TEORIEN OM DE MORALSKE FØLELSER af Adam Smith

Teorien om de moralske følelser

Teorien om de moralske følelser © Informations Forlag, 2014 Oversat fra engelsk af Claus Bratt Østegaard efter den engelske udgave The Theory of moral Sentiments Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Remote Grafik Tryk: Bookwell, Finland 2014 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-441-9 Oversættelsen er støttet af Augustinus Fonden Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

Teorien om de moralske følelser

Adam Smith

Teorien om de moralske følelser Oversat, præsenteret og kommenteret af Claus Bratt Østergaard

Informations Forlag

INDHOLD PRÆSENTATION Ved Claus Bratt Østergaard *** TEORIEN OM DE MORALSKE FØLELSER FØRSTE DEL Om handlingens rigtighed og passende karakter* FØRSTE AFSNIT Om sansen for, hvad der er rigtigt og passende KAPITEL 1 Om sympati KAPITEL 2 Om glæden ved gensidig sympati KAPITEL 3 Om måden, hvorpå vi dømmer om det passende eller upassende ved andre menneskers følelse på grund af deres harmoni eller dissonans med vores egne KAPITEL 4 Samme emne fortsat KAPITEL 5 Om de elskværdige og agtværdige dyder ANDET AFSNIT Om de mål for de forskellige følelser, der er forenelige med, hvad der er passende INTRODUKTION KAPITEL 1 Om de følelser, der har kroppen som oprindelse KAPITEL 2 Om de følelser, der har deres oprindelse i fantasiens særlige * På engelsk er titeloverskriften på Første Del: Of the propriety of action. Ordet propriety (og proper, property) rummer en række indbyrdes beslægtede betydninger, men med ordet tilbørlighed som eneste mulige alternativ findes der ikke et ord på dansk, der dækker disse betydninger i alle aspekter. Jeg har dog fundet dette ord for bizart. Propriety vil alt efter sammenhængen blive gengivet som rigtighed eller det passende eller som rigtigt og passende.

drejning eller vane KAPITEL 3 Om de asociale følelser KAPITEL 4 Om de sociale lidenskaber KAPITEL 5 Om de selviske følelser TREDJE AFSNIT Om virkningerne af medgang og modgang for Menneskenes Dømmekraft for så vidt angår handlingens rigtighed. Og hvorfor det er lettere at erhverve sig deres billigelse i den første end i den anden situation KAPITEL 1 At selv om vores sympati med sorg almindeligvis er en mere animeret følelse end vores sympati med glæde, er den ikke på højde med voldsomheden af, hvad den primært berørte person føler KAPITEL 2 Om oprindelsen til ærgerrighed og om rangfølgens distinktion KAPITEL 3 Om vores moralske følelsers fordærv, som foranlediges af denne tilbøjelighed til at beundre de rige, de store og magtfulde og foragte og glemme de fattige og de usselt stillede.

ANDEN DEL Om FORTJENSTFULDHED OG STRAFVÆRDIGHED.* Eller om genstandene for BELØNNING og STRAF FØRSTE AFSNIT Om betydningen af fortjenstfuldhed og strafværdighed INTRODUKTION KAPITEL 1 At det, der måtte tage sig ud som den rigtige genstand for taknemmelighed, synes at fortjene belønning, og at det, der på samme måde synes at være den rigtige genstand for vrede, synes at fortjene straf KAPITEL 2 Om den passende genstand for taknemmelighed og krænkelse KAPITEL 3 At hvis ikke der finder en billigelse sted af den persons adfærd, der overdrager et gode, er der ikke megen sympatisk indlevelse i den * Det engelske ordpar er merit og demerit.

persons taknemmelighed, som modtager dette gode; og omvendt, at der i tilfælde, hvor der ikke sker en misbilligelse af dén persons bevæggrunde, som begår ugerningen, ikke er nogen sympati for den krænkede persons indignation KAPITEL 4 Rekapitulation af de foregående kapitler KAPITEL 5 Analyse af sansen for fortjenstfuldhed og strafværdighed ANDET AFSNIT Om retfærdighed og velgørenhed KAPITEL 1 En sammenligning mellem disse to dyder KAPITEL 2 Om betydningen af retfærdighed, anger og af bevidstheden om fortjenstfuldhed KAPITEL 3 Om anvendeligheden af denne Naturens forfatning TREDJE AFSNIT Om skæbnens indflydelse på menneskenes følelser med henblik på handlingers fortjenstfuldhed og strafværdighed KAPITEL 1 Om årsagerne til skæbnens indflydelse KAPITEL 2 Om omfanget af denne indflydelse fra skæbnen KAPITEL 3 Om den finale årsag til disse følelsers uregelmæssighed TREDJE DEL Om fundamentet for vore domme vedrørende vore egne følelser og adfærd og om fornemmelsen af pligt KAPITEL 1 Om princippet for billigelse og misbilligelse af sig selv KAPITEL 2 Om kærlighed til lovprisning og om prisværdighed. Samt om frygten for dadel og om at være dadelværdig KAPITEL 3 Om samvittighedens indflydelse og autoritet KAPITEL 4 Om selvbedragets natur og om oprindelsen til generelle regler og deres brug KAPITEL 5 Om de generelle moralreglers indflydelse og autoritet og det forhold, at de med rette betragtes som Guddommens love KAPITEL 6 I hvilke sager fornemmelsen for pligt bør være det eneste princip for vor handlemåde, og i hvilke tilfælde den bør stemme overens med

