Putin ­ og det ukontrollable demokrati

100 mm

145 mm

14,5 mm

145 mm

100 mm

PER DALGÅRD

PER DALGÅRD (f. 1955) er cand.phil. i russisk og ph.d. i sammenlignende litteratur. Har i over 25 år dækket Sovjetunionen og Rusland for en række danske dagblade, Aktuelt, Jydske Vestkysten, Politiken og Information. Forfatter til bøger om Sovjetunionen og Rusland og oversætter af en række russiske romaner.

Per Dalgård, Informations Ruslandsmedarbejder de sidste 12 år, analyserer Putins periode og hans betydning for landet, som han sammenligner med den franske general de Gaulles rolle i dannelsen af det moderne Frankrig.

FOTO: SIGRID NYGAARD

OG RUSLANDS UKONTROLLABLE DEMOKRATI

Ruslands stærke mand Vladimir Putin har i 12 år præget landet – de sidste fire år sammen med præsident Dmitrij Medvedev. Putin ventes i marts 2012 valgt til præsident i de næste seks år, men auraen som den uovervindelige nationale leder, der har kontrol over det demokrati, han selv har skabt, er ved at være forbi. Ruslands politiske og økonomiske fremskridt har skabt en ny middelklassse, som ikke længere finder sig i at være udsat for totalitarisme. Den kræver reelt demokrati.

OG RUSLANDS UKONTROLLABLE DEMOKRATI

INFORMATIONS FORLAG 100 mm

145 mm

14,5 mm

145 mm

100 mm

Indhold

Indledning. Rusland på vej ud af stalinismens klør . . . . . . . 7

1. Jeltsin, Ruslands første præsident . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 2. Putin, den anden præsident i Rusland . . . . . . . . . . . . . . . 41 3. Slemme Putin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 4. Forgængerne protesterer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 5. Den Gode Putin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 6. Ruslands de Gaulle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 7. Putins plan: Tandem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 8. Medvedev, Ruslands tredje præsident . . . . . . . . . . . . . . . . 93 9. Den gode Medvedev . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 10. Svage Medvedev . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 11. Rusland og verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 12. Ruslands store problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 13. Tandem på prøve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 14. Medvedevs plan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 15. Kontrollerbart demokrati . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 16. Putin mister kontrol med demokratiet . . . . . . . . . . . . . . 185 17. Ruslands middelklasse gør oprør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191 18. Perspektiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 Efterord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205

Indledning

Rusland på vej ud af stalinismens klør ”Russia is a riddle wrapped in a mystery inside an enigma,” sagde den legendariske britiske leder Winston Churchill efter at have mødt generalissimus Stalin. Og der er noget om det.

Rusland er et uudgrundeligt og svært gennemtrængeligt land med en lukket kultur. Russernes mentalitet er anderledes end en typisk vesteuropæisk. Man skal aldrig tro på det, man ser på overfladen, men må bore dybere og trænge ind bag facaden, skrælle løgkuplens blade af lag for lag for at komme ind til kernen. Rusland er omgivet af mystik og asiatisk-byzantinsk gådefuldhed.

Det lyder stereotypt, og min påstand er da også, at Rusland trods alt har udviklet sig i mere og mere rationel og forståelig retning under Mikhail Gorbatjov, Boris Jeltsin, Vladimir Putin og Dmitrij Medvedev, som formentlig og på ikke særligt forbilledligt demokratisk vis bliver erstattet af Putin igen ved valget i marts 2012. Måske er det godt, måske skidt.

Rusland er med eller imod sin vilje blevet globaliseret, demokratiseret, internationaliseret, moderniseret og gennemskue­ liggjort. Blevet mere forudsigelig og forståelig. Putins ”kontrollerbare demokrati” er ved at komme ud af hans kontrol, også

putin

selvom han givetvis vinder præsidentposten igen, og er på vej ind i det, som vi i Vesten vil kalde den rigtige retning, nemlig mod en form for demokrati, ikke blot et ”kontrollerbart”, selvom det stadig vil tage lang tid endnu. Forfalskningerne af parlamentsvalget i december 2011 og især den pludselige vækst i den folkelige modstand imod Putin og hans hidtil enevældige støtteparti Et Forenet Rusland viser, at Putins ”kontrollerbare demokrati” er på vej ud af hans kontrol, at han får det svært og kommer til at møde alvorlig modstand, når han bliver valgt til præsident igen. Mit bud er, at det ikke vil lykkes Putin at fortsætte ret længe som præsident, i hvert fald maximum én periode. Demokratiet er ved at tage over i Rusland.

Det skyldes bl.a. den politik, som Jeltsin, Putin og Medvedev på godt og ondt selv har ført siden kommunismens og sovjetsystemets sammenbrud, og som Mikhail Gorbatjov vaklende startede inden sammenbruddet med sin ”perestrojka” (omstrukturering) og først og fremmest ”glasnost” (åbenhed).

Rusland er på godt og ondt blevet en integreret del af verden trods store problemer og hård modstand i både ind- og udland.

Den russiske trojka af ledere siden systemskiftet i 1991, Jeltsin, Putin og Medvedev, har i virkeligheden genoptaget tsar Peter den Stores projekt med at trække det kæmpemæssige rige i retning af Europa.

Og det er tsar Aleksandr den Førstes planlagte reformpolitik fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, de har ført ud i livet. De er desuden uden tvivl inspireret af tsar Nikolaj den Andens berømte reformator, premierminister og finansminister Pjotr Stolypin, der kort før revolutionen i 1917 gennemførte omfattende reformer for at modernisere og forbedre landbrugets og bøndernes situation, ja hele befolkningens, og gøre dem til moderne private landmænd efter livegenskabets ophævelse i 1861. Stolypin og i og for sig Nikolaj den Anden var i virkeligheden ved at bringe Rusland ind på sporet af et de8

in d l e d nin g

mokratiseret monarki, da katastrofen Første Verdenskrig og den bolsjevikiske revolution indtraf og straffede Rusland med 75 års brutal diktatur.

