Nazisabotørerne

MICHAEL DOBBS

Nazi sabotørerne ANGREBET PÅ AMERIKA

INFORMATIONS FORLAG

Nazisabotørerne © Dansk udgave, Informations Forlag, 2011 Oversat fra engelsk af Niels Ivar Larsen efter Saboteurs Copyright © 2004 by Michael Dobbs This translation is published by arrangements with Alfred A. Knopf, an imprint of the Knopf Doubleday Group, a division of Random House, inc.

Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Remote Grafik Tryk: Bookwell, Finland 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-303-0 Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag St. Kongensgade 40 C, 1264 København K www.informationsforlag.dk

INDHOLD

Prolog

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

FØRSTE DEL: VEJEN TIL AMERIKA (11. APRIL – 13. JUNI) . . . . 17 Kapitel 1 Sabotageskolen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Kapitel 2

Afsked . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43

Kapitel 3

Mændene går amok . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65

Kapitel 4

Med ubåd over Atlanten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77

ANDEN DEL: FRIHED (13.-27. JUNI) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Kapitel 5

Stranden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101

Kapitel 6

New York, New York . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123

Kapitel 7

Højt spil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137

Kapitel 8

Jeg har en historie at fortælle . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159

Kapitel 9

Indtrængerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179

Kapitel 10 Koner og kærester . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199

TREDJE DEL: FANGENSKAB (27. JUNI – 29. AUGUST) . . . . . . . 219 Kapitel 11. Skyldig i allerhøjeste grad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221 Kapitel 12 Militærtribunalet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243 Kapitel 13 Lighed for loven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 275 Kapitel 14 Dødsgangen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150

Epilog

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 315

Tak

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 331

Noter

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 335

Bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 355 Register

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 359

KAPITEL 5

Stranden (13. JUNI, MORGEN)

S

eks måneder efter Pearl Harbor lå terrorisme anstiftet af fremmede magter lavt på listen over almindelige amerikaneres bekymringer. Selv om det var velkendt, at der huserede tyske ubåde ud for østkysten, forekom tanken om, at nazisabotører skulle gå i land for at hærge bag amerikanske linjer, temmelig søgt for ikke at sige latterlig. Fjendtlige sabotageaktioner var snarere stof for Hollywood-film end for dagbladsoverskrifter.

For de fleste amerikanere var krigen i Europa og Asien stadig langt væk. Amerikanske unge mænd ofrede måske nok deres liv på steder som Corregidor og Bataan, men den hjemlige dagligdag havde stadig et præg af uskyldighed over sig. Folk havde vænnet sig til tanken om at være beskyttet bag to store oceaner: Det amerikanske hjemland forekom at være en oase af fred og relativ velstand og på en eller anden måde på sikker afstand af de morderiske lidenskaber, som gjorde resten af verden til en jammerdal. Saks Fifth Avenue averterede stadig med sit halvårlige alt skal væk-udsalg, Irving Berlin satte stadig sine musicalshows op på Broadway, og Joe DiMaggio slog stadig home runs på Yankee Stadium.

Den amerikanske følelse af usårlighed afspejlede sig i den lave prioritering, som blev tillagt hensynet til den indre sikkerhed. De forsvarsværker, som var blevet etableret langs østkysten umiddelbart efter Amerikas indtræden i krigen, var “sparsomme og improviserede”, som det skulle blive udtrykt i den amerikanske hærs egen officielle historieskrivning.1 De blev i nogen grad opgraderet i april som et resultat af den stigende ubådstrussel og nye efterretninger 101

NAZISABOTØRERNE

om, at tyskerne måske ville forsøge at landsætte sabotører langs kysten. Men der var mange gabende huller, i vidt omfang som følge af ressortstridigheder mellem de forskellige bureaukratier, som forsvaret af hjemlandet sorterede under.

I teorien var flåden ansvarlig for at bekæmpe fjenden til havs, mens kystvagten skulle patruljere på strandene og hæren forsvare kystlinjen. I praksis overlappede alle disse ansvarsområder dog hinanden. Såvel hær som flåde havde radioaflytningsstationer langs kysten for at opfange de tyske ubådskommunikationer. Hærens Eastern Defense Command rådede over et beredskab af mobile infanteri­ enheder, der kunne sættes ind mod fjendtlig indtrængning. Som resultat lå hærens kommandanter i evig fejde med kystvagten, som var ansvarlig for forsvaret af strandene. Flåden havde det primære ansvar for kampagnen for ubådsbekæmpelse, mens det var hærens job at udstede og håndhæve direktivet om mørklægning for at hindre undervandsbåde i at angribe skibe, der var synlige som silhuetter på baggrund af by- og havnebelysning.

For yderligere at komplicere tingene var det FBI’s opgave at bekæmpe forsøg på landsskadelig virksomhed eller sabotage med bistand fra flådens Office of Naval Intelligence og hærens Military Intelligence Division. Den øverste chef for FBI, J. Edgar Hoover, havde et ry som en uhyre kompetent, men til tider også skruppelløs bureaukratisk kamphane, der bestandigt forsøgte at fremme sin organisa­ tions interesser, uanset om dette måtte indebære hensynsløs optræden over for enhver anden myndighedsinstans.

Hver af de tjenester, som var ansvarlige for at forsvare det amerikanske hjemland, havde sin egen kommandokæde og vogtede nidkært over sine rettigheder og fortrinsstillinger, hvoraf nogle kunne dateres helt tilbage til Uafhængighedskrigen. Skønt krigsministe­ riets embedsmænd havde forsøgt at skære ned på bureaukratiet og udvikle et bedre fungerende system for samarbejde mellem de enkelte myndighedsinstanser, var de mennesker, som i den fysiske virkelighed skulle bemande kystforsvarets kanoner og lytte til fjendens radiotrafik, dårligt nok på talefod med hinanden.

Hvis der var nogen i Washington, som tog truslen om undergravning indefra særdeles alvorligt, var det præsident Franklin Delano Roosevelt. Som vicemarineminister under Første Verdenskrig 102

KAPITEL 5 · STRANDEN

havde Roosevelt stået i spidsen for flådens efterretningstjeneste, og han nærede en vedvarende angst for, at tyskerne skulle planlægge angreb imod amerikanske militærinstallationer. Nogle af disse frygtede komplotter var blot produkter af hans egen hyperaktive fantasi og livslange fascination af spionverdenen, men andre var reelle nok. I juli 1916 sprængte sabotører et enormt ammunitionsdepot i luften på Black Tom Island i New Yorks havn, lige over for Frihedsgudinden. Syv mennesker blev dræbt og to millioner pund ammunition, der var tiltænkt de allierede styrker i Europa, gik op i røg.2 Det var den største eksplosion i New Yorks historie, og den kunne høres helt til Philadelphia, næsten 160 kilometer væk. Tusindvis af tunge glaspladevinduer faldt ud af skyskrabere og kontorbygninger på Manhattan og Brooklyn, og sprængfragmenter landede så langt borte som Governors Island. Seks måneder senere, i januar 1917, blev New York igen rystet af eksploderende ammunition, denne gang på en granatfabrik i nærheden af Kingsland, New Jersey.

