Napoleon

alan forrest

alan forrest

i n f o r m at i o n s f o r la g

Napoleon omslag 030713 pack.indd 2

11/07/13 10.41

Indhold

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 1. Paris, 1840 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 2. En korsikansk begyndelse . . . . . . . . . . . . . . 29 3. Søn af revolutionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 4. Bonaparte i Italien . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 5. Orientens fristelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88 6. Førstekonsul . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 7. Fra konsulat til kejserrige . . . . . . . . . . . . . . 151 8. Jagten på hæder og ære . . . . . . . . . . . . . . . . 179 9. En vision om civilsamfundet . . . . . . . . . . . . 201 10. Genopfindelsen af monarkiet . . . . . . . . . . . . 223 11. Fra Den Iberiske Halvø til Leipzig . . . . . . . . . . 247 12. De Hundrede Dage . . . . . . . . . . . . . . . . . . 275 13. Årene i eksil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 301 14. Livet efter døden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 337 Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 361 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 373 Indeks . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 375

Første kapitel

Paris, 1840

E

n kold decemberdag i 1840 vrimlede pariserne frem for at hylde deres kejser, der vendte hjem. Hans jordiske rester blev højtideligt fragtet på en flodbåd fra Courbevoie på den sidste rejse til Invalidekirken. Det var et øjeblik, som pariserne ivrigt havde set frem til, selv om begivenheden, da den blev annonceret, var blevet mødt med en blanding af glæde og overraskelse. Mange frygtede, at briterne ville forsøge at holde på kejserens jordiske rester i stedet for at risikere en ny eksplosion af fransk nationalisme, som mindehøjtideligheden kunne vække til live igen. De tvivlede på, at deres konge, Ludvig-Filip, ville løbe en sådan politisk risiko på et tidspunkt, hvor hans regime var under angreb fra republikanere, legitimister og bonapartister: Var dette virkelig en måde at forene de forskellige politiske grupperinger på, spurgte de, eller ville ceremonien yderligere underminere Ludvig-Filips legitimitet?1 Faktisk var Ludvig-Filips politiske dømmekraft – i det mindste i denne henseende – ganske god, i og med at hjemkomsten af Napoleons jordiske rester gav Orléans-regimet en vis anerkendelse og samtidig var med til – om end midlertidigt – at skygge for andre, mindre glorværdige udenrigspolitiske spørgsmål, der trak overskrifter i de nationale aviser. Og selv om kejserens hjemkomst kan have ansporet visse dele af vælgerkorpset til at give sig hen

14

NAPOLEON

til nostalgiske drømme om magt og ære, mente de fleste franskmænd, at styret indfriede en æresgæld ved at opfylde Napoleons sidste ønske. Havde han ikke i en tilføjelse til sit testamente erklæret, at han ønskede sine jordiske rester returneret til Frankrig og at blive begravet ”ved Seinens bred omgivet af det franske folk, som jeg elskede så højt” – en formulering, der var sikker på at gøre ham vellidt af de fleste af sine landsmænd? Mens han levede, havde Napoleon i et vist omfang været optaget af tanker om sin død og om sit sidste hvilested, og Paris var helt sikkert et af de steder, han havde haft i tankerne. Men der var også andre steder, hvoraf det mest eftertragtede måske var ved siden af sine forfædre i katedralen i Ajaccio. Det, der virkelig foruroligede ham, var tanken om, at briterne ville prøve på at få ham begravet i London og score politisk kapital på hans død. Efter at have myrdet ham på Sankt Helena, erklærede han, var det mindste, hans fjender kunne gøre, at ”give mine jordiske rester tilbage til Frankrig, det eneste land, jeg har elsket”.2 Hans ord ville gøre et stort indtryk på fremtidige generationer af franskmænd.