andre motiver FJERDE DEL Om virkningen af nytte på følelsen af billigelse KAPITEL 1 Om den skønhed, som fremkomsten af NYTTE tillægger alle kunstens frembringelser, og om denne slags skønheds omfattende indflydelse KAPITEL 2 Om den skønhed, som fremkomsten af Nytte tildeler menneskenes karakterer og handlinger. Og hvor langt perceptionen af denne skønhed kan betragtes som en af de oprindelige principper for billigelse FEMTE DEL Om påvirkningen fra vane og mode af de moralske følelser billigelse og misbilligelse KAPITEL 1 Om påvirkningen fra vane og mode af vores forestillinger om skønhed og vanskabthed KAPITEL 2 Om vanens og modens indflydelse på de moralske følelser FJERDE DEL OM DYDENS KARAKTER INTRODUKTION Når vi betragter et givet individ, betragter vi det helt naturligt under to forskellige aspekter. For det første således som de kan afficere dets egen lykke.

For det andet således som det afficerer andre mennesker FØRSTE AFSNIT Om den enkeltes karakter, for så vidt som den afficerer hans egen lykke.

Eller om besindighed ANDET AFSNIT Om individets karakter, forså vidt som den kan afficere andre menneskers lykke

INTRODUKTION KAPITEL 1 Om den Orden, hvorved individer af Naturen anbefales til vor omsorg og opmærksomhed KAPITEL 2 Om den orden, som samfund af naturen anbefales til vor gavn KAPITEL 3 Om vor universelle velvilje TREDJE AFSNIT Om selvbeherskelse KONKLUSION PÅ DEN SJETTE DEL SYVENDE DEL Om moralfilosofiens systemer FØRSTE AFSNIT Om de spørgsmål, der bør undersøges i en teori om de moralske følelser ANDET AFSNIT Om de forskellige forklaringer, man har givet på dydens natur INTRODUKTION KAPITEL 1 Om de systemer, der får dyden til at bestå i det rigtige og passende KAPITEL 2 Om de systemer, der får dyden til at bestå i velvilje KAPITEL 3 Om de systemer, der vil have dyd til at bestå i besindighed KAPITEL 4 Om tøjlesløse systemer TREDJE AFSNIT Om de forskellige systemer, der er blevet udviklet vedrørende princippet om billigelse INTRODUKTION KAPITEL 1 Om de systemer, der udleder princippet om billigelse af sel-

viskheden KAPITEL 2 Om de systemer, der gjorde fornuften til princip for billigelse KAPITEL 3 Om de systemer, der gør følelser til princip for billigelse AFDELING FIRE Om måden, hvorpå forskellige forfattere har beskæftiget sig med moralens praktiske regler

Præsentation

Præsentation The Theory of Moral Sentiments udkom første gang i 1759 og gjorde i løbet af kort tid Smith berømt på europæisk niveau. En andenudgave med forskellige ændringer som svar på kritik og andre bemærkninger kom i 1761. Derpå fulgte tre uændrede oplag og kort inden Smiths død i 1790 en sjette udgave, der rummer substantielle tilføjelser og forskellige ændringer, desuden en påbegyndt syvende udgave uden egentlige ændringer. Smith blev således ved med at arbejde med stoffet i The Theory of Moral Sentiments frem til femte og sidste udgave af The Wealth of Nations i 1789. De to værker kan i deres endelige udformning i en vis forstand beskrives som samtidige og indbyrdes sammenhørende, hvilket har sin betydning for forståelsen af forholdet mellem dem, som er kommet til at indtage en så stor del af Smith-receptionen under betegnelsen das Adam Smith Problem.

Nærværende danske oversættelse af The Theory of Moral Sentiments er baseret på tekstgrundlaget for sjette udgave af The Glasgow Edition of the Works of Adam Smith (I – VII) Clarendon Press, Oxford. Jeg står i gæld til Glasgow-udgiverne for mange kildehenvisninger og andre filologiske realia, men kommentarerne til teksten er alle tilrettelagt i forhold til den danske udgave. The Theory of Moral Sentiments er oversat til fransk, tysk, russisk, spansk og japansk (og måske endnu flere sprog). Som forventeligt foreligger der et stort antal sekundærværker (bøger og artikler), og en del af de vigtigste er anført i det første af Glasgow-udgavens i alt syv bind.

Sjette bind rummer brevveksling til og fra Smith af den korrespondance, der overlevede Smiths anmodning til sine venner om at brænde alle hans private papirer, efter at han var død. Det skete i hovedsagen, men der var også papirer og breve, der undgik flammerne. Bind syv indeholder en række essays om værket fra tekstkritiske til mere indholdsorienterede kommentarer.* Adam Smith (1723-90) indledte sin akademiske karriere, da han som fjortenårig blev indskrevet ved Glasgow Universitet, hvor han læste moralfilosofi under Francis Hutcheson (1694-1746). In 1740 modtog han et * Læseren vil finde en mere detaljeret beskrivelse af Smiths liv og værk i Præsentationen af Smiths ”liv og værk” i den danske oversættelse af Nationernes Velstand.

11

Præsentation

stipendium i Oxford ved Balliol College, som han var tilknyttet de følgende syv år. Her bedrev han i hovedsagen selvstudier, han følte sig generelt ilde tilpas og forlod kollegiet inden udløbet af sit stipendium og rejste tilbage til Skotland. I 1748-50 afholdt han i Edinburgh på foranledning af The Philosophical Society en række velbesøgte forelæsninger over belles lettres og retorik. Smith var ikke kun klassisk skolet, men i stigende grad samtidsorienteret. Forelæsningerne videreudviklede han i Glasgow som professor i logik (1751) og året efter i moralfilosofi i en vifte af emner, der i forskellig form fandt vej både til The Theory of Moral Sentiments og til The Wealth of Nations.