Ansvaret for Black Tom- og Kingsland-eksplosionerne – som fandt sted på et tidspunkt, da USA stadig var officielt neutral – blev i sidste ende sporet til den tyske hemmelige tjeneste. Blandt de implicerede i komplottet var Franz von Papen, en tidligere tysk militærattaché i Washington og en senere mentor for Adolf Hitler. Det forekom rimeligt at konkludere, at tyskerne ville gøre forsøg på noget lignende i Anden Verdenskrig.

Roosevelts mistanke blev styrket af en efterretningsrapport fra den amerikanske ambassade i Schweiz dateret 15. marts 1942, der advarede om, at tyske undervandsbåde medbringende grupper på “to eller tre agenter ad gangen” ville anløbe nord- og centralamerikanske kyster.3 Rapporten citerede en fortrolig kilde, som netop var vendt tilbage fra den tyske havneby Kiel, hvor han var mødtes med familiemedlemmer til ubådsmænd.

Agenterne medbringer kommunikationsudstyr og meget kost­bare specialsprængstoffer. De er særdeles fortrolige med det område, hvor de vil arbejde, og uhyre velforsynede med dollarsedler fremskaffet i Sverige og Schweiz. I ly af mørket sejler de meget tæt på kysten (nogle af kommandanterne beretter at have set lyshavet fra New Yorks skyline), hvor103

NAZISABOTØRERNE

fra medlemmer af undervandsbådens mandskab fører dem i land om bord på hårde gummibåde med påhængsmotorer.

Ifølge en veldefineret plan skal agenter og deres medskyldige i Amerika på given ordre og samme tidspunkt indlede en bølge af sabotage og terror overalt på kontinentet, hvis hovedformål skal være at nødsage De Forenede Staters militærledelse til at bevare det størst muligt antal tropper på hjemmefronten og derved reducere det antal, der kan sendes til udlandet, til et minimum.

Rapporten blev diskuteret af den amerikanske generalstab den 30. marts og formidlet videre til de enkelte efterretningstjenester “med henblik på at tage de passende skridt”. En uge senere lod præsidenten sin flådemedarbejder sende et memorandum til flåden og kystvagten, der advarede dem om faren for, at sabotører kunne gå i land. Et effektivt indgreb imod denne trussel, foreslog Roosevelt, kunne være “en fornuftig udbygning” af kystvagtens strandpatrulje-tjeneste.4 Mere specifikt tilrådede han at udstyre enmands-strandpatruljerne med en “bærbar tovejs-radio”, således at de omgående kunne alarmere deres overordnede om fjendtlige indtrængere. Tovejs-radiosendere, der snart skulle blive kendt som “walkie-talkies”, var en relativt ny opfindelse: Roosevelt havde set dem anvendt på sit landsted i Hyde Park i den nordlige del af staten New York og var meget imponeret.

Som det ofte skete med sådanne skrivelser, blev FDR’s forslag om tovejs-radiosæt arkiveret og glemt som endnu en forbigående præsidentiel grille.

John Cullen var 21 år og havde årvågne blå øjne, en rødmosset teint og bølget hår. Da krigen brød ud, havde han arbejdet i stormagasinet Macy’s i godt et år. Som skikken var i Macy’s, var han begyndt med at levere små pakker, men havde siden arbejdet sig op til at levere møbler. Hans hovedinteresser ved siden af sit arbejde var bowling, dans og at gå ud med sin kæreste.

Dagen efter det japanske angreb på Pearl Harbor besluttede Cullen og hans bedste ven sig for at søge ind i flåden. De meldte sig på et hvervekontor i Bronx, hvor en brysk sergent affejede dem med disse ord: “Hvis I fyre er klar til at gå om bord nu i aften, så tager 104

KAPITEL 5 · STRANDEN

vi jer med. Hvis ikke, så smut med det samme.”5 Deres patriotiske entusiasme strakte sig ikke vidt nok til, at de ville undvære at fejre jul med deres familier, så de søgte i stedet om optagelse i kystvagten.

Den amerikanske kystvagt var under hastig udbygning for at kunne håndtere truslen fra de tyske ubåde, og alle nye rekrutter blev sendt til en modtagestation på Ellis Island, hvor de blev indkvarteret på en sovesal med tremandskøjer. Efter flere ugers træning blev de sendt af sted til redningsbådsstationer langs østkysten for at udføre den lidet glamourøse øvelse, der var kendt som “sandtrampen” og bestod i at vandre op og ned ad strandene og holde udkig efter skibe i havsnød, druknende badegæster og tyske ubåde. Redningsbåds­stationerne var placeret med cirka ti kilometers afstand mellem sig langs en over 3.000 kilometer lang kæde fra Maine i nord til Florida i syd.

Cullen havnede i den lille badeby Amagansett, nær Long Islands østlige spids, på en kyststrækning, der var berygtet for sine mange vrag og grundstødninger. En sandbanke på godt 100 meter et stykke ude havde i årenes løb narret adskillige søfolk, hvis både var strandet, når tidevandet skyllede ud. En kraftig orkan havde hærget Amagansett i 1938, raseret mange strandhuse og forvandlet området bag strandene til et halvt øde kratland.

Redningsbådsstationen var en to etages træbygning med et udkigstårn på taget, en stor bådgarage i kælderen og sovefaciliteter for seksten mænd på anden sal. Når han var på strandpatrulje, skulle Cullen spadsere eller løbe fem kilometer hen til et signallys, trykke på et stopur, han havde med sig, som bekræftelse på, at han havde nået sit bestemmelsessted, og derpå vende tilbage til stationen. Efter mørkets frembrud skulle han tillige sikre sig, at alle huse, der vendte ud mod havet, var totalt mørklagte. Hele tikilometers-runden tog omkring to timer at fuldføre.

Kystvagtens hovedkvarter havde reageret på alarmen om, at tyske sabotører kunne være under landsætning, ved at give ordre til samtidige patruljer på begge sider af redningsbådsstationerne, når dette var praktisk muligt.6 På Amagansett-stationen havde mændene imidlertid kun ét stopur til deling, så det var nødvendigt at afvente, at en patrulje blev afsluttet, før en ny kunne sendes ud. Dette betød, at hver strandstrækning blev patruljeret to gange på fire timer, den ene gang på vej ud og den anden gang på vej tilbage.

