Tudors

160 mm

160 mm

G. J. MEYER

TUDORS Historien om Europas mest berygtede kongehus

236 mm

Tudor-dynastiet herskede over England fra 1485 til 1603.

Deres historie er en fortælling om syndere og helgener, tragedie og triumf, storslåede drømme og dunkle forbrydelser. Det er også historien om den første kvinde på tronen, Maria I, om de bitre stridigheder mellem protestanter og katolikker, om den tyranniske Henrik VIII og hans seks koner, hvoraf han henrettede de to, og om den måske mest legendariske dronning af dem alle: Elizabeth I.

TUDORS

Hele historien om Europas mest berygtede kongehus

47 mm

G. J. MEYER

G.J. Meyer er M.A. i English Literature fra University of Minnesota, forfatter, journalist og underviser. Har udgivet flere bøger, hvoraf Tudors er den første på dansk.

Informations Forlag

Tudors omslag.indd 1

01/11/11 16.04

10 De første blodsudgydelser

T

o dæmninger brast i 1534. Den ene i parlamentet, hvor modstanden mod Kronen til sidst brød sammen under Cromwells nådesløse pres, og en brusende strøm af revolutionerende nye love begyndte at ændre karak­teren af den engelske regeringsførelse og samfundet som sådan. Den anden i hovedet på en monark, der måske lod sig rive med af en ekstatisk indsigt i, at der ikke fandtes én eneste kraft i hele kongeriget, der ville være i stand til at forhindre ham i at gøre nøjagtig, som han ville. Han kastede alle hæmninger over bord og viste sig parat til at ødelægge ikke kun enhver, der opponerede mod ham, men enhver, der ikke bifaldt alt, hvad han ønskede.

Det første offer for det nye, følgagtige parlament og den nye barbariske konge var en 27-årig nonne ved navn Elizabeth Barton, der muligvis har været epileptiker. Barton var som ganske ung tjenestepige på mystisk vis blevet helbredt for en ukendt lidelse og begyndte at falde i trancer, hvor hun så syner og forudsagde fremtiden. Det betød, at hun blev kendt, først hjemme i Kent, hvor hun boede, og siden andre steder i landet. Folket begyndte at ære hende som den hellige jomfru fra Kent og siden som Nonnen fra Kent, da hun gik i kloster. Så vidt vi ved, levede hun et dadelfrit liv og gjorde et godt indtryk på praktisk talt alle, der mødte hende, herunder skeptiske gejstlige, der blev sat til at udspørge hende og rapportere om hende. Tragisk for hende begyndte hun imidlertid også at komme med forudsigelser om kongens forsøg på at blive skilt fra dronning Katarina og at advare mod, at det onde ville ramme ham, hvis han ikke stoppede. Hun sendte bud til paven og fortalte, at også han ville blive forbandet, hvis han

200

TUDORS

gjorde, som Henrik bad om. Omfanget af den opmærksomhed, hun tiltrak sig, bliver helt tydelig af, at både kardinal Wolsey, ærkebiskop Warham, biskop Fisher, rigskansler More og selv kongen mødtes med hende på forskellige tidspunkter. Alle, der kom i direkte kontakt med hende og berettede om deres indtryk, sagde, at Barton virkede dydig, ydmyg og måske endda hellig. Selv Henrik var positivt indstillet over for hende, indtil hun begyndte at tale om skilsmissen.

Bartons berømmelse og de stadig mere brandfarlige holdninger, hun udtrykte, måtte skabe problemer. Cromwells magt og selvtillid stod i fuld blomst nu – inden 1532 var gået, havde han fået sæde i Det Kongelige Råd og var blevet udnævnt til ’finansminister’ den følgende april. I juli 1533 fik han Barton arresteret. Han og Cranmer udspurgte hende grundigt, hvorefter hun blev sat i Tower sammen med et halvt dusin andre gejstlige (en blanding af sognepræster, benediktinermunke og franciskanerbrødre), der havde støttet hende og, hævdedes det, manipuleret med hende i den nationale debat om skilsmissen og kongens krav på kirkelig supremati. Hensigten var tydeligvis at miskreditere Barton og gøre hende til et skræmme­ eksempel på, hvad det kunne koste at sætte sig op mod Kronen.

