Karl Marx – En biografi

100 mm

153 mm

55 mm

153 mm

100 mm

”

KARL MARX 1818-1883

215 mm

KARL MARX ER UDEN TVIVL en af de mest indflydelsesrige politiske tænkere i historien. Det vidner det 20. århundredes store revolutioner og revolter og hans kolossale betydning for socialismen og arbejderbevægelsen om. Inden for økonomi, politik og filosofi er han ikke til at komme udenom. Men hvilket menneske var Marx?

David McLellan fortæller hele historien om Karl Marx’ kaotiske og dramatiske liv; hans opvækst i den lille tyske by Trier, ægteskabet med den adelige Jenny von Westphalen, og hvordan han som journalist lever fra hånden til munden i Berlin, Paris og London og det nære venskab med Friedrich Engels, som mere end én gang måtte redde ham fra fallitten. Om familielivet, sygdom og tab, om nid og nag og intriger blandt socialistiske og kommunistiske teoretikere og revolutionære, om Marx’ tanker om samfundet og arbejderen, og om undfangelsen af hans hovedværk Das Kapital og de øvrige skrifter.

KARL MARX

DAVID MCLELLAN er professor i politisk teori ved Goldsmiths College i London og er en af de førende internationale eksperter i Marx og marxisme. I mere end 20 bøger har han beskæftiget sig med disse emner.

David McLellan

David McLellan

KARL MARX En biografi

Både i tiden inden og under mit fyrre år lange samarbejde med Marx havde jeg en vis selvstændig andel i fundamentet for teorien, nærmere bestemt i dens konkretisering. Men størsteparten af dens grundprincipper – specielt inden for felterne økonomi og historie, og frem for alt hvad angår deres endelige og aflarede formulering, skyldes Marx. For så vidt angik alt, hvad jeg bidrog med, kunne Marx ganske udmærket have klaret sig uden min medvirken – i hvert fald hvis man undtager et par specialfelter. Hvad Marx præsterede, kunne jeg ikke have gjort. Marx stod højere, så længere og havde en bredere og hurtigere opfattelse end alle os andre. Marx var et geni, resten af os var i bedste fald talentfulde.

Uden ham ville teorien ikke have været i nærheden af, hvad den er i dag. Den bærer derfor med rette hans navn.

Friedrich Engels om Marx

5

Indhold ET: TO: TRE: FIRE: FEM: SEKS: SYV: OTTE: NI: TI:

Trier, Bonn og Berlin ............................................................... 7 Paris ......................................................................................... 73 Bruxelles ................................................................................ 159 Køln ........................................................................................ 215 London .................................................................................. 257 Økonomien ........................................................................... 329 Internationalen ..................................................................... 407 Det sidste tiår ........................................................................ 463 Epilog ..................................................................................... 507 Arven fra Marx ..................................................................... 513

Noter ........................................................................................................ 523 Stamtræ .................................................................................................... 580 Litteratur .................................................................................................. 581 Personregister ......................................................................................... 603

7

ET

Trier, Bonn og Berlin

Pludselig gribes jeg af tvivl og spørger mig selv, om dit hjerte kan leve op til din intelligens og dine åndsevner, om det er åbent over for de kærlige følelser, der på denne jord er så betydelig en kilde til trøst for en følsom sjæl. Jeg spekulerer på, om den specielle dæmon, som dit hjerte umiskendeligt er offer for, er Guds eller Fausts Ånd. Jeg spørger mig selv – og dette er ikke den mindste af de bekymringer, der hjemsøger mit hjerte – om du nogensinde vil komme til at opleve almindelig lykke og familieglæder og gøre de mennesker lykkelige, der er omkring dig.

Heinrich Marx til sin søn, MEGA I I (2) 202 I. BARNDOM Det kan synes paradoksalt, at Karl Marx, som så mange bevægelser i arbejderklassen ������������������������������������������������������� har udråbt som Mester og ufejlbarlig vejleder til revolutionen, skulle stamme fra et trygt middelklassehjem. Ikke desto mindre sammenfatter han i sin person i påfaldende grad sin egen lære om, at mennesket er betinget af sine sociale og økonomiske forudsætninger.

Den tyske by, han voksede op i, gav ham en fornemmelse af en historisk tradition, der strakte sig langt tilbage i tid, men knyttede ham samtidig tæt til de barske realiteter i det tilbagestående samfund, som Tyskland dengang var. Hans familie var i enhver henseende jødisk af oprindelse, men protestantisk af nødvendighed i et katolsk område, og den������ s medlemmer blev aldrig i stand til at betragte dens sociale integration som

8

KARL MARX

vellykket. Følelsen af fremmedhed skærpedes yderligere i Marx’ tilfælde, da det ikke lykkedes ham at blive ansat i et universitetssystem, der ikke havde plads til intellektuelle afvigere.

Marx fødtes i Trier den 5. maj 1818. Trier var en by med godt 15.000 indbyggere, den ældste by i Tyskland,1 dertil en af de mest indtagende, beliggende som den var i Moseldalen, omgivet af vingårde og midt i en frodig middelhavsvegetation. Under navnet Augusta Trevorum betragtede man tidligere Trier som Nordens Rom, og byen havde tjent som hovedkvarter for de mest magtfulde af de romerske armeer.

Porta Nigra, i hvis skygge Marx bogstaveligt talt voksede op, var sammen med den enorme basilika fra det fjerde århundrede tidløse monumenter over Triers imperiale pragt. I middelalderen var byen sæde for en kombineret fyrste og ærkebiskop, hvis jorde strakte sig helt til Metz, Toul og Verdun. Man sagde om Trier, at den havde flere kirker end nogen anden tysk by af samme størrelse. Fra hjembyen fik Marx sin Rhinlandsdialekt, som han bevarede livet igennem. Vigtigere var det dog, at han i sin tidlige ungdoms omgivelser udviklede en fortærende lidenskab for historie. Det var dog ikke kun den romerske by, der øvede sin indflydelse på ham: under Napoleonskrigene blev Trier sammen med det øvrige Rhinland annekteret af Frankrig, og byen blev regeret i overensstemmelse med principperne for den franske revolution tilpas længe til at få en smag for ytringsfrihed og konstitutionel frihed, der var ukarakteristisk for resten af Tyskland. Det gav anledning til betydelig utilfredshed, da Rhinlandet i 1814 blev indlemmet i Preussen. Trier havde en yderst beskeden industri, indbyggerne var i hovedsagen embedsmænd, købmænd og håndværkere, og deres virksomhed var først og fremmest knyttet til vingårdene, hvis velstand på grund af toldunioner og konkurrence udefra var på retur. Den resulterende mangel på beskæftigelse og de høje priser ledte til tiggeri, prostitution og emigration. Mere end en fjerdedel af byens indbyggere eksisterede på offentlig forsørgelse.

Det er således ikke overraskende, at Trier var blandt de første byer i Tyskland, hvor franske doktriner om utopisk socialisme kom til udtryk. Ærkebiskoppen så sig nødsaget til fra prædikestolen at fordømme

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

9

Saint-Simons lære. Fouriers doktriner blev aktivt propageret af Ludwig Gall, som var sekretær i byrådet, og som stædigt påpegede den voksende ulighed og dermed også den stadigt større modsætning mellem rig og fattig.

Marx var så meget desto mere disponeret for at kaste et kritisk blik på samfundet, eftersom han kom fra et miljø, der nødvendigvis var udelukket fra fuld social anerkendelse. For det ville være svært at finde nogen, der havde en mere jødisk baggrund end Karl Marx.2 Navnet Marx er en forkortelse af Mordecai, der senere blev ændret til Marcus. Hans far, Heinrich Marx, blev født i 1782 som tredje søn af Meir Halevi Marx, der blev rabbiner i Trier ved sin svigerfars død, og som efterfulgtes i embedet af sin ældste søn Samuel (Karls onkel), der døde i 1827. Meir Halevi Marx talte adskillige rabbinere blandt sine forfædre, der oprindelig stammede fra Bøhmen, og hans hustru, Chage, havde en endog endnu mere storslået stamtavle: hun var datter af Moses Lwow, rabbiner i Trier, hvis far og bedstefar var rabbinere sammesteds. Moses’ far, Joshue Heschel Lwow, der blev valgt til rabbiner i Trier i 1723, brevvekslede med sin tids førende jødiske personligheder og var almindeligt kendt som en uforfærdet forkæmper for sandhed. Man sagde om ham, at der ikke blev truffet nogen beslutning af betydning i den jødiske verden uden først at spørge ham til råds. Joshue Heschels far, Aron Lwow, var ligeledes rabbiner i Trier, hvorefter han flyttede til Westhofen i Alsace, hvor han var rabbiner i tyve år. Aron Lwows far, Moses Lwow, kom fra Lemberg (det tyske navn for Lwow) i Polen og talte blandt sine forfædre Meir Katzenellenbogen, rektor for det talmudiske universitet i Padua i det sekstende århundrede, samt Abraham Ha-Levi Minz, der var rabbiner i Padua, og hvis far havde forladt Tyskland engang midt i det femtende århundrede på grund af forfølgelserne dér. Faktisk var stort set samtlige Triers rabbinere fra det sekstende århundrede og fremover forfædre til Marx.3 Lige så meget vides ikke om Karls mors, Henriettas, slægtstavle, men hun var tilsyneladende ikke mindre præget af rabbinsk tradition end sin ægtefælle. Henrietta kom fra Holland, og hun var datter af Isaac Pressburg, rabbi i Nijmegen. Ifølge Eleanor (Karls datter) havde “søn-

10

KARL MARX

nerne i århundreder været rabbinere i hendes familie.”4 I et brev til den tyske socialist Polak, skrev Eleanor: “Det er underligt, at min fars halvt hollandske afstamning er så relativt ukendt ... min farmors slægtsnavn var Pressburg, og hun stammede fra en gammel ungarsk familie. Familien blev genstand for forfølgelser og blev drevet til Holland, hvor den slog sig ned under navn af Pressburg, som nævnt – faktisk den by, som de kom fra.”5 Marx’ far var bemærkelsesværdigt upåvirket af ovennævnte århundredgamle tradition af streng jødisk ortodoksi. Han havde på et tidligt tidspunkt brudt med sin familie, fra hvem han, som han selv sagde, “sandt at sige” ikke havde modtaget andet end en mors kærlighed.6 Over for sin søn nævnte han ofte de mange besværligheder, han i begyndelsen af sin karriere havde været igennem. Da Marx kom til verden, var hans far juridisk konsulent ved Triers herredsret, og han blev tildelt titel af Justitzrat (mere eller mindre svarende til Englands Queen’s Council). I flere år var han præsident for byens advokatforening, og han indtog en respekteret position i det civile samfund, skønt han især begrænsede sig til sine kollegaers selskab.

