Slaget om Moskva – Hitlers første nederlag

Niklas Zetterling Anders Frankson

Aldrig tidligere havde en så stor militærstyrke lidt så store tab på så kort tid, som det sovjetiske forsvar led under tyskernes angreb på Moskva i de to første uger af oktober 1941. Den sovjetiske hovedstad var i panik, men snart forvandlede regnvejr vejene mod Moskva til et stort pløre, som vanskeliggjorde den tyske fremrykning og levering af forsyninger. Dette gav Stalin tid til at mobilisere forstærkninger, og det skulle vise sig at blive et vendepunkt i kampene. Den hårdnakkede sovjetiske modstand og den tiltagende kulde gjorde, at den tyske offensiv kørte fast uden for den sovjetiske hovedstad.

Niklas Zetterling og Anders Frankson

Slaget om Moskva er historien om de strategisk vigtige kampe, som blev udkæmpet på en 600 km lang sektor af Østfronten under Anden Verdenskrig. Det skulle blive første gang, Hitler blev tvunget til at afbryde en vigtig offensiv, og resultatet blev afgørende for den videre udvikling af krigen.

Niklas Zetterling og Anders Frankson er svenske militærhistorikere og forfattere. Sammen har de tidligere skrevet Slaget om Kursk.

Hitlers første nederlag

Indholdsfortegnelse

Forord 7 Optakten til slaget 9 Det sovjetiske forsvar ved Moskva 18 fakta Kort er våben 32 Operation Tyfon – de tyske planer 34 fakta Vesten og Sovjetunionen 48 Guderian angriber 50 Det tyske hovedangreb indledes 58 Offensiven fortsætter 70 Omringning 86 fakta De blev hængt uden for vinduet 102 Afskåret 104 fakta Det frygtede våben 120 Strategiske beslutninger 122 Vjazma-Brjansk 133 100 km til Moskva 142 fakta Stalins magtcentrum – Moskva 165 Mod Tula 167 fakta Den sovjetiske garde ved Moskva 187 Sidst i oktober – halvvejs gennem Operation Tyfon 189 fakta Vi mangler havre 200 Revolutionsparaden 202 fakta Det røde kavaleri angriber 207 Mødet i Orsja den 13. november 209 Det sidste forsøg 217 fakta Lus, lus og atter lus 235 Uden for Moskvas porte 237 Årsager og konsekvenser 253 Appendix 271 5

Optakten til slaget

Om aftenen den 26. september 1941 indså feltlægen Hermann Türk, hvor bemærkelsesværdig den forløbne dag egentlig havde været. Han havde ikke hørt et eneste skud smælde, havde ikke hørt en eneste granat eller bombe eksplodere. Det var naturligvis ikke første gang, han havde oplevet sådanne dage, men efter at han og den 3. panserdivision den 22. juni 1941 havde krydset grænsen mellem Tyskland og Sovjetunionen, havde de været alt for sjældne.1 Som feltlæge deltog Türk ikke selv i kampene, men han tilhørte en af de fire skyttebataljoner i divisionen og befandt sig dermed tæt på fronten – undertiden tilmed i frontlinjen for at hjælpe med at redde sårede væk. I de forløbne tre måneder havde divisionen lidt et tab på 4375 faldne og sårede, hvoraf de sidste udgjorde cirka tre fjerdedele.

Mest var det gået ud over mændene i de fire skyttebataljoner, og Türk havde måttet lappe mange soldater nødtørftigt sammen, inden de blev transporteret videre til et lazaret længere vestpå.2 Eftersom den 3. panserdivision havde udgjort en af spydspidserne i Pansergruppe 2, der blev ledet af Heinz Guderian, havde Türk tilbagelagt mange kilometer på sovjetiske veje. Divisionen havde krydset grænsen lige syd for Brest-Litovsk og var i meget høj fart rykket frem mod øst. Allerede den 28. juni erobrede 3. panserdivision Bobruisk efter at have rykket mere end 400 km frem. De bevægelige operationer fortsatte, og divisionen krydsede Dnepr, hvor der blev udkæmpet hårde kampe. Senere havde Türk og de andre, der gjorde tjeneste i 3. panserdivision, deltaget i den store knibtangsmanøvre ved Kiev. Türks division havde været en af spydspidserne i knibtangens nordlige fløj.