I november blev nonnen og hendes tilhængere vist frem til offentlig beskuelse og tvunget til at lytte til en prædikant, der gjorde nar ad dem og nedværdigede dem, og til sidst blev de, ifølge de beretninger, Cromwells folk nedskrev, afkrævet en indrømmelse af, at hele hendes karriere var et falskneri, der skulle vildlede de godtroende. Det er ikke sikkert, at de rapporterede indrømmelser rent faktisk kom i virkeligheden; der er ingen beretninger fra upartiske vidner. Selv hvis de anklagede faktisk tilstod, så havde de i månedsvis været i varetægt hos mænd, der var fuldt ud i stand til at bruge tortur for at få, hvad de ville have. Bartons egen tilståelse, som den er blevet fortalt til eftertiden, var tydeligvis ikke skrevet af en næsten analfabetisk tjenestepige, men af en ghostwriter af en vis standard.

Under alle omstændigheder blev tilståelserne ikke afslutningen på den historie. Man gjorde sig de største anstrengelser for at blive i stand til at kunne dømme Barton og hendes følgesvende for forræderi. Det blev fastslået, at hun havde forudsagt kongens død og dermed i virkeligheden truet ham på livet. Tænk, hvis man nu i samme omgang kunne fange nogle større fisk ved at hævde, at alle, der havde opmuntret hende eller bare lyttet til hende uden at indrapportere, hvad hun sagde, også var skyldige i

De første blodsudgydelser

201

forræderi? Det lykkedes ikke. Kongens dommere afgjorde, at sagen var for svag selv for dem – der fandtes ikke skyggen af bevis for, at Barton på noget tidspunkt havde opfordret nogen til at opponere aktivt mod kongen eller til at bruge vold – og på dette tidspunkt fandtes der intet grundlag i engelsk lovgivning for at anklage nogen for forræderi på grund af, hvad han eller hun havde sagt. Forræderi var stadig en handling. Bemærkelsesværdigt er det, at det blev fortalt, at nogle af Bartons dommere skulle have erklæret, at de hellere ville gå i døden end dømme hende skyldig.

Cromwell reagerede med at finde endnu en måde, hvorpå parlamentet kunne være nyttigt for Kronen. Under hans vejledning godkendte begge huse et lovforslag om tab af ære, der erklærede Barton og hendes seks nærmeste venner skyldige i højforræderi. Seks andre, herunder Thomas More og biskop Fisher, blev ligeledes vanæret for tjenesteforsømmelse i forbindelse med forræderi – det vil sige for at kende til et andet menneskes forræderi og undlade at rapportere om det. Set fra kongens standpunkt forenklede dette alting på smukkeste vis. Han kunne slippe af med ikke bare Barton og hendes følgesvende, men flere af de mest fremtrædende personager i kongeriget uden ubelejlige retssager, for det at blive vanæret var en lovgivningssag og ikke et retligt spørgsmål. Det blev helt irrelevant, at ingen, heller ikke Barton selv, på nogen mulig måde kunne have begået forræderi, sådan som ordet dengang blev opfattet ifølge engelsk lov.

More og Fisher forsvarede sig selv, eller prøvede på det. More bad om lov til at tale om anklagerne mod ham i parlamentet. Da han fik nej, skrev han til Cromwell og kongen og forklarede, hvordan han under sine besøg hos Nonnen af Kent havde nægtet at lytte til hendes holdning til politiske spørgsmål og havde rådet hende til ikke at dele disse holdninger med nogen. Han fortalte også, at han ikke havde tilladt hendes beundrere at diskutere hendes visioner. Cromwell rådede Fisher til at kaste sig for kongens fødder og bede om nåde – et godt råd, når det handlede om at redde sit eget skind, da Henrik altid var mere tilbøjelig til at udvise generøsitet, når hans ofre underkastede sig underdanigt – men som man kunne have forudsagt, nægtede biskoppen. Han sagde fornuftigt nok, at han fra mænd, han stolede på (ærkebiskop Warham for eksempel), havde erfaret, at Barton var en ærlig og dydig kvinde, og at hans villighed til at tro dem, hvad enten det var klogt eller ej, umuligt kunne være en forbrydelse. Han sagde, at han havde talt med Barton ved tre lejligheder, men kun, fordi hun

202

TUDORS

opsøgte ham uden at være inviteret. Han havde ikke indrapporteret Bartons dystre forudsigelser, forklarede han, fordi han med sikkerhed vidste, at hun allerede selv havde fortalt dem til kongen.

Intet af alt dette havde nogen virkning på Henrik, der åbenbart ikke var interesseret i de anklagedes skyld eller uskyld, men i deres udslettelse.

Men hans venner kunne se, at han var ved at overreagere; til sidst blev Mores navn fjernet fra lovforslaget om idømmelse af vanære, men kun fordi Cranmer, Cromwell og hertugen af Norfolk bogstaveligt talt tryglede kongen på deres knæ om tilladelse til at fjerne det. Disse tre mænd bad ikke så meget, fordi de ønskede at redde den tidligere rigskansler, men, som de advarede Henrik om, fordi man ikke kunne regne med, at selv et dvask parlament var villigt til at knuse en mand med Mores rygte på så tyndt et grundlag.

