Sophie Scholl ­ Pigen, der trodsede Hitler

5

155 mm

33 mm

Medrivende biografi om den unge tyske studine Sophie Scholl (1921-1943), der var aktiv i den tyske modstandsgruppe ”Den Hvide Rose”, men blev angivet til nazisterne, anklaget for højforræderi og dømt til halshugning som 21-årig.

Som barn var hun og hendes søskende medlem af Hitlerjugend og fascineret af Føreren, men som årene gik, og naziregimet udviklede sig, nægtede hun at være medskyldig ved blot passivt at overvære nazisternes mange forbrydelser.

Med denne biografi udfoldes hele historien om den modige og beslutsomme Sophie Scholl, mennesket og ikonet.

Barbara Beuys (f. 1943) historiker, forfatter og journalist. Tidligere redaktør for magasinet Die Stern og avisen Die Zeit. Har udgivet flere historiske bøger, hvoraf Sophie Scholl er den første på dansk.

sophiEScHOLl

236 mm

BARBARA BEUYS

155 mm

5

BARBARA BEUYS

sophiEScHOLl Pigen, der trodsede Hitler

Biografi Scholl omslag.indd 1

22/08/11 10.26

INDHOLD

FORÆLDRENE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 INGERSHEIM juni 1917 - december 1919 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 FORCHTENBERG januar 1920 - juni 1930 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .29 LUDWIGSBURG juni 1930 - februar 1932 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 REPUBLIKKENS KRISE – IND PÅ SCENEN: ADOLF HITLER september 1930 - april 1932 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .52 EN NY TID: SPÆNDENDE, ANLEDNING TIL STRID april 1932 - maj 1933 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .59 DEN STORE RUS I DEN LILLE DAGBOG maj - december 1933 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 DET HÅRDE OG DET BLØDE – FANE OG ROSE januar 1934 - september 1935 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 VI EROBRER DET TYSKE FOLK september 1935 - maj 1936 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 OVER BORD MED ALT DET RÅDNE Jungmänner-forbundenes mangetydige verden . . . . . . . . . . . . . . . . 109 NATIONAL SOCIALISME: OM AT DELE PØLSEMADDER maj - oktober 1936 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 I BRUN UNIFORM VED ALTERET oktober 1936 - april 1937 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

SELVKRITISK I LIVETS BØLGEDAL maj - november 1937 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 DEN FØRSTE KÆRLIGHED – NOGET SENTIMENTALT PJAT? november 1937 - april 1938 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 EN DEJLIG SOMMER, MED NUANCER maj - august 1938 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 BEFRIENDE FØLELSER august 1938 - februar 1939 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 VREDE OG FORARGELSE OVER URETTEN – STADIG I TJENESTEN Sudeterland-krise og novemberpogrom 1938 . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 ALVORLIG STRÆBEN OG LIVSGLÆDE marts - 1. september 1939 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 ET FORHOLD PÅ AFSTAND – EN SKRØBELIG MODEL september 1939 - marts 1940 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192 NYE FORBINDELSER FOR LIVET Om Otl Aicher, Ernst Reden og bøgernes livskraft . . . . . . . . . . . . . . 205 AT HOLDE STAND – IKKE VÆRE FEJ april - august 1940 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215 AT BLIVE HÅRD – KIRKEFADER AUGUSTIN RAMMER EN NERVE april - december 1940 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 226 MOD HØJERE MÅL januar - marts 1941 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240 ARBEJDSTJENESTE (1) – LUNKENHED OG KOLDE BRUSEBADE april - juli 1941 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 260 ÆNDREDE RELATIONER Når enden er god? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 275

ARBEJDSTJENESTE (2) – DEN ENERVERENDE UVISHED august - oktober 1941 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279 KRIGSHJÆLPETJENESTE (1) – WEEKENDER MED FRITZ I FREIBURG november - december 1941 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 291 GUD ER LANGT VÆK. Ensom blandt de omvendte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 304 KRIGSHJÆLPETJENESTE (2) – I KORSETS TEGN januar - marts 1942 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 STUDERENDE I MÜNCHEN, PÅ DELTID april - juli 1942 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 330 AT STILLE SIG PÅ DE SEJRENDES SIDE august - oktober 1942 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 351 IKKE TABE MODET november - december 1942 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 363 TO SØSTRE – TO PAR nytår 1942-43 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377 EN KVINDE OG TRE MÆND: DET RISIKABLE FOREHAVENDE INDLEDES 8. - 28. januar 1943, München . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 386 FREMTIDEN: PLANER SOM URSKOVSBLOMSTER 29. januar - 14. februar 1943, München og Ulm . . . . . . . . . . . . . . . 401 KOLDT OG KLART SOM PERLENDE VAND 15. - 19. februar 1943, München . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 414 JEG FORTRYDER IKKE MIN HANDLEMÅDE OG PÅTAGER MIG FØLGERNE 19. - 22. februar 1943, Ulm og München . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 429 HVERKEN TRØST ELLER RESIGNATION 23. og 24. februar 1943 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 443

EFTERORD ”Den Hvide Rose” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 447 BILLEDFORTEGNELSE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 450 KILDER OG LITTERATUR . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 451 REGISTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 463

IKKE TABE MODET november - december 1942 Hans Scholl ventedes hjem til Ulm om aftenen den 7. november 1942. Den 23. juli havde Sophie Scholl sagt farvel til ham og hans venner, andre medicinstuderende, på Østbanegården i München før afrejsen til Rusland.

Hun glædede sig naturligvis til at få sin bror velbeholden hjem igen, som hun skrev om morgenen samme dag til Fritz Hartnagel, og udmalede sig det kommende semester i den fælles lejlighed i München. Men der var skår i glæden: ”Den usikkerhed, vi bestandig lever i for tiden, som gør det umuligt ubekymret at lægge planer for morgendagen og kaster en skygge over alle de nærmeste kommende dage, tynger mig dag og nat og forlader mig egentlig ikke et eneste minut.” Det, der var mest ubærligt og sværest at holde ud for Sophie Scholl, var, at der blev stadig færre af de i forvejen små, frie åndehuller, og at fremtiden dårlig nok levnede plads til håbet om engang at kunne engagere sig åbent og helhjertet for et selvvalgt mål.