Slaget ved Kiev førte til, at en stor styrke blev omringet, og at over 600.000 sovjetiske soldater blev taget til fange; men tiden gik, og operationen blev først afsluttet hen imod slutningen af september. Knap var den blevet afsluttet, før 3. panserdivision blev forflyttet i nordøstlig retning. Den 25. september nåede Türk frem til det område, hvor divisionen skulle komme til kræfter igen. Han var lige rykket ind i sit gode 9

slaget om moskva kvarter i en landsby, men måtte nogle timer senere rykke ud igen, da man mente, at partisaner holdt til i landsbyen. I mørket rykkede delingen til en anden landsby, og den 26. september blev brugt på gennemgang af materiellet. Til glæde for mange ankom der en sæk med post.

Soldaterne satte stor pris på at få breve hjemmefra.

Forhåbningerne om et længe tiltrængt hvil blev hurtigt dæmpet af rygter om et forestående storangreb. Türk var udmærket klar over, at køretøjerne var godt slidte, og at mange af de rekrutter, der var kommet til divisionen for at erstatte tabene, kun var nødtørftigt uddannet.

Behovet for hvile var derfor stort. Der var trods alt ikke kommet nogen ordre om et kommende angreb; rygterne var alt, de havde at gå efter.3 Dagen efter fik Türk et klarere billede af situationen. Et angreb var ganske rigtigt nært forestående. Türk mente, at det ville blive indledt den 1. oktober, og at 3. panserdivision ville gå til angreb på Tula. Han vidste ikke, hvor langt væk byen lå, men håbede, at offensiven ville kunne afsluttes efter godt to uger. Der var dog foruroligende tegn. Natten mellem den 26. og 27. september viste termometret tre minusgrader, men forberedelserne fortsatte alligevel med uformindsket intensitet.

Türk mente, at alt jo havde fungeret hidtil, så hvorfor ikke også denne gang?4 Søndag den 28. september befandt Türks deling sig stadig på opstillingsstedet. Man nåede at afholde en feltgudstjeneste, før det blev tid til at omgruppere dagen efter. Da køretøjerne blev sat i bevægelse, begyndte det at regne. Türk forstod straks, hvad det indebar. I de foregående tre måneder havde han allerede set flere eksempler på, hvor hurtigt de russiske veje kunne blive ufremkommelige, når det regnede. Nu var der imidlertid ingen vej tilbage.5 Sidst i september bestod de tyske delinger langs østfronten overvejende af soldater, der allerede havde indgået i delingerne, da angrebet mod Sovjetunionen blev indledt. Sådan forholdt det sig ikke med de sovjetiske styrker. Størstedelen af de soldater, der havde befundet sig i de vestlige militærdistrikter, var på dette tidspunkt enten faldet eller blevet taget til fange af tyskerne. Det betød imidlertid ikke, at Den Røde Hær manglede soldater ved fronten sidst i september. Takket være de omfattende reserver, der blev trukket frem i løbet af sommeren og begyndelsen af efteråret, formåede man at erstatte de kolossale tab.6 Det var langtfra kun menige soldater, der skulle erstattes. Man hav10

Hangö

Tallinn

ØE

N

F I N L A N D

RS

Vytegra

Svir

Ladoga

Viborg

HELSINGFORS HELSINKI Finske Bugt Narva

Petrozavodsk

Neva

Leningrad frontlinje 29.

30sep okt

Vologda

ØS

TE

Luga Rybinsk

ARMÉGRUPPE NORD

Ventspils

Demjansk Torzjok

Riga

Ostasjkov

Vitebsk Insterburg

Minsk Białystok

TYSKLAND

Vjazma

Orsja

Molodetjno

Oka

pr Dne

Kaluga Tula

Roslavl

Mogilev

De sn a

n

Do

Lvov Uman

Sumy frontlinje 29.

30sep okt

Kharkov Charkov

ARMÉGRUPPE SYD Dne pr

Zaporozje Zaporosje

Azovskasøen

Odessa

Kertj

R N II E EN N RU UM MÆ Ä N

Krim

500 kilometer

Donet

s

Annekteret af Rumænien august 1941

0

Jelets

Kursk

t ja ip Pr

Kiev

U N G A E R N

Jepifan

Brjansk Orjol Orel

Sevastopol SORTEHAVET

Frontlinjen den 29. september 1941.