Både Peter, Aleksandr og Stolypin måtte give op på grund af den aktuelle storpolitiske og indenrigspolitiske situation, men Gorbatjov, Jeltsin, Putin og Medvedev synes trods alle minusser og modstand at have været stærkt opsatte på at tage fat der, hvor deres forgængere måtte opgive, og fortsætte reformprocessen på trods af, at Rusland lider under den tabte stormagtsstatus, international krise, homo sovjetikus-mentalitet, intern modstand og meget mere.

Mysteriet Rusland er blevet mindre. Det samme gælder til dels mystikken omkring den magtfulde tidligere præsident, siden premierminister og snart igen præsident Vladimir Putin, som er omdrejningspunkt for denne bog og for russisk politik i de seneste 12 år.

Han har ikke blot været det absolutte midtpunkt i Ruslands magtcentrum i 12 år. Han har også været det store spørgsmålstegn, gåden og mysteriet, siden han kom til magten i 2000. Putin er alligevel også selv blevet mere og mere forståelig. Hans forsøg på at kontrollere demokratiet og centralisere magten bag Kremls tykke og mystiske mure, som har været traditionen i århundreder, er ved at slå fejl. Rusland er, ikke mindst takket være Putin selv, hans forgænger Jeltsin og hans efterfølger Medvedev, ved at blive moderne.

Rusland er på vej ud af stalinismens kløer.

Stalin, som Churchill havde så svært ved at forstå, var i sig selv et uudgrundeligt mysterium. Hvordan kunne så meget ondskab og magt være koncentreret i denne lille, ynkelige, georgiske mand, der som en anden Hitler via terror, list, paranoia og galskab formåede at holde verdens største land i et brutalt jerngreb i så mange år, selvom han, ”folkeslagenes store fører”, havde begået 9

putin

et utal af fejlgreb, misgerninger og direkte forbrydelser ikke blot imod sin egen befolkning, men imod menneskeheden. Stalin var sammen med Hitler og Mao forrige århundredes største tyranner og årsag til tabet af millioner og atter millioner af menneskeliv. Det er en ufattelig gåde, hvordan talrige vestlige tilhængere kunne overse, at denne brutale leder kunne bedrage verden og bilde nogen ind, at de grusomme forbrydelser, han begik imod menneskeheden, kunne være af det gode, til gavn for menneskeheden og til gavn for proletariatet i Sovjetunionen og Verden.

Alligevel er der den dag i dag folk i Rusland, som længes tilbage til de ”gode, gamle dage” under Stalin, Khrustjov og Breznjev med massemorderen Lenins makabre, balsamerede vokslig liggende i et mausolæum på landets fornemste plads. Den Røde Plads, som i virkeligheden ikke betyder den ”røde kommunistiske” plads, men, med rette, ”den Smukke Plads”.

Mange mener ifølge meningsmålinger fortsat, at Stalin gjorde mere godt end ondt for landet. Forklaringen er ganske enkel: De, der lider af nostalgi efter sovjettiden, er de gamle, pensionister, dem, som har haft deres barndom, ungdom og første forelskelser i det sovjetiske samfund, som på den ene side undertrykte al modstand, men på den anden side også garanterede en vis form for fattig stabilitet og sikkerhed. Værsgo, her er vodka, saltagurker og brød, bare du holder kæft og ikke blander dig. Og det er dem, der har oplevet storhedstiden, sejren over Nazityskland, er vokset op med den sovjetisk propaganda, har jublet over den succesrige sovjetiske rumforskning og det sovjetiske fodboldholds og ishockeyholdets og de elegante dopede sovjetiske gymnastikpigers maskinelle sejr over fjenden, først og fremmest USA. De, der om aftenen gik til fodboldkamp eller hen til Lenin-statuen hånd i hånd med de sødeste piger under de prangende slogans om, at ”Partiet og Leonid Iljitj Breznjev er proletariatets frontkæmpere imod imperialismen”.

Men nostalgikerne bliver færre og færre.

10

in d l e d nin g

Det er ikke noget under, at briten Churchill ikke forstod meget, hvis overhovedet noget som helst, af, hvad der foregik i diktaturstaten Sovjetunionen, som under Stalin først havde aftalt med Hitler at dele Østeuropa, men siden blev allieret med vestmagterne i kampen med Nazityskland. Og siden blev Vestens hovedfjende under Den Kolde Krig. Russiske forskere taler i dag om, at krigen kostede 25-30 millioner sovjetborgere livet, og at Lenins og Stalins terrorregime kostede et lignende antal ofre. Listen af forbrydelser er endeløs og ubegribelig. Lidelserne ufattelige. Ikke én russisk eller sovjetisk famile er gået ram forbi. Alle har mistet familimedlemmer under borgerkrigen, verdenskrigene, terroren, hungersnøden eller på NKVDs og KBGs henrettelsessteder eller i GULAGs koncentrations- og arbejdslejre, eller under de kyniske forsøgssprængninger af atombomber, som civilbefolkningen blev udsat for i Kazakhstan og Ural og andre steder. Ingen turde tidligere tale om det; i dag taler alle om det uden at være bange for, at stikkere, naboer eller sikkerhedsfolk lytter med.

Rusland har ikke fået gjort helt op med sin stalinistiske fortid.