105

NAZISABOTØRERNE

Chancen for at en kystvagtmand skulle støde ind i nogen, der steg i land – under den forudsætning, at indtrængeren opholdt sig godt tyve minutter på stranden, før han rykkede længere ind i landet – var omtrent en til seks.

Lørdag den 13. juni havde Cullen fået tildelt midnatspatruljen mod øst fra Amagansett Lifeboat Station. Patruljen fra vest var længe om at komme tilbage, så Cullen drog ikke ud før ti minutter over midnat.

Han banede sig vej fra redningsbådsstationen ned gennem sandklitterne og videre forbi et udkigstårn og en flåderadiostation på stranden.

Han var alene og ubevæbnet og bar kystvagtens standarduniform: mørkeblå pullover og mørkeblå bukser og sorte vandresko.

Han var ude af stand til at se mere end få meter frem på grund af tågen. Der gik rygter om tyske ubåde ved kysten, men selv hvis han skulle løbe ind i en nazistisk sabotør eller sømand, havde Cullen ingen anelse om, hvordan han skulle forholde sig, eller hvordan han skulle skaffe hjælp. Ud over en signalpistol havde han ingen muligheder for at kommunikere med sin redningsbådsstation.

Da det var ebbe, var stranden særlig bred, næsten hundrede meter fra vandkanten til klitterne. Cullen havde ikke noget ønske om at fare vild i tågen, så han holdt sig tæt til havet, hvor sandet var mere fast. Han muntrede sig selv op ved at synge nogle af tidens schlagere såsom “I’ve Got a Girl in Kalamazoo” af Glenn Miller. Der var navnlig én melodi, som han ikke kunne få ud af hovedet. Indspillet af Jimmy Dorseys Orkester havde den ligget nummer ét på hitlisten i Amerika i fem uger nu: Tangerine She is all they claim With her eyes of night and lips bright as flame Tangerine When she dances by Señoritas stare and caballeros sigh And I’ve seen Toasts to Tangerine Raised in every bar across the Argentine.7

106

KAPITEL 5 · STRANDEN

Han havde gået i cirka et kvarter og tilbagelagt lidt under en kilometer, da han fik øje på en gruppe på tre mænd, som holdt på en mørk genstand i brændingen. Deres silhuetter trådte frem på baggrund af det tågede hav. Det var usædvanligt at støde på nogen på dette tidspunkt af natten: Som følge af mørklægnings-restriktionerne var det meningen, at alle ikke-uniformerede personer skulle holde sig væk fra stranden.

“Hvem er I?,” råbte Cullen.8 Han rettede lyskeglen fra sin stavlygte i retning mod de fremmede, men da den ikke var til megen nytte i den tætte tåge, valgte han at slukke den.

En af mændene kom hen imod ham og råbte et spørgsmål tilbage. ”Er det kystvagten?” ”Ja. Hvem er I?” “Fiskere. Fra East Hampton. Vi forsøgte at komme op til Montauk Point, men vores båd gik på grund. Nu venter vi på solopgangen.”

“Hvad mener De, East Hampton og Montauk Point?,” spurgte Cullen, overrasket over at fiskerne kunne gå på grund mindre end otte kilometer fra deres udgangspunkt og tyve kilometer fra deres bestemmelsessted. Al logik sagde, at de måtte befinde sig længere ude på havet. “Ved I, hvor I er?”

Den fremmede virkede fordækt. “Jeg tror ikke, jeg ved, hvor vi er landet. Men det kan De måske fortælle os?”

“I er i Amagansett. Det er min station derovre,” svarede kystvagtmanden og gjorde en fejende gestus gennem tågen. “Hvorfor tager I ikke med på stationen, så kan I overnatte der?”

Den anden mand tøvede lidt, før han mumlede: “All right”.

Sammen gik de nogle skridt i retning af redningsbådsstationen. Så skiftede den fremmede mening. ”Jeg tager ikke med Dem.” ”Hvorfor ikke?”

Ny tøven. ”Jeg har ikke noget ID-kort og ingen fisketilladelse.”

“Pyt med det. De må hellere komme med.” ”Nej, det vil jeg ikke.”

Cullen gjorde mine til at gribe fat i den fremmedes arm. “De er nødt til at komme med mig”.

Selv om den fremmede talte flydende engelsk, forekom han besynderligt fremmedartet. Han mindede ikke ret meget om en fisker.

107

NAZISABOTØRERNE

Han var iført en rød uldtrøje med en lynlås ved halsen, en grå mekanikerfrakke, grå smækbukser, hvide sokker, tennissko og en mørkebrun filthat.9 Hans bukser, bemærkede Cullen, var drivvåde. Den fremmede forekom opsat på at bortlede Cullens opmærksomhed fra sine to ledsagere. Snarere end at underlægge sig kystvagtens myndighed skiftede han brat emne.

“Hør nu her, hvor gammel er du, sønnike?” ”Enogtyve.” ”Og du har en mor?” ”Ja.” ”Og en far.” ”Ja.” “Hør her, jeg vil ikke bryde mig om at skulle slå dig ihjel. Du aner ikke, hvad det her handler om.”

Den fremmede greb dybt ned i venstre bukselomme og trak en tobakspung op, der viste sig at indeholde et tykt bundt sedler.

“Glem nu alt det her. Jeg giver dig nogle penge, og så kan du forkæle dig selv.” ”Jeg vil ikke have Deres penge.”

En anden mand dukkede frem fra tågen fra et eller andet sted højere oppe ad stranden. Han var kun iført drivende våde badebukser og en kæde med nogle medaljoner om halsen. Han trak en lige så våd køjesæk efter sig i sandet. “Muslinger,” sagde manden med filthatten i et forsøg på at forklare sig. “Vi har fisket efter muslinger.”

Manden sagde noget på et sprog, som Cullen ikke forstod, men som vagt kunne lyde som det tysk, han havde hørt i krigsfilm. Brugen af et fremmed sprog gjorde manden med filthatten nervøs. Han lagde straks sin ene hånd over den anden mands mund og beordrede ham, på engelsk, til at holde mund og til at “gå tilbage til de andre gutter”. Så tog han Cullen ved armen og sagde: “Kom nu lige her.”

Efter nogle få skridt tog den fremmede flere penge frem fra tobakspungen og plantede, hvad han hævdede var 300 dollar i Cullens hænder. På dette tidspunkt var Cullen blevet stærkt bekymret. Han var blevet truet på livet, og han var i klart undertal. De var mindst fire mod en.

“Kig nu godt på mit ansigt,” sagde den fremmede, tog hatten af og kom tættere på. “Kig mig ind i øjnene.”