11

a

m

az

Vj

Podolsk

Smolensk

Bobrujsk

Brest-Litovsk

Zagorsk

MOSKVA

Rzjev

DvinaARMÉGRUPPE MIDT

Kalinin

Vo lg a

Toropets

slaget om moskva de også mistet en masse officerer og andre højere befalingsmænd. Der blev opstillet mange helt nye arméer, som skulle bemandes med såvel menige som officerer og andre befalingsmænd. Den 21. august ankom en ung NKVD-officer til Moskva, hvor han hurtigt blev tildelt nye opgaver. Som major i sikkerhedstjenesten NKVD skulle Sjabulin gøre tjeneste i den nyoprettede 50. armé. Han begyndte straks at forberede sig på opgaven, men det trak ud, fordi leveringen af dæk og benzin til bilen blev forsinket. Om aftenen den 25. blev bilen dog startklar, og Sjabulin kunne indlede turen, til at begynde med med kurs mod Tula.7 NKVD kan på sin vis siges at være Stalins modstykke til Hitlers SS, men den sovjetiske organisation havde en længere historie under andre betegnelser. Chef for NKVD var Lavrentij Berija, der ligesom Stalin kom fra Georgien. NKVD var sikkerhedstjenesten, men havde også sine egne militære delinger, for eksempel sorterede grænsetropperne under NKVD, og deres officerer var at finde overalt inden for Den Røde Hær som sikkerhedsofficerer. Organisationen stod også for Gulag, Sovjetunionens arbejdslejrsystem.

Sjabulin sov i bilen den nat. Ubekvemme sovestillinger skulle herefter blive normen, også efter at han den 27. august var nået frem til landsbyen Vysjkovitji i nærheden af Brjansk. Hermed var han nået frem til det område, hvor den 50. armé skulle komme til at operere ved fronten de kommende uger. På grund af sin stilling ville Sjabulin næppe blive direkte involveret i kamphandlingerne, men krigen kunne mærkes på så mange andre måder.8 I denne periode hærgede Luftwaffe stadig himlen over de sovjetiske delinger. Allerede den 28. august oplevede Sjabulin, hvordan det sovjetiske luftværn forsøgte at nedskyde tyske jagerfly, hvilket blot skulle vise sig at være en forsmag på, hvad der siden skulle komme. I kraft af sin stilling besøgte Sjabulin mange af den 50. armés delinger, hvilket indebar mange bilture. Blandt andet kørte han gennem Brjansk, hvor flere kvarterer var blevet beskadiget eller helt ødelagt af tyske bombeangreb.9 Der var også tid til lidt afkobling. Under et besøg ved fronten den 5. september sørgede Sjabulin for at få sig en dukkert i floden Desna. Også denne gang så han, hvordan tyske fly angreb. I to timer blev en del af den forreste sovjetiske forsvarslinje udsat for et tungt bombardement.

Så vidt Sjabulin kunne se, lykkedes det alle de angribende tyske fly at forlade området uskadt efter at have smidt deres bomber.10 12

optakten til slaget Den 50. armé holdt stort set de samme stillinger september ud. Sjabulin fortsatte med at besøge forskellige delinger og dannede sig efterhånden en opfattelse af situationen og soldaternes placering. Den 30. september skrev han et langt sammendrag i sin dagbog, efter at arméchefen, generalmajor Mikhail Petrov, dagen før havde orienteret blandt andre Sjabulin på sin kommandostation. Sjabulin konstaterede, at personelsituationen var problematisk, da størstedelen af soldaterne i den 50. armé var rekrutteret fra områder, som siden var blevet besat af tyskerne. Ifølge Sjabulin ønskede de at vende hjem igen. Passiviteten ved fronten og den ensformige tilværelse i skyttegravene demoraliserede soldaterne. Somme tider vendte mændene ikke tilbage fra deres opklaringstogter. Dertil kom omfattende druk blandt cheferne.11 På vej tilbage fra mødet hos arméchefen noterede Sjabulin, da han passerede en kolkhos, at der var store mængder korn og hø på markerne i form af neg og høstakke. Størstedelen af alt dette gik til spilde, fordi der ikke var nogen tilbage på kolkhoserne til at bringe det i hus, men soldaterne udnyttede muligheden og sørgede for at samle hø ind til deres heste. De fandt også kartofler og brænde til at fyre med. Sjabulin havde tidligere konstateret, at der var mangel på mange ting i arméen, og det var derfor på ingen måde overraskende, at soldaterne begav sig ud i terrænet, ikke mindst i betragtning af, at mange af dem var bondesønner og vidste, hvor de skulle lede.12 Det var en dyster stemning, Sjabulin tegnede i sin dagbog denne sidste dag i september. Ligesom Türk indtog han en stilling, der gav et bedre indblik i situationen end det, den enkelte menige soldat kunne forventes at have. Den 50. armé var imidlertid blot en af 15 sovjetiske arméer, der havde til opgave at forsvare Moskva sidst i september. Situationen i alle de øvrige arméer blev overvejende formidlet gennem rygter, som man ikke kunne stole på.