Selv om Heinrich Marx’ opfattelse tilsyneladende var meget lidt influeret af hans jødiske opdragelse, var hans “konvertering” til kristendom udelukkende sket med henblik på at fortsætte i sit professionelle virke.7 De napoleonske love havde givet Rhinlandets jøder en vis ligestilling, men man havde samtidig forsøgt at iværksætte streng kontrol med deres kommercielle virksomhed. I forbindelse med Rhinlandets indlemmelse i Preussen skrev Heinrich Marx til den nye generalguvernør og anmodede respektfuldt om, at de love, der udelukkende tog sigte på jøder, blev annulleret. Heinrich talte om sine “trosfæller” og identificerede sig helt og fuldt med det jødiske samfund. Memorandummet havde dog ingen effekt. ����������������������������������������������������������������� Jøderne fik det værste fra begge verdener: i 1818 udstedtes et dekret, der i en tidsubegrænset periode opretholdt de napoleonske love, og to år tidligere havde den preussiske regering besluttet, at også Rhinlandet skulle undergives de love, der havde været i kraft i Preussen siden 1812. Disse love tilstod jøderne samme ret som de kristne, men stipulerede ikke desto mindre, at deres embeder i statens

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

11

tjeneste afhang af en kongelig dispensation. I 1816 foretog præsidenten for provinsens h��������������������������������������������������� øjesteret, von Sethe, en inspektionsrejse til������ Rhinlandet og interviewede herunder Heinrich Marx, der gjorde indtryk på ham som “en uhyre vidende mand, meget flittig, velartikuleret og helt igennem ærlig.” Resultatet var, at van Sethe anbefalede, at Heinrich Marx og to andre jødiske embedsmænd kunne blive på deres post.

Den preussiske justitsminister var imidlertid modstander af den slags undtagelser, og Heinrich Marx nødsagedes til at skifte religion for at undgå at blive “brødløs”, som von Sethe formulerede det. Han valgte at blive protestant – selv om der ikke var mere end 200 protestanter i Trier – og han blev døbt i slutningen af juli 1817.8 (Det var også ved denne tid, han skiftede navn til Heinrich, efter indtil da at have været kendt som Heschel.)

Marx’ mor, der forbliver en mere skyggeagtig eksistens, synes at have været nærmere knyttet til den jødiske tro end hans far. Da børnene i 1824 blev døbt – på dette tidspunkt var den ældste søn, Karl, skolemoden – blev hendes tro nævnt som jødisk med den tilføjelse, at hun indvilligede i, at hendes børn blev døbt, men at hun af hensyn til sine forældre ønskede at udskyde dåben for eget vedkommende. Hendes far døde i 1825, og samme år blev hun døbt. Hendes få overleverede breve er affattet på et tysk spækket med grammatiske fejl og uden brug af tegnsætning. Den omstændighed, at selv hendes breve til hollandske slægtninge var på tysk, antyder, at hun talte jiddisch i sit barndomshjem.

Hun var meget nært knyttet til sin egen familie og følte sig som noget af en fremmed fugl i Trier. De få spor af hende, der er bevaret, tegner et billede af en jævn, uuddannet, hårdtarbejdende kvinde, hvis horisont i stort og småt var begrænset til familie og hjem, ængstelig af væsen og med hang til beklagelser og kedsommelig moraliseren. Man kan således forestille sig, at Henrietta Marx holdt visse jødiske traditioner og opfattelser i live i familien. ���������������������������������������������������������������� Det er ikke muligt at formulere en mere præcis vurdering af denne kraftige familietraditions betydning for Marx. “Traditionen fra alle døde generationer tynger de levendes bevidsthed som et bjerg,”9 skrev han senere. Ikke mindst den jødiske arv var noget, man ikke uden vi-

12

KARL MARX

dere krængede af sig. Heine og Hess, nære venner af Marx – den første en konvertit til kristendommen af kulturelle grunde, den anden erklæret ateist – bevarede begge deres jødiske selvbevidsthed, så længe de levede. Selv Marx’ yngste datter, Eleanor, erklærede gentagne gange og ikke uden en vis trodsig stolthed ved arbejdermøderne i Londons East End, at “Jeg er jøde.”10 Jødernes position i Rhinlandet, hvor de ofte blev syndebukke for bøndernes voksende forarmelse, øgede utvivlsomt deres kollektive selvbevidsthed. Selv om jøderne havde opnået ligestilling under de napoleonske love, indebar dannelsen af Den hellige Alliance og dens politik for “den kristne stat,” en uundgåelig antisemitisme ud fra den dobbelte betragtning, at de troende jøder proklamerede et fremmed religiøst tilhørsforhold, og at adskillige erklærede at være et fremmed folk. I en god del af den mest forbitrede polemik, som Marx senere kastede sig ud i med eksempelvis Ruge, Proudhon, Bakunin og Dühring, blev hans jødiske baggrund inddraget. Hvorvidt Marx selv nærede antisemitiske følelser er genstand for større uenighed. En overfladisk læsning af Om jødespørgsmålet synes uden videre at pege i den retning.11 Dertil rummer hans breve utallige eksempler på nedsættende bemærkninger om jøder.12 Dette er imidlertid ikke et tilstrækkeligt grundlag for at anklage ham for systematisk antisemitisme. Nogle af Marx’ læsere mener at have fundet en nøgle til hele hans system af ideer i hans rabbinske arv. Men selv om visse af hans tanker – og sågar hans væremåde – rummer ekkoer af den profetiske tradition, er denne mere eller mindre en del af Vestens intellektuelle arvegods, og det er alt for forenklet at reducere Marx’ synspunkter til sekulariseret jødiskhed.13

Typisk jødiske synspunkter var i hvert fald ude af samklang med Heinrich Marx’ almindelige syn på tingene. Ifølge Eleanor var han gennemsyret “af det attende århundredes franske frihedsforestillinger om politik, religion, liv og kunst.”14 Han var ganske i overensstemmelse med det attende århundredes franske rationalister, og han var enig i deres ubegrænsede tillid til fornuftens evne til at forklare og forbedre verden. Franske intellektuelle føjede den britiske empirisme fra Locke og Hume til klassiske metafysikere som Leibniz. De mente at kunne vise, at mennesket af natur var godt, og at alle var lige fornuftige. Årsagen

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

13

til menneskelig elendighed var banal uvidenhed, der dels udsprang af mangelfulde materielle omstændigheder og dels af den bevidste undertrykkelse og forvrængning af sandheden, der propageredes af magthavere og myndigheder, civile eller religiøse, som alle havde en interesse i at opretholde det bedrag, folket var underlagt. Et af de vigtigste midler til at bekæmpe denne tilstand var uddannelse. Et andet var en ændring af de materielle vilkår.

Heinrich Marx’ overleverede breve viser, at han da også var “en sand franskmand af det attende århundrede, der kunne sin Voltaire og sin Rousseau udenad,”15 som hans barnebarn Eleanor formulerer det.

Hans religiøse overbevisning var en overfladisk og moraliserende deisme: Edgar von Westphalen, Karl Marx’ senere svoger, beskrev Heinrich Marx som en “protestant a la Lessing.”16 Hans syn på verden lod sig uden videre opsummere i det råd, han gav Karl: “En god støtte i moralen er en simpel tro på Gud. Jeg er, som du ved, på ingen måde fanatiker. Men før eller siden får man et virkeligt behov for at tro, og der er øjeblikke i livet, hvor selv den, der fornægter Gud, nødsages til mod sin vilje at bønfalde den Almægtige ... alle burde undergive sig Newtons, Lockes og Leibniz’ tro.”17

Heinrich Marx var også tæt knyttet til Rhinlandets liberale bevægelse. Han var medlem af et litterært selskab, Trier Kasino Klub, der blev grundlagt under den tyske okkupation og fik sit navn fra det sted, hvor man mødtes. Den liberale bevægelse fik vind i sejlene efter den franske revolution i 1830, og klubben afholdt en middag i 1834 (da Karl var seksten) til ære for den liberale repræsentant fra Trier, der havde sæde i Rhinlandets parlament. Denne middag var led i kampen for friere forfatninger, men den var den eneste, der fandt sted i Preussen, selv om adskillige blev afholdt i ikke-preussiske områder af Tyskland. Skønt Heinrich Marx var overordentligt aktiv som en af de fem, der havde organiseret den politiske middag, var den skål, han udbragte, karakteristisk moderat og ærbødig. Det nærmeste, han kom de liberales krav, var i overstrømmende vendinger at takke Frederik Wilhelm III, “hvis storsind vi skylder de første institutioner for folkelig repræsentation.”

Og han sluttede: “Lad os fortrøstningsfuldt hilse en lykkelig fremtid

14

KARL MARX

velkommen, for den hviler i en velvillig faders hånd, en retfærdig konge. Hans ædle hjerte vil altid sørge for en gunstig modtagelse af hans folks retmæssige og fornuftige ønsker.”18 Hvorpå man sang op til flere revolutionære sange. Politirapporten meddelte regeringen, at Heinrich havde sluttet sig til sangkoret. Nyheden om middagen blev modtaget med vrede i regeringskredse, og uviljen øgedes yderligere af en mere radikal demonstration, der fandt sted to uger senere i forbindelse med årsdagen for grundlæggelsen af Kasino Klub, hvor man afsang “Marseillaisen” og svang Trikoloren. Den preussiske regering gav provinsguvernøren en alvorlig påtale og satte Kasino Klub under skærpet politiovervågning. Heinrich Marx var til stede ved demonstrationen, men afholdt sig denne gang fra at synge med: han var ikke frankofil og afskyede, hvad han omtalte som Napoleons “vanvittige ideologi”.19 Heinrich Marx’ liberale ideologi var altid iblandet en vis preussisk patriotisme, selv om han nærede en sympati for de undertryktes rettigheder, der næppe kan havde undgået at påvirke hans søn.20

Familien Marx havde penge nok til at eksistere rimeligt komfortabelt. Heinrichs forældre havde været fattige, og selv om hans kone hjembragte en betydelig medgift, havde han arbejdet sig op nedefra.

