MIN VEJ UD AF NORDKOREA - læseprøve

EUNSUN

KIM

Historien om en tapper piges ukuelige kamp for frihed

NORDKOREA

Eunsun Kim

Ni 책r p책 flugt fra helvede

Min vej ud af

NORDKOREA Ni 책r p책 flugt fra helvede

Min vej ud af Nordkorea

Alle de begivenheder, der fortÌlles om i denne bog, har virkelig fundet sted. Alligevel har forfatteren vÌret nødt til at skrive under pseudonym for at beskytte de medlemmer af sin familie, som er blevet tilbage i Nordkorea.

Min vej ud af Nordkorea Af Eunsun Kim & Sébastien Falletti Copyright © Éditions Michel Lafon, 2012 Translation copyright for the Danish language © 2014 by Informations Forlag This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Oversat fra fransk af Jesper Tang efter CORÉE DU NORD, 9 ANS POUR FUIR L’ENFER Grafisk tilrettelæggelse: Remote Grafik Omslag: Remote Grafik Forsidefoto: Stan Suslov Tryk: Special-trykkeriet viborg a/s Printed in Denmark 2014 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-450-1 Oversættelsen er støttet af

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

Eunsun Kim i samarbejde med Sébastien Falletti

Min vej ud af

NORDKOREA Ni år på flugt fra helvede

Oversat af Jesper Tang

Informations Forlag

Til Nordkoreas unge i hübet om, at de genfinder friheden og retten til at drømme

Indhold

DECEMBER 1997. AT SKULLE DØ SOM ELLEVEÅRIG . . 11 1. AT SKRIVE FOR AT BEVIDNE . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 2. JEG VAR DYGTIG I SKOLEN … . . . . . . . . . . . . . . . . 25 3. I KIM-DYNASTIETS RIGE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 4. »VI DØR ALLE SAMMEN« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 5. FLUGTEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 6. KOGEBI – SKAMMEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 7. EKSIL . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 8. SOLGT . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 9. MIN LILLEBROR . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 10. TILBAGE I HELVEDE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 11. SPRINGTUREN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 12. DRØMMEN OM SYDKOREA . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 13. ØRKENVANDRINGEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 14. DEN SIDSTE PRØVELSE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 15. MIT NYE LIV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 16. EPILOG. DRØMME; DER SKAL BLIVE TIL VIRKELIGHED 199 TAK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205

DECEMBER 1997

AT SKULLE DØ SOM ELLEVEÅRIG

I næsten en uge havde jeg været alene i vores lille, iskolde lejlighed i Eundeok, den nordkoreanske flække, hvor jeg er født. For at få penge til at købe mad for havde mine forældre solgt alle vores møbler undtagen et lavt bord og et skab. Også gulvbelægningen var borte, så jeg sov direkte på cementen i en sovepose, jeg havde flikket sammen af gammelt tøj. Væggene var nøgne bortset fra to indrammede fotografier, der hang ved siden af hinanden, af vores »Præsident til evig tid«, Kim Il-Sung, og hans efterfølger, generalissimus Kim Jong-Il. Begge stirrede de stift ned på mig.

At sælge de to portrætter ville have været helligbrøde med dødsstraf til følge.

Det var mørkt i stuen, men jeg kunne alligevel godt se, hvad jeg skrev. Ingen elektricitet, men det var også ligegyldigt, for pærerne var under alle omstændigheder for længst forsvundet. Langsomt sænkede mørket sig yderligere denne sene decembereftermiddag. Varmen var gået, men jeg mærkede dårlig nok kulden, så afkræftet var jeg efter ikke at have fået noget at spise i flere dage. Jeg var ved at dø af sult.

Derfor begyndte jeg at skrive mine erindringer.

Elleve år gammel.