I stedet måtte hun bruge kræfter og opmærksomhed på ting, ”det ikke er værd at røre en finger for”. Og ikke mindre deprimerende: ”Hvert eneste ord bliver vendt og drejet, endnu før det er udtalt, om det nu endelig ikke kan misforstås. Tilliden til andre mennesker må vige for mistro og forsigtighed.” Hun kunne betro sine tanker og følelser til Fritz Hartnagel og en lille kreds af ligesindede. Men hvor mange var det?

Og for de få, det drejede sig om, var det livsfarligt at indgå i netværk eller bare prøve at indgyde hinanden mod. Derfor kunne Sophie Scholl ikke vide, hvor udbredt lignende følelser var hos hendes lidelsesfæller. ”Vi var de stumme vidner til onde gerninger, vi sørgede for altid at være dækket ind, vi lærte forstillelsens og den flertydige tales kunst, erfaring fik os til at nære mistænksomhed over for andre mennesker, og vi blev dem ofte sandheden og det frie ord skyldig […]”. Sådan står der i den ”Regnskabsaflæggelse”, som den lutherske præst Dietrich Bonhoeffer hen mod årets slutning 1942 nedskriver for sig selv og sine medkæmpere i den aktive modstand mod det nationalsocialistiske herredømme.

Bonhoeffer, som på grund af ”undergravende virksomhed” havde fået taleforbud, besluttede i 1940 at ”stikke en kæp i historiens hjul” og blev medarbejder i det nationalsocialistiske regimes svært gennemskuelige efterretningstjeneste. Således camoufleret og med støtte fra en gruppe lige363

sindede inden for efterretningstjenesten informerede Bonhoeffer på sine ”tjenesterejser” protestantiske kirker i udlandet og i de besatte områder om modstanden mod Hitler og bragte vigtige nyheder med tilbage til de sammensvorne. I sommeren 1939 havde han skrevet til en ven: ”De kristne i Tyskland står over for det frygtelige alternativ enten at sige ja til deres egen nations nederlag, for at den kristne civilisation kan leve videre, eller sige ja til sejren og derved ødelægge vores civilisation. Jeg ved godt, hvilket af disse alternativer jeg skal vælge […]”. Det var den samme smertelige konklusion, Sophie Scholl havde draget for sit eget vedkommende, og som kom til orde i ”Den Hvide Roses flyveblade” i sommeren 1942: ikke en øre til vinterhjælpetjenesten, fordi det blot ville bidrage til en forlængelse af krigen; satse på nederlaget og ikke lade sig berøve håbet om en anden fremtid. Dette er et fælles træk hos alle, der sætter sig op imod Hitler-staten, ligegyldigt under hvilken form.

I sin ”Regnskabsaflæggelse” kalder Dietrich Bonhoeffer denne optimisme ”en livskraft, en håbets kraft, hvor andre resignerer, en kraft til at holde hovedet højt […] en kraft, der aldrig overlader fremtiden til modstanderen, men selv gør krav på den”. Også i Sophie Scholls brev fra den 7. november til Fritz Hartnagel er hendes klage over den deprimerende mistro til menneskene kun den ene side af sagen. Den afløses, som hos Bonhoeffer, af en beslutsom optimisme: ”Men nej, intet skal få mig til at tabe modet, disse ligegyldigheder skal aldrig få magt over mig, dertil har jeg alt for mange andre glæder, som ingen kan tage fra mig. Når jeg tænker sådan, mærker jeg kraft og styrke strømme igennem mig, og jeg får lyst til at råbe et oprigtigt ord til alle de andre, der er lige så nedtrykte.”

Det er udtryk for styrke af den slags, der fører til handling. Efter broderens hjemkomst den 7. november behøver Sophie Scholl ikke længere at gå alene med sine tanker.

Vel hjemme igen må Hans Scholl først have fortalt om Rusland og om den følelsesmæssige ambivalens, han havde været udsat for dér. Landets umådelige størrelse havde for ham betydet et opbrud fra det gamle Europas tranghed og samtidig fået ham til at mærke, hvor dybt forankret han var i den vesterlandske kultur. Dyb tungsindighed var blevet afløst af befriende religiøse erfaringer. Da Hans Scholl havde hørt om sin fars fængselsdom, skrev han hjem: ”Jeg tror på lidelsens umådelige kraft. Den ægte lidelse er som et bad, hvoraf mennesket står op som født på ny. […]

Bliver Kristus ikke korsfæstet tusind gange hver time? Og bliver ikke tiggere og syge hver dag, nu som altid, skubbet væk fra tærsklen alle vegne?

At menneskene dog ikke kan få øje på netop det, der gør dem til mennesker: hjælpeløsheden, elendigheden, armoden.” Hans Scholl og hans 364

kammerater fra München var blevet sat til at gøre tjeneste på lazaretter, cirka ti kilometer bag fronten. Befolkningens elendighed og de tyske vagters umenneskelige behandling af de russiske krigsfanger havde været slemt nok. Deportationer havde de ikke set, og de havde heller ikke gjort egentlige kamperfaringer som Fritz Hartnagel. Men de daglige oplevelser i hverdagen i Rusland havde bekræftet dem i deres foragt for et system, der skelnede mellem mennesker og undermennesker, og som ville tvinge verden ind under sit åg. Deres vilje til yderligere modstandsaktioner var blevet styrket; dog var der ikke blevet smedet nye planer i Rusland.

Sophie Scholl må straks have informeret sin bror om, at hun havde fået Hans Hirzel med som aktiv udpost i Ulm. Hvis Hans Scholl havde misbilliget sin søsters handling, havde en samtale med Hirzel kunnet skaffe sagen ud af verden uden problemer. I stedet kan der registreres aktiviteter efter Hans Scholls hjemkomst, der tyder på, at man agtede at sprede modstanden også uden for byen München og optage kontakt med andre, ligesindede grupper.