Men der er gjort forsøg på det. For eksempel har præsident Dmitrij Medvedev foranlediget, at russiske skolebørn i dag har en forkortet udgave af nobelprismodtageren og den tidligere GULAG-fange Aleksandr Solsjenitsyns banebrydende bog GULAG Øhavet som pensum. En anden sag er, om de får den læst, som ruslandsforskeren Igor Tjubajs sagde til mig i efteråret 2011, eller om de har travl med ”at se tv’s vulgære underholdning”.

Også under Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov og hans Glasnost-politik piblede det frem med vidnesbyrd om Lenins, Stalins og kommunismens forbrydelser. Det boblede af åbenhed: Vasilij Aksjonovs Forbrænding, hans mor Jevgenija Ginzburgs Min tunge vandring, Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma, alle Solsjenitsyns værker, stribevis af andre tidligere forbudte skønlitterære og historiske værker, offentliggjorte hemmelige ordrer fra Lenin om mord på tsar-familien, udryddelse af 11

putin

præstestanden, blodige og grusomme overgreb imod bønderne, som i kølvandet på revolution og borgerkrig og hungersnød nu lå og ”kreperede på vejene”, som Lenin skrev i et hemmeligt brev til partiledere, uden at være i stand til at gå til modværge imod Lenins bolsjevikker. Og meget, meget mere. Talrige dokumentar­ udsendelser på tv, som blev mere og mere frie og udfordrende.

Aleksandr Solsjenitsyn fik næsten profetisk ret, da han i sin tid skrev, at den dag den sovjetiske befolkning får mulighed, som den fik under Goratjovs glasnost, for at læse hans rystende bog om GULAG, da vil Sovjetunionen ophøre med at eksistere.

Det skete efter gammelkommunisternes kupforsøg mod Gorbatjov og Jeltsin i efteråret 1991. Jeg husker så tydeligt dagene under kuppet i august 1991, hvor jeg opholdt mig i Moskva, udsendt af det nu hedengangne dagblad Det Fri Aktuelt. Begejstringen ville ingen ende tage blandt de hundredetusinder moskovitter, der var forsamlet omkring det russiske parlament for at beskytte Boris Jeltsin, demokraterne og de nye tider.

Vreden ville heller ingen ende tage, da kupmagerne måtte give op. Store folkemængder stormede til pladsen foran hovedcentret for det kommunistiske undertrykkelsesapparat KGB Lubjanka. De må have rystet godt i bukserne inde ved torturinstrumenterne af frygt for, at folkemængden ville trænge ind i selve hovedkvarteret. Vrede borgere fik fjernet monumentet over grundlæggeren af Tjekaen, KGBs forgænger, Feliks Dzjersjinskij. Senere blev monumentet – som meget passende stod foran Lubjanka – erstattet af en stor mindesten for ofre for kommunismens terror fra Solovki-øen, hvor Lenin i sin tid havde oprettet Sovjetunionens første kz-lejr efter først at have henrettet munkene og præsterne på øen.

Jeltsin demonterede Sovjetunionen og det kommunistiske system. I dag er Lenin glemt, men trods alt ikke helt gemt væk fra historien. Han ligger fortsat i mausolæet ved Kreml, og Lenin-monumenter står fortsat rundt omkring i landet. Foto: Per Dalgård

12

putin

Skulpturen af Dzjersjinskij, eller Jern Feliks, som han hedder i folkemunde, står nu i den fantastiske og groteske skulpturpark sammen med andre kommunistiske koryfæer – Lenin, Stalin, Breznjev m.fl. bag Kunstnernes Hus over for Moskvas Tivoli – Gorkij Park. En gang om året, 30. oktober, samles tidligere fanger fra GULAG, medlemmer af menneskerettighedsorganisationen Memorial, dissidenter, sympatiserende og efterkommere af politiske fanger ved stenen for at mindes de mange millioner ofre for Lenins og Stalins terrorregimer. I 12 timer læser de navne op på omkomne.

Der er med myndighedernes støtte blevet oprettet et GULAGmuseum i Moskva. Dets leder og grundlægger, den aldrende og blinde Anton Antonov-Ovsejenko, selv tidligere fange i Stalins koncentrationslejre, fortalte mig for nogle år siden: ”Den grusomhed og det vanvid, som Lenin satte i gang, hvor menneskeliv intet var værd, og som Stalin satte i system med paranoid angst for almindelige, modige og intellektuelle mennesker, fortsætter i dag, om end i en anden målestok. Museet er dannet for at modvirke den tendens i det russiske liv til at glemme, ja nærmest idyllisere fortiden, hvor det kommunistiske system tilintetgjorde snesevis af millioner menneskeliv”, fortsatte Ovsejenko. Han var selv søn af en ”folkefjende”, som Stalin lod henrette. I 1943 tog Stalins bøddel Berija sig selv af sagen og fik Ovsejenko dømt til først otte år i GULAG. Det blev til i alt 13 år. ”Jeg overlevede kun, fordi jeg havde en god sangstemme og kunne underholde vagterne,” sagde den gamle mand. Han fortsatte lakonisk med at fortælle, at hans mor, der jo var hustru og mor til ”folkefjender”, også røg i lejr, hvor hun hængte sig. ”Så længe jeg lever, vil jeg bekæmpe den tendens, der er i dagens Rusland til at fortie og glorificere den sovjetiske fortid.

I tsarrusland var der i 1912 183.000 fanger i lejre, i 1937 under Stalin var der 16 millioner. Helt frem til 1970’erne sad der stadig 3 millioner i de sovjetiske lejre og rådnede. Det siger alt”.

14

in d l e d nin g

Sovjetunionens sidste politiske fangelejr, Perm-36, blev lukket i 1990 efter ordre fra Boris Jeltsin. Lejren er i dag endnu et museum for den politiske terror i Sovjet, skolebørn bliver kørt i busser i lange rækker ud til Perm-36 for at se fortidens uhyrligheder.