11

Jeg havde taget beslutningen på vej hjem. For tredje gang havde jeg været ude at lede efter min mor og Keumsun, min storesøster. Det var nu seks dage siden, at de var taget af sted til vores store naboby Rajin-Sonbong på jagt efter mad, for i Eundeok var der intet spiseligt at få mere. Jeg havde taget mod til mig og var gået over den store bro over floden og fortsat ad hovedgaden op til stationen. Der var ikke mange mennesker på fortovene, men jeg stirrede stift på alle dem, jeg mødte, for ikke at gå fejl af mor, hvis hun skulle være på vej i den modsatte retning. Til venstre havde jeg forretningen, hvor man kunne købe de nudler, jeg holdt så meget af, og hvor far i gamle dage havde taget mig med hen om søndagen. Og lidt længere henne fotoforretningen, hvor vi engang havde fået taget et familiefoto. På rutebilstationen fik jeg lov til gratis at stille mig op blandt en masse andre mennesker på bagsmækken af en lastbil, der kørte frem og tilbage mellem vores by og Rajin-Sonbong en times kørsel borte. Sikkert fordi jeg stadig kun var et barn.

Under hele turen bestilte jeg ikke andet end at følge febrilsk med i alle de biler og lastbiler, vi kom forbi på vejen, på udkig efter mors ansigt. Men da vi nåede til endestationen, stod jeg helt alene foran en mur af uniformerede mænd. Indgangen til Rajin-Sonbong-distriktet var spærret af et elektrisk pigtrådshegn, og man skulle have en særlig tilladelse for at komme ind i byen. Jeg tror, jeg stod i over en time og stirrede med en blanding af håb og angst efter alle dem, som kom ud derindefra, men hverken min mor eller Keumsun 12

var iblandt dem. Jeg var skuffet, og da det begyndte at blive mørkt, besluttede jeg at tage hjem til lejligheden.

Nu var jeg stensikker på, at de aldrig ville komme tilbage. Der var sket dem noget. Hvis de da ikke havde besluttet at lade mig i stikken. Jeg var ked af det og bitter og greb mig selv i at være vred på min mor. Da de tog af sted, havde hun sagt, at hun ville komme tilbage med noget mad »om to-tre dage« og givet mig femten won at klare mig for. En formue, syntes jeg. Jeg var helt høj i begyndelsen, for så mange penge havde jeg aldrig før haft i hånden. Mine øjne skinnede. Stolt som en pave var jeg helt alene gået ned til jangmadang, et marked der lå langs floden, og havde købt en blok tofu, som jeg tog med hjem i vores lille étværelses lejlighed på første sal. Der spiste jeg nogle små skefulde af den blævrende, hvide sojamasse, men ikke mere end at jeg regnede med, at blokken kunne strække, til min familie kom hjem igen. En sand lækkerbisken. Jeg elsker tofu. I to dage gik jeg ikke uden for en dør, men holdt gennem vinduet øje med dem, der gik forbi nede på gaden. Hverken min søster eller jeg havde været i skole, siden min fars død den 11. november, altså nogle uger forinden, for vi havde alt for travlt med at samle rødder og træ i bjergene for at sikre vores overlevelse. Desuden ville vi have skammet os over at vise os på skolen igen, for vi havde ikke længere noget pænt tøj, alt var blevet solgt. Vi havde kun laser og pjalter tilbage. Når jeg gik på gaden, var jeg altid bange for at møde en af mine kammerater.

13

Sulten begyndte at plage mig efter et par døgn. Og også angsten for at være opgivet af min mor. Jeg havde intet at spise efter at have sat den sidste portion tofu til livs, og min mor var stadig ikke kommet tilbage. Jeg lagde mig på gulvet og begyndte med lukkede øjnene at tælle inde i hovedet: Jeg var sikker på, at hun ville dukke op, før jeg havde talt til ti. Men der kom ingen. Så talte jeg ned fra ti til én. Det hjalp heller ikke.

Jeg lærte at springe måltiderne over. På altanen lå der nogle støvede skiver majroe på cementen fra dengang, vi tørrede dem. Jeg tog de mindst visne og kogte suppe på dem. Den smagte ikke af noget, men jeg levede to dage på den. De næste par dage fik jeg overhovedet ingenting at spise, så til sidst havde jeg ikke engang energi til at gå ned og tigge eller stjæle. For selv om min krop gradvist vænnede sig til den jagende sult, mistede jeg kræfterne. Jeg følte det, som om jeg ikke var andet end én stor, tyngende træthed. Jeg prøvede at sove, kraftesløs og med en altudslettende fornemmelse af, at underlaget ville opsluge mig. Det var mærkeligt, jeg følte det, som om jeg blev suget ned mod Jordens indre.