Den bygning, Marx kom til verden i, var et elegant treetages hus med gårdrum og indvendig svalegang.21 Heinrich lejede dog kun to værelser i stueetagen og tre på første sal, og her husede han syv personer samtidig med, at han varetog sin juridiske virksomhed. Atten måneder efter Karls fødsel købte familien et andet hus i Trier. Det var en del mindre end det foregående, men havde ti værelser samt et lille anneks på grunden.22 Familien havde to tjenestepiger og ejede en vingård ikke langt fra byen. Men den lave indkomstskat, Heinrich betalte, og nogle bemærkninger i brevene til sin søn (han opfordrede flere gange Karl til at sende sine breve per pakkepost, der var billigere), antyder, at der ikke var meget at gøre godt med.23

Der var ni børn i familien Marx med Karl som det tredje. Den ældste, Moritz David, døde da han var fire, et år før Karl blev født, hvorpå Karl indtog pladsen som ældste søn. Karls ældre søster, Sophie, knyttede han sig tilsyneladende i særlig grad til som barn. Sophie giftede

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

15

sig senere med en sagfører og boede i Maastricht i Holland. Marx’ to yngre brødre døde begge tidligt af tuberkulose, og det samme overgik to af hans søstre. Af de to tilbageværende søstre giftede Louise sig med en hollænder, Juta, og fulgte ham til Cape Town, mens Emilie giftede sig med en ingeniør og blev i Trier. Det meste af, hvad vi ved om Marx’ barndom, stammer fra hans søstre, der fortalte deres niece, Eleanor, at han var en grufuld tyran. Søstrene fik rollen som et spand heste, som han for fuld fart “kørte” ned af Markusberg i Trier – og, hvad værre var, han insisterede på, at de skulle spise de “kager”, som han fremstillede af beskidt dej og endnu mere beskidte hænder. Alligevel fandt de sig i at “køre” og spiste “kagerne” uden at protestere til gengæld for de historier, han fortalte dem for deres medgørlighed.24

Marx blev tilsyneladende undervist hjemme, indtil han var tolv. I de efterfølgende fem år, 1830-35, frekventerede han gymnasiet i Trier, der tidligere havde været jesuitterskole, men derefter fik navnet Friedrich Wilhelm Gymnasium. Her modtog han en typisk solid humanistisk uddannelse. Oplysningstidens frisind var blevet introduceret i skolen af den senere arvefyrste i Trier, Clement Wenceslas, der havde taget sin forgængers, den berømte Febronius’ principper, til sig og forsøgt at forsone tro og fornuft i et kantiansk perspektiv. For at bekæmpe præsternes uvidenhed omdannede han skolen til et slags seminarium.

Under den franske besættelse sank undervisningen til et lavt niveau, men efter annekteringen af Rhinlandet reorganiseredes skolen, og man ansatte flere kvalificerede lærere.25 Institutionens førende inspirationskilde var dens rektor, Hugo Wyttenbach, Karls historielærer, der også var ven af familien Marx. Wyttenbach havde gjort indtryk på Goethe som “ekspert i Kants filosofi”,26 og han var medstifter af Kasino Klub.

Efter en større demonstration i Hambach til fordel for ytringsfriheden i 1832 blev Wyttenbach sat under politiovervågning, og skolen blev ransaget: kopier af talerne i Hambach og regeringsfjendsk satire blev fundet blandt eleverne. Som følge af Kasino-affæren, der fandt sted i 1834, i Karl Marx’ fjerde skoleår, anklagedes matematiklæreren for materialisme og ateisme og læreren i hebraisk for at have sunget med på de revolutionære sange. Selv blev Wyttenbach truet med afskedigelse, og det

16

KARL MARX

hele endte med, at en reaktionær med-rektor, Loehrs, blev ansat som kontravægt til den fremherskende liberalisme. Karl Marx’ indstilling fremgår af, at hans far bebrejdede ham, at han sammen med en anden elev havde gjort sig uheldigt bemærket ved helt bevidst at fornærme Loehrs, da de forlod skolen og havde taget afsked med alle andre lærere end med ham.27

Fire af fem af Karl Marx’ skolekammerater var katolikker, og hovedparten tilhørte som sønner af bønder og håndværkere den lavere middelklasse. Efter sigende var Karl “både frygtet og elsket af sine skolekammerater. Elsket fordi han altid var parat til drengestreger, frygtet for den lethed, hvormed han producerede satiriske vers og smædeskrifter om sine fjender.”28 I et brev til Engels talte han senere nedsættende om “tidens forstokkethed og knoldesparkerne, der stilede efter præsteseminariet og mestendels levede af stipendier.”29 Marx havde ingen langvarige venskaber i skolen, selv om han fattede sympati for en af sine jævnaldrende, hans senere svoger Edgar von Westphalen, som hans søster Jenny beskrev som “min barndoms og ungdoms idol”.

Elevernes akademiske niveau var beskedent, og halvdelen af dem dumpede til den endelige eksamen. Intellektuelt lå Marx over gennemsnittet, men som nummer otte af toogtredive var han ingenlunde i særklasse. Han var en af de yngste elever, hvis gennemsnitlige alder var tyve, da de sluttede skolen. Skolen lagde især vægt på sprog, og Marx’ latinske og græske digte var gode, religionskundskab var tilfredsstillende, fransk og matematik gik ikke godt, og hans svageste fag var, overraskende nok, historie.30 Det tidligst overleverede skrift fra Max’ hånd er de tre essays, han skrev til sin Abitur, den tyske gymnasieskoles afslutningseksamen. Det latinske essay om Kejser Augustus er uinteressant, men essayet om religion og den tyske stil demonstrerer en mere individuel opfattelse. Begge øvelser var præget af idealisme og begejstring for den fulde udfoldelse af personlighedens egenskaber og forsagelse af magt og ære til fordel for et selvopofrende virke til alles bedste i samfundet. Emnet for det religiøse essay var “en demonstration med udgangspunkt i Johannes Evangeliet, kapitel 15 vers 1-14 af fornuft, karakter, nødvendighed og virkning af de troendes forening i Kristus.”31

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

17

Marx indledte med at erklære, at historien, “menneskehedens store lærer”, viser os, at den menneskelige natur fra antikken og frem altid har stræbt efter en højere moral. “Således lærer menneskets historie os nødvendigheden af en forening ved Kristus. Og når vi betragter individernes historie og menneskets natur, opfatter vi spontant et glimt af det guddommelige i dets bryst og en begejstring for det gode, en længsel efter viden, en stræben efter sandhed.”32 Skønt disse naturlige instinkter var skjult under et lag af syndige lyster, kunne foreningen af troende ved Kristus besejre dem og formidle “en lykke som epikuræeren med sin simple filosofi og selv den mest spekulative filosof forgæves søger i dybet af vor viden, men som kun kan fattes af den, der betingelsesløst og som et barn er forbundet med Kristus og ved ham med Gud, og som er vejen til et højere og mere ophøjet liv.” 33

Essayet var affattet med betydelig patos og en noget sukkersød fromhed, men var også båret af en grundlæggende rationel struktur i sin forklaring på, hvordan kristendommens opståen i historien var afgørende for den fulde moralske udfoldelse af humanitet. Marx havde et ganske fjernt og vagt deistisk billede af Gud – ikke ulig det, man så hos hans far og hos pastor Joseph Küpper, som underviste i religion, og som havde konfirmeret Marx i 1834. Küpper forestod også det lille protestantiske sogn i Trier, og han var god ven med Heinrich Marx.

Han interesserede sig især for etiske spørgsmål, og ifølge hans syn på troen, der var kraftigt influeret af Kant, var etikken den bedste vej til “sand humanitet”. Küpper baserede sin lære på Kristi person og på Biblen, hans opfattelse var influeret af rationelle overvejelser, og han holdt sig på afstand af alle former for sekterisme.34 Marx’ essay spejlede den tilgang til troen, man fandt hos hans lærer, der roste det – selv om han også med en vis rimelighed bemærkede, at “essensen af den omtalte forening ikke behandles, og begrundelsen for den kun diskuteres ud fra ét synspunkt”.35

Den tyske stil, der havde titlen “En ung mands refleksioner i forbindelse med valg af karriere” udviste en højere grad af selvstændighed.36 Marx argumenterede for, at skønt mennesket ikke selv i et og alt traf sit karrierevalg, var det ikke mindst friheden til at vælge, der adskilte

18

KARL MARX

det fra dyrene. Man skulle ikke lade sig forføre af ærgerrighed eller forhastet begejstring: det vigtige var, at man greb chancen for at arbejde i menneskehedens tjeneste og undgik at lade sig lede af abstrakte sandheder. Essayet afsluttedes med en lidenskabelig erklæring om at tro på værdien af et liv, der ofredes i kampen for menneskenes gode.

I emne og struktur minder essayet meget om de øvrige elevers. De grundlæggende ideer er det humanistiske ideal fra den tyske Oplysning og den klassiske periode: den indbyrdes forbindelse mellem individets fulde udfoldelse og den fulde udvikling af det menneskelige samfund.37 Der er intet spor i Marx’ essay af en transcendental Gud: ordene Gud, natur og skabelse kan vikariere for hinanden, og den historiske proces er immanent. Marx indledte sit essay som følger: Naturen har tildelt dyret dets virksomheds sfære, og det agerer roligt inden for denne uden at stræbe efter et hinsides, ja, sågar uden at forestille sig, at der findes et sådant. Også mennesket fik af guddommen tildelt et alment formål: at forbedre menneskeden og sig selv, men den overlod det til mennesket selv at finde de midler, hvormed det kunne indfri dette mål; overlod det til det selv at vælge den position i samfundet, der var mest velegnet, og hvorfra det bedst kunne højne såvel sit eget niveau som samfundets. Dette valg rummer et stort fortrin frem for andre skabninger, men er samtidig en handling, der kan ødelægge menneskets hele liv, tilintetgøre alle dets planer og gøre det ulykkeligt.38 Hver enkelt havde fået tildelt sit mål med livet, et mål antydet ved hjertets “blide, men sande” indre stemme. Det var let at blive bedraget af ærgerrighed og et ønske om pragt og herlighed, og dermed var det også nødvendigt at se, hvad man virkelig var egnet til. Når man først nøgternt havde afvejet de mange forskellige faktorer, skulle man ihærdigt forfølge den karriere, man havde valgt. “Vi kan imidlertid ikke altid vælge den karriere, som vi mener at være kaldet til. Vore sociale relationer er allerede, i et vist omfang, begyndt at dannes, inden vi er i stand til

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

19

at fastlægge dem.”39 Denne sætning er blevet budt velkommen som den første kim til Marx’ senere historiske materialisme.40 Men den omstændighed, at menneskets virksomhed til stadighed er begrænset af de på forhånd strukturerede omgivelser, er mindst lige så gammel som Oplysningen og encyklopædisterne. Det ville da også være mærkeligt, hvis selve kimen til den historiske materialisme allerede havde meldt sig i en sytten år gammel skoleelevs bevidsthed. Det er en misforståelse at tro, at Marx i sine tidligste skrifter stillede spørgsmål, som han senere i livet besvarede: hans senere arbejde, der fulgte efter den enorme indflydelse, som Hegel og den hegelianske skole øvede på ham, beskæftigede sig med ganske andre spørgsmål – og gav derfor svar på noget helt andet.