Ruslands vigtigste og mest hårdtslående menneskerettighedsorganisation Memorial er stadig en organisation af tidligere politiske fanger. Memorial står ikke bare for afsløringer af fortidens forbrydelser og støtte og hjælp til tidligere fanger, men er også dybt involveret i afsløringer og protester imod de overgreb imod menneskerettighederne, som desværre fortsat foregår overalt i det russiske samfund. Bl.a. var Memorial en af de mest hidsige kritikere af krigen i Tjetjenien.

Der går næsten ikke en måned imellem, at diverse politikere eller kulturpersonligheder eller menneskerettighedsforkæmpere foreslår, at Lenin skal fjernes fra mausolæet på Den Røde Plads og begraves. Hver gang lyder der et ramaskrig fra kommunister og nationalister, og både Jeltsin, Putin og Medvedev har stille og roligt udskudt det. Men det kommer. Og det kommer snart.

Jeltsin forbød simpelthen i en periode Ruslands Kommunistparti, og han fortsatte igennem hele sin regeringsperiode med et løbende opgør med den kommunistiske fortid. Vladimir Putin, der har ført sig frem med en mild form for nationalisme, har været mere forsigtig og, måske, pragmatisk og taktisk klog.

Der har været megen snak om, at Putin var i færd med at rehabilitere Stalin, men det er en vild overdrivelse. Han har nok i et forsøg på at genopbygge russernes selvfølelse neddæmpet kritikken af fortiden og ladet den gamle sovjetiske nationalmelodi genindføre, dog med en ny tekst, og genindført visse sovjetiske symboler i hær og flåde. Et forsøg på at fremme patriotismen i Rusland. Men han har også mange gange taget afstand fra Stalin.

Bl.a. har han tydeligt sagt, at Ribbentrop-Molotov pagten om deling af Østeuropa mellem Nazityskland og det kommunistiske 15

putin

Sovjetunionen var ”umoralsk”. Og både han og hans efterfølger Medvedev har langt om længe indrømmet officielt, at det var NKVD og Stalin, som under krigen stod bag massakren på tusinder af polske officerer i Katyn ved Smolensk.

I december 2010 sagde præsident Dmitrij Medvedev, at ”det står helt klart, at Stalin og hans håndlangere bærer ansvaret for denne forbrydelse” (massemordet på de polske officerer).

Medvedev er dermed gået et skridt videre. I en tale i marts 2011 fordømte den russiske præsident klart og utvetydigt Stalin og den sovjetiske fortid, som ifølge ham står som en hindring for den livsnødvendige modernisering af Rusland. ”Jeg vil gøre opmærksom på, at det ikke var fantasier om en særlig vej for Rusland eller det sovjetiske eksperiment, der viste sig at være bæredygtige,” sagde Medvedev, ”men projektet med et normalt, humant system, som blev udtænkt allerede af tsar Aleksandr.

I sidste ende i det historiske perspektiv viste det sig, at det var ham, der havde ret, ikke tsar Nikolaj den Første (kendt for sin særlige autoritære styre, PD) og ikke Stalin,” fortsatte Medvedev i sit opgør med sovjettidens brutale styre i modsætning til det nye Ruslands liberale reformer, som han altså trækker en linje fra til tsar Aleksandr den Andens ligeledes liberale reformforsøg.

For at understrege Stalins ufattelige forbrydelser er det nok at nævne, at han og hans NKVD-styre på et år, det frygtelige år 1937, lod henrette flere mennesker end samtlige tsarer op igennem historien tilsammen havde henrettet.

Præsident Medvedev overraskede mange ved i 2010 på den officielle Dag Til Erindring om ofrene for politisk terror i Sovjetunionen, 30. oktober, at tage skridtet fuldtud og komme med en utvetydig og klar fordømmelse af Stalin og stalintiden. Det skete i en tv-optagelse vist på præsidentens blog og i en omdelt afskrift derfra. Dermed tog Medvedev klar afstand fra sin forgænger Vladimir Putins forsøg på at neddæmpe kritikken af Stalins 16

in d l e d nin g

terror og til gengæld fremstille ham som sejrherre i Anden Verdenskrig og grundlæggeren af Sovjetunionens storhed. ”Jeg er overbevist om, at erindringen om vore nationale tragedier er lige så hellig som erindringen om vore sejre,” sagde Medvedev i indslaget og fortsatte: ”Det er umuligt at forestille sig omfanget af den terror, som ramte alle folkeslag i vort land.

Højdepunktet var i årene 1937-1938. Aleksandr Solzjenitsyn kaldte den endeløse strøm af terrorens ofre for ’en Volga af menneskelig ulykke’. I løbet af 20 år op til verdenskrigen blev hele lag og stande af vores befolkning tilintetgjort. Kosakstanden blev likvideret. Bønderne afkulakiseret. Intellektuelle, arbejdere, militæret blev udsat for politisk begrundet forfølgelse. Også repræsentanter for alle religiøse trosretninger blev forfulgt. Den 30. oktober er dagen, hvor vi husker millioner af invaliderede skæbner. Vi husker på mennesker, der blev henrettet uden dom og retssag, på mennesker, der blev sendt i lejre og forvisning, frataget alle borgerrettigheder... Millioner af mennesker omkom som følge af terroren og løgnagtige beskyldninger. Millioner!”

Medvedevs konklusion er klar: Stalintidens terror kan ikke bortforklares eller undskyldes. Og han trækker en klar linje til nutiden: ”Jeg er overbevist om, at ingen udvikling af landet, intet fremskridt, ingen ambitioner kan fyldes, hvis prisen er menneskelige ulykker og tab af menneskeliv”.