Pludselig gik det op for mig, at jeg snart skulle dø.

Min mor og min søster risikerede at komme for sent hjem. Alt håb var ude. Lige siden hungersnøden var sat ind, havde jeg vænnet mig til tanken om, at jeg ikke ville kunne stå det igennem, så jeg var sådan set ikke bange for døden. Men jeg sagde til mig selv, at jeg ikke bare sådan kunne gå bort uden at efterlade mig et spor. Det ville være for underligt. Så med ét besluttede jeg at skri14

ve mine erindringer, så min mor kunne få at vide, hvad jeg havde været igennem. Jeg ville have, at hun skulle vide, at jeg havde ventet på hende, og at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, for at finde hende igen. Og især, at jeg følte mig ladt i stikken.

Blandt de få ting, vi ikke havde solgt endnu, var en lille notesbog og en blyant, som jeg fandt i skuffen i det lave bord. Papiret var af god kvalitet. Jeg satte mig i mørket og begyndte at skrive. Jeg skrev om alle de genvordigheder, jeg havde været igennem, og mine tre ture frem og tilbage til byen. Fortvivlet skrev jeg en hel side med fingrene spændt om blyanten. […] Mor, jeg sidder og venter på dig. I seks dage har jeg ventet. Jeg kan mærke, at jeg snart skal dø.

Hvorfor kommer du ikke?

Så lod jeg mig falde hulkende ned på gulvet i mørket.

Pludselig hørte jeg lyde på trappen. Mit hjerte begyndte at hamre, men det var bare naboerne, der kom hjem.

Jeg lod bogen ligge opslået på bordet og lagde mig med et ansigt der var vådt af tårer på gulvet. Så lukkede jeg øjnene, sikker på at jeg aldrig mere skulle vågne.

1.

AT SKRIVE FOR AT BEVIDNE

Marts 2011. Automatdørene går i, togstammen sætter i bevægelse, perronen glider hurtigere og hurtigere bort for øjnene af mig, før jeg bliver suget ind i en sort tunnel. Jeg bliver stående, fraværende, med blikket klistret til ruden og de mørke vægge udenfor, der i glimt lyser op og bliver til et kulørt reklamekalei­ doskop med et slogan, jeg ikke når at opfange. Alt går så hurtigt i Seoul, selv metroen.

Jeg er femogtyve år og hedder Eunsun.

Jeg ligner en helt almindelig ung, studerende kvinde, for jeg er så tynd og spinkel, at ingen lægger mærke til, at jeg er ældre end mine kammerater. Om tre kvarter er jeg ude ved Sogang-universitetet, et af Sydkoreas bedste. Campussen er måske ikke så prangende som de ansete Korea University og Yonsei University, men der føler jeg mig godt tilpas, og sammen med de venner, jeg har fået derude, er det i dag et af holdepunkterne i mit liv.

Mit dagsprogram ligger allerede fast. Jeg begynder med at sætte mig ind på biblioteket og læse til eksamen bevæbnet med min hvid- og orangefarvede Samsung Notebook. Indimellem taster jeg et nummer på min 17

violette iPhone og aftaler at mødes med nogle venner på campussens Starbucks. Der bestiller jeg altid en caffe latte, for espressoen er for bitter. Og så tilbage til biblioteket, hvor jeg prøver ikke at falde i søvn over bøgerne.

Jeg studerer kinesisk sprog og kultur. Hvorfor lige dét?

Det kommer jeg tilbage til. I Sydkorea er kapløbet om at få høje karakterer helt vildt, men jeg gør, hvad jeg kan for at følge med, selv om jeg i mange år ikke havde mulighed for at gå i skole. Kun få af mine kammerater ved det, for jeg lægger mig virkelig i selen for at indhente det forsømte. Jeg holder af at studere på universitetet, især ved semesterstart, hvor lærerne er nye og inspirerende, og jeg lærer en masse. Først ved titiden om aftenen kører jeg tilbage til vores lille lejlighed, der ligger lidt fortabt midt i storbyen, hvor jeg bor sammen med min storesøster Keumsun og min mor.