108

KAPITEL 5 · STRANDEN

Den fremmedes øjne var mørkebrune, næsten sorte. Han var tynd og så ud til at være omkring 1,70 meter høj. Han havde usædvanligt lange arme, en lang høgenæse og udstående ører. Hans mest bemærkelsesværdige træk ud over et tyndt og aflangt ansigt var en stribe af sølvgråt hår, som skar midt igennem hans kæmmede sorte frisure.

“Se mig ind i øjnene,” gentog den fremmede. “Ville du kunne genkende mig, hvis du så mig igen?”

“Nej, jeg har aldrig set Dem før.”

“Du vil måske støde på mig i East Hampton igen på et tidspunkt. Vil du så genkende mig?” ”Nej, jeg har aldrig set Dem i mit liv.”

“Du vil måske høre fra mig igen. Mit navn er George John Davis.

Hvad hedder du, knægt?”

Det havde været en bizar samtale, og Cullen havde ikke tænkt sig at røbe sit virkelige navn. ”Frank Collins, sir,” mumlede han.

Og med disse ord bakkede han væk fra de fremmede, idet han knugede sedlerne i sin hånd. Manden med filthatten så ud til at være klar til at lade ham gå, selv om hans ledsagere med lethed kunne have overmandet ham. Da Cullen først nåede i ly af tågen, løb han for sit liv.

Det tog ikke Cullen mere end fem minutter at løbe tilbage til redningsbådsstationen. De fleste af hans kolleger var gået i seng.

Han vækkede dem med tilråb såsom “der er tyskere på stranden” og “kom nu i sving”. Nervøs og forpustet fik han fremstammet sin historie til sin umiddelbart overordnede, bådsmand Carl Jennett, en garvet søulk, som mente, at han havde set alt, hvad der var at se i livet. Jennett havde brugt alt for meget tid på at besvare falske alarmer til, at han i første omgang var tilbøjelig til at fæstne lid til sin underordnedes historie. Det var først, da Cullen fremdrog et bundt krøllede sedler fra sin lomme, at Jennett begyndte at tage ham alvorligt.10 Jennett åbnede lagerrummet og uddelte Springfield-rifler af kaliber .30 og tilhørende ammunition til sine mænd, men ingen af dem havde nogen erfaringer med skydevåben. Han ladede riflerne for Cullen og seks andre kystvagtfolk og gav dem et to minutters kursus i, hvordan de skulle affyre våbnene. Før han styrtede ud ad 109

NAZISABOTØRERNE

døren, ringede Jennett til nabo-redningsstationen, der lå ti kilometer længere oppe ad kysten ved Napeague, for at slå alarm og advisere dem om, hvad der foregik.

Uden for stationen så mændene en bil køre ned ad vejen. Dens forlygter var blændede, så kun en smal stribe lys trængte ud i overensstemmelse med mørklægningsrestriktionerne. Ingen vidste, hvem der var i bilen, og i den tro, at den måske var på vej til stranden for at samle tyskerne op, gemte Jennett og hans mænd sig i vejkanten. Men bilen drejede fra og kørte hen imod redningsbådsstationen.

Dens passagerer viste sig at være kystvagtmænd, der vendte tilbage fra en fest.

Da de kom tilbage til det sted, hvor Cullen var stødt ind i manden med den grå hårstribe, var klokken tæt på at være et, og der var gået en halv time efter episoden.11 De spredte sig i vifteformation og finkæmmede stranden, men der var ingen spor af de fremmede.

“Bliv her, mens vi undersøger klitterne,” beordrede Jennett, idet han efterlod Cullen på det sted, hvor han sidst havde set tyskerne.12 To andre mænd holdt ham med selskab. Mens de ventede på, at de andre skulle komme tilbage til stranden, opfangede Cullen og hans ledsagere en duft af noget, der mindede om dampe fra afbrændt dieselolie et eller andet sted ude fra havet. Tågen var stadig meget tyk.

Men et eller andet sted ude i de brusende bølger kunne de skelne silhuetten af en lang lavtliggende båd, der blev tyndere i hver ende og havde en form for dækshus på midten. Et lys blinkede gennem tågen. Med få minutters mellemrum startede båden sine motorer, som om den gjorde forsøg på en eller anden slags manøvre.

Cullen og de andre fik den tanke, at tyskerne var på vej tilbage, eller at båden kunne finde på at beskyde dem, så de dukkede sig bag et hegn. De følte sig skræmte og sårbare: En krig, der for blot få timer siden havde forekommet langt væk, var pludselig blevet helt konkret på deres strand.

På U-202 var stemningen vendt fra lettelse over, hvad der tegnede til at blive en relativt vellykket operation, til begyndende panik. I første omgang så alt ud til at gå glat. Den tykke tåge havde udgjort det perfekte dække for landsætningen af V-mændene. Og de sømænd, som roede sabotørerne i land i gummiflåden, havde uden problemer 110

KAPITEL 5 · STRANDEN

holdt fat i den line, som var fastgjort til ubåden. De hev i linen, da de ønskede at blive halet tilbage, hvilket også skete.

Da Linder hørte om mødet med kystvagten, blev han vred over, at Dasch ikke havde sendt ham tilbage som krigsfange, som han havde fået ordre til.13 Men kort efter blev hans vrede overskygget af en mere umiddelbart påtrængende krise: Hans undervandsbåd havde sat sig fast på sandbanken.

Ubåden var vendt rundt, så den lå parallelt med stranden, da sabotørerne gik fra borde. Travlt optaget af at få gummiflåden i vandet havde Linder ikke været tilstrækkeligt opmærksom på sin egen båd, som blev skubbet dybere ind på sandbanken for hver bølge, der skyllede forbi. Da han indså, hvad der var ved at ske, var tidevandet på vej ud, og ubåden var strandet.

Fra broen på U-202 kunne Linder akkurat skelne en mand, der bevægede sig rundt på stranden med en håndlygte. Han antog, at det var en af V-mændene, der ville signalere, at alt var i orden. Han forsøgte at befri undervandsbåden fra sandet ved at sætte både diesel- og elmotorer på fuld kraft, men intet skete. Han beordrede derpå de tunge torpedoer fjernet fra deres rør for at hæve forstavnen. For at gøre båden så let som mulig tømte han vandtankene og dumpede nogle af brændstofreserverne over bord. Ved at slå den ene af ubådens skruer på frem og den anden på bak tvang han roret i retning af den skrue, som roterede baglæns, og kunne derved rokke båden – en manøvre, der blandt engelsksprogede søfolk kendes som “sally ship”. Men selv om U-202 “hoppede rundt som en frø på stranden”, lykkedes det ikke at komme fri.14 “Ingen succes,” noterede Linder i sin log. “Båden sad fast. Jeg fyldte tankene igen for ikke at blive skyllet længere ind mod stranden. Så forsøgte jeg den samme manøvre (at blæse luft ind og slå fuld kraft frem) trods faren ved at blive hørt på land. Også dette forsøg slog fejl.”