Hvorom alting er, viser essayets efterfølgende afsnit med omtalen af menneskets fysiske og mentale mangler, at Marx her taler om, at man i valget af karriere nøje bør overveje sine omstændigheder.

Marx fortsætter med at anbefale, at mennesket bør vælge sig en karriere, der er så værdifuld for det som muligt, idet den tillader det at opnå en position “baseret på ideer, hvis sandhed vi er fuldstændig overbevist om, og som åbner det størst mulige felt for os i arbejdet for menneskeheden, så vi kan nærme os det almene mål, som enhver position blot er et middel til.”41 Forestillingen om perfektibilitet var en tanke, der fremfor alt burde være bestemmende for valget af karriere, idet man altid måtte huske på, at De kald, der ikke manifesterer sig i livet selv, men i stedet beskæftiger sig med abstrakte sandheder, er de farligste for en ungdom, hvis principper endnu ikke har udkrystalliseret sig, og som endnu ikke er fast forankrede og urokkelige i deres overbevisning, om så de samtidig forekommer at være uhyre højtravende, når de én gang har slået rod i dybet af vort bryst, og når vi kan ofre livet og vie al stræben til de ideer, der hersker i dem.42 Også her har kommentatorerne søgt at afsløre en kim til Marx’ senere idé om “enheden af teori og praksis”.43 Men som før er der også her tale om

20

KARL MARX

at indlæse mere i Marx’ essay, end det indeholder. Det eneste, han mente, var, at erhverv, der beskæftigede sig med abstrakte ideer, skulle omgås med skønsomhed, eftersom “de kan gør den lykkelig, der er kaldet til dem, ligesom de kan tilintetgøre den, der føler øjeblikkets tilskyndelse og alt for hurtigt og uden at tænke sig om tager dem til sig.”44 Problemet var frem for alt praktisk og på ingen måde formuleret i teoretisk form.

Essayet slutter med en højstemthed, der åbenbarer en uskrømtet ungdommelig idealisme: Historien kalder de mænd de største, der adles ved at arbejde for det almene. Erfaringen priser den lykkeligst, der har gjort flest mennesker lykkelige. Religionen lærer selv, at det ideal, vi alle stræber efter, ofrede sig for menneskeheden, og hvem tør vel modsige et udsagn som dette?

Når vi har valgt det kald, hvorved vi bedst bidrager til det menneskelige, kan ingen byrder få os til at vakle, eftersom de blot er lige så mange ofre vi bringer alle mennesker. Således oplever vi ingen mager, begrænset, egoistisk glæde, men vor lykke tilhører millioner, vore handlinger lever videre i stilhed, men er varigt virksomme, og ædle menneskers brændende tårer vil falde på vor aske.45 Dette essay blev bedømt af Wyttenbach, der fandt det “rimeligt godt” og roste Marx for mange og fint opstillede ideer, selv om han med rette kritiserede hans overdrevne stræben efter sjældne og fantasifulde udtryk.46 Den fornøjelse ved ekstravagant billedsprog og kærlighed til poesi, som Marx demonstrerede de første år på universitetet, stimuleredes yderligere af hans venskab med Baron von Westphalen, der ud over skole og hjem var en tredje vigtig inspirationskilde for den unge Marx.

Ludwig von Westphalen blev født i 1770 i en netop adlet familie og var tolv år ældre end Heinrich Marx. Hans far, Philip von Westphalen, et retsindigt, ligefremt og uhyre kompetent medlem af den stadigt mere betydningsfulde tyske middelklasse, havde arbejdet som privatsekretær

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

21

for Hertugen af Brauschweig under syvårskrigen og spillet en uvurderlig rolle for sin arbejdsgiver ved flere militære felttog, kulminerende ved slaget ved Minden; som følge hvoraf han blev adlet af den engelske konge, George III. Under krigen havde han giftet sig med en adelig skotsk kvinde, Jeanie Wishart, der var taget til Tyskland for at besøge sin søster, hvis mand, general Beckwith, var kommandør i den engelske hær.

Jeanie Wishart nedstammede fra jarlerne af Argyl, og hun medbragte, blandt andre genstande, det våbenprydede sølvtøj, som Jenny og Marx senere hyppigt måtte til pantelåneren med.47 Den yngste af deres sønner, Ludwig von Westphalen, arvede sin fars frisindede og progressive syn på verden: efter Preussens nederlag indtrådte han i embedsværket i det napoleonske kongedømme af Westphalen og blev derpå vicepræfekt for den saksiske by Salzwedel. Da hans første hustru døde efter at have født ham fire børn, giftede han sig med Caroline Heubel, datter af en hesteopdrætter.

Ludwig og Caroline havde tre børn. Jenny, den ældste, blev født i 1814 – to år inden de kom til Trier, hvortil han blev forflyttet (og en anelse degraderet) som byrådsmedlem: han var ikke ganske i samklang med den nye preussiske regerings politik, og man mente, at hans frisindede synspunkter ville være bedre afstemt med det tidligere franske Rhinland. Familien Westphalen flyttede ind i et elegant hus ikke langt fra familien Marx,48 selv om de ingenlunde var en velstående familie.49 Eftersom Heinrich Marx og Ludwig von Westphalen begge arbejdede i byens juridiske kontor og tilhørte samme lille protestantiske samfund, var det naturligt, at de blev venner. Jenny blev nært knyttet til Sophie Marx, og de to familier stod i stadig forbindelse med hinanden. Baronen, der nu var over tres, udviklede en særlig sympati for Karl. Han var et uhyre dannet menneske, han talte engelsk så ubesværet som tysk, han læste græsk og latin med største selvfølge, og han havde en særlig svaghed for romantisk poesi. Eleanor Marx skrev, at Baron von Westphalen “fyldte Karl Marx med begejstring for den romantiske skole, og mens hans far havde læst Voltaire og Racine med ham, læste baronen Homer og Shakespeare for ham – digtere der livet igennem forblev hans yndlingsforfattere.”50 Baronen viede en stor del af sin tid til om-

22

KARL MARX

gang med den unge Marx, og de foretog intellektuelle vandreture i de “vidunderligt pittoreske bakker og skove” i det omgivende land. Lige­ som han var et kultiveret menneske, var baronen også levende inter­ esseret i progressive politiske ideer, og han fik Marx til at fatte interesse for den utopiske franske socialist Saint-Simon.

Heinrich satte pris på sin søns tilknytning til baronen og formanede ham: “Du har heldet med dig, som det er få unge forundt i din alder. På den første vigtige strækning i livet har du fået en ven, en uhyre værdifuld ven. Det vil være den bedste prøve på din karakter, din ånd og dit hjerte, ja, på din moral, at du kan fastholde denne ven og være ham værdig.”51 Marx’ taknemmelighed for baronens venskab betød, at han tilegnede ham sin doktorafhandling i de mest overstrømmende vendinger: Tilgiv mig, kære faderlige ven, at jeg indleder et uvigtigt værk som nærværende ved at nævne et navn så kært som Deres. Men jeg er alt for utålmodig til at vente på en anden lejlighed til at give Dem et beskedent bevis på min kærlighed. Må alle, der nærer tvivl om åndens magt, ligesom jeg forundes den gode lykke at beundre en gammel mand, der har bevaret sin ungdoms sympatier, og som med besindig begejstring for sandheden byder ethvert fremskridt velkommen. Så langt fra at vige tilbage for vor tids reaktionære gespenster og den ofte formørkede himmel har De altid, inspireret af en glødende og dybtliggende idealisme, været i stand til at se det skrin der, bag de slør der skjuler det, brænder i hjertet af denne verden. De, min faderlige ven, har for mig altid været det levende bevis på, at idealisme ikke er en illusion, men sand virkelighed.52 II. STUDENTERDAGE I oktober 1835 drog Marx hjemmefra for i en alder af sytten at gå på universitetet. Hele familien blev purret ved firetiden om morgenen og stod og vinkede farvel til ham ved dampbåden. Sejlturen på Mosel til

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

23

Koblenz varede seksten timer, og den følgende dag fortsatte han ned ad Rhinen til Bonn, hvor han på tredjedagen lod sig indregistrere ved universitetets juridiske fakultet. Den begejstring for romantikken, som Baron von Westphalen havde vakt i Marx – og som i nogen grad trådte i stedet for den oplysningsorienterede rationalisme i hjem og skole – voksede yderligere med årene i Bonn. Bonn var større end Trier, og universitetet, der havde 700 studerende, tjente som intellektuelt centrum for Rhinlandet. Den fremherskende indstilling var stærkt romantisk, og de populæreste forelæsninger (som også Marx frekventerede), afholdtes af den ældre A.W. Schlegel om filosofi og litteratur. Politik diskuterede man ikke meget: som de fleste andre universiteter i Tyskland havde også dette i begyndelsen af 1830erne været gennem en bølge af ytringsfrihed og regeringsfjendtlig virksomhed, der imidlertid var blevet grundigt undertrykt. Marx begyndte året med stor begejstring for arbejdet og indskrev sig til i alt ni kurser, som han derpå efter råd fra sin far reducerede til seks, hvoraf tre beskæftigede sig med litterære emner.

Hans første semesterrapport nævnte, at han engageret og opmærksomt havde fulgt alle seks kurser. Næste semester reducerede han yderligere antallet til fire efter at have været syg af overarbejde i begyndelsen af 1836. Herefter viede han meget mindre tid til formelle studier.

Hans far klagede med jævne mellemrum over sin søns manglende evne til at holde familien underrettet om sine aktiviteter; ved sin ankomst til Bonn lod Karl dem vente i tre uger uden at meddele sig, og i de følgende tre måneder skrev han kun to korte breve hjem. Han brugte også mange flere penge, end familien havde råd til – en egenskab der fulgte ham livet igennem. I første semester delte han værelse mede en meget respekteret filosofistuderende fra Trier (indskrevet ved universitetet året forinden), han blev et af de tredive medlemmer af Triers Taverna Klub, og inden længe var han en af klubbens fem præsidenter.

Klubbens aktiviteter var stort set begrænset til at drikke, og Marx engagerede sig så helhjertet i denne ånd, at han på et tidspunkt, om end kun i fireogtyve timer, blev anbragt i universitetets fængsel for “forstyrrelse af nattefreden ved støjende og beruset adfærd.”53 Dertil kom, at universitetets “fængsel” ingenlunde var ukomfortabelt, eftersom ven-

24

KARL MARX

ner af den dømte mand kunne besøge ham og hjælpe med at slå tiden ihjel med øl og kortspil. I 1836 udbrød der trakasserier mellem rivaliserende studenter fra Trier og de unge preussiske aristokrater i Borussiakorpset, og fra tid til anden udmøntedes konflikten i åbent slagsmål. I august 1836 blev Marx såret over venstre øje i en duel. Han blev også indberettet til universitetsmyndighederne for at “være i besiddelse af forbudte våben i Köln.”54 Efterforskningen løb dog ud i sandet.