Napoleons sidste rejse tilbage til sin hovedstad var minutiøst planlagt og koreograferet. Foretagendet krævede, at hans jordiske rester på Sankt Helena, der selvfølgelig var den britiske krones ejendom, blev gravet op, at der blev sendt et skib af sted, så kejserens jordiske rester kunne bringes tilbage til Frankrig, og en lang og potentielt farefyldt hjemrejse på flere tusinde kilometer fra Sydatlanten. Planen involverede diplomatisk snilde såvel som et betragteligt mål af logistisk skarpsindighed. Rejsen blev forberedt i samråd med den britiske regering, og den franske premierminister Adolphe Thiers havde det overordnede ansvar for missionen.3 Planen var ikke billig at udføre. Ludvig-Filip lagde en million francs fra 1840-budgettet til side til fragten af Napoleons rester til Paris og opførelsen af hans grav i det traditionelle hvilested for militærhelte, Invalidekirken, hvorefter deputeretkammeret,

Paris, 1840

15

overvældet af patriotiske følelser, blev enige om at fordoble denne sum. Valget af Invalidekirken blev begrundet af indenrigsministeren Charles de Rémusat i en erklæring til kammeret den 12. maj.

Napoleons jordiske rester, forklarede han, havde brug for ”et stille og ærværdigt sted”, hvilket udelukkede valget af en offentlig plads i det centrale Paris. ”Han var kejser og konge; han var den legitime hersker over vores land. Som sådan kunne han blive begravet i Saint-Denis.” Men, fortsatte ministeren, en almindelig kongelig grav var ikke passende for Napoleon. Han må ”til stadighed herske og regere der, hvor vort lands soldater søger hen for at hvile, og hvor de, der er kaldet til at forsvare det, altid søger hen til inspiration”.4 Hans sidste hvilested burde både indeholde et budskab om hans legitimitet og være en afspejling af hans patriotisme.

Andre mulige forslag til gravsteder havde været overvejet og var blevet afvist, og valget af et hvilested havde også været genstand for livlig debat i pressen. Det var et spørgsmål af stor offentlig interesse og udløste en byge af pamfletter og aviskampagner. I sin rapport til deputeretkammeret den 26. maj nævnte marskal Clauzel de mest oplagte kandidater: ”Pantheon, der er hjemsted for alle store mænd; Madeleinekirken, som der aktuelt ikke er lagt beslag på, og som med rette kunne reserveres til Napoleon; Triumfbuen, der som en gravskrift ville give ham navnene på alle hans generaler og en liste over alle hans sejre; søjlen ved Place Vendôme, der er hans værk og hans alene, og endelig klosterkirken i Saint-Denis, der gør krav på ham som legitim suveræn, og som i 30 år har stået klar til at modtage ham i den grav, som han selv havde bestilt.” Men der var stærke grunde til at foretrække Invalidekirken. Den udgjorde en statelig og prestigefyldt ramme, der virkede som et afskrækkende værn mod tumulter og protester, og desuden havde Napoleon og bygningen en lang fælles historie. Napoleon havde givet ordre til, at Frankrigs store militærhelte Vauban og Turenne skulle begraves der. Han havde udsmykket kirken med sine sejrsflag. Og han havde

16

NAPOLEON

valgt bygningen til at være stedet for den første ceremoni for tildelingen af Æreslegionen.5 Det var en nem beslutning.

Skabelsen af et gravsted for kejseren, der kunne passe ind i en af Paris’ mest berømte kirker, var en stor udfordring for den mand, der kunne trække sig sejrrigt ud af kampen om at lå lov til at designe monumentet: Louis Visconti. Kirken var del af en sammenhængende gruppe af bygninger, der udgjorde Hôtel des Invalides, der var udformet af arkitekten Jules Hardouin-Mansart til at kunne tage imod og yde omsorg for franske officerer fra Ludvig 14.s krige og var et af de mest prestigefyldte bygningsprojekter i Paris i slutningen af det 17. århundrede. Kirken var et anerkendt mesterværk, et eksempel på det bedste i barokkens arkitektur, og et af de store kuppelformede rum i Europa, sammenligneligt med Peterskirken i Rom og Westminster Abbey i London.6 Det var i dette rum, at Visconti i 1842 fik til opgave at opføre et mindegravsted til kejseren og et værdigt sidste hvilested til hans jordiske rester – et gravsted, der kunne vidne om Napoleons storhed uden at true den barokke bygnings værdighed.