Kl. 1 om natten var tågen ved at klare op, og kysten var blevet synlig. Da han forsøgte at finde sin position på søkortet, kunne Linder se, at hans skib lå omkring 200 meter fra stranden, næsten vinkelret i forhold til den amerikanske flådes radiostation ved Amagansett.

Skønt han havde måttet navigere i tågen, var han under tre kilometer fra det tiltænkte landsætningssted. Han kunne se “et hus og en eller 111

NAZISABOTØRERNE

anden slags tårn” på stranden foruden radiostationens to høje master, der var synlige umiddelbart til venstre. “Biler kører hele tiden forbi i begge retninger, men de stopper ikke ved vores landgangssted. En hund gør længe og højt. Med jævne mellemrum affyres der et maskingevær, men i nogen afstand herfra.”

Linder var forbløffet over, at hans skib ikke blev opdaget og beskudt øjeblikkelig. Projektører afsøgte havet fra et punkt nær redningsbådsstationen, men de havde ikke nogen effektiv virkning, da sigtbarheden var så lav, og lyskeglerne desuden forekom at være rettet opad. Han konkluderede, at amerikanerne på stranden havde forvekslet hans dieselmotorer med den brummende lyd af flyvemaskiner.

På dette tidspunkt lå skibet “temmelig højt og tørt, med en hældning på 40 grader.” Ebbe kunne forventes kl. 2.14. Til forskel fra sin chefmaskinist, som var et rent nervevrag, og resten af mandskabet, som frygtede, at de skulle tilbringe resten af krigen i krigsfangelejr, var Linder rolig og kontrolleret. Han gjorde klar til at sænke båden og ødelægge de tophemmelige Enigma-kodebøger. Hans ingeniører placerede kapsler med sprængladninger rundt om skibet.

Endnu et mareridt var besætningsmedlemmet med blindtarmsbetændelse, Zimmerman, der nu var i sine smerters vold på sjette dag i træk.16 Linder havde opbrugt hele skibets forsyning af opium på den lidende mekaniker, øjensynlig uden virkning, for han var i større smerter end nogensinde. Den eneste løsning var nu at sende Zimmerman i land med en af skibets underofficerer og forberede resten af skibets besætning på overgivelse.

Over højttalerne gav en trist Linder sine mænd ordre til at pakke nogle få stykker tøj og gøre klar til at forlade skibet. I en kodet meddelelse til Ubådskommandoen skrev han, at han var nødsaget til at overgive sig efter at have fuldført sin mission med at landsætte sabotørerne. U-202 var “klar til destruktion”, noterede han i sin log.

“Radioen er klar til at afsende sidste meddelelse. Der er meget lidt håb tilbage. Værst af alt er hjælpeløsheden i at vente på, at tidevandet vender tilbage.”

Så snart han havde afsluttet sin samtale med kystvagtmanden, gav Dasch de to sømænd ordre til at vende tilbage med det samme uden at 112

KAPITEL 5 · STRANDEN

vente på at tage de flådeuniformer med, som V-mændene havde båret.

Han sluttede sig så til de øvrige sabotører længere oppe ad stranden.

Quirin og Heinck havde hørt om hans møde med Cullen fra Burger, som midt i samtalen havde begået den brøler at tale tysk. De var vrede på ham, fordi han ikke have fulgt kaptajnens ordre om at overmande enhver, de mødte på stranden, og sende ham tilbage til ubåden.

Et signallys eksploderede et eller andet sted i det fjerne og pressede alles nerver til det yderste. “Nu leder de efter os, og det er alt sammen din skyld, George,” klagede Quirin. “Du skulle have dræbt den fyr på stranden. Eller vi skulle have gjort det.”17 “Hør nu gutter, i sådan en situation må I dæmpe jer og få styr på jeres nerver,” sagde Dasch og pralede med, hvordan han havde “bondefanget” kystvagten til at tro, at han var en eller anden betydningsfuld person.18 Mændene havde endnu ikke fået skiftet fra deres gennemblødte sømandstøj til civile klæder. Dasch skyndte på dem og sagde udiplomatisk: “Det tager år for jer bumser at skifte tøj, lad os nu komme af sted.” De fulgte ham langs med stranden, idet de bar og slæbte på de tunge trækasser, indtil de nåede frem til en lille lavning, hvorfra en sandsti førte ud til stranden. “Grav,” beordrede han og pegede på jorden. “Lad os få hele materialet af vejen lige her.”.

På dette tidspunkt opdagede Dasch, at han havde efterladt sit eget tøj og en notesbog tæt på det oprindelige landgangssted et stykke oppe i klitterne. Også Burger og Quirin havde mistet papirer og tøj. Mens de forbandede hinanden og rystede i den kolde natteluft, krøb de tilbage langs klitterne i tågen, indtil de fandt Daschs tøj.

Dasch flåede sine våde sokker og sømandstøj af og iførte sig et par skotske tweedbukser, han havde købt hos Macy’s nogle år tidligere til at spille golf i. Han gav derefter ordre til at indsamle alt flådetøjet i køjesækken og begrave det oppe i klitterne sammen med skovlene.

Anspændt af frygt for at blive opdaget begyndte de at krybe længere ind i landet gennem krattet, indtil de nåede frem til en række bungalows. Nogle få hundrede meter væk kunne de se biler og lastbiler passere forbi på kystvejen. Projektørlys dukkede op i retning nede fra stranden, og signalblus eksploderede på himlen. Undertiden lettede tågen en smule, og de fornemmede aktiviteter langs stranden, hvor kystvagtmændene måtte patruljere.

113

NAZISABOTØRERNE

“Vi er omringet, gutter,” blev Heinck ved med at gentage og pirrede yderligere deres nerver.19 Som de lå i krattets høje græs og spekulerede på deres næste træk, kunne de høre dieselmotorstøj fra et sted ude på havet. Larmen kunne kun betyde en af to ting, fortalte Dasch de andre: en amerikansk patruljebåd på vej langs kysten, eller U-202, som sejlede væk for fuld kraft.

Et lys blev tændt i en af strandbungalowerne nær det sted, de sad, og en dør åbnedes med en knirkende lyd.20 En telefon ringede.

De kunne høre lyden af dæmpet samtale.

Det var på tide at komme længere ind i landet, i retning af hovedvejen.

Da Cullen kom tilbage til redningsbådsstationen, rapporterede han til sine foresatte, som var begyndt at ankomme til stedet, at han havde set en strandet båd et stykke ud for kysten. Chefbådsmand Warren Barnes, lederen af Amagansett-stationen, fik en telefonsamtale igennem til Kystvagtens Efterretningstjeneste i New York kl. 1.45.

