Schiøler-gruppen – Danske terrorister i tysk tjeneste 1944-45

Jonas Lind Cand. mag i historie og socialvidenskab ved Roskilde Universitet og ansat ved Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Lasse Bruun Jonassen Cand. mag i historie og filosofi ved Roskilde Universitet.

9 788775 143467

SCHIØLER-GRUPPEN

Hvad ansporede mændene i Schiøler-gruppen til at gribe til våben mod landsmænd? Og hvorfor udviklede gruppen sig så radikalt, at den til slut benyttede sig af både likvideringer og tortur i den vendetta-lignende konflikt med de danske modstandsfolk?

Lasse Bruun Jonassen og Jonas Lind

I Schiøler-gruppen fortælles for første gang den dramatiske historie om den danske nazistiske terrorgruppe, der fra slutningen af 1944 og frem til kapitulationen i maj 1945 arbej­ dede for den tyske besættelsesmagt og bistod det berygtede Hipokorps i den væbnede kamp mod modstandsbevægelsen.

Efter kapitulationen blev gruppens medlemmer retsfor­fulgt og gruppens chef, Ib Gerner Ibsen, samt næstkommande­ rende, Helmut Mortensen, blev henrettet den 25. november 1949.

Lasse Bruun Jonassen og Jonas Lind

SCHIØLER GRUPPEN Danske terrorister i tysk tjeneste 1944-45

Lasse Bruun Jonassen og Jonas Lind

SCHIĂ˜LER GRUPPEN Danske terrorister i tysk tjeneste 1944-45

Informations Forlag 3

Indhold Schiøler-gruppen – et forord 7 Indledning 13 Del I | Rekruttering, udvikling og afvikling 1 | Etablering 23 2 | Terror 63 3 | Hævn 79 4 | Kapitulation 111 Del II | Ideologi, gruppedynamik og brutalisering 1 | Gerningsmænd 123 2 | Almindelige mænd? 131 3 | Ideologifællesskab 135 4 | Skæbnefællesskab 141 5 | Hævn 145 6 | Lydighed 149 7 | Brutalisering 155 Del III | Andre væbnede grupper 1 | Lorentzen-gruppen og Lille Jørgen-gruppen 163 2 | Schiøler-gruppen og modstandsbevægelsen 171 Del IV | Afslutning Eftertiden 177 Kilder 183 Efterord 189 Litteraturliste 191 Noter 195 Register 206 5

Indledning “Til vort forsvar gælder blot det ene: Vi er kun mennesker, – og vi har forsvaret os som mennesker.”1 Ib Gerner Ibsen, 1947

En gruppe svært bevæbnede modstandsfolk fordelte sig om aftenen den 15. april 1945 i to biler og kørte i retning af Søborg, hvor de på Kildebakkegaards Alle 133, 1. tv ledte efter en helt bestemt mand. Manden hed Helmut Valdemar Mortensen og var medlem af den danske nazistiske terrorgruppe, der efter krigen skulle blive kendt som Schiøler-gruppen. Da gruppen af modstandsfolk ankom til adressen og steg ud af bilen, kunne de se, at der stod en mand ved opgangen til nr. 133 og røg en cigaret. Gruppens leder Knud Petersen gik over til manden og bad om dennes navn. Manden, som skulle vise sig at være netop den, de søgte, anede dog uråd og gav et opdigtet navn. Han fik besked på at vente, men vidste, at der måtte handles, hvis han ikke skulle ende i kløerne på de bevæbnede modstandsfolk. Da Knud Petersen vendte ryggen til ham, forsvandt Mortensen derfor hurtigt ind i en nærliggende have og fortsatte i retning af Søborg Hovedgade, inden modstandsfolkene kunne nå at optage forfølgelsen. Da de naturligvis ikke kunne være sikre på, at manden, der tog flugten, rent faktisk var den, de søgte, blev to af modstandsmændene, Børge Clausen og Svend Christoffersen, sendt op til den lejlighed, de tidligere på dagen havde fået adressen på. De skulle snart blive klar over, at Mortensen i denne periode havde to andre medlemmer af Schiøler-gruppen boende – Carl Svensson og Elly Holm Christensen. Da modstandsfolkene nåede op ad trappen, ringede de på døren, som blev åbnet på klem af Carl Svensson.2 Da Svensson forsøgte at smække døren i, nåede Børge Clausen at få en fod indenfor, men i samme øjeblik skød Svensson en salve gennem sprækken med sin Walther 7,65 mm pistol og dræbte dermed Børge Clausen på stedet og sårede Svend Christoffersen i skulderen.3 De øvrige mænd fra gruppen hørte skuddene og hastede op til lejligheden, hvor en heftig ildkamp nu gik i gang gennem den nu lukkede dør. Elly Christensen havde søgt tilflugt i soveværelset, men kunne se, 13