Når han ikke drak eller duellerede, tilbragte Marx størstedelen af sin tid med at skrive poesi, og han meldte sig ind i en klub af ligesindede studerende. Klubben havde formentlig politiske overtoner: et af dens medlemmer var Karl Grün, kommende medstifter af den “sande” socialisme. Klubben var under politiovervågning og havde forbindelser med andre digterklubber, der på samme måde var under mistanke. I sine sjældne breve hjem gjorde Marx det til en vane at inkludere eksempler på sine digteriske kompositioner, som hans far fandt fuldstændig ubegribelige. Da han blev anmodet om at betale for udgivelsen af dem, advarede han sin søn om, at “skønt jeg er uhyre glad for dine poetiske gaver og nærer de største forhåbninger til dem, ville jeg ikke være glad for at se dig i offentligheden som en af de mindre poeter.”55 Allerede i god tid inden slutningen på det akademiske år, havde Heinrich Marx besluttet, at ét år i Bonn var mere end nok, og at hans søn skulle overflyttes til universitetet i Berlin.

Inden Marx drog af sted til Berlin, dukkede et nyt problem imidlertid op. “Næppe var gadeoptøjerne i Bonn sluttet,” skrev Heinrich Marx til Karl i sommerferien 1836, “næppe er din gæld blevet betalt – så sandelig en blandet affære – før kærlighedens sorger til vor forfærdelse meldte sig.”56 Jenny og Karl havde været venner fra den tidligste barndom. Med sit kastanjefarvede hår og sine grønne øjne blev Jenny bemærket vidt og bredt i Trier, og hun var endda engang blevet kåret som Ballets Dronning. Den unge Marx, der senere omtalte sig selv som “en veritabel rasende Roland,”57 var en ihærdig bejler: De var allerede nået til forståelse med hinanden, inden han drog til Bonn, og i løbet af sommeren 1836 blev forbindelsen en formel forlovelse. Og det var, efter tidens normer, en uhyre uortodoks forlovelse: Marx var kun at-

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

25

ten, Jenny fire år ældre, og der var en vis forskel i social status. Først indviedes kun Marx’ forældre i hemmeligheden, foruden hans søster Sophie, der havde ageret budbringer for de elskende. Jennys far gav sit ja i marts 1837. Marx’ forældre var ikke særligt glade for forbindelsen (i det mindste ikke til at begynde med), og parret måtte tåle “mange års helt unødvendige og udmattende konflikter med Jennys familie.”58 Marx tog senere energisk afstand fra en påstand i avisen fremført af hans svigersøn om, at familien Westphalens modstand var begrundet i antisemitisme,59 og det er mere sandsynligt, at konflikterne skyldtes alment udbredte reaktionære holdninger hos nogle familiemedlemmer.

Hans smag for romantik og poesi øgedes yderligere af den heldige udgang på hans frieri, selv om dette stadig var delvis hemmeligt.

I oktober 1836 rejste han fra Trier til Berlin. Hovedstaden var i stort set enhver henseende Bonns modsætning. Engels huskede senere med grafisk præcision den tids Berlin “med byens endnu knap nok udviklede borgerskab, dens højrøstede småborgerskab, på en og samme tid slesk og foretagsomt, dens endnu komplet uorganiserede arbejdere, dens enorme antal bureaukrater og adelige og hoffærdige snyltegæster, hele dens karakter af slet og ret ‘residens’”.60 Berlin var da også en uhyre rodløs by uden noget gammelt og veletableret aristokrati, uden et substantielt borgerskab, uden en gryende arbejderbevægelse. Med mere end 300.000 indbyggere var byen ikke desto mindre næstefter Wien den største tyske by, og dens universitet var mere end tre gange større end det tilsvarende i Bonn og besad en fuldstændig anden atmosfære.

Ti år tidligere havde Feuerbach som studerende skrevet til sin far: “Her kommer det ikke på tale at drikke og duellere eller tage på fornøjelsesudflugter. Ved intet andet universitet finder man en sådan lidenskab for arbejde, en tilsvarende interesse i ting, der intet som helst har med smålige studenterintriger at gøre, en sådan interesse for videnskaberne, en sådan stilhed og ro. Sammenlignet med dette arbejdstempel tager de andre universiteter sig ud som værtshuse.”61 Vi er usædvanligt velinformerede om Marx’ første år i Berlin (hvor han blev i de næste fire et halvt år) takket være hans ene overleverede brev til sin far, der er forfattet i november 1837 i lyset fra en kerte i de

26

KARL MARX

tidlige morgentimer. Der er tale om et ualmindeligt intimt brev, hvori han beretter om sin åndelige rejse i det forløbne år.

Da jeg forlod dig [indleder han], var en ny verden netop begyndt at eksistere for mig, en verden af kærlighed der først var beruset af sit eget begær og uden håb. Sågar rejsen til Berlin, der ellers havde fortryllet mig fuldstændig, havde fremkaldt en beundring for naturen og havde stimuleret en lyst til livet, lod mig kold og gjorde mig endda, ganske overraskende, nedtrykt. For de klipper, jeg så, var ikke barskere eller vildere end min sjæls følelser, de bredt anlagte byer ikke mere fulde af liv end mit blod, bordene i kroerne ikke mere bugnende og maden ikke mere ufordøjelig end de mange fantasier, jeg fragtede med mig, og endelig var intet kunstværk så smukt for mig som Jenny.62 Så snart Marx var ankommet til Berlin, foretog han modstræbende et par nødvendige visitter, hvorefter han fuldstændig isolerede sig for at fortabe sig i videnskab og kunst. Først og fremmest ville han skrive lyrisk poesi. I hvert fald var det, efter hvad han selv sagde, “det fornøjeligste og det, der lå lige for.”63 De digte, han havde skrevet, mens han opholdt sig i Bonn, og de, der blev skrevet i Berlin i efteråret 1836, er ikke overleveret. De sidstnævnte blev nedskrevet i tre bøger betitlet “Kærlighedens Bog, Del 1 og 2” og “Sangenes Bog” – alle tre tilegnet Jenny Westphalen, der – ifølge Sophie Marx – græd tårer af fryd og smerte,”64 da hun modtog dem. Hun bevarede dem omhyggeligt hele sit liv, selv om hendes datter Laura beretter, at “min far ikke satte disse vers særligt højt. Hver gang mine forældre talte om dem, lo de højlydt af de ungdommelige naragtigheder.”65 Ifølge den socialdemokratiske historiker Mehring var alle digtene, med undtagelse af et enkelt, kærlighedsdigte og romantiske ballader. Mehring havde lejlighed til at læse dem, inden størsteparten gik tabt, og han beskrev dem som “i enhver henseende formløse”.66 De var fulde af trolde, sirener, sange til stjernerne og til dristige riddere, “romantiske i stil, men uden den egentlige fortryllelse, man finder i romantikken.”67 Ifølge Marx

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

27

var de rent idealistiske, i overensstemmelse med min holdning og hele min forudgående udvikling. Min himmel og min kunst blev et Hinsides så fjernt som min kærlighed. Alt virkeligt gik gradvis i opløsning og mistede sin dennesidighed, jeg angreb det nærværende, følelser kom til udtryk formløst og uden at være gennemarbejdet, intet var naturligt, alt var konstrueret af måneskin. Jeg troede på en fuldstændig modsætning mellem, hvad der var, og hvad der skulle være. Retoriske refleksioner okkuperede pladsen for poetiske tanker, selv om der måske også var en vis emotionel varme og et ønske om overdådighed.

Dette er kendetegnende for alle digtene i de første tre bind, som Jenny modtog fra mig.68 De fleste af de få overleverede digte blev skrevet i første halvdel af 1837 sammen med fragmenter af en dramatisk fantasi og en komisk roman.

Marx forsøgte at få nogle af digtene udgivet og sendte dem til Adelbert von Chamisso, redaktør af årsskriftet Deutscher Musenalmanach. Årets udgivelse befandt sig imidlertid allerede trykken. Digtene var tilegnet faren, men Heinrich Marx brød sig ikke meget om dem og foreslog sågar sin søn, at han skulle forsøge sig med en ode, der “hædrede Preussen og medvirkede til at prise monarkens genius ... patriotisk, følelsesfuldt og digtet på tysk maner.”69 Marx’ modeller var imidlertid Heine, Goethe og Schiller, og hans digte rummede alle de velkendte temaer fra tysk romantik, hvis man ser bort fra den politiske reaktion og nationalismen. De var fulde af tragisk kærlighed og den menneskelige skæbne som offer for mystiske kræfters spil. Man finder også den velkendte subjektivisme og den ekstreme ophøjelse af den skabende kunstners personlighed afsondret fra det øvrige samfund, men ikke desto mindre i en stadig søgen efter et fælleskab af ligesindede individer. Som følge af sin kærlighed til Jenny, Vil jeg foragteligt kaste min handske Direkte i verdens ansigt Og se den gigantiske dværg styrte i grus

28

KARL MARX

Hvis fald vil ej mætte min ild.

Så vil jeg vandre, gudløs og sejrende, Om mellem verdens ruiner.

Og med ord besjælet af virkelig kraft Vil jeg føle, jeg er min skabers lige.70 Andre digte giver udtryk for længsel efter noget ubegrænset og en kærlighed til døden a la Novalis, mens atter andre eksklusivt udfolder en drømmeverden af mystiske fantasiforestillinger. Den æstetiske idealisme i disse digte blev suppleret med en serie typiske romantisk-ironiske angreb på “Filistrene”, folk som matematikere og læger, der fulgte utilitaristiske professioner baseret på en ordnet og rationel tilgang til problemerne.

Som hjælp til kompositionen havde Marx kopieret lange uddrag af Lessings Laokoon, Solgers Erwin og Winckelmanns Kunstgeschichte.