Underløjtnant Fred Nirschel, en 39-årig tidligere football-spiller, som havde tilbragt årene under Forbudstiden med at jagte spiritussmuglere over Erie-søen, besvarede opkaldet i sit kontor på Broadway.21 Ivrig efter at fastholde kontrol over efterforskningen instruerede Nirschel chefbådsmanden om at holde sine oplysninger “fuldkommen hemmelige” og ikke lade nogen få adgang til redningsbådsstationen.22 Derefter sprang han ind i en stationcar sammen med en anden kystvagtløjtnant, Sydney K. Franken, idet han gav chaufføren besked på at holde i speederen i bund, indtil de nåede til Amagansett.

Før han forlod Manhattan, havde Nirschel varskoet Navy Intelligence and Eastern Sea Frontier – en flådekommandopost, som havde ansvaret for hele østkysten – om hændelsen ved Amagansett. Ingen behandlede sagen som specielt alarmerende. Ifølge Eastern Sea Frontier havde de “mange rapporteringer om mystiske lysglimt, signallys, fremmede og andre fænomener så tit vist sig at være falske alarmer, at den vanlige procedure var at give oplysningerne videre til efterretningsofficeren uden at foretage sig yderligere. Medarbejderne i hovedkvarteret var blevet grundigt skeptiske over for alle meldinger om ubådsobservationer: Krigsdagbogen afviste Cullens påstand om at have set en ubåd som “tvivlsomt underbygget”.23 114

KAPITEL 5 · STRANDEN

Et særligt ubåds-sporingsrum var blevet indrettet i hovedkvarteret for Eastern Sea Frontier, der havde til huse på 15. etage i Federal Building i Church Street 90 på Manhattan. Det var bemandet med blot én officer, en geologiprofessor fra Princeton ved navn Harry Hess, som havde rang af løjtnant af reserven i den amerikanske flåde.

Hess var en fremragende forsker, som til fulde forstod, at effektiv lokalisering af tyske ubåde ville blive afgørende for at vinde Slaget om Atlanten. Han var konstant på udkig efter nye måder at forudsige deres bevægelser ud fra diverse informationsbrudstykker, herunder radioretningsbestemmelser. Men selv om Hess bønfaldt flåden om at give ham mænd nok til at holde operationen kørende døgnet rundt og havde bedt om, at der blev installeret sikre telefonlinjer mellem Washington og New York for at muliggøre en “direkte og umiddelbar” vurdering af tyske ubådsbevægelser, var intet blevet gjort.

Der var i Washington stadig ikke den store forståelse for, hvor presserende det var at transmittere retningsangivelser for de tyske ubåde videre ud i felten. Der var flere i den amerikanske flåde, deriblandt admiral King, som afviste de bestræbelser, som Hess og andre ubådssporings-entusiaster udfoldede, som ikke stort bedre “end mystisk brug af krystalkugler, teblade og et ouija-bræt.”24 Ved denne lejlighed havde meldingerne om en tysk ubåd ud for Long Island nået Washington aftenen før på basis af opsnappet radiotrafik. Ved at indtegne radiosignalernes kilde havde ubådssporings-stationerne lokaliseret ubåden til en position omkring 28 sømil syd for Amagansett på tidspunktet 20.53. Men denne information blev ikke videresendt til Eastern Sea Frontiers hovedkvarter på Church Street før 23.30 samme aften. På dette tidspunkt var Hess gået hjem. I hans fravær blev indrapporteringen behandlet af den såkaldte “overflade-kontrollør”, som alarmerede operationsofficeren i Tredje Flådedistrikt. Operationsofficeren lovede, at en af kystvagtens både ville blive sendt til området for at undersøge sagen.

På stranden i Amagansett havde ikke blot Cullen, men flere andre fået øje på ubåden, men alle havde de lige svært ved at få myndighederne til at tage dem alvorligt. Chef-radiotekniker Harry McDonald 115

NAZISABOTØRERNE

var leder af Amagansett Naval Radio Station, en del af det tophemmelige netværk, som sporede fjendtlige ubådes bevægelser over hele Atlanten. Ved et ekstraordinært sammentræf var en ubåd nu skyllet i land på en sandbanke lige ud for hans egen radiostation. McDonald havde ikke længere behov for at bruge sit sofistikerede sporingsudstyr til at finde undervandsbåde langt ud i oceanet: Han kunne både høre larmen fra og lugte U-202’s dieselmotorer.

Hans første tanke var, at fartøjet måske ville landsætte en gruppe kommandosoldater, som skulle ødelægge radiostationen. Af frygt for at tyskerne kunne være på vej, besluttede han at evakuere stationen og sende sin familie af sted for at bo hos nogle venner. Han ringede derefter til Kystvagten for at få yderligere oplysninger om, hvordan han skulle forholde sig, men her blev han mødt med en brysk bureaukratisk affejning. ”Jeg har ikke tilladelse til at diskutere enkelthederne i mulige fjendeaktiviteter,” sagde den mand, som besvarede opkaldet.25 Dernæst ringede McDonald til hærens kommandopost fem miles længere nede ad stranden for at fortælle, at han mente, at en miniinvasion var undervejs, og for at bede om ekstra beskyttelse. Toldofficeren i hærens 113. mobile infanteri-enhed lod sig ikke overbevise.

“Jeg beklager, men vi kan ikke forlade området uden ordre fra kaptajnen.” Da mændene fra kystvagten kom igennem til hærkommandoposten, fik de et lignende svar. “Sig mig, hvad er I ude på? At lave rav i foretagendet?”

Cullens direkte overordnede, Jennett, var mere bekymret over et lys i et sommerhus ved stranden end over truslen om en naziinvasion. Sådanne lys var forbudt i henhold til mørklægningsdirektivet, og Jennett troede, at nogen måske forsøgte at sende signaler til en ubåd til havs. Han havde allerede klaget over lyset til de mennesker, som boede i sommerhuset, men de havde ikke hørt efter. Han havde set en mand gå ind og tænde lyset på sin veranda og hørt ham fløjte højt som på en hund. Derefter havde manden atter slukket lyset, var gået ind fra verandaen og havde gentaget hele processen forfra. Det virkede meget mistænkeligt. Jennett samlede en gruppe mænd og gik ud for at undersøge sagen.

I mellemtiden var der dukket nye spor op, som bekræftede Cullens historie. Cullen fandt en pakke tyske cigaretter nær det sted, 116

KAPITEL 5 · STRANDEN

hvor han havde haft sit bizarre møde med manden med filthatten.

Mens den nye dag så småt var ved at bryde frem, fulgte Barnes og de to andre kystvagtmænd nogle spor langs stranden op til klitterne, hvor de opdagede en dynge sand, som så helt frisk ud. Da de rodede rundt i dyngen med en pind, kunne de mærke et eller andet hårdt.