Hovedstaden Seoul er en kæmpe by med over femten millioner indbyggere, fuld af skyskrabere og brede motorveje. Midt i byen løber den gigantiske Han-flod, som svimlende høje broer hæver sig over, men når floden er frosset til om vinteren, kan man næsten undvære broerne og gå over den til fods. I baggrunden kan man fra næsten alle steder i byen se tilspidsede bjergtoppe, som i virkeligheden ligger inden for by­ grænsen. Øverst på et af bjergene rejser sig et kæmpe fjernsynstårn, Namsantårnet eller N Seoul Tower, der er min værtsbys symbol. Jeg ved godt, at man kan sidde fast i trafikpropperne i timevis i denne by, mens juliregnen daler ned over én, og at huslejerne er 18

himmelhøje, men livet er til gengæld virkelig spændende og praktisk her, hvor alt går så hurtigt. Der er bredbåndsforbindelse overalt, og ligegyldig hvor man står og går, sker der noget. Både dag og nat. Om aftenen mødes jeg tit med mine venner i latinerkvarteret Sinchon og drikker den lokale øl, Maekju, på barer, der aldrig lukker. Og vi spiser tørrede blæksprutter og chukumi, tilberedt af en særlig femarmet blæksprutte. Ren svir. Man har lyst til at sluge dem i en enkelt mundfuld, men alligevel vil mine venner ikke tro mig, når jeg siger, at skaldyr og blæksprutter smager endnu bedre i Nordkorea. Det er ikke desto mindre rigtigt.

De forstår mig ikke, for jeg kommer fra et helt andet univers. Et, de slet ikke kan forestille sig.

Togstammen stryger af sted og vibrerer under mine fødder. Jeg er omgivet af ajuma’er med kruset hår. De sidder og ser deres yndlingsserier på mobiltelefoner med udfoldede antenner. Ajuma er den lokale betegnelse for en husmor. Rundt omkring står kvindelige studerende i deres højhælede sko og klamrer sig til metalstængerne, mens de med et fraværende blik lytter til den iPod, de næsten har limet fast til ørerne. Andre har hevet lommespejlet frem og sidder og sminker sig.

Med et hånligt ansigtsudtryk lader de, som om de ikke ser cd-sælgeren, der, mens han skubber et par højtalere på hjul frem gennem vognen, forsøger at lokke de tilstedeværende bedstefædre til at aftage et eksemplar af sine Frank Sinatra-plader. Mekanisk glider de kæmpestore metrostationer forbi udenfor. Én efter én.

19

Når jeg sidder i den sydkoreanske metro, begynder mine tanker altid at vandre, minderne vælder op i mig.

Jeg ser metrostationerne i Pyongyang for mig, som de så ud, da jeg var der sammen med min far for meget længe siden. De var fantastiske og overdådige med deres violette lys. Som i en film. Og milevidt fra det blege neonlys på stationerne her. Jeg vil aldrig glemme den rejse til Pyongyang, vores hovedstad. Jeg var ni år, og vi var kun Keumsun, far og mig. Mor ville hellere blive hjemme og passe huset. Det var fortryllende, selv om vi ingenting havde at spise. Der var ingen skyskrabere, men vi så et hotel under opførelse, og det var allerede oppe i halvandet hundrede meters højde. Maskinerne og mændene, der gik omkring oppe på toppen, virkede små som myrer.

Nu er der kun tre stationer tilbage, før vi er ved campussen. Mit hjerte slår hurtigere og hurtigere i takt med metroens dunken. Den kører så hurtigt, at jeg bliver helt melankolsk, for det minder mig om, at jeg kommer fra en anden planet. På den var toget to endeløse dage om at køre til Chongjin, hvor mine bedsteforældre boede, kun femoghalvfems kilometer fra Eundeok, vores lille by. En opslidende rejse i isnende kulde. Vi sad sammenklemt som sild i en tønde og tissede i en konservesdåse af angst for, at vores plads skulle blive taget. Her i Sydkorea kan jeg tilbagelægge den samme afstand på under tyve minutter i et mageligt højhastighedstog. I Nordkorea nød kun hovedstaden godt af moderne bekvemmeligheder som Py20

ongyang-metroen, der gjorde så stort et indtryk på mig.