Den 14. november rejser Hans Scholl og Alexander Schmorell til Chemnitz. Her mødes de med Falk Harnack. Denne mand, universitetsuddannet inden for teatervidenskab, arbejdede som instruktør på Nationalteatret i Weimar; han havde været soldat siden 1941 og var nu efter at have været i aktiv tjeneste i Grækenland stationeret i Chemnitz. Den 29-årige Harnack var nær ven af en ung kvinde i München, som også hørte til Alexander Schmorells vennekreds. Det må have været hende, der sørgede for kontakten og fortalte Schmorell, at Harnacks ældre bror Arvid var medlem af en modstandsorganisation. Den var blevet optrevlet af Gestapo i august 1942, og de 117 arresterede afventede deres retssag i Berlin. (Det drejer sig om gruppen Harnack-Schulze-Boysen, af Gestapo kaldt ”Det Røde Kapel”, selv om deltagerne repræsenterede meget forskellige politiske retninger. 46 af dem blev dømt til døden og henrettet; Arvid Harnack og hans kone den 22. december 1942.) Mødet i Chemnitz blev en skuffelse for de to studerende. De havde foreslået Falk Harnack fælles aktioner, blandt andet fremstillingen af flyveblade. Han ville ikke være med. De tog afsked uden at aftale nye møder. Måske tog Hans Scholl og Alexander Schmorell direkte videre til Ulm. Den 19. november skriver Sophie Scholl til Lisa Remppis, at de havde besøg af ”Alex” med det strålende smil og ”barnehjertet”. Desuden kommer hun med en dårlig nyhed: Samme dag havde hendes far fået forbud mod at fortsætte med at udøve sit erhverv.

I skrivelsen til Robert Scholl dækker den øverste chef for skattemyndighederne i Württemberg sig med partiet: ”NSDAP har frakendt Dem politisk tilforladelighed – Jeg trækker derfor tilladelsen til at virke som 365

statsautoriseret revisor tilbage.” Som grund angives det i skrivelsen, at Robert Scholl er ”fremkommet med hadske, agitatoriske ytringer om ledende personligheder”. Robert Scholl ved godt, at han ikke kan få sin ret i denne stat. Men han agter ikke at acceptere uretten helt uden protest.

Først den 29. december 1942 sender han sit næringsbrev tilbage. På sit brevpapir, hvor ordet ”autoriseret revisor” er overstreget med sort, skriver han på skrivemaskine, uden tiltale og hilsen: ”Jeg er mig ikke bevidst nogensinde at være fremkommet med hadske, agitatoriske ytringer om ledende personligheder. Rigtigt er det derimod, at jeg i januar 1942 til en af mine ansatte […] under en fortrolig samtale af åndelig karakter under fire øjne sagde, at jeg anså Hitler for en Guds svøbe.” På skattekontoret fik brevet blot påtegnelsen: ”Arkiveres”.

Sandsynligvis den 26. november rejste Hans Scholl og hans ven Alexander Schmorell til Stuttgart til Eugen Grimminger. De fortalte ham om ”Den Hvide Roses flyveblade” og om videregående planer, og de bad ham om penge. En farlig manøvre, for enhver, der hørte om den slags, var forpligtet til at melde det. Hvorfor Grimminger? Sporet fører til Sophie Scholl, som de to venner åbenbart havde talt med i Ulm om større modstandsprojekter, selv om der ikke var kommet noget ud af turen til Chemnitz. For projekter kræver penge. Det kan ikke være andre end Sophie Scholl, der har bragt Grimminger på tale. Hun var den eneste, der havde lært ham nærmere at kende, mens hendes far sad i fængsel, og Grimminger var kommet til Ulm to gange om ugen for at klare det mest presserende på Robert Scholls revisorkontor. Hun havde oven i købet flere gange bedt ham om kuverter, som han beredvilligt havde taget med fra Stuttgart. Sophie Scholls formodning om, at Eugen Grimminger sympatiserede med Hitler-statens modstandere, viste sig at være rigtig. Eugen Grimminger lovede sine to gæster finansiel støtte; de skulle komme tilbage.

I sit brev fra den 23. november havde Inge Scholl fortalt Otl Aicher, at hun om lørdagen i mørkningen havde gået tur med Sophie i Klosterskoven. De havde sat sig i et hochsitz, og Sophie havde spillet sange på sin blokfløjte: ”Det var så vidunderligt, at jeg til sidst, da Sofie puttede fløjten tilbage i hylstret, bad hende om at bede sammen med mig. Jeg turde næsten ikke, og mit hjerte bankede. Vi rejste os op, og Sofie så på mig – ligesom for 12 år siden, da hun var barn, med et lysende skær over ansigtet, som et barn tre dage før jul. Så hviskede vi sammen Fader Vor […]”. Inge Scholl kommenterer følelsesfuldt: ”Sofie er måske den, der står Dig og mig nærmest. Selv om hendes kærlighed og fromhed sidder dybt og skjult […] Åh, Otl, hvor var det en salig aften.”

Hvor meget Inge Scholl er der i dette blik på Sophie? Sophie Scholl har 366

mange ansigter. I januar skriver hun til Fritz Hartnagel, at hun hjemme i Ulm, hvor hun er omgivet af betingelsesløs kærlighed og føler sig som et ”uskyldigt, løssluppent barn”. Men bestemt ikke generelt og ikke i de timer, hvor hun med desillusionerende rædsel ser de magter i øjnene, som hun fra nu af agter at udfordre med aktiv handling. Hun bilder sig ikke noget ind: De udgør en trussel, som ingen flugt, om så til bunden af det dybeste hav, kan redde hende fra. Hun viser ikke sin ældste søster dette andet ansigt. Over for Fritz Hartnagel afslører hun det følelsesmæssige vekselbad, som hun gennemlever i disse uger.