Egentlig var det kun de højere rangerende militærfolk og myndighedspersoner i de to lande, der havde et samlet billede af situationen.

I toppen af de respektive ledelsesstrukturer rangerede Stalin og Hitler.

De havde gradvis øget deres magt og kontrol, men da deres militær var involveret i historiens største felttog kunne de ikke i praksis styre enhver detalje, selv om de havde ønsket at gøre det. Det skyldtes ikke mindst, at krigen udviklede en form for egen logik og ikke fulgte autokraternes 13

slaget om moskva oprindelige hensigter. I godt tre måneder havde krigen raset og forårsaget kolossale tab for Den Røde Hær. Det ene tilbageslag havde fulgt det andet, og Stalins forhåbninger om at kunne indlede en modoffensiv straks efter det tyske angreb den 22. juni 1941 slog grueligt fejl. Den tyske Wehrmacht havde også lidt tab, men slet ikke i samme omfang som Stalins hær. Til trods for de tyske fremskridt havde det forventede sovjetiske sammenbrud ganske vist ikke indfundet sig, men indtil videre havde Hitler i hvert fald størst grund til at føle sig tilfreds med begivenhedernes gang. Én årsag til krigens omskiftelighed var naturligvis, at kampen foregik mellem to parter, der begge forsøgte at forhindre hinandens træk. En anden årsag var krigens enorme omfang. Det var menneskeligt umuligt at have kontrol over så store styrker, især når operationerne blev gennemført i højt tempo.

Derfor var Stalin såvel som Hitler – måske i langt højere grad end de ønskede – afhængige af en omfattende kommandovej. Først og fremmest diskuterede Stalin ofte med Stavka, mens Hitler henvendte sig til OKW. De to stabe stod diktatorerne nærmest, men der var en forskel, som var meget fremtrædende på østfronten. Mens de sovjetiske armégrupper, der kaldtes fronter, sorterede direkte under Stavka, var der endnu et niveau i den tyske struktur. OKW, der var værnemagtens overkommando, styrede ikke armégrupperne direkte. Det gjorde OKH, der var hærens overkommando. Forklaringen på det var, at krigsministeriet i Tyskland (svarende til vore dages Forsvarsministerium) i 1938 blev forvandlet til Værnemagtens overkommando (OKW) i forbindelse med, at krigsministeren, feltmarskal Werner von Blomberg, måtte gå af. Hitler tog selv den nye post som militærets øverstbefalende, og chef for OKW blev generalmajor Wilhelm Keitel. Keitels faktiske indflydelse blev dog svag. Under Første Verdenskrig var det OKH, der havde ansvaret for operationer.13 OKH’s to frontfigurer var feltmarskal Walther von Brauchitsch, der var hærens øverstbefalende, og generaloberst Franz Halder, der var generalstabschef. Hitlers forhold til von Brauchitsch og Halder var anstrengt, især til von Brauchitsch, som Hitler selv havde valgt til hærens øverstbefalende. Ude af stand til at imødegå Hitlers argumenter afstod von Brauchitsch ofte fra at tale, når diktatoren var til stede. Når han endelig gjorde det, måtte han forsøge at overvinde sine egne begræns14