Medvedevs tone var dermed helt anderledes end sin forgænger og forventede efterfølger Putins. Putin har kaldt Stalin en effektiv leder og krigsstrateg i et forsøg på at fremme patriotiske følelser i den russiske befolkning.

Når det er sagt, er der stadig lang vej endnu til det endelige opgør med stalinismen. De fleste russere kender og erkender Stalins forbrydelser, men de har svært ved at acceptere, at Stalins styre var med til at starte Anden Verdenskrig og var den indirekte årsag til, at krigen kostede så mange sovjetborgere livet. Ikke desto mindre har Medvedev udstedt et dekret i 2011, som handler om 17

putin

en omfattende destalinisering af det russiske samfund. Det mødte straks modstand fra bl.a. nogle af hærens generaler.

Boris Jeltsin sagde indirekte, da han kom til magten i 1991: ”Kære medborgere, I har nu jeres frihed, gør med den, hvad I vil.” Og det gjorde russerne. I meget høj grad. Og uden nogen synderlig forståelse for, at med friheden fulgte også ansvar og ansvarlighed.

Derfor gik det på mange måder galt i Jeltsins regeringsperiode.

Der var ingen, eller stor set ingen, grænser for friheden, ytringsfriheden, frihed for forretningslivet, og der var ingen lovgivning, retsinstanser eller politi eller medier, som kunne stoppe korruptionen, kriminaliteten, mafiavældet og dannelsen af den ufatteligt rige klan af oligarker.

Men russerne havde under Jeltsin en helt uhørt grad af frihed, som de hverken har haft før eller siden. Den tidligere statskontrollerede russiske arbejder lærte på den hårde måde, at arbejde betyder penge og dermed muligheder for et anstændigt liv. De måtte sande, at de gode gamle dages folkelige slogan nu var fiktion: ”Vi lader, som om vi arbejder, myndighederne lader, som om de betaler for det.” Før systemskiftet havde folk masser af penge mellem hænderne, men de var intet værd, for der var intet at købe. Nu var der pludselig masser af varer, men folk havde ikke penge nok til at købe dem. Det var en meget smertelig proces for den russiske borger, og resultaterne af reformprocessen nåede ikke at vise sig for alvor i Jeltsins regeringstid. Friheden kunne man ikke spise eller købe rejser til Malta for. Der skulle gøres en indsats først.

Putin har strammet tøjlerne betydeligt på en række områder.

Han har centraliseret magten, sat grænser for pressefriheden, styret og begrænset demokratiet, kontrolleret medierne, svindlet ved valgene, undladt at håndhæve grænserne mellem den lovgivende, den udøvende, den dømmende og den fjerde statsmagt – medierne. Han har slået brutalt ned på oprøret i Tjetjenien 18

in d l e d nin g

og misbrugt den forstærkede antiterrorlovgivning til politisk forfølgelse og personlig PR. Han lovede markedsøkonomi og respekt for den private ejendomsret, men brugte selv de såkaldte administrative ressourcer, dvs. offentlige midler og medier, til både at vinde valg og forgylde sine venner.

Men stadigvæk har den almindelige russiske borger under Putin og hans efterfølger Dmitrij Medvedev en grad af frihed, som var helt og aldeles utænkelig før Jeltsin, både under tsarstyret og under kommunismen. Og de demokratiske institutioner er blevet oprettet, omend fortsat kontrolleret af Kreml, ligesom civilsamfundet er ved at vinde styrke, og middelklassen ved at få rodfæste og magt. Russerne kan i dag læse, hvad de vil, der er ingen litterær censur, de kan rejse, hvorhen de vil, kun penge sætter grænser; de kan også sige, hvad de vil.

Det er derfor hen i vejret, når nogen, som det faktisk sker både i dagens Rusland og i vestlige medier, sågar danske, antyder, at Vladimir Putin er en ny Stalin. Min ven og kollega udi det russiske og tidligere chef på Politikens udenrigsredaktion Vibeke von Sperling og jeg skændtes om dette, da Vladimir Putin dukkede frem fra intetheden ved årtusindskiftet og tog eller fik magten i verdens største land. Vibeke kaldte ham en ny Stalin og ”en skidt fyr”. Hun havde utvivlsomt på sin vis ret og blev selv ramt af den uhyrlige side af det putinske styre – nemlig forbud mod at rejse ind i landet. En tåbelighed, som kun rammer Moskva lige tilbage i synet og giver næring til den omfattende mistro til Putin og Rusland under ham.

Selv har jeg også ved flere lejligheder oplevet problemer med akkreditering som udenlandsk korrespondent i Rusland. Men i mit tilfælde er det min opfattelse, at det skyldtes, at bestikkelsesprisen var steget fra den tidligere sædvanlige flaske vodka, som var nok til at få processen fremskyndet. En gang, hvor jeg simpelthen fik nej til akkreditering fra det skandinaviske kontor under det russiske Udenrigsministerium, ringede jeg til en 19

putin

gammel bekendt i Kremls præsidentadministrations pressekontor. Han og jeg mødtes på en café, og jeg forklarede ham mit problem. Han svarede med et citat af Stalin, som i sin tid besvarede en telefonopringning fra en bekendt i problemer: ”Per, jeg tror et opkald fra Kreml vil hjælpe dig”.

Min ven fik sin chef til at ringe til udenrigsministeriet for at forhøre sig om min sag, hvorefter der dukkede en taxa op ved mit hotel med et splinternyt akkrediteringskort. Det kostede mig ikke en rubel til vodka eller lignende, men det er en svinestreg, at man skal bestikke for at få en retmæssig service fra det offentlige Rusland. Millioner af russere er jævnligt udsat for noget lignende. Det er en gammelkendt og traditionel del af systemet.