Det var en vanskelig opgave, især fordi folkestemningen i 1840 truede med at udvikle sig til en chauvinistisk hyldest af Napoleon og den militære hæder, han havde vundet til Frankrig. Kejseren skulle hvile under den store kuppel med maleriet fra 1706 af Ludvig den Hellige, en konge i korstogenes tid, der havde bragt civilisation til hedninge og vantro.7 Med det kongelige dekrets ord: ”Graven vil være placeret neden under kuplen, der sammen med de fire sidekapeller vil være reserveret kejser Napoleons begravelsessted.” Og det blev forlangt, at dette område for altid kun skulle være helliget dette formål: Ingen anden kunne i al fremtid placeres der.8 Viscontis krypt stod ikke færdig før i 1861, otte år efter hans død. Napoleon blev ikke blot bragt hjem til Paris på statens regning, men fik også en værdig statsbegravelse. Der var nogle, der mente, at valget af Invalidekirken var noget dobbelttydigt, for

Paris, 1840

17

samtidig med at det afspejlede Napoleons militære storhed, nedtonede det enhver påstand om legitimitet, der ville have været pinlig for Ludvig-Filip. Det var imidlertid sikkert, at han var blevet tildelt en permanent plads i nationens kollektive erindring.

Det første skridt havde været at overbevise den britiske regering om, at det var i deres egen interesse at lade franskmændene bringe Storbritanniens største fjende hjem til Europa, trods risikoen for at den fejring, der ville ledsage Napoleons tilbagevenden, ville udløse nye bølger af nostalgi og drømme om imperial storhed som dem, der havde forenet resten af Europa mod kejseren, da han levede. Thiers orienterede den franske ambassadør i London, François Guizot, der selv senere blev premierminister, om sagen og gav ham frie tøjler og det fulde ansvar for forhandlingerne med briterne. Han lod Guizot forstå, at kongen var stærkt interesseret i planen, og at han regnede med den britiske regerings samarbejdsvilje. For Ludvig-Filip kunne ikke, som Thiers forklarede, se nogen reel grund til at afvise Frankrigs anmodning, eftersom ”England ikke kan fortælle verden, at de ønsker at holde et lig som fange”.

Thiers uddybede – på sin egen lettere ejendommelig facon – denne tanke: ”Når en dødsdømt mand er blevet henrettet, skal hans krop returneres til hans familie. Og jeg beder om forladelse for at sammenligne den største af alle mænd med en forbryder, der hænger fra skafottet.”9 Guizot videregav sin regerings anmodning og lagde vægt på den medfølelse, som man skyldte dem, der havde kæmpet for Napoleon og ønskede at se ham vende tilbage til sit hjemlands jord. Ønsket blev præsenteret som en humanitær anmodning fra én monark til en anden. Den franske konge, forklarede Guizot i sin depeche til det britiske udenrigsministerium, nærede et dybt ønske om at se Napoleons jordiske rester vende tilbage til fransk jord, til ”dette land, som han forsvarede, og som han gjorde berømt, og som med respekt opbevarer de jordiske rester af så mange tusinde

18

NAPOLEON

af hans våbenbrødre, både officerer og soldater, der stillede sig ved hans side for at tjene vort land”.10 Den britiske regering indvilgede kort efter i dette. Den britiske udenrigsminister Lord Palmerston tilføjede noget drilagtigt, at en sådan samarbejdsvilje burde opfattes som tegn på Storbritanniens villighed til at slette ethvert tilbageværende spor af fjendskabet mellem de to nationer, der ”i kejserens livstid havde ført til krig mellem den franske og den britiske nation”.11 Briternes samarbejdsvilje var endnu vigtigere også at betragte som en olivengren, hvormed Palmerston håbede at vinde franskmændene over på briternes side i Levanten (landene ved det østlige Middelhav). Pashaen af Egypten, Muhammad Ali, søgte at udvide sit noget skrøbelige herredømme i Syrien – et træk, der blev støttet af den franske regering, men mødt med betragtelig modstand fra Storbritanniens side. For både briterne og franskmændene kunne tilbageleveringen af Napoleons jordiske rester tjene som en nyttig episode i en tid med store politiske spændinger.12 Som Frankrig hurtigt ville finde ud af, lod Palmerston sig ikke sådan uden videre distrahere – i de uger, der fulgte, gjorde Storbritannien et diplomatisk kup ved at få Rusland, Preussen og Østrig til at skrive under på et ultimatum til Muhammad Ali og i processen efterlade Ludvig-Philip farligt isoleret.