Det er rystelser, der angriber hendes væsens inderste. I starten af brevet fra den 18. november bønfalder hun om, at de beder for hinanden, ”for vi er arme børn, svage syndere”. Sophie Scholl bruger en sammenligning til at forklare, hvorfor hun ikke kan skrive andet til Fritz Hartnagel: ”[…] fordi det er skræmmende og latterligt, hvis en druknende i stedet for at råbe om hjælp begynder at udbrede sig om et eller andet videnskabeligt, filosofisk eller teologisk emne, alt imens uhyggelige slyngarme fra væsener på havets bund omklamrer hans ben og arme, og bølgerne slår sammen over hovedet på ham; kun af den grund, fordi jeg har angst i mig og intet andet end angst og kun længes efter den, der kan tage denne angst fra mig.” Sophie Scholl gør sig ingen illusioner; når det drejer sig om det menneskeforagtende regime er hun ikke noget naivt barn. Der er helt reelle, nøgterne årsager til hendes angst og også til hendes overbevisning om, at kun tilflugten til noget hinsides de jordiske magter kan befri hende for den.

Er det så underligt, at Sophie Scholl i denne eksistentielle angst ”ikke engang kan mærke Gud under bønnen?” At han igen er blevet fjern, og hun synker ned ”i et intet”? Det skrækkeligste for hende er oplevelsen af, at hun slet ikke føler noget. Men hun er fast besluttet på at klamre sig til Jesus Kristus som til et reb, Gud har kastet ud til hende. Til sidst vender hun sig endnu en gang direkte mod Fritz Hartnagel: ”Jeg beder Dig, tænk på mig i Din bøn; jeg vil heller ikke glemme Dig. Din Sophie.” Den fortvivlede tomhed, følelsen af ikke at kunne mærke Gud, er kun den ene del af hendes historie. I starten af brevet udtrykker hun glæde over, at Fritz Hartnagel har besluttet at overvinde sit indre ”øde”, og kaster til gengæld sig selv i vægtskålen: ”[…] og hvis jeg kunne, ville jeg af alle kræfter ruske Dig op til modstand mod den ligegyldighed, der kunne tænkes at komme over Dig, og jeg håber, at tanken på mig altid vil hjælpe Dig til at stå imod.” Sophie Scholl er ubarmhjertigt nærværende den 18. november 1942 i forhold til sig selv, sin angst og sit personlige håb om en nådig Gud. Men igen glemmer hun af den grund ikke den verden, hun lever i, og dem, der står hende nær. Sammen med Fritz Hartnagel formaner hun også sig 367

selv om ikke at være ligeglad med det, der sker omkring hende. Rusker op i sig selv for at modstå ligegyldigheden og forlanger aktiv handling, for at tingene skal blive anderledes.

Ved at fortælle Fritz Hartnagel om sin angst befrier hun også sig selv for en del af den. Viseren på vægten slår ud til fordel for håbet om en bedre fremtid. Angsten forsvinder ikke, men den styrer heller ikke den 21-årige unge kvinde. Dagen efter dette brev får hendes far forbud mod at drive virksomhed. Det meddeler hun Fritz Hartnagel allerede den 19. november. Det er der konkrete grunde til, for han havde tidligere hjulpet dem finansielt. Ganske vist opfatter Sophie Scholl sig selv som ”uforskammet”, men nu korrigerer hun hans tidligere, velmente, ide om en sparekassebog: ”[ …] Du forstår nok, at vi helst vil modtage pengene fra Dig og ikke fra Dine forældre, som netop i denne forbindelse er så meget anderledes end Dig. Vi aftalte dengang, at Du hver måned overfører nogle penge direkte til os, og ikke til Din sparekasse.”

Også med hensyn til faderens berufsverbot forbliver hun rationel: ”Det er selvfølgelig et nyt slag. Hvis man ikke kunne gå ud fra, at krigen er slut inden for en overskuelig tid, ville det endda være et meget smerteligt slag, for med en bogholderløn (arbejdet som bogholder ville min far i alle tilfælde kunne udføre) kan man ikke ernære sådan en stor familie, lade sine børn studere og oven i købet sidde i en dyr lejlighed. Men med tanke på krigens afslutning ønsker min far ikke at opgive lejligheden bare for det ene år, eller hvor længe det nu varer.” Når hendes far havde stillet denne politiske diagnose, kunne man roligt stole på den, mente Sophie Scholl.

Og visse kendsgerninger gav også grund til håb.

Hvis man hørte radio fra udenlandske stationer, vidste man, at de alli­ erede den 7. november havde gennemført en heldig landgang på Nordafrikas kyst. Næste mål for en invasion hed Europa. Den 19. november indledte Den Røde Hær en modoffensiv på østfronten. Værnemagten, der ellers altid var på pletten, når det gjaldt sejrsmeldinger, var tavs. For resten havde Sophie Scholl glemt noget. Hun er nået til det sidste punktum i brevet, efter de hjertelige hilsener, da hun tilføjer: ”Kan Du ikke få fat i en pakke kuverter og sende mig dem?” En underlig bøn til en soldat, der befinder sig midt i slaget om Stalingrad. Men bekymringerne for, hvordan det skal gå familien, er ikke det sidste i hendes tanker. Den beslutsomme vilje til at yde modstand er altid præsent – helt praktisk og konkret. Den, der vil udsende flyveblade i stor stil, kan ikke få kuverter nok.

Den 28. november drager Sophie Scholl belæsset med adventskrans og levnedsmidler til München til semesterstart. Hans Scholl har allerede indrettet sig i deres nye fælles lejlighed på Franz-Joseph-Straße 13. Den lig368

ger i havehuset bag hovedhuset, kun nogle få minutters gang fra arkitekt Eickemeyers atelier på Leopoldstraße, hvor Hans Scholl havde organiseret sommerens diskussionsaftener. Den 29. skriver Sophie Scholl til sine forældre, at de havde ”holdt en lang aftens indflytningsfest” og følte sig helt hjemme i den nye bolig.