Om teorien om de moralske følelser Adam Smith (1723-1790) forholdt sig bredt til epokens mange emner som forelæser og forfatter. Hans nyskabelser inden for moralfilosofien er ikke mindst knyttet til de to begreber om sympati og den upartiske iagttager, som jeg derfor har valgt særligt at vægte i denne præsentation af Smiths værk. Det var hans mål at kortlægge det moralske, følelsesmæssige og sociale landskab i en verden, der under betegnelser som fremskridt og civilisation moderniseredes med accelererende tempo i de europæiske nationalstater, ikke mindst i Storbritannien. Denne modernisering inkluderede et oplysningsperspektiv, og Smith så sin bog om de moralske følelser som et bidrag til denne udvikling. Samtidig udformede han med de to nævnte begreber sin særegne og frugtbare analysemåde over for klassiske moralproblemer, der efter hans mening trængte til at blive anskuet i et nutidigt perspektiv.

Smith angiver to generelle formål med Teorien om de moralske følelser.

For det første ønsker han at analysere, hvad dyd er, eller hvad det er for en særlig prisværdig karakter, der gør, at andre billiger den og finder den agtværdig. For det andet ønsker han at besvare spørgsmålet om, hvad det er for en evne i det menneskelige sind, der gør, at den dydige karakter – ”hvad den nu måtte være” – anbefales os (som han udtrykker det). Til at besvare første spørgsmål havde Smith en omfattende græsk-romersk dydsetik at trække på, ligesom han også, om end i mindre grad, var influeret af (overraskende få) af sine samtidige – i realiteten forholder han sig især til sin gamle lærer Francis Hutcheson og sin ven David Hume, som han 12

Teorien om de moralske følelser

i sin bogs syvende del diskuterer spørgsmålet om den såkaldte moralske sans med. Det var en teori, som oprindelig Jarlen af Shaftesbury, Anthony Ashley Cooper (1671-1713), men siden især Francis Hutcheson (1694-17 46) havde udbygget, og som David Hume (1711-1776) forsvarede, men som Smith var stærkt kritisk over for, og som han formentlig ville sikre sig ikke blev forvekslet med hans eget begreb om de moralske følelser.

Det andet spørgsmål drejer sig om, hvorfor mennesket vælger dydens vej fremfor selviskhedens (et spørgsmål som også Hume havde beskæftiget sig med): Der må være noget, en evne eller en disposition, i vort sind, der bestemmer, at vi som artsvæsener interesserer os for andres ve og vel i stedet for at isolere os i selviske gøremål. Smith argumenterede ikke alene for dette interessefællesskab med andre, men han insisterede på, at det ikke kunne forholde sig anderledes. Den anden, medmennesket, er ikke blot det samme væsen som ”os” forstået som biologisk skabning, men også som socialt, tænkende og følende individ – hvilket vil sige: den anden er som sådan indbygget i den enkeltes bevidsthed. Smith besvarer dels dette andet spørgsmål i en række konkrete analyser af forholdet mellem dyder og følelser og mere generelt i en kritik af selviskheden, som han, som mange andre i tiden, så repræsenteret af de tre apologeter selviskhed: Nicolo Machiavelli, Thomas Hobbes og Bernhard Mandeville. Samtidig var han både i dette værk og senere i Nationernes velstand omhyggelig med at understrege, at det var selviskheden som eksklusivt socialt evangelium, han kritiserede, ikke den helt naturlige stræben efter mental og materiel succes Smith er filosof og fremlægger som sådan sit stof i en ræsonnerende form, der undertiden afløses af et foredrag af mere generel karakter vedrørende moral og følelser. Men derudover udviklede han også en enkel, men virkningsfuld metode til en mere konkret diskussion af moralske følelser. Når han står over for en bestemt god eller dårlig egenskab, en bestemt adfærd eller følelse, som han ønsker at forklare, en dyd eller en last, udtænker han en eksempelsituation, hvor to eller flere aktører indgår i en dramatisk konfiguration, der illustrerede netop denne egenskab, adfærd eller følelse. Fremstillingsmåden materialiserer sig i kortere eller lidt længere kvasi-litterære eksempelsituationer eller semi-konkrete, pseudo-empiriske beretninger, hvor aktørerne i mødet med den anden part udvikler deres respektive positioner i en række minifaser, hvis forløb demonstrerer dialektikken i den pågældende dyd eller last og dens emo13

Præsentation

tionelle potentiale. Aktørerne er så at sige fælles om at skabe en situation, der definerer deres egen og den anden parts position i en fortløbende nuancering af det begreb, de illustrerer.

Således bevæger Smith sig frem og tilbage mellem flere temmelig forskelligartede diskurser. Hans fremgangsmåde har to klare fordele. For det første opblødes den ræsonnerende og begrebslige diskurs i den konkrete situation, samtidig med at den alligevel rummer tilpas mængder alment stof til ikke helt at forlade tænkningen i begreber og generelle kvaliteter.

For det andet frembringer aktørernes fortløbende nuancering af deres egen og den andens position et indblik i den pågældende lasts eller dyds delaspekter og i dens helhed. Vreden er eksempelvis en bestemt følelse sammenfattet under dette navn. Men i den konkrete situation udvikler begrebet sig i en række skiftende udtryk for denne følelse og demonstrerer, hvor sammensat den er.