optakten til slaget ninger. Han argumenterede i en mut og irritabel tone, som Hitler ikke kunne fordrage.14 Von Brauchitsch og Halder mente allerede fra begyndelsen, at Moskva var det primære mål for felttoget i øst. Det var dog ikke selve byen som geografisk sted, de efterstræbte. De ræsonnerede, at en offensiv mod Moskva ville møde fjendens hovedstyrke, og at denne dermed ville kunne besejres. På den måde ville der skabes forudsætninger for at kunne afslutte krigen. Hitler stræbte først og fremmest efter de økonomiske mål for derved at kunne kvæle sovjetmagtens adgang til ressourcer og i stedet udnytte disse til fordel for tyskerne. Disse modsætninger havde været til stede, lige siden planlægningen af invasionen var blevet påbegyndt i sommeren 1940, og de var stadig ikke løst.15 Den vellykkede knibtangsoperation ved Kiev i september gjorde, at vejen mod øst i Ukraine stort set lå åben. I og med denne fremgang havde OKH nu fået mulighed for at starte den offensiv, som man mente, ville føre til Moskvas fald: Operation Tyfon (på tysk: Taifun). Feltmarskal Fedor von Bock, hvis Armégruppe Midt skulle gennemføre operationen, fik nu de panserdelinger tilbage, som han havde måttet afse til naboerne i nord og syd. Desuden fik han yderligere panserforstærkninger fra Armégruppe Nord.

Stalin og Stavka, hvor Boris Sjaposjnikov var stabschef, og generalmajor Alexander Vasilevskij var stedfortræder, havde hele tiden set Moskva som det primære mål for tyskernes operationer, hvilket undertiden havde gjort, at fjendens dispositioner havde været vanskelige for dem at forstå. Man var sikkert ikke altid enige om strategien på den sovjetiske side, men konflikterne udspilledes først og fremmest mellem Stavka og de forskellige øverstbefalende.16 En interessant ting ved Stalins to nærmeste rådgivere, Sjaposjnikov og Vasilevskij, er, at de begge var uddannet fra Aleksejevs militærskole i Lefortovo uden for Moskva i zartiden, men på forskellige tidspunkter.

Den tidligere zaroberst Sjaposjnikov var 58 år gammel, mens Vasilevskij var 45. Vasilevskij havde forladt zarens hær som kaptajn i november 1917, men først i april 1919 trådte han ind i Den Røde Hær. Stalin nærede stor tillid til begge disse officerer.

Det var først og fremmest de nævnte dele af de respektive ledelsesstrukturer, der havde det overordnede ansvar for begivenhedernes gang.

Personerne i disse begivenheder spillede hovedrollen i spørgsmål, der 15

slaget om moskva drejede sig om målsætninger, tildeling af forstærkning og erstatning af materiel og personel, samt hvilke sektorer der skulle prioriteres i henseende til uddeling af ammunition, brændstof og andet, der var uomgængeligt nødvendigt for en hær i krig. De var også bevidste om, hvad der havde udspillet sig i de forgangne måneder.

Allermest bekymrede over udviklingen var uden tvivl de sovjetiske øverstkommanderende. Ved krigens udbrud var deres luftvåben blevet overrasket på jorden, og landstyrkerne var omgående blevet uskadeliggjort, da de tyske panserstyrker angreb ved morgengry den 22. juni 1941. De sovjetiske styrker langs grænsen blev stort set tilintetgjort af de angribende tyskere, der rykkede så hurtigt frem, at de i løbet af kort tid fik kontakt med den anden sovjetiske formation. Forsøgene på at bremse tyskerne langs Dnepr i den centrale sektor slog snart fejl, og allerede i midten af juli var Smolensk faldet. Dermed havde tyskerne på kort tid tilbagelagt to tredjedele af afstanden fra grænsen til Moskva.

Situationen kunne dårligt have været mere alvorlig for Stalin.

