.16 Han blev på sin side opildnet af Bo Yibo, der sendte et nyt mål om 12 millioner ton og pralede af, at 40 millioner arbejdere betjente omkring 500.000 ovne over hele landet.17 På nationaldagen erklærede Bo, at oktober skulle være den måned, hvor stålproduktionen virkelig røg i vejret, og endnu et vanvittigt ræs fulgte. I Yunnan steg antallet af mennesker, der var involveret i stålkampagnen, fra tre til fire millioner mennesker, da en særlig ‘højproduktionsuge’ blev annonceret at skulle sætte endnu en rekord. “Verdens øjne er rettet mod Kina,” udbrød Xie Fuzhi – landet måtte nå det mål, det havde udbasuneret, eller foretage et ydmygende tilbagetog.18 Landsbyboerne, der blev udsat for pres fra toppen og hele vejen ned gennem systemet, havde ikke andet valg end at deltage i kampagnen. I Quijing-regionen i Yunnan blev guldbrædder revet op, og kyllinger blev slagtet, så deres fjer kunne bruges til at fodre flammerne eller indgå i fremstillingen af blæsebælge. Grupper af partiaktivister gik fra dør til dør for at indsamle skrotjern – ofte konfiskerede de husholdningsredskaber og landbrugsredskaber. De, der ikke formåede at udvise tilstrækkeligt med begejstring, blev overfuset, skubbet til eller endda bundet og fremvist til almen spot og spe. Kritiske rapporter skrevet af partiinspektører omkring denne tid taler om frygt og trusler.

I kølvandet på et år med ubønhørlige kampagner, den ene lige efter den anden – overrislingsprojekter, gødningskampagner, dybdepløjning, tæt beplantning, folkekommunernes oprettelse – var den blotte ytring af parolen ‘opsende en sputnik’ nok til at skabe frygt, eftersom det varslede endnu en ‘bitter krig’ eller ‘natlig kamp’, hvor ingen fik lov til at sove i dagevis. Nogle forsøgte at slippe væk og sove i den kolde og våde skov for at få nogle få timers hvile og på afstand betragte højovnene gløde som ildfluer i natten. De frøs og var dårligt ernærede: Lokale kadrer forsøgte at sænke omkostningerne ved at fremstille stål, hvorved de kunne øge målene, ved at spare på maden, der nu var helt i deres hænder takket være de kollektive kantiners indtog.19

98

Maos store hungersnød

Kina var nedsænket i et hav af ild. Overalt var højovnene brandvarme, selv om de menneskelige dramaer, der udspillede sig under kampagnen, var forskellige fra landsby til landsby. I Yunnan blev nogle bønder tvunget til at klare sig uden tilstrækkeligt mad og hvile og blev arbejdet til døde nær ovnene i kampen for nå produktionsmålet.20 I andre landsbyer i landet slap folk med at donere en lille gave, en potte eller en pande. Men to nye dimensioner blev føjet til dette brutale teater i bestræbelserne på at tage ethvert tilløb til opsætsighed i opløbet. For det første kunne kadrerne nu regne med, at de militser, der var oprettet i folkekommunerne, ville gennemtvinge deres ordrer.

For eksempel ankom militsfolk i Macheng til en landsby og indkaldte folk til mange dages arbejde ved højovnene. En mand, der tidligt forlod arbejdet, måtte gå gennem gaderne med en dosmerhue på hovedet med teksten: “Jeg er en desertør.”21 For det andet kunne kadrerne, eftersom al mad nu var i hænderne på kommunerne, bruge rationer som en form for belønning eller straf. Vægring mod at arbejde – eller ethvert tegn på dovenskab – blev straffet med en skæring i rationerne eller fratagelsen af retten til mad overhovedet. Kvinder i Macheng, der blev hjemme om aftenen og natten for at se efter deres børn, blev forment adgang til kantinerne.22 Som Zhang Aihua, der under hungersnøden levede i Anhui, senere forklarede: “Man gjorde, hvad man fik besked på, ellers gav lederen ikke en mad: Det var ham, der havde øsen i hånden.”23 Kadrernes greb om fødevareforsyningen blev yderligere styrket, da potter og pander overalt rutinemæssigt blev fjernet fra private hjem.