Bevidsthedsteori og moralfilosofi Smith traf David Hume i 1750, og det var indledningen til et venskab, der varede frem til Humes død i 1776. Ligesom Hume engagerede han sig i spørgsmålet om moralen og bevidsthedens karakter, og han var fuldt fortrolig med den tolv år ældre Humes hovedværker og tankesæt i det hele taget,*da han publicerede sin egen version af emnet i The Theory of Moral Sentiments (1759). De to venner havde undervejs også divergerende opfattelser, og de diskuterede og brevvekslede i bedste akademiske ånd med hinanden om emner, hvor deres synspunkter ikke var sammenfaldende.

Moralfilosofi var en betegnelse, der på denne tid refererede til et bredt felt af viden omhandlende mennesket som sådan, dets natur, karakter og omstændigheder. Men moralfilosofien beskæftiger sig ikke mindst med menneskets indre liv og omfattede også en dydsetik og en bevidsthedsteori.

Kunsten var at få disse to områder til at hænge sammen i en i stigende grad sekulariseret verden. Læg og lærd påberåbte sig (med få undtagelser) stadig Gud som forklaring på alt fra verdens skabelse til menneskets indre liv.

Men i det syttende og ikke mindst i det attende århundrede sekulariseredes * A Treatise of Human Nature (1739-40) og An Enquiry concerning Human Understanding (1748) og An Enquiry concerning the Principles of Morals (1751). De to sidstnævnte værker er udkommet på dansk i Undersøgelser, Erkendelsesteori og Moralfilosofi, Kbh. 2010.

14

Teorien om de moralske følelser

diskursen, man begyndte at tale om verden på en ny måde, og forestillingen om Naturen erstattede i stigende grad de religiøse forklaringer.

Fra John Locke til David Hume antog man generelt, at mennesket skaffer sig viden om den bevidsthedseksterne verdens ting ved at danne en mental repræsentation, en idé, af dem. Med Lockes An Essay concerning Human Understanding (1690) fik bevidstheden en markant empirisk orientering,*der på sin egen måde blev videreført i den skotske Oplysning.

Dette at være oplyst, individuelt og socialt, var et emne, der kunne fremstilles på mere end én måde. Mennesket har ifølge Hume ideer om alt muligt, eksisterende genstande såvel som rene fantasiobjekter, drømme, erindringer og ønsker, et bjerg af guld eller en dydig hest (de to sidste er Humes eksempler). En idé er forbundet med verden via simple sanseindtryk, men simple sanseindtryk kan kombineres til sammensatte ideer og på den måde skabe avancerede mentale repræsentationer af verden.

Ideens betydningsindhold fremgår principielt, ved at den føres tilbage til sit sanselige udgangspunkt, og der etableres tilsyneladende en stabil sammenhæng mellem ydre og indre, hvor det sidste gengiver det første med en præcisionsgrad, der er stor nok til, at man talte om en spejling eller kopi.

Spejlteoriens grundlæggende tanke er den, at verdens ting indprentes sanserne (der er passive), som derpå ekspederede deres billede videre til menneskets indre, hvor det gendannedes klart og umisforståeligt. Kopimodellen, som spejlteorien også blev kaldt, og ideen om introspektion som metode til at erhverve sig adgang til sit eget sinds rørelser og aflæse dem, går tilbage til Platon (om ikke før), som når han i dialogen Theaitetos lader Sokrates stille spørgsmålet om, ”hvorfor vi ikke i ro og mag skulle undersøge, hvad disse forestillinger, der rører sig i os, vel kunne være.”

Som man umiddelbart ser, rummer kopimodellen imidlertid et vanskeligt for ikke at sige uoverstigeligt problem: Hvis man er i stand til at iagttage sit eget indre, sit selv, betyder det, at selv, bevidstheden, spaltes i et subjekt, der iagttager, og et objekt, der bliver iagttaget. Dernæst tvinges man til at spørge, om ikke den subjektive komponent bliver iagttaget af endnu en subjektiv instans, der ligger bagved og er overordnet den første subjektive instans, som den gør til objekt – og så fremdeles.

Den mimetiske model løber hovedkulds ind i en uendelig regres, som * Der var dog på ingen måde tale om empiri i moderne forstand, men om en række spekulative overvejelser over, hvordan bevidstheden dannedes via iagttagelse og erfaring.

15

Præsentation

er enhver filosofs mareridt: Stedet, hvor tanken vender sig mod sig selv uden at kunne komme videre og lider sammenbrud. Det var med bevidstheden, som det ofte snusfornuftigt siges: jo mere man ved, jo mere ved man også, hvor lidt man ved. Bevidstheden viste sig på flere måder at være et vanskeligt tilgængeligt område at undersøge. Hume pegede på endnu et problem: når man gør selvet til genstand for introspektion, efterlader det intet sanseindtryk, og man får derfor ikke en idé om dette selv. Altså er det en fiktion. Hvordan kunne man vide noget om noget, der ikke befandt sig i bevidstheden? ”Når jeg for mit vedkommende finder vej til det inderste af det, som jeg omtaler som mig selv, støder jeg altid på én eller anden specifik perception – varme eller kulde, lys eller skygge, kærlighed eller had, lyst eller ulyst - men jeg er ude af stand til at fange mig selv på noget tidspunkt uden en perception, og jeg er ude af stand til at percipere andet end perceptionen.” Spejlteorien tog sig ofte enkel ud, når den formuleres i almene vendinger. Men det var tydeligvis en illusion, mente Hume. ”Det er en bemærkelsesværdig omstændighed ved sindets operationer, at de, selv om de er overordentlig nærværende for os, synes at blive indlagt i mørke, i samme øjeblik de gøres til genstand for refleksion,” skrev han som reaktion på tanken om bevidsthedens selvbevidsthed. Det var en påfaldende og dristig vurdering af en oplysningstænker at være. Problemet var alvorligt nok, for hvis ikke der fandtes et selv, var det svært at påstå, at der fandtes en sjæl – hvorefter ikke blot hele den kristne bygning ville brase sammen, men også oplysningsfilosofien ville få vanskeligt ved at besvare, hvad det var for en instans, der fastholdt bevidsthedens enhed.