Fishers navn blev stående i lovforslaget, og da det var blevet vedtaget, blev han fængslet. Efter et stykke tid blev han imidlertid sat fri med en bøde på 300 pund, det var et helt års indkomst i hans lille bispedømme ­Rochester. Barton og fem andre – to benediktinermunke, to observanter og Bartons skriftefader – blev ført til det kongelige rettersted ved Tyburn.

Her blev Barton tildelt den nåde at blive henrettet ved en simpel hængning, måske fordi hun var kvinde og angiveligt indrømmede, at hun var ”en stakkels, uuddannet pige”, der var forfalden til ”et vis hovmod og fantasier [om sig selv].” Præsterne måtte udholde en hel del mere. Også de blev hængt, men så mødte de forræderens fulde skæbne: Mens de stadig var i live, blev de skåret ned og bragt til bevidsthed igen, fik deres kønsdele skåret af og proppet i munden, indvoldene revet ud og smidt på bålet; deres hjerter blev, mens de stadig slog, trukket ud af brystet på dem og holdt op, så alle kunne se dem. Til sidst blev deres lig skåret i fire stykker og lagt til offentligt skue forskellige steder i London og deres hoveder kogt og sat på stager. Eftersom de aldrig havde været for en domstol, var det umuligt for nogen at vide, præcist hvordan de havde begået forræderi, eller hvorvidt de, hvis de havde fået muligheden, ville have kunnet bevise deres uskyld.

Offentligheden kunne nemt konkludere, at de døde, fordi de havde vakt kongens mishag. Det var uden tvivl akkurat, hvad kongen ønskede.

I mellemtiden havde Henrik travlt andetsteds. Spørgsmålet om dynastiets fremtid var aldrig langt væk, og Elizabeths fødsel havde ikke besvaret det, og nu, da han var i 40erne, var det tydeligt, at det gik ham mere på end tidligere ikke at have en mandlig arving. Forrige november havde

De første blodsudgydelser

203

han giftet sin eneste levende søn, den illegitime, 14-årige Henry Fitzroy med Mary Howard, der som datter af hertugen af Norfolk også var Anne Boleyns kusine. Det var et nyt kup for Howard-familien, endnu en mulighed for at blande blod med Tudorerne. Det kunne få ekstra stor betydning, fordi det stadig lå i luften, som det havde gjort i årevis, at Henrik måske i sidste ende ville vælge at gøre den unge, kåde Fitzroy, som han elskede og forkælede, til sin arving. Men ved januar var Anne gravid igen. Da forberedelserne til kronprinsens komme begyndte på ny – Henrik var altid rørende sikker på, at hans næste barn ville blive en dreng – tog kongen endnu en ung Boleyn-kusine til elskerinde, en pige ved navn Madge Shelton. Magien var ved at svinde i det kongelige ægteskab; den stadigt mere usikre Anne skældte ud over sin mands mange flirterier, og Henrik vendte hende ryggen og troede ikke sine egne ører. Det hjalp ikke på situationen, at Anne aborterede. Det skete midt i et usædvanligt travlt forår, hvor Nonnen af Kent blev gjort klar til henrettelse, den pavelige domstol endelig bragte skilsmissesagen for domstolen i Rom, og parlamentet sprøjtede nye love ud, som ville have været utænkelige et par år tidligere.

Pave Clement, der blev presset af Karl V og endelig provokeret tilstrækkeligt til at handle, da Henrik giftede sig igen uden at være fri af sit første ægteskab, samlede et råd bestående af kardinaler – et konsistorium – der skulle overveje skilsmissesagen. Den 23. marts besluttede 19 af de 22 forsamlede kardinaler at stemme mod en annullering, stå ved gyldigheden af Henrik ægteskab med Katarina og erklære, at Katarina var blevet uretfærdigt behandlet og skulle genindsættes som dronning. Det skete i høj grad til pavens overraskelse, for han vidste, at den franske konges repræsentanter havde lobbyet hårdt for at finde støtte til Henrik og brugt rigeligt af den engelske konges penge i forsøget. De sidste tre stemte ikke for Henriks sag; de stemte blot for at udskyde afgørelsen yderligere. Og dermed blev kongens store sag endelig, efter alle disse år, også afgjort i Rom. Men Clement udskød at udstede den formelle afgørelse. Hans håb om at undgå et endeligt brud med Henrik var rent ud sagt uudtømmeligt.