Da først disse diplomatiske manøvrer var fuldført, kunne ekspeditionen til Sankt Helena indledes. To skibe, fregatten La BellePoule og en mindre korvet, La Favorite, satte ud fra Toulon den 7. juli med kurs mod Sydatlanten. I spidsen for denne vanskelige mission stod Ludvig-Filips søn, prinsen af Joinville, der var kaptajn i den franske flåde, og som blev taget ud af aktiv tjeneste i det algeriske felttog for at anføre ekspeditionen. Besætningen talte omkring 500 mand, og med om bord var en række af de mænd, der havde været sammen med Napoleon under hans eksil, hvoraf de to mest fremtrædende var kejserens mest loyale marskaller, generalerne Bertrand og Gourgaud, og derudover hans præst, fader

Paris, 1840

19

Coquereau, fem af hans tidligere kammertjenere og personlige opvartere, og Emmanuel de Las Cases, søn af Napoleons sekretær på Sankt Helena og blot en dreng, da han sidste gang – i 1821 – havde været på øen. De to skibe lagde til anker den 8. oktober i havnen ved Jamestown og blev mødt af en større velkomstgruppe af øboere, der nogle dage før havde fået at vide af besætningen på et britisk skib, der havde lagt vejen forbi øen, at franskmændene var på vej. Da Las Cases så sig omkring på øen og på de ting, der omgav ham, turde han knap tro sine egne øjne: ”Jeg følte, hvad man føler, når man vågner af en drøm: Mine erindringer var lige så skarpe og lige så virkelige, som var fangenskabet først endt dagen før.”13 Den følgende dag opsøgte Joinville guvernøren, der indvilgede i, at den hæder, der normalt tildeles en monark, også skulle omfatte Napoleons lig, og at kisten kunne åbnes, så man officielt kunne bekræfte ligets identitet.14 Dette stod i skarp kontrast til kejserens tidligere bisættelse i 1821 i en obskur grav i skyggen af to piletræer i en lille dal på Sankt Helena. Ved den lejlighed var den eneste hæder, som Napoleon på ordre fra den britiske minister for kolonierne, Lord Bathurst, blev tildelt, den hæder, der blev en officer i den britiske hær til del.15

Arbejdet med at grave kisten op blev sat i gang under opsyn af kirurgen på La Belle-Poule, Rémi-Julien Guillard, der efterlod sig en detaljeret skildring af, hvad der skete. Udgravningen blev udført om natten, hvor luften var mest kølig, og rygterne om, at gravfreden havde været forstyrret, kunne kort efter manes i jorden. Guillard bemærkede, at de, da jorden og stenene blev fjernet, hverken blev mødt af en grim lugt eller gasdampe, og da kammeret blev åbnet, kravlede han ned i det og fandt kejserens kiste intakt. ”De mahogniplanker, som kisten var lavet af, havde bevaret deres farve og hårde tekstur,” skrev han, ”og der var hverken fast eller flydende stof omkring det på jorden. Den yderste kiste var lukket med lange skruer, som han måtte fjerne for at kunne løfte låget; nedenunder