Sympati Hvad er det, man ser? Hvad er det, man føler? Hvad er det for evner og egenskaber i éns selv, der aktiveres? Smith holdt fast i en enklere model og fulgte ikke Hume i hans radikale skepticisme. Ifølge Smith gengav sanserne troværdigt den bevidsthedseksterne verden, og subjektet besad evnen til introspektion.*Kun den andens indre vedblev at være et problem: et * Smith diskuterer ikke som Hume introspektion som selvstændigt problem. Men at han gør det indirekte – eller at han diskuterer en aktivitet, der minder om introspektion – fremgår af følgende eksempelsituation, som han præsenterer sine læsere for.

16

Teorien om de moralske følelser

mørkt kontinent, som iagttageren ikke med sine sanser havde adgang til.

Altså gjaldt det om at finde en anden vej frem. Smith indleder Teorien om de moralske følelser med at skitsere en sådan vej: Han forestiller sig en situation, hvor en person befinder sig på pinebænken og er genstand for en anden persons iagttagelse.*Iagttageren får et klart sanseindtryk af og en idé om den iagttagne krop, men har ikke adgang til, hvad der finder sted i den nødstedtes indre.

Perceptionen af ting sker vi sanserne. Men et andet menneskes indre, dets bevidsthedsliv, er ikke tilgængeligt for sanseindtryk. For at finde vej ud af vanskelighederne betjener iagttageren sig af sin fantasi i stedet for af sine sanser: Først ved han ikke, hvad manden på pinebænken føler.

Derpå ser han efter endnu engang og forestiller sig, at det er ham selv, der befinder sig i den andens situation. Hvor sanserne svigter, erstattes den af fantasien, der er en mental evne, ikke en sans. I og med denne fantasiforestilling om at befinde sig i samme situation som den nødstedte får han adgang til de samme følelser, som denne gennemlever i sit indre, blot i svækket form. I stedet for de ubrugelige sanser bygger fantasien bro over den ellers uoverskridelige kløft. Mørket spredes, ”og hvis først hans lidelser står os klart, hvis først vi har taget dem til os og gjort dem til vore, begynder de at påvirke os, og vi skælver og gyser ved tanken om, hvad han føler,” skriver Smith.

Smiths opfattelse af bevidsthedens dannelse rummer givetvis en række problemer. Men hvis man accepterer ovenstående analytiske kunstgreb, viser han også, at det mørke, som Hume registrerede, men også indså, at han måtte give op over for, kan gennemlyses: Løsningen på det andet menneskes skjulte indre er at forvandle det til noget ydre. Det kræver fantasi, som sagt. Takket være identiteten mellem iagttagerens og den direkte berørte persons kropsbilleder blotlægges sidstnævntes indre for iagttageren. Man kan med stor ret sige, at Smith med en fantasi, der ikke viger tilbage for noget, gør det nemt for sig. Men hvis man som læser kan leve med tanken om denne omnipotente fantasi, og hvis man kan acceptere, at fantasien kan træde i sansernes sted for så vidt angår adgangen til den andens indre, åbner der sig i Smiths teori om de moralske følelser et nyt syn på den mimetiske model og måden at analysere den på.

Det fantastiske udgangspunkt, som Smith indleder Teorien om de mo* Eksemplet kan forekomme overraskende grumt. Men Smith har sine grunde, og de fremgår nedenfor.

17

Præsentation

ralske følelser med i skikkelse af manden på pinebænken, kan opfattes som den uanalyserede grund, på hvis fundament han rejser sin moderne moralteori med udgangspunkt i en teori om bevidstheden og den klassiske dydsetik, der kobles til en model for følelsernes betydning og for dannelsen af samfund. Som det viser sig, har han ikke så lidt at tilbyde. Det andet menneske træder moralsk, epistemologisk og socialt ud af mørket og ind i en oplyst, tætbefolket og genkaldelig verden.

De to centrale begreber, sympati og fællesskabsfølelse,*er nærtbeslægtede. Sympati er evnen til indlevelse i andre ved hjælp af fantasien, mens fællesskabsfølelsen er den oplevelse af samhørighed (på godt og ondt), der opstår, når sympatien er virksom. Fællesskabsfølelsen er derudover specielt forbundet med stærke følelser som medlidenhed og vrede, hvor indlevelsen i den anden får et ofte voldsomt og markant følelsesudtryk, der gør, at det træder frem med den prægnans, der etablerer samhørighed mellem iagttageren og den anden, som i tilfældet med manden på pinebænken. At denne samhørighed i dette tilfælde kun udspiller sig i iagttagerens bevidsthed, betyder ikke noget for pointen. Man kan næppe forestille sig, at iagttageren er interessant for manden på pinebænken.

Iagttager og iagttaget et to radikalt modstillede positioner. Dette arrangement er afgørende for, at iagttageren kan danne sig et sandt billede af den nødstedtes indre. Hvis man forestiller sig (hvad Smith ikke gør), at den nødstedte retter blikket mod iagttageren, ville situationen kompliceres betydeligt, idet der nu ville være tale om, at begge parter var både subjekt og objekt for hinandens iagttagelse. Den slags situationer analyserer Smith senere.