Det tog dem kun få minutter at grave de fire trækasser frem. De var bundet sammen med sejlgarn, så dette kunne bruges som slæbetov.27 Barnes brækkede en kasse op med sin bajonet og opdagede en tynd beholder, der var hermetisk forseglet.

Et kort stykke derfra i et andet nyligt gravet hul fandt mændene en køjesæk af lærred og to skovle. Et par lyseblå badebukser lå på sandet sammen med et bælte og en bluse. Barnes sendte en af sine folk tilbage til stationen for at hente en lastbil.

Kl. 3 om natten, næsten tre timer efter at U-202 var gået på grund, bemærkede Linder, at tidevandet strømmede ind, hvilket løftede hans en båd en smule fra sandet. Tiden var inde til at gøre et sidste flugtforsøg. En time senere ville det være lyst, og så ville de med sikkerhed blive bemærket fra land. Han måtte enten komme væk fra sandbanken nu eller sprænge båden i luften.

“Vi vil gøre et sidste forsøg på at vriste båden fri,” sagde han til sit mandskab, og hans røst gav genlyd i skibets højttalere. “Hvis det slår fejl, vil vi sammen gå i fangenskab. Husk i så fald det første bud: Tavshed er guld.”

Han beordrede alle mænd til at gå agter, så boven kunne løfte sig klar af sandet. Torpedoerne var allerede fjernet fra rørene. Han tømte igen vandtankene, satte dieselmotorerne på fuld kraft og slog også elmotorerne til. For hvert nyt bølgeskvulp bevægede båden sig en smule, idet den rokkede fra side til side som en vugge. “Efter omkring fire forsøg kom hun fri,” noterede Linder kl. 3.10 “Hurra!”

Der var “glædesråb” fra mændene i den overfyldte agterstavn, da de kunne mærke, at vandet atter strømmede ind under kølen. Kokken, Otto Wagner, skulle senere huske, at mandskabet “næsten ikke kunne tro” dette tilsyneladende mirakuløse skæbneomslag. “Vi faldt hinanden om halsen af ren lykke”.28 Den 13. var åbenbart deres lykkedag.

Der var dog stadig et problem, som skulle klares. Da han troede, at skibet var fortabt, havde Linder givet en af sine officerer ordre 117

NAZISABOTØRERNE

til at tage besætningsmedlemmet med blindtarmsbetændelse i land.

Men da U-202 nu havde klaret at befri sig selv, havde officeren opgivet planen og var roet tilbage til undervandsbåden. Begge mænd blev nu halet om bord.

“Dette var vores eneste chance for at komme væk, ellers kunne vi have marcheret med i militærparaden i New York,” noterede Linder i sin logbog med henvisning til den store “New York at War”procession, som var annonceret til at finde sted på Manhattan senere på dagen. “Nu er vi kommet af sted, mens det stadig er mørkt. Tilsyneladende har ingen set os inde fra land. Al aktivitet fandt sted længere inde i landet, ikke på kysten.”

Rent faktisk var de dog blevet set inde fra bredden. Fra vandkanten havde flere mænd fra kystvagten set omridset af en lang, smal båd, som lå meget lavt i vandet. De så fascineret til, da ubåden gassede op for sine dieselmotorer en sidste gang og derpå drejede langsomt i retning ud mod havet. “Den var så tæt på, at det så ud til, at den lå på bredden,” skulle en af mændene senere huske.29 Barnes, den underofficer, som var leder for Amagansett Redningsbådsstation, var også på stranden, da dieselmotorerne startede op for sidste gang. Maskinlarmen var så høj, at han med det samme konkluderede, at det måtte være en båd, som prøvede at redde sig fri af sandbanken. Han noterede en “stærk stank af olie i luften”.

Da han vendte tilbage til stationen, så han båden sejle væk i retning mod Manhattan. Da han ringede til sin overordnede for at rapportere, hvad der skete, kunne motorlarmen høres tydeligt i den anden ende af telefonlinjen.

Da Barnes var kommet ned fra stationen, var undervandsbåden drejet rundt og begyndt at styre væk fra kysten. “Hvor er den på vej hen nu?” råbte han til en kystvagtmand oppe i udkigstårnet.

“Mod øst,” svarede udkiggen.

Barnes var ikke helt sikker på, om den unge fyr havde styr på verdenshjørnerne, så han spurgte, om han stod med front mod havet. ”Ja.” “Hvilken hånd bevæger den sig i retning af?”

“Min venstre hånd.”30 Nu bevægede båden sig ganske rigtigt mod øst, imod Atlanterhavet. Ifølge krigsdagbogen fra Eastern Sea Frontier havde kyst118

KAPITEL 5 · STRANDEN

vagtens hovedkvarter ikke svaret på den oprindelige melding om en tysk undervandsbåd i nabolaget af Amagansett aftenen før. “Ingen skibe blev sendt til området før efter den rapporterede landgang,” konkluderede krigsdagbogen, og “ingen forholdsregler blev truffet” som et resultat af radioretningen.31 Til trods for de rige muligheder for at opbringe U-202, fik ubåden i sidste ende lov til at slippe væk.

Daggryet brød frem over stranden ved Amagansett og afslørede en bred strækning med gyldent sand, der stødte op til et vildnis af kratland. The Hamptons mindede i 1942 ikke meget om området i dag: Der var ingen myldrende turiststrøg, ingen mondæne butikker, ingen ulasteligt plejede plæner eller glitrende swimming pools, ja der var knap nok asfalterede veje. Selv træer var der ikke mange af.

I stedet var der kratskov i milevis og nogle få sandstier, der førte ned fra landevejen mellem East Hampton og Montauk til en bred og vindblæst strand.

Da det var juni måned, var feriegæster allerede begyndt at ankomme fra New York for at slå sig ned i de 10-12 beskedne strandbungalower, som lå langs kysten. Amagansett var for nyligt blev opdaget af en kreds af avantgarde-malere, som sværmede omkring arvingen Peggy Guggenheim og hendes elsker, Max Ernst, men det var stadig et stille og afsides sted. Redningsbådsstationen stak ud fra de øvrige bygninger i kraft af sin størrelse og placering helt ud til vandet. Den er siden blevet solgt og flyttet længere ind i landet, hvor den i dag i nogen grad står i skygge af nyopførte pragtvillaer til flere millioner dollar.

Der var nu gået fire timer, siden sabotørerne gik i land, og en time, siden U-202 havde vristet sig fri fra sandbanken. Amerikas militærmaskine var langsomt ved at komme op i omdrejninger. Flere dusin soldater fra 113. infanteri-enhed ankom nu til stranden fulgt af en løjtnant af hæren, der ankom alene og forekom noget forvirret.