at Svensson blev ramt i låret, da endnu en salve fra modstandsfolkenes maskinpistoler bragede igennem den nu gennemhullede dør. Med blodet løbende ned ad benet fandt Svensson en håndgranat frem, som han havde liggende i en af sine frakkelommer. Men inden han kunne nå at afsikre den og kaste den mod de indtrængende modstandsfolk, faldt han livløs om på gulvet. Herefter besvimede Elly Christensen.4 Der blev nu helt stille i lejligheden, og gennem den ødelagte dør kunne modstandsfolkene konstatere, at en livløs person lå på gulvet. Modstandsfolkene undlod at gennemsøge lejligheden og begyndte straks at slæbe liget af deres kammerat ned til bilen. De kørte et stykke hen ad gaden, men blev nødt til at standse op og bakke bilen, da en af Hipokorpsets vogne i det samme dukkede op foran dem. I hipovognen sad Helmut Mortensen. Efter flugten havde Mortensen fundet en telefon og fået tilkaldt Hipokorpset, der nu var talstærkt til stede i området. Modstandsfolkene havde slukket lygterne på bilen og så derfor ikke det træ, de stødte ind i, da de bakkede væk fra hipovognen. Sammenstødet slog hul på benzintanken, der lækkede al benzinen og gjorde bilen ude af stand til at køre videre. Mortensen og hipoerne begyndte at skyde løs på den ødelagte vogn, og modstandsfolkene måtte flygte til fods. I den anden ende af gaden var fire af modstandsfolkene kommet i ildkamp med uniformerede hipofolk fra en anden hipovogn, der var ankommet til stedet fra den modsatte ende af Kildebakkegaards Alle. Ildkampen resulterede i, at modstandsfolkene Mogens Seierø Nielsen og Gunner Malling Kier blev dræbt, mens de to andre undslap. Da skyderierne var overstået, gik Mortensen op ad den blodplettede trappe, hvor patronhylstre og tomme magasiner lå spredt ud over trappen. I entreen til lejligheden lå Svensson død – skudt adskillige gange – med en tømt pistol i den ene hånd, en håndgranat i den anden og to tomme magasiner ved sin side. I soveværelset fandt Mortensen sin kone og lille søn samt Svenssons forlovede Elly Christensen, der alle havde opholdt sig i lejligheden under ildkampen.5 Allerede dagen efter hævnede Schiøler-gruppen sig. Fordi man på Københavns Politigård (fremover blot Politigården) kendte til Schiøler-gruppens tab fra aftenen før, blev to anholdte medlemmer af modstandsgruppen BOPA udleveret til afhøring ved gruppen, som gennempryglede mændene. Samme aften blev de to mænd – Willy Petersen og Carl Petersen – kørt ud i Hareskoven, hvor de blev likvideret med nakkeskud.

14

Schiøler-gruppen Schiøler-gruppen var en udløber af en militær sabotagegruppe ved navn Irmergruppen, som bestod af danske nazister, der i foråret 1944 var blevet rekrutteret af Abwehr – den tyske militære efterretningstjeneste. Irmer-gruppen havde til opgave at udøve sabotage bag fjendens linjer i tilfælde af en allieret invasion af Danmark. Mens gruppen afventede invasionen, skulle de blot holde lav profil.

De oplevede dog et stigende had til modstandsbevægelsen, hvis tiltagende aktivitet berørte dem personligt, da venner og bekendte blev ofre for likvideringer.

Dette, samt at de brændte for at gøre en mere aktiv indsats for den nationalsocialistiske sag, førte til, at Schiøler-gruppen blev etableret i efteråret 1944 i København. Gruppen blev kort tid efter underlagt Efterretningstjenesten (ET), som var en dansk-tysk politiorganisation, der ud over terrorgrupperne rummede det berygtede Hipokorps. Schiøler-gruppen bestod af ca. ni danske nazister, hvoraf hovedparten var ganske unge mænd, der alle tidligere havde været i tysk tjeneste.