Denne vane med at kopiere afsnit fra alle de bøger, han læste (og undertiden tilføje egne kommentarer), fortsatte han med resten af livet, og de notesbøger, der er overleveret, er en værdifuld vejviser til udviklingen af hans tænkning.71 Han skrev også et par kapitler af en komisk roman, “Skorpionen og Felix” i Sternes stil, men opgav det derpå og skrev i stedet første scene i “Oulanem”, en moderne komisk gyser, hvis helt var en bleg kopi af den aldrende Faust. “Oulanem” nåede aldrig hinsides en umådeligt lang første akt, der rummede rasende refleksioner over kærlighed, død, ødelæggelse og evighed.72 Endelig var der også en serie epigrammer om Hegel, som Marx anklagede for at være arrogant og obskur. I første epigram siger han: Eftersom mine meditationer har åbenbaret de højeste ting og også de dybeste, Er jeg så rå som en gud og iklæder mig et mørke som ham, I mine langvarige undersøgelser og rejser på tankens bølgende hav, Fandt jeg ordet og forbliver urokkeligt knyttet til mit fund.73

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

29

Det andet epigram har samme tema og begynder således: Jeg lærer ord, der blander sig i et djævelsk og kaotisk rod.74 Det mest interessante af epigrammerne er også det sidste: Kant og Fichte holder af at hvirvles op i himlen Og dér søge efter et fjernt land, Mit eneste mål er derimod helt og fuldt at fatte Det – jeg fandt på gaden.75 Man går fuldstændig glip af epigrammets pointe, hvis man tror, at det er Marx selv, der taler.76 Ligesom i de forudgående epigrammer er det “Hegel”, der har ordet og som kritiseres af Marx, den subjektive romantiker, for at være alt for bundet til hverdagens realiteter. Hele driften i Marx’ digte er en åbenlys kritik af Hegel, hvilket da også var helt sædvanligt blandt romantiske forfattere.

Generelt betød Marx’ første år ved Berlins Universitet en større forandring af de synspunkter, han havde givet udtryk for i sit afsluttende skoleessay. Han lod sig ikke længere inspirere af tanken om at tjene menneskeheden, og han bekymrede sig ikke længere om at finde en plads, hvorfra han kunne ofre sig for dette ædle ideal. Hans digte fra 1837 afslører tværtimod en dyrkelse af det ensomme geni og demonstrerer en introvert omsorg for udviklingen af egen personlighed i afsondrethed fra den øvrige menneskehed.77 Marx’ tilbøjelighed for romantisk poesi forstærkedes utvivlsomt af det pres, han var under på grund af forholdet til Jenny og af uvisheden om sin fremtid. Så længe deres forhold stadig var en hemmelighed for hendes forældre, nægtede hun pure at korrespondere med sin forlovede. “Jeg har vundet din Jennys fulde fortrolighed,” skrev Heinrich Marx til sin søn, “men den gode pige er uafladeligt ved at plage livet af sig, hun frygter at skade dig, at du skal overanstrenge dig osv. osv. Hun er knuget af den omstændighed, at hendes forældre ikke ved noget, eller, som jeg tror, ikke ������������������������������������������������������ ønsker������������������������������������������������ at vide noget. Det er hende ubegribeligt, hvor-

30

KARL MARX

dan hun, der betragter sig selv som et så rationelt menneske, i den grad kan gå fra koncepterne.” Heinrich rådede sin søn til at vedlægge et brev til Jenny “fuldt af kærlige, hengivne følelser ... men med et nøgternt syn på jeres forhold,” og helt bestemt “ikke et overspændt brev fra en fantaserende digter.”78 Til sidst blev det besluttet, at Marx skulle skrive et brev til Baronen, hvori han erklærede sine hensigter, og at han skulle give sine forældre en uges forvarsel om, hvornår brevet forventedes, så hans far kunne gøre, hvad han kunne, for at det skulle blive velvilligt modtaget. Selv fortsatte Jenny med at være uhyre ængstelig, også efter at hendes far havde accepteret forlovelsen – hun var allerede hinsides den alder, hvor de fleste unge piger fra hendes klasse var gift. “Hun har fået den idé, at det er unødvendigt at skrive til dig,” rapporterede Heinrich Marx. “Men hvad gør det? Du kan være lige så forvisset som jeg om, at om så det var en fyrste, kunne ingen stjæle hendes følelser fra dig (og jeg er ellers, som du ved, ikke let at overbevise). Hun er knyttet til dig med krop og sjæl ...”.79 Selv forklarede Jenny sin sindstilstand således: At jeg ikke befinder under omstændigheder, hvor jeg kan besvare din ungdommelige kærlighed, vidste jeg fra første færd, og jeg følte det dybt, selv inden man så koldt, dygtigt og rationelt forklarede mig det. Åh, Karl, grunden til min fortvivlelse ligger netop i, at din smukke, bevægende og lidenskabelige kærlighed, dine ubeskriveligt smukke beskrivelser af den, de fortryllende billeder, som din fantasi maner frem, og som ville opfylde enhver anden ung pige med usigelig fryd, blot gør mig ængstelig og mange gange usikker. Hvis jeg gav efter for denne lykke, ville min lod være så meget mere skræmmende, hvis din brændende kærlighed skulle dø, og du blev kold og utilbøjelig ... Ser du, Karl, det er grunden til, at jeg ikke er så taknemmelig, ikke så ganske helt og fuldt har ladet mig henrykke af din kærlighed, som jeg burde. Det er grunden til, at jeg ofte tænker på ydre omstændigheder, på livet og virkeligheden, i stedet for at holde fast, som du vil det, i kærlighedens verden, fortabe mig

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

31

i den og dér finde en højere, kærere, åndelig forening med dig, der kan få mig til at glemme alt andet.80 Der var sågar stunder, hvor selv Heinrich Marx fortrød, at han havde sanktioneret forlovelsen, og han var fuld af gode råd, som hans søn åbenbart ikke var i stand til at følge: Din eksalterede og overdrevne kærlighed kan ikke skaffe ro og fred i sindet hos den person, som du helt og fuldt har givet dig selv. Tværtimod, løber du en risiko for fuldstændigt at tilintetgøre hende. Eksemplarisk opførsel, et mandigt og fast ønske om hurtigt at blive til noget i verden uden derfor at skubbe folks velvilje og yndest fra dig: dette er den eneste måde, hvorpå en tilfredsstillende situation kan tilvejebringes, og som vil berolige Jenny og højne hende i egne og verdens øjne ... Det offer, hun bringer dig, er uvurderligt og vidner om en selvfornægtelse, som kun den kølige fornuft ved at værdsætte ... Du må forvisse hende om, at du, trods din unge alder, er en mand, der fortjener verdens respekt og forstår at vinde den.81 Under vægten af sin fars råd og grundet den fremherskede stemning på universitetet overlevede Marx’ romantiske periode ikke længe. Poesien var ikke det eneste, der optog ham, ikke engang det første år i Berlin.

Han læste bredt i den almindelige retslære og følte sig nødsaget til at “strides med filosofien.”82 Ved det juridiske fakultet i Berlin repræsenteredes det progressive standpunkt af Eduard Gans, hvis forelæsninger Marx overværede det første semester. Gans var døbt jøde og liberal hegelianer, der i sine glimrende forelæsninger diskuterede den hegelianske idé om en fornuftig udvikling i historien ved i særlig grad at fremhæve dens liberale aspekter og vigtigheden af sociale spørgsmål. Gans forsvarende den franske revolution, han talte for et monarki som det britiske, han var påvirket af Saint-Simon og ivrede for at finde løsninger på “proletarernes kamp med middelklassen.”83 En anden skole, der var i opposition til den hegelianske, gik under navnet den historiske skole

32

KARL MARX

og var repræsenteret af Karl von Savigny, hvis forelæsninger Marx ligeledes fulgte. Den historiske skole mente at finde lovenes retmæssighed i folks sædvaner og traditioner og ikke i lovgivernes teoretiske systemer.

Dette synspunkt knyttede skolen tæt til historien, men rummede afgørende reaktionære overtoner, i og med at man opsøgte fortiden for at styrke en organisk udviklings principper.84 Eftersom der ikke fandt nogen åben diskussion sted i Preussen ved denne tid, udkæmpedes konflikten mellem den franske revolutions principper og de reaktive principper, der efterfulgte den, i diskussioner af den slags, som dengang fandt sted på det juridiske fakultet.

Det er således næppe overraskende, at Marx i forlængelse af sine juridiske studier havde engageret sig i den filosofiske spekulation. De to områder var efter hans mening nært beslægtede, og han gjorde et forsøg på at udvikle en retsfilosofi. Han indledte med en metafysisk introduktion, og det hele voksede til et arbejde på tre hundrede sider, inden han opgav det. Det særlige problem, som han ikke så sig i stand til at løse i den metafysiske introduktion, var konflikten mellem, hvad der var, og hvad der burde være “det særkende ved idealismen, der var årsag til dens fremherskende, uhyre ødelæggende træk, og som frembragte følgende håbløst misforståede deling i emnet: først kom det, jeg var så imødekommende at døbe lovens metafysik, dvs. de første principper, refleksioner, definitioner adskilt fra enhver faktisk lov og enhver virkelig form for lov – akkurat som man ser hos Fichte, her blot mere moderne og med mindre substans.”85 Det var netop denne kløft mellem, hvad der er, og hvad der burde være, som Marx senere mente, at den hegelske filosofi havde slået bro over. Marx’ anden indvending mod det metafysiske system, som han selv havde konstrueret, var dets “matematiske dogmatisme”. Ifølge Marx var Kants og Fichtes system, der ved denne tid var inspirationen bag hans egne ideer, sårbart over for denne indvending: der var tale om abstrakte systemer, der – ligesom geometrien – gik fra aksiomer til konklusioner. Men i “den praktiske manifestation af den levende verden af ideer, hvori loven, staten, naturen og al filosofi består, må objektet selv studeres i dets egen udvikling, og man må ikke indføre vilkårlige delinger.”86 Marx udviklede derpå sin

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

33

retsfilosofis komplicerede skema, der indeholdt anden halvdel af hans afhandling. Hovedårsagen til hans utilfredshed med denne klassifikation synes at have været, at den, hvad det væsentlige angik, var tom – en kommode hvis skuffer han senere fyldte med sand, som han formulerede det.

Da han nåede så langt frem som til at diskutere den materielle private lov, gik det op for ham, at hans forsøg var en fejltagelse: Ved slutningen af den materielle private lov, indså jeg fejlagtigheden i hele konceptet (der i sit omrids grænser op til det kantianske, men falder fuldstændig af, når det bliver udviklet).