Også i byerne var stålkampagnen hård for almindelige mennesker. I Nanjing satte en højovn alene en rekord på 8,8 ton stål på én dag, men ilden måtte konstant fordres, og nogle arbejdere blev så sultne, at de besvimede. Trods et enormt pres var der stadigvæk folk, der protesterede. Wang Manxiao nægtede ganske enkelt at arbejde mere end otte timer om dagen. Da en partisekretær konfronterede ham, blev Wang trodsig og spurgte ham lige ud: “Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Andre tvivlede åbent på, om de lokalt fremstillede højovne, baggårdsovnene, kunne være med til at bringe Kinas stålproduktion på niveau med og overhale Storbritanniens. Næsten halvdelen af alle arbejdere på nogle hold blev beskrevet som “tilba-

Stålfeber

99

geholdende”, hvilket ville sige, at de havde forsøgt at unddrage sig hårdt arbejde.24 I sidste ende fik ledelsen sine rekorder, selv om meget af det producerede stål var slagge, uvasket malm eller ren statistisk fantasi.

Jernbarrer fra landkommunerne hobede sig op overalt, for små og skøre til at blive brugt i moderne valseværker. Ifølge en rapport fra Ministeriet for Metallurgi var ikke engang en tredjedel af det jern, der blev produceret af lokalt fremstillede højovne i provinserne, anvendeligt. Og prisen var eksorbitant. Et ton jern fra en baggårdsovn blev vurderet at koste et sted mellem 300 og 350 yuan, dobbelt så meget som jern fra en moderne højovn, hvortil der måtte føjes fire ton kul, tre ton jernmalm og tredive til fyrre arbejdsdage.25 Bureauet for Statistik vurderede senere tabet fra jern og stål-kampagnen i 1958 til at udgøre 5 milliarder yuan – og det uden at regne skader på bygninger, skove, miner og mennesker med.26 Da den udenlandske rådgiver Mikhail Klochko, der var vokset op i Ukraine med dets bølgende og kuperede marker, i efteråret 1958 rejste til det sydlige Kina, blev han stærkt overrasket ved synet af de nøgne, gule pletter af jord, der var delt ind i smalle terrasser: Det var de sagnomspundne rismarker, men der var næsten ikke et eneste menneske i sigte.27 Hvor var bønderne? Mange var blevet mobiliseret af militsen og arbejdede ved højovnene, nogle blev anvendt i forbindelse med de store overrislingsprojekter, mens andre havde forladt landsbyen i jagten på arbejde i de mange fabrikker, der jagtede stadig højere mål. I alt flyttede mere end 15 millioner bønder til byerne i 1958, lokket af udsigten til et bedre liv.28 I Yunnan-provinsen steg antallet af industriarbejdere fra 124.000 i 1957 til 775.000, hvilket var ensbetydende med, at mere end en halv million mennesker ikke længere arbejdede på landet.29 En tredjedel af hele arbejdsstyrken i provinsen blev sendt til at arbejde med vandreguleringsprojekter i løbet af dette år.30 Eller formuleret på en anden måde: Ud af de 70.000 arbejdende voksne i landområdet Jinning i Yunnan blev 20.000 anvendt til overrislingsprojekter, 10.000 til opførelsen af en jernbane og 10.000