Nogle havde arbejdet ved forskellige tyske vagtværn, andre var tidligere medlemmer af Schalburgkorpset, og omtrent halvdelen havde tjent på Østfronten som frivillige i Waffen SS. Schiøler-gruppen begik adskillige drab, udførte bombesprængninger og foretog utallige anholdelser af mistænkte sabotører som en del af deres arbejde for den tyske besættelsesmagt. Hændelsesforløbet, der er beskrevet herover, var meget typisk for den måde, Schiøler-gruppen opererede på i de allersidste måneder op til kapitulationen, og et helt afgørende motiv for deres handlinger var hævnfølelse på baggrund af de mange drab på venner og bekendte, som modstandsbevægelsen stod bag. Schiøler-gruppens leder, Ib Gerner Ibsen, forklarer i det indledende citat gruppens handlinger som en menneskelig reaktion. Men hvad rummer begrebet menneskelig? Var Schiøler-gruppens medlemmer helt almindelige mennesker? Og hvordan skal vi i det hele taget forklare, at disse mænd valgte at gribe til våben mod deres landsmænd? For mange mennesker – særligt i den umiddelbare efterkrigstid – var det nærliggende at se gruppen af “landsforrædere” som psykopater, der ikke var at betragte som normale mennesker. I de seneste årtier er denne opfattelse blevet udfordret blandt andet gennem studier af medlemmerne af Schalburgkorpset og Frikorps Danmark. I stedet for at se dem som afvigere blev de forstået som almindelige mennesker, der var drevet af motiver som ideologi, økonomi og eventyrlyst.6 Når man ser på nogle af nutidens 15

terrorister – som eksempelvis Anders Behring Breivik – genfinder man forklaringer, der spænder fra at forstå ham som psykisk syg til at se ham som et normalt menneske med højreekstremistiske holdninger. Køber man en forklaring, der peger på psykisk abnormitet, afskriver man samtidig muligheden for at kunne gøre noget for at forhindre, at drabelige attentater atter vil finde sted. Forsøger man i stedet at finde årsagen til ekstreme handlinger i almindelige menneskers tilbøjeligheder og motiver, og søger man at udpege historiske og politiske årsager til handlingerne, kan man bidrage til at forstå disse mennesker i stedet for at lade dem fremstå som uheldige vildskud, der er hinsides enhver forklaring.

Denne bog beskriver Schiøler-gruppens etablering, udvikling og afvikling og forsøger ud fra historiske, politiske og socialpsykologiske tilgange at forklare, hvorfor medlemmerne valgte at gribe til våben mod landsmænd og tage del i den indædte kamp med modstandsbevægelsen.

Modterror Grupper som Schiøler-gruppen opstod i den sidste del af besættelsen blandt andet på grund af indførelsen af den såkaldte modterror. I takt med at krigslykken vendte for tyskerne, voksede modstanden sig stadigt større i de tyskbesatte lande.

Dette gjorde sig også gældende i Danmark, især efter samarbejdspolitikkens officielle ophør, hvor modstandsbevægelsens likvideringer af tyskere og tyskervenlige samt sabotagesprængninger blev en mere almindelig del af hverdagen.7 Fra tysk side opstod der derfor et behov for at komme den stigende sabotage og likvideringerne til livs. Svaret blev blandt andet modterroren, som blev iværksat i alle tyskbesatte områder. Ikke mindst Hitler var utilfreds med udviklingen i Danmark, og ved et møde den 30. december 1943 med den rigsbefuldmægtigede Werner Best, den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, Hermann von Hanneken, og den højere SS- og politifører (HSSPF) i Danmark, Günther Pancke, forlangte Føreren en skærpet indsats over for modstandsbevægelsen.8 Hitler beordrede indførelsen af modterror-aktioner, der betød, at enhver likvidering eller sabotageaktion rettet mod tyskere eller tyskervenlige skulle gengældes.9 Selvom man i Danmark blev skånet for den fuldstændigt vilkårlige tyske terror, som fandt sted i mange andre tyskbesatte lande, var indførelsen af terrormetoderne, der også ramte uskyldige, en påmindelse til den danske befolkning om krigens brutale vir16

kelighed. I alt fandt der 116 clearingdrab (gengældelsesdrab) sted under besættelsen, hvilket skal ses i forhold til modstandsbevægelsens cirka 400 likvideringer.10 Disse blev altså langt fra modsvaret 1:1, som Hitler ellers havde krævet.