20

NAPOLEON

var der en ligkiste af bly, der var lukket på alle sider og dækkede over en mahognikiste, der også var fuldstændig intakt; heri var der en fjerde kiste af tin, hvis låg var blevet loddet til.” Guillard beskrev dernæst, hvordan de langsomt afdækkede liget. ”Lodningen blev langsomt skåret op og låget forsigtigt fjernet; dernæst så jeg et hvidligt klæde, der skjulte det inderste af kisten og forhindrede os i at se liget; det var vatteret satin og blev brugt til at udsmykke denne kistes inderside. Jeg løftede det i et hjørne og afdækkede, idet jeg trak det tilbage fra fødderne til hovedet, Napoleons legeme, som jeg med det samme genkendte, eftersom det var så godt bevaret, og hans ansigt havde bevaret et så levende udtryk.”16 Den grad af forrådnelse, der havde fundet sted, stemte fuldstændig overens med, at liget havde ligget næsten 20 år i jorden, bekræftede lægen, og han bemærkede, at mens den uniform, som Napoleon var begravet i, var blevet nusset og sort i løbet af årene i jorden, havde hans krone og hans officersmedalje fra Æreslegionen bevaret meget af deres glans, mens de to sølvvaser, der var blevet begravet sammen med ham, den ene af dem forseglet med en kejserlig ørn, var intakte. Efter at have gravet liget op og sikret sig, at der ikke var nogen, der havde pillet ved det, sikrede franskmændene det i seks forskellige kister og lastede det på La Belle-Poule.17 Med Napoleons jordiske rester om bord satte La Belle-Poule kursen direkte mod Europa, fuldførte rejsen på omkring seks uger, før skibet lagde til ved Cherbourg, hvor kejserens kiste lå om bord omkring en uge, før den blev overført til dampskibet Normandie, med henblik på dens rejse op ad Seinen. Mere end 100.000 mennesker kom til Cherbourg for at knæle ved katafalken, som byrådet var blevet enige om at smykke med en guldkrone.18 Fra Cherbourg tog flodbåde over, og rejsen begyndte at ligne en festivalparade, da kisten blev eskorteret i planlagte etaper frem mod Paris. Ved hvert eneste stop på ruten dukkede der store menneskemængder op for at tage del i festlighederne: Der blev flaget, og man arrangerede patriotiske

Paris, 1840

21

folkefester. Normandie sejlede kisten fra Cherbourg til Le Havre den 8. december og den følgende dag til Val de la Haye, hvor skibet overlod opgaven til en flotille af flodbåde med en lavere køl til de sidste etaper op ad Seinen forbi Vernon, Mantes og Maisons-Laffitte, før man den 14. december ankom til Courbevoie. Overalt stod store folkemængder langs flodbredden, og broer blev omdannet til triumfbuer. Der blev affyret salver af skud, lokale medlemmer af Nationalgarden paraderede, og militærorkestre spillede militærmarcher. Den syv dage lange rejse antog form af en munter folkefest, og i de byer, hvor der ikke var planlagt et ophold – Rouen var den mest bemærkelsesværdige undladelse – blev der protesteret højlydt over det, de betragtede som en ond og bevidst forbigåelse.19 Deres kejser vendte hjem til Frankrig, og det var, som om alle ønskede at tage del i festen.

En fremtrædende gruppe blandt dem, der tog del i festlighederne, var Napoleons tidligere soldater, hvis begejstring for deres gamle leder tilsyneladende var usvækket her et kvart århundrede efter. Langs ruten fyldte de landingsbroerne og broerne over floden; mange af dem havde en følelse af, at dette også var deres store dag – en lejlighed til at fejre deres sejre og ofre og til at gøre civilbefolkningen opmærksom på dem. Men det var først og fremmest en lejlighed til at hylde deres kejser og til at mindes de glorværdige og dramatiske år, de havde brugt på at gennemkrydse Europa i hans tjeneste. Ved Courbevoie, i ti graders frost, knælede Ludvig-Filips nye premierminister Jean-de-Dieu Soult foran kisten, fuld af tanker og minder: Soult var i et tidligere liv blevet forfremmet til marskal af Napoleon og havde under slaget ved Austerlitz været hans højrehånd, mens han havde været generalmajor under slaget ved Waterloo.20 Tempoet på denne sidste del af kejserens hjemrejse var blevet markant langsommere, hvilket gjorde det muligt for arkitekterne og en hær af håndværkere at gøre deres arbejde færdigt, således at Napoleons jordiske rester kunne modtages med behørig pomp og pragt. Dette gav samtidig almindelige borgere og lokale

22

NAPOLEON

myndigheder langs ruten mulighed for at vise kejseren deres respekt og at iscenesætte festligheder, der var en kejser værdig.