Overraskende nok gik den tyske fremrykning stort set i stå i den centrale sektor efter fremrykningen i midten af juli. Den sovjetiske hovedstad blev ikke mere udsat, end den allerede var, i hvert fald ikke inden for den nærmeste tid. I stedet var der begivenheder i den nordlige og sydlige sektor, der kom til at tiltrække sig mere opmærksomhed. Den tyske fremrykning mod Leningrad, Sovjetunionens næststørste by, gik også meget hurtigt. I midten af juli havde tyskerne etableret et brohoved over floden Luga, der lå cirka 130 km fra den store by ved floden Nevas munding. Forsyningsproblemer var imidlertid med til at tage farten af tyskernes fremrykning, netop da Leningrad lå inden for rækkevidde, men i begyndelsen af september belejrede de byen. De havde til hensigt at udsulte byens indbyggere til underkastelse, hvilket Stalin og hans militære chefer ikke kunne vide.

Længere mod syd pressede tyskerne på i Ukraine, hvor generaloberst Mikhail Kirponos’ Sydvestfront bød på mere effektiv modstand end Den Røde Hær formåede længere nordpå. Den pris, Kirponos’ styrker måtte betale, var imidlertid meget høj, men i den henseende var hans forsvarsoperationer ikke på nogen måde exceptionelle i forhold til de sovjetiske indsatser i andre sektorer. I midten af juli stod tyskerne temmelig tæt på Kiev, men hidtil havde Kirponos’ styrker undgået større omringninger. I august lykkedes det imidlertid tyskerne at foretage en 16

optakten til slaget omringning ved Uman, hvor over 100.000 sovjetiske soldater blev taget til fange. I forhold til nogle af omringningsoperationerne i den centrale sektor var det ikke et overvældende stort antal, men i slutningen af august drejede den tyske Pansergruppe 2, der indgik i Armégruppe Midt, mod syd og trængte ind i Ukraine nordfra. Det blev begyndelsen på den hidtil største omringningsoperation på østfronten, hvor over 600.000 sovjetiske soldater blev taget til fange. Blandt de faldne i dette slag var Kirponos.

Katastrofen ved Kiev var for en stor del en følge af de to diktatorers beslutninger. Hitler havde været den drivende kraft bag beslutningen om, at Armégruppe Midt skulle gøre holdt og sende panserstyrker til armégrupperne på flankerne. Stalin på sin side insisterede lige til det sidste på, at Kiev skulle forsvares trods den alvorlige trussel. Det førte til, at den daværende generalstabschef, general Georgij Zjukov, der ønskede at retirere fra Kiev, forlod sin post for i stedet at blive øverstkommanderende for Reservefronten. Sjaposjnikov blev igen generalstabschef.

Stalins beslutning om at holde Kiev medførte, at det lykkedes tyskerne at omringe og tilintetgøre en stor sovjetisk styrke, selv om deres fremrykningstempo ikke nåede de samme exceptionelle højder som tidligere på sommeren.17 Kiev-operationen blev afsluttet i sidste del af september, og dermed opstod spørgsmålet om, hvad der nu skulle ske. Sidst på måneden løb frontlinjen fra Ladogas sydspids næsten direkte mod syd til Sortehavet lige øst for Perekop-næsset, hvor Krim hang sammen med fastlandet.

Frontlinjen gav flere mulige alternativer, men én ting stod klar: Det næste træk skulle blive tyskernes.

17

Niklas Zetterling Anders Frankson

Aldrig tidligere havde en så stor militærstyrke lidt så store tab på så kort tid, som det sovjetiske forsvar led under tyskernes angreb på Moskva i de to første uger af oktober 1941. Den sovjetiske hovedstad var i panik, men snart forvandlede regnvejr vejene mod Moskva til et stort pløre, som vanskeliggjorde den tyske fremrykning og levering af forsyninger. Dette gav Stalin tid til at mobilisere forstærkninger, og det skulle vise sig at blive et vendepunkt i kampene. Den hårdnakkede sovjetiske modstand og den tiltagende kulde gjorde, at den tyske offensiv kørte fast uden for den sovjetiske hovedstad.

Niklas Zetterling og Anders Frankson

Slaget om Moskva er historien om de strategisk vigtige kampe, som blev udkæmpet på en 600 km lang sektor af Østfronten under Anden Verdenskrig. Det skulle blive første gang, Hitler blev tvunget til at afbryde en vigtig offensiv, og resultatet blev afgørende for den videre udvikling af krigen.

Niklas Zetterling og Anders Frankson er svenske militærhistorikere og forfattere. Sammen har de tidligere skrevet Slaget om Kursk.

Hitlers første nederlag