Endnu engang stod det mig klart, at jeg ikke kunne komme uden om filosofien. Med fattet sind nødsagedes jeg derfor endnu engang til at kaste mig i hendes arme og konstruerede nu endnu et grundlæggende metafysisk system, hvorefter jeg, da det var ved vejs ende, måtte indse dets og alle mine tidligere bestræbelsers forkvaklethed.87 Dermed var Marx nået til slutningen af første semester, og han søgte fred for sine filosofiske problemer ved at skrive den poesi, der omtales ovenfor: Ved semesterets slutning opsøgte jeg endnu engang musernes dans og satyrernes musik, og i det sidste bind, som jeg sendte dig, er den forcerede humor i “Skorpionen og Felix” og “Oulanems” misforståede fantastiske drama gennemsyret af en idealisme, der til sidst fuldstændig ændrer karakter, hvorefter det opløser sig i formel kunst uden noget objekt, der kan inspirere det, og uden engagerende udvikling af ideer.88 Men selv om denne beskæftigelse nok viste Marx, hvad poesi kunne være, forhindrede den ham samtidig i at fortsætte: “Disse sidste digte var de eneste, der som ved en pludselig berøring af en tryllestav – Ah! En berøring der først var knusende – fik den sande poesis kongedøm-

34

KARL MARX

me til at stå glitrende foran mig som et fjernt alfeslot, og alle mine skabninger opløstes i ingenting.”89 Denne intensive intellektuelle aktivitet inden for flere forskellige felter, der ofte betød, at han arbejdede natten igennem, endte ikke overraskende med en periode med alvorlig sygdom. Marx synes at have lidt alvorligt af den tendens til tuberkulose, der tog livet af så mange i hans familie: året efter blev hans militærtjeneste udskudt “på grund af en svaghed i lungerne og periodiske opkast af blod”. Og i 1841 blev han slettet af lægsrullen og erklæret fuldstændigt invalid “på grund af svage lunger”.90 Hans læge rådede ham til at finde andre omgivelser, og Marx tog til landsbyen Stralow lidt uden for Berlin. Her ændrede hans synspunkter sig radikalt: “Et slør var faldet fra mine øjne, det helligste af alt helligt blev flået i stykker, og nye guder måtte installeres. Jeg lod den idealisme bag mig, som jeg undervejs havde næret med Kants og Fichtes, og begyndte at søge ideen i selve det virkelige. Hvis guderne før havde boet over jorden, var de nu dens centrum.”91 Tidligere havde Marx som discipel af Kant og Fichte – sidstnævnte en romantisk subjektivist der anså den højeste væren for adskilt fra den jordiske virkelighed – forkastet Hegels begrebslige rationalisme. Nu, derimod, så det ud til, at Ideen var immanent i det virkelige. Tidligere havde Marx, som han siger “læst fragmenter af Hegels filosofi, men jeg brød mig ikke om dens groteske og grove melodi.”92 Nu måtte han løse sin åndelige krise ved at konvertere til hegelianisme – en omvending der var så dyb, som den var pludselig. Antagelig var dette det vigtigste intellektuelle skridt, Marx foretog i hele sit liv. Lige meget hvor meget han kritiserede Hegel, anklagede ham for idealisme og agtede at “stille hans dialektik på benene”, var Marx den første til at indrømme, at hans egen metode stammede direkte fra hans Mester i 1830erne.

Hegelianismen var den dominerende filosofi i Berlin, hvor Hegel havde beklædt embedet som professor i filosofi fra 1818 til sin død i 1831. Med udgangspunkt i den menneskelige fornufts afgørende rolle, som Kant havde fremholdt, havde Hegel sammenfattet temaer fra den tyske idealistiske filosofi, specielt Fichte og Schelling, i ét sammenhængende system: immanens, udvikling og modsigelse. Ifølge Engels var det

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

35

den hegelske filosofis store fortjeneste, at totaliteten af de naturlige, historiske og åndelige aspekter af verden blev tænkt og repræsenteret som en proces af stadig forandring og udvikling, og at der her blev gjort et forsøg på at demonstrere den organiske karakter af denne proces.”93 Hegel tog udgangspunk i en overbevisning om, at mennesket, som han sagde om den franske revolution, “har sit centrum i sit hoved, dvs. i Fornuften, under hvis inspiration det opbygger en verden af realitet.” I sit vigtigste arbejde, Åndens Fænomenologi, fulgte Hegel bevidsthedens eller åndens udvikling, idet han genindførte historiens bevægelse i filosofien og hævdede, at den menneskelige bevidsthed kan opnå absolut viden.

Han analyserede udviklingen af denne bevidsthed fra den umiddelbare perception af “her” og “nu” til stadiet for selvbevidsthed: forstanden der tillader mennesket at analysere verden og ordner dets tanker i overensstemmelse hermed. Herefter følger fornuftens eget stadie – begribelsen af det virkelige, hvorefter Ånden i kraft af religion og kunst når frem til absolut viden, niveauet hvor mennesket erkender stadierne i dets egen fornuft i verden. Disse stadier betragter Hegel som udtryk for “fremmedgørelse”, for så vidt som de er frembringelser af den menneskelige bevidsthed, men alligevel bliver tænkt som selvstændige og højere end den menneskelige bevidsthed. Denne absolutte viden er samtidig en form for rekapitulation af den menneskelige ånd, idet hvert successivt stadie fastholder elementer fra de tidligere stadier, samtidig med at det bevæger sig hinsides disse. Den bevægelse, der både undertrykker og fastholder, omtalte Hegel som Aufhebung, et ord der på tysk har denne dobbelte betydning. Hegel talte også om “negationens magt”, idet han mente, at der altid findes en spænding mellem en given nutidig tilstand og det, den er i færd med at blive til. Det gælder en hvilken som helst nutidig tilstand, at den befinder sig i en proces, hvor den bliver negeret, ændret til noget andet. Denne proces er det, som Hegel benævnte dialektik.94 Ved mødet med denne filosofis indlysende fristelser begyndte Marx at klargøre sig sine egne ideer ved at skrive – en fremgangsmåde, som han tidligere havde betjent sig af og også fremover ofte benyttede.

Han producerede en fireogtyve sider lang dialog betitler “Cleanthes, eller filosofiens udgangspunkt og nødvendige progression”. Til formå-

36

KARL MARX

let stiftede han bekendtskab med naturvidenskab og historie, og han studerede Schellings værker. Dialogen resulterede i hans omvending til hegelianismen: “Min sidste sætning var begyndelsen på Hegels system og dette arbejde, der havde forårsaget en endeløs hovedpine ... dette mit kæreste barn, der var opvokset i måneskin, overlader mig som en falsk sirene til min fjendes arme.”95 Således havde Marx bevæget sig gennem samme udvikling som den klassiske tyske filosofi, fra Kant og Fichte via Schelling til Hegel.

Denne forkastelse af den romantiske idealisme og udlevering af sig selv til “fjenden” var en yderst radikal og smertelig proces for Marx.

Dens umiddelbare følger beskrives således: Jeg var så fortrædelig, at det i flere dage var mig umuligt at tænke, som en rasende løb jeg rundt i haven langs floden Sprees mudrede vande, ‘der vasker sjæle og producerer tynd te’. Jeg deltog sågar i en jagtudflugt med min husvært, hastede videre til Berlin og ønskede at omfavne enhver vagabond på vejen ...

Mine frugtesløse og forfejlede intellektuelle bestræbelser og min fortærende vrede over, at jeg idealiserede en synsmåde, som jeg hadede, gjorde mig syg.96 Hans omvendelse til hegelianismen resulterede i første omgang i en grundig læsning af Hegel selv: mens han var syg, lærte han Hegel at kende fra ende til anden foruden de fleste af hans disciple; for det andet blev han medlem af en slags hegeliansk diskussionsgruppe: “via flere sammenkomster med venner i Stralow fik jeg adgang til en kandidatklub, der talte flere universitetslærere blandt sine medlemmer og min nærmeste ven i Berlin, dr. Ruthenberg. I de diskussioner, der fandt sted i klubben, fremførtes mange synspunkter, der var indbyrdes modstridende, og jeg blev stadigt tættere knyttet til den aktuelle filosofi, som jeg ellers havde ment at kunne undgå.”97 Klubbens medlemmer mødtes regelmæssigt i en café i Französische Strasse og efterfølgende i medlemmernes huse, man larmede op, drak tæt og dannede et samlingspunkt i den unghegelianske bevægelse.

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

37

Unghegelianernes angreb på samtidens ortodoksi begyndte med religionen – et meget mere ukontroversielt område end politikken. På dette felt var det hegelske arvegods tvetydigt. Religionen var for ham sammen med filosofien den højeste og endelige form, som menneskets åndelige rejse manifesterede sig i. Religion (og ved religion forstod Hegel, der livet igennem var aktiv lutheraner, den protestantiske kristendom, som han opfattede som den sidste og endelige form for religion), var den Absolutte Ånds tilbagevenden til sig selv. Religionens indhold var identisk med filosofiens, selv om dens forståelsesmåde var en anden.

For mens filosofien anvendte begreber, benyttede religionen sig af forestillingsevnen. Den slags mangelfulde forestillinger formidlede imidlertid kun en fragmentarisk og ubestemt viden af, hvad filosofien fattede med sin fornuft. Men religion kunne knyttes til filosofien ved hjælp af en religionsfilosofi, og det var Hegels opfattelse, at det specifikke dogmatiske indhold i de religiøse forestillinger udgjorde nødvendige stadier i den Absolutte Ånds udvikling. Religionsfilosofien fortolkede såvel den naive tro og den kritiske fornuft på et højere niveau. Således forkastede Hegel opfattelsen hos det attende århundredes fornuftsfilosoffer, at religionen kun gav et mangelfuldt billede af, hvad alene videnskaben evnede at forklare. Som Hegel så det, tilfredsstillede religionen (eller hans filosofiske fortolkning af denne) menneskets stadige psykologiske behov for at have et billede af sig selv og af verden, som det kunne orientere sig efter.98 Selv om den hegelianske skole var forenet og dominerende på de tyske universiteter i årene umiddelbart efter Hegels død, var tilhængerne i slutningen af 1830erne allerede ved at splitte sig i to fløje på spørgsmålet om religionens plads. Mens den konservative fløj henholdt sig til Hegels slogan om, at “det virkelige er det fornuftige”, og ikke så noget irrationelt i den traditionelle religionsforestilling, opponerede den radikale fløj mod de konservatives selvtilfredshed med en utilfredshed, der ønskede at tilintetgøre de dogmer, der blev helligholdt i de religiøse forestillinger, som de nu mente var forældede. De religiøse forestillinger skulle alle dømmes af en progressiv fornuft, ikke en fornuft, der – som Hegel havde sagt – kun “maler gråt i gråt” og dermed alene aner-

38

KARL MARX

kender det, der allerede eksisterer. For Mesteren havde også sagt, at en epoke, der blev fattet af tanken, allerede var forud for sin tid, og de radikale konkluderede, at forståelsen af religionen allerede modificerede dens indhold, samtidig med at dens form forvandledes til en ren myte.

Denne diskussion indledtes med offentliggørelsen af David Strauss’ Das Leben Jesu fra 1835. Det var ikke lykkedes for Strauss at uddrage et billede af den historiske Jesus fra evangeliernes beretninger, og han præsenterede dem som blot udtryk for den messianske idé, der gjorde sig gældende i de primitive kristne samfund, myter der aldrig havde haft til formål at blive forstået som virkelige historiske beretninger. Det var ganske naturligt, at den unghegelianske diskussion til at begynde med var teologisk: de fleste af medlemmerne af den hegelianske skole var først og fremmest interesseret i religion. Samtidig betød den preussiske regerings indstilling, at politik var et uhyre farefuldt diskussionsemne.