Da nyheden om flotillens ankomst nåede Paris, spredte en forventningens glæde sig, især blandt overlevende fra La Grande Armée. Om de veteraner, der var indlogeret på Les Invalides, blev det rapporteret, at ”glæde kunne udvikle sig til galskab: Det virkede, som om de følte sig hensat til de slag og den hæder, de tidligere havde opnået. De stakkels gamle, sårede soldater glemte for en stund deres smerte og deres lidelser; de sang, lo, børstede deres uniformer og pudsede deres sværd, som skulle den store hærfører selv inspicere dem.”21 Sidst på denne ugelange rejse, da flotillen havde lagt til ved Courbevoie, vendte alle øjne sig mod Paris. Den dag, der var valgt til den sidste kortege og selve begravelsen af Napoleon, den 15. december 1840, blev en dag præget af stor pomp og pragt, da begravelsesprocessionen drog igennem byen. Samtidige beretninger er enstemmige i deres beskrivelse af den folkelige begejstring over hele Paris og den glæde og stolthed, der kunne læses i ansigterne i folkemængderne. Da kortegen bevægede sig gennem hovedstadens gader, var der en vis risiko for, at denne begejstring skulle udvikle sig i politisk retning, og nogle grupperinger i menneskemængderne råbte igen og igen ”Vive L’Empereur” som en måde at udtrykke deres utilfredshed med den grå verden, som de forbandt med monarkiet. Men de fleste parisere var ikke optaget af begivenhedens eventuelle politiske betydning – de betragtede snarere dagen som en ekstra helligdag og gav sig hen til farverne, musikken og kanonernes skud. De betragtede begivenheden som en lejlighed til at fejre og slå sig løs, som en folkefest, som de også havde del i. Nogle gik endnu videre og betragtede begivenheden som et udtryk for national forening, som en milepæl i skabelsen af Frankrigs kollektive erindring og etableringen af den postrevolutionære nations identitet. Den republikanske og venstreorienterede presse

Paris, 1840

23

afspejlede den generelle folkelige begejstring og patriotisme og roste Napoleon både som militær hærfører og som arvtageren til Frankrigs revolutionære traditioner. Kun de dele af pressen, der hørte til den monarkistiske højrefløj, var skeptiske og mindede deres læsere om, at Napoleons tilbagevenden på ingen måde gjorde Napoleon legitim, og at han for dem altid ville forblive en ’tyran’ og en ’usurpator’ af Bourbon-husets trone.22 Paris var overdådigt pyntet til begravelsesprocessionen på en dag, hvor termometret om morgenen viste 15 graders frost. Selv nogle af de soldater, der skulle deltage i ceremonien, måtte sande, at kulden tærede på deres kræfter. Kulden afskrækkede dog ikke folk, der dukkede op i hundredtusindvis for at se kejseren en sidste gang blandt sit folk. I denne henseende mindede begivenheden om de traditionelle kongelige begravelser, som Frankrig havde vænnet sig til under restaurationen (1815-1830), og som almindeligvis havde en religiøs såvel som politisk karakter og forbandt en monarks nylige død eller martyrdød under revolutionen med løftet om frelse i en anden verden. Under restaurationen var de blevet kaldt på gaderne for at hylde medlemmer af den kongelige familie, der havde mistet livet under revolutionens terror, da Ludvig 16. og Marie-Antoinette blev overført til Saint-Denis. Senere var der statsbegravelserne af Ludvig 18. og hertugen af Berry.23 I Napoleons tilfælde var løftet om evighed nok ikke det budskab, som myndighederne ønskede at sende, men dette var den betydning, der normalt var indkodet i disse kongelige ceremonier, og som uden tvivl afspejlede, hvad tilskuerne læste ind i ceremonien.

Der var dog en anden forskel, i og med at kejseren længe havde været død, og der dermed ikke var nogen grund til begrædelse.

Ceremonien for Napoleon var i streng forstand ikke en begravelse, men en genbegravelse på fransk jord; tilskuerne havde lov til at opfatte den som en anledning til fest og jubel og ikke så meget som en anledning til at sørge.