100

Maos store hungersnød

på lokale fabrikker, hvilket ville sige, at der blot var 30.000 tilbage til at dyrke jorden.31 Men tallene dækkede over en anden ændring i arbejdsmønstrene: Efterhånden som de fleste mænd forlod landsbyen, måtte kvinderne arbejde i markerne. Mange havde næsten ingen erfaring med at dyrke ris og vedligeholde markerne – de plantede frøplanterne i ulige rækker og lod ukrudt invadere markerne. I Yongren Amt rådnede en femtedel af afgrøderne som følge heraf.32 Op mod en tredjedel af den tid, der blev brugt på landbruget, var spildt,33 men Mao og hans partifæller mente, at innovative teknikker såsom dybdepløjning og tæt beplantning rigeligt kompenserede for dette spild. På den anden side blev bønder i den ‘fortsatte revolution’, som ledelsen hyldede, udnyttet, som var de soldater i militære slag, og bevægede sig fra det industrielle felt i den stille sæson tilbage til landbrugsfronten under høsten. Som Xie Fuzhi formulerede det, “betyder en fortsat revolution, at der uophørligt er nye opgaver at tage fat på”.34 Men selv om alle tilgængelige arbejdskraftressourcer blev mobiliseret under høstfelttoget, fra kontorassistenter, studerende og lærere, fabriksarbejdere og byboere til de væbnede styrker, var situationen i felten kaotisk. Mange af landbrugsredskaberne var gået tabt i jern og stål-kampagnen, der blev stadig brugt arbejdskraft til at opføre dæmninger, og de fælles kornkamre i folkekommunerne blev dårligt administreret. I Liantan, den modelkommune, hvor et slagord, der lovpriste Det Store Spring Fremad, var blevet hugget ud i bjergvæggen for at byde et inspektionsteam velkommen, blev adskillige tusinde bønder indkaldt til at dybdepløje syv hektarer under efterårshøsten; eftersom der ikke var mandskab til at indsamle afgrøderne, blev mange ton korn efterladt på markerne.35 Men leveringer af korn til staten måtte være i overensstemmelse med de mål, som lokale kadrer officielt havde sat. Den reelle kornproduktion var lidt over 200 millioner ton, men på grundlag af alle påstandene om en rekordstor høst vurderede ledelsen, at den var tæt på 410 millioner ton. Tvangsafleveringen af korn, der var baseret på fuldstændig fiktive tal, kunne kun skabe frygt og vrede i landsbyerne. Scenen var sat til en krig mod folket, hvor tvangsafleveringer kastede landet ud i den værste hungersnød, der er registre-

Stålfeber

101

ret i menneskehedens historie. Tan Zhenlin var ærlig og henvendte sig til nogle af det sydlige Kinas ledere i oktober 1958: “I er nødt til at kæmpe mod bønderne. … Der er noget ideologisk galt med jer, hvis I er bange for at bruge tvang.”36

152

8

36

8

152

VINDER AF THE BBC SAMUEL JOHNSON PRIZE 2011

I ÅRENE 1958-62 gennemlevede den kinesiske befolkning

231

et sandt helvede. Med sit reformprogram „Det Store Spring Fremad“, der havde som sit mål at bringe Kina på niveau med Storbritannien i løbet af blot 15 år, ledte Mao Zedong sit land ud i fattigdom, hungersnød og vanvid. Eksperimentet endte i et af de mest blodige massedrab i menneskehedens historie.

Mindst 45 millioner kinesere blev arbejdet, sultet eller tæsket ihjel.

FRANK DIKÖTTER

På baggrund af det kinesiske kommunistpartis hidtil lukkede arkiver beskriver Frank Dikötter det ondskabsfulde maskineri i magtens korridorer og giver manden på gaden og de mange ofre liv og stemme. Det er et banebrydende studie af Folkerepublikken Kina, grundigt researchet og gribende skrevet.

DEN STØRSTE KATASTROFE I KINAS HISTORIE, 1958-62 „Det mest omfattende og autoritative studie af den mest dødelige hungersnød i historien. En must-read“ JUNG CHANG, forfatter til De vilde svaner og Mao – den ukendte historie

FRANK DIKÖTTER