Men Rom var ikke længere relevant; i England var udviklingen alt for fremskreden til, at pavelige afgørelser betød noget. Den 23. marts var tilfældigvis også den dag, da parlamentet under Cromwells instruktioner vedtog tronfølgeloven, der ikke alene gav Cranmers annullering af kongens første ægteskab og accept af hans andet status af lov, men også rej-

204

TUDORS

ste en beskyttende mur af strafforanstaltninger rundt om ærkebiskoppens resultater, hvis nogen skulle finde på at undlade at give deres samtykke.

I 1534 kan det ikke have overrasket nogen, at loven hævdede, at Henrik skulle efterfølges på tronen af sin ”allerkæreste og højt elskede, lovformelige hustru, dronning Annes børn”. Alene antallet af adjektiver, der bliver hæftet på damens navn, antyder et vist kongeligt forsvarsberedskab. At loven undlod at nævne prinsesse Maria og dermed antydede, at hun var illegitim og derfor udelukket fra tronfølgen, må have stødt mange, men overrasket få. Langt mere forskrækkende for dem, der kendte loven, var det, at den udvidede bestemmelserne om højforræderi, så de omfattede enhver, der i handling eller på skrift trodsede eller afviste kongens andet ægteskab. Selv det at tale imod ægteskabet blev gjort til forræderi, og det var også forræderi at undlade at indberette om sådanne tilfælde. Med disse ting på plads havde kongen lukket alle smuthuller – eller rettere, han havde ødelagt den beskyttelsesmekanisme, der for Nonnen af Kent ville have ligget i at bringe sagen for retten.

Tronfølgeloven stoppede ikke der. Ikke tilfreds med bare at forbyde kritik havde Henrik tilføjet et krav om, at enhver undersåt skal ”iagttage, holde, stå ved og forsvare loven og hele dens indhold og alle virkningerne af dén og af alle de andre love og statutter, der er blevet vedtaget siden begyndelsen af det nuværende parlament” – det vil sige siden december 1529, hvor kongen havde kastet sig ud i sit første, tøvende angreb på kirkens privilegier. For at sikre lydighed skulle alle undersåtter aflægge ed på deres loyalitet, ikke kun over for kongen, men over for de arvinger, han måtte få med Anne; at nægte at aflægge den ed blev gjort lig med forræderi.

Parlamentet forsømte meget belejligt at specificere ordlyden af eden. Det satte Henrik og Cromwell fri til selv at give eden den ordlyd, der passede dem, og endda kræve, at forskellige mennesker skulle sværge på forskellige udformninger af den.

Det var ikke den eneste lov, parlamentet vedtog til fremme af kongens dagsorden det forår. Lov om gejstlighedens underkastelse satte den underkastelse, der på den meget fordækte måde var blevet vredet ud af kirke­mødet to år tidligere, på lovmæssig form og forstørrede dermed dens legitimitet. Lov om absolut båndlæggelse af annatae fjernede de betingede aspekter ved den tidligere lov og afskaffede ikke betalingerne, sådan som det måske var blevet forventet, men omdirigerede dem bare fra Rom til

De første blodsudgydelser

205

Kronen og fastlagde derudover nogle mærkelige, nye regler for udnævnelsen af biskopper. Kongen skulle efter denne lov sende navnet på sin kandidat til gejstligheden i det pågældende bispedømme. Gejstligheden ville så få det privilegium at godkende kongens kandidat. Hvis en sådan godkendelse af en eller anden grund ikke kom, ville den kongeligt valgte blive indsat alligevel, og gejstligheden i bispedømmet ville miste æren af at blive rådspurgt fremover. Endnu en lov fjernede tildelingen af dispensationer fra Rom og gav den til ærkebiskoppen af Canterbury og sendte to tredjedele af de afgifter, tildelingen kastede af sig, til Kronen. Enhver, der ville appellere over Canterburys afgørelser, skulle derfor ikke henvende sig til Rom, men til kongens kanslerret, og selvfølgelig var det ikke længere kætteri at nægte at anerkende paven som overhoved for den engelske kirke.

Biskoppen af Rom skulle paven nu kaldes. Klostrene, der hidtil havde været underlagt deres ordeners jurisdiktion, blev nu ikke, som man ville forvente, lagt ind under den lokale biskops myndighed, men under Kronens.

Sammenlagt var det en afskæring i den helt store stil af den engelske kirkes traditionelle tilknytning til Rom, og den tilknytning blev erstattet af forpligtelser over for kongen. Henrik skabte ikke en kirke, der var fri for ekstern dominans, men en kirke, der var underlagt ham. Parlamentet var atter underordnet kongemagten. Cromwell var fortsat omhyggelig med at forberede de nye love, så det klart fremgik, at parlamentet ikke overførte suverænitet til kongen, men blot anerkendte den suverænitet, kongen allerede besad.