Han var blevet vækket i sin seng af gentagne telefonopkald og “ledte efter sine mænd”.32 Barnes foreslog diplomatisk, at hæren holdt sig bag sandklitterne på god afstand af selve stranden. Hans egne mænd var i færd med at afpatruljere stranden, og de var bevæbnede og anspændte, ikke en god kombination. Han havde selv været lige ved at skyde en af soldaterne, som han antog for en nazistisk agent.33 119

NAZISABOTØRERNE

Omkring kl. 4.15 hørte mændene på stranden igen lyden af en båd, der gassede motoren op ud for kysten.34 Det var enten U-202, som drog ud på sin endelige flugt efter at have samlet sømanden med blindtarmsbetændelse og hans ledsager op, eller, mere sandsynligt, den kutter fra kystvagten, som skulle undersøge forlydenderne om, at en ubåd var skyllet op på sandbanken. Lyden døde hen efter nogle få minutter, da båden stak til havs.

Kystvagtofficererne Nirschel og Franken ankom til redningsbådsstationen kl. 4.30 efter at have tilbagelagt turen fra Manhattan, som normalt tog tre timer, på lidt over to. På samme tid kom Barnes tilbage til stranden med sin last af fire trækasser og en meget våd køjesæk. De to løjtnanter fandt en dåseåbner til at få hul på den forseglede beholder i den kasse, som Barnes allerede havde åbnet.

Et udvalg af sabotageanordninger – deriblandt tidsindstillede bombemekanismer, detonatorkapsler med blytråde og hætteglas med brændbare væsker – dumpede ned på gulvet i bådehuset.

“Timere,” mumlede en af løjtnanterne, da han undersøgte et sæt falske penne og blyanter, mens hans kollega opdagede en tysk inskription på den pakke cigaretter, som var blevet fundet på stranden – “D. Mosel, Hamburg-München” – og de franske ord “Allumettes de Sûreté” på en æske tændstikker.35 Snart var gulvet i bådehuset oversået med tyske flådeuniformer, sprængstoffer og andre sabotageredskaber.

Begejstrede over deres fund så officererne sig selv i stjernerollerne som dem, der havde afsløret et nazistisk sabotagekomplot. De gav Barnes ordre til at vende tilbage til stranden for at fylde de huller, som han og hans mænd havde gravet “på en sådan måde, at det ikke ville være til at se, at materialet var blevet fjernet.”36 De insisterede også på, at deres eget besøg i Amagansett måtte holdes hemmeligt. Deres tanke var på dette tidspunkt at vende tilbage den følgende nat i civilt tøj og holde øje med stranden nær skjulestedet ud fra den formodning, at tyskerne ville vende tilbage for at hente deres udstyr. I mellemtiden gav de mændene fra kystvagten ordre til at losse sabotagegrejet op i deres stationcar.

Før han tog tilbage til New York, udspurgte Franken den unge Cullen om hans mystiske møde på stranden og skrev derefter under på en kvittering for de penge, som Cullen havde fået tilbudt som 120

KAPITEL 5 · STRANDEN

bestikkelse. De viste sig ikke at beløbe sig til de 300 dollar, som den fremmede havde hævdet, men kun til 260 dollar i form af to 50-dollarsedler, fem 20-dollarsedler og seks 10-dollarsedler. I al deres sindsbevægelse tænkte ingen på at stille det oplagte spørgsmål: Hvis indtrængerne ikke længere var på stranden, hvor var de så nu? Og hvor kunne de med størst sandsynlighed tænkes at være på vej hen?

Daschs største bekymring var at få gruppen væk fra stranden så hurtigt som muligt. Dette betød, at de måtte styre i den stik modsatte retning af lyden fra bølgeslagene. Da det blev daggry, og han kunne se lidt bedre, førte han sine mænd væk hen over krattet til lande­ vejen mellem East Hampton og Montauk. Han vidste fra den kystvagtmand, han havde mødt på stranden, at de befandt sig et eller andet sted nær Amagansett. Han havde en vag fornemmelse af den lokale geografi efter at have arbejdet i Long Islands badebyer nogle få år tidligere, men ingen idé om, hvilken af landsbyerne der lå til venstre og hvilken til højre.

Sabotørerne besluttede sig for at udforske hovedvejen uden at ane, hvor den førte hen. For at undgå at blive set holdt de sig bag en hæk. De var våde, udmattede og mistroiske. Quirin insisterede på, at alle skulle ransage lommerne for alt, der kunne afsløre dem. De blev opskræmte, da det gik op for dem, at Burger havde to værnepligtsregistreringskort, det ene lydende på sit eget navn, det andet klar til at blive udfyldt.37 Dasch krævede på stedet, at han rev det tomme registreringskort i stykker.

Snart kom de til et hus med lys foran og en parkeringsplads til adskillige biler omme bagved. Det viste sig at være en campingplads.

“Du gode gud, bare vi ikke går i en fælde her,” tænkte Dasch, da han førte sine mænd rundt om campingpladsen. Ingen lagde mærke til dem. Bag ved campingpladsen opdagede de nogle jernbanespor.

Da han betragtede sporene, blev Dasch opmærksom på “en bemærkelsesværdig kendsgerning”.38 Han kunne se et enkelt spor til højre, men et dobbelt spor, som senere blev til et tredobbelt spor til venstre. Han konkluderede, at Amagansett måtte ligge til venstre. De valgte den retning, og efter cirka en mil nåede de frem til jernbanestationen. Klokken var fem om morgenen, og billetkontoret var lukket.

121

NAZISABOTØRERNE

“Beskidte, våde og så tilsølede, som enhver, der lige er gået gennem vand og vådt græs,” gjorde de sig selv så rene og pæne, som de formåede. Dasch skaffede sig af med sit våde tøj – badebukser, tennissko, en laset bluse og et par sokker – ved at smide det i en hæk over for stationen.

Kl. 6 så Dasch, at der kom røg ud af stationsbygningens skorsten, hvilket tydede på, at stationsforstanderen var oppe og i gang med sin dont. Han kiggede nærmere på køreplanen. Det første tog den morgen – en gennemgående ekspres fra Montauk til Jamaica i Queens – kunne ventes kl. 6.59.39 Dasch gik op til billetkontoret og antog en skødesløs mine, da han bad om fire enkeltbiletter til Jamaica, en station i New York-bydelen Queens.

“Meningen var, at vi skulle fiske, men det er forbandet tåget til morgen, så jeg tror bare, vi tager hjem igen,” sagde han til stationsforstanderen, Ira Baker.40 De var de eneste passagerer, der steg på toget fra Amagansett.

Kort efter opdagede Baker noget vådt tøj i hækken bag stationen.

Uden at tænke nærmere over det smed han tøjet i sin brændeovn.