30. november – Sophie Scholl besvarer et brev fra Inge Scholl. Hun fortryder, at hun ikke med det samme havde fået et skænderi ved morgenmaden den dag, hun var rejst, bragt ud af verden. Hun ønsker at være sin ældste søster ”nær” og vil ikke gå i seng ”uden at have taget imod den hånd, Du har rakt mig”. Hun tilføjer, at de havde haft besøg af Christoph – Christl – Probst første søndag i advent: ”Han har en god indflydelse på Hans, Otl ville sikkert komme godt ud af det med ham.” For Sophie Scholl er Otl Aicher nu som før det menneske, hun måler sig selv og andre på.

Broderen Hans lader til at være et samtaleemne for de to søstre og ikke af de mest ligetil; de er bekymrede. Den 12. november havde Inge Scholl i sin personlige bønnebog henvendt sig til Gud med følgende: ”Hans, led Du ham. […] Lad mig være ydmyg over for ham.” Hun er bange for, at han stadig ikke har sagt farvel til alt det, der spærrer ham vejen til Gud. 1. december – Sophie Scholl melder sig med et postkort hos sin veninde Susanne Hirzel, der studerer på Musikkonservatoriet i Stuttgart: ”Kære Suse! Jeg kommer til Stuttgart torsdag den 3. december, kan vi ses? Det ville være dejligt. Jeg ved ikke endnu, hvornår jeg kommer, jeg ringer til Dig. Hjertelig hilsen, Sophie.”

2. december – ”Vi blev siddende længe hos Hans, til ud på de små timer, for Christl skal rejse. Samtaler om opbygningen, en del af tankerne er nye for mig,” skriver Willi Graf under denne dato i München i sin dagbog. Her er det tid at præsentere ham og Christoph Probst. Sammen med Sophie og Hans Scholl og Alexander Schmorell er det dem, der kaster sig ud i forsøget på at ruske mennesker vågne og gå til modstand mod den forbryderiske stat i den ”Hvide Roses” ånd, om end ikke mere under dette navn.

(Også professor Kurt Huber skal komme til at samarbejde sporadisk med dem, mere herom senere.)

Den medicinstuderende Willi Graf, årgang 1918, opvokset i Saarland, var blevet indkaldt til studenterkompagniet i München i foråret 1942. I juli havde han noteret i sin dagbog: ”Truffet Hans Scholl. Håber at få mere med ham at gøre.” Willi Graf var blevet præget i den katolske ungdomsbevægelse. Det var lykkedes ham at undgå at blive medlem af Hitlerjugend og alligevel blive student. Graf var en kritisk katolik, der bevidst frigjorde sig fra ”alt det umulige” i sin religiøse opdragelse. I foråret 1942 skrev han til sin søster Anneliese: ”Jeg vil påstå, at det, vi fik anbefalet til 369

efterfølgelse, slet ikke var den egentlige kristendom. I virkeligheden er kristendom et langt sværere og mere usikkert liv, som er fuldt af anstrengelse og hele tiden koster ny overvindelse for at kunne fuldbyrdes.” Graf fordybede sig hellere i teologiske værker end i de medicinske lærebøger; litteratur og musik var hans livseliksir.

Efter at han havde lært Hans Scholl nærmere at kende, begyndte han at gå med til de litterære aftener i Schmorell-villaen og diskussionerne i Eickemeyers atelier. Den 24-årige Graf var en alvorlig, fåmælt diskussionsdeltager. Man kan se af hans dagbogsoptegnelser, at han hørte om ”Den Hvide Roses flyveblade” den 2. december og besluttede at deltage i fremtidige aktioner. Han hilste det velkommen, at hans søster Anneliese var begyndt at studere i München ved vintersemesterets start. Men at kvinder skulle deltage i planlægning og udførelse af modstandsaktioner, svarede ikke til hans opfattelse af kønsrollerne. Han accepterede dog, at Hans Scholl trak sin søster med ind i kredsen af sammensvorne. Sophie Scholls navn står ingen steder i Grafs dagbogsnotater; ”hos Scholl’erne” er det længste, han kan strække sig. Anneliese Graf anede intet om sin brors undergrundsaktiviteter.

Christl – Christoph – Probst, årgang 1919, var også medicinstuderende og en god ven af Alexander Schmorell. Han havde giftet sig i 1941; i december 1942 ventede Probsts kone deres tredje barn. Christoph Probst tilhørte et studenterkompagni inden for flyvevåbnet og var i begyndelsen af december blevet forflyttet fra München til Innsbruck. Willi Grafs dagbogsnotat taler for, at også Probst var blevet informeret om de hemmelige aktiviteter og fremtidsplaner den 2. december. Man sørgede for ikke at involvere ham i det aktive arbejde med flyvebladene i de følgende uger for ikke at bringe ham og hans unge familie i fare. Men når han var på besøg i München, blev han indviet i det hele. Omkring den 1. december foreslog Hans Scholl ham at lave et udkast til teksten til et flyveblad.

Den 3. december rejser Hans og Sophie Scholl til Stuttgart. Mens Hans først er hjemme hos Eugen Grimminger og bagefter på hans kontor for igen at tale med ham om finansiel støtte, mødes Sophie med Susanne Hirzel på dennes lejede værelse. Hun ved, at hun kan stole på sin veninde fra deres fælles tid i BDM og har jo allerede vundet hendes bror Hans for sagen. Med ”helt lav stemme”, som Susanne Hirzel husker det flere år senere, havde Sophie omtalt nogle flyveblade, som en lille kreds i München ville sende i omløb til information af befolkningen. Sophie havde fortalt om spændende aftenarrangementer med foredrag og inviteret sin veninde til at komme til München en dag og gå med. Aftalen var, at Hans Scholl skulle vente på dem på Café Rosenstöckl. Susanne Hirzel har se370

nere fortalt, at Sophie Scholl på vejen derhen havde talt mere og mere åbent med hende: ”Jeg har besluttet at gøre noget. Hvis alle bare er imod dette system, men ikke handler, så gør han eller hun sig skyldig. […] Jeg vil i hvert fald ikke være skyldig.” Og så var Sophie Scholl blevet meget konkret: ”Hvis Hitler kom gående her og nu, og hvis jeg havde en pistol, så ville jeg skyde ham. Hvis mændene ikke gør det, så må en kvinde.”