24

NAPOLEON

Napoleons jordiske rester ankom til byen på en begravelsespram og blev overført til en enorm gylden karet, der blev trukket af 16 heste og var draperet med lilla klæder dekoreret med kejserlige bier og desuden udsmykket med 14 bevæbnede karyatider og kejserlige ørne i underdanig positur. Kareten var mere end ti meter høj og vejede 13 ton og var – afhængig af den enkelte tilskuers smag – enten fantastisk storslået eller overdrevent tung og klodset. Den havde uden tvivl den ulempe, at den skjulte det, som de fleste var kommet for at se – Napoleons kiste.24 Men kareten imponerede uden tvivl folkemængden, mens den dundrede over brostenene forbi Triumfbuen og ned ad Champs-Élysées, før den krydsede Seinen på sin vej hen til Les Invalides. Gaderne var fyldt med tilskuere, der alle håbede på at få et sidste glimt af kejseren, mens den lange og farverige begravelseskortege passerede forbi. I lyset af Napoleons bedrifter var det måske passende, at processionen i overvældende grad bestod af soldater, hvis strålende uniformer og militærmarcher bidrog til festen og til folkets glæde ved begivenheden.

Udsmykningen i gaderne matchede feststemningen. Den symbolik og det billedsprog, der blev anvendt i udsmykningen, fokuserede især på Napoleons sejre og på hans status som militærhelt – et billede af kejseren, der levede videre i legenden om Napoleon og i folkets fantasi. Dette var helten fra Marengo og Austerlitz snarere end ophavsmanden til universitetet og lovbogen Code Napoléon.

Gaderne langs ruten og broerne over Seinen var ødselt dekoreret med symbolske statuer og triumfbuer, der afspejlede stemningen.

På hver sin side af Champs-Élysées stod 18 sejrsgudinder med vinger, afløst af søjler med en kejserlig ørn på toppen. Pont de la Concorde var udsmykket med fire triumfsøjler og otte statuer, der repræsenterede det franske folks bedrifter – Visdom, Styrke, Retfærdighed og Krig på den ene side og Landbrug, Kunstarterne, Retorik og Handel på den anden – før kortegen nåede frem til venstre bred af floden, hvor den blev mødt af en enorm statue, der

Paris, 1840

25

repræsenterede Udødeligheden. Da processionen nærmede sig Les Invalides fra Seinen, passerede den en bronzestatue af kejseren selv, mens 32 hastigt opførte gipsstatuer af tidligere franske helte, der stod langs esplanaden, kiggede bifaldende ned på kortegen.

Valget af de personer, der blev æret som helte, var meget oplysende, om end det var lidt af en broget forsamling. Monarkerne var godt repræsenteret, man gik så langt tilbage som til Klodevig, Hugo Capet og Karl Martell, men der var ingen nyere end Ludvig 14. Fortidens militære ledere indtog deres ærefulde plads ved siden af kongerne: Jeanne d’Arc var der selvfølgelig sammen med Duguesclin og Bayard, Condé og Turenne. Den største specialist i belejringskrig, Vauban, var der også, og det samme var Napoleons største rival i de franske revolutionære hære, Lazare Hoche. Men endnu mere væsentligt var også syv af Napoleons marskaller – de generaler, der havde tjent ham under hans store felttog i Italien, Tyskland, Spanien og Rusland – blevet valgt til denne ære. Også de fremstod som helte, der kunne sammenlignes med fortidens store soldater. Kellermann, Jourdan, Lannes, Masséna, Mortier og Macdonald var alle inkluderet i æresgarden, og det samme var noget overraskende Ney, der blev henrettet for forræderi efter at have støttet Napoleon under De Hundrede Dage, men som Ludvig-Filip til lejligheden havde rehabiliteret.25 Alt i alt havde fremstillingen af udsmykningerne og skulpturerne beskæftiget 50 af Frankrigs fø­ rende kunstnere.26 Ceremonien fortsatte inde i kirken med prinsen af Joinvilles højtidelige overlevering af de jordiske rester og Ludvig-Filips modtagelse af dem ”i Frankrigs navn”. Med denne gestus blev Napoleon budt velkommen tilbage til nationen – en handling, hævdede hans tilhængere, som gav ham en ny legitimitet i Frankrigs politiske regimers turbulente historie. På kisten blev der med en næsten religiøs hengivenhed placeret tre genstande til hans minde: et kors fra Æreslegionen, den berømte hat, han havde båret ved slaget ved

26

NAPOLEON

Eylau, og det gyldne sværd, han havde svunget ved Austerlitz. Dernæst – da kisten var blevet placeret på katafalken – kunne gudstjenesten begynde, til lyden af Mozarts requiem, opført af 600 musikere, sangere og korsangere.27 Det havde været en begivenhedsrig dag. Det, der var begyndt som en mindeværdig udstrømning af folkelig glæde, endte i en stemning af næsten religiøs højdelighed.