Jeg var selv nok også temmelig skeptisk over for denne grå, tidligere KGB-mand, Putin. Jeg havde selvfølgelig intet til overs for hans baggrund i ”firmaet” KGB. Jeg havde netop besøgt en række af Stalins tidligere GULAG-lejre, hvor millioner havde siddet og rådnet, jeg kendte til bevidstløshed historierne om uhyrlighederne og rædslerne under det kommunistiske styre. Stort set alle mine russiske venner og bekendte hader og foragter systemet.

Jeg kender talrige modige og hæderlige rusere, som under yderst beskedne forhold fortsætter kampen imod resterne af det kommunistiske system og imod det nuværende system.

Min ven gennem mange år, den nu desværre afdøde forfatter Vasilij Aksjonov truede med at forlade landet, som han netop var vendt tilbage til under Jeltsin efter udvisning til Vesten i 1980, i protest mod Putin. Hans mor Jevgenija Ginsburg havde siddet i Stalins lejre i 14 år, hans far det samme. Selv havde han som barn været anbragt på et børnehjem for Børn Af Folkets Fjender.

En anden bekendt, billedhuggeren Ernst Neizvestnyj, hvis familie også havde været hårdt ramt af den røde terror, havde for egne midler lavet et gigantisk og ufatteligt smukt monument ”Sorgens Maske” over de millioner af ofre for GULAG i den fjerneste egn 20

in d l e d nin g

af Rusland ved byen Magadan og i de uhyggelige Kolyma-bjerge, som masken kigger ind over. Her var tale om ikke blot en rystende historie for Rusland, der stadig ikke helt er kommet overens med den helst fortrængte fortid, men for menneskeheden.

Jeg har to gange været i Kolyma-bjergene ved byen Magadan. Begge gange havnede jeg i lejren Butugytjag langt inde i de kolde, golde og uhyggelige bjerge. Butugytjag var formentlig en af de værste af Stalins kz-lejre, hvor hundredetusinder af uskyldige mennesker omkom af frost, sult, kulde og stråling. Jeg kan kun anbefale ikke alt for sarte sjæle at gå ind på den russiske organisation af tidligere politiske fanger Memorials hjemmeside, som viser en fotoreportage om, hvordan Butugytjag var – Stalins Auschwitz. Se det her. Ord er overflødige, men min gode ven, fotografen Stig Stasig var med første gang, og han har dokumenteret rædslerne i en lignende fotoserie, som blev bragt i Det Fri Aktuelt. Her finder man Memorials reportage: http:// www.gulag.ipvnews.org/article20060901_01.php At kalde Putin for en ny Stalin, det var – og måske netop på baggrund af mine historiske rejser i Stalins rædselsregime – for mig at se helt ude af proportioner. Jeg husker en vært på P1-Morgen, som en morgen præsenterede den nye russiske præsident på følgende måde: ”Putin har i 15 år arbejdet for KGB, og han var vist nok i en periode leder af den afdeling, der henrettede sovjetrussiske dissidenter”. Vist nok? Sådan! Det rene vås, som formentlig skyldtes enten sensationsliderlighed eller uvidenhed eller begge dele. Putin var en ubetydelig, nærmest intetsigende mand, ansat ved KGB med det job at hverve agenter i Tyskland og havde intet med den hjemlige situation og jagten på dissidenter at gøre.

Og man var iøvrigt for længst holdt op med at likvidere dissidenter. Til gengæld var der en helt anden side og formildende omstændighed ved Putin. Han var ung, veluddannet og under stærk indflydelse af den reformvenlige og fremsynede tidligere 21

putin

universitetsprofessor, senere borgmester Anatolij Sobtjak i Leningrad, eller Sankt Petersborg, som han fik byen gendøbt til via en folkeafstemning.

Derfor er det også helt ude af proportioner, at en bog, som udkommer nogenlunde samtidig med indeværende på forlaget Riverhead og som på forhånd siges at indeholde ”eksplosive afsløringer” om Putin, skulle føre til, at forfatteren Masha Gessen har trukket sig tilbage fra offentligheden af frygt for det russiske efterretningsvæsen. Der er tale om billig reklame, når forlaget på Frankfurt Bogmesse sidste år lod forstå, at det var for farligt for forfatteren at optræde.

Der har været endeløse gætterier om Vladimir Putin, om hans fortid, hans politik, hans væremåde. Den dag i dag stiller mange, både russiske og udenlandske, journalister, analytikere og kommentatorer, ja formentlig også mange politikere, stadig spørgsmålet: ”Who is Mr. Putin?” Svaret svæver fortsat i luften, for ”Ruslands nationale leder”, som han lod sig hylde til, da han måtte overlade præsidentposten til Dmitrij Medvedev, ynder, måske i kraft af sin fortid i sikkerhedstjenesten at omgive sig med en mystik, som Churchill nok heller ikke ville have kunnet gennemskue eller bryde sig om. Ikke desto mindre ved vi mere i kraft af Putins gerninger og taler i dag om, hvem han er, og hvad han vil med sit Rusland.

Min tese eller påstand er imidlertid, at det er passende at sammenligne Vladimir Putins betydning for postkommunismens Rusland, efter nederlaget i Den Kolde Krig, med general Charles de Gaulles betydning for efterkrigstidens Frankrig, der som bekendt endte med et nogenlunde ægte europæisk demokrati.

De Gaulle var, som Vladimir Putin, bestemt ikke nogen entydigt positiv figur, tværtimod, men han lagde trods sine totalitære tendenser grunden til det franske demokrati. Han måtte til sidst bøje sig for det demokrati, som han selv havde skabt og trække sig tilbage. Den dag kommer også for Putin.