Det lyder radikalt, men det svarer til den retlinethed, Sophie Scholl gik gennem livet med. Det minder os om hendes heftige irettesættelse af Fritz Hartnagel, da han engang havde omtalt hendes ”intuitivt kvindelige” handlemåde, hvortil hun havde svaret, at hun også ”somme tider brugte sin hjerne til at tænke med.”

Da de to veninder mødtes med Hans Scholl, havde han været i glimrende humør. Senere i toget fortæller han Sophie Scholl, at Grimminger havde givet ham 500 rigsmark og ville skaffe flere penge. På caféen havde han spist kirsebærkage og overmodigt spyttet stenene ud på tallerkenen.

De havde talt om løst og fast. Susanne Hirzel havde bidt mærke i en af Hans Scholls sætninger: ”Til den tid vil Gud og hvermand vide besked.”

Hun havde ikke forstået, hvad han mente, og ikke spurgt.

Den næste dag, den 4. december, står der i Willi Grafs dagbog: ”Om aftenen sidder Anneliese og jeg hjemme hos Scholl’erne, vi taler om bøger og om de mennesker, hvis liv de bygger på.” De drøfter også praktiske ting i studiehverdagen. Willi Graf har overtaget det værelse, Sophie Scholl havde haft i sommersemesteret på Mandlstraße. Hans søster Anneliese bor foreløbig på et pensionat i Schwabing. Da der også bliver fundet et værelse til hende på Mandlstraße, flytter Anneliese Graf ind og bor de sidste dage før flytningen, fra den 14. til den 18. december, efter invitation fra Scholl’erne hos dem på Franz-Joseph-Straße. I tilbageblikket konkluderer Anneliese Graf ærligt angående forholdet til den jævnaldrende Sophie Scholl: ”Jeg kendte hende, men kun overfladisk. På det personlige plan var vi i sidste ende fremmede for hinanden […]”. Den unge kvinde, der ved første blik virkede uanselig ”med sit drengeagtige, barnlige ansigt og den udtalte schwabiske accent” havde ikke gjort noget større indtryk på hende, selv om Sophie Scholl var en venlig og opmærksom værtinde. Når man mødtes om eftermiddagen i den Scholl’ske lejlighed, havde hun ”med rolige bevægelser utrætteligt lavet te i en samovar og serveret den for os.”

Det var karakteristisk for Sophie Scholl som studerende i München, at hun holdt sig beskedent i baggrunden, når hun befandt sig i kredsen af venner sammen med sin bror. Hun havde ikke længere kort hår, men en mere almindelig frisure med skulderlangt hår, som hun tit satte en blomst i. Denne lille iøjnefaldende ting tillod hun sig stadig. Men alt i alt var 371

münchnerinden Sophie Scholl en anden end den selvbevidste unge kvinde, der havde haft en kæreste før sine ældre søstre, røget cigaretter og kørt bil og gerne overtalt Fritz Hartnagel til at forære sig en smuk kjole eller en smart jakke; der ikke havde gået på danseskole som barn, fordi det forekom hende småborgerligt, men som havde været en begejstret og god danser, der tit havde givet stof til sladder. Som henrykt havde kastet sig ud i radikale, provokerende handlinger. Hun havde også altid elsket at fjolle rundt og lave ting for sjov sammen med andre og kunne ved den slags lejligheder dårligt styre sin latter.

Denne ”ældre” Sophie Scholl hører hjemme i Ulm, i tiden før arbejdslejrtjenesten i Krauchenwies og Blumberg. I lejrene havde hun haft brug for alle sine åndelige kræfter til at sørge for afstand: at gøre sig hård udadtil og indadtil undgå at bøje sig for tvangen til ensretning og overfladiskhed. Den, der ikke havde kendt hende fra tiden i Ulm før 1941, men først mødt hende som den alvorlige unge studerende, sådan som Anneliese Graf, opfattede hende som en distant person. Også Traute Lafrenz, som havde bevaret kontakten med familien efter bruddet med Hans Scholl, og som havde oplevet Sophie Scholl i påsken 1942 i Ulm og tit været sammen med hende i München, havde svært ved at finde ind til hende. Hun sagde mange år senere, at Sophie Scholls verden ville forblive lukket for hende for altid.

Når Sophie Scholl holdt sig i baggrunden i München, havde det også noget med hendes bror Hans at gøre. Efter at de var flyttet sammen i vintersemesteret, var det blevet tydeligere end nogensinde: Tingene skete dér, hvor Hans var. Her ligner Anneliese Graf og Traute Lafrenz’ beskrivelser hinanden: Hans Scholl var altid den, der kom til at stå i forgrunden, og som virkede overbevisende på alle andre tilstedeværende takket være sin veltalenhed og viden. Han var spontan og vittig. Han førte mennesker sammen, og han virkede i høj grad tiltrækkende på kvinder. Det, der vakte begejstring hos nogle, kaldte andre – også blandt vennerne – dumdristigt, letsindigt, uoverlagt. En del fandt, at der var noget sammenbidt over Hans Scholl, som om en indre uro drev ham.

Sophie Scholl havde også før tiden i München været klar over det ambivalente i broderens væsen, et træk, hun ikke brød sig om. Men han var en del af familien, og hun var ubetinget solidarisk. Hvis hun prøvede at øve indflydelse og holde Hans lidt i tømme, da kun under fire øjne. Og lad os ikke glemme: De kvindelige studerende overlod stadig de offentlige diskussioner til mændene. Klichéerne om kønnene var stadig almindeligt accepteret. I den sammenhæng var Hans Scholl en moderne mand, som i kraft af sin autoritet fik gennemtrumfet, at der også blev plads til Sophie Scholl i den sammensvorne gruppe af modstandskæmpere.

