En verdenskrig kom på tværs er historien om de helt almindelige mennesker, der ikke aktivt søgte at være en del af krigen, hverken på den ene eller den anden side, men hvis liv alligevel blev vendt op og ned af den forandrede hverdag med mørklægning og rationering, angst, afsavn og tab. ’De mørke år’ blev for manges vedkommende forsøgt glemt. Med talemåder som ’tiden læger alle sår’ og ’ude af øje, ude af sind’ forsøgte man at komme videre. De personlige beretninger i En verdenskrig kom på tværs viser dog, at krigen aldrig helt slap sit tag i de mennesker, der oplevede den.
De forskellige skæbner fortæller til sammen en historie om, hvordan mennesker lever og overlever på trods af, at krigen vender verden på hovedet. Og om hvordan man lever videre bagefter, når intet er som før, og man er tvunget til at leve med savnet over dem, man mistede, og fyldt op af minder, man helst vil glemme.