Kongens autoritet blev anerkendt som en autoritet, der kom direkte fra Gud, ikke fra nogen verdslig kilde og bestemt ikke fra hans undersåtter (som Thomas More havde vovet at antyde mange år tidligere i sin første offentlige optræden som rigskansler). At sætte sig op mod kongen var at sætte sig op mod Gud. Her nåede demonstrationen af kongelig autoritet i England sit hidtidige højdepunkt, begyndelsen af en æra – den skulle ikke blive langvarig – hvor Kronen hævdede, og i et stykke tid faktisk besad, herredømmet over alle undersåtters liv, ejendom og endda samvittighed. Cromwells belønning for at gennemføre dette var samme forår at blive udnævnt til kong Henriks førstesekretær. Han skulle med tiden gøre dette embede til det mest magtfulde i regeringen. Fra den position kunne han opsøge og kontrollere både Overhuset og Underhuset i parlamentet, domstolen og rådet.

Tilintetgørelsen af den gejstlige myndighed var tilendebragt: Efter 1530erne kom biskopperne som gruppe aldrig igen til at spille nogen stør-

206

TUDORS

re rolle i det politiske liv i kongeriget. Det er muligt, nogle vil endda sige sikkert, at dette og de andre ændringer i foråret 1534 helt bestemt var en forbedring af den traditionelle ordning. De fleste af ændringerne var under alle omstændigheder uden betydning i hverdagen for langt størsteparten af den engelske befolkning. Kun få englændere fandt nogensinde grund til at appellere til Rom eller bare Canterbury eller at bede om dispensation, og ligeledes var kun få indblandet i spørgsmål om kætteri. Udover at blive bedt om at aflægge en ed, der snarere må have slået mange som underlig end vigtig, har de fleste mennesker ikke haft anledning til overhovedet at opdage, at nye love var trådt i stedet for de gamle. Livet i sognene, den ældgamle latinske messe, de syv sakramenter, overbevisninger, der havde været hvermandseje i England gennem flere århundreder, end de fleste var klar over – intet af alt det var overhovedet blevet ændret.

Alligevel betød Katarina af Aragoniens popularitet og den udbredte følelse af, at hun var blevet uretfærdigt behandlet, at tronfølgeloven ikke blev vel modtaget. Og mange, næsten med sikkerhed de fleste af de mere velorienterede og indflydelsesrige undersåtter, alle de, der havde en vis fornemmelse af de nye loves betydning, må i alt fald have været utilpasse over, hvad der foregik. At gøre ting, der aldrig før havde været at betegne som forræderi – ja, ikke engang en forbrydelse – til forræderi må have gjort enhver fornuftig sjæl urolig. Kravet om, at alle skulle aflægge ed på at ville forsvare og stå ved nyskabelser, som nogle af rigets bedste mænd fordømte, må have været krænkende. Henrik forkastede overbevisninger og skikke og opfattelser, som hans folk var blevet opfostret med. At kræve, at disse mennesker ikke bare skulle acceptere forandringerne, men kæmpe for dem og sværge på, at de fandt dem rigtige, var et hidtil uset overgreb på individets integritet. Folk må have været skeptiske. Udbrud af folkelig utilfredshed var nok uundgåelige, selv om de ikke skulle komme lige med det samme.

Derimod skulle der meget hurtigt komme flere initiativer fra kongens side. Nedslagtningen af Nonnen af Kent og hendes gruppe var kun begyndelsen.

160 mm

160 mm

G. J. MEYER

TUDORS Historien om Europas mest berygtede kongehus

236 mm

Tudor-dynastiet herskede over England fra 1485 til 1603.

Deres historie er en fortælling om syndere og helgener, tragedie og triumf, storslåede drømme og dunkle forbrydelser. Det er også historien om den første kvinde på tronen, Maria I, om de bitre stridigheder mellem protestanter og katolikker, om den tyranniske Henrik VIII og hans seks koner, hvoraf han henrettede de to, og om den måske mest legendariske dronning af dem alle: Elizabeth I.

TUDORS

Hele historien om Europas mest berygtede kongehus

47 mm

G. J. MEYER

G.J. Meyer er M.A. i English Literature fra University of Minnesota, forfatter, journalist og underviser. Har udgivet flere bøger, hvoraf Tudors er den første på dansk.

Informations Forlag

Tudors omslag.indd 1

01/11/11 16.04