372

I løbet af vintersemesteret kom der en ny person til i kredsen omkring Hans og Sophie Scholl, ny i gruppen, men en god bekendt af Sophie Scholl: Gisela Schertling, der studerede kunsthistorie og germanistik. Hun og Sophie havde været sammen i lejren i Krauchenwies og var blevet gode venner. Det var sammen med Gisela Schertling, at Sophie Scholl havde opdaget kapellet i Krauchenwies og orglet. Dengang, i august 1941, havde Sophie skrevet til sin bror Werner, at venskabet ville komme til at vare ved som mere end et arbejdstjenestebekendtskab, netop fordi deres forhold til hinanden var ”meget sagligt og fri for følelser”. Efter lejropholdet havde de holdt forbindelsen ved lige ved hjælp af breve. I München sås Sophie Scholl og Gisela Schertling næsten daglig. En dag i december tog Sophie Scholl veninden med ud til professor Muth i Solln for at hente nogle grammofonplader. Det var en udmærkelse.

I vintersemesteret havde Sophie Scholl tilmeldt sig timer hos biologen Karl von Frisch, fysikeren Walther Gerlach, matematikeren Georg Faber, filosoffen Kurt Huber og arkæologen Ernst Buschor. Sammen med Gisela Schertling, Traute Lafrenz, Willi Graf og somme tider også Hans Scholl fulgte hun professor Hubers Leibniz-forelæsninger. Der findes ingen henvisninger til, om hun også gik til forelæsninger hos andre professorer.

Hun fik 150 rigsmark om måneden hjemmefra, indirekte også betalt af Fritz Hartnagel. Det var ikke nogen ringe sum efter datidens forhold.

I november-december, da planerne om flyveblade i stort oplag begyndte at tage form, fik Sophie Scholl to opgaver i den lille sammensvorne gruppe. Hun stod for kassen og regnskaberne. I sin notesbog skelnede hun omhyggeligt mellem udgifter – ”A” [for Ausgaben, o.a.] på højre side – og indtægter – ”E” [for Einnahmen] på venstre. Og det var hende, der især var ansvarlig for anskaffelsen af kuverter og frimærker. Ingen af delene var til rådighed i de ønskede mængder i en krigstid. Sophie Scholl var nødt til at være diskret og holde sig parat med gode grunde, hvis hendes indkøb skulle vække mistanke, og hun skulle blive udspurgt.

Kun Willi Grafs korte dagbogsnotater lader ane, at samtalerne i december mellem de indviede især drejede sig om én ting. Og Sophie Scholl var med, også selv om Graf ikke nævner hendes navn. Den 10. december skriver han: ”Om aftenen hos Hans. Vi taler og planlægger, hvad der skal gøres. Spiller balalajka og guitar.” De følges også for det meste ad til koncerter, Sophie og Hans Scholl, Alexander Schmorell, Willi Graf og hans søster Anneliese og Christoph Probst, når han er i München. Graf nævner en klaveraften med Edwin Fischer og en ”Messias”-opførelse, der gør et stort indtryk på dem alle. Men det vigtigste tema er tabu.

Den nationalsocialistiske propagandamaskine er stadig tavs angående 373

felttoget i Rusland og især, hvis stikordet ”Stalingrad” falder; her havde værnemagten ellers allerede i oktober varslet sejrsmeldinger. I virkeligheden var hele den 6. armé med omkring 250.000 soldater blevet omringet i Stalingrad-kedlen af Den Røde Hær. Det svirrede med rygter i befolkningen, stemningen dalede. Sophie Scholl må straks have videregivet indholdet i Fritz Hartnagels breve fra kampzonen til de andre. Nøgternt og uden nogen form for patos beskriver han de skrækkelige realiteter i Stalingrad: ”Den 22.11. måtte vi rømme vores flyveplads flugtagtigt, da russerne kom […] Nu har vi stået over for russerne i 14 dage, ofte frygtelige dage.” Imponerende, hvordan Fritz Hartnagel midt i al elendigheden, hvor døden truer, forlader sig på sin tro: ”Jeg vil altid anstrenge mig for at hæve mig op over alt det frygtelige, alt det vanvittige, til det sted, hvor jeg kan være i sikkerhed, hvad der end foregår omkring mig.”

Samme dag, den 9. december, takker Werner Scholl, der også gør tjeneste i Rusland, sin søster for brev og pakke. Hans følelse af ”væmmelse” ved livet som soldat er denne gang veget for glæden over julebudskabet: ”Nu genlyder alt af førjulestemning, når ilden i bålene flakker, og når man færdes under den kolde himmel. Det må være det samme her som overalt hos mennesker, for hvem festen betyder mere end de omgivelser, hvor den bliver fejret. Synger ikke englene den ud over hele verden, den ældgamle sang i hytterne, hvor sneen ligger på tagene, eller ved ækvator, hvor natten udånder kvælende hede. […] Hvor må vi ikke glæde os over at være med i pilgrimsskaren hos de hellige tre konger, da de så deres stjerne.” Det var en hjælp for forældre og søskende, at Werner, ligesom Fritz Hartnagel, midt i krigens rædsler havde fundet holdepunkt og fortrøstning i det kristne budskab. Fritz og den 20-årige Werners indre styrke må have været en tilskyndelse for Sophie Scholl til at fortsætte beslutsomt med at planlægge handling.

I anden halvdel af december rejste Sophie Scholl endnu en gang til Stuttgart sammen med Hans for at hente penge hos Eugen Grimminger.

Hun havde håbet at møde Lisa Remppis ved samme lejlighed – ”De ved ikke noget hjemme!” – men det lykkedes ikke. De havde ikke set hinanden i flere måneder. Det brev, hvori Sophie Scholl fortæller, at hun snart kommer til Stuttgart, begynder med ordene: ”Jeg har længe og forgæves ventet at høre fra Dig.” Det ville have gjort Sophie Scholl godt at mødes med sin nære veninde. Men det store projekt løb videre uafhængigt af små personlige sorger. Anden halvdel af året 1942 havde bragt afgørelsen. For Sophie Scholl var der ingen vej tilbage.