Napoleons tilbagevenden til fransk jord er et sigende eksempel på det franske folks fortsatte fascination af kejseren, og mange i folkemængden lagde ikke skjul på deres beundring for det, som Napoleon havde opnået, eller deres nostalgiske minder om det store imperium. Festlighederne ætsede sig ind i den offentlige erindring, og de blev givet videre til fremtidige generationer gennem malerier, litografier, digte og populære sange. Parisiske teatre opførte operaer, der glorificerede imperiets stil og pragt, og de spillede for fulde huse. Mere end hundrede digte blev skrevet og udgivet til markering af ceremonien, det mest berømte skrevet af Victor Hugo, og det store flertal af disse lovpriste uden forbehold Frankrigs døde helt.28 Malere kappedes med hinanden om at beskrive scenen ved Napoleons gravsted på Sankt Helena, La BellePoules ankomst til Cherbourg og den farverige, storslåede sidste procession gennem Paris. Nogle fremhævede landskabets skønhed og ceremoniens værdighed i et forsøg på at føje yderligere glans til begivenheden. Andre benyttede sig af allegorier for at give hændelserne en mere eksplicit politisk fortolkning, og i den forbindelse blandede de ofte virkelige og fiktive karakterer eller præsenterede martyren Napoleon som en ny helgen i den kristne panteon.29 Kunstnere som François Trichot og Horace Vernet antydede, at Napoleon endda besad guddommelige egenskaber: De fremstiller ham begge som opstående fra de døde, genopstanden som en ny Kristus, der vender tilbage til sit folk, eller i en stridsvogn, som en ørn fragter til et evigt paradis.30 Karikaturtegnere udnyttede begivenheden til at mindes den store armés glorværdige sejre eller til at

Paris, 1840

27

sætte kejserens bedrifter og ambitioner op over for det nuværende regimes langt mere beskedne bedrifter og ambitioner.

Produktionen og det store udbud af reproduktioner og litografier betød, at der inden for få timer efter begivenhederne i Paris blev distribueret afbildninger af dem til alle dele af landet, hvorved indbyggerne i provinsbyer og de landlige små flækker blev en del af et fantastisk, napoleonsk øjeblik, som mange følte, at de uretmæssigt var blevet udelukket fra at tage del i. Kejserens bedrifter havde længe været et foretrukkent tema for de populære tegninger, som Jean-Charles Pellerin producerede i Épinal og distribuerede over hele Frankrig til salg på markeder. Pellerin benyttede lejligheden til at afbilde ceremonien med alle dens vidunderlige detaljer, den gigantiske og opulente begravelsesvogn og de enorme og begejstrede folkemængder, der havde kantet gaderne og fyldt det centrale Paris, for sine landsmænd. Ingen detaljer blev udeladt, hvilket sikrede, at Napoleons tilbagevenden til fransk jord blev en af de mest kendte og elskede begivenheder i det 19. århundredes franske historie – en begivenhed, der var med til at holde den napoleonske legende levende for fremtidige generationer.31 Legenden havde vundet ny popularitet efter Napoleons død i 1821. Den var bygget op omkring hans berømte og brogede liv som soldat og statsmand, en revolutionær, der havde erobret Europa, en talentfuld mand, der blev forfremmet fra de meniges rækker og endte med at blive sit lands ubestridte leder efter det revolutionære årtis splittelser og fraktionskampe.

Dette liv tog sin begyndelse i 1769 på øen Korsika.

alan forrest

alan forrest

i n f o r m at i o n s f o r la g

Napoleon omslag 030713 pack.indd 2

11/07/13 10.41