I ovenstående eksempel er såvel iagttageren som den nødstedte anonyme personer, der ikke er beskrevet ud over, hvad der er nødvendigt for at forså mekanikken i iagttagelsen. Man kan sige, at de er reduceret til to modsatte ekstremer. Selv om Smith siger, at iagttageren føler gru ved synet af den anden, er ingen af de to aktører nærmere konkretiseret som individer eller bestemt som sociale væsner, men fremstår som konstruerede typer. Men Smiths model rummer alle slags typer, der anbringes som aktører i forskellige veldefinerede situationer – personaer, masker, der opstår som virkninger af følelser, der er almene og tilhører den menneskelige art som sådan. * fellow-feeling

18

Teorien om de moralske følelser

Det er ikke kun personer med udviklet fornemmelse for andre, der oplever fællesskabsfølelse. Også gemene tølpere og afstumpede typer kan blive indfanget af en emotionel dynamik, uden at de af den grund holder op med at være afstumpede. Sympatisk indlevelse foregår i Smiths eksempler skiftevis over og under bevidsthedens radar. Fantasien vækkes til live og etablerer en positionsbestemt og følelsesbåret oplevelse af identitet med den anden. Etableringen af denne relation foregår af sig selv, automatisk og mekanisk, uden at nogen har villet det eller haft det til hensigt.

For så vidt som den pågældende aktør reflekterer over det emotionelle engagement, han befinder sig i, sker det efter, at det er opløst. Så længe man agerer i situationen, er ens person en effekt af følelsen. Reflektionen over følelsen foregår først, efter at den har udtømt sin kraft og tingene er vendt tilbage til situationen før engagementet. Følelsen har sin egen logik, karakter og varighed, der er upersonlig, eftersom disse kvaliteter er artsbestemte og almene, som sagt. Også tølperen kan overskride sin mentale grundtilstand, sin tølperagtighed, og blive et bedre menneske, om så det kun er for en stakket stund. Uden at tænke over det rækker han måske en hånd til en mand, der er ved at falde. Han er ikke blevet et bedre menneske, men er blevet indfanget af en sympatisk følelse, der rummer sin egen struktur og kraft, og han kan ikke andet end følge dens diktat. Følelser er som bekendt noget, man gribes af, hvis de er stærke nok.

Eksemplet med tølperen tydeliggør, at disse kopi-handlinger på den ene side finder sted i bevidstheden, men på den anden side foregår en som en automathandling. Smith beskriver nok følelsen som en tilstand, som man kan bevidstgøre sig introspektivt (selv om han som nævnt ikke bruger denne betegnelse). Men introspektionen er den enkeltes anliggende med sig selv og må formodes at finde sted i indadvendt og tilbageskuende ensomhed. Når konstellationens aktører derimod indtager deres pladser i eksemplet, følger de den lov, følelsen gemmer på. Det emotionelle handlingsmønster er med andre ord ubevidst – ikke i psykoanalytisk forstand, men i kraft af en betingelse for følelsens udfoldelse, nemlig at den har sin egen emotionelle struktur og impuls, som bevidstheden bagefter kan registrere og reflektere over, men som den ville opløse, hvis den greb ind i den, mens den udfoldede sig i konfrontationen med den anden.

I det ene eksempel efter det andet viser Smith, hvorledes iagttagerens kopiering af den direkte berørte persons indre iværksættes på dette umiddelbart sanselige og emotionelle niveau, hverken som følge af en vil19

Præsentation

jesakt eller ved en bevidst mobilisering af dydens kategorier eller i form af en systematisk udforskning af eget indre (som i Humes tilfælde). Et andet sådant eksempel lyder i al sin enkle dynamik: Jeg ser en person hæve hånden til slag mod et andet menneske og viger selv uvilkårligt et skridt tilbage, som var det mig, slaget var tiltænkt, hvad det ikke var. Alligevel handler jeg spontant, som om det var. Og endnu et af Smiths eksempler: En menneskemasse betragter en linedanser, der bevæger sig over en afgrund, og folk eftergør uden at tænke over det hans udtryksfulde bevægelser i et fantasibillede, som deres egen krop er indsat i. Indtrykket er menneskemassens, men det finder sin form i linedanserens billede, eller rettere: I et billede af ham, der er gennemtrængt af den farefuldhed, som hans kropsbevægelser og situation tilkendegiver. Og endnu et af Smiths eksempler: Ved synet af de sår og bylder, som tiggeren fremviser på gader og stræder, oplever sarte sjæle en kløe i deres korresponderende legemsdele. Der er ikke tale om et generelt ubehag, men om, at en specifik formel lighed mellem mine og den andens tilsvarende lemmer udløser et positionsskiftet mellem mig og ham, selv om det kun er mit indre, dette skifte finder sted. Fantasien virker af sig selv, identifikationen er fantasiens produkt, ikke et resultat af en bevidst handling. I alle de tre eksempler foregår kopieringen af følelsen automatisk, altså ubevidst.

Indbyrdes harmoni er ifølge Smith alfa og omega for menneskelig lykke.

Harmonien er imidlertid ikke en én gang erhvervet tilstand, men fremtræ­ der snarere som et sæt måder at forholde sig til andre på, der er under stadig tilpasning. Hvis fantasien er en evne, er samstemmigheden og tilpasningsevnen det også. Intet opmuntrer os, som når andres følelse stemmer med vores. Intet chokerer os, som når det modsatte er tilfældet. De, der overgiver sig til selviskhed og mistror alt andet som udtryk for selvbedrag, fatter ikke, at glæde og sorg er alt for flygtige og sarte vækster til at kunne udledes af deres interessebundne egocentri.