I juleferien ville Alexander Schmorell komme til Ulm for at tale med Hans Hirzel endnu en gang sammen med Hans og Sophie Scholl. Hirzel 374

fik en stor mængde kuverter og blev informeret om, at en aktion skulle starte sidst i januar. Han blev spurgt, om han ville kunne trykke flyvebladene på den duplikator, han havde købt for Sophie Scholls penge, hvis han fik en stencil med teksten? Hans Hirzel kom med indvendinger om, at apparatet ikke fungerede, som det skulle, det ville være risikabelt. I stedet blev aftalen, at han fik de færdige flyveblade bragt og derefter skulle sørge for, at de blev udsendt. Det sagde Hans Hirzel ja til. Hvad han ikke turde sige, var, at han en dag, da angsten for at blive opdaget havde overmandet ham, havde smidt duplikatoren i floden fra Donaubroen.

Sandsynligvis en gang i løbet af juleferien enedes Sophie Scholl og Hans Hirzel om en kode, der skulle bruges, hvis man ville advare hinanden per brev, telefon eller mundtligt om en mulig fare. Ifølge Susanne Hirzel havde hendes bror Hans først bedt Hans Scholl om sådan en aftale.

Det havde han imidlertid ikke villet. Men Sophie Scholl havde ment, at det var en god ide. ”Hans har ondt i halsen,” lød den ene parole, og som til yderligere advarsel havde Sophie Scholl foreslået som kode, at bogen Magtstat og utopi var udsolgt. Den raffinerede list var typisk for Sophie Scholl: at foreslå Freiburg-historikeren Gerhard Richters bog, som subtilt blotlagde den brune stats uretsstrukturer, og som hun om sommeren under sine pauser fra fabriksarbejdet havde anbefalet Hans Hirzel at læse.

Efter arrestationen i februar satte Sophie Scholl under forhørene hos Gestapo ord på, hvad der havde drevet hende og de andre til at handle: ”Det var vores overbevisning, at Tyskland har tabt krigen, og at ethvert menneskeliv, der ofres for denne tabte krig, er forgæves.” Man måtte foretage sig noget mod den meningsløse blodsudgydelse. Som ”endnu en og den vigtigste grund” til sin modvilje mod nationalsocialismen anfører hun, ”at menneskets åndelige frihed efter min opfattelse indskrænkes på en måde, der er i modstrid med mit inderste væsen”. Målet: ”Jeg var helt på det rene med, at vores forehavende sigtede mod at afskaffe den nuværende statsform og mod at nå dette mål ved hjælp af dertil egnet propaganda i brede lag af befolkningen.”

Selv om Sophie Scholls tid for en stor del var udfyldt med ”propaganda-arbejde”, forsømte hun ikke brevskrivningen. Det private blev ikke ofret til fordel for det politiske. Det krævede mange kræfter at vedligeholde en så omfattende korrespondance. Men det må have betydet meget for Sophie Scholl at blive ved med at være i forbindelse med dem, der stod hende nær – Fritz Hartnagel, Lisa Remppis, hendes bror Werner og efterhånden også Waldemar Gabriel, for blot at nævne de vigtigste. Og Otl Aicher. Sent på efteråret var han blevet syg af gulsot og indlagt på et lazaret langt bag fronten på grund af smittefaren. I et voveligt forehavende var 375

det lykkedes ham uhindret at blive transporteret stadig længere vestpå.

Til sidst havnede Otl Aicher i november måned på et lazaret i Bad Hall i Østrig, hvor han kom under omsorgsfuld pleje af katolske sygeplejersker.

Der var gode chancer for, at han kunne få et par dages orlov efter at være blevet rask.

Den 1. december havde Sophie Scholl skrevet til ham i Bad Hall: ”Jeg kommer i alle tilfælde til Ulm, når Du er der. Og Du jo også til München – Jeg glæder mig meget, til Du kommer, for jeg har meget at tale med Dig om. Måske behøver Du så slet ikke at tage tilbage.” Dér var den igen, den nødtørftigt camouflerede forventning om den skrækkelige krigs afslutning og et nyt liv i frihed. Da Otl Aicher så igen blev smittet, måtte han tilbringe nogle uger mere i Bad Hall. Den 11. december melder Sophie Scholl sit besøg: ”Jeg har tænkt mig at komme og besøge Dig lørdag-søndag efter denne, jeg tror, det er den 19. og 20. Passer det Dig?” Hun havde været glad for hans sidste brev. ”I går var vi hele dagen ude hos professor Muth.

Sikken en masse vi får at fortælle hinanden.”

Den 20. december 1942 skriver Willi Graf i dagbogen: ”Sent hos Hans og Alex; vi drikker te og cognac, taler og planlægger.” Det er sidste dag før juleferien. Aftalen er, at Willi Graf skal tage hjem i ferien til Saarland og prøve at vinde meningsfæller til yderligere flyvebladsaktioner. Sophie Scholl er ikke med til dette sidste møde i det gamle år på Franz-JosephStraße. Hun rejser til Bad Hall samme dag.

376

5

155 mm

33 mm

Medrivende biografi om den unge tyske studine Sophie Scholl (1921-1943), der var aktiv i den tyske modstandsgruppe ”Den Hvide Rose”, men blev angivet til nazisterne, anklaget for højforræderi og dømt til halshugning som 21-årig.

Som barn var hun og hendes søskende medlem af Hitlerjugend og fascineret af Føreren, men som årene gik, og naziregimet udviklede sig, nægtede hun at være medskyldig ved blot passivt at overvære nazisternes mange forbrydelser.

Med denne biografi udfoldes hele historien om den modige og beslutsomme Sophie Scholl, mennesket og ikonet.

Barbara Beuys (f. 1943) historiker, forfatter og journalist. Tidligere redaktør for magasinet Die Stern og avisen Die Zeit. Har udgivet flere historiske bøger, hvoraf Sophie Scholl er den første på dansk.

sophiEScHOLl

236 mm

BARBARA BEUYS

155 mm

5

BARBARA BEUYS

sophiEScHOLl Pigen, der trodsede Hitler

Biografi Scholl omslag.indd 1

22/08/11 10.26