Det var hensigten, at modterroren skulle minde modstandsfolkene om de omkostninger, deres fortsatte virke havde, samtidig med at den skulle vende folkestemningen imod den eskalerende modstand.11 Udviklingen viste dog, at modterroren ikke dæmmede op for sabotagen, men snarere havde den modsatte effekt.12 Dette indså Werner Best og Günther Pancke, men de var nødsaget til at adlyde Hitlers ordrer om en hårdere kurs over for stikkerlikvideringer og sabotage.13 Ofrene for clearingdrab og målene for sprængninger blev udvalgt af den såkaldte “Kaffeklub”, som havde sikkerhedspolitichef Otto Bovensiepen i spidsen og desuden talte Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann, SD-chefen Scherdin og Kripo-chefen Zechenter. I “Kaffeklubben” udfærdigede man et kartotek (“A-Kartei”) over terroremner, som blandt andet omfattede kendte danske kulturpersoner. Ofrene var som regel tyskerfjendtlige eller personer, som man mistænkte for at have tilknytning til modstandsbevægelsen. Ofte valgte man fra tysk side at udføre en gengældelsesaktion samme sted, som modstandsbevægelsen havde udført deres aktion, fordi man ønskede at sende et utvetydigt signal om, at der netop var tale om gengæld. Andre gange var ofrene uskyldige personer, som tilfældigvis opholdt sig på det gadehjørne, hvor en tyskervenlig forinden var blevet likvideret.

På grund af flere mislykkede attentater i julen 1943, der medvirkede til at understrege manglen på egnede folk til at udføre arbejdet, ønskede man fra tysk side en mere professionel tilgang til udførelsen af modterroren. I februar 1944 etablerede man derfor Peter-gruppen, som blev ledet af den tyske højt dekorerede elitesoldat Otto Schwerdt (dæknavn Peter Schäfer), og som udelukkende beskæftigede sig med modterroraktioner. Peter-gruppen bestod både af tyske og danske specialtrænede SS-folk og stod under besættelsen bag 91 clearingdrab og 131 sprængninger – de såkaldte schalburgtager. Gruppen var tilknyttet afdeling VI ved Sipo/SD-hovedkvarteret i København og modtog fra begyndelsen sine ordrer fra Bovensiepen. Gruppens danske medlemmer blev overvejende rekrutteret fra Schalburgkorpsets efterretningstjeneste ET (som endnu ikke var en selvstændig organisation) og talte blandt andre de berygtede terrorister Henning Emil Brøndum, Kaj Bothildsen Nielsen og Ib Nedermark Hansen. Alle tre 17

havde været medlemmer af DNSAP, og Brøndum og Nedermark Hansen havde desuden været på Østfronten. Med Peter-gruppens indtog professionaliseredes modterroren i Danmark, da det ikke længere var almindelige Gestapo-folk, men hovedsagelig militært uddannede og fronterfarne SS-folk, der udførte clearingdrab og sprængninger.14

Den politiløse tid Til trods for professionaliseringen af modterroren kunne der ikke dæmmes op for modstandsbevægelsens sabotage. I tysk optik stod det samtidig klart, at det danske politi ikke formåede (eller ønskede) at udføre det efterforskningsarbejde, som det krævede, hvis man skulle komme den tiltagende modstand til livs.15 I begyndelsen af 1944 var frygten for en allieret invasion i Jylland stigende, og fra tysk side var man bekymret for, at de danske politifolk skulle falde besættelsesmagten i ryggen, som det var sket i Paris i august 1944.16 Tyskernes erkendelse af politiets manglende loyalitet fik dem således til at beslutte sig for at internere store dele af det velbevæbnede danske politi, som i sensommeren 1944 talte cirka 9800 mand.

Aktionen mod politiet gik under navnet “Aktion Möve”, og den blev iværksat den

Hipo i Københavns gader (Frihedsmuseet).