Smith konstruerer sine situationer for at tydeligøre karakteren af en specifik følelse, der eksternaliseres i situationen, og han ledsager sit eksempel med mere eller mindre indgående kommentarer. Men det sker også, at den konstruerede situation får et selvstændigt liv i den forstand, at man som læser kan lade sig friste til at analysere videre på situationen – der som allerede nævnt besidder et litterært potentiale i miniformat.

Nogen i et gemytligt selskab forsøger sig eksempelvis med et par vittigheder, men opdager med ét, at han selv er den eneste, der morer sig.

20

Teorien om de moralske følelser

Denne pludselige opdagelse af selvets blindhed for sig selv erfares via den morsomme mands opmærksomhed på publikum, der ikke applauderer som forventet, men i stedet griner smøret eller ser den anden vej. En engel går gennem salonen. Den morsomme mand gribes af et ubehag, der kalder ham tilbage til fællesskabet. Det er en brat og beklemt opvågnen.

Ved deres uopmærksomhed har de allerede dømt ham. Han føler sig gennemskuet. Han er bevidst om, at han selv er skyld i det. Han havde set frem til at sole sig i publikums ros, men overmandes i stedet af skamfølelse. Han har stillet sig uden for de andres kreds, samtidig med at han netop appellerede til dem. Nu bliver han opmærksom på, at han selv inden for kredsen i realiteten kan befinde sig uden for sig selv eller uden for et selv, der har forladt ham og forledt ham.

Hvor Hume erfarede, at selvet i perceptionshandlingen ikke afgav et sanseindtryk, ser vi, at Smith i dette eksempel i høj grad bliver sig det bevidst, nu som en oplevelse af pinlighed. Selvet er i Smiths fremstilling iagttageligt, i og med at det manifesterer sig forskudt fra en uoplyst plads i det indre til en åbenbar plads i forhold til det øvrige selskab. Selvet er en social konstruktion. Den morsomme mand erfarer således at hans selv ikke kun residerer i hans individuelle krop, men transmitteres fra den ene til den anden i et socialt rum. Den persona, han har identificeret sig med, hans identitet som et lyst og muntert hoved, er ikke forbeholdt ham selv, for han har, uden i øvrigt at gøre sig det klart, forvandlet dette selv til en ting og deponeret det hos det publikum, han bejler til. Hvis samme publikum derpå slår en hjertelig latter op og applauderer, glæder han sig over den retablerede samstemmighed, der meddeler ham, at han er tilbage i det sociale kredsløb, og at hans selv tilsyneladende endnu engang har taget ophold i hans krop.

At være i overensstemmelse med andre er et krav, der manifesterer sig på mange måder og i mange situationer. Men det er også en universel fordring og et altfortærende ønske, der er tæt forbundet med den sympatiske evne. Ifølge Smith udtrykker ønsket om overensstemmelse en radikal fordring om identitet i det, som jeg og den anden iagttager eller vurderer.

Indbyrdes samstemmighed er et krav, der udgår fra den ene person til den anden, og som kan være voldsomt eller ligefrem truende i sin absolutte karakter. Men det rummer også en potentiel udvikling i fredelig retning takket være evnen til stadig tilnærmelse og tilpasning mellem iagttageren og den direkte berørte person.

21

Den upartiske iagttager Et af Smiths eksempler lyder: Jeg genlæser en bog, som jeg tidligere satte stor pris på, men jeg indser nu, at jeg ikke kan få mere ud af den. Jeg får besøg af en ven og læser op af bogen. Min gæst stifter bekendtskab med den for første gang, han fornøjer sig over den, og jeg opdager, at dens ellers nedslidte indhold forynges for mig takket være hans interesse. Dens tanker fremtræder i det tidligere lys, dens ideer forekommer klare og perspektivrige, oplevelsen af tomhed er forsvundet.

Men hvad nu hvis min ven efter nogle siders højtlæsning alligevel ikke bryder sig om, hvad han hører? Min fornøjelse visner øjeblikkelig. Humør og forventninger synker hastigt. Den nyvundne glæde hviler på sand, ser jeg. Vores forhold rummer et hidtil urealiseret negativt potentiale, som vi ikke uden videre kan få under kontrol, ja, vi fornemmer måske ligefrem, at denne negativitet på intet tidspunkt har været helt borte. Min gæst bemærker, at jeg er utilfreds med hans forbehold over for bogen. Han svarer igen med at lægge afstand til min utilfredshed. Alternativt kan han vise forståelse for min skuffelse og søge at komme mig i møde. Situationen er vanskelig. Jeg er mere opsat på at meddele min bekendte mine sårede end mine glædelige følelser. Jeg er blevet skuffet og svarer igen ved at angle efter forståelse. Min gæst kan ikke undgå at blive påvirket af situationens anspændte karakter, og han lægger sig i selen for at komme mig i møde med en demonstration af velvilje. Min uheldige adfærd ser han som udtryk for psykologisk ustabilitet forårsaget af et tab af noget værdifuldt.