22

in d l e d nin g

Min opfattelse er, at nok har der været stærkt kritisable totalitære tendenser i Putins styre, men grundlæggende og historisk set har der været tale om et forsøg på at få styr på landet efter 75 års sovjetdiktatur og Jeltsin-årenes anarkistiske brud med kommunismen og diktaturet og indførelse af den totale frihed uden ansvar. Jeltsin banede vejen for demokrati, han var nedbryderen af det gamle system, han opløste sammen med Leonid Kravtjuk fra Ukraine og Stanislav Sjusjkevitj fra Hviderusland Sovjetunionen i december 1991, men de tre sikrede, at opløsningen ikke endte i ragnarok som i Jugoslavien. Her spillede den frivillige fordeling af Sovjetunionens atomarsenal og SNG en uvurderlig, positiv rolle.

SNG, eller Unionen af Uafhængige Stater, blev indgået af de nye stater, alle ekssovjetrepublikker undtaget de tre baltiske, med netop det formål at undgå militære sammenstød og for at sikre en fortsat koordinering og kommunikation mellem de 12 nye og selvstændige nationer. Selvom SNG aldrig blev til noget, der bare ligner forbilledet EU, så har organisationen haft en modererende og stabiliserende funktion. Tænk på, hvad en omfattende krig mellem de tidligere sovjetrepublikker kunne have ført til, hvis ikke lederen af nedlægningen havde brugt sin nogenlunde sunde fornuft.

Boris Jeltsin undlod klogeligt at slå på de nationalistiske strenge, som havde bragt Milosevič og Jugoslavien ud i et hæmningsløst blodbad. Den dengang umådeligt populære præsident Jeltsin kastede sig i stedet ud i økonomiske og politiske reformer, som hans forgænger Mikhail Gorbatjov ikke havde turdet røre ved, selvom han talte meget og længe om dem. Alle vidste, at reformerne ville blive smertefulde, og at de var risikable for den politiske ledelse. Havde Gorbatjov turdet eller magtet at give sig i kast med disse reformer nogle år tidligere, havde de måske ikke været så smertefulde for Rusland.

Reformerne førte i første omgang til krise, anarki og økonomisk nedtur, og Jeltsin selv nåede aldrig at høste frugterne af reformerne, hverken personligt eller politisk. Det gjorde deri23

putin

mod hans to efterfølgere – Putin og Medvedev, som samtidig var heldige med at kunne nyde de enorme indtægter fra eksporten af olie og gas. Det har til gengæld givet dem mulighed for at få styr på landet, opbygge institutioner, som er nødvendige for indførelse af demokrati og markedsøkonomi, og vigtigst: befolkningen har haft mulighed for at stifte bekendtskab med demokratiets fordele og velstanden i Vesten. Kort sagt er det lykkedes dem at oprette en stat og et system, som, omend med mange mangler, er i stand til at holde sammen på riget.

Jeltsin var nedbryderen. Putin vil i historien nok fremstå som manden, der som en anden de Gaulle fik styr på landet og oprettede det ”kontrollerbare demokrati”. Medvedev gjorde ihærdige forsøg på at gøre op med en del af resterne af den totalitære fortids undertrykkelsesapparat, løste op for kontrollen med demokratiet, og begyndte den egentlige modernisering af Rusland, selvom den fortsatte Homo Sovjetikus-mentalitet i befolkningen gjorde modstand. Og stadig gør det til en vis grad.

Jeg vil i det følgende forsøge at samle trådene til et portræt af udviklingen i Medvedevs og Putins Rusland, herunder Medvedevs forsøg på moderniseringer, og arven efter Putin, samt dennes forventede snarlige tilbagevenden til magten. Da Jeltsin efterhånden måtte opgive og havde brugt sine sidste kræfter, kom Putin til og blev på kort tid den mest karismatiske og magtfulde politiker i Ruslands nyere historie. Hans indflydelse har været og er stadig enorm. Jeg vil sammenholde billedet af ham med tilsvarende skitser til portrætter af hans forgænger og mentor Boris Jeltsin og hans protege og efterfølger Dmitrij Medvedev, hvis indflydelse og betydning i første omgang er blevet drastisk undervurderet, men som i virkeligheden har haft afgørende betydning for Ruslands vej mod demokratisering og modernisering. Det, til trods for, at Medvedev næsten altid bliver gjort til grin og betragtet som Putins nikkedukke.

24

in d l e d nin g

Det er i det indviklede samspil og modspil mellem de tre, ja faktisk fire med Gorbatjov, udviklingen i Rusland de seneste 20 år skal forklares. Og det er den udvikling, jeg vil beskrive i denne bog.

Mange har kaldt mig for en Putin-apologet, lige så mange har kaldt mig det modsatte – diskussionerne kører fortløbende på ­Informations netavis. Jeg tager beskyldningerne fra begge sider som en kompliment, for det tyder på, at jeg i mine skriverier i årenes løb på Informations sider, og inden da på Aktuelts, Jydske Vestkystens, og Politikens sider har ramt noget rigtigt, og at mine forsøg på at holde tungen lige i munden ikke har været helt mislykkede.

Lad det være sagt med det samme, at denne bog ikke er videnskabelig, forstået på den måde, at jeg giver mig ud for at være forsker eller ekspert i samfunds- eller statskundskab. Men den er videnskabelig i den forstand, at den bygger på viden, intuition og informationer, som jeg har opsamlet over 35 års beskæftigelse med først Sovjetunionen og siden Rusland og de andre ekssovjetrepublikker.