Når man imidlertid tager kirkens institutionelle forankring i Tyskland og den tætte forbindelse mellem religion og politik i betragtning, var det uundgåeligt, at en kritisk religiøs bevægelse meget snart ville blive sekulariseret som politisk opposition. Det var som medlem af denne bevægelse i hastig forandring, der havde sit centrum i de berlinske doktores’ klub, Karl Marx begyndte at udarbejde sine synspunkter vedrørende filosofi og samfund.

Ifølge et af medlemmerne af doktorernes klub “herskede idealismen tillige med en tørst efter viden og den frisindede ånd, der endnu inspirerede den tids unge mennesker, uantastet i denne kreds af ærgerrige unge mænd – hvoraf de fleste allerede havde afsluttet deres studier.

Ved disse regelmæssige møder blev de digte og essays, som vi havde skrevet, læst op og vurderet, men vores hovedinteresse var viet den hegelske filosofi ...”.99 Blandt Marx’ nære venner i klubben var Adolph Rutenberg, der netop var blevet afskediget som lærer i geografi, og som nu ernærede sig som journalist; Karl Köppen, en historielærer, som senere blev anerkendt som ekspert i buddhismens opståen, og som i 1840 udgav Friedrich der Grosse und seine Widersacher. Værket, der var en lovprisning af kongen og en hyldest til Oplysningens principper, tilegnedes Marx.100 Klubbens bedste hoved var Bruno Bauer, som havde

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

39

undervist i teologi ved universitetet siden 1834 og som de næste fire år blev Marx’ nærmeste ven.101 En af hans samtidige beskrev ham som følger: “Hans skarpe, benede næse stikker dristigt frem, hans pande er høj og hvælvet, og han har en fint formet mund. Hans skikkelse er nærmest napoleonsk. Han er en uhyre bestemt mand, der under et køligt ydre brænder af en indre ild. Han tåler ingen modstand og ville hellere lide et martyrium for sine egne meninger.” 102 Bauer var kildekritiker af Det nye Testamente, og ydede her et varigt bidrag.

Marx selv synes at have været en animeret og centralt placeret skikkelse i klubben. Edgar Bauer (Brunos bror) producerede følgende beskrivelse af Marx i et satirisk digt om klubbens medlemmer: Men hvem komme her så hovedkulds?

En mørk skikkelse, fra Trier, et uhyre sluppet fri, Med selvbevidste trin stamper han hælen i gulvet, Og hæver sine arme opfyldt af raseri mod himmelen Som vil han gribe hvælvet, sænke det til jorden.

I raseri fægter han med frygtindgydende næve, Som havde tusind djævle fat i håret på ham.103 Köppen kaldte sin ven “et sandt arsenal af tanker, en veritabel idéfabrik” og bemærkede, at Bruno Bauers Vor tids kristne stat, unghegelianernes første direkte politiske artikel, i omfattende grad trak på Marx’ ideer.104 Samtidig betød hele hans livsstil, der var tro mod den indstuderede bohemeadfærd i Doktor-klubben, at Marx i stigende grad blev fremmed for sin familie. Mens hans mor nøjedes med at anbefale mådehold i forbruget af vin, kaffe og peber, udløste den lange “bekendelse” fra november 1837 et meget besk svar fra hans far: Ak og ve, din adfærd er ikke andet end uorden, en flakken omkring fra det ene lærdomsområde til det andet, mugne traditioner ved skummelt lampelys, skørlevned i lærd slåbrok og uredt hår er trådt i stedet for skørlevned med et glas øl. Dertil en skulkende mangel på omgang med andre og en forkastelse af

40

KARL MARX

samtlige konventioner, ja, sågar enhver respekt for din far. Dit samkvem med verden er indskrænket til dit uhumske kammer, hvor man forestiller sig en Jennys kærestebreve i klassisk uorden sammen med din fars tårevædede råd ... Og tror du måske, at du i dette værksted af menings- og formålsløs lærdom kan avle de frugter, der kan bringe dig og din elskede lykke? ... Som var vi gjort af guld, forbruger min levemand af en søn op til 700 dalere på et enkelt år stik imod enhver konvention, enhver aftale og enhver sædvane, mens selv de rigeste kan nøjes med ikke mere end 500.105 Jo, i Marx’ afsluttende universitetsrapport stod at læse, at han “adskillige gange var blevet sagsøgt for gæld”, og han havde skiftet bolig mindst ti gange under sit femårige ophold.

Hans familiebånd løsnedes yderligere, da hans far døde i maj 1838.

Trods deres uoverensstemmelser bevarede Marx livet igennem varme følelser for ham: “Han blev aldrig træt af at tale om ham og medbragte altid et gammelt daguerreotypi af ham,” skrev Eleanor. Han viste imidlertid aldrig fotografiet til fremmede, da det efter hans opfattelse slet ikke lignede originalen.”106 Da Marx døde, lagde Engels det i hans kiste.

Heinrich Marx’ død indebar naturligt nok en betydelig reduktion af familiens indkomst. Hans død betød også voksende vanskeligheder i forholdet til familien Westphalen, idet flere af dem fuldstændig afviste at have med Henrietta at gøre.107 Samtidig bevægede Marx’ interesser sig i stigende grad fra jura til filosofi. Selv om han i sit brev fra november 1837 havde skrevet til sin far om muligheden for at blive dommerassistent, var tanken om en formel universitetsuddannelse ham stadig mere fjern. Gans døde i 1839, og i de sidste tre år i Berlin fulgte Marx kun to kurser: det ene om profeten Esaja, som Bruno Bauer forelæste om, og et andet om Euripides. Marx havde helt opgivet at skrive digte, og da han engang i 1839 ville præsentere Jenny for nogen, kopierede han fornuftigvis et par stykker fra to nyere antologier.

Med den reducerede støtte fra familien blev karrierevalget tilsvarende mere presserende, og den akademiske verden syntes at være det

T R I E R , B ON N O G B E R L I N

41

umiddelbart indlysende sted at sætte ind. “Det ville være uhyre dumt af dig at vælge et praktisk erhverv,” skrev Bruno Bauer til ham. “Teori er nu den bedste praksis, og vi aner intet om, i hvilket omfang den bliver praktisk.”108 I begyndelsen af 1839 besluttede Marx sig for at skrive en doktorafhandling for at få universitetsansættelse som lærer i filosofi – helst i Bonn, hvortil Bauer, der var under stadigt stærkere angreb for sine radikale synspunkter, blev forflyttet af undervisningsministeriet. I 1839 og 1840 var Marx optaget af at læse og kopiere uddrag til brug for sin afhandling. Sine notater gav han titlen “Epikuræisk Filosofi”. Samtidig studerede han Hegel, Aristoteles, Leibniz, Hume og Kant, og hans indledende kommentarer forgrenede sig i alle retninger, idet han kom ind på emner som forholdet mellem epikuræere og stoikere, forestillingen om vismanden i græsk filosofi, Sokrates’ og Platons syn på religion og muligheden for en post-hegeliansk filosofi.

Marx’ emnevalg var påvirket af den generelle interesse, som unghegelianerne (specielt Bauer og Köppen) havde i post-aristotelisk græsk filosofi. Der var to grunde til denne interesse: for det første følte unghegelianerne efter Hegels “totalfilosofi”, at de selv befandt sig i samme situation som grækerne efter Aristoteles; for det andet mente de, at de post-aristoteliske filosofier sad inde med de grundlæggende elementer for den moderne tænkning: de havde lagt det filosofiske grundlag for det romerske kejserdømme, de havde haft en dybtvirkende indflydelse på den kristne moral, og de indeholdt også forskellige rationalistiske elementer, der genfandtes i det attende århundredes oplysningsfilosofi.

Også for Marx var de stoiske, skeptiske og epikuræiske filosofier “prototyper for den romerske bevidsthed, formen hvori grækerne emigrerede til Rom”.109 De var “så intense og evige væsener, så prægede af karakter, at selv den moderne verden må indrømme dem deres fulde åndelige borgerskab.”110 “Er det ikke bemærkelsesværdigt, at der i tiden efter Platon og Aristoteles, der når frem til det almene, opstår nye systemer, der ikke refererer tilbage til disse frugtbare intellektuelle skikkelser, men ser længere tilbage og opsøger de enkleste skoler – naturfilosofferne for fysikkens vedkommende og den sokratiske skole for etikkens vedkommende,” fortsatte Marx i Introduktionen til sin tese.111

100 mm

153 mm

55 mm

153 mm

100 mm

”

KARL MARX 1818-1883

215 mm

KARL MARX ER UDEN TVIVL en af de mest indflydelsesrige politiske tænkere i historien. Det vidner det 20. århundredes store revolutioner og revolter og hans kolossale betydning for socialismen og arbejderbevægelsen om. Inden for økonomi, politik og filosofi er han ikke til at komme udenom. Men hvilket menneske var Marx?

David McLellan fortæller hele historien om Karl Marx’ kaotiske og dramatiske liv; hans opvækst i den lille tyske by Trier, ægteskabet med den adelige Jenny von Westphalen, og hvordan han som journalist lever fra hånden til munden i Berlin, Paris og London og det nære venskab med Friedrich Engels, som mere end én gang måtte redde ham fra fallitten. Om familielivet, sygdom og tab, om nid og nag og intriger blandt socialistiske og kommunistiske teoretikere og revolutionære, om Marx’ tanker om samfundet og arbejderen, og om undfangelsen af hans hovedværk Das Kapital og de øvrige skrifter.

KARL MARX

DAVID MCLELLAN er professor i politisk teori ved Goldsmiths College i London og er en af de førende internationale eksperter i Marx og marxisme. I mere end 20 bøger har han beskæftiget sig med disse emner.

David McLellan

David McLellan

KARL MARX En biografi

Både i tiden inden og under mit fyrre år lange samarbejde med Marx havde jeg en vis selvstændig andel i fundamentet for teorien, nærmere bestemt i dens konkretisering. Men størsteparten af dens grundprincipper – specielt inden for felterne økonomi og historie, og frem for alt hvad angår deres endelige og aflarede formulering, skyldes Marx. For så vidt angik alt, hvad jeg bidrog med, kunne Marx ganske udmærket have klaret sig uden min medvirken – i hvert fald hvis man undtager et par specialfelter. Hvad Marx præsterede, kunne jeg ikke have gjort. Marx stod højere, så længere og havde en bredere og hurtigere opfattelse end alle os andre. Marx var et geni, resten af os var i bedste fald talentfulde.

Uden ham ville teorien ikke have været i nærheden af, hvad den er i dag. Den bærer derfor med rette hans navn.

Friedrich Engels om Marx