Jeg fornemmer, at han ændrer holdning over for mig og viser forståelse for mine krænkede følelser. Vores venskab bliver bestyrket. Jeg forklarer ham mere indgående om mit tab og dets betydning for mig, og verden ser stadig lysere ud, jo mere jeg beretter om, hvad jeg har mistet, og skildrer dets betydning for mig. Min bekendte finder måske på et tidspunkt, at det nu må være nok. Jeg gør for meget ud af noget, der ret beset er en bagatel. Dette sker netop, som jeg høster frugten af fortællingen om mit tab. Det er, som om enhver tilnærmelse fra den ene part, ledsages af den andens træk i modsat retning, hvorefter vi er lige vidt. Vi rækker ud efter hinanden, men får ikke fat. Bag det hele ligger imidlertid ifølge Smith dem omtalte ønske om overensstemmelse: ”Jeg dømmer om dit syn med mit syn, om dit øre med mit øre, om din begrundelse med min, om din vrede med min vrede, om din kærlighed med min. Jeg hverken har eller 22

Teorien om de moralske følelser

kan have nogen anden måde at dømme dem på.”

Der er tale om et krav fra min side, om at min bekendte siger, gør, tænker og handler som mig. Ser vi dernæst sagen fra hans position, vil han stille samme krav til mig, som jeg stiller til ham. Dermed er der tale om en bestræbelse på indbyrdes tilnærmelse. Hensigten er at finde frem til det punkt mellem os, hvor samhørigheden opstår, og den gode stemning breder sig til stadig flere mulige emner.

Ifølge Smith er den indbyrdes overensstemmelse udtryk for et ønske, der ikke blot bestemmer de to aktørers bestræbelser, men som flyder gennem samfundet på alle niveauer, og som de ikke kan stille sig uden for.

Samfundet er ikke blot noget, der indrammer dem, men noget, der er i dem, en del af deres selv. De forventer eksempelvis, at den handling hos modparten, som har sin oprindelse i en bestemt følelse, står i et passende forhold til denne følelses særlige karakter, sådan som de hver for sig ser denne, ligesom de går ud fra, at en følelse kommer til udtryk i en handling, der svarer til den. De moralske følelsers forankringspunkt ligger i overensstemmelsen mellem den andens følelse, dens mimetiske udtryk, iagttagerens kopiering af udtrykket og inkorporering af det i sit selv. I det vedvarende forsøg på at nærme sig hinanden befinder de sig i denne samme oprindelige model mellem iagttager og direkte berørt person, også selv om de på vej gennem modellen er faret vild i den. Hvis ikke denne overensstemmelse på et tidspunkt retableres, bryder modellen sammen – måske fordi det stadige replikskifte indebærer den uhåndterlige situation, der opstår ved at de begge er subjekt og objekt for iagttagelsen), og de spærres endnu engang inde i selvet, der kryber i skjul i Humes mørke.

Sindet er sjældent så oprørt, at en vens selskab ikke i et vist omfang vil genindsætte det i en tilstand af rolig besindighed, skriver Smith. I hans eksempel konstrueres min bekendte og mig som to komplementære bestræbelser, der fra hver deres position i samtalen forsøger at komme til rette med hinanden. Samtidig er min bekendte undervejs blevet den dominerende part, der søger at vejlede og trøste mig. Sagen er, at jeg ikke er i stand til at bemestre mine følelser og derfor har brug for en anden til at hjælpe og retlede. Min bekendte bliver denne repræsentant for den almene fornuft, den upartiske iagttager. Smith forklarer hans funktion som følger: ”Når jeg gør et forsøg på at undersøge min egen adfærd for at bedømme den med henblik på enten at godtage den eller fordømme den, deler jeg så at sige mig selv i to dele”. Den upartiske iagttager er en 23

FØRSTE DEL

del af mig, som jeg har gjort fremmed for mit selv, for så meget bedre at finde mig tilrette med mig selv. Hvis jeg kun var mig, vilde jeg forvilde mig selv. Ankomsten af den upartiske iagttager kan betragtes som en fraspaltning af subjektet af en del af mig, som jeg sætter under observation med henblik på at nå frem til en mere upersonlig betragtningsmåde. Den fraspaltede upartiske iagttager repræsenterer et sted i bevidstheden, som jeg bestræber mig på at opnå. Hos Hume leder bevidsthedens spaltning ud i den uendelige regres. Men i skildringen af de to aktører, som Smith fremlægger, er forholdet produktivt: Der er ikke tale om nogen uendelig regres, men om en stadig tilnærmelse mellem aktørerne. Den upartiske iagttager er et mentalt pseudopodie, der genskaber det splittede bevidstheds overensstemmelse med sit selv. Smiths og Humes positioner er komplementære. Smith siger ikke dette eksplicit, men det ligger i hans analyse af selvbevidstheden som en konklusion, der venter på at blive ført til ende og sluppet ud i det åbne.

Den upartiske iagttager er en person, men han er også et princip for fornuft, samvittighed og selvindsigt. Man kan måske sige, at han er en person, der til enhver tid kan forvandle sig til et princip, eller som altid kan gøre sit principielle aspekt gældende i forskellige situationer, hvor det er påkrævet. På den måde er han en skabende faktor for det sociale liv. Eftersom han altid, før eller siden, i et konkret forløb ikke blot artikulerer et moralsk standpunkt, men altid det rette moralske standpunkt, kan han siges at inkarnere de moralske følelser, som er bogens emne, i en idealiseret form: Den upartiske iagttager repræsenterer en norm, som kan benævnes i dydsetikken standardvokabular – lasten og dyden, retten og uretten, tapperheden og kujoneriet og harmoniserer de følelser, der kan udledes af sammenstødet mellem de konfrontationer, der besejres i det aldrig ophørende sociale spil.

Claus Bratt Østergaard, København 2014

24