18

19. september 1944.17 Omtrent 2000 politifolk blev sendt i koncentrationslejr, og det medførte, at den resterende politistyrke trak sig fra aktiv tjeneste.18 En stor gruppe af betjente nåede imidlertid at gå under jorden, og mange politimænd gik senere ind i modstandsarbejdet. I kølvandet på interneringen af politistyrken indsatte man det uniformerede Hipokorps (Hilfspolizei), som udelukkende opererede i Storkøbenhavn, og som bestod af uniformerede danske mænd. Korpset udgjorde afdeling 5 i ET, som nu blev løsrevet fra Schalburgkorpset. Kort efter oprettede man i oktober måned desuden kommunale vagtværn i alle byområder og landdistrikter. Vagtværnets medlemmer var almindelige borgere med begrænsede beføjelser, der kun tillod dem at operere kriminalpræventivt.19 På trods af de manglende beføjelser har vagtværnets tilstedeværelse sandsynligvis været med til at dæmpe den herskende utryghed i befolkningen efter politiets opløsning.

Desuden var vagtværnet med til at begrænse den stigende selvtægt, som blev udvist over for kriminelle.20 Hipokorpset deltog ikke i den egentlige kriminalitetsbekæmpelse – den opgave lå hovedsageligt hos vagtværnet – men skulle i stedet bistå Gestapo i kampen mod sabotørerne.21 Hipo, der tog aktivt del i de blodige kampe mod modstandsbevægelsen, blev stadigt mere brutale hen imod besættelsens ophør og var i stigende grad involveret i episoder med vold, skyderier og kriminalitet.22 Der var derfor et udbredt had til korpset i den danske befolkning, ikke mindst i modstandskredse, hvilket betød, at korpsets medlemmer blev erklæret frit bytte.23 Det var med andre ord livsfarligt for Hipokorpsets medlemmer at færdes i Københavns gader.

Selvstændiggørelsen og udvidelsen af Efterretningstjenesten muliggjorde dog også, at der blev tilknyttet mindre terrorgrupper, som ud over Schiøler-gruppen talte Lille Jørgen-gruppen og Lorentzen-gruppen. Grupperne deltog i sabotagebekæmpelsen under dæknavne og i civil og stod bag en lang række sprængninger af bygninger og likvideringer. Samtidig fungerede de som politigrupper, der optrævlede modstandsgrupper og anholdt mistænkte sabotører, som ofte blev mishandlet ved afhøringerne.

Det er væsentligt at påpege, at Schiøler-gruppen således kom til at fungere som en del af den tyske modterror. Lige så væsentligt er det dog at understrege, at Schiøler-gruppen i høj grad havde deres egen agenda, og at den gennem sin løse tilknytning til ET formåede at beholde en vis selvbestemmelse over, hvor19

dan kampen mod modstandsbevægelsen skulle kæmpes. Schiøler-gruppen kom således aldrig til at udføre drab på uskyldige, da det var vigtigt for medlemmerne, at likvideringsofrene havde tilknytning til modstandsbevægelsen. Dermed adskiller Schiøler-gruppen sig væsentligt fra den mest kendte terrorgruppe fra besættelsestiden, Peter-gruppen, som ofte likviderede uskyldige danskere. Denne skelnen var der dog ikke plads til i den umiddelbare eftertid, og medlemmerne af grupperne under ET blev sammen med medlemmerne af Peter-gruppen berygtede som besættelsestidens værste forbrydere.

20

Jonas Lind Cand. mag i historie og socialvidenskab ved Roskilde Universitet og ansat ved Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Lasse Bruun Jonassen Cand. mag i historie og filosofi ved Roskilde Universitet.

9 788775 143467

SCHIØLER-GRUPPEN

Hvad ansporede mændene i Schiøler-gruppen til at gribe til våben mod landsmænd? Og hvorfor udviklede gruppen sig så radikalt, at den til slut benyttede sig af både likvideringer og tortur i den vendetta-lignende konflikt med de danske modstandsfolk?

Lasse Bruun Jonassen og Jonas Lind

I Schiøler-gruppen fortælles for første gang den dramatiske historie om den danske nazistiske terrorgruppe, der fra slutningen af 1944 og frem til kapitulationen i maj 1945 arbej­ dede for den tyske besættelsesmagt og bistod det berygtede Hipokorps i den væbnede kamp mod modstandsbevægelsen.

Efter kapitulationen blev gruppens medlemmer retsfor­fulgt og gruppens chef, Ib Gerner Ibsen, samt næstkommande­ rende, Helmut Mortensen, blev henrettet den 25. november 1949.

Lasse Bruun Jonassen og Jonas Lind

SCHIØLER GRUPPEN Danske terrorister i tysk tjeneste 1944-45