Det får mig til at tænke på alle dem, der blev tilbage, og som jeg ikke har hørt noget til siden den dag, jeg flygtede ud af mit land for at redde livet. Jeg var elleve år, hundesulten og uden tag over hovedet. Mon mine tanter og onkler og mine skolekammerater har overlevet hungersnøden? En af mine medrejsende i metroen skeler til mig, som om jeg var en fremmed. Også selv om jeg gør alt, hvad jeg kan, for at ligne en sydkoreansk kvinde: højhælede sko, kort nederdel, stramtsiddende jakke. Jeg kan altså ikke løbe fra, at jeg er født den 15. august 1986 i Eundeok, en lille fabriksby i provinsen Nord-Hamgyong. Efter en ni år lang, omflakkende rejse gennem Kina og Mongoliet er jeg nået ud i friheden.

Her i Seoul er jeg i besiddelse af et pas, og jeg er ikke længere blind passager. Jeg er begyndt på et nyt liv.

Men minderne bliver ved med at banke på, tungt og regelmæssigt, og et spørgsmål forfølger mig: Hvorfor skal mit folk, nordkoreanerne, lide så meget? Begyndelsen til et svar fandt jeg i bøger og aviser, da jeg kom hertil: På grund af et absurd, totalitært styre. På grund af et grusomt og vanvittigt dynasti, Kim-dynastiet, der blodigt nedkæmper al protest. På grund af en økonomisk katastrofe, der skyldes et yderliggående kommunistisk system. Men alt det er alligevel ikke nok til at give mig fred i sjælen.

Og især får det mig til at føle mig fuldkommen magtesløs. Jeg bor kun knap fyrre kilometer fra den pigtrådsafspærrede grænse til mit fødeland, men jeg kan 21

intet gøre for at hjælpe mine landsmænd, der er tvunget i knæ af sult og et ubønhørligt magtapparats undertrykkelse. Nordkorea er i dag et sort hul for landets toogtyve millioner indbyggere, der er glemt af resten af verden, inklusive deres halvbrødre, sydkoreanerne. Undertiden føler jeg, at jeg skal drukne i deres lidelser. * »Næste station Sinchon.« Automatstemmen skærer gennem metrovognens stilhed og river mig ud af mine tanker: Ør træder jeg ud på perronen og prøver at finde vej hen til trappen, som jeg mekanisk går op ad. Jeg har besluttet, at så snart jeg kommer rigtigt ovenpå igen, vil jeg ikke forblive passiv. Det kan ikke blive ved på denne måde, jeg må have fortalt min historie, så min onde fortid ikke forsvinder bort i glemslen. Og sådan at de millioner af nordkoreanere, som i dag sejpines i al ubemærkethed, ikke skal være uden talerør. Samt for at protestere mod den lidelse, som hundrede tusinder af dem, der ligesom jeg forsøgte at flygte fra helvede, og som nu rådner op i Kina, er ofre for. Vi er toogtyve tusind nordkoreanere, som er nået frem til vores »forjættede land«, Sydkorea, hvor vi dog stadig betragtes som andenrangs borgere, selv om det eneste, vi har gjort os skyldige i, er at nægte at dø af sult.

Så når man lukker munden på mine nordkoreanske brødre, vil jeg skrive i deres navn. Jeg er sikker på, at de to Koreaer en dag bliver genforenet. Processen bliver 22

vanskelig, men det vil lykkes, og dertil får vi brug for hjælp fra resten af verden. Og vil man finde løsninger, må man begynde med at identificere ondets rod.

Sammen med min mor og min søster har jeg fundet elementer af den siden den famøse dag, hvor jeg troede, at mit liv var slut.