Bogen og dens hypoteser og påstande bygger på mine egne analyser, som er opstået efter års ophold i Moskva, talrige rejser, talrige interviews og talrige samtaler med både højtstående russiske embedsmænd og politikere, talrige læsninger af andres analyser og kommentarer, og endeløs snak med mange såkaldte almindelige borgere i køkkener i de beskedne, men hyggelige russiske lejligheder, hvor mor som regel laver mad, men samtidig fortæller den skinbarlige sandhed om virkeligheden i dagens Rusland. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg ikke, som mange vestlige korrespondenter, nøjes med at opsøge engelsktalende specialister. Dem er der nemlig ikke ret mange af i Rusland og de fleste mener det samme, fordi de ved, at det giver bonus hos udenlandske journalister. Jeg er sikker på, at hvis man lavede en undersøgelse af, hvem der optræder i de vestlige medier, er 25

putin

det for 90 procents vedkommende engelsktalende specialister som Lilija Sjevtsova, der iøvrigt er en fremragende analytiker, som jeg også selv har opsøgt ved flere lejligheder. Hvorimod talrige ”kun” russisktalende eksperters røster, der ikke er mindre skarpe og veloplyste, forsvinder ud i den vestlige uvidenhed og manglende ønske om for alvor at forstå, hvad der driver russerne i en anden retning end den, man i Vesten gerne ville se. De glemmer, at russerne taler og tænker på russisk, og at de ikke er vesteuropæere eller amerikanere, men russere med deres egen storslåede og dramatiske kultur og baggrund. Når man studererer vestlige medier, læser udlægninger, er det, som om de er skrevet af en gruppe CIA-cowboys uden den ringeste forståelse for situationen, historien og virkeligheden i verdens største land.

For at forstå, hvad der foregår i landet, uanset hvor dygtig en journalist eller forsker man er, så må man kunne sproget. Det er en simpel sandhed, som vi i Danmark har glemt med de triste nedskæringer af sprogundervisningen på universiteterne.

Jeg må også med det samme indrømme, at jeg ikke er uvildig, men lider af sygdommen ”russofili”. Jeg holder af Rusland, jeg elsker russernes sjæl derinde bag løgkuplernes mange blade, især den nu blegnende mystiske sjæl, jeg får ”hjemve” efter mit andet fædreland, når jeg er for længe væk fra landet og ikke længere er helt dus med situationen og udviklingen. Men jeg ser også, og ofte med voksende bekymring, de mange skyggesider ved Jeltsins, Putins, og Medvedevs Rusland. En ting er sikkert: Jeg bekymrer mig om, hvordan livet udfolder sig i det store land, som jeg ligesom de fleste andre håber vil formes af demokrati og velfærd.

Jeg blev for eksempel dybt chokeret, da Vladimir Putin for nogle år siden udtalte de rystende ord i en berømt tale: ”Sovjetunionens sammenbrud var den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede”. Jeg kan ikke være mere uenig. Jeg er af en helt anden mening, som det vil fremgå af denne bog. Men 26

in d l e d nin g

til Putins forsvar skal det også nævnes, at han også siden har tilføjet de, i hvert fald i Rusland, berømte ord: ”De, der nu om dage har glemt Sovjetunionen, har intet hjerte. De, der ønsker at genoprette Sovjetunionen, har ingen hjerne”.

For mig og for millioner af russere og andre ekssovjetborgere i de nu 15 nye stater var begivenhederne i august 1991, hvor Jeltsin med befolkningen bag sig fik stoppet gammelkommunisternes kupforsøg imod Gorbatjov, og senere, december 1991, da Jeltsin, Ukraines Leonid Kravtjuk og Hvideruslands Stanislav Sjusjkevitj med et pennestrøg opløste Sovjetunionen i 15 selvstændige stater, et under og en lykke af de store.

Sovjetunionen, som den amerikanske præsident Ronald Reagan, der ellers ikke på nogen måde hører til blandt mine favoritter, tværtimod, med stor ret havde kaldt ”ondskabens imperium”, ophørte simpelthen med at eksistere, og det blev gennemført på en klog og forstandig måde uden blodsudgydelser, uden krige, i modsætning til, hvordan for eksempel Jugoslavien var blevet opløst. Denne fredelige verdensbegivenhed, som efterlod resten af verden måbende, som ingen havde drømt om blot få måneder tidligere, skete forholdsvist roligt og fredeligt ikke mindst takket være Ruslands første demokratisk valgte leder, og den første demokratisk valgte leder, den første russiske leder nogensinde, som senere gik af frivilligt, Boris Jeltsin.

27

100 mm

145 mm

14,5 mm

145 mm

100 mm

PER DALGÅRD

PER DALGÅRD (f. 1955) er cand.phil. i russisk og ph.d. i sammenlignende litteratur. Har i over 25 år dækket Sovjetunionen og Rusland for en række danske dagblade, Aktuelt, Jydske Vestkysten, Politiken og Information. Forfatter til bøger om Sovjetunionen og Rusland og oversætter af en række russiske romaner.

Per Dalgård, Informations Ruslandsmedarbejder de sidste 12 år, analyserer Putins periode og hans betydning for landet, som han sammenligner med den franske general de Gaulles rolle i dannelsen af det moderne Frankrig.

FOTO: SIGRID NYGAARD

OG RUSLANDS UKONTROLLABLE DEMOKRATI

Ruslands stærke mand Vladimir Putin har i 12 år præget landet – de sidste fire år sammen med præsident Dmitrij Medvedev. Putin ventes i marts 2012 valgt til præsident i de næste seks år, men auraen som den uovervindelige nationale leder, der har kontrol over det demokrati, han selv har skabt, er ved at være forbi. Ruslands politiske og økonomiske fremskridt har skabt en ny middelklassse, som ikke længere finder sig i at være udsat for totalitarisme. Den kræver reelt demokrati.

OG RUSLANDS UKONTROLLABLE DEMOKRATI

INFORMATIONS FORLAG 100 mm

145 mm

14,5 mm

145 mm

100 mm